HER VIL TIES HER VIL BIES

En af mine to læsere henvendte sig for nogle dage siden til mig og spurgte, om jeg ikke mere kunne huske koden til min blog. Eller om der var noget andet i vejen, siden jeg ikke havde skrevet på bloggen i hen ved et par måneder.

Og der kan jo sagtens være så meget i vejen. Hvornår ligger der ikke lige et eller andet og spærrer? Noget, som man skal tage tilløb for at komme (springe) over?

Det er efterår nu. Mørket kommer snigende og tætnes for hver dag, og jeg gribes hvert år på denne tid af et indvendigt mørke, som flyder sammen med det udvendige og gør det svært at være rigtig glad. En slags mørkets konspiration.

I efteråret – i al fald i november – er Brorson min poet. Vi synger i samme tone.

Det var storsnudet skrevet. Brorson er ubestridt Danmarks største lyriker, og jeg er kun en lille digter og kan slet ikke synge.

Men jeg kan nynne sammen med ham, for jeg forstår hvert ord han siger.

Og vist må vi vente.

Kun ved at vente.

Så kan vi hente.

Og selv om dagene længes og vinteren strenges, så varer det kun nogle få uger, så kan vi begyndte at skimte lyset. Så bliver dagene længere, og hvis vi har svært ved at tro på det, så behøver vi blot at vandre en tur i haven. For sandelig om ikke buske og træer allerede er fulde af knopper.

Jovist, forsommers minde er at finde.

Vi skal bare åbne øjnene og se os omkring.

Og blæse mørket et langt stykke.

MENS DET SKER 29

FORANDRINGER

Hele livet forandrer vi os. Vi er i stadig bevægelse. Den, vi var i går, er ikke den, vi er i dag, og den, vi bliver i morgen er en anden end … osv.

Bevægelse er liv – stilstand er død.

Det er trivielt at skrive det. Ikke nogen dybsindig tanke i de ord.

Bevægelse – et smukt ord – musik er bevægelse – poesi er bevægelse – og jeg bliver bevæget, når jeg møder mennesker, jeg holder af, når jeg går i naturen og ser livet omkring mig: jeg ser med mine to øjne, og ved samtidig, at der ude på marken, der oppe på himlen og der inde i skoven, ja alle vegne, er der tusindvis af andre øjne, der ser mig. Alle de hundredevis af levende væsner, der omgiver os.

Alt er liv og bevægelse. Ingenting står stille.

Som sagt – det er ingen nyhed. Den græske filosof Heraklit sagde det jo allerede for mere end 2000 år siden – ”alt flyder …”, sagde han. Alt er i evig bevægelse …

Nu springer jeg. Et langt spring. Hørte i dag en podcast om børn, der brød med deres forældre. Den passede så fint til mit lugearbejde. Jeg har børn – jeg er forældre – og jeg kunne ikke tænke mig en værre hændelse end et brud med et af mine børn.

Og mens jeg trak lange genstridige græsrødder op af mulden og ekspederede dem videre til kompostbunken, hvor de kan gøre gavn, hørte jeg Anne Libak fortælle om bruddet med sin mor. Hun havde brudt med hende, og vi fik vist nok ingen forklaring på hvorfor, men det lå i luften, at moren havde været ret utålelig og desuden, at bruddet var gensidigt. Men så kom det, som fangede min opmærksomhed: Nu hvor moren var blevet gammel, var hun blevet ramt af demens, og datteren var vendt tilbage til hende og tog sig kærligt af hende. Og det gjorde hun, fordi hun var kommet til at huske, at hun engang havde været en lille pige, der elskede sin mor. Og som blev elsket af sin mor.

Demensen havde forandret moren. Hun var blevet mild og kærlig, og hun blev ved med at kunne kende sin datter, selv om hun glemte alle andre. Det er sådan er vigtig historie, synes jeg, og Anne Libak fortalte den nøgternt og uden sentimentalitet. Som en naturlig ting.

Jeg synes, den slags historier er værd at huske på. Når vi snakker demens, er det som regel rædselsberetninger, vi præsenteres for.

Demens er ikke altid en rædsel. Der er så meget andet. Også meget opløftende. Måske ikke lige det ord, men det faldt mig i pennen. Min egen mor blev gladere, friere og mildere, da hun blev ramt af Alzheimers. Jeg synes, det er værd at huske.

Min mand har aldrig været kærligere mod mig end nu, hvor han er mange år henne i sin sygdom. Alzheimers er en ond sygdom, den er en dræber. Den kan dræbe hukommelsen, og det er slemt, men den kan ikke dræbe kærligheden. Det er min erfaring. Og den er jeg ikke ene om.

Kærlighedens kraft er stærkere end sygdommen.

VILD MED VILJE

Det gælder jo haverne. Der er det sagen lige nu at lade alle vækster gro i frihed og uden at luge ud i ukrudtet( hvad er ukrudt i dag?).

Men det kan man ikke. Lade være at luge altså..

“Il faut cultiver son jardin” siger Voltaire i Candide. Og han mener ikke kun det stykke jord, vi har fået givet, men nok så meget det sind, som vi hver især er velsignet med.

Han mener, at vi bør se ind i sjæl og sind og rydde ugræsset op og fjerne det fra den indre flora.

Hmmm … Det lyder forkert. Sjæl og sind og vækst og flora. Ord, der ikke kan sættes sammen – ord fra helt forskellige verdner.

Vild.

Hvad er det for et ord?

Vildskab.

Igennem hele menneskets historie har vi bekæmpet vildskaben og forsøgt at kultivere naturen. At skabe kultur ud af natur.

Den vilde natur var farlig, tænkte man, og i haverne klippede og skar man løs, så væksterne kom til at ligne skulpturer. Vi formede. Og vi deformerede.

Og nu vil vi frisætte naturen.

Jeg tror, at vi skal være forsigtige med at overlade alt til naturens egne kræfter og vildskab, og jeg er ret sikker på, at den gamle viden: at naturen overladt til sig selv er destruktiv for mennesker, ikke er uden et gran eller mere af sandhed..

Tanker, der lyder kætterske. Det synes jeg også. Men jeg tænker dem alligevel.

Når jeg lader alt gro vildt i min have, tager de stærkeste og langt fra de smukkeste planter over. det ser jeg gang på gang. Altså jeg kan ikke lade vildskaben råde.

Nå, det var lige et par ord, som jeg fik lyst til at dele med en eventuel læser, og jeg vil fortsætte senere.

Her et billede af min have i dette tidlige efterår. Blomsterne vælter frem overalt – en mangfoldighed så skøn. Jeg elsker det gamle ord: mangfoldighed. Allerede i Første Mosebog optræder det – selveste Gud Herren opfordrer os til mangfoldighed.

I dag hedder det diversitet, det lyder knap på poetisk. Og når vi snakker natur, så er det biodiversitet.

Min datter Mette har skrevet et langt indlæg som en kommentar til ovenstående – det kan jeg af tekniske årsager ikke bringe (endnu) Mine evner på det digitale/Ittekniske område er yderst begrænsede.

Men jeg vil citere et digt, som hun også skrevet og som også kan læses som en kommentar til mine ord.

Potentilens kors af gule hjerter/ blomstrer ikke for min glædes skyld/ der er intet ekko af min længsel/ i regnspovens skælvende musik/

Men fordi vi mennesker må digte/ og fordi mit hjerte er et spejl/ rækker jeg min længsel frem mod havet/ plukker jeg min glæde i en blomst

Hvis jeg takker verden for dens skønhed/ hvis jeg trøstes af en tranes kald/ er jeg blot taknemmelig for gaven/ uden illusion om empati

Og det er det, et godt digt kan: sige det hele med få ord

MENS DET SKER 29

Læser for tiden Klaus Høecks digte fra samlingen HJEM. De handler om kærlighed og alt hvad der gør godt og ondt på et menneske i kærlighedens favn.

Men jeg snyder lidt, når jeg citerer nedenstående digt.

Undskyld Klaus – men så ved I det kære læsere, og du ved det, kære Klaus:

Jeg tager dit smukke digt, fordi det lige nu rammer ind i min virkelighed af kærlighed og smerte – men jeg skifter pronominerne ud, så de passer på mig. Låner altså digtet og skriver det en smule om.

Det er jo stadig Høecks ord. Og så bare lidt mine.

Du bærer mig på / din drøm der er mere blå / end dine øjne / du bærer mig på / dit ord der er fjernere / end polaris du / bærer mig på dit håb / mens jeg bærer dig på / kærlighedens kors.

Ja, verselinjelængderne er underlige, men det er ikke det væsentlige, selv om det måske engang var med til at gøre digteren så berømt.

LIVET

Det var en bred overskrift. Og egentlig ville jeg bare skrive, at livet altid ALTID er værd at leve. At den tanke kom til mig i dag. Som så ofte før.

Jeg har tilbragt hele dagen i min have. Den var groet til i ukrudt, sol og regn har veklet hele sommeren, og det var første gang, jeg tog mig tid. Og brugte den til at luge. Det føltes som en fest.

Jeg har luget igennem = jeg har festet igennem.

Jeg har luget så flittigt, at jeg er sikker på, at mine drømme i nat vil bestå af lange, meget lange padderok- og senegræsrødder, som jeg haler og hiver og trækker i. Lange seje træk. Fugtige mod huden – den sorte muld i mine hænder..

Det lyder måske som et mareridt, men tro mig, for mig er det en fryd. At forvandle et vildnis.

Jeg holder af vildskab, men det er mig, der skaber det vilde.

Vild med vilje.

HVEM ER JEG – DISCONNECTED

Det er sådan, jeg føler det.

Afkoblet.

Når jeg racer af sted på skovvejene uden at tænke på andet end glæden ved at cykle. Når jeg svømmer i søen uden tanke for andet end glæden ved at svømme, når jeg går i engene uden tanke for andet end naturen omkring mig, når jeg læser en god bog uden andre tanker end dem, der myldrer gennem hovedet ved læsningen, når jeg samler børn og venner og ser min rigdom blomstre for øjnene af mig. Ja, så er jeg med.

Koblet til verden.

Så er jeg koblet på livet.

Men når jeg slås med min håbløse og umulige tilgang til den moderne teknologi: når min PC, især den, men også alle dens til- og fra- koblinger hårdnakket gør modstand mod min nænsomme tilgang, altså når den kort og godt nægter ethvert samarbejde med mig, så føler jeg mig fortabt i verden.

I dens verden. I IT-verdenen. Som jeg er pokkers bundet til.

Denne sommer har den strejket og koblet mig af et utal af gange. Og den er ellers spritny. Min PC altså.

For Hans (vores ældste) har slået sine folder i familiens skød en tid denne sommer, og han har bl.a. revolutioneret min udgang og indgang til min PC og til vores Fjernsyn, som ikke mere lystrer almindelige små kontaktforsøg, men skal kildes igang med op-og ned-pile..

Efter omhyggeligt og eftertrykkeligt at have ajourført sine forældede forældre med hensyn til det nyeste i IT- er han rejst igen, og her sidder jeg.

Og se, om pivtøjet vil lystre mig. Nej.

Jeg er og bliver disconnectet den nye virkelighed.

Så fat det dog!

Til gengæld har jeg nu et armbåndsur, som ikke frivilligt fortæller mig, hvad klokken er, men som siger mig en hel del om min fysiske færden – og hvordan den påvirker hjerte og lunger og ben og blodtryk.

Jeg må se at lære det.

Ja, det er nok den eneste vej.

Læringens.

Men det kan vente.

Lige nu vil jeg glæde mig over, at min mands gamle slidte PC tager venligt imod mig.

Tak gamle jas!

Men også tak til Hans for de nye tilgange, som jeg skal lære at gå på.

Her i færd med at hjælpe Bedstefar med RAV-arbejde.

HVEM ER JEG?

Hvem er jeg?

Når jeg nu omsider har besluttet at skrive mine barndomserindringer og måske endda at vove mig endnu et skridt nærmere nutiden og gribe fat i den unge pige, der viklede sig ud af barnet, så kan jeg ikke bevæge mig helt frit, men må følge det spor, som erindringen har trukket gennem mit liv. Det er dette … eller rettere disse spor, som jeg nu må se på med de øjne, der er blevet gamle og lettere slørede, men som stadig tilhører det samme jeg. For jeg er jo stadig mig. Og hvem er så det?

Hvem er dette ”jeg?”

Substantiverne er empiriske og håndgribelige, og du kan selv gå dem efter i sømmene, og hvis de sprækker, så lyver jeg. Men jeg tror, de er skudsikre.

Jeg er kvinde, vendelbo, 81 år, forfatter, hustru, mor, bedstemor, landsbyboer, veninde, kammerat, nabo,.

Adjektiverne er lettere upålidelige, de tilhører den sfære, der hører følelseslivet til, og den er subjektivt ladet fra først til sidst.

Men lad mig alligevel forsøge: Jeg er følsom (til det nervøse,) livsglad (til det fjollede,) bange (for alt for meget), modig ( når det gælder), forfængelig ( langt ud i det absurde), nærtagende, venlig ( forsøger i al fald altid at være det) sparsommelig (indtil det småborgerlige) troende (udogmatisk kristen)

Nå, skulle det være et menneske? Skulle det være mig? Nej, det er det selvfølgelig ikke. Jeg er så meget mere end disse få ord, men nu var det dem, der først faldt mig ind, og gad vide, om det ikke er et fingerpeg?

Jeg peger altså fingre af mig selv. Ha ha … undskyld min humor – så ensom og forladt. Og så håber jeg, at der i dette ligger kimen til en sober og rigtig begyndelse på det, der skulle være mit liv kort fortalt. Og sådan, som det viser sig for mig, når jeg skruer tiden tilbage til en septemberdag i 1943.

MENS DET SKER 28

Mens det sker

Der er bøger, man skriver, fordi man har lyst og ikke kan styre udenom. Gang på gang finder fingrene vej til tastaturet og gang på gang skriver de det, som hjernen dikterer, fordi det er et stof, der er ved at flyde over og skriger sin hjemløshed ud. Nu skal det have sit sted. Nu skal det stå der sort på hvidt, alt det, der tumler om i skallen som brikker i et puslespil, man har forsømt at samle. Nu må de samles op og sættes på plads. Det bliver fantastisk at se billedet, tænker man.

Sådan kommer mange bøger til verden.

Men så er der andre bøger, som man må skrive, fordi de mangler. Eller i al fald overskygges af en flodbølge af bøger, der handler om præcis det samme, men som løber i en retning, som i al fald i mine øjne er forkert. De er kort sagt på afveje. Og ender i en blidgyde. Den slags bøger er der nok af. Og det er så sørgeligt, synes jeg.

Der er ganske enkelt noget at rette op på. Og nogen burde gøre det. Jeg bør gøre det. Men jeg har ikke rigtig lyst.

Måske skyldes ulysten den tsunami af bøger om emnet, som oversvømmer markedet med deres tårevæddede beretninger om, hvor forfærdeligt livet med demens er. Og hvor ubærligt, det er at være pårørende til en dement.

Så fik jeg nævnt emnet. Det handler om demens. Og så forstår du sikkert hvor jeg vil hen. Og hvis ikke, så er det altså den her vej, jeg vil gå: Jeg vil fortælle om alt det, der ikke står i flodbølgebøgerne om demens og pårørende. Alt det, der (med vilje?) er udeladt.

Og når jeg ikke har lyst, så er der grunde nok: 1) jeg er en kryster, der er bange for at tale de fleste stemmer midt imod. 2) de andre stemmer er jo ikke falske, kun ensidige 3) der er penge involveret: det gælder om at få så meget som muligt af samfundets fælleskasse sat over på området ”demens” – altså væk med det bærbare ved sygdommen og frem med det ubærlige. Det giver kasse.

Når jeg skriver, at der mangler bøger med en positiv indgang til skildringen af demenssygdommene er det ikke helt sandt. Jeg kender i det mindste tre forfattere, som netop tager den side af sagen op og behandler den kompetent og smukt.

Den ældste er Christine Swane, der vist nok for første gang skrev bøger om demens fra en uvant vinkel. Nuanceret og smukt. Og sandt. Ud fra faglig viden og stor erfaring. Bedst kendt og lettest læst er ”Skyggen af en hverdag,” den kan stærkt anbefales.

Så er der den nyere bog ”Drengen, der blev væk” af Ina Kjøgx Pedersen, der skildrer livet som pårørende til en dement med den barske diagnose: body lewis – hun viser de fine sider af demensen, som skræklitteraturen udelader, og sidst vil jeg nævne den helt igennem rørende og grundige skildring af livet med alzheimers sygdom – sådan som Wendy Michell gør det i sin bog: ”En jeg kendte engang.”

Her er et citat fra bogen: there is “a beginning, a middle and an end to the disease – with so much life to be lived in between”. Der er en begyndelse og en midte og en slutning på sygdommen – med så meget liv at leve imens.

Jeg har nu levet i seks år med en ægtefælle med diagnosen alzheimers syge. Og når jeg siger, at det har været seks gode år, så er det ikke, fordi jeg glemmer gråden og følelsen af forladthed, som følger med, men fordi jeg husker latteren og glæden, som er lige så trofaste følgesvende.

Det er derfor, jeg synes, at jeg bør skrive en bog.

JANUS. FARFAR

Kære Farfar

Kære Janus. Jeg har aldrig kendt dig, og alligevel synes jeg, at du ikke er så langt borte. At jeg på en måde kan nå dig.

Hvordan kan det være?

Engang for år tilbage skrev jeg en bog om Hulsig, og mest handlede den om din gård og om vores familie, og lige der havde jeg brug for at kende dig, at forstå, hvad det var der rørte sig i dig. Og jeg greb jo til fiktionen og forsøgte ad den vej at nærme mig den mand, der var min farfar.

Der er så meget, der er skjult for eftertiden. Meget skulle med vilje skjules. Og så gravede jeg så dybt jeg kunne. Og noget fandt jeg. Noget ved jeg, som du og dine ikke ville vide dengang.    

Janus. Mon dine forældre tænkte over, at dit navn stammer fra guden med de to hoveder. At det peger på en splittelse. Janus, det er ham, der ser ind i fortiden og ud i fremtiden, splittet mellem det, der var og det der skal komme.

Vidste de mon det, da de valgte navnet?   

Din far, Lars, var stærk. Han var kendt for sin styrke. En anekdote fortæller, at han kunne løfte en stenbænk, som ingen andre kunne rokke af stedet. Og han stolede på sin styrke. Så meget, at det kostede ham livet.

Så kunne folk bagefter sige, at han var sindssyg, at det var hul i hovedet at tro sig stærk nok til at afværge intet mindre end en naturkatastrofe.

Var han sindssyg?

Janus, du var hans søn. Og du var kun en dreng. Og du stod hos ham og græd inde i dig selv, mens han gravede og gravede. I tre døgn slap han ikke skovlen. Han forsøgte for at fjerne de isskosser, der hindrede vandmasserne i at løbe i havet.

Du stod der Janus og så på ham, mens han blev mindre og mindre, indtil han gav op. Han faldt om det tredje døgn.   

Tre dage og tre nætter, hvor du stod hos ham. Du ville være der, selv om din mor forsøgte at få dig væk fra din rasende far.

Det var jo ikke imod dig, han rasede. Det var for dig.

Han satte alle sine kræfter ind for at trodse den natur, der truede med at udslette alt det, han havde kæmpet for hele livet.  

Du var kun en dreng.   

Han døde jo, for ingen kunne overleve det projekt, han havde givet sig selv: at kæmpe mod selveste SYNDFLODEN.

Og Kirsten. Din mor. Hun stod alene med to drenge. Du var den ældste. Og du var stor og stærk og smuk. Og hun satte al sin lid til dig, og hun blev ikke skuffet. Du levede op til alle hendes drømme og forventninger.

Hun ville, at du skulle blive det fineste og dygtigste menneske på egnen. Og det blev du. Din gård blev egnens største og mest veldrevne.

Du blev storbonde. Du blev valgt ind i alle bestyrelser. Man havde tillid til dig. Lod dig bestyre sparekasse og slagteri og mejeri og skole og kirke. Alle vegne satte du dit aftryk. Og da du døde, var aviserne fulde af lovord.

Janus. Ham med de to hoveder.

Jeg forsøger at forstå. Din far satte livet til, det blev aldrig nævnt som selvmord, men for dig, for den dreng, der stod ved siden af ham og tryglede ham om at lægge skovlen fra sig, var det vel et selvmord, han var vidne til.

Hans far i kamp mod SYNDFLODEN.

Du blev så dygtig, Janus. Det skulle du. Det var et krav, som din far havde stillet, og som din mor fulgte op, og som du forstod som absolut. Du måtte ikke fejle.

Jeg har læst dine dagbøger fra ungdommen. Du var altid bange for at træde ved siden af. Du ville hele din ungdom følge renhedens og retfærdighedens vej og ikke vige fra den. Skrøbelighed, åndens og kødets skrøbelighed frygtede du mere end noget andet, for du vidste jo, at den skrøbelighed lå i dig, og du bad Gud give dig styrke.

Fri mig fra synd. Sådan bad du.

DIGTEREN OG VÆRKET. DE TÆTTE SKODDER

Ja, for de skal være der. Skodderne. Værket er aldrig personen, der skriver det.

Digteren er ikke sit værk.

Nu skriver jeg digteren, for jeg ved mest om litteratur, men det gælder sikkert al kunst, at den opstår af den skaberkraft, der bor i kunstneren.

Så står værket der. Og værket kan være godt eller skidt. Men det bliver aldrig bedre af, at kunstneren er et godt menneske, og det bliver aldrig ringere af, at digteren er et ringe menneske.

Det er sådan fat med digtere, som det er med alle vi andre, at de er mennesker slet og ret. Og mennesker er fulde af fejl – det hører ligesom vores art til, og kunstnere er hverken bedre eller værre end alle andre.

Vi er mennesker.

Og nogle er kunstnere. Og det betyder, at de er velsignet med skaberkraft. Og gudskelov og tak for det!

Og derfor: jeg læser uden problemer Céline, selv om jeg ved, at han var antisemit. Jeg læser uden problemer Hamsun, selv om jeg ved, at han var nazist. Jeg læser gerne Houellebecq, selv om jeg ved, at han er asocial og ikke sorterer sit affald. Og jeg læser uden problemer Tove Ditlevsen, selv om jeg ved, at hun undlod at redde sit barn fra sin pædofile ægtefælles overgreb, og jeg vil også fortsat læse og glædes over Alice Munros fabelagtige skrivekunst, selv om hun akkurat som Tove Ditlevsen svigtede sit barn.

De er store kunstnere. Også selv om de optrådte (optræder) i livet med store og små fejl.

De skrev som guder.

Og når vi læser, er vi i ikke i deres liv, vi er i deres værk, det, de så gavmildt gav os, og som stadig gnistrer af talent og geni og besidder en skønhed, som vi nødig ville være foruden.

Céline skrev om smerten og sorgen, så man føler den i sit eget hjerte. Ingen har skildret bonden smukkere end Hamsun. Tove Ditlevsen tager os med ind i et univers, der sitrer af sart og skrøbelig kvindelighed. Houellebecq skaber skrækkelige, men fantastiske billeder af det moderne samfunds forfald og undergang. Hans bøger får os ikke kun til at gyse, men også til at tænke.  

De er alle sammen med til at berige vores liv.

Derfor lad os holde skodderne tætte!