SORRIG OG GLÆDE

Udgivet den af
Svar

SORRIG OG GLÆDE

Kære Kingo, jeg savner dig. Har tænkt en del på dig i den seneste tid. Tiden lige nu: Barok. Blodig, blændende. Uforudsigelig. Skræmmende. Din tid og min tid. Så mange sammenfald.

Jeg savner dig. Ikke på samme måde, som jeg savner mine kære afdøde. Du var her jo flere hundrede år før mig, og jeg har aldrig mærket din ånde mod min kind. Men jeg har mærket dig alligevel, eller nej: du har mærket mig.

Jeg er ikke den samme efter, at jeg har lært dig så grundigt at kende.

Før var jeg mere bange, gled mere af på det, der stillede sig i vejen, smuttede gerne udenom, hvor jeg kunne, sprang over, hvor gærdet var lavest osv .. osv. ..

Men nu. Nej, jeg er ikke blevet tapper, sådan som du var, jeg er stadig noget af en kryster, men jeg tør meget mere, og jeg kan møde livet mere modigt efter mødet med dig. Det skal nok gå.

Det SKAL gå. Det var dit motto, og du fik det i gang igen, når alt gik i stå  – hver gang – trods alle de forhindringer, livet stablede op på din vej. Du var så modig.

Jeg suger af dit mod.

Men det, jeg især savner, er den nærhed, vi havde engang. Du og jeg. Vi var et team. Det var dengang, jeg rejste land og rige rundt med dig i bagagen, og hvor jeg fik lov at folde dit livssyn og din urokkelig tro ud for øjnene og ørerne af de mange lyttere, der var kommet for at høre om dig.

Hvor var det en fest at fortælle om dig. Hvor jeg savner de dage.

Sorrig og glæde. Dit livs bestanddele. Alles livs bestanddele. Af dig lærte vi, at livet er mangfoldigt, at vi ikke undslipper nogen af de utallige nuancer, der fylder dagene. Og vi lærte at finde vej i mørket, at finde frem til det lys, som vi ved er tændt for os.

Og når det er sortest, og vi synes, at alt håb er ude, så siger du, at vi skal takke.

Glem AK sig TAK

Du siger til Gud: ”Tak for al din fødselsglæde” og du siger til Gud: ”Tak for dødens bitre ve” –  Det er der, det hele, og vi skal lukke op og tage imod.

Og tro, at lyset vil skinne til sidst.

DOSTOJEVSKIJ

Udgivet den af
Svar

Dostojevskij

Det var hans skyld, at jeg i sin tid valgte at studere russisk. Et par år læste jeg på Århus Universitet. Et studium, som aldrig et øjeblik syntes spildt, og alligevel opgav jeg det. Der skete det, at jeg blev gift, fik børn, fik arbejde, fik alt for lidt tid og måtte opgive at fortsætte studierne.

Men jeg opgav jo ikke læsningen af den russiske litteratur, og et enkelt værk fik jeg da også læst på originalsproget, nemlig ”De ydmygede og de sårede,” som var den eneste bog af Dostojevskij, som jeg kunne opdrive i boghandlerne i Moskva, da jeg var der i 1964. Men da jeg kom hjem købte jeg de samlede værker i dansk oversættelse af Ejner Thomassen. Og dem læste jeg i et svimlende stræk.

Nu har jeg netop i går afsluttet læsningen af ”Idioten” – forsøgte at læse den forrige år, men gik kold i de lange oprivende og til sindssyge grænsende optrin, som romanen vrimler med. Nu lykkedes det, og det er så tredje gang, at jeg har afsluttet hele læsningen af det digre værk. Og jeg må sige, at jeg forstod den helt anderledes end de to forrige læsninger.

Da jeg var helt ung, slugte jeg bogen og levede mig ubesværet ind i fyrst Mysjkins sind. Det gjorde jeg også, da jeg læste bogen anden gang, men da var jeg så vidt jeg husker mere optaget af det billede af Rusland,  som forfatteren opruller. Og navnlig den kritik af adelen, som han også (igennem Mysjkin i øvrigt) leverer. Og jeg tror, at jeg dengang først og fremmest fandt dialogerne og personerne underholdende. Det er de bestemt også – så vanvittige de nu ellers også er.

Men jeg sidder nu med en underlig fornemmelse af, at jeg slet ikke fandt ind til kernen i romanen ved de to første læsninger. Den handler jo ikke om idioten Mysjkin, han er i grunden ikke en særlig interessant person – kun ét sted folder han sig ud og mener noget – det er til forlovelsesgildet, hvor han chokerer alle gæsterne ved sin kritik af russerne og deres værdier. Ellers siger han kun flovheder og fremstår i grunden lidt dum. Og romanen handler heller ikke om hans intelligente rival Ragotjzin – nej, den handler først og fremmest om Nastasja Pilippovna. Og om pædofili. Det er næsten ikke en del af handlingen, men det ligger hele tiden i baggrunden, at N.P. er et skændet barn – og at de skader, hun fik som barn, ikke kan helles, og det er helt logisk, at hun dør til slut. Hun kan ikke indgå i et kærlighedsforhold, der indebærer noget seksuelt. Besudlet som hun er. Og skamfuld.

Der er megen tale om kærlighed i romanen, men det er en kærlighed helt uden seksualitet fra Mysjkins side, hans kærlighed til N.P. er som et barns – det er Ragozjins ikke, men derfor er han også nødt til at dræbe hende. Et ren fuldbyrdet seksuelt forhold er umuligt.  

Det er et ret chokerende budskab.

Det er for øvrigt ikke den eneste af Dostojevskijs værker, der handler om pædofili – i en af romanerne er det er dreng, der er offer for seksuelle overgreb.

MENS DET SKER 31

Udgivet den af
Svar

Alzheimers er en underlig sygdom, og det, der viser sig i udtryk og adfærd, adskiller sig i høj grad for det kliniske billede, som forskerne sidder og stirrer sig blinde på.

Et eksempel:

Vi var hos psykiateren i Skejby. Han snakkede. Vi lyttede. Det er 6 år siden. Vi havde lige fået diagnosen. Vi var målløse, som man er, når man lige har fået en grim diagnosen. Psykiateren snakkede. Han snakkede så dumt, og jeg husker, at han gjorde lidt nar af mig, fordi jeg sagde noget om, at Ole var kvik nok i hovedet. Det lo han nærmest af, og så sagde han med hån i stemmen, at han havde hørt en kone til en af hans patienter sige, at hendes syge mand huskede bedre end hun … Ha ha ha …

Hvor var den læge dum.

Jeg ved helt sikkert, at den kone sagde sandheden. Hun har oplevet gang på gang, at hendes alzheimerssyge mand huskede bedre end hun.

Det har jeg også oplevet. Gang på gang. Når vi løser vore daglige kryds-og tværsopgaver, så sker det ret ofte, at Ole er kvikkere end mig. At han fanger det rigtige ord før mig.

Og samtidig – Og det viser jo kun, hvilken underlig sygdom alzheimers er – Samtidig kan han glemme de mest nære ting. I dag kunne han f.eks. ikke huske, hvad hans søskende hed, eller hvor mange de var. Vi repeterede dem, men navnene sagde ham ingenting og han kunne ikke se dem for sig. Jeg fandt nogle billeder, og så genkendte han dem lidt tøvende. Men navnene var væk. Jeg ved, at han kan huske sine egne børn, men nu blev jeg alligevel nysgerrig og spurgte ham: Hvad hedder dine børn? Og så var han helt fortabt. Andreas? spurgte han usikkert. Nej, ikke dit barnebarn, dine sønner og din datter. Det ved jeg ikke, sagde han og så trist ud.

Han ved ikke mere, hvad de hedder, men han ved, hvem de er, når han ser dem. Både i virkeligheden og på billederne.

Billeder betyder pludselig rigtig meget.

Og selv om han ikke kan svare på, hvor mange børn, han har, så er han på utrolig mange måder den samme som altid. Lidt blidere og lidt forsigtigere. Men den samme. Han er sig.

Men jeg kan ikke sende ham ud til containeren med en affaldspose. Halvvejs nede har han glemt, hvad kan skulle, og så finder jeg posen ved kælderdøren, næste gang jeg går i kælderen.  Og han vil gerne hjælpe med at dække bord, men det er umuligt for ham at finde gafler, knive, tallerkner osv … jeg må give ham det i hånden, eller lukke skabe og skuffer op for ham og pege.

Det er så underligt.

Og samtidig er han så glad og afslappet i hverdagen, at jeg er fuld af beundring. Tænk, at kunne bære sin sygdom på den måde. Og jo, han ved godt, hvad han fejler.

Sådan ville jeg ikke være, hvis jeg blev dement. Du milde himmel, hvor ville jeg nødig være pårørende til mig, hvis jeg blev dement!!!

Han er ret fantastisk.

Sådan her så vi ud, da vi mødte hinanden i 1964 – ak hvor unge … og hvor er vi blevet gamle – men hvilken lykke få lov at blive det sammen.

KUN EN GAMMEL STOL

Udgivet den af
Svar

Det er bare en stol lige som alle de andre stole magen til, som står i vores spisestue.

Og det er alligevel ikke bare en stol. Det er også en historie. En historie, som ganske vist ikke kan fortælles mere, for dem, der indgik i den, er for længst døde. Men historien lever alligevel videre i sit eget tavse univers, og når jeg ser på stolen, så synes jeg, at dem, der engang sad der hver dag, bliver levende igen og taler til mig. At lidt af historien undslipper forgængeligheden.

Bedstefar. Det var dig, der købte stolene. De var så moderne dengang for mere 100 år siden, og du ville så inderligt gerne imponere Magdalene, den unge pige, som du havde friet til og som havde sagt ja til at dele livet med dig. Og du havde jo overtalt hende til at forlade  sin hjemegn dernede syd for Limfjorden, hvor gårdene lå tæt, og der var grønt og frodigt overalt og høsten velsignet og velstanden stigende, og hvor ungdommen så fremad og drømte store drømme.

Men du forlod egnen sammen med pigen, og I flyttede til et af de goldeste og barskeste steder i landet. Til en egn, som i århundreder havde været udsat for naturkræfternes hærgen, og hvor alle familier kunne tale om nød og elendighed, en egn, hvor menneskene var blevet mærkede og mærkelige af det hårde liv. Der kom I til. Magdalene frisk og frejdig fra højskolelivets lethed. Der var ikke meget højskoleånd i Hulsig.  Og nu skulle de bo her.

Jeg tænker mig, at stolene skulle formidle min mormor.

”Se!” sagde Anders til Magdalene, ”Se, hvad jeg har fundet til dig. Til os. En spisestue så fin og moderne, at der nok ikke er mange af dine veninder, der får en, der er lige så flot.” En flottenheimer, det ville han gerne være.

Nej, han sagde nok ikke lige de ord, og måske skulle stolene ikke formilde hende. Eller de kunne ikke. På alle de billeder, jeg har af hende, ser hun alvorlig og yderst betænkelig ud.

Jeg ved fra min mor, at mormor aldrig fandt sig til rette i Hulsig. At hun led af hjemve. Og stolene hjalp nok kun en lille smule på skuffelsen over, at livet kunne være så glædesløst.

Men nu digter jeg. Undskyld mormor! Måske fandt du glæder, jeg ikke kan have den mindste anelse om. Du skabte et hjem. Dig og bedstefar og mor.

Og stolene.

MERE OM LÆNGSEL – litterært set

Udgivet den af
Svar

Thoras sang i J. P. Jacobsens ”Mogens”

Du blomst i dug!

Du blomst i dug!

Hvisk mig drømmene dine.

Er der i dem den samme luft,

Den samme selsomme elvelandsluft,

Som i mine?

Og hvisker, sukker og klager det der

Gjennem døende duft og blundende skjær,

Gjennem vågnende klang, gjennem spirende sang,

I længsel,

I længsel jeg lever.“

Sådan synger Thora i J.P Jacobsens novelle ”Mogens” – Den har jeg læst med mine elever næsten hvert år i 25 år, men aldrig blevet træt af at læse. Sådan er det med god litteratur, og jeg tror, at der i skriften – i det skrevne ord – kan være så megen skønhed, at den i sig selv vækker en længsel. Men her er længslen jo særegen. Det er det sublime, det, man ikke møder i dagligdagens øllebrød og havremælk, men kun i drømme – og som man ser et genskin af i den store litteratur.

Det, som Johannes V. Jensen lader lyde sådan her i digtet om Columbus:  

Men set i digtets perspektiv er det en længsel, som aldrig kan forløses. Da Columbus ser det, som han har drømt om, da dør drømmen, og han står tilbage med tomhedens smerte:

I digtet om Columbus lyder det sådan:

“Da stiger i Solnedgangens Ild/ en palmegrøn Ø./ Og det er Landet, Christoffer Columbus!/ men medens de kalder ham Verdensbefrier/ og græder af Fryd, er Columbus/ den eneste Mand der tier

For da han fandt den frelsende Ø,/ forgik hans Drøm. / Der skød sig en Verden imellem ham/ og den yderste Strøm./ Tilbagevender og Havomfavner!/ Da steg din Forlængsel, da bar dit Hjærte/ som Bølgens vandrende Byrde/ den evige Verdenssmærte!”

Forlængsel betyder længsel efter forløsning.

Mogens er der, hvor han har mistet troen på livet. Der er ingen længsel mere, for der er ingen tro.

”Det var så sørgeligt det hele liv, tomt bagved, mørkt foran. … den hele jord var en rullende løgn; troskab, venskab, barmhjertighed, løgn var det, løgn hver en stump, men det, der kaldtes kjærlighed, det var dog det huleste af det hule, lyst var det, flammende lyst, ulmende lyst, osende lyst, men lyst og aldrig andet.“

Det er Thora, der synger om sin længsel, men novellen handler først og fremmest om Mogens og om hans uforløste længsel. Smerten over det tabte kaster ham ud i et tøjlesløst og vildt liv – sex, druk, osv.

Så møder han Thora, og som vi kan se af sangen, lever hun i en romantisk længsel efter … ja, efter hvad?

Da han møder hende, genfinder han troen på kærligheden, men han vil, at den skal være REN – det vil sige uden sex.

Citat ” Der var en kjærlighed, reen og ædel, uden al grov, jordisk lidenskabelighed, jo der var, og var der det ikke, så skulle der komme det, ja, lidenskab ødelagde alting, og den var så styg, så umenneskelig, hvor han hadede alt det i menneskenaturen, der ikke var skjært og reent, fiint og let!”

Ovenstående citat afslører de tanker og følelser, der fylder ham på bryllupsnatten (sic!)”.

Og det er ikke lige tanker, som Thora deler. Hun drømmer stadig, men det er så tydeligt, at det ikke er den romantiske, åndelige kærlighed, hun drømmer om. Her et citat fra morgenen efter brylluppet:

”Hun slog armene om hans hals og kyssede ham heftigt og trykkede sin brændende kind imod hans. ”Jeg forstår det ikke, men sommetider er jeg nærved at ønske, at du ville slåe mig – jeg veed, at det er barnagtigt,, og at jeg er så lykkelig, men jeg er alligevel så ulykkelig.” Hun lagde hovedet ind til hans bryst og græd, og så begyndte hun, alt mens tårerne randt, at nynne, først ganske sagte, men så høiere og høiere : I længsel, I længsel jeg lever!”

Ja, men det ender i fryd og gammen. De går ud i den gulnede rug – ja, en rugmark.

Men læs selv!

LÆNGSEL

Udgivet den af
Svar

LÆNGSEL

Længslen. Ja, den er ikke til at komme udenom. Men det skal vi måske heller ikke. Vi skal måske trygt lægge os til hvile i den. Mon ikke? Det vil jeg tænke lidt over, inden jeg lige akkurat råber hurra for den tanke. At være til stede i længslen. Og så endda finde det trygt. Det skurrer lidt.

Man kan være til stede i NU’ET, men vel ikke i længslen. Den drager af med en. Er man i længslen, er man ikke mere til stede.

Længslen hærger.

I min alder er ordet længsel måske endda en smule absurd – hvis man da overhovedet kan ”nedsmule” det ord.

Det er en følelse, som jeg ofte overvældes af. For det kan den nemlig (ikke lade være med :at overvælde) .

Jeg gik med de tanker i engene i aftes. Her plejede jeg at gå ture med mine søstre. De kom altid hertil i sommertiden, de seneste to år, hvor Dorte var syg, gik vi i Ålumskovene. Tidligere gik vi i Jylland, fra sø til sø, fra kyst til kyst og ad de støvede hedeveje  –  altid til fods og forsynet med en barnevogn, nogle gode flasker vin, chokolade til kølige dage og ellers det gode humør, som altid indfandt sig, når vi var sammen. Dorte, Annelise, Mona og mig. Vi fire. Vi han kendt hinanden altid, og ord var ikke så vigtige.

Men nu gik jeg der altså igen. Og jeg tænkte på dem. Og længslen sled i hjertet – men det var jo en længsel efter det tabte. Nostalgi kalder man det vist, men det dækker slet ikke det, der skete der. Nostalgi er stille vemod, men jeg fik en voldsom lyst til at græde og rykke træerne op med rode og skælde Gud huden fuld. For hvad lignede det, at de var taget fra mig? Hvorfor? Og hvor er hun nu, min kærlige og sjove søster? Og jeg følte ikke bare, at jeg havde tabt, men at jeg var fortabt. Og at jeg havde svigtet der, hvor jeg burde have stået klar.

Dorte døde. Hanne døde. Med Hanne gik vi andre ture. Lige den sommerdag i Hjørring havde jeg en sær fornemmelse af, at alt skete for sidste gang, og jeg følte en stor ømhed for min søster og ville gerne have vlst hende ( sagt hende) at jeg elskede hende, men jeg fandt ikke ordene og var bare mit vanlige pjatrede jeg. Hende de andre kendte og som fik alle til at grine.         

Der var så meget, vi aldrig fik sagt. Og måske er ordene ikke så vigtige, det forsøger jeg at trøste mig med. . Måske var det godt nok, at vi bare gik sammen og småsnakkede om ingenting.

Dorte. Min sidste vandring med Dorte. Vestervellingbakken. Og vi besteg den ene to.  (Mona var der ikke den sidste sommer, og Annelise var for træt). Jeg har besteget denne ”bjergtop” mange gange siden, og hver gang har jeg tænkt på Dorte og den utrolige vilje, hun besad den dag. Hun ville til toppen. Og hun kom det.  Vi stod der og så ned over ådalen og sagde ingenting, og pludselig havde jeg en stor lyst til at omfavne hende og holde hende helt tæt ind til mig og sige, at hun ikke skulle være så bange, at jeg var der og at jeg ville følge hende altid. Også efter døden. Der ville vi genfinde hinanden i lyset. Hos Gud. Men jeg turde ikke.

Hanne

Annelise, Mona og Dorte

AT DU GIDER

Udgivet den af
Svar

AT DU GIDER …

Det er der ingen, der har sagt til mig, i al fald ikke lige med de ord. Måske lidt anderledes formuleret: betragt dit skriveri som en hobby. Det har jeg hørt venner siger, underforstået: du er jo ikke en af de kendte, og lad nu være med at tro, at du er noget.

Nej, det er ikke janteloven. Det er velmente venskabsytringer – som skulle trøste mig, når jeg mistede modet. Og vist har jeg mistet modet ind i mellem, faktisk ret tit. Og det har de fleste af mine kolleger, for det her job er det hårdeste af alle. Af flere årsager: Det er dårligt lønnet, det har en svag ( ikke viljesvag) fagforening, det er ringe agtet ( ikke ringeagtet), det bliver enten knust i tavshed eller knust i ord. Ingen andre arbejder end lige akkurat vores, forfatternes, er i den grad konstant under lup og bliver dissekeret af folk (=anmeldere) der langt fra altid er kvalificerede til opgaven, som alt for ofte er mere obs på at promovere deres egne skriblerier end at promovere det værk, som de har fået til opgave at oplyse deres læsere om.

Jeg skrev de første år lykkeligt og frit. Mine skuespil. De nåede mange amatørteatre, de solgte godt, de var morsomme at skrive, og jeg var god til det. Havde skrevet universitetsopgaver både om Molière og Holberg, og havde også studeret den italienske commedia dell’arte – viste hvad der kunne få folk til at le og græde. Det var godt nok.

Så kom den alvorlige del. Romanerne og novellerne. Her snublede jeg i starten. Min første voksenroman ( efter et par ungdomsromaner) var om Thomas Kingo, og den (jeg) var så uheldig at få anmeldere på, som ikke brød sig synderligt om den. Det var uheld i uheld – Kristelig Dagblads anmelder Claus Grymer jordede bogen uden mange ord, Berlingerens Jens Kistrup harcelerede over den måde, jeg havde beskrevet Kingos forhold til kvinder, mente, at jeg havde romantiseret det – hans overskrift var ”Kingo in love” – han gav dog bogen en del kredit og mente nok, at forfatteren havde talent. Politikens Mette Winge kastede også et par skovfulde jord over den stakkels bog – hun skrev, at jeg havde fremstillet en alt for svag Kingo. Jeg genkendte ikke min bog i deres anmeldelser. De øvrige dagblade havde gode anmeldelser af bogen, men det var jo ikke dem, der skulle sælge den.

Det var den første rigtige roman, og de sorte anmeldelser kastede lange skygger over forfatterens videre færd. Jeg husker et aftenarrangement, hvor jeg var inviteret til at læse op fra bogen, og da jeg tav, kom det spontant fra en af lytteren: ”men du skriver jo godt. Det troede jeg ikke.”

Nej, de anmeldere har en satans magt.

Nå, men jeg skrev videre. Trods alt. Det er jo det, forfattere gør. Og ind i mellem faldt der et par roser, hele små buketter, men der var stadig torne, og de stak, og de mærkedes mere end roserne. Sådan er det.

Nu skrev jeg, at vi har en svag fagforening – jeg mener ikke, at de ikke kæmper vores sag, men vi er en samling individualister, og vi sidder spredt for alle vinde og arbejder ensomt hver især – lederen af den skønlitterære gruppe Stephanie Caruana skriver i sit nytårsbrev bl. a.: “…vi står sammen. Og jeg hepper på at I får nået jeres skrivemål i 2025 ( den manglende kulturdækning, de barske afslag og gnavne anmeldere kan jeg desværre ikke tylle væk). Fuld fart frem, fingrene mod taster eller fast greb om pennen, og visheden om at vi er her, vi skriver, vi gør det.”

Det er så det, vi gør. Skriver.

Vi bider tænderne sammen og bliver ved med at arbejde i den her benhårde branche.

MEMORY LANE

Udgivet den af
Svar

Ja men det er så belønningen for det sære arbejde, der hedder at rydde op. At man finder de gamle breve og genlæser dem. En belønning eller en straf? Det røver jo i al fald meget af ens tid, og det burde jeg springe op og falde ned på – men det gør jeg ikke, for jeg har denne her tikkende fornemmelse af uafvendelig udgang på det, jeg holder af at holde fast ved – livet. Nu fik jeg skrevet det helt forkert, men jeg lader det stå. Indtil videre.

Min bror. Anders. Og de fester, han arrangerede for os. De lyser stadig i sindet, og nu fandt jeg en gammel invitation til en af dem liggende i en kasse med breve og lign. Anders var en kok på niveau med Claus Meyer, når han rullede sig ud i de år – hvert år – og han kokkerede og han serverede for os, så englene sang. De synger endnu. Det var en kærlighedsgestus, og vi tog imod den med kyshånd.

Herunder et udsnit af indbydelsen december 1972. Mette er baby, og Hans er tre år, og der er en del børn og derfor også en børnemenu. Desuden loves der god dansemusik og et ryddet dansegulv og efter festen senge til dem, der på et tidspunkt kunne trænge til at sove. Jo, det var fester, og Anders serverede denne aften kinesisk mad, og jeg tror nok, det på dansk hedder “pekingand” – der var et utal af indbagte mandler, kan jeg huske. Og som sagt: maden var superb. Og vinen valgt med omhu.

Og så lige et lille glimt fra en helt anden slags fest, som også gentoges år efter år. En Sct. Hans fest med lam stegt over åben ild. Det foregik i Lild, og det var Oles forældre, der inviterede, ikke blot familien, men også venner fra nær og fjern. Her ses Oles far, Marius i færd med at teste lammet:

TINGENES TYRANNI

Udgivet den af
Svar

For nogen tid siden bestemte jeg mig igen, igen, igen til at rydde op i mine ting. Syntes for jeg ved ikke hvilken gang, at jeg var ved at drukne i ting, der hober sig op alle vegne. Og det hjælper ikke på det, at vores ældste er flyttet til Danmark efter 6 år i Florida. : der er ting fra hans liv overalt.  Pumper, gasflasker, telte, kasser med dit og dat, vareprøver, møbler etc.

Faktisk har jeg gået rundt med denne fornemmelse tingsforstoppelse i mange år, jeg tror i hen ved tresindstyve, hvis jeg skal sætte et tal på. Og en dag gik jeg så vidt som til at betro min kære søn, hvordan det forholdt sig med mig og oversvømmelsen af unyttige og grimme ting.

”Jeg har fået nok,” sagde jeg, ”jeg vil bytte livet i mit store hus med alle rummene og alle tingene ud med et enkelt liv i en nonnecelle. Ikke som nonne, men omgivet af nøgne vægge og med et enkelt møblement.”

Det grinede han af.

Hørte i dag en podcast ”skønlitteratur”, hvor Nanna Mogensen interviewede digteren Madame Nielsen. Hende/ham har jeg ikke læst noget af, men jeg blev slået over en bemærkning, han kom med: at han ofte havde haft lyst til at flytte i kloster eller at komme i fængsel, for at få ro på og for at få tid til at skrive. Det slog mig, fordi jeg engang forfærdelig gerne ville have mere (meget mere) tid til at skrive, og min tilværelse (især dengang) var absolut skrabet på tid. Og ro var der ikke meget af. Og så var det, at jeg sagde til Ole, at jeg nok i nær fremtid ville begå en eller anden (mindre) forbrydelse, så jeg kunne komme i fængsel for en tid og koncentrere mig om at skrive.

”Ha,!” sagde han, ”der ville du ikke få et øjebliks ro, og du vil blive en del af et ubehageligt fællesskab og sidde resten af tiden og fabrikere små, dumme tøjklemmer.”

Så opgav jeg den ide.

Tingene. Det var dem, jeg ville skrive om.                                                         

Jeg kan lide smukke ting. Jeg kan lide, at verden omkring mig er smuk. Det skal den være. Ude og inde. Ude lader jeg trygt planterne pynte verden. Det er de så gode til: De fylder alt med farver og dufte. Inde skal der være smukke møbler og billeder på væggene, som man gider se på og ligefrem kan stå og falde i staver over. Og så kan man gribe hver en stav og føre den ned på papir. Og se det hele en gang til. Og jeg vil have, at tingene ikke skal blokere for skønheden. Det gør de, når de ligger hulter til bulter og spærrer for hinanden, så man kun ser det omsiggribende roderi.

Derfor rydder jeg op.

Men i går var oprydningen af den slags, der snarere maksimerer end minimerer rodet, for jeg hentede gamle, halvglemte kasser ned fra loftet og hældte indholdet ud på spisebordet. Det var mange hundrede breve og kort fra venner og familie og et væld af glemte fotos og mærkelige skrivelser, som f.eks. en liste til Ole, som på det tidspunkt var på vej til at påbegynde sin lærergerning. Denne liste var fra undervisningsministeriet og angav reglerne for lærerens omgang med sine elever, og her står f.eks., at læreren ALDRIG må røre ved eleverne, hverken for at slå dem eller kærtegne dem. Ja, det står der faktisk.

Så gik dagen i går jo med at læse og kigge og mindes, og ved I hvad: det endte med at det hele (næsten) blev lagt i kasserne igen og sat op på loftet.

Suk. Men det var en god ting at hive det frem og tage det i øjesyn.

Nu ligger det så der.                                                                                                                                                                                                                                 

GAMMEL

Udgivet den af
Svar

Gammel

Gammel vin. Det lyder godt. Rigtig godt. Især for os, der holder af vin.

Gammel kone. Det toner knap så tillokkende.

Gammel mand er ikke spor bedre.

Gammel er et skældsord, når det hæftes på mennesker.

Hvornår blev det sådan? Og hvorfor?

I folkeeventyret tildeles Den gamle Kone en vis værdighed på grund af de magiske kræfter, hun besidder. Men samtidig er hun en heks. Og somme tider spiser hun børn. Hendes bryg er farlig, drik den ikke! og hendes appetit umættelig. Kom hende ikke for nær!

I gamle dage blev folk normalt ikke gamle. Den gennemsnitlige levealder var meget lav, og for bare hundrede år siden var man gammel, når man havde passeret de tredive, og havde man ikke giftet sig, var man en ”pebersvend,” og det var ikke en ærestitel, og hvis man var gift, så havde man fået pondus, d.v.s. man var blevet tykmavet og gik med stok og opførte sig omtrent som en 9oårig ville gøre nu om dage. Langsomt og adstadigt. Har netop læst Knut Hamsuns ”Pan,” og her er en af bipersonerne en ældre herre på godt og vel fyrre år, og han går med stok, selvfølgelig. Og hovedpersonen, den noget yngre løjtnant Glahn, tildeles på et tidspunkt også en stok. Og vi hører, at hans hår er begyndt at gråne. Altså: omkring de tredive gled man over i alderdommen.  

For ugifte kvinder var overgangsalderen fra ung til gammel endnu lavere: hvis man havde rundet de tyve år uden at være blevet gift, så var man ”gammeljomfru,” og det var forbundet med stor skam, og man levede herefter på nåde. Man havde ikke opfyldt sin pligt som kvinde: at blive gift og stå i køkkenet og føde børn i tide og utide.

Vi taler om tiden helt op til midt i nittenhundredetallet.  

Det er ikke så mange årtier siden. Nu er det ikke skamfuldt at være ugift og barnløs, men det er stadig forbundet med skam at være gammel.

Man må ikke kalde en gammel for gammel. Man må af ”respekt” kun kalde ham/hende  ”ældre”. Hvorfor det? Selvfølgelig af samme grund, som man ikke må kalde en sort for en neger, og en inuit for en eskimo. Det er et skældsord.

Kristelig Dagblad havde forleden, 4. januar, en artikel om en præst, Ane Sofie Lindegaard, som har sat sig for at gøre opmærksom på fænomenet ved at portrættere sine gamle sognebørn. Det er der kommet meget flotte billeder ud af, men formålet er altså bl.a. at pege på, at de gamle bliver overset. At fremstille dem og derved stille dem frem.   

Nu snakker jeg om gamle dage. Ja, men vi skal jo ikke tilbage til patriarkernes tid – i dette bibelske univers var alderdom i øvrigt en velsignelse, og ifølge bibelen var levealderen ofte flere hundrede år: Sara fødte jo f.eks. Isak, da hun var højt oppe i halvfemserne.

Siden opgav Vorherre som bekendt at lade folk leve i så mange år, og vi begyndte herefter for alvor at føle vor egen dødelighed som en trussel, og samtidig begyndte vi af al magt at fortrænge den tanke, at det skulle ende lige der. Folk siger derfor stadig: ”hvis jeg dør …”  i stedet for  ”når jeg dør …”

For nogen tid siden hørte jeg, at den lykkeligste gruppe danskere ( og vi er jo i forvejen verdens lykkeligste folk) netop er ”de gamle” – og jeg tror, at jeg måske godt ved lidt om, hvorfor vi er det. For måske hænger det netop sammen med det faktum, at vi for længe siden eller i al fald for de fleste af os for længst har affundet os med den kendsgerning, at vi skal dø.

En visdom, de unge ikke har.

De er ret overbeviste om, at de aldrig skal dø.

Og når de så opdager det, bliver de grebet af panik og vil helst af alt – og prøver det på kunstig vis også – sætte alderen i bero. Standse tidens gang og blive ved at være unge. Og udødelige.

Vi gamle ( ja, jeg kan jo ikke tale for alle gamle) har haft tid – og ind i mellem endda lyst – til at tage livet og hele den brogede verden på os, som den er  – Fødsel – Liv – Død. Og hele den fantastiske sammenhæng og trøst, der er at finde i tanken om, at det alt sammen fortsætter. Også uden os. Når vi er døde, lever alt videre. Og vi – som snart ikke mere er lige her ved vore huse og strande og enge og skove og børn og venner –  vi lever videre i minder og i himle af lys.

Jeg er glad for at være (blevet) gammel.