ERINDRINGER – ET AFSNIT FRA FØRSTE DEL

Udgivet den af
Svar

I nogen tid har jeg skrevet på den bog, som jeg nu har snakket om i årevis og faktisk har givet så mange ord og så meget lys og luft, at jeg næsten tør tro, at jeg får den skrevet. Nu sagde jeg ikke udgivet. Det er for meget at love mig selv eller andre. Det følgende er et afsnit fra det manus, jeg arbejder med. Jeg har skrevet et lille kapitel om hver af mine søskende, set fra et lille barns synsvinkel. Man må altså forstå, at de erindringsglimt, som her er nedfældet, bliver fortalt, ikke af mig, men af den lille pige, jeg engang var. Det kan forekomme lidt underligt, og kan det så passe? – ja, vist passer det, men man ville nok se det med helt andre øjne på afstand, og den nærhed, som jeg her forsøger, håber jeg går an. Og i min egen optik rammer den fint min bror, som jeg oplevede ham for 75 år siden.

ANDERS

Se jeg blev resultatet af/storesøsters flid/ jeg kom en foraarsmorgen, det var/ ved paasketid/ og I kan tro, min far var stolt vi/ nu to mandfolk var/ jeg lytted’ og i telefon jeg hørte/ hvad han sa’e

Men tro nu ej det altid var saa let/ at klare sig/ for Far og saant en bitte dreng/ som mig/ for pigerne de var jo tre, ja altsaa/ med min mor/ da sagde far: Anders kom/ nu/tager vi ud og ror

Og der vi to vil tale om, at det ku/ være godt/ om vi ku’ faa et mandfolk mer, saa/ ku’ vi klar’ os flot/ vi ønske’ det saa inderligt og bad/ en stille bøn/ og haabe at til næste aar, der/ kom endnu en søn ( Mors sang til Far)

Der kom et nyt barn hvert andet år, sådan som det var skik og brug på den tid, og jeg har hørt af min storesøster, at der var et enkelt år med en abort, og det har sikkert været, da vi ventede Dorte. Hun kom således forsinket til verden. Men Anders kom punktligt og til tiden d. 4. april 1941, et krigsbarn, men et fredeligt af slagsen, efter hvad jeg har hørt. Jeg var der ikke selv endnu.

Da jeg et par år senere følger efter, har han allerede været et par år i verden og tager godt mod mig, for selv om begyndelsen ligger begravet i glemslen, så husker jeg, at vi som ganske små opfandt vort eget sprog. Et avanceret et af slagsen, tænker jeg, for ingen af de andre forstod os. Men vi to var straks på bølgelængde, og lydene gik som radiobølger mellem os. Tydeligt nok for os om end med lidt skrat ind imellem. Jeg husker ikke de enkelte ord mere, kun de navne, vi gav hinanden. Jeg kaldte ham Bodder og han gav mig navnet Dødder. Bodder og Dødder, det var os.

Længe efter, at vi havde forladt babysproget, blev vi til Fars og Mors ærgrelse ved at kalde hinanden de navne, som for os udtrykte tryghed og nærhed, men som de fandt fjollede.

I det hele taget elskede vi at fjolle. Og her vil jeg springe nogle år frem i tiden og dvæle der, hvor jeg kan se ham tydeligt. Nu er han flyttet ud af børneværelset og ind på det trange kammer på loftet, og det bedste, jeg ved, er at sove hos ham om natten, for man er så tæt sammen i den smalle seng, at man næsten smelter sammen til ét barn, som er urørligt, og når man lader det skrå loftsvindue være åbent, kan man høre kutterne sejle ud til fiskerbankerne i den tidlige morgen, og det er en himmelsk lyd at vågne op til. Med kutternes dunk i øret og sin bror i armene er alt, som det skal være, og intet ondt i verden kan ramme en. Og når han også vågner, mens der endnu ikke er trængt den mindste stribe lys ind gennem det lille tagvindue, så kan man ligge der og snakke om verden og dens mange tilskikkelser. Og Anders er ekspert i det, man ikke kan se. Han kan fremmane spøgelser, så selv de uhyggelige hændelser i Borley Præstegård rykkes helt tæt på, og det er lige før de gruelige engelske genfærd får adgang til et lille trygt tagkammer i et rødt hus i Strandby. De flagrer uheldsvangert tæt på to børn, der kryber sammen i sengevarmen og gyser af fryd.    

Jeg må absolut ikke sove hos Anders og gør det kun i smug, men man kan liste sig til meget. For Anders er en dreng, og ”det var sandelig på tide han kom ud af pigekammeret,” siger Mor. Men hvorfor det? ”Tja …,” siger Far og smiler, ”det kan jo diskuteres.” Men Mor snerper læberne sammen og siger, at der er ting, der ikke er til diskussion. Diskutere betyder skændes, det ved jeg godt, og det er i al fald noget, der aldrig finder sted mellem Far og Mor. De er enige om at være enige i et og alt.

Jeg er selv skoleelev nu, men jeg har ikke skolens hidsigste lærer, sådan som Anders. Vi har en flink vikar, som læser højt og kan lide børn, og vi lærer ingenting, mens Anders’ skoledag er helt anderledes, og han kan berette om gruelige hændelser i klassen, som jeg ikke kan få til at hænge sammen med den lærer Frantzen, som jeg kender fra mine lege med hans børn i deres hjem i skolens vestre fløj. Der kommer jeg tit, efter at Jens er rejst. Og lærer Frantzen er en, der gerne sætter sig på hug for at lege med os børn, og det er tydeligt, at Kjartan og Bjørka og lille Rune holder af deres far, og at han holder af dem, endda så meget, at han har bestemt, at de aldrig skal gå i skole, men blive hjemme hele deres barndom. Så underviser han dem selv. Hvor er de heldige, tænker jeg, og kommer så alligevel i tvivl og vil ikke bytte, for de må ikke gå til stranden eller strejfe om, ikke engang komme hjem til mig og lege må de, nej, de skal smukt blive hvor de er hele dagen lang. Men de er gode at lege med alligevel.

Men Anders siger, at Frantzen er som en herskesyg romersk tyran, når han underviser, og jeg kender hverken romersk eller tyran, men så forklarer han mig om det gamle Rom og hvordan det blev regeret af mænd, der dræbte i flæng.  

Anders læser næsten altid, og det er Bedstefars bøger, han læser. Dem har Bedstemor arvet, og de fylder flere reoler i hendes stue, men vi er for små til at forstå dem, siger hun, de er ikke skrevet for børn.

Det er Anders ligeglad med, og han læser bare løs, uden at Bedstemor opdager det mindste, for selv læser hun ikke andet end Biblen og Yola-bladet, der skriver fortællinger for børn om livet blandt hedningene i Afrika, og dem læser hun højt for os, for at vi kan vide, hvor godt vi har det.

Anders har bestemt, at han vil læse alle Bedstefars bøger, inden han fylder 13 år, og det er ikke let, for han slås med ordene ligesom mig, og det går langsomt, når han pukler sig igennem en bog. Men han vil. Han render tit rundt med en bog, som han smider sig med i en stol eller på divanen eller i haven, når det er sommer, indtil Far får øje på ham og jager ham op, for det ligner ikke noget, at en stor dreng spilder sin tid på unyttig morskabslæsning. En rigtig dreng skal arbejde. Og Anders skal være en rigtig dreng og ikke en slapsvans. Det skal Far sørge for, og han gør sit for at sætte sin dreng i de rigtige svingninger. Jeg bliver også sat i sving, og det elsker jeg, så er jeg næsten en dreng, synes jeg, og sammen stabler vi fiskekasser på Bentzens mark, og vi ror hyttefade i havnen, så der altid er tomme fade til de fiskere, der lige er kommet i havn, og de fyldte hyttefade ror vi ud i det yderste havnebassin og fortøjer dem der. Jeg står på hyttefadene, mens Anders ror. Somme tider springer jeg fra hyttefad til hyttefad, og det skulle Mor bare vide.

Anders tjener penge. Han arbejder for far, og han går med aviser. Jeg hjælper ham og tjener også lidt, men ikke ret meget, for Anders giver ikke ved dørene og jeg er helt sikkert underbetalt. Og mens jeg køber salmiakstænger og flødeboller og sodavand for alle mine småskillinger, så sparer Anders hver eneste øre op.  

Der står et ur på den store radio i stuen, som ikke bare tæller timerne, men også fungerer som sparebøsse. Øverst oppe er der en revne, og i den plumper Anders alle sine penge ned, det giver et lille klik, hver gang en ny krone rammer alle de andre kroner. Han er en rigtig pengepuger akkurat som Joachim von And, og en dag vil han være ligeså rig og vælte sig i alle sine gyldne bunker.    

Men far roser ham. ”Du har fat i den rigtige ende, min dreng, sådan skal det være,” siger han. ”Ejeren til Gårdbogård, og ham har jeg kendt personligt, se han sparede hver eneste øre op hele sin ungdom igennem, og han endte med at kunne købe et stort gods.”

 Anders vil ikke købe et gods, han vil bare anskaffe sig en filmfremviser, og en dag åbner han sammen med far det store ur, der er så propfuldt af kroner, at der ikke kan være flere i det.  

”Se!” siger far, ”nu har du sparet så flittigt, at du kan købe det, du ønsker dig allermest.” Og Anders køber en fremviser. Og han køber film. Det er små stumper af rigtige spillefilm, som har været vist i biograferne, og som man kan købe i en butik i Frederikshavn, og han viser dem for os på sit nye apparat, selv om de hverken har hoved eller hale og er uden lyd, men det betyder ingenting, for Anders siger alle replikkerne med forskellig stemmeføring, alt imens filmen flimrer hen over lærredet, og vi spændt følger nogle mænd og kvinder igennem højst ubegribelige scener fra deres liv.

Jeg kan endnu se en bestemt og meget uhyggelig sekvens for mig, hvor Katherine Hepburn langsomt går ned ad en mørk kældertrappe, bærende på et blafrende stearinlys, og bag hende sniger sig en lumsk mand. Vil han slå hende ned? Vi gisper af spænding, men vi får det aldrig at vide, for så løber filmen ud, og den næste film handler om noget helt andet. Jeg kan stadig høre Anders, der med Clark Gables stemme fremsiger replikken: ”Vi er lykkelige nu. Lad os gå til stranden!” Og med Doris Day udbryder han: ”Jeg elsker dig desværre ikke, men jeg vil gerne have en tur i din smarte bil!” Og der sidder vi små børn på rad og række og er i biografen med Anders. Og med åbne øjne og ører sluger vi de løsrevne stumper af en voksenverden fuld af mysterier.

OM AT GÅ I STÅ – og blive der

Udgivet den af
Svar

I dag er en dag som alle andre og alligevel helt anderledes end alle andre. Tanker kommer og går, og nu kom den tanke til mig i dag, at jeg var gået i stå.

Jeg stod faktisk og arbejdede, mens tanken om stilstand kom luskende – jeg havde et godt greb om greben, for jeg var nemlig ved at vende den store høje og herlige kompostdynge, som er vokset støt hele sommeren, og som ikke ligefrem er en pryd for haven eller for nogen – ikke engang for mit øje tager den sig nydelig ud. Men hvor kan jeg godt lide den – og når jeg pusler med den, har jeg det som en orm, der slippes løs i en bunke nyslået ukrudt. Nå, det er nok en følelse, jeg deler med meget få.

Pyt. Det er sådan jeg har det. Lige nu i al fald. Gik derude og tænkte på så meget, mens jeg vendte sommerens smårester af grønt og alle mulige kasserede vækster. Som jo så ikke blev kasseret alligevel, for nu fik de et nyt liv i en ny kompostbunke, og til sommer flyver de ud i haven som gnask for de urter, der virkelig pryder.

Men det var ikke min kompostbunke, jeg ville skrive om. Men om at gå i stå. For pludselig blev jeg grebet af en stor ro, der godt kan ligne lykke. Tror jeg. En slags stille lykke. En glæde ved at være gået i stå.

At gå i stå betyder at se på en ny måde. Kingo skriver det så fint i en af sine salmer. Han skriver:” Nu står jeg her med verden i mit øje.”

Med verden i mit øje.

Det er det, man kan gøre, når man står. Helt stille. Med verden i sit øje.

Men nu skal jeg ned og se TV – for selv om jeg står stille, så bevæger verden sig, og jeg følger den med interesse her fra mit ståsted.

Haven i august

ALDERDOM – NU IGEN – UGH …

Udgivet den af
Svar

Vennelyst en efterårsdag

Spejldammen i Gammelhave

Min egen lille have.

Et kig ud i vores skov og i vores have. Nu skriver jeg vores. Men det er jo vores fælles natur, som den tager sig ud med alle efterårsfarverne – eller … indrømmet … det er lidt snyd, for bladene er jo faldet, og farverne er falmet, men billederne kommer alligevel her, for jeg har endnu ikke sluppet efteråret, der strålede for kort tid siden. Og det har kalenderen jo heller ikke. En uge igen, og så er det vinter. Men lad os dvæle lidt endnu ved farverne og glædes over, at de ikke kun forsvinder, men kommer igen…. ligesom alt det andet.

Det evige kredsløb, det løber som en varm strøm i mit blod: denne bevidsthed om genkomst, at alt dør og fødes. Som det står i Johannesevangeliet, kapitel 12 vers 24: Hvis hvedekornet ikke lægges i jorden og dør, bliver det kun det ene korn, men hvis det dør, bærer det evig frugt ..

Det er ikke let at blive gammel, især ikke set udefra. Nu hvor jeg er godt og vel inde i processen, synes jeg ikke, at det er så slemt, som det siges. I al fald er der hele tiden momenter af stor lykke. Også i alderdommen. Det synes jeg ikke kan gentages ofte nok.

Og nu fik jeg så sagt det igen. Godt nok.

Jeg hørte en stump af Supertanker på p.1 forleden, og det handlede om dødshjælp set fra en dødshjælpers side, og hun var SÅ sikker på, at hun gav sine “kunder” en værdig død i ro og mag iscenesat som en hyggelig event. Sjældent har jeg hørt noget mere uhyggeligt.

Lad os leve med alle skavankerne, lad os leve med smerterne, lad os leve med alderdommens utallige svagheder. MEN LAD OS LEVE.

Mølledammen i Fussingø

ALDERDOMMEN. NOGLE TANKER

Udgivet den af
Svar

”Always look on the bright side of life” som den montepythonske Kristus synger på korset i filmen ”Life of Brian.”

Åh, ja, og det vil vi også rigtig gerne. Se på den lyse side af livet. Og måske er det derfor, jeg altid glæder mig til at høre Brinkmanns Briks hver onsdag. For lige det er han så god til. At se lyset i mørket. Og hvor har vi brug for at blive bekræftet i, at det trods alt er den side af livet, der er den stærkeste og som vinder til sidst. Men når man ser sig om i verden i krig og ufred, og når man mister den ene efter den anden af sine kære, så kommer tvivlen galoperende. Anderledes kan det ikke være, sådan som menneskelivet er skruet sammen.

Og det er ikke altid muligt at se de lyse sider i alting. Selv ikke for Brinkmann, og det blev for mig tydeligt i onsdags, hvor Brinkmans Briks handlede om ALDERDOMMEN – og netop den allersidste del af livet, der, hvor dommen eksekveres.

Hvad skal jeg skrive om det? At det for en gangs skyld var vanskeligt for Brinkmann at holde lys i lampen hele udsendelsen igennem, og selv om han som vanligt havde inviteret en ekspert – den her gang en ekspert i alderdommens sidste faser, så lod det sig ikke skjule, og heller ikke hun kunne skjule, at det er, var og bliver et skræmmende fremtidsscenarie, der venter os alle til sidst: først at blive ramt af det ene funktionstab efter det andet og så til slut at dø.

Sygdom, svækkelse, død. Det er så pokkers svært at se den lyse side i det.

Johannes Møllehave skrev, inden han døde en bog, der hedder: ”Det ender godt. ” Den har jeg læst, og jeg synes ikke, den lever op til sin titel. Den er så sørgelig. Også selv om den kristne tanke om, at Kristus overvandt døden og opstod og dermed også gjorde os udødelige, ganske vist berettes i bogen, som det sig hør og bør for en præst. Men dødens skræmmende virkelighed kan bogen ikke borttrylle med den fantastiske tro, som den forkynder, for lige meget, hvor fast i troen, man formaner sig selv til at være, så er den biologiske tilintetgørelse af det legeme, som vi har båret rundt på i al den tid, vi har betrådt jorden, jo ikke til at komme uden om. Og ikke til at komme til rette med. Tro på opstandelsesevangeliet eller ej. For hvad er det for en opstandelse? Jeg tror, at de mennesker, som påstår, at de begriber det, ikke helt holder sig til sandheden. For det er ubegribeligt.

Og nu kommer så det underligste af det hele. Man har lavet en sociologisk undersøgelse af, hvilken livsepoke, der er den lykkeligste i menneskelivet, og det viser sig, at mennesker i 80’erne er mere tilfredse og gladere end mennesker i tyverne.

Der er mistrivsel i alle aldersgrupper, men dem der trives bedst, er de gamle.

Det var da noget af en opmuntring for alle os gamle – og faktisk vil jeg straks melde mig i heppekoret. Vi er i virkeligheden ganske glade for at være i live, eller som svenskerne siger: at være i livet.

Og som en gammel græsk filosof har sagt: så længe vi lever, er døden ikke.  

REVOLUTION – WHY NOT?

Udgivet den af
Svar

Som mine læsere kan se, så har min webmaster bestemt, at min ellers vellidte (af mig selv) indledning sløjfes. Så nu kommer mine indlæg til at tage sig anderledes ud. Jeg vil i det følgende skrive lidt om kapitalismen og revolutionen, og inspirationen til det fik jeg, da jeg forleden fandt ovenstående bog af Hans Sølvhøj på min reol og tænkte, at den ville være velegnet som oplæsningsbog her i huset. Jeg har altså læst den højt for Ole, og da jeg kom til slutningen, fik jeg ideen. Ideen til en lidt løs snak samfundet set fra Ålum.

I Rødt og Hvidt taler en gammel inkarneret socialdemokrat om kapitalismen som den mindst ringe ordning for handelslivet ( og dermed for ikke så lidt af livet i almindelighed.) Og så læste jeg samtidig, ikke for Ole, men for mig selv, Asta Olivia Nordenhofs: Djævlebogen, hvis facit, hvis jeg har forstået det rigtigt, er revolutionens nødvendighed.

REVOLUTIONEN. Ja. Engang var vi mange, som flirtede med den tanke. De røde faners blafren i vinden. Men det var jo ren romantik.

Sølvhøjs bog vakte mange minder hos mig, for jeg fik den som gave fra en af mine afgangsklasser. Det må have været 1989. Det var et af de sidste år, jeg underviste, og mine elever kendte nok lidt til min røde farve, som jeg naturligvis skjulte i min undervisning, men som vel skinnede igennem nu og da, og jeg tænker, at bogen af den Kongelige Hofmarchal lidt var ment som kærligt drilleri. Og indrømmet: den røg i reolen ulæst. Nu har jeg læst den. Og nydt den hele vejen. Sammen med Ole. En rigtig fin bog.

Og jeg har netop endt Nordenhofs seneste bog “Djævlebogen”, og jeg har nydt den hele vejen. En rigtigt fin bog.

Nordenhof er med i en ny litterær trend, som jeg følger spændt, fordi det, der skrives, er god litteratur. Den slags forfattere kan man ikke få for mange af. 

Men det er nu ikke dem, jeg vil skrive om i dette indlæg, det har jeg gjort i et tidligere indlæg, men her vil jeg bruge en af dem (Nordenhof) til at koble et af deres temaer: REVOLUTIONEN til den del af virkeligheden, der er min: den, jeg kan overskue fra mit beskedne landsbyperspektiv, fra mine aviser, der på det sidste er skrumpet ind til Kristelig Dagblad og Infomation ( som jeg læser nu og da) og HUS FORBI , som jeg altid læser –  og mine venner, som jeg efterhånden har mistet for mange af.  

De unge, som skriver på den nye trend, er folk, der kommer fra UNDERKLASSEN – og at den findes vidste jeg godt i forvejen, for jeg læser som sagt HUS FORBI, og jeg kender den også fra Kristelig Dagblad, der trods sin borgerlighed, spænder vidt.

Jeg vil kun nævne et par stykker af disse unge skribenter, men vende tilbage til dem senere. Dem, jeg kender, fordi jeg har læst dem, er flg.:  

Thomas Korsgaard, Glen Bech, Kristian Bang Foss, Frederik Jensen, Edouard Louis og Asta Olivia Nordenhof.

De skriver om en undertrykt og smadret del af befolkningen, som de kender indefra, for de er vokset op der. Et sted, hvorfra man dog, hvis man er heldig, kan rejse sig og blive til noget, som de jo selv har gjort. De er alle blevet veletablerede forfattere.

Og der tales igen i al fald hos nogle af dem om revolutionen. Den, som selv de mest rabiate venstreorienterede politikere ellers for længst har afblæst. For der er jo ingen klasseskel mere af betydning, vel? ARBEJDEREN er jo velnæret og velsitueret med eget hus og bil og sejlbåd og ferierejser to gange om året. Så hvad snakker vi om? Revolution? Hvor vil du hen?

Men det snakkes der om. Og det kan der snakkes om. For der er jo de gule veste (i Frankrig, men de findes overalt i Europas byer, her murrer utilfredsheden) . Og så er der de mange mennesker på overførselsindkomster, som nu af politikerne (og mange andre) udskammes. Der er de mange psykisk syge. Der er de mange, som ikke formår at leve op til arbejderklassens levestandard. Der er alle dem, der ikke klarer tørnen som slagteriarbejdere med en indkomst på mere end en halv million pr. husstand. Alle dem, der falder igennem.

Det er ikke ARBEJDERKLASSEN, vi taler om, men UNDERKLASSEN. Den findes.

Nordenhofs bog er ikke let forståelig, og er man ikke åben for lyrikkens sprog og en smule skolet i det, så kløjs man sikkert i digtene. Alligevel vil jeg citere fra et af dem, og så får du måske lyst til at læse mere. Bogen er ikke ren lyrik, der er også prosadele, og de er lettere at forstå. Eller forstå og forstå, hvis man ikke selv har været der, forstår man næppe fuldt ud. Men man kan forsøge at forstå. Jeg har haft stor glæde af det forsøg. Prøv selv!:

“det jeg siger er / arbejd for revolutionen/ gør bare/ det du kan/ vi skal have/ vores børn med/ og vores/ syge venner/ jeg kommer/ som et åbent sår/ det har i bare/ at acceptere.

arbejd for/ revolutionen/ og sig nej/ til mandehørm/ vi gider ikke/ høre om jeres/ rensende blodbad/ det vi vil/ opnås ikke først/ og fremmest/ med kniven/ vore slagter gav os/ på den smukke dag/ vil vi vende os/ og se på slagteren/ uden at genkende ham

det jeg siger er/ arbejd for revolutionen/ på den måde/ du kan/ gør det hver dag/ på den måde/ du kan/ der er nogen/ der gerne vil skyde/ der er brug for jer også/ men jeg vil made børnene/ både nu/ og senere”

( citat side 111, 112)

Bogen er nr. 2 i en serie om Scandinavian Star – og den vil undersøge, om kærligheden kan (over)leve i et kapitalistisk samfund. Den første bog “Penge på Lommen” er barsk læsning. Og det er efterfølgeren også.

Og nu til noget helt andet og mere fredeligt. Den bog, som mine kære elever forærede mig den sommer i 1989, da de sprang ud – og som jeg nu har læst. Og lært af. Hans Sølvhøjs “Rødt og Hvidt.”

Jeg husker selvfølgelig ungdomsoprøret. Jeg var midt i det – tidmæssigt, for det var det jo i min ungdom, det fandt sted.

I 1969 var jeg studerende ved et af de røde universiteter: Århus Universitet. Men jeg var også nybagt mor, og min dag så sådan her ud:

Efter en nat med næsten ingen søvn, hurtigt morgenmad, aflevere søn, ind på skolen og undervise gymnasieelever, så ud til bilen og i susende fart til Århus, deltage i nogle timer der med henblik på embedseksamen, hjem i susende fart, hjemme lidt ro med en lille, dejlig dreng i armene, lidt leg med ham, så lave aftensmad, lege lidt igen, nusle og pusle og putte den lille, forberede næste dags undervisning, rette opgaver, løse universitetsopgaver, ved midnatstid tumle i seng, blive vækket af barnegråd, trøste, amme, falde i søvn, vågne, skynde sig op, aflevere barn til naboen, og så det hele om igen.

Og havde jeg ikke hjælp af en ægtefælle og far? Nej ikke synderligt. Han var der, og det var selvfølgelig rart. Men han lavede ikke mad, passede ikke barn, vaskede ikke op, gjorde ikke rent, vaskede ikke tøj. Han passede bilen og sine timer på skolen og sit virke som medlem af alle mulige bestyrelser. Sådan var rollefordelingen, og sådan forløb hverdagen, og var jeg så midt i ungdomsoprøret? Nej, men jeg var ung. Gjorde jeg da slet ikke oprør? Nej, jeg tog mig selv i kraven og udfyldte den rolle, jeg havde fået tildelt. Og den var ikke til diskussion.

Nu er det så mange år siden, og meget er forandret. Jeg var dengang både lærer på gymnasiet og på handelsskolen. Begge steder oplevede vi elever, der sad og hang og var vanskelige at undervise, fordi de var dopede af hash, og enkelte droppede ud af den grund. Drenge og piger så ens ud: lige langhårede, og de gik i ens tøj. Kønsforskellene skulle ophæves, mente man, og det smittede af på os alle: jeg gik i skole i cowboytøj, lange ponchoer og træsko. Men længere nåede mit oprør ikke.

Men det var Rødt og Hvidt jeg ville skrive om. Det gør jeg ved at citere fra bogen. Og her er Sølvhøjs kommentar til ungdomsoprøret ( og revolutionen – og ideologitænkning):

( Citat side 164 ) Det 19. århundredes ædle og indholdsrige ideer , som de kom til udtryk i menneskerettighedserklæringerne og hos filosoffer som Rousseau og Voltaire, tog almindeligvis skade af at blive presset ind i læresystemer. Menneskelig originalitet og råstyrke tabte ved at blive bøjet under dogmer og paragraffer. Måske var disse ideologier i virkeligheden en fortættet lovsang til menneskelige idealer, men mangen gang har de tjent til indsnævring af tankens frihed. Dette at frigøre sig for en ideologi har imidlertid i vide kredse, hvor politisk ideologi er vel indarbejdet, kaldt på mistanke om holdningsløshed eller det, der er værre.

Bertolt Brechts ængstelse for, at der skulle gå råd i socialismens tankeskat, hvis man fornægtede ideologien, blev delt af de rettroende. Også her i Danmark har denne frygt haft mange tilhængere, og i 1960’erne og derefter har man set hede debatter, hvor især nymarxister af 1968-katagorien har holdt fast i ideologien med begge hænder. De unge oldinge passede hele tiden på ikke at komme til at tænke for meget selv.

Jo ældre, jeg bliver, jo mere forstår jeg Sølvhøj og hans syn på samfund og politik og handel. Han var også ret ung i 1968 og han tog til Tyskland for at studere fænomenet, og her er et par betragtninger

(citat side 165)

Jeg tog dem på ordet og traf nogle af studenteroprørets ledere, pæne unge mænd fra overklasse- eller middelklassehjem, jakke og slips, forekommende manerer og dødssikre på, at alt hvad de sagde, var uvisnelig sandhed. Deres lidt trættende, overbærende elskværdighed lod jeg mig ikke irritere af. Det var en stil, jeg selv havde anlæg for. De anså mig tydeligvis for en politisk slapsvans, der dårligt nok havde læst Das Kapital, og som derfor måtte have en belæring om, hvad der nu forestod. De tog med mig ud til en stor hal i Berlin, hvor 4000 studenter med oprakte knyttede hænder råbte eller snarere skreg: “Kapitalismen fører til fascisme. Kapitalismen må væk!” Jeg hørte Lefevre, en af Rudi Dutschkes nærmeste meningsfæller, forkynde evangeliet om systemets umiddelbart nærtstående sammenbrud. Stemningen var kogende. Ræsonnementer og argumenter veg for slagord af primitiv art. Jeg kom til at tænke på Grundtvigs “nu kom han patriarkers håb – med flammeord og himmeldåb”. Nøgleordet var NU”

(citat 165) De kloge studenter med den lyse tro tog mig med til endnu en demonstration. På vejen så jeg dem forsøge på at få arbejderne med i toget. De gik ind i værtshusene, hvor arbejdere fredsommeligt drak øl og snakkede om, hvad for en vogn, man skulle købe næste gang. … Arbejdere med flødeskum i mundvigene …. blev kaldt ud på Kurfürstendamm af studenter, der med svingende arme og lynende øjne fortalte dem, at hvis de ikke hurtigt fik tørret sig om munden og sluttede sig til toget, risikerede de at komme for sent til revolutionen.

(citat s.167) I virkeligheden kan man ærgre sig. Hvis bevægelsen havde været bedre disciplineret og bedre underbygget af demokratisk tankevirksomhed, kunne reformvirksomheden være nået længere frem. Der lå rige følelsesværdier gemt hos mange af oprørerne, en fornemmelse af, at det samfund, den midaldrende generation var ved at aflevere til dem, var præget af kulde. Men når noget løber løbsk, i politik, forfejler det sit sigte, og et af ungdomsoprørets varige resultater, var det højresving, der blandt andet markeredes af Fremskridtpartiet.

Den unge generation af forfattere, som jeg har nævnt, og som i dag skriver om revolution, er ikke en bevægelse, det er ikke et oprør, de er først og fremmest ikke i stand til at ændre ret meget, selv om de forsøger at tage kapitalismen ved vingebenet og taler om revolution.

. Men måske tager jeg fejl. Der er i al fald litterær slagkraft i det, de skriver. Så jeg ved ikke.

Erindringer

Udgivet den af
1

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Mon det går fremad med erindringsbogen?

Et retorisk spørgsmål, hvortil jeg må svare nej. Dog ikke et kategorisk nej.

Måske måske …

Nu får vi se. Her er et lille pluk, som kommer til at være indledning – måske

Begyndelsen

”Når du fortæller om din barndom, lyder det, som om du tilbragte den ene halvdel i havet og den anden halvdel i sandet. Sol og sommer hele året, men hvordan var det i virkeligheden?”

Nu er det mange årtier siden, min datter stillede mig det spørgsmål, og jeg husker ikke, hvad jeg svarede. Og jeg ved ikke, hvordan det var i virkeligheden kun hvordan det tager sig ud i erindringen. Og der ligger de gamle billeder hulter til bulter, henslængte som skrammel i sindets pulterkammer, og de fleste af dem er slemt falmede og mange så slørede, at jeg ikke mere skelner konturerne, men enkelte er intakte, ja ligefrem skarpe, som har de formået at unddrage sig forkrænkeligheden, og jeg ser det jo: de spræller af lyst til at indgå i en fortælling.   

Det er dem, jeg vil gribe til, tænker jeg og folder dem ud for mit indre blik, og først ser jeg kun lyset, ser det brede sig i hele feltet og tænker, at der må have været mørkere toner iblandt. Men det er ikke dem, der falder i øjnene. Så må jeg grave lidt dybere. Få nuancerne med.

En ting er imidlertid sikkert: livet i min barndoms Strandby i slut-40’erne foldede sig ud i en verden, der lå milevidt fra de voksnes. Det var et udeliv. Vi var i naturen, i havet, i sandet, i klitterne og på engene. Vi var i det fri. Og vi var fri. Det er derfor sådan, jeg må gengive billedet af min tidligste barndom.

Faste holdepunkter. Tiden, byen, havnen, stranden og de mennesker, der dannede ring om det lille barn. Både dem, der gav det tryghed og dem, der skræmte det.

Jeg så dagens lys d. 7. september 1943, netop som Anden Verdenskrig trådte ind i sin blodigste fase og mørket sænkede sig over et brændende Europa. Krigen satte spor overalt, og også i min fødeby Strandby kunne den mærkes, for skønt alt på overfladen tog sig fredeligt ud, foregik der meget dødsensfarligt i det skjulte, som mange i det lille fiskersamfund blev berørt af. Fra havnen udgik skibe med flygtninge til Sverige, og de fiskere, som sejlede dem over, satte hver gang livet på spil, og nogle af dem mistede det da også i forsøget på at redde medmennesker. Desuden var farvandet mineret, og fiskeriet i sig selv farefuldt i disse år.

Selve min fødsel ved jeg ikke meget om bortset fra, at jeg kom til verden i købmandsgården nede ved havnen, og jeg forestiller mig, at den forløb efter bogen: Jeg kringlede mig vel som alle nyfødte ud gennem den snævre kanal og frembragte det obligatoriske vræl, der var lydeligt nok til, at jeg blev svøbt og lagt i vuggen og takseret som velskabt.

Der var dog en enkelt detalje, som må nævnes her, for den hører til familieanekdoterne. Min mor havde nemlig lovet min far en dreng, og det var jo et løfte, hun ikke indfriede, men det kom til at præge min bittetid på en måde, jeg stadig mener at huske, selv om meget af det vel sagtens er noget, jeg har fået fortalt.   

  Min familie. Den bestod af tre børn: Hanne, Annelise og Anders. Og så kom jeg. Min mor hed Vera, og min far hed Magnus. Hun gik hjemme hos sine børn, og han gik på havnen hos sine fiskere. Hun lavede vores mad, og han solgte deres fisk. Derudover drev han en købmandshandel, som han imidlertid solgte et par år efter min fødsel, for bedre at kunne bestride sit erhverv som fiskeauktionsmester.

Det var, som det skulle være, og vores familie lignede de fleste andre familier i 40’ernes Strandby. Der var dyrtid under krigen og langt ind i efterkrigstiden, mange varer var rationerede, ja, selv når det drejede sig om køb af nyt tøj, måtte man holde sig inden for de rammer, samfundet havde sat for den enkelte. Ikke noget stort problem hos os, for mor vævede, og af stoffet syede Bedstemor tøj til pigerne. Og dem var der jo flest af i vores lille kernefamilie. Efter den sidste vanskelige fødsel blev mor steriliseret, og det satte en stopper for yderligere forøgelse.  

Byen var ikke stor, men set med barneøjne var den uoverskuelig, og man kunne let forvilde sig. Og så heldigvis blive fundet igen og båret hjem og komme i sikkerhed i det røde hus.

Men da benene blev lange nok til for alvor at løbe af med en, blev man sluppet løs, og så måtte man selv hitte rede i virvaret af snævre gader med gamle, lave fiskerhuse, og med den røde kirke, der knejsede i byens centrum. Og helt sikkert var det, at alle veje førte til stranden, hvor man gerne måtte lege dagen lang, eller til havnen, hvor man ikke måtte sætte fødderne, så længe de var små, et forbud, man var nødt til at overtræde, fordi det var det mest spændende sted at opholde sig.   

Den røde metodistkirke dannede ikke kun centrum i byen, den var en integreret del af barnelivet. Det var her, vi lærte om Jesus og alle englene og om dragerne og troldene og hele den fantasiverden, der blomstrede, når Tårup læste højt for os af Bibelen eller af Grimms eventyr. Og det gjorde han, så hårene rejste sig.

Men det var også her i Guds hus, jeg lærte at snyde, måske ligefrem at synde, for hver søndag morgen trykkede far os to mønter i hånden, og så sendte han os afsted til kirken. ”Husk det nu!” sagde han og så på en gang kærligt og alvorligt på mig, som om han havde en mistanke, ”den store er til kirken og den lille til dig.” Vi nikkede fromt alle tre, og måske var det kun mig, der snød præsten for hans andel, i al fald kom det over mig hver eneste søndag, når kollekten gik rundt, at det ville være smart at lade 10åøren falde og beholde den store mønt.

Min forseelse blev aldrig opdaget, og det er først i skrivende stund, at jeg går til bekendelse. Jeg husker endnu den himmelske smag af salmiakstang og lakridsrod i skarp konkurrence med den søde salmesang og de herlige fortællinger. Det valg blev jeg stillet over for søndag efter søndag, og fandt jo så frem til, at jeg med en smule held kunne tiltuske mig begge dele, selv om jeg derved mistænkeligt nærmede mig Brorsons tidselgemytter, så stive som torne og støtter. Jeg trivedes nu glimrende i det selskab. Og straffen udeblev.

Eller gjorde den? I så fald må den have været tænkt profylaktisk, for den indtraf et par år før snyderiet sneg sig ind og forplumrede barnesindet. Faktisk er selve den hændelse den allerførste erindring, jeg har om metodistkirken og mit liv der. Og jeg vil fortælle om begivenheden præcis, som erindringsbillederne melder sig.

På det tidspunkt af mit liv er mit lille hjerte endnu så rent som de nyskurede bænke, vi sidder på. Kirkebænkene. Og de er de egentlige skurke, trods deres renhed. De er nemlig ikke konstruerede til en lille treårskrop. Det er lange, solide træbænke med en smal planke til ryglæn, og den er anbragt så højt oppe, at jeg lige akkurat kan støtte mit hoved mod den. Der hviler det trygt mod det blanke træ, mens jeg synger med på ordene: ”O, luk dit lille hjerte op! O, luk dit lille hjerte op! Guds nådessol vil strømme ind og fylde sjæl og sind.”

Og jeg åbner alle sluser og lader ånden strømmer frit, og jeg har svært ved at sidde stille, og det af to grunde, dels fordi sangen føles så levende, at kroppen må leve med og bevæge sig i takt til musikken, og dels fordi det nu engang er min natur at være i bevægelse. Men ak, jeg kan ikke rokke mig en millimenter, for Hanne og Annelise har lovet vores mor at passe mig, så hun kan få lidt ro.  

Det gør de så. De holder mig fast. Men så er sangen slut, og Tårup beder alle børn folde deres små hænder og lytte, mens han taler med Gud på alles vegne. Det hedder bøn, det ved jeg godt, og jeg folder mine hænder.  

Tårup er noget længere om den snak end vores far og mor, ja, selv end Bedstemor, der ellers godt kan trække aftenbønnen i langdrag, og mens han betror Gud alt muligt, som Herren skal glædes ved og vi skal vokse ved, så falder jeg i søvn, og søstrene trækker de foldede hænder og dermed armene længere og længere væk fra den lille fastklemte søster, lige indtil grebet slækkes så meget, at hendes krop sidder løs på bænken, og det har den ikke godt af, for det næste, der sker, er noget med et brat fald bagover og en skærende smerte, som jeg endnu mindes.

Jeg brækker kravebenet og kommer på sygehuset, og da jeg kommer hjem, er jeg en sensation i det lille hjem, og det er jeg ikke til daglig, for jeg er lige blevet storesøster, og alle kommer rendende for at se min lillesøster Dorte og dikkedikke hende og give hende gaver, og mig ænser de knap nok. Men nu ser de mig, og jeg får også gaver og er taknemmelig for mit brækkede ”kravleben”, som skaffer mig slik og milde ord, som jeg labber i mig, mens jeg lader solen skinne.   

Metodistkirken var i det hele taget en glad kirke, og der var højt til loftet på alle måder. Og vi børn lærte ikke Gud at kende som et straffende Øje i det Høje, men som en far på linje med ham, der bad aftenbøn med os og som trøstede os, når vi græd.

Mellemøsten – krig

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

I mit forfatterskab har jeg flere gange hentet stof fra Mellemøsten. “Det tabte Paradis” om den allerførste konflikt: Kain der dræber sin bror Abel. Og i “Tobias og Englen” – en fortælling fra de apokryfe skrifter, som udspiller sig for et par tusinde år siden, men konflikten er lige så blodig som altid i den del af verden. Og i mine noveller: “Mellemlandet” – en række noveller, der har emnet: at blive voksen. Her lader jeg en af novellerne udspille sig i den palæstinensiske Vestbredden. Handlingen kan forekomme usandsynlig og opdigtet, og det er jo også fiktion, men jeg har fået fortalt historien af en nødhjælpsarbejder, som virkede på Vestbredden og som oplevede, at en jødisk familie reddede en arabisk dreng under en konflikt. Den handler jo først og fremmest om det, som jeg tror på: at der findes en drift mod fred, som er stærkere end driften mod krig. Og som kan overvinde hadet. Men det er en tro, som i disse dage udfordres af den blodige konflikt, der nu igen er blusset op.

Jeg vil dog ikke slippe håbet om, at medmenneskelighed kan overvinde grusomhed i den her verden.

Jeg genoptrykker herunder novellen fra samlingen: Mellemlandet, fordi den igen er aktuel, men også fordi den åbner en sprække af håb. Og som sagt: fortællingen er sand.

Stilhed i Ramallah

Der er stille i Ramallah. Torve og gader ligger øde hen, og de hvide mure står flimrende i sollyset. Der blæste rødt sand ind fra ørkenen sidste nat, og det ligger nu som et riflet slør bredt ud over gadens sten.

Ramallah ligner en død by.

Alt liv er for en tid stillet på vågeblus, og ingen vover at trodse forbuddet og bevæge sig uden for murene, for skønt de er usynlige, så ved enhver, at de er der, de kolde øjne, der fra fjerne udkigstårne spejder ind over de tavse, mennesketomme gader.

Der er alt for stille i Ramallah.

Hassan er den første, der vågner. Han er 14 år og ikke mere et barn. Sidste uge blev hans storebror dræbt i den krig, der har varet så længe, Hassan kan huske og længe før, og som stadig mere grådigt høster lig. Nu er han den ældste søn.

”Nu er det din tur,” sagde mor til ham forleden, mens hun holdt ham i sine arme og kyssede og krammede ham, som var hun allerede i færd med at sende ham i krig.

Men far trak ham fri af hendes favntag og holdt ham ud for sig i strakte arme og så kærligt på ham. Han rystede på hovedet.

”Nej,” sagde han.

Hassan kunne høre mor græde og far skælde ud og råbe til langt ind i natten.

Mor behøver ikke græde, og far behøver ikke råbe. Hassan ved, hvad han skal. Han synes ikke, han har noget valg.

Selv om det er strengt forbudt og han risikerer at blive skudt, lister han ud på altanen for at kigge ned over byen.

Stilheden sniger sig som en slange ind i hans ører og sender frygtens bølger gennem ham. Men han må ikke være bange. Modig. Hadefuld. Vred. Vild af raseri. Det må han være. Men ikke bange.

Han lader øjnene glide hen over de røde hustage. I det fjerne skimtes den grå betonmur, der strækker sig milevidt. De klodsede vagttårne. Og der ligger hans kuede by, forsvarsløs og omringet af fjender. Og han er ikke i tvivl. Det er ham, der skal hævne dens skændsel.

Et andet sted på Vestbredden vågner en anden dreng. Også han er 14 år, og han bor i en by, der ikke er nogen rigtig by, men en samling smukke, nye huse, opført side om side langt inde på Vestbredden. En bosættelse. Sådan hedder det, og den lever de i. Omgivet af fjender lever de. Det ved han alt om. Han hører det gentaget i synagogen hver uge og i skolen hver dag. Han ser soldaterne, der skærmer ham og hans. Men nu er man i færd med at forære hans land bort. Man vil give jorden til dem, der ønsker alle jøder dræbt. Sådan som mennesker siden tidernes morgen har forfulgt og fordrevet og dræbt hans folk. Sådan som det åbenbart vil fortsætte med at ske. Og Det forjættede Land, Israel, som Gud Herren gav dem tilbage, efter at de havde levet i eksil og undertrykkelse århundrede efter århundrede, det skal nu ødelægges af fjenden. Langsomt bid for bid. Kan det passe?

Isak går udenfor og ser hen over det solsvedne landskab. Hans familie skal tvangsflyttes og deres hus jævnes med jorden. Han knytter næverne og ved, at han vil kæmpe for sit folk, for det er Guds udvalgte, og skønt Herren aldrig har ophørt med at prøve det og hans hårde dom har ramt det endnu en gang, så er det vel ikke hans mening, at det ganske skal udslettes? Kastes i havet, som fjenderne siger?

”Vi giver ikke op,” siger hans far. ”Os kan de ikke fordrive. Vi bliver. Indtil hver eneste fjende er død.”

Isak fryser pludselig. Frygten jager sin dolk gennem ham, og han krummer sig sammen i smerte. Så retter han sig op og knytter igen næverne.

Han må ikke være bange. Modig, hadefuld og vred. Ja rasende. Det må han være. Men ikke bange. Det er ham, der skal hævne sit folks skændsel.

Det var gået som en løbeild fra hus til hus. Alle drenge. Og samtidig. De skulle møde op på byens store torv. Og løbe ud i gaderne og storme frem mod soldaterne og dynge dem til med sten. Ja, stene dem, det var det, de skulle. Som man stener skøger.

Først kom de løbende i spredt fægtning. Men nu har de samlet sig i én stor gruppe, og tætpakkede bevæger de sig fremad mod de væbnede mænd, der har forladt tjekpunktet for at spærre vejen for de uregerlige knægte og genne dem tilbage til husene. Og hjem til familierne.

Soldaterne glor. Hvad bilder de satans hvalpe sig ind? Har de rent glemt, hvor farligt det er at trodse udgangsforbuddet.

Så ser de, at det ikke mere er drenge, men en levende mur, der vælter frem. En kæmpekolos af kød og blod. En enkelt dreng kan sagtens plaffes ned, og spredte flokke kan spredes og mejes til jorden. Men denne mur, der støt buldrer frem, forekommer usårlig. Hver eneste dreng er sluttet inde i en ring af andre drenge, og deres hæse råb flyder sammen til ét fælles skrig, deres bevægelser afstemmes i samme rytme, og deres blod dunker i samme takt. De er et monster, ingen kan stille noget op imod.

Det føler de selv, og i deres ansigter lyner vreden. Soldaterne kan bare komme an.

Den lille flok soldater danner kæde. Deres skarpladte geværer rettes mod drengene, der hele tiden nærmer sig. Rykvis som et stykke mekanisk legetøj. Ser de, at det er børn? Måske ser de ingenting. Måske lytter de blot. Lytter efter den ordre, der skal befri dem for ansvar.

Hvorfor kommer den ikke?

De standser op. Nu er drengene allerede for langt fremme. Så hæver de geværerne og sigter hen over hovederne på den sammenpakkede flok.

Og de skyder.

Pludselig skifter scenariet. Gaden forvandles til et inferno af vildskab. Betændt og blodigt. Skud og skrig flænger luften. En byge af store skarpe sten slynges af drengearme, og de flyver gennem luften som ulykkesfugle og brager ind i soldaternes skjolde og hjælme. Nu sænkes geværerne, og en salve sendes af sted.

Ramallah bløder lig.

Hassan mærker smertens skarpe rids i huden, da kuglen rammer, og han segner til jorden. Lydløst. Gruppen af drenge spredes hurtigt, og der bliver luft omkring ham. Nogle vender om og spæner tilbage til torvet, andre siver gesvindt ned ad sidegader og smøger og forsvinder i sprækker og smuthuller, som kun de kender. Han kan høre nogen jamre et sted i nærheden. Selv bider han smerten i sig. Han vil ikke græde.

Lidt efter forsøger han at rejse sig, men benene nægter at lystre, det bløder fra et sår i tindingen, og han kan ingenting se. Er han blevet blind? Han krabber sidelæns, ormer sig det sidste stykke hen til det, der må være en husmur. Må finde en dør. Nogen må forbarme sig og lukke ham ind.

Men hvad er det? Han mærker noget varmt og blødt mod håndfladen. Glødende gummi? Og nu stål? En bil? Holder der en bil i gaden? Den så han ikke før. Er den en fælde eller et værn? Soldaterne må have trukket sig tilbage. Der er så stille. De kommer igen. Og de må ikke se ham.

Han kan ikke tænke klart, indspundet som han er i et net af rødt blod og sort smerte. Han hager sig fast i noget, der må være et håndtag, får mirakuløst halet kroppen op fra brostenene, åbner døren og skubber sig ind. Døren falder i, og han når at tænke, at det her er rivende galt. Her må han ikke være. Så giver han slip og synker ned i et dulmende mørke.

Isak spejder ind mod Ramallah. Da skuddene lød for lidt siden, følte han det, som nogen sigtede på ham, og hvert skud ramte ham i hjertet.

Broren er derinde. Aron blev nylig udkommanderet sammen med sin deling. Nu er der igen ballade med de satans palæstinenserknægte, sagde far. Bare de nu får en lektion denne gang, de kan lære af!

Og i dag blev der skudt, og det var nok ikke med løst krudt. Isak fnyser af foragt. De folk vil styre deres egen stat! Ha! De kan ikke engang styre deres egne børn.

Aron må ikke dø.

Men sådan har man ikke lov at tænke, siger far. Israel er værd at dø for, og alle bør være beredte.

Nu kan han se en røgsky, og snart øjner han den lange række af biler. De snor sig opad mod kasernen, og Aron vil som sædvanlig svinge fra og køre den korte vej til huset for at tilbringe nogle minutter sammen med dem. Og de vil være stille og omfavne hinanden. Så vil han hurtigt forlade dem, og hver gang føles det, som var det for evigt.

Nu svinger en bil ud fra kolonnen og tager retning mod bosættelsen. Isak løber ud ad indkørslen og styrter broderen i møde. Lige ud for ham standser bilen med et ryk, og Aron flår døren op og tumler ud på den støvede vej.

Isak stivner ved synet af ham. Han er bleg som et lagen, og han ryster. Aron, der er blevet så cool, at det somme tider ligefrem gør ondt at se. Som var hans ansigt mejslet i sten. Nu er der sære trækninger ved øjnene, og sveddråber pibler frem på hans magre kinder.

Hvad er der sket?

Så ser han det. I bunden af bilen. En død dreng.

Og Aron, der bliver ved med at stå der og ryste.

Isak rusker hans arm.

”Hvad fanden går der af dig, Aron? Det er jo en palæstinenser for helvede. Smid ham ud! Lad hundene flå ham!”

Stemmen knitrer af ophidselse. Og han mærker vreden skylle gennem sig. Forundret ser han broren ryste på hovedet, så river han sig løs og springer igen ind bilen. Isak hører døren smække og dækkenes hyl i det hårde grus. Bilen kører larmende det sidste stykke op til huset.

Isak halser bagefter.

Allerede på afstand kan han høre sin mors skingre stemme. Hun står og råber og gestikulerer vildt med begge arme, mens hun stirrer ind i bilen.

Aron lægger en hånd på hendes arm, men hun ryster sig fri af hans greb og råber endnu højere.

Nu kommer far til syne bag hende, han strækker hals og siger noget, som Isak ikke kan høre. Og pludselig bliver mor stille og vender sig mod ham.

Da Isak når op til huset, står far bøjet over drengen, og nu siger han ligesom forundret.

”Han lever.”

Og mor: ”Så dræb ham!”

Men far tager et lommetørklæde frem og tørrer forsigtigt den såredes pande, så beder han roligt de andre hjælpe ham med at bære drengen ind.

”I kan jo se, at han må forbindes med det samme. Han har tabt for meget blod.”

Et sekund står de alle fire som stivnede og ser på hinanden.  Så nikker Aron.

”Ja,” siger han.

Og sammen med far løfter han varsomt den sårede dreng ud af bilen og bærer ham op mod huset.

Mor siger ingenting. Men det hårde er gledet af hendes ansigt. Isak tøver, ved ikke, hvad han skal tænke.

Maskintænkning og sentimentalitet

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Maskintænkning på overophedning

Livet. I den seneste tid er den gamle debat om aktiv dødshjælp igen blusset op. Selvfølgelig er den det, for Mette Frederiksens udtalelse om, at hun støtter retten til at få hjælp til selvmord, gav den nyt liv. Og hun vil støtte en lov, der handler om den ”hjælp”. Hjælpen skal så gives af læger. De skal kort sagt slå den syge/svage/hjælpeløse ihjel. Det handler altså om drab.   

Det er ikke det, læger er sat i verden for. De har afgivet løfte om at give livshjælp til lidende, ikke at slå den lidende ihjel.

I en artikel i Kristelig Dagblad ( 8. okt.) skriver Iben Krogsdal om vores angst for at blive gamle, syge, svage, hjælpeløse og at angsten bunder i, at vi alle mere eller mindre betragter svage mennesker som uværdige. I vores samfund er værdighed noget med styrke – altså det modsatte af svaghed.

Det værste vi kan forestille os er, at vi ikke skulle kunne klare os selv (godt nok) –

Og måske er det, fordi vi i stadig højere grad dyrker STYRKEN  – helt ud i det groteske. Vi kan ikke engang mere sige, at vi ikke støtter krig, for det gør vi jo i dag … det lyser ud af mediernes behandling af f.eks. våben: der er julelys i øjnene, når politikerne sammen med ansatte i forsvaret jubler over de dræbermaskiner, som vi har foræret til soldater i krig. At vi kan tro, at våben kan være en løsning. I min hjemegn genopstarter man den krudtfabrik, som blomstrede i min barndoms angst for den kolde krigs atombombetrusler. Som om krudt og kugler kan standse en bombe.  

Men det er jo sådan et agressionsværdi-system, vi lever efter i dag: vi priser elite, topscoring, vækst, accumulation, acceleration, præstation, optimering og opgradering osv. Vi skal hele tiden blive hurtigere, bedre og stærkere til alt. Det er, hvad jeg kalder maskintænkning. Vi bliver som maskiner og som maskiner, der kører nonstop i højeste gear, så overophedes vores mentale system og trues af sammenbrud.  

Og det er jo ved at ske: i naturen, som et af agressivitetens første ofre, i barnelivet, alt for mange børn og unge lider af angst og diverse former for vægring (skolevægring, spisevægring). Det er i deres verden virkelig et spørgsmål om ”survivel of the fittest” og de mange, der falder udenfor, de falder hårdt.

Vi har forslåede børn og unge, men så får de bare en diagnose og en psykolog, og så kører vi blindt videre.

Nej, vi må bremse op. Sidder jeg her og skriver med mine gamle hænder, der dog ikke ryster, når de skriver det, for det kommer fra den gamle hjerne, der synes, at det er ved at være for galt, at vi ikke vender om og fokuserer på de modsatte værdier, dem, der ikke findes målbare parametre for. Som kærlighed, venskab, gensidig sympati, tillid og åbenhed overfor hinanden.

Men det er let nok at skrive.

Og det var dødshjælp, jeg ville tale om. Og det har så måske alligevel noget med ovenstående at gøre. Og vores statsminister kan sagtens ind i mellem være sentimental som under pandemien, hvor hun lige pludselig så ethvert gammelt menneskes død som en tragedie.

Hmmm … vi gamle dør. Det er ikke tragisk.

Men vi vil gerne leve.

Også selv om vi er til besvær og ikke mere kan give så meget. Vi vil gerne leve i værdighed som modtagere af et menneskevenligt samfunds omsorg for os. Omsorg for medmennesket.

Jeg vil slutte med at citere det sidste afsnit af Iben Krogsdals artikel:

”Der findes et andet løfte, der går hverdagsstille og sagtmodigt fra menneske til menneske og lover: ”Frygt ikke! Hvis du bliver uhelbredeligt syg og ikke længere synes, at du er værdig nok til at leve, så er vi nogle, der ikke giver dig ret. Vi vil holde dig værdig, vi vil holde dig ud, og det lover vi dig. Uanset hvor hæslig og savlende og uformående, du bliver: vi vil gøre alt for, at du kan forblive smuk til det allersidste” Af alt, hvad vi kan give videre til vores børn og unge, er dét løfte det ubetinget vigtigste.

Om Gud og mennesker og genopretning

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Som jeg har skrevet tidligere, så læser jeg i øjeblikket Egon Clausens bøger højt for min mand. Vi er så meget på bølgelænge: min mand, mig og Egon Clausen.

Og så i slutningen af sin bog “Vestenvind” skriver Clausen nogle ord, der umiddelbart virker provokerende på os mennesker. På vestlige mennesker, på demokratiske mennesker, på frittænkende og fritskrivende og fritlevende mennesker. Kort sagt på os, der, hvis vi beder Fadervor, glad og gerne siger: “som vi forlader vore skyldnere” – uden dog at mene en dyt med det.

Ordene, som Clausen lægger i munden på Sankt Peter, er så fantastiske i al deres kristne logik og viser, at vi ikke tænker som Gud. At vi ikke er Gud. Og at den bøn, han har lært os, den blæser vi på: “forlad os vor skyld som vi forlader vore skyldnere.” Rend og Hop! Hvem vil ikke gerne skyde Putin?

Situationen er den her: Clausen står ved sit elskede Vesterhav og oplever der et uvejr. Det rumler bag skyerne.

I Oldtiden tænkte man, at det var Thor, der hamrede løs. Nu tænker vi, at det er elektriske energier, der støder sammen, men Clausen tænker, at det er Gud, der har travlt i sin himmel, og så får han et syn til Sankt Peter, der er ved at rydde plads i Himlen og følgende samtale udspiller sig:

Citat fra side 207 i Vestenvind:)

Jeg spørger: hvad sker der dog?

Sankt Peter svarer: “Vi udviser rettidig omhu.”

“Javel. I hvilken anledning?”

Peter forklarer: “Vi venter såmænd nye beboere. Dem skal der gøres plads til.”

Jeg nikker og siger: “Det lyder godt. Jeg går ud fra, at gamle regnskaber omsider skal gøres op. Det er sandelig også på tide.”

“Javist,” siger Peter. “Meget skal genopretttes. Gammel gæld skal eftergives.” Skæve balancer gøres lige, så her skal Putin sidde, når hans tid er inde. Han får en plads ved siden af Hitler, Stalin og Pol Pot og alle de andre. Alle dem, der ikke fik kærlighed nok, da de var på jorden. Nu skal de sidde her, helt inde i centrum, så nær ved kærlighedens kilde, som det er muligt. Det trænger de til. Det er den genopretning, vi kan byde på.”

Og Peter bøjer sig ned mod den plagede jord. Hans lange skæg trækkes som slør af byger hen over det regnvåde land, og gennem tordenlarm af lyn hører jeg ham siger:

“Der bliver sikkert også en plads til dig, når din tid kommer.”

Noget om værdier

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Noget om værdier

Til hverdag spørger vi ikke os selv om, hvad der har værdi og hvad der ikke har. Det er noget, vi tager for givet. Og sådan er det vel også: vi har fået det alt sammen givet.  

Nu er jeg blevet 80 år, og jeg tænker mere end nogensinde på, hvordan det, der er os mest dyrebart, også er det mest skrøbelige. Og at vi mister det. At vi ikke kan fastholde.

Tabstallet vokser.  

Sådan er det med de mennesker, vi holder af, og sådan er det med de steder, vi føler os knyttet til. Vores gamle hus, som rummer et helt livs minder. Nu er det rigeligt stort til os to. Alle de trapper. Alle de rum. Men vi hænger ved hver eneste af de gamle sten. Og middelalderkirken uden for vinduet, og engdragene og himlen, der lyser ind gennem alle vinduer.

Jeg tænkte på det i dag, da jeg cyklede ned i dalen fra Vestervellingbakkerne. Dernede lå landsbyen og lignede sig selv. Nede på engen det hus, vi boede i, da vi kom hertil i 1967 – og ikke mange meter derfra det hus, vi har boet i siden 1971. Tænk, at vi er så stationære! Samme by, samme hus, samme alting. At vi ikke har flyttet os en tomme!

Men vore børn. Sønnerne har fjernet sig så langt fra den lille landsby, som man kan. Og fra os. De bor på den anden side af kloden, i andre verdensdele. Og i storbyer. Og deres verden er en anden. Og sådan tænker jeg, at det må være, fordi det er der, deres lyst og lidenskab bedst og smukkest folder sig ud.

De må vel synes, at vores verden er lillebitte. At vi befinder os i et miniatureunivers, hvor alt står stille, mens de selv færdes i den store vide verden, hvor tingene sker. Men jeg sidder her og tænker, at vore verdner er lige store. At det ikke er et spørgsmål om geografi, men om noget helt andet. Vi er i naturen, og den er uendelig. Vi er stjernestøv som alt værende, og så er det lige meget, om man befinder sig i New Zealand eller i Ålum. Og så er der den indre verden, bevidsthedens uendelige univers, som ikke kan fattes af nogen videnskab, men som åbner verden efter verden i det indre, hvor man kan bevæge sig uendeligt langt uden at være nødt til at tage et fly eller en måneraket, for at komme derhen.

Men jeg ville skrive om steder.

Ålum. Her bliver jeg.

Tråen. Det andet sted.

De to steder, der bor i mit hjerte. Det gik først forleden op for mig, at jeg har den plet i Tranestederne deroppe ved Skagen så kær. Og det var måske en indsigt, som jeg havde fortrængt, fordi jeg har været afskåret fra at opholde mig der i så lang tid og en smule følte, at jeg måtte frigøre mig fra det. Kaste det bort, for var det først væk, kunne ingen tage det fra mig: evigt ejes kun det tabte.

Jeg var altså nær ved at tabe det af skræk for ikke mere at eje det. Jeg ejer stedet sammen med min svoger, og det var ham, der ligesom vækkede min person til live fra tornerosedøsen. Tak for det! Nu vækkede han de følelser, jeg havde forsøgt at fortrænge af skræk for at miste. Han tilbød mig at overtage min part i stedet. Da han sagde det, gik det op for mig, at jeg elsker den plet på jorden, akkurat som jeg elsker den plet, jeg ejer her.

Jeg var i 1961 sammen med mine søskende og min far og mor med til at jævne klitten der, hvor huset skulle ligge. Og det blev bygget. Og det blev rammen om de lykkeligste timer i familien. Og for mig er det et sted og et hus så fuld af minder, at far og mor og Dorte og Anders og Hanne er mig nærmere der end alle andre steder.

Det vil jeg aldrig miste.