Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Om Egon Clausen og lidt om at skrive
Jeg læser hver dag et kapitel eller to for Ole. Som læsere af min blog ved, så har han alzheimers sygdom, og det er derfor ikke de mest moderne og eksperimenterende forfattere, jeg vælger til det formål – ikke noget med Glen Bech eller Asta Olivia Nordenhof, selv om de skriver fantastisk flot, nej, vi læser Hans Lyngby Jepsen og Bent Haller og lige nu er vi i gang med Egon Clausens essays, Vestenvind, Det er en meget fin bog for os begge, og vi kan nikke genkendende til rigtig meget. Clausen er vestjyde som Ole og opdraget i et religiøst miljø som jeg.
Egon Clausen måtte som ung opfinde en fiktiv person, som han kaldte Sophus og hvis identitet han iklædte sig, så han kunne gøre sig fri af den hæmmede og lydige Egon. Med Sophus i sindet kastede han sig hovedkulds(løst) ud i livet og lod stå til og kulsejlede ind imellem, og det endte da også med, at Egon blev fundet frem igen og sat på plads. Ikke den plads, som forældrene og familien havde tiltænkt ham, men alligevel en plads, hvor mange af de værdier, han kastede overbord, blev fisket op og genindsat.
Jo, alt det kender jeg nok.
Men ateist blev jeg aldrig, for en gudløs verden er i min optik alt for kold og hård, til at jeg kan være i den.
Og sådan er det, selv om forstanden siger noget andet og helt og holdent giver videnskaben ret i de beviselige facts, den er nået frem til. Og det er jo langt hen sandheder, der nok på visse punkter kan diskuteres, men som ingen mennesker med forstand for alvor kan bestride rigtigheden af. Heller ikke jeg. Videnskaben er baseret på beviser. For Gud derimod findes der ingen beviser. Teologi er ikke en videnskab, der kan evidensbaseres.
Men det er umuligt (for mig) at leve uden tro.
Det er, så vidt jeg har forstået også det som Egon Clausen når frem til, og det er den konklusion, jeg selv drager af … nej ikke af argumenter … men af de følelser, jeg render rundt med, og som må være mindst ligeså sande og gyldige som forstandens kloge og videnskabelige teser om verden og dens beskaffenhed.
Verden kan forstås videnskabeligt – det kan bevises, at tingene hænger sådan og sådan sammen, det ved jeg nok.
Men tilværelsen kan ikke forstås videnskabeligt. Der må vi lytte til andre stemmer end forstandens.
Nok om det.
Jeg vil skrive lidt mere om Egon Clausen, fordi jeg føler et åndsfællesskab med ham, og det kommer særlig stærkt frem i den her tid, hvor jeg arbejder på mine barndomserindringer, og selv om de ikke ligner Clausens helt, så er der så meget genkendeligt i hans fortællinger om barndommen, både med hensyn til tiden og stemningerne. Her tænker jeg navnlig på den fine lille bog, som jeg læste, da den i sin tid udkom og netop har genlæst: ”Min far så engang en engel.”
Netop nu, hvor jeg igen – oh, at jeg gider – tænker på at udgive en bog – da finder jeg hos Clausen et af de allerbedste argumenter for at holde mig langt langt langt væk fra alle skriverier.
At være forfatter og udgive bøger er en pinlig proces, det ved jeg efter 30 års erfaring med at skrive og udgive, og jeg har endda fået ikke så få gode anmeldelser, men også nogle, som var helt hen i vejret og som tydeligt viste, at anmelderen havde skøjtelæst værket. Alt det skriver de færreste forfattere om, for det billeder, de gerne vil give af sig selv og deres virke skulle helst være lyst og smukt. At skrive handler jo om succes, ikke sandt?
Men langt de fleste har en anden oplevelse, og nu tænker jeg ikke på de bøger, som er halvgode eller dårlige, men på de velskrevne og flotte bøger. Det er i den grad tilfældigt, hvordan modtagelsen af en bog bliver, og nogle af de bedste går simpelthen under radaren. Gang på gang. Og man må virkelig undre sig. Clausen har sat ord på fænomenet i det essay, der hedder “Min ven overlæreren.” Jeg vil citerer lidt derfra.
Først harcelerer han over den nye mode med at vurdere et kunstværk med stjerner eller hjerter. Fra 1 til 6.
” …. avisernes anmeldere bruger hjerter eller stjerner til at vejlede de abonnenter, der ikke gider læse, men som lader sig nøje med at kunne tælle til seks.
Han skriver endvidere, at det er en hån mod den forfatter, der har brugt år på at skrive en bog at blive anmeldt af en person, der bruger nogle få timer på at læse den og derefter giver karakterer efter en overfladisk seks-trins skala, hvis enkelte trin har en betydning ingen kender.
En forfatter har brugt måneder , måske år på at skrive sit værk. En anmelder bruger nogle timer på at læse det og skrive en anmelselse. Derefter degraderer han både forfatterens arbejde og sin egen indsats ved at give karakterer efter en overfladisk seks-trins skale, hvis enkelte trin har en betydning, som ingen kender, men som ikke desto mindre sætter abonnenten i stand til at dømme værket på ét sekund.
Clausen mener, at miseren udspringer af, at de anmeldere, der er ansat ved de store aviser, er en del af en kulturelite, der støtter og hjælper venner og bekendte etc. Alt det ved jeg ikke ret meget om, men uha hvis det er sandt! Han skriver om anmelderne:
De mødes ved receptioner og bekræfter hinanden i illusionen om deres egen betydning. De samles til konferencer, og lytter andægtigt til hinanden, men hver gang de sætter hjerter og stjerner ved en anmeldelse, degraderer de sig selv til billige agenter i underholdningsindustrien.”
“Det hele er omgivet af mere eller mindre tilfældige luner og lyster, vennetjenester og fordækt snobberi. En sjælden gang sker det, at en forfatter vover at protestere, men det ender altid med, at han bliver vist tilbage på sin plads med en uudtalt besked om, at han skulle skamme sig …”
Ja, det med at skamme sig, kender jeg. Ganske vist har jeg aldrig fået 1 eller 2 stjerner, men jeg har fået anmeldelser, der direkte og uden diskussion satte mig og mit værk i skammekrogen.
Mon der er noget andet job i Danmark, hvor man i den grad bliver målt og vejet og skamvurderet, hver gang man har gjort et solidt stykke arbejde færdigt? Jeg tror det ikke.
Jeg er gammel og garvet (gammel i al fald), og jeg holder nok til det endnu en gang, men jeg har virkelig ondt af unge, ambitiøse forfattere, der vover sig ud i den litterære virkeligheds verden. De får tæv, gør de, med mindre de bliver anmelderkæledægger, for den slags findes også. Men det er nu heller ikke altid nogen ønskværdig situation at være i. Den kan koste dyrt. Yahya Hassan kostede den livet.
