Lidt mere om Christen Kokholm d. ældres baggrund – Kokholm d. 25

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Her lidt mere om Christen Kokholm den ældre – tror, at jeg tidligere har skrevet, at han kom fra Tørring – det gør han ikke. Han er født i Vandborg Sogn 6/1 1842 og blev døbt i kirken d.9 juni. Derimod er det rigtigt, at der er forbindelse til Tørring, idet vi kan se, at faderen, der er forlover for sin søn, står optegnet i kirkebogen som “Niels Christensen Kokholm af Tørring“. Så meget om Kokholmgården. Den lå altså aldrig ved Harboøre, men ved Tørring, hvor der stadig er en vej, der hedder Kokholmsvej..

Christens far hed som nævnt Niels Christensen Kokholm fra Tørring og ernærede sig som tjener for en Christen Søndberg ved Lemvig, og moren hed Else Christine Sørensdatter og var indsidder i Dragerbullhus(?) – har lidt vanskeligheder med enkelte gotiske bogstaver. Herunder et foto fra kirkebogen. Jeg er nemlig ikke 100% sikker på ordet “tjener” – men kan ikke forstå det anderledes. Den ældre Christen Kokholm, som her bliver dødt, bliver jo også tjener som voksen, nemlig hos en Lomholt i Lemvig. Se på billedet, og kan du læse andet end “tjener” vil jeg være glad for at få det at vide. Jeg er jo nemlig ikke slægtsforsker og slet ikke ferm til gotiske bogstaver:

Her står, så vidt jeg kan se: Tjener for Christen Søndberg ved Lemvig Niels Christensen Kokholm og hustru Else Christine Sørensdagger, Indsidder i Dragebullhuus.

Sad lidt og kiggede på FOLKETÆLLINGEN 1890 fra Harboøre og en af de ting, der måske karakteriserer det lille samfund, er, at der i optællingen forekommer hele tre “fattighuse” – her sidder i 1890 12 mennesker, fordelt på tre huse, sikkert små hytter. To af fattiglemmerne er små børn. En ugift kvinde på 36 år er mor til de 2 og 1 er barn af en enke. Så er der et par af fattighusbeboerne, som er i erhverv, nemlig 2 fiskere, de er henholdsvis 48 og 65 år.

Der står desuden opført nogle arbejdsmænd uden fast bopæl. De er ikke for egnen, men arbejder måske ved høftearbejde. Der er nemlig også opført hele 2 ingeniører, og de må jo være i gang med et større anlægsarbejde.

Om familien Kokholm:. Her er børneflokken blevet mindre, idet de ældste er hjemmefra og tilbage er Mads på 13, Niels på 11 og Niels Christian på 10 år. Der står, at Ane Marie nu er 54 år og at Christen er 43 år. Det sidste er forkert – han må være et par år ældre.

Det hårde slid – Kokholm 24

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Tre gamle harboørefiskere – Det gamle Harboøre

De vejrbidte ansigter herover taler et sprog, som man forstår helt uden ord. Det er mennesker, der har levet i en barsk natur og som har måttet arbejde meget og hårdt i det daglige. Men livsglæden lyser i de vejrbidte ansigter. Glæde og alvor. Det er hvad de udstråler, synes jeg. Den hårde kamp for livet er værd at kæmpe, for livet er først og fremmest glæde. Sådan ser også Karen Thuborg i sit lange tilbageblik på det.

I et tidligere indlæg har jeg skrevet om utøj, rotter og fattigdom. Karen fortæller også om fattigdom, men hun afgrænser det, som var det en skønhedsplet, der ikke skal dvæles alt for længe ved. Under kapitlet “opdragelse”, skriver hun heller ikke ét ord om vold over for børn – jo, læreren slår, men åbenbart ikke forældrene. Hun fortæller, at fiskerne altid kyssede hvert barn og konen, inden de tog på havet. Hun har villet vise os alt det smukke og sjove – og det skal vi naturligvis regne for sandheden. Samtidig skal vi huske, at hun sidder som en gammel dame, der ser alt i erindringens drilske lys.

Jeg har i et tidligere indlæg skrevet om Harboøre set med de journalisters øjne, der efter ulykken i 1893, hvor 26 harboørefiskere druknede, kom til stedet og beskrev det for læserne. De øjne ser kun fattigdom og nød. En kuet befolkning, som næsten ikke har til det daglige brød. Navnlig journalisten fra Politiken, Henrik Cavling, er hård i sin dom over levevilkårene for fiskerne.

Også Karens øjne kan se fattigdommen og det hårde slid, men hun ser i al fald det sidste som naturligt og hun begynder sin gennemgang af det daglige arbejde med ordene:

Citat side 38) “Harboøres Fiskere var et glad og lykkeligt Folkefærd, som støttede hinanden med Raad og Daad og uforfærdede var rede til at hjælpe hinanden i al Slags Fare. . Levemaaden var nøjsom. Deres Føde bestod mest af Grød og Vælling, Fisk, Æg, Brød og Øl. Det sagdes om dem, at de spiste fersk Fisk til tør Fisk og tør Fisk til kogt Fisk. Under deres Slid og Slæb og Fattigdom havde de en fast Tillid og Tro til Gud.

Så enkelt kan det siges.

Her lidt om fiskeriet, som blev drevet i forårs og efterårsmånederne. Om vinteren gik fiskene for langt ud til, at de små både kunne fange dem, og om sommeren fiskede man i Limfjorden. I den periode var kvinderne og børnene ene i Harboøre. Dvs. mange halvvoksne piger søgte stilling for sommeren ved fjorden eller andre steder, men de kom hjem om efteråret. Og så blev der festet. Og var en fiskerpige forlovet med en fisker og de skulle giftes, så havde hun nok at bestille hele sommeren. Hun byggede nemlig familiens hus.. Husbyggeri var kvindearbejde. Hun fik nogle børn til at hjælpe sig med at hente sten fra stranden. Det vil jeg ikke komme nærmere ind på her. Jeg kan anbefale interesserede at læse hele Karens Thuborgs bog. Den findes på det famøse net og må downloades til privat brug, men kan jo også læses på nettet.

Men nu fiskeriet. Som jeg læser Karens lidt springende fremstilling, så var det navnlig sild, der fiskedes. Andre fisk var bifangst. Flere gange i døgnet gik de små både på havet, og når de landede, var det kvinder og børn, der tog sig af garn og fisk, mens mændene fik lidt søvn. Mændenes arbejdsdag begyndt kl.3-4- om morgenen. Her et citat fra Karens bog:

“Tit var det et slemt Arbejde at sprede Garn, især da det helst skulde ske tidligt om Morgenen; Det kunde da være en bidende Kulde, ja Frost, og der kunde ligge et Lag Rim overalt. Garnet kunde ogsaa være omtvundet med Grøde eller Tang, hvor i en Mængde smaa Skjærkrabber og Søstjerner havde indfiltret sig og ikke var nemme at tage ud, da maatte to hjælpe hinanden for des snarere at blive færdige. Det kunde godt dikke og krible i Fingrene, om ogsaa man havde baade Luffer og “Stridshandsker” paa.

(citat) “I de rigtig Havfisketider Foraar og Efteraar var Arbejdets Gang altsaa denne: Tidligt om Morgenen spredte Kvinder og Børn Sildegarnene, mens Mændene var paa Havet med Krogene; ved Middagstid kom Mændene hjem, og straks efter redte Kvinder og Børn Krogene ud og hængte dem til Tørre; senere samlede de Garnene sammen og satte dem ved Baadene; hen imod Aften gik Mændene ud efter Sild, og saa snart de var kommet hjem med dem, bedede Kvinderne Krogene, mens Mændene hvilede sig til at tage ud i den tidlige Morgenstund – Under alt dette skulde Kvinder og Børn ogsaa tage sig af Hus og Hjem,, passe Kreaturerne, i Efteraarstiden arbejde med Ulden og endelig tilberede al Fisken, som skulde bruges til eget Vinterforbrug og til Salg i saltet, tørret og røget Tilstand.

Alt i huset, ja huset selv var flittige hænders arbejde, og når jeg læser om alle de mange ting, der forarbejdes i hjemmene, tænker jeg, at det også er hovedets arbejde, for det kræver afgjort tankevirksomhed at få alt det fremstillet, så det duer.

Der er ikke noget, der går til spilde. Alt på fisken kan bruges. Undertiden kommer der tiggere og ber om lidt fisk, og de får f.eks. et torskehoved – men det er nok.

Karen giver en del opskrifter fra sig, hvoraf fremgår, at alt kan bruges og tilberedes, så det bliver lækkert. Hør f.eks. denne her: (citat side 60) “Lever, Rogn, Æg, Mel og Krydderier æltedes sammen til en sej Dej og fyldtes i Hvillinghoveder og kogtes. Det kaldtes Krappinghoved og var yndet af mange.”

Det daglige liv i Harboøre – sygdom – Kokholm 23

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Man sagde tidligere “på” Harboøre, ligesom man sagde “på” Skagen. Og det skyldes nok, at begge lokaliteter havde meget lighed med øer. Skagen var omgivet af hav og miler og altså afskåret fra omverdenen. Det samme var Harboøre – hav og fjord og langstrakte søer afskar Harboøre fra verden udenfor. Jeg sætter et par kort, som vel giver en fornemmelse af lokaliteten:

Fra det gamle “Traps Danmark”

Lad os gå indenfor i et af de små hjem. Der må have lugtet fælt i de bonde- og fiskerhuse i Harboøre, som vi nu skal besøge. Vi skal jo heldigvis kun færdes der på papiret. Men en ret eksotisk oplevelse er det at læse om dagliglivet i de små hjem i Karen Thuborgs erindringsbog. Og hun har jo været der. Er vokset op der.

Jeg husker min egen barndom i en lille fiskerby. Når min far kom hjem fra arbejdet på havnen, skulle overtøjet hænges i vaskehuset, og jeg tror, at han skiftede tøj, inden han blev indladt i stuerne. Jeg var barn i 1940’erne og 50’erne – altså ca.100 før Karens tid.

Så sarte var de ikke dengang i det gamle Harboøre. Der var selvfølgelig ingen toiletter i husene, men det ville også have været skidt, hvis der havde været det, for urinen var en råvare af stor nytte. Den skulle ikke skylles ud, men gemmes hen. Man pessede derfor ikke hvor som helst, men samlede de kostbare dråber for at bruge dem til mangt og meget. Først og fremmest til tøjvask. Her kommer nu et citat fra K. Thuborgs bog “Det gamle Harboøre”

(citat side 106) Nogle Dage før de skulde vadske Linned, lærredstøj, samlede de Urinen i “æ pessbank” og satte Tøjet i blød deri et Døgnstid. Dette Vand var udmærket til at opløse Snavset, og det ødelagde ikke Tøjet.”

Og som lægemiddel var der ikke noget bedre end urin. Det gives der utallige eksempler på i bogen, men et par af de mere groteske vil jeg citere herunder:

(Citat side 266) “Tit brugte man Urin som Lægemiddel. Naar der strandede et Fartøj af en fremmed Nation, vilde Matroserne gerne have dansk Brændevin; men de kunde ikke taale ret meget, før de blev fulde. En Gang havde en Matros faaet alt for meget; han tumlede stærkt omkring og faldt saa om som livløs. Folk stimlede sammen om ham, og de fleste troede, at han var død. De Gamle sagde: “Det eneste, der kan redde ham, er, om vi kan faa noget Urin og hælde ned i Halsen paa ham.” Da ingen gav Tegn til at tilbyde sig, sagde en gammel Kone: “Er der ingen andre, der vil, saa kan æ saamænd godt pees en bette Tor nejer i æ Hals o ham, om de ka hold Lyw i ham.” Den gamle Kone gjorde, som hun sagde, og Manden kom sig.”

Herunder et par eksempler mere. Her handler det om børn med øjensygdomme. De hjælpes til bedre syn ikke af øjenlægen, men af det gamle husråd: urin:

( Citat side 267) “Det Raad at bade Børnenes Øjne i Urin og gennembløde en hvid Bomuldklud dermed hver Aften og lægge den paa Børnenes Øjne, naar de skulde i Seng. – Da Moderen havde gjort det en Ottedagstid, var Børnenes Øjne helbredede og de fik aldrig mere daarlige Øjne. …. Et Barn var engang blevet bidt i den ene Arm af en Hugorm, Armen svulmede op og blev tyk, og Barnet blev sygt. Mens Manden løb efter Doktor, helbredede Moderen Barnet ved at vaske Armen i Urin og hælde lidt deraf i Barnets Mund.”

Velbekomme!

I det store og hele klarede man sig uden læge. Blev han endelig hentet, så vidste man, at nu var alt håb ude. Her et lille citat:

“( Citat side 266) Naar nogen blev syg, blev Doktoren næsten aldrig hentet … De havde mange Hjemmeraad, som de brugte for alle Slags Sygdomme. Min Fader fik tit flere Slags Medicin af Kaptejner paa strandede Skibe. En Gang imellem led han af Mavesygdom, fordi han flere Gange havde faaet for meget Saltvand i sig. Var hans Mavemedicin sluppen op, tog han en Teskefuld Terpentin og lidt Peber i en Snaps Brændevin, og dermed var det kureret, – og det var der flere Mænd, der gjorde.

Tænk, at de holdt til det traktement!

En anden behandligsmåde er nok så underlig og synes ret farlig, navnlig den manglende hygiejne taget i betragtning. Men hør lige. Det er ved behandling af skægpest (?) og dårlige øjne:

( citat side 268) … man tog en Ært og trykkede den saa fast, man kunde, ned i Kødet, den aad sig da ind, og der kom et Saar, som flød med Blod, Vand og Materie. ; Ærten skulde hver Dag skiftes med en frisk. Naar man var helbredet, tog man Ærten bort, og Saaret heledes da af sig selv.

Så er der alle historierne om kloge mænd og koner. Slap husrådene op sendte man bud til sådan et menneske, og det kunne ofte blot med øjnenes kraft eller andet hokuspokus kurere den syge. Flere af de kloge koner krævede dog, at den syge TROEDE på hende. Uden en blind tiltro, kunne hun intet udrette. Ja vist: tro kan flytte bjerge. I Karens erindringer er der mange eksempler på det.

Nogle af de kloge mænd og koner var selvfølgelig svindlere, det er Karen ret overbevist om. Selv har hun besøgt en af de mest berømte i tiden: Laust Glavind – sammen med en ung, nygift veninde. Veninden har udslæt i ansigtet og Karen har blegsot. Men da Laust kun vil kurere dem enkeltvis og i et kammer på loftet, får Karen sine tvivl. Hvad er han ude på? Veninden er ganske skræmt, men går alligevel med ham på kammeret. Bagefter er hun tavs. Og hun vil ikke komme igen. Og hun blev ikke helbredt. Karen Thuborg antyder, at han udnyttede kvinderne seksuelt – en forløber for Ali Haman.

Mere om livet på Harboøre – Kokholm 22

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Livet i det lille fiskerleje har skiftet gennem tiderne, men en religiøs grundholdning har præget beboerne længe før Indremissionen med pastor Moe og pastor Madsen i spidsen gjorde sit indtog. Harboørebeboerne tog Gud med i alt. Det betød ikke, at de ikke drak og dansede. To idrætter, der i følge Karen Thuborg dyrkedes med liv og lyst og ved enhver lejlighed. Men så var der altså en lille håndfuld huse, der skilte sig ud, for her boede folk, som nærmest var “gudstrodsige” og som kun tog Guds ord i munden for at bande. Karen fortæller desværre ikke hvor de huse lå, men her kommer et citat fra Karen Thuborgs optegnelser:

( citat side 275) “Der var paa Harboøre en lille By paa henved en Snes Huse, som ikke havde noget godt Ord paa sig. En Del af Børnene herfra var ret ryggesløse. Aarsagen dertil var vistnok, at Fædrene det meste af Tiden laa ude paa Fiskeri, og Mødrene var ude at arbejde for Gaardfolkene. Børnene fik da Lov at skøtte sig selv; de store skulde passe de smaa; de fik sjælden lært deres Lektier og naar Moderen var hjemme, skulde Børnene gaa omkring og tigge. Børnene her var lige saa slemme til at bande som Forældrene, og de havde Ord for baade at ville lyve og stjæle.” (Citat slut.)

Som sagt fejlede livsglæden ingenting, og Karen T. skriver, at børnene paa Harboøre (ja, det hedder “paa”) lærte lige saa tidligt at danse, som de lærte at læse. Inden de kom i skole havde de lært begge dele (Karen var barn i 50’erne – Christen i 70’erne) – de kom i skole, når de var fyldt 6 år, og der var to klasser, men altså kun en lærer. De små gik om sommeren og de store om vinteren. Det var en børnerig egn, og læreren skulle undervise mellem 60 og 70 elever hver dag. Han udvalgte nogle af de dygtigste børn som hjælpelærere.

Selv om der ikke boede direkte velhavende folk på egnen, var der alligevel meget store klasseforskelle, og det viste sig f.eks. i skolen. Når børnene skulle spise deres medbragte mad, så var der pålæg på de fleste børns mad, men ikke på de fattige børns – ofte havde de kun en humpel groft brød med et dryp sirup. Så tog de deres tavle og holdt den hen foran et af de rige børn – de gjorde det med lukkede øjne, for det var skamfuldt. Og så hviskede de: (citat) “Gi mæ en Bje o mi Tawwl,” eller: “Æ tægger te mi fatte Føe.“( citat side 277)

Jeg ved ikke noget om præstens løn, men føden fik han i al fald, for til julen og til foråret “ofrede” børnene til præsten. De medbragte til konfirmationsundervisningen penge og mad i rigelige mængder. (citat side 277) “Gaardmændenes Børn ofrede Penge, tilligemed en Gaas, et Faarelaar, en Skinke, eller en stor Sødmælksost. Fiskerbørn gav Penge og i Vinterens Løb en Kurvfuld Hvilling eller en stor Havtorsk….. hen ad Foraaret ofrede vi igen til Præsten ligesom til Jul. “

Også i kirken råbte standsforskellene højt. De mest velbjergede sad på de øverste bænke, anbragt efter hartkorns størrelse. Det var en stor skam at sidde nederst. Jeg ved ikke, hvor familien Kokholm har siddet, men de kom aldrig højt op i kirken.

Karen fortæller, at et gudeligt røre begyndte paa Harboøre sidst i 1860’erne, idet der kom en gundtvigiansk lærer til skolen, Christian Sørensen, og han begyndte at forsamle folk og diskutere alt muligt med dem. Senere fik Sørensen konkurrence fra missionærerne, men det kommer hun ikke nærmere ind på. Sandsynligvis fordi hun omtrent på den tid forlader Harboøre sammen med sin mand. Jeg ved endnu ikke, hvilken lærer, der underviste Christen Kokholm, men det finder jeg ud af. Noget tyder på, at grundtvigianismen har haft tag i ham, for han kommer i al fald som ganske ung på Vallekilde Højskole. Derom senere. Vi lader Christens opvækst og udvikling ligge en tid og vender os til det daglige liv på stedet. Hvordan var en almindelig arbejdsdag?

Lidt om Christen Kokholms baggrund – kokholm 21

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Vi er for tiden i Harboøre – og der bliver vi lidt endnu – navnlig fordi jeg har fundet Karen Thuborgs barndomsbeskrivelse “Det gamle Harboøre”, og hun var barn ca. 20 år før Christen Kokholm var det. Og det betyder sandsynligvis, at de har oplevet omtrent det samme Harboøre.

Det, der kan undre mig er, at Karen husker så detaljeret og klart, og det gør jo nok, at vi må man tage med et gran salt. Det gør vi så. Karen er som alle, der i en sen alder genoplever deres barndom, så begejstret over “gensynet” med den svundne tid, at hun henrives og digter. Det tror jeg i det mindste. Under alle omstændigheder er hendes beretning en af de bedste kilder til forståelse af tiden.

Men inden vi når dertil, vil jeg “anbringe” lille Christen i sin familiære sammenhæng, og jeg har været i kirkebøgerne og følgende er afskrift derfra. En liste over hans søskende. Vi kan også af kirkebogen se, at Christens far, som også hed Christen, var søn af en gårdmand i Tørring. Han ejede åbenbart gården Kokholm samme steds. Pigen, Ane Marie, nævnes i kirkebogen som “indsidderske” – dvs., at hun har haft et lille kammer i en gård.

Der er lysning i kirken for de to unge 11. november 1866, og de bliver viet d. 30 november. Ane Marie er da 31 år og Christen er 24 år. Måske er hun gårdmandsdatter, for hun er fra Stausholm står der, og en gårdejer Lars Stausholm er hendes forlover. Senere vil jeg granske lidt i det. Foreløbig ved vi, at to gårdmænd optræder som forlovere, den anden er Niels Kokholm, Christens far. Og Christen d. yngre står nævnt som møllersvend. Han er altså faglært.

Det underlige er imidlertid, at Christen Kokholm og Ane aldrig bliver hverken møller-eller gårdmandsfolk. De forbliver livet igennem jordløse og har et hus. Ind imellem benævnes Christen ikke engang husmand, men daglejer i kirkebogen.

Her kommer nu en liste over børnene i familien:

11/8 1867 Barbara Nielsen – 4/10 Elise Kristine Nielsen – 15/2 1870 Christiane Nielsen – 6/12 1871 Kristen Nielsen – 2/4 1872 Niels Nielsen – 15/5 1876 Mads Nielsen – 19/2 1877 Niels Nielsen – 1878 Niels Christian Nielsen

I alle de 8 fødsler er tilføjet forældrenes navne, + faderens stilling og moderens alder – og 2 gange nævnes Christen K som daglejer og i et som husmand. Ane Marie er ved første fødsel 32 år og ved den sidste 42 år. Hun får altså 7 børn på 10 år.

Den Niels, der er født 1872 dør af skarlagensfeber 27/10 1875 – tre år gammel.- samme år bliver Ane Marie igen med barn, og drengen Mads fødes i 1876, men får ikke den afdøde brors navn. Det har været for tæt på. Året efter kommer så endnu en dreng, og han får navnet Niels.

Man kan måske undre sig over, at der ikke kommer flere børn, men her forestiller jeg mig, at naturen har sagt STOP. Ane Marie må have været meget medtaget af de mange fødsler og af det hårde slid, der hørte med til livet som husmandskone på den her tid. Det kommer det næste indlæg til at handle om, og her trækker jeg igen på Karen Thuborgs erindringer. Og så får man selv trække fra eller lægge til.

Inden vi forlader denne del af drengen Christens baggrund, vil vi kaste et blik på kirkebogsoptegnelserne vedrørende hans konfirmation i 1885. Her får eleverne to karakterer efter bestået konfirmation (og den skulle bestås) – Christen får mg? i viden og mg i opførsel. Jeg har sammenlignet med de andre konfirmander, og ingen får mere end mg i viden. Og Christen er søn af en arbejdsmand, så han har ikke fået ved dørene. Hans far står her optegnet som “arbejdsmand Kristen Nielsen i Holmene. Altså første tegn på, at Christen er en velbegavet dreng.

Det gamle Harboøre – Kokholm 20

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

For nogen tid siden fandt jeg en bog, udgivet i 1928 og skrevet af Karen Thuborg, som levede hele sin barndom i Langerhuse, kun få kilometer fra Harboøre. Her havde hendes forældre en lille ejendom. I bogen fortæller hun om, hvordan livet var i sidste halvdel af 1800tallet i det lille fiskerleje og i egnen omkring det.

Dette indlæg bliver ikke det eneste, jeg vil lægge på bloggen om livet i Harboøre på den tid, da det jo har forbindelse med min Kokholm-roman – Karen Thuborg er ca. 20 år ældre end Christen Kokholm, og hendes familie er socialt og økonomisk bedre stillet end hans var, men alligevel er forskellene ikke voldsomt store, og jeg kan forestille mig, at den barndom, som Karen fortæller om, ligner både hans barndom og de fleste andres på denne tid og i dette miljø.

I det lange nedenstående citat fortæller hun om, hvor hårdt det var at komme ud at tjene som “lillepige”. I et tidligere afsnit fortæller hun om, hvordan hun sov i samme rum som de voksne tjenestepiger – og drenge, og når der boede forliste sømænd på gården, blev de indlogeret i samme rum. Hun fortæller, hvordan hun en nat vågnede ved, at der lå en fuld sømand og snorkede ved siden af hende i sengen. Hun var frygtelig bange, men turde hverken stå op eller blive liggende. Ja, det var barske oplevelser for en lille pige. Og herunder kan man læse om hendes arbejdsdag, sådan som den formede sig for en 10 – 11 års pige:.

Karens Fødehjem i Langerhuse

EN PIGE UNDER ÅGET ( Min overskrift) –

(citat side 110) -“Det var en lille Gaard, jeg kom til at tjene paa … Om Morgenen skulde jeg først hjælpe at malke, eller ogsaa skulde jeg sætte Gæssene ud, medens de andre malkede. De gamle Gæs skulde i Tøjr, to og to, og drives langt ud i Marken for at græsse der. De blev saa tøjret, hvert Par lige overfor hinanden, saaledes at de kunde naa et Vandtrug, der stod midt imellem dem. Derefter skulde de unge Gæs drives et andet Sted hen i Marken, hvor de alle skulde sættes i en Fold med Ruller under, den var lavet af Lægter, som var en 10-12 Alen lange og samlede i en Firkant. Folden kunde skydes frem og tilbage, som Gæslingerne skulle flyttes til. – Naar jeg om Morgenen fik Gæslingerne ud af Huset for at drive dem ud til Folden, fløj nogle til den ene Side og nogle til den anden, nogle fløj lige ud, og andre vilde næsten ikke fremad, men gik saa stille og snakkede med hinanden. Jeg maatte have dem samlet alle i een Flok, før jeg kunde drive dem ind i Folden. Et Trug, som hang paa Foldens Inderside, skulde saa fyldes med Vand. Vandet bar jeg i to Spande hængende i et Aag den lange Vej ud til Gæssene. De gamle Gæs blev i Dagens Løb flyttet flere Gange i deres Tøjr, ligesaa vel som Gæslingerne blev flytttet i deres Fold, og jævnlig blev der hældt friskt Vand i Trugene.

Naar jeg var færdig med at sætte Gæssene ud, maatte jeg skynde mig at trække Køerne ud paa Agrene og tøjre dem der. Der skulde være lige langt mellem Køerne, og derfor skulde jeg tælle Trinene mellem Tøjrehælene. Naar jeg havde det til Side, var det paa høje Tid at faa Kalvene ud. De var lige saa slemme at drive med som Gæssene. De var i Tøjr, men de var ikke vænnet til det endnu, de vilde hverken lade sig trække eller drive, og pludselig kunde de gøre et Spring, saa jeg næsten ikke kunde holde dem. – Naar jeg endelig havde faaet dem sat, skulde jeg hen paa Nylingerne (nogle ny Agre) at flytte Ungkreaturerne, som stod ude om Natten. Og derefter skulde jeg op ved Klitten mellem Bjærgene at flytte Faarene. Naar jeg kom hjem, derfra, fik jeg min Davre. De havde tre Børn, den yngste var godt et halvt Aar. Hun rakte efter mig, naar jeg kom ind, og saa skulde jeg sidde med hende paa mine Knæ, mens jeg spiste, de voksne havde da spist. Nu skulde jeg feje Gulvene og strø Sand paa dem, og det skulde strøs fint, i Ruder, Hjærter og andre Figurer. Straks efter skulde jeg hen at flytte Køerne, til Tider skulde de flyttes to Gange inden Middag. Jeg talte Trinene for at flytte dem lige langt frem. Til Middag skulde Køerne ind. Somme Tider hjalp jeg da at malke, og somme tider trak jeg Ungkreaturerne hjem, vandede dem og satte dem hen igen, bar Vand i Spande ud til Kalvene i Marken og flyttede Faarene, mens Køerne blev malket. Naar vi havde spist til Middag, legede jeg med Børnene, mens de voksne sov Middagssøvn. Desuden skulde jeg vaske op efter Middagsmaden, feje Gulvene paany og strø Sand paa dem. Klokken 3-4 den Tid, der kaldes Drøvtiddags blev Køerne sat ud igen, og de andre Dyr blev flyttet.

Om foraaret, saa længe Lammene var smaa, skulde Faarende trækkes hjem om Aftenen, for at Lamenne ikke skulde fryse, og sættes ud igen om Morgenen. Om aftenen gik det hele let nok, naar jeg kun trak 3-4 Par Faar ad Gangen, om ogsaa de gik omkring mellem hinanden og fik Tøjrene filtret sammen, saa kunde jeg let rede dem op, naar jeg tog dem af Hovedet paa Faarene og slap disse løse inde i Faarehuset. Men om Morgenen, naar de skulde ud, og jeg igen havde faaet dem i Tøjr og trak af Sted med 2-4 Par – jeg skulde jo skynde mig – filtrede de sig atter sammen, og naar jeg kom hen med dem til det Sted, hvor de skulde staa, var Tøjrene næsten ikke til at rede ud fra hinanden. Jeg var nødt til at tage Grimen eller Halsrebet af et af Faarene ad Gangen og se at faa et Par klaret ud først og faa Tøjrehælen banket ned, og derefter med den sammenfiltrede Flok gaa hen til det Sted, hvor de næste Par skulde staa, og begynde igen at rede op.

Det skete enkelte Gange, at et Faar under dette løb fra mig: det var jeg nødt til at lade løbe, til jeg var blevet færdig med at tøjre de andre Faar, og saa maatte det fanges bagefter; jeg turde ikke komme hjem og sige, at et Faar var løbet fra mig. Jeg løb saa længe efter Faaret, at det blev træt og stod stille. Jeg tror nok, at Lammene hjalp mig, de brægede og kunde ikke følge med.

Naar jeg kom hjem, fik jeg Skænd af Konen, fordi jeg var blevet for længe borte. Jeg sagde kun “Faaretøjrene var blevet saa indfiltrede”. Hun blev ved at skælde ud. Jeg gik ud og græd, til Konen kaldte paa mig, at jeg skulle ind til Barnet.

Køerne maatte ikke komme ind, saa længe Solen var paa Himmelen. Men naar de var trukket hjem, skulde jeg ud at flytte de Dyr, som skulde blive ude om Natten. Det sidste, jeg bestilte om Aftenen, var at gaa en halv Fjerdingvej ud i nogle Bjærge og flytte nogle Faar til Nat, naar de ikke længer skulde trækkes hjem. Da var det næsten altid saa mørkt, at jeg knap kunde se Faarene, langt mindre Tøjerne. Jeg maatte se at holde Tøjrene godt i Stand, for gik de i Stykker, og Faarene slap løse, skulde jeg selv fange dem og gøre Tøjrene i Stand ude i Marken, ellers vilde Faarene gaa op i Klitten, eller de vilde gaa ned i Kornet paa andre Folks Agre, og saa blev de taget i Hus, og der skulde betales Mulkt af dem. …….. Jeg var saa bange som en Hare ….

Jeg var fæstet saaledes, at de selv maatte skønne og raade for, om de vilde give mig noget til Løn. Da jeg rejste, gav de mig tre Pund Uld og sagde, det skulde jeg selv strikke en Trøje af og bruge den at gaa i til Skole. De gav mig nyt Tøj til en Kjole og et Klæde til mit Hoved og et til min Hals, Tøj til et Forklæde og et par Basar-Træsko og endelig fire Rigsdaler i rede Penge. Mine Forældre blev helt forbavsede, da jeg kom slæbende hjem med alt det. Det var en stor Løn til et Barn den gang.

Lige en bemærkning: stavemåden er Karens og hun skriver altså ikke tøjrepæl, men tøjrehæl. Det ord kender jeg ikke.

Mærsk’ gård, hvor Karen tjente som lillepige i 1840’erne

Min lystlæsning

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

I det følgende vil jeg skrive en smule om de bøger, som jeg læser løbende – nattelæsning plejer jeg at kalde det, og “plejer” er blevet et vigtigt element i mit liv. Jeg ser ikke film om dagen og jeg læser ikke andre bøger end dem, jeg SKAL læse som en del af mit forfatterarbejde, pligtlæsning, hvortil også hører tidsskrifter og aviser. Den slags læses ved morgenbordet og ved skrivebordet med pen i hånd. (Kuglepen) Men nu altså min nattelæsning: Som måske kan give dig appetit på læsning:

NOVEMBER 2019

Dorrit Willumsen: Løg trækker tårer 

Læste hende meget ofte med mine elever, da hun brød frem i 60’erne. En ægte modernist: sproget så uvant – halvt lyrisk – mange brud – en visuel digtning, der gjorde godt oven på al den socialrealisme i det tiår. Husker især ”Knagen” og “Manden som Påskud” – begge var bøger med dyb indsigt i kvindesindets kringelkroge, skrevet i et ”nyt” sprog, vi ikke havde mødt før

”Løg trækker tårer” ligger helt på højde med ungdomsdigtningen. Hovedpersonen er ældet i takt med forfattren, men sproget er lige friskt og nyt. Og handlingen fænger fra første side og jeg kan sagtens identificere mig med hovedpersonen, som ganske vist er meget mærkelig. Bor f.eks. i en skunk. Men også meget underholdende. Og handlingen er sødt forunderlig..

Per Petterseon: Mænd i min situation – for år tilbage var jeg fascineret både af P.P’s fortællestil og fortællinger, husker navnlig: ”Ud af fange heste” og ”jeg forbander livets flod” – nu er forfatteren blevet ældre (gammel) og hans hovedperson er ældet med ham, og livet er mere eller mindre gået i opløsning for lidt halvgamle mand. Stilen er lige flydende som altid, men stoffet har svært ved at røre ret mange strenge i mig. En gammel trist mands bitre bog. Den gider jeg ikke læse igen.

Kristin Eiriksdottier: Elin diverse

Islandsk forfatter, og hende har jeg ikke læst før, og faktisk vidste jeg de første 20 sider ikke, om jeg brød mig om bogen. For megen litterær eksperimenteren – det er jo det fineste, hvis det lykkes, men mig kedede det. Romanens personer lever i en verden (indre verden) der ville kunne skaffe dem en psykiatrisk diagnose, og jeg har i det hele taget svært ved at identificere mig med de to hovedpersoner: den gamle kvinde Elin og den unge pige Ellen. Men alligevel blev jeg ved, og hen mod slutningen læste jeg med glæde, fordi forløbet blev mere og mere intenst og vedkommende, rørende og handlingen helt uventet, og personerne kom nærmere læseren (den her læser i al fald) og til sidst var man villig til at lade sig opsluge. En fin, men også meget sørgelig roman.

Anna Maria Nissen: Min fars sidste rejse.

Jeg har læst et utal af bøger om Alzheimers, og de fleste har været gode, fordi de er skrevet ud fra en smertefuld erfaring, som regel af nærmeste pårørende, som her, og skriften forsøger at formidle et budskab til andre i samme smertefulde situation som forfatteren. De bedste bøger er og bliver (tror jeg) dem, Christiane Swane har skrevet om emnet. Bedst af alle er ”Skyggen af en hverdag.” Den er skrevet af en fagperson (Swane) og ikke en pårørende som de fleste andre.. ”Min fars sidste rejse” – er skrevet af et barn (enebarn) af en alzheimerfar.  Og det er en god bog. Alligevel synes jeg, at den mangler præcis det, som kun Christiane Swanes bøger har. Glæden. Og nu synes du sikkert, at jeg er skør. Men jeg mener det. Glæden.

Det er nemlig sådan, at for langt langt de fleste er der et spænd af gode år fra den dag, diagnosen stilles, og til sygdommen bliver rigtig tung og træls og træskoene stilles

Jeg ved ikke, om det er af selvmedlidenhed – en trang til at nogen skal synes, at det er synd for en, eller om det er pressens og lægevidenskabens behandling af sygdommen, der har skabt det fatale skræmmebillede, der i Amerika har givet Alzheimers Syge navnet: ”the never ending funeral.”?

Det er selvfølgelig også rart, at der er nogen, der har ondt af dig. Men det er også lidt malplaceret med al den medynk. For det er den syge, der er syg. Og han/hun bliver sygere, jo sygere han/hun betragtes og fremstilles. Se på den syge med akkurat det syn, du plejer, for du ved jo godt, kære pårørende, at din syge mand først og fremmest er din kære mand. Og hans følelser for dig synker ikke ned i et dybt hul, når han får en diagnose. I ægteskaber uden kærlighed er det sikkert et rigtigt billede: ”ham der, han er på vej ind i mørket, og jeg vil ikke med”.

Bogen er velskrevet, og den beskriver alle faserne. Og vist må den (hun er næsten alene) pårørende bære tunge byrder. Men vi er sat på jorden for at bære hinandens byrder. Og her er en, vi godt kan løfte, hvis vi anstrenger os lidt.

Som Anne selv siger: ”Efterhånden opdagede jeg dog, at min kære gamle far ikke forsvandt fuldstændig for mig. Hans følelser for mig og glæde ved at se mig forblev intakt, uanset at han ikke altid kunne sætte ord på, hvem jeg var.”

Margaret Atwood: Oryx og Crace

Opdagede først Atwoods fantastiske bøger for nogle år siden, og i den mellemliggende tid har jeg læst det meste af forfatterskabet. Hun har en evne til at gøre sine personer så vedkommende og genkendelige for en, man forstår dem umiddelbart, kan leve sig ind i dem med hud og hår, og det kan nok blive for meget af det gode, for hendes personer stilles ofte i håbløse livssituationer – det gør budskabet så meget klarere. Læste bla. ”Alias Grace”, ”Katteøje” og ”Tjenestepigens fortælling” forrige år og blev meget grebet af de kvindeskæbner, man mødte der.

Oryx og Crace gik jeg længe udenom. Bryder mig faktisk ikke så meget om science fiction og krimier og den slags litteratur. Men der er jo store mesterværker inden for begge genrer, og her er en, der er  gyselig god. En fremtidsverden, fortalt af det (måske) sidste levende menneske på jorden. Det er en sær uvirkelig og vemodig udviklingsroman – i en håbsløs ødelagt verden er der et menneske, der bevarer håbet og menneskeligheden og lever videre. En lille spire af et håb, der ikke kan dø.

Elisabeth Strout – Alt er muligt

Jeg læste sidste år Strouts roman: ”Mit navn er Lucy” og blev grebet af den. Den foregår i det segment af den amerikanske befolkning, man hører omtalt som ”white trash” – så fattige, at de er som affald. Og sådan skildres de i romanen, der fortsætter med bogen ”Alt er muligt.” Og det er det heldigvis. Bogen handler om, at selv de mest beskidte opvækstvilkår kan overleves. Som sciencefictionverdnen i Arwoods roman, så er der kræfter af kærlighed og omsorg, som overlever alt. Ja, det er jo det, al god digtning handler om, men det fremstilles sjældent så smukt som her.

Et kig tilbage – Kokholm 19

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

I den kommende tid går jeg lidt på opdagelse i Gaardboe-slægten. Noget af det skal jeg bruge til romanen om Elisabeth. Det samme stof spillede også en rolle i Hulsig-bogen, således består et af kapitlerne af en samtale mellem to mænd på en strandlangskøretur fra Skagen til Hulsig. Det er stormvejr, og rejsen er omtalt i Gaardboes erindringer som en forfærdelig oplevelse, der dog endte godt. De to, der her rejser sammen og finder sammen i uvejret er min tipoldefar Christian Krøg – og det er hans vogn, de kører i, og A.P. Gaardboe, som er min tiooldemor Lisbeth Houkjærs nevø.

Indlægget herunder vil bestå af nogle citater fra Vendsysselske Aarbøger 1965. Men først et par gamle portrætter. Det første er af A.P. Gaardboe, og det andet er af hans storebror Janus Troldborg. Troldborg kom han til at hedde, fordi han giftede sig med datteren til Troldborg og derved erhvervede sig både gård og navn.

Pigen, Janus gifter sig med, Mette Mortensdatter er datter af den Morten, som i 1822 byttede gård med min tipoldefar Peter Houkjær – og Peter giftede sig altså med Lisbeth (Lysbet), der som sagt er A.P. Gaardboes faster.

Lyder det indviklet. Så glæd jer. Det bliver værre.

Her et par billeder inden alle citaterne, der nok mest er til glæde for mig.

A.P. Gaardboe. Han gik aldrig i skole. Var 100% autodidakt og blev alligevel en af Danmarks mest respekterede forskere inden for topologi og folkloristik.
Janus Troldborg. A.P.s bror. Janus gik hjemme og hjalp forældrene til han var midt i 30’erne – en af hans sønner gifter sig med A.P.s’ sønnedatter Karen Margrethe.

Jeg har et ganske vist dårligt, men dog herligt billede af moren til de to ovenfor viste: Karen Margrethe og hendes barnebarn Caroline. Karen Margrethe var hele sit liv et livstykke, som ikke lod sig tøjle af tidens domme og fordomme, og hun fik som ung et “uægte” barn, den senere digter Carl Andersen. Han blev født på gården Slynge, og man “fandt” en far til ham – han er altså en halvbror til A:P. Gaardboe, og desuden udødeliggjort af Bent Haller i “Digterpjalten.” Her kommer billedet, som viser de to kvinder.

Caroline bliver senere gift med en bonde i Hørmested.

Vendsysselske Aarbøger 1965 (P. Christensen Try)

Side 14:

Andreas Peter Madsen ( = a.P. Gaardbo) var født i Sønder Gaardbo 8.maj 1825. Hans Forældre var Mads Jensen f. i Nørre Gaardbo 1797, d. i Sønder Gaardbo 1875, og Karen Margrethe Jacobsdatter f. 1793 i Bøgsted, Astrup  S. d. 1873 i S. Gaardbo.

Janus Christian Madsen f. 1822 i S. Gaardbo d. 1906 I Troldborg ( ældre bror til A.P. Gaardbo)  – giftede sig med Mette Mortensdatter fra Troldborg i 1854 ( Det var hendes far,  Morten, der byttede gård med min oldefar Peter Houkjær i 1822)

Christen Jacob Madsen f. i S. Gaardbo i 1826 d. i Øster Thirup, Astrup Sogn  1890 –( yngre bror til A.P. Gaardbo). En af hans døtre gifter sig med et af A.P. Gaardboes børnebørn. Jo, man holder sig til familien!

”( side 28) Fra Maj til November, Sommerferien fraregnet 1845 var Gaardboe Hjælpelærer i Skagen, og han fortæller, at han her lærte at omgaas Købstadfolk, skønt han senere beretter, at Skagen var en saare ringe By med kun en halv Snes tegltækkede Huser – Resten var gamle straatækte Hytter med Bræddevægge og med Lyrehuller i stedet for Skorsten!”

(s.37) :  … havde gode Forbundsfæller i Kongens nærmeste Omgangskreds, … kunde altid faa hjælp af Indenrigsminister Skeel, der dengang ejede Dronninglund, og Gaardboe stod i trofast Venskabsforhold til Kabinetssekretær Jens Peter Trap, der ved Udgivelsen af sin store Danmarksbeskrivelse kunde drage sig Gaardboes lokalhistoriske Kundskaber til Nytte….

Gaardboe (kunde) ikke lide dovne og upaalidelige Fattigfolk; men de, der uforskyldt var komne i Trang, hjalp han trofast, helst med hans egne Midler, for Kommunen skulde altid spares for Udgifter, der ikke ligefrem var paatvungne ved Lov eller nødvendige til Folkeoplysningens Fremme. Skønt han selv kun var jævnt velstillet, laante han jævnlig Penge ud til Smaafolk, hvilket hans Børn først ret blev klar over ved Opgørelsen af hans Dødsbo 1895 … Han kunne ikke lide, at gamle Folk skulde  paa Fattiggaarden.

(s.38) Trap, der var Kong Christians nære Ven, og Peter Gaardboe, den egenraadige Sognekonge, levede begge i de rationalistiske Ideer fra Slutningen af det forrige Aarhundrede og var Tilhængere af ”den oplyste Enevælde”, selv om Gaarboe – og mulig dem begge – i Teorien ønskede Junigrundloven fra 1849 tilbage.

(s.40)

Han (A.P.Gaardboe) har anskaffet sig ”Tidsskrift for den danske Bondestand”, der fra 1861 udgaves af Landinspektør A. Hahn i Odense, og heri ser vi, at Hahn, der var Lærer og senere Forstander ved ”Den højere Landboskole i Lumby”, har udviklet netop de Betragtninger, som vi senere finder i Gaardboes Artikler om Folkeoplysning og Politik. Selvfølgelig kunde Hahn, der ligesom Gaardboe var Rationalist, ikke lide Grundtvigianerne, især fordi Chr. Kolds Højskole i Dalum paaførte ham en haard Konkurrence ….

( s. 49) Om Gaardbogaard Sø – på dette tidspunkt ejes den af en entreprenør Hansen:

 ”Da Hansen ikke selv havde Kapital, solgte han 25. Januar 1881 sine Rettigheder til Entreprenør Jørgen W. Larsen fra København, og det blev denne, der skaffede sig Fodfæste paa Stedet ved at købe begge Søndre Gaardbogaardene, hvorved Spørgsmaalet om Aalegaardsrettighederne faldt bort, og Udtørringsarbejdet kunde begynde i det følgende Foraar. Gaardenes Marker, der som forudset kom til at lide betydelig Skade ved Grundvandets Sænkning, blev siden hen tilplantede og Bygningerne revet ned.

A. P. Gaardboe, der i disse Aar gik fuldstændig op i sine Skriverier og desuden, naar Vejret tillod det, var optaget af sine Rejser for at kortlægge Oldtidsminder, var veltilfreds med at faa en god Køber til Gaarden. Han havde beholdt et Stykke Hede lidt nord for Gaardbo Sø, og her byggede han i 1881 sit nye Hjem Hedensted, der nu er et almindeligt Husmandssted, men dengang vakte Misundelse og Kritik, fordi Murene var højere og Tegltagets Rejsning større end Skik var ved almindelige Bondestuehuse. Gaardboe og senere hans Søn Christian, plantede meget omkring Huser  ….”

A. P. Gaardboes store interesse var arbejde med videnskabelige studier, men han var også en stor og flittig læser af skønlitteratur, og han var kun 15 år gammel, da han forelskede sig i Karen Marie Nielsdatter, som han ikke kunne få, da hun ”kun” var husmandsdatter og desuden 5 år ældre end ham. Karen Margrethe, der jo selv kom ”i uføre”, da hun var ung og endda fødte et barn, ”fandt” en mand til Karen Marie, en 41 årig smed og husmand, der lod sig overtale til at ægte pigen på betingelse af, at de fik en lille hedelod, og at  Gaardbofolkene ville sørge for dem økonomisk.  Det  lovede Peters mor, men drengen opgav ikke Karen Marie, og alle de børn, der blev født på det lille husmandssted er A.P. Gaardboe far til. Fire drenge i alt, og da A.P.s  forældre dør, flytter  smeden og Karen Marie ind på gården, og da smeden dør, lader A.P alle børnene ”lyse i kuld og køn” – året efter løser han Kongebrev for at blive lovlig gift med sine drenges mor. Og sit livs kærlighed må man tro.  Karen Marie var nu 60 år, og folkesnakken gik. For hvad ville han med den gamle kone? Tja kærlighed ruster ikke.

Den yngste af drengene hed Christen Gaardboe, f. 1864, og vi ved, at han rejste til Amerika i 1887, men også at han vendte tilbage et par år senere.  I romanen kommer han til at spille en rolle, men jeg ved ikke, om han gjorde det i virkeligheden.  Han gifter sig ikke med Elisabeth, hovedpersonen i min roman. Og muligvis er det kapitel, hvor Lysbet forsøger at arrangere et ægteskab mellem de to ren og skær digtning, men sådan er det med romaner – de går deres egne veje.

Kokholm 18 – om romanens første åndedræt

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Som i al fald en del af jer ved, så har jeg droppet – AV!!!! ……min store (flotte) bog om Kandestedernes folk. Det føltes, som om mit projekt landede på mine egne fødder, og så kunne jeg jo selv mærke. at det var for tungt.

Den store bog om Elisabeth og Christen Kokholm og livet i det gamle Kandestederne, bliver nu afløst af en lille bog om Elisabeth og hendes lange liv. Sådan må det nødvendigvis nøjes med at blive..

Til gengæld vil jeg i persontegning og hændelser holde mig tæt på den “virkelige” verden. Fortiden, som den i min optik ser ud. Så bliver romanen vel ikke helt hen i vejret

Ind i mellem, vil jeg stadig lægge små og større dokumenter op til dem, der følger med i den her historie. Hele historien vil jeg have færdig engang i 2020.

Romanen vil blive en rammefortællingen. Rammen er Elisabeth Kokholm, der i 1958 dør på Skagen Sygehus. I denne sidste fase af livet fantaserer og reflekterer hun over sit levned, og disse små glimt ind i en usædvanlig kvindeverden – det er selve romanen.

Den ide er ikke original, men nem at gå til, og i øjeblikket griber jeg de nemme løsninger.

. Selv er jeg ikke helt tilfreds. Men jeg kan jo ikke vælge frit – så det har jeg at være.

Elisabeth havde sammen med Christen 7 børn: Mads fra 1899 – Kristian fra 1901 – Carl fra 1904 – Maria fra 1906 – Helga fra 1909 – Rigmor fra 1914

Jeg har en svag erindring om Mads, fra den gang i min barndom, hvor vi drak kaffe og spiste æbleskiver – så kom han altid og satte sig hos os og snakkede. Jeg syntes, han var hyggelig og rar, selv om det kun var far og mor han snakkede med. Nu ser jeg i Rigmor Kokholms efterladte papirer helt andre sider af ham – over for sine søskende var han ikke rar og hyggelig – han var egoistisk og uden kærlighed til andre – sikkert ikke engang sig selv. Det er svært ikke at lade denne viden skinne igennem i romanen – men jeg skal jo huske, at han der for det meste ses med sin moders øjne – og de kunne aldrig blive trætte af at se på børnene. :De var: “mætte som moderøjne” -( “Danmark nu blunder…”)

Børnene vil blive “set” af moderøjne. Her på bloggen kan vi se med alle andres øjne end Elisabeths, så det vil vi gøre. Her f.eks. et brev fra Rigmor til svogeren Kai. Rigmor bor med sin mand Leo i Singapore og først et billede af huset derude og derefter et foto af brevet og så en “oversættelse”

Huset hvor Rigmor boede med sin mand Leo Darling

Dette er er skrevet, mens mor Elisabeth ligger syg på Skagen Sygehus, og hun skriver det til Helgas mand Kai. Altså til svogeren. Selv bor hun i Singapore:

Singapore d.11/3 58

Brevet står i kursiv – helt for oven gnidrer hun ordene: hvad synes I om jeg kommer hjem?.

og brevet:

Kæreste Kai! Tak for jeres Breve – igaar – hvor blev jeg ulykkelig– jeg synes næsten ikke jeg kan tage det – bare dog det må klare op igen – jeg sidder her hos Leo inde på kontoret – det er et hjørne i passagerafdelingen, man kan sidde og skrive og læse – og jeg kunne ikke holde ud at gaa hjemme i Huset alene i dag – ville hellere være herinde i nærheden af Leo – ham er jeg glad for Kai – men hvor jeg ønsker nogen af jer havde været her jeg kunne dele mine Bekymringer med – bare jeg som I andre kunne se Mor og være hos hende lidt på sygehuset – det ville give mig ro – det er så svært Kai at være så langt væk – og bare gå rundt i een pinefeber – venten og spænding – jeg bliver så nervøs af det og kan ligesom ikke føle mig glad – jeg dirrer hvergang der er Brev hjemmefra – bare du havde været her – du forstaar altid at faa mig rolig igen. Iaftes var jeg lige ved at flyve i Telefonen – men den var nok ikke kommet igennem før ud på Natten, og jeg ønsker jeg kunne flyve hjem straks. Nu mens jeg sidder her kommer Leo og siger, at han kan undersøge hvad en Flyvebillet vil koste. Tur-Retur er det ca. 8000 kr – …. så nu vil jeg overveje om jeg ikke skulle flyve hjem nu snart og så tilbage til Efteraaret i stedet for som vi havde tænkt os ….

Kokholm 17 – krigsveteranerne

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Som tidligere nævnt, var de første beboere i den her del af slægten, som har med bloggens beskrivelser af Kokholm/Houkjær at gøre Peder og Lysbet. Peder flyttede ind på gården i Kandestederne i 1822, hvor han byttede gård med sin fætter Morten. Han og Lysbet fik en flok børn, fem af dem var drenge, og kun den yngste udgik at komme i krig. Den ældste deltog i krigen i 1848 og de tre andre i krigen 1864. De to af dem, nemlig Mads og Ole Houkjær var med ved det store søslag ved Helgoland. Resten af livet levede de to brødre i en slags harmoni – de var gårdejere i samme egn: Ole i Klarup og Peder i Kandestederne. De fik hver to børn, og de kaldte begge deres børn Lise og Peder. Begge var de krasbørstige karle – det ved vi f.eks. fra Lars Hesselholts “Hulsigminder”. Og så var de omgivet af stærke kvinder. Ole var gift med Marie Houkjær, og hun var datter af Christian Krøgh og Christiane, begge var ikke bare kendte på egnen, men videnom. Men det vil jeg ikke komme ind på her. I dette indlæg vil jeg blot afskrive et par afsnit fra en artikel, som Vendsyssel Tidende udgav i anledning af 100 års dagen for slaget. Den er altså skrevet i 1964. Der står ikke i artiklen, hvem forfatteren er, så det kan jeg ikke oplyse. Men jeg tror, at de sammen med andet materiale om de to brødre kan medvirke til portrættet af dem. De havde begge været i livets mest barske egne: krig og skibsforlis.

Her kommer først et billede af en del af teksten og derefter følger afskriften af enlelte afsnit::

et lille klip

Der var mange skagboer med i krigen i 1864, og de fleste tjente naturligvis flaaden, Skagens fortidsminder raader over en imponerende portrætsamling af dem, og det er disse billeder, der omkranser denne artikel. Det er umuligt at skrive noget om hver enkelt. Paa 100 aar bli’r meget glemt, og artiklen har derfor maattet opbygges paa breve fra dengang. Breve skrevet ved fronten og dagbøger nedtegnet, mens begivenhederne udspilledes. Breve stammer ofte fra jævne mennesker, som havde svært ved i skriftlig form at give udtryk for de vældige følelser, der overvældede dem under tilbagetoget fra Dannevirke, angrebene paa Dybbøl og nederlaget. Der er næsten altid en pessimistisk tone i brevene og dagbøgerne, og tonen bliver mere og mere udpræget, jo længere krigen skrider frem. Soldaterne er vrede over den negative ledelse, prøjsernes overmagt og deres elendige udrustning.

Kun i flaaden var der optimisme, men her tegnede danskerne sig jo ogsaa for de fleste sejre!

Alle, der var med ved Helgoland den 9. maj 1864, var med rette stolte over deres bedrift – krigens første sejr. Fra Skagen deltog adskillige i dette slag, og de vendte hjem som helte.

De den danske fregat “Niels Juel” sejlede i kanalen og var til fare for den østrigske handel over kanalen, besluttede østrigerne at udruste en nordsøeskadre under ledelse af linieskibskaptajn V T e g e t h o f f.

Eskadren kom til at bestaa af fregatten “Swarzenberg” og fregatten “Radetsky”. Senere sluttede de tre prøjsiske skibe sig til den østrigske eskadre, nemlig kanonbaadene “Basilisk” og “Blitz” og hjuldamperen “Adler”.

Om formiddagen den 9. maj opdagede man om bord paa den danske eskadre bestaaende af fregatterne “Niels Juel” og “Jylland” og korvetten “Hejmdal” den prøjsisk-østrigske eskadre forude. Eskadrechefen kommandør S u e n s o n ombord på “Niels Juel” gjorde sine skibe klar til kamp. Mens de to eskadre var paa vej imod hinanden, blev der paa de danske skibe udskænket en snaps pr. mand, og alle stod parate paa deres poster.

De to eskadrer var temmelig lige med hensyn til kanonstyrken. Den danske havde ganske vist femten kanoner mere end den østrigsk-prøjsiske, men til gengæld kunne flere af disses kanoner vendes og bruges til begge sider. Ogsaa det samlede besætningstal var temmelig lige for de to parters vedkommende, men danskerne havde den fordel, at befalingsmændene havde større ancienitet og erfaring end modpartens. De to eskadrer dannede slagformation og passerede hinanden under heftig skydning i 3000 alens afstand.

Kampen rasede, og der var store skader paa begge sider og stort mandefald. Værst gik det imidlertid ud over de østrigst-prøjsiske skibe. Ud paa eftermiddagen begyndte “Swarzenberg”, der var skudt i brand, at sejle ind imod Helgoland, og det engelske søterritorium. Branden paa “Swartzenberg” affødte et rungende hurra fra de danske søfolk, og kanonérerne tumlede med endnu større iver deres skyts.

Den østrigske kommandør Tegetthoff fra “Swartzenberg” gav signal til retræte, og den østrigsk- prøjsiske eskadre sejlede ind mod Helgoland og det engelske territorialfarvand. Kommandør Suenson på “Niels Juel” gav ordre til forfølgelse, men en skade på “Jyllands” styreapparater forhalede forfølgelsen i nogle kostbare minutter. Kl. 16.30 gav Suenson ordre til at standse skydningen, da projektilerne ville falde i neutralt farvand ved Helgoland. Fjenden var sluppet væk.

Da slaget var ovre, løb “Jylland” op paa siden af “Niels Juel” og hele besætningen og kaptajnen udbragte et “leve kommandøren”. Suenson svarede kort “Tak kaptajn Holm! Vær klar til at slaas igen.”

Slaget var meget blodigt, og der var mange matroser med frygtelige saar og afskudte lemmer, der maatte amputeres paa den gammeldags manér uden bedøvelse.

Løjtnant Giødesen om bord på “Jylland”, der har gjort udførlige optegnelser af slaget. Han beretter:

“Paa en kistebænk om bord laa Søren Jensen Thrane, en høj, muskelstærk, prægtig skagbo.Fra hans overlæbe og ned til halsen saa jeg kun en stor bunke charpi, men paa mine spørgsmaal af hans befindende lød svaret: “tak godt.” Det kom i en tyk dæmpet tone gennem den foreløbige forbinding.

Et stykke af skibsklokken, der blev slaaet itu af en kugle, havde ramt ham i ansigtet. Doktorernes bemærkninger, da de saa ham, lød ikke fornøjelige.

“Saa laa jeg der og tænkte paa – fortalte han senere, – at det dog var underligt, at de havde sagt, at der ikke var noget at gøre ved mig, for jeg fejlede jo næaten ingenting. Det var vel tænderne, der var slaaet ud. Saa blev jeg tørstig, stod op og gik hen til min kistebænk, for at faa lidt øl, men da jeg satte mukkerten for munden, mærkede jeg, at øllet løb ned af brystet. Jeg tænkte, at det var paa grund af, at jeg manglede tænder, og saa tog jeg en flaske, fyldte øllet paa den, satte halsen godt langt ind i munden og drak. Saa lagde jeg mig igen hen paa min plads.”

Hele underansigtet var skudt væk paa ham og først efter to aars forløb var han heldbredt.

Men tænke sig, slutter løjtnant Glødesen, at manden under saadanne forhold foretager sig alt dettte, hvilken sejghed og hvilken glæde over sejren maa ikke have haaret ham oppe.

Thrane var en kort tid indlagt paa Christiansand sygehus, og det hjalp ham og de andre saarede meget, at man mødte saa megen sympati hos det norske folk. Ved ankomsten til København blev han indlagt paa Frederiks hospital, hvor han gennem gik en operation efterfulgt af et langvarigt sygeforløb, og da han til dels var helbredt, fik han et forlorent skæg, der klædte ham godt.

Blot var han ængstelig for, om hans kæreste i Skagen ville kendes ved ham, men det var der heldigvis ikke noget i vejen med, og de blev snart gift.

Under sit ophold i hovedstaden modtog han dannebrogskorset og han besøgte baade kommandøre Suenson og admiral van Jockum, og disse besøg kørte til hans lyseste minder. Thranes helbred blev snart daarligere, og i 1878 døde han i Skagen.”

Hermed det lille udsnit af den to sider lange artikel fra Vendsyssel Tidende. Journalisten, som har skrevet artiklen kalder sin tekst: heltene fra Helgoland. Det var de vel nok, men i min optik var de tvangsudskrevne fisker- og bønderkarle, og det må have været aldeles forfærdeligt at midt i de blodige krigshandlinger, både ved Dybbøl, som Jens Houkjær og ved Helgoland, som Ole og Mads oplevede det. Det må have været karakterdannende for de unge mænd. Vi ved, at Jens blev et mildt og venligt menneske, mens Ole og Mads udviklede sig til hårde og kompromisløse mænd. Vi kan jo ikke vide, om det er arveanlæggene, der har formet dem, eller om det er de barske vilkår, de var underkastede. Hvad ved vi i det hele taget i dag om denne fjerne fortid? Vi kan kun gætte ud fra de kilder, vi trods alt har. Måske gætter vi forkert.