Som jeg husker: Dengang i 60’erne

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Dengang i 60’erne

40’erne – 50’erne – 60’erne – 70’erne – 80’erne – 90-erne – 00’erne- 10’erne – 20’erne

Så langt er jeg nået i mit liv. Så mange årtier indtil nu. Jeg lever i den smule, der er tilbage.

60’erne tør jeg skrive om, selv om det var turbulente år, hvor jeg handlede ubesindigt, som man gør i de år. Og hvor fortrydelsen lå nær. 

Jeg blev i de år uventet svag. Men holdt fast alligevel. Gudskelov holdt jeg fast.

Årtiet begyndte vel med, at jeg vågnede. Tornerosetiden udløb.

På tide, når man tænker efter. Jeg havde sovet i SÅ lang tid. Og så vågnede jeg med tømmermænd. Ikke at jeg var blevet drikfældig i de grå 50’ere, tværtimod, men fordi jeg havde mistet appetitten og alt for længe havde levet af ingenting.

Nej, det er heller ikke sandt.

Men det er den følelse, jeg får, når 50’erne toner frem i erindringsfeltet. Og jeg blev meget bleg og tynd og svag. Men jeg skal ikke fortælle om 50’erne. Der er jeg ikke endnu. Og måske springer jeg lige det årti over. I erindringen lister jeg altid udenom. Og det er måske det bedste. Sådan har jeg tænkt.

40’erne elsker jeg at huske på. De bedste år i mit liv. Fulde af vildskab. Og kærlighed. Og venskab. Men det var også her, jeg første gang oplevede døden. Og svigtet. I barnehøjde og uden, at det efterlod andet end indsigt. Også et lille barn bliver hele tiden klogere. Nej, et lille barn er klogt. ”Alderdom er Visdom” hedder et af mine foredrag. Jeg kunne havde et andet på mit program. Et, der hed: ”Barndom er Klogskab.”

Et par billeder:

På det første er jeg på vej væk. Væk fra 50’erne og væk fra far og mor. Begge dele var smertelige. Det udtrykker billedet klart nok. Jeg ligner en, der er på vej til skafottet. Men jeg er på vej til Th. Langs Kostskole. Det andet billede er fra sommeren efter. Min første sommer i det nye årti – i mig nye liv. Og jeg havde fået nyt liv. Min bror Anders og jeg kørte Danmark rundt på scooter.

I den nærmeste tid vil jeg nærme mig 60’erne: langsomt … lidt tøvende … hvordan var det, det var dengang?

Som jeg husker. Dengang i 70’erne

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Vi blev gift midt i ungdomsoprøret. Og nej, vi var ikke oprørere. Det var der ikke tid til. Eller tid?. Egentlig havde begrebet tid slet ingen mening dengang. Og det er jo sært, når man prøver at rekonstruere 1970’erne – vor ungdomstid .

Vi læste meget. Jeg læste hele tiden.

Det er ingen bedrift at læse.

For nogen er det en last.

For mig er det et must.

Jeg tænker somme tider tilbage på dengang, jeg læste litteratur på universitetet og samtidig med det underviste håbefulde randrusianske piger og drenge i fransk. Delingsartiklen og verbers bøjning og andre finurligheder, som de skulle have ind i deres stakkels hoveder. Og mine tanker, der flagrede fra dem til mine børn, der var så små og sarte, og til de mange bøger, som jeg skulle læse og analysere om lidt – i aften i nat. En ny bog hver uge, sommetider var det en om dagen, for nu at overdrive en smule. Og også dengang havde døgnet kun 24 timer.

Samtidig var det en tid, hvor alt svævede i den klare luft og alt syntes muligt, og mellem blevask og madlavning og gulvvask og sure sokker og fransk grammatik og universitetsopgaver og 1000 andre gøremål, var der alligevel tid til at ånde dybt ind og føle sig i live. Så meget i live.

Hvad var det, der bar oppe, selv om tyngden af opgaver var så massiv og så helt uflyttelig. Jeg tror, det var, fordi verden åbnede sig og tog imod. Og gav så meget igen.

Et digt. En fugl. En bølge. En himmel. En mand. Et barn. Et kys. Et smil. Og den varme, der var. Og skønheden.

Ja, nu ser jeg det jo på lang afstand og måske husker jeg forkert. Men det gør ingenting. Det er fint sådan.

Mine 70’erbørn: Hans og Mette

Intermezzo

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Min seneste bog. Er det virkelig min sidste bog?

Jeg læste et interview med Hans Edvard Nørgaard-Nielsen for et par år siden. Han har skrevet mange bøger – og er en dygtig forfatter. Langt bedre til at skrive end de fleste. Og nu var han altså syg og træt, og jeg husker den her sætning, som jeg her citerer efter hukommelsen: “hvis jeg ikke skriver, så er jeg ingenting.”

Jeg tænkte dengang, at sådan ville jeg aldrig sige. Og det var helt sikkert heller ikke sandt for ham dengang. Han var så meget andet. Også dengang. Men følelsen var sand. Og nu forstår jeg alligevel lidt mere, hvad han mente.

At skrive er for en forfatter SÅ meget det, man er = en der skriver.

Lige nu er Peter Øvig Knudsens seneste (bestemt ikke sidste) bog udkommet, og den hedder: “Jeg er det, jeg husker.” Heller ikke den sætning er sand. For vi er alle sammen meget mere end det, vi husker. Men følelsen er sand.

Det tror jeg. Kan mærke på Ole, at han føler, at han mister så meget ved at miste hukommelsen. Men jeg kan ikke tro, at han er det, han husker. Han er SÅ meget mere end det.

Vores identitet er et flydende begreb. Vi er en ting i dag og en anden i morgen og helt andre ting om 14 dage og en hel anden om ti år. Men kernen er den samme. Og for resten: vi er aldrig en “ting” – og vi kan aldrig blive “ingenting.”

Vist er det efterår. Vi går mod vinteren. Men se engang haven nu! som den sender sit flammehjul lige i øjet på os. Grundtvig synger så trist om efteråret: “Nu falmer skoven …” Men ingenting falmer om efteråret. Og også vinteren giver plads for liv. Jeg så til mine rhododendronplanter i dag – de står med store grønne knopper. Hvor er de dristige! Det skal vi også være! Vær lidt modig, min ven! spring ud!

Mens det sker 14

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Landsbyen ser man ikke mere. Den er borte i tågen. Men det vigtigste vartegn over livet: troens hus er stadig synligt. En dag vil tågen også lægge sig over det – et svøb af glemsel. Men selv om det ikke mere vil være synligt, så vil det være der. Det forsvinder ikke. Du forsvinder ikke.

Der er ikke mere at sige.

Som jeg husker søster Hanne

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Det næste indlæg vil være om min søster Hanne. Da jeg var lille, fyldte hun hjemmet med liv og musik. Det er det, jeg husker, når jeg tænker på Hanne fra min barndom, og jeg må somme tider virkelig undre mig over, at hun var som en fjern planet i min verden. Men det var hun. Og lige så uopnåelig.

Når det virker så underligt, er det, fordi aldersforskellen trods alt ikke var så stor – da jeg var otte år, var hun fjorten. Men hun var allerede langt væk i en vilter teenageverden længe før det begreb blev opfundet. Og der havde små børn ingen adgang.

Da hun var fjorten ville hun være atten. Mindst. Og hun fyldte sin verden med sjove drenge og piger, der havde det ligesom hun. Og altså ikke hurtigt nok kunne blive voksne. For hun så voksenverdnen som en fest. Hvor i alverden hun så havde de forestillinger fra? For vores virkelighed i en lille indremissionsk fiskerby var ikke fest og ballade. Jeg husker endnu, hvordan Thomsens Tivoli blev bedt om straks at pakke sammen og forføje sig, da de forsøgte sig med musik og dans.

Men Hanne gav pokker i det og dansede glædestrålende ind i ungdommen omgivet af en flok af unge mennesker, som hun fandt alle andre steder end i Strandby. Eller? Jeg mødte for nogle år siden en dansk/argentiner, som en kort tid boede i Strandby, og han fortalte mig om, hvor glad han havde været for at være med i Hannes kreds. En kreds af unge, som elskede musik. Og som dansede i vores stuer. Selvfølgelig, når far og mor var ude. Og bedstemor, som boede ovenpå gjorde sig åbenbart døv.

Når jeg skriver om Hanne nu, skyldes det, at jeg forleden modtog et brev fra en af veninderne fra den tid. Bodil Rasmussen hed hun dengang. Det blev jeg meget glad for, og det fik minderne fra dengang til at pible frem – hun sendte også et billede fra Lochersvej i Skagen, hvor hun og Hanne åbenbart besøgte min onkel Lars og faster Magda. Det har jeg aldrig vidst. Herunder et billede fra haven i Skagen. Men jeg kan ved at se billedet også høre min søster sig: “Pyt da med det!”

Og et billede fra haven i Strandby. Hanne og veninden Merethe.

Jeg citerer her en passage af Bodils brev:

“Dit hjem var fyldt af smil – Du må ofte være faldet i søvn til Egons klaverspil: Chopin – Liszt …Han var en virtuos på klaveret.”

Jeg husker ikke den klassiske musik. Jeg husker jazz-musikken – og sangen – og andre “vilde” ting, som Egon spillede, “øl i klaveret” f.eks.. Egon var en strandbydreng. Han var en meget musikalsk , havde store evner, som nok forblev uforløste – sådan husker jeg det i al fald. En anden af “vennerne” var Tage Mortensen – han blev senere dirigent for “Pigekoret”.

Vive la nature

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Naturen det billige skidt

Længe troede jeg, at det var Dan Turell, der var ophavsmand til ordene om den beskidte natur, for han skrev vidt og bredt om, hvor kedsommeligt, det var at opholde sig ”derude” – ikke et eneste træ med så meget som den mindste lille revne til at putte penge i, så noget kunne gå i gang.

Hvad der hele tiden var i gang, hørte og så han ikke. Han var naturdøv. Men nej, det var ikke ham, men P.H. alias Poul Henningsen, der således ikoniserede den beskidte naturen.

I dag har naturen, for nu at blive i dens egen metaforik, fået en vældig opblomstring. Og det trods klimaforandringer og deraf følgende naturkatastrofer. Eller måske netop på grund af de fænomener, har vi indset, hvor dyrebar den er. Natursynet har ændret sig radikalt.

Selv er jeg lidt af en romantiker med hensyn til mit forhold til naturen. Det er ikke til at komme uden om. Jeg bliver så glad, når jeg færdes i det åbne eller lukkede naturlandskab. Bare glad. Og jeg kan lide at ligge i græsset og kigge op i himlen og betragte de drivende skyer og føle mig som det lille støvgran, jeg er, og som den mægtige skabning, jeg er en del af.

Men i går havde jeg en naturoplevelse, som overgår alt, hvad jeg har oplevet hidtil. Herom senere.

Fra litteraturen, og jeg færdes nok så meget i dens mange rum som i naturens, der finder man personer, som har denne kosmiske følelse = at blive ét med verdensaltet. En slags religiøs oplevelse, som jeg aldrig vil kunne opnå – i al fald kun i et lillebitte glimt. Dertil er jeg alt for jordbunden, jeg kan ikke i den grad slippe ”ånden” løs. Jeg møder heller aldrig Jesus, selv om jeg tror på ham, sådan som der er nogle, der gør og endda har skrevet bøger om det: ”Jeg mødte Jesus.”

Men i litteraturen: I Dostojevskijs roman ”Brødrene Karamassof” falder hovedpersonen Aljoscha pludselig om ude i natten, og mens han ligger således, opstår en stærk følelse af samhørighed med universet: hans person opsluges af det og bliver en del af det – den grænse, vi normalt aldrig kan overskride mellem os og verden, forsvinder. Han bliver ét med altet.

I Camus novellesamling ”L’exil et le Royaume” sker det samme for en af personerne. Jeg har ikke hele fortællingen præsent, men husker, at denne person er ulykkelig over verdens absurditet: at han skal dø, at alt forgår og intet består, at øjeblikkene glider bort etc., men en stjerneklar nat falder han om på jorden og rammes af meningsfuldhed-  han er ikke mere skilt fra verden, men en del af den.

Denne oplevelse er jo ikke sjælden at møde i skriften, sjældnere blandt venner, eller de gider ikke snakke om følelser og natur på den måde: det er i al fald i min omgangskreds mere noget matematisk (diversitet osv.)  hvor mange arter, man kan få på listen, og hvor meget, man ved om deres ben og øjne og lyde og kløer ovs. Her er videnskaben med dens utallige evidensbaserede facts helt perfekt til at dræbe den naturfølelse, jeg omtalte ovenfor og vil fortælle lidt mere om.

Den amerikanske naturprofet Henry Thoreau skriver et sted i værket ”Walden – Livet i Skovene” følgende: Det er en vidunderlig aften, hvor hele kroppen er blevet til sanser og optager glæden i sig gennem hver eneste pore. Jeg kommer og går med en mærkelig frihed i naturen, jeg er en del af den.” (Citeret af bioetiker Mickey Gjerris.)

Denne samhørighedsfølelse  med naturen er blevet et af de store hits for tiden. Der er sågar en tysk forstmand, der glædeligt og helt naturligt konverserer træerne i den skov, hvor han arbejder. Det er lige før, det er hyggeligt. ”Hallo! Gamle eg, hvordan har rødderne det så i dag?”

Et spøg et andet til side, som min gamle lærer Lester plejede at sige, når vi havde fjaset længe nok med ham. Og så gik vi over til alvoren.

Jeg vil kort fortælle om den oplevelse af næsten overnaturlig skønhed, jeg havde i går. Og det selv om det er helt og aldeles ubeskriveligt. Men altså:

Jeg havde svømmet en lang tur i Kattegat. Havet var roligt som et spejl og efter en meget lang svømmetur var jeg meget træt. Jeg vidste, at Ole stod inde på bredden og vågede over mig som en anden Vorherre, og jeg følte mig tryg nok, selv om jeg var ene derude. Undersøgte ikke, hvor langt, jeg var kommet ud: havet var jo roligt – Ole holdt øje med mig – ingen fare. Derfor lagde jeg mig om på ryggen. Jeg lukkede øjnene, for solen brændte over havet, og lige straks syntes jeg, at den fyldte hele himlen og tænkte, at mine dårlige øjne helst måtte være lukkede.

Så lå jeg lidt og vuggede der og følte mig trods Afganistan og tunge problemer alle vegne, lykkelig. Så hørte jeg en lyd og åbnede øjnene på klem og nåede at se en hvid sky fare hen over havfladen. Det var en flok fugle, som fløj meget lavt, næsten i vandskorpen, og den havde måske troet, at jeg var en fisk eller en træbjælke (sikkert det) , der lå og flød, for den ændrede ikke kurs, hævede sig bare en centimeter mere og fløj lige hen over mit duvende korpus. Jeg følte mig ikke, som ovennævnte litterære figurer som ét med naturen – jeg blev faktisk mega-forskrækket og var ved at drukne af rædsel – men næsten samtidig følte jeg en stor, stor glæde, som om jeg havde haft besøg af noget næsten guddommeligt.

Ole havde set det ske og endda halet fotoapparatet frem, men nåede jo ikke at forevige oplevelsen. Den lever i mig, som noget uhyre smukt og unikt. Tænkt at blive strejfet af hundredevis af hvide fjer. Ole sagde, at det var ryler. Jeg nåede kun at se, at de var hvide på undersiden, at de havde hvide fjer. Og ikke var ret store. Og skræmmende lige et øjeblik. Og så bruset. Det kan jeg heller ikke beskrive, men det lyder som en hvisken sat på turbo, når sådan en flok flyver lige hen over en.

La vie est belle! Vive la nature!

foto: Mette Hesselholt H. Hansen

Mens det sker 13

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

I aftes tog jeg et billede af min vildtvoksende have og tænkte, at den mere og mere ligner mit liv. Eller rettere: min uregerlige indre bevidsthed, hvor tankerne snor sig ustyrligt mellem hinanden og snart går i en og snart i en anden retning. Jeg tænkte også, at den have da aldrig er i ro – alt er i bevægelse, meget dør hele tiden og nyt spirer hele tiden frem og trodser sig til en plads i vildnisset. Dræbersnegle er der også i massevis i bunden – og de har fået nogenlunde fred som den del af diversiteten, de nu engang er – men nu er de begyndt at æde mine courgetter – ellers ville jeg lade dem være i fred eller ufred som alt det andet. Men nu fik de modstand. Af med knolden!! eller hvad det nu er, jeg hugger af dem.

Vi sad og snakkede på plænen i dag. Ole og mig. Det gør vi jo hver dag i denne smukke sommer, hvor sol afløser regn. Her er et billede af vores plæne, der sikkert ligesom resten af haven ville give “rigtige” havefolk ondt i maven. Og haveselskabet ville nok få kollektivt kollaps. Men den må IKKE slåes. Den er så smuk. Se selv.

Her sad vi og snakkede. Vi snakkede om (JEG snakkede om) , hvor forskellige vi er: jeg kan ikke sidde stille i to minutter, og Ole vil helst sidde så stille som muligt så meget som muligt, og jeg må TRÆKKE og LOKKE ham med ud på (små) gåture, for at forhindre, at han går i stå – at han får lidt motion.. Men sådan har det altid været: han kan lide stilstand og ro, har aldrig haft travlt. Jeg derimod sværmer for bevægelse og uro. Det filosoferede jeg højt over, mens han gryntede hyggeligt til svar, som om han lyttede. Så sluttede jeg tiraden med ordene: “hvordan er det mon gået til, at vi to fik hinanden, når vi nu er SÅ forskellige? Jeg mener, hvad skete der i grunden?

Han så på mig med et smil og sagde: ET UHELD

Så var det, vi kom til at grine begge to. Et uheld!!!! MON DIEU hvor var det heldigt! – Hvor er det heldigt, at der kan ske den slags uheld.

Vi har gode dage. Foreløbig mest det. Og vi er taknemmelige for hver dag.

Jeg cykler hver dag en lang tur, og her er så meget smuk natur, at det hver dag er en lige stor fornøjelse: Væksterne, der forandrer sig fra dag til dag og fra uge til uge. Vejret, der skifter og himlen. Ikke mindst himlen. Den er så forunderlig og næsten smukkest, når et uvejr er på vej.

I dag cyklede jeg mellem to byger. Og se engang en himmel. Ja, billedet er jo som Grundtvig skriver: “når skyggen er ligest da hulke de små, som stirrer derpå.” Sådan er det: vi ser somme tider noget, der får os til at længes mod det fuldkomne. Men vi ser kun skyggen. Og længslen vokser.

Det ved jeg ikke, om du kender den følelse. Grundtvig gjorde. Jeg gør også. Men her ser du skyggen af skyggen af skønheden, som vi måske skal møde en dag:

Kokholm 46

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Nu har “Dronning Elisabeth af Kandestederne” trukket sit eget vejr ubesværet i to måneder. Dejligt for mig at opleve.

Jeg har fået gode kontakter i de forløbne to måneder. og det er så skønt. Tak til alle jer, der har ringet og mailet til mig. Jeg vil sige som dronningen (Margrethe): “det varmer.”

Det begyndte med den fine aften på Skagen Bibliotek, hvor jeg fik lov at præsentere bogen. Her kunne jeg til min store glæde se, at det ikke kun var mig og mine to medlæsere, der fandt bogen interessant.

I den kommende tid vil jeg reflektere lidt over, hvad der er sket og måske over, hvad der vil ske med mit forfatterliv(skab).

Skønt det sidste må være noget svævende, for jeg er ingen spåkone, og når jeg forsøger mig i den retning, går jeg altid galt.

Men jeg vil prøve alligevel – fejltrin fører ikke altid til fald.

Vent og se!

Mens det sker 12

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Det er længe siden, jeg har skrevet et indlæg om det her emne: mens det sker. Om demensen, som vi har fået. Jeg skriver “vi” – det kan jeg lige så godt. Og hvad er det så, der sker?

Her er et postulat: Du bestemmer selv, hvordan udviklingen af demens skal forløbe.

Nej, ikke helt hvordan, men hvor hurtigt.

Ikke altid, det ved jeg nok, men som regel er det sådan, det forholder sig.

Man er altså ikke helt magtesløs som nærmeste pårørende.

Tværtimod.

Det har jeg altid troet på, og nu, hvor Hr. Alzheimers har været fast logerende i huset i flere år, er den tro vokset.

Det er nok (heldigvis) sådan, det oftest forholder sig. Og lad os derfor som pårørende forholde os til det! Og holde fast i det som om det var et faktum og ikke et postulat.

Jeg kan også sige det på den her måde: Den demente er sådan, som du behandler ham/hende.

Replikskifte fra forleden: Han: “Hvor er det dejligt at komme hertil. Jeg genkender det hele.” Jeg: “Ja, men det her er altså Ålum. Vi er hjemme nu.” Han: “Hvor er det dejligt.”

 

Som jeg husker. Fantasibarnet

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

I den kommende tid vil jeg skrive nogle blogindlæg, som alle handler om den lille pige, jeg engang var. Ikke fordi jeg vil skrive en ny bog. Men fordi, det kunne blive morsomt (for mig) at give minderne om dengang for længe længe siden et sprog.

Et af mine første erindringer har (måske ikke så mærkeligt) en religiøs farve. Kulørt ganske vist. Fetishagtigt og ikke spor kristeligt. Når det alligevel ikke er mærkeligt, så er det fordi, min åndelige opdragelse dengang var lagt i hænderne på Bedstemor, som boede hos os, og som var aktiv både i Indre Mission og i Ydre Mission, og det første, jeg husker læst op, var små beretninger fra Afrika. De stod i Yola-Bladet ( Dansk Ydre Missions Tidsskrift) – der må have været et børnetillæg. Jeg husker i al fald fortællingen om en lille negerdreng i Sudan, som spiste rotter, fordi han var så sulten. Og så var der Metodistkirken, hvor vi børn kom fra helt små: spejder og søndagsskole.

Her er den første erindring, som jeg husker selv om den står i et lidt tåget skær.

Gud. Nej ikke GUD – gud.

Og han er ingens far. Kun gud.

Stanken fra den rygende asfalt trænger ind i næseborene. Jeg nyser og nyser – og holder krampagtigt fast i gud.

Jeg er fem år og ny på jorden. Han er gammel og har været her altid.  

Vi to, tænker jeg måske.

Jeg har klædt ham på med en enkelt lang, spraglet klud, en las er det vel nærmest, som jeg har viklet flere gange om hans tynde krop. Jeg ser vinden fange den, løsne den, lege med den og slippe den igen. Så hænger den slapt ned.

Sådan er det bedst.

For han er gud.

Nu står han så der, klemt fast i asfalten.

For lidt siden krøb jeg sammen i vejsiden. Jeg rystede ligesom hele verden, mens den store tromle buldrede forbi og trykkede den rygende asfalt flad.

Bagefter plantede jeg ham i den sorte stinkende flade og foldede hænderne..

Jeg retter mig op. Ser på den lille skikkelse, der står ensom i røgen. Låst fast. Midt i Tornebusken.

Jeg knæler ned og bøjer mig ind over ham, så holder jeg med hænderne om hans tynde, tynde krop og forsøger at rokke ham frem og tilbage, indtil han begynde at duve i mine hænder.

Måske græder jeg for hans fødder.

Men han har ingen fødder.

Min gud er fodløs og hovedløs og årløs og tåreløs.

Og han er ikke urokkelig.

Men hele natten er han hos mig.”

Jeg har aldrig udgivet mine digte. Det er der en grund til. De er ikke særlig gode, og middelmådige digte har det bedst i skuffen. Men jeg har altid skrevet altid, og nu fandt jeg en stak digte frem, som jeg skrev som ganske ung. For jeg vidste, at der var et iblandt mine ungdomsdigte, som handlede om det, jeg har forsøgt at huske herover. Jeg skriver digtet her. Det er dateret 1964 og lyder:

“som barn/ bandt jeg klude/ af gloende rødt/ om fine kviste fra piletræer/ et sted glødede asfalten/ i solens brand/ her knælede jeg/ og med alvor og andagt/ fæstnede jeg/ de røde laser/ i den sorte asfalt/ så sad jeg stille/ og sugede saften/ og den ildrøde farve/ ind i mit blod/ til jeg følte mig hel …”

Jeg har ingen fotos af den pige, der var så mærkelig og som gik så sære, ensomme veje. Det nærmeste er et billede, hvor jeg knuger, ikke en gud, men en dukke ind til mig. Og der er jeg syv år. For dukken fik jeg til min fødselsdag, da jeg blev syv år, og jeg døbte den Ole. Min Dukke Ole fyldte sikkert mere i mit barneliv end de sære gudsfantasier. Jeg var også en helt almindelig pige. Og vist legede jeg med dukker. Og vist hed min favorit Ole.