Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

  1954

  1954

Vækkelsen

Man var et vidne engang. Men hvad så man? Og hvad var det, man hørte?

Jeg vil fortælle om et vækkelsesmøde, jeg oplevede som barn.

Og nu lytter jeg indad og beder hjernen om assistance. Hjælp mig, kære hjerne, med at lappe og bøde de steder i erindringen, hvor tiden har mørnet stoffet. Lad det samles til et billede, som jeg genkender.

Sådan! Nu ser jeg det. Billedet. Tak HJERNE! Du er det bedste, jeg har, når jeg skal huske. Hov, nu hører jeg en svag protest. Den kommer fra HJERTET. Men nej, kære ven, du er en svindler, når det gælder hukommelsen. En lugt. Et billede. En smag. En stemning. Alt det griber hjernen og stykker det sammen til et billede, som spejler de magiske øjeblikke fra dengang.  

Jeg husker mødet. Vækkelsen.

Husker hans stemme. Så varm og så klangfuld, at blodet sang i en elleveårspige. Ved siden af ham en farveløs kvinde, der ord for ord slukkede gløderne, mens hun oversatte ordene til dansk, så vi kunne forstå. Men vi forstod kun ilden i hans øjne og varmen fra hans hænder, der favnende raktes ud imod os. Jeg husker ikke, hvor vækkelsesmødet blev afholdt. I Missionshuset tænker jeg, eller på Sømandshjemmet. Men jeg husker, at mange var mødt op og at vi sad sammenklistrede som de fisk, der nylig var halet i land og i hast stuvet i hyttefadene. Jeg kan endnu høre dybe suk fra mængden. Og en sær lugt. Af fisk? Ja, for var det ikke, som om de havde taget fiskene med sig og nu sad der og snappede efter luft. Suk. Suk. Suk. Og var der ikke nogen, der græd?

Hans navn var Billy Graham, og jeg har hele mit liv troet, at han var en berømt skuespiller, og i dag er jeg ikke i tvivl om, at han i al fald var en stor forfører. Jeg vil stadig tro, at det var Billy, der fangede en lille piges opmærksomhed og holdt den fanget i sit net Men måske tager jeg fejl, måske var han virkelig en hollywoodskuespiller, der blot gav den i rollen som vækkelsesprædikant, og valgte Strandby, fordi det var let at fiske i rørt vande, og åndeligt røre var der altid i den lille fiskerby.

Når jeg i skrivende stund kommer i tvivl, så skyldes det min research på Grahams liv og virke, og først nu bliver jeg klar over, hvor berømt, han var både dengang i 50’erne og hele vejen op gennem århundredet og langt ind i det nye årtusind. Han døde først som 90årig i 2018, og han var ikke bare folkekær, men også afholdt af skiftende præsidenter i USA. Han var f.eks. ven med Clinton. Men jeg ved så også, at han faktisk var i Danmark i 1954 og turnerede i hele landet. En ganske ung mand dengang. I København, i Århus og i Ålborg samlede han store folkemængder. Det var for dem, der hørte ham, som om Jesus var genopstået.

Og det var sådan, jeg følte det den aften.

Men kan den store vækkelsesprædikant virkelig have været hos os – i lille Strandby? Var det virkelig ham, der hin fjerne aften lukkede os ind i en favn så varm og kærlig og så fuld af løfter, at vi græd og lo på en gang.

Jeg vælger at tro det.

I dagene efter tænkte jeg ikke på andet end den smukke mand med den stærke udstråling, og jeg snakkede med Bedstemor om det, og også hun mente, at vi nok var blevet taget ved hånden af et menneske, der ville føre os til Frelseren. Jo jo, vist var han en stor missionær. Men helt tryg ved ham var hun nu ikke. Det husker jeg også. Det var, som om hun anede, at han ikke kun havde taget os ved hånden, men også ved næsen.

Bedstemor var klog. Hun så andet end ild i hans øjne. Eller hun så ilden og fik en mistanke om, at den ikke var tændt af Gud.

Alligevel tror jeg, at det var efterveerne fra den aften, der blev ved at værke i sjælen. Jeg skulle noget, som han pegede på. Gå ad en vej, som han havde åbnet. Følge et spor. Hvordan? Åh jo, jeg ville være missionær. Det sagde jeg til Bedstemor, og hun smilede sit fromme smil og bad mig knæle og bede sammen med hende. Vi bad inderligt til Gud. Jeg kan ikke huske de ord, vi belemrede ham med, men jeg husker glæden, der susede rundt i min urolige krop. Jeg havde brug for noget. Nu fik jeg det. Et fjernt mål.

Tiden gik, og jeg glemte min fromme mission hos verdens hedninge, og der skulle gå år, før jeg igen koblede den slags drømme til mit fremtidsspor. Nu gjaldt det de vildeste roture på havet i åben båd, halsløse spring fra den yderste mole og vovelige svømmeture til havs. Kunne man mon bunde på den tredje revle i dag? Hvis ikke, så var der langt ind. Men man vovede det alligevel, og man overlevede mirakuløst, skønt bølgerne gik højt og kræfterne var små.

Jeg havde kort sagt travlt med at være den vilde pige, der turde mere end de fleste og som skulle have været en dreng og som måske derfor havde tillagt sig drengens vildskab. Og fromheden? Var den lagt på hylden? Eller blot i aftagende. Nej slet ikke, når det blev aften, og alt blev stille, fór aftenbønnen til himmels så inderligt som altid, og arm i arm med Bedstemor vandrede jeg søndag efter søndag ad stien til Elling Kirke.  

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Begyndelsen

Her står jeg på min søjle af firsindstyve år. Så roligt. Som var jeg ung og stærk. En dorisk søjle, tænker jeg. En stoisk ro. Det er mig. Alderen kan bare komme an! Jeg er vant til lidt af hvert, og jeg skal nok klare det her også. Jeg bøjer mig frem for at se tilbage.

Det er nu, det gælder.

Men så sker det alligevel: søjlen begynder at svaje, kun ganske let, men nok til at jeg mærker sveden pible. Nej, tænker jeg, nu må jeg stå fast, jeg må forhindre, at onde år glider ud og bringer ubalance og får det hele værk til at kollapse.

En ruinhob, hvad skal jeg med den?

Forsigtigt læner jeg mig længere forover lige indtil jeg øjner soklen dybt nede, og nu må jeg holde vejret, akkurat som jeg gjorde, dengang det hele tog sin begyndelse.

Sådan må det være, tænker jeg. Det spæde barn først.

Senere vil jeg finde frem til pigen. Opstøve hendes gemmesteder. Og kvindens. Jeg vil lokke dem ud af mange års skjul og lufte dem i det klare lys. Den gamle kone behøver jeg ikke efterspore, for mens pigen og kvinden skjuler sig i fortidens tåger, er hun lige ved hånden. Hendes hænder på tastaturet.

Lad os begynde med begyndelsen. Fødslen. Min. Selv har jeg kun tågede forestillinger om detaljerne i det drama, der udspandt sig i købmandsgården i den lille fiskerby Strandby d.7. september 1943. Dog er jeg sikker på, at det ikke gik smertefrit for sig, for der er ingen kvinde, der leende føder sine børn, og intet barn kommer lattermild til verden.  

Først skreg min mor, og kort efter fulgte jeg hendes eksempel og frembragte et vræl, der dog næppe kan lignes ved min mors i styrke, men var lydeligt nok til, at jeg blev svøbt og lagt i vuggen og takseret som velskabt.

Men som sagt: Glemslen kaster sit nådeslør over det spæde primalskrig, jeg som alle andre mødte verden med. Alligevel er jeg vis på, at smerten fra dengang bliver hængende i det vildnis, vi kalder underbevidstheden, viklet ind som den er i sindets skvalderkål.

Et lille hjerte

”O luk dit lille hjerte op, o luk dit lille hjerte op, Guds nådessol vil strømme ind og fylde sjæl og sind.” Jeg er sikker på, at jeg synger med på alle versene, for selv om jeg endnu ikke er fyldt fire år, så kender jeg ordene, og mens jeg synger, åbner mit hjerte sig, og solen strømmer ind, det er lige før, det drukner i lys, og jeg kan ikke sidde stille på bænken, men det bliver jeg nødt til, for to solide søsterkroppe klemmer mig fast. Hanne og Annelise har lovet vores mor at passe mig, så hun kan få lidt ro, så det gør de, nidkært, men alligevel: lige inden lyset helt overstråler mit hjerte, sker det, at mine fromme søstre på samme tid folder hænderne og derved løsner grebet om den sprælske lillesøster, og jeg glider fra dem og dejser bagover.

Så husker jeg ikke mere, men jeg ved dog, at jeg i faldet brækkede kravlebenet, som jeg senere lærte hedder kravebenet, og at jeg glemte alt om nådesolen og satte i et vræl, der fik sangen til at forstumme og alle til at vende sig mod vores bænk.

Og senere. I tiden efter. Hvor saligt det var at blive ynket af alle. Også af dem, der bare kom for at se min nye søster, et fnug så lille-bitte, at hun nok slet ikke havde et kravleben at brække. Hun kunne i al fald ikke kravle. Faktisk kunne hun ingenting. Men de sagde alle sammen, at hun var nuttet. Det var jeg ikke, jeg var buttet. Det er ikke det samme.

Jeg husker ikke, hvornår det lille fnug blev et rigtigt menneske, som man kunne lege med, men det er ret sikkert, at det i nogle år var min bror Anders, jeg støjede rundt med, for han var utrættelig og blev kun sur på mig en eneste gang, og det var, fordi jeg handlede tankeløst, sagde min far, men der tog han nu fejl, for jeg havde tænkt mig grundigt om, inden jeg tog beslutningen og skred til handling. Og det endda med ondt i maven. Så tankeløs, nej, det var jeg ikke. Det hele var meget enkelt. Anders havde lige haft fødselsdag og fået alt for mange gaver, og nu samlede jeg nogle af dem til mig og lagde dem i min lille trækvogn og kørte hele molevitten til havnen, ikke fordi jeg ville kyle det i havet, nej, men fordi jeg havde set nogle drenge, som hver dag legede yderst på molen, hvor vi slet ikke måtte komme, og dem ville jeg så gerne mødes med, for de var både større og frækkere end Anders, der ikke turde så meget vildt, og nu havde jeg så fået den ide at forære dem det overflødige legetøj og på den måde blive deres ven. Hvem ville ikke gerne have et tog med blanke skinner og et rød lastbil med vippelad? Sådan havde jeg tænkt. Jeg ved ikke mere, hvad der egentlig skete på havnen, kun at jeg var slukøret, da jeg trak hjem med den tomme vogn, og at jeg gik til bekendelse, så snart jeg var inden døre. Og at det til alt held var min far, der tog imod mig. Han lyttede til mig, og så sagde han: ”Hvordan kunne du være så tankeløs?” Så græd jeg lidt højere, og ”åhhhrr da også!” sagde han og skubbede mig til side og gik ud og fandt sin cykel og kørte til havnen, hvor han snuppede drengene og fratog dem byttet. Han hjembragte det fine legetøj og lagde det uden de store falbelader på plads i børneværelset, og så kom der ikke mere ud af den historie.

I lang tid ville min bror ikke lege med mig. Og jeg kunne smile mig halvt til døde uden at det hjalp.

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

POLONIUS: What do you read, my lord?

HAMLET: Words, words, words.

Er jeg kommet videre med min næste bog?

I går ringede en af min læsere ( jeg ville gerne skrive en af mine mange læsere – men det ville være at tage pennen for fuld) og spurgte mig, om jeg var på vej og hvorhen? Altså om erindringsbogen var lige på trapperne? Selvbiografien. Memoireværket. Kært barn har mange navne. Han ville kort sagt gerne vide, om jeg havde bevæget mig eller om jeg stadig stod og ventede på startskuddet?

Det ville jeg sandt for dyden også godt vide.

Men nu svarer jeg her på bloggen så ærligt jeg kan, at jeg ikke ved det med sikkerhed, men nok tror, at de første tøvende skridt er taget. At jeg har lagt en strækning af egnede ord bag mig, ja, at jeg med en vis behændighed har jongleret med verber og substativer, som peger i den rigtige retning.  Ord om min fortid. Ord om mit livs hændelser. Og om de vilkår og den verden, jeg blev født ind i.

Ord ord ord, som Hamlet siger. Og kan jeg nu skabe en bog ud af dem? Lade dem lukke sig om sig selv, sådan som de skal for at blive til en verden, der er ikke findes magen til. Min verden. Det vil jeg håbe.

Og jeg vil invitere dig ind i den verden, kære læser, og måske kan du genfinde noget der, som du havde glemt, en gammel glæde, en fortrængt smerte. Jeg vil føre dig gennem lys og mørke, og jeg vil helt sikkert snuble undervejs og risikerer jo så, at du smækker bogen i og giver op.

Jeg vil ikke give op, men rejse mig igen og gå videre, ord efter ord.

Det er sådan, det skal være.

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

 Kriseåret 1985

Når jeg ved slutningen af et langt liv forsøger at fange de vigtigste signaler fra den fortid, der var min, slår den tanke mig, at 1985 skiller sig ud som det sværeste af alle de år, jeg var gift og havde børn i hjemmet. At det var et kriseår.

Og min næste tanke er, at nå ja, så var det vel heller ikke værre … der skete jo hverken mig eller min familie noget ondt. Og når jeg betragter mine fotos, ser jeg da også mest smil i ansigterne. Også i mit. Ja, det lyser jo ligefrem, som om jeg vil overbevise verden om, hvor glad jeg er. Og er det så sært? Jeg var jo gift med den rigtige mand, havde det rigtige job, de rigtige børn, og jeg var på det rigtige sted.

Så kernefamilielykkeligt alt sammen? Så krise? hvordan?

Det må jeg finde ud af. Der må være et svar. Men hvor? Der er ingen dagbøger fra 1985. Kun kalenderen, altid den samme lille bog med plads til notater. Så er det jo næsten en dagbog alligevel, tænker jeg. Den må kunne lukke op for alt det, jeg har lukket ned. Men jeg ryster på hånden, da jeg får lirket den rigtige bog frem af stakken. 1984-85 står der på omslaget. Indeni alle navnene. Og hvad mere? Der må være noget mere. Mellem linjerne?    

Jeg åbner bogen og snubler gennem siderne. Jamen? jeg lukker den igen og mærker, hvordan en kulde breder sig i mig. Jeg fryser, og jeg føler mig tom. Som om læsningen har lænset mig for energi.      

For hvad er det her? Hvem handler det om? Jeg åbner bogen igen og læser den en gang til. Langsomt denne gang, famlende finder jeg vej gennem kragetæernes vildnis. Og mens jeg tvinger mig til at fortsætte, begynder konturerne af en kvinde at tegne sig. Og da jeg lægger bogen fra mig, har de samlet sig til billedet af hende, der skrev de mange sider.  

Det, jeg ser, er følgende: en lærer, der holder øje med sine elever og nedfælder små bemærkninger om frem- og tilbageskridt for hver enkelt, en hustru, der støtter sin mand i hans politiske arbejde, en mor, der engagerer sig i sine børns skole- og fritidsliv og en samfundsborger, der møder op og deltager i lokalområdets aktiviteter.

Hvem er hun?

Det er ikke mig.

Jeg er hende, der grædende må forlade biografen og mine børn, fordi Bambis mor bliver dræbt.

Jeg er hende, der ikke tør læse højt af Tove Janssons Mummitrolden, fordi den skræmmer mig.   

Jeg er hende, der må sættes af på en landevej og løbe efter bilen, mens den langsomt triller videre – kilometer efter kilometer, og hun løber og løber, indtil hun udmattet når frem til den og igen og kan trække vejret og lade sig transportere hjem.

Jeg er hende, der ligger vågen nat efter nat.

Jeg er hende, der forstår kvinden i avisen, som tager sit eget liv, selv om hun er mor til små børn.

Men hun er ikke nævnt.

Det er i midt-firserne. Landet er i krise. Jeg gennemlever min egen, og jeg kapsler den inde, mens jeg smiler til verden.

Der står ingenting om den glasklokke, der omslutter mig så tæt, at jeg ikke kan række ud til dem, jeg elsker. Jeg tror ikke, jeg når mine børn. Nu græder jeg ved tanken, det gjorde jeg ikke dengang. Jeg græd over så meget andet. Men ikke lige det. Det kunne jeg slet ikke rumme.   

Der står ingenting om Fru Hauerbach, min psykiater, ingenting om de endeløse samtaler, ingenting om den langsomme bedring.   

Hvem er jeg det år?

Jeg er 42 år, gymnasielærer, gift og mor til tre børn på fire, tretten og sytten år. Jeg elsker min familie, og jeg holder af mit arbejde. Set udefra er det hele så fint. Set indefra er det et liv på krykker.

Men det er der ingen, der ved.  

Jo, Ole ved det. Selvfølgelig gør han det. Og måske aner børnene det. Jeg beder til, at de ikke gør.  

Jeg siger det til Ole, jeg siger det igen og igen. ”Jeg har det forfærdeligt,” siger jeg. Og han svarer det samme hver gang: ”Det gør ingenting.”

Som om det er en forbrydelse, han tilgiver mig.

En dag græder jeg i skolens garderobe. En kollega ser det. ”Hvad?” Siger hun. ”Dig, der altid er så glad.” Og det buser ud af mig, at jeg er syg, at jeg lider af angst. Hun inviterer mig på café. Fortæller mig, at jeg skal være glad for alt det, jeg har. ”Du har jo så meget,” siger hun. ”Børnene, tænk på dem!” Jeg ryster på hovedet. Børnene er endnu et smertepunkt. Det gør SÅ ondt at tænke på dem, hvor lidt jeg kan være der for dem. At jeg svigter. At jeg er langt væk, når jeg holder om dem. Når deres hjerter slår mod mit. ”Jeg har min mand,” siger jeg så. ”Nej,” siger hun. ”Mændene skal ikke være vore krykker.” Jeg siger ingenting. Jeg takker himlen for min krykke. Uden den faldt jeg. Uden ham var jeg færdig. Jeg er levende takket være ham.

Det år begynder jeg at drikke. Og jeg læser i smug alt, hvad jeg kan finde om alkohol og alkoholisme, og jeg tror, at jeg er blevet dranker, og jeg konsulterer min læge for hjælp, og da han spørger, hvad og hvor meget, jeg drikker, og da jeg svarer, at jeg drikker øl og somme tider op til flere om dagen, smiler han og siger, at jeg ikke er alkoholiker og ikke har brug for lægehjælp.

Men det har jeg. Når jeg drikker, kan jeg være i mig selv – en tid – alkoholen dulmer det værste.   

Jeg er i Frankrig det forår med mine elever. Studietur med franskholdene. To klasser. Jeg rejser alene. Kollegaen, som skulle have været med, er blevet syg. Sådan som jeg har det, kan jeg ikke rejse, tænker jeg, og nu må jeg melde klart ud. Men det kan jeg så ikke, og desuden er det min pligt at rejse, tænker jeg og tager mig sammen.      

Chaufførerne på den bus, jeg har lejet, har aldrig været i Paris, de er egentlig ikke vant til det her job. Den ene af dem er lærer, forklarer han mig. Han har taget det store kørekort, siger han, og har nu fået det her bijob, men han virker nærmest, som om han aldrig har kørt en bus før, og det er før GPS’ ens tid, og manden kan ikke læse et kort, og kammeraten er ikke stort bedre, og da vi krydser Paris for at komme sydpå til Loiredalen, forvilder han sig i virvaret af omfartsveje og avenuer, og jeg, som dårligt kan finde rundt i Randers, er til ingen hjælp.  

Vi skulle ankomme til Saumur ved 19-tiden, men klokken er langt over midnat, da vi endelig triller ind gennem skolens port, ind i gården, hvor elevernes værtsfamilier har ventet i mange, mange timer.

Alle er dødtrætte og har svært ved at skjule det. Og værst står det til med mig, der glemmer tasken med sovepiller i bussen og følgelig ikke lukker et øje den første nat. Jeg er heldigvis god til at klare mig efter en hvid nat, det har jeg prøvet så ofte før, alligevel er det et vaklende vrag, der møder op til arbejdet næste morgen. Gymnasiet, vi besøger, er ledet af nonner, og mine chauffører logerer på klosteret, de er godt tilfredse, nonnerne kappes om at forkæle dem.

Jeg tror, at den nonne, der modtog os, reddede hele turen. For mig i al fald. Hun var fuld af livsglæde og humor, og hun havde lagt en detaljeret plan for hver dag, og det gik fint med at nå det hele. Vi skulle bare følge med.

Og mine elever, som i forvejen var dygtige til fransk og som elskede faget, kastede sig med krum hals ud i foretagenet, og jeg tror næsten, de talte sproget flydende efter en uge. Og de havde knyttet varme venskaber med de piger og drenge, de boede hos. Da de skulle hjem, blev der grædt af sorg. Jeg græd også, men af lettelse.  

Da vi kom hjem, kastede jeg håndklædet i ringen. Det var sådan, jeg følte det, at jeg gav op i stedet for at kæmpe videre. Men jeg kæmpede jo ikke. Så fik jeg en henvisning. Kom i behandling. Fik en diagnose: endogen depression.

Det var der, jeg mødte Fru Hauerbach. ”Og hvad er det så, du går og gemmer på?” var det første, hun sagde, og jeg snakkede og græd mig igennem en pakke kleenex. Jeg fortalte hende om en grim hændelse fra min barndom. Hun lyttede. Så sagde hun endelig noget: ”Nu har du så fortalt, hvad der har plaget dig, og det er godt at få det sagt. Men det vil vi ikke snakke mere om. Fortiden er ikke interessant.   Færdig med den!  Nu gælder det fremtiden, og lad os se den i et nyt lys. Først må vi have dig på højkant, det skulle jo ikke være så svært. Du får noget medicin, så du sover godt igen. Og så kommer du nok til hægterne. Jeg er også læge for krigsflygtninge, og der kan man jo ikke rigtig komme nogen vegne, hverken når man snakker fortid eller fremtid. Men dig er det jo ingen sag. Du har en fremtid.

Jeg havde en fremtid.

Fru Hauerbach var ikke psykolog. Nej, det var hun sandelig ikke. Jeg tror endda, at hun var en ret gammeldags psykiater, der troede fuldt og fast på, at medicin i de rigtige doser kunne kurere hvad som helst. Og med mig fik hun ret. Medicin, samtale, tid, og en dag havde jeg det godt.

I dag er jeg ikke i tvivl om, at depressionen ikke opstod af ingenting, som diagnosen endogen indikerer – men at den havde rødder langt tilbage til den del af mit liv, som lå indkapslet og aldrig havde fået den opmærksomhed, som var nødvendig, for at jeg kunne slippe fri af den. Dertil kom, at jeg det forår levede i skræk for at miste mit arbejde. Vi var for mange fransklærere, og jeg var den yngste, og så var der også det, at min alzheimersramte mor blev markant dårligere i den periode. Og en sidste ting, der hjalp godt til: nabokonen, gode, gamle Laurine, skrantede, hun blev så svag, at jeg ind indimellem måttet gøre rent og se til, at hun fik mad. Der var ingen hjemmehjælp dengang. Og så døde hun alligevel, og det skete, mens jeg var i Frankrig, og jeg kunne næsten ikke holde ud af komme hjem til den meddelelse, at hun var væk.

Jeg blev jo rask. Samlivet med min mand og mine børn fik igen farver og indhold, og vigtigst af alt: jeg kunne vise, at jeg elskede dem. Og mit job blev sikret. Skolen fik tildelt en ny gren, Gymnasiale Indslusningskurser for Flygtninge (GIF) – det var flygtninge fra krigen mellem Iran og Irak, og jeg blev sendt på et lynkursus i islamisk kultur og i undervisning i dansk for udlændige.

Jobbet som GIF-lærer blev på mange måder en øjenåbner for mig. Her mødte jeg ansigt til ansigt unge mennesker, der havde været i Helvede. Midt i en krig. Nogle af dem havde oplevet tortur. Og de havde bevaret latteren og glæden og livsgnisten. Jamen så… Jeg husker f.eks. den dag, Teheran blev bombet, husker deres øjne, der var sorte af frygt.  

Meget blev sat i perspektiv.  

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

1957 –

Vinter – blod – forår – folketingsvalg – kommunisme – kristendom –  Hans

50’erne var dyrtid, men det var også en tid, hvor velstanden voksede i takt med velfærden, det mærkedes især hen mod årtiets slutning, hvor socialdemokratiet, der havde regeringsmagten, lancerede sloganet: ”Gør gode tider bedre.”

Fattigdommen blev ikke afskaffet, men hjælpen til de svageste blev styrket, Danmark var stadig et klassesamfund, men skellene jævnedes. Så vidt jeg husker, var det også ved den tid, at min mor kom i børneværnet. Det var muligvis samme vinter, det blev besluttet, at åndssvage piger skulle tvangssteriliseres. Sikkert er det, at jeg hørte brokker af en samtale mellem min mor og en grædende mor til en åndsvag teenagepige.   

Vinteren 57. Hvad skete der i mit liv? Jeg fik min første blødning. I visse kulturer fejres en sådan begivenhed med fest og glæde, “nu er pigen voksen, hurra, hurra!” men hos os blev den hyllet i tavshed, som var det noget skamfuldt, “nu er pigen i fare, uha. uha!”. Og omtrent sådan husker jeg det. Jeg forstår ikke i dag, at det kom så uventet. Jeg var 13 år, og må vel have hørt et og andet fra de andre piger i klassen, der helt sikkert var forud i udvikling, men i al fald hørte jeg ingenting fra mine søstre og slet ikke fra min mor.

Jeg prøver nu at famle mig vej til den pige, jeg var den vinter og synes, at jeg ser hende: fysisk et barn, lidt kejtet, drenget i adfærd, tynd og ranglet og ikke nær så høj som de andre piger i klassen.

Jeg har ikke glemt forskrækkelsen den dag, jeg opdagede, at der kom blod. Hvor kom det fra? Var jeg syg? Jeg fandt min mor og tænkte, at hun nok ville blive lige så forfærdet som mig. Det blev hun ikke.

Hun sagde bare noget i retning af: ”Jamen, det er ikke farligt. Det hedder menses og det kommer igen hver måned.”

Det! Blodet? Kommer igen! Kommer det igen? Hvorfor?

Derpå førte hun mig ind i badeværelset åbnede et skab og fandt et bind, som hun lidt genert rakte mig.

”De ligger derinde på hylden, og så skifter du dem, når det er nødvendigt. Husk det!”

Og så snakker vi ikke mere om det. Det sidste sagde hun ikke, men det lå i luften som en hvisken om tabu og skam, og den sivede ind i mig og gav mig en ny viden, som jeg helst havde været foruden.

Jeg listede op til Bedstemor og hviskede det til hende. Hun hviskede tilbage:

”Så må du holde op med at omgås drenge.”

”Hvorfor?”

”Jo, for nu kan du få børn.”

”Børn?” Altså! Nej, nu var hun da langt ude.

Senere på aftenen fortalte jeg det til Anders, og han forklarede omhyggeligt og kærligt, hvad det gik ud på og hvorfra blodet stammede. ”Og det er noget af det mest naturlige, så det skal du såmænd ikke tænke mere på.”

Ja, det kunne han jo sagtens sige. Endnu engang ærgrede det mig, at jeg ikke var en dreng. Hvor havde de det let!

Kort tid efter smeltede sneen, det dryppede fra alle tage, solen varmede, og jeg husker en bestemt dag i det tidligste forår, måske var det i marts, hvor det gik op for mig, at noget var anderledes. Det var en almindelig dag, jeg cyklede min almindelige tur med min almindelige hund løbende ved siden af cyklen. Men på vejen hjem, helt præcist på kirkestien mellem Elling og Strandby, blev jeg overvældet af en uforklarlig glæde. En ny varme i luften. Og lyset. Og de gule mælkebøtter, der lyste mellem de fine grønne græsstrå. Pludselig var det som om jeg så det hele for første gang. Eller jeg blev mig det sete bevidst. Her var foråret, og her var jeg.

En måneds tid efter omtalte cykeltur, var der folketingsvalg, og i min familie regnedes det for en stor begivenhed. Far var konservativ, han havde været opstillet til amtsrådet, og vi børn lærte tidligt, at man skulle engagere sig politik, det var en borgerpligt, og jeg husker da også, at vi var med til i hine lune majdage at dele foldere ud og hænge plakater op. Og hele familien fulgte spændt med i de politiske debatter, der blev vist på det nye 17 tommers fjernsyn.  

Jeg var 13 år og forsøgte at skelne mellem ret og uret, og mon det kunne være så svært? Jeg havde jo fået en god kristen opdragelse og var fast besluttet på at holde med dem, der talte de svages og de kuedes sag. Var det måske ikke essensen af Jesu lære, at man skulle værne om de svage og de små? Og hvor fandt jeg så de værdier udtrykt klarest? Hos kommunisterne, såmænd. Men det var nu ikke Jesus, der tog mig ved hånden og ledte mig ad den vej. Men derom senere.  

Jeg snakkede det igennem med Anders. Min kloge bror. Han vidste så meget, for han læste altid, og hans hjerne var et bundløst virvar af paratviden, som han fiskede op i tide og utide og som han let og elegant ræsonnerede ud fra. Far mente, at han hang lovlig meget over bøgerne og forlangte på sin egen stilfærdige måde, at han skulle bestille noget rigtigt. Der var arbejde nok på havnen, hvor livet aldrig stod stille og et par ekstra hænder altid kunne bruges. Og nok var far auktionsmester, men hans børn skulle ikke have privilegier af den grund. Han så gerne, at de tog deres tørn.

Nu, hvor det alt sammen er så længe siden, falder den tanke mig ind, at Anders i en meget ung alder blev tvangsarbejder. Og jeg tænker også, at det selvfølgelig måtte være sådan, for vores far kom fra Hulsig, han stammede fra en egn og en slægt, hvor man kun overlevede, hvis man tog fat med de bare næver. Og Anders tog fat, han roede hyttefade for fiskerne, og han tjærede samme hyttefade, når de senere blev trukket på land.

Men som sagt: han ville hellere læse.

Og nu fortalte jeg ham altså, at alt det der snak om Gud, Konge og Fædreland, det havde jeg skrottet og erstattet det med kampen for lighed mellem alle mennesker. Jeg var kommunist. 

”Du, kommunist!” sagde han. ”Hør nu lige her! kommunismen er bare den gamle fortælling om paradiset i en ny klædning. Og du ved det jo godt, menneskene dur ikke til den slags. De er ikke gode.”

”De er da heller ikke onde,” sagde jeg.

”Nej, ” sagde han, ”de er bare mennesker.”

Men alligevel gik han med til, at vi sneg os op på hans kammer og lyttede til Radio Moskva på hans langbølgesender.   

Vores far blev mere end forbløffet, da ”Fakta om Sovjetunionen” begyndte at dumpe ind ad brevsprækken på adressen Strandvej 18. Jeg måtte gå til bekendelse, men selv om hjertet slog et par ekstra slag, så gjorde jeg det med oprejst pande. Jeg så ham i øjnene – ”løft dit hoved du raske gut!”

Fars reaktion var typisk for ham. Han skældte ikke ud, det kunne han slet ikke finde ud af, og han begyndte ikke at moralisere, men sagde bare helt roligt, som om han havde grebet mig at fylde mig med slik, at jeg nok fik et sundere syn på verden, når jeg blev ældre. Og så lod han det være. Og lod mig være. Men da jeg året efter blev konfirmeret, holdt en af hans gode venner en tale til mig, hvori han roste mig for, at jeg allerede som 13 årig havde engageret mig i politisk arbejde, og han sluttede med at sige, at jeg bestemt ville ende i Folketinget med de talegaver, jeg havde fået. Så havde far altså ligefrem pralet af mig! Det gjorde mig så glad.    

Men hvordan kunne det gå til, at jeg blev radikaliseret i så ung en alder?  Jo se, jeg gik dengang på Freys Mellem-og Realskole i Frederikshavn, og vi havde en moderne historielærer, som syntes, at det var en fin ide at lære os om demokrati ved at ”lege” folketingsvalg med os. Det var en privatskole, og jeg tænker, at det navnlig var børn af velstillede forældre, der gik der. Det var således ingen sag at finde kandidater til Venstre og Det konservative Folkeparti. Der var ligefrem rift om de pladser. Det var straks vanskeligere at opdrive nogen, der villigt stillede op for socialdemokraterne, og slet ingen, der ville kandidere for kommunisterne. Det kunne vores lærer godt forstå, sagde han. Den ungarske opstand var i frisk erindring. Men så kiggede han på mig.

”Marianne?” sagde han.

”Mig?”

”Ja. Du har jo så mange sære ideer.”

”Har jeg?”

Jeg var skrækslagen, men også stolt. Lidt i af fald. Og jeg tænkte, at nu måtte jeg finde ud af, hvad det var for ideer, som lærer Hansen mente, jeg havde og hvorfor de var sære. Jeg husker ikke, hvad det var for skrifter, bibliotekaren fandt til mig, sikkert ikke Das Kapital.  Men jeg tog dem med hjem, og jeg læste dem. Far havde foræret mig et gammelt hakkebræt af en skrivemaskine, som jeg elskede højt, og på den skrev jeg alt det ned, som jeg kunne forstå og en hel del, som jeg ikke begreb det mindste af, men som jeg syntes lød klogt.

Jeg kan ikke huske præcis, hvordan ”valget” spændte af, men jeg ved, at jeg glødede af iver, da ordet blev mit, og en veninde fra klassen, som jeg stadig har kontakt med, har fortalt mig, at det faktisk lykkedes mig at sælge det glade budskab, så at en stor del af kammeraterne stemte på mig. Jeg fik dem kort sagt omvendt. Det kunne jeg altså: omvende folk. Fint! Tænkte jeg. Jeg havde nemlig besluttet, at jeg ville være missionær i Afrika og omvende hedninger. At den gerning næppe harmonerede særlig godt med mit politiske ståsted, faldt mig ikke ind. Eller hvis tanken alligevel strejfede mig, så jeg stort på den og tænkte, at jeg vel både kunne kæmpe for lighed i verden og føre sjælene frelste til Gud. Da jeg 7 år senere rejste i Sovjetunionen, talte jeg med en russer om fænomenet. Hun var overbevist om systemets ufejlbarlighed og samtidig troende ateist. Jeg plæderede for, at begge dele kunne forenes, kristendom og kommunisme, og hun sagde ”Ja, ja, jeg har læst om jeres Pastor Søby. I er ikke rigtig kloge.”      

Sommeren 57. I dag står den for mig i et drømmeskær og jeg tror, at hvis lykken findes, så var den lige der: i Strandby den sommer. Landet hos mig og min bror. Vi fik en ny ven. Han hed Hans. Hans og Anders og jeg dannede den sommer det smukkeste trekløver, man kan tænke sig: en enhed så ubrydelig, som havde vi svoret hinanden evig troskab. Vi sejlede i Moses, vi badede i havet, vi spillede bordtennis på missionshotellet, vi cyklede til biografen i Frederikshavn, og vi gik ture langs havet i de lyse nætter, side om side gik vi, og vi kunne snakke om alt mellem himmel og jord, og tiden var evigheden, og vi var i midt den. Os tre. Anders, Hans og Marianne.

Nu bagefter tænker jeg, at vi begge var forelskede i Hans, som var en flot og venlig dreng og belæst uden at være blæret. Vi holdt af de samme bøger og de samme film og den samme musik. Det var jazzens tid for os, anført af Anders, der læste alt om New Orleans musikken og fortalte for os. Vi blev ikke trætte af at lytte til Louis Armstrong, Ella Fitzgerald og Bessie Smith.

Hans’ far var ingeniør på det store nye havnebyggeri, han var enebarn og boede med sine forældre i en villa i Kongsvang i Århus. Der gik han i skole, og han boede kun i Strandby i ferierne. Men de var jo også uendelige dengang.

Nu skrev jeg “forelsket” lige før, og det mener jeg nok er det rigtige ord, men det kan nemt misforstås, især i dag, hvor unge vist ikke (men jeg ved ikke så meget om det) får lov at svæve i uskyldig glæde. De møder brutaliteten tidligt – på skærmen, i skolegården, på gaden, i spillene, og seksualiseringen af børnenes verden er skræmmende. Ja, men igen, det er set med mine slørede briller – i deres dårlige lys kædes sex og vold alt for ofte sammen i en uskøn enhed.

Den glæde vi følte var, tror jeg, uden erotiske over- eller undertoner, det lå fjernt fra vores fysiske virkelighed, ja, her kan jeg jo igen kun tale om mig selv. Og det er sådan, at jeg synes, at alle billeder ville være forkerte, hvis jeg skulle prøve at beskrive de følelser, der levede i os (=mig) den sommer.

Det er derfor, jeg siger, at det var som at være i en drøm. Vi var utrolig glade for at være i live. Og glade for hinanden. Så enkelt var det vist. Ja, set i bakspejlet forekommer det mig, at livet var så let at leve dengang og næsten uden skygger. At glæden fik lov at lyse.

Senere kom mørket.

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

I det seneste indlæg om 40’erne skrev jeg, at jeg husker tiden som vild og sej. Jeg husker også, at min onkel Svend ikke kaldte mig Marianne, men Marius. Og at jeg følte mig både stolt og lidt krænket over, at blive betragtet som en dreng. Jeg husker Prüsseturene, hvor Prüs, en af min fars venner, satte mig på sin store næve og med armen strakt dansede rundt i gården med det her barn på håndfladen. Et barn, der både var bange og voldsom stolt.

Prüs var en af mine bedste venner gennem hele barndommen. Jeg kom hos ham og Agnes i det store hus, men det var Prüs, jeg snakkede med og legede med. Hans to sønner var voksne. Hans kone husker jeg meget svagt. Og fandt hende kedelig.

Da jeg gik i første klasse – vist nok lige var begyndt skolen – kom Prüs en dag og hentede mig i skolegården. Han må have aftalt det med skolen og mine forældre, det ved jeg ingenting om, men han hentede mig i al fald i sin store lastbil.

“Jeg har jo lovet dig en tur i lastbilen, og nu skal jeg til Ålborg,” sagde han. Og jeg var lykkelig for den tur. Jeg sad ved siden af min ven i lastbilens førerhus, og vi snakkede og snakkede hele vejen, og da vi var på vej hjem, sagde Prüs: “Nu vil jeg vise dig noget meget smukt.” Og vi standsede op et sted, jeg husker ikke mere hvor, og gik ind på en stor plads, hvor der lå halvfærdige gråhvide figurer i jordforme. Figurer, der blev støbt i cement og vist nok mest var bibelske, jeg husker i al fald en korsfæstet Jesus med et stort blødende sidesår. Ret barsk at vise et barn. Pastor Laier, som kunstnere hed, viste os rundt og fortalte om hver enkelt figur. Den lille pige var stor nok til at suge til sig af det gruelige, hun så og som hun fandt overjordisk smukt og meget, meget sært. Hun holdt allerede dengang af det sære. Prüs fortalte, at de “fine” kunstkendere udskammede kunstneren og kaldte ham “gal”, men at jeg skulle vide, at det var stor kunst. Oplevelsen hører til en af mine udsøgte barndomsminder. Tak Prüs.

Jeg husker også, at jeg var med til dit og Agnes’ sølvbryllup og at jeg kom til at græde, fordi jeg tænkte, at nu var du så gammel, at du nok snart døde. Du har vel været sidst i 40’erne. Og du kom selv til at græde, da du holdt tale for Agnes.

I dag sad jeg og bladede i gamle mapper. Og i en af dem lå alle min mors sange. Hun var familiens sangskriver, og til en af min fars fødselsdage skriver hun en sang, hvor hun lader hvert barn synge om sig selv. Melodien: den første gang jeg så dig …

Hun slutter verset, hvor Anders synger til vores far, at han nok skal tale alvor med storken, så der kommer endnu en dreng i familien næste år, for de var jo to mod tre (= mor Hanne og Annelise mod far og Anders. Jeg skulle altså have været en søn. Og verset lyder:

“jeg måtte dem jo skuffe/ idet jeg mangled’ lidt/ men da de så mig hørte jeg/ de begge sagde skidt/ nu er hun kommet/ hun er sød/ vi elsker hende straks/ vi lærer hende at bliv’ en dreng/ og rigtig frisk og rask.

og I kan tro/ at jeg forstod/ så lille som jeg var/ jeg spekulered’ på hvordan/ jeg skulle gøre dem glad/ og lærte snart at klatre op/ i vejens største træ/ og springe rundt på hyttefad’/ og give drenge tæv.

Det med at give drenge tæv er ikke noget, mor digter. Jeg tævede engang en stor dreng. Jeg var vel 9 år og lige begyndt på Freys private skole, gik i fjerde klasse. Vi legede i skolegården, og jeg stod og kiggede på, mens nogle små piger sjippede, eller prøvede på det, for en stor dreng fra Jerup – han hed Søren – drillede dem, og det blev han ved med. Han var så stor. Og jeg stod og blev mere og mere arrig, og pludselig fór jeg på ham med al den styrke, jeg havde i mig og væltede ham, så han faktisk kom lidt til skade. Jeg husker også, at jeg blev kaldt ind på Freys kontor og belært om, at jeg ikke måtte slå de andre børn.

Jeg havde væltet en bølle, men jeg sagde vist ingenting til mit forsvar. Måske har Hr. Frey klaget over mig til mine forældre. Det ville forklare det sidste vers i strofen.

Et lille NB: Pastor Laier boede i Hjallerup og lavede sine figurer der i haven. Der findes nu et museum for hans kunst i hans hjemby. Hans kunstneriske periode var fra 1936-1966. Han har udstillet på charlottenborg i 1970 og på Louisiana i 1971-72. Så han nåede altså at blive anerkendt kunstner. Da vi besøgte ham i 1950, var han mest kendt som “den gale præst”.