Digt og virkelighed

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Forleden aften talte jeg i et forsamlingshus, der levede op til sit navn. Og jeg fik spørgsmålet: ”Hvor meget i din bog er sandt og hvor meget er ren digtning?

Det var min bog om Dronning Elisabeth af Kandestederne, jeg fortalte om, og denne gang på en seniorhøjskole, og igen blev jeg forbavset over at se så mange mennesker forsamlede for at høre et foredrag.    

Det var langt ude på landet og i en lille søvnig landsby, en snes huse kun, og så kom alligevel alle disse folk strømmende til fra fjern og nær. Og det på en kold og mørk vinteraften. Og hvor kan jeg tale om søvnig? åh nej, de mennesker var sprælvågne og opvakte og så opslugte af det levende ord, at jeg næsten blev rørt. Eller det blev jeg faktisk. Igen.

Men det var spørgsmålet om digtning og sandhed.

Hvor meget af bogen om Elisabeth er sandhed og hvor meget er fri fantasi?

Det vævede jeg lidt om. Det var jo en roman, sagde jeg, og det ligger i genrens natur, at det er digt, altså opspind. Det er ikke faktuel viden, læseren præsenteres for.

Jamen, er det så ikke sandt?

Jo, vist er det sandt. Den Elisabeth, bogen handler om, findes. Men jo kun i min bog. Jeg har ranet hende fra virkelighedens persongalleri og iklædt hende fiktionens klæder. Det gør hende imidlertid ikke mindre værende i verden end hende, der engang gik omkring i Kandestederne.

Og jeg flettede lidt ind om det, som digtningen kan: skabe en ny virkelighed.    

Kokholm 47 – et frisk pust

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Forleden fik jeg en mail fra en læser, sådanne findes faktisk, og han havde læst de to egnsbøger: Hændelser ved Hulsig og Dronning Elisabeth af Kandestederne. Hans navn er Erik Nøhr Andersen, og hans brev var som et frisk pust fra for ikke så længe siden. Fra dengang, jeg færdedes på de kanter for at samle alt det ind, som sanserne kunne fange: lyset, luften, sandet, himlen og ikke mindst menneskene.

De fleste fra den tid, jeg skrev om, var jo døde, men mange levede, og endnu engang tak for de ord, I velsignede mig med. Tak fordi I åbnede for en viden, som arkiverne ikke gemte, men som I gemte i sindet og gerne ville dele ud af.

Kokholms Hotel. Ja, Erik, du har jo ret. Meget af det, der udspinder sig i den berømte serie “Badehotellet” er jo taget direkte fra det liv, der udspandt sig på hotellerne i Kandestederne i deres velmagtsdage. Det er hele den gamle stemning, fint fanget ind. Og det er den, jeg har forsøgt at skrive hen imod i min “Dronning Elisabeth” – men ikke at beskrive. For min bog handler om det, der gik forud. Før Kandestederne blev et paradis for de rige og de kendte.

Og jeg ved fra Inger, der var pige på Kokholms Hotel, at filmfolkene flittigt har brugt af de mange anekdoter, som hun og andre var så rige på og dygtige til at fortælle – og som handler om livet på badehotellerne. Inger byggede sit eget lille hotel i Hulsig: Ingers Hotel, og her virkede hun til sin død – jeg tror, da hun var et godt stykke op i 90’erne. Jeg husker hendes dybe forargelse, da min mand Ole som 60 årig gik på efterløn. Hvordan kunne det dog gå til, at sådan en ung mand ikke skulle arbejde – nu havde hun da aldrig!!! Men hun gik alligevel med til at servere den herligste rødspætte for os to “pjækkere” i Livets Skole..

Erik Nøhr Andersens mor har gået i Rannerød Skole sammen med Inger, skriver han. Og han fortæller om gode minder på morfarens gård i Kandestederne. Morfaren havde mælkerute mellem Kandestederne og Hulsig i henved 30 år.

Hans mormor fik et barn uden for ægteskab ( Eriks mor) , og mens hun var gravid boede hun hos min farmor. Min farmor, Lise Hesselholt, husker jeg som et varmt og kært menneske, så jeg tror, at hun har haft det godt der. Mormoren hed Dagmar Marie Christensen, og senere blev hun gift med Jakob Jakobsen (faren?), der havde omtalte gård, der lå over for Kandehus. Se billedet.

Kandehus var det 3. hotel i Kandestederne, og i en årrække bestyredes det af maleren Ove Rifbjerg (onkel til Klaus Rifbjerg) – og Erik Nøhr har sendt mig nogle malerier, som han har malet. De ses herunder. Det første er af den tilsandede kirke, det næste af morfarens gård, som lå over for Kandehus, det 3. tror jeg er nedgangen ved Vesterhvarre, det sidste af den unge kronprins, som også havde sin gang i Kandestederne.

Og nu må jeg straks korrigere, for det er ikke Ove Rifbjerg, der har malet den gode prins, men Tørsleff, som der jo rigtignok også står skrevet på billedet. Han var elev af Krøyer. Han døde i Kandestederne.

De tre øverste skulle stadig være af Rifbjerg. Erik Nøhrs morfar havde malerne boende på gården en overgang, og billederne var sandsynligvis betaling for logi. Det lyder sandsynligt. Jeg tror ikke, at Rifbjerg var et stort navn i tiden. Men det var Tørsleff.

Intermezzo


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Dette lille mellemstykke er på sin plads –  navnlig efter al den forrige snak om faglighed og saglighed.
Det drejer sig om en rettelse.
Jeg blev ringet op af Egon Ebbesen, som er bror til Ulla Poulsens (solodanserindens) husholderske, som jeg kun kender under navnet “Nete”. Han kontaktede mig dels for at fortælle mig, at Nete døde i 2015 og dels for at korrigere et indlæg, som jeg har på bloggen d. 13 november 2016. Her står, at Ulla Poulsen blev gift med Knuth til Knuthenborg, men skilt fra ham igen, fordi hun ikke kunne skaffe ham arvinger. Det er ikke rigtigt. Hun blev i 1939 gift med baron Rosenørn-Lehn til Oreby – og ham blev hun skilt fra.
Det var desuden på Oreby, hun traf Nete, som hun bevarede et fint forhold til resten af livet.
Det er imidlertid ikke mig, der har anbragt Ulla i det forkerte ægteskab. Det er Ellen Åmand, hvis lille hefte om Ulla P. jeg har trykt for hende og fået lov at lægge ind på min blog. Jeg vil alligevel gå tilbage til indlægget og notere den lille fejl. Ellen var levende optaget af at skrive om sit liv og sine venner, og jeg har trykt flere af hendes små hefter,  Hun var imidlertid ikke akademisk trænet i kildekritik. Men jeg har aldrig rettet i hendes skrifter.
Det vil jeg så undtagelsesvis gøre nu.
Og tak til Egon Ebbesen – det er SÅ berigende for mig, hver gang nogen reagerer på mine indlæg. Rettelser er jeg naturligvis især glad for, men også kommentarer af enhver art. Så forestiller jeg mig, at der virkelig findes nogen derude, der kan have glæde af det, jeg skriver.

Faglitteratur – Saglitteratur – fagligt/sagligt

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Der er grøde i så meget for tiden. Kommer lige fra haven: og se, hvor det myldrer op af jorden derude. Lavendlerne knejser blå og ukuelige midt i haven og rundt om vælter det frem med roser og pæoner og masser af vilde valmuer. Vildskab og kuet natur i smuk forening
.
Men det jo ingen gartnerblog, det her, må jeg minde mig om, og inden jeg helt forsvinder i henrykkelse over blomsterdufte og forførende farver, må jeg forlade haven og lade et blik glide hen over reolens mange mange bøger, der forresten i vores hjem slet ikke er farveløse, men spræller i alle nuancer.
For det her er jo (eller skulle være) en litterær blog. I litteraturens verden sker der også meget nyt. Hver ny bog er et mirakel. Og så taler man om nye genrer.
Men så nye er de jo ikke. Det meste er set før. Unge læsere har glemt det og tror, at det skubber litteraturen i nye retninger, når genrerne brydes op og gensplejses på kryds og tværs, så man kan blive i tvivl om, hvorvidt det, man læser er digt eller virkelighed.
Er det fiction eller non-fiction?
Denne blanding af genrerne er ikke et nyt fænomen, men det florerer for tiden. Det er sandt. Selvbiografier har altid været en skøn blanding af løgn og latin (= af digt og saglighed). F.eks. Ingemanns: Levnetsløb – det er en herlig barndomsskildring og man er ikke i tvivl om, at de mange små erindrede episoder ikke får for lidt under forfatterens pen. Der males op, der pensles, der digtes. Det bliver fiktion. Det samme gælder H.C. Andersens “Mit Livs Eventyr” – et lille digterværk, som da også korrigeres i “Mit Liv uden Eventyr”.
Så Knausgaard bryder ikke ny jord, når han i Min Kamp skriver, som om det her er SELVESTE SANDHEDEN – fortalt i en skønlitterær form.
Da jeg underviste i dansk i gymnasiet lærte jeg eleverne, at man må skelne mellem faglitteratur, som kunne være videnskabelige artikler, akademiske afhandlinger, lærebøger og alt andet, der var fagligt funderet i konkret viden og heftet på et troværdigt kildemateriale – og så alt det andet ikke-skønlitterære, som så var sagprosa.
Faktisk vil jeg, inden jeg går videre med genrebegrebets finurligheder, tilføje, at jeg slet ikke tror, der findes litteratur, som er mere saglig = sand end anden litteratur. Den saglige sagprosaforfatter kan skrive uinspirerende og unuanceret om et komplekst og spændende emne, og så bliver det jo løgn, skønt han holder sig til og lader sig styre af kilder og selvsyn.
Et eksempel på det:
Jeg har for nylig læst Christen Kolds “Rejsen til Smyrna” – og jeg havde da ventet, at jeg der ville blive meget klogere på mange ting både i forbindelse med den store skolemands liv og levned og på tidens særpræg. MEN HAN SER OG OPLEVER INGENTING. Jo, der er da enkelte beskrivelser (dårlige) af nogle bygninger og (endnu dårligere) af nogle udsigter. Men mest fortæller han om den mad, han spiser og om den dødsenstriste og dysfunktionelle familie, han følges med og hvor han er ansat som tjener. I et brev til en en god bekendt, Madam Knudsen, skriver han f.eks.:
… heller ikke har jeg stor lyst til at skrive da jeg egentlig ingen Ting har at skrive om. 
Ikke desto mindre boede han i Smyrna i 5 år og ernærede sig i de sidste år af opholdet som bogbinder. Altså levede han i god overensstemmelse med apostlenes visdom: at arbejde og at leve simpelt. Dog forsøgte han ikke at omvende tyrkerne til kristendommen, og så vidt jeg kan se, var alle hans kunder europæere og han havde næppe nærkontakt med de indfødte.

Jeg har ikke opgivet at skrive en bog om Kold – bare jeg kunne lade være med hele tiden at tænke på ham som “Kedelige Kold” – det er sikkert ufortjent, og han var jo langt fra nogen skrivekugle. Havde vel vanskeligt ved at udtrykke sig skriftligt.
Det er nok bare derfor.
Når jeg i ovenstående har vrøvlet lovligt meget om noget så kedeligt som genrer, så er det, fordi jeg vil begive mig ud i sagprosa- (måske fagprosa-)genren.
Jeg håber, at det vil lykkes. Først kommer Chresten Kokholm – og han var ikke kedelig – så kommer Christen Kold – og det er en hel anden historie, skønt de er navnebrødre og begge er børn af 1800-tallet.
 
 

Hulsig 1935 – en begivenhed

 

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside: www.hesselholt.com

Begivenhed? Ja, en mærkedag for to mennesker, og en dag, som hele Hulsig tager del i. for det var sådan, at man dengang delte hinandens sorger og glæder. Som min onkel Lars skriver i “Hulsigminder”: “Det lille samfund fra Kandestederne til Tranestederne, var, såvidt jeg mindes det fra min barndom, som en samhørig familie. De tog alle del i hverandres sorger og glæder”

Et bryllup i 1935. Mine forældres. Vera og Magnus Hesselholt. Nu havde de været venner, måske kærester i ca. 10 år. Det var på tide.

Som jeg skrev i forrige indlæg, så har jeg lidt travlt for tiden med at rydde op. Og nu fandt jeg en stak på over 100 telegrammer fra hin mindeværdige dag og fandt samtidig, at det ville være synd, hvis stakken bare havnede i papirkurven, der ellers så gavmildt tager imod for tiden.

I al fald vil de nogle af dem få et efterliv her på bloggen, tænkte jeg og har derfor tænkt at vise et par stykker af de  gamle telegrammer.

 Navnede på dem, der deltog i festen, har jeg ikke – kun et uklart billede. Det var en stor flok. Familie og de nærmeste venner, tror jeg. 

Men her et par telegrammer: det første er fra lærer Wilhelmsen, der underviste på Rannerød Skole i mere end en menneskealder. Min mor havde ham i 1910’erne.


H er kommer navnene. De fleste er måske glemte i dag. Men der er dog stadig børn og børnebørn i live, og desuden: de har levet og ikke forgæves. Deres spor er i os.

 
De er stavet som i telegrammerne. Der er et par stykker, der hedder det samme, men da de optræder i forskellige telegrammer er de nok ikke identiske. De fleste er folk fra Hulsig, og som regel kun med navnet nævnt. Enkelte har tilføjet titel og nogle er ”udefra”, men det noterer de selv efter navnet.
 
Adolf Christensen og Hustru
Agnes og Oskar Husth
Aksel Pedersen
Anders Chr. Thomsen og Hustru
Ane Katrine Christensen
Ane Kirstine og Lars og Sigvald
Ane Nielsen
Ane og Janus Madsen
Anna og Chr. Nielsen
Anna og Søren Troldborg
B. Bendtsen og Familie, Starholm
Bager Sørensen og Hustru, Jerup
Bernhardt Bendtsen og Hustru
Bernhardt Pedersen og Hustru
Bertha og Axel Jensen, Hjørring
Bertha og Peter Madsen
Bøie Sørensen og Hustru
Bøje Sørensen og Hustru
Børge Jakobsen
Chr. Christensen og Hustru, Hulsig Station
Chr. Christensen og Hustru, Højen Station
Chr. Høvenhaven og Hustru
Chr. og Marie Heilisen (Heilesen?), Tornby
Christensen og Familie, Mejeriet
Christian Pedersen
Christiansen, Plantør, Bunken
Dagmar og Jens Pedersen, Aalbæk
Ejler Nilsson
Elisabeth Larsen
Emanuel Mortensen og Hustru, Slagter, Elling
Emil Mose
Ester Houkær
Hakon Houkær
Hanna Christensen
Hansen, Statsbetjent
Helene og Oscar Hust, Raabjerggaard
Henry Sørensen, Aalbæk
Herman Strauss og Hustru
Herman Thomsen
Hildager og Marinus Kristensen, Rannerød
Høgenhaug og Familie, Strandby
Ida Nilsson
Ingeborg Houkær
Ingeborg og Ester Houkær
Ingeborg og Kristen Sørensen, Hollandsbjerg, Ørsted
J.C. Christensen, Slagter, Skagen
Jane og Jens Troldborg
Janus Chr. Jensen og Hustru
Janus Madsen og Hustru
Jenny og Svend Hesselholt, Skagen
Jens Hjorth
Jens P. Høgenhaven
Jens Peter Christensen og Hustru
Jens Troldborg og Hustru
Johan Jakobsen og Hustru
Johanne og Chr. Møller
Johanne og Thomas Peter Thomsen, Skagen
Johannes, Thorvald, Petrine og Johanne Pedersen og morbror Hans, Ørum
Jørgen Westergaard og Hustru
Karl Thomsen og Hustru
Karoline og (?) Christensen, Rannerød
Ketty og Børge Bøger (?), København
Kirsten Madsen
Kirsten og Anna, Thomas Thomsen, Gl. Skagen
Kitz og Familie
Kjær, Forretningsfører
Kokholm og Familie
Kresten Thomsen
Krestine Kristensen
Kristian Nielsen og Hustru
Kristine Christensen
Lars Thomsen og Hustru
Larsen og Hustru, ”Rolighed”
Laurits Jensen og Hustru
Laurits Larsen og Hustru
Laurits Lundholm og Hustru
Lissen Madsen
Mads Troldborg og Hustru
Magdalene Jensen
Maria og Henning Leed, Bunken
Marianne og Søren Christensen
Marie Andersen
Marie Christensen og Familie
Marie og Albert Nielsen
Marie og Chr. Pedersen, Aalbæk
Marie og Chr. Rump, Bunken
Marie og Yngvard Halt ( Holt?)
Marinus Christensen og Hustru
Martin Christensen
Martin Simonsen
Martinus Jensen og Hustru
Møller og Familie, Købmand, Bryggergade
Niels Nielsen og Hustru, Nr. Elkær
Niels Pedersen og Hustru
Ole Chr. Nielsen og Hustru
Oluf Nielsen og Hustru
Oskar Andersen og Hustru
Oskar Hust og Hustru
Oskar Hust og Hustru, Raabjerggaard
Oskar Jensen og Hustru, Vognmand, Skagen
P. Lyng og Familie, Strandby
P.W. Christensen, Skotøjsforretningen
Peder Houkær og Hustru
Peter Hjorth og Hustru
Peter Houkær
Peter Høgenhaven og Hustru
Peter Larsen og Hustru
Petrea Simonsen
Rasmus Hjorth og Hustru
Rasmus Nielsen
Rasmus Nielsen
Richard Jensen
Røntved, Jansen og Frederiksen
Signe og Thorvand Houkær
Sigrid Lundholm
Sigrid Sørensen
Sigtenberg, Købmand, Kvissel
Sigvald Christensen
Sinne og Conrad Hust, Aalbæk
Sovkrog og Familie, Hulsig
Søren Christensen og Hustru
Westergaard og Hustru, Købmand, Aalbæk

Til Hulsig igen – eller rettere til Tranestederne


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com
For kort tid siden modtog jeg tekst og billeder fra Ellen Åmand, som før har været omtalt her på bloggen. Teksten og billederne handler om solodanserinde Ulla Poulsen. Ellen har i mange år været nabo til Ulla Poulsen. De havde begge i en årrække sommerboglig i Tranestederne. Ulla Poulsen har de fleste sikkert glemt i dag, ligesom hendes engang så berømte mand, Johannes Poulsen, nok også er endt i glemmebogen.
Men så kan de altså genoplives for en stund her på bloggen.
I forrige århundredes begyndelse var både Adam Poulsen og hans to sønner, Emil og Johannes, blandt de mest berømte danskere. Alle tre var kongelige skuespillere.
Johannes giftede sig med Ulla i 1936, samme år, som min far giftede sig med min mor. Og de sidstnævnte boede i Hulsig, hvortil de først nævnte og så berømte danskere flyttede efter deres bryllup.
De købte den gamle gård, Tranegården, som ganske vist ikke ligger i selve Hulsig by, men dog ganske tæt ved, nemlig i Tranestederne.
Her ses gården, inden de købte den, og det er gamle Stine (Kristine), der står foran gården. Hendes datter Anne giftede sig med min bedstemors bror, som havde arvet Krøggården ( eller Krøghgården):
Og her er Tranegården efter, at de berømte par har renoveret den:

Da Ulla Poulsen døde i 2001 var vi naboer ( Hesselholtsommerhusets grund grænser nemlig også op til Tranegården) bange for, at ejendommen skulle blive udstykket til sommerhusgrunde. Den blev dog købt af familien Heering og har nu gennemgået en ny totalrenovering.
Her er nu Ellen Åmands tekst og nogle af hendes billeder vil følge senere, men ikke alle, for jeg har ikke ophavsret til dem alle. En lille korrektion til teksten: Ulla giftede sig IKKE med Knuth til Knuttenborg, men med baron Rosenørn-Lehn til Oreby Slot.
Vi var så heldige at få lov at købe en sommerhusgrund i nærheden af Hulsig helt oppe ved Skagen i Danmark. Det var bonden Laurits Jensen, som solgte flere grunde ud, og vi valgte den, som lå nabo til Tranegården lige ved stranden.
Eftersom vi var vokset op i København, havde vi tit været i Det kongelige Teater og set den yndige balletdanserinde. Vi vidste, at det var hende, som boede på Tranegården med sin tredje mand, hotelejer Helge Skou fra hotel Phønix i Aalborg.
Hun blev 18 år gammel gift med skuespiller og teaterdirektør Johannes Poulsen, som var dobbelt så gammel, og de havde 2 lykkelige år sammen til han døde af en hjernetumor.
Derefter blev hun gift med lensgreve Knuth fra Knuthenborg på Lolland, men blev skilt igen, da hun ikke kunne skaffe ham en arving, og gift for tredje gang med hotelejer Skou fra hotel Phønix i Aalborg. Parret boede ved hotellet i Aalborg om vinteren og havde Tranegården som sommerbolig.
Ulla Poulsen fik jo aldrig selv børn. Hun var meget glad for børn og hunde, og da vi havde 3 børn og en hund, inviterede hun os ind på det hyggelige og interessante landsted. Det var en gammel strandfogedgård med meget jord til, som Johannes og Ulla fik bygget om og moderniseret. De fik en storstue med højt til loftet. På væggene hang minder fra Johannes’ rejser til Østen, og der var smukke bondemøbler fra familien Poulsens gård i Sverige og møbler, som Ulla Poulsens far havde lavet. Det var morsomt at komme ind og drikke the med husholdersken Agnethes hjemmebagte kager i det hyggelige hus eller i lækrogen i haven. Den var smuk og frodig med køkkenhave, frugttræer og bærbuske.
Ulla og Agnethe ville gerne have nogle unge i huset. Ulla på 13 år var jo stor nok til at hjælpe Agnethe med at bage småkager, og Ullas kusine Gitte på 12 år, som var feriepige hos os, kom med ind på Tranegården og bragte lidt liv i det gamle hus hos de 3 gamle mennesker. De hjalp også til med servering, når der var mange gæster, f.eks. til Skous 60 års fødselsdag. Marianne og Lasse blev budt på saft og kager i haven mange gange og vi på the eller kaffe. Det var morsomt at høre Ulla fortælle om sit liv ved teatret. Engang var de på turne rundt i Danmark.
Skuespilleren Ib Schønberg var med. Han kunne li at lave lidt sjov på scenen. Engang fik han fat i nogle høns og en and, som han slap ind på scenen under forestillingen. Så gjaldt det bare om for skuespillerne at hitte på nogle passende replikker, så publikum troede, det hørte med til stykket.
St. Hansaften ville Helge og Ulla gerne ha det festligt med gæster, som de havde haft før i tiden. Da vi var de nærmeste naboer, blev vi inviteret med, og det var en rigtig festaften med god mad og ild i pejsen. Vi gik lige ned og så på bålene på stranden oppe fra klitterne. Da mor var på besøg kom hun med ind, og det var mor glad for, hun havde jo mange gange siddet i Det Kongelige Teater og set Ulla Poulsen danse.
Skuespilleren Thorkild Roose har fortalt om en St. Hansaften på Johannes Poulsens tid i den bog, som blev udgivet efter Johannes død, skrevet af hans venner. I den bog er der også et afsnit om hele den kendte familien Poulsen og om Johannes barndom.
Ulla Poulsen var kun 18 år, da hun blev gift med Johannes, der var 42 år og havde været gift 2 gange. Det blev der snakket meget om i inderkredsen i København. Edvard Brandes, Georgs bror skrev således i et brev til Sylvia Pio, som havde været Johannes Poulsens anden kone:
”Måske er Johannes lykkelig med sin lille uvidende og udannede skønhed, dog tvivler jeg stærkt. Den lille indbildske nar plager sikkert Johannes, hvis hele ånd nu drukner i skuespiller-og balletidioti.”
Det var en overlegen herre, denne Edvard Brandes, og han havde ikke meget forståelse for teater og særligt ikke ballet.
Man kan godt forstå, at Ulla og Johannes Poulsen ønskede at finde et sted på landet langt borte fra det snævre sladdermiljø i København, hvor de kunne trække sig tilbage i hvert fald om sommeren. Ulla fortæller i sine erindringsbøger om, hvorledes hun fandt annoncen om salg af en strandfogedgård ved Hulsig, som de først troede, lå i Nordsjælland. De tog op for at se på gården, gik gennem sneen og så Tranegården for første gang. De bestemte sig hurtigt: her ville de gerne bo i den smukke natur og langt fra København.
Thorkild Rooses skildring af Johannes og Ulla er meget hjertelig, og de 2 år hun havde på Tranegården med ham var meget lykkelige.
Hun var meget smuk, hvad man tydeligt ser på malerinden Wegeners malerier.
Balletdanserinder bliver jo pensioneret i en meget ung alder, men fortsætter ofte som skuespillerinder. Det gjorde Ulla også. Lensgreven blev også betaget af hendes skønhed, men han ville ha en arving til godset på Lolland, og det kunne Ulla desværre ikke give ham, så det blev skilsmisse.
Ulla boede så nogle år alene og startede sin egen balletskole først i København og senere i Aalborg, hvor hun traf hotelejer Helge Skou fra hotel Phønix. De giftede sig og boede om vinteren i en lejlighed i nærheden af hotellet og om sommeren på Tranegården. Hele vinteren længtes de efter at flytte ud på sommeropholdet. Det fremgår af de julebreve Ulla skrev til os i mange år.
Ulla ville gerne male, og Ulla og Gitte var inde for at være modeller. Men Ulla var ikke helt tilfreds med sine evner som malerinde, så hun fandt på at lave små figurer af metaltråd som små danserinder. Hun huskede jo alle balletbevægelserne fra dengang hun selv dansede.

 
”Den lille indbildske nar”, som Edvard Brandes kaldte hende, havde også evner som forfatterinde og skrev 2 erindringsbøger: ”Skuespilleren og Danserinden” i to bind og en bog om sine rejser med Johannes Poulsen ”På Rejse med Johannes Poulsen”, desuden en fin lille bog om livet hele året på Tranegården: ”Til alle Årets Tider” med smukke naturskildringer og erindringsbilleder fra sit lange, begivenhedsrige liv.

 Ulla Poulsen med hund – engang i 80’erne

Her kommer nu et par af de mange kort og breve, som Ellen og Knud Åmand modtog fra Ulla Poulsen fra 1967 og ca.20 år frem:



Herunder et par kig ind i bogen “Til alle Årets Tider”, som Ulla Poulsen fik udgivet på Gyldendal i 1966. Bogen er skrevet som en slags dagbog – et år levet i Tranestederne:
10. maj : “Svalerne er flyttet ind på loftet i den gamle lade, der nu rummer garage og værksteder. Ved maj måneds begyndelse åbner vi de to små ruder øverst oppe over porten, og omkring den fjerde-femte ser vi altid de første svaler. De flyver rundt over huset og forbi de små vinduer, som om de vil overbevise sig om, at alt er ved det gamle og lejligheden parat. Intet af, hvad vi senere foretager os nede eller oppe på loftet, forstyrrer svalerne i at bygge rede eller ruge deres unger ud.
Svalerne kunne vi ikke tænke os at være foruden, men de volder os til tider en del besvær – som det år, da de absolut ville bygge på et af de redskaber, vi ikke kunne undvære. Vi kom for sent til at hindre, at reden blev anbragt oven på kloakrenseren, så vi måtte købe en ny. Naturligvis ville vi ikke ødelægge den lille kunstfærdige rede, der var foret med lutter hvide fjer.
Sidste år så vi med forundring, at der lå seks unger i reden. Da de blev større måtte de to sidde på ryggen af deres søskende for at kunne være der. De to voksne svaler sled i det næsten hele døgnet rundt, ud og ind ad de små vinduer fløj de med mad til de sultne unger. En aften så vi svalehannen ligge død under reden, han havde slidt sig til døde for at skaffe mad. Jeg tog den tapre lille fugl og strøg den over det røde bryst, hvor hjertet var blevet stille.
Hunnen blev ved med at made ungerne, og et par dage efter så vi en han gøre stormkur til enken. Hun ænsede ikke den ivrige frier, men passede sine flyveture. Efter nogle dages ihærdig bejlen begyndte frieren at hjælpe med til at bringe mad til ungerne, og så blev han akcepteret som stedfader.
17. maj: I morges så vi to traner gå på marken i nærheden af huset. Det er da ikke helt forkert, at vi kalder det Tranegaarden. Tranerne gik der et par timer, for de lettede og fløj mod rugepladserne i Sverige.
Før i tiden har der ruget traner mange steder nord for Frederikshavn, men dræning og den tiltagende trafik har sammen med gravningen efter tørv fået de sky fugle til at søge mere ensomme steder.
For nogle år siden sad jeg en dag oppe på de høje klitter og havde min kikket med for at studere dyrelivet ude i engene nord for Tranegaarden. Langt ude mod nord så jeg fem store grå fugle, og af de nedadhængende halefjer og de lange halse fremgik det, at det var traner. Medens jeg iagttog dem, begyndte to af dem at hoppe op og ned foran hinanden med de store vinger udbredte. Det var tranedans, jeg var så heldig at se. Disse traner blev her nogle dage, inden de rejste videre.
Solen har skinnet fra morgenstunden, og vejret er lunt og stille, rigtig grødevejr. Puddelhunden lå foran indgangsdøren, da jeg i middags kom ind fra haven. Jeg fik mig en ordentlig forskrækkelse: en meter fra den lå en stor hugorm.
Vi fik hunden kaldt til os, og hugormen måtte af med livet. Det var den første i år, og vi var nu advarede om at se os godt for, når vi færdes rundt om huset. Jeg holder af alle dyr, men hugorme må undgå de steder, hvor vi har vor gang, ellers bliver de slået ihjel. Men det er, som om de netop helst vil være så nær ved hus og have som muligt. Sidste år måtte tolv bøde med livet, fordi de var i vejen for os. En af dem havde endda lagt sig lige foran indgangdøren og hvæsede ad hunden og os, da vi ville ind i huset.
Hugorme har altid godt kunne lide Tranegaarden. Et af de første år, jeg boede her, så jeg en dag inde i haven en mørkebrun orm ligge foran en af dørene. Jeg troede, det var en snog, og stod og så på den, indtil den opdagede mig og gennem et hul under dørtærsklen forsvandt ind under huset. Jeg blev lidt underlig til mode ved det og fortalte det til den gamle strandfoged, der arbejdede ude i haven. Han sagde ganske tørt: “Vi har ingen snoge her oppe, det var en hugorm.”
Min kvindelige gæst blev rædselsslagen ved at høre, at der boede en hugorm under det værelse, hvori hun sov, men vi kunne berolige hende med, at den ikke kunne komme op til hende gennem gulvet, hvis der da ikke var musehuller! Hun havde en urolig nat og drømte om slanger. Næste dag fik jeg en murer til at lukke hullet.
Vore gæster bliver altid advaret mod at færdes med ubeskyttede fødder i lyngen og langs grøfterne, og selv holder vi os til vore stier og kommer helst ikke ind på hugormenes gebet.
Slanger blev i gamle dage anset for at være hellige og venligsindede dyr. Man troede, de bragte bud fra de døde, og når man gav dem mad, gjorde de heller ingen fortræd. De er lette at tæmme og kommer, når de skal fodres …
Jeg ved ikke, om de mange hugorme og deres interesse for vort hus skal opfattes som tegn på en slags beskyttelse mod onde anslag eller skyldes, at vi inden døre har slangeguden hængende på vor væg. “( citat fra side 89) 
 
 
 

Hulsig

 Skagen Bibliotek 2015

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com
Erikslund i Hulsig
Her kommer nu en lille tilføjelse til Hændelser ved Hulsig, som er sendt mig fra et oldebarn til Erik Jensen, som købte husmandsstedet Erikslund i Hulsig – Hun hedder Esther Toft.
Jeg siger tak for både brev og billeder og fortællingen om familien. Den vil jeg tilføje senere, her kommer i første omgang blot et enkelt billede af Erik Jensen.
Erikslund er ikke bygget af Erik Jensen, men af min oldefar Ole Houkjær, da han giftede sig med en af de to døtre fra Krøggården – Marie Christiansen – Senere blev hun kaldt Marie Houkjær og er jo min oldemor. Han solgte gården til Erik Jensen i 1884, der så døbte den Erikslund. Hans datter Josefine giftede sig ind i Krøgslægten, nemlig med Janus Larsen, søn af Maries søster Maren og af Christian Larsen. 
De to, Janus og Josefine fik “den anden Krøggård”. Gårdenes historie kan man læse mere om i Hændelser ved Hulsig. (f.eks. side 357 f f)
Erik Jensen forblev bonde på det lille husmandssted, men nød stor agtelse som flittig og dygtig. Her kan man læse lidt om det fra et udklip fra Skagen Avis. :

Som man kan se, er han her nævnt som “hædersmand” – det forstår man. Og han erhvervede titlen gennem sin flid. Den slags stod der respekt om i Hulsig. Hans datter Josefine har derfor også været “et godt parti”, selv om der ikke var velstand i det lille husmandshjem.
Herunder et billede af den gamle hædersmand ogivet af sin familie. Billedet ser ud til at være taget omkring århundredeskiftet – men må næsten være senere, synes jeg, da gården jo blev solgt til Erik J. i 1884 – og her er børnene jo voksne:

Erik Jensen i midten – bemærk det flotte kindskæg! Billedet er sendt til mig af hans oldebarn, Esther Birgitte Toft Jensen, og jeg er ikke helt sikre på de andre personer i billedet. Det bliver jeg nok senere. I al fald er Josefine og Laurits ( eller Lauritz – navne i Hulsig staves som vinden blæser) med på billedet. Og også Esthers farmor sikkert. Ja, nu ved jeg, at hun står øverst til venstre og hedder Marie.
Denne søster (Marie)  til Josefine og Lauritz ser vi her på et brudebillede. Hun var gift to gange. Her ses hun med Axel Jensen, den første mand. Der kommer tilføjelser hertil om nogle dage.

 
Som nævnt blev Erik Jensen navnkundig på grund af sin flittige indsats i opdyrkningen af hede og klit. I Hændelser fra Hulsig kan du læse mere om det, og også om familien på siden 357 -358 – 359.
Jeg er meget taknemmelig for alt, hvad jeg får tilsendt om egnen i form af breve og billeder og skal forsøge så vidt muligt at følge op på det på min blog.
 
 
 

Lidt ajourskriveri om Hændelser og hvad der i øvrigt hændte mig på en cykeltur

Støvring 1999

Skagen 2015

Her ser du ind i mit forfatterværksted, en slags vindue til arbejdsværelset, hvor der i den seneste tid desværre ikke har været meget at komme efter, idet alle redskaber har ligget aldeles urørte hen. En brakmark uden lige. Og hvad er det for et værksted, hvor der ikke produceres den mindste splint til noget af betydning?
Men netop i dag har jeg cyklet en indsigtstur. Sådan en skal man foretage en gang imellem og helst i november, og når solen skinner. Så kan det hænde, at der i solglimtene mellem skovens sorte træer viser sig noget forunderligt. Som giver håb. Det vender jeg tilbage til.
Her et billede, som måske alligevel røber et og andet:

Men det mystiske lader vi ligge – det er alligevel uforklarligt. Og nu bliver vi ganske  jordnære igen. Som cykeldækkene, der på den lange cykeltur ikke et øjeblik forlod forbindelsen til den mudrede skovsti. Lad os holde os i dækhøjde.
Og det er en slags status over Hændelser ved Hulsig, som jeg ville gøre her ( ikke til Skattevæsnet) men til alle andre væsner og skatter. Og dem har jeg heldigvis! 
Som nogen af jer husker, så græd jeg grønne væsker af vrede og sorg, da bibliotekerne nægtede mig en lektørudtalelse, fordi man uden overhovedet at læse bogen ( måske knap nok åbne den) katalogiserede den som  “alt for privat” til at kunne interessere et større publikum end lige de i bogen berørte personer.
Det var ubegribeligt for mig – og det var uretfærdigt. Bogen er netop ikke privat. Den handler om en hel egns historie lagt ind i en fiktiv ramme. Og hvis det skulle være privat og uden interesse, så ville det samme jo kunne siges om Knausgaards bøger og Ida Jessens og Erling Jepsens og Smærup Sørensens og mange andre, som har brugt samme model. Og andet argument havde man ikke.
Lyder jeg bitter. Ja. Og det er jeg også.
Og så alligevel ikke. For bogen fik en fin modtagelse alle andre steder end ovennævnte, og jeg kan nu melde Hændelser ved Hulsig næsten udsolgt – den fik altså læsere – det bedste en bog kan få.
 
Her et billede fra Randers Bibliotek, hvor jeg fik lov at præsentere bogen, mens den endnu lugtede at tryksværte:

 Jeg er meget taknemmelig over for de to biblioteker og i øvrigt har mange andre biblioteker også købt bogen, selv om de ingen anbefaling fik fra deres udvalg. 
Det næste billede er taget på Skagen Bibliotek:
 

Fotograf: Mette Hesselholt Henne Hansen – ligesom det øverste billede fra Skagen Bibliotek.
 
 

177 – Nogle billeder fra Hulsig


Først mange tak til Else Møller, som har sendt de billeder til mig, som kommer herunder. De er alle fra Hulsig.
Først skal vi en tur til Krøggården. Den kan man læse om i “Hændelser ved Hulsig” i det afsnit, der hedder Gården Jorden og Havet og som begynder på side 355. Vil man vide mere om gården, kan man orientere sig yderligere i det blogindlæg i kategorien Hjemstavnsroman, som har nr. 71 : Krøggården – oprindelig Hulsig.
Billedet forestiller en meget ung Carl Krøg, den sidste ejer af gården. Han var ligesom sine søskende smuk som barn og ung. Her ser vi ham til hest. Han var ikke just den fødte landmand – var glad for musik og som sine forfædre spillede han violin. Det kunne man ikke leve af. Og han kunne heller ikke leve af den gamle slægtsgård, så den måtte han på et tidspunkt afhænde.

Det næste billede er mere mystisk for mig og altså også lidt for Else, som skriver, at den unge pige er hendes faster Ingeborg, som er datter af Peter og Kristine Houkjær og at hun ikke ved, hvem drengen er. Den ældre kone mener hun er Lise Hesselholt, men det tvivler jeg på – synes ikke rigtig, det ligner hende. Måske er der nogen, der kan genkende de to og som vil skrive det til mig. Min adresse er marianne@hesselholt.com. Ja, så har jeg hørt fra et par stykker, som også mener, at det er min farmor Lise Hesselholt.



Det er i al fald Ingeborg, og i baggrunden kan man se brugsforeningen ( mener jeg ). Min farmor er Kristine Houkjærs ( = Krøgs) kusine, så det kunne jo være hende, men jeg synes som sagt ikke, det ligner.


I Hændelser fra Hulsig side 396 kan man se et billede af min fars Magnus Hesselholts købmandsbutik og på samme billede ser man anlæggelsen af vejen fra Hulsig til Skagen. Det foregik i 1930 og billederne herunder er alle fra samme anlægsarbejde. Man ser dels arbejderne og dels deres redskaber, der for det meste var skovle. Og man ser de klitter, de skovlede sig igennem:






Herunder kommer en række billeder, der alle relaterer sig til gården Klarup. Først de gamle: Peter ( søn af min oldefar Ole og oldemor Marie) og Christine Houkjær (datter af min oldemors søster Maren):

Peder og Christine som unge – vi er i begyndelsen af det 20.årh. Der er et billede fra samme dag, hvor Christine står med lille Oluf – han er født? Det finder jeg ud af.

Så er der gået nogle år. Peder har fået sin første medalje. På senere billeder bærer han to.
Christine og Peder får 6 børn: Det første barn, Marie, døde som lille. Her ses Haakon (som overtager gården), Oluf, Christian (Kesse), Ingeborg og Esther.

 
Herunder ser vi Oluf med sin hustru Sigrid. De blev gift i 1938. Som ung rejste Oluf til København, hvor han kom i lære som gartner. Senere købte de et gartneri i Vester Hassing.

Herunder ser vi Peder og Christine ( Kristine – det kan åbenbart som alle andre navne i Hulsig staves på mindst to måder) på besøg i København. Manden længst til venstre er Sigrids far.



Her ses Oluf Houkjærs eksamensbevis fra Rannerød Skole. Han har den flotte gennemsnitskarakter ug- Else skriver i en mail til mig, at det var mærkeligt, at han aldrig fik en boglig uddannelse med de evner og interesser han havde. Han var begavet, det fremgår om ikke af andet så i al fald af eks. beviset. Der var mange af den generation, der kunne være nået langt hvad evner angår. Men mulighederne var der ikke altid. Min bedstemor var også begavet og interesseret i alt muligt mellem himmel og jord. Da jeg var 13/14 år læste vi Dostojevskijs “Brødrende Karamassov” højt for hinanden. Det var da ikke triviallitteratur! Men pastor Mostrup havde citeret en passage fra bogen i sin søndagsprædiken og bedstemor sagde: Den bog må du låne på biblioteket. Den må vi have læst!”
 

 
Her har vi Peder Houkjær som gammel. Nu er han til gengæld forsynet med hele to medaljer, som han fik ved de redningsaktioner, han deltog i.
Her nogle billeder fra Else Møllers (Houkjærs) konfirmation i 1957:
Øverst Haakon Houkjær flankeret af sin nevø Ole og sin søn Peter. På det næste billede ser vi Olufs og Sigrids to piger, Kirsten ( mellem far og mor) og Else (mellem far og Christine)  På det nederste billede ses to af Christine Houkjærs søstre: fra venstre Anne Andersen (min bedstemor) og Marie. Ved siden af Marie er det Christian Houkjær (=Kesse).

 

Romanen Hændelser ved Hulsig kan købes for 220 kr. på email: marianne@hesselholt.com
Heri finder du de gamle hulsigfolks historie
Du sender mig en e-mail med din adresse og jeg sender en bog
 

176 – Lidt mere om Hulsig Kirke


Bloggen er et vindue til mit arbejde som forfatter og foredragsholder. Herpå lægges tekster i deres spæde vorden – her diskuteres i kronik- eller essayform – her fabuleres og her leges med ordene. Kort sagt: bloggen er et kig ind i mit værksted. For mig selv er den både blog og blok: notesblok og den blok, hvorpå jeg tør lægge min hals. Jeg vil altid gerne høre din mening, kære læser.
 

Forleden fik jeg et par udklip fra Jyllandsposten 25. februar 1893 og 23 november 1893. Det er Hans Henne Hansen, som før har skaffet mig sjove og vigtige detaljer til Hulsigundersøgelsen, som har været ude med saksen. Jeg afskriver her de to små notitser fra de gamle aviser. Senere vil jeg (måske) lave en scanning af dem og sætte under.
25/2 1893:  Nye Kirker: Udvalget med Undtagelse af C. Hage gaar ind paa at bevilje 6.000 Kr. til en Kirke i Kritianshed ( Bording Sogn på den jydske Hede) samt 8000 Kr til et Kapel i Nærheden af Hulsig Station ( Skagen Landdistrikt); …
23/11 1893: Undertegnede tillade sig herved at opfordre Alle, som kunne interessere sig derfor, til at yde Gaver til det nu næsten fuldførte Kapel ved Hulsig Station i Skagen Landsogn. Til Kapellet har Rigsdagen bevilget 8000 Kr. og i frivillige Gaver fra de ca. 240 Beboere er der indsamlet ca. 2100 Kr.; men der vil endnu kræves en Del til Anskaffelse af de hellige Kar, Messeklæder m.m. Eventuelle Gaver bedes sendte til et af undertegnede Komitemedlemmer eller til dette Blads Kontor.
C. Place, Sognepræst, Skagen – Jensen Wirring – Lærer Rannerød, O. Hovkjær, Sognefoged, Skagen Landsogn – Mads Hesselholt, Detailhandler, Skagen Landsogn – Simon Simonsen, Avlsbruger, Skagen Landsogn – Peter Hjorth, Gaardmand, Storholm – Chr. Høgenhav, Avlsbruger, Kannestederne.
Bidrag modtages på Jyllandspostens Kontor.
Læs mere om Hulsig Kirke f.eks. i indlæg 172. Der er også tidligere indlæg om Kirken på bloggen, ligesom der er et afsnit i Hændelser ved Hulsig, der handler om kirken og det religiøse liv i Hulsig. Det er på side 338.
En pudsig tilføjelse: Det er min onkel Lars Hesselholt, der som den første bliver døbt i Hulsig Kirke. De var to småfolk, som havde ventet ret så længe på den kirke: Lars og en pige, som kom til at hedde Magda, men som nær var blevet døbt Lars, fordi den distræte pastor havde byttet om på navnesedlerne. Min oldemor Kirsten så fadæsen og fik i sidste øjeblik gjort Place opmærksom på fejltagelsen.
Lars skulle have været dyrlæge, det var både min farfars og hans egen drøm, men han fik sit syn skadet, det kan man også læse om i Hulsigbogen, og blev jo i stedet lærer. Og her er så en anden sjov detalje, som Hans Henne Hansen også har gravet op til mig. Det er en annonce i Horsens Folkeblad. Her står der, at en vadsæk er blevet stjålet på stationen, og at der udloves en dusør til den, som finder omtalte vadsæk. Sækkens er den unge Lars’, og han er just rejst fra Hulsig til Gedved Seminarium for at læse. Stakkels unge mand, der må begynde sin tid på seminariet uden sine ejendele.
Her annoncens ordlyd:
For Tilvejebringelse af eller Oplysninger om En Vadsæk og en Stol, som LØRDAGEN D.5.DS. ER BORTKOMMET fra Godsekspeditionens Perron, udloves en Dusør. Vadsækken var mrkt. L. J. Hesselholt, Gedved Seminarium, og Stolen M. Sørensen, Gedved Seminarium.
En anden lille tilføjelse til de to notitser: Det er interessant, i det mindste for mig, at Mads Hesselholt, min farfar Janus’ bror, endnu bor i Hulsig i 1911 – som jeg husker det, så har han lejet (lånt) det lille hus på Hesselholts grund og driver herfra sin slagterforretning. Det morsomme er, at han er opført som Detailhandler og ikke slagter. Det vil faktisk også sige, at min far og mine onkler har kunnet lege rigtig meget med fætrene, som jo altså endnu ikke er flyttet til Skagen, hvor Mads sammen med sin Mathilde bygger den smukke slagterbutik – og så jo desværre dør tidligt fra Mathilde og sine 4 drenge. Man kan læse mere om detailhandlen i Hulsig i Hændelser ved Hulsig side:387.
Om Hændelser ved Hulsig i øvrigt: Der er endnu enkelte eksemplarer tilbage, men det ser ud, som om den snart er udsolgt, og jeg har ikke i sinde at genoptrykke den, så hvis du gerne vil eje en bog, så haster det lidt. Købes ved at sende mig en e-mail: marianne@hesselholt.com – skriv din adresse, og jeg sender en bog