KELD 7

En lille opsummering af dagens læsning ( Det danske Landbrugs Historie, reg. af Claus Bjørn):

Kelds tid er en brydningstid på alle måder: åndshistorisk ( kristendommens sejr over asatroen), nationalt ( landet konsolideres som kongedømme) og produktionsmæssigt ( skove ryddes, nyt land dyrkes)

Det er det sidste, jeg kort vil ridse op i det følgende.

Landbruget gennemgår en voldsom udvikling i senmiddelalderen, det er, som om al den energi og styrke, der har været brugt på erobringstogter og kolonisering, nu anvendes på at dyrke jorden og avle så meget som muligt. Og det blev muligt netop nu: togterne rundt om i Europa havde bragt velstand med sig, og en af de vigtigste tilskud til landet var trællene. Det gav den nødvendige arbejdskraft til den skovrydning, som måtte foretages for at få gang i et større agerbrug, og dertil kom den teknologiske udvikling, vigtigst var opfindelsen af hjulploven, der erstattede arden, og som gjorde det muligt at vende jorden og gøde den samtidig og at dræne fugtige områder.

Trællene, ja, de lå nederst i samfundspyramiden. Omtrent samme status havde tyendet. Trællene var ufrie på papiret, der var tyendet frit, men ikke mere end at bonden ejede deres arbejdskraft og havde revselsesret over dem. Det havde han også over kvinder og børn.

Næsten ligeså langt nede på ranglisten var fledføringer. En slags aftægtsfolk, som bonden bespiste, men som havde mistet enhver myndighed.

Af bønder var der mange slags: “landboere” =selvejende bønder og fæstebønder – “brydere” = godsbestyrere ( forvaltere) adelbønder ( herremænd)

Ledingspligtige bønder betalte ledingsafgift og måtte efter tur møde i ledningshæren ( kongens hær) – mere frie var de altså ikke.

Landboforholdene i 1100 – 1200 tallet fortæller om voksende velstand – i al fald hos jordejerne.

Der var tale om stor omstrukturering: skovrydning – stenrydning – opdyrkning

Det var før pestens tid, og selv om vikingetogterne var slut, så var der ledingstogterne med stort udbytte og erobring af nyt land ( Nordalbingen – Venden – Pommeren.)

KELD 6

Et par ord kun. Mest til mig selv. Bloggen vil i de kommende måneder blive min notesblok, og jeg vil forsøge her at samle så meget, som jeg kan, af solid viden om den tid, bogens handling udspiller sig i. Det er en ordentlig mundfuld, det ved jeg godt, og måske tager jeg også munden for fuld. Men jeg vil forsøge.

Som jeg skrev i forrige indlæg, så befinder vi os med Keld i en underlig tid: et historisk vadested – vi er ikke i vikingetiden mere, overalt ser vi kristendommen buldre frem. Eller – buldre – det er ikke det rigtige ord, for det skete uden bulder og brag. Og det skete langsomt, bønderne i Danmark lod sig ikke kristne uden samtidig at holde fast i den gamle asatro – Tors hammer lod sig ikke uden videre skifte ud med Kristi kors. Og de vante forestillinger om verdens indretning blev hængende i de hoveder, som nu gav (en smule) plads til den nye tro.

Hvorfor gjorde de det? Det vil jeg undersøge.

De var jo seje vikinger, eller hvad? Og den nye tro? Helt ærligt, var det ikke lidt vel meget en tro på en taber og ikke en sejrherre? Det var jo en mand, der holdt sig til de fattigste og mindste, de udstødtes ( trællenes ? ) ven – og han blev dømt til en pinefuld død, som han gik i møde med vidt åbne øjne. Havde man hørt mage?

Hvordan kunne vikingernes nærmeste efterkommere tage imod Kristus?

Men det gjorde de.

Og vi er nødt til at undersøge den sag, inden vi går videre.

Keld, vores helt hører til i den øverste del af samfundet. Hans bedstefar var måske (sikkert) viking. Hvordan kunne han så fuldt og helt tage Kristi budskab til sig.

For det ved vi, at han gjorde.

KELD 5 – ELLER KJELD ELLER KETIL

I kilderne til Sankt Kjelds liv skiftes der mellem de tre stavemåder. Forældrene har uden tvivl kaldt ham Ketil, som er det navn, han er døbt. Men mit barnebarn er dødt Alexander, og vi kalder ham rask væk Alex, og i England og Sverige er det endnu mere almindeligt at kalde barnet (personen) en forkortet form af navnet. En svensker, der er døbt Lars vil altid blive kaldt Lasse. Selv er jeg døbt Marianne, men kaldtes som barn og ung Janne. Det ville på svensk være et kaldenavn til en dreng.

Keld er kaldenavn for Ketil, som betyder hjelm.

Det vidste forældrene godt, og måske har de set en lille kriger i drengen. Han skulle i leding ligesom bedstefar, der var viking og drog med kongen på plyndringstogter. Vikingetiden var slut, da lille Ketil så dagens lys, og ganske vist blev han både undfanget og født ind i en urolig tid, men det var en helt ny epoke, der tog sin begyndelse – den barske vikingetid ebbede langsomt ud – det sidste store vikingetogt strandede i Limfjorden og kom aldrig til England, som planen var. Middelalderen stak sit mørke fjæs frem og forlangte nye vaner og nye tanker, og når jeg skriver mørk, så ved jeg godt, at jeg nu skriver ind i en tradition: det er sådan, vi plejer at betragte Middelalderen: mørk og grå og trist – som en kontrast til Vikingetidens farverige og kampglade tid.

Men det var lyset, der brød frem.

Og lyset blev båret af unge mænd, der ville noget andet end vold.

En af de førende var Keld.

Derfor skriver vi om ham.

For han bar lyset.

TJEKHOV OG OS

Her sidder Ole og glæder sig over sommeren og livet i det.

I mange af Tjekhovs skuespil er mismodet temaet, særlig markant i “Kirsebærhaven” – en idyllisk titel, men stykket handler om, at livet er gået i stå. Der sidder de, de ugifte søstre, og rundt om dem går livet sin gang. Og går forbi dem.

Det var jo billeder på et Rusland, som var gået i stå. Hvor adelen var kraftesløs og initiativløs, og ingen syntes at se nogen løsning.

Og hvilken forbindelse har så det med billedet af Ole i sin (kirsebær) have? Ingen egentlig, ikke andet end den simple, at jeg er ret sikker på, at livet ganske vist går sin gang uden for haven, men også at den ikke er gået i stå for os.

Vi spiller ikke de samme roller som vi gjorde engang. Selvfølgelig ikke. Der er så meget liv.

Og sådan var det jo ikke i Tjekhovs Rusland. Kirsebærtræerne blomstrede, men menneskene visnede.

JUNI AFTEN – MIG OG STORM P –

Det er aften og det er sommer, og jeg kommer lige fra haven, hvor alt nu eksploderer i farver og vækster, og selv om aftenlyset dæmper farvespillet, så er det overvældende at gå der. Adam og Eva må have haft den samme fornemmelse af vild glæde, fordi alt omkring dem var skønhed, og lykken automatisk dalede ned midt i det hele og fyldte deres sind. Så kom jo ganske vist Vorherre og blandede sig, men det er en anden historie, og den lader vi ligge.

Jeg vil slet ikke fortælle nogen historie, blot prøve med billederne af min skønne, vilde have og måske lidt med ordene at fastholde eller måske endda videresende den følelse af ublandet fryd, der greb mig, da jeg gik mellem blomsterne.

Storm P skulle have sagt: “Hvis folk er glade, så er det deres egen skyld, for der nok at være ked af.”

Jeg siger: “Hvis folk er kede af det, så er det deres egen skyld, for der er nok at være glad for.”

KELD 4

KELD 4

Okay Okay … jeg ved det godt, alt det der med mig og sport og at jeg altid ligger i spidsen, det er ikke 100 % sandt … men altså, jeg syntes, det lød supergodt og megafedt. Men helt ærligt: jeg skrev det kun, fordi så jeg gerne ville give dig det bedste indtryk af, hvem jeg er. Vores klasselærer siger altid, at vi skal bestræbe os på at blive den bedste udgave af os selv … og altså, når man skal det, og når man også gerne vil det, så kommer man jo nemt til at træde ved siden af sandhedens smalle sti, eller hvad man nu skal kalde den vej, vi helst skal følge, og så ender det undertiden i det rene pral og digt.

Og det er helt ærlig kun i min fantasi og ikke i den virkelige verden, at jeg er nr. 1 til alting.

Faktisk er jeg ikke nr. 1 til så meget.

Men jeg ligger bestemt heller ikke i bunden. Det må du ikke tro om mig. Jeg hører ikke til i den tunge ende. Og jeg lover dig, at hvad jeg fra nu af fortæller om mig selv, det kan jeg stå inde for, det kan du roligt citere mig for uden at rende med sladder eller sprede fake news. For at sige det med min mormors ord, så står hvert ord til troende.

Hvis du alligevel synes, at noget af det, jeg skriver, er lige i overkanten, så skal du tænke på det, jeg sagde med puslespillet – der ER mange brikker i mit liv – og de hænger ikke altid lige godt sammen. Jeg kan kun samle en del af brikkerne og så håbe på, at de viser det væsentlige.

Altså: Jeg hedder Kjeld, jeg bor i Ålum, og jeg er en almindelig dreng.

Så er der bare det at tilføje, at almindelig er et ualmindeligt farveløst ord og derfor ikke passer på nogen dreng. Eller rettere: det passer på alle drenge. Og så er vi lige vidt.

Men det med almindelig og ualmindelig har jeg jo skrevet om en gang, og der er ingen grund til at tærske langhalm på det.

Langhalm! Der var den igen. Aakjær. Bondelivet. Tja, det liv klæber måske til en i mange generationer, og mine forfædre var helt sikkert bønder. Det var alle drenges forfædre, lige fra dengang Adam og Eva gik og knoklede i deres ansigts sved på den sølle jord, Vorherre undte dem, fordi de ikke gad rette sig efter hans bud.

På visse punkter har vi ikke forandret os siden da. Jeg gider f.ek. heller ikke altid rette mig efter de bud, man har stillet op i min verden.

Findes der bud i din verden? Spørger du.

Ja selvfølgelig, men det kommer vi nærmere ind på, når jeg omsider får så meget hold på mig selv, at jeg kan begynde min historie.

Det er jo meningen med alt det her grifleri: at jeg skal fortælle en historie om ”Kjeld fra Ålum”   

KELD 3

Keld 3

Du må undskylde, at jeg ikke har ladet høre fra mig så længe, men det er der en god grund til. Jeg har (endnu) lidt svært ved at få samling på mig selv. Det ville du også have, hvis du var i min situation. Undertiden forekommer det mig ligefrem, at jeg er et puslespil med over 5000 brikker, og det er lige i overkanten, selv for mig. Overkanten. Ja, den har jeg lagt. Det er oppe i skyerne. Og let nok. Det får du indblik i om et øjeblik. Vent lidt!

Desuden vil jeg ikke binde dig noget på ærmet og altså ikke fortælle dig noget, som jeg ikke kan stå inde for i det lange løb. Og løbet bliver langt, det ved jeg allerede nu. Og måske besværligt. For mig. Og det smitter jo så af på dig. Altså besværligt for os.

Jeg har fortalt dig, at mit navn er Kjeld. Og når jeg går og ruger over mit projekt, slår den tanke mig, at det måske er det eneste, jeg kan stå inde for. At jeg hedder Kjeld. Og at jeg er fra Ålum. ”Kjeld fra Ålum” – det er jo titlen på min bog. Eller på bogen om mig.

Så lige det kan jeg ikke løbe fra.

Jeg er ellers en dygtig løber. Jeg var med i Royal Run, og jeg vandt over de fleste af mine medløbere. Jeg spurtede bare forbi dem og vinkede i forbifarten til dem, kendte jeg, og snart lå jeg i teten. Det er der, jeg kan lide at være. Det er der, jeg hører til. I forreste række.

Så, nu fik jeg røbet noget vigtigt om mig selv, og uden ligefrem at ville vigte mig af det, gentager jeg: Jeg vil ligge i spidsen.

En rask dreng. Det er mig.  

ORD FRA HJERTET – “LA PETITE VIE”

Breve fra mit hjerte – ”la petite vie”

Jeg skriver fra hjertet. Ikke fra tarmen. Selv om den er blevet så moderne efter at en vis professor har forsøgt at bilde os ind, at vore handlinger og tanker styres af den og ikke at hjertet.

Tarmen vinder nu aldrig over hjertet her på bloggen. Så er det sagt.

Men hjertet er jo heller ikke den der muskel, der pumper blodet rundt i kroppen.

Sådan et hjerte, som man kan skrive til og skrive fra, er noget helt igennem usynligt og noget, der er adskilt fra kroppen. Det befinder sig i et sjæleligt univers, og det lader sig ikke afbilde. Ganske vist kender vi alle billedet af hjertet og så kan det jo afbildes. Eller? Nej, det er ikke et billede af hjertet – det er blot et symbol. Det lyder lidt vrøvlet, for helt ærligt: symbol og billede på noget som ikke kan albildes. Ærlig talt. Men sådan er det – hjertet er immaterielt, det kan ikke aftegnes.

De store digtere kan med deres smukke ord æstetisere hjertet og alle kroppens øvrige indvolde, så de får en helt anden værdi end den, vi normalt tillægger dem. Sådan gør jo f.eks. Johannes V. Jensen det i Kongens Fald. Og det er så flot. Men i den beskrivelse er kroppen ikke mere krop, den er undergået en metamorfose: er blevet kunst. I kunsten ligger altid en stor ikonografisk kraft. Lad os kaste et blik på J.V.Jensens flotte tekst om kroppens indvolde. Her er et lille uddrag fra kapitel 7:

Det er slagteren (rakkeren), der en kold vinterdag midt i sneen åbner en hestekrop – og hør nu: Citat:

”For hvert Snit af kniven vældede en Farve ud af den dampende Hestekrop, Kødet spillede i dejlige blaa og røde Farver. … .. Og der var mange flere skære Farver, blaa og grønne Indvolde, teglstensrøde og okkergule Dele. Alle Østerlands frodige, raa Farver; gult som Ægyptens Sand, turkisblaat som Himlen over Evfrat og Tigris; alle Orientens og Indiens ublu Farver blomstrede ud midt i Sneen under Rakkerens skidne Kniv.”

Men i det følgende vil jeg ind imellem skrive fra hjertet.

”La petit vie”

Simone de Beauvoir skriver i en af sine bøger, jeg husker ikke mere titlen, om sin mors sidste dage. Jeg læste bogen for mere end 50 år siden, og jeg husker ikke så meget af den, men noget er blevet hængende som en slags ”bonmot”, og lige det vil jeg nu tage frem og vikle lidt tanker omkring.

Således husker jeg, at forfatteren skriver om, hvordan hun konsulterer sin mors læge for at tale med ham om den gamle dames helbred. Og jeg husker, at lægen sagde noget i retning af, at man ikke skulle bekymre sig om helbredet, men bare lade moren i fred og ro leve ”sa petite vie” – underforstået: nu var hun i den fase i sit liv, hvor alt var ret småt og ligegyldigt. Hun var gammel og så var livet reduceret til et ”bitteliv”.

De ord stødte Simone de Beauvoir, og hun irettesatte lægen og gjorde ham opmærksom på, at han ikke kunne vide noget som helst om størrelsen af hendes mors liv. Slet ikke ud fra hendes alder.

Og det havde hun jo ret i.

Nu er jeg selv på alder med forfatterens mor, ældre endda, og det kan jo nok hænde, at mine børn på et tidspunkt synes, at det er en ide at konsultere min læge og høre, hvad han mener om deres gamle mors tilstand. Det tror jeg nu ikke rigtig på – men lad os bare lege med tanken.

Og så vil lægen måske sige nogenlunde det samme som Simone de Beauvoirs læge. Og så håber jeg, at børnene vil irettesætte ham.

Deres mors liv er ikke svundet ind, selv om det set på afstand kan se sådan ud.

”Hvad udad tabtes skal indad vindes” sådan stod der på en mønt, der blev præget i 1872 i anledning af en industri- og kunstudstilling i København. Der stod:

”For hvert et tab igen erstatning findes, hvad udad tabtes skal indad vindes.”

Det var ikke gamle folk, den mønt var møntet på, men Danmark, det kære fædreland, der havde tabt så meget gennem de to sønderjyske krige.

Men vi kan sagtens bruge det på os gamle. Vi mister hele tiden færdigheder og værdigheder, men vi bliver superøvede i at finde nye færdigheder og holde på vore værdigheder.

Tja – la petite vie – det behøver slet ikke at være så lillebitte. Vi kan ikke flyve rundt i verden mere, men vi kan stadig flyve rundt i litteraturen og i kunsten. Vi kan ikke møde nye mennesker særlig tit, men vi kan holde fast i dem, vi kan nå og som står os nær. Det behøver man ikke ungdom for at kunne. Måske er det endda noget, man bliver bedre til jo ældre, man bliver.

Det var et par ord fra hjertet. Ikke fra tarmen. Ikke fra pumpen. Men fra det hjerte, der slår varmt for livet.

JEG ANERKENDER IKKE MERE JERES KLYNK

Vist gør jeg da det. Anerkender jer. Og at I klynker. Jeg tænker på alle I unge forfattere, som lige nu skriver om ”Underdanmark” ud fra egne erfaringer, og som synes, at I må gøre det, fordi I mener, at det ikke er gjort før. I al fald ikke fra dem, der selv har levet deres barndom i ”Underdanmark” – .

Det er så ikke helt rigtigt, for f.eks. Hans Kirk og Martin Andersen Nexø skrev på livet løs om netop den del af samfundet. Og tidligere endnu skrev f.eks. Aakjær og Johan Skjoldborg om det fattige landproletariat, og i al fald de to sidstnævnte havde selv trådt deres tyndslidte træsko i det miljø, de beskrev. De vidste, hvad de skrev om.

Så kom velfærdssamfundet, og i min opvækst fik vi lært, at klasseforskelle var noget, der fandtes i England, og fattigdom var noget, der kun hærgede i de såkaldte underudviklede lande. Og det troede vi så. Vi var lige, alle vi andre. Mente vi. Og jeg voksede op i den tro, at vi var ligestillede, for det var jo en grundlovsfæstet ret, men hvad vi ikke lærte var, at vi ikke var lige stillede.

Det er en af de mest markante litterære trends nu. At vise det. At vi ikke er lige stillede. At nogen vokser op og får det hele forærende, mens andre er børn af familier, hver forældrene drikker, hvor vold er dagligdag, og hver fattigdommen er synlig for enhver.

Det vidste vi ikke så meget om. Vi tænkte, at hvis arbejderbørn var begavede, så kom de frem i skolesystemet, der var gearet til alle (folkets skole),  og de kunne bryde mønsteret uden hjælp af andet end deres egen drift og evne. Nå ja, det var så allerede en begrænsning.

Men nu skriver Thomas Korsgaard og Glenn Bech og Edouard Louis fortællinger om en opvækst, som vi ikke anede, eller måske netop blot anede, eksisterede. Og de klynker godt nok, synes jeg. Jamrer over ikke at være blevet set, elsket og taget hånd om. De er alle tre nærmest mirakuløst undsluppet voldens og fattigdommens spiral.

Når jeg har den kontroversielle overskrift på mit indlæg, så er det ikke, fordi jeg ikke synes, at det er fint, at de brøler fra dybet, de unge forsømte, og det er godt, at vi hører dem, eller rettere, at dem, der (stadig) er den litterære magtelite hører dem og hjælper dem til at publicere og til at promovere og til at proklamere og kort sagt til at komme videre.

Nu snakker vi litteratur. Og der er det vigtigste af alt  TALENTET – kan man ikke skrive, så det fænger, så kan man ikke skrive, og så er det ikke på den bane, man skal løbe sine sejre hjem.

Men de tre kan alle skrive.

De har noget at skrive om, og de kan skrive. Altså held og lykke til dem!

Men jeg synes, det ville klæde dem, hvis de klynkede mindre. Og nu vil jeg så skrive lidt om mig selv.

Min far var ordblind. For ham var skolen tærsk, for han var jo dum. Han blev født på en hedegård syd for Skagen, og han lærte aldrig at læse. Havde en overgang en lille hedelod, som han opdyrkede, så slog han sig ned som købmand i den lille by Hulsig, hvor der boede ganske få mennesker og i forvejen var en brugsforening.

Han giftede sig med brugsuddelerens datter. De flyttede til den lille fiskerby Strandby. Her voksede vi ( en børneflok på fem op) – Mor havde gået 7 år i skole, far sammenlagt 4 år, og han kunne knap nok læse, men klarede sig ved sin robusthed, sit gode humør, sin ukuelige vilje og sin gode forstand.

Det er mit bagland. Og jeg arvede min fars ordblindhed og havde det svært med skolen i de første mange år, men jeg havde også fået hans livsvilje, og jeg lærte, at jeg aldrig skulle klynke, men tro på, at jeg kunne det, jeg af alle kræfter ønskede. Jeg ønskede at gå i skole. Jeg ville så gerne lære læsningens kunst. Det gik godt nok på privatskolen, selv om jeg en overgang var ved at blive hældt ud og sendte til Ørnevejens ”hjælpeklasse” – far gik i brechen for mig og forsøgte ( til alt held) at overbevise rektor om, at hans datter ikke var dum  – jeg VILLE læse, og da jeg takket være en fremsynet pædagog fik flere års ordblindeundervisning, knækkede jeg koden og blev storlæser. Det var det, jeg ville. Læse.

Jeg kunne ikke komme på det kommunale gymnasium i Frederikshavn – for lavt gennemsnit – mine skriftlige karakterer var MEGET lave. Så fik far mig ind på TH Langs Gymnasium i Silkeborg. En dyr betalingsskole.

Det var frygteligt for mig at komme hjemmefra, men det var fantastisk klogt af far at sende mig hjemmefra. Her skete der så meget. En udvikling. Jeg fik efterhånden mere og mere styr på min læsning, og ja, kort sagt: jeg kan sige med Glenn Bech, at jeg fumlede mig frem, for jeg kendte ikke koderne. Men jeg kendte efterhånden bøgerne. Litteraturen blev min verden. Og den er jo åben for enhver, der kan læse. Og det kunne jeg efterhånden.

Mit liv blev læsning.

Men jeg tror aldrig, at jeg klynkede.

Jeg klynker heller ikke i dag, hvor jeg er 82 år og lever i en lille landsby sammen med min mand, som er den samme, jeg har delt seng og bord og børn med nu i snart 60 år. Hvorfor skulle jeg klynke? Jeg er omgivet af gode mennesker og en dejlig stor familie. Jeg er omgivet af kærlighed. Det har jeg været hele mit liv.

Så jeg vil med Møllehave skrotte ak ak ak to sige tak tak tak.

KELD 2

Jeg vil røgte det så godt, jeg kan? Skrev jeg virkelig det? Undskyld mig lige! For hvad er det nu for noget at skrive? Røgte?

Er jeg en dreng eller en gammel bondemand? Man kan jo få sine tvivl.

Lever jeg et virkeligt drengeliv i det Herrens År 2025? og er jeg selv virkelig, eller er jeg bare en stakkels overlever fra forrige eller næstforrige århundrede, som en eller anden fantast har iklædt drengetøj og løbesko?

Man kunne jo tro, at jeg var taget lige ud af en novelle af Jeppe Aakjær. En af dem, der handler om røgterdrenge. Og Aakjær, tænker du og synes måske, at det håbløst at hænge på, men nej, bare rolig. For Aakjær kender jeg. Jeg har en dansklærer, der mener, at det er vigtigt, at vi læser de gamle tekster, som får de fleste i min alder til at lukke af. Men ikke mig, jeg lukker tværtimod op og lader de gamle ord åbne mine øjne for det, der var engang.  

Så blev du så klog. Og jeg blev selv lidt klogere på, hvem jeg er.

Jeg er en dreng, der kan lide at læse. Og så er jeg en dreng, der ikke ligner alle de andre drenge i klassen eller for den sags skyld de helt almindelige drenge i 2025Danmark.

For resten er der ingen, heller ikke drenge, der gider være almindelige i dag. Det er så megaalmindeligt ikke at ville være almindelig.

Jeg tror alligevel, at jeg er ikke-almindelig på en ualmindelig måde.

Men nok om det. Vi må have lidt mere styr på, hvem jeg er.

Jeg har en mor og en far. Far er en papfar, min mor er ikke af pap, men ind imellem knækker hun sammen så let, at man kunne tro, at hun var gjort af et stof, der er endnu skrøbeligere end pap. Far derimod burde kaldes en stålfar, men den slags fædre findes ikke i ordbogen, så vi lader ham leve videre som papfar. Så har jeg en papbror, som forsøger at ligne sin far og altså nærmere hører til under metal end under biomateriale. Sidst men ikke mindst ( jo, hun er mindst) har jeg en lillesøster, og hun er bare sød, og det er en styrke, tror jeg, for hun kan så let som ingenting bøje sin jernbror og sin stålfar.  

Det er min familie, men dem skal jeg ikke gøre så meget ud af, for de spiller ikke nogen særlig vigtig rolle i min fortælling, og nu bliver du nok nysgerrig, for hvordan kan ens nærmeste være fjerne i en fortælling om mig som centrum.

Tja, det kommer vi til. Lige nu lader vi min familie ligge og simre i egen ret. Nej, det var virkelig dumt sagt, men nu har jeg jo skrevet det, og jeg hader at slette. Altså bliver det stående.