Anekdote

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Anekdote fra Troldborg

Geologen professor Georg Forchhammer boede en tid på Troldborg. Han undrede sig om natten over, at natpotten, som han flittigt benyttede, var af så gedigen og smuk en fajance. Sikkert erhvervet ved en stranding, tænkte han.

Senere, da han sad ved det dækkede aftensbord og nød maden – enkel men veltillavet, blev suppen serveret i en akkurat  ligeså smuk terrin – også af det fineste fajance. Professoren spørger forbavset, hvordan de havde haft held til at kapre hele to af slagsen?

Maren svarer vist nok uden helt at tænke sig om:

”Næ næ vi hår da kon dej jen.”

( Vendsyssel aarbog 1989 side 95)

De unge og friheden

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Hvis du har lyst til at læse kronikken, så klik på den, og den forstørres og bliver læselig. Sådan var det på min gamle blog. Her ved jeg ikke, hvordan man forstørre – så må du nøjes med en svag anelse om indholdet. Der i øvrigt ikke er voldsomt originalt.

Min nye foredragsliste er udkommet

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Herunder kan hvem, der har lyst til at bestille et foredrag – og også andre- læse, hvad jeg foredrager om i det kommende år:

Foredrag 1 : En rejse i et ukendt land

Min mor og far danser brudevals – Guldbryllup

Med udgangspunkt i bogen ”Skyggelys” og ud fra erfaringer som pårørende til en ægtefælle, en mor og en bror med demens, vil jeg fortælle om sygdommen. Alt for ofte ses den nemlig kun gennem lægelige briller, og den viden, man får præsenteret her er jo ikke usand, men den er mangelfuld.

Jeg vil berette om mine egne erfaringer og forsøge at tage livet af de værste fordomme.

I gamle dage talte man om, at den syge ”gik i barndom” – og det lyder jo uskyldigt og rart, men vi skal huske, at den syge ikke er et barn, det går ikke i barnets, men i sin egen verden. Og det er der, vi skal mødes. Og vi skal mødes i respekt.

Foredrag 2.: Om et lille stykke Danmark

Syd for Skagen findes et af landets mindste sogne: Skagen Landsogn. I ”gamle” dage bestod det af nogle få familier fordelt på en samling gårde og huse. I flere århundreder var disse familier afskåret fra omverdenen af store sandmiler, sandstorme ødelagde igen og igen deres hjem, veje var der ingen af, og al samfærdsel måtte foregå langs havet. Det var hårde levevilkår, og mange brød op og rejse ud, men de fleste holdt ud og blev på egnen. Jeg vil fortælle om dette lille sogn og dets beboere, og vi vil følge slægterne på de gamle gårde igennem ca. 100 år. Jeg vil berette om deres kamp med naturen og med deres egne stridbare sind – og om det mod og den stædighed, der fik dem til at holde ud trods alt.

Foredrag 3:  Alderdom er visdom

Man kunne sætte spørgsmålstegn efter denne overskrift, og det ville de fleste gøre. For er det virkelig sandt? Bliver vi visere med alderen?

I gamle dage var man ikke i tvivl: alle var (er) f.eks. enige om, at De tre Vise Mænd, der kommer til Jesusbarnet, er ældgamle. Sådan ser vi dem fremstillet gennem tiden: med lange hvide skæg. Disse mænd er jo vise, altså må de også være gamle.

Det er kun i den allernyeste tid, at man ikke mere er så sikker på, at høj alder er lig med stor visdom. Vi har fået et andet syn på alder. Og på visdom. Og så er det endda kun i den vestlige kultur, at ærbødigheden for de gamle har måttet vige pladsen for det modsatte. Eller i bedste fald for overbærenhed.

Jeg vili foretage en rejse gennem historien og se på, hvordan synet på alderdommen har skiftet gennem tiderne og hvordan det forholder sig rundt om på kloden.

Foredrag 4 :  Lucie og Bernhand Ingemann – Et forunderligt ægtepar.

Den unge Ingemann
Lucietegning

To kunstnere, der skilte sig ud, for allerede i deres samtid, anså man dem for aparte. Lucies drøm var aldrig at blive hustru og moder, men at leve som kunstner. Og leve det liv fuldt ud. Så traf hun Ingemann, og også han gik med en lønlig drøm om at blive en stor kunstner. De blev gift, men først var de forlovede i næsten en halv menneskealder, og i den tid levede de hver for sig. Ingemann fik succes. Lucie fik ingenting. Hun var jo en kvinde i en tid, som nok kaldes Guldalderen, men den var ingen guldalder for kvinder, der ikke kendte deres plads i hjemmet og som ikke i al sømmelighed fødte et barn om året. Lucies børn hed billeder.

Jeg vil fortælle om de to mærkelige mennesker, som man kommer til at holde af, når man ser deres kunst og læser deres breve og hvad de ellers har efterladt sig af skrifter.

At skrive om levet liv Kokholm 15

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Ingen er i stand til at skrive en sandfærdig beretning om et levet liv, ikke engang om sit eget, for virkeligheden kan aldrig gribes og holdes fast. Den skjuler sig i det forgangnes tåger, og fortiden er lige så vanskelig at navigere i som fremtiden. Kun lige nu – i dette øjeblik – og lige her – kan jeg måske fange virkeligheden og fæstne den på skærmen. For her er jeg jo virkelig. Ved mit arbejdsbord. Rundt om stakke af bøger. Væggene hvide og uden udsmykning.

Men jeg kan ikke beskrive øjeblikket, for inden jeg får begyndt, er det borte. Og hvorfor skriver (skrev) jeg? Hvilke bøger ligger og flyder på mit bord? Hvorfor? Hvordan har jeg det? er jeg glad? ked af det? alene? Det ene spørgeord afløser det andet, og mens jeg sådan sidder og vil beskrive mit øjeblik (er det overhovedet mit?), går tiden, og det nu, som jeg hagede mig fast i, er allerede gledet over i en anden tid.

Verden er fuld af livsskildringer, og de bedste er veldokumenterede beretninger om mennesker, der har levet og hvis liv fortjener at blive husket.

Hver eneste afdød har levet engang og sat sit aftryk på verden. Og alle fortjener at blive husket.

Vi kan mindes vore egne døde og andres, når vi går på kirkegårdene, læser det, der står på stenen. Et navn. En linje af et digt. Et ord, der betød noget for afdøde.

Vi kan også mindes dem ved at skrive om dem.

Den kvinde, jeg vil skrive om, hvis det vil lykkes for mig, er Elisabeth Kokholm, og selv om hun døde for mere end 60 år siden, så synes jeg, at jeg kender hende lidt. På bloggen vil jeg skrive lidt om det, jeg finder frem til af såkaldt faktuelle hændelser og i bogform vil jeg skrive romanen om hendes liv.

Romanen vil i det store og hele være en slags oversættelse til moderne dansk. Jeg ved f.eks. fra den store brevsamling, jeg har lånt af Lise Troldborg, at Elisabeth i sit eget hjem ikke talte dansk, men vendelbosk.  Hun har været tosproget, og dansk har hun lært sig som ung på højskolen, tror jeg.

I et af brevene skriver en svigerdatter, som ikke kunne udstå Elisabeth, at hun aldrig sagde ikke, men ”intj” – Derfor vil min roman være en slags oversættelse: den vil også i replikkerne være på dansk, ikke vendelbos, for selv om jeg taler dette sidste sprog ret flydende, så tror jeg ikke, at mange af mine læsere gør.

Demens endnu engang

Jeg kan blive syg af at læse den slags vrøvl.

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Her til morgen blev jeg rent ud ked af det og tænkte, at det, jeg nu havde arbejdet hårdt på, slet ingen effekt har haft. Jeg har brugt ca. 20 år af mit liv på gennem foredrag og bøger at pille fordommene om demens fra hinanden.

Det er nok ikke lykkedes mig, når selv en avis som Kristelig Dagblad bruger en hel side på at forsøge at bilde os ind, at vi har overset en bestemt form for demens. Og derpå skildrer de den demensform. som vi altså skulle have overset – og jeg ser jo med gysen og undren, at denne oversete forms symptomer nøjagtigt svarer til det sygdomsbillede, som folk i al almindelighed går rundt med af demens. Det er sådan, folk tror, at demens er og at demente arter sig.. At sygdommen ændrer og nedbryder personligheden, at hjernen langsomt og sikkert visner, og at de pårørende nedbrydes om kap med den syges hjerne.

Jeg skal prøve at være helt klar i spyttet.

Artiklen i Kristelig Dagblad, torsdag d.3 oktober handler om den sygdom, der ødelægger hjernen, følelserne, empatien, stort set forvandler den syge til et uhyre.

Og artiklen lyver ikke. Hvis man får lige den form for demens, så er man virkelig at ynke og famlilien med.

MEN SKRÆKSENARIET GÆLDER KUN FOR DE CA. 2 % AF ALLE DEMENTE, DER ER RAMTE AF EN FRONTALLAPSDEMENS –

Den mest almindelige demensform er imidlertid ikke denne sjældne form for demens. men alzheimers syge som langt de fleste demensramte lider af, og deres HJERNER FORSVINDER IKKE – DE KAN GODT – MÅSKE BEDRE END FØR- FØLE FOR ANDRE – DE LEVER IKKE I MØRKET, MEN FORSTÅR MÅSKE BEDRE LYSET END FØR OG FORSTÅR BEDRE END FØR AT SUGE DET TIL SIG. OG DET ER IKKE HÅRDT AT VÆRE PÅRØRENDE TIL EN ALZHEIMERPATIENT. DET KAN IND IMELLEM VÆRE TRÆTTENDE, FOR HAN GLEMMER JO. OG DET GLEMMER MAN, AT HAN GØR, OG SÅ SKER DET JO F.EKS. DET, AT HAN TRÆFFER AFTALER MED TO KONKURRENDE FIRMAER. FOR HAN HAR GLEMT DET FØRSTE, HAN SNAKKEDE MED.

Det er ikke rart at blive ramt af aLzheimers. Patienten mister langsomt mere og mere af hukommelsen. Og desuden er det uhelbredeligt. Jeg vil kort sagt ikke skildre sygdomme med lyserøde farver. De er mørke. Patienten er somme tider MEGET forvirret og ind imellem ulykkeligt, og han behøver vores hjælp for at navigere i virkeligheden. Men så er det heller ikke værre. Og man kan leve GODT med alzheimers i rigtig mange år. Jeg har en bekendt, der har haft sygdommen i 20 år, og hun bor stadig hjemme og klarer sig.

Nå, måske skal jeg alligevel fortsætte mine foredrag – de kan i al fald kun rive fordomme en lille smule ned. Lad os hjælpe hinanden med det arbejde. Lad os hjælpe hinanden med at hjælpe dem, der har mistet huskommelsen – men lad os ikke et øjeblik tro på, at de er i færd med at forvandle sig til bablende uhyrer, der drikker sig fulde, pisser i potteplanterne og bander og svovler.

En alzheimerpatient er først og fremmest det gode eller dårlige menneske, som han altid har været.

Mange skammer sig over deres demensramte pårørende – det vil jeg arbejde på at ændre. Det er den samme person, nu ikke mere i stand til at diskutere Einsteins relativitetsteorier eller Kiekegaards eksistensfilosofiske hovedteser. Men ellers er han og hun god for en god snak.

Et lille kig ind i Folkehøjskolens barndom

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Den lyksalige gråd og Højskolen.

Jeg cyklede en lang tur forleden med en lydbog i ørerne. Det gør jeg hver dag, og på den måde kan man komme vidt omkring uden at anstrenge andet end benmusklerne. Motion og litteratur.

Og den dag var det Jeppe Aakjærs erindringer, der gled mig ind i ørerne. Jeg er selv den lykkelige ejer af første udgaven af Aakjærs erindringsbøger  – arvet efter min mor, der fik dem som julegave af sin far det år, de udkom. Så jeg har jo læst dem før.

Men nu lyttede jeg – To timers cykeltur med skønne ord i ørerne – herligt. Og hurra for lydbogen. Og navnlig, da oplæseren i andet bind, ”Drengeaar og Knøseaar”,nåede til fortællingen om Åkjærs ophold på Askov Højskole i 80’erne, spidsede jeg ører, for jeg brygger på en fortælling om unge Christen Kokholms ophold på Vallekilde Højskole.

De to begivenheder fandt sted omtrent samtidigt.

To skæbner, der er vidt forskellige, men ens i udgangspunktet. Begge mænd voksede op i små huse på landet i anden halvdel af 1800tallet. En gårdmandssøn og en husmandssøn ganske vist, men begge hjem var nok omtrent lige fattige. Det var i al fald meget småt på Jenle.

Og jeg tænker, at de fleste af de drenge og piger, der mødte op på højskolerne i de år, kom fra nogenlunde samme miljø, for staten betalte nemlig 100 kr. til hver ubemidlet studerende, og det var rigtig mange penge dengang. Det fortæller Aakjær og det forklarer jo, hvordan en dreng som Christen kunne komme på en skole, der både uddannede hånd og ånd.

Og hvad lærerne angår, så havde de haft en opvækst, der sikkert matchede deres elevers. De kom – i al fald for de flestes vedkommende – fra det samme bondeland, og det var ikke fra de store gårde.

En af de ting, der undrede mig, for jeg vidste det ikke i forvejen, eller jeg havde glemt det, var, at foredragsholderne ofte talte så med en sådan inderlighed, at tårerne flød. Både deres egne og elevernes. Ja, de græd virkelig.

I mine ører lyder det som en form for suggestion, noget i retning af det, der sker under pinsebevægelsens seancer, hvor folk bryder ud i gråd og rammes af en ”åndelig” rørelse så voldsom, at det kan minde om hysteriske anfald. Selv opfatter de det jo som Helligånden. Og det er det jo så for dem.

Men på Folkehøjskolen, hvor oplysningen af ”muldens” mørkefolk skulle være den bærende kraft.  

Meget underligt. Jeg kommer til at tænke på pietisterne i 1700tallet – her ved jeg, at tilhørerne græd af rørelse, når f.eks. Hans Adolf Brorson prædikede. Men det var jo en hjertets og rørelsernes tid. Og den lignede da ikke Folkeoplysningens guldalder. Eller gjorde den? – Når man læser ”Den brogede Oplysning” af Thomas Bredsdorff overbevises man i al fald om, at pietismen var en del af oplysningen.  

Jeg skriver som dokumentation et citat fra Jeppe Aakjærs Drengeaar og Knøseaar  ( side 193 i første udgaven)

”Der blev i det hele taget fældet mange Taarer på Askov Talerstol; la Cour var vel nok den, der leverede de fleste, skønt Forfatteren Jakob Knudsen heller ikke var nogen Sinke, om Høns skulde vandes. I et Foredrag om Bismarck græd han saaledes hele tre Gange, skønt Emnet just ikke paa Forhaand syntes at opfordre dertil. Men la Cour kunde ikke holde det simpleste Foredrag om Fysik eller Stjernehimlen eller hvad som helst, uden at Taarerne strømmede ham ned ad Kinderne ved Tanken om Guds Godhed mod Syndere.”

Også Bjørnstjerne Bjørnson kom som gæst på Askov, og også han kneb en tåre, da han talte til de gæve bønderpiger og –drenge.

,,,

Kokholm 14

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Jeg forsøger nu at skrive romanen om Elisabeth og Christen Kokholm. Deres historie, som jeg tænker mig den. Som den kunne være. Som den måske var. Men set gennem min pen og mine evner til indlevelse. Det vil kræve tid, men den har jeg, tror jeg da. Det må tiden vise. Ha ha … det var ikke så sjovt.

Men jeg har faktisk skrevet det første kapitel i det tidlige forår – og det har ligget på min harddisk og sundet sig, og jeg troede, at jeg havde digtet, at den yngste af deres børn, Rigmor, sad ved sin mors dødsleje, da denne døde i 1958. Ja, jeg var sikker på, at det var mit eget roman-påhit. Men nu genlæste jeg nogle af Lise Troldborgs arkivs mange papirer, og jeg fandt et lille avisudklip – en dødsannonce over Elisabeth. Og her stod det sort på hvidt, at det forholdt sig så lykkeligt, at Rigmor Darling få uger før moderens død kom til Danmark ( hun boede i fjernøsten) og således kunne være hos sin mor i de sidste dage. Somme tider tror jeg, at jeg har en mærkelig evne til at “føle”, hvordan ting er gået for sig. Det har jeg sikkert ikke, men denne gang følte jeg altså rigtigt. Jeg vil give mig intuitionen i vold og fortsætte med at “digte” om dette rige kvindeliv. Elisabeths. Hun levede et stærkt og smukt liv.

Jeg håber blot, at det må lykkes.

Men her er et billede af den smukke datter, som i mange, mange år blev i hjemmet og hjalp med at opretholde den høje standard, som var Kokholm Hotels. Senere tog hendes liv en eventyrlig drejning. Hun blev gift med prinsen og rejste til et fjernt kongerige – men hertil bragte hun jo alle de erfaringer, hun havde fra sit hjem, og det gav kongeriget status. Det vender jeg tilbage til.

Rigmor er familiens “efternøler” født i 1914. Hun bliver som sagt hjemme i mange år efter faderens død, og først i 1956 forlader hun hjemmet og rejste ud i “den store vide verden.”. Jeg kender ikke alle detaljer, men af et brev skrevet til hende ved afrejsen fra Danmark fra svogeren Kai, der er kaffegrosserer (tror jeg nok) og bor i København med sin familie ( Rigmors søster Helga og et par børn) fremgår det, at hun har taget en stor beslutning – måske har hun truffet sin senere mand,Leo Darling, i al fald har det skridt, hun nu tager, krævet mod. Og måske rejser hun nu ud til ham. Her er et par pluk fra brevet. Rigmor er jo blevet voksen, men alle synes stadig at behandle hende og omtale hende som et kært lille barn. Her et par udpluk af brevet. dateret 25. august 1956

Kære lille Svigerinde

Du var en tapper lille pige – det var en let og god afrejse – vi følger dig i Tankerne. Kære Rigmor – mormor (=Elisabeth) havde det saa godt – men jeg siger som Helga – hun trænger lige som Dig – til at faa ro – der er alligevel meget spektakel sommeren igennem – og støj paa gangen uafladelig – jo, jeg er lykkelig at alt er gaaet saa godt for Dig – og jeg tror nu ikke, at Du glemte at faa sagt farvel til nogen. Var Du stukket af sted med det samme i Januar – tror jeg nu nok – at du havde fortrudt – men som nu i dag, hvor sæsonen er slut – er det helt rigtigt – du er en sød og fornuftig pige, som vi alle vil savne, nej det er ikke det rigtige ord “savne” – vi vil glæde os med Dig og vil følge Dig paa den lange rejse og naar Du naar maalet, saa ved jeg at Du er kommet i havn – en sikker og dejlig havn. Du er et lykkeligt menneske, kære Rigmor – først og fremmest er Du lykkelig fordi Du altid har noget til overs for andre – det er det vigtigste her i livet – først tænke paa andre – dernæst sig selv – Du har næsten tænkt for meget paa andre – men til gengæld er min tro den: at nu er lykken kommet i rigt maal til Dig. Denne gang ikke mere – hav det godt min kære svigerinde og tag et stort kys og mine kærligste hilsner Din h4engivne Svoger Kai.

NB: Vi tænker meget på Dig – nyd sørejsen….

Brevet viser både lidt om forholdet mellem Kokholm-børnene – men hvad der ikke fremgår af brevet er, at den yngste søn, Rigmors storebror Christian, der er vendt hjem fra New-Zealand, hvilket bl.a. har kostet ham ægteskabet og måske tabet af sine to børn, idet hustruen ønsker at rejse tilbage med børnene – og at beholde dem begge – i r i mange henvendelser til Rigmor har forsøgt at få hende til i skilsmisseretten at love, at hun vil tage sig af sønnen Dan. Det vil hun ikke, for hun skal jo rejse. Hendes livsdrøm er i færd med at gå i opfyldelse, men Christian forsøger med det tunge skyts at få hende til at blive hjemme og opgive at rejse. … Hun har åbenlyst også selv dårlig samvittighed både over for moderen og broderen – og har altså ventet, til sæsonen var ovre, men selv da rejser hun ikke helt uden dårlig samvittighed mod de hjemlige pligter. Det er jo netop det, svogeren forsøger at få hende til at glemme alt om og kun glæde sig over, at hun nu har “et liv, der er hendes.”

Kokholm 13

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Det kommende indlæg kaster os tilbage i tiden. En avisartikel fra Berlingske Tidende dateret9. maj 1965. På det tidspunkt har Elisabeth været død i flere år, og Mads klaret sig alene. Men efter, at søsteren Marie blev enke, flyttede hun til Kandestederne og arbejdede indtil sin død sammen med broren. Her er et uddrag af den lange artikel, som jeg ikke vil kommentere, men læs den og kommenter den eventuelt. Ovenfor et arkivbillede af de to søskende.

Berlingske Tidende 9/5 1965 – Tove Meyer Hægstad

GÅ TIL HAVET OG LYT!

Søskendeparret, hotelejer Mads Kokholm og hofjægermesterinde Marie Andersen, Kokholms Hotel, Kandestederne, fortæller om, hvor godt søskende kan have det som arbejdsfæller, når  de kan tage tråden op fra barndomshjemmets fællesskab – det gælder om at have proportionerne i orden!

Friest er de mennesker, der i hjerte og sind er bundet … og vedkender sig det! Bundet af en troskab mod et andet menneske, mod en slægt, mod en egn, et sted på denne jord, hvor minder har spundet deres net ud. Bundet af en idé, et arbejder, der skal gøres. Bundet og dog frigjort gennem det mål og den mening med vejen, som den fornemmer, der har gjort op med sig selv, hvad hans tilværelses private røde tråd er gjort af.

Den tankegang møder man blandt vendelboer. Ikke så sjældent endda. I den barske tilværelse nær havet får livet andre perspektiver. Man har mødt den store angst. Den har slettet pjattet ud. Grænserne er skarpkantede: Liv eller død. Glæde eller sorg. Den første stranding, man hørte om som barn … den første redningsbåd, hvori en far, bror, kæreste eller ægtefælle var med … eller den strandvagt, man selv gik i de unge år, og hvor en vinter-stormnat minerne drev ind og lå og rullede faretruende i strandkanten. Alle de minder binder. Hårde minder, hårdt arbejde. Men det var levet liv.

ÆBLESKIVE-HOTELLET

Det skabte et bånd så stærkt dette liv . Arbejdets år bandt os sammen. Man så noget gro op. Noget af det bedste, man oplevede: sammenhold mellem mennesker, gav det vækst.

Det er to søskende, der fortæller. Bror og søster, der i moden alder er blevet arbejdsfæller, og forstår at være det. I en fredens og fordragelighedens ånd og i fællesskabet om alt det, der var. For den vej tilbage til barndommens land forstår de to kunsten at kunne gå sammen.

Det er storebror, ældste i en søskendeflok på syv, hotelejer Mads Kokholm, Kandestederne, som sammen med søsteren, tidligere frue på Oxholm, enke efter hofjægermester Sigurd Andersen, fru Marie Andersen, f. Kokholm, nu driver Kokholms Hotel – skabt af deres flittige forældre, Elisabeth og C.N. Kokholm. I en verden af klitter, ved foden af Råbjerg Mile, Danmarks største vandreklit – højeste punkt er 41 m – her bag Skagerakkysten byggede Mads Houkjærs datter Elisabeth, udgået fra en af de gedigne, gamle Hulsig-slægter, sammen med den unge driftige gårdmandssøn fra gården Kokholm ved Harboøre, strandfoged og bådmand i redningsvæsenet, en ny verden op – badehotellets, og gjorde det, hjulpet af deres børneflok i et arbejdets, flidens og nøjsomhedens hjem … og med som et af aktiverne: en god, gammel opskrift på æbleskiver, der snart gav stedet ry som hotellet, hvor man får så dejlige æbleskiver.

VALLEKILDE FOLK

Der var noget særligt ved jordbunden i dette klithjem. Det var ikke sand, det hvilede på, men den gode jord. Til udrustningen hørte blandt andet, at begge de unge ægtefæller Kokholm havde været på Vallekilde. Han først og med så stort udbytte, at han vovede det dengang helt udsædvanlige: at sende sin unge kone en vinter hjemmefra. Det var da beslutningen var taget om, at man ville begynde Kokholms Hotel. Mormor blev sat til at passe børnene. Hun boede lige overfor. Den unge vordende hotelværtinde oplevede da en vinter på Vallekilde. Lærte finere medlavning der, at håndtere væven og hentede indtryk, der kom til at betyde noget for hende selv, hendes hjem og børn og de mennesker, hun kom til at møde gennem mange år.

En gæst ville sende dem en hilsen. Kunne ikke komme på navnet, sendte da et brev med følgende adresse: Til hotellet, hvor både mand og kone har været på Vallekilde. Og det fandt vej til de rette folk.

VERDEN KOM TIL MOR

Vi søskende hænger alle ved stedet her. I sommerferierne, når vi som unge kom hjem, måtte vi tage et nap med. Far sagde blot: – Værsgo! Dette er en anden slags arbejde end det, I er vant til. Deri alene er der hvile!

Forældre, der forstår at gøre deres børn forpligtende uden at det føles byrdefuldt, giver dem et fast og sikkert ståsted i tilværelsen. Det, vi inderst alle har brug for og gerne vil have og som vi kun gør os selv en meget dårlig tjeneste ved at svigte for noget andet og større, siger hofjægermesterinden.

Det var enkle ord, vore forældre brugte, beskeden tale, der kunne ramme ved sin sandhed. Engang spurgte en læge venligt konverserende min mor: ”Har De været meget ude og se dem om i den store verden, fru Kokholm?” ”Næh,” svarede mor, – ”men jeg har ladet den store verden komme her ind ad døren til mig.”

HVER DAG TIL STRANDEN

Livet har stillet sine store, uafviselige krav til mor. Faren og uroen var en del af tilværelsen her vinterdage, når redningsbåden måtte ud med vores far som bådsmand, eller når stranden efter en brandstorm måtte afpatruljeres af far i hans egenskab af strandfoged. Og hvad har det ikke krævet af omstilling fra alene landbrug- og fiskeritilværelsen til hotelvirksomhed med ugers hektisk travlhed sommeren igennem. Midt i alt dette – hvad var da mors facit – man skal blot lære sig selv at være tålmodig.

De to søskende gør klar til gåtur. Hunden Scottie er ellevild overstrømmende, da søstøvlerne trækkes på. Den ved besked!

Til stranden skal man hver dag, siger Mads Kokholm. Far var jo strandfoged. Som ældste søn arvede jeg det hverv. Man er forpligtet til daglige afpatruljeringer ved stranden inspektionsrunden. Det ligger dybt i os begge. Vi må ud til havet. Stå stille derude og høre dets brusen, stå og se ud, langt ud. Jo, havet skal man se ud over hver dag!

”Det lærte vi af vores far,” siger fru Marie Andersen, ”at man skulle gå til havet og blive viis! Havet fortæller mennesker så meget, hvis de kan lytte. På Oxholm var der træernes susen at lytte til. Her er det havets brusen. Jo, far sagde, havde man nogen falsk storhed, der skurrede en i sjælen, kunne man blot gå en tur ned til havet … der blev man tilpas lille. Fik tingene sat på plads.

De mennesker, der gennem de mange år er kommet her, har forstået denne naturens stærke og dog milde verden, der snart beherskes af larmen fra et brølende oprørt hav, snart af en stor, tavs ro, brudt kun af klitfårenes brægen. De har søgt, hvad vi har fået lov at leve midt i altid, og hvad der blev det største bånd for os til egn, hjem og sted.: ægtheden bag alle ting.

TANKENS ROLIGE FORLØB

Det må alligevel have været en stor omvæltning efter et liv på Oxholm at vende tilbage til vinteren og våren bag klitterne?

”Arbejdet har altid knyttet os sammen her. Her var noget at tage fat på. Jeg holder af egnen, menneskene – og den daglige tur til havet. Og for mig er den øde ensomheds årstid en rigdom. Tankerne bliver ikke hugget over og snuppet af som i byen med med dens stoppesteder og færdelsovergange. Alt skal passes. Men tanker får ikke det lange rolige forløb der.

IKKE LAVE HINANDEN OM

Hvordan er det for en søster, der længe har været ude i verden, at vende tilbage til en storebror, der længe har haft tøjlerne i egen hånd? – ”Vi kommer så godt ud af det. Man skal blot ikke ville lave hinanden om, men lade møsteret få lov at stå. Det gælder vel i alle forhold mellem mennesker. Og så skal man ganske enkelt holde af hinanden. Ja, tyve år var jeg på Oxholm og forinden havde jeg længe skabt min egen tilværelse.. Og alligevel … vi har da mange minder at vende tilbage til. Gode, fælles minder fra barne- og første ungdomsår

KUNSTENS STORE

På nr.2 og nr. 3 boede i mange år Poul Reumert og Thorkild Rose, fortæller Mads Kokholm Ikke som nogen nyhed. For det er vel en kendt sag for de fleste. Mere for at minde om noget af det, der aldrig glemmes, og som det for søskende er noget af en bindestreg at have mellem sig, erindringer om disse aftener, hvor glæden fyldte huset.

”Skal vi ikke snart have kærnemælkssuppe eller fløjlsgrød,” lød Thorkild Roses beskedne madforslag, fortæller søskendeparret.

”Aldrig var de nærige med at yde kunst. Beredvillige stillede de sig til rådighed, når der skulle skaffes penge til en god sag.

Operasanger Valdemar Lincke og balletmester Hans Bech var blandt de første, der købte jord her af ar og byggede sommerhus, en træhytte i norsk stil.  Det var i 1913. Omkring 1920 byggede Poul Reumert sit hus på den høje klit der kaldes Vagtbakken.

Hvem der også havde haft tilknytning til familien her er maleren Johs. Wilhjelm. Det var ham, der indprentede os: være altid venlig mod andre, også mod de mennesker, der ikke er det imod jer!

Sådan har vi været begunstiget gennem mødet med betydelige mennesker.  Hvad betød det ikke af afstivning for en lille ung pige, der skulle prøve at bane sig en vej, siger hofjægermesterinde Andersen, at livskloge mennesker som Poul Reumert og Thorkild Roose  ikke tabte en af syne, men på de modløse dage gav en denne sunde følelse af forpligtethed blot ved den trofasthed, hvormed de fulgte ens små bekymringer, lyttede tålmodigt og opmuntrede med ord som disse: Du skal gå videre hen ad vejen. Med den jyske sejhed fra Kandestederne vil det komme til at gå alt sammen.

KONFIRMANDINDE I SORT

Mads Kokholm standser op ved redningshuset og er på baromeeret. Han fortæller, at det er skænket til redningsstationen af Emilie Robin, hvos famlie blev reddet ved en stranding på Vestkysten.

Som redningmandsdatter fik man gennem samme Emilie Robins legatmidler ved konfirmation foræret et sølvkors samt konfirmationsudstyr. Dog med den udtrykkelige betingelse, at konfirmationskjolen skulle være sort, fortæller Marie Andersen.  Jeg var den sidste fra Kandestederne, der blev konfirmeret fra Raabjerg Kirke i sort … den eneste sorte blandt lutter hvide konfirmander.

DE HÅRDE STRANDINGER

Havet er fredeligt nu.. Men sandet bølger i hvasse mønstre.

(Her følger en lang beskrivelse af strandinger og forlis) (dernæst et afsnit om Kokholm-æbleskiverne og der snakkes lidt om fredningplander.)

Artiklen slutter således:

SØSKENDEFÆLLESSKABET

Fårene med deres små lam bræger under de grønmalede vinduer. Det allermest kælne lam, plejebarnet siden i vinter, Søren, ser indenfor i køkkenet til sin madmor, men retfærdigst muligt sørger hofjægermesterinden for, at også hele hoben får dagnes lækkerbisken, rugbrødsskorper, delt ud fra vinduet.

Mads Kokholm er ligeså glad som søsteren for de tykvamsede klitfår, der er hyggelige og vennesæle. Imødekommende over for enhver venlig tilnærmelse.

Ja, bror og søster forstår samspillets kunst. De har et godt fællesskab i fælles kærlighed til netop denne natur, netop denne plet på jorden.

Min bror fører regnskaberne. Jeg tager imod gæsterne og gør det så godt, jeg formår … hvd en god værtinde er? Det er vel den, der kan lide at skulle drage omsorg for andre … og som har lyst til at være tilhører!

Far sagde: man skal lytte til mennesker, når de taler til en, siger Mads Kokholm. Det lyder af lidt, men det er megetDerudaf er vokset en interesse hos os alle for andre. Og så skal man huske midt i travlheden at være rolig og ligevægtig. Dermed gør man tilværelsen bedre for sig selv – og for sin nabo.

.

Kokholm 12

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Det følgende bliver en kredsen om Kokholms Hotels skæbne efter Mads Kokholms død. Han er den eneste af Christen og Elisabeths børn, som jeg har kendt personligt, og jeg har altid opfattet ham som lun og hyggelig, men har nu ved at få kendskab til Lise Troldborgs arkiv forstået, at han set med sine søskendes øjne (familiens øjne) var lidt af en skurk. I al fald fremgår det af hans testamente, at det hotel, som han drev videre efter morens død, ikke skulle tilfalde familien (hans søskende) men overgå til en fond – derom måske senere. Hvad der videre skete med hotellet vil fremgå af de avisudpluk, som kommer herunder.

Selv oplevede vi, der færdedes jævnligt i området, Kandestederne som et lidt uhyggeligt sted: alle tre hoteller i forfald igennem 1980’erne – Det var som en forladt by i Det vilde Vesten. Engang var der liv. Nu var der ingenting.

Med bogen: “I begyndelsen var lyset” begyndte forandringerne – det gik vel op for folk ved den flotte bogs udgivelse, at her var en perle af national værdi, som man var i færd med at kaste bort.

Måske er det mig, der er nostalgisk – men jeg er i al fald glad for, at Kandestederne ikke blev omdannet til en overbefolket ferieghetto.

Aalborg Stiftstidende 5/8 1984

Byskriveren:

Lidt om at være barn i sommerferierne i Kandestederne. Og om at besøge det jævnligt og frydes over det trods forfaldet:

”Det var der, vi ungen engang drak te på prins Ingolfs regning. Han kom vist, fordi han kedede sig derhjemme.”

Nordjyske Søndag 12/3 1989 – Carl Å. Østergaard:

FORTIDENS FORFALD:

Lidt om indholdet i artiklen: De to hoteller købt af ”Strandgade 12”, Christianshavn midt i 80’erne-

Planer om et stort betonbyggeri – det duede ikke – arkitekten til byggeriet var Rene Bloch.

Stor bedragerisag – konkurs – citater fra artiklen:

”Bloch og hans nye økonomiske partnere lod begge hoteller gå på tvangsaktion. Nykredit overtog Kandehus.

Kokholms Hotel blev købt på tvangsaktion af Bloch og hans partneres ny selskab KBUS 8-3285 fir knap 2 millioner kroner.

KBUS vil forsøge at finde en rejsevirksomhed, som vil skyde penge i Blochs hotelplaner og drive hotellet.

Hotellet kommer til at bestå af en ny fællesbygning opført i stil med den eksisterende, der skal nedrives.

Men indtil videre suser vesten vinden gennem ruinerne og tager med mellemrum et vinduesfag eller nogle tagsten med sig.”

Morgenposten 2/2 1 1990 – Knud W. Jensen

Her er det stifteren af Louisiana, der fortæller i anledning af den bogs udgivelse, som vel sagtens blev en af årsagerne til, at stedet genopstod i sin gamle klædning og ikke blev til et moderne feriehelvede i beton og med alskens forlystelser,  nemlig bogen: ”I begyndelsen var lyset”

Knud W besøgte Kandestederne første gang i 1947 – Hotellerne var da fuldt belagt – det var i juli.

”Jeg hørte til Hjorth-klanen”

Fotos af ”Det ædelige Kandelaug” på væggene: Hans Bech, Tafdrup, Wiwel og Wolf i sommeren 1920 og deres fruer med brogede tørklæder og ravkøder.

Ole Wiwel viste Knud W. rundt.

”Hvor man end står, er horisonten rykket vidt ud under himlen. Bedst fra milen.”

”Det akustiske, bølgeslaget og vinden, det evigvarende akkompagnement til ens synsindtryk: Voldsomt og orkestralt, men pludselig enkelte dage tavst, vindstille, blank overflade, marehalmen rører sig ikke, solen varmer intenst – et blidt Paradis.”

Skagen Avis 1/12 1990 –  af forfatteren Bent Hardervig

I artiklen fortæller Hardervig om sit første besøg på Kokholms Hotel Det var i 1971. Han bliver på en gang betaget og forundret over det, han ser. Spiser æbleskiver på verandaen, men lister så lidt rundt og kigger – finder det hele meget ”privat” ”hjemligt” – og føler sig selv lidt som en ”outsider”, der trænger sig på.

Han finder hotellet noget slidt. Det ledes af Mads Kokholm og søsteren Maria – højjægermesterinden. Fortæller om de traditioner, der knytter sig til hotellet. Der er en tradition, der ser sådan ud: 1) man besøger milen 2) man spiser derefter æbleskiver på glasverandaen på Kokholms Hotel.

På terrassen sidder Hardervig og lytter til nogle ”stamgæsters” samtale, og han forstår mere og mere, hvordan det var engang. Ved at lytte til dem forandrer den slidte veranda sig og bliver smuk. Han går bagefter rundt og kigger ind i rummene:

 ”… der hvilede en så privat og nærmest familiepræget stemning over de stuer og rum, jeg passerede, at det halvvejs gav fornemmelsen af at være på uanmeldt og ikke helt legalt visit.”

Konkluderer: – det var hyggeligt og familiært.

Nordjyske Søndag 16/6 1991 – Carl Å. Østergaard:

MILLIONERNE UD I SANDET

”Tvangsaktion afsluttede et kapitel af Kandestedernes historie tidligere på året. Et nyt blev indledt sidste weekend, da fire nybagte hotelejere fra Aalborg-området – entreprenør Jørgen Enggaard, direktør Søren Enggaard, arkitekt Hans Dall og instalatør Per Dahl-Jensen – gjorde en effektfuld entre i en Plymouth årgang 1933 for at markere genåbningen af det 100-årige Hjorths Hotel.”

Skagen Avis 12/6 1992

VÆRSGO – SÅDAN LAVER I ÆBLESKIVER

”Det var en glædens dag i går i Kandestederne. Ikke mindst for Rigmor Kokholm-Darling, der stod for den officielle indvielse af sit barndomshjem, Kokholms Hotel,. Den tidligere hotelejer roste de fire nye ejere for det renoverede og genopbyggede ”Kokholms Hotel”. Hun overrakte en af dem, Jørgen Enggaard, opskriften på de originale æbleskiver, der var så populære blandt fortidens gæster.”

Nordjyske juni 1992 – Ove Nørhave

GLAD DAG PÅ DET NYE HOTEL

KANDESTEDERNE: ”Det er en glædens dag for mig i dag – det er en stor dag i dag: at se mit gamle barndomshjem SÅ smukt restaureret og genopbygget. Det har glædet mig meget, at I med nænsomhed og hjertekultur er gået op i at genskabe et nyt Kokholms Hotel.” Sådan skrev en dybt rørt Rigmor Kokholm-Darling i den ny gæstebog for Kokholm Hotel.

Brev fra Rigmor til Keld og Jytte:

I et brev til sin nevø Keld Troldborg og hans kone Jytte skriver Rigmor bl.a.: ”en uforglemmelig Dag – hvor jeg mødte så megen Venlighed …. Det var så ufatteligt for mig – en sådan hjertevarme har jeg ikke mødt der siden min Mor døde – det var som om jeg fik et kærligt Skulderklap og blev strøget over Håret.”

Min kommentar: Rigmor oplevede noget, der kunne ligne en genkomst af de gode gamle Kandedage, men det er en skrøbelig genfødsel, og nu om dage kan man tvivle på, at det kan fortsætte som hidtil med de to gamle hoteller, i al fald hvis de skal kunne forrente sig, og pengefolk tænker vel først og fremmest på det. Jeg har selv spist flere gange på Hjorths Hotel ( man kan ikke mere spise på Kokholms), og maden er udmærket og slet ikke dyr. Men restauranten er selv i højsæsonen ikke et tilløbsstykke. Der burde ikke være tomme borde. Mon det kan blive ved? Det er vi nogen, der håber.

Her kommer nu et lille pluk (eller suk) fra Berlingske, der kunne tyde på, at jeg har ret i min tvivl. Der er først tale om den i manges øjne skandaløse nedrivning af Klaus Rifbjergs sommerhus, som mere end en berømt digter har ejet. Det svarer til, mener mange, at man lod Drachmanns Hus nedrive.

Berlingske Tidende 22/7 2016

Jørgen Enggaard river i det hele taget op og ned på Kandestederne, mener nogle. Han er medejer af de to badehoteller, Hjorths og Kokholms Hotel, som i årenes løb har skreget på renovering. Faktisk har Ruths Hotels direktør, Peter Jensen, som sammen med sin familie driver de to hoteller i Kandestederne sat ejerne stolen for døren. Hvis ikke hotellerne bliver gjort tidssvarende, er det ikke muligt at køre dem videre. De fleste er enige om, at det ville være synd og skam, hvis Kandestederne mistede sin livsnerve – også i lyset af, at restauranten netop er blevet optaget i Nordens ”Michelin Guide”, ”White Guide.”

Nu skriver vi 2019 – snart 2020 – og så vidt jeg kan se, er der sket renovering i de forløbne år, men heldigvis er alt holdt i den gamle stil – sådan da – for det er jo en efterligning, og jeg tvivler stadig på, at det kan være rentabelt at lade nostalgien blomstre. Men Rigmor ville nok ikke kalde det nostalgi men HJERTEKULTUR.

Vi lader Rigmor få det sidste ord i dette blogindlæg.

Kokholm 11

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Her en lille artikel om den stakkels mile, som i 1920’erne syntes truet på livet, måske ikke mindst fordi velmenende sjæle havde forsøgt at beplante den i den tro, at det ville kunne få den til at hæve sig og blive mere spektakulær end den efterhånden mere og mere flade mile, den var blevet til. Selv har jeg iagttaget Råbjerg Mile hvert år i mere end 70 år og ved dette selvsyn lagt mærke til, at den forandrer sig uophørligt – ikke blot vandrer den jo – den skifter også konstant “ansigtstræk”. Her et par helt friske billeder, inden vi går over til den historiske artikel. Jeg har nemlig brugt en del af sommeren til at vandre som en anden mile hen over klit og eng og vi endte ved Hjorts Hotel – men først måtte vi forcere milen:

Ja, som man ser, der er stadig en vis stigning, som vore efterhånden trænede ben klarede. Det er mine søstre fra venstre Annelise, Mona og Dorte.

Vendsyssel Tidende 1923 – Følgende artiklel om Raabjerg Mile

”Raabjerg Miles” Ødelæggelse

Plantør Olsen, til hvis Distrikt Milen hørte, før Redningsvæsnet overtog den, offentliggjorde forleden en længere Redegørelse gaaende ud paa, at hvis der ikke træffes energiske Forholdsregler til Raabjerg Miles Bevarelse, vil den være forsvundet i Løbet af faa Aar.

Hotelejer Kokholm, Kandestederne, der i mange Aar fra Dag til Dag har haft Lejlighed til at følge Milens Udseende, udtaler:

”For ca 25 Aar siden var Milen særdeles imponerende, baade i Højde og Udstrækning. Man kunde f.eks. staa i min Gaard og se Milen rage højt op over de mellemliggende Klitter som et stort hvidt Sandbjerg; til Tider lignede det en hvidgraa Sky. Nu kan man ikke se Milens Top, selv om man kommer op paa Taget af mit Hus. Og da de foran liggende Klitarealer absolut ikke har forandret sig i de mellemliggende Aar, maa det jo være Milen, der er blevet lavere. — ”

Formanden for Fredningsnævnet, Dommer Knudsen, Sæby, har til Berlingske Tidende oplyst, at det er Hotelejer Kokholm, der i sin Tid har henledt Nævnets Opmærksomhed paa Milens Tilstand; da man besluttede sig til at fjerne Fyrretræer, der var plantet midt i Milen, indhentedes ogsaa en Erklæring fra Overklitfoged Dahlerup, uden at Dommer Knudsen dog mener sig berettiget til at oplyse, hvad denne Erklæring gik ud paa. Det var efter Samraad med Naturfredningssraadet, man lod Træerne fjerne.

Formanden for Naturfredningsraadet, Professor S.E.H. Ostenfeld, ser helt anderledes paa Sagen, end de ovenfor protesterende Herrer. Sagen ligger ganske rigtigt her i Raadet, udtalte Professoren, og vi skal netop i Morgen have Møde for at behandle Skrivelsen fra Hotelejer Kokholm. Det er naturligvis kedeligt for Hr. Kokholms Hotel, at man ikke mere har Udsigt til Milen derfra, men Milen er jo fredet, og saa kan man ikke forsvare at beplante den.. At Beplantningen skulde have faaet Milen til at vokse, tror jeg ikke paa; ifølge sin Natur maa den flytte sig langsomt, og der vil altid blive Perioder, hvor den er lavere end i andre Perioder, det vil stadig gaa op og ned med Højden, og jeg kan ikke se, at det gør noget. Det vigtigste er netop, at Milen faar Lov til at flyve, ellers kunde vi jo ligesaa godt beplante den, og det var et, vi skulde undgaa. Vi kan og bør intet gøre; muligvis faar Milen aldrig den Højde, den havde for Aar tilbage, bl.a. af den Grund, at Klitterne vestfor er dæmpede, saaledes at det altid vil knibe for Milen at faa tilført Sand i lige store Mængder som tidligere, men herved er intet at gøre.