Som jeg husker

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Det næste indlæg vil være om min søster Hanne. Da jeg var lille, fyldte hun hjemmet med liv og musik. Det er det, jeg husker, når jeg tænker på Hanne fra min barndom, og jeg må somme tider virkelig undre mig over, at hun var som en fjern planet i min verden. Men det var hun. Og lige så uopnåelig.

Når det virker så underligt, er det, fordi aldersforskellen trods alt ikke var så stor – da jeg var otte år, var hun fjorten. Men hun var allerede langt væk i en vilter teenageverden længe før det begreb blev opfundet. Og der havde små børn ingen adgang.

Da hun var fjorten ville hun være atten. Mindst. Og hun fyldte sin verden med sjove drenge og piger, der havde det ligesom hun. Og altså ikke hurtigt nok kunne blive voksne. For hun så voksenverdnen som en fest. Hvor i alverden hun så havde de forestillinger fra? For vores virkelighed i en lille indremissionsk fiskerby var ikke fest og ballade. Jeg husker endnu, hvordan Thomsens Tivoli blev bedt om straks at pakke sammen og forføje sig, da de forsøgte sig med musik og dans.

Men Hanne gav pokker i det og dansede glædestrålende ind i ungdommen omgivet af en flok af unge mennesker, som hun fandt alle andre steder end i Strandby. Eller? Jeg mødte for nogle år siden en dansk/argentiner, som en kort tid boede i Strandby, og han fortalte mig om, hvor glad han havde været for at være med i Hannes kreds. En kreds af unge, som elskede musik. Og som dansede i vores stuer. Selvfølgelig, når far og mor var ude. Og bedstemor, som boede ovenpå gjorde sig åbenbart døv.

Når jeg skriver om Hanne nu, skyldes det, at jeg forleden modtog et brev fra en af veninderne fra den tid. Bodil Rasmussen hed hun dengang. Det blev jeg meget glad for, og det fik minderne fra dengang til at pible frem – hun sendte også et billede fra Lochersvej i Skagen, hvor hun og Hanne åbenbart besøgte min onkel Lars og faster Magda. Det har jeg aldrig vidst. Herunder et billede fra haven i Skagen. Men jeg kan ved at se billedet også høre min søster sig: “Pyt da med det!”

Og et billede fra haven i Strandby. Hanne og veninden Merethe.

Jeg citerer her en passage af Bodils brev:

“Dit hjem var fyldt af smil – Du må ofte være faldet i søvn til Egons klaverspil: Chopin – Liszt …Han var en virtuos på klaveret.”

Jeg husker ikke den klassiske musik. Jeg husker jazz-musikken – og sangen – og andre “vilde” ting, som Egon spillede, “øl i klaveret” f.eks.. Egon var en strandbydreng. Han var en meget musikalsk , havde store evner, som nok forblev uforløste – sådan husker jeg det i al fald. En anden af “vennerne” var Tage Mortensen – han blev senere dirigent for “Pigekoret”.

Vive la nature

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Naturen det billige skidt

Længe troede jeg, at det var Dan Turell, der var ophavsmand til ordene om den beskidte natur, for han skrev vidt og bredt om, hvor kedsommeligt, det var at opholde sig ”derude” – ikke et eneste træ med så meget som den mindste lille revne til at putte penge i, så noget kunne gå i gang.

Hvad der hele tiden var i gang, hørte og så han ikke. Han var naturdøv. Men nej, det var ikke ham, men P.H. alias Poul Henningsen, der således ikoniserede den beskidte naturen.

I dag har naturen, for nu at blive i dens egen metaforik, fået en vældig opblomstring. Og det trods klimaforandringer og deraf følgende naturkatastrofer. Eller måske netop på grund af de fænomener, har vi indset, hvor dyrebar den er. Natursynet har ændret sig radikalt.

Selv er jeg lidt af en romantiker med hensyn til mit forhold til naturen. Det er ikke til at komme uden om. Jeg bliver så glad, når jeg færdes i det åbne eller lukkede naturlandskab. Bare glad. Og jeg kan lide at ligge i græsset og kigge op i himlen og betragte de drivende skyer og føle mig som det lille støvgran, jeg er, og som den mægtige skabning, jeg er en del af.

Men i går havde jeg en naturoplevelse, som overgår alt, hvad jeg har oplevet hidtil. Herom senere.

Fra litteraturen, og jeg færdes nok så meget i dens mange rum som i naturens, der finder man personer, som har denne kosmiske følelse = at blive ét med verdensaltet. En slags religiøs oplevelse, som jeg aldrig vil kunne opnå – i al fald kun i et lillebitte glimt. Dertil er jeg alt for jordbunden, jeg kan ikke i den grad slippe ”ånden” løs. Jeg møder heller aldrig Jesus, selv om jeg tror på ham, sådan som der er nogle, der gør og endda har skrevet bøger om det: ”Jeg mødte Jesus.”

Men i litteraturen: I Dostojevskijs roman ”Brødrene Karamassof” falder hovedpersonen Aljoscha pludselig om ude i natten, og mens han ligger således, opstår en stærk følelse af samhørighed med universet: hans person opsluges af det og bliver en del af det – den grænse, vi normalt aldrig kan overskride mellem os og verden, forsvinder. Han bliver ét med altet.

I Camus novellesamling ”L’exil et le Royaume” sker det samme for en af personerne. Jeg har ikke hele fortællingen præsent, men husker, at denne person er ulykkelig over verdens absurditet: at han skal dø, at alt forgår og intet består, at øjeblikkene glider bort etc., men en stjerneklar nat falder han om på jorden og rammes af meningsfuldhed-  han er ikke mere skilt fra verden, men en del af den.

Denne oplevelse er jo ikke sjælden at møde i skriften, sjældnere blandt venner, eller de gider ikke snakke om følelser og natur på den måde: det er i al fald i min omgangskreds mere noget matematisk (diversitet osv.)  hvor mange arter, man kan få på listen, og hvor meget, man ved om deres ben og øjne og lyde og kløer ovs. Her er videnskaben med dens utallige evidensbaserede facts helt perfekt til at dræbe den naturfølelse, jeg omtalte ovenfor og vil fortælle lidt mere om.

Den amerikanske naturprofet Henry Thoreau skriver et sted i værket ”Walden – Livet i Skovene” følgende: Det er en vidunderlig aften, hvor hele kroppen er blevet til sanser og optager glæden i sig gennem hver eneste pore. Jeg kommer og går med en mærkelig frihed i naturen, jeg er en del af den.” (Citeret af bioetiker Mickey Gjerris.)

Denne samhørighedsfølelse  med naturen er blevet et af de store hits for tiden. Der er sågar en tysk forstmand, der glædeligt og helt naturligt konverserer træerne i den skov, hvor han arbejder. Det er lige før, det er hyggeligt. ”Hallo! Gamle eg, hvordan har rødderne det så i dag?”

Et spøg et andet til side, som min gamle lærer Lester plejede at sige, når vi havde fjaset længe nok med ham. Og så gik vi over til alvoren.

Jeg vil kort fortælle om den oplevelse af næsten overnaturlig skønhed, jeg havde i går. Og det selv om det er helt og aldeles ubeskriveligt. Men altså:

Jeg havde svømmet en lang tur i Kattegat. Havet var roligt som et spejl og efter en meget lang svømmetur var jeg meget træt. Jeg vidste, at Ole stod inde på bredden og vågede over mig som en anden Vorherre, og jeg følte mig tryg nok, selv om jeg var ene derude. Undersøgte ikke, hvor langt, jeg var kommet ud: havet var jo roligt – Ole holdt øje med mig – ingen fare. Derfor lagde jeg mig om på ryggen. Jeg lukkede øjnene, for solen brændte over havet, og lige straks syntes jeg, at den fyldte hele himlen og tænkte, at mine dårlige øjne helst måtte være lukkede.

Så lå jeg lidt og vuggede der og følte mig trods Afganistan og tunge problemer alle vegne, lykkelig. Så hørte jeg en lyd og åbnede øjnene på klem og nåede at se en hvid sky fare hen over havfladen. Det var en flok fugle, som fløj meget lavt, næsten i vandskorpen, og den havde måske troet, at jeg var en fisk eller en træbjælke (sikkert det) , der lå og flød, for den ændrede ikke kurs, hævede sig bare en centimeter mere og fløj lige hen over mit duvende korpus. Jeg følte mig ikke, som ovennævnte litterære figurer som ét med naturen – jeg blev faktisk mega-forskrækket og var ved at drukne af rædsel – men næsten samtidig følte jeg en stor, stor glæde, som om jeg havde haft besøg af noget næsten guddommeligt.

Ole havde set det ske og endda halet fotoapparatet frem, men nåede jo ikke at forevige oplevelsen. Den lever i mig, som noget uhyre smukt og unikt. Tænkt at blive strejfet af hundredevis af hvide fjer. Ole sagde, at det var ryler. Jeg nåede kun at se, at de var hvide på undersiden, at de havde hvide fjer. Og ikke var ret store. Og skræmmende lige et øjeblik. Og så bruset. Det kan jeg heller ikke beskrive, men det lyder som en hvisken sat på turbo, når sådan en flok flyver lige hen over en.

La vie est belle! Vive la nature!

Mens det sker 14

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Der har været fart over feltet i det lille klithus ved Skagen. Børn, svigerbørn, børnebørn, søstre, nevøer og niecer ja, alle de store og små, som familien består af, har tumlet rundt i huset og på stranden. Den årlige Hesselholtfest, der godt kan strække sig over lang tid, er afholdt. Og slut. De store skulle på arbejde, de små i skole.

Glæden forsvandt jo ikke med de mange unge, men livet sank alligevel ned på vågeblus. Sådan føles det i al fald nu, hvor der kun er os gamle tilbage. Min søster, min mand og jeg. Huset forekommer pludselig større, og stilheden næsten støjende. Man hører kun bølgerne og vinden.  Hvor er latteren og de lyse stemmer?

Vi gamle befinder os i en kapsel af ro og stilfærdig væren, og for os er der ikke nogen plan for dagen i morgen og ingen deadlines, der skal holdes. Vi må selv fylde øjeblikkene ud. Øjeblikkene, ja, for på en måde splittes livet op i en række nu’er, og i denne uge har jeg følt det stærkere end ellers. Vi står stille og vil helst blive stående sådan: lige her og nu. Enhver bevægelse fremad er nemlig et tilbageskridt. Det er det paradoks, må vi leve med dagligt. Vi taler ikke gerne om det, for vi er glade for øjeblikkets skønhed og forsøger at finde hvile i det.

”Vi”, skriver jeg, for sådan er det, når man lever tæt sammen med demente. Så bliver ”jeg” til ”vi”. Man må gøre sit bedste for at skaffe sig adgang til den særlige verden, den syge befinder sig i og som ikke ligner den kendte, man må finde det rigtige sprog, den rigtige adfærd for at kunne hjælpe med at gøre verden begribelig for en, som er ved at miste grebet om virkeligheden.  Holder man sig udenfor uden at involvere sig for alvor, skaber man en afstand, der ikke kan overvindes. Og så bliver der koldt begge steder. Varmen ligger i samlivet.  Her skal der satses rigtigt og kærligt , og det er ikke altid let, men det er muligt.  Og det kan kun give gevinst.

Min mand og min søster er begge ramt af den sygdom, som ingen kan se, men som alligevel aldrig et øjeblik slipper sit tag i dem.  Jeg synes, min mand er heldig med sin familie og sine venner, for de har, lige siden han for mere end to år siden fik sin diagnose, behandlet ham nænsomt og fint og som en ligeværdig person, man både kan lytte til og tale med. Og samtidig har de ikke skjult, hverken for ham eller for sig selv, at de ved, at han er syg og lever med en svækket hukommelse.

 Jeg tror, at min søsters familie og nærmiljø har samme åbne forhold til sygdommen som vi og at hun oplever, at livet kan leves videre, selv om det er i modvind, men hun bor alene og de voksne børn har jo deres liv. Dog er jeg sikker på, at de hele tiden er på sidelinjen. 

Men rigtig mange mennesker i det her samfund har forfærdelig travlt med at umyndiggøre demente og tage alle rettigheder fra dem. Og rigtig mange mennesker bliver pludselig blinde og kan ikke mere se det syge menneske. De kan kun se sygdommen. Og den fylder. Men den fylder ikke det meste, og alt det andet er så langt vigtigere.

Den syge mister nogle færdigheder, det er sandt, men bevarer til gengæld rigtig mange andre, somme tider i mange år faktisk. Min søster har ligesom min mand været dement i flere år. Hun har altid været kunstnerisk anlagt og er f.eks. fantastisk dygtig til alt håndarbejde, og i denne uge har hun siddet heri huset og nørklet med et kompliceret mønster, som jeg ikke for min død ville have kunnet gøre hende efter. Hvordan gør du det der? spurgte jeg. Åh, sagde hun, der står i opskriften, at man skal slå hjernen fra og lade sig lede af følelserne. Og hun viste mig opskriften. Der stod: Mindfullness Strik og noget om, hvordan man skulle slippe tanken og glide ind i farvernes verden. Hun fuldførte hele arbejdet til perfektion. Det er bare et eksempel, men jeg synes, at det fint illustrerer det væsentlige: den demente er et kompetent væsen, der ikke er blevet ”dumt” men blot har mistet nogle funktioner.

Jeg vil langt fra hævde, at demens ikke skal tages seriøst. Det skal det. For det er en alvorlig, kronisk lidelse, og der stilles store krav til de nærmeste, og deres kærlighed og tålmodighed sættes på en hård prøve. Men jeg vil hævde, at de mange fordomme, der stadigvæk trives overalt, og den skamfølelse, de forårsager hos den syge, rammer mindst lige så hårdt som selve sygdommen.

De fordomme vil jeg gerne være med til at bekæmpe. Og de findes alt for mange steder, også i lægekredse, ikke mindst der!!!. Jeg har i det lange udredningsforløb, vi oplevede for nogle år siden på sygehuset i Skejby, mødt læger, der optrådte nedladende og følelseskolde over for min mand. Det taklede han fint. Han er sådan et venligt gemyt, der tåler en del. Men mig gjorde det virkelig ondt. Til gengæld har jeg kun mødt forståelse og faglig dygtighed hos det plejepersonale, vi siden har haft kontakt med både på institutioner og i hjemmet. Det er folk, der kan deres kram. Og som har empati..

Alzheimerforeningen gør et stort arbejde for at skaffe penge til forskning i sygdommen og flere andre gode ting, og jeg læser deres tidsskrift og øvrige publikationer, men jeg er desværre nødt til at påpege, at de IKKE gør noget for at af-dæmonisere sygdommen. Måske hænger det sammen med, at det er lettere at skaffe penge ved at udpensle alle rædslerne og overdrive sygdommens negative sider. Og de forskellige interesseorganisationer (også inden for sygdom) kæmper alle om fordelingen af de samme penge. Og om tilskud fra private – og her fremmer overdrivelsen måske forståelsen, eller i al fald medfølelsen.

Men lad os i stedet ændre vort syn på de demente. De har brug for hjælp. Helt sikkert. Men de har nok så meget brug for at blive respekteret for de mennesker, de er. Lad os ikke fremstille dem som ynkelige stakler, vi skal curle gennem dagen, men som kompetente mennesker, der blot ind i mellem har brug for en hjælpende hånd i en verden, de nemt farer vild i. Men den vildfarelse gør dem ikke ”dumme”.  

Mens det sker 13

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

I aftes tog jeg et billede af min vildtvoksende have og tænkte, at den mere og mere ligner mit liv. Eller rettere: min uregerlige indre bevidsthed, hvor tankerne snor sig ustyrligt mellem hinanden og snart går i en og snart i en anden retning. Jeg tænkte også, at den have da aldrig er i ro – alt er i bevægelse, meget dør hele tiden og nyt spirer hele tiden frem og trodser sig til en plads i vildnisset. Dræbersnegle er der også i massevis i bunden – og de har fået nogenlunde fred som den del af diversiteten, de nu engang er – men nu er de begyndt at æde mine courgetter – ellers ville jeg lade dem være i fred eller ufred som alt det andet. Men nu fik de modstand. Af med knolden!! eller hvad det nu er, jeg hugger af dem.

Vi sad og snakkede på plænen i dag. Ole og mig. Det gør vi jo hver dag i denne smukke sommer, hvor sol afløser regn. Her er et billede af vores plæne, der sikkert ligesom resten af haven ville give “rigtige” havefolk ondt i maven. Og haveselskabet ville nok få kollektivt kollaps. Men den må IKKE slåes. Den er så smuk. Se selv.

Her sad vi og snakkede. Vi snakkede om (JEG snakkede om) , hvor forskellige vi er: jeg kan ikke sidde stille i to minutter, og Ole vil helst sidde så stille som muligt så meget som muligt, og jeg må TRÆKKE og LOKKE ham med ud på (små) gåture, for at forhindre, at han går i stå – at han får lidt motion.. Men sådan har det altid været: han kan lide stilstand og ro, har aldrig haft travlt. Jeg derimod sværmer for bevægelse og uro. Det filosoferede jeg højt over, mens han gryntede hyggeligt til svar, som om han lyttede. Så sluttede jeg tiraden med ordene: “hvordan er det mon gået til, at vi to fik hinanden, når vi nu er SÅ forskellige? Jeg mener, hvad skete der i grunden?

Han så på mig med et smil og sagde: ET UHELD

Så var det, vi kom til at grine begge to. Et uheld!!!! MON DIEU hvor var det heldigt! – Hvor er det heldigt, at der kan ske den slags uheld.

Vi har gode dage. Foreløbig mest det. Og vi er taknemmelige for hver dag.

Jeg cykler hver dag en lang tur, og her er så meget smuk natur, at det hver dag er en lige stor fornøjelse: Væksterne, der forandrer sig fra dag til dag og fra uge til uge. Vejret, der skifter og himlen. Ikke mindst himlen. Den er så forunderlig og næsten smukkest, når et uvejr er på vej.

I dag cyklede jeg mellem to byger. Og se engang en himmel. Ja, billedet er jo som Grundtvig skriver: “når skyggen er ligest da hulke de små, som stirrer derpå.” Sådan er det: vi ser somme tider noget, der får os til at længes mod det fuldkomne. Men vi ser kun skyggen. Og længslen vokser.

Det ved jeg ikke, om du kender den følelse. Grundtvig gjorde. Jeg gør også. Men her ser du skyggen af skyggen af skønheden, som vi måske skal møde en dag:

Kokholm 46

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Nu har “Dronning Elisabeth af Kandestederne” trukket sit eget vejr ubesværet i to måneder. Dejligt for mig at opleve.

Jeg har fået gode kontakter i de forløbne to måneder. og det er så skønt. Tak til alle jer, der har ringet og mailet til mig. Jeg vil sige som dronningen (Margrethe): “det varmer.”

Det begyndte med den fine aften på Skagen Bibliotek, hvor jeg fik lov at præsentere bogen. Her kunne jeg til min store glæde se, at det ikke kun var mig og mine to medlæsere, der fandt bogen interessant.

I dette indlæg vil jeg i den kommende tid reflektere lidt over, hvad der er sket og måske over, hvad der vil ske med mit forfatterliv(skab).

Skønt det sidste må være noget svævende, for jeg er ingen spåkone, og når jeg forsøger mig i den retning, går jeg altid galt.

Men jeg vil prøve alligevel – fejltrin fører ikke altid til fald.

Vent og se!

Mens det sker 12

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Det er længe siden, jeg har skrevet et indlæg om det her emne: mens det sker. Om demensen, som vi har fået. Jeg skriver “vi” – det kan jeg lige så godt. Og hvad er det så, der sker?

Her er et postulat: Du bestemmer selv, hvordan udviklingen af demens skal forløbe.

Nej, ikke helt hvordan, men hvor hurtigt.

Ikke altid, det ved jeg nok, men som regel er det sådan, det forholder sig.

Man er altså ikke helt magtesløs som nærmeste pårørende.

Tværtimod.

Det har jeg altid troet på, og nu, hvor Hr. Alzheimers har været fast logerende i huset i flere år, er den tro vokset.

Det er nok (heldigvis) sådan, det oftest forholder sig. Og lad os derfor som pårørende forholde os til det! Og holde fast i det som om det var et faktum og ikke et postulat.

Jeg kan også sige det på den her måde: Den demente er sådan, som du behandler ham/hende.

Replikskifte fra forleden: Han: “Hvor er det dejligt at komme hertil. Jeg genkender det hele.” Jeg: “Ja, men det her er altså Ålum. Vi er hjemme nu.” Han: “Hvor er det dejligt.”

 

Som jeg husker. Fantasibarnet

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

I den kommende tid vil jeg skrive nogle blogindlæg, som alle handler om den lille pige, jeg engang var. Ikke fordi jeg vil skrive en ny bog. Men fordi, det kunne blive morsomt (for mig) at give minderne om dengang for længe længe siden et sprog.

Et af mine første erindringer har (måske ikke så mærkeligt) en religiøs farve. Kulørt ganske vist. Fetishagtigt og ikke spor kristeligt. Når det alligevel ikke er mærkeligt, så er det fordi, min åndelige opdragelse dengang var lagt i hænderne på Bedstemor, som boede hos os, og som var aktiv både i Indre Mission og i Ydre Mission, og det første, jeg husker læst op, var små beretninger fra Afrika. De stod i Yola-Bladet ( Dansk Ydre Missions Tidsskrift) – der må have været et børnetillæg. Jeg husker i al fald fortællingen om en lille negerdreng i Sudan, som spiste rotter, fordi han var så sulten. Og så var der Metodistkirken, hvor vi børn kom fra helt små: spejder og søndagsskole.

Her er den første erindring, som jeg husker selv om den står i et lidt tåget skær.

“Gud. Nej ikke GUD – gud.

Og han er ingens far. Kun gud.

Stanken fra den rygende asfalt trænger ind i næseborene. Jeg nyser og nyser – og holder krampagtigt fast i gud.

Jeg er fem år og ny på jorden. Han er gammel og har været her altid.  

Vi to, tænker jeg måske.

Jeg har klædt ham på med en enkelt lang, spraglet klud, en las er det vel nærmest, som jeg har viklet flere gange om hans tynde krop. Jeg ser vinden fange den, løsne den, lege med den og slippe den igen. Så hænger den slapt ned.

Sådan er det bedst.

For han er gud.

Nu står han så der, klemt fast i asfalten.

For lidt siden krøb jeg sammen i vejsiden. Jeg rystede ligesom hele verden, mens den store tromle buldrede forbi og trykkede den rygende asfalt flad.

Bagefter plantede jeg ham i den sorte stinkende flade og foldede hænderne..

Jeg retter mig op. Ser på den lille skikkelse, der står ensom i røgen. Låst fast. Midt i Tornebusken.

Jeg knæler ned og bøjer mig ind over ham, så holder jeg med hænderne om hans tynde, tynde krop og forsøger at rokke ham frem og tilbage, indtil han begynde at duve i mine hænder.

Måske græder jeg for hans fødder.

Men han har ingen fødder.

Min gud er fodløs og hovedløs og årløs og tåreløs.

Og han er ikke urokkelig.

Men hele natten er han hos mig.”

Jeg har aldrig udgivet mine digte. Det er der en grund til. De er ikke særlig gode, og middelmådige digte har det bedst i skuffen. Men jeg har altid skrevet altid, og nu fandt jeg en stak digte frem, som jeg skrev som ganske ung. For jeg vidste, at der var et iblandt mine ungdomsdigte, som handlede om det, jeg har forsøgt at huske herover. Jeg skriver digtet her. Det er dateret 1964 og lyder:

“som barn/ bandt jeg klude/ af gloende rødt/ om fine kviste fra piletræer/ et sted glødede asfalten/ i solens brand/ her knælede jeg/ og med alvor og andagt/ fæstnede jeg/ de røde laser/ i den sorte asfalt/ så sad jeg stille/ og sugede saften/ og den ildrøde farve/ ind i mit blod/ til jeg følte mig hel …”

Jeg har ingen fotos af den pige, der var så mærkelig og som gik så sære, ensomme veje. Det nærmeste er et billede, hvor jeg knuger, ikke en gud, men en dukke ind til mig. Og der er jeg syv år. For dukken fik jeg til min fødselsdag, da jeg blev syv år, og jeg døbte den Ole. Min Dukke Ole fyldte sikkert mere i mit barneliv end de sære gudsfantasier. Jeg var også en helt almindelig pige. Og vist legede jeg med dukker. Og vist hed min favorit Ole.

Intermezzo – fremtiden

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Fremtid. Det er der ikke noget, der hedder.

Der er kun nu.

Og nu er også i morgen og nogle dage frem.

Kan man kalde det fremtid?

Jeg vil ikke gøre det.

Bartholdy, som var min bedstemors guru, skulle engang have sagt: “Hvis jeg fik at vide, at jeg skulle dø i morgen og troede på det, så ville jeg alligevel gå ud og plante det træ, som jeg netop har anskaffet. Og jeg ville straks begynde at glæde mig til at se det gro.”

Absurd, ikke?

Men sådan er livet.

Også. Absurd.

Også den her blogs fremtid er en illusion.

Men jeg vil lade illusionen forvandles til noget andet irrationelt – som også findes i mit hoved. Tro.

Jeg vil tro.

RATIO – lad os starte der. Og jeg skal forklare:

Jeg har altid været rastløs, når et projekt var til ende. Og kastet mig hovedkuls ud i et nyt. Det gjorde jeg også denne gang. Da “Elisabeth …” i foråret fik ånde og viste sig at være levedygtig. Jeg kastede mig ud i lange strækøvelser.

Og forstrækte mig.

Det ved jeg nu.

Jeg ville skrive en bog om “heltene fra Ålum” og de findes skam. Men de er allerede velbeskrevne. Der findes en glimrende bog om Sankt Kjeld – og der er også skrevet om Thranerne.

Så hvad skal jeg der?

Forfatterliv lige nu

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Nu er det en halv snes dage siden, at ”Dronning Elisabeth af Kandestederne” forlod kasserne og fløj ud i verden. 

Den er altså på vingerne, flyver ikke med bedstselleragtig speed ganske vist – ikke, fordi den ikke er er flyvefærdig, det er den – men fordi de litteratursociologiske forhold er som de er i det her land.

Og i den virkelighed er der ikke ilt til små forlag som mit.

Men bogen flyver alligevel, og det er det vigtigste.

D.28. juni lanceres den på Skagen Bibliotek og senere på biblioteket i Randers.

Og jeg vil selvfølgelig holde en række foredrag om den, som jeg plejer at gøre, når en ny bog udkommer.

Jeg har ikke kontrakt med boghandlerne. Jo, med enkelte har jeg fået gode aftaler, og det er fint nok, men det er helt mit eget benarbejde og ikke altid lige behageligt. Her står man med en RIGTIG god roman og vil gerne sælge den, men modtages som var man kolportør af Vagttårnet.

Pyt – Ce n’est pas grave!.

Når jeg har fravalgt en boghandlerkontrakt, så skyldes det flere ting: Dels de mange udgifter, der knytter sig til pengemaskinen Bogportalen og dels PostNords meget høje priser på forsendelser, og desuden, at samme postvæsen ikke mere kører til døren dagligt, og man derfor er ude af stand til hurtig levering af varen.

Herude, hvor vi bor, kommer posten to gange om ugen. Og så er pakken fem-seks dage eller mere undervejs.  

Det er en umulig situation for mig. Når jeg sender en bog til en boghandler via Bogportalen, skal jeg betale gebyr til It-systemet, og boghandleren skal have 40%  i rabat, og staten skal have 25 % i moms og PostNord skal have 66 kr for at sende bogen.

Og så tjener jeg ingenting.  Jeg sætter penge til.

Men husk, kære læser: du kan ALTID købe mine bøger. Det er let:

Send mig en mail med dit navn og adresse, og jeg sender dig en bog. Det tager så nogle dage, inden den når frem til dig, men du får den, og jeg kan overleve som forfatter en tid endnu. Og tro mig, det er et job, som jeg faktisk er ret god til.

Jeg har nu udgivet 20 bøger. Det er et smukt tal. Denne bliver den sidste. Og husk, at hvis du vil læse om mine bøger, så kan du gå på min webside: www.hesselholt.com. Der findes en omtale af hver enkelt bog.

Jeg har snart 30 års jubilæum som forfatter. Og det er 15 år siden, jeg oprettede mit lille forlag Ancethe. For det første syntes jeg, det var nedbrydende for teksten, at den skulle gå gennem en forlagsredaktørs ikke altid lige kløgtige øjne. Der blev rettet alt for meget i mine tekster og ofte til noget ringere end det, jeg havde skrevet. Og for det andet så ville jeg, at mine bøger skulle være smukke i det ydre også – rare at se og føle på. Det sanselige indtryk skulle være OK.

 De af mine bøger, der i 15 år udkom på såkaldt anerkendte forlag var direkte grimme. Navnlig ”Isenglens Søn”, som kom på Gyldendal i en klædning, som nærmede sig avispapirstandard –  det var SÅ simpelt og billigt hele vejen igennem.

Jeg gjorde derfor et ret stort arbejde for at finde frem til en bogtrykker, som kunne lave et virkelig smukt håndværk – en bog, som det var rart at have i hånden. Det fandt jeg i HORNSLET BOGTRYKKERI. Her er et lille citat fra en anmeldelse af min seneste bog ”Tobias og Englen” – det er Eva Maria Nielsen, der anmelder bogen i tidsskriftet ”Katolsk Orientering.” 

Hun skriver:”Da jeg holdt bogen i mine hænder, blev jeg overrasket over det fine tryk på højglanspapir. Bogen føles simpelthen lækker.”

Du kan se hele anmeldelsen på min hjemmeside: www.hesselholt.com

De første år gik det fint med at sælge til bibliotekerne og til boghandlerne, for lektørudtalelserne var i top, og bøgerne blev pænt anmeldt. Med det nye IT-system er min forbindelse til bibliotekernes hylder åbenbart bremset.

Jeg kan sikkert ikke holde op med at skrive.

Men det bliver så her på blokken.

Og så kan du jo downloade det, du gerne vil læse. Det ville være skønt for mig at at tænke på, for vist er skriveriet af fiktion en slags samtale med nogen. Eller tale til nogen.

Men selv uden en enste læser, ville jeg skrive.

Det ligger i blodet.

Og så fik jeg netop i dag – altså 14 efter bogens udgivelse tilsendt bibliotekernes lektørudtalelse, og den er jeg rigtig glad for. Forståeligt nok, for den viser, at lektøren virkelig har læst bogen. Dejligt. Det må være et svært job med de utrolig mange bøger, der udgives hver dag.

Jeg ser først nu og jeg skynder mig at slette mine synder, at lektørudtalelsen er beskyttet af copy right de næste tre måneder. Jeg har kun tilladelse til at trykke 10% af udtalelsen. Det vil jeg så nøjes med at gøre, indtil om 3 mdr. hvor den er tilgængelig for alle. Altså jeg citerer slutningen af udtalelsen:

Vurdering: Underholdende og velskrevet fortælling. En rigtig god læseoplevelse, hvor man bliver inspireret til at læse meget mere om Kokholms Hotel og gense “Badehotellet” 

Vurderet af Sanne Mendel

Mens det sker 11 –

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

“Og du siger, at du ikke kan huske! Og så siger du sådan om det, du lige har set!?”

“Ja” sagde han. “Men jeg husker det ikke.”

“Hvad???”

“Ja, det er noget, jeg har glemt. Og jeg husker det heller ikke nu. Det er væk. Men jeg blev så glad. da jeg så det.”

“Så det? Glad?”

“Ja, for jeg kendte jo det hele igen.”

Ole var med en ven på tur. Vennen kørte ham omkring på egnen. De besøgte de små landsbyer, kørte forbi gårdene, gennem skovene, forbi søen og videre … Og det havde været en stor oplevelse, fordi han kendte de hele igen. Og så mente jeg jo, at han trods alt havde husket. At det hele havde ligget i en lille flig af hjernen og var blevet bevaret der. Så var det, at han gjorde mig opmærksom på forskellen mellem at huske og at genkende. Det er ikke det samme, men når man er dement og synes, at man har glemt det meste, så er det en åbenbaring at se noget, man har glemt og så pludselig opdage, at man kender det igen.

Det forstår jeg nu. Men det har jeg aldrig vidst før. Han lærer mig så meget nyt. Han er så klog.

Ole og Vagner i sidstnævntes veteranbil

I dag gik vi en lang tur langs åen. Og senere efter aftensmaden og en god film – en tur til spejlsøen. Det er kun tre minutters gang fra huset. Nærmest en del af forhaven. Og det var måneskin. Et lille mirakel af skønhed. Hvor er vi heldige.