LIDT FILOSOFI FRA LOMMEN

Udgivet den af
Svar

For nogen tid siden nedfældede jeg en række ord, gyldne ord set med mine øjne, og jeg vil ikke skjule for andre end mig selv, at jeg netop skrev dem for min egen skyld – for at holde mig fast på, hvad jeg vil med denne, den afsluttende, korte eller lange del af mit liv.

Her besluttede jeg mig for at nedfælde et livsmanifest, der skulle holde mig på rette vej –  og ind imellem glemmer jeg enkelte af de punkter.

Jeg vil KUN det nødvendige. IKKE det overflødige.   

”Nok” er vist nok blevet et modeord, der er i al fald lige udkommet en bog af Toke Haunstrup med titlen “NOK” – og det er en bog til tiden. Og om at forvalte den bæredygtigt.

 Jeg lovede jo i overskriften at være filosofisk i mit indlæg. Og det ved enhver, at filosofi, det er noget med at bevæge sig op i de højere og tyndere luftlag med spørgsmål som: hvad er meningen med livet? hvor kommer vi fra? hvor skal vi hen? Hvorfor? Hvornår? med hvem? hvordan? Etc. Etc.  – det ene ”hv–ord efter det andet.

”Lommefilosofi” kalder jeg det i overskriften, for jeg er jo ikke uddannet filosof – kun udannet filosof. Men lidt har jeg da lært, og til ”filosofikum” husker jeg min lærer sige, at begrebet ”lommefilosofi” er et greb i den tomme luft, for lommefilosofi eksisterer slet ikke.

Enhver tanke er filosofisk.

Enhver tanke har mening.

Og nu vil jeg så tænke. Mig om. Og om noget. Om livet. Og om døden.

Livet er så kort, og vejen er knudret og der er faldgruber, vi først ser, når det er for sent – og sådan må vi gå vejen fra fødsel til død. Det gælder for os alle.

Også min vej har været alt andet end ligetil, og så tænker jeg den alligevel undertiden som ”en dans på roser” – og forestiller mig de nøgne fødder danse henover roserne, der er bløde mod huden, men også stikkende, for alle de torne! De sender bølger af smerte fra tå til top.

Rosenmetaforen kan bruges af alle – nogle må danse på roser, der er fulde af torne, andre på roser næsten uden torne – livet er for os alle en dans – og de fleste roser har rigeligt med torne – men vi danser videre og videre. Og på et tidspunkt hører dansen op, og der bliver stille.

DET SKRØBELIGE LER. MENS DET SKER – 39

Udgivet den af
Svar

Ind i mellem bliver man mindet om, at livet er kort.

Det er det jo.

Men eksplicit at hævde det er jo ikke ligefrem et udtryk for dyb tænkning. Det er jo bare en kliché.

Og jeg vil så gerne tænke dybe tanker og hale dem op fra dybet og dyppe dem i sollyset under den blå himmel, hvor jeg færdes med mine kære, og hvor vi tankeløst slår om os med klichéer.

Ja, jeg vil gerne fange de dybe tanker –  dem, der handler om meningen med det hele og hvorfor indretningen er, som den er. Hvor fint, hvis jeg kunne hale de tanker op fra De Dødes Rige og ind i De Levendes Land.

Men så strander jeg alligevel på den tanke, at livet er kort. Og jeg tænker, at kliché eller ej, så er tanken værd at holde fast i.

Og imens lysene blafrer uroligt, og jeg værner det bedste, jeg formår om de små flammer, så hænder det alligevel, at et af dem slukkes.

Hov! Hvordan gik det til?

Kun et kort sekund vendte jeg ryggen til, et åndepusts uopmærksomhed, og et lys gik ud.

Men det var jo ikke brændt ned!!! Ikke endnu!!! Det er for tidligt!!!

Men der tager jeg nok fejl. Livet er kort. Og lidt efter lidt slukkes alle lysene.

Men indtil da, og for at du ikke skal forsvinde endnu, vil jeg svøbe dig i ord. De smukkeste ord, jeg kan finde.

Hver dag vil jeg læse højt for dig.

Du må ikke miste sproget. Derfor vil jeg aldrig holde op med at svøbe dig i ord.

Selv om du ikke er et barn, må du ligge i svøb – så ordene kan blive hos dig og glemslen få et modspil.

I begyndelsen var ordet. I slutningen skal ordet være.

MENS DET SKER – 38

Udgivet den af
Svar

Nu er det længe siden, jeg har griflet her på siden, og det skyldes ikke mindst en vis dovenskab. Det kan jo nemlig være en slidsom affære at fabrikere tekster med mening.

Ord skal vejes mod ord.

Og en tekst uden mening er meningsløs – ups for en tautologi!

Men fint nok lige nu.

Jeg vil gerne skrive meningsfulde tekster. Men lige nu er det sådan, at ordene ikke vælter over hinanden for at få adgang til min skærm og give en slags mening til mit liv.

Uha! Mening til mit liv???

Jamen, der er masser af mening(er), uden at jeg behøver nedfælde så meget som skyggen af et ord, og lige nu, hvor de spænder ben ikke bare for mig, men for hinanden, kan de hoppe og rende, kan de.

Jeg har masse er mening(er) uden dem.

Uden ordene og helt gratis har jeg: et hjem og en familie. Mangler ikke noget.

Nå!

Men nu sidder jeg jo faktisk ved tastaturet og klimprer løs, som om jeg havde noget at skrive om, og glæden ved at gøre det, kan jeg ikke fornægte.

Glæden ved at skrive.

Overskriften er ”mens det sker” og skulle omhandle vores trængselsvej med alzheimers i hælene. Ikke bare i hælene, faktisk side om side og snart overhalet, hvis man kan udtrykke det på den måde. Jeg har i de forløbne år skrevet jævnligt om forløbet af den her forbandede sygdom og dens klistrede forsøg på at holde os fast og holde os nede. Og hvis jeg husker ret, så har den dukket os flere gange, men vi er også hver gang poppet op til overfladen igen og har kunnet tage luft ind, inden næste dyk.

Som bliver dybere.

Og dybere.

Og vi ved jo godt, at en dag vinder sygdommen.

Det gælder jo ikke kun for os, det gælder alle.

Det hele slutter en dag.

Det er ”la condition humaine” og ikke bare vores skæbne.

Trøster jeg mig med.

Godt nok. Indtil da vil vi poppe lystigt op.

Igen og igen.

MENS DET SKER – 37

Udgivet den af
Svar

For nogen tid sider skrev jeg om “mellemtiden” – og mente den lange tid, hvor Ole blev udredt og vi ventede på et konkret svar. Derefter ville tiden blive en anden, tænkte jeg. Så ville vi træde over tærsklen til et nyt liv, et liv, hvor vi vidste, hvad der ventede os hver dag. Defineret af sygdommen.

Vi trådte over tærsklen. Vist gjorde vi det. Og vi blev vel klogere også. Men på en anden måde, end jeg havde troet. Det var, som om selve tiden blev slået i stykker. Det er svært at forklare den følelse, men hidtil havde jeg nok som de fleste levet med hovedet fjernt fra øjeblikket og altid været i færd med at forberede noget nyt og tænke på, hvad der skulle ske om så og så lang tid. I fremtiden.

Men nu har jeg tænkt på, at udtrykket “mellemtid” strækker sig længere end det.

At jeg fra nu af lever i en ventesal.

Og at der ikke om lidt kommer et tog og tager mig et andet sted hen.

Jeg bliver her.

Og det er OK

NOGET OM OLDINGE OG DERES SKRIVERIER

Udgivet den af
Svar

Noget om oldinge og deres skriverier.  

Når man bliver gammel og tilmed er forfatter, så gør man det, man plejer. Man skriver. Og som altid ser man verden fra sin søjle af år. 82 snart 83, så er man højt oppe.  

Det er sådan, det er, og disse alderdomsskrifter er der kommet fine bøger ud af. Jeg vil lige nævne et par stykker, som umiddelbart falder mig ind: Frederik Dessaus ”radiodage” og Thomas Bredsdorffs ”Lykkeligt nær” – den sidstnævnte har jeg netop læst op for min mand, og sammen har vi nydt side op og side ned. Den har undertitlen ”En oldings optegnelser” – den titel kan jeg godt lide.

Jeg har læst hele mit liv – bog efter bog og har samlet alt for mange, og ind imellem kører jeg en stak til Kirkens Korshærs antikvariat, for jeg har jo ikke vægge nok eller hylder nok, og efter nogen tid hænder det, at jeg savner en af dem, og så går jeg på jagt for at finde den igen, og som regel er den ikke solgt videre, og jeg køber den tilbage og indlemmer den lige der, hvor den savnes.

Men nu, hvor jeg selv er blevet gammel og ind imellem sidder ved tastaturet og fabulerer over mit lange livs korthed og gerne vil skrive lidt om det, så tænker jeg, at det måske var bedre at lade det ligge. For det er ikke altid klogt at skrive ud over sin udløbsdato – og havde jeg været en vare, så ville der stå: ”bedst før 2023.”  

Der er skrevet bøger af gamle (mænd), som de måske ikke skulle have skrevet. Og nu tænker jeg især på mine yndlingsforfattere – dem har jeg mange af i min samling, men her vil jeg nævne nogle stykker, som alle har skrevet et ”alderdomsværk” – som slet ikke lever op til deres sædvanlige standard.  

Jeg tror, jeg har læst hele Dag Solstads forfatterskab, og hver eneste bog har været en oplevelse. For kort tid siden kom hans seneste (sidste) bog, den, som han ikke skulle have skrevet, ”endelig lykkelig” hedder den, men den er – efter min mening – en lang rablende sniksnak om ikke ret meget – eller snarere om ting og hændelser, der ikke forekommer interessante ( ikke for mig i al fald)  Slutningen er smuk og hæver den over den rene trivialitet. Dag Solstand kalder den en roman. Men det er jo et lille erindringsværk, og han bruger også 1. person.

Jeg har læst de fleste bøger af Einar Mar Gudmundsson – ”universets engle” hører til på min top-ti liste. Men den senest udkomne: ”alt fra hatte til sko” er præcis ligeså sniksnakkende som Solstads, selv om stilen er en hel anden. Vi møder en række ”kendte” fra 60’ernes litterære miljø i København – men på en gabende kedelig måde. Einar M. kalder det en roman. Men det er jo også en erindringsbog.

Sidst vil jeg nævne Sven Delblancs bog ”Slutord.” Titlen afslører indholdet. Det er de sidste ord, han skrev, og han er sig det bevidst, men jeg synes, det er lidt spild af blæk. Den bog ville jeg gerne IKKE have læst.

Dog skriver han klogt om selve erindringsskrivningen. ( Citat side 62):

”Skriv dine memoirer i de unge år, de vil blive levende og stærke, om end uretfærdige og subjektive. Skriv dem i en moden alder, hvor erindringerne allerede er blevet blege. Skriv dem i alderens dage, hvor intet er tilbage undtagen selvmedlidenhed og idyl.”

Tja … så det projekt er nok forpasset.                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                     

ARS SENESCENDI – KUNSTEN AT ÆLDES

Udgivet den af
Svar

Ars senescendi – kunsten at blive gammel

Den kunst beherskede min veninde Kirsten. Hun blev gammel, 91 år, og hun var levende til det sidste og var det med varme og vid og humor og empati, og jeg kunne blive ved og nævne en lang række af positive adjektiver og substantiver, som passer på hende. Passede. For hun er her ikke mere.

Da hun døde d. 7. februar var verden hvid. Det havde sneet i flere dage. Vi forsøgte at oplive hende, kunne ligesom ikke acceptere, at hun bare var væk. Vi havde brug for hende i vores liv. Men hun var borte og kom ikke tilbage.

Diagnosen lød: død af alderdom.

Alderdom er en sygdom, som man dør af.

Men man får normalt først diagnosen på en sygdom, når man har været gennem et kortere eller længere udredningsforløb. Min mand gik således til udredning for demens. Derefter fik han diagnosen.

Kan man gå til udredning for alderdom? Kan man møde op hos sin læge og sige: ”Jeg vil gerne udredes for aldring.” Jeg tror, han ville sukke og foreslå noget mere spektakulært end det.

Men tilbage til kunsten. Kunsten at ældes. Ars senescendi. Kan man lære den kunst?

Hvis man kan, er man jo en slags livskunstner.

Man kan blive klog på kunst. Men man kan ikke blive kunstner uden at have talent for det. Det kan ikke læres. Talenterne fødes vi med. Nogle er velsignet med mange talenter, andre har meget få. Ingen har ingen.

Talentfulde livskunstnere hænger ikke på træerne.

Kirsten var en af dem.  

UVEJRSSKYER

Udgivet den af
Svar

Uvejsskyer på min himmel

Jeg står i en sal. På en talerstol. Der er mange mennesker, og jeg er inviteret for at fortælle om min seneste bog. Om salmedigteren Ingemann, tror jeg nok, men mens jeg ser ud over forsamlingen kommer jeg i tvivl.

Er det Ingemann?

Mon?

De mange blikke er rettet direkte mod mig. En skov af pile mod mit ansigt. Og der er ikke tvivl i de øjne. De ved det.

Men jeg er i tvivl.

Jeg slår blikket ned og vil søge svaret i mine papirer, men der er ingen papirer.

Tomhed.

Og den breder sig i mig.

Jeg bliver tom.

Jeg mærker, at jeg er ved at blive syg, og det har jeg absolut ikke brug for nu. Alles øjne er stadig rettede mod mig, det ved jeg, selv om jeg ikke vover at løfte blikket.

Luften vibrerer af stilhed.

Hvor er …? Siger jeg og mærker, at sætningen knækker, inden jeg får sagt det. Mit manus?

Jeg kan godt holde et foredrag uden manus. Det ved jeg. Men det bliver klamt, hvis jeg ikke kan læse op. Jeg er bedst til at læse op. Jeg er også en okay fortæller. Stemmen har aldrig svigtet mig – ordene har aldrig svigtet mig. Det skal nok gå.

Men nu er jeg pludselig på vej til foredraget.

Jeg bor hos en familie, og jeg skal køre med dem, men jeg kan ikke finde et eneste medlem.

Et par af familiens børn sidder udenfor.

I en vejgrøft.

Jeg går hen til dem og de siger, at jeg da bare kan tage en taxa. Det vil de selv gøre. De vil også høre mit foredrag, og jeg kan jo også køre med dem.

Men vi befinder os midt ude på en øde landevej, og vi har ingen mulighed for at praje en bil, og jeg siger, at jeg vil løbe.

Jeg kan godt løbe.

Når kongen kan, så kan jeg også, siger jeg og føler mig vittig, men børnene ler ikke.

De ryster på de små hoveder, og jeg begynder at løbe.

Så er jeg i salen. Så står jeg på stolen. Så ser jeg, at der nede blandt publikum sidder en ( mand eller kvinde) og vifter med nogle håndskrevne ark. Det er min skrift. Det er mit papir med understregninger og det hele, og jeg må gerne låne det, siger hun, og jeg får det rakt og holder det op for øjnene og forvirres, for det er jo et skuespil, og har jeg virkelig skrevet det?

Eller har Ingemann?

Og er det ham, jeg skal fortælle om? og er det, jeg holder i hånden det, som jeg skal læse op? Og hvor skal jeg begynde?

Der er ikke sat mærker. Jeg sætter altid mærker, men her flyder det hele ud i ét og er næsten uforståeligt.

Jeg forsøger alligevel. Så læser jeg.

Så begynder folk at småsnakke i små grupper, og jeg må tysse på dem. De fniser og fortsætte deres lavmælte samtaler, mens de skæver ironisk eller ligefrem ondskabsfuldt op mod mig, og jeg mærker, hvordan mismodet breder sig og langsomt forvandles til sorg.

Så vågner jeg.

Uforløst.

KRIGSDAGBOG

Udgivet den af
Svar

Har i den seneste tid læst højt for Ole af Niels Bøgh Andersens KRIGSDAGBOG. Ikke just morskabslæsning, men fængslende alligevel, også fordi man ved, hvordan den er blevet til. N. B. Andersen var fra krigens begyndelse og til hen imod slutningen soldat dels ved østfronten ( i mere end to år) og dels i Frankrig. Han er født i Aventoft i nærheden af Møgeltønder og skønt dansksindet tvangsudskrevet til krigen. Dagbogen måtte han skrive i smug, da det var forbudt at skrive den slags ved fronten, men han gjorde det altså. Godt for os. Det er punktnedslag i frontsoldatens dagligdag, og det er i al fald for mig helt nyt at se krigen med de briller: tysk soldat, men dansk af sind. Andersen var ved fronten i form af feltdegn og altså sjældent direkte i skudlinjen. Alligevel er han jo hele tiden i livsfare.

Han skriver ikke alt, hvad han ser, de grusomste ting kan han ikke skrive om, fortæller han i forordet til bogen, f.eks. ikke et ord om de jødeudryddelser, han bliver vidne til. Men det, han får noteret og altså redigeret senere og udgivet som bog, er skrækkelige nok.

Jeg vil citere enkelte passager fra bogen, som vil give et indtryk af indholdet. Men læs den selv! Den er ikke lang, for det var farligt at skrive.

(Citater fra Krigsdagbog udgivet på Vindrose i 1981)

Torsdag d. 25.6. 1942:

Natangreb på Nemeritsji … Et pragtfuldt grueligt syn: de mange huse der brændte i høje luer; partisanerne undslap. En tysk håndgranat blev kastet i en bombekælder, sårede flere kvinder og børn, der blev forbundet af vor læge. Kommandanten beordrede byens kvinder til at hente deres mænd hjem fra skoven. ”I har intet af frygte,” sagde han. Det gyseligste syn: en såret moder, et såret barn, begge med chok.

d.3.7. 1942

I dag gudstjeneste i Kujawa og i Oisjanitza, i skoven syd for Ljudinovo; gik gennem byerne, et uforståeligt vederstyggeligt syn. Husene revet helt over ende, gulvbrædderne revet ud, også udhusene viste store huller i gulvene. Alt tydede på, at man her havde fundet noget. Hvad? Alt lå hulter til bulter i det åbne dagslys. Mange steder var husene blevet afbrændt. Her lå under åben himmel linned, tøj, køkkengenstande, symaskiner. En skam og en skændsel uden lige. Ja, man ved ikke, hvem der tager mest skyld på sig.

Fredag d. 26.2. 1943

…

En god kammerat blandt de henslængte i lighallen, som jeg besøgte i går morges, og som jeg forlod med en følelse af afmagt over for døden og afsky over for krigen. Skam over ens egen dårligdom, – vi er alle skyld i krigen.

Fredag . 9.4 1943

Tre dages tur til fronten. Kom hjem i går aftes. Sammen med os i vognen liget af den unge løjtnant Kessler. Af sin bataljon var han den eneste officer, der kom tilbage fra de svære kampe ved Bukan, og nu skulle en fjentlig eksplosionskugle tage hans liv i en rolig stilling … Han lå på båren indsvøbt i et stykke teltpressenning, og mens vognen raslede af sted rystede hans legeme – det kunne lige så godt have været et sovende menneske, men åbnede man for ansigtet, så lyste et voksblegt ansigt os i møde…. Hvor mange mennesker har jeg dog ikke set ligge døde på frygtelig lemlæstet måde, og vanen havde gjort sindet hårdt. Jeg følte på ny krigens elende og forbandelse. Skånet i de værste vinterkampe og så nu!

(Citat slut)

Niels Bøgh Andersen blev tilsyneladende ikke traumatiseret af krigen, selv om man skulle synes, at så lang tid i ilden ville ødelægge et menneske. Men han bliver lærer og er i de seneste år højskoleforstander på Jaruplund Højskole.

Han er født i 1908 og dør i 1991. Har ud over dagbogen skrevet bogen ”Fiskersøn fra Aventoft,” som vi læser i øjeblikket og som giver et indblik i livet som dansksindet syd for grænsen efter afstemningen i 1920.

VALGET

Udgivet den af
Svar

VALG

Da jeg var ung og studerede romansk filologi på Århus Universitet og også året forinden, hvor jeg boede en kort tid i Paris, var Jean Paul Sartre det store ideal for mange af os unge. Vi var alle eksistentialister, og vi gik rundt i gaderne i Paris med ”L’etre et le néan” ( væren og intet)  frit fremme, så alle kunne se, hvor lærde vi var.

Og vist var vi eksistentialister – vi tænkte vel som Sartre, at livet var en lang række af valg, og at vi skabte vore liv og vor eksistens med at vælge. Retningen, som vi skulle gå i livet, den udstak vi selv. Vi var så ”frie” – frie til at vælge vore liv. Eksistensen går forud for essensen, som Sartre udtrykte det.

Selv sprang jeg nu ikke helt med på Sartres ideer, selv om jeg slugte hans bøger med samme appetit som alle andre unge dengang, og da jeg for alvor skulle vælge og begynde på mit speciale, valgte jeg at skrive om Albert Camus.

Sartre og Camus var venner, indtil de blev uvenner. Camus gled ind i en mere kristen tankeverden, som gav Sartre åndenød. I en af Camus sidste bøger ”l’exil et le royaume” møder vi en mand, der tager byrderne på sig og vandrer den smertelige vej for at frelse de andre. La via dolorosa.

Jeg mener som Camus, at vi ikke altid har det frie valg: jeg gider måske ikke løfte den sten, der er for tung for min nabo, men det er min kristne pligt at gøre det.

Og det vigtigste valg af alle træffer vi ikke selv. Valget af forældre. Det er skæbnesvangert – der udstikkes tilværelsens veje, dem, som vi er nødt til at følge, fordi de danner det mønster, vi fødes ind i. Så kan vi måske blive mønsterbrydere. Dem er historien fuld af. En af de ældste i min bekendtskabskreds er salmedigteren Kingo. Han blev født i første halvdel af 1600 tallet – og dengang mere end nogensinde var man bundet af kald og stand. Man fulgte i faderens fodspor, og så skulle Kingo være endt som en fattig væver, men nej, han blev biskop og dermed en af rigets mægtigste mænd.

Det var lidt om valg. Jeg vil trods alt tro på, at jeg langt hen ad vejen kan vælge frit. Eller jeg vil i al fald lade som om: faire semblant.

VALG – ORMESÆK ELLER ASKEPOT

Udgivet den af
Svar

Et valg: Ormesæk eller Askepot

Verden set med Kingos karske blik – eller med eventyrets slørede øjne.

Jeg levede i forrige århundrede i tæt samklang med den gamle salmedigter. Det var jeg nødt til, for jeg havde bestemt mig for at skrive en roman om ham. ROMANEN om ham ganske enkelt. Det syntes jeg selv, jeg lykkedes med – men desværre var der ikke bred enighed om den ting, og jeg fik klø i flere anmeldelser, fordi jeg ikke havde fremstillet Kingo glubsk nok, ikke havde givet læserne et billede af ham som en selvisk kvindefortærende egocentriker. Men derimod som et menneske, der var i stand til at elske af hjertet. Men det var sådan, jeg havde lært ham at kende i salmerne og de smukke kærlighedssange, og jeg tror, at mit kendskab var lige så dybt og inderligt som mine kritikeres. Skulle jeg skrive om ham i dag, ville billedet ikke være ændret.

Men han sagde altså tingene lige ud – uden at pynte på dem. Og når vi døde, så var det, der blev gravet ned, en ormesæk.

Måske er det med det kingoske billede i hovedet, at så mange foretrækker at blive til aske i dag. Det har lidt mere af eventyrets klang over sig. Askepot – åh ja. Og man kan f.eks. sprede asken lige der, hvor man havde sin allerførste alvorlige kærlighedsoplevelse. Så skulle min aske jo altså spredes på Den røde Plads i Moskva. Eller man kan sprede den i den smukkeste natur – dybt inde i skovens stille ro, eller lade den dale ud i det brusende dybe hav.

Siden tre af mine veninder døde en efter en denne vinter, kredser mine tanker om døden. Så ofte og så meget, at jeg ligefrem er blevet bedt om at skifte emne. Og det gør jeg jo gerne, for der er jo så meget liv, jeg kan koncentrere mig om. Alligevel. Og jo mest liv.

I dag har det f.eks. regnet, og mine planter i haven har sunget af glæde hele dagen, og jeg selv har nynnet med på alle tonerne.

Ja, vi glædes om kap. Alt det liv.

Og når jeg ser ud ad mine vinduer, bliver hjertet let af livsglæde, for der er så megen skønhed alle vegne.

Nå, men jeg bor jo heller ikke på Vesterbro.

Jeg vælger askepotten, og hvis Putin giver lov, så skal den spredes på Krasnaya Ploshad.

Et billede fra dengang salmedigterne fyldte min hverdag og alle andre dage