Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

1957 –

Vinter – blod – forår – folketingsvalg – kommunisme – kristendom –  Hans

50’erne var dyrtid, men det var også en tid, hvor velstanden voksede i takt med velfærden, det mærkedes især hen mod årtiets slutning, hvor socialdemokratiet, der havde regeringsmagten, lancerede sloganet: ”Gør gode tider bedre.”

Fattigdommen blev ikke afskaffet, men hjælpen til de svageste blev styrket, Danmark var stadig et klassesamfund, men skellene jævnedes. Så vidt jeg husker, var det også ved den tid, at min mor kom i børneværnet. Det var muligvis samme vinter, det blev besluttet, at åndssvage piger skulle tvangssteriliseres. Sikkert er det, at jeg hørte brokker af en samtale mellem min mor og en grædende mor til en åndsvag teenagepige.   

Vinteren 57. Hvad skete der i mit liv? Jeg fik min første blødning. I visse kulturer fejres en sådan begivenhed med fest og glæde, “nu er pigen voksen, hurra, hurra!” men hos os blev den hyllet i tavshed, som var det noget skamfuldt, “nu er pigen i fare, uha. uha!”. Og omtrent sådan husker jeg det. Jeg forstår ikke i dag, at det kom så uventet. Jeg var 13 år, og må vel have hørt et og andet fra de andre piger i klassen, der helt sikkert var forud i udvikling, men i al fald hørte jeg ingenting fra mine søstre og slet ikke fra min mor.

Jeg prøver nu at famle mig vej til den pige, jeg var den vinter og synes, at jeg ser hende: fysisk et barn, lidt kejtet, drenget i adfærd, tynd og ranglet og ikke nær så høj som de andre piger i klassen.

Jeg har ikke glemt forskrækkelsen den dag, jeg opdagede, at der kom blod. Hvor kom det fra? Var jeg syg? Jeg fandt min mor og tænkte, at hun nok ville blive lige så forfærdet som mig. Det blev hun ikke.

Hun sagde bare noget i retning af: ”Jamen, det er ikke farligt. Det hedder menses og det kommer igen hver måned.”

Det! Blodet? Kommer igen! Kommer det igen? Hvorfor?

Derpå førte hun mig ind i badeværelset åbnede et skab og fandt et bind, som hun lidt genert rakte mig.

”De ligger derinde på hylden, og så skifter du dem, når det er nødvendigt. Husk det!”

Og så snakker vi ikke mere om det. Det sidste sagde hun ikke, men det lå i luften som en hvisken om tabu og skam, og den sivede ind i mig og gav mig en ny viden, som jeg helst havde været foruden.

Jeg listede op til Bedstemor og hviskede det til hende. Hun hviskede tilbage:

”Så må du holde op med at omgås drenge.”

”Hvorfor?”

”Jo, for nu kan du få børn.”

”Børn?” Altså! Nej, nu var hun da langt ude.

Senere på aftenen fortalte jeg det til Anders, og han forklarede omhyggeligt og kærligt, hvad det gik ud på og hvorfra blodet stammede. ”Og det er noget af det mest naturlige, så det skal du såmænd ikke tænke mere på.”

Ja, det kunne han jo sagtens sige. Endnu engang ærgrede det mig, at jeg ikke var en dreng. Hvor havde de det let!

Kort tid efter smeltede sneen, det dryppede fra alle tage, solen varmede, og jeg husker en bestemt dag i det tidligste forår, måske var det i marts, hvor det gik op for mig, at noget var anderledes. Det var en almindelig dag, jeg cyklede min almindelige tur med min almindelige hund løbende ved siden af cyklen. Men på vejen hjem, helt præcist på kirkestien mellem Elling og Strandby, blev jeg overvældet af en uforklarlig glæde. En ny varme i luften. Og lyset. Og de gule mælkebøtter, der lyste mellem de fine grønne græsstrå. Pludselig var det som om jeg så det hele for første gang. Eller jeg blev mig det sete bevidst. Her var foråret, og her var jeg.

En måneds tid efter omtalte cykeltur, var der folketingsvalg, og i min familie regnedes det for en stor begivenhed. Far var konservativ, han havde været opstillet til amtsrådet, og vi børn lærte tidligt, at man skulle engagere sig politik, det var en borgerpligt, og jeg husker da også, at vi var med til i hine lune majdage at dele foldere ud og hænge plakater op. Og hele familien fulgte spændt med i de politiske debatter, der blev vist på det nye 17 tommers fjernsyn.  

Jeg var 13 år og forsøgte at skelne mellem ret og uret, og mon det kunne være så svært? Jeg havde jo fået en god kristen opdragelse og var fast besluttet på at holde med dem, der talte de svages og de kuedes sag. Var det måske ikke essensen af Jesu lære, at man skulle værne om de svage og de små? Og hvor fandt jeg så de værdier udtrykt klarest? Hos kommunisterne, såmænd. Men det var nu ikke Jesus, der tog mig ved hånden og ledte mig ad den vej. Men derom senere.  

Jeg snakkede det igennem med Anders. Min kloge bror. Han vidste så meget, for han læste altid, og hans hjerne var et bundløst virvar af paratviden, som han fiskede op i tide og utide og som han let og elegant ræsonnerede ud fra. Far mente, at han hang lovlig meget over bøgerne og forlangte på sin egen stilfærdige måde, at han skulle bestille noget rigtigt. Der var arbejde nok på havnen, hvor livet aldrig stod stille og et par ekstra hænder altid kunne bruges. Og nok var far auktionsmester, men hans børn skulle ikke have privilegier af den grund. Han så gerne, at de tog deres tørn.

Nu, hvor det alt sammen er så længe siden, falder den tanke mig ind, at Anders i en meget ung alder blev tvangsarbejder. Og jeg tænker også, at det selvfølgelig måtte være sådan, for vores far kom fra Hulsig, han stammede fra en egn og en slægt, hvor man kun overlevede, hvis man tog fat med de bare næver. Og Anders tog fat, han roede hyttefade for fiskerne, og han tjærede samme hyttefade, når de senere blev trukket på land.

Men som sagt: han ville hellere læse.

Og nu fortalte jeg ham altså, at alt det der snak om Gud, Konge og Fædreland, det havde jeg skrottet og erstattet det med kampen for lighed mellem alle mennesker. Jeg var kommunist. 

”Du, kommunist!” sagde han. ”Hør nu lige her! kommunismen er bare den gamle fortælling om paradiset i en ny klædning. Og du ved det jo godt, menneskene dur ikke til den slags. De er ikke gode.”

”De er da heller ikke onde,” sagde jeg.

”Nej, ” sagde han, ”de er bare mennesker.”

Men alligevel gik han med til, at vi sneg os op på hans kammer og lyttede til Radio Moskva på hans langbølgesender.   

Vores far blev mere end forbløffet, da ”Fakta om Sovjetunionen” begyndte at dumpe ind ad brevsprækken på adressen Strandvej 18. Jeg måtte gå til bekendelse, men selv om hjertet slog et par ekstra slag, så gjorde jeg det med oprejst pande. Jeg så ham i øjnene – ”løft dit hoved du raske gut!”

Fars reaktion var typisk for ham. Han skældte ikke ud, det kunne han slet ikke finde ud af, og han begyndte ikke at moralisere, men sagde bare helt roligt, som om han havde grebet mig at fylde mig med slik, at jeg nok fik et sundere syn på verden, når jeg blev ældre. Og så lod han det være. Og lod mig være. Men da jeg året efter blev konfirmeret, holdt en af hans gode venner en tale til mig, hvori han roste mig for, at jeg allerede som 13 årig havde engageret mig i politisk arbejde, og han sluttede med at sige, at jeg bestemt ville ende i Folketinget med de talegaver, jeg havde fået. Så havde far altså ligefrem pralet af mig! Det gjorde mig så glad.    

Men hvordan kunne det gå til, at jeg blev radikaliseret i så ung en alder?  Jo se, jeg gik dengang på Freys Mellem-og Realskole i Frederikshavn, og vi havde en moderne historielærer, som syntes, at det var en fin ide at lære os om demokrati ved at ”lege” folketingsvalg med os. Det var en privatskole, og jeg tænker, at det navnlig var børn af velstillede forældre, der gik der. Det var således ingen sag at finde kandidater til Venstre og Det konservative Folkeparti. Der var ligefrem rift om de pladser. Det var straks vanskeligere at opdrive nogen, der villigt stillede op for socialdemokraterne, og slet ingen, der ville kandidere for kommunisterne. Det kunne vores lærer godt forstå, sagde han. Den ungarske opstand var i frisk erindring. Men så kiggede han på mig.

”Marianne?” sagde han.

”Mig?”

”Ja. Du har jo så mange sære ideer.”

”Har jeg?”

 

Jeg var skrækslagen, men også stolt. Lidt i af fald. Og jeg tænkte, at nu måtte jeg finde ud af, hvad det var for ideer, som lærer Hansen mente, jeg havde og hvorfor de var sære. Jeg husker ikke, hvad det var for skrifter, bibliotekaren fandt til mig, sikkert ikke Das Kapital.  Men jeg tog dem med hjem, og jeg læste dem. Far havde foræret mig et gammelt hakkebræt af en skrivemaskine, som jeg elskede højt, og på den skrev jeg alt det ned, som jeg kunne forstå og en hel del, som jeg ikke begreb det mindste af, men som jeg syntes lød klogt.

Jeg kan ikke huske præcis, hvordan ”valget” spændte af, men jeg ved, at jeg glødede af iver, da ordet blev mit, og en veninde fra klassen, som jeg stadig har kontakt med, har fortalt mig, at det faktisk lykkedes mig at sælge det glade budskab, så at en stor del af kammeraterne stemte på mig. Jeg fik dem kort sagt omvendt. Det kunne jeg altså: omvende folk. Fint! Tænkte jeg. Jeg havde nemlig besluttet, at jeg ville være missionær i Afrika og omvende hedninger. At den gerning næppe harmonerede særlig godt med mit politiske ståsted, faldt mig ikke ind. Eller hvis tanken alligevel strejfede mig, så jeg stort på den og tænkte, at jeg vel både kunne kæmpe for lighed i verden og føre sjælene frelste til Gud. Da jeg 7 år senere rejste i Sovjetunionen, talte jeg med en russer om fænomenet. Hun var overbevist om systemets ufejlbarlighed og samtidig troende ateist. Jeg plæderede for, at begge dele kunne forenes, kristendom og kommunisme, og hun sagde ”Ja, ja, jeg har læst om jeres Pastor Søby. I er ikke rigtig kloge.”      

Sommeren 57. I dag står den for mig i et drømmeskær og jeg tror, at hvis lykken findes, så var den lige der: i Strandby den sommer. Landet hos mig og min bror. Vi fik en ny ven. Han hed Hans. Hans og Anders og jeg dannede den sommer det smukkeste trekløver, man kan tænke sig: en enhed så ubrydelig, som havde vi svoret hinanden evig troskab. Vi sejlede i Moses, vi badede i havet, vi spillede bordtennis på missionshotellet, vi cyklede til biografen i Frederikshavn, og vi gik ture langs havet i de lyse nætter, side om side gik vi, og vi kunne snakke om alt mellem himmel og jord, og tiden var evigheden, og vi var i midt den. Os tre. Anders, Hans og Marianne.

Nu bagefter tænker jeg, at vi begge var forelskede i Hans, som var en flot og venlig dreng og belæst uden at være blæret. Vi holdt af de samme bøger og de samme film og den samme musik. Det var jazzens tid for os, anført af Anders, der læste alt om New Orleans musikken og fortalte for os. Vi blev ikke trætte af at lytte til Louis Armstrong, Ella Fitzgerald og Bessie Smith.

Hans’ far var ingeniør på det store nye havnebyggeri, han var enebarn og boede med sine forældre i en villa i Kongsvang i Århus. Der gik han i skole, og han boede kun i Strandby i ferierne. Men de var jo også uendelige dengang.

Nu skrev jeg “forelsket” lige før, og det mener jeg nok er det rigtige ord, men det kan nemt misforstås, især i dag, hvor unge vist ikke (men jeg ved ikke så meget om det) får lov at svæve i uskyldig glæde. De møder brutaliteten tidligt – på skærmen, i skolegården, på gaden, i spillene, og seksualiseringen af børnenes verden er skræmmende. Ja, men igen, det er set med mine slørede briller – i deres dårlige lys kædes sex og vold alt for ofte sammen i en uskøn enhed.

Den glæde vi følte var, tror jeg, uden erotiske over- eller undertoner, det lå fjernt fra vores fysiske virkelighed, ja, her kan jeg jo igen kun tale om mig selv. Og det er sådan, at jeg synes, at alle billeder ville være forkerte, hvis jeg skulle prøve at beskrive de følelser, der levede i os (=mig) den sommer.

Det er derfor, jeg siger, at det var som at være i en drøm. Vi var utrolig glade for at være i live. Og glade for hinanden. Så enkelt var det vist. Ja, set i bakspejlet forekommer det mig, at livet var så let at leve dengang og næsten uden skygger. At glæden fik lov at lyse.

Senere kom mørket.

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

I det seneste indlæg om 40’erne skrev jeg, at jeg husker tiden som vild og sej. Jeg husker også, at min onkel Svend ikke kaldte mig Marianne, men Marius. Og at jeg følte mig både stolt og lidt krænket over, at blive betragtet som en dreng. Jeg husker Prüsseturene, hvor Prüs, en af min fars venner, satte mig på sin store næve og med armen strakt dansede rundt i gården med det her barn på håndfladen. Et barn, der både var bange og voldsom stolt.

Prüs var en af mine bedste venner gennem hele barndommen. Jeg kom hos ham og Agnes i det store hus, men det var Prüs, jeg snakkede med og legede med. Hans to sønner var voksne. Hans kone husker jeg meget svagt. Og fandt hende kedelig.

Da jeg gik i første klasse – vist nok lige var begyndt skolen – kom Prüs en dag og hentede mig i skolegården. Han må have aftalt det med skolen og mine forældre, det ved jeg ingenting om, men han hentede mig i al fald i sin store lastbil.

“Jeg har jo lovet dig en tur i lastbilen, og nu skal jeg til Ålborg,” sagde han. Og jeg var lykkelig for den tur. Jeg sad ved siden af min ven i lastbilens førerhus, og vi snakkede og snakkede hele vejen, og da vi var på vej hjem, sagde Prüs: “Nu vil jeg vise dig noget meget smukt.” Og vi standsede op et sted, jeg husker ikke mere hvor, og gik ind på en stor plads, hvor der lå halvfærdige gråhvide figurer i jordforme. Figurer, der blev støbt i cement og vist nok mest var bibelske, jeg husker i al fald en korsfæstet Jesus med et stort blødende sidesår. Ret barsk at vise et barn. Pastor Laier, som kunstnere hed, viste os rundt og fortalte om hver enkelt figur. Den lille pige var stor nok til at suge til sig af det gruelige, hun så og som hun fandt overjordisk smukt og meget, meget sært. Hun holdt allerede dengang af det sære. Prüs fortalte, at de “fine” kunstkendere udskammede kunstneren og kaldte ham “gal”, men at jeg skulle vide, at det var stor kunst. Oplevelsen hører til en af mine udsøgte barndomsminder. Tak Prüs.

Jeg husker også, at jeg var med til dit og Agnes’ sølvbryllup og at jeg kom til at græde, fordi jeg tænkte, at nu var du så gammel, at du nok snart døde. Du har vel været sidst i 40’erne. Og du kom selv til at græde, da du holdt tale for Agnes.

I dag sad jeg og bladede i gamle mapper. Og i en af dem lå alle min mors sange. Hun var familiens sangskriver, og til en af min fars fødselsdage skriver hun en sang, hvor hun lader hvert barn synge om sig selv. Melodien: den første gang jeg så dig …

Hun slutter verset, hvor Anders synger til vores far, at han nok skal tale alvor med storken, så der kommer endnu en dreng i familien næste år, for de var jo to mod tre (= mor Hanne og Annelise mod far og Anders. Jeg skulle altså have været en søn. Og verset lyder:

“jeg måtte dem jo skuffe/ idet jeg mangled’ lidt/ men da de så mig hørte jeg/ de begge sagde skidt/ nu er hun kommet/ hun er sød/ vi elsker hende straks/ vi lærer hende at bliv’ en dreng/ og rigtig frisk og rask.

og I kan tro/ at jeg forstod/ så lille som jeg var/ jeg spekulered’ på hvordan/ jeg skulle gøre dem glad/ og lærte snart at klatre op/ i vejens største træ/ og springe rundt på hyttefad’/ og give drenge tæv.

Det med at give drenge tæv er ikke noget, mor digter. Jeg tævede engang en stor dreng. Jeg var vel 9 år og lige begyndt på Freys private skole, gik i fjerde klasse. Vi legede i skolegården, og jeg stod og kiggede på, mens nogle små piger sjippede, eller prøvede på det, for en stor dreng fra Jerup – han hed Søren – drillede dem, og det blev han ved med. Han var så stor. Og jeg stod og blev mere og mere arrig, og pludselig fór jeg på ham med al den styrke, jeg havde i mig og væltede ham, så han faktisk kom lidt til skade. Jeg husker også, at jeg blev kaldt ind på Freys kontor og belært om, at jeg ikke måtte slå de andre børn.

Jeg havde væltet en bølle, men jeg sagde vist ingenting til mit forsvar. Måske har Hr. Frey klaget over mig til mine forældre. Det ville forklare det sidste vers i strofen.

Et lille NB: Pastor Laier boede i Hjallerup og lavede sine figurer der i haven. Der findes nu et museum for hans kunst i hans hjemby. Hans kunstneriske periode var fra 1936-1966. Han har udstillet på charlottenborg i 1970 og på Louisiana i 1971-72. Så han nåede altså at blive anerkendt kunstner. Da vi besøgte ham i 1950, var han mest kendt som “den gale præst”.

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Hvis du synes, at min blog er en smule (eller særdeles) rodet for tiden – ganske uden hoved og hale, så skulle du bare se ind i mit indre styresystem lige nu. Der ser det værre ud. Men det må være sådan. Lige nu lader jeg blot billeder og ord komme dumpende i den rækkefølge, de melder sig, og det er ikke min skyld, at de er så rasende ligeglade med kronologi og andre kriterier for god orden. Så følg med, hvis du lyster eller fald fra, hvis du synes, at karussellen løber løbsk. Der er dog ikke tale vilde heste, vel? Ingen er i fare for ligefrem at falde af eller på anden måde komme til skade. Og jeg lover, at de flagrende ender vil blive knyttet sammen til sidst.

Eller lover jeg nu for meget?

Dengang i 60’erne

40’erne – 50’erne – 60’erne – 70’erne – 80’erne – 90-erne 00’erne 10’erne – 20’erne

Så langt er jeg nået i mit liv. Så mange årtier indtil nu. Jeg lever i den smule, der er tilbage.

60’erne tør jeg vel skrive om, selv om det var turbulente år, hvor jeg handlede ubesindigt, som man gør i de unge år. Sindighed hører alderdommen til.  

Årtiet begyndte vel med, at jeg vågnede. Tornerosetiden udløb.

På tide, når man tænker efter. Jeg havde sovet i SÅ lang tid. Og så vågnede jeg med tømmermænd. Ikke at jeg var blevet drikfældig i de blege år, som afsluttede årtiet. Men fordi jeg havde mistet appetitten og alt for længe havde levet af ingenting. Og pludselig opdagede en sult.

Måske var det ikke helt sådan, men det er den følelse, jeg får i dag, når 50’erne toner frem i erindringsfeltet. Og jeg blev bleg og tynd i de år. Men jeg skal ikke fortælle om 50’erne. Ikke endnu. Og måske springer jeg det årti over. I erindringen lister jeg altid udenom.

40’erne elsker jeg at huske. En tid fuld af vildskab. Og kærlighed. Og venskab. Men det var også i 40’erne, jeg første gang oplevede døden. Og svigtet. I barnehøjde og uden, at det efterlod andet end indsigt. Også et lille barn bliver hele tiden klogere. Nej, et lille barn er klogt. ”Alderdom er Visdom” hedder et af mine foredrag. Jeg kunne have et andet på mit program. Et, der hed: ”Barndom er Klogskab.”

I den nærmeste tid vil jeg cirkle om i 60’erne: hvordan var det nu, min verden så ud i det årti? Frankrigstiden har jeg været inde på. Men ikke vendepunktet.

Og nu må jeg tale om Michel. Mit liv har været velsignet med mennesker, som har givet mig af deres liv og som jeg skylder stor tak. Og alt for få, som jeg fik givet det igen, som jeg skyldte.

Michel svigtede jeg.

Han kom dumpende ind i mit liv den dag, hvor livlysten (igen) havde fået et knæk. Et lille smerteløst et. Sikkert lignende så mange andre småvoksnes. Jeg sad i Tuillerihaven og krøb sammen på en bænk. Surmulede måske ligefrem. Helt stille var der ikke i haven. Måske var der nogle børn, som legede i nærheden, måske skinnede solen. Inde i mig var der helt stille, som om alle organer, inklusive hjerte og vener var sat på stand by og alle sanser skåret fra. Gråt og trist. Og ingen sol ville kunne tø den is op, som havde lagt sige om mit hjerte.

Nej, Stop!!! nu bliver jeg patetisk.

Men sådan her var det: Jeg havde forladt mit job som au-pair. Sagt op uden forklaring.

“Jamen, er vi da ikke flinke mod dig?”

“Jo.”

“Jamen, hvorfor vil du så rejse? Loïc er glad for dig.”

”Ja. Men …jeg rejser.”

Og det gjorde jeg.

Tog ind til min søster, som boede på Montparnasse. Hun blev ikke glad.

”Hvad har du tænkt dig?”

”Det ved jeg ikke.”

”Så find ud af det!!!”

”Jo … jeg … jeg vil gerne være her.”

”Her!!!?”

”Ja, altså i Paris … gå i skole … læse … lære noget.”

”Ja, du har altid været forkælet,” sagde hun og mente det. ”Vi andre har måttet klare os selv. Du har gået på den dyreste kostskole og … er du klar over, hvad du har kostet vores far?”

”Øhh …kostet?” mumlede jeg. De tanker var aldrig faldet mig ind. At jeg skulle være en udgift.

”Så nu må du tage dig sammen og vise, at du er det værd.”

At jeg var det værd! Men hvad var jeg værd? Ingenting. Og det havde jeg vist bevist. I al fald i min søsters øjne. Og nu sad jeg så her i den smukke Tuillerihave, hvis skønhed ikke sagde mig det mindste. Verden (HELE VERDEN) var trist og grå og ulidelig og meningsløs. Og jeg var en fiasko.    

Så dukkede du op Michel.

Du er et af de venligste mennesker, jeg har mødt. Du satte dig ved siden af mig på bænken.

Måske er det din skyld, at jeg senere kom til at tro på engle. Dem Herren sender os, når lyset går ud.

Du er ked af det, sagde du.

Jeg nikkede.

Jeg kan faktisk ikke huske ret meget af samtalen. Men har ikke glemt, at du fortalte, at du for nylig var kommet hjem fra krigen i Algeriet, og at du hadede den krig og at du hadede De Gaulle og den franske nationalisme.

Det gør jeg også. Altså hader krigen og nationalismen.

Og så kiggede vi på hinanden, og jeg så, at han var så pæn og rar, og alle parader faldt ,og jeg lyttede og lyttede.

Og du snakkede.

Er din far også arbejder? spurgte du på et tidspunkt, og jeg kan huske, at jeg undrede mig over lige det spørgsmål.

Nej, sagde jeg. Han er arbejdsgiver. (Patron)

Du rynkede brynene og sagde, at du var kommunist.

Kommunist? For første gang mødte jeg en næsten jævnaldrende, som var kommunist.

Din far var arbejdsmand, sagde du, og du var den første i familien, som havde taget studentereksamen og fået en uddannelse.

Der stod vi lige.

Jeg var også den første i min familie.

Og så spurgte han, om jeg holdt af digte.

Jeg nikkede. Ja da, jeg læste både Rimbaud og Verlaine og Baudelaire.

Nå dem! Men hvad syntes jeg om Jacques Prévert?

Ham kendte jeg ikke. Du gjorde, og du reciterede et af hans digte.

Men jeg skal rejse hjem til Danmark i morgen.

Du må ikke rejse, sagde han, jeg har jo lige mødt dig.

Ja, sagde jeg. Og så fortalte jeg, at min søster ville holde en afskedsfest for mig, og at han kunne da bare komme med. Og jeg gav ham søster Hannes adresse.

Jeg husker ikke mere, hvem der var med til festen. Hanne havde sammen med en veninde lejet en skøn lejlighed på Rue Desnouettes i 15. arrondissement. Den havde en stor terrasse, det er mest den, jeg husker. Gæsterne var vist nok venner af Philippe, min søsters kæreste.

Hele den aften står for mit indre i et surrealistisk skær. Min søster havde lige mødt Philippe, der læste medicin. Min kommende svoger kom fra La grande Bourgeoisie, fransk overklasse, og gæsterne var vist nok hans venner. Og så var der mig og den unge kommunist.

Da jeg fortalte min søster, at jeg havde inviteret en fyr, blev hun nervøs. “Hvad har du rodet dig ind i?” spurgte hun. “Det ved jeg ikke,” sagde jeg. Men jeg tror, hun tog pænt imod ham, hun var et venligt og åbent menneske, og hun vidste jo heller ikke, hvem det var, jeg havde inviteret. Det vidste jeg knap nok selv. Kun, at han absolut skulle komme. Og han kom.

Senere på aftenen trak han mig ud til den mørkeste krog af terrassen og hviskede til mig: “Hvad er det, du har rodet mig ind i?”

“Hvad mener du?”

“Ja, her er folk, som ville stikke mig en dolk i ryggen, hvis de vidste, hvem jeg var. En af din søsters venner er en “pied noir”

– det vidste jeg heller ikke, hvad var.

“De er da flinke,” foreslog jeg spagt.

“Hvor er du naiv. Og sød.”

Og han kyssede mig. Og det var ikke ubehageligt.

Han var bange, da jeg fulgte ham til metroen. For hvad? Jeg forstod det ikke.

“Du burde ikke gå her sammen med mig,” sagde han og holdt fastere om mig. “Du er så naiv.”

“Ja, det siger du jo, men jeg vil ikke gå andre steder end her. Sammen med dig.”

“Men du rejser jo.”

“Ja.”

“Bliv!”

“Det kan jeg ikke.”

Jeg rejste et par dage efter til Danmark. Lovede at komme igen. Skulle lige hjem og tjene nogle penge, så jeg kunne få råd til at gå på en skole i Paris. Fik job som lærervikar på en skole i Lyngby. Der var akut lærermangel, så lønningerne var høje. Her underviste jeg i alt fra fysik i 7. klasse til dansk i første, og en overgang havde jeg “hjælpeklassen”. Der var rasende svært, og jeg lagde hele min energi i arbejdet. Der var et lys forude. Ham. Jeg boede hos Tante Nete i Lyndby, blev forkælet og havde det fint med hende og min fætter Holger, som jeg i forvejen holdt meget af. Ja, jeg holdt af dem begge. Trods længslen var det en god tid. En modningens tid. En eftertænkningens tid. En tid til at læse, gå i teater og i biografen.

I de måneder, vi var adskilte, skrev vi til hinanden, som jeg husker næsten daglig. Dengang kom breve hurtigt frem. Og jeg levede i en verden af drøm og forventning. Og stor ængstelse.

Så fandt jeg en sprogskole i Paris, som var billig. En dengang ukendt forretningsmand, Simon Spies, havde oprettet sprogskoler i Madrid, London og Paris. Den i Paris havde jeg råd til at frekventere i tre måneder – det blev marts, april og maj 1963.

Jeg vil skrive om 1963 senere.

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Husker jeg 40’erne? Ja, det gør jeg. Jeg husker det som en lykkelig tid. Min radius var nabogården, nabohuset, skolen og stranden. Og et par strejftog ud i det ukendte. Men nærheden husker jeg især. Det hele skete lige om hjørnet. Og drengene. Der var tre. Og jeg elskede dem med samme heftighed, som jeg elskede mine søskende. Måske lidt mere, for de var jo drenge. Slej og Jens og Kjartan. Dem ville jeg være sammen med altid. Dag og nat.

Mine lege var drengelege – først langt senere blev det strengelege. Vi klatrede i træer, vi sejlede på mergelgraven, vi løb langt ud på havisen, vi sloges, vi rapsede fløde fra mælkejunger, vi neglede Bentsens hønsetrug og sejlede på ajlesøen. Jeg kom tit hjem snavset og ildelugtende og blev sendt i seng ved højlys dag. Og skulle skamme mig, og det gjorde jeg.

Men jeg var lykkelig. Hver dag var en fest. Sådan husker jeg det.

En bestemt dag – et bestemt øjeblik – er blevet stående i min erindring. Og senere, når jeg er vendt tilbage til det sted og den tid, så har jeg tænkt, at lige der oplevede jeg TIDENS FYLDE. Et moment af fuldendt fryd. Stedet: Venøs gård. Tiden: tidlig morgen. Jeg ved ikke, hvad der udløste glæden, for der skete ingenting. Jeg stod blot helt stille i morgensolen og vidste, at lige nu var alt så fint, som det kunne blive. Jeg havde fået min brors stribede bluse på (arvet den?) og hans shorts. Og nye sko. Men det var ikke tøjet eller skoene. Det var snarere en fornemmelse af frihed og af at være havnet det rigtige sted i verden. Ingemann ville kalde det en “stemning” – og ja, det var det vel.

Slej forsvandt ud af min verden, inden vi nåede skolealderen. Hans forældre, Venøs, flyttede til Skagen. Faren var fisker, og han havde sikkert fået arbejde på en kutter der. Jeg ved ikke meget om familien, kun at Slej var en god legekammerat, at han var så pæn, desværre har jeg ingen billeder, men for mit indre ser jeg en dreng, der er brun og fin i huden og med skønne mørkeblonde krøller. Hans mor var ( i modsætning til min) ligeglad med ro og orden, så vi tumlede frit rundt i huset, hvor der i forvejen var lidt af alt overalt – jeg husker f.eks., at der var mad, som ikke var spist, men heller aldrig ryddet af vejen. Det var ret eksotisk. Og Slej lugtede så godt. Han blev vist aldrig vasket. I det hele taget var vask og rengøring ikke noget, man tog så nøje i 40’erne. Selv i vores meget renlige hjem blev børnene kun for alvor udsat for vand og sæbe om lørdagen. Den dag fik vi også rent undertøj, en sådan renlighed var vist ikke mange børn udsat for dengang. Sæbe var dyrt. Og vandet skulle varmes op.

Men Slej har jeg ingen billeder af, kun glansbilledet i mit hoved. Da jeg som teenager var på telttur med far og mor, læste far i en avis, at Slej Venø var omkommet ved en ulykke. Han havde været med om bord på Skoleskibet Danmark. Det gjorde mig ked af det.

Med Jens var det anderledes alvor. Vi svor hinanden evig troskab allerede som 7 årige. Når vi blev store nok, skulle vi giftes. Det havde vi på det rene og vi øvede os jævnligt på livet som ægtefæller. Jeg har et enkelt billede fra denne florissante forlovelsestid.

Men ak. Skæbnen ville det anderledes. Også Jens blev brat revet ud ikke bare af min fremtidskalender, men af mit liv. Hans far, der var lærer i Strandby, fik stilling i Frederikshavn.

Jeg savnede ham som kun små børn kan savne. Og en dag forbarmede min far sig og kørte mig til Frederikshavn for at jeg kunne gense Jens og lege med ham en hel søndag.

Men Jens blev ikke spor glad, da jeg troppede op ved hoveddøren. Og mens min far aftalte hentetid med hans far, trak Jens mig med ud på fortovet.

Jeg har noget, jeg skal fortælle dig, sagde han.

Ja.

Men jeg kan ikke sige det her.

Hvorfor ikke?

Det kan jeg bare ikke.

Jamen?

Lyset, sagde han.

Så halvt skubbede og halvt trak han mig med til en underlig grøn forhøjning, der lå for enden af vejen.

Dernede skjulte folk sig under krigen. Det er et beskyttelsesrum, sagde han og trak mig med hen til en slags indgang. Den førte ind til en mørk snæver gang. Han skubbede mig ind i gangen. Sæt dig, kommanderede han, og jeg faldt sammen som en kludedukke. Han satte sig ved siden af mig og jeg tror, at han holdt armen om mig, som om han var bange for, at hans ord skulle blæse mig væk.

Og der i det sorteste sorte hviskede han, at han havde fået en ny kæreste, og at jeg godt kunne blive i Strandby.

Du skal ikke komme her, sagde han, og jeg kan ikke lege med dig nu.

Jeg græd hele vejen tilbage til huset og fik hakkende og stammende overtalt Jens’ far til at ringe hjem til min far og sige, at han skulle komme og hente mig.

Det var min første kærestesorg.

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Det var filosoffen Wittgenstein, der sagde noget om, at ens verden er præcis så stor, som ens sprog rækker. Der, hvor dit sprog hører op, der er din verdens grænser. Grundtvig sagde, at ordet skaber det, det nævner. Nu har jeg citeret to tænksomme mænds kloge ord, men efter hukommelsen, og det er sikkert ikke helt ordret, hvad de sagde. Meningen holder dog.  

Man er sit sprog. Sprog er mange ting, ikke kun ord, men ordet er det vigtigste. Det er selve livsnerven. Og hvis det ikke får næring, så forstener det, og man forstener med det. Tænk at ende som sten. Det er vi somme tider i fare for at gøre.

 Da jeg begyndte mine studier på Århus Universitet i 1964, havde jeg meget vage forestillinger om, hvad jeg ville studere. Havde netop forladt et studium på Handelshøjskolen i Ålborg. Handelsskolen og så mig, det hang dårligt sammen. Alligevel var der en mening med galskaben: jeg ville tilegne mig en hurtig og i hele Europa anvendelig erhvervsuddannelse, så jeg kunne rejse til Paris og gifte mig med den mand, der gik dernede og ventede og ventede og ventede på den her danske pige, der ikke kunne bestemme sig til at blive hans kæreste og heller ikke (endnu) kunne give ham løbepas. Passet fik jeg i hænde efter et par totalt spildte måneders halvhjertede forsøg på at lære handel og vandel på tre forskellige sprog.

Jeg tror, at det er afgørende, hvem man møder i sit livs krisesituationer. Et par replikker fra en anden kan ændre ens liv. Og en dag hørte jeg lige de ord, ingen andre havde sagt, men som jeg tørstede efter og som jeg tror, ændrede mit liv. Jeg var hjemme i Strandby på besøg. På en tur ved havnen, mødte jeg en af mine fars gode venner, ingeniør Bodelsen, og vi faldt i snak, og han sagde: ”Hvad i alverden laver du på en handelsskole? Jeg kan ikke se dig på et kontor. Kan du selv det? Du er da vist på vej i en helt forkert retning, ikke?”

Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede. Sikkert ikke noget særligt. Smilede nok bare som altid og nikkede og lod en ligegyldig bemærkning falde, men hans ord blev liggende som en irriterende summen. ”Jeg kan ikke se dig på et kontor.”  

Og jeg vidste det godt. Mærkede det hele tiden. Min verden var i færd med at stivne. Jeg læste tre sprog, og jeg læste ingenting. Jeg skrev handelsbreve på fransk og engelsk og tysk: ”sehr geehrter Herr” … og skrev mig for hver dag længere og længere ind i kedsomheden.

Her et lille NB: Wittgenstein sagde ordret: “mit sprogs grænser er min verdens grænser.”

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

De ser glade ud alle tre. Madame en smule fraværende, men sådan husker jeg hende. Og selv har jeg fået runde kinder og ligner ikke mere den kostskolepige, hvis identitet, jeg netop har aflagt.

Billedet er taget i en hotelhave i Pyrenæerne i en lille by ved navn Ascain.

Jeg husker tiden som au-pair-pige som en ventetid. En sløvhedstid. Det var ikke noget egentligt liv. Familien var rig og boede i udkanten af Boulogneskoven. Det var et ungt par med det ene barn, som jeg skulle passe. Vi havde i huset en lille lejlighed, et stort værelse til mig og et mindre til drengen. I mellem vore to værelser var der et stort badeværelse. Jeg havde drengen fra morgen til aften. Moren legede lidt med ham om morgenen, så kørte hun i sin lille sportsvogn, jeg ved jo ikke, hvorhen. Hun kom hjem til frokost, som pigen havde stillet an i spisestuen. Monsieur kom hjem i sin store Citroën DS – han spiste sammen med os. Om eftermiddagen spadserede jeg i parken med drengen – han legede lidt på legepladsen. Alene. Jeg så ham aldrig kontakte andre børn. Han var en ensom lille fyr. Før mig havde han haft en polsk barnepige. Hun kunne sikkert ikke fransk, og han talte meget lidt med sine forældre. Jeg kunne kun skolefransk, så vore samtaler var enkle og kunne vel ikke udvikle hans verbale formåen. Og jeg lærte ikke meget fransk i de måneder, jeg var der. Drengen hed Loïc. Mig kaldte han: “petite fille.”

Den bedste tid var en måned, som jeg tilbragte alene sammen med drengen på et gods i Normandiet, det hed Tabasso og ejedes af et gammelt ægtepar af russisk oprindelse. Jeg ved ikke, hvordan familieforholdene var – måske var han en onkel til Monsieur eller Madame. Men de var begge flinke mod mig, konverserede venligt ved måltiderne, og der lærte jeg en del fransk. De var velhavende. Havde et stort hold tjenestefolk: et ægtepar, som stod øverst i hierakiet og desuden kok, piger, gartner, chauffør og måske flere endnu. Jeg boede sammen med drengen i et tårnværelse, og fordi han hørte til herskabet, så spiste jeg med ved bordet. Også når der var gæster, men så blev jeg anbragt nederst, og ingen konverserede mig. Når der kom gæster blev jeg præsenteret som “la gouvernante.” Det var vel finere end au-pair. Kokken må have været fremragende, for jeg husker maden som fantastisk. Tog helt sikkert mange kilo på i den måned.

En sommerdag kørte Fruen og drengen og jeg til et nabogods. Her gik jeg tur med gartneren i den smukkeste have, jeg nogensinde havde set – han viste mig rundt, var stolt af sit værk, og da vi sagde farvel til hinanden, friede han til mig. Helt bogstaveligt. Syntes, at “la fille bleue” ville passe så fint til “hans” blomstrende have. Et sekund overvejede jeg det. Tænk at blive gartnerkone på et stort gods i Frankrig! Og kun have blomster og buske og små vandløb at bekymre sig om. Nå, men jeg valgte at studere i stedet. Quelle horreur! Da gik jeg glip af et sorgløst liv.

Jeg vil springe resten af min au-pair-pige tid over. Den var kedelig og jeg følte mig fanget og ensom. Og den stakkels dreng. Her på vej til parken. Med en au-pair pige på slæb, som ikke for alvor kunne engagere sig i hans liv. Knap nok i sit eget.

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

1950 – 7 år

Jeg er begyndt at læse. Det er svært, men der er ikke noget i hele verden, der er mere tillokkende end det, der sker lige nu. Bogstaverne, der kan samles og danne ord, der bliver til lyde. Inde i hovedet. Uden for hovedet. Ordene dannes og dannes, de vælder ud af piger og drenge. De suser i luften. En storm af lyde. Vi læser. Klassen læser i kor. Det går fint. Jeg læser alene. Det går trægt. Jeg er for dum, eller for lille, og tærsklen, jeg skal over, er for høj. Selv for mig, der er verdensmester i klatring. Intet træ er for højt for mig, og lygtepælene, jeg bestiger dem som et egern. Men det her. Nej, jeg kan ikke.

Og jeg tror, at Fru Fredborg forstår, at jeg er midt i mit livs største kamp, at der er den der tærskel, som jeg ikke kan overskride. Jeg siger ingenting, men der står HJÆLP i mine øjne. De andre behøver ikke hjælp, de glider ubesværet over alle forhindringer og lige ind i ordenes smukke klangverden. Kun Niels Ålstrøm og mig. Vi sidder uhjælpeligt fast. Men han er åndssvag. Er jeg åndssvag?

Fru Fredborg ser min kamp. Men så falder hun i søvn, og jeg kæmper videre alene. Anders er ni år, og han kan læse, men åh så langsomt og så usikkert. Vi er begge svage læsere. Jeg er helt umulig.

Men så en dag vågner Fru Fredborg og går ned til min pult og lægger sin gamle, bløde hånd over min knyttede næve, og med den anden hånd løfter hun mit hoved og ser mig lige ind i øjnene. ”Du skal ikke græde,” siger hun. ”Du skal nok lære det, men nu kan du komme ned til mig i eftermiddag, vil du ikke gerne det?”

Fru Fredborg bor alene i et stort, hvidt hus midt i byen. Hun er en fornem, gammel dame, vist nok den fineste i byen, og måske har hun været gift med en prins, for det er næsten et slot, hun bor i, tænker jeg, da jeg forknyt, men alligevel besluttet, står foran den store dør, og måske banker jeg på, måske trækker jeg i en klokkestreng, det husker jeg ikke. Men jeg kan se den lille pige stå der, og jeg ved, at hun knuger om en buket engblommer, som hun har plukket til Fruen og som er de fineste blomster i hele verden. Selv mor bliver rørt, når hun får en buket engblommer. Og de gror ikke hvor som helst. Men vi kender et sted, Anders og mig.

Så er jeg inde i huset, og måske giver Fru Fredborg mig en kage. Det tror jeg. Men jeg ved, at hun giver mig en støveklud og beder mig tørre støv af de mange klunker, der afslutter alle hendes borde og stole og som er runde og bliver blanke, når jeg har gnedet al støvet af dem og pudset dem så fint, jeg kan. Og Fru Fredborg roser mig. Det er den første skolelærerros, jeg får, og jeg suger den til mig, og husker endnu, hvor glad, jeg bliver, da hun siger: ”Du er ikke et dumt barn, Marianne, du skal nok blive til noget.” Og jeg svarer: ”Så vil jeg være lærerinde.” ”Sludder!” siger hun. ”Du skal blive til noget.”

Jeg tør ikke spørge hende, hvad det er, jeg skal blive. Kan man blive noget finere end lærerinde?