ARS SENESCENDI – KUNSTEN AT ÆLDES

Udgivet den af
Svar

Ars senescendi – kunsten at blive gammel

Den kunst beherskede min veninde Kirsten. Hun blev gammel, 91 år, og hun var levende til det sidste og var det med varme og vid og humor og empati, og jeg kunne blive ved og nævne en lang række af positive adjektiver og substantiver, som passer på hende. Passede. For hun er her ikke mere.

Da hun døde d. 7. februar var verden hvid. Det havde sneet i flere dage. Vi forsøgte at oplive hende, kunne ligesom ikke acceptere, at hun bare var væk. Vi havde brug for hende i vores liv. Men hun var borte og kom ikke tilbage.

Diagnosen lød: død af alderdom.

Alderdom er en sygdom, som man dør af.

Men man får normalt først diagnosen på en sygdom, når man har været gennem et kortere eller længere udredningsforløb. Min mand gik således til udredning for demens. Derefter fik han diagnosen.

Kan man gå til udredning for alderdom? Kan man møde op hos sin læge og sige: ”Jeg vil gerne udredes for aldring.” Jeg tror, han ville sukke og foreslå noget mere spektakulært end det.

Men tilbage til kunsten. Kunsten at ældes. Ars senescendi. Kan man lære den kunst?

Hvis man kan, er man jo en slags livskunstner.

Man kan blive klog på kunst. Men man kan ikke blive kunstner uden at have talent for det. Det kan ikke læres. Talenterne fødes vi med. Nogle er velsignet med mange talenter, andre har meget få. Ingen har ingen.

Talentfulde livskunstnere hænger ikke på træerne.

Kirsten var en af dem.  

UVEJRSSKYER

Udgivet den af
Svar

Uvejsskyer på min himmel

Jeg står i en sal. På en talerstol. Der er mange mennesker, og jeg er inviteret for at fortælle om min seneste bog. Om salmedigteren Ingemann, tror jeg nok, men mens jeg ser ud over forsamlingen kommer jeg i tvivl.

Er det Ingemann?

Mon?

De mange blikke er rettet direkte mod mig. En skov af pile mod mit ansigt. Og der er ikke tvivl i de øjne. De ved det.

Men jeg er i tvivl.

Jeg slår blikket ned og vil søge svaret i mine papirer, men der er ingen papirer.

Tomhed.

Og den breder sig i mig.

Jeg bliver tom.

Jeg mærker, at jeg er ved at blive syg, og det har jeg absolut ikke brug for nu. Alles øjne er stadig rettede mod mig, det ved jeg, selv om jeg ikke vover at løfte blikket.

Luften vibrerer af stilhed.

Hvor er …? Siger jeg og mærker, at sætningen knækker, inden jeg får sagt det. Mit manus?

Jeg kan godt holde et foredrag uden manus. Det ved jeg. Men det bliver klamt, hvis jeg ikke kan læse op. Jeg er bedst til at læse op. Jeg er også en okay fortæller. Stemmen har aldrig svigtet mig – ordene har aldrig svigtet mig. Det skal nok gå.

Men nu er jeg pludselig på vej til foredraget.

Jeg bor hos en familie, og jeg skal køre med dem, men jeg kan ikke finde et eneste medlem.

Et par af familiens børn sidder udenfor.

I en vejgrøft.

Jeg går hen til dem og de siger, at jeg da bare kan tage en taxa. Det vil de selv gøre. De vil også høre mit foredrag, og jeg kan jo også køre med dem.

Men vi befinder os midt ude på en øde landevej, og vi har ingen mulighed for at praje en bil, og jeg siger, at jeg vil løbe.

Jeg kan godt løbe.

Når kongen kan, så kan jeg også, siger jeg og føler mig vittig, men børnene ler ikke.

De ryster på de små hoveder, og jeg begynder at løbe.

Så er jeg i salen. Så står jeg på stolen. Så ser jeg, at der nede blandt publikum sidder en ( mand eller kvinde) og vifter med nogle håndskrevne ark. Det er min skrift. Det er mit papir med understregninger og det hele, og jeg må gerne låne det, siger hun, og jeg får det rakt og holder det op for øjnene og forvirres, for det er jo et skuespil, og har jeg virkelig skrevet det?

Eller har Ingemann?

Og er det ham, jeg skal fortælle om? og er det, jeg holder i hånden det, som jeg skal læse op? Og hvor skal jeg begynde?

Der er ikke sat mærker. Jeg sætter altid mærker, men her flyder det hele ud i ét og er næsten uforståeligt.

Jeg forsøger alligevel. Så læser jeg.

Så begynder folk at småsnakke i små grupper, og jeg må tysse på dem. De fniser og fortsætte deres lavmælte samtaler, mens de skæver ironisk eller ligefrem ondskabsfuldt op mod mig, og jeg mærker, hvordan mismodet breder sig og langsomt forvandles til sorg.

Så vågner jeg.

Uforløst.

KRIGSDAGBOG

Udgivet den af
Svar

Har i den seneste tid læst højt for Ole af Niels Bøgh Andersens KRIGSDAGBOG. Ikke just morskabslæsning, men fængslende alligevel, også fordi man ved, hvordan den er blevet til. N. B. Andersen var fra krigens begyndelse og til hen imod slutningen soldat dels ved østfronten ( i mere end to år) og dels i Frankrig. Han er født i Aventoft i nærheden af Møgeltønder og skønt dansksindet tvangsudskrevet til krigen. Dagbogen måtte han skrive i smug, da det var forbudt at skrive den slags ved fronten, men han gjorde det altså. Godt for os. Det er punktnedslag i frontsoldatens dagligdag, og det er i al fald for mig helt nyt at se krigen med de briller: tysk soldat, men dansk af sind. Andersen var ved fronten i form af feltdegn og altså sjældent direkte i skudlinjen. Alligevel er han jo hele tiden i livsfare.

Han skriver ikke alt, hvad han ser, de grusomste ting kan han ikke skrive om, fortæller han i forordet til bogen, f.eks. ikke et ord om de jødeudryddelser, han bliver vidne til. Men det, han får noteret og altså redigeret senere og udgivet som bog, er skrækkelige nok.

Jeg vil citere enkelte passager fra bogen, som vil give et indtryk af indholdet. Men læs den selv! Den er ikke lang, for det var farligt at skrive.

(Citater fra Krigsdagbog udgivet på Vindrose i 1981)

Torsdag d. 25.6. 1942:

Natangreb på Nemeritsji … Et pragtfuldt grueligt syn: de mange huse der brændte i høje luer; partisanerne undslap. En tysk håndgranat blev kastet i en bombekælder, sårede flere kvinder og børn, der blev forbundet af vor læge. Kommandanten beordrede byens kvinder til at hente deres mænd hjem fra skoven. ”I har intet af frygte,” sagde han. Det gyseligste syn: en såret moder, et såret barn, begge med chok.

d.3.7. 1942

I dag gudstjeneste i Kujawa og i Oisjanitza, i skoven syd for Ljudinovo; gik gennem byerne, et uforståeligt vederstyggeligt syn. Husene revet helt over ende, gulvbrædderne revet ud, også udhusene viste store huller i gulvene. Alt tydede på, at man her havde fundet noget. Hvad? Alt lå hulter til bulter i det åbne dagslys. Mange steder var husene blevet afbrændt. Her lå under åben himmel linned, tøj, køkkengenstande, symaskiner. En skam og en skændsel uden lige. Ja, man ved ikke, hvem der tager mest skyld på sig.

Fredag d. 26.2. 1943

…

En god kammerat blandt de henslængte i lighallen, som jeg besøgte i går morges, og som jeg forlod med en følelse af afmagt over for døden og afsky over for krigen. Skam over ens egen dårligdom, – vi er alle skyld i krigen.

Fredag . 9.4 1943

Tre dages tur til fronten. Kom hjem i går aftes. Sammen med os i vognen liget af den unge løjtnant Kessler. Af sin bataljon var han den eneste officer, der kom tilbage fra de svære kampe ved Bukan, og nu skulle en fjentlig eksplosionskugle tage hans liv i en rolig stilling … Han lå på båren indsvøbt i et stykke teltpressenning, og mens vognen raslede af sted rystede hans legeme – det kunne lige så godt have været et sovende menneske, men åbnede man for ansigtet, så lyste et voksblegt ansigt os i møde…. Hvor mange mennesker har jeg dog ikke set ligge døde på frygtelig lemlæstet måde, og vanen havde gjort sindet hårdt. Jeg følte på ny krigens elende og forbandelse. Skånet i de værste vinterkampe og så nu!

(Citat slut)

Niels Bøgh Andersen blev tilsyneladende ikke traumatiseret af krigen, selv om man skulle synes, at så lang tid i ilden ville ødelægge et menneske. Men han bliver lærer og er i de seneste år højskoleforstander på Jaruplund Højskole.

Han er født i 1908 og dør i 1991. Har ud over dagbogen skrevet bogen ”Fiskersøn fra Aventoft,” som vi læser i øjeblikket og som giver et indblik i livet som dansksindet syd for grænsen efter afstemningen i 1920.

VALGET

Udgivet den af
Svar

VALG

Da jeg var ung og studerede romansk filologi på Århus Universitet og også året forinden, hvor jeg boede en kort tid i Paris, var Jean Paul Sartre det store ideal for mange af os unge. Vi var alle eksistentialister, og vi gik rundt i gaderne i Paris med ”L’etre et le néan” ( væren og intet)  frit fremme, så alle kunne se, hvor lærde vi var.

Og vist var vi eksistentialister – vi tænkte vel som Sartre, at livet var en lang række af valg, og at vi skabte vore liv og vor eksistens med at vælge. Retningen, som vi skulle gå i livet, den udstak vi selv. Vi var så ”frie” – frie til at vælge vore liv. Eksistensen går forud for essensen, som Sartre udtrykte det.

Selv sprang jeg nu ikke helt med på Sartres ideer, selv om jeg slugte hans bøger med samme appetit som alle andre unge dengang, og da jeg for alvor skulle vælge og begynde på mit speciale, valgte jeg at skrive om Albert Camus.

Sartre og Camus var venner, indtil de blev uvenner. Camus gled ind i en mere kristen tankeverden, som gav Sartre åndenød. I en af Camus sidste bøger ”l’exil et le royaume” møder vi en mand, der tager byrderne på sig og vandrer den smertelige vej for at frelse de andre. La via dolorosa.

Jeg mener som Camus, at vi ikke altid har det frie valg: jeg gider måske ikke løfte den sten, der er for tung for min nabo, men det er min kristne pligt at gøre det.

Og det vigtigste valg af alle træffer vi ikke selv. Valget af forældre. Det er skæbnesvangert – der udstikkes tilværelsens veje, dem, som vi er nødt til at følge, fordi de danner det mønster, vi fødes ind i. Så kan vi måske blive mønsterbrydere. Dem er historien fuld af. En af de ældste i min bekendtskabskreds er salmedigteren Kingo. Han blev født i første halvdel af 1600 tallet – og dengang mere end nogensinde var man bundet af kald og stand. Man fulgte i faderens fodspor, og så skulle Kingo være endt som en fattig væver, men nej, han blev biskop og dermed en af rigets mægtigste mænd.

Det var lidt om valg. Jeg vil trods alt tro på, at jeg langt hen ad vejen kan vælge frit. Eller jeg vil i al fald lade som om: faire semblant.

VALG – ORMESÆK ELLER ASKEPOT

Udgivet den af
Svar

Et valg: Ormesæk eller Askepot

Verden set med Kingos karske blik – eller med eventyrets slørede øjne.

Jeg levede i forrige århundrede i tæt samklang med den gamle salmedigter. Det var jeg nødt til, for jeg havde bestemt mig for at skrive en roman om ham. ROMANEN om ham ganske enkelt. Det syntes jeg selv, jeg lykkedes med – men desværre var der ikke bred enighed om den ting, og jeg fik klø i flere anmeldelser, fordi jeg ikke havde fremstillet Kingo glubsk nok, ikke havde givet læserne et billede af ham som en selvisk kvindefortærende egocentriker. Men derimod som et menneske, der var i stand til at elske af hjertet. Men det var sådan, jeg havde lært ham at kende i salmerne og de smukke kærlighedssange, og jeg tror, at mit kendskab var lige så dybt og inderligt som mine kritikeres. Skulle jeg skrive om ham i dag, ville billedet ikke være ændret.

Men han sagde altså tingene lige ud – uden at pynte på dem. Og når vi døde, så var det, der blev gravet ned, en ormesæk.

Måske er det med det kingoske billede i hovedet, at så mange foretrækker at blive til aske i dag. Det har lidt mere af eventyrets klang over sig. Askepot – åh ja. Og man kan f.eks. sprede asken lige der, hvor man havde sin allerførste alvorlige kærlighedsoplevelse. Så skulle min aske jo altså spredes på Den røde Plads i Moskva. Eller man kan sprede den i den smukkeste natur – dybt inde i skovens stille ro, eller lade den dale ud i det brusende dybe hav.

Siden tre af mine veninder døde en efter en denne vinter, kredser mine tanker om døden. Så ofte og så meget, at jeg ligefrem er blevet bedt om at skifte emne. Og det gør jeg jo gerne, for der er jo så meget liv, jeg kan koncentrere mig om. Alligevel. Og jo mest liv.

I dag har det f.eks. regnet, og mine planter i haven har sunget af glæde hele dagen, og jeg selv har nynnet med på alle tonerne.

Ja, vi glædes om kap. Alt det liv.

Og når jeg ser ud ad mine vinduer, bliver hjertet let af livsglæde, for der er så megen skønhed alle vegne.

Nå, men jeg bor jo heller ikke på Vesterbro.

Jeg vælger askepotten, og hvis Putin giver lov, så skal den spredes på Krasnaya Ploshad.

Et billede fra dengang salmedigterne fyldte min hverdag og alle andre dage

MENS DET SKER

Udgivet den af
Svar

Mens det sker

Det efterår for mere end otte år siden står for mig som en underlig mellemtid – det var som at sidde måned efter måned i et venteværelse. Vi ventede og ventede og ventede. Undersøgelse på undersøgelse.  Vi var på Skejby – jeg husker ikke, hvor mange gange, men det var mange, og hver gang krøb vi hjem, mere eller mindre forslåede, indtil den dag, hvor en usympatisk læge spyttede diagnosen i hovedet på os: Ja, det er jo så Alzheimers. Samtidig stak han os en indmeldelse til Alzheimerforeningen. Det var så ufølsomt, ja, næsten uvenligt. Og siden har jeg ofte tænkt på, at den læge ikke kun var uvenlig, men ligefrem uvidende.  Han fik det til at lyde og ville have os til at tro, at alt håb var ude. Vi kunne lige så godt gå hjem og grave os ned i komposten og blive der, til vi var ligeså rådne som alt det andet affald. Affældige, det var det, vi var. Nej, men jeg gider ikke skrive mere om den idiot.

Nu er der gået så mange år, og det er først i den seneste tid, at jeg undertiden kan blive lidt chokeret over Oles reaktioner på hverdagsting. For vist er han blev gradvis mere syg, det siger sig selv, men for mig er han jo ”stadig Ole.” Og selv om han mister forbindelsen til sin omverden, så har jeg slet ikke på noget tidspunkt mistet forbindelsen til ham. Og hans forbundethed til mig er den samme som altid.

 Sygdommen er imidlertid nået dertil, hvor han er træt og tavs det meste af dagen, og jeg har ikke altid held til at muntre ham op. Det er jo heller ikke morsomt at blive bedt om at hente vinen i baggangen, når man ikke kan finde derud. Han har i det hele taget svært ved at finde rundt i huset nu, og en lukket dør eller et lukket skab eller en lukket skuffe virker skræmmende. Han har ingen ide om, hvad der findes bagved døren eller lågen. Og hvordan finder man rundt, når man ikke tør åbne en lukket dør? det er som om han tror, der er en afgrund bag den. At han kan falde i.

Han vil så gerne hjælpe til, og det gør han f.eks. ved at dække bord, men jeg må vise ham, hvor han finder tallerkener og bestik og glas osv. Og også hvor spisestuen er. Forleden bad jeg ham hente den bog, som jeg læser højt i for ham. Vi var i havestuen – bogen var i fjernsynsstuen. Den opgave var umulig – han kom tilbage efter ret lang tid, men uden bog – den var der ikke, sagde han – men den lå på bordet i stuen, og der var kun den ene bog, men det kunne han ikke se. Det virker undertiden helt absurd, og jeg kan ikke sætte mig ind i, hvordan han føler det. Hvordan er det at være i det mørke, han famler i?

Man taler om ventesorg.  Jeg har ikke villet anerkende fænomenet og har hele tiden syntes, at det var forkert at sørge på forhånd. Jeg tror, jeg var i ventesorg hele den lange periode, hvor vi var til udredning på Skejby Sygehus. Men i årene efter, har jeg ikke sørget. Da vi først havde diagnosen på plads og fået forføjet og fordøjet ubehaget ved at møde ufølsomhedsystemet, så gik det helt godt med at finde en rytme og en hverdag med masser af fine timer sammen.

Nu sørger jeg lidt ind imellem. Det kommer af sig selv, skønt jeg ikke vil det. Synes stadig ikke, at sorgen hører til lige nu og her. Vi er sammen. Vi elsker hinanden. Det er det vigtigste.     

ET MANIFEST

Udgivet den af
Svar

Minimanifest

Et manifest er en programerklæring af politisk eller kulturel art, rettet mod offentligheden, siger ordbogen og Ai. Men det her manifest er ulydigt mod den definition, ja man kunne måske endda sige, at det er et antimanifest, for det er først og fremmest rettet mod mig selv. Og det er ikke en erklæring af hverken politisk eller kunstnerisk art, men derimod en på alle punkter egocentrisk skrivelse.

Men når den er så privat, hvorfor så lægge den på bloggen? OK, nu lægger jeg jo alting på bloggen – hovedet på bloggen så at sige.

Trods manifestets intimsfæreagtige indhold, så retter det sig ud i det offentlige rum på den måde, at det smutter ud i internettets vidt forgrenede verden.

Hvor om alting er så sender jeg de her tanker ud over min egen gode harddisks snævre rammer.

Men nu manifestet – så minimalt det end er, så har det dog flere punkter:

Jeg er snart 83 år – befinder mig i den yderste ende af mit liv. Og jeg vil selv bestemme over mit lille restliv.

Nu nævner jeg hovedpunkterne i manifestet:

1. jeg vil glæde mig til hver ny dag.

2. jeg vil ikke sige ja til mere end det, jeg har lyst til.

3. jeg vil tillade mig at sige nej (nej tak måske) til det, jeg ikke har lyst til.

4. jeg vil lempe lysten (også den sanselige) lidt længere ind i mit blafrende lys.

5. jeg vil indrømme min asociale trang til mit eget (gode) selskab.

6. jeg vil bruge min tid på at dyrke min have. Både i åndelig (Voltaire ) og fysisk forstand.

7. jeg vil bruge mere tid på de mennesker, jeg elsker.

8. jeg vil læse og læse og læse og blive ved med at læse. Mest skønlitteratur.

9. jeg vil ikke bruge tid på dårlig litteratur.

10. jeg vil ikke omgås folk med et sygt menneskesyn.

12. jeg vil fortsat handle etisk forsvarligt hvor jeg kan.

13. jeg vil se min afmagt i øjnene og trodse den. Og langt hen tro, at det nok skal gå.

14. jeg vil værne om min tro på Gud og mennesket.   

HABERMAS – EN KÆMPE ER DØD

Udgivet den af
Svar

”Husk nu, at der findes andre tænkere end Habermas!” de ord kom fra vores lærer i tekstanalyse Søren Kolstrup. Og de var på sin plads, tænker jeg, for vi slugte begærligt tyskerens ord og gjorde dem gerne til vore egne. Her var jo en, som både tænkte humant og fornuftigt. Så forskellig fra Marx, hvis ord genlød i 70’ernes auditorier i de år – og så forskelligt fra den logisk stringente Wittgenstein, vi havde mødt i filosofiundervisningen.

Men Habermas havde det hele med, han var menneskelig på en anden måde end marxisterne, og han var ikke en kold logiker som Wittgenstein. Der var fornuft og følelse i en og samme mand.

Det var i al fald sådan, jeg som ung danskstuderende forstod ham dengang i 70’erne og tog ham til hjertet. Der var ikke plads til religion i hans tænkning. Men nok om tro. Habermas troede faktisk på mennesket, og det kan man måske undre sig over, når man tænker på hans bagage: han voksede op som medlem af Hitlerjugend, og han nåede at kæmpe som ung på Vestfronten.

Men måske var det netop den bagage, hvis tyngde må have været voldsom for drengen og den unge mand, der gjorde, at han måtte gøre sig fri.

Gøre mennesket frit igen.

Når han frygtede ( undgik ) det metafysiske (religiøse) var det måske, fordi han havde set, hvad det kunne føre til af ulykker, og nu mente han nok, at mennesket havde evnen til at lade sig lede af fornuften – den ide var jo gammel, Emanuel Kant opererede også med begrebet FORNUFT – men med en kritisk holdning til fænomenet.

Habermas var også kritisk, når det drejede sig om fornuftens ”overherredømme” – men han troede på, at hvis man argumenterede fornuftigt og hørte og respekterede alle argumenter, så fandt man frem til en løsning, og han troede derfor på, at demokratiet var en mulighed og kunne blive menneskehedens frelse, fordi debatten frem mod konsensus og båret på fornuftens vinger, ville vinde over dumheden og føre til stadig større fremskridt.

I de senere år ( han blev 96 år) blev han skeptisk – ”den borgerlige offentlighed” – det sted i samfundet, hvor den fornuftige debat, båret af kloge argumenter, skulle udmønte sig i kloge beslutninger, forekom ham at være truet af massemediernes forfladigelse af budskaber og og ansvar. Det var de kommercielle hensigter, der sejrede her: det handler ikke mere i pressen og i andre debatfora om at oplyse masserne, men at få dem til at købe alt muligt, inklusive politiske løsninger – kort sagt med underlødig, men effektiv underholdning at fange og forføre folk.

Massemedierne gør mennesket ufrit igen.

Den fare så han.

Den fare er reel.

Jeg vil dog stadig skrive Habermas på tavlen over de personer, der har bidraget mest til min opfattelse af, hvad et demokrati er eller hvad det burde være.

WITTGENSTEIN OG DET LOGISKE PARADOKS – MENS DET SKER

Udgivet den af
Svar

Wittgenstein og det logiske paradoks – mens det sker

I dag dukkede Wittgenstein som et andet spøgelse op i mit hoved. Og jeg var tilbage i auditoriet og sad og lyttede til læreren, som skulle lede os frem til filosofikum, og det handlede om paradokset. At noget både kunne være sandt og falsk på samme tid.

Lige nu har jeg den særeste fornemmelse af at leve i et paradoks. Tiden går – den flyver af sted – og  samtidig står den stille.

Tingene i dag er som de var i går. Og som de vil være i morgen.

Og det er jo sandt: Ingenting forandrer sig fra en dag til en anden. Og alligevel ved jeg med min forstand, at det ikke er sandt. Tingene forandrer sig jo hele tiden. De er ikke i dag, som de var i går. Og i morgen er de anderledes. Men forandringen er jo sket, selv om jeg ikke kan sætte fingeren på den. Og den dag jeg for alvor kan det, vil jeg så mærke det sådan her: ”så nu sker det – nu er det hele anderledes – nu er vendepunktet der? Vil jeg gribes af det – blive svimmel?

Jeg svimler ved tanken. Men den forekommer mig stadigvæk at være tankespin.

Tankespin.

Ja, det er sådan, det er, selv om det ikke er til at forstå, men det skal det jo heller ikke være, for paradokset unddrager sig jo netop forståelsen.

Selvmodsigelsen modsiger sig selv. Det siger sig selv.

Nu begynder tasterne at vrøvle. Jeg stopper.

Det var også bare gode gamle Wittgenstein, der pirrede min hjerne en kort stund.

Lad ham nu hvile i fred.    

NOGLE TANKER

Udgivet den af
Svar

LIDT DOSTOJEVSKIJ

Er det virkelig sandt, at vi slæber en voldelig kulturarv med os, som vi er blinde for?

Jeg tror det, og jeg frygter det.

Forrige sommer genlæste jeg Dostojevskijs ”Brødrene Karamassov” – og nu ledte jeg i dag – og fandt også – det sted, hvor broderen Ivan ( den knivskarpe og intellektuelle af brødrene) holder en hel forelæsning for sin lillebror Aljosja ( den følsomme og kærlige af brødrene).

Hvad taler han om? Ja, han kommer vidt omkring – i kapitlet ”oprør” taler han om, hvor grusomt ”mennesket” er af natur – han siger f.eks: ”i ethvert menneske skjuler sig et dyr: vredens snerrende og tænderkærende dyr, vellystens dyr, som opflammes ved det pinte offers hvin, tøjlesløshedens dyr, der sprænger sin lænke, det edderfyldte, skulende og pirrelige sygdomsdyr, der gror op og næres ved et liv i usædelighed og frådseri …”

I ethvert mennesker??!!

Han taler om den ondskab, der nødvendigvis udfoldes, når mennesket blindt følger en vej mod et nok så ophøjet ideal – et nok så herligt mål.

Han mener, at hvis bare et eneste lille barn pines i denne vej mod målet – det være sig nok så smukt og herligt, så er prisen for stor.

Han spørger broderen: ”antag, at det stod til dig alene at rejse den menneskelige skæbnes bygning med det mål til sidst at gøre hele menneskeheden lykkelig, at give alle mennesker den endelig fred og ro, men at dette ikke kunne opnås uden at et lille menneskevæsen, blot et eneste lille væsen, blev pint til døde … ville du da på denne udtrykkelige betingelse gå ind på at være dens bygmester?”

”Nej, det ville jeg ikke,” sagde Aljosja stille.

Det er jo håbet, at vi måske ikke er så fordærvede, at vi vil tillade pinsler af børn som adgangsbillet til et bedre liv. Men alligevel: vi ser jo barnet blive ofret igen og igen. Børnene i Gaza, børnene i Ukraine, børnene i alle de krige, vi stifter verden rundt. Vi dræber også børn for at nå målet.  

Det kan ikke bortforklares.