Erindringer – Jesper Stein

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Jesper Stein: 1965 –

Der er et vældigt spring fra Karin Michaëlis og til Jesper Stein. Fra en for længst afdød, der dog i denne tid oplever en renæssance og til en nulevende, der i øvrigt mest er kendt for sine krimier. Jeg læser aldrig krimier og kendte ham ikke før jeg faldt over hans erindringsbog “Rampen” og blev opslugt af den. Først og fremmest blev jeg det, fordi det er en fin bog, men måske også lidt, fordi hans far, Finn Stein Larsen, var en slags guru for os, der studerede litteratur i 70’erne. Han var en fremragende formidler og vi lærte meget af ham.

Finn Stein Larsen lærte os bl.a. at forstå og værdsætte modernismen – den havde jeg og mange andre det i begyndelsen svært med. Jeg var glad for lyrik, men glæden gik ikke så vældig meget længere end til Tom Kristensen, Tove Ditlevsen og Frank Jæger – de to sidstnævnte døde vel nærmest af sorg over, at den slags digte, som de skrev – åbne digte, gammeldags versefødder og med rim endda – ved modernismens fremkomst lige med ét blev regnet for forældet og af ringe litterær værdi.

Stein Larsen lærte ikke bare sin søn at læse de nye digte, men tog alle vi unge med på vognen, der kørte lige ind i fremtiden.

Dengang vidste jeg ikke, at den kørte på sprit – at mange af digterne og en stor del af det litterære establishment var dybt og inderligt alkoholiserede. Det har jeg fundet ud af efterhånden. Da jeg valgte “Rampen,” vidste jeg jo ikke, at der få år efter ville udkomme en slags fortsættelse “Ædru” – her hører vi om Jesper Steins fortsatte liv og hans kamp for at komme ud af alkoholens dødsensfarlige greb. Den bog har jeg netop læst og sideløbende med den Per Olov Enquists “Et andet Liv” – som handler om det samme men har den distance, at forfatteren ikke bruger “jeg” men “han” altså skriver i 3. person, som om det er en andens liv, han betragter. Heller ikke Jesper Stein kan skrive “Ædru” uden at distancere sig fra situationer og personer, det gør han i indledningen, hvor han pointerer, at mange af personerne er fiktive. Lidt snyd, ikke?

Men det var “Rampen”, jeg skulle skrive om – Her bruger forfatteren det gamle greb med “jeg”, og man er som læser ikke i tvivl om, at både personer og situationer er taget lige ud af virkeligheden – med al den smerte og fortrængte vrede, som bobler op på siderne.

Mens det sker – 21

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

I morges var vi begge tavse. En morgen som alle andre. Og så alligevel slet ikke.

Morgenkaffen er en af hver dags stjernestunder. Så snakker vi om, hvor travlt vi havde, da børnene boede hjemme og de og vi skulle ile ud af huset alt for tidligt.

Nu har vi så velsignet god tid.

Dagen lang finder vi på ting, som vi gerne vil, og som vi kan gøre sammen eller hver for sig. Den her stund om morgenen, hvor intet haster, er så fin – en ny dag begynder, men i slowmotion.

Morgenmaden er enkel som resten af dagen, et stykke rugbrød, en skål tykmælk, rosiner og mandler (her fråser vi) og ikke mindst kaffe. Og så serveres aviserne. Ole henter dem og giver mig den ene og fordyber sig i den anden. Bagefter bytter vi.

Weekendavisen og Information opsagde vi for et år siden, fordi vi syntes, at Amtsavisen og Kristelig Dagblad dækkede vores behov for læsestof, sådan som det er nu. Der er ikke den samme glubende appetit på verden. Indrømmet: vores liv er skrumpet, også hvad avislæsning angår.

Inden vi læser, snakker vi. Men i morges sagde ingen af os noget. Jeg sad og tænkte på det interview, jeg havde givet til Kristelig Dagblad og de spørgsmål, det havde rejst. Ole så ud i luften, hvor der absolut ingenting var at se.

Pludselig fik jeg øje på ham. Og så, at han var ulykkelig. Det er han heldigvis sjældent.

”Hvad tænker du på?”

”Ja,” sagde han.

”Jamen på hvad?”

”Der er så tomt,” sagde han.

Når han har det sådan, må jeg må tage mig sammen og forsøge af fylde hans tomhed med mening. Det er heldigvis ikke så svært. Og det giver også mit liv mening.

Kokholm 47 – et frisk pust

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Forleden fik jeg en mail fra en læser, sådanne findes faktisk, og han havde læst de to egnsbøger: Hændelser ved Hulsig og Dronning Elisabeth af Kandestederne. Hans navn er Erik Nøhr Andersen, og hans brev var som et frisk pust fra for ikke så længe siden. Fra dengang, jeg færdedes på de kanter for at samle alt det ind, som sanserne kunne fange: lyset, luften, sandet, himlen og ikke mindst menneskene.

De fleste fra den tid, jeg skrev om, var jo døde, men mange levede, og endnu engang tak for de ord, I velsignede mig med. Tak fordi I åbnede for en viden, som arkiverne ikke gemte, men som I gemte i sindet og gerne ville dele ud af.

Kokholms Hotel. Ja, Erik, du har jo ret. Meget af det, der udspinder sig i den berømte serie “Badehotellet” er jo taget direkte fra det liv, der udspandt sig på hotellerne i Kandestederne i deres velmagtsdage. Det er hele den gamle stemning, fint fanget ind. Og det er den, jeg har forsøgt at skrive hen imod i min “Dronning Elisabeth” – men ikke at beskrive. For min bog handler om det, der gik forud. Før Kandestederne blev et paradis for de rige og de kendte.

Og jeg ved fra Inger, der var pige på Kokholms Hotel, at filmfolkene flittigt har brugt af de mange anekdoter, som hun og andre var så rige på og dygtige til at fortælle – og som handler om livet på badehotellerne. Inger byggede sit eget lille hotel i Hulsig: Ingers Hotel, og her virkede hun til sin død – jeg tror, da hun var et godt stykke op i 90’erne. Jeg husker hendes dybe forargelse, da min mand Ole som 60 årig gik på efterløn. Hvordan kunne det dog gå til, at sådan en ung mand ikke skulle arbejde – nu havde hun da aldrig!!! Men hun gik alligevel med til at servere den herligste rødspætte for os to “pjækkere” i Livets Skole..

Erik Nøhr Andersens mor har gået i Rannerød Skole sammen med Inger, skriver han. Og han fortæller om gode minder på morfarens gård i Kandestederne. Morfaren havde mælkerute mellem Kandestederne og Hulsig i henved 30 år.

Hans mormor fik et barn uden for ægteskab ( Eriks mor) , og mens hun var gravid boede hun hos min farmor. Min farmor, Lise Hesselholt, husker jeg som et varmt og kært menneske, så jeg tror, at hun har haft det godt der. Mormoren hed Dagmar Marie Christensen, og senere blev hun gift med Jakob Jakobsen (faren?), der havde omtalte gård, der lå over for Kandehus. Se billedet.

Kandehus var det 3. hotel i Kandestederne, og i en årrække bestyredes det af maleren Ove Rifbjerg (onkel til Klaus Rifbjerg) – og Erik Nøhr har sendt mig nogle malerier, som han har malet. De ses herunder. Det første er af den tilsandede kirke, det næste af morfarens gård, som lå over for Kandehus, det 3. tror jeg er nedgangen ved Vesterhvarre, det sidste af den unge kronprins, som også havde sin gang i Kandestederne.

Og nu må jeg straks korrigere, for det er ikke Ove Rifbjerg, der har malet den gode prins, men Tørsleff, som der jo rigtignok også står skrevet på billedet. Han var elev af Krøyer. Han døde i Kandestederne.

De tre øverste skulle stadig være af Rifbjerg. Erik Nøhrs morfar havde malerne boende på gården en overgang, og billederne var sandsynligvis betaling for logi. Det lyder sandsynligt. Jeg tror ikke, at Rifbjerg var et stort navn i tiden. Men det var Tørsleff.

Erindringer – Karin Michaëlis

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Tilbage til de gode gamle memoireforfattere. Og vi er jo nu nået til forrige århundrede, hvor vi allerede har hilst på Jeppe Aakjær og nu vender os mod hans noget yngre kollega, Karin Michaëlis. Her et foto af busten kreeret af Gudrun Steen- Andersen. Den står på Karin Michaëlis Plads i Randers:

Foto: Jakob Lerche.

Karin Michaëlis levede fra 1872 til 1950

Her i indlægget, som altså foreløbig blot er en ansats til et indlæg, vil jeg ikke skrive specielt om forfatteren, men kun lidt om, hvordan hun løser opgaven: at skrive sine erindringer.

Jo flere togter jeg foretager i den her morsomme genre jo mere kommer jeg i tvivl om, hvorvidt det handler om fakta eller fiktion. Er det sagprosa eller skønlitteratur? De fleste synes at mene, at genren placerer sig imellem de to fremstillingsmåder.

Og så er det jo moderne nu at sejle frem og tilbage, så læseren ikke aner (og hvorfor skulle hun også det?) om det er virkelighed (forfatterens liv 1/1) eller digtning, hun læser.

Og dette skel er jo i grunden også kunstigt.

Ingen kan skrive den skinbarlige sandhed – kun skabe et billede – som jo så kan ligne noget kendt mere eller mindre. I forfatterens selvforståelse, eller hendes forståelse af sin tekst, er det selvfølgelig sandhed.

Det er det altid.

Ligesom H. C. Andersen skrev sine erindringer igen og igen – i fiktiv form, især i eventyrerne, og i den selvbiografiske form, så gør Karin Michaëlis noget lignende. Mange af hendes tekster er spundet over det liv, hun har levet, og det første egentlige erindringsværk: “Træet på Godt og Ondt” er en blanding af selvoplevelse og fiktion. Første del er ifølge forfatteren selv autobiografisk, mens den sidste del er ren digtning. Og alligevel er det jo alt sammen digtning. Senere skriver hun “Vidunderlige Verden”, og her skulle det være 1 til 1 virkelighed. Hvad det selvfølgelig ikke er. I al fald er der tale om selekteret virkelighed: hvad skal med og hvad skal udelades?

Det vil jeg vende tilbage til.

Karin Michaëlis’ liv var utroligt. Hun engagerede sig i sin omverden med en energi og empati, som er så enestående, at man bliver forpustet bare ved tanken om at forsøge at have hende som ideal. Sådan vil jeg også gøre, tænker man og mister pusten:

Jeg vil skrive breve til Putin og formane ham, nej, jeg vil opsøge ham, ikke for at slå ham ihjel, men for at tale ham til rette, og jeg vil derefter opsøge Joe Biden og selvfølgelig vil jeg også tale dunder til Macron – han MÅ ikke fortsat ignorere “de gule veste” – jeg må rigtig have Mette Frederiksen i nakken og ruske hende, indtil hun begriber, at hun skal tale de svages sag, og så må jeg få en dialog i gang med alle de populister, som bare ikke har lært at tænke klart. Og jeg må lære folk, at optrapning af ondskab (våben) er farlig, og jeg må fortælle dem, at man skal skrælle de fremmedgørende lag af og vise, hvad det er, der er ved at ske. Og så må jeg åbne mit hjem for nogle af de flygtninge, verden svømmer over med. Ja, det må jeg …

Men det kan jeg jo ikke.

Men det kunne hun.

Og selv om verden var en anden dengang, så var den lige så ond, og hun tog om ondets rod og klemte til og holdt fast og slap aldrig sit tag.

Men jeg skulle skrive om hendes erindringsværk.

Alt det andet er der heldigvis så mange andre – sært nok alle kvinder – eller naturligvis alle kvinder – der skriver om lige nu, og en del fine bøger om en af vore stærkeste og største og mest underkendte forfattere, er allerede i salg eller på trapperne. Herom senere.

Karen Michaëlis’ erindringer fik pludselig særlig betydning for mig. Jeg var til et foredrag på forfatterens 150 års fødselsdag i marts i år. Jeg havde i forvejen læst meget af forfatterskabet også det første bind af “Træet på Godt og Ondt”. Men kun første bind. Derfor kom det næsten som et stød i hjertekulen, da Lise Busk-Jensen omtalte voldtægten i erindringsværket. Jeg havde nemlig ikke kunnet skrive mine egne erindringer, fordi en voldsepisode fra min tidligste ungdom – godt og grundigt fortrængt – alligevel lå der og fyldte alt for meget. Jeg havde jo omhyggeligt begravet den hændelse, fordi den var så rædselsfuld, at jeg ikke orkede at slæbe rundt med den, og heller ikke kunne læsse den af noget som helst sted. En losseplads for væmmelige oplevelser. Nej, en sådan fandtes ikke. Altså måtte den forties for tid og evighed.

Her er et citat fra erindringsværket – den bog, der har titlen HEMMELIGHEDEN

( Citat) Gunhild knyttede sine Hænder, som hun sad der paa Dækket i den stille kolde Nat. Hvorfor havde Ebba ikke gemt sin Hemmelighed? Gravet den dybt ned i jorden, dybere end en Kiste graves ned, dybere end den dybeste Brønd. Og Gunhild vidste igen, at om de kneb hende med gloende Tænger, og om de vred hendes Indvolde ud, og om de korsfæstede hende med Hovedet nedad, og om de slæbte Brændsel sammen til Baalet og brændte hende levende, ingen, ingen i Verden, ingen, ingen i Verden skulde nogensinde faa hendes Hemmelighed pint eller lokket eller truet ud af hende. Ingen. INGEN. Men hvergang en Storm gik over Landet. Hvergang Blade faldt til Jorden. Hvergang hun saa en lang nøgen Landevej, hvor det gungrede hult, naar man lagde sig paa Knæ og lyttede efter en Vogn … den Vogn … saa maatte hun tænke derpaa. Hun … ogsaa kun hun. (side 275 i e-bogen)

Krigen – igen – et par ord

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Kristelig Dagblad har som forsideoverskrift: Ukrainere går i døden for deres land. Hvad vil Danskerne dø for?

Jeg vil vende det sidste spørgsmål om og spørger: Hvad vil danskerne leve for?

Det andet minder mig om de mange, der råber på dødshjælp. Hvor skønt, hvis de råbte ligeså højt på livshjælp!

Hvad vil vi dø for? Og hvad vil vi leve for?

Jesus døde for os. Og han levede for os. Det er sådan, vi skal leve: for hinanden, og dø for hinanden, hvis det bliver nødvendigt.

Men som Jesus.

Så vidt vi formår det. Og så går vi altså ikke i krig. Jesus slog ikke en eneste ihjel. Han dræbte ingen, men frelste dem, der søgte ham for hjælp, og her gjorde han ingen undtagelser.

Og vist kan vi ikke leve som Jesus. Men hvis vi vover at kalde os kristne, så må vi gøre forsøget.

Her et citat fra dagens avis ( Kristelig Dagblad 13 april):

“Når man ser på Jesus, der gerne skulle være forbillede for os alle sammen, så slog han ikke nogen ihjel. Han ofrede sig selv, men tog ikke liv.” (Peter Tudvad)

Krigen

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Egentlig er det lidt underligt at være så opslugt af gamle forfatterskaber, som jeg er og har været i lang tid nu. Sidde der så fredeligt og sysle med ord, mens verden opruster med ild. Men jeg finder ro for de flossede nerver der, og så bliver jeg der en tid. Måske er det er måde at flygte fra en virkelighed, som det gør SÅ ondt at se i øjnene, at man helst lukker dem og tænker på noget andet.

Men her vil jeg alligevel et øjeblik dvæle ved den virkelighed, der er Europas i disse timer og dage … og hvor lang tid endnu?

Da jeg som ung læste ”Intet nyt fra Vestfronten” troede jeg, at den bog ville få alle folks øjne op for krigens absurditet. At de ville forstå, at krig er det værste af alt. Og jeg mener DET VÆRSTE AF ALT. At det er i krigen, at menneskets laveste instinkter slippes løs og al moral opløses. Og at det gælder ALLE krige.

Der findes ikke retfærdige krige. Målet helliger ikke midlerne. Vi er ikke jesuitter.

Der er INGENTING, der retfærdiggør, at mennesker bombes og dør under ufattelige lidelser. Og nu citerer jeg paven (Kristelig Dagblad 6/3 2022)

Der var engang, selv i vore kirker, hvor folk talte om hellig krig. I dag kan vi ikke tale om retfærdig krig, fordi den kristne bevidsthed om fredens vigtighed har udviklet sig ….  Krige er altid uretfærdige – vores hjerter kan ikke andet end græde for de dræbte børn og kvinder og for alle krigens andre ofre. Krig er aldrig vejen.”

Nej, krig er aldrig vejen.

Og Zelensky er ingen helt.

En helt ville han have været, hvis han havde sagt: ”Kære ukrainere, kære venner. Jeg holder af jer. I skal ikke dø i en bomberegn. Jeres huse skal ikke sønderbombes. Jeres børn skal ikke lemlæstes. Jeg vil ikke ofre en eneste af jer for en ide.”

Men det ville han. Og i nationalismens navn har han valgt krigen.

Jeg hørte ”Bagklog i P1” forleden, hvor Esben Kjær og Samuel Rachlin var enige om, at Zelensky ikke havde noget valg. For havde han ikke oprustet og sat sine mænd ind mod Putins styrker, så havde Rusland uden modstand kunnet invadere og indlemme Ukraine i Rusland. Ja, og hvad så!!!!????

Så var Ukraine blevet indlemmet, men ukrainerne ville have kunnet leve videre i deres familier, og via den moderne teknologi ville de stadig være i stand til at sende deres frihedsbudskaber ud, hvis de altså virkelig er frihedselskende og ikke bare nationalister. Deres budskaber om demokrati og frihed ville have fyldt æteren og langsomt have været med til at ændre verden og ikke mindst russerne til det bedre. Mon russerne er døve for budskabet om frihed og demokrati? Jeg har som ung hørt en mand stå i et lille værelse i Leningrad og recitere et digt af Jevtusjenko. Det hed: Tror du at Rusland vil ha’ krig? – Jeg kan høre hans stemme endnu.

Det ville have været en værdig og ublodig front at kæmpe mod Putin på.

Putin. Ja, han vil under alle omstændigheder falde. Tyranner og despoter står ALTID for fald. Friheden vil ALTID sejre, hvis den er oprigtig ment og ikke camouflage for nationalisme og fanatisme.

Under en krig dør alt. Også friheden. Hvornår lærer vi det? Politikere kan jo ikke lære det. De er så fantasiløse.

Og vist skal vi kæmpe for den. For friheden. Vi skal kæmpe utrætteligt. Men uden at bombe og dræbe og tortere og flænse mennesker i stumper og stykker. Vi skal kæmpe med ord. Og det KAN vi. Vi er ikke feje. Vi er imod krig. Vi er ikke imod kamp.

Jeg vil ALTID kæmpe for det, jeg har kært. Men jeg vil ikke dræbe andre mennesker, og jeg vil ALDRIG godkende krigen.

Men jeg er jo kun et sølle mindretal. Og et naivt af slagsen, mener mine mange, oprustningsparate modstandere.

Jeg ved godt, at den kamp, jeg taler om, kampen på ord, også kan ende med drab – Putin dræber anderledes tænkende ( Det tror jeg nu også Zelensky gør = mon ikke han stiller dem for en peleton, som ikke vil dræbe russere?) – jeg er ikke mere bange for at dø, end vi alle er.

Men jeg vil dø for min ret til at mene, at vi ikke må slå hinanden ihjel.

Jeg kan ikke tåle at se TV-avisen lige nu. Jo, jeg kan godt tåle at se lig i gaderne og sønderbombede huse, men jeg kan ikke tåle at høre på den utålelige krigsopgejling, der følger med, når billederne kommenteres. Det gør ondt, når hævnfølelsen bringes til at florere om kap med bomberne. Men vi skal vel gøres krigsparate????

Gengældelsens rus mod Putin. Oprustningen. Europa opruster. Vi opruster. Vi sender våben. Vi må høre vore kommentatorer og politikere gejle folk til noget der ligner fanatisme.

 Krig følger sin egen logik, det har den altid gjort, og det er som altid denne: mere og mere og mere ødelæggelse. Vold avler vold i en endeløs række.

I Tyskland begik tusinder og atter tusinder selvmord efter 2. Verdenskrig. Det har vi aldrig talt om før – nu er der kommet en bog om det. Efter 3. verdenskrig er der ingen, der ikke begår selvmord, hvis de ”overlever”.

I en moderne verdenskrig vil krigsmaskineriet ikke være til at standse, før atombomberne i krigens egen logiske vækstfilosofi gør en ende på det hele.

Men nedlægger vi (og jeg siger VI) ikke våbnene nu – så er det for sent – så er der ingen jord mere.

Det er lidt synd. Ikke?

GUD VELSIGNE PAVE FRANZ!

Erindringer – Jeppe Aakjær

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Vi bevæger os over tærsklen til et nyt århundrede. Det tyvende. Mit århundrede. Men det er ikke min tid. Det er Aakjærs tid.

Jeppe Aakjær levede fra 1866 til 1930

Jeppe Aakjær i sin modne alder

Aakjær skrev sine erindringer “Fra min Bitte-Tid” – “Drengeaar og Knøseaar” – “Før det dages” – i slutningen af sit liv, så også hans erindringer kan for så vidt siges at være en røst fra graven. Jeg har førsteudgaverne af de tre nævnte titler. Min mor forærede sin far dem i 1930.

Faktisk skrev Aakjær på et 4. bind, som han ikke nåede at fuldføre. Det udgav sønnen Svend efter forfatterens død. Så vist taler Aakjær fra hinsides graven. I dette (efterladte) værk betoner han, at værket aldrig ville blive udgivet i denne version, det nu foreligger, men men men … han når måske ikke at rette det. Det gjorde han ikke.

Men ligesom hos Andersen er hans digtning livet igennem inspireret af erfaringer fra barndommens liv på landet i et fattigt og barsk miljø. Og hans litterære værker spænder over store modsætninger netop, når de er mest farvede af barndommen og opvæksten. Han er både idylmaler og socialrealist – stemte socialdemokratisk, og det var vildt rødt dengang. Modsætningen mellem idyl og kras realisme slipper han aldrig.

Rugens Sange og Vredens Børn – det er samme miljø – men sangene ånder idyl og skønhed – Vredens Børn skriger af smerte.

Men det var erindringerne, vi skulle tale om.

Jeppe Aakjær skriver som sagt sine memoirer i alderdommen, men han trækker barndommen og resten af livet tæt på ved at bruge første person. Det er tydeligt nok en begavet lyriker og en dreven skribent, der “genskaber” barndommen. Alle de små fine sansninger, som vi også kender dem fra sangene, genfinder vi. Det gælder ikke mindst de steder, hvor idyllen vinder over alt andet, og han “maler” stuen fuld af farver og stemning. Et eksempel (som vi også kender fra sangene): er “mor ved rokken”: ( s.31 i udgaven fra 1928)

Ingen Dronning paa sin Trone kan tage sig værdigere ud end en gammel Bondekone, der har sat sig til Rette bag sin Rok. Min Mor havde stor Færdighed i at spinde; man mærkede, at hun her var rigtig i sit Es. Som en Virtuos fører sin Bue ud og ind, op og ned over Violinens Strenge, saadan styrede hun sin Traad under de sirligste Haandbevægelser og i smukt Samarbejde med Føddernes Leg forneden, mens Tenen rundede sig mere og mere under den evig strømmende Traad. Der var i Mors Rok en egen dyb Tone som det var Sfærerne selv, der spandt. Her var det som hendes flittige Sjæl fandt Udtryk gennem en god og øm Sang af Alnaturen, alt det bedste og skjønneste i Bondehjemmets uendelige Stræb og Strid. Og saa var det, som om hendes forpinte Nerver, der var trætte og mishandlede af Nattevaagen og Barnegraad, her fandt et Øjebliks Lindring og Hvile. Hun hvilede, og dog arbejdede hun, og det gjorde hun saa godt, at hun imellem sang derved; ikke nogen lystig Sang, al støjende Lystighed laa hende fjern, men hyppig en vemodig klagende Vise, maaske en halvglemt Markedsvise om bundløs ulykkelig Kærlighed, der ikke var til at hjælpe for. Hun sang helst, når hun var muttersene i stuen. Rokken surrede med sit evige Nyn, en enkelt flue summede henne over den varme Bilæggerovn, Støvet faldt blidt over hendes graanende Tjavser. Og Mor sang tungt og vemodigt, med den uhjælpelige Bedrøvelighed, der maa ende i Taarer. Den fattige Stue blev saa skøn i saadant et Øjeblik. Vintersolen faldt ind gennem den smeltende Rim. Det hvide Sand lyste som Guld i Solstriben paa det mørke Ler, falmede Familieportrætter, afblegede, prentede Gravskrifter skævede til hinanden paa Kalkvæggen omkring Klukhuset. Ude fra Loen lød plejlens Bump rytmisk og fast mod Rugneget, og Kokken galede kry i Forstuen, og Mor sad god og glad til Trods for sine Taarer og nød en velfortjent Hvil, mens hendes kære, trofaste Ven, Rokken, legede og spandt for hendes Haand.

Med 86 års afstand sad to af Danmarks fineste digtere og så tilbage på deres liv, og deres færdige værker har i al fald det til fælles, at de begge er mesterlige fremstillinger af barndommen. Evnen til at huske og gengive barnesindet virker ægte.

Det er jo nemlig sådan, at skønt Ingemann var konservativ og Aakjær socialist, så forstod de begge at spinde barnefantasiens væv ind i deres sange. De bevarede begge barnets rene og sarte og umiddelbare måde at sanse verden på.

Det er så tydeligt i deres lyrik. Men viser sig også i deres skildring af barnets verden, som de husker den.

Og så alligevel. I litteraturen udfoldes en vifte af følelser. Men ikke i erindringerne.

Da jeg havde læst 4. del af serien færdig ( Efterladte Skrifter) , sad jeg med en underlig fornemmelse af, at noget manglede. Eller måske manglede det ikke. Måske skulle det ikke være der. Nemlig samlivet med familien. Jo, det skildres jo vigtigt i det første bind. Faren, moren, bedstefaren. Og så alligevel ikke rigtigt, for her mangler jo f.eks. alt om de andre børn. Det er, som om de ikke eksisterer, som om han kun bruger dem for at vise, hvor forslidt moren var på grund af de der mange børnefødsler: altid en ny i vuggen. Og hvor fattige de var af samme grund.

Men man møder ikke mange børn i erindringerne. Og i 2. og 3. bind er de mange søskende også totalt fraværende – vi får ikke navne eller karaktertræk eller andet, der fortæller om dem, og når hjemmet nævnes, så er det ikke menneskene, måske med undtagelse af den elskede mor, men tingene, der betyder noget. Her har digteren en stue at skrive i. Her kan han bo gratis for en tid. Og skrive.

Det, der virkelig betyder noget og som fylder alle bindene er digterens liv som digter. Hvor hårdt og fattigt det var at slide sig frem til et gennembrud. De mange trængsler for at kunne nå dertil, hvor han kunne få lov at skrive. Bare at skrive. Og at læse. Litteraturen. Kampen for at nå frem og selvfølgelig også for at få budskabet frem. Han kæmpede med pennen for den fattiges ret til et bedre liv.

Men det kan ikke andet end undre mig, at kærligheden fylder så lidt. Og sex eksisterer ikke. Jo, kærligheden til den forslidte mor ( som piskede ham med riset!), men ingen forelskelse i andet end litteraturen. Den, han læser, og den, han skriver. Der er ligesom ikke plads til andet.

Da han bliver gift med Marie Bregendahl fylder også hun kun nogle bisætninger i bogen – hun er ikke til megen nytte i hans karriere – og da han får en søn (Svend), så flygter han helt bogstaveligt fra hjemmet for at kunne få ro til at skrive.

Om kærlighed til sønnen hører man ingenting. Først i slutningen af sidste bind får Svend en lille rolle. Han rejser til England med sin far. Og det var vist en god rejse for dem begge, skriver Aakjær, men heller ikke her er der antydning af følelser.

Og den senere kone kommer også kun på banen i randbemærkninger, og de børn, han får med hende, hører man ikke om. Kun et enkelt sted skriver han, at han ville ønske, at han havde været lidt mere sammen med sine børn.

Men det var han ikke.

Det væsentlige for ham var aldrig familien. Det var hans digtning. Det er her, hans hjerte slår. Det er her, han lever. I hans sange er følelseslivet til gengæld rigt udfoldet – undertiden går det ligefrem over i det sentimentale. Og i hans kampskrifter for bedre vilkår for landproletariatet får følelserne ikke for lidt. De kommer i kog.

Vredens Børn fik det hele. Hans egne tja, de fik vist ikke meget.

Men jeg kan tage grumme meget fejl – det her er jo et litterært værk, og det følger måske ikke digterens liv, men sin egen kompositoriske plan: vi er ved kernen af erindringsgenren her, for skal digteren fortælle os “sandheden” eller skal han skabe et værk, der er smukt og sandt som kunsten er det, når den følger sine egne love og regler? Har Aakjær blot skilt det private fra og skrevet om sit offentlige liv som skribent? Og ikke om sin elskede kone og elskede børn?

Tier han med vilje?

Jeg har svært ved at opfatte ham som en kold fisk. Men kunne han ikke vise sine børn, at han elskede dem over alt på jorden, så var han det. En kold fisk.

Tænk, at jeg skulle skrive det om Aakjær. Undskyld gamle ven! Du måtte gå så grueligt meget igennem, og så blev du berømt. Men det kostede dig måske det vigtigste i livet. Kærligheden.

Måske sidder jeg her med “kvindeblik” og undrer mig over, at børn kan betyde så lidt, at de ikke får plads i erindringen?

Men hvordan det end er, så har vi heldigvis sangene.

Og tak for dem!

Erindringer – lidt snak om hovedstolen

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Så er vi nået til Jeppe Aakjær, men han får lov at hvile en stund på sine velfortjente lauerbær. For jeg vil lige liste omkring nogle nutidige. Senere vil jeg uddybe.

Det var Per Højholt, der skrev, at man skulle undlade at røre hovedstolen (det selvbiografiske stof), når man skrev skønlitteratur.

I den nyere litteratur bliver hovedstolen ofte endevendt.

For de moderne digtere – det nye årtusindes digtere – kan ikke rigtig slippe fri af den omtalte stol, det er som om der er et klæbrigt stof på den, som ikke vil slippe dem.

De kan ikke rejse sig og gå videre, før de har grebet fat i samme klæbrige stads og vredet det rundt i deres digterhjerner. Og de bliver ved og ved, selv om de fortæller, at det gør noget så satans ondt.

Nu er det her jo nok lidt overdrevet – som det altid bliver, når man vil se mønstre, der aftegner sig i andre mønstre, sådan at det hele løber en smule sammen – men – alligevel er tendensen ikke så vanskelig at få øje på.

Jeg græsser med glæde i den nyere danske og udenlandske litteratur – så meget, jeg nu kan nå, og her vil jeg blot nævne de bøger, som jeg umiddelbart kan komme i tanke om, og som jeg har læst inden for de seneste år. (Gode bøger for resten).

Erling Jepsen: kunsten at græde i kor

Thomas Korsgaard: Hvis der skulle komme et menneske forbi

Knud Romer: den der blinker er bange for døden

Christian Ditlev Jensen: Det bliver sagt

Leonora Christina Skov: Den der lever stille

Katrine Marie Guldager: det samme og noget helt andet

Kim Leine: Kalak

Edouard Louis: Færdig med Eddy Belleguelle

Jesper Stein: Rampen

Peter Øvig Knudsen: Min mor var besat

Søren Ulrik Thomsen: Store Kongensgade 25

Dette har jeg griflet i al hast og efter hukommelsen, og umiddelbart undrer det mig, at der kun faldt 2 kvinder ud af min mentale harddisk, mens der uden besvær dukkede hele 9 mænd frem. Hvordan hænger det sammen? Hvor er kvinderne?

Erindringer – B. S. Ingemann

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Han levede fra 1789 til 1862

Ingemann tegnet af Marstrand

Ingemann var rendyrket romantiker, så på sin vis kan vi godt kalde ham Danmarks svar på Chateaubriand. Han er vores egen nationale romantiker.

Men selv om de to lever samtidigt og begge skriver romantiske tekster og altså ligner hinanden i det indre (litterære) univers,, så er de i det ydre modpoler. Ingemann lever i Sorø hele sit voksenliv – han foretager den obligatoriske dannelsesrejse som ung, men fra og med sit ægteskab med Lucie Mandix bliver han i Sorø. Somme tider går han en lille tur i parken – så er han i naturen. Chateaubriand søger den vildeste natur i Amerika blandt indianere, og han kaster sig hovedkulds ud i livets voldsomste hændelser, færdes globalt, har intetsteds hjemme. Han oplever alt på sin egen krop: rejseliv, revolutioner, krige, landflygtighed, sult, savn og sorg.

Ingemann bliver hjemme. Og tænker sig til resten. Så dansk.

Ligesom H. C. Andersen og Chateaubriand skrev Ingemann i mange år på sine erindringer, men i modsætning til de to førstnævnte fik ham kun trykt den ene: “Levnetsbog” (når man ser bort fra en udgivelse: “Tilbageblik – udkast til en bog om hans voksenliv).

Levnetsbog fuldførte han i sin livsaften, og den blev udgivet i 1862 kort efter hans død. Han kunne altså godt som Chateaubriand hævde, at det var en røst fra hinsides graven, der her talte. I det første kapitel skriver han (side 5 i Jens Kelds udgave fra 1998):

Efter en Forfatterperiode af 50 Aar, maa han nu (1861) vel snart ansee sin Virksomhed paa denne Planet for afsluttet. Hans hvide Barnehår blev i hans Ungdom brunligt; hvad han i sit 72de Aar har af det tilbage er næsten blevet hvidt igjen. Han sidder nu i Løvfaldstiden i sin stille Havestue ved Sorø Sø og har atter fremtaget til mulig Udførelse det første Udkast til denne sin Levnetsbog. Det er et Foretagende, han ofte har tænkt og begyndt paa, men altid lagt til side for andre og kjærere Arbeider. Det har syntes ham profant at giøre den store vedslige Proteus, man kalder Publicum, til sin Skriftefader. At tiltroe sin egen Personlighed med et stille Privatlivs ydre Smaa Begivenheder Interesse for hin store idelig omvexlende Personlighed med de talløse Hoveder og Hjerter, har ogsaa syntes ham en anmassende Indbildning. …

Ingemann leverer med sin bog en af de efter min mening smukkeste barneskildringer i dansk litteratur. Fint og forsigtigt og fuld af kærlighed fremstiller han sine første år og sin ungdom i Torkildstrup Præstegård.

Torkildstrup Præstegård – Foto: Ole Henne Hansen

Ingemann tøvede meget længe, faktisk næsten til sin død, med at skrive erindringsbogen, og for at skabe endnu en distance ud over årene, der gik, så brugte han konsekvnt 3. person. Han betragter drengen, der aldrig bliver til et “jeg”, men konsekvent er en “han” – den anden – ham, man kan studere og studse over og glædes med, men ikke komme helt tæt på.

Distancen forekommer stærkt i skildringen af første skoledag, hvor den lille sarte dreng overlades til flokken af utøjlede og bøllede drenge, der mobber ham voldsomt. Men den gamle Ingemann ser på drengenes “løjer” med et glimt i øjet og et smil på læben og synes helt at have glemt den lille drengs rædsel. Eller han har vel ikke glemt den, men han holder den ud i strakt arm. Den skal ikke for tæt på. Her et citat:

(citat side 200) Prygleriet standsede dog et Øieblik ved den nye forbløffede Drengs Indstyrtning med et Rygpuf over Tærsklen og man flokkedes om ham, som Bræmserne om et fremmed Insect, der kastes ind i deres Rede. Under Huien og Skrigen, Latter og Spot over den lille “Jomfrudreng”, som han strax kaldtes, og over hans Landsbydragt, blev han paa engang overvældet med tusinde Spørgsmaal om Navn og Alder om Familie og hele Fortid, og ethvert Svar, han gav, blev fordreiet og gjort latterligt …

Erindringer H.C. Andersen

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Nu vil jeg uden Sky nedskrive den fulde Sandhed.” Det er med de ord in mente, at, Johanne Louise Heiberg kaster sig ud i det store skriveprojekt.

Hvor meget slettelak, der så har været ind over, ved vi ikke – men det er også sagen uvedkommende. Det færdige resultat, værket, er sluttelig blevet det, hun kan stå ved.

H. C: Andersen skriver sine erindringer i værk efter værk i forskellige perioder af sit liv. Jeg har nylig lyttet til tre og genlæst den mest kendte version: “Mit Livs Eventyr”. Dertil kommer, at hans litterære værker gang på gang gennemspiller det hele en gang til. Andersen kan ikke få nok af sin egen livshistorie. Hans værk er et kæmpe spejl af levet liv. Hans eget.

Som i grunden alle digterværker er. Mere eller mindre. “Madame Bovary c’est moi” – syndromet er ikke til at komme uden om for en forfatter. Hun lægger det på skærmen, som er i hjertet. I livet. Sit eget. Det eneste, hun forstår. Eller måske netop ikke forstår, men gerne vil forstå og derved måske trænge den tåge bort, der har sløret så meget.

Lise Busk-Jensens foredrag om Karin Michaëlis åbnede en dør for mig. Nu går jeg den vej… hvis jeg tør.

Kryster som jeg er.

Men H.C. Andersen var ingen kryster. Han trådte hårdt på sine egne smertepunkter, og det, der karakteriserer hans måde at skildre sin fortid på, er, at han på én og samme tid afdækker det forfærdelige, som vejen førte ham igennem fra barndommen og langt ind i livet, og samtidig giver os et billede af et uskyldigt, naivt og lykkeligt barn, der ikke et øjeblik lader sig slå ud af modgangen og aldrig tvivler på, at det er på vej lige ind i eventyret.

Billedet mødes hele tiden af sit eget modbillede.

Sådan er hans måde at forholde sig til erindringen.

Her er lighedspunkter med Johanne Luise Heibergs metode: lys og mørke følges ad. Men det vender jeg tilbage til.

H. C. Andersen af Frans Wilhelm Obermann

Som vi skal se senere, så er Andersen ikke ene om denne barnecamouflage – “jeg er et barn, jeg ser og forstår ingenting, gud hjælpe min uskyld!” etc. – Da jeg for år tilbage læste Karin Michaëlis’ erindringer slog det mig, at hun var ualmindelig naiv og barnlig som ung. Men det er jo teknik. Og det virker. Det slører. Og det afslører.

Det kommer jeg tilbage til.