Nu vil jeg igen skrive lidt om tiden. Det underlige fænomen, som man ikke kan standse med noget som helst instrument eller eksperiment, ja, som kort sagt løber af med os. Og når løbet er til ende, står vi der og ser tilbage på det lange stræk af tid, vi har lagt bag os.
Skrev et digt, mens jeg sad i lægens venteværelse. Lige akkurat der kom ordene:
Vi dvæler i dagen/ vi strækker den ud/ vi trækker i tiden/ vi trækker den ud/ mens uret tikker/ og tæller de timer/ der er tilbage/ tilbage tilbage tilbage
Tidens fylde fylder/ mere og mere/ på alle hylder
Nej, jeg er ikke lyriker, men jeg kan alligevel godt lidt at lege med ordene på den måde, en rigtig digter gør.
En rigtig digter. Halfdan Rasmussen, som jeg læser for tiden ( til alle tider for resten) han kan ramme helt præcist. Hør f.eks. det her digt, som jeg holder mere og mere af, jo ældre jeg bliver:
Hver dag er en afsked/ med blomster og trær,/ en afsked med drømme/ og udbrændt begær./ Kom stilhed og dæk mig/ med bregner og lyng./ Kom farver og fugle og syng/ mig så træt at jeg tier.
Farvel kære venner/ som fyldte min dag./ Farvel alle skygger/ jeg skjulte mig bag./ Kom skumring og gem mig/ som løv i din skov./ Kom hare og grævling og sov/ uden frygt ved min side.
Stemmen når mig fra et sted tæt ved den briks, hvor jeg forsøger at finde ro. Der er helt mørkt i det lille værelse, og vi skal forestille at sove nu. Puttet som små børn, tænker jeg og kryber sammen under dynen.
”Ja,” hvisker jeg og håber bare, at stemmen når helt over til pigen, som ligger i sengen over for min briks og som er fremmed og alligevel så nær. Der er helt stille en tid. Så har hun nok ikke hørt det. Og jeg tænker på, at hun er en pige, jeg ingenting kender til og som jeg skal bo sammen med i de næste tre år. Det kan jeg ikke.
Mørket har slugt os, og jeg kan ikke se hende, men jeg ved, hvordan hun ser ud, selv om jeg ikke kiggede rigtigt på hende, da vi gav hinanden hånd og sagde noget almindeligt, som man gør. Jeg ved, at hun er så meget smukkere end mig. Hendes hår er langt og gyldenbrunt ligesom øjnene, der smilede til mig, da vi stod der og holdt hinandens hænder. Hendes smil var så venligt og varmt, at jeg blev en smule mindre nervøs. Smilede jeg tilbage til hende? Det håber jeg. Jeg er sikker på, at mine øjne ikke gjorde.
Hun er mørkere end mig. Og hendes tøj er smartere end mit, det så jeg straks. Jeg har fået en ny nederdel med vidde og et strutskørt og en hvid bluse med blonder i halsen, og ingen af de andre piger havde den slags tøj på. En fiskerpige, der pynter sig. Det er mig.
Jeg blev standset for lidt siden, da jeg var på vej til badeværelset for at vaske mig. En lærerinde tårnede sig pludselig op foran mig i den snævre gang. Hvor kom hun fra? Hun strakte en arm frem, som om hun ville skubbe mig tilbage til værelset eller mane mig i jorden. Det ville hun sikkert, for samtidig sagde hun: ”Hvor skal du hen i den mundering?”
Mundering? Jeg så ned ad min natkjole. Den var da pæn og ny, måske lidt for kort. Mine lår er så tynde. Var det galt?
”Du har vel ikke tænkt dig at gå rundt på gangene i negligé?” Stemmen var hæs og uvenlig, og vidste jeg da ikke, fortsatte den, at man skulle være tækkeligt klædt, når man færdedes uden for værelsets fire vægge? Hvor var min kåbe? Min kåbe? Jeg stammede et svar. Jeg havde aldrig ejet sådan et klædningsstykke. Det havde ingen i min familie. Og sikkert ingen i hele Strandby.
Om eftermiddagen. Da Far og Mor sagde farvel. Og Fars stemme rystede, det hørte jeg da godt. Mors gjorde ikke. De omfavnede og kyssede mig i den smukke indgangshall, hvor Pestalozzi knejsede ubevægelig på sin søjle, mens han nedstirrede optrinet. Så vendte de sig lidt forlegent om mod lærerinden og trykkede hendes hånd, inden de skyndte sig ud gennem den store port, der knirkende faldt i efter dem.
Så var jeg ene med lærerinden. Hun trådte et skridt frem, og det forekom det mig, at Pestalozzi sukkede, da vi gik forbi ham og hen mod den brede trappe, hvor vi begyndte opstigningen, ikke side om side, hun forrest og med taktfaste fodtrin, og jeg forsøgtigt trippende bagefter. Jeg forsøgte at lade være med at se på den brede ryg. Kunne jeg gå med lukkede øjne?
Helt oppe under loftet fortsatte vi hen ad en lang, snæver gang, der kun var dårligt oplyst af nogle søvnige lamper. Foran en af dørene standsede hun.
”Så er vi her!” sagde hun og åbnede døren og puffede mig ind i et lille værelse, hvor flyttemanden allerede havde anbragt mine møbler.
Der var ikke mange, et chatol med skrivepult i teaktræ og en ditto skrivebordsstol og en såkaldt skibsbriks, der kunne bruges som sofa om dagen og slås ud til seng om natten. Møblerne stod langs væggen i den højre side af rummet. I den venstre side var et lignende møblement anbragt. Den anden pige var endnu ikke kommet.
Da lærerinden var gået ud, og jeg blev alene, listede jeg ud på badeværelset. Et flisebeklædt rum med 6 vaskekummer, en bruser bag et plastikforhæng og tre båse med toiletter. Jeg lukkede mig ind i en af båsende og græd.
Nu ligger vi i mørket. I mellem os er kun et par meter, og pigens stemme er så lys og klar, mens min egen kun er en svag hvisken, så måske hører hun mig slet ikke. Det gør ikke noget. Jeg vil ikke være her og ikke snakke med denne fremmede pige.
For nogle minutter siden blev lyset slukket af en lærerindehånd, og der blev sagt godnat i døren, inden den lempeligt blev lukket.
”Husk nu, at lyset skal slukkes præcis kl.10 og ikke et minut over! Og inden da skal I alle være vaskede, og værelset skal være ryddeligt.” Sådan lød det, da vi fik læst ordensreglerne højt, inden vi forlod opholdsstuen, hvor vi var blevet præsenteret for hinanden og for skolens rektor, Frk. Lang, og for vore lærerinder, dem, der fra nu af skulle holde timeligt opsyn med os og sørge for, at reglerne blev overholdt til punkt og prikke. Læsetid på værelset hver dag fra 16 til 18 og igen fra 19.30 til 21.00. Derefter mulighed for at drikke te og samtale på værelset. Efter teen afgang i små hold til badeværelset og efter aftentoilettet direkte i seng og intet lys og ingen lyde efter kl. 10.00. Rektor havde forsøgt at mildne ordene med et venligt smil, der ikke forlod hendes læber hele aftenen.
Min sovesofa er hård og smal, og jeg har ikke noget underlag, kun et tyndt lagen. Den fremmede pige er så tæt på, at jeg synes jeg kan høre hende ånde. Og nu er hun begyndt at sige noget til mig, selv om vi efter lidt småsnak har sagt godnat til hinanden og er krøbet under dynen.
”Ja,” siger jeg igen og denne gang lidt højere.
”Godt. Og hvad kan du så særlig godt lide at læse?” siger stemmen og lyder faktisk interesseret. Og jeg mærker en lille glæde spire frem og vil til at sige, at jeg er altædende, når det gælder bøger, men så tænker jeg, at det lyder for vulgært. Og for barnligt. Og jeg vil gerne virke voksen.
”Holberg,” siger jeg med et skud for hoften.
”Virkelig! men det er da sjovt, for ham holder jeg også rigtig meget af. Hvad kan du særlig godt lide hos ham.”
”Jeg har kun læst hans komedier,” siger jeg.
”Har han da skrevet andet?”
”Ok ja! eller, det tror jeg nok.”
”Godt for os, så har vi noget til gode. Han kan virkelig være morsom, synes du ikke?”
”Jo,” siger jeg. ”Jeg har set Jeppe på Bjerget med Osvald Helmut i hovedrollen.”
”Hvor er du heldig. Men hvilken af scenerne holder du så mest af?”
”Jeg elsker den, hvor Jeppe vågner i baronens seng.”
”Det gør jeg også. Man kan virkelig se det for sig, synes du ikke? Han aner ikke, hvor han befinder sig, og så pludselig vågner han op det smukkeste og fineste sted i verden.”
”Ja, for ham,” siger jeg.
”Ja, og hvad med os?”
”Os?”
”Ja, når vi vågner i morgen. Lige her!”
”Du milde himmel, ja!” siger jeg, ”det er ikke ligefrem i baronens seng, vel? Min briks er hård som en klippeblok.”
”Og min er et arvestykke fra min søster. Vi er sandelig havnet langt fra baronens fine slot.”
”Men tror du ikke, at vi alligevel forstår Jeppe, når vi vågner i morgen. Så uvant det hele er,” siger jeg.
”Ja, ved du hvad,” siger hun og begynder at le, som om synet af os to virkelig er morsomt, og lige med et kan vi begge to se det.
”Hjælp!” råber jeg, ”hvor er det dog, vi er havnet!
”I baronens seng!” råber pigen, og vi ler begge af fuld hals, og det skulle vi så ikke have gjort, for i det samme bliver døren revet op, og lyset tændt, og Frk. Markussen, som lærerinden hedder, og som vi endnu ikke er begyndt at kalde Musen, tordner ind på værelset.
”Hvad i al verden foregår der her!!!”
Vi bliver temmelig forskrækkede, men det er vel også meningen. Men pigen får hurtigt samling på sig selv, og høfligt og venligt beder hun frøkenen banke på, næste gang hun kommer ind til os.
”Men det glemte De måske bare,” siger hun.
”Nu skal du ikke være næsvis,” snerrer hun.
Så er der stille lidt, og vi sidder begge to op i sengene nu og stirrer lige på hende, men hun er ikke tilfreds endnu.
”Der skal være ro efter kl. 10,” siger hun.
Hun står midt på vores gulv og fylder godt i det lille kammer, og nu ser hun lidt mildere ud, og jeg synes, hun kigger så underligt på os.
”I ser jo ellers ud til at være søde piger. Men jeg må vide, hvad I snakkede om, det er min pligt.”
”Vi var i gang med at foretage en litterær analyse, da De pludselig afbrød os,” siger pigen helt roligt.
”En hvad for noget?”
”En analyse,” siger jeg, ”vi var i færd med at afdække kvaliteterne i et af den danske litteraturs klassiske hovedværker.”
”Ja,” siger pigen, ”vi talte faktisk om Holberg.”
”Nej, I gjorde ej! I grinede!” hvæser frøkenen.
”Synes De da ikke, at han er morsom?” siger en af os, men nu har hun fået nok af os og bakker ud af værelset.
Så er vi alene. I mørket. Igen. Og vi ler ikke mere, men nøjes med at fnise ned i dynen. Jeg falder i søvn med en god fornemmelse af, at jeg har været mere end heldig. Det skal nok gå.
Ovenstående er et foreløbigt punktum for den bog, som jeg har arbejdet på i nogen tid, og som jeg stadig vil forsøge at forbedre, indtil den en dag forekommer mig at være nogenlunde tilforladelig.
Lad os bare kalde det sådan: tilforladelig. Og som Hausgaards ko siger: vær tilfreds, vær tilfreds, vær tilfreds …
Ja ja … Vi er vel danskere: på det jævne på det jævne ikke i det himmelblå.
Jeg ved ikke, hvor livet har sat mig stævne. Men jeg håber, det er lige her.
Et lille NB: Jeg har sendt ovenstående tekst til pigen, som jeg boede på værelse med, og hun kan også godt huske den aften, selv om hun mener, at vi var knap så modige i vores samtale med den strenge lærerinde. Og så tilføjer hun, at der jo nok alligevel ikke er nogen, der vil tro, at det er sandt. Men det var det. Ikke ordret selvfølgelig.
Og ikke nok med, at det var sandt, jeg ved også, at Frk Markussen orienterede rektor om vores samtale ( sammenstød?) – for i sin tale til mig, da jeg blev student ( hun holdt en lille tale for hver af os) nævnte hun denne “litterære” snak som et kuriosum, der var blevet bemærket. Og så nævnte hun sørme også min recitation af “Terje Vigen” – jo, jo, lidt indtryk kunne man gøre på den gamle dame, som i øvrigt var noget af en personlighed. Det kan man læse mere om i Suzanne Brøggers “Creme fraiche”, hvoraf en del foregår på samme kostskole.
En af mine kolleger på Randers Amtsgymnasium sagde engang til mig i fulde alvor, at hun foretrak oplyst enevælde frem for et system, hvor dumheden gang på gang sejrede over fornuften.
Og så var der også min kære bror Anders, der tit sagde, at oplyst enevælde var den eneste vej frem, fordi folk var alt for dumme til at vælge den klogeste vej. Men han tilføjede altid, at han kun ville acceptere enevælden, hvis han selv kunne få stillingen som hersker. Og hmm … Og det var jo alt sammen spøg. Og det er det vel også, når Hausgaard synger: ”Er de fleste de bedste eller bare de fleste” i sang ”hvem bestemmer.” Men der ligger alvor bag.
Som bror Anders altid sagde, når vi diskuterede for alvor: Alle alternativerne er værre.
Men det fungerer jo bare ikke for tiden de steder, hvor det burde.
USA er et skræmmende eksempel på, at dumheden kan sætte demokratiet ud af spillet. Jeg ved ikke præcis, hvor megen magt den amerikanske præsident har – der er jo trods alt stadig tale- forsamlings- og trykkefrihed i landet. Men jeg ved ikke, hvad en fri presse er værd, når de sociale medier som bekendt har sejret stort over den etisk engagerede og seriøse presse.
På nettet florerer løgnen som bekendt, og den abonnerer flertallet på.
Jeg er virkelig kommet i tvivl om, hvor meget det skrøbelige demokrati kan tåle. Tvivl. Ja. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på kære gamle konservative B.S. Ingemann, som rystede ved tanken om, at man skulle lade sig styre af det, som flertallet ville. Af folket. Uha! Det vil jo blive et pøbelvælde, sagde han.
Et pøbelvælde.
Ja, når folk er uoplyste, så er det dumheden, der har overtaget roret. Så er det pøblen, der bestemmer.
Det ved Trump jo meget godt, og det er vel derfor, han med hård hånd slår ned på universiteterne. For en stupid og uempatisk leder er viden klart nok den største modstand. Og en fri forskning – uha, den fører til sandheder og afslører løgne.
Et demokrati hviler på konsensus opnået gennem frie samtaler og åbne debatter mellem mennesker, der ved, hvad de taler om. Derfor er VIDEN den eneste vej til et sandt og velfungerende demokrati. Sådan et bilder jeg mig faktisk ind, at vi har i Danmark. Vores uddannelsessystem er ikke rettet mod en elite, men er for alle.
For hele FOLKET. Se, da blev jeg alligevel lidt Grundtvigsk til slut.
Men ham kunne vi da også lære af. Og har jo gjort det. Godt nok var han langt fra at tro på, at folkestyre var det rigtige, men han vidste, og han arbejdede for, at OPYSNING skulle være for folket. For kun som oplyst ville det kunne styre.
Da jeg for nogen tid siden hørte en af dagens ivrigste høge tage ordene ”åndelig oprustning” i sin mund, undrede det mig alligevel, og det selv om jeg efterhånden er blevet mentalt hårdhudet og forsøger at ruste mig til at lægge øre til lidt af hvert, for det udtryk vækker (i al fald hos mig) ret vamle mindelser fra en fortid, der ikke er så fjern endda. Mon alle andre har glemt det? Er jeg virkelig så gammel?
Det første, jeg tænkte på, da M. F talte om ”åndelig oprustning,” var den højreekstremistiske religiøse bevægelse, der opstod i 30’ ernes England under navnet Oxfordbevægelsen og senere bredte sig til resten af Europa, og i Danmark kom til at gå under navnet Moralsk Oprustning. Jeg husker den som en dyrkelse af idealet om det syndefrie menneske. Min svigermor, der var barn og ung i 30’ernes Esbjerg, har fortalt mig, hvordan det finere borgerskab i byen (hun kom meget hos dyrlægens) var grebet af bevægelsen og forsøgte at indpode de unge mennesker ”renhedsidealer” – her navnlig med henblik på seksuel afholdenhed. Muligvis var det en overklasseting dengang. Og som sådan kunne det måske betragtes som en finere afart af Indre Mission.
Jeg har også hørt danske politikere sige, at folkekirken i en krisesituation skal være regeringens forlængede arm og at hvis (når?) vi går i krig, så går vi med kirkelig velsignelse. Og så er ørerne jo ved at falde af!! Ånd kan da aldrig spændes for en vogn, og slet ikke en krigsvogn. Ånden dør, når den instrumentaliseres. Det er derfor ”politisk” litteratur og kunst aldrig bliver særlig ægte og aldrig når ret højt ( eks. Sovjetkunst) , men kommer til at handle om noget helt andet end ånd. Det bliver til materie.
Ånden vil altid være fri – det er åndens dna. Frihed. Hvis ånden fanges og spændes for en vogn, ender det hele i et blodbad. Det fortæller historien, men den har man måske også glemt: oplysningstidens flotte frihedsidealer blev spændt for en vogn – revolutionens, men det var barbariet, der sejrede, som det altid vil være, når ånden ikke er fri.
Derfor kan vi ikke opruste ånden. Den lever i sig selv. Den lever i det enkelte menneske, og hvis vi er heldige (det synes jeg, vi er i Danmark) så lever den i fællesskabet.
Jeg har sunget den sang med tårer i øjnene, og jeg ved, at jeg vil gøre det igen. Hvert år d. fjerde maj. Og vist elsker jeg mit fædreland og mit modersmål – mit moderland og mit fadersprog. Men det forhindrer mig ikke i at tænke. Og lige det der med at gå i krig for landet og kæmpe på Ærens Mark placerer os altså noget nærmere de aber, vi stammer fra end jeg bryder mig om.
Det vil enhver primalforsker give mig ret i. En chimpanseflok, som splittes op og bliver til to grupper, går gladeligt i gang med at dræbe hinanden, selv dem, der tidligere stod dem nær og som de før har nusset og kærtegnet, slår de nu ihjel. For nu har de hvert sit territorium, og så må de i krig.
Og sådan bliver vi også, når vi går i krig. Som chimpanserne. Så dræber vi vore brødre og søstre. Det kan ikke siges mere præcist.
Mine svigerforældre blev under krigen smidt ud af deres hus, en tjenestebolig, og huset blev overtaget af tyskerne, mens familien måtte flytte ud i laden (stalden) – men min svigermor har fortalt mig, at de unge tyske soldater kom ud til hende og fortalte hende om deres længsel efter at komme hjem til deres familie. Og at hun trøstede dem. Hun så ikke fjenden, men medmennesket.
Det er altid ganske almindelige mennesker, der sendes i krig. Af magtmennesker: – Putin – Hitler – Mussolini – Trump – Netanyahu – listen er lang …
Og sådan har det altid været.
Igen vil jeg citere et par strofer af Halfdan Rasmussen:
Jeg drømte ungdom stærk og fri./ Jeg drømte frihed skøn og stor./ Men bag min drøm stod jeg og vi/ parat til brodermord.
Vi går i flok bag hver sit flag./ vi slås for hver sin tro./ Vi går mod fælles nederlag/ og lader hadet gro.
Jeg er din fjende! Du er min!/ skønt vi har samme vej at gå,/ forkaster du min tro for din,/ som dør bag bolt og slå.
Min hånd som din: parat til død!/ Og hjertets frygt blir håndens mod./ Så hærger vi hinandens kød/ med angstens ild og blod.
Så blev det fjerde maj, og vi tænder lys. Det har vi også gjort i aften – sådan har det været så længe, jeg kan huske tilbage. I år fulgte vi DRs udsendelse fra Mindelunden, og det var højtideligt selvfølgeligt, og fint på mange måder. Men jeg synes, at der manglede nogle toner i de strenge, der blev slået an, og det er skræmmende tydeligt, at ALLE bifalder oprustningen. Og måske SKAL vi bifalde den. Men det kunne aldrig falde mig ind.
Jeg tror, at jo mere vi opruster, jo farligere bliver verden. Så kan det godt være, at det er vore værdier, vi vil værne. Vort elskede fædreland. Ja, jeg elsker det også, men jeg tror stadig ikke på, at våben er vejen.
Og jeg må tro sådan som kristen.
Nu fandt jeg et par vers af Halfdan Rasmussen, som jeg vil skrive herunder, og som bedre end jeg udtrykker det, jeg tror på:
“Vi søger en sandhed/ ikke bare store ord,/ ikke hvor stål og sprængstof/ hamrer mod rum og jord./ Vi søger en sandhed,/ som ikke er hel og rund,/ en sandhed gemt i et hjerte/ eller en blomsterbund.“
“Vi ved at den sandhed findes!/ Engang gik en mand omkring/ og fældede denne sandhed/ ind i hver levende ting./ Træerne synger om den./ Børnene er den nær./ Den taler i elskerens øjne./ Den tier i bål og sværd.”
“Menneskesønnen på korset/ kendte den, da man drev/ naglerne i hans fødder./ Og tornekronen skrev/ sandhedens blødende runer/ over hans rene blik./ Hans råbte den udover verden/ før han forgik.”
Sådan kan den store digter sige store ting med enkle ord.
Men tilbage til udsendelsen fra Mindelunden. Jeg blev også rørt, da pigekoret sang fædrelandssange. Det var ikke der, det lød falsk. Men den store blinde begejstring for kamp og krig skinnede nu og da igennem de smukke og sande ord. F.eks. så havde TV inviteret en teenagedreng med i panelet, en dreng, som var med, fordi hans store interesse er Anden Verdenskrig og især modstandskampen, og navnlig en sætning, som jo ikke kunne klippes væk, for udsendelsen var direkte, afslørede helt tydeligt drengen. Han blev spurgt om, hvorfor han var så interesseret i krigen, og han sagde: “jo, for det er jo så spændende med bomber og geværer og alt det …”
Og den blinde forherligelse af modstandsfolkene virkede også SÅ enøjet, for de af os, der har læst litteratur fra den tid, ved jo godt, at mange af de unge var med, ikke fordi de ville forsvare danske værdier osv., men fordi det var spændende. Jeg vil ikke tage helteglorien fra dem, men jeg vil pille alvorligt ved den.
Og det samme, da brevene for de unge dødsdømte blev læst op. Ja, det var rørende, men også afslørende. En af dem skrev til sin kone: “jeg havde slet ikke fantasi til at forestille mig det her.”
Nej, jeg er ret sikker på, at Anden Verdenskrig skete, fordi alt for mange havde alt for lidt fantasi. Og det har alt for mange stadig.
Tiden er knap. Ikke en knap. Bare knap. Og så er tiden jo hverken det ene eller det andet, for jeg gad nok møde det menneske, som ved, hvad tid er. Benny Andersen skriver det så præcist i sit digt TIDEN – Eller præcist? nej, selvfølgelig ikke – præcis og tid kan ikke forenes i den samme sætning.
Men hør alligevel, hvordan en af vore allerfineste digtere digter om tid:
”Vi har tolv ure i huset
Alligevel slår tiden ikke til.
Man går ud i sit køkken
Henter kakaomælk til sin spinkle søn
Men når man vender tilbage
Er han blevet for gammel til kakaomælk
Kræver øl, piger og revolution
Man må udnytte tiden, mens man har den
Ens datter kommer hjem fra skole
Går ud for at hinke
Kommer ind lidt efter
Og spør om man vil passe den lille
Mens hun og manden går i teatret
Og mens de er i teatret
Rykker den lille med noget besvær
Op i 3. G.
Man må udnytte tiden, mens man har den
Man fotograferer sin hidtil unge hustru
Med blodrigt sigøjnertørklæde
Men næppe er billedet fremkaldt
Før hun forkynder at det så småt
Er hendes tur til at få folkepension
Så sagte vågner enken i hende
Man vil gerne udnytte tiden
men den blir væk hele tiden
hvor blir den af
har den nogensinde været der
har man brugt for meget tid
på at trække tiden ud
man må benytte tiden i tide
flakke om en tid uden tid og sted
Og når tiden er inde
Ringe hjem og høre
De har kaldt 95949392?”
Der er ingen abonnent på det nummer
klik
Så flot kan jeg ikke skrive om tiden, men mens jeg gik i haven for lidt siden, var det, som om der skete noget med den tid, jeg var midt i. Jeg havde bestemt, at jeg ville luge lige netop det her bestemte stykke oppe under hækken. Men det tager tid der, for græsrødderne er allerede nu blevet så ustyrligt lange, at det kræver sin mand (kvinde) at få hele roden med op, og får man ikke det, så breder senegræsset sig ind i hækken hen over alt det smukke, som fylder jorden og mig med daglig fryd. Det skal ikke ske – så kom bare an, ugræs! – kom og få din bekomst!
Og jeg gik virkelig til den. Og så tænkte jeg på tiden imens, for nu var klokken allerede 17.00, og Ole havde været alene i mere end 30 minutter, og forleden, hvor jeg gik det selv samme sted blot lidt længere oppe ved hækken, hvor de vildeste græsrødder og skvalderkålene skvaldrer løs om overherredømmet i min have, da var det, at Ole ringede til mig. Det gør han (heldigvis) altid, når han bliver urolig. Og det var han altså nu. Selv om jeg for 30 minutter siden havde sagt til ham: “Jeg går ud i haven og luger lidt,” og han havde svaret: “ja, gør bare det.”
Men nu var det glemt, og selv om jeg var i snakkeafstand, så ringede han altså. Og så gik jeg jo ind, og han sagde, at han lige havde haft besøg af en dame, mens jeg var væk. En dame? Ja, sagde han og viste mig en fin buket roser. Det var rigtigt nok, men han havde altså ikke hentet mig ind, for han vidste ikke (mere) at jeg var ude i haven.
Det er så underligt. Og så minder det mig om, da børnene var ganske små. Dengang måtte jeg jo også snige mig ud i haven, hver gang den lille blev sat i vognen og skulle sove. Så skulle der luges. Selvfølgelig er det ikke sammenligneligt et til et. Men altså: jeg skal også nu liste mig til at være listig over for genstridige rødder.
Heldigvis er Ole ingen rod. Der er nok rod i meget af det, vi har omkring os, og som han har samlet hele sit liv. Men selv er han heldigvis ikke nogen rod.
Der findes rødder nok i denne verden.
Og jeg vil ikke sige “fred med dem,” hverken dem i haven eller dem, der færdes med vold og magt i vore samfund og skaber kaos der, hvor de er blevet sat til at holde orden.
Titlen er stjålet fra Bergmanns smukkeste film – smultronstället på svensk – filmen så jeg som ganske ung, sikkert kort efter, at den var udkommet i 1957. Sammen med Anders cyklede jeg til Kino i Frederikshavn, hver gang, der var premiere på en ny, god film. Og der kom en del Bergmannfilm i 50´erne, og dem skulle vi se og det var film, der blev siddende i sindet som noget stærkt og smukt. Det er vist nok sådan, at når man oplever et stort kunstværk, så bliver det en del af den ballast, som skaber balance i sindet og som gør, at man ikke kæntrer, selv om man ind imellem kastes lige ud i det værste uvejr.
Vi skal huske at have en solid ballast.
Alligevel kan jeg ikke huske handlingen på lige den film – kun enkeltheder – men stemningen husker jeg – de stærke erindringsglimt, som rammer den gamle doktor på hans vej til Lund, hvor han skal kåres til æresdoktor – jubeldoktor på svensk – en fornem titel, men på vejen overfaldes han af minder, og rejsen til Lund bliver en rejse tilbage i livet. Og minderne skaber en stor fortrydelse i ham – ja, så meget ville han have gjort anderledes, hvis han kunne. Lidt lige som i Dickens´ Et juleeventyr – Scrooge får dog muligheden for at rette op, at gøre det onde godt igen. Det får Doktor Isak i filmen ikke.
Den gamle doktor er, så vidt jeg husker, 80 år og altså yngre end jeg. Og jeg bliver ikke æret i det her liv for noget som helst, og jeg er heller ikke på rejse noget sted hen. Og dog. For også jeg rejser i fortidens mange minder. Som nu f.eks. i går, hvor jeg endevendte indholdet i en kassen med breve og fotos fra langt tilbage.
Der var tusindvis af breve, for jeg har gemt alle dem, jeg har modtaget i hele mit lange liv. Brevene forsøgte jeg først at inddele i grupper – så læste jeg nogle af dem – inddelte igen – læste lidt flere – blev ført tilbage til for 60 år siden.
Jeg fandt mange breve, hvis afsendere jeg har glemt. Skræmmende, at man kan glemme mennesker, som man havde en god og engageret brevveksling med engang. En del breve fra Karen (???) gode breve. En del breve fra Annie (???) gode breve. Men nu husker jeg hverken Annie eller Karen. Og sådan fremdeles med rigtig mange af brevene. Væk med dem! Men det er lidt svært at lade store tanker ende som småt brændbart.
Nå, men jeg vil ikke ligne mig selv med de to omtalte herrer. Jeg spiller heller ikke med i nogen film eller i en roman, og mit liv er ikke et kunstværk. Eller … det er det måske? Måske er vore liv kunstværker i Guds hånd? Den tanke kan jeg godt lide.
Nå, men jeg fortryder nu heller ikke mit livs beslutninger – de har ført derhen, hvor jeg er nu, og der befinder jeg mig glimrende.
Tilbage til oprydningen. De mange fotos flyver ingen steder. Her under et lille udsnit.
Der er den slags dage ind i mellem, hvor man stiller sig selv umulige spørgsmål, som f.eks. det her: ”er det umagen værd at være på jorden?”
Umage er der nok af. Men hvad med værd? Giver det mening at fortsætte og navnlig: giver det mening at fortsætte ad den vej, man er slået ind på. Eller rettere: som man blev slået ind på. Og hvor man endte temmelig forslået. Og selv om det ikke er en vej, man selv har valgt, så kan man umuligt vige en håndsbred fra den for ikke at tale om en fodsbred. Det er den slagne vej. Og man er selv slagen. Men dog ikke slået ud. Selv om jeg nu var lidt selvmodsigende i mit skriveri: slagen og ikke slået ud? Hmmm …
Men hør nu: Livet er fuldt af selvmodsigelser.
Der er dage, hvor man oplever, at man er slået af marken. Slagmarken.
Og hvorfor så kæmpe videre, hvorfor ikke bare lægge sig ned og opgive ånden?
”Jeg ligger mig ikke ned!” sagde Lars Løkke, da han blev ramt af uvejr på sin politiske vej. Nu har den gode Lars ( ligesom mange andre) ikke lært ordentligt dansk, og derfor vidste han ikke, at man ikke ”ligger sig” men ”lægger sig …”
Alligevel jeg vil snuppe hans sætning og foreskrive mig den på korrekt dansk:
Jeg lægger mig ikke ned!
Jeg indledte med at skrive: der er dage.
Men så vil jeg fortsætte med at hævde, at der heldigvis er andre dage, som kan påhæftes etiketten:
”La vie en rose.”
Og så er det jo OK … også med de andre dage, der er sure som umodne ribs. Men ribs modner jo, hvis man har lidt tålmodighed og tror på sommeren og solen og varmen, og selv om de aldrig bliver søde som solbær, så bliver de saftige og liflige og vist snerper de munden sammen, men levner dog en mulighed for smilet.
I dag fik jeg besøg af en lærer, som godt ville bruge mine bøger i undervisningen. Det er ikke noget, der sker ofte, men hver gang bliver jeg glad. Glad, fordi det så er unge mennesker, der læser og måske lærer noget af de tanker, jeg har gjort mig om verden og livet. Ja, for det er jo det litteraturen gør: den giver tanker videre, så der sker en udveksling, som i al fald i min bevidsthed er så uendelig værdifuld – også selv om den foregår i det sære ingenmandsland, som litteraturen befinder sig i.
Måske er det derfor, jeg bliver ved med at skrive: for at få nogen i tale. Jeg tror ikke, jeg ville skrive, hvis jeg vidste, at ordene aldrig fandt vej fra mig til mit medmenneske.
Nu har jeg skrevet i over fyrre år, og mange ord har forladt mig og er endt Gud må vide hvor. Og han er nok uinteresseret i den udveksling. Ord. Ja, men ORDET kom fra Gud. Nej, ORDET var GUD.
Sådan er det ikke med litteraturen. Guds ord kom til verden med skaberkraften og magten og æren og rigdommen.
Magten og æren og rigdommen har aldrig fulgt litteraturen, og måske har Jon Kalman Stefansson ret, når han et sted siger, at det er derfor, litteraturen er så uspoleret.
Det giver ingen magt, ingen rigdom og ingen hæder at skrive. Men det er så vigtigt, at vi bliver ved med at gøre det, at skrive alt det ud, som brænder i os, og at vi ikke tøver med at finde de ord, der sender lyset ind i verden eller tordner den til i mørke. For også mørket er vigtigt.
