Når jeg racer af sted på skovvejene uden at tænke på andet end glæden ved at cykle. Når jeg svømmer i søen uden tanke for andet end glæden ved at svømme, når jeg går i engene uden tanke for andet end naturen omkring mig, når jeg læser en god bog uden andre tanker end dem, der myldrer gennem hovedet ved læsningen, når jeg samler børn og venner og ser min rigdom blomstre for øjnene af mig. Ja, så er jeg med.
Koblet til verden.
Så er jeg koblet på livet.
Men når jeg slås med min håbløse og umulige tilgang til den moderne teknologi: når min PC, især den, men også alle dens til- og fra- koblinger hårdnakket gør modstand mod min nænsomme tilgang, altså når den kort og godt nægter ethvert samarbejde med mig, så føler jeg mig fortabt i verden.
I dens verden. I IT-verdenen. Som jeg er pokkers bundet til.
Denne sommer har den strejket og koblet mig af et utal af gange. Og den er ellers spritny. Min PC altså.
For Hans (vores ældste) har slået sine folder i familiens skød en tid denne sommer, og han har bl.a. revolutioneret min udgang og indgang til min PC og til vores Fjernsyn, som ikke mere lystrer almindelige små kontaktforsøg, men skal kildes igang med op-og ned-pile..
Efter omhyggeligt og eftertrykkeligt at have ajourført sine forældede forældre med hensyn til det nyeste i IT- er han rejst igen, og her sidder jeg.
Og se, om pivtøjet vil lystre mig. Nej.
Jeg er og bliver disconnectet den nye virkelighed.
Så fat det dog!
Til gengæld har jeg nu et armbåndsur, som ikke frivilligt fortæller mig, hvad klokken er, men som siger mig en hel del om min fysiske færden – og hvordan den påvirker hjerte og lunger og ben og blodtryk.
Jeg må se at lære det.
Ja, det er nok den eneste vej.
Læringens.
Men det kan vente.
Lige nu vil jeg glæde mig over, at min mands gamle slidte PC tager venligt imod mig.
Tak gamle jas!
Men også tak til Hans for de nye tilgange, som jeg skal lære at gå på.
Her i færd med at hjælpe Bedstefar med RAV-arbejde.
Når jeg nu omsider har besluttet at skrive mine barndomserindringer og måske endda at vove mig endnu et skridt nærmere nutiden og gribe fat i den unge pige, der viklede sig ud af barnet, så kan jeg ikke bevæge mig helt frit, men må følge det spor, som erindringen har trukket gennem mit liv. Det er dette … eller rettere disse spor, som jeg nu må se på med de øjne, der er blevet gamle og lettere slørede, men som stadig tilhører det samme jeg. For jeg er jo stadig mig. Og hvem er så det?
Hvem er dette ”jeg?”
Substantiverne er empiriske og håndgribelige, og du kan selv gå dem efter i sømmene, og hvis de sprækker, så lyver jeg. Men jeg tror, de er skudsikre.
Jeg er kvinde, vendelbo, 81 år, forfatter, hustru, mor, bedstemor, landsbyboer, veninde, kammerat, nabo,.
Adjektiverne er lettere upålidelige, de tilhører den sfære, der hører følelseslivet til, og den er subjektivt ladet fra først til sidst.
Men lad mig alligevel forsøge: Jeg er følsom (til det nervøse,) livsglad (til det fjollede,) bange (for alt for meget), modig ( når det gælder), forfængelig ( langt ud i det absurde), nærtagende, venlig ( forsøger i al fald altid at være det) sparsommelig (indtil det småborgerlige) troende (udogmatisk kristen)
Nå, skulle det være et menneske? Skulle det være mig? Nej, det er det selvfølgelig ikke. Jeg er så meget mere end disse få ord, men nu var det dem, der først faldt mig ind, og gad vide, om det ikke er et fingerpeg?
Jeg peger altså fingre af mig selv. Ha ha … undskyld min humor – så ensom og forladt. Og så håber jeg, at der i dette ligger kimen til en sober og rigtig begyndelse på det, der skulle være mit liv kort fortalt. Og sådan, som det viser sig for mig, når jeg skruer tiden tilbage til en septemberdag i 1943.
Der er bøger, man skriver, fordi man har lyst og ikke kan styre udenom. Gang på gang finder fingrene vej til tastaturet og gang på gang skriver de det, som hjernen dikterer, fordi det er et stof, der er ved at flyde over og skriger sin hjemløshed ud. Nu skal det have sit sted. Nu skal det stå der sort på hvidt, alt det, der tumler om i skallen som brikker i et puslespil, man har forsømt at samle. Nu må de samles op og sættes på plads. Det bliver fantastisk at se billedet, tænker man.
Sådan kommer mange bøger til verden.
Men så er der andre bøger, som man må skrive, fordi de mangler. Eller i al fald overskygges af en flodbølge af bøger, der handler om præcis det samme, men som løber i en retning, som i al fald i mine øjne er forkert. De er kort sagt på afveje. Og ender i en blidgyde. Den slags bøger er der nok af. Og det er så sørgeligt, synes jeg.
Der er ganske enkelt noget at rette op på. Og nogen burde gøre det. Jeg bør gøre det. Men jeg har ikke rigtig lyst.
Måske skyldes ulysten den tsunami af bøger om emnet, som oversvømmer markedet med deres tårevæddede beretninger om, hvor forfærdeligt livet med demens er. Og hvor ubærligt, det er at være pårørende til en dement.
Så fik jeg nævnt emnet. Det handler om demens. Og så forstår du sikkert hvor jeg vil hen. Og hvis ikke, så er det altså den her vej, jeg vil gå: Jeg vil fortælle om alt det, der ikke står i flodbølgebøgerne om demens og pårørende. Alt det, der (med vilje?) er udeladt.
Og når jeg ikke har lyst, så er der grunde nok: 1) jeg er en kryster, der er bange for at tale de fleste stemmer midt imod. 2) de andre stemmer er jo ikke falske, kun ensidige 3) der er penge involveret: det gælder om at få så meget som muligt af samfundets fælleskasse sat over på området ”demens” – altså væk med det bærbare ved sygdommen og frem med det ubærlige. Det giver kasse.
Når jeg skriver, at der mangler bøger med en positiv indgang til skildringen af demenssygdommene er det ikke helt sandt. Jeg kender i det mindste tre forfattere, som netop tager den side af sagen op og behandler den kompetent og smukt.
Den ældste er Christine Swane, der vist nok for første gang skrev bøger om demens fra en uvant vinkel. Nuanceret og smukt. Og sandt. Ud fra faglig viden og stor erfaring. Bedst kendt og lettest læst er ”Skyggen af en hverdag,” den kan stærkt anbefales.
Så er der den nyere bog ”Drengen, der blev væk” af Ina Kjøgx Pedersen, der skildrer livet som pårørende til en dement med den barske diagnose: body lewis – hun viser de fine sider af demensen, som skræklitteraturen udelader, og sidst vil jeg nævne den helt igennem rørende og grundige skildring af livet med alzheimers sygdom – sådan som Wendy Michell gør det i sin bog: ”En jeg kendte engang.”
Her er et citat fra bogen: there is “a beginning, a middle and an end to the disease – with so much life to be lived in between”. Der er en begyndelse og en midte og en slutning på sygdommen – med så meget liv at leve imens.
Jeg har nu levet i seks år med en ægtefælle med diagnosen alzheimers syge. Og når jeg siger, at det har været seks gode år, så er det ikke, fordi jeg glemmer gråden og følelsen af forladthed, som følger med, men fordi jeg husker latteren og glæden, som er lige så trofaste følgesvende.
Det er derfor, jeg synes, at jeg bør skrive en bog.
Kære Janus. Jeg har aldrig kendt dig, og alligevel synes jeg, at du ikke er så langt borte. At jeg på en måde kan nå dig.
Hvordan kan det være?
Engang for år tilbage skrev jeg en bog om Hulsig, og mest handlede den om din gård og om vores familie, og lige der havde jeg brug for at kende dig, at forstå, hvad det var der rørte sig i dig. Og jeg greb jo til fiktionen og forsøgte ad den vej at nærme mig den mand, der var min farfar.
Der er så meget, der er skjult for eftertiden. Meget skulle med vilje skjules. Og så gravede jeg så dybt jeg kunne. Og noget fandt jeg. Noget ved jeg, som du og dine ikke ville vide dengang.
Janus. Mon dine forældre tænkte over, at dit navn stammer fra guden med de to hoveder. At det peger på en splittelse. Janus, det er ham, der ser ind i fortiden og ud i fremtiden, splittet mellem det, der var og det der skal komme.
Vidste de mon det, da de valgte navnet?
Din far, Lars, var stærk. Han var kendt for sin styrke. En anekdote fortæller, at han kunne løfte en stenbænk, som ingen andre kunne rokke af stedet. Og han stolede på sin styrke. Så meget, at det kostede ham livet.
Så kunne folk bagefter sige, at han var sindssyg, at det var hul i hovedet at tro sig stærk nok til at afværge intet mindre end en naturkatastrofe.
Var han sindssyg?
Janus, du var hans søn. Og du var kun en dreng. Og du stod hos ham og græd inde i dig selv, mens han gravede og gravede. I tre døgn slap han ikke skovlen. Han forsøgte for at fjerne de isskosser, der hindrede vandmasserne i at løbe i havet.
Du stod der Janus og så på ham, mens han blev mindre og mindre, indtil han gav op. Han faldt om det tredje døgn.
Tre dage og tre nætter, hvor du stod hos ham. Du ville være der, selv om din mor forsøgte at få dig væk fra din rasende far.
Det var jo ikke imod dig, han rasede. Det var for dig.
Han satte alle sine kræfter ind for at trodse den natur, der truede med at udslette alt det, han havde kæmpet for hele livet.
Du var kun en dreng.
Han døde jo, for ingen kunne overleve det projekt, han havde givet sig selv: at kæmpe mod selveste SYNDFLODEN.
Og Kirsten. Din mor. Hun stod alene med to drenge. Du var den ældste. Og du var stor og stærk og smuk. Og hun satte al sin lid til dig, og hun blev ikke skuffet. Du levede op til alle hendes drømme og forventninger.
Hun ville, at du skulle blive det fineste og dygtigste menneske på egnen. Og det blev du. Din gård blev egnens største og mest veldrevne.
Du blev storbonde. Du blev valgt ind i alle bestyrelser. Man havde tillid til dig. Lod dig bestyre sparekasse og slagteri og mejeri og skole og kirke. Alle vegne satte du dit aftryk. Og da du døde, var aviserne fulde af lovord.
Janus. Ham med de to hoveder.
Jeg forsøger at forstå. Din far satte livet til, det blev aldrig nævnt som selvmord, men for dig, for den dreng, der stod ved siden af ham og tryglede ham om at lægge skovlen fra sig, var det vel et selvmord, han var vidne til.
Hans far i kamp mod SYNDFLODEN.
Du blev så dygtig, Janus. Det skulle du. Det var et krav, som din far havde stillet, og som din mor fulgte op, og som du forstod som absolut. Du måtte ikke fejle.
Jeg har læst dine dagbøger fra ungdommen. Du var altid bange for at træde ved siden af. Du ville hele din ungdom følge renhedens og retfærdighedens vej og ikke vige fra den. Skrøbelighed, åndens og kødets skrøbelighed frygtede du mere end noget andet, for du vidste jo, at den skrøbelighed lå i dig, og du bad Gud give dig styrke.
Ja, for de skal være der. Skodderne. Værket er aldrig personen, der skriver det.
Digteren er ikke sit værk.
Nu skriver jeg digteren, for jeg ved mest om litteratur, men det gælder sikkert al kunst, at den opstår af den skaberkraft, der bor i kunstneren.
Så står værket der. Og værket kan være godt eller skidt. Men det bliver aldrig bedre af, at kunstneren er et godt menneske, og det bliver aldrig ringere af, at digteren er et ringe menneske.
Det er sådan fat med digtere, som det er med alle vi andre, at de er mennesker slet og ret. Og mennesker er fulde af fejl – det hører ligesom vores art til, og kunstnere er hverken bedre eller værre end alle andre.
Vi er mennesker.
Og nogle er kunstnere. Og det betyder, at de er velsignet med skaberkraft. Og gudskelov og tak for det!
Og derfor: jeg læser uden problemer Céline, selv om jeg ved, at han var antisemit. Jeg læser uden problemer Hamsun, selv om jeg ved, at han var nazist. Jeg læser gerne Houellebecq, selv om jeg ved, at han er asocial og ikke sorterer sit affald. Og jeg læser uden problemer Tove Ditlevsen, selv om jeg ved, at hun undlod at redde sit barn fra sin pædofile ægtefælles overgreb, og jeg vil også fortsat læse og glædes over Alice Munros fabelagtige skrivekunst, selv om hun akkurat som Tove Ditlevsen svigtede sit barn.
De er store kunstnere. Også selv om de optrådte (optræder) i livet med store og små fejl.
De skrev som guder.
Og når vi læser, er vi i ikke i deres liv, vi er i deres værk, det, de så gavmildt gav os, og som stadig gnistrer af talent og geni og besidder en skønhed, som vi nødig ville være foruden.
Céline skrev om smerten og sorgen, så man føler den i sit eget hjerte. Ingen har skildret bonden smukkere end Hamsun. Tove Ditlevsen tager os med ind i et univers, der sitrer af sart og skrøbelig kvindelighed. Houellebecq skaber skrækkelige, men fantastiske billeder af det moderne samfunds forfald og undergang. Hans bøger får os ikke kun til at gyse, men også til at tænke.
Vi er kun væk en uge, og i den korte tid sker det, at farverne folder sig ud og er ligeglade med, om de passer sammen – de slynger sig gennem haven i et lysende flor, og mit hjerte er nær ved at briste af glæde.
Så bliver det aften, og farverne skifter. Det skift kan jeg ikke fange med mit kamera, men en fornemmelse af skønheden slipper vel igennem nåleøjet og lander på min blog.
Denne sommer er så smuk. Regn og sol og sol og regn. Det er frydefuldt. Lige nu sukker haven af glæde, og af væde. Vandet er faldet fra himlen i rigelige mængder, men mine planter er så glade. Så bliver jeg det også.
Ingenting, eller kun få planter blomstrer lige nu – rhododendron flammede for et øjeblik, men kortvarigt. Så venter vi på alle de andre. Men overalt i haven står de grønne planter og bier tålmodigt på en smule mere sol, så vil de kaste deres flammer ud i den sitrende sommerluft.
Bare vent! Det er lige smukt hvert år. Og jeg bestemmer ved den her tid, at jeg vil blive her i min smukke have lige til mine dages ende.
Hvor er verden skøn.
Hvor er vi heldige.
Ikke alle er lige heldige. Det er smerteligt sandt. Men de fleste kan dog åbne øjnene og se alt det grønne, der myldrer op omkring os netop nu – og som bare venter på at blomstre. Det springer snart ud. Spring med, hvis du kan! Og kan du ikke, så gør bare det lille hop af glæde, som du formår. Naturen er der. Den tager imod dig, selv om du ikke er på toppen.
Ind i mellem skriver jeg på de erindringer, som jeg hverken kan slippe eller slippe løs. Som måske bliver på harddisken indtil … tja … hvem ved. Jeg gør ikke.
Men det går mere og mere op for mig, at jeg må huske alene. Der bliver færre og færre livsvidner, som jeg kan henvende mig til og spørge ud om det, der tåger til i min egen sølle hukommelse.
Og så kom der i dag et brev fra et af dem. En, som jeg ikke har set, siden jeg var barn, og som jeg ganske vist husker, for hun kom ofte i vores hjem, og hvor ville jeg gerne vise mine søstre det brev. Men to af dem er her ikke mere. Og Annelise, som er min eneste søster nu, som lever, husker ikke så godt længere.
Kvinden, som skrev brevet, og som er et livsvidne, hedder Bodil, og jeg kan forstå, at hun og søster Hanne var hjertensveninder i barndommen. Bodil boede på Munkegården, som lå i det, der dengang var udkanten af Strandby, og sammen med brevet sendte hun en sang fra Hannes konfirmation. Det er Bodils mor, der har skrevet sangen.
Nu står den her og lyser:
Jeg var dengang 8 år, og jeg husker ikke Hannes konfirmation.
Maj måned er slut om en uge. Det har været sol og varme hele måneden, og i ådalen sang og synger nattergalen hver aften. Også denne aften. Og hvidtjørnen blomstrer og alt er så smukt. Kønnest af alt er aftnerne, og jeg mangler ord til at udtrykke min glæde over naturen, som den folder sig ud lige nu i vores smukke ådal.
På vejen hjem tænkte jeg på, at vi har lykken så tæt på, og at selv om verden er et uroligt og farligt og barskt sted at opholde sig, så lever vi her i en lomme af skønhed og fred. Kan vi være i den? Og være bekendt at bekende os til lykken og glæden, når vi ved, at verden er i krig, og at naturen er i fare, og at alting går mod undergang og ødelæggelse.
Det er bare ikke til at forstå, når man går i engen.
Kære tipoldemor, og jeg har ofte tænkt på dig og smilet til dig, men aldrig før skrevet et brev til dig. Det får du nu. Hver dag i mange år har jeg haft dig for øje, for du står eller rettere: du troner på det store skrummel af et chatol, som Oles tipoldefar (en forfader i al fald) fabrikerede af drivtømmer til sit bryllup engang i midten af 1800-tallet. På det tidspunkt var du allerede en stor pige, der løb rundt i bakkerne ved Mygdal, hvor din far, Jeppe, havde en gård. Du er nemlig fra en gård, ikke fra et ”sted,” og det er vigtigt, for ellers var du aldrig havnet på gården Hulsig. Ja, Hulsig, det hed den, da du blev kone og kom til at regere der. Sikkert mere eller mindre enevældigt, vil jeg tro.
Gården lå i Hulsig og havde altså taget navn af sin by. En gang havde den ligget i Tranestederne, og i din tid kunne man stadig se resterne af gården og af andre gårde, som sandstormene havde lagt øde. Nu ligger de begravede under Tornbakke Rimmes vældige klitter. Før sandstormene tog over, var der på det sted grønne enge og frodige marker. Og klimaet var mildt. Men det var længe før din tid.
Min tipoldefar, Christian, valgte dig, og det var jo indlysende nok, for du var gårdmandsdatter, og han var gårdmandssøn, og så gik han efter en pige, der passede standsmæssigt, så du var et rigtigt valg, men det var alligevel et usædvanligt valg, for du boede ikke i sognet eller i et af nabosognene, men langt borte i Mygdal, og det hændte yderst sjældent, at man drog så langt hjemmefra for at finde en brud.
Men det gjorde Christian, og det blev så dig, Christiane. Og han blev ikke snydt, og det har han sikkert vidst fra begyndelsen.
Hvordan har det været for dig at komme til Hulsig? Det ville jeg gerne spørge dig om. Du var jo vant til grønne bakker og frodige marker, og nu mødte dit blik det samme over alt: sand og sand og atter sand. Og så stormene fra alle sider, for Hulsig lå mellem to åbne have, og snart piskede uvejret fra den ene kant og snart fra den anden. Roligt vejr var en sjælden oplevelse på din nye hjemegn.
Og så tænker jeg på Christian. Ham, du blev gift med, og som var født og opvokset der, hvor storme og forlis fyldte en stor del af det virkelige liv. Han var, som så mange andre på den egn, garvet af vind og vejr, han var formet af stormene, og han var selv blevet ligeså strid som det uvejr, han måtte bekæmpe. Når et skib forliste, så kunne man se ham i redningsbåden i færd med at kæmpe sig ud til vraget og sætte sit liv på spil for at redde andres. Der var ingen ro over Christian. Ud over at røgte sin gård, var det også hans opgave at sørge for, at posten blev bragt ud, og det var ham, der besørgede al transport til og fra Skagen. Her kørte han i fast rutefart langs havet. Veje var der ingen af. Og det var før jernbanen.
Der, hvor du kom fra, Christiane, var alting venligere og mildere. Din opvækst må have været anderledes blid og beskyttet. Ved din fædrene gård var der læ og helt sikkert en kålhave og en abildgård, og det har vel været en glæde for din mor og for dig måske også at dyrke urterne og se tingene gro i den frodige muld.
I Hulsig groede mest af alt marehalmen og det stride enggræs, og det var et hårdt slid at skabe grobund for et enkelt sølle frugttræ og et par bærbuske. Du var som en lilje, der blev plantet om midt i et krat af nælder og tidsler. Og det må have gjort ondt. Du må have brændt dig og stukket dig, og der har ikke været den store medlidenhed med dig. Et forkælet pjok, har folk tænkt. ”Heje er der intj mø me’ ve,” ( hende er der ikke meget ved) har de gæve Hulsigboere måske tænkt i den første tid. Men de kom på andre tanker, da du trådte i karakter, Christiane. For det ved jeg, at du gjorde.
Du måtte tage det alt sammen til dig og klare dig så godt, du kunne. Og det gjorde du. Jeg kan se det i dit ansigt. Billedet, som står på det gamle chatol, viser mod og styrke.
Jeg har ofte kigget på dit ansigt. Fotoet er taget, mens du endnu er ganske ung, det er fra fotografiets barndom, og selv er du heller ikke helt voksen endnu, synes jeg. Der er noget barnligt over det runde ansigt, men også noget trodsigt. Kom ikke her! Mig skal I ikke kue! Jeg kan godt! Jeg klarer mig!
Og du klarede dig, Christiane, så godt, at der gik rygter om det. Jeg har læst om dig hos en af tidens skribenter. Du får så meget ros.
Christiane. Jeg vil gerne lære lidt af dig.
Du er en pige, der kender dit eget værd og også gerne ser, at andre kender det.
På billedet er du iført en kjole, som virkelig har været dyr. Den skinner på det sorthvide foto. Damask , tænker jeg. Måske er det en atlaskes – som den Fernando Møghe bar. Og der er stof nok i den til mange kjoler. Et hav af brede folder vælder ud fra taljen og ender i en cirkel, der rører gulvet. Et omfang som et vældigt telt, hvorunder der mageligt kunne skjule sig en børneflok.
Du fødte to piger. Tre, men den ene døde ung. De andre hed Maren og Marie. Marie er min oldemor, og hun ligner dig, synes jeg, selv om jeg ikke har et ungdomsbillede af hende. På det billede, jeg har af Marie, ser man det samme faste drag om munden og det samme lidt trodsige udtryk i øjnene, dog mildnet hos Marie. Også hun blev gift med en krasbørstig og strid mand, Ole Houkjær, min oldefar, om ham går der mange anekdoter, og flere af dem fortæller om en mand, der ikke fandt sig i nogen form for lal. Det var hårdt arbejde fra morgen til aften. Og selv sled han som en hest. Marie har ikke haft det let. Ligesom dig slap hun dog for at føde og opfostre en børneflok. Det blev til en dreng og en pige: Peter og Lise eller Elise. Lise er min farmor, og fra hende har jeg hørt fortælle om dig, Christiane, så du er ikke gået i glemmebogen. Men derhen havde du nok heller aldrig tænkt dig at gå. Du gik en lang vej, men den førte altid tilbage til det væsentlige i livet. Det vil jeg skrive lidt om senere, så kan du glæde dig over, at det huskes endnu. Det du var med til. Men ikke ene om. For Christian støttede dig. I støttede hinanden.
Christiane. Kære tipoldemor, jeg vil skrive til dig igen, for du er mig så nær og så kær, når jeg sidder her med dit billede foran mig og tænker på dig. Og jeg mærker, at jeg er blod af dit blod.
Ja, for sådan er det jo. Vi bærer fortiden i os. Jeg bærer dig, Christiane, og jeg er SÅ glad for at gøre det. Jeg bærer også Christian i mit blod, og det kan godt føles som en byrde at slæbe rundt med ham. Men så tænker jeg, at der alligevel i ham var meget, som nok er værd at tage med over. Så lad os overtage det. Det bedste. Hans udholdenhed og hans hjælpsomhed. Det, som I to var fælles om. Jeg vil ikke glemme det mørke i din karakter, Christian, de dunkle kræfter i dig, som undertiden blev uudholdelige for dig og som til sidst tog dit liv. Men jeg vil fremhæve de andre sider. De varme og de stærke. At du åbnede dit hjem for fremmede og at det blev et kært tilholdssted for mange.
Om det senere. Og nu, efter at Christiane er blevet kone på gården, har den skiftet navn fra Hulsig til Krøgh – eller Krøg. Og det navn fik du så også Christian: Christian Krøgh. Man fik navn efter sin gård. Det var i al fald det navn, man brugte i omtale, men ikke altid det, der stod i kirkebogen.
Da min oldemor, din datter Marie, gifter sig med min olefar, som kom fra Houkjærgården og aldrig skaffede sig af med navnet Houkjær, fik hun også det navn, selv om hun og Ole aldrig kom til at bo på gården. De var først husmandfolk. Så fik de gården Klarup i rumpen, efter oldefars søster, hvis mand havde druknet sig i brønden. Selvmord var der er et genkommende fænomen i vores familie.
Så blev oldemor Marie Krøg til Marie Houkjær, aldrig til Klarup, selv om det var gårdens navn, men de fik en søn, Peder, og sandelig om ikke også han fik navnet Houkjær, Peder Houkjær, og en datter, Elise, som blev gift med Janus Hesselholt, og de to fik 4 sønner. En af dem hed Lars, og hans søn hed Janus, og her ser vi Marie og hendes datter Elise og hendes søn Lars og hans søn Janus.
Jeg har ikke kendt de fire ovenstående, selv om de jo var nære slægtninge: til venstre min oldemor Marie med min fætter Janus på skødet, til højre min farmor Elise og stående min onkel Lars.
Aner ikke, hvordan de var. Lars kunne være sjov, husker jeg, men ikke hvori det sjove bestod. Farmor sagde aldrig et ord til vi børn, når vi var på besøg. Jeg husker hendes kager. Det var vi sjældent, vi besøgte hende, og jeg husker aldrig, at hun kom i Strandby. Hvorfor? Det ved ingen.
Mor og tanke Kirsten havde en så forskellig kemi, at alt blev sært, når de var sammen. Så det var de næsten aldrig. Jeg kunne godt lide min tante Kirsten, og da farmor døde, kom jeg af og til på ferie i Hulsig. Men ikke mens farmor levede. Hvorfor? Kunne hun ikke lide os? Jeg ved det ikke. Lærte hende som sagt aldrig at kende.
