Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Jeg kredser for tiden lidt omkring Elisabeth Kokholms mor, Karen Marie. Det er ikke så meget, jeg ved om hende eller kan finde i slægtens anekdotearkiv. Men Mads Houkjær har i al fald fundet sin hustru i Kandestederne,. Vi ved jo også, at ikke bare Karen Marie, men også hendes søster Kirsten mere eller mindre flytter til Houkjær. Kirsten bliver aldrig gift, hun lever sit liv som væverske og har sit eget lille smukke hus tæt på gården.

I det følgende afskriver jeg en folketælling fra Kandestederne 1855. Her ser vi, hvor de to søstre stammer fra, nemlig fra gården Høgenhaug:

1 Hus: (Høgenhaug)

Maren Jensen 73 Aar – Aftægt – Søren Christensen, 37 Aar, lever af sin Jordlod – Ane Marie Nielsen 37 Aar, hans Hustru – Niels Chr. Sørensen, 15 Aar, Barn – Jens Peter Sørensen, 12 Aar, Barn – Christen Sørensen, 10 Aar, Barn – Karen Marie Sørensen, 8 Aar, Barn – Jens Chr.. Sørensen, 5 Aar, Barn, Kirsten Marie Sørensen, 2 Aar, Barn – Kirsten Marie Sørensen, 17 Aar, Tjenestepige, Karen Larsen, 79 Aar, Husfaderens Moder.

Karen Marie og Kirsten – som senere bliver Karen Marie Houkjær og søsteren flytter ind til hende.

1 Hus: Skødelund – det senere Hjorts Hotel

Wilhelm Rabo Reinlænder 42 Aar, lever af sin Jordlod, Birgitte Otenia Winenfeldt Berg, 47 Aar , hans Hustru – Pettrine Møller, 22 Aar, Tjenestepige – Peter Larsen Christensen, 19 Aar, Tjenestekarl – Hans Wrogh, 13 Aar, Tjenestedreng

Om ovenstående gård: Reinlænder var skibsfører og forliste ved Kandestederne. Han har sikkert haft penge, men ønskede altså at gå i land og købte Skødelund og giftede sig med en præstedatter. De havde 3 tjenestefolk og ingen børn. Usædvanligt. Senere sælger de til Hjort fra Starholm, og han begynder på et tidspunkt vist nok som den første at drive en smule hotel.

1 Hus: Houkjær – det senere Kokholms Hotel

Peder Christensen 55 Aar, lever af sin Jordlod, Elisabeth Jensen 48 Aar, hans Hustru – Dorthea Marie Pedersen 22 Aar, Barn – Mads Pedersen, 16 Aar, Barn, Ole Pedersen, 13 Aar, Barn – Søren Pedersen, 10 Aar, Barn.

Jeg ved ikke, om de følgende 3 huse også har navn – og heller ikke rigtig, hvor de lå, men de har været en del af den lille klynge Kandehuse:

1 Hus:

Christen Mortensen, 58 Aar – Enkemand – lever af sin Jordlod – Marie Christensen, 22 Aar, Barn – Christian Christensen, 13 Aar, Barn – Morten Christensen 25 Aar, Barn – Christian Christensen, 9 Aar, Barn

1 Hus:

Jens Chr. Jensen 51 Aar, lever af sin Jordlod – Kirsten Marie Christensen 38 Aar, hans Hustru – Janus Chr. Jensen 17 Aar, Barn – Martha Marie Jensen 12 Aar, Barn – Janus Chr. Jensen 7 Aar, Barn – Jens Martin Jensen 3 Aar, Barn – Maren Sophie Pedersen 29 Aar, Tjenestepige

1 Hus:

Niels Laursen 43 Aar, lever af sin Jordkod – Mette Marie Jensen 45 Aar, Hustru – Anne Nielsen 7 Aar Datter – Christiane Jensen 13 Aar, Plejedatter – Ane Nielsen, 83 Aar – husfaders Moder.

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Der er nu skrevet 2 dele af romanen om Kokholm. Den bliver i tre dele: 1.KANDESTEDERNE – 2. HARBOØRE 3.KOKHOLM

Her nedenfor et prøvekapitel. Det er fra 2. del og vi møder drengen Christen sammen med faren, der er fisker uden fast hyre. Familien er stor, og alle ned til mindste barn skal arbejde. Christen er 13-14 år i kapitlet og ville gerne være alt muligt andet end fisker og daglejer som faren, men faren har set ham græde i kirken. De nidkære missionspræster var rigtig gode til at få tårerne frem i menigheden, og Christen er en følsom dreng. Det huer ikke faren, så han tvinger drengen med på havet. Så kan han lære at blive et mandfolk.

Kapitel 9

Harboøre den næste nat

”Så går vi Gud i vold og Vorherre være med os!” De ord skulle siges, når man drog til havs og gerne inden, man åbnede døren og forlod huset. Ordene kender Christen ud og ind, men skal han også sige dem? Skal han? Han ser på far, der nikker.

”Gud i vold,” mumler han så og vil gå, men mor holder ham tilbage. Hun trækker strikluen længere ned om ørerne på ham og snurrer det uldne tørklæde en ekstra gang om hans hals, så han er ved at blive kvalt. Og nu kysser hun ham. Kejtet og hurtigt. Han ser stjålent hen på far, der allerede står med hånden på klinken og døren halvt åben. Men han siger ingenting.

Udenfor i skuret holder far lygten i vejret, så sætter han den fra sig og lemper kurven med alle redskaberne op fra gulvet. Et øjeblik står han tankefuld med den tunge kurv i favnen. Så ler han kort og siger: ”Nå ja. Mon ikke du er stærk nok?”

”Jo,” mumler drengen og ville ønske, at de ejede en trillebør som de fleste andre. Han kigger på de mange kroge og alt det andet grej, der ligger sirligt ordnet i kurven. Mors værk. Far haler op i den og hjælper ham den på ryggen. Hvor er den dog tung. Og der er et godt stykke vej til Langerhuse.

De træder ud i lyset fra en næsten fuld måne, og et øjeblik glemmer Christen sin byrde, for deroppe blinker stjernerne på den mørke himmel, og månen kaster et drømmeskær over klitterne, der rejser sig foran dem som vældige gråblege spøgelser. Han hanker op i kurven og trasker mod havet sammen med en far, som har forvandlet sig til en mørk stolpe, der kaster en lang urolig skygge over engdraget. Nu og da falder skyggen i et med hans egen. To skygger i en flimrende dans, der ingen ende vil tage.

Christen puster af anstrengelse, da de når frem, og han mærker hjertet buldre i brystet, som om det skal sprænges. I fars store leksikon, som han har arvet efter farfar, har Christen læst om hjertet. Det er bare en muskel, der pumper blodet rundt i kroppen, og somme tider kommer den pumpe på overarbejde. Som nu. Det er ikke noget at tude over. Han bider tænderne sammen.

Og da far ser på ham med øjne, der ligefrem lyser i måneskinnet, føler Christen en rislende stolthed, der for en stund overdøver smerten i den dumme muskel.

”Men du er jo stærk,” siger far.

Så vender han sig mod de andre fiskere i det lav, hvor de har fået hyre. Der er ti mand til deres båd, og far fortæller de andre, at hans dreng er stærk som bare fanden og fortjener fuld hyre. Og ro kan han selvfølgelig.

Christen er alt for træt til at protestere. For vist kan han ro, det kan enhver dreng, hele den lange sommer pjasker de jo om i fladbundede joller og fisker sammen med de gamle folk, der er blevet tilbage i Harboør. Men det er i de små søer og i fjorden. Der er vand alle vegne på Harboør, og fjorden ligger kun en god løbetur fra Holmene.

Men havet. Det er sandelig noget andet, og lige nu kan han ikke forestille sig, at de nogensinde vil kunne komme frelste gennem brændingen, der fråder som et afsindigt uhyre derude i måneskinnet.

Sin hyre værd, siger far. Og Christen er hurtig og ivrig, da de skal have båden i havet, og han skubber og løfter så meget, han orker og kravler ombord som den sidste, selv om han ikke har lange træskostøvler på som de voksne og bliver pjaskvåd langt op ad benene.

De ror og ror. Og ind i mellem skifter de plads. Så ror Christen også. Og det er godt. Kulden viger for en tid. For det er koldere herude på det åbne hav, og det føles da også, som om vinden er taget til. Er den ikke? Christen lader forsigtigt en bemærkning falde. ”Åh den smule brise”, siger far. Og de griner alle, da drengen lidt efter spørger, om de ikke er langt nok ude nu? Han mærker jo, hvordan bølgerne er blevet højere, båden gynger op og ned, og det suger sært i maven, og han kan ikke slippe den tanke, at kun de tynde planker under hans fødder skiller dem fra druknedøden. Og nu skal han tilmed kaste op. De seks, der ror, fortsætter, som om de ikke hører drengen brøle op og ikke ser det vælte ud af ham og sprøjte ud over rælingen. De tre andre ser en anden vej. De er ligeså blinde og døve.

Fastlandet er forsvundet i mørket, der tætner omkring båden, og nu begynder nogle skyer at glide hen over månen, og lidt efter lidt bliver alt sort omkring dem. De kan knap nok se hinanden. Kun gløden fra mændenes piber kan anes, når de suger den gode tobak i sig.

”Så kaster vi anker!” siger bådsformanden, da de har roet i uendeligheder, og mændene trækker øjeblikkeligt årerne ind. ”Og se så at komme til hægterne, knægt!” Han rækker ham en flaske, og Christen sluger en tår og mærker det brænde som ild indvendigt. Så tørrer han sig i ansigtet med ærmet af den store valkede trøje og tænker på mor, der skal vaske den og nok ikke får det gjort, og så tænker han på sig selv, der skal møde op i møllen med en stank af bræk hængende om sig. Men han får måske ikke lov at komme der mere.

Og han ser, at alle fiskerne folder hænderne og vender blikket mod himlen. Højt og i kor beder de til Gud om fangst og om at komme levende i land, og da det sidste ord er sendt til himmels, får hver mand travlt med sit. Formandens liner først. Derpå går det lynhurtigt og efter tur. Fars sidst. Nogle af mændene giver sig dog tid til at slå korsets tegn, inden de mange kroge lempes udenbords. Men ikke far, der blot bøjer sig over kurven og omhyggeligt firer sine liner ud i havet. Stykke for stykke glider de over rælingen, indtil hver eneste krog er forsvundet i det sorte dyb. Christen ser bare til. ”Skal jeg ikke …?” Han rækker hænderne ud mod far. ”Nej, men næste gang får du dine egne liner og kroge. I dag skal du ro, ikke? Så du kan tjene til dit grej.”

Næste gang, tænker drengen mat.

Mor har repareret fars gamle, valkede havtrøje til Christen, men hun har ikke kunnet skaffe ham en frakke. Og far sagde, at det også var lige meget. Vejret var jo så mildt denne vinter, og desuden var det kun sundt for en tudeprins som ham at krænges ud af sit vat og mærke livet.

Mærke livet. Ordene summer i ham, men han mærker kun kulden, og den dræber alt liv i ham, både indvendigt og udvendigt, og om lidt skal han dø. Han krummer sig om sig selv, og en sær følelse af ligegyldighed sniger sig ind på ham, den overmander ham, og han tænker sløvt og opgivende, at nu vil han bare sove. Sove ja. Og dø. Men inden han når at falde hen, griber en fisker ham fast i armen og begynder at skælde far ud, mens han samtidig ryster Christen frem og tilbage, som om han var en kludedukke: ”Hvad satan ligner det også at sende drengen på havet i den mundering?” Og fiskeren, der er meget stor og bred, tager endnu hårdere fat og rusker ham, til han bliver helt vågen.

Ventetiden. En evighed, og selv om Christen er halvt bedøvet af de mange slurke fra flasken og endnu flere rusk af grove og stærke hænder, så overlever han. Der findes mirakler. Som da de begynder at hale fisk ind, og alt i båden bliver lutter forvirring og travlhed og fisk i sprællende bunker og senere, da han i en tåge af kulde og fuldesyge alligevel sanser, at der sættes sejl, og han mærker vinden gribe deres båd og blæse den ind mod land, som var den en sæbeboble i vinden. Han ler. Hvor er det sjovt. ”For fanden da også med den knægt,” hører han en af de ruskende fiskerne sige, og han ler endnu højere. ”For fanden da også!” brøler han til vinden, der fylder deres sejl og blæser dem ind over brændingen, som sad de i en nøddeskal og ikke i en tung timandsjolle.   

Lidt efter skurrer de på land, hvor mor selvfølgelig står og rækker ud mod ham, og han bider al skam i sig og synker om i hendes arme.

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

• 

På billedet herover kan man se, hvor gården Kokholm var placeret. Der er to en Nørre og en Sønder Kokholm. Og hvor stammer vores Niels Christensen Kokholm, så fra? Ja, han er fra Tørring, ligesom gården, men han synes ikke at have en umiddelbar tilknytning til gården. Og navnet Kokholm får han først som gammel.

Jeg har været på FOLKETÆLLING 1850 1860 OG 1870 I i Tørring Sogn og på disse gårde sad i de 30 omtalte år ingen med det navn. I Nørre Kokholm har vi Nicolai Thusen og hans kone Ane Margrethe – de er ikke forældre til vores Christen Kokholm d. første eller bedsteforældre til Chr. Kokholm d. anden. Far og bedstefar var Niels Christensen gift med Else Christensen Sørensen. I 1850 bor de i et hus (Vejhus) og de har børnene Christen Nielsen på 9 år og Johanne på 1 år. Førstnævnte barn er far til Christen Kokholm ( der jo hedder som sin far)

I 1860 bor de atter i et hus, og det er heller ikke gården Kokholm, og nu har de børnene Johanne på 11 år, og Severine på 6 år. Christen er ikke mere hjemme. Det er 6 år før han bliver gift. Måske er han i møllerlære.

I 1870 er det heller ikke vores Niels Christensen (Christen Kokholms far) der ejer gårdene Kokholm. Han er tjenestekarl.

Niels er blevet 58 år her i 1870 og er enkemand og han har taget navnet Kokholm, og han er ansat som “tyende” på gården Dahlgaard, der ejes af Peder Christensen, der også er 58 år og hans kone Johanne på 57. De har en hjemmeboende datter Marie på 20 år. Unge Christens farfar ender altså som tjenestekarl. Måske har han haft forbindelse med Kokholmgården – måske er han født der. Det ved jeg ikke, og det må andre end mig finde ud af.

Kokholm ligger altså i Tørring – men ejes af andre end “vore” Kokholm’ere i al fald i den tid, der har interesse for min roman..

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Jeg er gået i stå i min roman. Mest fordi jeg er uenig med mig selv. Hvor meget skal jeg holde mig til det, man kalder sandheden? Og hvor meget må jeg digte? Spørger jeg mig selv, så kan jeg digte helt frit. Spørger jeg min nabo, så mener hun, at jeg bør forske først og skrive siden. Men det kan jeg ikke. Jeg må skrive efterhånden som inspirationen indfinder sig. Og ja. Der findes sådan en sær størrelse, der hedder inspiration, og den har ingenting med historisk/ topologisk/ demografisk osv. forskning at gøre.

Mine personer har eksisteret, og jeg giver dem nyt liv med min roman. Og vist er det aldeles nyt, og de vil sikkert ikke kunne kende sig selv i min fremstilling. Men inde i mit hoved har de været sådan. MEN jeg forsker også. Jeg går til de historiske kilder i så vidt omfang, som jeg formår. Som forsker er jeg begrænset i mine udfoldelsesmuligheder. Som digter selvfølgelig også. Begrænset af mit talents rækkevidde. Det ved jeg nok, men jeg skriver ikke noget, som jeg ikke selv synes er OK.

Nu har jeg læst et par bøger om Vallekilde Højskoles første år – bøger fra tiden: H. Rosendal: Folkehøjskoler og Landbrugsskoler (1894) og Ludvig Schrøder: Den nordiske Folkehøjskole ( 1905)

Nu ved jeg helt sikkert, at mange hold af unge håndværkere fik deres uddannelse på Vallekilde Højskoles Håndværkerskole. Den var ledet af Andreas Bentsen, der selv både var håndværker- og seminarieuddannet. Han havde haft Ernst Trier (Højskolens grundlægger) som lærer på seminariet, og nu kom han til skolen med en ide om at uddanne højskoleungdommen i et håndværk. Det kom han til i mange år. Og selvfølgelig var Christen Kokholm en af hans elever.

Hvordan det er gået til, at han har fået den mulighed, må jeg p.t. lade stå som et åbent spørgsmål. Det var nemlig lidt dyrere end et almindeligt højskoleophold, til gengæld forlod man skolen med et svendebrev. Og jeg tror bestemt ikke, at Christen har lært sit håndværk af en lokal murer. Der er i den periode, vi taler om, kun 3 murere i Harboør, nemlig Christen Madsen Bruun, Jens Pedersen Flyvholm og Christian Christensen Melkjær. Og af folketællingen kan vi se, at vores Christen fra 1890 er fraværende fra sognet. Hvor er han? mit svar: På Vallekilde, hvor han lærer at tegne, beregne og opføre huse. Bentsen er kendt for sin dygtighed som arkitekt ( uden uddannelse i faget) hans søn bliver eksamineret arkitekt. Og Kokholms Hotel (i sin første skikkelse) emmer af skønhed. Hvor andre steder kunne Christen Kokholm have lært det end her – hos de bedste i faget?

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Den lille fiskerklynge Holmen(e), som ligger mellem Kirkebyen (Haboøre) og Limfjorden består af omkring 16 huse. Der er en enkelt “jordbruger” imellem, ellers benævnes de alle som fiskere, en enkelt som sømand.

Men her kommer nu fortegnelsen over alle de personer, der levede i den lille fiskerklynge på Holmene i året 1870

• Første Holmhuus: Niels Jensen Kirnhus(?): 47 år sømand og gift med Edel Kerstine Nielsen på 32, og de har en lille datter Karen Marie på 8 år.

Holmhuus nr. 2: Jakob Stinus Nielsen 47 år og jordbruger – gift med Ane Margrethe Eskildsen på 35 og de har to børn: Niels på 3 og Elin på 1

Holmhuus nr. 3. Her bor Christen Kokholm Nielsen (f. i Tørring) han er 28 år og jordbruger, gift med Ane Marie Christensen på 34 (f. i Harboør), og de har to børn Barbara 2 år og Elin Kristine 1 år.

Holmhuus nr.4 – Lars Kyndi Andersen på 43 fisker og gift med Ida Margrethe Christensen på 28 og de har et barn Jens Chr. Theodor på 6. Desuden bor to gamle på aftægt: Anders Larsen Holm på 69 og Gjertrud Marie Thomasdatter på 67 år

Holmhuus nr.5: Thomas Mathiis Andersen 37 år og fisker. Han er gift med Mariane Christensen på 25 og de har to børn Anders på 4 og Christian på 1 år.

Holmhuus nr 6: Christen Larsen Holm 67 år og fisker, er gift med Ane Kathrine Thomsen på 54 og de har en stor flok børn plus et par plejebørn: Lars på 25 og Thomas på 21 og Johanne på 16, Jakob på 12 og de to plejebørn, hvoraf det sidstnævnte er fattiglem: Jensine 2 år og Sidsel 11 år.. Hvor Jensine kommer fra, kan vi ikke vide, men Sidsel er udliciteret af Fattigvæsnet til den familie, der vil tage hende for laveste betaling.

Holmhuus nr.7: Lars Chr. Thøt 39 år og fisker, gift med Ane Jensdatter på 53. De har børnene Christen på 16 og Jens på 13 år. Desuden huset de et fattiglem: Anders Nielsen Thøt på 75 år.

Holmhuus nr. 9 ( Det ser ud, som om der mangler et hus nr.8 ) Her i nr. 9 bor Anders Hendrik Jensen 44 år og fisker og gift med Kjerstine Nielsen Paakjær på 37 og de har fire børn: Christen på 12 og Jens på 10 og Niels på 7 og Liliane på 1 år. Desuden huser de Sidsel Poulsdatter på 80 som er Enke og på aftægt.

Holmhuus nr. 10 – Christen Christensen 50 år fisker og gift med Ane Pedersen Nees på 52 – de har to børn, Mette på 21, hun er ugift og ernærer sig som syerske. Og Kristine på 10 år. Desuden bor der i samme hus et ægtepar: Peder Christensen Kloster 29 år, gift med Mette Christensen på 24, og det har et lille barn på 1 år. Peder er sandsynligvis søn af Christen.

Holmhuus nr. 11 Anders Thomsen Wrist på 32 er fisker og gift med Edel N. Thyborøn på 33 år.

Holmhuus nr. 13 . Igen synes der at mangle et hus (nr. 12) I nr. 13 bor Anders Pedersen Knopperhuus 48 år og fisker. Han er gift med Gjertrud Knopper Langerhuus på 41 og de har tre børn: Peder på 18, Ane på 9 og Niels på 3.

Holmhuus nr. 14 – Niels Thomsen Noermark 67 år og fisker, gift med Mette Marie Jensdatter på 61

Holmhuus nr 15. Mads Gai Pedersen Holm på 55 og fisker, gift med Mette Johanne Holm på 52. De har to børn, Mads 26 og ugift og Pesine 12 år.

Holmhuus nr. 16 Anders Pedersen Kirk 51 år og fisker gift med Ane Margrethe Pedersen på 56. De har fem hjemmeboende voksne børn: Peder, der er 26 og fisker, og en Peder mere på 24, han har ikke noget erhverv og desuden en datter på 21 Barbara, som er sypige. Desuden nævnes Maren på 19, som er sypige og en søn, Joseph, som er fisker.

Bemærkninger: Det ser altså ud, som om der har været 16 huse i Holmen(e), men at kun de 14 nu er beboede. Det er karakteristisk for Holmene som for de øvrige små steder, at der er forbavsende få gamle mennesker, og hvis de lever, så er de i 60’erne eller 70’erne. Kun et par stykker når til 80 års alderen. Harboørefolkene dør altså i en ung alder, og det skyldes naturligvis mange ting. En af dem er vel kosten. De levede ganske vist af fisk for det meste, men fisken saltedes gerne – de har spist alt for meget salt. Og desuden for få grøntsager. Der var få der ejede en urtehave, ingenting kunne gro i sandet, og frugttræer fandtes slet ikke på egnen. Frugt (æbler) var en delikatesse, som de hjemvendte fiskere medbragte en smule af til familien. Kosten, kulden og det hårde slid. Tre faktorer, som til sammen har betydet tidlig død.

De to præster, hvis samtidsskildringer fra egnen, jeg har læst: pastor Moe og pastor Davidsen, er begge forargede over karlenes og pigernes seksualmoral = deres usædelighed. Men af folketællingerne gennem 1800 tallet fremgår det ganske tydeligt, at der rigtig mange voksne unge, der bliver boende hjemme hos forældrene, og de mødes hos hinanden og navnlig danser og synger de, når de er sammen,syndigt synes præsterne, yndigt, synes Karen Tudborg, sådan som hun skildrer det i sine erindringer. Hun priser livsglæden hos ungdommen, som står i skarp kontrast til det benhårde liv, de levede arbejdsmæssigt og også i øvrigt. Det er vel naturligt, at de har seksuel kontakt med hinanden. Pastor Moe klager over, at de først gifter sig, når de kommer “galt af sted”.

Det er også typisk, at der er meget få børnerige familier – børnedødeligheden var selvfølgelig stor, som man kan se i et andet af mine Kokholm-indlæg ( manglende hygiejne og epidemier) de fleste familier kendte til at miste et barn. Alligevel er der kun ganske få familier, der får over 5 børn. Familien Kokholm er en undtagelse lige som nogle ganske få bondefamilier, der økonomisk er så velstillede, at de kan få råd til en stor børneflok.

Jeg vil i det følgende optegne befolkningen i Holmen(e) i 1880. Det er ti år senere, og der er sket stor udskiftning i husene, men der er stadigvæk 14 af dem, som man kan se. Nogle familier er vokset (=Kokholms) andre er helt væk. De fleste gamle og fattiglemmer er døde.

Folketælling 1880 for Holmen(e)

Som det fremgår af nedenstående, så er der stadig 14 huse i Holmene, og de er næsten alle beboet af fiskere. Om husnumrene er de samme i de to tællinger, kan jeg ikke se umiddelbart, men at der er sket mange forandringer på 10 år fremgår ret tydeligt.

Hus nr. 1: Laust Christian Christensen 35 år fisker gift med Johanne Marie Christensen. De har en plejedatter, Giertrud på 12 år.

Hus nr. 2: Jakob Stinus Nielsen 49 år og Møllerkarl og det fremgård ikke af optællingen, hvor hans kone er. Hun kan være på sygehuset, i al fald er hun fraværende på optællingstidspunktet. Der er to børn, Niels på 13 og Else på 11 og desuden en tjenestepige, Margrethe Mollerup på 50 år. Så huses der også en mand, Anders Eskildsen Hav på 61 ugift og understøttet af fattigvæsnet.

Hus nr. 3: Christian Kokholm Nielsen 38 år arbejdsmand og gift med Ane Marie Christensen og der er nu 8 børn i familien: Barbara på 12, Eleonora 11, Kristine 9, Christen 7, Ane 4, Mads 3, Niels 1 og Niels Christian endnu ikke 1 år.

Hus nr. 4 : Lars Andersen Holm 53 år og fisker. Han er gift med Ide Margrethe Christensen 38 år og de har en søn Jens Christian på 16 år og en plejesøn, Niels Christian på 3 år. Desuden bor Anders Larsen, enkemand på 79 i huset og han forsørges af husfaderen.

Hus nr. 5 Thomas Andersen Holm 47 år og fisker, han er gift med Mariane Christensen på 35 og de har fire børn: Anders 14, Chr. Theodor 10 Pouline 9 og Giertrud 2

Hus nr. 6 Chr. Larsen Holm 77 år og understøttet af sine sønner ,og gift med Ane Katrine Thomsen 64 år, ligeledes understøttet af sønnerne. Hos dem bor 2 sønner: Thomas Christenden på 31, fisker og ugift og Jakob på 22 ligeledes fisker og ugift. Desuden bor der en Jensine Christensen, 19 og Tjenestepige.

Hus nr 7: Chr. Thomsen 52 år, daglejer og gift med Inger Sofie Thomsen 55 år og de har to børn Ane Marie 20 år og Thomine 13 år.

Hus nr. 8 : Lars Chr. Holm 49 år fisker og gift med Ane Jensen på 62 år. De har to voksne sønner boende, der begge er fiskere: Christen 26 år og Jens 22 år.

Hus nr. 9: Anders Henrik Jensen på 54 fisker og gift med Kiersten Nielsen og de har 5 børn: Jens Peter på 20, Niels på 17, Siliane (Liliane) 11 år, Jens 9 år, Mette 7 år. Desuden bor Niels Chr. Pedersen hos dem, han forsørges af husfaderen.

Hus nr. 10 Christen Kragelund på 60 år fisker og gift med Ane Pedersen. De har en datter Christine 20 år. Desuden bor der en lille dreng, Jens på 7 år, som forsørges af fattigvæsnet.

Hus nr. 11 Anders Thomsen Holm 43 år, fisker og gift med Ane Pedersen 43 år. De har et barn boende, som forsørges af fattigvæsnet: Karen 5 år.

Hus nr. 12: Thomas Pedersen Knopper 58 år, fisker og gift med Giertrud K. Knudsen på 51. De har tre børn: Ane Margrethe på 19, Maren på 17 og Niels på 13 år .

Hus nr. 13: Mads Madsen Holm 36 år og fisker, gift med Esteline ( Eskeline) Christensen på 33, og de har fire børn: Niels 6, Mette 4, Christen 2, Ane -1. Desuden to forældre på aftægt, forsørges af husfaderen: Mads Gai Pedersen 65 år og hans kone Mette Johanne Madsen.

Hus nr. 14: Anders Pedersen Holm 61 år fisker og gift med Ane Margrethe Pedersen 65 år og de har to sønner boende: Peder 32 ugift og urmager og Joseph 26 ugift og fisker. Desuden en tjenestepige Line Jensen på 21 og et barn på 11 år, Line Katrine Larsen, som forsørges af fattigvæsnet.

Bemærkninger: Der bor i alt 1266 personer i Harboør i 1880. Her er tillægslisternes personer ikke medregnet. De fleste ejendomme på egnen er huse. Resten er gårde: Der ligger spredt over hele egnen i alt 61 gårde. I Holmen(e) er der ingen, og heller ikke i Langerhuse, mens der er en del i Vrist, Veilby og Ferring.

Det er ikke store gårde, de har som regel kun en enkelt tjenestepige og -karl. Så er der nævnt 1 lærerbolig og 1 skole og 1 kro. Resten er benævnt huse. Det ser ud til, at et par stykker er fattighuse – her bor i al fald kun fattiglemmer. I husene bor ellers fiskere og små jordbrugere. Om der hører jord til de små fiskerhuse, kan man ikke slutte af listerne, men der bor i al fald fiskere i næsten alle husene. Ud over fiskere og jordbrugere er der 37 mænd (og en kvinde) med andre erhverv: 5 tømrer, 2 vævere, 1 præst, 3 møllere, 1 møllerkarl, 3 snedkere, 3 lærere, 1 lærerinde, 1 skibsfører, 1 sømand, 1 detaillist, 1 toldassistent, 2 købmand, 1 høker, 1. bager, 1 slagter, 3 murere, 1 smed, 1 skomager, 1 skrædder, 1 kroforpagter, 1 tækker, 1 entreprenør. I folketællingerne omgås man stavning endnu mere lemfældigt end jeg gør, og tømrer staves f.eks. tømmer.

Jeg kan se af ovenstående, at jeg ikke har medregnet de kvindelige væverske blandt dem andre erhverv end fiskeri og jordbrug. Der findes en del sypiger og væversker. De er altså ikke nævnt. Du kan selv finde dem i folketællingerne..

Som sagt er gårdene ikke store, så ville der have været flere tjenestefolk. Men der er en eller to på hver gård, endda op til tre stk. på enkelte gårde. Nogle få fiskere har også tjenestetyende, som de benævnes, og naturligvis har præsten 2 og en af de tre lærere har råd til en tjenestepige. Håndværkerne, undtager skrædderen og bageren, lever uden hjælp af tyende. Der er i alt 74 tjenestefolk i hele Harboør-egnen, de fleste på gårdene. Men så er der et segment mere, som nok også må regnes til tyende – dog et trin lavere, for det er ulønnet arbejdskraft: plejebørnene, som fattigvæsnet betaler bonden eller fiskeren for at underholde og fattiglemmerne. Af dem var der i 1880 44 personer. De har naturligvis måttet arbejde, men hvordan deres kår har været, ved vi ikke. Vi ved lidt fra pastor Moes erindringer: “Oplevelser” – her fortæller han om den skamløse behandling af de svageste, og han fortæller, hvordan denne behandling strider imod det kristne evangelium, som hævder, at størst af alt er kærlighed. Der er, så vidt jeg kan se, blevet indrettet enkelte fattighuse. De er små, for der bor ikke mange i hvert af dem: Hus nr. 5 i Røns Fjerring og hus nr. 19 i Langerhuse og Hus nr. 1. i Vejlby. Hvordan de huse har været ved vi ikke meget om. Resten af fattiglemmerne er spredt i sognet.

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

1870 – Første folketælling

Her i 1870 er der to tre huse anført i folketællingen. Peder Houkjær er død, og hans kone Lisbet (=Lysbet) lever alene på Houkjær sammen med sin 30 år gamle ugifte søn, Mads.

1 Hus (Høgenhav) : Niels Sørensen 29 år, jordbruger, gift med Mariane Nielsen 33 år – de har 2 børn: Mette Marie 2 år og Søren Chr. Høgenhav. desuden arbejder to tjenestefolk på stedet: Jens Chri. Sørensen 19 år – Chresten Sørensen 24 år. Endvidere bor der to søskende til Niels, nemlig en søster: Kirsten Marie Sørensen 16 år og broderen Peder Sørensen 13 år. Derudover er der to logerende i huset. Deraf kan man vel slutte, at huset slet ikke er så lille. Kunne vel kaldes en gård, men bliver det ikke. De logerende er: Kirsten Marie Pedersen på 23 og Petrine Marie Pedersen på 14. Og der er også plads til Marianes mor: Ane Marie Nielsen

1 Hus – Vilhelm R. (?) – måske står der Reinlænder, men jeg må blankt bekende, at jeg ikke mestrer gotisk håndskrift. Han er i al fald landbruger, som alle andre i Kandestederne og han er 58 år. Gift med Birgitte Otamia (?) på 61. Der er ingen hjemmeboende børn, men derimod to tjenestefolk: Christen Christensen på 30 og Hans Ole Bentsen på 16 år. Det tyder også på en vis velstand.

Et Hus – Mads Pedersen 30 år Landbruger og moren: Lisbet Jensen 62 Enke.

Anden Folketælling 1880

I stedet for 3 huse ligger der nu 6 huse i Kandestederne.

Første Hus:

Peder Sørensen 23 u Jordbruger og Ane Marie Nielsdatter 61 Enke. Mandens moder, forsørges af ham

Andet Hus:

Mads Pedersen Houkjær 39 år gift med Karen Marie Sørensen 32 år, og de har sønnen Peder på 7 og datteren Elisabeth på 4. Desuden Mads- mor Elisabeth Jensen 72. Og en tjenestepige Kirstine Elisabeth Sørensen på 18 år

Tredje Hus

Kristen Kristjan Sørensen 38 år gift med Ane Kirstine Jensen 31 år. De har et barn: Dorthe Marie på 2 år. Og to tjenestefolk: Kristen Gaardbo 16 år og Emilie Nielsen 20 år

Fjerde Hus

Kristen Sørensen 34 år og gift med Joseffine Amalie Sørensen 23 år. De har et barn: Semine Amalie på 1 år. Desuden to tjenestefolk Søren Møller Jensen 12 år og Karen Marie Thomsen 18 år.

Femte Hus

Jens Pedersen 52 år gift med Kirsten Marie Pedersen 63 år. Husfaders moder bor der også: Ane Marie Sørensen 84 år. Der er ingen børn, men tre tjenestefolk: Lars Chr. Sørensen på 17 år og Henning Julius Jensen på 10 og Johanne Kristine Jensen på 17.

Sjette Hus

Kristian Kristensen 33 år Jordbruger gift med Ane Nielsen 31 år. De har et plejebarn Ane Mathilde Kristensen 9 år og desuden to tjenestefolk: Ane Amalie Kristensen på 25 og Jens Kristian Jensen 12 år.

Tredje folketælling 1890

Lidt om dem, der bebor Kandestederne i den periode, min roman udspiller sig, altså sidst i 1800-tallet. I følge folketællingen i 1890 får vi et kik ind i 5 gårde, hvis ejere alle fire tituleres husmænd. Selv har de nok regnet sig for gårdmænd, men den slags skal man helt til Starholm for at finde. Her kommer hele befolkningen i Kandestederne det omtalte år

Første hus:

Husmand Christian Christensen 43 år : landmand og slagter. Han er gift med Ane Nielsen 41 år og sammen har de en datter Ane Mathilde på 19 år. Desuden er der to tyendefolk: Maren Gaardbo på 16 og Johan Christian Christensen på 18 år. Desuden er følgende to benævnt indsiddere: de bor altså på gården (husmandsstedet) og det er strandfoged Jens Pedersen 62 år og hans kone Kirsten Marie Christensdatter på 73 år

Andet hus

1 hus: Her er vi på Houkjær og Mads er blevet gift. Mads Pedersen Houkjær 39 år og gift med Karen Marie Sørensen på 38. Og de har to børn, nemlig sønnen Peder og datteren Elisabeth. Desuden bor Mads’ mor stadig på gården: Elisabeth Jensen, som nu er blevet 72 år. Så er der en enkelt tjenestepige: Kirstine Elisabeth Sørensen på 18 år.

Tredje hus eller gård:

Husmand Niels Peter Nielsen 32 år gift med Marie Larsen 32 år og de har to små børn, Martin Nielsen på 2 år og Peder Christian Nielsen på 0 år. Desuden huser hjemmet to tjenestefolk, Mathilde Nielsen 21 år og Peder Christian Pedersen 17 år. Og en Søren Christian Pedersen på 23 år bor der også, han tituleres daglejer jordbruget. Og desuden er der i huset en indsidder ved navn Jens Larsen Gødsk på 64 år og han er ungkarl under fattigforsørgelse.

Fjerde hus eller gård

. Husmand Christen Christian Jensen 48 år, Ane Kirstine Jensen 41 år, og de har to børn Anne Mathilde Jensen på 8år og Engel Kristine Jensen på 5 år. Desuden er der også her to tjenestefolk, Karen Marie Sørensen 21 år og Thomas Larsen Kruse Leer på 17 år.

Femte hus eller gård:

Husmand Mads Pedersen Houkjær 50 år, gift med Karen Marie Sørensen 42 år og de har datteren Elisabeth Pedersen Houkjær på 14 år og desuden bor Elisa Jensdatter på 82 på aftægt. Og så er der Kristen Marie Sørensen på 36 og hun benævnes væverske.

En bemærkning, der er generel: Christian staves ofte Kristian – Christensen ofte Kristensen. Det afhænger af degnens humør, I det hele taget skal man tage stavning med et gran salt. Det samme navn, som i kirkebogen staves Maria kan sagtens staves Marie i folketællingen og omvendt. Der bor altså i Kandestederne i 1890 kun denne lille håndfuld mennesker, 26 personer, fordelt på 4 gårde (huse) – ikke flere, end at de alle kunne være i en bondestue på en gang. Jeg vil gerne knytte nogle kommentarer til de 4 huse (gårde) der her er på tale:

Bemærkning til første hus. Om Christian Christensen hører vi, at han er slagter. Han og konen var barnløse, men de adopterede Mathilde. Hun blev senere gift med Mads, der er yngste søn på Hesselholt. Mads var en tid i Amerika for at prøve lykken. Han var der sammen med en ung mand fra Kandestederne. Jeg husker ikke lige nu, hvem, men vil tilføje det senere. Vedkommende redder Mads’liv. Mads gifter sig som nævnt med Mathilde fra Christen Jensens gård. Han går i lære hos sin slagtersvigerfar og bliver selv slagter. Bygger en slagterbutik i Skagen og bliver den tids svar på Slagter Munk.

Bemærkninger til anden gård. Jeg vil måske senere føje noget til. Måske var den Jeppe Kyk, Jacob Paludan har skrevet om i “En sær Jyde” netop fra denne gård.

Bemærkninger til tredje gård Jeg har ingen bemærkninger til den tredje gård. Har jo kun folketællingens tal – og her hører ikke anekdoter og tilføjelser hjemme. Måske er det den, der bliver til Hjorths hotel – men her er jeg meget i vildrede.

Bemærkninger til fjerde gård Her er vi på Houkjær – det er bemærkelsesværdigt, at alle fire mænd på de fire gårde betegnes husmænd. Kun Christensen skiller sig ud ved også at være slagter. Senere, som vi skal se, kommer der nye stillingsbenævnelser.

Her går vi over til 1901 folketællingen, og bemærker hurtigt en tilvækst.

1901 FOLKETÆLLING KANDESTEDERNE:

Første hus eller gård:

1.Peter Larsen Sørensen f. 1856 gift Husfader, Husmand, Redningsmand gift med Marie Marthine Christensen f.1855 , Husmoder. De har 9 børn: Niels Christian Sørensen, f.1884, Christen S. f.1886, Mariane S. f. 1887, Ane Marie S, f.1888, Christine Petrea S. f. 1890, Jens Peter S, f.1891, Kirsten Marie S f.1894, Kirstine Marie S. f. 1894, Semine Jensine S. f.1898 og Valdemar S. f.1899.

Anden hus eller gård:

Niels Peter Nielsen (Kyk) f. 1857 g. husfader, landbruger, gift med Marie Larsen f. 1857 og husmoder, de har fire børn: Martine N f. 1882, Kristine N f. 1891, Nielsine Marie N. f. 1895, Peder Christian N. f.1900.

Tredje hus eller gård:

Christen Madsen f. 1846 ugift Murer, Daglejer ved Avlbrug, arbejdsmand og forhenværende Sømand

Fjerde hus eller gård

Christen Christian Jensen f. 1844 – Husfader, Husmand og Strandfoged, gift med Ane Kirstine Jensen f. 1848 og Husmoder. De har et biologisk barn Anna Mathilda f. 1881 og en tjeneste dreng Martin Christensen f. 1880 og desuden et plejebarn, Kristian Marius Andreasen f. 1886 – desuden har de et barn, som for tiden bor i Skagen: Engel Kristine Jensen f. 1886 Gården her er Høgenhaug. Han er kendt som Christen Høgenhaug.

Femte hus eller gård:

Kristen Nielsen f. 1871 (Harboøre) fast bopæl siden 1897 fhv. Murersvend, Redningsmand, Strandfoged – han er gift med Elisabeth Pedersen f. 1876 Husmoder og de har to børn Mads Houkjær Nielsen f. 1899 og Anna Maria H.N. f. 1900, desuden bor i huset Karen Marie Sørensen f.1847 Aftægtskone og et tjenestetyende Laurits Peter Christensen f. 1886

Sjette hus eller gård:

Christian Christensen f. 1846 Husfader, Landbrug, Slagter og gift med Ane Nielsen f.1846 og Husmoder. De har to Tjenestetyende: Elsine Margrethe Christensen f. 1876 og Lars Sørensen Thomsen f. 1872.

Syvende hus eller gård:

Thomas Christian Frederiksen f. 1853 – Husfader, Dykker og Tømrer, gift med Jensine Nielsen f.1866, Kone og Syerske. De har tre børn: Frida Louisiana Theodora Fr. f.1894, Mary Methine Eleonore Kristine F. f. 1896 og Frederik Simoni f. 20/5 1898. Og der skulle ifølge en kommentar fra Anne Hilmersdottir,, som jeg har modtaget være et fjerde barn, som så nok er yngre: Anker hedder han.

Ottende hus:

Kirsten Marie Sørensen f.1853 – Væverske – Formue

Bemærkninger til ovenstående. Thomas Christian Frederiksen ( 7. gård) var nogle år i Amerika sammen med Mads Hesselholt. Det er den gård, der senere bliver bygget om til Kandehus. Som vi kan se, er befolkningen vokset. Der bor nu ikke kun 26 personer i Kandestederne, men 42. Det er ikke en fordobling, men dog værd at lægge mærke til.

---

.

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

I det kommende indlæg bevæger vi os fra Harboøre – kommer nok tilbage til det – og til Kandestederne. Der er jeg kommet til i romanen. Og i dag har jeg været i kirkebøger og i de gamle arkiver (mine egne om Hulsig) og fundet en del stof – alt for meget i virkeligheden, men i al fald giver det en slags rettesnor for den vandring tilbage til Houkjærgården, som jeg i den kommende tid vil koncentrere mig om at foretage. Forestiller mig, at romanen vil springe fra Christens konfirmation (eller tiden lige før) til Elisabeths konfirmation (eller tiden lige før). Christen blev desværre ikke konfirmeret af den karismatiske ( og indremissionske) pastor Moe – senere vender vi tilbage til ham – men af hans mere farveløse efterfølger, og Elisabeth bliver desværre heller ikke konfirmeret af den karismatiske ( og grundvigianske) pastor Jensen i Råbjerg – han kommer først året efter. Hun bliver konfirmeret af den indremissionske pastor Gandil, som vist nok ikke besad megen karisma, men som var elsket af den missionske menighed i Råbjerg..

Mens Christen får en fin karakter. nemlig mg for kundskaber, så scorer Elisabeth kun et beskedent g i kundskaber. Jeg kan ikke vide, hvorfor, men jeg tror, at hun er opdraget i en gammeldags kristen bondekultur, hvor inderlighed i troen betragtedes som svaghed og føleri, og jeg tror ikke, at Houkjærerne har haft meget til overs for Indre Mission. Det havde Råbjergfolkene til gengæld, og det var vanskeligt for pastor Jensen, da han et par år senere begyndte sit arbejde som præst i Råbjerg (1891).

Elisabeth bliver konfirmeret 16/10 1889. Som et kuriosum, der nok kun interesserer mig og ganske få andre, men som kommer til at spille en rolle i romanen, så går hun til præst sammen med Ingeborg Larsen fra Krøg-gården, hendes far er Christian Larsen og hendes mor er Maren Christiansen og en søster til Marie Christiansen, kaldet Marie Houkjær. Ingeborg er altså kusine til Elise Houkjær på Klarup-gården. Og det er Elisabeth jo også, fordi hendes far Mads er Oles bror.

Rettelse til ovenstående. Det er rigtigt, at de to piger: Elisabeth fra Houkjær og kusine Ingeborg fra Krøggården går til præst og bliver konfirmeret samtidig, men Elisabeth bliver konfirmeret i Raabjerg og Ingeborg i Skagen. Ingeborg dør som ganske ung pige. Dødsårsagen kender vi ikke, men hun var tjenestepige hos en familie i Frederikshavn. Hun får ingen plads i min roman.

Ole Houkjær og Mads Houkjær, de to, som jo også var våbenbrødre i 1864-krigen, lignede hinanden. De havde begge et hidsigt temperament, men de var også begge utrolig modige.reddede således livet for ikke så få skibbrudne.

Jeg synes også, at det i dette indlæg er værd at dvæle lidt ved Klarup-gården. Som nogen ved, så var der 2 Klarup-gårde i Hulsig: de ligger der stadig, selv om de er moderniserede. Man kan se dem på venstre side af landevejen, når man kører fra Hulsig til Skagen. Lige uden for Hulsig.

Når jeg vil standse lidt op der, så er det, fordi de to gårde også har persontragedier knyttet til sig. Oles og Mads’ søster Karen Marie gifter sig med Lars Christian Nielsen på Klarupgården i 1858. Han er sindssyg og forlader hende og deres søn og kommer syg hjem i 1868, hvor han tager sit eget liv (drukner sig i brønden).. Hun overdrager gården til sin bror Ole (min oldefar) og han flytter ind sammen med sin kone, Marie Christiansen ( datter af Christian Krøg og min oldemor) og deres lille dreng Peder, der er født i 1867. I 1869 får de datteren Elise (min farmor). Tragedien fortsætter, for de får to børn mere ( Kristine i 1874 og Kristian i 1875) begge børnene dør som spæde.

Historien om Lars Christian Nielsens sygdom og selvmord har jeg fra Tinghusets arkiver. En artikel, hvor Karl Krøg fortæller om Hulsig-folk. Og desuden fra Lars Hesselholts “Hulsigminder”.

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Da Christen Kokholm vokser op i 1870’erne og 1880’erne er Harboøre allerede delt i to: de hellige og de vantro. Senere bliver splittelsen mellem de to grupper endnu mere markant. En vækkelse i pietistisk retning spores langt tilbage i århundredet, og jeg kunne ved lejlighed have lyst til at følge sporet: er det rester af den gamle pietisme fra 1700tallet ( Brorsons århundrede, Herrnhuternes århundrede) der har overlevet i det lille fiskerleje?

Det kommer vi ikke ind på her. Vi interesserer os i denne omgang kun for forholdene i Harboøre, da lille Christen vokser op. Han er barn i Holmene – et lille samfund nord for Kirkebyen ( Harboøre by) og tæt ved fjorden – her på dette lille sted, er, så vidt jeg kan se af kirkebøgerne, alle husene beboede af husmænd og arbejdsfolk, og i Karen Tudborgs erindringer hører vi om nogle områder på Harboøreegnen, hvor man nødig færdedes, fordi ukvemsord og andet grimt hang i luften. Hvor var det? Var der her? Voksede vores lille helt op et sted, hvor eder og forbandelser fór gennem luften, og hvor “pæne” folk ikke færdedes? Det ved vi ikke. Men vi ved, at sidst i 70’erne, og det var den tid, hvor lille Christens barndom faldt, da fandt den helt store vækkelse sted i Harboøre. Den unge lidenskabeligt vakte præst, pastor Moe, gjorde sit indtog og satte sit stærke aftryk i det lille samfund. Harboørefolkene tog ham til sig, og han tog på sig at “lave dem om” – det lykkedes langt hen, I indledningen til Karen Thuborgs erindringsværk, skriver udgiveren Henrik Ussing (1923) følgende:

“Harboøres Befolkning, der levede Livet under usikrere Vilkaar end nogen anden Befolkning i Danmark, maatte nødvendigvis være dybt religiøs. Men dette forhindrede ikke, at de samme Mennesker, der nys var sluppen ud af den mest overhængende Livsfare, slog sig løs i et lystigt Lag med Dans og Sang. – I denne Livsglæde midt i Alvor og Fattigdom skete der et stærkt Omslag fra den Tid, sidst i Halvfjerdserne, da Pastor Moe blev Præst paa Harboøre. Denne viljestærke, indremissionske Prædikant frembragte hos Harboøres Befolkning, hvis Sind under Naturens Vælde var vant til at svinge til Yderligheder, mens en stærk Alvor og Viljekraft var aflejret paa Bunden, en religiøs Splid og et Røre, hvis Dønninger lød over hele Landet. Pastor Moe og hans Tilhængere fremstillede de nedarvede Sæder og Vaner så vel som den nedarvede Religiøsitet som idel Vantro, Ugudelighed og Ryggesløshed. Da den samme Fordømmelse kom frem ved Begravelsen efter en stor Drukneulykke Efteraaret 1893, rejste der sig i Landets Blade en Storm mod en slig Færd; men selv de, der vilde forsvare Harbøreboerne, havde næppe den rette Forstaaelse af dem. De var tilbøjelige til at fremstille dem som stakkels vankundige og forkuede Mennesker. ( Citat slut s.8)

Her et ungsomsbillede af pastor Moe: Fra hans erindringer : “Oplevelser” 1926

Som Jens Kristian Lings med sin bog “Himmel og Hav og Harboøre” fra 2019 så fint gør opmærksom på, at fik Moe et samtidsmæle, som var skævt, som en ufølsom helvedesprædikant. Eftermælet vil blive nuanceret. Moe tordnede IKKE sine sognebørn ned i Helvedet. Han forsøgte faktisk ud fra de forudsætninger, han havde at give deres liv mening og indhold. At bedre deres kår også materielt. Han var indremissionsmand med alt, hvad det betyder. F.eks. var han aldrig i tvivl om, at det, der stod i Bibelen var Guds ord, og han tager den bogstaveligt til indtægt for sandheden. Men hans medfølelse og medleven i de fattige fiskeres barske liv er ikke falsk. Og han retter den ikke kun mod de “hellige”. Jeg vil citere et par eksempler fra hans egne erindringer om tiden på Harboøre “Oplevelser” 1926.

Han er f.eks. dybt forarget over den måde, man behandler fattige gamle på. Der var ingen egentlig fattiggård på Harboøre, og de gamle, der ikke havde familie, blev liciteret til de gårdmænd, der ville tage dem for laveste pris. Moe skriver (s.64): “Manden, som mente, at det kunde bøde lidt paa de daarlige Finanser, gjorde da Tilbud paa 6 à 7 gamle Kvinder og fik sit Bud approberet. Han hentede dem og fik dem anbragt i sine stuer og mente saa, at han som en god Kristen ogsaa burde sørge for deres aandelige Behov. I dette Øjemed stillede han en Dag i Præstegaarden … og forlangte, at jeg skulle køre med og tage dem til Alters i en Slump … jeg var fnysende harmfuld over, at man behandlede gamle fattige Folk paa den Maade. Men jeg tog med … fordi jeg tænkte, at jeg maaske kunne være de gamle Stakler til lidt Hjælp.”

Et andet sted i erindringerne erklærer Moe åbenlyst Harboørerne sin kærlighed (og den var nok gensidig): (s.56) … “Det var et underligt Hjertefok; man kunde ligefrem ikke andet end holde af dem, naar man gik omkring og snakkede med dem, eller blot saa deres Ansigter, naar de smilende gik forbi og hilste. Den Voldsomhed og Raahed, der ved Lejlighed kunde komme frem, især naar de havde drukket for meget, var kun den ydre Skal og hørte ikke deres egentlige Natur til….“

De københavnske reportere, der besøgte Harboøre efter den store ulykke i november 1893, hvor 26 fiskere fra egnen mistede livet, harcelerer i måneder over Moes optræden = hans prædiken ved begravelsen. Men her siger han faktisk kun, hvad han ifølge sin egen bibel-og trosopfattelse SKAL sige, og da han går rundt og trøster enker i sognet, har han ingen omvendelsesprædiken med sig i tilgift, men er virkelig en kærlig trøster hos alle. Sådan beskriver han det selv, og der findes kilder, der viser det samme. Reporterne håner ham også, fordi han er så “grisk” at han søger et “federe” kald. Ja, det tror jeg er ganske normalt for et ungt menneske, der har brugt utrolig mange kræfter i flere år i det her fattige sogn. Han fortæller om præstegården, da de kommer til Kirkebyen følgende: ( citat s.49): Der var kun daarligt Tag paa Huset, og Loftslugerne hang og hvinede paa Hængslerne. Loftet, der var gammelt og utæt, saa Støvet dryssede ned, maatte snarest muligt beslaas med Lister over Revnerne og derefter tapetseres. Køkkenet var et lille, smalt, aflangt Hul med aaben Skorsten, bryggerset ligesaa med Brolægning som paa Ribe Gader i samme Tidsalder. Ovenpaa var der et lille Gæstekammer, bygget op af Græstørv og Ler. Et herligt Opholdssted i en gammel idyllisk, fra Fædrene overleveret Præstegaard uden Have!”

Ja, dertil kommer at kaldet er lønnet med 600 kr. årligt og ingen dyrkbar jord til gården. Det var fattigdom, og hvem forstår ikke, at familien søger væk på et tidspunkt. Da er den vokset med en stor børneflok. De mister et barn, mens de bor der. Utrolig mange børn døde i de år, der var misvækst af flere årsager, men de elendige boligforhold for næsten alle har i al fald hjulpet til. Og Moe lægger ikke skjul på, at han hader at være fattig.

I en samtale med en trosmodstander, siger denne til ham, at han er arrogant og løgnagtig og flere andre skældsord. Og Moe svarer ganske roligt, at det kan der da være noget om. Men der findes vel tilgivelse også for ham.

Hele tiden (ifølge erindringerne) har han humoren med i det meste, og han kan godt lide at slå sig løs og livsglæden pibler i hans skrifter.

Pastor Moe søger til Skanderup, men han slipper aldrig harboørerne og i hele den tid, han levede, han skriver sin bog 35 år efter harboøretiden, havde han årligt besøg af vennerne derfra – måtte undertiden indlogere 100 personer i nogle dage. De besøgte ham om sommeren, og han besøgte dem i november, når de vendte hjem fra sommerarbejde rundt om i Danmark.

Ikke mere om Moe. I det følgende vil jeg omtale to værker – Jens Kristian Lings: “Himmel og Hav og Harboøre” fra 2019 og C. Davidsens “Harboøre” fra 1896.