Intermezzo – en litteraturpris så sandelig.


Da jeg kom hjem fra et foredrag i Odense i lørdags fik jeg en fin overraskelse. Jeg havde modtaget Karin Michaelis pris. Vidste jo nok, at jeg var nomineret, men det var der andre flittige skribenter, der var. Så … jeg fik den altså. Her står min søn og svigerdatter: Svend og Katie og modtager mig på Randers Banegård.
Her er fra Randers Amtsavis en artikel  – hvis du vil læse artiklen, så dobbeltklik på den og den bliver dobbelt så stor.


 
 

101 – Intermezzo

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

I morges kom jeg et hanefjed nærmere min roman – hjemstavnsromanen, den bog, jeg har fablet og stablet om i årevis. Nu tegnede der sig et mønster, men kun ganske svagt, og hvordan vejen ind i det bliver, kan jeg ikke vide. Måske lige så sandet og stenet som hidtil – og kedsommelig for jer, der vandrer med – mine trofaste læsere ( igen vover jeg at sætte ordet i flertal).

Helst ville jeg rigtignok løbe lige ud ad den omtalte vej og ende i sidste kapitel med et lykkeligt slutsuk.

Jeg har før oplevet, at en uoverstigelig barriere, som blokerede min forfattervej, pludselig var borte. Sådan var det f.eks. da jeg skulle skildre mødet mellem de to grever, Scheel von Plessen og Lütichau, i det gamle egnsspil fra Fussingø. Jeg var blokeret og kunne ikke se dem for mig og slet ikke høre dem. Så kom de begge og bankede på midt i en drøm. Og jeg både så og hørte dem, og næste dag skrev jeg scenen uden besvær. Og vidste, at den var sand.

Sådan har det også været med Thomas Kingo. Da han var mig fjernest, kom han ganske tæt på, og også det skete i en drøm. Og jeg ikke blot skuede, men gennemskuede ham, den gamle digter – som jeg havde sat på en piedestal, hvorfra han nedstirrede mig og hele verden. I drømmen blev han MENNESKE.

Sådan har jeg ikke oplevet det nu. Med romanen, mener jeg. Desværre. Jeg drømte ikke engang om den. Men da jeg vågnede, så jeg alligevel et mønster. Og et tidsbillede. Og nu ved jeg nogenlunde, hvor jeg skal begynde og muligvis endda, hvor jeg skal ende.

Det varer måske ikke længe, før jeg kan begynde at skrive små skitser. Og jeg vil lægge dem på bloggen, selv om jeg nok vil føle det, som om jeg lagde hovedet på blokken. Mit eget forstås.

Et hoved, som engang for længe siden slet ikke lignede det, jeg løber om med nu om stunder, men så ret lyst og lykkeligt ud – som var livet en appetitvækkende hovedret, lige til at slubre i sig:

Og hør nu! Da jeg tog det her gamle billede ud af rammen, så faldt der et snit af et postkort ud: og afsenderen er den Gordon, jeg skrev om forleden på min blog, og som jeg er så glad for at have (gen)fundet – dels fordi jeg husker ham som min barndoms fjerne helt, og dels fordi han er den sidste direkte efterkommer af den store Krøghske børneflok, som helt sikkert får hovedroller i mit Hulsigdrama. I et brev til mig har han fortalt, hvad han husker fra Hulsig i gamle dage – og noget af det var nyt for mig.

Her under kan I se det lille afsnit af det gamle postkort til hans moster og min bedstemor:

Ja, og så ved i al fald Gorden, hvornår det kort er afsendt, for det er året før sit bryllup med Anne Marie, som jeg også godt husker fra besøg hos bedstemor.

NB: Egentlig er et intermezzo i sig selv et Notabene – men her alligevel sådan et: Der er en tilføjelse til indlæg 100 “med livet som indsats.” Lidt om navne. Måske kunne det interessere dig?

– En havfrue fryder sig

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

I højre side kan man klikke sig ind på den kategori, man gerne vil læse om. Her er også mulighed for at finde ind på de forskellige måneders indlæg.  På min hjemmesiden www.hesselholt.com kan man se og læse om de bøger, jeg har skrevet.

 
Flere af mine mailvenner har undret sig over, at et indlæg forsvandt få dage efter, at det var skrevet. Det forsvandt, fordi jeg ikke syntes, det rigtigt hørte hjemme på bloggen. Men på den anden side: bloggen er jo ikke tænkt som et sagligt, supervidenskabeligt og knastørt fænomen, selv om jeg vil hæge lidt om det med saglighed og til en vis grad også om alvoren – eller i al fald tage det, jeg skriver alvorligt.
Nu ryger på opfordring fra flere læsere den lille klumme ind igen –  denne gang dog betragtelig forbedret af den dygtige tegner “NEX” fra Randers Amtsavis – der altid illustrerer mine klummeskriverier så morsomt og undertiden lidt respektløst. Det kan jeg lide. Mon ikke også I kan?

Sensommerglæder
Jo vist savner jeg da Ålum. Min gode lille landsby dernede søndenfjords tæt på de skyggefulde, venlige skove, de bløde bakkedrag og åen, der snor sig så lystigt i de grønne enge. Men lige nu og her kan savnet ligge på en lillefingernegl, for i dag har jeg kappet jordforbindelsen og ligget underdrejet ude i det himmelblå hav akkurat som skibene, man skimter langt derude, hvor himmel og hav mødes. Her har jeg svømmet i tidløsheden med den store blå himmel for oven og det solglitrende vandspejl i øjenhøjde.
Faktisk tror jeg mere og mere, at jeg må have været fisk engang, måske i et tidligere liv, så herlig en fornemmelse som det er at færdes i bølgerne midt blandt de andre vandglade skabninger: fuglene og fiskene. Fuglene kan man komme tæt på, når de ligger og vugger i vandet. De tror helt sikkert, man er en fjern og ufarlig slægtning.
For lidt siden, mens jeg svømmede længere og længere ud i diamanthavet, blev jeg grebet af en sær solidaritetsfølelse med H. C. Andersens lille havfrue. I ved, hende med den store længsel. For sådan er det jo: når livet tegner sig overjordisk dejligt, vækker det en længsel efter en forløsning, som man synes at ane et sted derude, men alligevel er så afskåret fra i al sin korporlige jordiskhed. Ja, men her vægtløs og lykkelig i de blå bølger er det lige før, man tror på eventyret.
Nu er jeg gået på land. Er blevet landkrabbe igen og sidder solidt plantet ved mit arbejdsbord, og jeg er jo ikke nogen fiskehalehavfrue trods alt, men en almindelig kone med ben i næsen og et par gode stolper til solid gang på jorden. Og ham, der lige nu bakser ihærdigt med at sætte et nyt køleskab op i vores lille sommerhuskøkken er heller ikke for alvor nogen prins.
Nej, men jeg indrømmer blankt, at jeg ikke savner Ålum heroppe nordenfjords – ikke engang, når det regner, og hvor har det dog regnet i år! eller når det hagler. Det gjorde det forleden, og jeg både så og mærkede det i allerhøjeste grad, for netop den morgen cyklede jeg til Skagen Lokalarkiv for at arbejde fra morgenstunden, og inden jeg nåede byen, var jorden dækket af dynger af is, og senere hørte vi, at folk fik ødelagt både drivhuse og tage.
Men sådan er det med klimaet på toppen af Danmark. Den ene dag venligt og mildt som i et rigtigt eventyr og den næste dag barskt og råt som selveste naturen, der er formet af de sandstorme, der hærgede og ødelagde menneskenes levevilkår i en ikke så fjern fortid. Det er den fortid, jeg skriver om for tiden, og så er jeg jo på det rigtige sted.
 

Intermezzo

Jeg vil slutte indlæggene om børn med denne tegning tilegnet B og B ( bedstemor og bedstefar) – det er Ole og mig, og Alexander har måske syntes, at et skelet passede bedst til vores aldersklasse ( skønt vi endnu har masser ( rigeligt) sul på kroppen) . Her er det i al fald i al sin skønne gru.

 
Som jeg har skrevet så tit og nu gentager, så er bloggen bl.a. et vindue til mit arbejdsværelse – eller sagt på en anden måde: det er på bloggen, jeg informerer om mit forfatterskab,( og holder mig selv i ørerne) – det sidste i parantes, for det er jeg ikke sikker på er rigtigt.
Og da det ( forfatterskabet) er en spredt affære, vil bloggen også altid være det – vi vil flyve fra engle til børn ( ikke englebørn) og til demente og gamle og til salmedigtere og kunstnere.
En af mine venner fortalte mig forleden ved et selskab, at nu ville han gå hjem og læse om Skagen på min blog – senere ringede han til mig og brokkede sig. Der stod ikke noget om Skagen, men en masse om børn – hvad var nu det for noget rod?????
Jo, der står også om Skagen, men man må søge lidt. Og der vil komme til at stå mere og mere og navnlig om Skagen Landsogn, der skal danne den ydre ramme om handlingen i næste bog.
Og du kan finde teksterne i kategorien Hjemstavnsroman. En lidt fjollet benævnelse, men den forekom mig OK, da jeg begyndte bloggen, og nu hænger jeg på den, synes jeg. Men altså: vil du læse om Skagen, så kan du bladre i den skuffe, der hedder Hjemstavnsroman.
Hver tekst har et nr. ,og der er også et sted en indholdsfortegnelse, hvor du kan orientere dig om, hvilke tekster, jeg har udgivet om emnet. Denne fortegnelse vil løbende blive fulgt op.
Vi forlader nu børnene for en tid – ikke fordi alt er sagt, men vi skal atter vende pennen mod Skagen. Jeg læser i øjeblikket to tekster: Andreas Peter Gaardboes artikler om Vendsyssel, der netop er genudgivet, førsteudgaven kom i 1895 – og Camillo Bruuns rejsebeskrivelse fra 1865 – han rejser fra Hjørring til Skagen, og det er en tur, der tager to dage med overnatning halvvejs. Rigtig morsom, og jeg vil dele min læseoplevelse med dig næste gang, jeg skriver.

Foredrag i min barndoms kirke – metodistkirken i Strandby

Ja, det er det jo ikke, min altså. Min barndoms kirke er for længst forvandlet til diskotek eller burgerbar eller noget andet, jeg har glemt hvad.  Allerede for adskillige decenier siden byggede man en ny metodistkirke i Strandby, og det var jo den, jeg var inviteret til d. 28 april for at fortælle om Ingemann og hustru. Desværre var jeg for sløv til at tage et billede af den smukke nye kirke – det kommer på næste gang, jeg har været i Strandby. Jeg var inviteret af

Som sagt kirkebygningen er ny, men ånden den samme. Nogle af de smukkeste barndomsminder, jeg har, knytter sig til den kirke og det liv, der udfoldede sig inden for  dens rammer.
Jeg var der for at fortælle om Lucie Ingemann, og på billedet her er jeg i færd med at signere et eks. af Digteren og Malerinden, der handler om det egendommelige kunstnerpars liv.

Herunder et billede af min kære “gamle” kirke:

Et klima- og naturspring

Så mangen en sommer har vi gået her og stønnet i den ålumske varme og så pludselig taget springet til Jyllands nordspids – deroppe, hvor solen nok skinner flere timer end her i Østjylland, men hvor vinden altid har en skarphed i sig, og hvor vinterens mørke, fastholdt i den sorte lyng, møder det skærende forårslys i grelle modsætninger – så meget lys og så meget mørke, – ja, så er det som at skifte til et helt andet land på en anden breddegrad.
Det skift oplevede vi forleden, hvor vi tog hjem efter nogen tid deroppe ved strand og hede.
Her er et par billeder taget d. 3 maj i Ådalen:



Da vi i sin tid slog kludene og meget andet sammen og således dannede par og familie, skulle vi finde et sted at bo, det er klart. Jeg syntes, det var lige meget hvor vi boede, dog satte jeg en betingelse: der skulle være hav og sand og klitter og store vidder. Det var for resten en skrap betingelse og min kære nye ægtemage, svarede at han da også var ligeglad. Dog satte han en betingelse: der skulle være frodigt. Når man stak en pind i jorden skulle den slå rod og blive til et træ.
Så vi kunne jo sådan set ikke leve sammen.
Det har vi alligevel gjort i snart 45 år – og vi valgte altså den frodige egn. Og se blot, hvor den tager sig ud iklædt forårsdragt og solskin.
Prøv at sammenligne med billederne i forrige indlæg1 Der er kun få dage imellem billederne
 
 
 
 

Intermezzo

Til mine Hulsiglæsere!
Jeg holder ferie for tiden – og skriver altså ikke på bloggen – ferier har jeg aldrig været god til – plejede at sige: “Så fik vi has på den ferie!”
Men jeg er blevet MEGET bedre til at stå sent op, læse aviser i l a a n g tid, gå ture uden at tænke på, hvordan man formidler bølgernes skvulpen verbalt og i en sådan kvalitet, at det bliver litteratur og dog stadig forbliver naturen tro i den forstand, at læseren oplever bølgebruset og ser havet for sig …
Skulle i dag tale med Hans Nielsen, som bestyrer Skagen Lokalsamling – og tror i ham at have fundet en åndsfælle i al fald med hensyn til ovennævnte feriesnak. Han skrev nemlig til mig forleden, at han ikke kunne møde mig i dag, fordi han lige nu “afsoner” ferie.
Har dog ikke undladt at fotografere en del, og i morgen vil jeg forsyne en side her på bloggen med sorte aprilsbilleder. Sorte, fordi naturen stadig knuges i vinterfavnen. Vejret er lusket og koldt og Hulsig Hede brun og barsk – men … som Ibsen skriver i Terje Vigen: “men med vilde blomster iblandt”.  Helt nede i det grå mos titter små røde øjne frem. Snart myldrer det med farver.
April er forventning – maj er opfyldelse.
 

Intermezzo – hvad vil jeg egentlig med min blog?

Formålet med min blog er dels at bruge den som notesbog – Jeg samler stof til næste bog, og dette stof vil så vandre ind på bloggen i en lind strøm og samle sig smukt og ordentligt i den rette kategorie ( Hjemstavnsroman). Her kan både I og jeg få glæde af det. Håber jeg.
Bliver det da en roman?
Både … Og.
Hvad betyder det?
At jeg i udgangspunktet vil samle ALT, hvad jeg kan finde om området: Skagen Landsogn. I bogen vil stoffet optræde som i en hvilken som helst anden fagbog om et område: her som en historisk/geografisk fremstilling af en egn. Dernæst har jeg tænkt at følge arbejdet op med en fiktionsfortælling – ja, måske en roman, måske en række små fortællinger om nogle af de mennesker, der har beboet området fra sidst i 1700tallet til først i 1900tallet.
Det bliver altså en hybrid?
Det kan man kalde det. Ja.
Er det muligt?
Det vil vise sig.
———————–
Det var det ene formål. Og hvad er det andet?
De andre. For der er flere. Som du ser, så laver jeg lige nu en lille Englenes Historiebog. Det er, fordi jeg også har skrevet bøger om engle. Og måske gør det igen.
Ind imellem vil jeg vende tilbage med nyt stof til gamle emner: engle, salmedigtere, demens, børn og unge – alt det, jeg har skrevet om. På den måde vil man kunne orientere sig i de enkelte bøgers baggrundsstof efter behag og behov.
En fortegnelse over mine bøger står på hjemmesiden: www.hesselholt.com
Det var lidt om formålet med min blog.
Men som trofaste læsere ved, så bliver jeg meget glad for enhver kommentar. Det kan også være en information, som er gået min næse forbi. Kom endelig med den! Rigtig flittige kommentatorer må bestemt være selvskrevne til et frieksemplar af den vordende bog.
Men der skal også være tid og plads til lidt pjank. Det kan jeg ikke lade være med. En Julespøg er sådan en vrøvlehistorie. Håber ikke, at den har (vil) forarge(t) alt for meget. Mine børn blev vist lidt kuldslåede, da de læste den: “har vores mor skrevet det!!!???”
Når det i den kommende tid vil handle om engle, så er der flere årsager til det. Et par af mine læsere af “En Julespøg” efterlyste en mere seriøs tilgang til emnet: jeg var blevet lidt for pjattet! – Dels har englene i al deres ustyrlighed spøgt både i min litteratur og i min bevidsthed i så lang tid, at det måske var passende, at jeg greb ind og greb fat og fik styr på de fyre! – nå, nu er du der igen!!! pas nu på.
Men jeg lover: alt om engle vil flyve ærbart ind på siden, hvis jeg da kan styre indflyvningen. Det kan jeg måske ikke altid. Det får I nok at se.
På mandag skal vi snakke om ÆRKEENGLE – og snak endelig med! Det skulle glæde mig og det ville pynte på siden.
 

Intermezzo

Vi vender tilbage til englene og al deres væsen og uvæsen i næste uge.
Denne uge har budt på distraherende udenværker af familiemæssig art – men skønnere og vigtigere at stemme i med end selv det blideste englekor.
Dette mellemspil for at informere om et (nødvendigt?) tiltag, der også vil rane lidt af min tid. Jeg har ofte ærgret mig over, at Kingo- og Brorsonbøgerne i så mange år har været udsolgte, og dog har jeg ikke vovet at se dem genoptrykt med alt hvad det kræver af hårdt arbejde og anden risikabel investering. Så derfor har jeg tænkt, at jeg muligvis kunne få dem udgivet ( eller udgive dem? ) som e-bøger.
Det er overkommeligt ( tror jeg) og ret tiltrækkende, ved jeg efter selv at være blevet e-bog-læser. Jeg fik en sådan ebogs-læserdims i julegave og har nu læst en række bøger på den. Og sådan en lille let og luftig skærm er en yderst behagelig ting at læse på, navnlig for en, der som jeg ligger og læser den halve nat – man bliver ikke træt i armen, for “dimsen” vejer ingenting, og den er let at blade frem og tilbage i, og skriften er smuk og tydelig, og læsefladen behagelig.
Derfor har jeg meldt mig til et kursus om e-bogsudgivelse. Ole deltager også, og han er så teknisk begavet, at han forstår alt det, der glider min sølle forfatter-fatteevne forbi.
Kurset vil holde mig fra skærmen en tid, men forhåbentlig give bonus på anden vis.
Så i de næste par dage kommer der ikke nyt stof på siden her, og ÆRKEENGLENE, som jeg glæder mig til at fortælle om, må vente en uges tid eller så.

Rollen der opløser sig (mig?)

 

Jeg faldt forleden over en artikel om Karen Blixen og hendes forfatterskab – og da hun har huseret i min seng hele julen ( har ligget og læst Morten Henriksens : “Bag Blixens Maske” til den mørke morgen ) – så læste jeg den med stor iver. Og også fordi den var skrevet af Fay Weldon, og hun har altid stået for mig som et værdigt forbillede for alle ( kvindelige) forfattere og i al fald for mig, der dog ikke har drømt om at forsøge at nå hende så meget som til sokkeholderne ( se nu bare! sokkeholdere – det er så naturligt at flyve ind i den slags maskuline billeder!!!). Men altså: hende har jeg altid beundret.
I artiklen skrev hun bl.a. om, hvorfor Karen Blixen først sprang i blomst som forfatter, da hun var over 50 år, og Weldon mener, at hun måtte opfylde den anden rolle først, hustru- og elskerinderollen ( husmor kan man vel ikke kalde hende) – og at hun i al den tid lagrede indtryk og reflektioner på sin indre harddisk, som jo efterhånden løb fuld, men først da hun definitivt var afskåret fra de to dominerende kvinderoller – ægtefællen død, og hun selv syfilitisk – begyndte hun at øse af det store lager, der havde ophobet sig. Og hun opdagede jo hurtigt, at hun bevægede sig ind i en verden af dæmoner. Det dæmoniske lå som en fernis over stoffet, og selv siger hun ligefrem, at hun måtte gøre Djævelen til sin bedste ven, før hun kunne trænge igennem og gøre stoffet levende. Men så flød det også … eller måske ligefrem fossede fra hende med litteratur af en kvalitet, der aldrig er eller vil blive overgået af nogen anden forfatter. Jeg nøler med at sige digter, for digter var hun ikke. Hendes tekster er fortællende og ikke lyriske – hun skrev også digte, men de var jammerlige.
At der er dæmoniske kræfter på spil, når man skriver, det ved jeg, for det har jeg erfaret gang på gang. Og så hjælper det ikke, at man forsøger at standse fingrenes dans over tastaturet, for de danser videre. Og det skal de måske. Da jeg skrev novellen Grønne Grænser og bagefter læste den, blev jeg kold af skræk.  Havde jeg skrevet det!!?? Og da jeg genlæste den hurtigt nedfældede novelle Yougurt, da græd jeg. Og det var ikke skaberi, men en form for magi – Jeg var kommet ind et kraftfelt, hvor stoffet griber en og holder så godt fast, at man ikke kan slippe det. Man kan jo så lade være at udgive det. Men jeg udgiver. Og jeg gør det, fordi det, der står på linjerne, det være sig nok så smerteligt ondt, dog er sandt. Løgn ville jeg aldrig publicere.
Men tilbage til Fay Weldon. For hun skrev jo ikke først, da hun blev 50, men gennem hele sit lange liv ( er en gammel kvinde nu, men skriver stadig ). Så hun måtte nødvendigvis skifte mellem forfatterrollen og rollen som mor og hustru. Og det gjorde hun jo også, men ikke smertefrit, det ved alle, der har læst hende, og de ved også, at der hele tiden er dæmoner på spil, når hun skriver, navnlig om kvinder, mænd er for små og grå til at rumme det dæmoniske. Jeg vil slutte min lille snak om roller med et citat, som jeg faldt over forleden og blev så glad for at læse, fordi det kunne passe på så uhyre mange kvindlige forfattere. Og langt hen ad vejen også på mig. Navnlig nu lige efter jul, hvor jeg IKKE BURDE SIDDE HER MEN LAVE DET SKIDE SYLTETØJ, FOR IKKE AT TALE OM AGURKESALATEN OG BANANKAGEN DER VENTER MEN IKKE KAN VENTE I AL EVIGHED – IKKE ENGANG EN DAG – OG SÅ SIDDER JEG BARE HER OG LAVER INGENTING!!!!!!!
I citatet giver Fay Weldon en beskrivelse af sig selv. Og det lyder sådan her:
Hun begynder med at indrømme, at det er svært, fordi hun er så tæt på den person, hun skal karakterisere …” … det overordnede billede blev uklart ligesom et Google-kort, man har zoomet for meget ind på …. der var personen A, og så var der forfatteren B. De levede i samme krop. A var en hårdtarbejdende husmor, men var underinddelt i flere forskellige sub-personligheder. De havde alle sammen travlt med at tage sig af B, så hun kunne få arbejdsro og tid til at skrive. Der var børnenes mor, hende, der købte ind, lavede mad og vaskede tøj, og en helt anden kvinde, der klædte sig pænt på og lavede interviewene; der var en festhungrende, tudevorn kvinde, som ikke kunne være alene ude efter mørkets frembrud, og som forsynede B med en hel del af det stof, hun havde brug for.
B var selv inddelt i to: den kreative forfatter, styret af højre hjernehalvdel – kvindelig og følelsespræget – og redaktøren, styret af venstre hjernehalvdel, mandlig, rationel og kontrollerende. Jo bedre disse to kom ud af det med hinanden, desto bedre blev det producerede værk.
Det mærkelige var, at A stort set ikke anede, at B eksisterede. Sidst på ugen havde jeg skrevet det alt sammen ned, og det lå i nydelige små bunker, men A kunne næsten ikke huske, at hun havde gjort det. Hvem, mig? Jeg aner ikke, hvordan jeg skal bære mig ad. B vidste til gengæld alt om A og hendes bipersonligheder, men nærede en vis foragt for den samlede pakke, som var A. A var så gennemført almindelig og kedelig.
B udnyttede A på det groveste for at få sine praktiske behov tilfredsstillet, for at få mad på bordet, børnene passet og sekretærarbejdet overstået, og desuden opfordrede hun hende til at skabe huslige og følelsesmæssige spektakler, der kunne bruges som råstof til bøger.” Citat slut.
Citatet er fra Weekendavisen d.6 januar 2012