For et par indlæg siden nævnte jeg Dalsgaards bog “at tælle til lilla” og skrev, at jeg ville lægge nogle ord om den på bloggen, og det gjorde jeg, fordi den lyste op i min mørke nat. Jeg har det nemlig med at læse, når andre sover, og så hænder det jo af og til, at ordet slår ud i lys lue.
Og den her bog lyste. Det er ikke en roman, selv om den har formatet = 178 sider prosa. Det er heller ikke rigtig et erindringsværk, eller det er det måske, men det er først og fremmest en bog, der griber sin læser og nænsomt tager hende med ind i en verden, hvor ingen ord er overflødige. Jeg elsker ord. Den slags. De nødvendige ord, dem, som f.eks. gør det muligt at tælle til lilla.
Min computer stod af i dag. Den er ellers ret ny. Men hurra for det ( at den svigtede) , for så fik et af børnene sat den gamle computer til i stedet, og jeg fik mulighed for at finde gamle billeder frem, som jeg troede var gået tabt tabt. Det var de heldigvis ikke. Og de mange billeder, som jo IKKE kom med over i den anden PC, de ligger nu der, og så fik jeg på den måde lille Rolf hevet frem af glemslen. Ja, jeg var engang dens bedste ven, men jeg svigtede den, fordi jeg syntes, at den havde svigtet mig.
Dengang vidste jeg det ikke. Og det er såmænd ikke så forfærdelig længe siden, at det gik op for mig, at livet jo ud over at være utrolig meget andet og positivt, på negativsiden har disse (ret mange) svigt.
Nu er jeg så gammel, at jeg må indrømme, at der er en hel lille samling af svigt i mit liv. Det er måske ikke så vildt at svigte en hund. Men nu var det lige den, jeg fik fisket frem, og jeg må indrømme, at jeg pludselig fik ondt af det stakkels kræ. Det havde jeg også dengang, men da gjorde jeg mig hård og bildte mig ind, at der var rimelighed i mit svigt. Det er vel som regel det, vi gør. Finder undskyldninger.
Der er aldrig rimelighed i et svigt. Det ved jeg nu.
Nej, bare rolig: jeg vil ikke skrive et ord om den synd, som skyldes de to fjollehoveder til Adam og Eva, der ikke kunne nære sig.
Men ”synd” som i udtrykket: hvor er det synd for mig!
Jeg læste i dag i Randers Amtsavis en artikel om demens, og her udtaler flere politikere sig, og de er alle enige om, at især alzheimers sygdom er den frygteligste sygdom, der findes. Artiklen slutter med denne udtalelse af Sophie Løhde:
-Demens er en forfærdelig sygdom, som rammer rigtig mange, og i takt med at der bliver flere ældre, må vi desværre forvente en markant stigning i antallet af danskere, der får en demenssygdom. Det er hårdt for det enkelte menneske, som gradvis mister sig selv, og det er også en kæmpe sorg for de pårørende.”
Det er altid hårdt at blive ramt af en alvorlig sygdom, og alzheimers er alvorlig, og der er ingen helbredelse. Deri er jeg enig. Men jeg deler ikke den almindelige opfattelse af sygdommen, sådan som den altid omtales i medierne og findes i folks bevidsthed.
Det er ikke det værste, der kan ramme et menneske. Det ramte menneske mister ikke sig selv. Den syge er ikke et offer. De pårørende er ikke ofre. Det budskab brugte jeg flere år på at rejse land og rige rundt med i årene inden min mand fik diagnosen ”alzheimers” –
”Fortvivl ikke,” sagde jeg, ”alzheimers er en sygdom, man kan leve med. Og leve lykkeligt med. Livet ophører ikke lige pludselig, man kan stadig se sine venner, drikke god vin, spise dejlig mad, gå ture i skoven og på stranden, bade i det klare vand, danse og synge og lege og le.”
Jeg havde dengang den forestilling, at de syge blev mere syge af den behandling, de fik af omgivelserne end af de forandringer, der skete i den syge hjerne. Og det tror jeg stadigvæk på. Min mand blev udredt for mere end otte år siden, og i de mellemliggende år har vi levet lykkeligt sammen dag efter dag. Og vi nyder stadig god litteratur hver dag ( jeg læser højt ) vi spiser og drikker og ler og danser og holder af hinanden, som vi har gjort det hele livet.
Somme tider synes jeg, at det er lidt synd for os, men så skammer jeg mig over at synes det, for vi er ikke ofre. Vi lider ikke daglige smerter. Vi savner ind i mellem dybe samtaler, men kompenserer ved at læse dybe bøger. Jeg læser for tiden Lea Korsgaards ”Inden året er omme” højt, og vi er næsten færdig med bogen, og min mand er mindst lige så optaget af de smukke beskrivelser af naturen og de dybe betragtninger over udviklingen i en verden, der i lige så høj grad som min mands hjerne er i en sårbar og skrøbelig forfatning.
Og vist bliver jeg bange, fordi jeg ved, at sygdommen slutter så barskt, som den gør. Men han mister aldrig sig selv. Og alle de år, der er gået, siden vi fik diagnosen, ( 8 år!) har været smukke og fulde af liv og glæde.
Og det er altså ikke synd for os.
Her ses vi efter 48 års ægteskab, som et barnebarn oplevede os.
I går var vi patienter. På en klinik i Randers. Det er vi oftere nu end for år tilbage, og det er derfor ikke helt ligegyldigt for os, hvordan vi bliver modtaget i systemet.
Vi er patienter. Det er de fleste af os gamle. Det er naturligt. Jeg elsker ikke altid naturen og det naturlige, men vi kan jo ikke komme udenom, at det er den, der bestemmer.
Vi (også jeg) plejer at snakke om NATUR i andre sammenhænge, og det vil jeg også gerne gøre. Men en anden gang. Lige nu gælder det den side af naturen, som er, at vi ældes og dør.
Men det er sådan set heller ikke det, jeg vil skrive om, men om den kontrast, der er mellem det gode og kærlige, som vi gudskelov møder oftest, og så det onde og hæslige, som ingen undslipper, og som vi ikke kan forstå.
Godheden forstår vi. Men ondskaben?
Vi var som sagt på klinikken i går, og der mødte vi som altid en utrolig venlighed og varme – noget der gjorde besøget bærbart og trygt, og vi forlod stedet med en glæde i sindet over, at der er sådan en godhed til, og at den findes for os. Tak.
Godheden ja. Men det er jo heller ikke den, jeg vil skrive et indlæg om. Ikke, hvis jeg skal holde fast i overskriften: teodiceproblemet.
Og det skal jeg.
Jeg er kristen. Det er de fleste af os i det her land. Og det betyder, at vi tror på en god og kærlig Gud, vi kalder ham endda Vor Fader. Og at vi tror, at han er almægtig. Det siger vi i trosbekendelsen. Og i Fadervor: ”dit er riget og magten og æren.”
Jeg behøver ikke skrive mere om selve problemet, for det er jo så indlysende, og ingen har indtil dato kunnet løse gåden. Leibniz (1646-1716) brugte sit liv på at finde en forklaring, og kirkens tænkere har fortsat med mange forskellige bud, men ingen har efter min mening fået de to ting til at gå op = at Gud er god og almægtig, og at vi rammes så hårdt af Det Onde.
Min egen lille bitte forklaring, som ikke ret mange køber, er, at Satan ikke er sat ud af spillet. Hvis han var ikke var til, ville vi vel ikke begynde trosbekendelsen med at forsage ham. Vi tror på Gud, og vi forsager Djævelen og al hans væsen.
Vi tror ikke på Djævelen, men vi forsager ham, for han er til, for hvem skulle ellers svinge svøben over os? Gud? Nej, vel!
MEN som Paulus siger: nu ser vi som i et spejl – i en gåde – … nu erkender vi stykkevis, men en skønne dag osv.
Paulus kommer vel sandheden nærmere end alle tænkerne ( tænker jeg): vi KAN jo ikke forstå det paradoks, som udspiller sig i vort liv.
Så lad det ligge! Nej, jeg kan ikke lade være med at kredse om det, for jeg tror, at det med ondskaben bunder dybere, end vi normalt forestiller os. At det endda ofte er usynligt. At vi på sin vis accepterer det og ikke altid ser det djævelske som det, det er.
Det vil jeg prøve at forklare. Og nu griber jeg et tilfældigt eksempel: Vi lærer vore børn i historieundervisningen om erobringer og om kampe og sejre og om helte og kæmper osv. Og det onde fortaber sig i de ”spændende” narrativer. Fortællinger, hvor det onde det lever sit skjulte liv.
Og vi får sjældent indflettet det, som egentlig skete i de heroiske slag og erobringstogter: at folk stødte det skarpe stål ind i hinandens hjerter og i hinandens hjerner, så de faldt skrigende sammen: ”så Gotens hjelm og hjerne brast” – det synger vi gladeligt uden at gyse, for vi ser ikke hjernemassen flyde ned over ansigtet ( det er jo heller ikke et menneske, men en goter!!!). En af mine forfædre, jeg tror det var min oldefars bror Peder Houkjær, var med i slaget ved Helgoland i 1864, og han så sin bedste ven blive ramt af en kanonkugle og vennens blod sprøjte ud over dem begge. Men vi lærer i skolen, at det slag vandt vi!!!! Vi tabte ved Dybbøl, men vi vandt ved Helgoland.
Hvad er det for noget vrøvl? Det var begge voldscenarier, hvor ondskaben fik frit spil. Som den altid gør i krig. Krig er og bliver den ultimative vold. Det er volden sat i system. Og der findes ikke gode krige. De er alle arnesteder for ondskaben. Her er der kun en, der har magten: Djævelen. Og hvor han fryder sig, når blodet sprøjter, og når kødet flåes af knoglerne og skrigene når himlen.
Hvorfor skriver jeg? En dag for længe siden, lagde jeg pennen og mig selv på plads. Nu er det nok, sagde jeg til pennen ( som er min ven) Den dryppede, det så jeg nok. Troede jo, at jeg havde glemt at ryste den grundigt nok. Dryp dryp dryp. Jo, men den var rystet. Den græd.
For vi skal skrive – sådan er det – og jeg griber den igen. Og igen og igen og igen. Og kalder den min ven.
I dag gik jeg langt ud i skoven, hvor alt dryppede af væde. Hvert eneste træ græd stille. Så vådt. Så gråt. Så trøstesløst. Men så hørte jeg midt i alt det grå og grimme noget smukt, som jeg havde læst for længe siden, og jeg gik hjem og ledte og ledte … det var Dorthe Nors, det huskede jeg. Og jeg blev ved med at søge i alle rum og til sidst fandt jeg det.
Det her sted, hvor hun bedre end jeg kan gøre det, siger, hvorfor man skriver, når det er det, man gør.
Her kommer citatet fra “Det var så den vinter”:
Den, der skriver, skal turde stå med sine fugleunger klistret til fingrene og give dem fra sig i byger af spyt og roser – og blive ved, fordi det er vigtigt, og blive ved, fordi det er levende, og blive ved, for det er, hvad man tror på, og sådan er fremtiden, blive ved, fordi man elsker det ( jeg elsker) og blive ved, når nu man ikke kan andet (jeg tør) og blive ved, fordi det er meningen. ( citat side 118-120 i e-bogen)
”Du har taget alt fra mig,” siger Job til Gud, og Gud svarer, at han har givet ham alt.
”Men du har taget det igen,” siger Job.
”Men jeg gav dig det,” siger Gud
”Nu har jeg ingenting, ” siger Job.
”Du har mig,” siger Gud.
Og så siger han, at han er Skaberen, og at han kan give og tage, som han vil.
Fordi han er Skaberen.
Hvad er det for en argumentation?
Hvor er Gud i lidelsen?
Elsker han os virkelig? Og hvis han gør, hvad er det så for en kærlighed?
Åh … hvis det er kærlighed …
Min mand går for hver dag længere og længere ind i mørket, og jeg ved ikke, om jeg kan følge med. Endnu kan jeg. Men jeg gruer. Der kommer en dag.
I mere end en menneskealder har vi fulgtes ad. Ikke til alt, men til det meste.
Jeg vil ikke slippe ham nu.
Men jeg er ikke Gud, og måske kan jeg ikke følge med hele vejen.
En trøst: Kærligheden er intakt. Ikke den kærlighed, der ligner det onde og pisker os til kamp mod ”de andre.”
Kærligheden, som jeg forstår den: blid og øm og fuld af omsorg.
Efter at Hans havde boet hos os i juleferien, var han rejst. Han har jo kone og børn i Give. Han skulle jo hjem. Og den første morgen efter peger Ole bekymret på den stol, hvor han havde siddet.
”Hvor er ham, der plejer at sidde der?”
Og mig: ”Ja, hvem er det, der plejer at sidde der?”
”Det ved jeg ikke.” Og jeg kan se angsten i hans øjne.
”Hvad hedder han?” siger jeg. Leger jeg Gud nu?
”Det ved jeg ikke,” siger han igen.
”Han hedder Hans,” siger jeg.
”Åh …,” Og meget forsigtigt og håbefuldt: ”er han vores søn?”
Selvfølgelig kan jeg følge med. Jeg kender mørket. Det kan jeg godt være i.
Et misbrugt ord. Fædrelandskærlighed. Værre endnu. For tiden svinger den sin pisk over vore hoveder. Vi dukker os, men vi rammes.
Fædrelandskærlighed. En hårdtslående kærlighed.
Da jeg var meget ung troede jeg på en bedre verden. Ikke på et bedre fædreland.
En kort perioden var jeg interesseret ( gik til møder) i en bevægelse, der hed Én Verden, og som ikke eksisterer i dag. Aage Berthelsen hed stifteren, og jeg husker, at Piet Hein var medlem.
Målsætningen har jeg næsten glemt, men nu har jeg googlet den. Den lyder:
Foreningens formål var at virke for tilstande, der umuliggør krig ud fra den opfattelse, at FN skal omdannes til en demokratisk centralstyrelse (verdensregering) for alle jordens lande. En omdannelse af FN vil føre til a: afskaffelse af alle nationale militærstyrker. b: oprettelse af en international politistyrke og c: oprettelse af en planøkonomi i det omfang, det er påkrævet for at udjævne økonomiske modsætninger mellem staterne. Een verden udgav tidsskriftet Een verden og vi. ( Det danske Fredsakademi)
Hvor var vi naive dengang!!! Men hvor vi drømte!!! Og ind imellem troede. Troede vi (jeg) virkelig på en verdensregering – det er jo en slags mareridt.
Men fædrelandskærlig – nej, jeg vil nøjes med at være kærlig.
Fædreland. Mit. Ja, sådan et har jeg ligesom alle andre mennesker på denne plagede jord, og vist er jeg ligesom alle de andre milliarder af individer overbevist om, at lige mit fædreland er bedre end alle de andres fædrelande.
Alle er vi parate til at myrde løs for fædrelandet. Eller er vi?
På fransk ”à la fin.” ”A” betyder ”ved.” ”La fin” betyder slutningen.
Fini. Det betyder slut.
Så er der ikke mere.
Der er altid noget, der er slut.
Nu er det slut med det fråseri.
Nu er det slut med alt det pjat.
Nu er det slut med at sove længe.
Nu er det slut med at spise slik.
Nu er det slut med min tålmodighed.
Og sådan sætter vi punktummer for alt muligt.
Punktum finale.
Somme tider er det lykkeligt. Jeg nænner f.eks. ikke skrive en roman, der ikke slutter lykkeligt.
Men der er slutninger som er ulykkelige: Slut med kærligheden. Det er ikke til at bære.
Slut med livet. Den slutning er det vanskeligt ikke at finde dybt ulykkelig, også selv om vi forsøger at bortforklare og formilde den med troen på, at den blev overvundet af Gud selv. Det er jo så aldeles ubegribeligt.
Det er en tro, som vi bider os fast i. Bider mærke i. En tro med blodige bidemærker.
Endeligt – dit og mit.
Jeg kom til at tænke på døden i dag, da jeg kørte hjem fra Randers. I Rema hilste jeg på en gammel elev, som nu var en gammel kone. Jeg kunne ikke genkende hende, men hun genkendte altså mig og kom hen og hilste høfligt på sin gamle lærerinde. ”For hundrede år siden,” sagde hun, og vi smilede til hinanden. ”Ja, vi er blevet gamle,” sagde jeg. Det overhørte hun.
Men nu til noget helt andet, som er det samme:
Selv om døden ifølge vores religion er overvundet, så er livet det ikke endnu. Og jeg elsker hvert øjeblik af det fucking liv. For nu at sige det på nydansk. Og jeg gider godt at blive her ikke så lidt længere end kun en stakket tid.
Lige nu giver forfatteren Louise Juhl Dalsgaard mig livsvitaminer via sin roman ”at tælle til lilla”.
Hold da op! Hvis jeg kunne skrive så smukt, så sad jeg her ved tastaturet ikke så lidt længere end blot en stakket tid.
Hende vender jeg tilbage til.
Lige nu vil jeg citere et afsnit fra Leo Tolstojs Anna Karenina
Tolstoj beskæftiger sig også med emnet. Og i det citerede afsnit er det en af bipersonerne godsejeren Levin, der pludselig ( pludseligt, fordi han opsøges af sin terminalt syge broder) indser det, som jeg selv indså som femårig. Levin er en ung mand i 30’erne:
… hans Tanker kredsede uafbrudt om én og samme Ting – Døden. Døden, den uundgaaelige Afslutning paa alt, hvad der lever og rører sig, stod for første Gang for ham i hele sin Vælde. Døden havde allerede Tag i hans Broder, som stønnende snart anraabte Gud, snart Djævelen! Døden havde ogsaa Tag i ham – selv om ikke i Dag eller i Morgen, saa dog om nogle Aar. Kunde det saa ikke alt sammen være ligegyldigt? Men hvad er denne uundgaaelige Død? – Det vidste han ikke, han havde aldrig tænkt over det og vovede det heller ikke nu. “Jeg arbejder, jeg forfølger et Maal, men jeg har glemt, at det alt sammen har en Ende – Døden!” ( Citat side 350, udg. København 1910)
Og det er jo det vi gør, når vi ikke anråber Gud ( eller Djævelen). Vi kaster os over arbejdet. Beskæftiger os med noget, der kræver hele vores opmærksomhed og afleder således tankerne fra det væsentligste af alt: at vi skal dø.
Den franske filosof Pascal (1623 -1662) kaldte det “distractions” – = vore afledningsmanøvrer.
Forfatteren Christian Ditlev Jensen vil om kort tid i Danmarks Radio være at finde med en række udsendelser, der kommer til at handle om døden – Ditlev og Døden – det ser jeg frem til.
Jeg synes, at jeg kan høre min hovedperson i Kjeld fra Ålum sukke og protestere over den lange tavshed fra forfatteren.
Ja, jeg skriver Kjeld fra Ålum, for titlen findes, selv om bogen ikke gør.
Jeg vil ikke sige ”undskyld Kjeld,” for du er jo trods alt kun en fiktion, og jeg kan ikke for alvor tage dig alvorligt.
Hvad siger du?
Siger du virkelig, at hvis jeg ikke kan tage dig alvorligt, så kan jeg heller ikke tage mig selv alvorligt … så er mine forestillinger kun tankespind, og jeg kan lige så godt opgive at skrive noget som helst seriøst. At så er jeg færdig som forfatter.
OK – jeg hørte dig godt. Og nu sidder jeg og tygger på blyanten og tænker på et svar.
Så hør her: Kære Kjeld! Jeg har desværre ikke tid til dig lige nu og får det heller ikke i den nærmeste fremtid.
MEN – for der er et MEN – jeg har ikke glemt dig, og når tiden er inde, så griber jeg pennen (blyanten) og svinger den hen over på det hvide papir, og du (gen)opstår i min skikkelse. Nej, ikke i min skikkelse selvfølgelig, det ville ikke være godt, men i den skikkelse, som jeg giver dig, og som derfor er min.
Altså trøst dig! Jeg har endda opsnuset nyt om dit liv og din færden – du var jo nemlig i Paris på Abelards tid, og ved du hvad ( ja det ved du selvfølgelig) Abelard var ikke blot din lærer, men han skrev også en af verdenslitteraturens smukkeste og mest gribende kærlighedsromaner, og han gennemlevede selv alle dens faser – altså Kjeld, du dumper uforskyldt lige ned i romantisk ( og tragisk) hændelse.
Det skal vi nok få glæde af.
Og du vil blomstre i mødet med kærligheden. Også selv om du bliver præst og endda helgen. Størst af alt er kærligheden.
Næste år udkommer højst sandsynligt bogen Pigen i det røde Hus. Her et kapitel fra den tidlige barndom. Min bedste ven hed Jens. Vi forlovede os, da vi var seks år. Men det holdt ikke. Her kan man læse lidt om hvorfor.
FARVEL
Vi skriver 1951. Og Jens er rejst og har efterladt et tomrum, som ingenting kan fylde ud, og skolen er kommet faretruende nær, der er kun 18 dage til, at fælden smækker.
”Men glæder du dig ikke?” siger Far, og jeg svarer ikke og ved ikke, hvad han tænker eller, hvad jeg selv skal tænke. Glæde? Lige nu kan jeg ikke finde den.
Undertiden forekommer det mig, at førskoletiden var den lykkeligste periode i mit lange liv. Vi klatrede i de højeste træer, vi svømmede i den bundløse mergelgrav, vi løb på kanten af havisen, vi sprang som bjerggeder på havnemolen, vi sloges, vi rapsede fløde fra mælkejungerne, vi neglede Bentzens hønsetrug og sejlede på ajlesøen, og jeg kom ofte hjem og var snavset og med forrevet tøj, og det hændte, at jeg blev sendt i seng og skulle skamme mig, men jeg var lige lykkelig for det.
Min verden var uden grænser, livet var en fest, og friheden lå og glitrede for enden af hver eneste morgen. Sådan husker jeg tiden.
Indtil. Ja, lige indtil en dag i april 1951. Da bliver jeg skolebarn. Røde mure, og det er ikke hjemmets, lukker sig om kroppen og holder den fanget i timevis. Nu skal den bænkes. Nu skal den tøjles og tæmmes. Nu skal benene holde sig i ro, selv om de er ustyrlige og vil løbe væk.
Mange årtier senere hørte jeg Yves Montand synge en vise, som bedre end noget andet illustrerer det lille barns fornemmelse af fastlåshed og udbrydertrang.
Her er digtet i min oversættelse:
To og to er fire
Fire og fire er otte
To og to fire, fire og fire otte – gentag siger læreren
To og to fire, fire og fire otte, otte og otte seksten
Men lyrefuglen flyver på himlens blå
Og barnet ser den, barnet hører den, barnet kalder
Red mig, leg med mig fugl
Fuglen flyver ned og leger med barnet
To og to fire – gentag siger læreren
Og barnet leger og fuglen leger med ham
Fire og fire otte, otte og otte seksten
Og seksten og seksten hvad bliver det
Det bliver ikke til noget og især ikke toogtredve
Og det forsvinder bare
Og barnet gemmer fuglen i sin pult
Og alle børnene hører dens sang
Og alle børnene hører musikken
Og otte og otte forsvinder
Og fire og fire og to og to stikker af
Og en og en bliver hverken en eller to
en og en forsvinder
Og lyrefuglen leger og barnet synger
Og læreren skriger: Ka’ I så holde op
Men alle de andre børn hører musikken
Og klassens mure smuldrer
Og ruderne bliver sand, blækket bliver vand
Pultene bliver træer, kridtet bliver klinter
Pennen bliver fugl
Jeg husker ikke den allerførste tid i skolen. Kun ubehaget ved at blive bænket og at skulle sidde stille er blevet tilbage. Min første sidekammerat hedder Alice, og hende husker jeg, og jeg kan lide hende fra den første dag. Hun bider negle og sutter på sine fingerspidser, så de næsten bliver gennemsigtige, og jeg synes, hun er sej.
Der er ingen skolebilleder fra denne første tid, og erindringerne er så få og så flydende, at de er vanskelige at fastholde. Der er en dreng ved navn Ole i klassen, husker jeg, og han er pæn, og en dag spørger han mig, om vi ikke skal være kærester, og jeg giver ham ikke en kurv, men siger ja tak, og det kommer fra hjertet, men siden snakker vi aldrig sammen.
Sært nok er den eneste dreng, som jeg husker helt tydeligt ikke den kønne Ole eller nogen af de andre, men Niels, der er tyk og grim og sidder bagerst i klassen og ruger over sin status som åndssvag. På et tidspunkt sætter jeg mig ned til ham og tager ham i hånden og betror ham, at jeg heller ikke er særlig klog.
”Men selv om vi er lidt dumme, så klarer vi os nok alligevel, så du skal ikke være så ked af det.”
Jens er et tomrum i klassen. Han skulle have været der, men Hr. Bjørn Hansen har fået stilling ved en større skole i Frederikshavn, og det var nok også det bedste for alle parter, siger Far, og jeg forstår det ikke.
I lang tid går jeg og sørger, men jeg siger ikke noget, for den slags snakker man ikke om, men jeg tror, at Far forstår det, for en dag spørger han mig, om jeg ikke kunne have lyst til at besøge Jens. Have lyst til? Hvad mener han?
”Ja. Savner du ham ikke?” siger Far.
Om? Vi har svoret hinanden evig troskab, vi har blandet blod, og når vi bliver voksne, skal vi giftes, og så skal ingen nogensinde skille os igen. Jeg savner ham hele tiden.
Far kører mig til Frederikshavn. Det er en stor by, og Jens bor i et rigtigt fint hus med have både foran og bagved og en flisebelagt sti, der fører op til hoveddøren, og jeg er forskrækkelig spændt og knuger Fars hånd, da vi går op mod huset, for kan jeg nu kende ham igen? Laver storbyen ikke sådan om på folk, at de bliver anderledes og finere end os andre og får et andet sprog? Og synes han mon stadig om mig?
Allerede i døråbningen ved jeg det. Noget er galt. Noget har revet Jens midt over, og den ene halvdel ser glad ud, og den anden halvdel surmuler ved synet af mig. Det er ikke godt.
Så er Far kørt igen, og vi er alene og ved ikke, hvordan vi skal begynde samtalen for ikke at tale om legen. Leg? Hvordan er det nu, man begynder en leg? Og samtale? det er jo, når to mennesker ser på hinanden og snakker sammen, men det gør vi ikke. Vi står helt stive uden et eneste ord på læben, og vi ser til siden.
Pludselig skubber Jens til mig. Hårdt. Og det kommer så uventet, at jeg er ved at falde forover.
”Kom!” siger han så, og jeg lader mig føre af sted på fortovet, væk fra huset. Han tager ikke min hånd, bliver bare ved med at skubbe.
”Hold så op!” siger jeg og vil ikke græde. Men han giver mig bare endnu et puf og hårdere denne gang.
”Kom nu!” kommanderer han, og jeg ved ikke, om vi leger, eller hvad det er for en leg, men den er ubehagelig, det er, som om han er færd med at føre mig til galgen og er bange for, at jeg skal slippe væk, inden han når at hænge mig.
”Jeg har noget, jeg skal fortælle dig, noget vigtigt,” siger han i en lidt mildere tone og lader være med at skubbe mig, og jeg går tavs ved siden af ham et godt stykke.
”Så sig det!” siger jeg.
”Ikke her,” siger han.
”Hvorfor ikke?”
”Her er for lyst,” siger han, og nu lyder han trist, og jeg spørger ikke om mere, men følger bare med ham, og så kommer vi til en grøn forhøjning, der ligger for enden af vejen.
Han peger.
”Vi skal derind,” siger han, og han halvt fører og halvt skubber mig hen mod en lav åbning ind til en snæver gang. Han fortæller mig, at det er et beskyttelsesrum, og at folk gemte sig her, når der var luftalarm. Inde i gangen er det helt mørkt.
”Sæt dig!” siger han, og jeg falder sammen som en kludedukke, og nu lægger Jens armene om mig og holder mig fast, som om han er bange for, at hans ord vil blæse mig væk. Og derinde i mørket hvisker han til mig, at han har fået en ny kæreste, og at jeg ikke skal komme mere.
”Jeg kan ikke lege med dig mere,” siger han.
Hele vejen tilbage til huset græder jeg, og Jens forsøger ikke at trøste mig, han ser ikke engang på mig, men sætter farten op og går fra mig og forsvinder om bag huset.
Det burde have regnet, men himlen er ligeglad med mig, og solens stråler rammer mig som en løgn. Græsset lyser grønt, og der er blomster alle vegne, og ingenting visner.
Jeg går ind i huset og får Hr. Bjørn Hansen til at ringe til Far og sige, at han skal komme og hente mig. Nu.
I bilen hjem siger Far, at det går over. At det er sådan, det er at være til.
”Vi bestemmer ikke alting selv,” siger han.
”Men jeg vil,” græder jeg, og han klapper mig på hovedet med den hånd, der ikke holder om rattet.
Her står vi mens vort forhold stadigvæk er varmt og inderligt
