Kokholm 31 – Folketællinger fra Kandestederne i årene 1870 – 1880 – 1890 og 1901

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

1870 – Første folketælling

Her i 1870 er der to tre huse anført i folketællingen. Peder Houkjær er død, og hans kone Lisbet (=Lysbet) lever alene på Houkjær sammen med sin 30 år gamle ugifte søn, Mads.

1 Hus (Høgenhav) : Niels Sørensen 29 år, jordbruger, gift med Mariane Nielsen 33 år – de har 2 børn: Mette Marie 2 år og Søren Chr. Høgenhav. desuden arbejder to tjenestefolk på stedet: Jens Chri. Sørensen 19 år – Chresten Sørensen 24 år. Endvidere bor der to søskende til Niels, nemlig en søster: Kirsten Marie Sørensen 16 år og broderen Peder Sørensen 13 år. Derudover er der to logerende i huset. Deraf kan man vel slutte, at huset slet ikke er så lille. Kunne vel kaldes en gård, men bliver det ikke. De logerende er: Kirsten Marie Pedersen på 23 og Petrine Marie Pedersen på 14. Og der er også plads til Marianes mor: Ane Marie Nielsen

1 Hus – Vilhelm R. (?) – måske står der Reinlænder, men jeg må blankt bekende, at jeg ikke mestrer gotisk håndskrift. Han er i al fald landbruger, som alle andre i Kandestederne og han er 58 år. Gift med Birgitte Otamia (?) på 61. Der er ingen hjemmeboende børn, men derimod to tjenestefolk: Christen Christensen på 30 og Hans Ole Bentsen på 16 år. Det tyder også på en vis velstand.

Et Hus – Mads Pedersen 30 år Landbruger og moren: Lisbet Jensen 62 Enke.

Anden Folketælling 1880

I stedet for 3 huse ligger der nu 6 huse i Kandestederne.

Første Hus:

Peder Sørensen 23 u Jordbruger og Ane Marie Nielsdatter 61 Enke. Mandens moder, forsørges af ham

Andet Hus:

Mads Pedersen Houkjær 39 år gift med Karen Marie Sørensen 32 år, og de har sønnen Peder på 7 og datteren Elisabeth på 4. Desuden Mads- mor Elisabeth Jensen 72. Og en tjenestepige Kirstine Elisabeth Sørensen på 18 år

Tredje Hus

Kristen Kristjan Sørensen 38 år gift med Ane Kirstine Jensen 31 år. De har et barn: Dorthe Marie på 2 år. Og to tjenestefolk: Kristen Gaardbo 16 år og Emilie Nielsen 20 år

Fjerde Hus

Kristen Sørensen 34 år og gift med Joseffine Amalie Sørensen 23 år. De har et barn: Semine Amalie på 1 år. Desuden to tjenestefolk Søren Møller Jensen 12 år og Karen Marie Thomsen 18 år.

Femte Hus

Jens Pedersen 52 år gift med Kirsten Marie Pedersen 63 år. Husfaders moder bor der også: Ane Marie Sørensen 84 år. Der er ingen børn, men tre tjenestefolk: Lars Chr. Sørensen på 17 år og Henning Julius Jensen på 10 og Johanne Kristine Jensen på 17.

Sjette Hus

Kristian Kristensen 33 år Jordbruger gift med Ane Nielsen 31 år. De har et plejebarn Ane Mathilde Kristensen 9 år og desuden to tjenestefolk: Ane Amalie Kristensen på 25 og Jens Kristian Jensen 12 år.

Tredje folketælling 1890

Lidt om dem, der bebor Kandestederne i den periode, min roman udspiller sig, altså sidst i 1800-tallet. I følge folketællingen i 1890 får vi et kik ind i 5 gårde, hvis ejere alle fire tituleres husmænd. Selv har de nok regnet sig for gårdmænd, men den slags skal man helt til Starholm for at finde. Her kommer hele befolkningen i Kandestederne det omtalte år

Første hus:

Husmand Christian Christensen 43 år : landmand og slagter. Han er gift med Ane Nielsen 41 år og sammen har de en datter Ane Mathilde på 19 år. Desuden er der to tyendefolk: Maren Gaardbo på 16 og Johan Christian Christensen på 18 år. Desuden er følgende to benævnt indsiddere: de bor altså på gården (husmandsstedet) og det er strandfoged Jens Pedersen 62 år og hans kone Kirsten Marie Christensdatter på 73 år

Andet hus

1 hus: Her er vi på Houkjær og Mads er blevet gift. Mads Pedersen Houkjær 39 år og gift med Karen Marie Sørensen på 38. Og de har to børn, nemlig sønnen Peder og datteren Elisabeth. Desuden bor Mads’ mor stadig på gården: Elisabeth Jensen, som nu er blevet 72 år. Så er der en enkelt tjenestepige: Kirstine Elisabeth Sørensen på 18 år.

Tredje hus eller gård:

Husmand Niels Peter Nielsen 32 år gift med Marie Larsen 32 år og de har to små børn, Martin Nielsen på 2 år og Peder Christian Nielsen på 0 år. Desuden huser hjemmet to tjenestefolk, Mathilde Nielsen 21 år og Peder Christian Pedersen 17 år. Og en Søren Christian Pedersen på 23 år bor der også, han tituleres daglejer jordbruget. Og desuden er der i huset en indsidder ved navn Jens Larsen Gødsk på 64 år og han er ungkarl under fattigforsørgelse.

Fjerde hus eller gård

. Husmand Christen Christian Jensen 48 år, Ane Kirstine Jensen 41 år, og de har to børn Anne Mathilde Jensen på 8år og Engel Kristine Jensen på 5 år. Desuden er der også her to tjenestefolk, Karen Marie Sørensen 21 år og Thomas Larsen Kruse Leer på 17 år.

Femte hus eller gård:

Husmand Mads Pedersen Houkjær 50 år, gift med Karen Marie Sørensen 42 år og de har datteren Elisabeth Pedersen Houkjær på 14 år og desuden bor Elisa Jensdatter på 82 på aftægt. Og så er der Kristen Marie Sørensen på 36 og hun benævnes væverske.

En bemærkning, der er generel: Christian staves ofte Kristian – Christensen ofte Kristensen. Det afhænger af degnens humør, I det hele taget skal man tage stavning med et gran salt. Det samme navn, som i kirkebogen staves Maria kan sagtens staves Marie i folketællingen og omvendt. Der bor altså i Kandestederne i 1890 kun denne lille håndfuld mennesker, 26 personer, fordelt på 4 gårde (huse) – ikke flere, end at de alle kunne være i en bondestue på en gang. Jeg vil gerne knytte nogle kommentarer til de 4 huse (gårde) der her er på tale:

Bemærkning til første hus. Om Christian Christensen hører vi, at han er slagter. Han og konen var barnløse, men de adopterede Mathilde. Hun blev senere gift med Mads, der er yngste søn på Hesselholt. Mads var en tid i Amerika for at prøve lykken. Han var der sammen med en ung mand fra Kandestederne. Jeg husker ikke lige nu, hvem, men vil tilføje det senere. Vedkommende redder Mads’liv. Mads gifter sig som nævnt med Mathilde fra Christen Jensens gård. Han går i lære hos sin slagtersvigerfar og bliver selv slagter. Bygger en slagterbutik i Skagen og bliver den tids svar på Slagter Munk.

Bemærkninger til anden gård. Jeg vil måske senere føje noget til. Måske var den Jeppe Kyk, Jacob Paludan har skrevet om i “En sær Jyde” netop fra denne gård.

Bemærkninger til tredje gård Jeg har ingen bemærkninger til den tredje gård. Har jo kun folketællingens tal – og her hører ikke anekdoter og tilføjelser hjemme. Måske er det den, der bliver til Hjorths hotel – men her er jeg meget i vildrede.

Bemærkninger til fjerde gård Her er vi på Houkjær – det er bemærkelsesværdigt, at alle fire mænd på de fire gårde betegnes husmænd. Kun Christensen skiller sig ud ved også at være slagter. Senere, som vi skal se, kommer der nye stillingsbenævnelser.

Her går vi over til 1901 folketællingen, og bemærker hurtigt en tilvækst.

1901 FOLKETÆLLING KANDESTEDERNE:

Første hus eller gård:

1.Peter Larsen Sørensen f. 1856 gift Husfader, Husmand, Redningsmand gift med Marie Marthine Christensen f.1855 , Husmoder. De har 9 børn: Niels Christian Sørensen, f.1884, Christen S. f.1886, Mariane S. f. 1887, Ane Marie S, f.1888, Christine Petrea S. f. 1890, Jens Peter S, f.1891, Kirsten Marie S f.1894, Kirstine Marie S. f. 1894, Semine Jensine S. f.1898 og Valdemar S. f.1899.

Anden hus eller gård:

Niels Peter Nielsen (Kyk) f. 1857 g. husfader, landbruger, gift med Marie Larsen f. 1857 og husmoder, de har fire børn: Martine N f. 1882, Kristine N f. 1891, Nielsine Marie N. f. 1895, Peder Christian N. f.1900.

Tredje hus eller gård:

Christen Madsen f. 1846 ugift Murer, Daglejer ved Avlbrug, arbejdsmand og forhenværende Sømand

Fjerde hus eller gård

Christen Christian Jensen f. 1844 – Husfader, Husmand og Strandfoged, gift med Ane Kirstine Jensen f. 1848 og Husmoder. De har et biologisk barn Anna Mathilda f. 1881 og en tjeneste dreng Martin Christensen f. 1880 og desuden et plejebarn, Kristian Marius Andreasen f. 1886 – desuden har de et barn, som for tiden bor i Skagen: Engel Kristine Jensen f. 1886 Gården her er Høgenhaug. Han er kendt som Christen Høgenhaug.

Femte hus eller gård:

Kristen Nielsen f. 1871 (Harboøre) fast bopæl siden 1897 fhv. Murersvend, Redningsmand, Strandfoged – han er gift med Elisabeth Pedersen f. 1876 Husmoder og de har to børn Mads Houkjær Nielsen f. 1899 og Anna Maria H.N. f. 1900, desuden bor i huset Karen Marie Sørensen f.1847 Aftægtskone og et tjenestetyende Laurits Peter Christensen f. 1886

Sjette hus eller gård:

Christian Christensen f. 1846 Husfader, Landbrug, Slagter og gift med Ane Nielsen f.1846 og Husmoder. De har to Tjenestetyende: Elsine Margrethe Christensen f. 1876 og Lars Sørensen Thomsen f. 1872.

Syvende hus eller gård:

Thomas Christian Frederiksen f. 1853 – Husfader, Dykker og Tømrer, gift med Jensine Nielsen f.1866, Kone og Syerske. De har tre børn: Frida Louisiana Theodora Fr. f.1894, Mary Methine Eleonore Kristine F. f. 1896 og Frederik Simoni F. f.?.

Ottende hus:

Kirsten Marie Sørensen f.1853 – Væverske – Formue

Bemærkninger til ovenstående. Thomas Christian Frederiksen ( 7. gård) var nogle år i Amerika sammen med Mads Hesselholt. Det er den gård, der senere bliver bygget om til Kandehus. Som vi kan se, er befolkningen vokset. Der bor nu ikke kun 26 personer i Kandestederne, men 42. Det er ikke en fordobling, men dog værd at lægge mærke til.


.

Kokholm 30

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

I det kommende indlæg bevæger vi os fra Harboøre – kommer nok tilbage til det – og til Kandestederne. Der er jeg kommet til i romanen. Og i dag har jeg været i kirkebøger og i de gamle arkiver (mine egne om Hulsig) og fundet en del stof – alt for meget i virkeligheden, men i al fald giver det en slags rettesnor for den vandring tilbage til Houkjærgården, som jeg i den kommende tid vil koncentrere mig om at foretage. Forestiller mig, at romanen vil springe fra Christens konfirmation (eller tiden lige før) til Elisabeths konfirmation (eller tiden lige før). Christen blev desværre ikke konfirmeret af den karismatiske ( og indremissionske) pastor Moe – senere vender vi tilbage til ham – men af hans mere farveløse efterfølger, og Elisabeth bliver desværre heller ikke konfirmeret af den karismatiske ( og grundvigianske) pastor Jensen i Råbjerg – han kommer først året efter. Hun bliver konfirmeret af den indremissionske pastor Gandil, som vist nok ikke besad megen karisma, men som var elsket af den missionske menighed i Råbjerg..

Mens Christen får en fin karakter. nemlig mg for kundskaber, så scorer Elisabeth kun et beskedent g i kundskaber. Jeg kan ikke vide, hvorfor, men jeg tror, at hun er opdraget i en gammeldags kristen bondekultur, hvor inderlighed i troen betragtedes som svaghed og føleri, og jeg tror ikke, at Houkjærerne har haft meget til overs for Indre Mission. Det havde Råbjergfolkene til gengæld, og det var vanskeligt for pastor Jensen, da han et par år senere begyndte sit arbejde som præst i Råbjerg (1891).

Elisabeth bliver konfirmeret 16/10 1889. Som et kuriosum, der nok kun interesserer mig og ganske få andre, men som kommer til at spille en rolle i romanen, så går hun til præst sammen med Ingeborg Larsen fra Krøg-gården, hendes far er Christian Larsen og hendes mor er Maren Christiansen og en søster til Marie Christiansen, kaldet Marie Houkjær. Ingeborg er altså kusine til Elise Houkjær på Klarup-gården. Og det er Elisabeth jo også, fordi hendes far Mads er Oles bror.

Ole Houkjær og Mads Houkjær, de to, som jo også var våbenbrødre i 1864-krigen, lignede hinanden. De havde begge et hidsigt temperament, men de var også begge utrolig modige.reddede således livet for ikke så få skibbrudne.

Jeg synes også, at det i dette indlæg er værd at dvæle lidt ved Klarup-gården. Som nogen ved, så var der 2 Klarup-gårde i Hulsig: de ligger der stadig, selv om de er moderniserede. Man kan se dem på venstre side af landevejen, når man kører fra Hulsig til Skagen. Lige uden for Hulsig.

Når jeg vil standse lidt op der, så er det, fordi de to gårde også har persontragedier knyttet til sig. Oles og Mads’ søster Karen Marie gifter sig med Lars Christian Nielsen på Klarupgården i 1858, han er sindssyg og forlader hende og deres søn og kommer syg hjem i 1868, hvor han tager sit eget liv. Hun overdrager gården til sin bror Ole (min oldefar) og han flytter ind sammen med sin kone og deres lille dreng Peder, der er født i 1867. I 1869 får de datteren Elise (min farmor). Tragedien fortsætter, for de får to børn mere ( Kristine i 1874 og Kristian i 1875) begge børnene dør som spæde.

Historien om Lars Christian Nielsens sygdom og selvmord har jeg fra Tinghusets arkiver. En artikel, hvor Karl Krøg fortæller om Hulsig-folk. Og desuden fra Lars Hesselholts “Hulsigminder”.

Kokholm 29 – Pastor Moe og Harboøre

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Da Christen Kokholm vokser op i 1870’erne og 1880’erne er Harboøre allerede delt i to: de hellige og de vantro. Senere bliver splittelsen mellem de to grupper endnu mere markant. En vækkelse i pietistisk retning spores langt tilbage i århundredet, og jeg kunne ved lejlighed have lyst til at følge sporet: er det rester af den gamle pietisme fra 1700tallet ( Brorsons århundrede, Herrnhuternes århundrede) der har overlevet i det lille fiskerleje?

Det kommer vi ikke ind på her. Vi interesserer os i denne omgang kun for forholdene i Harboøre, da lille Christen vokser op. Han er barn i Holmene – et lille samfund nord for Kirkebyen ( Harboøre by) og tæt ved fjorden – her på dette lille sted, er, så vidt jeg kan se af kirkebøgerne, alle husene beboede af husmænd og arbejdsfolk, og i Karen Tudborgs erindringer hører vi om nogle områder på Harboøreegnen, hvor man nødig færdedes, fordi ukvemsord og andet grimt hang i luften. Hvor var det? Var der her? Voksede vores lille helt op et sted, hvor eder og forbandelser fór gennem luften, og hvor “pæne” folk ikke færdedes? Det ved vi ikke. Men vi ved, at sidst i 70’erne, og det var den tid, hvor lille Christens barndom faldt, da fandt den helt store vækkelse sted i Harboøre. Den unge lidenskabeligt vakte præst, pastor Moe, gjorde sit indtog og satte sit stærke aftryk i det lille samfund. Harboørefolkene tog ham til sig, og han tog på sig at “lave dem om” – det lykkedes langt hen, I indledningen til Karen Thuborgs erindringsværk, skriver udgiveren Henrik Ussing (1923) følgende:

“Harboøres Befolkning, der levede Livet under usikrere Vilkaar end nogen anden Befolkning i Danmark, maatte nødvendigvis være dybt religiøs. Men dette forhindrede ikke, at de samme Mennesker, der nys var sluppen ud af den mest overhængende Livsfare, slog sig løs i et lystigt Lag med Dans og Sang. – I denne Livsglæde midt i Alvor og Fattigdom skete der et stærkt Omslag fra den Tid, sidst i Halvfjerdserne, da Pastor Moe blev Præst paa Harboøre. Denne viljestærke, indremissionske Prædikant frembragte hos Harboøres Befolkning, hvis Sind under Naturens Vælde var vant til at svinge til Yderligheder, mens en stærk Alvor og Viljekraft var aflejret paa Bunden, en religiøs Splid og et Røre, hvis Dønninger lød over hele Landet. Pastor Moe og hans Tilhængere fremstillede de nedarvede Sæder og Vaner så vel som den nedarvede Religiøsitet som idel Vantro, Ugudelighed og Ryggesløshed. Da den samme Fordømmelse kom frem ved Begravelsen efter en stor Drukneulykke Efteraaret 1893, rejste der sig i Landets Blade en Storm mod en slig Færd; men selv de, der vilde forsvare Harbøreboerne, havde næppe den rette Forstaaelse af dem. De var tilbøjelige til at fremstille dem som stakkels vankundige og forkuede Mennesker. ( Citat slut s.8)

Her et ungsomsbillede af pastor Moe: Fra hans erindringer : “Oplevelser” 1926

Ja, de øjne. Han har på mange måder haft alle odds med sig i det lille fattige fiskerleje.

Som Jens Kristian Lings med sin bog “Himmel og Hav og Harboøre” fra 2019 så fint gør opmærksom på, at fik Moe et samtidsmæle, som var skævt, som en ufølsom helvedesprædikant. Eftermælet vil blive nuanceret. Moe tordnede IKKE sine sognebørn ned i Helvedet. Han forsøgte faktisk ud fra de forudsætninger, han havde at give deres liv mening og indhold. At bedre deres kår også materielt. Han var indremissionsmand med alt, hvad det betyder. F.eks. var han aldrig i tvivl om, at det, der stod i Bibelen var Guds ord, og han tager den bogstaveligt til indtægt for sandheden. Men hans medfølelse og medleven i de fattige fiskeres barske liv er ikke falsk. Og han retter den ikke kun mod de “hellige”. Jeg vil citere et par eksempler fra hans egne erindringer om tiden på Harboøre “Oplevelser” 1926.

Han er f.eks. dybt forarget over den måde, man behandler fattige gamle på. Der var ingen egentlig fattiggård på Harboøre, og de gamle, der ikke havde familie, blev liciteret til de gårdmænd, der ville tage dem for laveste pris. Moe skriver (s.64): “Manden, som mente, at det kunde bøde lidt paa de daarlige Finanser, gjorde da Tilbud paa 6 à 7 gamle Kvinder og fik sit Bud approberet. Han hentede dem og fik dem anbragt i sine stuer og mente saa, at han som en god Kristen ogsaa burde sørge for deres aandelige Behov. I dette Øjemed stillede han en Dag i Præstegaarden … og forlangte, at jeg skulle køre med og tage dem til Alters i en Slump … jeg var fnysende harmfuld over, at man behandlede gamle fattige Folk paa den Maade. Men jeg tog med … fordi jeg tænkte, at jeg maaske kunne være de gamle Stakler til lidt Hjælp.”

Et andet sted i erindringerne erklærer Moe åbenlyst Harboørerne sin kærlighed (og den var nok gensidig): (s.56) … “Det var et underligt Hjertefok; man kunde ligefrem ikke andet end holde af dem, naar man gik omkring og snakkede med dem, eller blot saa deres Ansigter, naar de smilende gik forbi og hilste. Den Voldsomhed og Raahed, der ved Lejlighed kunde komme frem, især naar de havde drukket for meget, var kun den ydre Skal og hørte ikke deres egentlige Natur til….

De københavnske reportere, der besøgte Harboøre efter den store ulykke i november 1893, hvor 26 fiskere fra egnen mistede livet, harcelerer i måneder over Moes optræden = hans prædiken ved begravelsen. Men her siger han faktisk kun, hvad han ifølge sin egen bibel-og trosopfattelse SKAL sige, og da han går rundt og trøster enker i sognet, har han ingen omvendelsesprædiken med sig i tilgift, men er virkelig en kærlig trøster hos alle. Sådan beskriver han det selv, og der findes kilder, der viser det samme. Reporterne håner ham også, fordi han er så “grisk” at han søger et “federe” kald. Ja, det tror jeg er ganske normalt for et ungt menneske, der har brugt utrolig mange kræfter i flere år i det her fattige sogn. Han fortæller om præstegården, da de kommer til Kirkebyen følgende: ( citat s.49): Der var kun daarligt Tag paa Huset, og Loftslugerne hang og hvinede paa Hængslerne. Loftet, der var gammelt og utæt, saa Støvet dryssede ned, maatte snarest muligt beslaas med Lister over Revnerne og derefter tapetseres. Køkkenet var et lille, smalt, aflangt Hul med aaben Skorsten, bryggerset ligesaa med Brolægning som paa Ribe Gader i samme Tidsalder. Ovenpaa var der et lille Gæstekammer, bygget op af Græstørv og Ler. Et herligt Opholdssted i en gammel idyllisk, fra Fædrene overleveret Præstegaard uden Have!”

Ja, dertil kommer at kaldet er lønnet med 600 kr. årligt og ingen dyrkbar jord til gården. Det var fattigdom, og hvem forstår ikke, at familien søger væk på et tidspunkt. Da er den vokset med en stor børneflok. De mister et barn, mens de bor der. Utrolig mange børn døde i de år, der var misvækst af flere årsager, men de elendige boligforhold for næsten alle har i al fald hjulpet til. Og Moe lægger ikke skjul på, at han hader at være fattig.

I en samtale med en trosmodstander, siger denne til ham, at han er arrogant og løgnagtig og flere andre skældsord. Og Moe svarer ganske roligt, at det kan der da være noget om. Men der findes vel tilgivelse også for ham.

Hele tiden (ifølge erindringerne) har han humoren med i det meste, og han kan godt lide at slå sig løs og livsglæden pibler i hans skrifter.

Pastor Moe søger til Skanderup, men han slipper aldrig harboørerne og i hele den tid, han levede, han skriver sin bog 35 år efter harboøretiden, havde han årligt besøg af vennerne derfra – måtte undertiden indlogere 100 personer i nogle dage. De besøgte ham om sommeren, og han besøgte dem i november, når de vendte hjem fra sommerarbejde rundt om i Danmark.

Ikke mere om Moe. I det følgende vil jeg omtale to værker – Jens Kristian Lings: “Himmel og Hav og Harboøre” fra 2019 og C. Davidsens “Harboøre” fra 1896.

Kokholm 28 – et kig i kirkebogen.

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Har søgt lidt i kirkebøgerne om Christen Kokholm ( Kristen) Vi tager en rundtur i de gamle bøger. Her møder vi først forældrene: Husmand Kristen Kokholm Nielsen og Hustru Ane Marie Kristensen Holmene. Moderen 36 Aar

. Christens barnedåb 1871 – forældrene.
Her ser vi den lille Kristen indført i kirkebogen – senere, først længe efter får han navnet Kokholm. Han fik det ikke i dåben, selv om faren altså hed Kokholm til mellemnavn. Herunder navnene på fadderne til den lille Kristen.
faddere til Kristen Nielsen 1871 – så vidt jeg kan tyde det, så er de Gaardmand Kristian Fr. Rønlands Hustru (?) Rigmor Katrine Kristensen, Gaardmand Kri. Fr. Rønland, Husmand Lars Andersen, alle af Harboøre.

Vi går lidt baglæns nu og vil se på vielsen af Kristens forældre ( Kristen og Ane Marie) den finder sted i 1866:

vielse af Christen og Ane Marie
Her står: Ungkarl, møllersvend Christen Kokholm Nielsen af Tørring – 24 Aar og Indsidderske, Pigen Ane Marie Christensen i Stausholm i Kirk Kirkhuset (?)
forlovere til vielsen i 1866 – det er to gårdmænd, der er forlovere – Lars Stausholm af Harboøre og Niels Kokholm af Tørring. Sidstnævnte er sandsynligvis Christens far. Og det sjove er, at da Christen gifter sig 2. gang, er det også en Niels Kokholm, der er forlover, men denne gang er det en søn.
En ting, vi også ved, er at Christen ALDRIG får faglært arbejde. Hvorfor? Det står ingensteder. Måske har Ane Marie været gravid, og han har MÅTTET ægte hende. Hun er også så meget ældre end han er. Og måske har han været tvunget til at finde det arbejde, der var at få – han står i hele sit liv, og er jo nævnt ofte i kirkebogen, som arbejdsmand eller husmand. Faktisk er han ikke et eneste sted opført som fisker, så det er lidt af en tilsnigelse, når jeg i romanen giver ham det hverv.
Og så alligevel ikke helt. For i hans datter Rigmor Darlings efterladte papirer kan vi nemlig læse, at at han sammen med sin far var på havet den dramatiske nat i november 1893, hvor så mange fiskere blev fanget af en storm og druknede.
Det kan hun næppe have digtet. Har hun, så har vi vel lidt ret til at digte videre. Mon ikke?

Den 16 februar 1891 dør Ane Marie. Det år, hvor de kunne have holdt sølvbryllup. Christen er efter alt at dømme på højskole det år, moderen dør. Eller året før. Det er lidt mærkeligt, men historien om Christen og Elisabeth er fuld af sære tildragelser. Sådan som menneskenes liv jo faktisk er. Og at trevle et forlængst levet liv op, så alle trådene ligger som de skal til livets mønster, dett er faktisk umuligt. Men nu vover vi det.


Det er lidt utydeligt. Men datoen er 16 februar 1891. Og herover står: Ane Marie Kristensen. Arbejdsmand Kristen Kokholm Nielsens Hustru i Kirkebyen

Christen gifter sig gifter sig igen, nemlig i 1899, og på det tidspunkt har han åbenbart ikke mere et hus. Han er indsidder, og det vil sig, at han har lejet et rum hos en bonde eller en husmand. Han gifter sig nu med en syerske, der er yngre, og som muligvis har et lille hus. I al fald har de i folketællingen af 1891 husstand (kun de to) i Kirkebyen. Altså bor han nu i selve Harboøre by (Kirkebyen også kaldet) – Herunder ser vi i kirkebogen om vielsen:

Her står: Enkemand, Indsidder, Christen Kokholm Nielsen, født 6. jan. 1842. Søn af Niels Christensen Kokholm af Tørring og Hustru Else Kristine Sørensen. Hans afdøde Hustru hed Ane Marie Christensen død 16 februar 1891 i Harboøre.
Gift med fraskilt Johanne Marie Christensen af Harboøre. Født 24/3 1854 i Ferring. Datter af Kr. Madsen (Husmand) og Hustru Mette Marie Jakobsen. Hendes fraskilte Mand er Husmand Laureds Hahlgaard Nielsen og (af?) Hygum. Separation af 12-2-86, Ægteskabet hævet 23-9-92 ved Bevilling. Tilladelse for hende til nyt Ægteskabaf 28.3.93.
Viet i Kirken af Sognepræsten.
Desuden står der, og det er vel interessant, at den ene af forloverne er MURERSVEND NIELS KOKHOLM, altså Christens egen søn. Det interessante er ikke så meget, at det er en søn, men at han er MURER. Det er altså ikke kun Christen, der senere bliver gift med Elisabeht Houkjær, der bliver murer, men også lillebroren. Og har han så også været på højskole? Eller har han sin uddannelse fra en murermester på egnen?
Det er spørgsmål, jeg må arbejde med at finde svar på.

Nu mangler vi kirkebogens optegnelse af Christen Kokholm Nielsens død. Den kommer her med oversættelse:

Her står: 1921 – 22 september, Sdr. Vrist. Christen Kochholm Nielsen, 79 Aar. Aldersstøttet. Født i Dragesbøllhus, Vandborg, søn af Tjenestekarl Niels Christensen Kochholm, Lemvig Mark, og Hustru Else Christine Sørensen, Dragesbølhus. Afdødes anden hustru hed Johanne Marie Christensen, og døde i Kirkeby 8/8 1911. Afdødes første Hustru hed Ane Marie Christensen (Stausholm) død 16/2 1891.

Romanen om Elisabeth – Kokholm 27

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Lidt om romanen om Elisabeth og Christen Kokholm. Som jeg nok har oplyst tidligere, så bliver det ikke en bog bygget alene på reseach. Der er to ting i det: For det første at jeg ikke har mulighed (måske heller ikke evner) for en så grundig og fyldestgørende undersøgelse af de faktuelle forhold, som jeg gerne ville have haft. Og for det andet, og det er måske det vigtigste, så følger romanen, det kan jeg allerede se nu, sine egne regler (ikke mine regler), som jeg ikke kan krybe udenom, og det betyder altså, at den Elisabeth, som jeg beskriver, er en romanfigur og ikke en person, der virkelig har levet, og den Christen, som vi vil møde i romanen, vil også være en sådan opdigtet person helt igennem og derfor ikke den mand, der engang drog fra Harboøre til Kandestederne for at fri til Elisabeth og senere sammen med hende grundlægge Kokholms Hotel.

Det jeg satser på nu er dette ene: at skrive en god roman.

Jeg fortsætter dog med at forsøge at blive klogere på tiden og de mennesker, hvis historier hele tiden ligger som et bagtæppe for mit skriveri. Deres vilkår må jeg kende til bunds. Og det er takket være dem og det liv, de har levet, at romanen kan vokse ud af mørket og ind i lyset. Jeg håber selvfølgelig, hvor selvmodsigende det så end lyder, at min bog kan lyse mod dem og give dem lidt liv.

Det er med skønlitteraturen, at vi får kontakt med HISTORIEN. Med sprogets mange ord kan vi besejre døden. At skrive er at genoplive.

Mere om dagliglivet i Harboøre – kokholm 26

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

At fiskernes daglige liv var ufatteligt hårdt gik hurtigt op for mig, da jeg begyndte at beskæftige mig med emnet: Harboøre-folk og deres levevilkår.. For mig er noget af det hårdeste i dagliglivet, at jeg skal stå op kl.6.30 om tirsdagen. Ja, for os forkælede nutidsdanskere skal der fantasi og hårdt arbejde til for at nå frem til en slags forståelse af det liv, der levedes dengang og på det sted. Og at føle det på vores egen forkælede krop er umuligt.

Det mærkelige er jo så, at alle mulige kilder, jeg får fat i fra tiden, hårdnakket fortæller mig, at disse “havgasser” først og fremmest var kærlige og hjælpsomme.. Den moderne psykologi har ellers lært os, at voldsomme oplevelser gør os afstumpede og onde eller i al fald gør ubodelig skade på sjælen. Skade på sjælen er muligt – men ellers gælder det ikke for Harboørefiskerne. Sådan som vi også kan læse det i Hans Kirks “Fiskerne” , så har omsorgen og kærligheden en stor plads. Og ondskaben har næsten ingen plads.. Måske kan man lidt kynisk sige: ondskab er der ikke råd til. Hjælpsomhed er en overlevelsesmekanisme, og ingen steder er det så svært at overleve som her..

Jeg vil nævne et par ting:I sommerperioden skal der slides hårdt for at tjene så mange penge som muligt og det sker for de fleste unge og for alle voksne mænd, at de må bort – fiskene i havet er for langt ude, til at de små både kan nå helt derud. Man tager til andre egne af landet for at fiske der eller for at arbejde på gårdene.

Først hen på efteråret var familierne igen samlede i de små hytter. Det var den barskeste periode, der nu kom: vinterhalvåret. Og man må huske, at klimaet var slemt om vinteren – det var stadig det, man benævner “Den lille Istid” – Og i den tid skulle fiskerne helst på havet hver morgen (nat) nat fra 3-4 tiden og så igen flere gange om dagen. De sov kun lidt ind i mellem. Aldrig ret mange timer ad gangen. Havet var ofte uroligt sidst på efteråret og langt ind i vinteren. Så blev fiskerne gennemblødte, og var det frost, så blev de også gennemisede. De var tit stive af is – ofte var de også stive af druk- brændevinen var uundværlig ja, uden flasken holdt de det ikke ud. Da mange af dem i vækkelsestiden blev afholdsfolk, så må de have klaret sig ved bønnens magt alene.

Mens mændene fiskede ordnede kvinder og børn garnene til næste dræt, eller de anglede de utallige kroge, der skulle bruges. Og de var som regel udenfor i al slags vejr – også de frøs og led under det barske klima.

Det var åbne både, man brugte, som regel til 10 mand. De havde en mast og et lille foksejl, men kunne ikke altid bruge sejlet, enten blæste det for meget, eller ikke nok. Desuden havde de naturligvis årer Der var 9 mand i hvert bådelaug + bådsformanden, hvis ordrer skulle adlydes.

Foto fra Karen Thuborgs erindringer

Alligevel tog de aldrig på havet uden at kysse deres børn og konen. Kys var vigtige. Og heller aldrig uden at bede Gud være med dem. Og det her var altså før vækkelsernes tid. Her et lille uddrag fra Karen Tudborgs erindringer ( tiden er ca. 1850’erne) :

Billedet af denne lille fiskerbåd på vej ind er også fra Karen Tuborgs erindringer. Her er det, så vidt, jeg kan se, en lidt mindre båd end de sædvanlige 10 mandsbåde. Men med mast til foksejlet, som de vist nok alle havde. Små joller tror jeg ikke, man brugte – de var nærmest ubrugelige ved det hav. Her bag båden ser man brændingen på rævlen – og den er rolig her – ofte var det på rævlerne, bådene forliste, og undertiden kunne fiskerne så nå ind, fordi de kunne bunde. Svømme kunne de færreste.

( citat side 39) Naar Fader skulde paa Havet at fiske, kyssede han os Børn, enten vi sov eller var vaagne,; saa tog Moder hans Udeklee, et strikket Halstørklæde, som var tre Alen langt, og bandt ham det to Gange om Halsen. enderne naaede langt ned paa Brystet, derefter tog han sin store Havtrøje paa og knappede den uden om alt sit Tøj. Var det koldt Vejr, brugte han en Løveskinds-Hue, som kunde krænges ned bagtil og om Ørerne og knappes om Hagen. Moder gik med ham ud og hjalp ham Kurven med Fiskeredskaberne paa Ryggen; derpaa sagde Fader: “Ja, saa gaar jeg Gud i Vold!” og kyssede Moder, og hun svarede: “Ja, Gaa i Guds Navn …”

Der blev født mange børn i de små hytter. Men der døde næsten ligeså mange. Døden var altid nærværende. Også derfor var kyssene vigtige. Man kunne aldrig vide. Ingenting var sikkert. Man var nødt til at holde af og holde ved, for man blev alt for ofte nødt til at give slip. Livet hang i en tynd tråd fra spæd til gammel. Jeg ser i kirkebogen, at der er langt mellem de gamle. Desuden var man gammel, når de 50 år var passeret.

Jeg sad forleden og læste i kirkebogen for året 1888 – valgte det år, fordi jeg ledte efter noget, der skete netop da. Og så blev jeg ramt af en slags sorg, jeg ganske vist ikke straks forstod. Et mismod. Alle de små børn, der døde.Jeg skriver herunder en liste over de piger, der døde alene det år. Og listen er jo ikke komplet. Kun spindesiden::

9 April: Karen Margrethe Stausholm Nielsen – datter af Boelsmand Peder Stausholm Nielsen – 3 Maaneder

21 Maj: Amine Andrea Laugesen, datter af Gaardmand Jens Kaj Laugeson paa Rønland – 3/4 Aar

27/ Juni – Thora Petrea Emilie Søhylt, Datter af Tjenestepige Eline Pedersen paa Kobbelgaard – 11 Maaneder

20 Juli – Inger Kristine Andersen Storper, Datter af Gaardmand Kristen Andersen Storper i Storpergaard – 2 Aar

24 Juli – Petrine Pedersen – Datter af Pige Ane M. Pedersen i Langerhuse. 2 Aar

22 August – Sidsel Marie Josefsen, Datter af Fisker Kristen Nymand Josefsen i Vrist – 11 Aar

3 September – Johanne Madsen – Datter af Fisker Peder Rom Madsen i Langerhuse – 3 Maaneder.

16 Oktober – Mathilde Jensen Søndergaard – Datter af Fisker Kristen Søndergaard i Langerhuse – 16 Dage

26 November – Karen Gaj Kristine Jakobsgaard, Datter af Gaardmand Kr. Jakobsen – 4 Aar

Herover er kun medtaget pigerne – der døde ligeså mange drenge. Det vil sige, at præsten skulle begrave et lille barn eller to ja, undertiden tre hver måned året rundt. Noget, man også støder til i kirkebøgerne er betegnelsen: ukendt mandslig – opskyldet. Et par steder står der: opskyllet mandslig, sandsynligvis selvmord. Det sidste taler sit dystre sprog om dem, der ikke holdt til mosten, trods kærlighed og gudstro.

Lidt mere om Christen Kokholm d. ældres baggrund – Kokholm d. 25

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Her lidt mere om Christen Kokholm den ældre – tror, at jeg tidligere har skrevet, at han kom fra Tørring – det gør han ikke. Han er født i Vandborg Sogn 6/1 1842 og blev døbt i kirken d.9 juni. Derimod er det rigtigt, at der er forbindelse til Tørring, idet vi kan se, at faderen, der er forlover for sin søn, står optegnet i kirkebogen som “Niels Christensen Kokholm af Tørring“. Så meget om Kokholmgården. Den lå altså aldrig ved Harboøre, men ved Tørring, hvor der stadig er en vej, der hedder Kokholmsvej..

Christens far hed som nævnt Niels Christensen Kokholm fra Tørring. Troede først, at det var Tørring ved Østkysten, men nej, det er Tørring ved Harboøre. Niels Christensen Kokholm ernærede sig som tjener for en Christen Søndberg ved Lemvig, og moren hed Else Christine Sørensdatter og var indsidder i Dragerbullhus(?) – har lidt vanskeligheder med enkelte gotiske bogstaver. Herunder et foto fra kirkebogen. Nedenstående er fra kirkebogen og fortæller, at Christen var søn af tjener for Christen Søndberg ved Lemvig, Niels Christensen Kokholm, og hustru Else Christine Sørensen, indsidder i Dragerbullhuus..

Her står, så vidt jeg kan se: Tjener for Christen Søndberg ved Lemvig Niels Christensen Kokholm og hustru Else Christine Sørensdatter, Indsidder i Dragerbullhuus. Senere er Niels Christensen Kokholm benævnt med titlen “tjenestekarl” – det er i sønnen Christen Nielsen Kokholms dødsfortegnelse i kirkebogen, hvor der står, at han er søn af “tjenestekarl etc.” Hvad skal man tro?

Sad lidt og kiggede på FOLKETÆLLINGEN 1890 fra Harboøre og en af de ting, der måske karakteriserer det lille samfund, er, at der i optællingen forekommer hele tre “fattighuse” – her sidder i 1890 12 mennesker, fordelt på tre huse, sikkert små hytter. To af fattiglemmerne er små børn. En ugift kvinde på 36 år er mor til de 2 og 1 er barn af en enke. Så er der et par af fattighusbeboerne, som er i erhverv, nemlig 2 fiskere, de er henholdsvis 48 og 65 år.

Der står desuden opført nogle arbejdsmænd uden fast bopæl. De er ikke fra egnen, men arbejder måske ved høftearbejde. Der er nemlig også opført hele 2 ingeniører, og de må jo være i gang med et større anlægsarbejde.

Om familien Kokholm:. Her er børneflokken blevet mindre, idet de ældste er hjemmefra og tilbage er Mads på 13, Niels på 11 og Niels Christian på 10 år. Der står, at Ane Marie nu er 54 år og at Christen er 43 år. Det sidste er forkert – han må være et par år ældre. Aldersforskellen er 7 år, ikke 9. Men kirkebøger er ikke skrevet af Vorherre – de er fejlbarlige.

Vi har to (måske tre) yderst vigtige kildeskrifter til forståelse af livet i Harboøre her i slutningen af 1800tallet. Karen Thuborgs herlige erindringsbog fra 1928. Hendes bog lyser af kærlighed til egnen og til fisker- og bondesamfundet. En anden, som er nedfældet godt 30 år tidligere, er en beretning, skrevet i 1896 af C. Davidsen. Han ser fiskerne fra en anden vinkel end Karen: han er præst og føler sig måske hævet over fiskerne, og det er tydeligt, at han (be)dømmer dem ud fra sit eget puritanske og “sædelige” syn på livet. Vældig langt fra Karens. I det næste indlæg på bloggen, vil jeg forsøge at holde de to synsmåder op mod hinanden. Måske kunne det også være morsomt at sammenligne de to samtidige med en lidt yngre forfatters syn på sagen, nemlig Hans Kirk, som fremstiller de samme fiskere i sin roman fra 30’erne “Fiskerne”. Her er de ganske vist flyttet til mildere fjordegne – men det er dog de samme. Hans Kirks far eller farfar var fisker i Harboøre, og den unge forfatter havde insider-viden, og hans bog afslører stor sympati for disse mennesker, selv om han altså både socialt og geografisk befandt sig et andet sted. Hans kærlighed til dem ligger efter min mening på samme niveau som Karen Thuborgs. Må dog indrømme, at jeg ikke har læst “Fiskerne” lige for nylig – til gengæld har jeg undervist i den til bevidstløshed gennem mange år som gymnasielærer.

Det hårde slid – Kokholm 24

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Tre gamle harboørefiskere – Det gamle Harboøre

De vejrbidte ansigter herover taler et sprog, som man forstår helt uden ord. Det er mennesker, der har levet i en barsk natur og som har måttet arbejde meget og hårdt i det daglige. Men livsglæden lyser i de vejrbidte ansigter. Glæde og alvor. Det er hvad de udstråler, synes jeg. Den hårde kamp for livet er værd at kæmpe, for livet er først og fremmest glæde. Sådan ser også Karen Thuborg i sit lange tilbageblik på det.

I et tidligere indlæg har jeg skrevet om utøj, rotter og fattigdom. Karen fortæller også om fattigdom, men hun afgrænser det, som var det en skønhedsplet, der ikke skal dvæles alt for længe ved. Under kapitlet “opdragelse”, skriver hun heller ikke ét ord om vold over for børn – jo, læreren slår, men åbenbart ikke forældrene. Hun fortæller, at fiskerne altid kyssede hvert barn og konen, inden de tog på havet. Hun har villet vise os alt det smukke og sjove – og det skal vi naturligvis regne for sandheden. Samtidig skal vi huske, at hun sidder som en gammel dame, der ser alt i erindringens drilske lys.

Jeg har i et tidligere indlæg skrevet om Harboøre set med de journalisters øjne, der efter ulykken i 1893, hvor 26 harboørefiskere druknede, kom til stedet og beskrev det for læserne. De øjne ser kun fattigdom og nød. En kuet befolkning, som næsten ikke har til det daglige brød. Navnlig journalisten fra Politiken, Henrik Cavling, er hård i sin dom over levevilkårene for fiskerne.

Også Karens øjne kan se fattigdommen og det hårde slid, men hun ser i al fald det sidste som naturligt og hun begynder sin gennemgang af det daglige arbejde med ordene:

Citat side 38) “Harboøres Fiskere var et glad og lykkeligt Folkefærd, som støttede hinanden med Raad og Daad og uforfærdede var rede til at hjælpe hinanden i al Slags Fare. . Levemaaden var nøjsom. Deres Føde bestod mest af Grød og Vælling, Fisk, Æg, Brød og Øl. Det sagdes om dem, at de spiste fersk Fisk til tør Fisk og tør Fisk til kogt Fisk. Under deres Slid og Slæb og Fattigdom havde de en fast Tillid og Tro til Gud.

Så enkelt kan det siges.

Her lidt om fiskeriet, som blev drevet i forårs og efterårsmånederne. Om vinteren gik fiskene for langt ud til, at de små både kunne fange dem, og om sommeren fiskede man i Limfjorden. I den periode var kvinderne og børnene ene i Harboøre. Dvs. mange halvvoksne piger søgte stilling for sommeren ved fjorden eller andre steder, men de kom hjem om efteråret. Og så blev der festet. Og var en fiskerpige forlovet med en fisker og de skulle giftes, så havde hun nok at bestille hele sommeren. Hun byggede nemlig familiens hus.. Husbyggeri var kvindearbejde. Hun fik nogle børn til at hjælpe sig med at hente sten fra stranden. Det vil jeg ikke komme nærmere ind på her. Jeg kan anbefale interesserede at læse hele Karens Thuborgs bog. Den findes på det famøse net og må downloades til privat brug, men kan jo også læses på nettet.

Men nu fiskeriet. Som jeg læser Karens lidt springende fremstilling, så var det navnlig sild, der fiskedes. Andre fisk var bifangst. Flere gange i døgnet gik de små både på havet, og når de landede, var det kvinder og børn, der tog sig af garn og fisk, mens mændene fik lidt søvn. Mændenes arbejdsdag begyndte kl.3-4- om morgenen. Her et citat fra Karens bog:

“Tit var det et slemt Arbejde at sprede Garn, især da det helst skulde ske tidligt om Morgenen; Det kunde da være en bidende Kulde, ja Frost, og der kunde ligge et Lag Rim overalt. Garnet kunde ogsaa være omtvundet med Grøde eller Tang, hvor i en Mængde smaa Skjærkrabber og Søstjerner havde indfiltret sig og ikke var nemme at tage ud, da maatte to hjælpe hinanden for des snarere at blive færdige. Det kunde godt dikke og krible i Fingrene, om ogsaa man havde baade Luffer og “Stridshandsker” paa.

(citat) “I de rigtig Havfisketider Foraar og Efteraar var Arbejdets Gang altsaa denne: Tidligt om Morgenen spredte Kvinder og Børn Sildegarnene, mens Mændene var paa Havet med Krogene; ved Middagstid kom Mændene hjem, og straks efter redte Kvinder og Børn Krogene ud og hængte dem til Tørre; senere samlede de Garnene sammen og satte dem ved Baadene; hen imod Aften gik Mændene ud efter Sild, og saa snart de var kommet hjem med dem, bedede Kvinderne Krogene, mens Mændene hvilede sig til at tage ud i den tidlige Morgenstund – Under alt dette skulde Kvinder og Børn ogsaa tage sig af Hus og Hjem,, passe Kreaturerne, i Efteraarstiden arbejde med Ulden og endelig tilberede al Fisken, som skulde bruges til eget Vinterforbrug og til Salg i saltet, tørret og røget Tilstand.

Alt i huset, ja huset selv var flittige hænders arbejde, og når jeg læser om alle de mange ting, der forarbejdes i hjemmene, tænker jeg, at det også er hovedets arbejde, for det kræver afgjort tankevirksomhed at få alt det fremstillet, så det duer.

Der er ikke noget, der går til spilde. Alt på fisken kan bruges. Undertiden kommer der tiggere og ber om lidt fisk, og de får f.eks. et torskehoved – men det er nok.

Karen giver en del opskrifter fra sig, hvoraf fremgår, at alt kan bruges og tilberedes, så det bliver lækkert. Hør f.eks. denne her: (citat side 60) “Lever, Rogn, Æg, Mel og Krydderier æltedes sammen til en sej Dej og fyldtes i Hvillinghoveder og kogtes. Det kaldtes Krappinghoved og var yndet af mange.”

Det daglige liv i Harboøre – sygdom – Kokholm 23

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Man sagde tidligere “på” Harboøre, ligesom man sagde “på” Skagen. Og det skyldes nok, at begge lokaliteter havde meget lighed med øer. Skagen var omgivet af hav og miler og altså afskåret fra omverdenen. Det samme var Harboøre – hav og fjord og langstrakte søer afskar Harboøre fra verden udenfor. Jeg sætter et par kort, som vel giver en fornemmelse af lokaliteten:

Fra det gamle “Traps Danmark”

Lad os gå indenfor i et af de små hjem. Der må have lugtet fælt i de bonde- og fiskerhuse i Harboøre, som vi nu skal besøge. Vi skal jo heldigvis kun færdes der på papiret. Men en ret eksotisk oplevelse er det at læse om dagliglivet i de små hjem i Karen Thuborgs erindringsbog. Og hun har jo været der. Er vokset op der.

Jeg husker min egen barndom i en lille fiskerby. Når min far kom hjem fra arbejdet på havnen, skulle overtøjet hænges i vaskehuset, og jeg tror, at han skiftede tøj, inden han blev indladt i stuerne. Jeg var barn i 1940’erne og 50’erne – altså ca.100 før Karens tid.

Så sarte var de ikke dengang i det gamle Harboøre. Der var selvfølgelig ingen toiletter i husene, men det ville også have været skidt, hvis der havde været det, for urinen var en råvare af stor nytte. Den skulle ikke skylles ud, men gemmes hen. Man pessede derfor ikke hvor som helst, men samlede de kostbare dråber for at bruge dem til mangt og meget. Først og fremmest til tøjvask. Her kommer nu et citat fra K. Thuborgs bog “Det gamle Harboøre”

(citat side 106) Nogle Dage før de skulde vadske Linned, lærredstøj, samlede de Urinen i “æ pessbank” og satte Tøjet i blød deri et Døgnstid. Dette Vand var udmærket til at opløse Snavset, og det ødelagde ikke Tøjet.”

Og som lægemiddel var der ikke noget bedre end urin. Det gives der utallige eksempler på i bogen, men et par af de mere groteske vil jeg citere herunder:

(Citat side 266) “Tit brugte man Urin som Lægemiddel. Naar der strandede et Fartøj af en fremmed Nation, vilde Matroserne gerne have dansk Brændevin; men de kunde ikke taale ret meget, før de blev fulde. En Gang havde en Matros faaet alt for meget; han tumlede stærkt omkring og faldt saa om som livløs. Folk stimlede sammen om ham, og de fleste troede, at han var død. De Gamle sagde: “Det eneste, der kan redde ham, er, om vi kan faa noget Urin og hælde ned i Halsen paa ham.” Da ingen gav Tegn til at tilbyde sig, sagde en gammel Kone: “Er der ingen andre, der vil, saa kan æ saamænd godt pees en bette Tor nejer i æ Hals o ham, om de ka hold Lyw i ham.” Den gamle Kone gjorde, som hun sagde, og Manden kom sig.”

Herunder et par eksempler mere. Her handler det om børn med øjensygdomme. De hjælpes til bedre syn ikke af øjenlægen, men af det gamle husråd: urin:

( Citat side 267) “Det Raad at bade Børnenes Øjne i Urin og gennembløde en hvid Bomuldklud dermed hver Aften og lægge den paa Børnenes Øjne, naar de skulde i Seng. – Da Moderen havde gjort det en Ottedagstid, var Børnenes Øjne helbredede og de fik aldrig mere daarlige Øjne. …. Et Barn var engang blevet bidt i den ene Arm af en Hugorm, Armen svulmede op og blev tyk, og Barnet blev sygt. Mens Manden løb efter Doktor, helbredede Moderen Barnet ved at vaske Armen i Urin og hælde lidt deraf i Barnets Mund.”

Velbekomme!

I det store og hele klarede man sig uden læge. Blev han endelig hentet, så vidste man, at nu var alt håb ude. Her et lille citat:

“( Citat side 266) Naar nogen blev syg, blev Doktoren næsten aldrig hentet … De havde mange Hjemmeraad, som de brugte for alle Slags Sygdomme. Min Fader fik tit flere Slags Medicin af Kaptejner paa strandede Skibe. En Gang imellem led han af Mavesygdom, fordi han flere Gange havde faaet for meget Saltvand i sig. Var hans Mavemedicin sluppen op, tog han en Teskefuld Terpentin og lidt Peber i en Snaps Brændevin, og dermed var det kureret, – og det var der flere Mænd, der gjorde.

Tænk, at de holdt til det traktement!

En anden behandligsmåde er nok så underlig og synes ret farlig, navnlig den manglende hygiejne taget i betragtning. Men hør lige. Det er ved behandling af skægpest (?) og dårlige øjne:

( citat side 268) … man tog en Ært og trykkede den saa fast, man kunde, ned i Kødet, den aad sig da ind, og der kom et Saar, som flød med Blod, Vand og Materie. ; Ærten skulde hver Dag skiftes med en frisk. Naar man var helbredet, tog man Ærten bort, og Saaret heledes da af sig selv.

Så er der alle historierne om kloge mænd og koner. Slap husrådene op sendte man bud til sådan et menneske, og det kunne ofte blot med øjnenes kraft eller andet hokuspokus kurere den syge. Flere af de kloge koner krævede dog, at den syge TROEDE på hende. Uden en blind tiltro, kunne hun intet udrette. Ja vist: tro kan flytte bjerge. I Karens erindringer er der mange eksempler på det.

Nogle af de kloge mænd og koner var selvfølgelig svindlere, det er Karen ret overbevist om. Selv har hun besøgt en af de mest berømte i tiden: Laust Glavind – sammen med en ung, nygift veninde. Veninden har udslæt i ansigtet og Karen har blegsot. Men da Laust kun vil kurere dem enkeltvis og i et kammer på loftet, får Karen sine tvivl. Hvad er han ude på? Veninden er ganske skræmt, men går alligevel med ham på kammeret. Bagefter er hun tavs. Og hun vil ikke komme igen. Og hun blev ikke helbredt. Karen Thuborg antyder, at han udnyttede kvinderne seksuelt – en forløber for Ali Haman.

Mere om livet på Harboøre – Kokholm 22

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Livet i det lille fiskerleje har skiftet gennem tiderne, men en religiøs grundholdning har præget beboerne længe før Indremissionen med pastor Moe og pastor Madsen i spidsen gjorde sit indtog. Harboørebeboerne tog Gud med i alt. Det betød ikke, at de ikke drak og dansede. To idrætter, der i følge Karen Thuborg dyrkedes med liv og lyst og ved enhver lejlighed. Men så var der altså en lille håndfuld huse, der skilte sig ud, for her boede folk, som nærmest var “gudstrodsige” og som kun tog Guds ord i munden for at bande. Karen fortæller desværre ikke hvor de huse lå, men her kommer et citat fra Karen Thuborgs optegnelser:

( citat side 275) “Der var paa Harboøre en lille By paa henved en Snes Huse, som ikke havde noget godt Ord paa sig. En Del af Børnene herfra var ret ryggesløse. Aarsagen dertil var vistnok, at Fædrene det meste af Tiden laa ude paa Fiskeri, og Mødrene var ude at arbejde for Gaardfolkene. Børnene fik da Lov at skøtte sig selv; de store skulde passe de smaa; de fik sjælden lært deres Lektier og naar Moderen var hjemme, skulde Børnene gaa omkring og tigge. Børnene her var lige saa slemme til at bande som Forældrene, og de havde Ord for baade at ville lyve og stjæle.” (Citat slut.)

Som sagt fejlede livsglæden ingenting, og Karen T. skriver, at børnene paa Harboøre (ja, det hedder “paa”) lærte lige saa tidligt at danse, som de lærte at læse. Inden de kom i skole havde de lært begge dele (Karen var barn i 50’erne – Christen i 70’erne) – de kom i skole, når de var fyldt 6 år, og der var to klasser, men altså kun en lærer. De små gik om sommeren og de store om vinteren. Det var en børnerig egn, og læreren skulle undervise mellem 60 og 70 elever hver dag. Han udvalgte nogle af de dygtigste børn som hjælpelærere.

Selv om der ikke boede direkte velhavende folk på egnen, var der alligevel meget store klasseforskelle, og det viste sig f.eks. i skolen. Når børnene skulle spise deres medbragte mad, så var der pålæg på de fleste børns mad, men ikke på de fattige børns – ofte havde de kun en humpel groft brød med et dryp sirup. Så tog de deres tavle og holdt den hen foran et af de rige børn – de gjorde det med lukkede øjne, for det var skamfuldt. Og så hviskede de: (citat) “Gi mæ en Bje o mi Tawwl,” eller: “Æ tægger te mi fatte Føe.“( citat side 277)

Jeg ved ikke noget om præstens løn, men føden fik han i al fald, for til julen og til foråret “ofrede” børnene til præsten. De medbragte til konfirmationsundervisningen penge og mad i rigelige mængder. (citat side 277) “Gaardmændenes Børn ofrede Penge, tilligemed en Gaas, et Faarelaar, en Skinke, eller en stor Sødmælksost. Fiskerbørn gav Penge og i Vinterens Løb en Kurvfuld Hvilling eller en stor Havtorsk….. hen ad Foraaret ofrede vi igen til Præsten ligesom til Jul. “

Også i kirken råbte standsforskellene højt. De mest velbjergede sad på de øverste bænke, anbragt efter hartkorns størrelse. Det var en stor skam at sidde nederst. Jeg ved ikke, hvor familien Kokholm har siddet, men de kom aldrig højt op i kirken.

Karen fortæller, at et gudeligt røre begyndte paa Harboøre sidst i 1860’erne, idet der kom en gundtvigiansk lærer til skolen, Christian Sørensen, og han begyndte at forsamle folk og diskutere alt muligt med dem. Senere fik Sørensen konkurrence fra missionærerne, men det kommer hun ikke nærmere ind på. Sandsynligvis fordi hun omtrent på den tid forlader Harboøre sammen med sin mand. Jeg ved endnu ikke, hvilken lærer, der underviste Christen Kokholm, men det finder jeg ud af. Noget tyder på, at grundtvigianismen har haft tag i ham, for han kommer i al fald som ganske ung på Vallekilde Højskole. Derom senere. Vi lader Christens opvækst og udvikling ligge en tid og vender os til det daglige liv på stedet. Hvordan var en almindelig arbejdsdag?