Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Havnen er vores legeplads. Og samtidig er havnen det forbudte sted. Faktisk det eneste, tror jeg, hvor vi ikke må færdes. Men det er der, vi mødes og leger, da vi bliver lidt større end småunger.    

I må ikke lege på havnen. Nej, nej. Men det gør vi så alligevel. For de vildeste og herligste drømme kan folde sig ud der, og vi springer kåde om på broerne, på molerne, på hyttefadene og i bådene. Navnlig molerne tiltrækker os, for her kan man forsvinde helt. Man kan kravle ned mellem de store kampesten og dernede, hvor havet slår ind mod benene, mens fødderne hviler på de flade sten, der befinder sig et godt stykke under havoverfladen, der føles livet godt, farligt og fint.

Og vi sejler. Vi har vores egen fladbundede jolle. Det er vores fars, selvfølgelig, men vi sejler i den. Og uden sejl. Fra vi er ret små forstår vi den kunst at håndtere et par årer, der er så store, at de får vores arme til at ligne tynde pinde, og som vi tumler med lige indtil vi kan klare opgaven og ro uden at dejse bagover. Somme tider mister vi en åre – og så består kunsten i at vrikke sig hen til den tabte med den anden åre og få den hevet indenbords igen. Også den kunst lærer vi.  

Vi sejler i havnen og uden for havnen. Vi sejler langt ud på havet. Det er vores havn, det er vores hav, det er vores båd.

Jeg ved ikke, hvor stor havnen er. Hen under aften ligger der både ved alle broerne. Der ligger de så, båd ved båd. Tre eller fire tæt klinet op mod hinanden. Der er trængsel, for pladsen er knap. Om morgenen virker havnebassinet meget større, det er helt tomt, og der ligger ingen både. Alle er på havet.

Vi kan høre dem i den tidlige morgenstund, længe før vi selv vågner, lydene fra de mange både sniger sig ind i vore drømme. Dunk dunk dunk lyder det, og lydene snor sig ud og ind mellem søvnens mange billeder og fylder de sovende børn med en kappe af tryghed og ro. Dunk dunk dunk …  

I løbet af dagen vender bådene tilbage og læsser dagens fangst af i de store hyttefade.

Hvor mange både der er, når alle er i havn, har jeg ikke tal på. Jeg er ikke ret sikker i det med tal, men jeg kan godt lide tanken om, at der er over 100, måske endda over 1000 både, når alle tælles med. Ja, det tror jeg.

Der er altså tusindvis af både i vores havn, og der bliver flere og flere, mens jeg vokser fra rolling til større barn, og det er far, der sætter gang i vokseværket, ligesom det er mor, der styrer vores vækst. De store børn har endda vokseværk og jamrer, for det gør ondt at blive stor.  

Også havnen har vokseværk i de år. Og når den er ved at gå i stå, for det koster mange penge at bygge nye moler, så rejser far til København, og her besøger han Snaptinget, som er mægtigere end Sognerådet og desuden styrtende fuld af penge, som man kan få del i, hvis man arbejder på sagen. Far arbejder på sagen. Og han sidder i timevis i Snapstinget og taler dybsindigt med fiskeriministeren, og sammen finder de en løsning, så havnen kan udvides, selv om fiskerne ikke har penge nok. 

Derfor kommer der fremmede både ind i havnen. De er lange og sorte og ligner ikke de andre hverken i farve eller facon. Det er ganske vist også fiskerbåde lige som vores egne, men de fisker kun sten, som de finder på havbunden og nu kommer ind med, og som de stabler op i en kæmpe rundkreds, der danner et helt nyt bassin udenfor det gamle.

Sådan vokser havnen. Sådan vokser vores legeplads.

På bådene bor hele familier, og det vrimler med børn i alle aldre, og deres mødre hænger tøj til tørre på dørken, og vi forsøger at lokke børnene med i vore lege. Vi vil gerne høre om deres frie liv på havet og i havnene. Jeg er lidt misundelig. Drømmer om at slutte mig til dem og leve på det store bølgende hav og ikke i et hus, der står bumstille.

Undertiden kommer børnene i skole hos os, så er der stenfiskerbørn i skolegården, børn med vildt hår og vilde øjne og ru stemmer og som er farligt gode til at slås. Det har de også brug for. Jeg bliver næsten venner med en dreng, der hedder Briand. Sådan et navn har jeg aldrig hørt før. Det er der ingen Strandbybørn, der hedder.

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Vi løber. Jens og mig og lille Knud. Vi er syv år, og vi skal begynde i skolen til april. Så tager du hul på et nyt kapitel, lille Janne, siger Bedstemor og ser alvorlig ud, som om det er et af de uhyggeligste kapitler i en bog, hvor man ikke kan trække vejret af skræk.

Men vi har september nu, og der er længe til april. Millioner af sekunder og minutter, og mange dage og døgn og uger og måneder og år. Nej, siger Jens, ikke år. Kun måneder. Vi kender begge to ugedagene og månederne ved navn. Jens kan endda remserne udenad, og han holder ingen pauser, når han lirer dem af, han er klogere end mig, jeg må gøre ophold, når månedernes forvirrende navne skal hales frem, af sig selv dukker de ikke op. Jens kan også læse, flydende endda. Det kan jeg ikke. Hvorfor er jeg så dum?

Men både Jens’ far og mor er lærere, og i deres stue er der bøger fra gulv til loft. De læser altid. Hr. Bjørn Hansen er den klogeste i verden, og Fru Bjørn Hansen ved også meget mere end min mor, og Jens er godt på vej. Jeg halter bagefter. Min far hakker sig gennem ordene. Vi kan ikke læse i vores familie, siger han, men det gør ingenting, for vi kan så meget andet. Og vi kan blive til noget alligevel. Husk det! Far er blevet til noget. Han er auktionsmester i Strandby.

Men lige nu halter jeg ikke bagefter, vi løber side om side. Nu krydser vi sportspladsen bag skolen. Jens og Marianne og Knud. Og gummiskoene slipper græsset, mens vi flyver tværs over den grønne mark med retning mod skoven, som vi skal nå, inden fjenden får øje på os, for så er vi dødsens. Vi mærker allerede hans ånde i nakken.

Nu dukker skoven op. Det vil sige, en rigtig skov er det jo ikke, for vores by har kun forblæste frugttræer og små buske og grønne enge og masser af sand og klitter og hav. Men det skal der laves om på, ja det er faktisk ved at ske lige nu, og det er fars skyld. For selv om han ikke læser så godt som Bjørn Hansen, så er han klog, og derfor sidder han i noget meget fint, som kloge mænd kan sidde i, mens de ser hinanden i øjnene og bestemmer over verden. Det hedder Sognerådet. Og nu har det bestemt, at Strandby skal have en skov, og derfor er alle engene bag skolen plantet til med bitte små nåletræer. De største når akkurat Knud til navlen, og han er ikke ret stor. Men for os rækker det. For os er det selveste Nyskoven, og uden den var vi fortabte, for vi er forfulgte børn. Cromwells mænd. De er overalt.

Vi smider os på jorden mellem de små fyr, og Jens sætter sig straks op igen og peger på mig. Hvad nu, siger han, vi er jo kun tre. Ja, siger jeg, men Anders har fået en dampmaskine, han gider ikke lege med os. Og han er en dreng, vi mangler en pige. Vi har da dig, siger Jens. Du kan sagtens gå for to. og Knud kan være Humphrey, og jeg er selvfølgelig Edward.

Mig – en pige. Jeg er ikke en pige. Nej, to piger, retter Jens, og du hedder Edith og Kate. Jeg kan mærke, at jeg bliver rasende, og inden jeg ved af det, er jeg over ham, og vi tumler rundt mellem de små tæer, og Jens er stærkere end mig, men jeg er vredere end ham, og så sidder jeg overskrævs på ham og hyler, at jeg vil være Edward, og Knud kan være pigerne, og så kan Jens være den åndssvage bondeknold til Humphrey.

Knud begynder at græde, og jeg rejser mig fra Jens for at trøste ham, men Jens siger rask, at det er fint nok, for piger græder altid, så Knud er alle tiders pige. Og så græder Knud endnu højere, men han holder snart op, for legen er jo lige begyndt, og han vil alligevel hellere være to piger end slet ikke være med.  

Fra nu af er vi børnene i Nyskoven, og bag os brænder Arnwood, vort elskede hjem. Vi ser på hinanden, og Jens gør et kast med hovedet, så rækker han mig sit sværd, som godt nok ikke er så lige så smukt som det i bogen, men i min hånd forvandler det sig til stål, der lyner i solen. Og vi tager hinanden i hænderne og sværger, at vi vil hævne den udåd, der er øvet mod os. Nu er vi både hjemløse og forældreløse.

Vi har forladt Danmark, og 1950 er langt borte. Vi er i et andet land og i en anden tid. Det med tiden har vi ikke styr på, men vi ved, at landet hedder England, og at den onde Cromwell har brændt vort hjem ned til grunden og at alle tror, at vi fire stakkels børn brændte inde og ligger døde i asken.

Men vi er i live, og nu skal vi blot finde en hytte, hvor vi kan bo, indtil det hele løser sig. Og det ved vi, at det gør. Vi bliver endda gift til sidst, men det kommer ikke med i legen. Og allerførst skal vi slås mod de onde. Det glæder vi os til. Ærgerligt, at Anders ikke ville lege med, han ville være rigtig god som ond. Nu må vi forestille os det hele, men det er vi heldigvis gode til, og lidt efter kæmper vi tappert med de åndssvage rundhoveder, der usynlige for alle andre end os, kaster sig over os.

Fru Bjørn Hansen læser tit højt for os, og min mor læser højt for mig og Anders og Annelise og Hanne, men det er ikke de samme bøger, de læser. Heldigvis. Mors bøger handler mest om livet på landet i gamle dage, og om unge, som ikke må få hinanden, men som heldigvis altid bliver gift til sidst. En dag tog far og mor os med i biografen i Frederikshavn og vi så en af bøgerne på Film ”De røde Heste”. Men ”Børnene i Nyskoven” kan man ikke se på film, så vi er nødt til selv at lege den frem nu, hvor Fru Bjørn Hansen har læst det sidste kapitel og vi endnu ikke kan slippe den.  

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

PÅ landevejen, der i lige linje fører fra fiskerbyen til skoven ved Bannerslund, kan man denne morgen se to farvede pletter i bevægelse. De er for små til at være biler og for store til at være biller. Det er to børn. De snegler sig af sted over den nylagte asfalt – langsomt og sejt, men målbevist. For de har en plan. De skal ud i den store verden. Lige nu er de på vej. Hvis Den store Verden er skoven, så ved jeg i dag, at børnene skulle tilbagelægge en kilometer. Men for dem er vejen noget nær endeløs.  

Slej og Marianne. Vi er fire år og på vej ud i verden. Vi vil lære den at kende og se, om den nu også er så stor og farlig, som de siger i eventyrene. Om der er trolde og hekse, eller om vi bare vil møde en gammel kone? Vi er kørende, for det er nødvendigt, vi har ikke styr på distancen, for det er første gang, vi forlader det kendte og giver os verden i vold.

Slej sidder solidt på sin blå trehjuler og træder af fuld kraft i pedalerne, der hviner slemt, for hans far fisker på England og har aldrig tid til at reparere noget. Hos Slej ligger der ødelagt legetøj overalt. Min far har nylig smurt mine pedaler, så jeg hjuler lydløst ved siden af min ven. Der er god plads på landevejen, men alligevel kører Slej med vilje ind i mig, så jeg er nær ved at vælte, og på et tidspunkt kommer vi i slagsmål, men så holder vi op igen og griner og hjuler videre. Vi skal jo langt. Helst skal vi nå til verdens ende. Det bestemte vi, da vi forleden sad i hulen, som er et tidligere hønsehus og stadig fuldt af vellugtende lort.

Egentlig er vi vokset fra cyklerne, og jeg har fået en lillesøster, som skal arve. Det er derfor, vore forældre bliver ved med at få små, siger Bedstemor, så tingene kan gå i arv, siger hun. Det er så viseligt indrettet af Herren. Og det er ikke min far, hun tænker på.

Vi kan se skoven komme nærmere og er altså ikke langt fra målet. Vi bilder os endda ind, at vi er halvvejs. Vi har forsøgt at lokke Anders med, men han grinede bare og kaldte os pattebørn. Vi klarer os uden ham. Faktisk har han været lige ved at tage modet fra os. ”Verden er uendelig”, sagde han, ”så det er I alt for små til”.

Selv om jeg ikke helt forstår uendeligt, så lyder det ikke rart. Men pyt: nu nærmer vi os Bannerslund, og vi har allerede cyklet benene trætte, så vi bliver enige om, at lige her holder vi en pause. Vi skal spise vores mad.  

Vi parkerer kørertøjerne smukt side om side, og vi smider os i det grønne græs i vejkanten. Vi ligger og ruller os velbehageligt, mens køerne på den anden side af græsset stimler sammen for at se på os. ”Har I fået glosuppe,” råber Slej.

Så finder han maden frem. Mad er hans afdeling. Hjemme er hos os maden skjult. Hos Venøs ligger den frit fremme, blot skal man altid lige undersøge, om brødet er gammelt eller om det er smurt samme dag, for smagens skyld. Hvis det har ligget i flere dage, kan vi nærmest ikke bruge det. Jeg har fyldt vandkanden fra legehuset med vand og sat en prop i. Så nu kan vi overleve, indtil vi ankommer til verden og måske endda finder det land, der hedder Slaraffenland, hvor der ikke som hos Venøs flyder med gamle madrester, men med slik og frugt og alle de gode sager, man kan købe hos Nepper, hvis man da ikke har været så dum at give alle pengene til søndagsskolen.

Fortrøstningsfuldt dumper vi ned i græsset, og vi er da også pokkers sultne, siger vi til hinanden, og Slej tilføjer, at vi om lidt kan supplere vandet med rigtig fed mælk fra de store junger, der står ved indkørslen til Bannersslundgården. Ja, hvis mejeribilen ikke allerede har hentet dem, siger jeg. Og hvis vi kan få lirket låget af. Det kan vi nemlig ikke altid, når vi er på mælkejagt. ”Du er så fuld af hvis’er,” siger Slej og tager en stort bid af sin mad, og jeg bider også i min og synes, at den smager lidt af fnuller, men tygger alligevel færdig og glemmer fnulleret, for nu får jeg øje på krøblingen. Han kommer kørende hen imod de to røde og blå pletter, som han ser stikke af mod det grønne græs og som er os. Han er ingen trold, kun en stakkel uden ben, men vi er alligevel bange for ham. Han kører i en stol.

Allerede på afstand råber han os op.

”Halløjse små børn!”

Vi gnaver videre. Krøblingen er lige så gammel som Metusalem, der blev over 900 år. Jeg synker den sidste rest brød og ser på Slej, der ryster på hovedet og hvisker: ”du siger ingenting.”

”Ved far og mor, at I er kørt helt her op?”

”Far fisker,” siger Slej, ”han ved aldrig noget.”

”Og min er ligeglad,” siger jeg.

Jeg husker ikke, om samtalen sluttede der, men vi nåede aldrig ud i den store vide verden. Da vi kom nærmere de mange træer, syntes vi, at det hele eksperiment virkede temmelig voveligt. Træerne havde noget dystert over sig, syntes vi, og der var så mange, at vi ikke kunne se en ende på dem. Vi var vant til at kunne se langt, men her blev blikket fanget og holdt fast. Måske ville vi finde alt andet end Slaraffenland i det virvar af svirpende grene og truende mørke, der tårnede sig op foran os. Pludselig var verden farlig.

Vi vendte trehjulerne og trådte hårdt i pedalerne for at komme i sikkerhed.

Få år senere blev Bannerslund et yndet tilholdssted for alle unger i Strandby, og vi var ikke mere bange for skoven. Den stod der totalt – af-fortryllet i sin materielle substans. Al magi var borte nu, og sagligheden trådt i stedet. Nu gjaldt det noget helt andet: rekorder og præstation.

Men skoven var og blev forbudt område for os børn, for midt gennem den skar hovedvejen sig. Vejen fra Frederikshavn til Skagen. Og den var befærdet. Og ikke et sted for børn. Men det var netop færdslen, der fik os til at trodse forbuddet og cykle derop. Og nu var cyklen tohjulet.

Og vi smed cyklerne i rabatten og satte os tilrette med notesblokken. Og så gjaldt om at være den bedste og hurtigste til at skrive numrene op på de biler, der passerede forbi. Om aftenen, eller henne i skolen, sammenlignede vi resultaterne.

“Har du P 26?” “Nej, men jeg fik P 307” – den er også sjælden. P 408 havde alle. Med længsel ventede alle på P1 – tænk, om man var der, når den susede forbi. Ingen fuglekiggere kunne være mere entusiastiske end os.

Vi havde forladt barnetroen på et slaraffenland, eventyret var forvist til barnekammeret, og nu gjaldt det den moderne tidsalders tekniske frembringelser: bilerne. Og de tørre tal havde erstattet fantasibillederne.

Bilosen trak mere end drømmene. Ak ja! Sådan kan det gå.

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Der er mange ting, jeg holder af. Navnlig nu, hvor min egen skrøbelighed lyser i mit ansigt – eller kaster mørke over mine dage. Lyset og mørket. Den veksling.

Men oprydningen af bøger er et projekt, som stadig ikke er fuldført. Skønlitteraturen er på plads. Men en lille stak bøger kommer jeg ikke til at læse igen, for de er på russisk, og det er flere år siden, jeg mestrede det sprog så godt, at jeg ubesværet kunne læse bøger.

Engang kunne jeg. Engang var det en af mine yndlingsbeskæftigelser. Husker, at jeg engang i min studietid læste en svær bog Ilja Ehrenburg på russisk. Jeg sad i mit kælderværelse på Grenåvej og kiggede nu og da ud af vinduet. Overfor var man ved at lægge et nyt tag på et hus, og jeg husker, at jeg bestemte, at bogen skulle være læst færdig, når den sidste teglsten var lagt. Vi blev færdige omtrent samtidig, håndværkerne og mig.

Jeg begyndte at læse russisk på universitetet, fordi jeg ville kunne læse Dostojevskij på russisk. Jeg var bidt af ham. Et så hårdt bid, at der er stadig mærker af det i sjælen, og jeg nåede at læse adskillige af hans bøger på russisk. Men i dag foretrækker jeg Turgenjev for Dostojevskij, navnlig efter at Putin har erklæret, at D. er hans yndlingsforfatter. Vi kan ikke have den samme.

Nej, men Turgenjevs Fædre og Sønner er den eneste bog, som jeg læste ubesværet på originalsproget i sin tid, og jeg tror, at det er fordi, han i modsætning til Dostojevskij skriver et smukt og enkelt sprog. Der er ikke i hans bøger al den “snak”, som Dostojevskijs personer og fortællere fortaber sig i indtil vanvid. Begge de store forfattere har generationsproblematikken som et tema, men smukkest udfolder det sig hos Turgenjev, som er så fuld af kærlighed, at man rives med.

Jeg vil ikke skrive meget mere om bogen. Den handler om sønnerne, der rejser ud og forandrer sig – de skal ud ud ud – de skal studere – de skal opleve verden – de skal realisere sig selv – de skal revolutionere samfundet – de har skruen i vandet, så det skummer om boven. Nej, men det var dog et søgt og ikke særlig smukt billede, jeg brugte der. Den gamle mor i romanen siger det meget smukkere. Her trøster hun den gamle far, der længes efter sin søn og ikke rigtig kan kende ham, da han kommer. Hun siger:

“En søn er som en falk: Han kommer flyvende, når han vil, og flyver bort, når han vil. Du og jeg, vi er som svampe på en træstub, vi sidder ved siden af hinanden og flytter os ikke. Men jeg vil for evigt blive hos dig, som du bliver hos mig.”

Svampe på en træstub. Det er os. Falkene flyver … det skal de jo.

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Vi skriver 1953, jeg er ni år, sommeren går på hæld, og på telefontrådene samles trækfuglene. De planter sig side om side i lange brogede bånd, og det er trist at tænke på, at himlen snart bliver fejet fri for sangfugle. At alt bliver stille i himmel og på jord. Det er nu mest stærene, siger Anders, og de synger alligevel ikke. Gør de ikke?

Selv om meget forsvinder, så begynder noget nyt, og jeg er alligevel mest glad for forandringen. Fra nu af tager jeg hver morgen Skagenstoget fra stationen i Strandby og lader mig transportere til Frederikshavn, hvor jeg er begyndt som elev i 4. under på Freys Private Realskole. Jeg er det fjerde barn, far sender til Frey. Det har han råd til, og så gør han det.

I forsendelsen, eller rettere i udbringningen af barnet, sker der imidlertid en fejl, som først bliver registreret mange uger senere, eller måske går der endda flere måneder, inden Gamle Hr. Frey får øje på skaden. Sagen er den, at Strandby Skole hvert år afholder ”eksamen” i april, en slags overhøring i nærværelse af Skolekommissionen. Herefter begynder de nye førsteklasser deres skolegang, og alle de andre børn rykkes en klasse op, hvis de ellers er dygtige nok og ikke skal gå om. Jeg oprykkes fra 2. klasse til 3. klasse i april 1953. På Frey Skole røg jeg lige ind i 4. underklasse, og der blev jeg siddende.

Vi er tre søskende, der følges ad, og den første skoledag trasker jeg forventningsfuld af sted flankeret af Anders og Annelise. Vi standser ved automaten hos købmanden på hjørnet af Danmarksgade og Havnegade, for her er der noget, de store vil vise mig. Et mirakel. Nemlig hvordan man kan fremtrylle slik ved at putte en tiøre i en sprække og trække i et håndtag. Og vups, så får man fingre i en salmiakstang. Slikkende på hver sin stump af stangen nærmer vi os skolen i Lodsgade og muligvis er det med sorte mundvige, vi stiller vi op i gården sammen med de andre børn, der alle kigger i samme retning. Mod talerstolen. Her højt hævet over os står Hr. Frey, og nu taler han til os og byder os velkommen til et nyt skoleår, jeg har glemt alle ordene bortset fra de sidste, hvor han siger, at nu skal vi synge en morgensang, alle kender. I østen stiger solen op. Ikke sandt, børn, den kan I alle. Ja vist kan vi det. Selvfølgelig da. Og vi nikker ivrigt alle tre. Vi har sunget den i søndagsskolen og hos bedstemor og i kirken, og vi har ikke det mindste besvær med at finde ordene.

Da sangen er slut, afløser Fru Frey sin mand på talerstolen, hun er en stor og imposant kvinde og jeg husker hvert ord. Hun skingrer dem ud over børneflokken. Og hun er vred. ”Det var ynkeligt! Ynkeligt! Ingen af jer sang jo med. Kun Hesselholterne sang. Og de KAN jo ikke.”

Og de kan jo ikke. De ord skar sig ind i mig. Siden har jeg kun nynnet lavmælt, når der skulle synges.  

Men så en dag bliver jeg kaldt ind på rektors kontor. Og den rare gamle mand forklarer mig, at jeg ikke hører hjemme i 4. under. En fejlanbringelse. Og jeg kan ikke følge med, det kan han jo tydeligt læse i papiret her. Og han hæver det fra bordet og vifter med det som for at understrege sagens alvor. Så lægger han arket fra sig og kigger hen på pigebarnet. Og ser, at hun græder. Tårerne triller, og den gamle mand bliver selv rørt. Han rømmer sig forlegent og rejser sig. Nå, er du faldet SÅ godt til? mumler han og går hen mod mig. Ja, nikker jeg. Ja, ja, ja. Det er jeg. Og miraklet sker. Jeg får lov at fortsætte, selv om jeg ikke kan følge med. For det kan jeg vitterligt ikke.

Og det er en god klasse. Der er drenge og piger. Og de fleste kommer fra gårdene og fra landsbyerne i oplandet. De tre dygtigste er drenge, eller også er de bare de modigste, for de snakker hele tiden og højt og selvsikkert, og de ved en masse. De kommer alle tre med det samme tog som os. Skagenstoget. Og den ene af dem er jeg i familie med. Han hedder Asger, og hans far er købmand i Ålbæk, og han er den pæneste dreng i klasser, næst efter Bruno, som ikke bare hedder sådan, men også er meget brun i huden og har brune øjne og brunt hår, og jeg tænker på Slej, da jeg ser ham første gang, og jeg kan lide ham med det samme. Han er ikke lige så klog som Asger og de to andre, der hedder Uffe og Anker. Uffe kalder vi professoren, for han er som en hel bog proppet med alverdens viden, og som den eneste i klassen kan han altid lektien udenad, ord for ord. Anker er fra Hulsig, og han er også vældig pæn og dygtig. Der er to flinke drenge mere. De hedder Jønke og Søren. Og langt senere bliver jeg misundelig på dem. Ikke fordi de er flinke, men fordi dansklæreren låner dem bøger, som ikke er skolebøger. Hvorfor spørger han ikke mig? Tror han måske ikke jeg kan læse? Nå, ja, på en måde har han jo ret. Det kniber både med at regne og at læse.

Om pigerne er der ikke så meget at berette fra den første tid. De er søde nok, men stille. Faktisk er vi alle sammen stille piger, sådan som piger var det dengang i 50’erne, og det varer ikke længe, før vi affinder os med, at det er drengene, der fører ordet, og at vores rolle er at lytte og beundre. I vores stilleverden bytter vi glansbilleder eller filmstjerner, som vi har klippet ud af ugebladene, for vi er samlere. Det er drengene ikke.

På ovenstående billede ses nogle af Freysskolepigerne sådan ca. 70 år senere. Men engang var vi små og hjælpeløse.

På et tidspunkt bliver det alvor. Nu skal de uduelige og umulige sorteres fra, så de stærke kan sejle videre uden de dummes dødvægt. Jeg vil fortsætte i Mellemskolen. Det siger jeg til far og mor, og de nikker. Selvfølgelig skal du fortsætte. Ligesom Hanne og Annelise og Anders. Hanne har endda realeksamen. Ja. Og det vil jeg også have. Men først skal jeg i Mellemskolen.

Så kommer den store prøvelsernes dag. Vi skal stave til 100 ord, som læses op for os, vi skal skrive hurtigt, og så snart det sidste ord er skrevet, skal vi aflevere. Og der må højst være 10 forkert stavede ord.

På mit ark er der 80 forkert stavede ord.

Jeg er dum.

Rare Frey trøster mig. “Der bliver taget hånd om piger som dig,” siger han. “Du bliver overført til Ørnevejen Skole – der har man hjælpeklasser. Og ja, de hjælper sådan nogle som dig.”

“Sådan en som mig” går ikke til toget efter skoletid, men til ned havnen og så fortsætter hun mod stranden.

Det er en lang vej at gå, men jeg kender den, og det haster jo ikke, og jeg skal bare over åen. Der er ingen bro, og åen er dyb og strømmen stærk, og man drukner, hvis man forsøger at vade over, tænker jeg, mens jeg som en anden Kain med sænket hoved og små skridt trasker forbi “Rønnerne” og fortsætter nordpå.

Skulle jeg også komme til at drukne en lille smule, så pyt. En, der er så dum. Hvad skal verden med hende? Så tænker jeg på far og mor og bedstemor og bestemmer mig til at krydse åen helt ude i havet på det sted, hvor den har sit udløb. Der kan man bunde. Det ved jeg.

Et lille P.S.:

Jeg har gjort lidt research. siden jeg skrev indlægget. Huskede det ikke lige: Frey Skole havde kun én “underklasse” inden udskillelsen til Mellemskolen, og det var 4. under. Frey kunne altså faktisk ikke flytte mig til 3. under, for den klasse havde skolen ikke. Det betød jo, at han enten måtte beholde mig eller sende mig tilbage til landsbyskolen. Men så havde han mistet skolepengene. Det, som jeg tog for medlidenhed med den bedrøvede pige, kunne godt have været ren kalkule. Men jeg husker i al fald, at han var venlig.