Kokholm 7

Dette billede har en tom ALT-egenskab (billedbeskrivelse). Filnavnet er 630cd425-23f1-42b5-ba1e-281ea601858a3.jpg

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Jeg har omredigeret og fortsat bogen om Elisabeth Kokholm og bringer herunder teksten, som den ser ud nu:


HVORFOR

Hvorfor skrive endnu en bog om Kandestederne? Der er jo allerede udgivet hele to om det lille sted: ”I begyndelsen var lyset” (1990) og ”Hændelser ved Hulsig”(2015), og de dækker vel i tilstrækkelig grad egnens historie? Ja, det kan man jo mene, men man kan også vende det om og hævde, at netop de to bøger er i stand til at vække interesse for endnu en beretning om denne afsides egn, der er så rig på skæve eksistenser og sære fortællinger.

Det er således hensigten med denne bog at tegne et portræt af to af stedets beboere, hvis liv fulgte et ganske andet mønster end det, der tegnede sig ved deres fødsel. Gamle talemåder, som ”skomager bliv ved din læst” og ”lige børn leger bedst”, gjorde de grundigt til skamme.

Lysten driver værket, siger et andet gammelt ord, og jeg må blankt indrømme, at jeg ikke er nødt til at skrive denne bog, men mest af alt er drevet af lysten til at gøre det. Hvordan den så end vil forme sig hen ad vejen.

Nød og lyst. De flestes liv er en passende blanding af de to ingredienser, men jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at Christen som barn kun kendte meget lidt til begrebet lyst. Hans barndom var præget bitter nød, og alt pegede i retning af, at det skulle fortsætte sådan livet igennem. Alligevel blev han allerede som ganske ung drevet fremad mod en ganske anden tilværelse end den, der lå i kortene, da han blev født.

Hvad var det for kræfter, der drev ham?  

For den lille Elisabeth så fremtiden anderledes lys ud. Der er flere billeder af hende, og når jeg betragter dem, kan jeg se en pige, som ganske vist fik lov til at udfolde sig og være barn med barnets ret til leg og lyse drømme, men som også lærte, at det hårde arbejde er forudsætningen for livets beståen. Også for barnelivets. Og hun var rundet af en familie med en streng arbejdsmoral, men også med sans for skønhed. Hun var en Houkjær.

Elisabeth var familien eneste datter, og jeg tror, at hun trods tidens og egnens strenghed har været en smule forkælet. Hun var nu en gang gårdens prinsesse, det var hende, der havde retten til riget, for broren var bestemt for en pige med en større ejendom end Houkjær. Nedenstående billede viser da også en pige, der hviler i sig selv og som nok ved, hvad hun er værd. Her ser vi hende på vej ud af barndommen med klare øjne og et næsten Mona Lisa agtigt smil på læberne:

Det er sigende, at der ikke findes tilsvarende billeder af drengen Christen. En sådan storhed hørte ingen steder hjemme i hans fattige miljø, og nogen fotografering af drengen kom derfor aldrig på tale.

”I begyndelsen var Lyset”. Sådan lyder titlen på den bog om Kandestederne, der udkom i 1990. Den handler om en af Jyllands nordligste landsbyer, der som alle landsbyer i Danmark har været under konstant forandring gennem hele 1900-tallet. I begyndelsen af århundredet bestod den af en lille samling gårde, nogle få huse og tre mondæne hoteller, men fra ca. midten af 1900tallet mistede de det mondæne look, de forfaldt ganske enkelt, indtil de stod som spøgelsesagtige minder om en anden tid. Og denne forvandling skete samtidig med, at moderne sommerhuse poppede op rundt om i klitterne. Og gårdene forsvandt fra landskabet eller de blev købt op af velhavere og renoveredes til ukendelighed. 

Bogen fra 1990 består af en samling tekster, forfattet af kendte danskere, og det er på flere måder en stor bog. Der fortælles om stedets særpræg og om dets ikke mindre sære beboere, men den handler måske mest af alt om forfatternes egne oplevelser af Kandestederne.

Egnen er i en stor del af året særdeles ugæstfrit med sine hyppige vestenstorme, der hvirvler sandet op og gør det umuligt at færdes i klit og på strand, hvilket vil sige udendørs. Alligevel er de fleste af ovennævnte skribenter netop gæster. ”I begyndelsen var Lyset” er velfortalt og smukt illustreret, men det er langt hen en gæstebog.

Det er lysets og sommerens Kandestederne, der skrives om. Vrangsiden kendte de besøgende mest af navn.

I denne bog vil man møde ”de oprindelige” beboere midt i det dagligliv, der udfoldede sig, før ”de fine” kom, mens de huserede, og da de havde fået nok og vendte det hele ryggen.

Som alle biografiske fremstillinger vil også denne handle nok så meget om forfatteren selv som om bogens hovedpersoner. Det beklager jeg, men sådan det være, for det hele er sanset gennem mit temperament. Det er min bevidsthed, der registrerer og selekterer, og det alt sammen afhænger af, hvad jeg husker og hvad jeg mener at vide ud fra de kilder, jeg har adgang til.

De omtalte personer er jo for længst borte, og det meste af, hvad de engang ejede er gået samme vej. Deres bedrifter fortoner sig som deres liv, og der findes kun få aftryk deraf i form af anekdoter, der stadig lever, og effekter gemt i arkiverne og på egnsmuseerne.

Af det vil jeg forsøge at genskabe så meget, jeg formår. Og så troværdigt, jeg kan.

Inden jeg gør det, vil jeg kommentere bogens titel: ”Dronning Elisabeth og Kandekongen”. Christen Kokholm blev, som det fremgår af debatsider i Skagen Avis og Vendsyssel Tidendeforsynet med titlen ”Kandekongen” og det var ikke altid venligt ment.

Og Elisabeth fik tildelt sin titel af dronning af ingen ringere end Danmarks dengang største skuespiller, Poul Reumert, som i øvrigt holdt meget af hende. Det kommer jeg tilbage til.

Nedenstående er et telegram fra 1949 i anledning af Elisabeths runde fødselsdag:

TIDERNES MORGEN

Vi begynder i det attende århundrede og ikke i Kandestederne, men i nabolandslandsbyen Råbjerg. Mellem de to landsbyer lå dengang Studelig Mile, der strakte sig over et langt større areal end det nuværende Råbjerg Mile, som er det moderne navn på de enorme sandklitter, der i vore dage er fredede, men dengang var lige så fredløse, som de var forhadte.

I Råbjerg lå på den tid to gamle gårde, Troldborg og Houkjær eller Havkier. De adskilte sig ikke synderligt fra de øvrige steder i sognet, også de var småbrug, der knap nok kunne brødføde en familie, for det meste tilliggende var sandet og ufrugtbart, og ligesom alle andre var de fæstegårde til herregården Asdal ved Hirtshals. 

I løbet af århundredet blev de gang på gang udsat for voldsomme sandstorme, og sidst i 1700-tallet var ødelæggelserne blevet så omfattende, at beboerne så sig nødsagede til at vælge mellem pest og kolera: enten måtte de forlade alt, hvad de ejede og lade sandfygningen fuldføre sit værk og begrave bygningerne, eller de måtte sten for sten og stolpe for stolpe flytte de dele af gården, der endnu stod til at redde, til et fredeligere sted.

 Både dem fra Houkjær og dem fra Troldborg var hårdføre folk, der ikke veg tilbage for nok så slidsomme hverv. Det var den råstyrke, de havde overlevet på i umindelige tider, for ejede man ikke kræfterne til at tage kampen op mod en ond natur og tvinge sig til et udkomme på trods, så gik man ganske enkelt til grunde. Her overlevede kun de sejeste.

Heller ikke nu lod de sig slå ud, de tog fat og flyttede deres gårde. Hvad der var tilbage af Troldborg blev transporteret til den nærliggende Raabjerg kirke, hvor det hele blev genopført. Og også Houkjær blev stykke for stykke revet ned og bygget op på ny i det, der i dag er Kandestederne.

Derefter gik årene på Houkjær, som de plejede med slidsomt arbejde, den sandede jord blev tilsået og høstet i den vante cyklus, sandjorden forbedredes en smule hen ad vejen, men i mange år vedblev stedet at være fattigt. I folketællingen fra 1801 kan vi se, at matriklen ejes af Christen Lauridsen, og stedet betegnes da som et boelsted, hvilket betyder, at det var uanseeligt og mindre end en gård.

Senere overtages det af Morten Houkjær, og det er muligt, at han får sat skik på stedet, så det undergår en mærkbar forbedring i hans tid. Måske har han været flittig i malkningen af en helt anden ko end dem, der stod fredeligt i deres båse. Havet havde nemlig i folkemunde erhvervet sig tilnavnet ”Den blå Ko”, og det ydede ikke så lidt gods til dem, der turde nærme sig det, også når det for alvor viste tænder. Det vender vi tilbage til. 

I året 1822 fandt et indviklet skifte sted mellem de to førnævnte steder, og derved blev det ellers så fasttømrede gårdmønster brudt. De to ejere, Kresten Troldborg og Morten Houkjær, der i mellemtiden var blevet selvejerbønder, stak hovederne sammen og besluttede, at de ville bytte ejendomme. Eller måske var det konerne, der tog initiativet og ønskede en så radikal forandring, for i de slægter havde kvinderne mere end ét ord at skulle have sagt.

Hvem, det nu end var, der først fik ideen, så blev den realiseret, og unge Peder (Krestens søn) på Troldborg flyttede til Houkjær i Kandestederne, mens Morten på Houkjær overtog Troldborg i Raabjerg og tillige med gården visse forpligtelser, som vi skal se om lidt.

Peder, der var født med kaldenavnet Troldborg fik nu ikke blot en ny gård, men tillige et nyt navn. Fra at være en Troldborg, blev han nu en Houkjær. Peder Houkjær.  

De to gårdmandsfamilier, som således byttede ikke blot gårde, men også navne, var i øvrigt nært beslægtede. Morten var nemlig Krestens nevø og altså en fætter til den unge Peder. 

Forresten skete ovennævnte skifte nærmest af nød, for Peders far, Kresten Troldborg og hans kone Karen var nået op i en alder, hvor de begge trængte til at gå på aftægt. Og det betød, at de for det første skulle have lov at blive boende hjemme på gården (Troldborg) og for det andet modtage fuld forplejning resten af livet plus en del andre goder, bl.a. rede penge, alt sammen omhyggeligt nedfældet i en juridisk bindende aftægtskontrakt.

Det ville have betydet en stor byrde for deres unge søn Peder, men nevøen i Kandestederne var midaldrende, og skønt ejendommen ikke tog sig synderligt ud, så havde Morten haft tid og evne til at spare op. Måske havde han haft held med jorden og efterhånden forbedret den, og måske havde han haft held til at malke Den blå Ko godt og grundigt.

Peder Houkjær er min tipoldefar, og jeg ved ikke ret meget om ham som menneske. Hvordan han var som bonde kan vi måske se af den kendsgerning, at gården ikke blev ringere drevet i hans tid. Der var ikke mere tale om et boelsted, men en gård. Og Peder har sikkert været en utrættelig slider, dovenskab døde man af, og måske var han en hård mand, det kunne man vel lettest blive under så barske kår, men der har også været noget blidt i hans væsen, en trang til at skabe skønhed med sine hænder, og måske har der flydt en kunstnerisk åre i hans blod. I al fald ved vi fra Christian Houkjærs erindringer ”Fra Flyvesandets Egne,” at han forarbejdede et chatol med så ualmindelige udskæringer og dekorationer, at det er gået i arv gennem flere generationer og vel endnu står et sted i familien og fortæller om Peder Houkjærs skaberglæde.

Han flytter altså til Kandestederne i en alder af 22 år og med sig har han lillesøsteren Karen Marie, der fører hus for ham, indtil de begge to gifter sig. Og de gifter sig med to søskende fra Nørre Gaardbo i Råbjerg, Kristen Jensen og Elisabeth Jensdatter. Gaardbofolkene var solide bønder, som havde klaret sig godt og som var velsignede med en stor børneflok. Den ældste af dem, Mads, blev far til den senere så berømte lokalhistoriker, A.P. Gaardbo, der, skønt han aldrig havde gået i skole eller modtaget nogen form for undervisning blev videnskabsmand. Hans artikler publiceredes i videnskabelige tidsskrifter og blev senere udgivet i bogform. En anden af sønnerne er digteren Carl Andersen, hvis liv fortælles så levende i Bent Hallers roman: ”Digterpjalten”. En tredje af Mads’ sønner, Janus, gifter sig til gården Troldborg. Og sådan levedes livet på kryds og tværs i det lille samfund.

  Elisabeth, der gik under navnet Lysbet, ankom til gården i Kandestederne som 19årig, og ligesom alle Gaarbobørnene var hun et kvikt hoved og et livligt menneske, der ikke lod sig kue af modgang, og der går endnu rygter om, hvordan hun undertiden spillede op til Peder i noget, der kunne udvikle sig til en veritabel duel på viljekraft. Som hun ifølge overleveringen gerne vandt, for hun vidste nok, hvad hun ville og forstod at sætte det igennem.

En af efterkommerne, Charles Houkjær, der har foretaget en omfattende slægtsforskning, fortæller, at hun gik for at være en ”stærk kvinde”, og det hed sig desuden om hende, at hun var ”kvik i replikken”. Charles Houkjær har i sin bog ”Ad Lyngveje” nedfældet en del anekdoter, og i den følgende fortæller han om Lysbet. Hun var på det tidspunkt en gammel kone, og en dag gik hun ude i klitterne og inspicerede klitfogeden, der var i færd med at plante marehalm til dæmpning af sandflugten. Han hilste hende med ordene:

”Godaw, gammel Lysbet. Gor do å rokker ino?” og hun svarede hvast:

”Ja, det jør a. Å a rokker hær nok ino, nær do læer fem alen ojjer joren!”

( Goddag gamle Lysbet, går du og rokker endnu. Ja, det gør jeg. Og jeg rokker her nok endnu, når du ligger fem alen under jorden.)

Det kom til at holde stik. Klitfogeden døde som 56 årig og Lysbet overlevede ham med mange år. Hun blev 83 år. 

Hvordan hun så ud, kan vi ikke vide, men bondeklædedragten og sysselsætningen var sikkert nogenlunde som på dette samtidige billede af Katrine Jeppesen, der også var gift med en hedebonde.

En anden af Lysbets efterkommere, tipoldebarnet Lise Troldborg, har fortalt mig følgende anekdote, der ligesom Peders smukke chatol har overlevet i familien, og som hun har hørt af sin far.

En dag ville Lysbet til Frederikshavn. Vi ved ikke hvorfor, men hun har måske haft lyst til at købe lidt luksus – eller måske bare betragte det brogede liv i byen. Og hun spurgte Peder, om han ville køre hende til købstaden. Nej. Det kunne der ikke være tale om. Så vendte hun sig om og gik sin vej. Ud af gården og ud af syne. Peder må have kigget længe efter hende, og han må have tænkt, at hun nok ville vende tilbage til ham, når hun var kølet lidt af, for Frederikshavn ligger ikke just i gåafstand fra Kandestederne. Men nej, tiden gik, og der kom ingen Lysbet. Til sidst og efter mange timer, må han alligevel være blevet urolig, i al fald beretter historien, at han spændte for og kørte den lange vej til Frederikshavn. Der fandt han hende ganske vist. Men hun var aldeles ikke afkølet. Og da han bad hende køre med hjem, så hun blot på ham og sagde noget i retning af:

”Do ka siel tjyre jem, nær a ka’ go’ hiele væj harte så ka’ a os’ go hiele væj harfrå.”

Ja, sådan var hun.

Men hvad ved vi ellers om disse nordjyske bønder? Hvorved adskilte de sig fra rigets øvrige landbefolkning? De var naturligvis ikke ens, men de hårde livsvilkår har præget deres karakter og hærdet deres sind. Og dertil kom så, at de levede isoleret fra omverdenen, omgivet som de var af sandmiler, hav og uvejsomme heder.

Vi kan ikke mere høre deres stemmer, og meget må vi gætte os til ved at betragte det, som de har efterladt og lytte til det, der er blevet fortalt om dem. En ting ved vi dog med sikkerhed: De var fåmælte, klitbønderne slog ikke om sig med lange tirader, og det ville have været umuligt for Ludvig Holberg at henlægge sin ”Jeppe på Bjerget” til det nordjyske. Alle de lange monologer ville være gået tabt, og Jeppe ville ikke have kunnet svare for sig, når adelen tog ham under behandling. ”En bitte pråt”, når man mødtes, det var mere end rigeligt her oppe i det nordligste Vendsyssel.

I Christian Houkjærs fine bog: ”Fra Flyvesandets Egne”, giver han et eksempel på en sådan samtale. Min oldefars bror, Jens Houkjær, havde en gård i Råbjerg sammen med sin kone Andrea. En dag kommer han hjem fra sin tørvelod i Lodskovad, og Andrea har nok gået og kedet sig en smule, alt for mange adspredelser har hun næppe haft, men nu kommer så Jens med nyt ude fra den store verden, og hun spørger nysgerrigt, om han har mødt nogen på sin tur. Jo da, han har mødt Martinus.

”Nå. Å hwa så haj?”

”Haj så, at wej war så såje.”

”Å hwa så do så te det?”

”Nå ja, to a så da, som san er, at det er for dej jen som for dej nan!”

Og det var så den samtale. Og Andrea har været fornøjeligt underrettet. (Oversat: Nå. Og hvad sagde han? Han sagde, at vejen var så sandet. Og hvad sagde du så til det? Nå ja, jeg sagde da, som sandt er, at det er for den ene som for den anden.)

Jeg husker ifølge sagens natur ikke disse 1800-tals bønder, men deres efterkommere har jeg kendt, og de var heller ikke snakkehoveder, og har vel i det store hele lignet forfædrene, opvokset som de var på de gamle gårde og desuden alle i slægt med hinanden på kryds og tværs.

Nogle af disse efterkommere, som blev født i slutningen af 1800-tallet har været så venlige at skrive noget af det ned, som de kunne huske om de gamle. Og her har vi en af de fineste kilder til en forståelse af deres væsen.

Jeg har nævnt Peders Houkjærs oldebarn, Christian Houkjær, som har bidraget med flere fine erindringsbøger. Også et andet af hans oldebørn, Lars Hesselholt, har nedfældet minder fra barndommen og fortalt om folk på egnen. Lars var selv en sådan typisk jysk bondesøn, og jeg husker ham som stilfærdig, lun og fuld af humor.

I sin lille bog, ”Hulsig-Minder” – Fra Kandestederne til Tranestederne”, fortæller han om ”de gamle” f.eks. om Mads Mortensen på Starholm, der ligger mellem Hulsig og Kandestederne. Han var altid god for en rap replik, hvilket undertiden gik ud over købmand Møller i Skagen, som han gerne tog sig en ”pråt” med, når han var i staden. En dag, hvor han kom med en ladning martørv, trådte han som vanlig ind i butikken, og købmanden begyndte straks at småsnakke. Trivedes de derude i klitten?  Mads gav sig lidt:

” næej …det er skidt med det høwer bien , det vil intj reiti mak ret.”

”Det er alderen, Mads Mortensen, der kommer jo altid noget, når man bliver ældre,” sagde købmanden.

Hvorpå Mortensen svarede, at det kunne det umuligt være. For det venstre ben var ligeså gammelt. Og det fejlede ingenting.

Mads var gift med Ane, og som allerede nævnt, så var kvinderne stærke, ikke bare fysisk, men de havde også en jernvilje. Ville de noget, så gav de ikke op. 

Sådan fortælles det i ”Hulsig Minder”, at Ane flere gange i træk havde bedt Mads om at huske at købe lidt safran med hjem til hende, når han var i Skagen. Hun har nok tænkt, at det fine farvestof kunne give hendes hjemmelavede oste et gyldent skær. Og Mads glemte det gang på gang, måske fordi han syntes, at det var en unødvendig luksus. Ane og hendes safran. Et halvt gram kostede 25 øre, og det var mange penge dengang, det burde hun da tænke på. Og Mads hørte til de nøjsomme, og man kan forestille sig, at forholdet mellem Mads og Ane på et vist tidspunkt har været spændt til bristepunktet og at han til sidst ikke kunne holde det ud længere. Han måtte reagere, og det gjorde han.

Han drog til Skagen alene for at købe det forbandede safran. Og han har sikkert været vred, da han stod ved disken. Måske har han tænkt: ”fanden ta’ det sure kvindfolk!” – nej, nu lægger jeg ham ord i munden. Det ville han aldrig vove at tænke. Nej, men han rasede ud i handling. Og jeg forestiller mig, at han har stået på sin vanlige rolige måde og set købmanden lige i øjnene, da han uden at blinke bestilte sin safran.

Møller undrede sig uden tvivl over en sådan ekstravagance og spurgte venligt hulsigbonden, hvor meget, han da skulle have? Mads bemærkede købmandens nedladende tone, og så var det, at fanden tog ved ham, og det han nu sagde, skulle aldrig blive glemt, og jeg vil tro, at han fortrød det mere end en gang. Men ordene blev sagt.

”A ska’ ha’ æ puj.”

”Hva’be’har’? Jamen, et pund, nej hør nu, Mads Mortensen! Det … det  …ka’ da aldrig …?” 

Mads gengældte iskoldt hans blik og fortsatte:

”Æ puj …sæer a.”

Efter en pause, hvor de to mænd bare stod og stirrede på hinanden, sagde Mads:

”A hår pæeng mæ!”

Og det havde han. Og det fortælles, at Møller måtte gå rundt til alle købmænd i Skagen for at få skrabet et pund safran sammen.

Hvad Ane har sagt, da han kom hjem, melder historien ikke noget om. Måske har hun gjort som konen i H.C. Andersens ”Hva’ Fatter gør er altid det rigtige” og slået armene om ham og givet ham et kys. Men jeg tvivler. Sådan var de sjællandske bondekoner. Ikke de nordjyske.

PEDERS GÅRD

Der er heldigvis bevaret billeder af Houkjærgården, nogenlunde som den så ud, da den blev flyttet og i mange år efter, kun med nogle enkelte forbedringer, f.eks. tror jeg, at de såkaldte ”udskud” er kommet til senere. Det blev mode på et tidspunkt med disse udbygninger, hvor der lige kunne indrettes en sengeplads til mere end en person. Og her på Houkjær må der have været god brug for dem, for efter et skibsforlis, og dem var der mange af hvert år, husedes de skibbrudne i kortere eller længere tid på gården. Houkjærene fik ikke direkte betaling for det – det blev betragtet som det, det var: en god gerning. Men mange taknemmelige sømænd har i årenes løb betænkt familien med gaver. Måske fik udskuddene med deres ekstra sengepladser også anvendelse, da en foretagsom ung mand foreslog og også lykkedes med at omdanne gården til noget aldeles uhørt: et hotel. Men derom senere.

Hvordan gården var muret op, ved vi noget om, og den viden fortæller os også, at Houkjærfolkene aldrig har ligget i bunden af det sociale hierarki, der herskede på landet. I en artikel i ”I Begyndelsen var Lyset” skriver Niels Skovgaard følgende:

(s.37) ”Det gamle hus i Raabjerg var indvendigt af murede, tørre lersten blandet med sand og beklædt med mursten fra Holland udvendigt.”

Houkjær blev revet ned engang sidst i forrige århundrede, men endnu er der bevaret enkelte af de brændte sten. De er anslået til at være ca. 400 år gamle. Unge Peder Houkjær flytter altså i 1822 ind i en ældgammel, men solid gård.

Jeg ville have givet meget for en detaljeret beskrivelse af gårdens interiør. Hvor mange rum var der? Hvilke? Her er jeg næsten på bar bund. Det er derfor fristende at ”låne” lidt af de mange forfattere, der blev født i det nittende århundrede og på klitgårde af nogenlunde samme størrelse, og her er vi faktisk ganske velforsynet med materiale. En af dem er Martin Nielsen, der i bogen ”Mennesker jeg mødte på min Vej,” fra 1945 fortæller om sin opvækst på en lille ejendom i Napstjert, ikke ret langt fra Råbjerg og Kandestederne.

Her fortæller han om livet på landet i 1800-tallet, som det udfoldede sig i det nordlige Vendsyssel, men så meget anderledes har det ikke været fra egn til egn. Det er vanskeligt at finde adjektiver, der dækkende beskriver de forhold, som små menneskebørn her ude på heden og i klitten voksede op under.

Nedenstående er et uddrag fra bogen, som bl.a. fortæller om indretningen af det lille hjem, som den gamle Martin Nielsen husker det:

Der var ingen Mælkekælder og intet Komfur i Køkkenet, men et aabent Arnested i Skorstenen, og til Mors store Sorg og Ærgrelse kunde det ikke altid undgaas, at der dryppede Sod ned i Maden. Dette Forhold blev først ændret, da jeg var 12 Aar gammel, altså i 1886. Om Vinteren, naar Frosten var haard, maatte ikke alene Mælken anbringes paa Hylder i Stuen, men ogsaa Svinefoder som Valle og Skummetmælk maatte anbringes i store Kar, hvor det endda kunde true med at bundfryse.

Vintrene var frygtelige. Og kulden. Den er til at få øje på. Når mælken frøs til is i stuen, må menneskene have lignet omvandrende istapper.

Men føden fik de. For ud over landbruget, blev der drevet fiskeri. Navnlig ålefangsten var vigtig for de nøjsomme familier, og vi hører, at Martin Nielsens far tog den lange vandring til Gaardbo Sø for at fiske. Også Kandefolket har vidst at værdsætte fiskene i den sø, der senere og til mange småfolks fortrydelse udtørredes for at forvandles til frugtbar agerjord til gavn for de større gårde.

Så var der selve agerbruget. I Kandestederne gjorde samme problem sig gældende som i Raabjerg: Alt for meget af jorden var sandet til i klit eller groet efter i hede. Man havde får gående rundt om i klitlandskabet, de var nøjsomme, og de halvstore børn blev sat til at vogte dem. Enkelte kreaturer blev der også føde til. Men med jordbruget var det en helt anden sag. Kornet kunne ikke uden videre gro i det golde sand. Men det skulle det. Og kampen mod sandet lå klit- og hedebønderne i blodet.

Her er endnu et afsnit fra M. Nielsens bog, hvor man får et indblik i det utrolige slid, der var en del af hedebondens hverdag. Vi møder forfatterens far i færd med at forvandle klitten og heden til fertil agerjord og derved forøge gårdens hartkorn.

(S.9) (Far) opdyrkede ca. 4 Tønder Land ”Rimmer og Dopper”, og forvandlede disse til meget frugtbar Agerjord, der bar gode Afgrøder af Korn og Græs. Det er et anstrængende Arbejde at opdyrke Hede paa denne Egn. Først skal Dyndet kastes op af ”Dopperne”, dernæst Sandet med en Trillebør køres ud i Doppen, saa der fremkommer en jævn Flade af Sand, og endelig skal det opkastede Dynd fordeles jævnt over denne Flade og hakkes med en Spade.

Jeg synes, man kan høre tonerne fra Johan Skjoldborgs glade sang: ”Med min hakke min skovl og min spade”. Men det har dog næppe været med slige romantiske ord på læberne, at vore forfædre stred for at fravriste naturen det daglige brød. De har tværtimod måttet bide tænderne sammen og fortsætte uden at kny.

Vi kan gå til andre forfattere i 1800-tallets sidste del og finde lignende beskrivelser af det stræbsomme liv på landet, for netop som århundredet er ved at rinde ud, debuterer en række digtere, der har det til fælles, at de har levet hele deres barndom på landet.

Den mest kendte er vel Jeppe Aakjær. Og ligesom Skjoldborg romantiserer han i sin lyrik barndommen og livet på landet i 1800-tallet, ja, det er lige før, han henfalder til idyllisering, som f.eks. i ”Rugens Sange”, der er en lovprisning af den fattige bondes enkle og autentiske liv. Et liv, ikke i strid med, men i pagt med naturen.

Men samme Aakjær sprænger gang på gang idyllen i sin prosa. ”Vredens Børn” er således et decideret kampskrift, der handler om landproletariatets usle levevilkår.  Og bogen virkede. Også politisk. Sammen med Johan Skoldborgs ”Gydholm” fik ”Vredens børn” ganske stor indvirkning på landets sociallovgivning.

Jeppe Aakjærs egen barndom på gården Jenle må have lignet min oldefars og hans søskendes, som den udfoldede sig på Houkjær. I sin erindringsbog: ”Fra min Bitte-Tid”, fortæller Aakjær om den evige frygt for at bukke under for naturkræfternes  hærgen. Her fremaner han stemningen af angst, når det stormen fløjtede omkring den lille gård:

Gaarden, der laa med den bare Ende ud mod alle Vinde, gennemrystedes ustandselig af de herskende Vestenstorme. Det lød helt sørgmodigt saadan en Uvejrsdag at staa i en af dens tomme Gulve og høre Trænaglernes og Spærenes Gnislen og Knagen, medens Stormen krystede dens Sideben. Hvis stormen kom om Natten, hvad den havde for Vane, var der ikke mange af os, der fik Søvn i Øjnene.  … Thi en rigtig krabat Nordvestenstorm er ikke længe om at rydde en Husside for alt sit Tag, hvor Simen er raadden og Underlaget skimlet. Blot en Ildergrav – et Rottehus er nok til at Uvejret kan faa en Finger ind og løsne det hele Sting for Sting.” (Side 11)

Frygten for det uvejr, der kunne lægge gårdene øde på en enkelt nat, har været den samme hos alle bønder på den jyske hede og i de klitegnene, men her i det nordvestligste hjørne af landet var man truet på flere fronter, for de fleste bønder ved vestkysten var selvskrevne bådsmænd, og det betød, at de måtte gå strandvagt ved storm og stille op ved alle skibsforlis, parate til at begive sig ud på det hav, der for dem sagtens kunne blive et dødens hav. Det gjorde de vist nok uden betænkning, selv om jeg ikke kan vide, hvilke mavefornemmelser de har haft, inden de gik i redningsbådene.

Peder og Lysbet fik syv børn, som alle fødtes på Houkjær. De hed Christen, Jens, Dorthe Marie, Karen Marie, Mads, Ole og Søren.

 Her ganske kort om hver enkelt af de syv søskende og deres gang på jorden:

Christen kom til verden 1829, men han forlod den igen som ung mand, idet han druknede i 1855. Vi ved, at han i 1848 blev sendt til fronten for at deltage i Den første slesvigske Krig. Og måske var han med i slaget ved Isted, hvorfra han som så mange andre sårede blev evakueret til Als og herfra hjemsendt. I al fald viser folketællingen, at han er hjemme igen længe inden krigen er slut. Og det ser ud, som om krigen har forandret ham. Hvordan ved vi ikke. Kun ved vi, at han handler imod al tradition og imod al fornuft, ville man sige i samtiden. Lider han af posttraumatisk stress? Eller har han bare ikke kunnet udholde livet i den stille afkrog efter at have været ude i den store verden? Eller rager han måske uklar med forældrene? Vi ved det ikke. Men et er sikkert: selv om han som ældste søn er arving til Houkjær, så vender han hele herligheden ryggen og stikker til søs. Og bliver væk, indtil han nogle år efter drukner et eller andet gudsforladt sted på de syv have. Christen døde ikke i krigen, men forældrene mistede ham alligevel.

Nu var den næste i arvefølgen Jens, der er født 1831. Han overtog da også Houkjær efter sin far og drev den sammen med sin kone Andrea Nielsdatter indtil 1868, hvor han overlod gården til den næste søn i rækken, Mads, der er født i 1840. Selv flyttede han sammen med Andrea til hendes barndomshjem i Lodskovad. Om livet der har Christian Houkjær skrevet meget levende i sin bog ”Fra Flyvesandets Egne.” Jens og Andrea var hans bedsteforældre, og det var der, han tilbragte sine ferier.

Dorethe Marie blev født i 1834, og hun blev senere gift med Christian Søren Sørensen kaldet Christen Sørig, fordi han ejede gården Nr. Sørig. Hun kom altså godt i vej.

Karen Marie blev født i 1837 og blev gift med Niels Peter Larsen til Klarup, som efter nogle års ægteskab kom ulykkeligt af dage, ifølge ”Hulsigminder” tog han sit eget liv, hvorefter Klarup blev købt af hendes bror, Ole Houkjær, der giftede sig med en datter fra den anseelige Krøggaarden, Marie. Selv blev Karen Marie gift for anden gang og denne gang med en landmåler fra  Hjørring.

Som rosinen i pølseenden meldte Søren sin ankomst i 1845. Og han er den eneste af de fem sønner, som ikke blev sendt i krig. Mens Christen som nævnt deltog i den 1. slesvigske krig i 1848, så kæmpede både Jens og Mads og Ole i 2. slesvigske krig i 1864. Jens ved Dybbøl, og de to andre ved Helgoland.

Mads, Ole og Jens blev altså på egnen. Tre stovte gårdmænd, der tilsyneladende klarede sig godt i al fald med hensyn til velstand og anseelse. Men de var utvivlsomt mærkede af oplevelserne fra krigen, Jens ved Dybbøl og de to andre i det voldsomme søslag ved Helgoland. Fra ”Hulsigminder” hører vi om de sårbare sind, Houkjærbrødrene havde, og som de ikke altid kunne tøjle. Der findes således flere anekdoter om Ole Houkjærs iltre og opfarende adfærd over for sine nærmeste, og de billeder, der findes af ham, viser da også en bister herre, og Mads, ja, han gav på et tidspunkt op og tog sit eget liv.

Det er umuligt at vide, hvordan forholdet var mellem forældre og børn dengang, og det er først en generation senere, hvor det at udveksle breve bliver almindeligt, at vi får en fornemmelse af, hvilke følelser, der rørte sig familiemedlemmerne imellem. Når det gælder viden om disse ting, må vi igen vende os mod de forfattere, der havde deres opvækst på gårdene på den tid, og som senere udgav deres barndomserindringer. Og heraf fremgår det, at børneopdragelsen var akkurat så hård som det miljø, den foregik i. Prygl har været en del af hverdagskosten. 

Igen tyer vi taknemmeligt til Jeppe Aakjær, der i et tilbageblik og med et glimt i øjet fortæller, hvordan han selv gik med sin mor ud for at skære ris til egen røv. Han fortsætter:

 ”Mor gik nu med sin Fangst lige ind i Saltkammeret, hvor den gode Lage nu havde den rette Saltholdighed, her sænkede hun Risene et for et i den blodigrøde Væske, der omgav den parterede Gris’ flæskede Sider. Mor og jeg talte under denne Alvorsakt fortrolig om Tingene og Metoden, og jeg fandt intet at udsætte. … De bløde Pilevaand blev her blanke og smidige og sejge som Læderremme, og Saltet i dem bed sig godt fast i en blød Barneende.” ( Side 51 i ”Min Bitte-Tid”)

Her er ingen tvivl. Og Aakjær bebrejder ikke sin mor den hårdhændede opdragelse. Den blev opfattet som ligeså naturlig som at grise skulle slagtes og kornet høstes. Blidhed var lig med blødhed, og det har næppe været en del af konceptet. Og så alligevel. I sine sange beskriver Aakjær jo en anden virkelighed. Her  får vi således et blik ind i  ”hyggekrogen” ved moders rok:

Her ved Moders gamle Rok

Hun lærte mig at stave,

Synge om ”den hvide Flok” og ”al Hans Naadegave”.

Lul, -lul! Rokken gaar

Men dens Nyn og Sange

Vemodsfuldt mod Hjærtet gaar

Naar Kvældene bli’r lange.

Vi ser ind i en bondestue, hvor alt ånder fred. Og hvor forældrene tager hånd om børnene med andet end riset og videregiver de åndelige værdier, der var deres.

Og sådan har det vel også været i det lille hjem i Kandestederne. Der var hårdt arbejde til børnene fra de var helt små, og der er ingen tvivl om, at børnene er blevet tugtet godt og grundigt, men der er næppe heller tvivl om, at Peder og Lysbet har holdt af deres børn og ønsket det bedste for dem.  

Og det har været med tungt hjerte, at de har måttet sende 4 af deres fem sønner i krig. Kun Søren slap. Han var for ung.

EN DRENG KOMMER TIL VERDEN

Harboøre. Et fiskerleje på Vestkysten. Christen Nielsen Kokholm kom til verden i 1871 et sted i Danmark, hvor fattigdom var et livsvilkår. Her var lidelse ikke noget ukendt, det var ikke en straf for et vantro liv på jorden. Nej det var noget, alle kendte til fra deres egen krop. Havde man levet her, så havde man også lidt her. Alle havde oplevet tarmene skrige af sult, og om vinteren omgav kulden dem ude som inde. Man blev født i fattigdom, levede i fattigdom og døde i fattigdom.

Når jeg nu på lang afstand skal forsøge at skildre det miljø, den lille Christen voksede op i, er egnsmuseer og lokalarkiver naturlige steder at søge oplysninger, og her findes da også et righoldigt materiale. Men det er langt hen døde ting, vi får præsenteret, og skal vi lugte, smage og føle, hvordan det var at leve på det sted i den tid, så må vi atter ty til litteraturen og ad ordenes bugtede veje forsøge at komme så tæt på sandheden, at den bliver sanselig.

Jeg vil derfor citere et par steder fra Jens Christian Lings bog: ”Himmel, Hav og Harboøre”, der udkom i 2018 og som handler om de mange forlis, der skete en novembernat i 1893 ud for Harboøre. Og uddraget her stammer fra en artikel i Politiken d.26  nov. 1993, skrevet af Henrik Cavling. Ling her hele artiklen med i sin bog. Først hører vi, at fiskerne om sommeren fisker i de sydlige farvande så langt borte som Lolland Falster og derefter:

”I Slutningen af Avgust Maaned gaar de (Harboørefiskerne) atter i deres smaa Baade nord om Skagen og lander paa Harboøres farlige Strandbred. Saa kommer Vintren med den haarde Kamp for Livet. Kl. 1 om Natten gaar Fiskerne til Søs og søger Torsk og Kuller ca. 1 Mil fra Land. Sædvanlig vender de ikke hjem før næste Aften og er da ved Vintertid ukendelige i et Lag af Is.”

Vi ved fra folketællingerne, at Christens far var arbejdsmand og at han om vinteren tog hyre som fisker. Han var således med på havet den nat i november 1893, hvor 26 Harboørefiskerefiskere omkom. Det samme var hans søn Christen, men derom senere.

Nu vil vi først kigge ind i et typisk fiskerhus sammen med Politikens journalist Henrik Cavling, der aflægger Harboøre et besøg for at skrive om den store ulykke. Huset, vi får beskrevet, har sikkert lignet det, Christen blev født og voksede op i. Det var altså et sted som det her beskrevne, at han først så dagens lys.  Skønt meget lys kunne næppe trængen ind gennem de små ruder:

” …  kun én stue og et køkken. Bohavet bestaar af Alkovesenge, et blaamalet Skab samt Bord og Træstole. Store Bjælker løber hen under Loftet, der er saa lavt, at de velvoksne Fiskere sjældent kan staa oprejste i deres Hjem.”( citat fra side 96)

Christen kom til verden som nr. 4 i en flok på ni levendefødte børn. Børnedødeligheden var utrolig stor på den tid, navnlig i den fattigste del af befolkningen, så moderen, Ane Marie, har sandsynligvis født eller i al fald ventet mere end de ni børn, der arriverede med et par års mellemrum. Det er muligt, at der tilmed har været en gammel på aftægt. Christens far, der i øvrigt også hed Christen, var søn af en daglejer og indsidder, og havde altså som dreng samme sociale status som lille Pelle i Nexøs roman Pelle Erobreren.  

Der blev dog ingen erobrer ud af Christen den Ældre. Som voksen ejede han ingenting, og han kom aldrig til det. Og til den ugentlige gudstjeneste har han haft sin plads på nederste bænk, hvis han da ikke har måttet lide den tort at stå op under hele den lange ceremoni. Man sad efter rang og anseelse.

Indenfor i sådan en lille stue, er det første vi ser ud over bohavet vrimlen af små og store mennesker, men bliver vi stående en tid, eller måske endda budt en siddeplads, så varer det ikke så længe, før det går op for os, at der er mange andre beboere i den lille stue end lige menneskene. Katte naturligvis og mus, det er klart, men de hører jo næsten til kæledyrene. Værre er det med rotterne, de er ikke kælne, men også dem må man dele den trange plads med. For hvor der er mennesker er der mad, og rotter er grådige og altædende. Jeppe Åkjær skriver i sin ”Fra min Bittetid” om denne daglige plage:

Rotterne var ikke til at blive skilt ved i de gamle Bønderhjem, hvor man sjældent var helt fri for Kreaturer selv i Stuehuset. Jeg mindes dem som en frygtelig Plage i min Barndom. Ja, de var ligefrem ikke til at dy sig for. De smaa sov ind med onde Drømme af Frygt for Rotterne, de voksne laa og klippede uroligt med Øjnene og rundt om i Sengene, naar de laa og hørte paa Rotternes græsselig Rumsteren snart ved ens Fødder, snart ved ens Hoved, snart inde under dagligstuebordet. … Ikke sjældent blev de sovende bidt i Næsen af de farlige Dyr. Jeg har engang som Barn i min Søvn faaet et Rottebid i en Finger.

Rotterne udryddedes ikke med folkestyrets indførelse midt i århundredet, og mange år senere skriver en anden berømt forfatter om deres plagsomme aktiviteter i hans barneliv i begyndelsen af 1900tallet. Halfdan Rasmussen udtrykker det dog mere poetisk end Aakjær, men angsten er den samme hos den lille Halfdan i Christianshavn som hos den lille Jeppe på heden og den lille Christen i fiskerlejet. Her ser vi drengens rædsel spejlet i den gamle digters ord:

”Og det var i det dybe rottemørke/ at rotten sad og kiggede dig ud/ og ventede tålmodigt på at søvnen/ sku lokke søde dufte af din hud.”(1977)

Rotterne fik den indtrædende vel ikke at se. De kom først frem om natten. Men så var der alt det andet småkravl, der raserede døgnet rundt: lus og lopper og fnatmider, og en almindelig velkomsthilsen til den indtrædende gæst skulle ifølge Troels Lund ( ”Dagligliv i Norden”) lyde sådan her: ”Velkommen i Stuen. Og værsaagod at gaa hen til æ Kløpind!”

Det gjaldt for stort set alle børn, som voksede op i det miljø, at deres livsbane var programsat fra fødslen. Der var jo ingen jord og ingen gård at arve, og fremtidsudsigterne tegnede sig lige så dystert for lille Christen som for alle de andre fisker-og daglejerbørn i Harboøre. Det, han kunne se frem til, var et liv som landarbejder eller i bedste fald som fisker i et bådelav.

Alligevel går det ham helt anderledes. Og da vi møder ham på havet hin stormnat i november 1893, da har han allerede været vidt omkring i landet, og en overgang har det ligefrem set ud, som om han var trådt ud af faderens fodspor og i færd med at finde sin helt egen vej i livet.

Vi ved således, at han et par år forinden har været elev på Vallekilde Højskole, hvor han ud over en åndelig dannelse også har tilegnet sig en praktisk uddannelse. Han er blevet snedker. Og vi ved også, at han har været ”på valsen” og haft held til at finde sig et godt arbejde som snedker, og en overgang tegnede det virkelig lyst for den fattige Harboøredreng. Var han ikke ligefrem ved at bryde med det faste kald- og standsmønster?

Det så sådan ud, men nu er vi i 1893, og vi ser, at han er vendt hjem til Harboøre. Hvorfor? Og hvorfor arbejder han, en udlært snedker, på en synkefærdig fiskerbåd sammen med sin far? Hvad er der gået galt?

Inden vi kaster ud i alt for mange gisninger om årsagen, kunne det være interessant at kaste et blik på farens ungdom. Og her finder vi hurtigt ud af, at han, der som nævnt også hed Christen, en tid ernærede sig som tjener hos en fornem familie i Lemvig.  I den stilling har han fået kendskab til en kultur og en dannelse, der lå langt fra den, han kendte hjemmefra, og senere fik han arbejde på en mølle i Lemvig. I begge tilfælde var der tale om et trin opad på den sociale rangstige. Det ser endda ud til, at han erhverver sig et svendebrev, i al fald betitles han møllersvend i kirkebogen, da han senere bliver gift med Ane Marie Christensen Stausholm.

Vi har ingen skriftlige vidnesbyrd om de tanker, han gjorde sig i ungdommen. Men der findes andre kilder til en forståelse af fattigmandsbarnets vej til de højere samfundslag. Den mest berømte er naturligvis skomagersønnen fra Odense, H. C. Andersen, men skønt hans barndom nok kunne ligne Christen Kokholms, så var hans videre vej i livet, som han selv udtrykker det ”et eventyr”. En mere velegnet sammenligningskilde har vi i Hans Fugls erindringer. Dem skriver han som gammel mand sidst i 1800-tallet, og her fortæller han om sin stræbsomme vej opad i tidens samfund. Også han kom fra et fattigt hjem, og også han var ud af en flok på ni børn, og hans ungdomsliv ligner Christen Kokholms. Også han er en tid tjener i et fornemt hus, og også han lærer sig møllerfaget. Begge steder fik Fugl indblik i en verden, som tændte en drøm i ham. En drøm om at bryde ud af fattigdommen og leve et helt andet og bedre liv. Han kom i skole, på seminarium, fik lærereksamen, rejste ud i verden og endte som en velhavende forretningsmand.

Sådan gik det ikke Christen. Filmen knækker, da han gifter sig med Ane Marie. Med dette giftermål brast enhver mulighed for at realisere drømmen om et bedre liv. Nu fik den unge mand mere end nok at gøre med at brødføde en støt voksende familie. Men måske har han videregivet drømmene til den mellemste af sine sønner, ham, som han lod opkalde efter sig selv.  

På den tid, hvor Christen vokser op, er den indremissionske vækkelse nået til det lille fiskerleje. Befolkningen bliver delt i to grupper: de hellige og de vantro. Intet tyder på, at Kokholms hørte til den førstnævnte gruppe, men vi ved fra Jens Kristian Lings ”Himmel og Hav og Harboøre”, at alle gik i kirke om søndagen, og de har derfor hørt de samme ord.

Her et lille citat fra den prædiken, pastor Madsen holdt over de fiskere, der druknede i 1893:

”Han (Gud) har rystet Træer iblandt os, for at der skulde falde modne Frugter i hans Skød. Jeg véd ogsaa, at der er et Baadelav, som i hin Havsnød raabte til Jesus: ”Dersom Du fører os levende i Land i Dag, saa vil vi omvende os og evig høre Dig til!” Og maaske er der Flere, der have gjort det Samme. Jeg har hørt med mine egne Øren, at mange af de Sørgende have raabt til Herren over deres Afdøde: ”Nu skal det være Alvor, nu vil jeg være din!”

Indre Mission havde et stærkt tag i Harboørefiskerne. Og hele retorikken omkring deres religiøse liv kender de fleste af os fra Hans Kirks ”Fiskerne”.

Også Christen Kokholm d. Yngre kendte det sprog. Ja, han må nærmest være opflasket med det, og vi ved, at han ligesom de øvrige fiskere anråbte Herren om hjælp hin rædselsnat på havet, hvor så mange omkom i bølgerne. Og ligesom dem afgav han et løfte til Gud, men det var alligevel knap så fromt som de andres. Til gengæld kom det fra hjertet. Et knust hjerte, måske, men sikkert også et hjerte, som heledes den nat, hvor han så inderligt bad til Gud. Og ordene har vi fra hans egen mund. For den historie har han fortalt sine børn igen og igen, og den er som andre familiefortællinger bevaret som et klenodie, der hæges om. Og Christens datter, Rigmor, har nedfældet hvert ord, sådan som faren har fortalt det.

Mens nemlig alle de andre Harboørefiskere bønfaldt Herren om at frelse dem fra døden og lovede, at de så til gengæld ville omvende sig til HAM og for evigt tilhøre Jesus, så lovede Christen, at hvis Gud ville frelse ham, så ville han fri til Elisabeth og for evigt tilhøre hende. 

Elisabeth, prinsessen. Hende vender vi tilbage til. Men hvad er det, der gør, at denne fattige dreng, der har alle odds imod sig, får held til at vinde prinsessen og det ganske rige? Ja, vi kender det gamle eventyr med Klods Hans, der ridder lige ind i prinsessens hjerte og erobrer det uden videre modstand. Den fortælling har vi gerne godtaget uden forbehold. Og vi må også tro, at  Christen uden videre modstand har erobret Elisabeths hjerte. Men det var ikke nok. Ikke i de tider og slet ikke på den egn.

Når det så alligevel lykkes ham i den grad at spille tiden og dens strenge orden et puds og ene mand fortage den lange rejse fra fattigdom til velstand og fra dyb foragt til stor anseelse, så skyldes det flere faktorer, og en af dem har vi allerede omtalt: at faderen havde uindfriede forventninger til sit eget liv og at han overførte dem på sin søn.

Farens liv var låst fast i standspyramiden. Han blev ved sin læst. De jordløse stod nederst i kirken, som de stod nederst i samfundet.  Og man skulle være talentfuld som H. C. Andersen eller brændende i sin tro som Christen Kold eller en ukuelig stræber som Hans Fugl for at kunne frigøre sig fra kald og stand. Christen d. Ældre var ingen af delene. Han skrev ikke digte, han var ikke ”hellig”, og han var ikke ukuelig. Og så giftede han sig med en 7 år ældre kvinde, fik et hav af børn, bøjede nakken og sled sig igennem livet som arbejdsmand.    

For at forstå det spring, den unge Kristen gør allerede inden han møder sin prinsesse, må vi kaste et blik på de religiøse/åndelige vækkelser, der strømmer ind over landet i sidste halvdel af 1800tallet. Vi har nævnt Indre Mission, og den inddrak Kristen med modermælken, Harboøredreng, som han var.

Men der var en anden vækkelse, som måske for eftertiden står som opposition til den førstnævnte, men i virkeligheden bølgede parallelt med denne og ofte endda i takt med den, nemlig grundtvigianismen, den første –isme i vores kulturhistorie. Begge ville de opvække den dorske almue.

Ud over målet: at vække og oplive, så besad de endnu et fælles træk, idet tilhængerne af begge bevægelser var besjælede af en indre ild, en lidenskab, som stod i kontrast til den kølige rationalisme, der herskede i tiden og også kendetegnede teologi og kirkeliv.

Nu skulle ”ånden” oplives, og for missionsfolkene betød det omvendelse til Jesus – herved lignede missionen 1700tallets pietistiske vækkelse, der også centrerede sig om den lidende Kristus, og retorikken var ofte den sammen, men sidstenævnte uden den folkelige appel, som Indremission havde.

For grundtvigianerne drejede det sig i højere grad om at oplive ”folkeånden.” Som Grundtvig sagde: ”menneske først, kristen siden.”  Landet havde mistet så meget i 1864, og nu gjaldt det om at erobre det tabte tilbage, et tilbagestående folk kunne intet udrette, så derfor skulle det skubbes fremad! Fremad mod større viden og dygtighed. ”Frem bondemand frem!” Omkvædet i Hostrups populære vise, skulle puste nyt mod i de modløse sind. Og det gjaldt selvfølgelig ikke kun for bønder, men også for fiskere.

Skoling blev et nøgleord. Bondeknøsen og fiskerdrengen skulle på skolebænken, de skulle oplæres og oplyses. Og budskabet nåede vidt omkring, ja helt til Harboøre.

Folkeoplysningen med højskolebevægelsen som spydspids var netop i de år i sin vorden, og en af de første grundtvigske højskoleideer realiseredes i Vallekilde af en ung teolog, Ernst Trier, der netop var hjemvendt fra krigen, og som nu brændte efter at medvirke til at genrejse det slagne folk.

Året efter åbnedes Vallekilde Højskole. Her skulle åndens og håndens færdigheder om ikke ligestilles så i al fald sidestilles. Man skulle således både kunne uddanne sig både i en almen dannende retning og i en teknisk faglig retning.       

EN PIGE KOMMER TIL VERDEN

Mads overtog som sagt Houkjær i 1868 efter sin bror Jens, Han sled nu ene i nogle år med bedriften, inden han giftede sig. Han havde dog sin gamle mor Lysbet boende, og da vi ved, at hun både var en stærk og handlekaftig kvinden, så har han vel været godt hjulpet. Måske var lidt under tøflen? Måske har hun ikke været særlig ivrig efter at dele hverken ham eller madmorrollen med en anden kvinde.

I al fald går der nogle år hen, inden han bekvemmer sig til at finde en kone. Igen kan vi blot gisne, men det er da muligt, at Lysbet i al diskretion har ført ham i den rigtige retning. Utænkeligt er det ikke,  Mads vælger i al fald i overensstemmelse med skik og brug på egnen at gifte sig med en god, ung pige fra en solid gård, Høgenhaug. Og den lå endda lige i nærheden, så bedre kunne det næsten ikke blive. Måske var de endda i familie med hinanden.  

Gårdejer og husbond. To titler med status på den tid. Og dertil knyttede sig en del andre titler, som ligeledes gav anseelse i det lille samfund. Det skal vi vende tilbage til.

Lad os først gøre status over begrebet ”bonde” eller bedre endnu ”den danske bonde”. Tidligere havde det ikke været en betegnelse, man kunne sole sig i, tværtimod lød ordsproget i 1700-tallet: ”var bonden ikke bunden, var han være end hunden.”  

De store bondereformer sidst i 1700-tallet gjorde deres til den før omtalte frigørelse, men omvæltningen kom ikke fra almuedybet, men faldt som manna fra oven, dog ikke af Gud eller hans stedfortrædere på jorden. Det var ikke kongens værk, og ikke kirkens, men adelens, dvs. især den indvandrede tyske adels værk . Det var Reventlow og Schimmelmann der førte an.  Det var deres politiske virke der kom til at vende op og ned på bondens kår. Selv havde han hverken magt eller vilje til at kaste åget af sig.

Men nu var han altså fri af stavnsbånd og hoveri, og ”den nye bonde” blev et yndet motiv for guldaldermalerne. Her i den første del af 1800-tallet ser vi ham da også fremstillet i den rene idyl, omgivet som han er af gyldne aks og blå himmel, smukke hvidkalkede gårde og med storke på taget. Og bondepigerne er nette og kønne som taget lige ud af Christian Winthers ”Træsnit” fra 1828.

Men, som vi har set tidligere, så var det ikke den rå virkelighed, der skildredes i de billeder, og det var det heller ikke senere i århundredet, hvor landet kastedes ud i to borgerkrige med kun et par tiårs mellemrum.

Nationalromantikken blomstrede i blodets farver, og Hostrups ”bondesang” kan igen bruges som illustrativt eksempel. Her et par strofer:

Ja, sænker end du dit Blik mod Jord

Endskjønt du er fri,

Og bærer endnu du af Lænken Spor,

Du før smedet var i,

Og lyster det ej dig at stande som Værn

For Frihed og Fædrehjem,

Er ikke dit Mod som din Arm af Jern:

”frem, Bondemand, frem!”

Ja, frem! Thi Maalet du ikke har naa’t

Med Sulet paa Bord;

Fra Frimands Ret og til Stormands Daad,

Saa gaar Vejen i Nord.

Ja, frem til Hjælp i den trange Tid

Med Skatten, du har i Gjem,

Med Folkets slumrende Kraft og Vid-

Frem, Bondemand, frem!

Din Moder sidder nu gammel og træt,

Men frejdig i Hu,

Sin Alderdoms Trøst og sin tabte Ret

I dig venter hun nu.

Din Moders Hus er blevet et Skur,

Der inde Trækken er slem,

Det gjælder at rejse den sunkne Mur-

Frem, Bondemand, frem!

Sangen er fra 1866, og som vi ser, appelleres der til bonden om at genrejse landet (den sunkne mur) – det forventer Gamle Mor Danmark. Men de to krige var vel næppe bondens krige, og hans hjerte bankede ikke nødvendigvis for Holsten eller Slesvig.

Billedet af den nationalsindende danske bonde er netop et billede, opfundet i en anden end hans. For bonden er på den her tid ikke først og fremmest dansker, han er først og fremmest sjællænder eller jyde eller fynbo eller vendelbo alt efter, hvor han nu havde sin hjemstavn.

Og København sagde ham ikke ret meget, jo, det var jo kongens by, det vidste han, og det havde han fået indbanket i skoleårene. Men ellers var København ham ligeså fjern og fremmed som London og Paris.

Og digterne sang lystigt med på Fabers vise om den tapre landsoldat: ”dengang jeg drog af sted/ min pige ville med. Men bondeknøsen sang næppe med på de muntre ord, og jeg tror ikke, kærligheden til fædrelandet har brændt i hans bryst. Lydigt stillede han sig til nationens rådighed i to krige, der ikke var hans krige.

På Houkjær sendte man fire unge sønner i krig, og det var et utroligt held, at de alle fire slap fra det med livet i behold, men så vidt jeg kan se ikke med den mentale sundhed i behold. Tre af dem levede med varige mén, og to af dem døde af eftervirkningerne. Kun Jens synes at være sluppet helskindet og helsindet gennem krigens helvede.

”Længe nok har jeg bondepige været” … Kristen Karstensens sang om bondepigens ret til silkeklæder og frihed havde 26 år på bagen, da Elisabeth i 1876 slog øjnene op til et liv netop som bondepige. Ikke til et liv i velstand, for det var småt med silken i hedebondens hus, og for en pige var det så som så med friheden. Men det var alligevel et godt liv.

Og da Elisabeth kommer til verden, har meget forandret sig og den ser anderledes ud, end da hendes far Mads blev født i 1840. Nu er Danmark et folkestyre, og hun tilhører ikke mere den foragtede almue, men den agtede bondestand. Hendes far kender sit eget værd og hun kender sit. Det lyser ud af de billeder, vi har af hende, og senere bekræftes det i høj grad af, hvad der fortælles om hende og af de valg, hun foretager både i den spæde ungdom og senere gennem et langt liv.

Elisabeth er ikke ked af at være bondepige. Og landet Danmark er nok blevet mindre, men bondens verden er blevet større. ”Hvad udad tabes skal indad vindes” Det er hede-og klitbonden med på og der tages mere og mere under plov.

Hendes far, Mads Houkjær, var ganske vist en simpel bonde ligesom sine forfædre, men han var også en ny tids bonde. Han var fri. Gården var hans, og alt tilliggende jord var hans, og flere generationers hårde slid havde båret frugt og bevirket, at ejendommen var vokset med hensyn til hartkorn og også på andre måder forbedret. Ikke så få hektar hede lå nu opdyrkede og ikke så lidt sand havde han fjernet, og hvert fæ på fire ben var hans og alle folkene på gården tilhørte ham.

Harboøre – kokholm 6

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Dette billede har en tom ALT-egenskab (billedbeskrivelse). Filnavnet er 630cd425-23f1-42b5-ba1e-281ea601858a3.jpg

Jeg vil følge op på dette indlæg, der som overskriften siger, indgår i Kokholm -research-serien. Jeg var i Harboøre for nogle dage siden for at samle materiale til en beskrivelse af Christen Kokholms barndom.

Jeg havde i forvejen læst en del. F.eks. Lings seneste bog om Harboøre. Og mens jeg stod og kiggede på altertavlen i Harboørekirke, blev jeg mærkelig rørt. Billedet er sentimentalt, og den slags gør normalt ikke indtryk på mig. Det tager jeg afstand fra.

. Men sådan var det ikke her. Jeg blev virkelig grebet.

Billedet forestiller, som man kan se nedenfor Jesus, der lader de små børn komme til sig. Men det ligner ingen anden fremstilling af denne tekst fra 18. kapitel i Lukasevangeliet. Pludselig forstod jeg det. Billedets Jesus er jo i Harboøre, og han er omgivet af fiskerkoner, der lige har mistet deres mænd, og af børn, der er blevet faderløse. Alle undtagen Jesus selv er klædt i Haboørerfiskernes hverdagstøj. Og sorgen og smerten er ægte nok. Børnene, kvinderne, ja, selv Jesus får en autenticitet, der griber en om hjertet.

Og man forstår også Harboørefolkenes Kristocentriske religiøsitet. Den mand kan læge alle sår. Eller kan han?. Selv synes han ikke helt sikker, hans ansigt lyser af inderlig sorg, og han virker helt på niveau med de små. Han ER i deres smerte.

Det vil jeg vende tilbage til og til turen. Her er nu billedet, så døm selv:

Billedet er malet af Alex Hou i 1910 – og han er jo heller ingen amatørmaler, men meget anerkendt i sin tid.

Intermezzo

Dette billede har en tom ALT-egenskab (billedbeskrivelse). Filnavnet er 630cd425-23f1-42b5-ba1e-281ea601858a3.jpg

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Til dem, der måske følger med på min blog – skønt den længe er blevet ujævnt ajourført, – vil jeg meddele, at jeg nok får lidt bedre tid i efteråret og der vil følge op på min Kokholm-research – ja, allerede i september vil jeg arbejde på sagen. I sommer vil der ikke ske meget. Ikke af den slags i al fald. Mit arbejdsliv er gået i stå, og det er kedeligt, for jeg kan IKKE forestille mig et liv uden arbejde.

Som Gabriel Garcia Marquez skriver: VIVIR PARA CONTARLA – den er jeg med på.

Jeg har desuden fået en ny opsætning af bloggen, og det varer lidt, inden jeg helt finder mig til rette med alt det nye. Til gengæld er den jo mere moderne og helt sikker at færdes på for blogrejsende. Tak til Hans for hjælpen.

Vi får se.

Derfor ved jeg endnu ikke, hvordan jeg skal svare på kommentarer. Anne Udesen skriver således til mig, at hun gerne vil finde bogen: I begyndelsen var lyset. Det kan jeg ikke hjælpe med. Men den er jo efterhånden gammel (fra 1999) og findes kun, hvis man er meget heldig. Men prøv at google titlen. Måske er der en antikvarboghandler, der ligger inde med et eksemplar. Det er en flot og fin bog – jeg forstår godt, at den for længst er udsolgt.

KOKHOLM 5 – Lidt om Kristian Kokholm

Tilføj overskriftAfsnit

Dette billede har en tom ALT-egenskab (billedbeskrivelse). Filnavnet er 630cd425-23f1-42b5-ba1e-281ea601858a3.jpg

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com 

KRISTIAN KOKHOLM

I indlægget KOKHOLM 4 kan man følge en families udviklingshistorie gennem ca. et århundrede. Indlægget vil vokse i takt med at jeg lægger det på bloggen, som jeg vil være i stand til at grave frem af glemslen og strukturere med en slags sammenhæng for øje.
I mellemtiden vil jeg foregribe begivenhedernes gang og tegne nogle streger til et portræt af den ene af Elisabeth og Christen Kokholms to sønner, nemlig Kristian, der skulle få en omtumlet tilværelse. Man kan meget kort opsummere hans skæbne således: Han søgte lykken, men  kom aldrig blot i nærheden af den. Det kunne i den forbindelse også være interessant at undersøge, hvordan Kristian forstod begrebet “lykke” – hvad var det helt præcist, han søgte. Det var jo f.eks. ikke den lykke H. C. Andersen søgte og fandt. berømmelsen. Det var helt sikkert noget med rigdom, og her tror jeg, at barndommens fornemme og velhavende familier (fædrene måske især) har dannet idealet for drengen.

Han ville være som dem.

Det kommer dette blogindlæg til at handle om.
Vi kan ikke vide alt om, hvordan Christen og Elisabeth opdrog deres børn, men sikkert er det, at de ikke var ene om opgaven. Børnene var fra først til sidst massivt opdækket af voksne, nogle med samme status som dem selv, tjenestefolkene f.eks., andre tilhørende det bedre borgerskab eller ligefrem den danske overklasse, andre igen var adelige, enkelte ligefrem kongelige. Som nævnt, så spillede hotellets gæster en stor rolle i børnenes opvækst. Var de også rollemodeller? Breve fra disse mennesker viser, at de satte det kokholmske familieliv meget højt. Ja, en del af dem, som f.eks. skuespilleren Poul Reumert, idylliserede det ligefrem. Han ramte næppe plet, men vel heller ikke helt ved siden af, når han forestillede sig livet i familien som forbilledligt. Disse ”opdragere” fra den store verden kom senere til at betyde en del for børnene i deres vej videre frem. Det vender jeg tilbage til.
Der var andre opdragere. Forældrene naturligvis, men de var i al fald en stor del af året travlt beskæftiget med driften af både gård og hotel og havde næppe meget tid til overs for børnene. Hvad angår den gamle Christen K, så tror jeg, at der var tale om kontant afregning i form af lussinger evt. prygl, hvis sønnerne ikke makkede ret, hvad Kristian i al fald ikke gjorde, og forholdet mellem Christen og Kristian var spændt, det ser man af Kristians breve. Og det er helt sikkert en af årsagerne til den unge mands løsrivelsesforsøg. Ja, jeg skriver forsøg, for selv om han kom så langt væk fra faren, som man kunne komme, så frigjorde han sig alligevel ikke for alvor. Der var en navlestreng, som bandt livet igennem.

Bedstemoren derimod havde god tid. Og stor indflydelse.. Og hun hvilede som sine formødre i de gamle forestillinger om det hårde slids naturlige plads i dagliglivet. Arbejdet var livet og vejen. “Jeg er livet sandheden og vejen,” siger Jesus i  Johannes evangeliet og opfordrer menneskene til at nedlægge alt og følge ham. Men i Kandestederne var religionen jordnær og gammeltestamentlig og Jesus så vidt jeg kan se aldeles fraværende.

Så det sande liv lå i arbejdet – det var vejen, ikke til velstand, men til overlevelse. Som skrevet står: ”I dit ansigts sved …”. Sådan havde det været i umindelige tider, og sådan var det stadig for de fleste folk på disse kanter. Her blev ingen skånet, heller ikke børnene. Når gæsterne tog for sig af de lækre tranebær, tænkte de næppe på, at de små rollinger i bærtiden blev purret før hanegal for at nå at plukke tilstrækkeligt med bær til at syltetøj, saft og andre lækkerier kunne strække helt til næste sæson.  Og jeg tror, at bedstemoren, Karen Marie, som boede hos dem, har sørget for, at den del af opdragelsen ikke blev forsømt.

Men det er Kristians liv, jeg vil ridse op i dette afsnit, og han er næstældste søn af Christen og Elisabeth. Den ældste hed Mads, opkaldt efter farfaren, og det blev ham, der kom til at overtage gård og hotel, sådan som skik og brug var.

Breve fra ham til Kristian, skrevet i 1950 og frem og altså ca. 16 år efter farens død og kort efter, at Kristian er vendt hjem fra sit lange ophold på New Zealand, viser imidlertid, at Mads ikke i juridisk forstand overtog hotel og gård. Elisabeth beholdt skødet, og han arbejdede for hende. Hun sad vel i uskiftet bo? De omtalte breve er faktisk fulde af bitterhed over, at han, som han selv udtrykker det, ”har gået herhjemme i 50 år og slidt for far og mor.” Et andet sted skriver han, at han er sin mors tjenestekarl og at andre (hans søskende f.eks.) ikke betragter ham som andet end det. Allerede her ses tydeligt krakeleringerne i det forgyldte kokholmske familiebillede. Senere går det helt i skår, men det vil jeg lade hvile..

Men tilbage til Kristian. Han fik en uddannelse som kontrollør inden for landbruget og med den i bagagen plus en sum penge (arveforskud?) og en hed drøm om at opleve det helt store eventyr emigrerede han i 1925. Han er en dråbe i den store danske emigrantbølge, der ruller ind over den ”nye” verden. De fleste rejste til Nordamerika, det gjorde andre unge mænd fra egnen, f.eks. min farfars bror Mads fra Hulsig og en af hans kammerater fra Rannerød. En del valgte Sydamerika og andre igen Australien og New Zealand. Det sidste gjorde Kristian.Så kunne han heller ikke komme længere væk fra far og fortid.

I den nye verden lå mulighederne, sådan tænkte mange unge mænd.
En anden dansker, der også valgte at rejse til New Zealand – en kvinde –  er berømt, nemlig digteren Ingeborg Stuckenborg, som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen. Hun ”ser” med sit følsomme digterblik på sine medrejsende og forstår allerede på udrejsen, at håbløsheden venter de fleste. Hun giver en barsk og realistisk skildring af disse emigranter og deres usikre håb om et bedre liv i det fremmede. Og det, hun oplever senere, bekræfter på uhyggeligste vis de bange anelser.

.
Alt det ser Kristian ikke. Han giver en lys og munter beskrivelse af rejsen til det fremmede. Han er på vej til selve livet, synes han. Og han har penge med hjemmefra. Og han nyder rejsen. Her lever han som ”badegæsterne” på Kokholms – i luksus og lediggang.
Via en genlæsning af Kristians breve synes jeg, at jeg kan ane billedet af en ung mand, der barndommen igennem har arbejdet alt for meget og alt for hårdt samtidig med, at han langt ind i sin egen privatsfære har oplevet mennesker, der uhæmmede og overmætte har kunnet hengive sig til nydelsen: hotellets badegæster. Det er det liv, han drømmer om, og som han tror, at han har fundet vejen til. 

Jeg har tidligere skrevet bøger om danskernes udvandring til Argentina, og også de rejste ligesom Kristian med håbet om at finde et bedre liv. Hjemme havde ældstesønnen måske overtaget gården, og de yngre kunne imødese en trøsteløs fremtid: som ”karle” på fremmede gårde. Så rejste de ud, og de fleste blev chokerede over det benhårde arbejde, der forlangtes af dem i det nye land. Og kun ganske få, som sled utrætteligt og levede på en sten i mange år og sparede op og knoklede videre og blev ved og ved og ved, indtil de havde en smule penge, som de satte i jorden, hvorefter de sled videre i mange år, kun de klarede sig, og kun de kunne udvide og investere og ende med at blive  velhavende.

Enhver er sin egen lykkes smed. Det var de alle enige om, men smedearbejdet krævede stor udholdenhed og en smertegrænse, der var så høj, at kun de færreste tålte den. Nogen få blev rige i Syd-og Nordamerika, og i Australien og New Zealand. Men de flestes liv fik et liv i fattigdom. Og Kristian havde ikke den hårde hud, som krævedes for at nå i mål i det hårde nybyggerliv.

Jeg vil citere nogle få af de breve, Kristian sender til familien. Fra rejsen ud. Og fra arbejdslivet i det nye land. Jeg ændrer ikke på tegnsætning og stavemåde. Det, jeg ikke har kunnet tyde, står i parentes.

Her er han nået til Osterley mellem Indien og Australien. 4/1 1925:

Kære Alle sammen
Hermed et Par Ord igen, jeg haaber, I har modtaget mit Brev fra Colombo, det var saa kortfattet til sidst, fordi jeg havde saa drabelig travlt, men nu kan I faa mere, jeg har mere Tid nu, om ti Dage er vi i den første Havn i Australien, jeg kan knap forstaa, at det er en Maaned siden, jeg rejste hjemmefra. Tiden gaar hurtigt her. Vi har 2-3 Aftener om Ugen (?) Teater, 2 Aftener Concert, 2 Aftner Bal, saa Ugen er besat, om Dagen har vi alle Slags Sport, alt sammen gratis, og ellers kan vi ligge i Flugtstolen paa Dækket, vi har hele Agterskibet fra øverst til nederst, vi mærker knap at vi sejler. Vi har fire Spisetider om Dagen. K.7½ Morgen Frokost, Kl.12 Middag, Kl.4½ The og Kl.7½ Souper, nu gaar det hel godt med at spise maden, men i den første Tid, var den ikke behagelig at faa ned.
Naar jeg skal nævne en smuk Plads paa Turen, saa er det absolut Colombo paa Øen Ceylon, jeg vilde ønske at I havde set den; jeg gik i Land om Morgenen d.28/12 tillige med en Del af Frelserens Hær. Vi blev modtaget af 3-4 Førere fra Frelserens Hær i Colombo, der viste os rundt hele Dagen, de var meget imødekommende og elskværdige, om Middagen fik vi Middagsmad og kolde Drikkevarer i deres Residens, jeg traf her en svensk Dame, som var ansat i Fr. H. i Colombo, saa vi kunde tale sammen i vores eget Sprog, jeg havde ikke ventet at træffe Skandinavere her, saa det var meget interessant. Der var en herlig Varme, for ikke at sige for varmt, Solen stod omtrent lodret over os, og endda sagde de, at det var Vintertid, jeg gad vide, hvor varmt der er, naar det er Sommer. Jeg kunne ønske at bo her om Vinteren for Naturens Skyld ikke for Befolkningens, thi det er hovedsagentlig Farvede ogsaa Embedsmændene, Sporvognskonduktørerne, Politibetjente og Forretningsfolk, men til trods herfor, er der dog rent overalt, Gaderne er brede og jævne. Der er den herligste Tropevegetation, man kan tænke sig. Frugter, Kokosnødder, Appelsiner, Bananer, Annanas osv. vokser fortrinligt her. Vi gav en Indfødt 1 sh. for at klatre op i en høj Palme og ryste Kokosnødder ned til os, vi fik saa mange vi kunde bære. Australien.Jeg var i en særlig smuk Park (Blomsterparken) for at nævne en Park, der er ellers Parker overalt uden for Byen.
Meget af Persontrafikken foregaar paa de tohjulede Vogne, der trækkes af en Farvet, der er kun Plads til én Mand, det er en meget behagelig Køretur, de Sorte er meget udholdende, de kan løbe mange strækninger uden at hvile. Jeg fik desværre ikke taget nogen Billeder af disse, thi jeg kunde ikke faa nogen Film i Byen, det var Søndag, men jeg haaber at snuppe en i Australien.. Jeg er glad for, jeg har mit Fotografiapparet med, jeg sender eder nogle Billeder fra Colombo her, de er desværre bleven lidt for mørke, thi jeg kender ikke rigtig Solen her, saa jeg havde indstillet Apparatet forkert, men jeg tænker, de næste skal blive bedre. De Billeder, jeg sendte sidst var følgende: Havnen med Bjerget i Baggrunden, fra Gibraltar en Oase i Sinaiørkenen, mig selv alene,  den lille med Hatten nærmest mig er New Zealænder, den anden Dansker, og en Englænder.
Colombo kan egentlig ikke beskrives, den skal ses, saa jeg kan ikke foreslaa eder, Fader og Moder, noget bedre end at tage en lille Vinterferie og smutte til Colombo. I vil aldrig fortryde det, I kan gøre hele Turen paa én Maaned eller 1½. Fra Danmark ned gennem Europa 2 Dage, med Damper fra Neapel til Colombo 12 Dage.
Det er kedelig, at jeg aldrig faar nogle Breve her, jeg ved jo ikke, hvordan I har det, og hvorledes Brylluppet er spændt af, alle de andre Passagerer faar Post i hver Havn vi anløber, men det tænkte vi jo ikke over, da jeg rejste, men vi maa regne med, at Skibet gaar uden om Europa, mens Post gaar gennem Europa, saa Breve kan komme meget før.
Jeg har snart ikke mere at skrive om, vi er i Australien om 2 Dage, vi har passeret Æquator, saa vi har det knap saa varmt mere, men vi har ogsaa haft nok, alle her sveder saa det driver ned ad os, jeg ogsaa, skønt vi er i meget lidt Tøj, bestiller ikke noget og er paa Havet, jeg vilde ikke ønske at være i Lnd her for at arbejde. En Del lider meget af Varmen, jeg selv befinder mig saa vel som jeg kan ønske. Jeg bader 2 Gange om Dagen, dejlig kølige Bade. Igaar passerede vi tæt forbi nogle smaa Øer (Kokosøerne) der beboes af ca. 20 Mennesker (Englændere) der skal være der et Aar ad Gangen, de ser kun fire Skibe i Løbet af et Aar, vi har alle skrevet Breve til dem, saa jeg tænker, de er blevet glade, de hentede selv Posten hos os.
Jeg vil slutte med mange kærlige Hilsener til eder alle og lykønsker Bedste, Moder, Mads og Marie i Anledning af Fødselsdagen.
Eders Kristian

I maa skrive om I har modtaget Brevene og Billederne

Det er tydeligt, at Kristian ikke har en hård nybyggerkarakter. Han knokler på gårdene og når han har tjent penge, holder han ferie og bruger hver øre på det. Jeg kender historien igen fra mine studier af danske emigranters liv i Argentina fra samme periode. Jes Hansen f.eks. knoklede flittigt som Kristian, og derpå tog han ind til byen og levede højt og flot for pengene, hvorefter han vendte tilbage til gårdene og knoklede videre. Han er med i Peter Elsas’ film: ”Mit Danmark er ikke dit Danmark” fra sidst i 70erne. Han endte sit liv på et alderdomshjem, hvor han havde en seng på en stue med mange gamle (fattige) mænd.
Kristian bruger også pengene efterhånden, som han tjener dem. Her er et brev fra ham efter at han har forladt sin første arbejdsgiver, Otto Bjerring:

Auckland 1/10 1925
 
Kære Alle sammen:
Jeg takker for eders sidste Brev som jeg modtog for lidt over 2 Maaneder siden og for Helgas Brev der kom lidt senere (Datoen var ikke nævnt) jeg kan ikke huske om jeg har takket eder for Bladet (Danmarksposten) som jeg faar jeg er meget glad for det. Jeg har modtaget Maries Fotografi hvilke jo er udmærket. Jeg har nu forladt Otto Bjerrings og har nu en lille Ferie i Auckland, New Zealands nordligste og største By og ser efter andet Arbejde jeg har ikke faaet noget endnu men trænger ogsaa til en lille Ferie, jeg har slidt haardt i Skoven.
Hvad Personen Otto Bjerring angaar da vil jeg nærmest kalde ham en uoplyst og uciviliseret Person der kun tænker paa at tjene Penge og atter tjene Penge disse er det eneste han lever for han forstaar at handle med Kvæg men dermed er ogsaa alt sagt. Der er en Del Danskere i Waihidi-distriktet, som han har lokket til at købe Jord han har faaet Betaling af Sælgerne for at anbefale det til disse Danskere der gik i den Vildfarelse, som man er tilbøjelig til at tro, nemlig at naar det er en af sine Landsmænd saa kan man have Tillid til ham. Hans Jord stiger jo i Værdi naar der bliver bebygget rundt omkring. Han har ogsaa foreslaaet mig at købe Jord men jeg vil betænke mig. Saa vil han jo ogsaa kommandere disse Danskere som dog ikke rigtig vil lykkes ham undtagen hans Broder Chr. Bjerring som er økonomisk afhængig af ham. Jeg vil kun nævne et Eks., som vil fuldt ud vise hans Natur.
Vi oprettede en dansk Klub hvis Formaal var at holde det danske Sprog vedlige. Vi mødtes en Aften hver Uge hvor vi talte dansk sang danske Højskolesange og havde dansk Oplæsning o.s.v. Vi fik ogsaa Chr. Bjerring interesseret i det, viste ham at det var forkert at hans Børn glemte det danske Sprog. Otto Bjerring fik ogsaa en Indbydelse men sagde meget kort Nej og prøvede paa at forbyde mig at gaa dertil fordi jeg var hos ham. Jeg gjorde ham opmærksom paa, at hvis han troede at han kunde forbyde mig at gaa bort Lørdag Aften eller Søndag for at tale det danske Sprog saa havde han taget uhyre Fejl af mig. Der var altsaa ikke noget for ham at gøre der, men derimod sagde han til Chr. Bjerring at hvis han støttede os med at tale dansk saa vilde han ikke have Spor med ham at gøre ( en af Sønnerne fortalte mig det) Det kunne Chr. Bjerring ikke taale, da han er økonomisk afhængig af sin Broder Otto, saa han faldt fra igen. Dette maa være nok til at vise hans karakter. Der er ikke noget saa oplivende som at have en Aften sammen med virkelige Danskere og synge gode danske Sange her ude i det Fremmede, men det kan Otto ikke forstaa han er blottet for al Dannelse og Kundskaber jeg har aldrig set ham læse en Bog eller Avis. Det er ikke Løgn alt sammen naar man hører at man skal holde sig saa langt fra sine Landsmænd som vel mulig. Faren er at man tror at man kan have Tillid til dem. Det er selvfølgelig ikke alle, Chr. Bjerring er en oplyst og dannet Mand. Dette her behøver I jo ikke at fortælle alle Vegne, kommer det herned igen vil det jo ikke være noget Gavn for mig.
Jeg har nu besøgt en Dansker her i Auckland, det tog mig nogle Dage før jeg vovede mig til det. Jeg er blevet lidt bange for Danskere, jeg tror dog han er af en hel anden Støbning. Det er ham jeg talte med paa Paladshotellet i København. Han tog mig til Foredrag i aftes og hentede mig her paa Hotellet i sin egen Bil og kørte mig tilbage igen. Jeg er inviteret til Middag hos ham paa Søndag hvorefter han vil køre en Tur med mig og vise mig Byen og Omegn. Der er dejligt mildt her i Auckland nu. Vi har jo nu Foraar. Frugttræerne staar i deres fuldeste Blomsterpragt.
Jeg har lige taget Afsked med en Dansker, der nu rejser tilbage til Danmark efter at have været her i 2 Aar mest for at lære Sproget. Han vil muligvis besøge eder hvis i bryder jer om det.
Til Slut mange venlige Hilsener fra eders Kristian
Jeg haaber I alle er raske , jeg er i bedste velgaaende.
Speciel hilsen til Bedste

Hvor barsk tilværelsen i det fremmede har været ind imellem, ser man tydeligt i det brev han sender hjem d.11/11 1925.

New Zealand 11/11 1925
Kære Alle sammen!
Jeg takker for eders Breve 4/9 og 7/9, 30/8, 24/8, 10/8, 12/8, og 14/8, som jeg alle modtog for nogle Dage siden paa engang.
Jeg vil nu lade eder vide, hvordan jeg har det, det er ikke absolut som jeg kunde ønske det. Mit sidste brev var skrevet fra Auckland. Jeg gik i Auckland i ca. 3 Uger for at finde Arbejde hvilket viste sig at være umuligt undtagen Farmarbejde, og det havde jeg ikke saa meget Lyst til da det altid er daarlig betalt og lang Arbejdstid. Hvis jeg har skrevet at der ikke findes Arbejdsløshed her paa N. Z. saa er det forkert thi jeg har selv været i de Arbejdsløses Rækker. Det blev mig fortalt da jeg kom her men alting er ikke saa lyst som man bliver fortalt. Jeg søgte alt Arbejde der kan tænkes, men alt forgæves det er ikke morsomt at blive puffet ud alle Vegne desuden var jeg heller ikke rigtig rask jeg laa i Sengen somme Tider i Auckland. Til sidst saa jeg mig nødsaget til at tage et Farmjob et Sted som er kaldt Hauraki Plains. Jeg tog det igennem et Fæstekontor.
Jeg tog med en Baad herned, jeg tog fra Auckland om Aftenen og blev sat af paa en Flodbred midt om Natten i ravende Mørke – her var hverken Mennesker eller Huse at se kun et aabent Træskur hvor jeg kravlede ind og havde Tag over Hovedet for Resten af Natten. Da det blev lyst vandrede jeg saa ud ad Sletten til Farmen, hvor jeg skulde arbejde. Hvis det havde været i Danmark, vilde man vel nok have gaaet bagover af Forbavselse eller Forskrækkelse, men her er man vant til at se saa meget, gerne det modsatte af hvad man venter, saa jeg blev ikke videre forbavset. Her er nemlig et mageløst Svineri. Jeg har set meget Svineri, men dette er dog det værste, naar jeg skriver, at det er lige saa meget som hos Jeppe Kyk saa er det aldeles ikke overdrevet. Huset bestaar af to Rum, det ene er Sovekammer, det andet er saa brugt til alt andet, et tommetykt Lag Møj er der selvfølgelig baade i Huset og paa Farmeren, hans Kone og Ungerne. Maden er jo derefter og bestaar mest af tørre Kartofler og halvraa Kød til hvilket man drikker Vand. Saus bruges ikke. Selvfølgelig bliver man fyldt med Utøj i dette Land og særlig her. I Førstningen var det jo frygtelig men man bliver vant til det.
Alle Svinene her (Menneskesvinene) er jo fyldt med Utøj. Jeg tænker de Newzealandske Farmere er de største Svin i Verden, nogle Danskere synes at faa samme Svaghed, naar de kommer her eller maaske de har haft det før.
Arbejdstiden her paa Farmen er 15-16 Timer i Døgnet fra 4 Morgen til 7-8 Aften. Her er ikke Malkemaskiner saa vi malker med Hænderne, jeg klemmer 500 Pund Mælk af Køerne daglig. Jeg har nu været her ca. 1 Maaned og bliver her nok en Maaned mere saa gaar jeg til Sydøen til Høsten der begynder lige til Jul som jo er vores varmeste Tid. Jeg kunde jo flytte herfra straks ( her siger man op med en Maaneds Varsel) men hvor er det bedre? Farmeren her er en uhyre raa Tamp, han har været i Krigen i 4 Aar, det gør jo ikke Folk bløde. Han fortæller om, hvordan han har skudt masser af Mennesker.
Næsten alle New Zealændere har været med i Krigen. Hvis England kommer i Krig igen saa er jeg vel nok sikker paa at komme med.
Her er tre smaa Unger som jo er sorte som Negre af Møj. De kommer ikke i Nærheden af Vand ret ofte. Den største Glæde Kællingen kan gøre dem er at pille Lopper af dem, hvilket hun er nødt til at gøre naar de skriger alt for højt paa grund af Loppestik. Jeg haaber I kan læse Skriften, den er ikke god thi jeg sidder paa mine Knæer foran min Seng og skriver dette, som Bord bruger jeg min Kuffert som jeg har lagt paa min Seng. Der er en Ting inde i Stuen som skal kaldes et Bord men der er et frygteligt Virvar paa det. Kopper, Tallerkener, Børnetøj, Sko, Støvler. Naar man kommer ind fejer man lidt af det til side med en Arm og gnider Kopper og Tallerkener af med sit Ærme, den slags Ting bliver heller ikke vaskede for ofte. Det er egentlig heller ikke morsomt at faa en stump halv raa Kød foran sig som man hverken kan skære eller tygge naar man er saa sulten som en Ulv.
2 Dage efter jeg kom her blev jeg syg af Influenza og Mæslinger. Det er jo ikke saa morsomt naar man maa ligge ude. Jeg ligger nemlig ude i et Telt, hvor Vinden jo suser igennem alting. Jeg er dog for lang Tid siden blevet rask igen. Jeg havde for resten ogsaa ventet noget i den Retning, thi det jeg har døjet af Regn og Kulde i Vinter. Det er kun en naturlig Følge at det giver Bagslag. Ja, det lyder maaske lidt mærkelig at man kan fryse her men det kan man altsaa, ikke ofte om Dagen thi saa er det gerne varmt og man bliver ophedet naar man maa slide haardt, men Nætterne er pissende kolde. Der er meget mere Forskel mellem Nat og Dag her end i Danmark, og er man gennemblødt af Regn og kommer hjem i et Hus hvor der er frygtelig gennemtræk fra Døre, Vinduer og Sprækker saa kan I tro man kan fryse saa Tænderne klaprer i Munden. Det er altsaa om Vinteren, dog kan det være koldt om Natten endnu. For nogle Nætter siden havde vi endog Frost. I Huset her er der selvfølgelig ikke hverken Døre eller Vinduer kun Karme. Jeg tjener kun lidt her. Hvis ikke det viser sig at være bedre paa Sydøen saa er jeg snart færdig med at være paa New Zealand saa tager jeg til Australien eller Canada. Dette Liv her vil jeg ikke blive ved med. Selvfølgelig sætter man sit Helbred paa Spil men man maa jo gøre noget for at opholde Livet. Man kratter jo for Livet saa længe man kan.
Jeg har haft en daarlig Arm i ca. 14 Dage, jeg var ved at være bange for den, jeg ved ikke hvad det var maaske Forgiftning. Jeg kunde ikke sove om Natten for Smærter, tog Sovepulvere som ikke hjalp meget, selvfølgelig malkede jeg mit Hold selv om det gjorde rasende ondt; nu er det ovre. Her er ca. 5 danske Mil til nærmeste Læge saa man tager jo ikke til Læge, det koster jo ogsaa for meget.
Ja, jeg skriver kun alt dette for at jeg ikke vil lokke andre herned i den Tro at man ligger paa en Sofa og skovler Penge sammen, med mig kan det  jo være lige meget jeg er jo i det.
Selvfølgelig kan andre let være mere heldig end jeg har været. Skuffelser og Modgang mangler det altsaa ikke paa. Med Tiden kan man maaske arbejde sig op til at faa et nogenlunde Udkomme.
15/11 Ja, nu er det allerede d. 15. jeg skriver lidt hver Aften ved en blaffende Tællepraas der staar i Sengen. Jeg har lige væltet Blækket i Sengen. Reddede dog noget af det.
Jeg modtog igaar eders Brev af 20/9 og Helgas af 27/9. Jeg kan ikke lade være med at rette dig Helga. Du skriver Adspredelse med f hvilket er en frygtelig stor Fejl og du har ogsaa skrevet med lille.
Til Slut vil jeg ønske eder en rigtig glædelig Jul og haaber at I alle maa være raske. Mange kærlige Hilsener til Bedstemoder.
De bedste Hilsener fra eders Kristian.
Hjertelig til lykke med Fødselsdagen Moder og Bedstemoder.

 

Kristian bliver 23 år i New Zealand – jeg har ingen breve fra hans senere år, men han får i al fald ikke succes på arbejdsmarkedet, og på et tidspunkt tilbyder hans mor at betale hans hjemrejse til Danmark. Det bliver ikke billigt, for han er nu gift og de har et barn. Elisabeth betaler rejsen for den lille familie.
Kristian, som jo ikke vender hjem med en øre på lommen, havde regnet med at der ventede ham en arvepart, for faren er død i mellemtiden. Men Elisabeth sidder i uskiftet bo, og der er ingen penge til Kristian. Han får sine søskende til at kautionere for et lån og køber en lille ejendom ved Struer. Det lykkes ham ikke at drive stedet, og hans kone Maren holder det ikke ud og forlanger skilsmisse. Hun er fuld af had til Kristians familie, især er hun vred på Elisabeth, som hun anklager for 1) at have lokket sønnen hjem på falske løfter 2) at have forkælet ham hele barndommen, så han aldrig rigtig er blevet voksen.
Sandheden om årsagen til Kristians forliste liv kender jeg ikke. Jeg gætter på, at han ikke var gjort af det hårde stof, der skulle til for at skabe sig et udkomme i den ”nye” verden, hvor enhver virkelig var sin egen lykkes smed, og der ikke stod hjælpere parat. Det var ikke noget sikkerhedsnet under emigranterne, heller ikke under Kristian … og mor var langt borte.
Kristian udrejser igen – jeg tror, at det denne gang er til Australien – husvennen Poul Reumert er med til at bane vejen for ham denne gang, så han får udrejsetilladelse – detaljerne har jeg ikke present – jeg vender tilbage til det senere. Jeg ved heller ikke, hvordan det går ham i det fremmede denne gang, hvor han igen

Det er muligt, at jeg vil vende tilbage til Kristians historie for at uddybe den, men set fra min vinkel, så er hans historie typisk for tidens unge (20’ernes) – de troede at finde lykken, men fandt alt andet end den. Bristede illusioner – det var den virkelighed, der chokerende klart tegnede sig for dem. Et realitetschok.
 
Jeg vil herunder citere et brev fra Danmarks Nationalbank, hvoraf det fremgår, at Poul Reumert spiller en rolle i realiseringen af hjælp til Kristians og konens hjemrejse i 1946:

Brevet er stilet til Rigmor Kokholm og der står:

Skuespiller Poul Reumert har paa Deres Foranledning henvendt sig hertil angaaende eventuel Tilladelse til Oversørsel af et til Kr. 2000, – svarende Beløb til Chr. Kokholm og Hustru, New Zealand, til Dækning af Omkostninger ved disses Hjemrejse til Danmark.

I den Anledning skal vi meddele, at De vil kunne paaregne Nationalbankens Tilladelse, men forinden vi tager endelig Stilling til Spørgsmaalet, beder vi Dem meddele os, hvorledes Hjemrejsen ønskes foretaget, i det vi skal tilføje, at saafremt Hjemrejsen foretages ombord paa et sansk Skib, vil Udgifterne kunne dækkes ved Indbetaling af et Kronebeløb til det danske Rederi.

Brevet er underskrevet af nationalbankfuldmægtig, hvis navn er ulæseligt.

Det viser blot, at familien har betalt hans (udrejs? ) og hjemrejse, og vi har 4 kvitteringer bevaret for beløb, som faren har sendt ham i 1934. Det er små beløb:godt 21 Pund, godt 10 Pund, godt16 Pund og igen 16 Pund.

Sandsynligvis er der sendt flere penge, og da Kristian og Maren kommer hjem og går i gang med husmandsbruget, (faren er død) sender moren jævnligt penge, og det samme gør brødrene og søstrene + at de sender tøj og mad. Men Kristian forbliver forbitret og desuden overbevist om, at han er blevet snydt (for arv?) pengene etc, som de sender ham, takker han for, men han gør gang på gang opmærksom på, at det er som at kaste et halmstrå ud til en druknende.

Hvordan det forholder sig, vil jeg forsøge at komme til bunds i engang til efteråret. Men ikke mere denne gang. Derimod vil siden sikkert (dette indlæg altså) omskrives nogle gange. 

Og der vil komme nye.

 

 

 

 

 

 

 

Tilføj overskriftAfsnit

Lidt mere om demens


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
 
Jeg vil føje noget nyt til emnet ”demens” på min blog. Du kan se tidligere blogindlæg ved at klikke ind på det i højre side. Jeg har jo skrevet om det i mange år og holdt mange foredrag.
Her drejer det sig om mine iagttagelser ved læsning af Ina Kjøgx Pedersens bog ”Drengen der blev væk.” Jeg læste den allerede for flere måneder siden og fløj straks i bloggen, men brændte vingerne, for det jeg fik skrevet var præget af det første indtryk af bogen og efter kommentarerne at dømme, sandelig ikke særlig heldigt formuleret. For megen vrede, tror jeg. Håber at gøre det bedre denne gang.
Undskyld – troede, at jeg havde slettet det, men er blevet underrettet om, at det faktiskl stadig ligger der. Pyt nu med det, læser du det, så tænk over, at det er skrevet alt for hastigt og ureflekteret.
Først nu samler jeg altså mine notater og vil derudfra skrive lidt om bogen. Først vil jeg gentage, (jeg har nemlig nævnt det før) at den bedste bog, der er skrevet om emnet er Christine E. Swanes: ”Skyggen af en Hverdag.”
Den er god for ikke-fagfolk, fordi den er let begribelig og alligevel tydeligvis er forfattet af en person med stor teoretisk viden. Og en, som kan kombinere denne viden med erfaring fra det praktiske liv.
 
Af andre bøger, som har gjort indtryk på mig er:
Thomas Bredsdorff  ”Tøsne og  Forsythia,
Frederik Lindhardt ”Lidt af Far.”
Lis Djarell ”Med Alzheimer i bagagen”
Lisa Genova ”Stadig Alice”
De tre førstnævnte forfattere har et indgående kendskab til det, de skriver om, idet de er (eller var) nære pårørende til alzheimerpatienter. Lisa Genova skriver i romanform og er inspireret af et fjernere familiemedlems sygdom. Det er en fin bog, men jeg ved jo ikke (og det kan ingen vide), om hun rammer præcis, når hun forsøger at indleve sig i en syg bevidsthed og skildre verden set herfra. Jeg har selv gjort det samme eksperiment i min bog ”Cirkelbarn og Sommerfugl.” Og om jeg har ramt rigtigt, kan jeg af gode grunde ikke vide.
Ina Kjøgx Pedersen: Drengen der blev væk.

 
I. K. Pedersen skriver om sin mors demenssygdom fra det øjeblik, hun følger hende til de første undersøgelser og til moren dør, få år senere.
Den sygdom, som der er tale om her, hedder body lewy demens. Man kan ikke sige, at man ved, hvordan den udvikler sig, når man har læst I.K. Pedersens bog, for den udvikler sig forskelligt fra menneske til menneske. Der findes ingen skabelon. Selv om lægerne forsøger at bilde os det ind.
Alligevel kan man få meget ud af bogen, synes jeg, blot er den ind i mellem lidt indviklet for almindelige mennesker, fordi meget udtrykkes i et fagsprog, som ikke er alle læsere bekendt.
Det bedste ved den er dens ærlige forsøg på at afdramatisere. Det gør den ikke ved at bortforklare eller forklejne virkeligheden med dens indhold af mørke og alvor. Alligevel lykkes det at holde fast i lyset.
Forfatteren ser på ganske enkelt demens med andre briller end neurologen gør. Han ser (kun) en hjerne i forfald – hun derimod ser et menneske, der i bund og grund er præget af sin egen livshistorie, af omgivelsernes håndtering af ham/hende og så naturligvis også af den fysiske sygdom.
Vi følger moren gennem hele forløbet, dvs. vi følger ikke sygdommen til dens bitre ende, for moren dør af kræft, inden hun når til de sidste stadier.  Jeg har personlig fulgt en person med body lewys sygdom til han døde. Og det var virkelig en barsk måde at ende sit liv på. Så jeg tænker, at både Ina og hendes mor var ”heldige”, fordi en anden sygdom stødte til. Det syntes datteren dog ikke. Hun elskede sin mor og kæmpede til det sidste for at beholde hende så længe som muligt. For sådan er kærligheden.
Ina slutter sit første kapitel med ordene:
( side 27) ”Ja, det er hårdt at få en demenssygdom og i den enkeltes fortælling vil der ofte være erfaringer med både angst og mørke. Men at demensen per definition får ens liv til at fordampe og ens jeg til at forsvinde ned i et sort hul, og at den generelt smadrer familier og knuser hjerter, er en politiseret og vulgær overdrivelse.” (citat slut)
Jeg vil ikke gennemgå bogen kapitel for kapitel, men i det følgende blot citere nogle steder, som jeg finder meget væsentlige – de er desuden konklusioner på nogle af bogens hovedtanker:
Fra kapitlet ”Tilstedeværelsens kunst.” ( Side 286)
“Når folk med demens ikke mødes som først og fremmest mennesker, men i stedet som først og fremmest syge, der af plejemedarbejderne indbyrdes kan omtales i tredje person (hvor skal han sidde?), er der tale om, siger de med et kitwoodsk udtryk, en ondartet socialpsykologi i modsætning, naturligvis, til den godartede.
Men udtrykket skurrer i ørerne. Giver det ikke mere mening at tale om en professionel og uprofessionel tilgang? Det er indlysende, at det er uprofessionelt at ville straffe en person med demens, som forsøger at få en forklaring på, hvad hun ”laver her”, lige som det er indlysende, at det er professionelt at forsøge at afkode kvinden, der 624 gange spurgte ”hvor er jeg?”, og at hvis det er genoptagelsen af et gammelt bønritual, der virker, så er det det, der skal bruges. Det er værktøjer, ikke helligånden. Med ”ond” og ”god” bliver det meget følelsesbetonet.” (Citat slut)
Det minder mig om tidligere og nu afdøde biskop Jan Lindhardt, der forsøgte at forklare, hvordan han følte, at omgivelserne var blevet uforståelige for ham og hvor vigtigt det var, at ”raske” mennesker ville forsøge at følge ham. Han sagde, at havde det som om han var stået af toget på en tilfældig station, og at han syntes, den var bekendt og dog fremmed, og nu ville han gerne, at nogen ville stå af sammen med ham og forklare ham, hvor han var.
Eksemplet om Lindhardt har jeg læst i et avisinterview med et af hans børn, men jeg fortæller det efter erindringen, så måske var det lidt anderledes.
Næste citat er fra kapitlet ”synet i loftet” (side 324)
“Når jeg tænker tilbage på efteråret og vinteren 2015-16 og på de efterfølgende forårs-og sommermåneder, kan jeg se, at hele forløbet tager farve af det besvær, der opstår, hver gang vi – mor og jeg – bevæger os ind i den rationelle verden. Naturvidenskabens, lægevidenskabens, de raskes. I et sundhedsvæsen, der i egen forståelse behandler konkrete sygdomme hos konkrete mennesker med en konkret kontaktbarhed og kommunikationsevne, bliver demensens irrationelle udtryk i bedste fald usynligt, i værste fald ubrugeligt, tidsrøvende og komplicerende.” (Citat slut)
Her en opsummering hen mod bogens slutning. Fra kapitlet Mor, Cicero og Locke. Side 404:
“Hele historien om demens er, at det kun går én vej, og det er ned ad bakke. Videnskaben famler stadig i blinde, der er ingen behandling, og selv om der i den nye demensplan satses på tidligere opsporing, ændrer det ikke ved, at både den lægelige udredning og den kommunale tildeling af hjælp og ydelser bygger på en trist fejl- og tilbagegangsskala, hvis logik kun synes at brede sig. Sådan er diagnosekriterierne skruet sammen, sådan kommunikeres der mellem læger og kommunalforvaltning, når plejeydelser skal forhandles, og sådan fremstilles sygdommen af dem, der vil have forskningskroner, støttekroner eller bare er ramt af stort savn og sorg over at have mistet den del af sig selv, som den anden, den demensramte, engang spejlede, da de talte samme sprog. Men som den amerikanske antropolog Aaron Seaman, der har fulgt fjorten familier med alzheimer, siger det, betyder tabsretorikken, at familierne havner i en kronisk terminalitet, hvor de, i stedet for at få det bedste ud af det i en lang række serielle nu’er, risikerer at holde opmærksomheden konstant rettet mod yderligere forværring. (Citat slut)
I samme kapitel (side 408) udtaler en plejehjemsleder sig og siger, at de demente er mennesker ”i nød”. Ina protesterer, hendes mor er ikke i nød, siger hun, men lederen svarer, at fordi hun, Ina, forstår at ”vikariere” for sin mor, der hvor moren ikke mere selv kan finde ud af det, er hendes mor ikke i nød, men hun fortsætter med at sige følgende:
“Har de ikke vikarierende personer, er de i nød. Desuden har jeg oplevet, og vil desværre blive ved med at opleve, at omverdenens forholden sig til de demente gør, at de bliver udstødt – de bliver dem, man holder sig fra.
Ina K. Pedersen sætter punktum for sin bog med en udfordring. Eller en opfordring til at kæmpe imod fordomme og uvidenhed. Jeg har selv forsøgt det i 15 år, og jeg agter at blive ved. Jeg vil stadig holde foredrag om demens for alle de bange og forsøge at tage noget af angsten væk. Helt kan man ikke fjerne den, for som Grundtvig  siger i salmen ”Du som går ud fra den levende Gud”: ”natten er skummel og den er nær.”
Det er den for os alle, men dagen er ikke forbi.
Ina skriver på side 410:
“Jeg ser kun én løsning: tag kampen op! … Pointen er, at selv om vi for os selv og vore nærmeste ønsker en så usåret vej gennem livet som muligt, er livet alt andet end uden sår: Det er en strid. Ting sker. Grib dem.” (Citat slut)

Intermezzo


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Kære læser
Jeg har i den seneste tid (ret længe) ikke haft mulighed for at arbejde struktureret – venter derfor til bedre tider med KOKHOLM projektet. Håber der bliver ro nok (i mit hoved) til det.
Sommeren vil forløbe uden at der sker ret meget på bloggen. Det er mit håb, at jeg kan vende tilbage med noget af mulig interesse sidst på sommeren.
Herom senere
 


Kokholm 4

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com


Houkjærgården, men som telefonmasten viser, er det fra efter 1900 – en gang i begyndelsen af århundredet, men sikkert ikke meget forandret.
Dette blogindlæg vil ændre sig løbende. Det er bogens forskellige faser, og den vil blive opdateret hele tiden, mens jeg skriver bogen. Fejl og mangler vil blive rettet løbende. Ny opdateret version d.14 marts dog kun med enkelte ændringer – mest korrektur af stavefejl.

I Begyndelsen

 
I begyndelsen var Lyset. Sådan lyder titlen på en bog, der udkom i 1990. Bogen handler om Kandestederne, en af Jyllands nordligste landsbyer, og som alle landsbyer i Danmark har den været under konstant forandring gennem hele 1900-tallet. I begyndelsen af århundredet bestod den af en samling gårde, et par huse og tre hoteller, men lidt efter lidt forfaldt hotellerne, moderne sommerboliger begyndte at poppe op rundt om i landskabet, og gårdene forsvandt eller blev renoveret til ukendelighed.
Bogen fra 1990 består af en samling tekster, forfattet af kendte danskere, nogle af dem berømte kunstnere, og indholdet svarer ganske til skribenternes format. Det er på mere end en måde en stor bog. Der fortælles om stedets særpræg og om dets ikke mindre sære beboere, men det handler måske mest af alt om forfatternes egne oplevelser af og i Kandestederne.
Stedet er i en del af året særdeles ugæstfrit med sine hyppige vestenstorme, der hvirvler sandet op og gør det umuligt at færdes i klit og på strand, hvilket vil sige udendørs. Alligevel er de fleste af ovennævnte skribenter netop gæster. ”I begyndelsen var Lyset” er velfortalt og smukt illustreret, men det er langt hen en gæstebog.
Nærværende bog fortæller om de oprindelige beboere, deres væremåde og deres hverdag, sådan som den foldede sig ud i Kandestederne, før gæsterne kom, og mens de huserede der, og senere, da de havde fået nok og vendte det ryggen.
Som alle biografiske fremstillinger vil også denne sige nok så meget om biografen som om bogens hovedpersoner. De er jo for længst støv, og det samme er det meste af hvad de ejede, da de levede på jorden. Det, der er tilbage, findes i familieoverleveringer i form af anekdoter, i arkiverne og på egnsmuseerne. Af alt det, vil jeg forsøge at opstøve så meget, jeg formår. Så må vi se, hvad der rejser sig.

Tidernes morgen

 
Vi begynder i det attende århundrede og ikke i Kandestederne, men i nabolandslandsbyen Råbjerg. Mellem de to steder lå dengang Studelig Mile, der strakte sig over et langt større areal end det nuværende Råbjerg Mile, som er det moderne navn på de enorme sandklitter, der i vore dage er fredede, men dengang var lige så fredløse, som de var forhadte.
I Råbjerg lå på den tid to gamle gårde, Troldborg og Houkjær eller Havkier. De adskilte sig ikke synderligt fra de øvrige steder i sognet, også de var småbrug, der knap nok kunne brødføde en familie, for det meste tilliggende var sandet og ufrugtbart, og ligesom alle andre var de fæstegårde til herregården Asdal ved Hirtshals.
I løbet af århundredet blev de gang på gang udsat for voldsomme sandstorme, og sidst i 1700-tallet var ødelæggelserne blevet så omfattende, at beboerne så sig nødsagede til at vælge mellem pest og kolera: enten måtte de forlade alt, hvad de ejede og lade sandfygningen fuldføre sit værk og begrave bygningerne, eller de måtte sten for sten og stolpe for stolpe flytte de dele af gården, der endnu stod til at redde, til et fredeligere sted.
Både dem fra Houkjær og dem fra Troldborg var hårdføre folk, der ikke veg tilbage for nok så slidsomme hverv. Det var den råstyrke, de havde overlevet på i umindelige tider, for ejede man ikke kræfterne til at tage kampen op mod en ond natur og tvinge sig til et udkomme på trods, så gik man ganske enkelt til grunde. Her overlevede kun de sejeste.
Heller ikke nu lod de sig slå ud, de tog fat og flyttede deres gårde. Hvad der var tilbage af Troldborg blev transporteret til den nærliggende Raabjerg kirke, hvor det hele blev genopført. Og også Houkjær blev stykke for stykke revet ned og bygget op på ny i det, der i dag er Kandestederne.
Derefter gik årene på Houkjær, som de plejede med slidsomt arbejde, den sandede jord blev tilsået og høstet i den vante cyklus, sandjorden forbedredes en smule hen ad vejen, men i mange år vedblev stedet at være fattigt. I folketællingen fra 1801 kan vi se, at matriklen ejes af Christen Lauridsen, og stedet betegnes da som et boelsted, hvilket betyder, at det var uanseeligt og mindre end en gård.
Senere overtages det af Morten Houkjær, og det er muligt, at han får sat skik på stedet, så det undergår en mærkbar forbedring i hans tid. Måske har han været flittig i malkningen af en helt anden ko end dem, der stod fredeligt i deres båse. Havet havde nemlig i folkemunde erhvervet sig tilnavnet ”Den blå Ko”, og det ydede ikke så lidt gods til dem, der turde nærme sig det, også når det for alvor viste tænder. Det vender vi tilbage til.
I året 1822 fandt et indviklet skifte sted mellem de to førnævnte steder, og derved blev det ellers så fasttømrede gårdmønster brudt. De to ejere, Kresten Troldborg og Morten Houkjær, der i mellemtiden var blevet selvejerbønder, stak hovederne sammen og besluttede, at de ville bytte ejendomme. Eller måske var det konerne, der tog initiativet og ønskede en så radikal forandring, for i de slægter havde kvinderne mere end ét ord at skulle have sagt.
Hvem, det nu end var, der først fik ideen, så blev den realiseret, og unge Peder (Krestens søn) på Troldborg flyttede til Houkjær i Kandestederne, mens Morten på Houkjær overtog Troldborg i Raabjerg og tillige med gården visse forpligtelser, som vi skal se om lidt.
Peder, der var født med kaldenavnet Troldborg fik nu ikke blot en ny gård, men tillige et nyt navn. Fra at være en Troldborg, blev han nu en Houkjær. Peder Houkjær.
De to gårdmandsfamilier, som således byttede ikke blot gårde, men også navne, var i øvrigt nært beslægtede. Morten var nemlig Krestens nevø og altså en fætter til den unge Peder.
Forresten skete ovennævnte skifte nærmest af nød, for Peders far, Kresten Troldborg og hans kone Karen var nået op i en alder, hvor de begge trængte til at gå på aftægt. Og det betød, at de for det første skulle have lov at blive boende hjemme på gården (Troldborg) og for det andet modtage fuld forplejning resten af livet plus en del andre goder, bl.a. rede penge, alt sammen omhyggeligt nedfældet i en juridisk bindende aftægtskontrakt.
Det ville have betydet en stor byrde for deres unge søn Peder, men nevøen i Kandestederne var midaldrende, og skønt ejendommen ikke tog sig synderligt ud, så havde Morten haft tid og evne til at spare op. Måske havde han haft held med jorden og efterhånden forbedret den, og måske havde han haft held til at malke Den blå Ko godt og grundigt.
Peder Houkjær er min tipoldefar, og jeg ved ikke ret meget om ham som menneske. Hvordan han var som bonde kan vi måske se af den kendsgerning, at gården ikke blev ringere drevet i hans tid. Der var ikke mere tale om et boelsted, men en gård. Og Peder har sikkert været en utrættelig slider, dovenskab døde man af, og måske var han en hård mand, det kunne man vel lettest blive under så barske kår, men der har også været noget blidt i hans væsen, en trang til at skabe skønhed med sine hænder, og måske har der flydt en kunstnerisk åre i hans blod. I al fald ved vi fra Christian Houkjærs erindringer ”Fra Flyvesandets Egne,” at han forarbejdede et chatol med så ualmindelige udskæringer og dekorationer, at det er gået i arv gennem flere generationer og vel endnu står et sted i familien og fortæller om Peder Houkjærs skaberglæde.
Han flytter altså til Kandestederne i en alder af 22 og med sig har han lillesøsteren Karen Marie, der fører hus for ham, indtil de begge to gifter sig. Og de gifter sig med to søskende fra Nørre Gaardbo i Råbjerg, Kristen Jensen og Elisabeth Jensdatter. Gaardbofolkene var solide bønder, som havde klaret sig godt og som var velsignede med en stor børneflok. Den ældste af dem, Mads, blev far til den senere så berømte lokalhistoriker, A.P. Gaardbo, der, skønt han aldrig havde gået i skole eller modtaget nogen form for undervisning blev videnskabsmand. Hans artikler publiceredes i videnskabelige tidsskrifter og blev senere udgivet i bogform. En anden af sønnerne er digteren Carl Andersen, hvis liv fortælles så levende i Bent Hallers roman: ”Digterpjalten”. En tredje af Mads’ sønner, Janus, gifter sig til gården Troldborg. Og sådan levedes livet på kryds og tværs i det lille samfund.
Elisabeth, der gik under navnet Lysbet, ankom til gården i Kandestederne som 19årig, og ligesom alle Gaarbobørnene var hun et kvikt hoved og et livligt menneske, der ikke lod sig kue af modgang, og der går endnu rygter om, hvordan hun undertiden spillede op til Peder i noget, der kunne udvikle sig til en veritabel duel på viljekraft. Som hun ifølge overleveringen gerne vandt, for hun vidste nok, hvad hun ville og forstod at sætte det igennem.
En af efterkommerne, Charles Houkjær, der har foretaget en omfattende slægtsforskning, fortæller, at hun gik for at være en ”stærk kvinde”, og det hed sig desuden om hende, at hun var ”kvik i replikken”. Charles Houkjær har i sin bog ”Ad Lyngveje” nedfældet en del anekdoter, og i den følgende fortæller han om Lysbet. Hun var på det tidspunkt en gammel kone, og en dag gik hun ude i klitterne og inspicerede klitfogeden, der var i færd med at plante marehalm til dæmpning af sandflugten. Han hilste hende med ordene:
”Godaw, gammel Lysbet. Gor do å rokker ino?” og hun svarede hvast:
”Ja, det jør a. Å a rokker hær nok ino, nær do læer fem alen ojjer joren!”
( Goddag gamle Lysbet, går du og rokker endnu. Ja, det gør jeg. Og jeg rokker her nok endnu, når du ligger fem alen under jorden.)
Det kom til at holde stik. Klitfogeden døde som 56 årig og Lysbet overlevede ham med mange år. Hun blev 83 år.
Hvordan hun så ud, kan vi ikke vide, men bondeklædedragten og sysselsætningen var sikkert nogenlunde som på dette samtidige billede af Katrine Jeppesen, der også var gift med en hedebonde.
En anden af Lysbets efterkommere, tipoldebarnet Lise Troldborg, har fortalt mig følgende anekdote, der ligesom Peders smukke chatol har overlevet i familien, og som hun har hørt af sin far.
En dag ville Lysbet til Frederikshavn. Vi ved ikke hvorfor, men hun har måske haft lyst til at købe lidt luksus – eller måske bare betragte det brogede liv i byen. Og hun spurgte Peder, om han ville køre hende til købstaden. Nej. Det kunne der ikke være tale om. Så vendte hun sig om og gik sin vej. Ud af gården og ud af syne. Peder må have kigget længe efter hende, og han må have tænkt, at hun nok ville vende tilbage til ham, når hun var kølet lidt af, for Frederikshavn ligger ikke just i gåafstand fra Kandestederne. Men nej, tiden gik, og der kom ingen Lysbet. Til sidst og efter mange timer, må han alligevel være blevet urolig, i al fald beretter historien, at han spændte for og kørte den lange vej til Frederikshavn. Der fandt han hende ganske vist. Men hun var aldeles ikke afkølet. Og da han bad hende køre med hjem, så hun blot på ham og sagde noget i retning af:
”Do ka siel tjyre jem, nær a ka’ go’ hiele væj harte så ka’ a os’ go hiele væj harfrå.”
Ja, sådan var hun.
Men hvad ved vi ellers om disse nordjyske bønder? Hvorved adskilte de sig fra rigets øvrige landbefolkning? De var naturligvis ikke ens, men de hårde livsvilkår har præget deres karakter og hærdet deres sind. Og dertil kom så, at de levede isoleret fra omverdenen, omgivet som de var af sandmiler, hav og uvejsomme heder.
Vi kan ikke mere høre deres stemmer, og meget må vi gætte os til ved at betragte det, som de har efterladt og lytte til det, der er blevet fortalt om dem. En ting ved vi dog med sikkerhed: De var fåmælte, klitbønderne slog ikke om sig med lange tirader, og det ville have været umuligt for Ludvig Holberg at henlægge sin ”Jeppe på Bjerget” til det nordjyske. Alle de lange monologer ville være gået tabt, og Jeppe ville ikke have kunnet svare for sig, når adelen tog ham under behandling. ”En bitte pråt”, når man mødtes, det var mere end rigeligt.
I Christian Houkjærs fine bog: ”Fra Flyvesandets Egne”, giver han et eksempel på en sådan samtale. Min oldefars bror, Jens Houkjær, havde en gård i Råbjerg sammen med sin kone Andrea. En dag kommer han hjem fra sin tørvelod i Lodskovad, og Andrea har nok gået og kedet sig en smule, alt for mange adspredelser har hun næppe haft, men nu kommer så Jens med nyt ude fra den store verden, og hun spørger nysgerrigt, om han har mødt nogen på sin tur. Jo da, han har mødt Martinus.
”Nå. Å hwa så haj?”
”Haj så, at wej war så såje.”
”Å hwa så do så te det?”
”Nå ja, to a så da, som san er, at det er for dej jen som for dej nan!”
Og det var så den samtale. Og Andrea har været fornøjeligt underrettet. (Oversat: Nå. Og hvad sagde han? Han sagde, at vejen var så sandet. Og hvad sagde du så til det? Nå ja, jeg sagde da, som sandt er, at det er for den ene som for den anden.)
Jeg husker ifølge sagens natur ikke disse 1800-tals bønder, men deres efterkommere har jeg kendt, og de var heller ikke snakkehoveder, og har vel i det store hele lignet forfædrene, opvokset som de var på de gamle gårde og desuden næsten alle i slægt med hinanden.
Nogle af disse efterkommere, som blev født i slutningen af 1800-tallet har været så venlige at skrive noget af det ned, som de kunne huske om de gamle. Og her har vi en af de fineste kilder til en forståelse.
Jeg har nævnt Peders Houkjærs oldebarn, Christian Houkjær, som har bidraget med flere fine erindringsbøger. Også et andet af hans oldebørn, Lars Hesselholt, har nedfældet minder fra barndommen og fortalt om folk på egnen. Lars var selv en sådan typisk jysk bondesøn, og jeg husker ham som stilfærdig, lun og fuld af humor.
I sin lille bog, ”Hulsig-Minder” – Fra Kandestederne til Tranestederne”, fortæller han om ”de gamle” f.eks. om Mads Mortensen på Starholm, der ligger mellem Hulsig og Kandestederne. Han var altid god for en rap replik, hvilket undertiden gik ud over købmand Møller i Skagen, som han gerne tog sig en ”pråt” med, når han var i staden. En dag, hvor han kom med en ladning martørv, trådte han som vanlig ind i butikken, og købmanden begyndte straks at småsnakke. Trivedes de derude i klitten?  Mads gav sig lidt:
” næej …det er skidt med det høwer bien , det vil intj reiti mak ret.”
”Det er alderen, Mads Mortensen, der kommer jo altid noget, når man bliver ældre,” sagde købmanden.
Hvorpå Mortensen svarede, at det kunne det umuligt være. For det venstre ben var ligeså gammelt. Og det fejlede ingenting.
Mads var gift med Ane, og som allerede nævnt, så var kvinderne stærke, ikke bare fysisk, men de havde også en jernvilje. Ville de noget, så gav de ikke op.
Sådan fortælles det i ”Hulsig Minder”, at Ane flere gange i træk havde bedt Mads om at huske at købe lidt safran med hjem til hende, når han var i Skagen. Hun har nok tænkt, at det fine farvestof kunne give hendes hjemmelavede oste et gyldent skær. Og Mads glemte det gang på gang, måske fordi han syntes, at det var en unødvendig luksus. Ane og hendes safran. Et halvt gram kostede 25 øre, og det var mange penge dengang, det burde hun da tænke på. Og Mads hørte til de nøjsomme, og man kan forestille sig, at forholdet mellem Mads og Ane på et vist tidspunkt har været spændt til bristepunktet og at han til sidst ikke kunne holde det ud længere. Han måtte reagere, og det gjorde han.
Han drog til Skagen alene for at købe det forbandede safran. Og han har sikkert været vred, da han stod ved disken. Måske har han tænkt: ”fanden ta’ det sure kvindfolk!” – nej, nu lægger jeg ham ord i munden. Det ville han aldrig vove at tænke. Nej, men han rasede ud i handling. Og jeg forestiller mig, at han har stået på sin vanlige rolige måde og set købmanden lige i øjnene, da han uden at blinke bestilte sin safran.
Møller undrede sig uden tvivl over en sådan ekstravagance og spurgte venligt hulsigbonden, hvor meget, han da skulle have? Mads bemærkede købmandens nedladende tone, og så var det, at fanden tog ved ham, og det han nu sagde, skulle aldrig blive glemt, og jeg vil tro, at han fortrød det mere end en gang. Men ordene blev sagt.
”A ska’ ha’ æ puj.”
”Hva’be’har’? Jamen, et pund, nej hør nu, Mads Mortensen! Det … det  …ka’ da aldrig …?” 
Mads gengældte iskoldt hans blik og fortsatte:
”Æ puj …sæer a.”
Efter en pause, hvor de to mænd bare stod og stirrede på hinanden, sagde Mads:
”A hår pæeng mæ!”
Og det havde han. Og det fortælles, at Møller måtte gå rundt til alle købmænd i Skagen for at få skrabet et pund safran sammen.
Hvad Ane har sagt, da han kom hjem, melder historien ikke noget om. Måske har hun gjort som konen i H.C. Andersens ”Hva’ Fatter gør er altid det rigtige” og slået armene om ham og givet ham et kys. Men jeg tvivler. Sådan var de sjællandske bondekoner. Ikke de nordjyske.
 

Peders gård

 
Der er heldigvis bevaret billeder af Houkjærgården, nogenlunde som den så ud, da den blev flyttet og i mange år efter, kun med nogle enkelte forbedringer, f.eks. tror jeg, at de såkaldte ”udskud” er kommet til senere. Det blev mode på et tidspunkt med disse udbygninger, hvor der lige kunne indrettes en sengeplads til mere end en person. Og her på Houkjær må der have været god brug for dem, for efter et skibsforlis, og dem var der mange af hvert år, husedes de skibbrudne i kortere eller længere tid på gården. Houkjærene fik ikke direkte betaling for det – det blev betragtet som det, det var: en god gerning. Men mange taknemmelige sømænd har i årenes løb betænkt familien med gaver. Måske fik udskuddene med deres ekstra sengepladser også anvendelse, da en foretagsom ung mand foreslog og også lykkedes med at omdanne gården til noget aldeles uhørt: hoteldrift. Men derom senere.
Hvordan gården var muret op, ved vi noget om, og den viden fortæller os også, at Houkjærfolkene aldrig har ligget i bunden af det sociale hierarki, der herskede på landet. I en artikel i ”I Begyndelsen var Lyset” skriver Niels Skovgaard følgende:
(s.37) ”Det gamle hus i Raabjerg var indvendigt af murede, tørre lersten blandet med sand og beklædt med mursten fra Holland udvendigt.”
Houkjær blev revet ned engang sidst i forrige århundrede, men endnu er der bevaret enkelte af de brændte sten. De er anslået til at være ca. 400 år gamle. Unge Peder Houkjær flytter altså i 1822 ind i en ældgammel, men solid gård.
Jeg ville have givet meget for en detaljeret beskrivelse af gårdens interiør. Hvor mange rum var der? Hvilke? Her er jeg næsten på bar bund. Det er derfor fristende at ”låne” lidt af de mange forfattere, der blev født i det nittende århundrede og på klitgårde af nogenlunde samme størrelse, og her er vi faktisk ganske velforsynet med materiale. En af dem er Martin Nielsen, der i bogen ”Mennesker jeg mødte på min Vej,” fra 1945 fortæller om sin opvækst på en lille ejendom i Napstjert, ikke ret langt fra Råbjerg og Kandestederne.
Her fortæller han om livet på landet i 1800-tallet, som det udfoldede sig i det nordlige Vendsyssel, men så meget anderledes har det ikke været. Det er vanskeligt at finde adjektiver, der dækkende beskriver de forhold, som små menneskebørn her ude på heden og i klitten voksede op under.
Nedenstående er et uddrag fra bogen, som bl.a. fortæller om indretningen af det lille hjem, som den gamle Martin Nielsen husker det:
Der var ingen Mælkekælder og intet Komfur i Køkkenet, men et aabent Arnested i Skorstenen, og til Mors store Sorg og Ærgrelse kunde det ikke altid undgaas, at der dryppede Sod ned i Maden. Dette Forhold blev først ændret, da jeg var 12 Aar gammel, altså i 1886. Om Vinteren, naar Frosten var haard, maatte ikke alene Mælken anbringes paa Hylder i Stuen, men ogsaa Svinefoder som Valle og Skummetmælk maatte anbringes i store Kar, hvor det endda kunde true med at bundfryse.
Vintrene var frygtelige. Og kulden. Den er til at få øje på. Når mælken frøs til is i stuen, må menneskene må have lignet omvandrende istapper.
Men føden fik de. For ud over landbruget, blev der drevet fiskeri. Navnlig ålefangsten var vigtig for de nøjsomme familier, og vi hører, at Martin Nielsens far tog den lange vandring til Gaardbo Sø for at fiske. Også Kandefolkene har vidst at værdsætte fiskene i den sø, der senere og til mange småfolks fortrydelse udtørredes for at forvandles til frugtbar agerjord for de større gårde. Gårdbogårdene.
Så var der selve agerbruget. I Kandestederne gjorde samme problem sig gældende som i Raabjerg: Alt for meget af jorden var sandet til i klit eller groet efter i hede. Man havde får gående rundt om i klitlandskabet, de var nøjsomme, og de halvstore børn blev sat til at vogte dem. Enkelte kreaturer blev der også føde til. Men med jordbruget var det en helt anden sag. Kornet kunne ikke uden videre gro i det golde sand. Men det skulle det. Og kampen mod sandet lå klit- og hedebønderne i blodet.
Her er endnu et afsnit fra M. Nielsens bog, hvor man får et indblik i det utrolige slid, der var en del af hedebondens hverdag. Vi møder forfatterens far i færd med at forvandle klitten og heden til fertil agerjord og derved forøge gårdens hartkorn.
(S.9) (Far) opdyrkede ca. 4 Tønder Land ”Rimmer og Dopper”, og forvandlede disse til meget frugtbar Agerjord, der bar gode Afgrøder af Korn og Græs. Det er et anstrængende Arbejde at opdyrke Hede paa denne Egn. Først skal Dyndet kastes op af ”Dopperne”, dernæst Sandet med en Trillebør køres ud i Doppen, saa der fremkommer en jævn Flade af Sand, og endelig skal det opkastede Dynd fordeles jævnt over denne Flade og hakkes med en Spade.
Jeg synes, man kan høre tonerne fra Johan Skjoldborgs glade sang: ”Med min hakke min skovl og min spade”. Men det har dog næppe været med slige romantiske ord på læberne, at vore forfædre stred for at fravriste naturen det daglige brød. De har tværtimod måttet bide tænderne sammen og fortsætte uden at kny.
Vi kan gå til andre forfattere i 1800-tallets sidste del og finde lignende beskrivelser af det stræbsomme liv på landet, for netop som århundredet er ved at rinde ud, debuterer række digtere, der har det til fælles, at de har levet deres barndom på landet.
Den mest kendte er vel Jeppe Aakjær. Og ligesom Skjoldborg romantiserer han i sin lyrik barndommen og livet på landet i 1800-tallet, ja, det er lige før, han henfalder til idyllisering, som f.eks. i ”Rugens Sange”, der er en lovprisning af den fattige bondes enkle og autentiske liv. Et liv, ikke i strid med, men i pagt med naturen.
Men samme Aakjær sprænger gang på gang idyllen i sin prosa. ”Vredens Børn” er således et decideret kampskrift, der handler om landproletariatets usle levevilkår.  Og bogen virkede. Også politisk.
Jeppe Aakjærs egen barndom på gården Jenle må have lignet min oldefars og hans søskendes, som den udfoldede sig på Houkjær. I sin erindringsbog: ”Fra min Bitte-Tid”, fortæller Aakjær om den evige frygt for at bukke under for naturens hærgen. Her anes stemningen en stormnat på den lille gård:
Hvis stormen kom om Natten, hvad den havde for Vane, var der ikke mange af os, der fik Søvn i Øjnene.  … Thi en rigtig krabat Nordvestenstorm er ikke længe om at rydde en Husside for alt sit Tag, hvor Simen er raadden og Underlaget skimlet. Blot en Ildergrav – et Rottehus er nok til at Uvejret kan faa en Finger ind og løsne det hele Sting for Sting”
Frygten for det uvejr, der kunne lægge gårdene øde på en enkelt nat, har været den samme hos alle bønder på den jyske hede og i klitegnene, men her i det nordvestligste hjørne af landet var man truet på flere fronter, for de fleste bønder ved vestkysten var selvskrevne bådsmænd, og det betød, at de måtte gå strandvagt ved storm og stille op ved alle skibsforlis, parate til at begive sig ud på det hav, der for dem sagtens kunne blive et dødens hav. Det gjorde de vist nok uden betænkning, selv om jeg ikke kan vide, hvilke mavefornemmelser de har haft, inden de gik i redningsbådene.
Peder og Lysbeth fik syv børn, som alle fødtes på Houkjær. De hed Christen, Jens, Dorthe Marie, Karen Marie, Mads, Ole og Søren.
Her ganske kort om hver enkelt af de syv søskende og deres gang på jorden:
Christen kom i verden 1829, men han forlod den igen som ung mand, idet han druknede i 1855. Vi ved, at han i 1848 blev sendt til fronten for at deltage i Den første slesvigske Krig. Og måske var han med i slaget ved Isted, hvorfra han som så mange andre sårede blev evakueret til Als og herfra hjemsendt. I al fald viser folketællingen, at han er hjemme igen længe inden krigen er slut. Og det ser ud, som om krigen har forandret ham. Hvordan ved vi ikke. Kun ved vi, at han handler imod al tradition og imod al fornuft, ville man sige i samtiden. Lider han af posttraumatisk stress? Eller han han bare ikke mere kunnet udholde livet i den stille afkrog efter at have været ude i den store verden? Eller rager han måske uklar med forældrene? Vi ved det ikke. Men et er sikkert: selv om han som ældste søn er arving til Houkjær, så vender han hele herligheden ryggen og stikker til søs. Og bliver væk, indtil han nogle år efter drukner et eller andet gudsforladt sted på de syv have. Christen døde ikke i krigen, men forældrene mistede ham alligevel.
Nu var den næste i arvefølgen Jens, der er født 1831. Han overtog da også Houkjær efter sin far og drev den sammen med sin kone Andrea Nielsdatter indtil 1868, hvor han overlod gården til den næste søn i rækken, Mads, der er født i 1840. Selv flyttede han sammen med Andrea til hendes barndomshjem i Lodskovad. Om livet der har Christian Houkjær skrevet meget levende i sin bog ”Fra Flyvesandets Egne.” Jens og Andrea var hans bedsteforældre, og det var der, han tilbragte sine ferier.
Dorethe Marie blev født i 1834, og hun blev senere gift med Christian Søren Sørensen kaldet Christen Sørig, fordi han ejede gården Nr.Sørig. Hun kom altså godt i vej.
Karen Marie blev født i 1837 og blev gift med Niels Peter Larsen til Klarup, som efter nogle års ægteskab kom ulykkeligt af dage, hvorefter Klarup blev købt af hendes bror, min oldefar Ole Houkjær, der giftede sig med en datter fra den anseelige Krøggaarden, Marie. Selv blev Karen Marie gift for anden gang og nu med en landmåler fra  Hjørring.
Som rosinen i pølseenden meldte Søren sin ankomst i 1845. Og han er den eneste af de fem sønner, som ikke blev sendt i krig. Mens Christen som nævnt deltog i den 1. slesvigske krig i 1848, så kæmpede både Jens og Mads og Ole i 2. slesvigske krig i 1864. Jens ved Dybbøl, og de to andre ved Helgoland.
Mads, Ole og Jens blev altså på egnen. Tre stoute gårdmænd, der tilsyneladende klarede sig godt i al fald med hensyn til velstand og anseelse. Men de var utvivlsomt mærkede af oplevelserne fra krigen, Jens ved Slagtebænk Dybbøl og de to andre i det voldsomme søslag ved Helgoland. Fra ”Hulsigminder” hører vi om de sårbare sind, Houkjærbrødrene havde og som de ikke altid kunne tøjle. Der findes således flere anekdoter om Ole Houkjærs iltre og opfarende adfærd, og Mads, ja, han gav på et tidspunkt op og tog sit eget liv.
Det er umuligt at vide, hvordan forholdet var mellem forældre og børn dengang, og det er først en generation senere, hvor det at udveksle breve bliver almindeligt, at vi får en fornemmelse af, hvilke følelser, der rørte sig familiemedlemmerne imellem. Når det gælder viden om disse ting må vi igen vende os mod de forfattere, der havde deres opvækst på gårdene, og som senere skrev og udgav deres barndomserindringer. Og heraf fremgår det, at børneopdragelsen var akkurat så hård som det miljø, den foregik i. Prygl har været en del af hverdagskosten.
Igen tyer vi taknemmeligt til Jeppe Aakjær, der i et tilbageblik og med et glimt i øjet fortæller, hvordan han selv gik med sin mor ud for at skære ris til egen røv. Han fortsætter:
 ”Mor gik nu med sin Fangst lige ind i Saltkammeret, hvor den gode Lage nu havde den rette Saltholdighed, her sænkede hun Risene et for et i den blodigrøde Væske, der omgav den parterede Gris’ flæskede Sider. Mor og jeg talte under denne Alvorsakt fortrolig om Tingene og Metoden, og jeg fandt intet at udsætte. … De bløde Pilevaand blev her blanke og smidige og sejge som Læderremme, og Saltet i dem bed sig godt fast i en blød Barneende.” ( Side 51 i ”Min Bitte-Tid”)
Her er ingen tvivl. Og Aakjær bebrejder ikke sin mor den hårdhændede opdragelse. Den blev opfattet som ligeså naturlig som at grise skulle slagtes og kornet høstes. Blidhed var lig med blødhed, og det har næppe været en del af konceptet. Og så alligevel. I sine sange beskriver Aakjær jo en anden virkelighed. Her  får vi således et blik ind i  ”hyggekrogen” ved moders rok:
Her ved Moders gamle Rok
Hun lærte mig at stave,
Synge om ”den hvide Flok” og ”al Hans Naadegave”.
Lul, -lul! Rokken gaar
Men dens Nyn og Sange
Vemodsfuldt mod Hjærtet gaar
Naar Kvældene bli’r lange.
Vi ser ind i en bondestue, hvor alt ånder fred. Og hvor forældrene tager hånd om børnene med andet end riset og videregiver de åndelige værdier, der var deres.
Og sådan har det vel også været i det lille hjem i Kandestederne. Der var hårdt arbejde til børnene fra de var helt små, og der er ingen tvivl om, at børnene er blevet tugtet godt og grundigt, men der er næppe heller tvivl om, at Peder og Lysbet har holdt af deres børn og ønsket det bedste for dem.
Og det har været med tungt hjerte, at de har måttet sende 4 af deres fem sønner i krig. Kun Søren slap. Han var for ung.
 
 

En dreng kommer til verden

 
Harboøre. Et fiskerleje på Vestkysten. Christen Nielsen Kokholm kom til verden i 1871 et sted i Danmark, hvor fattigdom var et livsvilkår. Her var lidelse ikke noget ukendt, det var ikke en straf for et vantro liv på jorden. Nej det var noget, alle kendte til fra deres egen krop. Havde man levet her, så havde man også lidt her. Alle havde oplevet tarmene skrige af sult, og om vinteren omgav kulden dem ude som inde. Man blev født i fattigdom, levede i fattigdom og døde i fattigdom.
Når jeg nu på lang afstand skal forsøge at skildre det miljø, den lille Christen voksede op i, er egnsmuseer og lokalarkiver naturlige steder at søge oplysninger, og her findes da også et righoldigt materiale. Men det er langt hen døde ting, vi får præsenteret, og skal vi lugte, smage og føle, hvordan det var at leve på det sted i den tid, så må vi atter ty til litteraturen og ad ordenes bugtede veje forsøge at komme så tæt på sandheden, at den bliver sanselig.
Jeg vil derfor citere et par steder fra Jens Christian Lings bog: ”Himmel, Hav og Harboøre”, der udkom i 2018. Og uddraget her stammer fra en artikel i Politiken d.26 nov. 1993, som Ling i sin helhed har med i sin bog. Først hører vi, at fiskerne om sommeren fisker i de sydlige farvande så langt borte som Lolland Falster:
”I Slutningen af Avgust Maaned gaar de (Harboørefiskerne) atter i deres smaa Baade nord om Skagen og lander paa Harboøres farlige Strandbred. Saa kommer Vintren med den haarde Kamp for Livet. Kl. 1 om Natten gaar Fiskerne til Søs og søger Torsk og Kuller ca. 1 Mil fra Land. Sædvanlig vender de ikke hjem før næste Aften og er da ved Vintertid ukendelige i et Lag af Is.”
Vi ved fra folketællingerne, at Christens far var arbejdsmand og at han om vinteren tog hyre som fisker. Han var således med på havet den nat i november 1893, hvor 26 fiskere omkom i en storm. Det samme var hans søn Christen, men derom senere.
Nu vil vi først kigge ind i et typisk fiskerhus, nemlig sammen med Henrik Cavling, der aflægger Harboøre et besøg efter den store ulykke. Huset, vi får beskrevet af den berømte Københavnerjournalist, har sikkert lignet det, Christen blev født og voksede op i. Det var et sted som her, han først så dagens lys.  Skønt meget lys kom der næppe ind gennem de små ruder:
” …  kun én stue og et køkken. Bohavet bestaar af Alkovesenge, et blaamalet Skab samt Bord og Træstole. Store Bjælker løber hen under Loftet, der er saa lavt, at de velvoksne Fiskere sjældent kan staa oprejste i deres Hjem.”( citat fra side 96)
Christen kom til verden som nr. 4 i en flok på ni levendefødte børn. Børnedødeligheden var utrolig stor på den tid, navnlig i den fattigste del af befolkningen, så moderen, Ane Marie, har sandsynligvis født eller i al fald ventet mere end de ni børn, der arriverede med et par års mellemrum. Det er muligt, at der tilmed har været en gammel på aftægt. Christens far, der i øvrigt også hed Christen, var søn af en daglejer og indsidder, og havde altså som dreng samme sociale status som lille Pelle i Nexøs roman Pelle Erobreren.
Der blev dog ingen erobrer ud af Christen. Som voksen ejede han ingenting, og han kom aldrig til det. Og til den ugentlige gudstjeneste har han haft sin plads på nederste bænk, hvis han da ikke har måttet lide den tort at stå op under hele den lange ceremoni.
Indenfor i sådan en lille stue, er det første vi ser ud over bohavet vrimlen af små og store mennesker, men vi stående en tid, eller måske endda bliver budt en siddeplads, så varer det ikke så længe, før det går op for os, at der er mange andre beboere i den lille stue end lige menneskene. Katte naturligvis og mus i mængder, men de hører jo næsten til kæledyrene. Værre er det med rotterne, de er ikke kælne, men også dem må man dele den trange plads med. For hvor der er mennesker er der mad, og rotter er grådige og altædende. Jeppe Åkjær skriver i sin ”Fra min Bittetid” om denne daglige plage:
Rotterne var ikke til at blive skilt ved i de gamle Bønderhjem, hvor man sjældent var helt fri for Kreaturer selv i Stuehuset. Jeg mindes dem som en frygtelig Plage i min Barndom. Ja, de var ligefrem ikke til at dy sig for. De smaa sov ind med onde Drømme af Frygt for Rotterne, de voksne laa og klippede uroligt med Øjnene og rundt om i Sengene, naar de laa og hørte paa Rotternes græsselig Rumsteren snart ved ens Fødder, snart ved ens Hoved, snart inde under dagligstuebordet. … Ikke sjældent blev de sovende bidt i Næsen af de farlige Dyr. Jeg har engang som Barn i min Søvn faaet et Rottebid i en Finger.
Rotterne udryddedes ikke med demokratiets indførelse midt i århundredet, og mange år senere skriver en anden berømt forfatter om deres plagsomme aktiviteter i hans barneliv i begyndelsen af 1900tallet. Halfdan Rasmussen udtrykker det dog mere poetisk end Aakjær, men angsten er den samme hos den lille Halfdan i Christianshavn som hos den lille Jeppe på heden og den lille Christen i fiskerlejet. Her ser vi den lille drengs rædsel spejlet i den gamle digters ord:
”Og det var i det dybe rottemørke/ at rotten sad og kiggede dig ud/ og ventede tålmodigt på at søvnen/ sku lokke søde dufte af din hud.”(1977)
Rotterne fik den indtrædende vel ikke at se. De kom først frem om natten. Men så var der alt det andet småkravl, der raserede døgnet rundt: lus og lopper og fnatmider, og en almindelig velkomsthilsen til den indtrædende gæst skulle ifølge Troels Lund ( ”Dagligliv i Norden”) lyde sådan her: ”Velkommen i Stuen. Og værsaagod at gaa hen til æ Kløpind!”
Det gjaldt for stort set alle børn, som voksede op i det miljø, at deres livsbane var programsat fra fødslen. Der var jo ingen jord og ingen gård at arve, og fremtidsudsigterne tegnede sig lige så dystert for lille Christen som for alle de andre fisker-og daglejerbørn i Harboøre. Det, han kunne se frem til, var et liv som landarbejder eller i bedste fald som fisker i et bådelav.
Alligevel går det ham helt anderledes. Og da vi møder ham på havet hin stormnat i november 1893, da har han allerede været vidt omkring i landet, og en overgang har det ligefrem set ud, som om han var trådt ud af faderens fodspor og i færd med at finde sin helt egen vej i livet.
Vi ved således, at han et par år for inden har været elev på Vallekilde Højskole, hvor han ud over en åndelig dannelse også har tilegnet sig en praktisk uddannelse. Han er blevet snedker. Og vi ved også, at han har været ”på valsen” og haft held til at finde sig et godt arbejde som snedker, og en overgang tegnede det virkelig lyst for den fattige Harboøredreng. Var han ikke ligefrem ved at bryde med det faste kald- og standsmønster?
Det så sådan ud, men nu er vi i 1893, og vi ser, at han er vendt hjem til Harboøre. Hvorfor? Og hvorfor arbejder han, en udlært snedker, på en synkefærdig fiskerbåd sammen med sin far? Hvad er der gået galt?
Inden vi kaster ud i alt for mange gisninger om årsagen, kunne det være interessant at kaste et blik på farens ungdom. Og her finder vi hurtigt ud af, at han, der i øvrigt også hed Christen, en tid ernærede sig som tjener hos en fornem familie i Lemvig.  I den stilling har han fået kendskab til en kultur og en dannelse, der lå langt fra den, han kendte hjemmefra, og senere fik han arbejde på en mølle i Lemvig. I begge tilfælde var der tale om et trin opad på den sociale rangstige. Det ser endda ud til, at han erhverver sig et svendebrev, i al fald betitles han møllersvend i kirkebogen, da han senere bliver gift med Ane Marie Christensen Stausholm.
Vi har ingen skriftlige vidnesbyrd om de tanker, han gjorde sig i ungdommen. Men der findes andre kilder til en forståelse af fattigmandsbarnets vej til de højere samfundslag. Den mest berømte er naturligvis skomagersønnen fra Odense, H.C.Andersen, men skønt hans barndom nok kunne ligne Christen Kokholms, så var hans videre vej i livet, som han selv udtrykker det ”et eventyr”. En mere velegnet sammenligningskilde har vi i Hans Fugls erindringer. Dem skriver han som gammel mand sidst i 1800tallet, og her fortæller han om sin stræbsomme vej opad i tidens samfund. Også han kom fra et fattigt hjem, og også han var ud af en flok på ni børn, og hans ungdomsliv ligner Christen Kokholms. Også han er tjener i et fornemt hus, og også han lærer sig møllerfaget. Begge steder fik Fugl indblik i en verden, som tændte en drøm i ham. En drøm om at bryde ud af fattigdommen og leve et helt andet og bedre liv. Han kom i skole, på seminarium, fik lærereksamen, rejste ud i verden og endte som en velhavende forretningsmand.
Sådan gik det ikke Christen. Filmen knækker, da han gifter sig. Med dette giftermål brast enhver mulighed for at realisere drømmen om et bedre liv. Nu fik den unge mand mere end nok at gøre med at brødføde en støt voksende familie. Men måske har han videregivet drømmene til den mellemste af sine sønner, ham, som han lod opkalde efter sig selv.
På den tid, hvor Christen vokser op, er den indremissionske vækkelse nået til det lille fiskerleje. Befolkningen bliver delt i to grupper: de hellige og de vantro. Intet tyder på, at Kokholms hørte til den førstnævnte gruppe, men vi ved fra Jens Kristian Lings ”Himmel og Hav og Harboøre”, at alle gik i kirke om søndagen, og de har derfor hørt de samme ord.
Her et lille citat fra den prædikens pastor Madsen holdt over de fiskere, der druknede i 1893:
”Han (Gud) har rystet Træer iblandt os, for at der skulde falde modne Frugter i hans Skød. Jeg véd ogsaa, at der er et Baadelav, som i hin Havsnød raabte til Jesus: ”Dersom Du fører os levende i Land i Dag, saa vil vi omvende os og evig høre Dig til!” Og maaske er der Flere, der have gjort det Samme. Jeg har hørt med mine egne Øren, at mange af de Sørgende have raabt til Herren over deres Afdøde: ”Nu skal det være Alvor, nu vil jeg være din!”
Indre Mission havde et stærkt tag i Harboørefiskerne. Og hele retorikken omkring deres religiøse liv kender de fleste af os fra Hans Kirks ”Fiskerne”.
Også Christen Kokholm d. Yngre kendte det sprog. Ja, han må nærmest være opflasket med det, og vi ved, at han ligesom de øvrige fiskere anråbte Herren hin rædselsnat på havet, hvor så mange omkom i bølgerne. Og ligesom dem afgav han et løfte til Gud, men det var alligevel knap så fromt som de andres. Til gengæld kom det fra hjertet. Et knust hjerte, måske, men sikkert også et hjerte, som heledes den nat, hvor han så inderligt bad til Gud. Og ordene har vi fra hans egen mund. For den historie har han fortalt sine børn igen og igen, og den er som andre familiefortællinger bevaret som et klenodie, der hæges om. Og Christens datter, Rigmor, har nedfældet hvert ord.
Mens nemlig alle de andre Harboørefiskere bønfaldt Herren om at frelse dem fra døden og lovede, at de så til gengæld ville omvende sig til HAM og for evigt tilhøre Jesus, så lovede Christen, at hvis Gud ville frelse ham, så ville han fri til Elisabeth og for evigt tilhøre hende.
Elisabeth, prinsessen. Hende vender vi tilbage til. Men hvad er det, der gør, at denne fattige dreng, der har alle odds imod sig, får held til at vinde prinsessen og det halve kongerige? Ja, vi kender det gamle eventyr med Klods Hans, der ridder lige ind i prinsessens hjerte og erobrer det uden videre modstand.
Vi må også tro, at Christen uden videre modstand har erobret Elisabeths hjerte. Men det var ikke nok. Ikke i de tider og ikke på den egn.
Når det så alligevel lykkes ham i den grad at spille tiden og dens strenge orden et puds og ene mand fortage den lange rejse fra fattigdom til velstand og fra dyb foragt til stor anseelse, så skyldes det flere faktorer, og en af dem har vi omtalt: at faderen havde uindfriede forventninger til sit eget liv og at han overførte dem på sin søn.
Farens liv var låst fast i standspyramiden. Han blev ved sin læst. De jordløse stod nederst i kirken, som de stod nederst i samfundet.  Og man skulle være talentfuld som H. C. Andersen eller brændende i sin tro som Christen Kold eller en ukuelig stræber som Hans Fugl for at kunne frigøre sig fra kald og stand. Christen d. Ældre var ingen af delene. Han skrev ikke digte, han var ikke ”hellig”, og han var ikke ukuelig. Og så giftede han sig med en 7 år ældre kvinde, fik et hav af børn, bøjede nakken og sled sig igennem livet som arbejdsmand.
 
 

En pige kommer til verden

 
”Længe nok har jeg bondepige været” … Kristen Karstensens sang om bondepigens ret til silkeklæder og frihed havde 26 år på bagen, men var utvivlsomt stadig noget af en landeplage, da Elisabeth i 1876 slog øjnene op til et liv netop som bondepige. Ikke til et liv i velstand, for det var småt med silken i det hjem, og for en pige var det så som så med friheden. Men det var alligevel et godt liv.
Hendes far, Mads Houkjær, var ganske vist en simpel bonde ligesom sine forfædre, men han var også en ny tids bonde. Han var fri. Gården var hans, og alt tilliggende jord var hans, og flere generationers hårde slid havde båret frugt og bevirket, at ejendommen var vokset med hensyn til hartkorn og også på andre måder forbedret. Ikke så få hektar hede var nu opdyrket og ikke så lidt sand havde han fjernet, og hvert fæ på fire ben var hans og alle folkene på gården tilhørte ham.
Gårdejer og husbond. To titler med status. Dertil knyttede sig en del andre titler, som ligeledes gav anseelse i det lille samfund

Intermezzo –


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Vil gerne indrømme, at jeg har været langsom i optrækket, når det drejer sig om min næste bog, men det betyder ikke, at jeg ikke har arbejdet med den og stadig gør det og fortsat til gøre det hele foråret og sommeren igennem, og så håber jeg, et spinkelt håb bare, at noget der ligner en bog vil ligge klar til efteråret. Som min læser (for jeg har i al fald en) ved, så skriver jeg om KOKHOLM i Kandestederne. Og jeg har haft rigtig meget materiale, som det har taget tid at pløje igennem – og som jeg nok skal arbejde videre med. Jeg vil lægge indledningen til bogen op på bloggen i morgen. Den er naturligvis uredigeret og fuld af fejl – som jeg håber bliver rettet hen ad vejen. Nu ikke mere snak.
 

Fordomme og myter om demens


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Fordomme. Ja, dem er der mange af.
Demens er omgærdet af fantasier og skrækscenarier.
Tidligere var det Kræft – nu er det demens
Her skal jeg lige citere fra Sophie Løhdes udtalelse fra en artikel i efteråret: Hun siger: “demens er en forfærdelig sygdom, som fuldstændig ændrer livet for de mennesker, som bliver demente, og deres pårørende.” Og hun fortsætter med at påstå, at den demensramte “ikke blot mister sig selv og sin fortid, men også ofte relationerne til sin ægtefælle, sine børn og børnebørn, venner og bekendte … en stille tragedie for familien.” (Jeg har her citeret fra bogen: Drengen som blev væk af Ina Kjøgx Pedersen side 21 – Gyldendal 2018)
og jeg kan fortsætte med rædselsbeskrivelser her fra Demensalliancen ( Ældre Sagen, FOA, Alzheimerforeningen og Dansk Sygeplejeråd:)
“Demens er en barsk, dødelige sygdom. Pludselig en dag – og siden ubønhørligt dag for dag – fordamper dit liv. Bid for bid. Først langsomt, siden hurtigere, men altid sikkert. Din hukommelse, din fortid, nutid og fremtid, din fornemmelse af tid og rum – dit jeg – forsvinder til slut ned i et sort hul. Demens er ikke bare en sygdom, der tager livet af os. Det er en sygdom, som tager livet fra os.” (Citat slut – og citatet er fra samme bog som ovennævnte – samme side).
Og mage til formørket tale!!
Det er jo gudværelovet ikke sandt.
Der er INGEN af os, der ikke mister livet. Der er INGEN af os, der ikke føres mod døden. Det er livets vilkår: at det skal forsvinde.
Her en lille sidebemærkning dog vigtig: Vi kan betragte LIVET på to måder
1) Det er Guds gave til os, som vi kan takke for hver dag, frar hver solopgang og til  solnedgang.
2) det er en seksuelt overført sygdom, der fører til døden.
Begge betragtninger er efter min mening sande nok.
Den første : Vores åndelige (og helt udefinerlige) eksistens siger os, “tak for livet. Og at Gud er Skaberen (min trosbekendelse). Tak for hver dag vi fik på den her fantastiske jord.
Den anden: Vores biologiske (og definerbare) eksistens siger os, at vi er kød og blod og småt brændbart.
Ja, men det er jo vigtigt, at vi også er åndelige (sjælelige) individer, der ikke kan reduceres til en sygdom (noget biologisk) eller til en funktion (ingeniør, hjemmehjælper, mor, bedste etc) – vi er SÅ MEGET MERE …
Vi er også så meget mere end demensen, når vi bliver demente, og diabetikeren, når vi får diabetes, og neurotikeren, eller hvad der ellers rammer os.
Vi kan gerne lade os ramme af ulykkerne (for de rammer os alle sammen)  – bare huske på – at de er en del af vilkåret. Da vi sagde “ja tak” til at blive mennesker, måtte vi tage hele pakken. Og så kan vi jo gerne tilføje, at vi faktisk ALDRIG selv sagde JA TAK til livet.
Vi fik det i fødselsgave, hvad enten vi ville eller ej.
Demens er en alvorlig sygdom. Men den er IKKE en fordampning af dit liv. Den kan være en fortætning af dit liv. Dem du elsker, kan måske endda komme dig nærmere. Kærligheden kan vokse.
Familien, og vennerne, hvis der da er noget ved dem, vil ikke forlade dig. De vil tage hånd om dig. De vil samle sig endnu tættere om dig og vise dig, at de elsker dig.
Nå ja, vi så det jo i Erik Klausens film “mennesker bliver spist”  – her møder vi en mand, som bliver dement. Han lever i en familie, der som så mange andre familier i det her såkaldte lykkeland er ved at gå i opløsning – konen har en elsker, børnene er trætte af forældrene – alt er skævt og trist. Så bliver hovedpersonen dement. Og familien opdager ham for første gang i lang tid, og det går op for dem, hvor meget de holder af ham, og de lukker sig skærmende om ham. Den film ender med, at demensen lukker op – ikke lukker af.
Da min mor blev dement, blev hun for første  gang i den tid, jeg har kendt hende, befriet for sin nervøsitet og uro – hun blev sørme glad – og vendte sig mod sine medmennesker. Det havde hun aldrig gjort før – i al fald kun den faste “omgangskreds” – nu blev mange andre nærværende og vigtige for hende. Jeg kan se det i hendes dagbøger, for hun skrev, mens sygdommen var værst.
Jeg har på mine foredrag om Alzheimers ofte mødt folk, som følte sig ramt af lige det, jeg har skrevet ovenstående. Pårørende, som KUN så mørket og ikke VILLE se det mindste lysglimt i det mørke. Nå ja, det forstår jeg nok. Der er så mange tab, og dem vil jeg jo ikke underdrive.
Men jeg vil stadig påstå, at der er alt for mange fordomme, som kun tillader det mørkeste mørke at vise sig omkring den syge.
Fjern det dog!
Det er det, der gør os til mennesker – at vi kan vise de svage, at vi elsker dem. Og vel har de en styrke midt i deres demens. Deres kærlighed til dig, hvis den nogensinde har været der, “fordamper” ikke.
————–
Ovenstående er ikke rettet mod nogen, jeg kender, sådan som en af mine blog-læsere har troet. Og fortalt mig. Det er helt generelt ment, og jeg vil stadig mene, at folk i almindelighed ikke ved, hvad demens er. Jeg talte med en forleden, som betroede mig, at hun hellere ville have, at hendes kæreste fik en kræftdiagnose end en demensdiagnose. Og det sætter det hele i relief, mener jeg.
Jeg er kun lige begyndt på bogen Drengen der blev væk – ( den udkom for lidt siden, og jeg var skrevet op til den i nogle uger) – jeg vil læse så meget, som jeg kan overkomme.
Jeg vil skrive mere om den, når jeg bliver færdig.
Som nævnt er den her blog min arbejds-blog. Og jeg vil GERNE have respons på den – det kan kun gøre mig klogere. Ked af det en gang i mellem – men det er vilkåret.
Inden jeg forlader siden vil jeg citerer lidt fra den bedste bog, der endnu er skrevet om demens, nemlig Christiane Swanes: Skyggen af en hverdag ( fra side 175):
Psykiatriens erfaringsgrundlag er patienter med de vanskeligste sygdomsbilleder. I kraft af, at psykiatrien er “autoriteten” på området, idet demens er klassificeret som en psykiatrisk lidelse, har psykiatriske overlægers demensbilleder gennem to hundrede år, begyndende i Frankrig, udgjort “prototypen på demens”. Dermed har psykiatrien præget forestillinger om, hvad typisk adfærd ved demens er overhovedet, i en entydig skræmmende retning.”
Efter at have hørt professor Steen Hasselbalcks forfærdelige og umenneskelige foredrag om demens i Randers Ridehal forrige vinter, blev jeg bange … Jeg blev enig med min ledsager om, at Hasselbalck vidste rigtig meget om sygdommen, men intet om mennesker.
Det snakkede jeg med min veninde med, som havde været med til foredraget. Hendes samlever var dement. Jeg var med af almindelig interesse – for at få mere viden til mine foredrag. Det var hende, der sagde: Der hørte vi rigtignok ingenting om de syge. Kun om sygdommen. Som om vi kun var en hjerne. En klump væv.
Nu har jeg lært en anden professor i faget at kende – og er heldigvis stødt på en faglig kompetent professor, som SER hele mennesker – ikke kun en sygdom. Gunhild Valdemar.
Hun har været medstifter af Alzheimerforeningen) hun sagde bla.: “Jeg har lært den taknemmelighed for livet af kende, som man kan møde selv hos folk, der har det rigtig svært. Det er meget opløftende, og det er noget, vi alle kan lære af: at der er mennesker, der forstår at få glæde og taknemmelighed ud af selv et meget svært liv.”
Undskyld – jeg kan godt se, at alt hvad jeg skrev i aftes, var fuld af stavefejl – jeg er, som mine venner godt ved, ordblind, og jeg havde ikke tid (kræfter) til at rette det og skulle selvfølgelig så ikke have udgivet det. Skulle være rettet nu. Mit temperament løber tit af med mig – og det kan løbe langt og stærkt.
 
 

AMOS OZ ER DØD – verden har mistet en stor digter


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Man kan også sige, at verden har mistet et håb. For Amos Oz er død..
Han blev 79 år og han nåede ikke at få nobelprisen. Den bliver ikke altid uddelt til de største..Amos Oz blev ved med til det sidste at tro på og arbejde for freden i Mellemøsten. Han er født i Jerusalem, boede som ung i Kibutz som reaktion mod sin konservative familie – han er bla. i familie med Nethanjahu – og han var hele livet tilhænger af et to-statssystem: et land til jøder og et land til arabere. En socialistisk zionist. Selv om det lyder selvmodsigende, så mente han, at man godt kunne elske Israel og Palæstina samtidig. Han troede på venskab mellem jøder og arabere.
Han blev lyttet til af alle og elsket af de fleste. Alligevel handlede magthaverne imod hans ideer om fred, og selv om han troede, at litteraturen kunne ændre verden, så blev han aldrig bekræftet i den tro. Jeg ved ikke, om litteraturen KAN ændre verden. I al fald kan litteraturen ikke afskaffe krig. “Intet nyt fra Vestfronten” af Erik Remarque afskaffede ikke al krig.
Og Amos Oz må have haft sine tvivl. Jeg vil til minde om ham citere en passage fra hans seneste roman: “Judas”.

Det er den bibelske Judas, det handler om. Ham, der angiver Jesus.
Her er en passage fra bogens side 260. ( Det er Judas’ stemme, man hører, og han fortæller, hvordan han mødte Jesus og hans disciple):
“(Jeg) sluttede mig til dem, gik klædt i samme lasede klæder som dem, spiste den samme simple kost som dem og gik barfodet med blødende fødder som dem og troede som dem, ja, tilmed mere end dem, at Frelseren havde åbenbaret sig, og at denne ensomme, indadvendte unge mand, denne generte, ydmyge unge mand, som hørte stemmer, som i sit rene hjerte skabte smukke lignelser og forkyndte de enkleste budskaber, der strømmede fra ham som vand fra en ren kilde, budskaber, som greb alle hjerter, budskaber om kærlighed og barmhjertighed og selvopofrelse,  glæde og tro, at denne spinkle unge mand faktisk var Guds enbårne søn, som omsider var kommet til os for at frelse verden, og nu gik han her midt iblandt os som en af os. Men han var ikke en af os og ville aldrig nogensinde blive det.
Han (Jesus) frygtede hele tiden Jerusalem og følte sig også frastødt af byen; af templet, præsterne, farisæerne, saddukæerne, de skriftkloge og de rige og magtfulde. Det var landsbyboens frygt , en genert ung mands frygt, en gnavende frygt for, at de ville udstille ham og gøre ham til genstand for spot og spe, og at de skriftkloge og mægtiges strenge blik ville afklæde ham.” 
Judas overtaler Jesus til at tage til Jerusalem. Jesus er bange, og han har grund til at være det. Judas er ikke bange. Han tror 100%, at Jesus er Guds søn og at Gud vil befri ham fra korset: at Jesus vil stige frelst og glad og usåret ned fra korset og favne hele verden med sin kærlighed. Ja, det tror Judas og derfor peger han Jesus ud for soldaterne. Det tror Jesus ikke. Han ved bedre. Alligevel går han med til at besøge Jerusalem. Og vi ved, hvad der sker. Jesus stiger ikke ned fra korset. Judas mister sin tro. Det kan man så let, når man møder dødens kulde og kærligheden ikke kan opvække os fra de døde.
Troen på, at det alligevel skete kan Judas ikke bruge.
Jeg citerer videre, og det er stadig Judas, der er “jeg”:
Jeg elskede ham af hele mit hjerte og troede fuldt og fast på ham. Det var ikke kun den ældre brors kærlighed til den yngre, som er bedre end ham, ikke kun den ældre, mere erfarne mands kærlighed til den store, yngre lærer og heller ikke kun den troendes kærlighed til en mirakelmager. Nej. Jeg elskede ham som Gud. Jeg elskede ham meget højere, end jeg elskede Gud. Faktisk har jeg, siden jeg var ung, slet ikke elsket Gud. Jeg følte mig tilmed frastødt af ham. En skinsyg og hævnende Gud, der straffer fædres skyld på børn, en grusom, vred, bitter, hævngerrig, smålig, blodsudgydende Gud. Mens sønnen i mine øjne var kærlig, barmhjertig og nådig og tilgivende og også, hvis han ville, kunne være vittig, skarpsindig, varmhjertet og tilmed morsom. Han tog Guds plads i mit hjerte. Han blev min Gud. Jeg troede ikke, at døden kunne røre ham. Jeg troede, at det største mirakel af alle ville ske i dag i Jerusalem. Det sidste og endegyldige mirakel, hvorefter der ikke længere ville findes død i verden. Hvorefter der ikke længere ville være behov for flere mirakler. Det mirakel, hvorefter himmeriget ville opstå og kun kærlighed ville råde i verden.” ( citat side 262).
Ja. en stor digter er død. Han troede på freden. Og han gav håbet videre med sin digtning.
Ære være hans minde.