Da jeg var 13 år, tog jeg folketingsvalget meget alvorligt, og jeg følte mig voksen og ansvarlig, da min skole lavede et prøvevalg med eleverne som vælgere. Og jeg husker det som en af de helt store oplevelser i min skoletid: at vi fik lov til det, at vi blev set og hørt og regnet for noget. Det var os, det hele afhang af, følte vi. Vi havde en stemme, og kunne bruge den.
Men vi var jo børn. Og vi vidste ikke nok om samfund og demokrati – og alle de store ord, som vi slyngede fra os og blærede os med, forstod vi vel knap.
Nu har jeg en underlig fornemmelse af, at vore politikere er som børn, der slynger om sig med store ord, men ikke helt ved, hvad de dækker over. Ligesom vi ikke vidste det dengang. At vi ikke så de store sammenhænge, men greb fat i det, der tilfældigvis kom inden for synsfeltet og ikke så længere frem. At vi var kortsynede. Det synes jeg også, at politikerne er i dag – og hvad ligner det, når de bruger TikTok og de andre store techgiganters platforme til deres ”valgkamp”? Det er simpelthen dobbeltmoralsk. Og hvis det er den bedste måde at nå vælgerne på, så kan det kun være, fordi de mener ( og måske endda har ret), at vælgerne befinder sig på et infantilt niveau.
Jeg græmmes. Hvor er de voksne?
Her kommer alligevel et kapitel fra ”bogen” – som stadig kun lever sit stille liv på harddisken.
Et udsnit af biografien:
Vi har fået en ny lærer i historie. Han hedder Hr. Hansen, og han kan forvandle selv den kedeligste danmarkshistorie, så den springer ud i et væld af farver og fanger opmærksomheden hos en flok uregerlige 13-14-årige.
Vi skriver 1957, og der skal være folketingsvalg i det tidlige forår, og det lyder kedeligt i de fleste store børns ører og sandelig også i vore, og da Hr. Hansen begynder at fable om, at vi skal arbejde med valget som emne, gaber vi højlydt, og måske lader en og anden sig falde stønnende forover, og det er højst sandsynligt, at Hr. Hansen bliver en smule betænkelig ved sit forslag på grund af vore fjollede vanereaktioner.
Sådan må det have været, for sådan var vi, en balladeklasse, men så sker der noget, og hvordan det går til, kan jeg ikke mere huske i detaljer, men det er noget med ordene og deres forvandlende kraft. ORD kan så meget. Også i en urolige klasse som vores. Og Hr. Hansen må have fundet de ord, der formår at trænge ind i fjollehovederne, for jeg kan huske, at vi begyndte at lytte. Hvad han sagde, har jeg naturligvis glemt, men måske har han sagt noget i den her retning, og det var vi i al fald ikke vant til at høre:
”Nu må I holde op med at pjatte tiden væk, for det er jo jer, der er Danmarks fremtid, glem ikke det! Lige nu ligger magten hos jeres forældre, og hos os, jeres lærere, og I bliver betragtet som de små rollinger, I er i vores øjne. Men hør nu, kære venner! Den dag nærmer sig, hvor man ikke bare vil høre på jer, men også følge den vej, I afstikker. Og så er det jer, det sætter dagsordenen. Derfor kan vi roligt sige, at vores lands fremtid ligger i jeres hænder.”
Det gider vi godt høre på. Og så foreslår han, at vi skal tage forskud på glæderne og lege, at vi allerede er voksne, og at det afhænger af os, om Danmark får et godt valg denne gang.
”Det er jer, der står med støbeskeen,” siger han.
Jeg ved nok, hvad et godt valg er set med øjnene i Det røde Hus. Far er konservativ, og hans far var konservativ. Og det er Mor med garanti også, for den slags smitter hele familien. Og jeg kan stadig høre Far sige: ”Det konservative Folkeparti står for værdier, der er evige.”
Hjemme hos os rejser vi os op, når kongen holder sin nytårstale. Og fordi Far er så optaget af politik og altid har været en aktiv medspiller i lokalpolitik, er jeg ligesom resten af familien vant til at høre alle de politiske debatter, der transmitteres i radiofonien. Det har vi gjort, så længe jeg kan huske, for det er en del af opdragelsen, synes Far. Og nu kan vi også se debatterne på skærmen, for Far har anskaffet et TV-apparat i anledning af valget. Jeg synes, at det er lige så spændende som at se TV- teateret.
”Det er teater,” siger Anders.
Jeg er 13 år og forvirret, for jeg kan godt lide at lytte til Poul Møller, han er klog, synes jeg, og han har en stemme, der passer til ordene, og Far stemmer på ham, men min største favorit er alligevel Aksel Larsen, som er kommunist, men som taler som en missionær. Og det, han siger, er ikke bare klogt, men fuld af kærlighed til de svageste. Det kan jeg godt lide, og det siger jeg til Anders.
”Men så har du ikke fattet en brik,” siger han. ”De står jo på hver sin fløj.”
Det kan jeg godt se. Jeg er jo ikke dum. Men jeg synes nu alligevel, at kommunisterne i højere grad end de konservative lever op til kravet om næstekærlighed. De vil jo, at goderne skal deles, så alle får lige meget. De andre partier taler kun om besparelser og penge. Men på den anden side, kan jeg jo godt lide Gud, og jeg har ikke noget imod kongen.
”Og hvad med fædrelandet?” siger Far, der har lyttet til os med et smil på læben.
Jeg er flasket op med Gud, Konge og Fædreland. Men nu har jeg hørt noget nyt, som fænger, fordi det lyder rigtigt. Og så helt anderledes. Og jeg prøver at få Anders til at forstå budskabet. At man skal dele goderne og elske sin næste som sig selv.
”Kommunisterne vil jo det store fællesskab, kan du ikke se det?” siger jeg.
”Det er noget vrøvl,” siger Anders. ”Se til Sovjetunionen!”
Jeg overhører ham, for det med Sovjet gør mig usikker. Og Ungarnsopstanden har jeg selvfølgelig i frisk erindring. Ja, men så er det bare ikke kommunisme, de har derovre, tænker jeg, og højt siger jeg:
”Når jeg får stemmeret, vil jeg stemme på et parti, der mener, at alle mennesker er lige meget værd.”
”Det er kun Gud, der kan tænke sådan. Du er ikke Gud. Og det er Aksel Larsen heller ikke. Og Stalin, hvad med ham?”
Det kan jeg ikke svare på, og Anders siger, at hvis menneskene var gode, kunne man lege med den slags ideer, men det er de jo ikke.
”De er da heller ikke onde,” siger jeg.
”Nej, de er bare mennesker,” siger han.
Hr. Hansen har ikke de store problemer med os i denne tid. Hvis drengene larmer af gammel vane, så tysser vi andre på dem. Det er noget nyt. I frikvarteret står vi i små klynger og snakker politik, som om vi ikke bare var en flok fjollede mellemskoleelever, men lige så kloge og eftertænksomme som gruppen af unge mænd med Elvis Presleyhår, der står i et hjørne af skolegården iført jakkesæt og slips og diskuterer med alvorlige miner, mens de ryger pibe eller cigaretter, som de asker af på cementen i et væk. Vi kan ikke høre, hvad de snakker om. De er ikke almindelige skoleelever som vi andre, men handelsstuderende, som har lejet lokaler på vores skole. Vi efterligner deres gebærder og deres alvor. Vi har desværre ingen cigaretter.
Så er frikvarteret slut, og de studerende siver ind i den ene af de to skolebygninger, vi tager trappen i den anden og for en gangs skyld uden at larme. Vi har fået udleveret en stak valgbrochurer, som vi allerede har læst, og som vi nu skal diskutere i klassen, og så skal vi vælge en kandidat for hvert parti.
”Og nu kommer det mest spændende, for nu begynder valgkampen. Er alle mand klar?”
Vi nikker. Vi skal i kamp. Der er den samme stemning, synes jeg, som når Danmark skal spille fodboldlandskamp mod Sverige. Den plejer vi at tabe, fordi svenskerne snyder, så dem kan vi aldrig i livet slå. Men nu skal vi slås mod hinanden. Og helt uden snyd. De store ord har fået vinger og er fløjet lige ind i vore forvirrede teenagehoveder. Vi slår om os med dem.
Det er ingen sag at finde nogen, der vil stille op for Det konservative Folkeparti, en skov af hænder, og jeg føler et lille stik i hjertet, som om jeg forråder Far, men jeg melder mig alligevel ikke som kandidat.
Der er også rift om stillingen som kandidat for Venstre, og også de andre partier kommer i mål. Til sidst er der kun kommunisterne tilbage. De er taberne, endnu inden kampen er begyndt.
”Jamen, det forstår jeg så godt,” siger Hr. Hansen, ”hvem har lyst til at forsvare et parti, der støtter Sovjetunionen.”
Vi nikker synkront. Vi har alle Ungarn i frisk erindring. Også jeg. Selv om jeg kan lide Aksel Larsen.
”Russerne er en samling banditter,” siger en af drengene.
Pludselig ser Hr. Hansen på mig.
”Dig, Marianne,” siger han.
”Mig?” siger jeg.
”Ja. Du har så mange sære ideer.”
”Har jeg?”
Jeg går normalt på biblioteket for at låne børnebøger, men i dag kommer jeg i et andet ærinde. Som en voksen, der søger viden. Faktuel viden denne gang, og jeg gør mit bedste for at se voksen ud.
”Jeg vil gerne vide alt om kommunismen,” siger jeg til den bibliotekar, der plejer at hjælpe mig med at finde de mest spændende børnebøger.
”Det var ellers noget af en mundfuld,” siger hun og ler, men jeg ser alvorligt på hende og siger, at det er vigtigt. For jeg skal bruge det. Politisk, tilføjer jeg.
Nu ser hun bekymret ud og spørger, om jeg mon ikke kan nøjes med lidt grundviden til en start. Jeg nikker, for jeg ved slet ikke, hvor jeg skal begynde.
”Ja tak,” siger jeg.
I dag husker jeg ikke, hvad bibliotekaren fandt til mig. Det har næppe været ”Kapitalen” eller ”Det kommunistiske Manifest,” men helt sikker er jeg ikke, for jeg husker, at jeg ikke forstod ret meget af det, jeg læste, men at jeg syntes, at det var hamrende flot skrevet og at jeg kopierede flere uforståelige fraser for at blære mig en smule ved at slå om mig med de sære nye ord i min valgtale.
Jeg husker endnu talens patos. Flotte sætninger, som jeg havde stjålet fra bøgerne og fraser, der var plukket direkte ud af Aksel Larsens taler. Jeg husker også mine kammeraters åbne ansigter. At de lyttede. Og jeg ved, at jeg brugte Suez-krisen som illustrationseksempel på kapitalismens og imperialismens hærgen og udbytning af tredjelandene. Det har skortet slemt på saglighed, tænker jeg, men gløden var der, og den fængede. Jeg høstede mange stemmer ved det afsluttende valg. Faktisk ville vi have fået en glorød regering, hvis vores afstemning havde været retningsgivende for det folketingsvalg, der fandt sted kort tid efter.
Den lokale avis har måske skrevet en lille notits om vores ”folketingsvalg” i fjerde mellem, for det har sikkert været et eksempel på pædagogisk nytænkning i 50’ernes skoleverden. Eller også har bibliotekaren haft en finger med i spillet, i al fald er det en kendsgerning, at jeg kort tid efter begyndte at modtage et tidsskrift, der hed ”Fakta om Sovjetunionen.” Det kom med posten, jeg husker ikke mere hvor ofte, men jeg har ikke glemt Fars udtryk, da han første gang rakte mig bladet.
Jeg havde jo fortalt mine forældre om vores projekt, og både Far og Mor syntes, det var storartet.
”Så ser vi dig måske en dag på folketingets talerstol,” sagde Mor og lød stolt.
”Jamen Mor, jeg er opstillet for kommunisterne.”
”Ja, ja, men det vokser du fra.”
Jeg voksede ikke sådan uden videre fra det, Mor og Far betragtede som en midlertidig vildfarelse. Tværtimod. Jeg læste med interesse det nye blad, som dog pludselig forsvandt fra postkassen, måske fordi jeg undlod at betale abonnementet. Sammen med Anders sad jeg oppe på det lille kammer og søgte på kortbølgesenderen, indtil vi fandt Radio Moskva. Og så lyttede vi. Og Anders sagde jævnligt: ”Du kan godt høre, at det er propaganda, ikke Janne?”
”Hmmm ….”
Endnu befandt jeg mig i de tvivlendes rækker. Her stod jeg og stirrede ind i det vildnis af valg, der åbnede sig ind til det, de kaldte fremtiden og som jo allerede var begyndt.
