Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Jeg har omredigeret og fortsat bogen om Elisabeth Kokholm og bringer herunder teksten, som den ser ud nu:
HVORFOR
Hvorfor skrive endnu en bog om Kandestederne? Der er jo allerede udgivet hele to om det lille sted: ”I begyndelsen var lyset” (1990) og ”Hændelser ved Hulsig”(2015), og de dækker vel i tilstrækkelig grad egnens historie? Ja, det kan man jo mene, men man kan også vende det om og hævde, at netop de to bøger er i stand til at vække interesse for endnu en beretning om denne afsides egn, der er så rig på skæve eksistenser og sære fortællinger.
Det er således hensigten med denne bog at tegne et portræt af to af stedets beboere, hvis liv fulgte et ganske andet mønster end det, der tegnede sig ved deres fødsel. Gamle talemåder, som ”skomager bliv ved din læst” og ”lige børn leger bedst”, gjorde de grundigt til skamme.
Lysten driver værket, siger et andet gammelt ord, og jeg må blankt indrømme, at jeg ikke er nødt til at skrive denne bog, men mest af alt er drevet af lysten til at gøre det. Hvordan den så end vil forme sig hen ad vejen.
Nød og lyst. De flestes liv er en passende blanding af de to ingredienser, men jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at Christen som barn kun kendte meget lidt til begrebet lyst. Hans barndom var præget bitter nød, og alt pegede i retning af, at det skulle fortsætte sådan livet igennem. Alligevel blev han allerede som ganske ung drevet fremad mod en ganske anden tilværelse end den, der lå i kortene, da han blev født.
Hvad var det for kræfter, der drev ham?
For den lille Elisabeth så fremtiden anderledes lys ud. Der er flere billeder af hende, og når jeg betragter dem, kan jeg se en pige, som ganske vist fik lov til at udfolde sig og være barn med barnets ret til leg og lyse drømme, men som også lærte, at det hårde arbejde er forudsætningen for livets beståen. Også for barnelivets. Og hun var rundet af en familie med en streng arbejdsmoral, men også med sans for skønhed. Hun var en Houkjær.
Elisabeth var familien eneste datter, og jeg tror, at hun trods tidens og egnens strenghed har været en smule forkælet. Hun var nu en gang gårdens prinsesse, det var hende, der havde retten til riget, for broren var bestemt for en pige med en større ejendom end Houkjær. Nedenstående billede viser da også en pige, der hviler i sig selv og som nok ved, hvad hun er værd. Her ser vi hende på vej ud af barndommen med klare øjne og et næsten Mona Lisa agtigt smil på læberne:
Det er sigende, at der ikke findes tilsvarende billeder af drengen Christen. En sådan storhed hørte ingen steder hjemme i hans fattige miljø, og nogen fotografering af drengen kom derfor aldrig på tale.
”I begyndelsen var Lyset”. Sådan lyder titlen på den bog om Kandestederne, der udkom i 1990. Den handler om en af Jyllands nordligste landsbyer, der som alle landsbyer i Danmark har været under konstant forandring gennem hele 1900-tallet. I begyndelsen af århundredet bestod den af en lille samling gårde, nogle få huse og tre mondæne hoteller, men fra ca. midten af 1900tallet mistede de det mondæne look, de forfaldt ganske enkelt, indtil de stod som spøgelsesagtige minder om en anden tid. Og denne forvandling skete samtidig med, at moderne sommerhuse poppede op rundt om i klitterne. Og gårdene forsvandt fra landskabet eller de blev købt op af velhavere og renoveredes til ukendelighed.
Bogen fra 1990 består af en samling tekster, forfattet af kendte danskere, og det er på flere måder en stor bog. Der fortælles om stedets særpræg og om dets ikke mindre sære beboere, men den handler måske mest af alt om forfatternes egne oplevelser af Kandestederne.
Egnen er i en stor del af året særdeles ugæstfrit med sine hyppige vestenstorme, der hvirvler sandet op og gør det umuligt at færdes i klit og på strand, hvilket vil sige udendørs. Alligevel er de fleste af ovennævnte skribenter netop gæster. ”I begyndelsen var Lyset” er velfortalt og smukt illustreret, men det er langt hen en gæstebog.
Det er lysets og sommerens Kandestederne, der skrives om. Vrangsiden kendte de besøgende mest af navn.
I denne bog vil man møde ”de oprindelige” beboere midt i det dagligliv, der udfoldede sig, før ”de fine” kom, mens de huserede, og da de havde fået nok og vendte det hele ryggen.
Som alle biografiske fremstillinger vil også denne handle nok så meget om forfatteren selv som om bogens hovedpersoner. Det beklager jeg, men sådan må det være, for det hele er sanset gennem mit temperament. Det er min bevidsthed, der registrerer og selekterer, og det alt sammen afhænger af, hvad jeg husker og hvad jeg mener at vide ud fra de kilder, jeg har adgang til.
De omtalte personer er jo for længst borte, og det meste af, hvad de engang ejede er gået samme vej. Deres bedrifter fortoner sig som deres liv, og der findes kun få aftryk deraf i form af anekdoter, der stadig lever, og effekter gemt i arkiverne og på egnsmuseerne.
Af det vil jeg forsøge at genskabe så meget, jeg formår. Og så troværdigt, jeg kan.
Inden jeg gør det, vil jeg kommentere bogens titel: ”Dronning Elisabeth og Kandekongen”. Christen Kokholm blev, som det fremgår af debatsider i Skagen Avis og Vendsyssel Tidendeforsynet med titlen ”Kandekongen” og det var ikke altid venligt ment.
Og Elisabeth fik tildelt sin titel af dronning af ingen ringere end Danmarks dengang største skuespiller, Poul Reumert, som i øvrigt holdt meget af hende. Det kommer jeg tilbage til.
Nedenstående er et telegram fra 1949 i anledning af Elisabeths runde fødselsdag:
TIDERNES MORGEN
Vi begynder i det attende århundrede og ikke i Kandestederne, men i nabolandslandsbyen Råbjerg. Mellem de to landsbyer lå dengang Studelig Mile, der strakte sig over et langt større areal end det nuværende Råbjerg Mile, som er det moderne navn på de enorme sandklitter, der i vore dage er fredede, men dengang var lige så fredløse, som de var forhadte.
I Råbjerg lå på den tid to gamle gårde, Troldborg og Houkjær eller Havkier. De adskilte sig ikke synderligt fra de øvrige steder i sognet, også de var småbrug, der knap nok kunne brødføde en familie, for det meste tilliggende var sandet og ufrugtbart, og ligesom alle andre var de fæstegårde til herregården Asdal ved Hirtshals.
I løbet af århundredet blev de gang på gang udsat for voldsomme sandstorme, og sidst i 1700-tallet var ødelæggelserne blevet så omfattende, at beboerne så sig nødsagede til at vælge mellem pest og kolera: enten måtte de forlade alt, hvad de ejede og lade sandfygningen fuldføre sit værk og begrave bygningerne, eller de måtte sten for sten og stolpe for stolpe flytte de dele af gården, der endnu stod til at redde, til et fredeligere sted.
Både dem fra Houkjær og dem fra Troldborg var hårdføre folk, der ikke veg tilbage for nok så slidsomme hverv. Det var den råstyrke, de havde overlevet på i umindelige tider, for ejede man ikke kræfterne til at tage kampen op mod en ond natur og tvinge sig til et udkomme på trods, så gik man ganske enkelt til grunde. Her overlevede kun de sejeste.
Heller ikke nu lod de sig slå ud, de tog fat og flyttede deres gårde. Hvad der var tilbage af Troldborg blev transporteret til den nærliggende Raabjerg kirke, hvor det hele blev genopført. Og også Houkjær blev stykke for stykke revet ned og bygget op på ny i det, der i dag er Kandestederne.
Derefter gik årene på Houkjær, som de plejede med slidsomt arbejde, den sandede jord blev tilsået og høstet i den vante cyklus, sandjorden forbedredes en smule hen ad vejen, men i mange år vedblev stedet at være fattigt. I folketællingen fra 1801 kan vi se, at matriklen ejes af Christen Lauridsen, og stedet betegnes da som et boelsted, hvilket betyder, at det var uanseeligt og mindre end en gård.
Senere overtages det af Morten Houkjær, og det er muligt, at han får sat skik på stedet, så det undergår en mærkbar forbedring i hans tid. Måske har han været flittig i malkningen af en helt anden ko end dem, der stod fredeligt i deres båse. Havet havde nemlig i folkemunde erhvervet sig tilnavnet ”Den blå Ko”, og det ydede ikke så lidt gods til dem, der turde nærme sig det, også når det for alvor viste tænder. Det vender vi tilbage til.
I året 1822 fandt et indviklet skifte sted mellem de to førnævnte steder, og derved blev det ellers så fasttømrede gårdmønster brudt. De to ejere, Kresten Troldborg og Morten Houkjær, der i mellemtiden var blevet selvejerbønder, stak hovederne sammen og besluttede, at de ville bytte ejendomme. Eller måske var det konerne, der tog initiativet og ønskede en så radikal forandring, for i de slægter havde kvinderne mere end ét ord at skulle have sagt.
Hvem, det nu end var, der først fik ideen, så blev den realiseret, og unge Peder (Krestens søn) på Troldborg flyttede til Houkjær i Kandestederne, mens Morten på Houkjær overtog Troldborg i Raabjerg og tillige med gården visse forpligtelser, som vi skal se om lidt.
Peder, der var født med kaldenavnet Troldborg fik nu ikke blot en ny gård, men tillige et nyt navn. Fra at være en Troldborg, blev han nu en Houkjær. Peder Houkjær.
De to gårdmandsfamilier, som således byttede ikke blot gårde, men også navne, var i øvrigt nært beslægtede. Morten var nemlig Krestens nevø og altså en fætter til den unge Peder.
Forresten skete ovennævnte skifte nærmest af nød, for Peders far, Kresten Troldborg og hans kone Karen var nået op i en alder, hvor de begge trængte til at gå på aftægt. Og det betød, at de for det første skulle have lov at blive boende hjemme på gården (Troldborg) og for det andet modtage fuld forplejning resten af livet plus en del andre goder, bl.a. rede penge, alt sammen omhyggeligt nedfældet i en juridisk bindende aftægtskontrakt.
Det ville have betydet en stor byrde for deres unge søn Peder, men nevøen i Kandestederne var midaldrende, og skønt ejendommen ikke tog sig synderligt ud, så havde Morten haft tid og evne til at spare op. Måske havde han haft held med jorden og efterhånden forbedret den, og måske havde han haft held til at malke Den blå Ko godt og grundigt.
Peder Houkjær er min tipoldefar, og jeg ved ikke ret meget om ham som menneske. Hvordan han var som bonde kan vi måske se af den kendsgerning, at gården ikke blev ringere drevet i hans tid. Der var ikke mere tale om et boelsted, men en gård. Og Peder har sikkert været en utrættelig slider, dovenskab døde man af, og måske var han en hård mand, det kunne man vel lettest blive under så barske kår, men der har også været noget blidt i hans væsen, en trang til at skabe skønhed med sine hænder, og måske har der flydt en kunstnerisk åre i hans blod. I al fald ved vi fra Christian Houkjærs erindringer ”Fra Flyvesandets Egne,” at han forarbejdede et chatol med så ualmindelige udskæringer og dekorationer, at det er gået i arv gennem flere generationer og vel endnu står et sted i familien og fortæller om Peder Houkjærs skaberglæde.
Han flytter altså til Kandestederne i en alder af 22 år og med sig har han lillesøsteren Karen Marie, der fører hus for ham, indtil de begge to gifter sig. Og de gifter sig med to søskende fra Nørre Gaardbo i Råbjerg, Kristen Jensen og Elisabeth Jensdatter. Gaardbofolkene var solide bønder, som havde klaret sig godt og som var velsignede med en stor børneflok. Den ældste af dem, Mads, blev far til den senere så berømte lokalhistoriker, A.P. Gaardbo, der, skønt han aldrig havde gået i skole eller modtaget nogen form for undervisning blev videnskabsmand. Hans artikler publiceredes i videnskabelige tidsskrifter og blev senere udgivet i bogform. En anden af sønnerne er digteren Carl Andersen, hvis liv fortælles så levende i Bent Hallers roman: ”Digterpjalten”. En tredje af Mads’ sønner, Janus, gifter sig til gården Troldborg. Og sådan levedes livet på kryds og tværs i det lille samfund.
Elisabeth, der gik under navnet Lysbet, ankom til gården i Kandestederne som 19årig, og ligesom alle Gaarbobørnene var hun et kvikt hoved og et livligt menneske, der ikke lod sig kue af modgang, og der går endnu rygter om, hvordan hun undertiden spillede op til Peder i noget, der kunne udvikle sig til en veritabel duel på viljekraft. Som hun ifølge overleveringen gerne vandt, for hun vidste nok, hvad hun ville og forstod at sætte det igennem.
En af efterkommerne, Charles Houkjær, der har foretaget en omfattende slægtsforskning, fortæller, at hun gik for at være en ”stærk kvinde”, og det hed sig desuden om hende, at hun var ”kvik i replikken”. Charles Houkjær har i sin bog ”Ad Lyngveje” nedfældet en del anekdoter, og i den følgende fortæller han om Lysbet. Hun var på det tidspunkt en gammel kone, og en dag gik hun ude i klitterne og inspicerede klitfogeden, der var i færd med at plante marehalm til dæmpning af sandflugten. Han hilste hende med ordene:
”Godaw, gammel Lysbet. Gor do å rokker ino?” og hun svarede hvast:
”Ja, det jør a. Å a rokker hær nok ino, nær do læer fem alen ojjer joren!”
( Goddag gamle Lysbet, går du og rokker endnu. Ja, det gør jeg. Og jeg rokker her nok endnu, når du ligger fem alen under jorden.)
Det kom til at holde stik. Klitfogeden døde som 56 årig og Lysbet overlevede ham med mange år. Hun blev 83 år.
Hvordan hun så ud, kan vi ikke vide, men bondeklædedragten og sysselsætningen var sikkert nogenlunde som på dette samtidige billede af Katrine Jeppesen, der også var gift med en hedebonde.
En anden af Lysbets efterkommere, tipoldebarnet Lise Troldborg, har fortalt mig følgende anekdote, der ligesom Peders smukke chatol har overlevet i familien, og som hun har hørt af sin far.
En dag ville Lysbet til Frederikshavn. Vi ved ikke hvorfor, men hun har måske haft lyst til at købe lidt luksus – eller måske bare betragte det brogede liv i byen. Og hun spurgte Peder, om han ville køre hende til købstaden. Nej. Det kunne der ikke være tale om. Så vendte hun sig om og gik sin vej. Ud af gården og ud af syne. Peder må have kigget længe efter hende, og han må have tænkt, at hun nok ville vende tilbage til ham, når hun var kølet lidt af, for Frederikshavn ligger ikke just i gåafstand fra Kandestederne. Men nej, tiden gik, og der kom ingen Lysbet. Til sidst og efter mange timer, må han alligevel være blevet urolig, i al fald beretter historien, at han spændte for og kørte den lange vej til Frederikshavn. Der fandt han hende ganske vist. Men hun var aldeles ikke afkølet. Og da han bad hende køre med hjem, så hun blot på ham og sagde noget i retning af:
”Do ka siel tjyre jem, nær a ka’ go’ hiele væj harte så ka’ a os’ go hiele væj harfrå.”
Ja, sådan var hun.
Men hvad ved vi ellers om disse nordjyske bønder? Hvorved adskilte de sig fra rigets øvrige landbefolkning? De var naturligvis ikke ens, men de hårde livsvilkår har præget deres karakter og hærdet deres sind. Og dertil kom så, at de levede isoleret fra omverdenen, omgivet som de var af sandmiler, hav og uvejsomme heder.
Vi kan ikke mere høre deres stemmer, og meget må vi gætte os til ved at betragte det, som de har efterladt og lytte til det, der er blevet fortalt om dem. En ting ved vi dog med sikkerhed: De var fåmælte, klitbønderne slog ikke om sig med lange tirader, og det ville have været umuligt for Ludvig Holberg at henlægge sin ”Jeppe på Bjerget” til det nordjyske. Alle de lange monologer ville være gået tabt, og Jeppe ville ikke have kunnet svare for sig, når adelen tog ham under behandling. ”En bitte pråt”, når man mødtes, det var mere end rigeligt her oppe i det nordligste Vendsyssel.
I Christian Houkjærs fine bog: ”Fra Flyvesandets Egne”, giver han et eksempel på en sådan samtale. Min oldefars bror, Jens Houkjær, havde en gård i Råbjerg sammen med sin kone Andrea. En dag kommer han hjem fra sin tørvelod i Lodskovad, og Andrea har nok gået og kedet sig en smule, alt for mange adspredelser har hun næppe haft, men nu kommer så Jens med nyt ude fra den store verden, og hun spørger nysgerrigt, om han har mødt nogen på sin tur. Jo da, han har mødt Martinus.
”Nå. Å hwa så haj?”
”Haj så, at wej war så såje.”
”Å hwa så do så te det?”
”Nå ja, to a så da, som san er, at det er for dej jen som for dej nan!”
Og det var så den samtale. Og Andrea har været fornøjeligt underrettet. (Oversat: Nå. Og hvad sagde han? Han sagde, at vejen var så sandet. Og hvad sagde du så til det? Nå ja, jeg sagde da, som sandt er, at det er for den ene som for den anden.)
Jeg husker ifølge sagens natur ikke disse 1800-tals bønder, men deres efterkommere har jeg kendt, og de var heller ikke snakkehoveder, og har vel i det store hele lignet forfædrene, opvokset som de var på de gamle gårde og desuden alle i slægt med hinanden på kryds og tværs.
Nogle af disse efterkommere, som blev født i slutningen af 1800-tallet har været så venlige at skrive noget af det ned, som de kunne huske om de gamle. Og her har vi en af de fineste kilder til en forståelse af deres væsen.
Jeg har nævnt Peders Houkjærs oldebarn, Christian Houkjær, som har bidraget med flere fine erindringsbøger. Også et andet af hans oldebørn, Lars Hesselholt, har nedfældet minder fra barndommen og fortalt om folk på egnen. Lars var selv en sådan typisk jysk bondesøn, og jeg husker ham som stilfærdig, lun og fuld af humor.
I sin lille bog, ”Hulsig-Minder” – Fra Kandestederne til Tranestederne”, fortæller han om ”de gamle” f.eks. om Mads Mortensen på Starholm, der ligger mellem Hulsig og Kandestederne. Han var altid god for en rap replik, hvilket undertiden gik ud over købmand Møller i Skagen, som han gerne tog sig en ”pråt” med, når han var i staden. En dag, hvor han kom med en ladning martørv, trådte han som vanlig ind i butikken, og købmanden begyndte straks at småsnakke. Trivedes de derude i klitten? Mads gav sig lidt:
” næej …det er skidt med det høwer bien , det vil intj reiti mak ret.”
”Det er alderen, Mads Mortensen, der kommer jo altid noget, når man bliver ældre,” sagde købmanden.
Hvorpå Mortensen svarede, at det kunne det umuligt være. For det venstre ben var ligeså gammelt. Og det fejlede ingenting.
Mads var gift med Ane, og som allerede nævnt, så var kvinderne stærke, ikke bare fysisk, men de havde også en jernvilje. Ville de noget, så gav de ikke op.
Sådan fortælles det i ”Hulsig Minder”, at Ane flere gange i træk havde bedt Mads om at huske at købe lidt safran med hjem til hende, når han var i Skagen. Hun har nok tænkt, at det fine farvestof kunne give hendes hjemmelavede oste et gyldent skær. Og Mads glemte det gang på gang, måske fordi han syntes, at det var en unødvendig luksus. Ane og hendes safran. Et halvt gram kostede 25 øre, og det var mange penge dengang, det burde hun da tænke på. Og Mads hørte til de nøjsomme, og man kan forestille sig, at forholdet mellem Mads og Ane på et vist tidspunkt har været spændt til bristepunktet og at han til sidst ikke kunne holde det ud længere. Han måtte reagere, og det gjorde han.
Han drog til Skagen alene for at købe det forbandede safran. Og han har sikkert været vred, da han stod ved disken. Måske har han tænkt: ”fanden ta’ det sure kvindfolk!” – nej, nu lægger jeg ham ord i munden. Det ville han aldrig vove at tænke. Nej, men han rasede ud i handling. Og jeg forestiller mig, at han har stået på sin vanlige rolige måde og set købmanden lige i øjnene, da han uden at blinke bestilte sin safran.
Møller undrede sig uden tvivl over en sådan ekstravagance og spurgte venligt hulsigbonden, hvor meget, han da skulle have? Mads bemærkede købmandens nedladende tone, og så var det, at fanden tog ved ham, og det han nu sagde, skulle aldrig blive glemt, og jeg vil tro, at han fortrød det mere end en gang. Men ordene blev sagt.
”A ska’ ha’ æ puj.”
”Hva’be’har’? Jamen, et pund, nej hør nu, Mads Mortensen! Det … det …ka’ da aldrig …?”
Mads gengældte iskoldt hans blik og fortsatte:
”Æ puj …sæer a.”
Efter en pause, hvor de to mænd bare stod og stirrede på hinanden, sagde Mads:
”A hår pæeng mæ!”
Og det havde han. Og det fortælles, at Møller måtte gå rundt til alle købmænd i Skagen for at få skrabet et pund safran sammen.
Hvad Ane har sagt, da han kom hjem, melder historien ikke noget om. Måske har hun gjort som konen i H.C. Andersens ”Hva’ Fatter gør er altid det rigtige” og slået armene om ham og givet ham et kys. Men jeg tvivler. Sådan var de sjællandske bondekoner. Ikke de nordjyske.
PEDERS GÅRD
Der er heldigvis bevaret billeder af Houkjærgården, nogenlunde som den så ud, da den blev flyttet og i mange år efter, kun med nogle enkelte forbedringer, f.eks. tror jeg, at de såkaldte ”udskud” er kommet til senere. Det blev mode på et tidspunkt med disse udbygninger, hvor der lige kunne indrettes en sengeplads til mere end en person. Og her på Houkjær må der have været god brug for dem, for efter et skibsforlis, og dem var der mange af hvert år, husedes de skibbrudne i kortere eller længere tid på gården. Houkjærene fik ikke direkte betaling for det – det blev betragtet som det, det var: en god gerning. Men mange taknemmelige sømænd har i årenes løb betænkt familien med gaver. Måske fik udskuddene med deres ekstra sengepladser også anvendelse, da en foretagsom ung mand foreslog og også lykkedes med at omdanne gården til noget aldeles uhørt: et hotel. Men derom senere.
Hvordan gården var muret op, ved vi noget om, og den viden fortæller os også, at Houkjærfolkene aldrig har ligget i bunden af det sociale hierarki, der herskede på landet. I en artikel i ”I Begyndelsen var Lyset” skriver Niels Skovgaard følgende:
(s.37) ”Det gamle hus i Raabjerg var indvendigt af murede, tørre lersten blandet med sand og beklædt med mursten fra Holland udvendigt.”
Houkjær blev revet ned engang sidst i forrige århundrede, men endnu er der bevaret enkelte af de brændte sten. De er anslået til at være ca. 400 år gamle. Unge Peder Houkjær flytter altså i 1822 ind i en ældgammel, men solid gård.
Jeg ville have givet meget for en detaljeret beskrivelse af gårdens interiør. Hvor mange rum var der? Hvilke? Her er jeg næsten på bar bund. Det er derfor fristende at ”låne” lidt af de mange forfattere, der blev født i det nittende århundrede og på klitgårde af nogenlunde samme størrelse, og her er vi faktisk ganske velforsynet med materiale. En af dem er Martin Nielsen, der i bogen ”Mennesker jeg mødte på min Vej,” fra 1945 fortæller om sin opvækst på en lille ejendom i Napstjert, ikke ret langt fra Råbjerg og Kandestederne.
Her fortæller han om livet på landet i 1800-tallet, som det udfoldede sig i det nordlige Vendsyssel, men så meget anderledes har det ikke været fra egn til egn. Det er vanskeligt at finde adjektiver, der dækkende beskriver de forhold, som små menneskebørn her ude på heden og i klitten voksede op under.
Nedenstående er et uddrag fra bogen, som bl.a. fortæller om indretningen af det lille hjem, som den gamle Martin Nielsen husker det:
Der var ingen Mælkekælder og intet Komfur i Køkkenet, men et aabent Arnested i Skorstenen, og til Mors store Sorg og Ærgrelse kunde det ikke altid undgaas, at der dryppede Sod ned i Maden. Dette Forhold blev først ændret, da jeg var 12 Aar gammel, altså i 1886. Om Vinteren, naar Frosten var haard, maatte ikke alene Mælken anbringes paa Hylder i Stuen, men ogsaa Svinefoder som Valle og Skummetmælk maatte anbringes i store Kar, hvor det endda kunde true med at bundfryse.
Vintrene var frygtelige. Og kulden. Den er til at få øje på. Når mælken frøs til is i stuen, må menneskene have lignet omvandrende istapper.
Men føden fik de. For ud over landbruget, blev der drevet fiskeri. Navnlig ålefangsten var vigtig for de nøjsomme familier, og vi hører, at Martin Nielsens far tog den lange vandring til Gaardbo Sø for at fiske. Også Kandefolket har vidst at værdsætte fiskene i den sø, der senere og til mange småfolks fortrydelse udtørredes for at forvandles til frugtbar agerjord til gavn for de større gårde.
Så var der selve agerbruget. I Kandestederne gjorde samme problem sig gældende som i Raabjerg: Alt for meget af jorden var sandet til i klit eller groet efter i hede. Man havde får gående rundt om i klitlandskabet, de var nøjsomme, og de halvstore børn blev sat til at vogte dem. Enkelte kreaturer blev der også føde til. Men med jordbruget var det en helt anden sag. Kornet kunne ikke uden videre gro i det golde sand. Men det skulle det. Og kampen mod sandet lå klit- og hedebønderne i blodet.
Her er endnu et afsnit fra M. Nielsens bog, hvor man får et indblik i det utrolige slid, der var en del af hedebondens hverdag. Vi møder forfatterens far i færd med at forvandle klitten og heden til fertil agerjord og derved forøge gårdens hartkorn.
(S.9) (Far) opdyrkede ca. 4 Tønder Land ”Rimmer og Dopper”, og forvandlede disse til meget frugtbar Agerjord, der bar gode Afgrøder af Korn og Græs. Det er et anstrængende Arbejde at opdyrke Hede paa denne Egn. Først skal Dyndet kastes op af ”Dopperne”, dernæst Sandet med en Trillebør køres ud i Doppen, saa der fremkommer en jævn Flade af Sand, og endelig skal det opkastede Dynd fordeles jævnt over denne Flade og hakkes med en Spade.
Jeg synes, man kan høre tonerne fra Johan Skjoldborgs glade sang: ”Med min hakke min skovl og min spade”. Men det har dog næppe været med slige romantiske ord på læberne, at vore forfædre stred for at fravriste naturen det daglige brød. De har tværtimod måttet bide tænderne sammen og fortsætte uden at kny.
Vi kan gå til andre forfattere i 1800-tallets sidste del og finde lignende beskrivelser af det stræbsomme liv på landet, for netop som århundredet er ved at rinde ud, debuterer en række digtere, der har det til fælles, at de har levet hele deres barndom på landet.
Den mest kendte er vel Jeppe Aakjær. Og ligesom Skjoldborg romantiserer han i sin lyrik barndommen og livet på landet i 1800-tallet, ja, det er lige før, han henfalder til idyllisering, som f.eks. i ”Rugens Sange”, der er en lovprisning af den fattige bondes enkle og autentiske liv. Et liv, ikke i strid med, men i pagt med naturen.
Men samme Aakjær sprænger gang på gang idyllen i sin prosa. ”Vredens Børn” er således et decideret kampskrift, der handler om landproletariatets usle levevilkår. Og bogen virkede. Også politisk. Sammen med Johan Skoldborgs ”Gydholm” fik ”Vredens børn” ganske stor indvirkning på landets sociallovgivning.
Jeppe Aakjærs egen barndom på gården Jenle må have lignet min oldefars og hans søskendes, som den udfoldede sig på Houkjær. I sin erindringsbog: ”Fra min Bitte-Tid”, fortæller Aakjær om den evige frygt for at bukke under for naturkræfternes hærgen. Her fremaner han stemningen af angst, når det stormen fløjtede omkring den lille gård:
Gaarden, der laa med den bare Ende ud mod alle Vinde, gennemrystedes ustandselig af de herskende Vestenstorme. Det lød helt sørgmodigt saadan en Uvejrsdag at staa i en af dens tomme Gulve og høre Trænaglernes og Spærenes Gnislen og Knagen, medens Stormen krystede dens Sideben. Hvis stormen kom om Natten, hvad den havde for Vane, var der ikke mange af os, der fik Søvn i Øjnene. … Thi en rigtig krabat Nordvestenstorm er ikke længe om at rydde en Husside for alt sit Tag, hvor Simen er raadden og Underlaget skimlet. Blot en Ildergrav – et Rottehus er nok til at Uvejret kan faa en Finger ind og løsne det hele Sting for Sting.” (Side 11)
Frygten for det uvejr, der kunne lægge gårdene øde på en enkelt nat, har været den samme hos alle bønder på den jyske hede og i de klitegnene, men her i det nordvestligste hjørne af landet var man truet på flere fronter, for de fleste bønder ved vestkysten var selvskrevne bådsmænd, og det betød, at de måtte gå strandvagt ved storm og stille op ved alle skibsforlis, parate til at begive sig ud på det hav, der for dem sagtens kunne blive et dødens hav. Det gjorde de vist nok uden betænkning, selv om jeg ikke kan vide, hvilke mavefornemmelser de har haft, inden de gik i redningsbådene.
Peder og Lysbet fik syv børn, som alle fødtes på Houkjær. De hed Christen, Jens, Dorthe Marie, Karen Marie, Mads, Ole og Søren.
Her ganske kort om hver enkelt af de syv søskende og deres gang på jorden:
Christen kom til verden 1829, men han forlod den igen som ung mand, idet han druknede i 1855. Vi ved, at han i 1848 blev sendt til fronten for at deltage i Den første slesvigske Krig. Og måske var han med i slaget ved Isted, hvorfra han som så mange andre sårede blev evakueret til Als og herfra hjemsendt. I al fald viser folketællingen, at han er hjemme igen længe inden krigen er slut. Og det ser ud, som om krigen har forandret ham. Hvordan ved vi ikke. Kun ved vi, at han handler imod al tradition og imod al fornuft, ville man sige i samtiden. Lider han af posttraumatisk stress? Eller har han bare ikke kunnet udholde livet i den stille afkrog efter at have været ude i den store verden? Eller rager han måske uklar med forældrene? Vi ved det ikke. Men et er sikkert: selv om han som ældste søn er arving til Houkjær, så vender han hele herligheden ryggen og stikker til søs. Og bliver væk, indtil han nogle år efter drukner et eller andet gudsforladt sted på de syv have. Christen døde ikke i krigen, men forældrene mistede ham alligevel.
Nu var den næste i arvefølgen Jens, der er født 1831. Han overtog da også Houkjær efter sin far og drev den sammen med sin kone Andrea Nielsdatter indtil 1868, hvor han overlod gården til den næste søn i rækken, Mads, der er født i 1840. Selv flyttede han sammen med Andrea til hendes barndomshjem i Lodskovad. Om livet der har Christian Houkjær skrevet meget levende i sin bog ”Fra Flyvesandets Egne.” Jens og Andrea var hans bedsteforældre, og det var der, han tilbragte sine ferier.
Dorethe Marie blev født i 1834, og hun blev senere gift med Christian Søren Sørensen kaldet Christen Sørig, fordi han ejede gården Nr. Sørig. Hun kom altså godt i vej.
Karen Marie blev født i 1837 og blev gift med Niels Peter Larsen til Klarup, som efter nogle års ægteskab kom ulykkeligt af dage, ifølge ”Hulsigminder” tog han sit eget liv, hvorefter Klarup blev købt af hendes bror, Ole Houkjær, der giftede sig med en datter fra den anseelige Krøggaarden, Marie. Selv blev Karen Marie gift for anden gang og denne gang med en landmåler fra Hjørring.
Som rosinen i pølseenden meldte Søren sin ankomst i 1845. Og han er den eneste af de fem sønner, som ikke blev sendt i krig. Mens Christen som nævnt deltog i den 1. slesvigske krig i 1848, så kæmpede både Jens og Mads og Ole i 2. slesvigske krig i 1864. Jens ved Dybbøl, og de to andre ved Helgoland.
Mads, Ole og Jens blev altså på egnen. Tre stovte gårdmænd, der tilsyneladende klarede sig godt i al fald med hensyn til velstand og anseelse. Men de var utvivlsomt mærkede af oplevelserne fra krigen, Jens ved Dybbøl og de to andre i det voldsomme søslag ved Helgoland. Fra ”Hulsigminder” hører vi om de sårbare sind, Houkjærbrødrene havde, og som de ikke altid kunne tøjle. Der findes således flere anekdoter om Ole Houkjærs iltre og opfarende adfærd over for sine nærmeste, og de billeder, der findes af ham, viser da også en bister herre, og Mads, ja, han gav på et tidspunkt op og tog sit eget liv.
Det er umuligt at vide, hvordan forholdet var mellem forældre og børn dengang, og det er først en generation senere, hvor det at udveksle breve bliver almindeligt, at vi får en fornemmelse af, hvilke følelser, der rørte sig familiemedlemmerne imellem. Når det gælder viden om disse ting, må vi igen vende os mod de forfattere, der havde deres opvækst på gårdene på den tid, og som senere udgav deres barndomserindringer. Og heraf fremgår det, at børneopdragelsen var akkurat så hård som det miljø, den foregik i. Prygl har været en del af hverdagskosten.
Igen tyer vi taknemmeligt til Jeppe Aakjær, der i et tilbageblik og med et glimt i øjet fortæller, hvordan han selv gik med sin mor ud for at skære ris til egen røv. Han fortsætter:
”Mor gik nu med sin Fangst lige ind i Saltkammeret, hvor den gode Lage nu havde den rette Saltholdighed, her sænkede hun Risene et for et i den blodigrøde Væske, der omgav den parterede Gris’ flæskede Sider. Mor og jeg talte under denne Alvorsakt fortrolig om Tingene og Metoden, og jeg fandt intet at udsætte. … De bløde Pilevaand blev her blanke og smidige og sejge som Læderremme, og Saltet i dem bed sig godt fast i en blød Barneende.” ( Side 51 i ”Min Bitte-Tid”)
Her er ingen tvivl. Og Aakjær bebrejder ikke sin mor den hårdhændede opdragelse. Den blev opfattet som ligeså naturlig som at grise skulle slagtes og kornet høstes. Blidhed var lig med blødhed, og det har næppe været en del af konceptet. Og så alligevel. I sine sange beskriver Aakjær jo en anden virkelighed. Her får vi således et blik ind i ”hyggekrogen” ved moders rok:
Her ved Moders gamle Rok
Hun lærte mig at stave,
Synge om ”den hvide Flok” og ”al Hans Naadegave”.
Lul, -lul! Rokken gaar
Men dens Nyn og Sange
Vemodsfuldt mod Hjærtet gaar
Naar Kvældene bli’r lange.
Vi ser ind i en bondestue, hvor alt ånder fred. Og hvor forældrene tager hånd om børnene med andet end riset og videregiver de åndelige værdier, der var deres.
Og sådan har det vel også været i det lille hjem i Kandestederne. Der var hårdt arbejde til børnene fra de var helt små, og der er ingen tvivl om, at børnene er blevet tugtet godt og grundigt, men der er næppe heller tvivl om, at Peder og Lysbet har holdt af deres børn og ønsket det bedste for dem.
Og det har været med tungt hjerte, at de har måttet sende 4 af deres fem sønner i krig. Kun Søren slap. Han var for ung.
EN DRENG KOMMER TIL VERDEN
Harboøre. Et fiskerleje på Vestkysten. Christen Nielsen Kokholm kom til verden i 1871 et sted i Danmark, hvor fattigdom var et livsvilkår. Her var lidelse ikke noget ukendt, det var ikke en straf for et vantro liv på jorden. Nej det var noget, alle kendte til fra deres egen krop. Havde man levet her, så havde man også lidt her. Alle havde oplevet tarmene skrige af sult, og om vinteren omgav kulden dem ude som inde. Man blev født i fattigdom, levede i fattigdom og døde i fattigdom.
Når jeg nu på lang afstand skal forsøge at skildre det miljø, den lille Christen voksede op i, er egnsmuseer og lokalarkiver naturlige steder at søge oplysninger, og her findes da også et righoldigt materiale. Men det er langt hen døde ting, vi får præsenteret, og skal vi lugte, smage og føle, hvordan det var at leve på det sted i den tid, så må vi atter ty til litteraturen og ad ordenes bugtede veje forsøge at komme så tæt på sandheden, at den bliver sanselig.
Jeg vil derfor citere et par steder fra Jens Christian Lings bog: ”Himmel, Hav og Harboøre”, der udkom i 2018 og som handler om de mange forlis, der skete en novembernat i 1893 ud for Harboøre. Og uddraget her stammer fra en artikel i Politiken d.26 nov. 1993, skrevet af Henrik Cavling. Ling her hele artiklen med i sin bog. Først hører vi, at fiskerne om sommeren fisker i de sydlige farvande så langt borte som Lolland Falster og derefter:
”I Slutningen af Avgust Maaned gaar de (Harboørefiskerne) atter i deres smaa Baade nord om Skagen og lander paa Harboøres farlige Strandbred. Saa kommer Vintren med den haarde Kamp for Livet. Kl. 1 om Natten gaar Fiskerne til Søs og søger Torsk og Kuller ca. 1 Mil fra Land. Sædvanlig vender de ikke hjem før næste Aften og er da ved Vintertid ukendelige i et Lag af Is.”
Vi ved fra folketællingerne, at Christens far var arbejdsmand og at han om vinteren tog hyre som fisker. Han var således med på havet den nat i november 1893, hvor 26 Harboørefiskerefiskere omkom. Det samme var hans søn Christen, men derom senere.
Nu vil vi først kigge ind i et typisk fiskerhus sammen med Politikens journalist Henrik Cavling, der aflægger Harboøre et besøg for at skrive om den store ulykke. Huset, vi får beskrevet, har sikkert lignet det, Christen blev født og voksede op i. Det var altså et sted som det her beskrevne, at han først så dagens lys. Skønt meget lys kunne næppe trængen ind gennem de små ruder:
” … kun én stue og et køkken. Bohavet bestaar af Alkovesenge, et blaamalet Skab samt Bord og Træstole. Store Bjælker løber hen under Loftet, der er saa lavt, at de velvoksne Fiskere sjældent kan staa oprejste i deres Hjem.”( citat fra side 96)
Christen kom til verden som nr. 4 i en flok på ni levendefødte børn. Børnedødeligheden var utrolig stor på den tid, navnlig i den fattigste del af befolkningen, så moderen, Ane Marie, har sandsynligvis født eller i al fald ventet mere end de ni børn, der arriverede med et par års mellemrum. Det er muligt, at der tilmed har været en gammel på aftægt. Christens far, der i øvrigt også hed Christen, var søn af en daglejer og indsidder, og havde altså som dreng samme sociale status som lille Pelle i Nexøs roman Pelle Erobreren.
Der blev dog ingen erobrer ud af Christen den Ældre. Som voksen ejede han ingenting, og han kom aldrig til det. Og til den ugentlige gudstjeneste har han haft sin plads på nederste bænk, hvis han da ikke har måttet lide den tort at stå op under hele den lange ceremoni. Man sad efter rang og anseelse.
Indenfor i sådan en lille stue, er det første vi ser ud over bohavet vrimlen af små og store mennesker, men bliver vi stående en tid, eller måske endda budt en siddeplads, så varer det ikke så længe, før det går op for os, at der er mange andre beboere i den lille stue end lige menneskene. Katte naturligvis og mus, det er klart, men de hører jo næsten til kæledyrene. Værre er det med rotterne, de er ikke kælne, men også dem må man dele den trange plads med. For hvor der er mennesker er der mad, og rotter er grådige og altædende. Jeppe Åkjær skriver i sin ”Fra min Bittetid” om denne daglige plage:
Rotterne var ikke til at blive skilt ved i de gamle Bønderhjem, hvor man sjældent var helt fri for Kreaturer selv i Stuehuset. Jeg mindes dem som en frygtelig Plage i min Barndom. Ja, de var ligefrem ikke til at dy sig for. De smaa sov ind med onde Drømme af Frygt for Rotterne, de voksne laa og klippede uroligt med Øjnene og rundt om i Sengene, naar de laa og hørte paa Rotternes græsselig Rumsteren snart ved ens Fødder, snart ved ens Hoved, snart inde under dagligstuebordet. … Ikke sjældent blev de sovende bidt i Næsen af de farlige Dyr. Jeg har engang som Barn i min Søvn faaet et Rottebid i en Finger.
Rotterne udryddedes ikke med folkestyrets indførelse midt i århundredet, og mange år senere skriver en anden berømt forfatter om deres plagsomme aktiviteter i hans barneliv i begyndelsen af 1900tallet. Halfdan Rasmussen udtrykker det dog mere poetisk end Aakjær, men angsten er den samme hos den lille Halfdan i Christianshavn som hos den lille Jeppe på heden og den lille Christen i fiskerlejet. Her ser vi drengens rædsel spejlet i den gamle digters ord:
”Og det var i det dybe rottemørke/ at rotten sad og kiggede dig ud/ og ventede tålmodigt på at søvnen/ sku lokke søde dufte af din hud.”(1977)
Rotterne fik den indtrædende vel ikke at se. De kom først frem om natten. Men så var der alt det andet småkravl, der raserede døgnet rundt: lus og lopper og fnatmider, og en almindelig velkomsthilsen til den indtrædende gæst skulle ifølge Troels Lund ( ”Dagligliv i Norden”) lyde sådan her: ”Velkommen i Stuen. Og værsaagod at gaa hen til æ Kløpind!”
Det gjaldt for stort set alle børn, som voksede op i det miljø, at deres livsbane var programsat fra fødslen. Der var jo ingen jord og ingen gård at arve, og fremtidsudsigterne tegnede sig lige så dystert for lille Christen som for alle de andre fisker-og daglejerbørn i Harboøre. Det, han kunne se frem til, var et liv som landarbejder eller i bedste fald som fisker i et bådelav.
Alligevel går det ham helt anderledes. Og da vi møder ham på havet hin stormnat i november 1893, da har han allerede været vidt omkring i landet, og en overgang har det ligefrem set ud, som om han var trådt ud af faderens fodspor og i færd med at finde sin helt egen vej i livet.
Vi ved således, at han et par år forinden har været elev på Vallekilde Højskole, hvor han ud over en åndelig dannelse også har tilegnet sig en praktisk uddannelse. Han er blevet snedker. Og vi ved også, at han har været ”på valsen” og haft held til at finde sig et godt arbejde som snedker, og en overgang tegnede det virkelig lyst for den fattige Harboøredreng. Var han ikke ligefrem ved at bryde med det faste kald- og standsmønster?
Det så sådan ud, men nu er vi i 1893, og vi ser, at han er vendt hjem til Harboøre. Hvorfor? Og hvorfor arbejder han, en udlært snedker, på en synkefærdig fiskerbåd sammen med sin far? Hvad er der gået galt?
Inden vi kaster ud i alt for mange gisninger om årsagen, kunne det være interessant at kaste et blik på farens ungdom. Og her finder vi hurtigt ud af, at han, der som nævnt også hed Christen, en tid ernærede sig som tjener hos en fornem familie i Lemvig. I den stilling har han fået kendskab til en kultur og en dannelse, der lå langt fra den, han kendte hjemmefra, og senere fik han arbejde på en mølle i Lemvig. I begge tilfælde var der tale om et trin opad på den sociale rangstige. Det ser endda ud til, at han erhverver sig et svendebrev, i al fald betitles han møllersvend i kirkebogen, da han senere bliver gift med Ane Marie Christensen Stausholm.
Vi har ingen skriftlige vidnesbyrd om de tanker, han gjorde sig i ungdommen. Men der findes andre kilder til en forståelse af fattigmandsbarnets vej til de højere samfundslag. Den mest berømte er naturligvis skomagersønnen fra Odense, H. C. Andersen, men skønt hans barndom nok kunne ligne Christen Kokholms, så var hans videre vej i livet, som han selv udtrykker det ”et eventyr”. En mere velegnet sammenligningskilde har vi i Hans Fugls erindringer. Dem skriver han som gammel mand sidst i 1800-tallet, og her fortæller han om sin stræbsomme vej opad i tidens samfund. Også han kom fra et fattigt hjem, og også han var ud af en flok på ni børn, og hans ungdomsliv ligner Christen Kokholms. Også han er en tid tjener i et fornemt hus, og også han lærer sig møllerfaget. Begge steder fik Fugl indblik i en verden, som tændte en drøm i ham. En drøm om at bryde ud af fattigdommen og leve et helt andet og bedre liv. Han kom i skole, på seminarium, fik lærereksamen, rejste ud i verden og endte som en velhavende forretningsmand.
Sådan gik det ikke Christen. Filmen knækker, da han gifter sig med Ane Marie. Med dette giftermål brast enhver mulighed for at realisere drømmen om et bedre liv. Nu fik den unge mand mere end nok at gøre med at brødføde en støt voksende familie. Men måske har han videregivet drømmene til den mellemste af sine sønner, ham, som han lod opkalde efter sig selv.
På den tid, hvor Christen vokser op, er den indremissionske vækkelse nået til det lille fiskerleje. Befolkningen bliver delt i to grupper: de hellige og de vantro. Intet tyder på, at Kokholms hørte til den førstnævnte gruppe, men vi ved fra Jens Kristian Lings ”Himmel og Hav og Harboøre”, at alle gik i kirke om søndagen, og de har derfor hørt de samme ord.
Her et lille citat fra den prædiken, pastor Madsen holdt over de fiskere, der druknede i 1893:
”Han (Gud) har rystet Træer iblandt os, for at der skulde falde modne Frugter i hans Skød. Jeg véd ogsaa, at der er et Baadelav, som i hin Havsnød raabte til Jesus: ”Dersom Du fører os levende i Land i Dag, saa vil vi omvende os og evig høre Dig til!” Og maaske er der Flere, der have gjort det Samme. Jeg har hørt med mine egne Øren, at mange af de Sørgende have raabt til Herren over deres Afdøde: ”Nu skal det være Alvor, nu vil jeg være din!”
Indre Mission havde et stærkt tag i Harboørefiskerne. Og hele retorikken omkring deres religiøse liv kender de fleste af os fra Hans Kirks ”Fiskerne”.
Også Christen Kokholm d. Yngre kendte det sprog. Ja, han må nærmest være opflasket med det, og vi ved, at han ligesom de øvrige fiskere anråbte Herren om hjælp hin rædselsnat på havet, hvor så mange omkom i bølgerne. Og ligesom dem afgav han et løfte til Gud, men det var alligevel knap så fromt som de andres. Til gengæld kom det fra hjertet. Et knust hjerte, måske, men sikkert også et hjerte, som heledes den nat, hvor han så inderligt bad til Gud. Og ordene har vi fra hans egen mund. For den historie har han fortalt sine børn igen og igen, og den er som andre familiefortællinger bevaret som et klenodie, der hæges om. Og Christens datter, Rigmor, har nedfældet hvert ord, sådan som faren har fortalt det.
Mens nemlig alle de andre Harboørefiskere bønfaldt Herren om at frelse dem fra døden og lovede, at de så til gengæld ville omvende sig til HAM og for evigt tilhøre Jesus, så lovede Christen, at hvis Gud ville frelse ham, så ville han fri til Elisabeth og for evigt tilhøre hende.
Elisabeth, prinsessen. Hende vender vi tilbage til. Men hvad er det, der gør, at denne fattige dreng, der har alle odds imod sig, får held til at vinde prinsessen og det ganske rige? Ja, vi kender det gamle eventyr med Klods Hans, der ridder lige ind i prinsessens hjerte og erobrer det uden videre modstand. Den fortælling har vi gerne godtaget uden forbehold. Og vi må også tro, at Christen uden videre modstand har erobret Elisabeths hjerte. Men det var ikke nok. Ikke i de tider og slet ikke på den egn.
Når det så alligevel lykkes ham i den grad at spille tiden og dens strenge orden et puds og ene mand fortage den lange rejse fra fattigdom til velstand og fra dyb foragt til stor anseelse, så skyldes det flere faktorer, og en af dem har vi allerede omtalt: at faderen havde uindfriede forventninger til sit eget liv og at han overførte dem på sin søn.
Farens liv var låst fast i standspyramiden. Han blev ved sin læst. De jordløse stod nederst i kirken, som de stod nederst i samfundet. Og man skulle være talentfuld som H. C. Andersen eller brændende i sin tro som Christen Kold eller en ukuelig stræber som Hans Fugl for at kunne frigøre sig fra kald og stand. Christen d. Ældre var ingen af delene. Han skrev ikke digte, han var ikke ”hellig”, og han var ikke ukuelig. Og så giftede han sig med en 7 år ældre kvinde, fik et hav af børn, bøjede nakken og sled sig igennem livet som arbejdsmand.
For at forstå det spring, den unge Kristen gør allerede inden han møder sin prinsesse, må vi kaste et blik på de religiøse/åndelige vækkelser, der strømmer ind over landet i sidste halvdel af 1800tallet. Vi har nævnt Indre Mission, og den inddrak Kristen med modermælken, Harboøredreng, som han var.
Men der var en anden vækkelse, som måske for eftertiden står som opposition til den førstnævnte, men i virkeligheden bølgede parallelt med denne og ofte endda i takt med den, nemlig grundtvigianismen, den første –isme i vores kulturhistorie. Begge ville de opvække den dorske almue.
Ud over målet: at vække og oplive, så besad de endnu et fælles træk, idet tilhængerne af begge bevægelser var besjælede af en indre ild, en lidenskab, som stod i kontrast til den kølige rationalisme, der herskede i tiden og også kendetegnede teologi og kirkeliv.
Nu skulle ”ånden” oplives, og for missionsfolkene betød det omvendelse til Jesus – herved lignede missionen 1700tallets pietistiske vækkelse, der også centrerede sig om den lidende Kristus, og retorikken var ofte den sammen, men sidstenævnte uden den folkelige appel, som Indremission havde.
For grundtvigianerne drejede det sig i højere grad om at oplive ”folkeånden.” Som Grundtvig sagde: ”menneske først, kristen siden.” Landet havde mistet så meget i 1864, og nu gjaldt det om at erobre det tabte tilbage, et tilbagestående folk kunne intet udrette, så derfor skulle det skubbes fremad! Fremad mod større viden og dygtighed. ”Frem bondemand frem!” Omkvædet i Hostrups populære vise, skulle puste nyt mod i de modløse sind. Og det gjaldt selvfølgelig ikke kun for bønder, men også for fiskere.
Skoling blev et nøgleord. Bondeknøsen og fiskerdrengen skulle på skolebænken, de skulle oplæres og oplyses. Og budskabet nåede vidt omkring, ja helt til Harboøre.
Folkeoplysningen med højskolebevægelsen som spydspids var netop i de år i sin vorden, og en af de første grundtvigske højskoleideer realiseredes i Vallekilde af en ung teolog, Ernst Trier, der netop var hjemvendt fra krigen, og som nu brændte efter at medvirke til at genrejse det slagne folk.
Året efter åbnedes Vallekilde Højskole. Her skulle åndens og håndens færdigheder om ikke ligestilles så i al fald sidestilles. Man skulle således både kunne uddanne sig både i en almen dannende retning og i en teknisk faglig retning.
EN PIGE KOMMER TIL VERDEN
Mads overtog som sagt Houkjær i 1868 efter sin bror Jens, Han sled nu ene i nogle år med bedriften, inden han giftede sig. Han havde dog sin gamle mor Lysbet boende, og da vi ved, at hun både var en stærk og handlekaftig kvinden, så har han vel været godt hjulpet. Måske var lidt under tøflen? Måske har hun ikke været særlig ivrig efter at dele hverken ham eller madmorrollen med en anden kvinde.
I al fald går der nogle år hen, inden han bekvemmer sig til at finde en kone. Igen kan vi blot gisne, men det er da muligt, at Lysbet i al diskretion har ført ham i den rigtige retning. Utænkeligt er det ikke, Mads vælger i al fald i overensstemmelse med skik og brug på egnen at gifte sig med en god, ung pige fra en solid gård, Høgenhaug. Og den lå endda lige i nærheden, så bedre kunne det næsten ikke blive. Måske var de endda i familie med hinanden.
Gårdejer og husbond. To titler med status på den tid. Og dertil knyttede sig en del andre titler, som ligeledes gav anseelse i det lille samfund. Det skal vi vende tilbage til.
Lad os først gøre status over begrebet ”bonde” eller bedre endnu ”den danske bonde”. Tidligere havde det ikke været en betegnelse, man kunne sole sig i, tværtimod lød ordsproget i 1700-tallet: ”var bonden ikke bunden, var han være end hunden.”
De store bondereformer sidst i 1700-tallet gjorde deres til den før omtalte frigørelse, men omvæltningen kom ikke fra almuedybet, men faldt som manna fra oven, dog ikke af Gud eller hans stedfortrædere på jorden. Det var ikke kongens værk, og ikke kirkens, men adelens, dvs. især den indvandrede tyske adels værk . Det var Reventlow og Schimmelmann der førte an. Det var deres politiske virke der kom til at vende op og ned på bondens kår. Selv havde han hverken magt eller vilje til at kaste åget af sig.
Men nu var han altså fri af stavnsbånd og hoveri, og ”den nye bonde” blev et yndet motiv for guldaldermalerne. Her i den første del af 1800-tallet ser vi ham da også fremstillet i den rene idyl, omgivet som han er af gyldne aks og blå himmel, smukke hvidkalkede gårde og med storke på taget. Og bondepigerne er nette og kønne som taget lige ud af Christian Winthers ”Træsnit” fra 1828.
Men, som vi har set tidligere, så var det ikke den rå virkelighed, der skildredes i de billeder, og det var det heller ikke senere i århundredet, hvor landet kastedes ud i to borgerkrige med kun et par tiårs mellemrum.
Nationalromantikken blomstrede i blodets farver, og Hostrups ”bondesang” kan igen bruges som illustrativt eksempel. Her et par strofer:
Ja, sænker end du dit Blik mod Jord
Endskjønt du er fri,
Og bærer endnu du af Lænken Spor,
Du før smedet var i,
Og lyster det ej dig at stande som Værn
For Frihed og Fædrehjem,
Er ikke dit Mod som din Arm af Jern:
”frem, Bondemand, frem!”
Ja, frem! Thi Maalet du ikke har naa’t
Med Sulet paa Bord;
Fra Frimands Ret og til Stormands Daad,
Saa gaar Vejen i Nord.
Ja, frem til Hjælp i den trange Tid
Med Skatten, du har i Gjem,
Med Folkets slumrende Kraft og Vid-
Frem, Bondemand, frem!
Din Moder sidder nu gammel og træt,
Men frejdig i Hu,
Sin Alderdoms Trøst og sin tabte Ret
I dig venter hun nu.
Din Moders Hus er blevet et Skur,
Der inde Trækken er slem,
Det gjælder at rejse den sunkne Mur-
Frem, Bondemand, frem!
Sangen er fra 1866, og som vi ser, appelleres der til bonden om at genrejse landet (den sunkne mur) – det forventer Gamle Mor Danmark. Men de to krige var vel næppe bondens krige, og hans hjerte bankede ikke nødvendigvis for Holsten eller Slesvig.
Billedet af den nationalsindende danske bonde er netop et billede, opfundet i en anden end hans. For bonden er på den her tid ikke først og fremmest dansker, han er først og fremmest sjællænder eller jyde eller fynbo eller vendelbo alt efter, hvor han nu havde sin hjemstavn.
Og København sagde ham ikke ret meget, jo, det var jo kongens by, det vidste han, og det havde han fået indbanket i skoleårene. Men ellers var København ham ligeså fjern og fremmed som London og Paris.
Og digterne sang lystigt med på Fabers vise om den tapre landsoldat: ”dengang jeg drog af sted/ min pige ville med. Men bondeknøsen sang næppe med på de muntre ord, og jeg tror ikke, kærligheden til fædrelandet har brændt i hans bryst. Lydigt stillede han sig til nationens rådighed i to krige, der ikke var hans krige.
På Houkjær sendte man fire unge sønner i krig, og det var et utroligt held, at de alle fire slap fra det med livet i behold, men så vidt jeg kan se ikke med den mentale sundhed i behold. Tre af dem levede med varige mén, og to af dem døde af eftervirkningerne. Kun Jens synes at være sluppet helskindet og helsindet gennem krigens helvede.
”Længe nok har jeg bondepige været” … Kristen Karstensens sang om bondepigens ret til silkeklæder og frihed havde 26 år på bagen, da Elisabeth i 1876 slog øjnene op til et liv netop som bondepige. Ikke til et liv i velstand, for det var småt med silken i hedebondens hus, og for en pige var det så som så med friheden. Men det var alligevel et godt liv.
Og da Elisabeth kommer til verden, har meget forandret sig og den ser anderledes ud, end da hendes far Mads blev født i 1840. Nu er Danmark et folkestyre, og hun tilhører ikke mere den foragtede almue, men den agtede bondestand. Hendes far kender sit eget værd og hun kender sit. Det lyser ud af de billeder, vi har af hende, og senere bekræftes det i høj grad af, hvad der fortælles om hende og af de valg, hun foretager både i den spæde ungdom og senere gennem et langt liv.
Elisabeth er ikke ked af at være bondepige. Og landet Danmark er nok blevet mindre, men bondens verden er blevet større. ”Hvad udad tabes skal indad vindes” Det er hede-og klitbonden med på og der tages mere og mere under plov.
Hendes far, Mads Houkjær, var ganske vist en simpel bonde ligesom sine forfædre, men han var også en ny tids bonde. Han var fri. Gården var hans, og alt tilliggende jord var hans, og flere generationers hårde slid havde båret frugt og bevirket, at ejendommen var vokset med hensyn til hartkorn og også på andre måder forbedret. Ikke så få hektar hede lå nu opdyrkede og ikke så lidt sand havde han fjernet, og hvert fæ på fire ben var hans og alle folkene på gården tilhørte ham.
