HAVEN OG MIG

Denne sommer er så smuk. Regn og sol og sol og regn. Det er frydefuldt. Lige nu sukker haven af glæde, og af væde. Vandet er faldet fra himlen i rigelige mængder, men mine planter er så glade. Så bliver jeg det også.

Ingenting, eller kun få planter blomstrer lige nu – rhododendron flammede for et øjeblik, men kortvarigt. Så venter vi på alle de andre. Men overalt i haven står de grønne planter og bier tålmodigt på en smule mere sol, så vil de kaste deres flammer ud i den sitrende sommerluft.

Bare vent! Det er lige smukt hvert år. Og jeg bestemmer ved den her tid, at jeg vil blive her i min smukke have lige til mine dages ende.

Hvor er verden skøn.

Hvor er vi heldige.

Ikke alle er lige heldige. Det er smerteligt sandt. Men de fleste kan dog åbne øjnene og se alt det grønne, der myldrer op omkring os netop nu – og som bare venter på at blomstre. Det springer snart ud. Spring med, hvis du kan! Og kan du ikke, så gør bare det lille hop af glæde, som du formår. Naturen er der. Den tager imod dig, selv om du ikke er på toppen.

Og den er for os alle.

MINE LIVSVIDNER

Ind i mellem skriver jeg på de erindringer, som jeg hverken kan slippe eller slippe løs. Som måske bliver på harddisken indtil … tja … hvem ved. Jeg gør ikke.

Men det går mere og mere op for mig, at jeg må huske alene. Der bliver færre og færre livsvidner, som jeg kan henvende mig til og spørge ud om det, der tåger til i min egen sølle hukommelse.

Og så kom der i dag et brev fra et af dem. En, som jeg ikke har set, siden jeg var barn, og som jeg ganske vist husker, for hun kom ofte i vores hjem, og hvor ville jeg gerne vise mine søstre det brev. Men to af dem er her ikke mere. Og Annelise, som er min eneste søster nu, som lever, husker ikke så godt længere.

Kvinden, som skrev brevet, og som er et livsvidne, hedder Bodil, og jeg kan forstå, at hun og søster Hanne var hjertensveninder i barndommen. Bodil boede på Munkegården, som lå i det, der dengang var udkanten af Strandby, og sammen med brevet sendte hun en sang fra Hannes konfirmation. Det er Bodils mor, der har skrevet sangen.

Nu står den her og lyser:

Jeg var dengang 8 år, og jeg husker ikke Hannes konfirmation.

Her er et par eksempler på tidens billeder: