KELD 18

Udgivet den af
Svar

Der vil nu følge en række indlæg, som samlet vil være min notesbog med stikord fra den læsning om middelalderen, som jeg vil forsøge at fordybe mig i.

Den første bog, jeg noterer fra, er Kåre Johannessens ”Magt og Mennesker i Danmarks Middelalder”

Hvornår begynder middelalderen? Ca. 1050 – eller – 1086 – eller 1100 og den varer til reformationsåret 1536

Keld lever i den spæde middelalder – med det ene ben i vikingetiden

Klædedragten var på den tid som i vikingetiden

I år 1000 var Svend Tveskæg konge, dræbte sin far Harald Blåtand

Kongen var ”primus enter pares” = den første blandt ligemænd. Stormændene og kongen var ligemænd

960 – Harald Blåtand indførte kristendommen som statstro

Svend blev aldrig adelens marionet

Hans projekt var at generobre England – også for sikre stabilitet i Danmark – ydre fjende = indre ro

England kulturelt stærkere end Danmark – men militærisk svagere end Danmark

994 – felttog mod England

1018 – Knud vælges til konge – Nordsøimperiet –

1016 – Knud udråbt til Konge i England

De almindelige danskere = bønderne – en alm. Bonde var også håndværker, havde egen smedje –

Knud opholdt sig i England, ikke i Danmark – her lå magten hos Thorkild d. Høje og Ulf Jarl

Retsvæsnet ikke eksisterende – baserede sig på HÆVN

1080 – Knud ( den hellige) konge

1086 – Knud planlagde togt mod England og dette er ifølge K.J overgangen til middelalderen = det mislykkede togt – Knud dræbes i Odense

1103 lykkes det Erik Ejegod at slippe den danske kirke fri af Hamborg-Bremen bispesædet – nordisk bispesæde i Lund

1101 – Erik får bror Knud helgenkåret

Clermont-mødet 27. nov. 1095 ( mellem Urban 2 og den byzantiske kejser om tyrkernes invasion af Anatolien) startskud til korstogene

Med selvstændig bispestol i Lund fik kirken en hot-line til paven i Rom

Statsapparatet styrkes’

Asser første ærkebiskop

1103 – Erik Ejegod og dronning Bodil på pilgrimsrejse – når kun til Cypern her dør Erik – Bodil når Jerusalem.

Harald Kesja ( Eriks frillesøn) vikarierede for ham

1104 – Niels snupper kronen, Eriks søn Knud er kun 6 år

Hirden skifter funktion fra at være kongens personlige værn til at blive en del af det statslige bureaukrati – administrerende opgaver = vikingetiden endelig forbi

7 jan. 1130 – drabet i Haraldsted – Magnus ( Niels søn) dræber Knud ( Lavard)

KOMPOST

Udgivet den af
Svar

Og nu til noget helt andet. Dette billede viser en del af haven, den del, som altid får lov at ligge fredeligt hen og helt uforstyrret af lugeredskaber. Det er nemlig her, jeg samler kompost fra den del af haven, som skal være prydelig og gerne fuld af farvestrålende blomster. Der er skam også liv i den “forsømte” del af haven, for her huserer skvalderkål om kap med senegræs og nælder og andre sære vækster, som jeg ikke kender navnene på. Efterhånden var kompostdyngerne blevet flere meter høje alle fire – de tre nu tomme kasser kan ses på billedet, den fjerde fjæler sig fornærmet bag egestammen og kvasbunken. De blev ikke bare større og større hen over sommeren, men efterhånden blev de også hjemsted for nedfaldsfrugterne, og jeg begyndte at tænke på rotter. Uha! Så fik jeg den ide at grave en kæmpegrav og anbringe hele den grumsede masse fra kompostbeholderne deri. Og der ligger det så nu, og hvor kan det dog ikke interessere en levende sjæl at læse, hvad jeg gør med min kompost, og det er da heller slet ikke komposten, som dette indlæg skal handle om. Det med komposten og mit midlertidige arbejde som graver er kun en indledning.

Voltaire lader i sin roman “Candide,” hovedpersonen af samme navn, som har flintret rundt i hele Europa i årevis og været udsat for alverdens prøvelser, falde til ro i sit hjem med følgende replik: “il faut cultiver som jardin.”

Det er en leveregel, jeg forsøger at følge: jeg dyrker min have.

Men nu til en hel anden forfatter, nemlig Karl Ove Knausgård.

Jeg har læst alle seks bind af “Min Kamp” nu, og det er anden gang, jeg læser værket, og det skulle ikke undre mig, om jeg finder på at læse de seks romaner en tredje gang. Og hvorfor det? Måske mest fordi Knausgård er så hudløs ærlig og ikke standser sig selv midt i en sætning, men lader den få lov at folde sig ud. Og så står den der, den fulde tekst, som den kom til ham. Udsat. En skydeskive, som er nem at ramme, fordi den er bred og ikke udelader smertepunkterne i livet. Men også, fordi den afslører en banalitet, som er genkendelig for os alle. Tror jeg. Den er i al fald for mig. Ja, sådan er det, tænker jeg, når jeg læser hans erindringsroman. Det her kender jeg jo. Også som forfatter – smerten – alvoren – vigtigheden af at skrive lige det, der SKAL stå. Fordi det er sandt. Og fordi det er smukt.

Følgende citat viser Knausgårds tolkning af havearbejdet, som han i første omgang ser som et småborgerligt fænomen:

”Set udefra, hvorfra jeg altid har set far og det han gjorde, er havearbejdet selve billedet på den småborgerlige stilstand, noget dybest set latterligt og livsoverfladisk, en artificiel måde at ordne verdens kaos på ved at lade verden være en græsplæne og et par buske og mestre dem til fuldkommenhed, samtidig med at haven er det af det private liv, andre kan se, og derfor fungerer som en slags udstillingsvindue for omgivelserne. Facade altså.”

Nåede netop i dag, hvor jeg gik og knoklede med min egen jord, til disse betragtninger, hvor han jo igen udtrykker en banalitet: at vi signalerer, hvem vi er med vores have.

Og nu mig og min have. Tja, hvis man kigger ind i min have, ser man et kaos – som jeg forsøger at holde en smule orden på, men alligevel er det billedet af kaos, der rammer blikket.

Så er det sådan, hun er – hende havekonen – et uordentligt virvar. Et kaos. Nå ja, helt vil jeg ikke benægte, at der er lidt om det. Det myldrer frem med ukrudt i hver en krog.

Nå ja, men arbejdet derude er for mig lystfyldt. Og sådan er det såmænd også med den gode Knausgård. Hør lige et andet citat fra samme side:

  • ”Så når jeg løb rundt i haven som en vildmand, med småborgerlighedens brand i mit indre, lidt ligesom min far … kunne det ikke tolkes som andet end en flugt indad. Samtidig var der noget i det jeg godt kunne lide. Lugten af jorden, alle ormene og billerne, der krøb og kravlede i den … ”

EN SAG FOR KVINDER

Udgivet den af
Svar

Jeg besøgte forleden en veninde, og hun har ligesom undertegnede en raptus med at finde forskelligt, som ligger hist og pist efter et langt livs forsøg på at gemme det væsentlige, eller i al fald det, man i øjeblikket fandt væsentligt. Og så ved man ikke … skal man “rydde det op” eller skal man fortsætte med at gemme videre? Nu sad hun netop med et nodeark til en sang af Aakjær og spurgte mig, om jeg ville have det. Og det ville jeg jo gerne, og her ses forsiden. Indholdet vender jeg tilbage til senere.

Jeppe Aakjær kæmpede for de undertrykte – og hans litteratur var virkningsfuld, ja, han kunne med sine ord flytte bjerge, således blev “Vredens Børn”, der handler om landproletariatets usle vilkår ved århundredeskiftet, løftestang til en ny og mildere tyendelovgivning.

Herunder teksten som Aakjær skrev om kvindevalgretten:

Der skrider i Lyset et frelsende Tog,

det kalder ved Smaamandens Døre,

paa Lovgiver-Porten det rungende slog,

selv døveste Drog maa det høre.

Det sender sit Bud til hvert eneste Hjem,

og Hænderne vinker, hvor Toget gaar frem.

De Mørkets Dæmoner, som Natten har dulgt,

bortglider paa Flagermusvinger,

og Frihedens Alfer, som Toget har fulgt,

de søndrede Lænker hensvinger.

Og Manden slaar Følge med Sindet i Brand;

men Kvinden hun tøver med Øjet i Vand.

Thi hvor skal hun tage det villende Mod,

som Guderne nægted de svage!

Vemodig hun løfter sin hildede Fod

og stirrer mod Vuggen tilbage.

Dog Maalet har luet, og Længslen er vakt,

en Dag vil den vokse til flammende Magt.

Forlænge hun sad under Formynder-Arm

og leged med Pynt og med Dukker,

forlænge — som Fugl i sin gitrede Karm —

hun nipped til Smiger og Sukker;

men snart vil hun vaagne af Smigeren mæt,

da gnider hun Øjet og kræver sin Ret.

Den gudskabte Ret, som hos tænkende Mænd

staar adlet blandt Jordlivets Goder,

den skulde du nægte din kjæreste Ven,

din Hustru, din Søster, din Moder!

Nej, delte de Byrden i Felt som i Lejr,

hvor skjændigt at nægte dem Part i vor Sejr!

Hvor Mændene brydes med Klinge og Kno,

der skulde hun tyssende træde,

hvor Skjæbnerne trampes med sømslagne Sko,

der vilde hun Saarene væde;

det Ømhedens Sind, som er Himlenes Skjænk,

med hende da smykked vor Lovgiver-Bænk.

Befrielsens Mærke staar tegnet i Sky’n

omkring i de fødende Lande,

og Luften er svanger med Torden og Lyn,

og Kravene stiger som Brande.

Agnete, vær vaagen, det ringer mod Dag,

snart Havmanden slipper sit kvælende Tag.

Teksten er fra

VOLD OG MAGT

Udgivet den af
Svar

Vold og Magt

”Slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til.” De ord stammer fra Bjergprædikenen, og når Jesus siger dem, så bryder han med alt, hvad mennesker er vant til, og denne kerneværdi i kristendommen har da heller aldrig slået an – jo, sporadisk i ganske små doser, men i det store perspektiv er der ikke meget at finde af den slags handlinger blandt såkaldt kristne.

Alene religionskrigene er et eksempel på det modsatte.

Meget af det, vi siger og gør, går imod kristendommens budskab om barmhjertighed og tilgivelse.

”Størst af alt er kærlighed,” siger Paulus.

Men vi er mere til vold og had og krig.

Vi blev aldrig kristne.

Det har vi til gode.

I denne tid sover jeg dårligt – det er ikke noget nyt, sådan har jeg haft det i mange årtier, men lige nu plages jeg, når jeg endelig slumrer ind, af mareridt. Det er lidt min egen skyld.

Ja, for jeg har to barske læseprojekter i gang. Det ene er at fuldende Knausgårds ”Min Kamp” og her er jeg ved slutningen af bind 6. Og hver dag fordyber jeg mig desuden i tekster om middelalderen, i øjeblikket læser jeg Kåre Johannessens bog ”Magt og mennesker i Danmarks middelalder.”

Knausgård bruger en stor del af det digre værk på en undersøgelse af ondskabens natur. Eller rettere af de uhyrligheder, som mennesket er i stand til at begå uden helt at vide af det. Jeg synes, han argumenterer overbevisende for det synspunkt, at dem, der så og hørte uhyrlighederne i holocaust og ikke reagerede, befandt sig i en slags uskyldstilstand. Den tanke er svær at sluge, men som sagt, Knausgård bruger mange og kloge ord på at forsvare synspunktet. Nu kommer jeg til at tænke på Jesu ord på korset, hvor han beder Gud tilgive bødlerne, ”for de ved ikke, hvad de gør.”

Jeg har med gysen og glæde læst bogen, men jeg er ikke klog nok til at forstå alt, hvad K. skriver.

Samtidig, og det gør afgjort ikke min søvn og søvnløshed blidere, så læser jeg som sagt om middelalderen og dens mennesker og deres værdier.

Og her er VOLDEN en hovedværdi.

”Du må ikke slå ihjel”, siger Jesus, men hans ord er jo aldrig blevet taget alvorligt, hverken i middelalderen eller i dag. Her hedder det i mange sammenhænge: ”Du skal slå ihjel!” I militæret lærer vi de unge, hvordan, for det er vist nok stadig svært at dræbe for almindelige mennesker.

Det gamle heltebegreb har vind i sejlene.

I middelalderen var budskabet endnu skrappere: ”du SKAL slå ihjel!” – ellers er du et skvat og lige til skrotpladsen, og hvis du ikke kan briste tilstrækkeligt med hjelme og hjerner, så er du i bedste fald et værdiløst skvat, og både dit jordiske og dit hinsidige liv den rene ynk.

Det er jo fint at være mægtig – megafedt faktisk – hvem vil ikke være mægtig god til noget – hvem vil ikke gerne have magt?

I middelalderen var magt lig med vold – vold og magt var to uadskillelige størrelser. Hvis det er sådan i dag, er det i det skjulte (eller?) – vi går jo i al fald ikke ligefrem og praler af vores voldelige tilbøjeligheder. Det gjorde man i middelalderen. Der var to fredelige konger i den tidlige middelalder: Harald Hen og Niels, begge sønner af Svend Estridsen, og de blev på grund af deres fredelige virke foragtede af samtiden; og også senere i historien har de fået ry af vatnisser, f.eks. hos Saxo. Mens kong Knud, der var en værre bisse, blev helgenkåret. Og kong Olav i Norge som var en tyran af Guds nåde, der dræbte alle, der ikke ville kristnes, også han blev til Olav den Hellige.

Jo, en helt ( en voldsmand) var en Guds mand = helgen.

Hvor er det underligt og forkert.

Jeg vil slutte indlægget med at citere mig selv – nedenstående er et citat fra et tidligere indlæg, hvor jeg skrev lidt om børneopdragelse ud fra bl.a. Alice Millers bog “I begyndelsen var opdragelsen.”

“Det nye er Millers radikale syn på opdragelsens funktion som lemlæstende for psykens naturlige og frie udvikling. Via en analyse af 1900 tallets opdragelsesmetoder i Tyskland løser hun gåden om, hvordan så mange almindelige og oplyste tyskere uden at tøve kunne godtage Hitlers massemorderiske udskejelser. Hvordan kunne det gå til, at mennesker med levende hjerter og menneskelige følelser stiltiende kunne acceptere, at små børn blev gasset ihjel og uskyldige mænd og kvinder mishandlede til døde? Hvordan kunne et helt folk hylde en sådan ærkeforbryder som Hitler?
Jo, det kunne de, fordi de netop ikke havde levende hjerter og følelser – det kunne de, fordi de var sjæleligt døde. Det havde opdragelsen sørget for.
Hitler hævnede sig på sine opdrageres daglige vold mod det lille barn, han engang var, ved at dræbe og pine f.eks. jøder og forføre et helt folk, der også tørstede efter at hævne barndommens ubeskrivelige og forbudte smerte. Her fandt de objekter, der lod sig pine.”

Selvfølgelig blev alle bankede børn ikke bødler – så vidt jeg ved, slog Hitler ikke egenhændigt et eneste menneske ihjel. Og hvad med Martin Luther – i en Lutherbiografi læste jeg, at lille Martins far havde for vane at banke sønnen halvt ihjel. Luther slog vist heller aldrig et menneske ihjel, men han sprang på stridsvognen alligevel og sørgede for, at mange tusinde andre mennesker slog hinanden ihjel – i kristendommens navn.

Den kristendom, den kristendom … ak ak ak …

Alligevel vil jeg vedblive at betragte mig selv som oprigtig kristen. Men stridsøksen vil jeg ikke vide af.

Den har vi ikke fra Kristus men fra Satan.

OM TEKSTERS DNA

Udgivet den af
Svar

Lidt om teksters dna. Og om forfatterens troværdighed eller mangel på samme.

Lige meget, hvad du læser på skrift, så husk, at det er forfatterens tanker, der nedfældes, også selv om de er taget fra en anden og altså er et citat eller de er lagt i en munden på en opdigtet person og altså er den rene fiktion.

Det er forfatterens ord, og hun hæfter for hvert eneste af dem.

Det blev jeg mindet om i går, hvor jeg læste i Kåre Johannessens bog om middelalderen “Danmarks Middelalder. Han gør i indledningen opmærksom på forfatterens ”magt” over sin læser – for vi er jo nemlig ofte tilbøjelige til at glemme ovenstående.

Som eksempel nævner han Leonora Christine Ulfeldts ”Jammersminde” – her skildrer hun sit lange fangenskab i Blåtårn. Og man har i århundreder læst hendes beretning som et ”sandhedsvidne” om tid og sted. Og det er da heller ikke løgn, hvad hun skriver, men skriftet er og bliver et propagandaskrift, hvori hun angriber sine modstandere, og dem var der mange af og med god grund, for hun stod jo på den ”forkerte” side i svenskekrigene. Men ligeså lidt som Carit Etlar i ”Gjøngehøvdingen” fortæller ”sandheden” om krigen og tiden, gør hun det.

Man må efterprøve tekstens sandhedsværdi gennem hårdt kildekritisk arbejde. Hvis man da gider, og ikke bare vil nyde læsningen. Af både ”Jammersminde” og ”Gjøngehøvdingen.” Læse dem som den lødige litteratur, de begge er og bliver. Det med lødigheden kan måske diskuteres. Men underholdende er de i al fald.

Og sådan forholder det sig med alt skrevet – lige fra runestenene til Højholts digte.

Derfor er kritiske øjne nødvendige, hvis man vil ”gennemskue” en hvilken som helst tekst. Men som sagt: man har lov til blot at nyde den.

Læs og nyd!

Bagefter kan du, hvis du vil, efterprøve tekstens autenticitet. Være kildekritisk. Men så kommer du som sagt på arbejde.  

KARIN MICHAËLIS

Udgivet den af
Svar

Så kom den bog, som vi er mange, der har ventet på og glædet os til, og som Kirsten Klitgård arbejdede så flittigt og engageret med lige til hun sagde verden farvel. Hun nåede desværre ikke selv at se den smukke bog.

I denne tid læser jeg bogen højt for min mand. Som jeg har skrevet før, så vil jeg drukne ham i ord ( ikke ham selvfølgelig, men hans sygdom, som er en forbandet ordrøver) Det kompenserer vi for ved at læse de smukkeste ord, vi kan finde – dem, der kan skabe lys i et mørkt sind.

”Over Grænser” er et udvalg af de utallige breve og kronikker, som Karin Michaëlis skriver fra sine rejser. I første halvdel af 1900-tallet rejste hun i Europa – mest i Tyskland og Østrig – hvor hun holdt foredrag om sine bøger og om meget andet. Hun var en af tidens mest efterspurgte foredragsholdere, og hun fortæller i en kronik, at hun på en sæson havde over 100 foredrag – det var da bogen ”Den farlige Alder” udkom, og at hun var så træt, at hun en dag faldt i søvn på talerstolen.

Rejserne var som sagt mange, og vi hører i breve og kronikker mest om de steder og de mennesker, hun besøgte på turene rundt i Europa og verden – man får i hendes tekster et broget og interessant billede af en del af mellemkrigstidens Europa – hun var desuden flere gange i USA –

I Sovjetunionen bliver hun guidet og ser jo kun det, systemet ønsker, at hun skal se, men hun ser naturligvis meget andet end det, man ønsker at vise hende.

Hun er jo ikke den eneste danske forfatter, der ser med lyserøde briller på Sovjet, men i hendes glas kommer der hurtigt ridser, og kommunismen sluger hun ikke råt. Hun får lov at besøge Lenins enke i 1934 og har en meget rørende skildring af denne usædvanlige kvinde. Og hun besøger en by, bygget af kriminelle og prostituerede og nu forvandlet til et mønstersamfund, hvor alle arbejder med glæde og ingen savner noget og kort sagt er byen, der ved samfundets hjælp er blevet forvandlet til det utopia, hvis virkeliggørelse skal sprede sig til at omfatte hele det sovjetiske rige, et samfund, hvor alle deler alt og alle er lykkelige.

Karin Michaëlis betages af mønsterbyen, som hun får forevist, men det varer ikke mange år, før hun indser drømmenes fallit – således er hun fuldt ud bevist om Stalinismen, og hun skriver breve til Stalin om at vise barmhjertighed (!) –

Senere rejser hun flere gang til USA og også her ser hun ”hullerne”, som de svage forsvinder sporløst ned i. Men hun er betaget af mangt og meget, og hun er på én gang forblændet og forfærdet over den ”frie” verden.

Farerne i USA er legio. Men den fare, der truer Europa, krigsfaren, ( vi er i 1937) er man dog herligt fri for i USA , mener hun. Og rejsebrevet slutter med disse tankevækkende betragtninger ( citat side 237):

” – og alligevel … Alligevel er det herovre, at man har en absolut fornemmelse af, at her alle andre Farer tiltrods ikke er Fare for Krig. Amerikanerne har taget ved Lære af Verdenskrigen. Det værste af Krisen er overstaaet, man agter ikke at have den om igen. New York er bygget paa en Klippegrund. Naar man ser Skyskraberne rage op i Blaaet, gør det godt at vide, de staar fast. Ingen underjordisk Rystelse vil faa dem til at slaa Revner, end sige styrte sammen. Var Babelstaarnet bygget, som man bygger her, havde en Smule Sprogforvirring ikke hindret Planens Fuldførelse. Skyskraberne synker ikke i Grus, Amerika gaar ikke i Krig. Og da Krig er det værste af alt, er her godt at være.”

Hun så ikke skyskraberne synke i grus, men hun oplevede Amerika gå i krig. Selv levede hun i eksil i USA i besættelsesårene. Hun havde jo ikke kun skrevet og talt imod nazisme og antisemitisme, men også skjult flygtninge i sit hjem i årene op til krigen.

Nu var hendes liv i fare.

Da hun kom hjem efter krigen, var hun gammel og udbrændt. Og desværre mere eller mindre glemt af sine håbløse landsmænd.

Hvor er det skønt, at hun nu oplever en renæssance.

AT GÅ I STÅ

Udgivet den af
Svar

AT GÅ I STÅ.

Og blive stående i vadestedet.

Det er ganske velgørende, tro mig!

Prøv det!

Men nej! vent, til du når min alder!

Unge mennesker har ikke godt af at stå og trippe i alt det vand. De må, ja de skal over på den anden side, de skal sørge for at ”få deres på det tørre”, og helst inden fugten begynder at drive op gennem kroppen og tynge den mod jorden. 

Anderledes med os gamle – Vi hører jorden til.

Og vandet er vores element.

Hele mit liv har jeg tænkt: du skal videre, videre, videre …

Ret godt at vide med sig selv og nu også med dig, at vi ikke skal så meget længere. At rejsen snart er slut, og at vi har vadet og vandret og sjosket og sjokket og løbet og travet og redet (?) og svømmet langt nok og længe nok nu.

Mens jeg skriver disse ord og virkelig forsøger at lade dem bundfælde sig, mærker jeg den vilde protest murre dybt nede. Og er der ikke en stemme, som snerrer?

Jeg lytter.

ÅH jo! Nu hører jeg stemmen tydeligt.

Det er godt med dig, siger den og haler et arsenal af udråbstegn frem og strør om sig med dem.

Og der står jeg forsvarsløs og lytter.

Tag lige brillerne på, siger stemmen, og se dig om!!!

Det er OK, at du står og sunder dig lige nu, fortsætter den, men du skal ikke blive stående!!! Du skal videre!!! Ikke i dag og ikke i morgen og måske slet ikke i dette efterår. Men der kommer et forår, og så har du bare at kridte skoene!!! Var der ikke noget med en bog???

Il faut cultiver son jardin!!!!

Det var en lang smøre – men stemmen fortsætter:

Og du taler om STILSTAND!!!!

En tilstand, der er aldeles upassende.

Og husk nu, at vandet er dit element!

Og at du kan svømme!

Så svøm!!!

SKRIVESKAM

Udgivet den af
Svar

Skriveskam

Det ord har jeg aldrig hørt før, men det ramte mig som en boomerang i går. Det kom lige ud af æteren, mens jeg gik fredeligt omkring og lyttede til en podcast, som jeg gerne gør, når jeg skal forestille at være huslig. Støvsugning går ikke an, men alt muligt andet, og der er jo nok at gøre i et stort hus hver dag.

”Skam” er, især efter at den fine norske serie af samme navn gik over skærmen for nogle år siden, blevet lidt af et modeord, tror jeg nok – eller i al fald er det blevet et ord, man ikke mere skammer sig over at bruge.

I ”gamle dage” for et par generationer siden var sætningen: ”Jeg skammer mig,” noget, børn blev tvunget til at erklære over for den vrede voksne, der havde grebet det midt i et fejltrin. Nu burde det ”skamme sig.”

Ja, sådan var det engang med det ord.

Men ”skriveskam” – nej, det fandtes næppe for år tilbage – selv om følelsen bestemt ikke kan være ny. Men nu hørte jeg det altså. Og jeg blev ikke forundret, følte mig tvært i mod genkendt.

Ja, skriveskam – det ved jeg alt om.

Jeg gik altså og lyttede til en podcast i går. ”Parnasset,” hedder den, og den var som sædvanlig underholdende og vedkommende. Og i går var en af gæsterne i studiet tilmed en af mine yndlingsforfattere Jens Smærup Sørensen.  

Men det var nu den anden gæst, redaktionschefen på magasinet Atlas Alexander Rich Henningsen, som også er forfatter, der sagde de ord, der stak mig i hjertet.

Det er den følelse, man kan få, når ens bog udkommer – så bliver man jo heglet igennem, som om man har gjort noget forkert og nu skal stå til regnskab, og ofte bliver man jo skammet ud. Også selv om det, man har skrevet, er OK.

Sådan er det. Det kender jeg alt til.

Værst oplevede jeg det, da jeg debuterede som forfatter af voksenbøger ( havde udgivet et par børnebøger) nemlig romanen om salmedigteren Kingo.

Siden har jeg hadet at udgive bøger. Men når man er forfatter følger det ligesom med at udgive, og jeg har bidt mig selv i tungen og spyttet bog efter bog ud. For det var alle sammen bøger, som jeg vidste var OK, og som jeg havde elsket at skrive.

Da jeg første gang blev hudflettet, var det af ingen ringere end den dengang førende litteraturanmelder, Jens Kistrup. Han skrev en helsides anmeldelse i Berlinske Tidende med den ironiske (og onde) overskrift: KINGO IN LOVE. Og jeg fik tæv i hver eneste spalte ( næsten, for han skrev, at jeg var en velskrivende forfatter ( ha ha ) .

Nu har jeg skrevet mange bøger, og jeg er aldrig siden blevet overfaldet på samme voldsomme måde. Men i lang tid var jeg nær ved at miste modet, og såret ville ikke hele.

Mod er ikke min stærke side, så jeg skulle virkelig sparke mig selv i gang.  

Og det gjorde jeg så – jeg skrev videre.

Min Kingobog er en kærlighedsroman, det indrømmer jeg blankt. Og det skulle den også være. Jeg ville vise den side af manden: den kærlige og inderlige, ham, som jeg fandt i salmerne og i de kærlighedssange, han skrev, og i hans prædikener ( de få, der er bevaret).

Den Kingo havde Kistrup og flere andre (dumme) anmeldere aldrig mødt, for de havde ikke søgt ham, men blot slugt det gængse vrængbillede af Kingo som et ustyrligt, uterligt og altædende magtmenneske, der egoistisk og enerådigt albuede sig op til samfundets top.

Jamen, det er jo rigtigt, at han gjorde rejsen fra samfundets bund til dets top, og det er sikkert sandt, at han måtte hærde sig og slå fra sig, og at han gjorde det, så mange kom til skade. Men han var også i stand til at elske og til at tro. Rent og stærkt.

Men somme tider tænker jeg: ”hvem er jeg, at jeg vover at gribe pennen og fremtrylle ord, der bliver stående?” Når man tænker sådan, når man ikke er sikker på, at man har ret til at skrive, så er det, man sejler rundt i et ælte af skriveskam.

 

MENS DET SKER 40

Udgivet den af
Svar

Det er sket.

Han er så træt hver morgen nu, at det næsten er umuligt at få ham op. Helst vil han blive liggende i sengen hele natten og hele dagen. Det er der, han vil være. Ikke fordi han er så syg, at han ikke kan være oppe. Han kan sagtens være oppe, og han er ikke gangbesværet. Men det er blevet en plage for ham at være det mindste foretagsom. At gå omkring – at få ham til at spille bordtennis kræver lang tids overtalelse. I dag lykkedes det ikke. Og jeg fik igen igen igen følelsen af, at han betragter mig som en hemule. Jeg ER en hemule i hans øjne.

Jeg VIL, at han skal bevæge sig i al fald lidt hver dag og ikke bare holde sengen og sidde passivt i stolen.

Men det bliver sværere og sværere, og jeg har for længst opgivet at lade ham sove middagssøvn i sin seng, for så får jeg et hyr med at få ham til at forlade den igen.

Nu sover han i stolen efter frokost. Han kan jo sove hvor som helst og når som helst.

Måske skal jeg være glad for det – andre demente farer uroligt omkring og bliver borte for sig selv og andre.

Han bliver ikke borte.

Han bliver hvor han er.

Sengen er det bedste sted i verden.

Det er ikke til at holde ud.

Men det er jo mig, der ikke kan holde det ud. Han kan jo godt. Det er mig, der skal finde ud af at leve med det – han er i det på en hel anden og roligere måde end mig. Jeg skulle skamme mig over at klage – jeg har jo alt det, han mangler. Og det ved han godt, og jeg kan mærke, at jeg skal passe på.

Han må ikke miste sin værdighed.

Og når jeg vil hjælpe ham med lavpraktiske ting som almindelig hygiejne og han protesterer og fejer mig til side med et vris, så skal jeg gå til side og ikke insistere.

Så vigtigt er det jo heller ikke med alt den renlighed.

Men somme tider mister jeg modet.

I dag jamrede jeg til hjemmehjælpen. Hvorfor gjorde jeg det? Hun kan jo ikke hjælpe. Der er ingen hjælp nogen steder.

Som Mette F sagde: jeg må lære et leve med det. ( mæde)

KELD 18

Udgivet den af
Svar

Plan B – eller C eller D

I al fald en fremtidsplan – en plan kort sagt for, hvad jeg vil beskæftige mig med i fremtiden, hvis … i fald … der skulle tilstedes mig en sådan.

Hvis jeg har en fremtid altså, så vil jeg bruge den på lystig læsning og på lystig skrivning, og når jeg så om lidt, eller om nogen tid, eller om længe … men ikke alt for længe, lukker mine øjne to, fordi “jeg er træt og går til ro” – så kan mine arvinger læse det, jeg har skrevet og tænke deres.

Og måske vil de udgive det. Eller få det udgivet. Hvis det altså er lødigt nok, og hvis der til den tid (???) stadig findes folk, der læser bøger.

Den slags bøger.

Hvilken slags?

Jo, først og fremmest vil jeg skrive bogen om Min Kære Keld – det har jeg lovet ham og mig selv, og et løfte skal man holde. Helst holde.

Så er der mine erindringer – men de er jo skrevne. Jeg orker blot ikke udgive dem. Så også det manus overlader jeg til De Kære Efterladte.

De næste lange tider vil jeg dele mellem dig, Kære Ole og dig, Kære Keld.

Først og fremmest vil jeg forlade nutiden det meste af døgnet og bevæge mig ind i din tid, Kære Keld, og blive der indtil jeg føler mig hjemme der. Jeg har faktisk allerede samlet en del bøger og lagt dem på rad og række på mit arbejdsbord. De handler alle om den tidlige middelalder og den sidste stump af vikingetiden – for du Kære Keld stod jo fast forankret i kristentroen, men kun et par skridt tilbage tilbad man de gamle guder, og tro mig om ikke der i dit barndomshjem i det skjulte er blevet blotet – for en sikkerhedsskyld, for det gjaldt jo om at stå på god fod med både den ene og den anden magt.

Og hvad kunne denne stakkels Krist mon egentlig udrette? Han, der lod sig fange og tortere og korsfæste helt uden at løfte så meget som et øjenbryn i protest. Hvad var han imod Odin og Thor, der i al fald aldrig ville have fundet sig i en sådan behandling.

Men du Kære Keld, du så allerede som dreng den hæslige volds sande ansigt, og du søgte blidheden og kærligheden, og du fandt den hos Kristus. Og du vidste, at KÆRLIGHEDEN er stærkere end alt. At den ville tåle og udholde alt.

Du var en sand kristen.

Og det skal min bog handle om.