KARIN MICHAËLIS

Udgivet den af
Svar

Så kom den bog, som vi er mange, der har ventet på og glædet os til, og som Kirsten Klitgård arbejdede så flittigt og engageret med lige til hun sagde verden farvel. Hun nåede desværre ikke selv at se den smukke bog.

I denne tid læser jeg bogen højt for min mand. Som jeg har skrevet før, så vil jeg drukne ham i ord ( ikke ham selvfølgelig, men hans sygdom, som er en forbandet ordrøver) Det kompenserer vi for ved at læse de smukkeste ord, vi kan finde – dem, der kan skabe lys i et mørkt sind.

”Over Grænser” er et udvalg af de utallige breve og kronikker, som Karin Michaëlis skriver fra sine rejser. I første halvdel af 1900-tallet rejste hun i Europa – mest i Tyskland og Østrig – hvor hun holdt foredrag om sine bøger og om meget andet. Hun var en af tidens mest efterspurgte foredragsholdere, og hun fortæller i en kronik, at hun på en sæson havde over 100 foredrag – det var da bogen ”Den farlige Alder” udkom, og at hun var så træt, at hun en dag faldt i søvn på talerstolen.

Rejserne var som sagt mange, og vi hører i breve og kronikker mest om de steder og de mennesker, hun besøgte på turene rundt i Europa og verden – man får i hendes tekster et broget og interessant billede af en del af mellemkrigstidens Europa – hun var desuden flere gange i USA –

I Sovjetunionen bliver hun guidet og ser jo kun det, systemet ønsker, at hun skal se, men hun ser naturligvis meget andet end det, man ønsker at vise hende.

Hun er jo ikke den eneste danske forfatter, der ser med lyserøde briller på Sovjet, men i hendes glas kommer der hurtigt ridser, og kommunismen sluger hun ikke råt. Hun får lov at besøge Lenins enke i 1934 og har en meget rørende skildring af denne usædvanlige kvinde. Og hun besøger en by, bygget af kriminelle og prostituerede og nu forvandlet til et mønstersamfund, hvor alle arbejder med glæde og ingen savner noget og kort sagt er byen, der ved samfundets hjælp er blevet forvandlet til det utopia, hvis virkeliggørelse skal sprede sig til at omfatte hele det sovjetiske rige, et samfund, hvor alle deler alt og alle er lykkelige.

Karin Michaëlis betages af mønsterbyen, som hun får forevist, men det varer ikke mange år, før hun indser drømmenes fallit – således er hun fuldt ud bevist om Stalinismen, og hun skriver breve til Stalin om at vise barmhjertighed (!) –

Senere rejser hun flere gang til USA og også her ser hun ”hullerne”, som de svage forsvinder sporløst ned i. Men hun er betaget af mangt og meget, og hun er på én gang forblændet og forfærdet over den ”frie” verden.

Farerne i USA er legio. Men den fare, der truer Europa, krigsfaren, ( vi er i 1937) er man dog herligt fri for i USA , mener hun. Og rejsebrevet slutter med disse tankevækkende betragtninger ( citat side 237):

” – og alligevel … Alligevel er det herovre, at man har en absolut fornemmelse af, at her alle andre Farer tiltrods ikke er Fare for Krig. Amerikanerne har taget ved Lære af Verdenskrigen. Det værste af Krisen er overstaaet, man agter ikke at have den om igen. New York er bygget paa en Klippegrund. Naar man ser Skyskraberne rage op i Blaaet, gør det godt at vide, de staar fast. Ingen underjordisk Rystelse vil faa dem til at slaa Revner, end sige styrte sammen. Var Babelstaarnet bygget, som man bygger her, havde en Smule Sprogforvirring ikke hindret Planens Fuldførelse. Skyskraberne synker ikke i Grus, Amerika gaar ikke i Krig. Og da Krig er det værste af alt, er her godt at være.”

Hun så ikke skyskraberne synke i grus, men hun oplevede Amerika gå i krig. Selv levede hun i eksil i USA i besættelsesårene. Hun havde jo ikke kun skrevet og talt imod nazisme og antisemitisme, men også skjult flygtninge i sit hjem i årene op til krigen.

Nu var hendes liv i fare.

Da hun kom hjem efter krigen, var hun gammel og udbrændt. Og desværre mere eller mindre glemt af sine håbløse landsmænd.

Hvor er det skønt, at hun nu oplever en renæssance.

AT GÅ I STÅ

Udgivet den af
Svar

AT GÅ I STÅ.

Og blive stående i vadestedet.

Det er ganske velgørende, tro mig!

Prøv det!

Men nej! vent, til du når min alder!

Unge mennesker har ikke godt af at stå og trippe i alt det vand. De må, ja de skal over på den anden side, de skal sørge for at ”få deres på det tørre”, og helst inden fugten begynder at drive op gennem kroppen og tynge den mod jorden. 

Anderledes med os gamle – Vi hører jorden til.

Og vandet er vores element.

Hele mit liv har jeg tænkt: du skal videre, videre, videre …

Ret godt at vide med sig selv og nu også med dig, at vi ikke skal så meget længere. At rejsen snart er slut, og at vi har vadet og vandret og sjosket og sjokket og løbet og travet og redet (?) og svømmet langt nok og længe nok nu.

Mens jeg skriver disse ord og virkelig forsøger at lade dem bundfælde sig, mærker jeg den vilde protest murre dybt nede. Og er der ikke en stemme, som snerrer?

Jeg lytter.

ÅH jo! Nu hører jeg stemmen tydeligt.

Det er godt med dig, siger den og haler et arsenal af udråbstegn frem og strør om sig med dem.

Og der står jeg forsvarsløs og lytter.

Tag lige brillerne på, siger stemmen, og se dig om!!!

Det er OK, at du står og sunder dig lige nu, fortsætter den, men du skal ikke blive stående!!! Du skal videre!!! Ikke i dag og ikke i morgen og måske slet ikke i dette efterår. Men der kommer et forår, og så har du bare at kridte skoene!!! Var der ikke noget med en bog???

Il faut cultiver son jardin!!!!

Det var en lang smøre – men stemmen fortsætter:

Og du taler om STILSTAND!!!!

En tilstand, der er aldeles upassende.

Og husk nu, at vandet er dit element!

Og at du kan svømme!

Så svøm!!!

SKRIVESKAM

Udgivet den af
Svar

Skriveskam

Det ord har jeg aldrig hørt før, men det ramte mig som en boomerang i går. Det kom lige ud af æteren, mens jeg gik fredeligt omkring og lyttede til en podcast, som jeg gerne gør, når jeg skal forestille at være huslig. Støvsugning går ikke an, men alt muligt andet, og der er jo nok at gøre i et stort hus hver dag.

”Skam” er, især efter at den fine norske serie af samme navn gik over skærmen for nogle år siden, blevet lidt af et modeord, tror jeg nok – eller i al fald er det blevet et ord, man ikke mere skammer sig over at bruge.

I ”gamle dage” for et par generationer siden var sætningen: ”Jeg skammer mig,” noget, børn blev tvunget til at erklære over for den vrede voksne, der havde grebet det midt i et fejltrin. Nu burde det ”skamme sig.”

Ja, sådan var det engang med det ord.

Men ”skriveskam” – nej, det fandtes næppe for år tilbage – selv om følelsen bestemt ikke kan være ny. Men nu hørte jeg det altså. Og jeg blev ikke forundret, følte mig tvært i mod genkendt.

Ja, skriveskam – det ved jeg alt om.

Jeg gik altså og lyttede til en podcast i går. ”Parnasset,” hedder den, og den var som sædvanlig underholdende og vedkommende. Og i går var en af gæsterne i studiet tilmed en af mine yndlingsforfattere Jens Smærup Sørensen.  

Men det var nu den anden gæst, redaktionschefen på magasinet Atlas Alexander Rich Henningsen, som også er forfatter, der sagde de ord, der stak mig i hjertet.

Det er den følelse, man kan få, når ens bog udkommer – så bliver man jo heglet igennem, som om man har gjort noget forkert og nu skal stå til regnskab, og ofte bliver man jo skammet ud. Også selv om det, man har skrevet, er OK.

Sådan er det. Det kender jeg alt til.

Værst oplevede jeg det, da jeg debuterede som forfatter af voksenbøger ( havde udgivet et par børnebøger) nemlig romanen om salmedigteren Kingo.

Siden har jeg hadet at udgive bøger. Men når man er forfatter følger det ligesom med at udgive, og jeg har bidt mig selv i tungen og spyttet bog efter bog ud. For det var alle sammen bøger, som jeg vidste var OK, og som jeg havde elsket at skrive.

Da jeg første gang blev hudflettet, var det af ingen ringere end den dengang førende litteraturanmelder, Jens Kistrup. Han skrev en helsides anmeldelse i Berlinske Tidende med den ironiske (og onde) overskrift: KINGO IN LOVE. Og jeg fik tæv i hver eneste spalte ( næsten, for han skrev, at jeg var en velskrivende forfatter ( ha ha ) .

Nu har jeg skrevet mange bøger, og jeg er aldrig siden blevet overfaldet på samme voldsomme måde. Men i lang tid var jeg nær ved at miste modet, og såret ville ikke hele.

Mod er ikke min stærke side, så jeg skulle virkelig sparke mig selv i gang.  

Og det gjorde jeg så – jeg skrev videre.

Min Kingobog er en kærlighedsroman, det indrømmer jeg blankt. Og det skulle den også være. Jeg ville vise den side af manden: den kærlige og inderlige, ham, som jeg fandt i salmerne og i de kærlighedssange, han skrev, og i hans prædikener ( de få, der er bevaret).

Den Kingo havde Kistrup og flere andre (dumme) anmeldere aldrig mødt, for de havde ikke søgt ham, men blot slugt det gængse vrængbillede af Kingo som et ustyrligt, uterligt og altædende magtmenneske, der egoistisk og enerådigt albuede sig op til samfundets top.

Jamen, det er jo rigtigt, at han gjorde rejsen fra samfundets bund til dets top, og det er sikkert sandt, at han måtte hærde sig og slå fra sig, og at han gjorde det, så mange kom til skade. Men han var også i stand til at elske og til at tro. Rent og stærkt.

Men somme tider tænker jeg: ”hvem er jeg, at jeg vover at gribe pennen og fremtrylle ord, der bliver stående?” Når man tænker sådan, når man ikke er sikker på, at man har ret til at skrive, så er det, man sejler rundt i et ælte af skriveskam.

 

MENS DET SKER 40

Udgivet den af
Svar

Det er sket.

Han er så træt hver morgen nu, at det næsten er umuligt at få ham op. Helst vil han blive liggende i sengen hele natten og hele dagen. Det er der, han vil være. Ikke fordi han er så syg, at han ikke kan være oppe. Han kan sagtens være oppe, og han er ikke gangbesværet. Men det er blevet en plage for ham at være det mindste foretagsom. At gå omkring – at få ham til at spille bordtennis kræver lang tids overtalelse. I dag lykkedes det ikke. Og jeg fik igen igen igen følelsen af, at han betragter mig som en hemule. Jeg ER en hemule i hans øjne.

Jeg VIL, at han skal bevæge sig i al fald lidt hver dag og ikke bare holde sengen og sidde passivt i stolen.

Men det bliver sværere og sværere, og jeg har for længst opgivet at lade ham sove middagssøvn i sin seng, for så får jeg et hyr med at få ham til at forlade den igen.

Nu sover han i stolen efter frokost. Han kan jo sove hvor som helst og når som helst.

Måske skal jeg være glad for det – andre demente farer uroligt omkring og bliver borte for sig selv og andre.

Han bliver ikke borte.

Han bliver hvor han er.

Sengen er det bedste sted i verden.

Det er ikke til at holde ud.

Men det er jo mig, der ikke kan holde det ud. Han kan jo godt. Det er mig, der skal finde ud af at leve med det – han er i det på en hel anden og roligere måde end mig. Jeg skulle skamme mig over at klage – jeg har jo alt det, han mangler. Og det ved han godt, og jeg kan mærke, at jeg skal passe på.

Han må ikke miste sin værdighed.

Og når jeg vil hjælpe ham med lavpraktiske ting som almindelig hygiejne og han protesterer og fejer mig til side med et vris, så skal jeg gå til side og ikke insistere.

Så vigtigt er det jo heller ikke med alt den renlighed.

Men somme tider mister jeg modet.

I dag jamrede jeg til hjemmehjælpen. Hvorfor gjorde jeg det? Hun kan jo ikke hjælpe. Der er ingen hjælp nogen steder.

Som Mette F sagde: jeg må lære et leve med det. ( mæde)

KELD 18

Udgivet den af
Svar

Plan B – eller C eller D

I al fald en fremtidsplan – en plan kort sagt for, hvad jeg vil beskæftige mig med i fremtiden, hvis … i fald … der skulle tilstedes mig en sådan.

Hvis jeg har en fremtid altså, så vil jeg bruge den på lystig læsning og på lystig skrivning, og når jeg så om lidt, eller om nogen tid, eller om længe … men ikke alt for længe, lukker mine øjne to, fordi “jeg er træt og går til ro” – så kan mine arvinger læse det, jeg har skrevet og tænke deres.

Og måske vil de udgive det. Eller få det udgivet. Hvis det altså er lødigt nok, og hvis der til den tid (???) stadig findes folk, der læser bøger.

Den slags bøger.

Hvilken slags?

Jo, først og fremmest vil jeg skrive bogen om Min Kære Keld – det har jeg lovet ham og mig selv, og et løfte skal man holde. Helst holde.

Så er der mine erindringer – men de er jo skrevne. Jeg orker blot ikke udgive dem. Så også det manus overlader jeg til De Kære Efterladte.

De næste lange tider vil jeg dele mellem dig, Kære Ole og dig, Kære Keld.

Først og fremmest vil jeg forlade nutiden det meste af døgnet og bevæge mig ind i din tid, Kære Keld, og blive der indtil jeg føler mig hjemme der. Jeg har faktisk allerede samlet en del bøger og lagt dem på rad og række på mit arbejdsbord. De handler alle om den tidlige middelalder og den sidste stump af vikingetiden – for du Kære Keld stod jo fast forankret i kristentroen, men kun et par skridt tilbage tilbad man de gamle guder, og tro mig om ikke der i dit barndomshjem i det skjulte er blevet blotet – for en sikkerhedsskyld, for det gjaldt jo om at stå på god fod med både den ene og den anden magt.

Og hvad kunne denne stakkels Krist mon egentlig udrette? Han, der lod sig fange og tortere og korsfæste helt uden at løfte så meget som et øjenbryn i protest. Hvad var han imod Odin og Thor, der i al fald aldrig ville have fundet sig i en sådan behandling.

Men du Kære Keld, du så allerede som dreng den hæslige volds sande ansigt, og du søgte blidheden og kærligheden, og du fandt den hos Kristus. Og du vidste, at KÆRLIGHEDEN er stærkere end alt. At den ville tåle og udholde alt.

Du var en sand kristen.

Og det skal min bog handle om.

LIDT MERE FRA LOMMEN

Udgivet den af
Svar

ENDNU ET GREB I LOMMEN

Hvad er et menneske?

Svend Brinkmanns nyeste bog ”som ingen andre som nogle andre som alle andre” forsøger sig med et svar på det spørgsmål. Og han er en rigtig filosof, så det svar har substans, selv om hans uddannelse siger, at han er faktisk ikke er filosof, men psykolog, endda professor, men han har altså også studeret filosofi, ved jeg.

Det har jeg ikke, og jeg har heller ikke læst Brinkmanns nye bog, så egentlig skulle jeg ikke nævne den, men det gør jeg så alligevel, for efter at have lyttet til ”Brinkmanns briks” i flere årtier og læst de fleste af hans bøger, så kan jeg næsten gætte mig til indholdet.

Og hvad har jeg så at komme med?

Ingenting.

Og det vil jeg så gøre.

Først vil jeg påstå, at et menneske er ved at være et vaklende begreb, at vi har svært ved at stå oprejst på de to ben, som skaberen ( Darwin ville sige evolutionen) har forsynet os med. Og det skyldes flere ting, men en af de mest skræmmende og som nok kan få jorden under os til at gynge og os selv til at vælte, er tanken om, at vi mere og mere nærmer os en tilstand, hvor vi ikke mere er verdens selvfølgelige nr. 1. Vi er så langt fra at være i skabelsens centrum, at vi nærmer os periferien og snart er i fare for at falde ud over kanten og ende … hvor?

Engang var vi al tings alfa og omega. Vi var herskerne, og alt i verden (os selv inklusive) gav vi navne, så det blev til og til at forstå.

Vi døbte og vi skabte.

Men nu er vi ikke mere i centrum.

Nu kan vi se os selv på to måder:

 1) som en art, der skubbes mere og mere ud mod kanten og måske til sidst helt kan undværes ( en samling af algoritmer – en slags robot udkonkurrerer os – vi er ikke så stærke som den, vi er ikke så kloge som den, vi er ikke så hurtige som den – vi er ikke så ufejlbarlige som den etc. Etc. Altså ud med os!

2) Vi er en del af alnaturen ligesom flåter og ulve og myg og græs og alle andre arter – i alt det og som alt det andet har vi vores plads, og hvis vi forstår at udfylde den, så vil vi overleve. Hvis vi kan blive lige så gode til at være menneske, som flåten er god til at være flåt og ulven er god til at være ulv, og myggen er god til at være myg etc. – så har vi en chance for at overleve.

I så fald skal vi blive gode til det, som Brinkmann i sin nye bog kalder ”at menneske” = at agere som menneske fuldt og helt.

Det må vi lige tænke over.

Jeg tror på, at vi har en chance.

Engang blev Margrethe Vestager spurgt om, hvordan hun kunne blive ved med at være optimist, når hun tog verdens tilstand i betragtning, og hun svarede, at hun var optimist, fordi pessimister opnår så lidt.

Ålum skov en forårsdag.

LIDT FILOSOFI FRA LOMMEN

Udgivet den af
Svar

For nogen tid siden nedfældede jeg en række ord, gyldne ord set med mine øjne, og jeg vil ikke skjule for andre end mig selv, at jeg netop skrev dem for min egen skyld – for at holde mig fast på, hvad jeg vil med denne, den afsluttende, korte eller lange del af mit liv.

Her besluttede jeg mig for at nedfælde et livsmanifest, der skulle holde mig på rette vej –  og ind imellem glemmer jeg enkelte af de punkter.

Jeg vil KUN det nødvendige. IKKE det overflødige.   

”Nok” er vist nok blevet et modeord, der er i al fald lige udkommet en bog af Toke Haunstrup med titlen “NOK” – og det er en bog til tiden. Og om at forvalte den bæredygtigt.

 Jeg lovede jo i overskriften at være filosofisk i mit indlæg. Og det ved enhver, at filosofi, det er noget med at bevæge sig op i de højere og tyndere luftlag med spørgsmål som: hvad er meningen med livet? hvor kommer vi fra? hvor skal vi hen? Hvorfor? Hvornår? med hvem? hvordan? Etc. Etc.  – det ene ”hv–ord efter det andet.

”Lommefilosofi” kalder jeg det i overskriften, for jeg er jo ikke uddannet filosof – kun udannet filosof. Men lidt har jeg da lært, og til ”filosofikum” husker jeg min lærer sige, at begrebet ”lommefilosofi” er et greb i den tomme luft, for lommefilosofi eksisterer slet ikke.

Enhver tanke er filosofisk.

Enhver tanke har mening.

Og nu vil jeg så tænke. Mig om. Og om noget. Om livet. Og om døden.

Livet er så kort, og vejen er knudret og der er faldgruber, vi først ser, når det er for sent – og sådan må vi gå vejen fra fødsel til død. Det gælder for os alle.

Også min vej har været alt andet end ligetil, og så tænker jeg den alligevel undertiden som ”en dans på roser” – og forestiller mig de nøgne fødder danse henover roserne, der er bløde mod huden, men også stikkende, for alle de torne! De sender bølger af smerte fra tå til top.

Rosenmetaforen kan bruges af alle – nogle må danse på roser, der er fulde af torne, andre på roser næsten uden torne – livet er for os alle en dans – og de fleste roser har rigeligt med torne – men vi danser videre og videre. Og på et tidspunkt hører dansen op, og der bliver stille.

DET SKRØBELIGE LER. MENS DET SKER – 39

Udgivet den af
Svar

Ind i mellem bliver man mindet om, at livet er kort.

Det er det jo.

Men eksplicit at hævde det er jo ikke ligefrem et udtryk for dyb tænkning. Det er jo bare en kliché.

Og jeg vil så gerne tænke dybe tanker og hale dem op fra dybet og dyppe dem i sollyset under den blå himmel, hvor jeg færdes med mine kære, og hvor vi tankeløst slår om os med klichéer.

Ja, jeg vil gerne fange de dybe tanker –  dem, der handler om meningen med det hele og hvorfor indretningen er, som den er. Hvor fint, hvis jeg kunne hale de tanker op fra De Dødes Rige og ind i De Levendes Land.

Men så strander jeg alligevel på den tanke, at livet er kort. Og jeg tænker, at kliché eller ej, så er tanken værd at holde fast i.

Og imens lysene blafrer uroligt, og jeg værner det bedste, jeg formår om de små flammer, så hænder det alligevel, at et af dem slukkes.

Hov! Hvordan gik det til?

Kun et kort sekund vendte jeg ryggen til, et åndepusts uopmærksomhed, og et lys gik ud.

Men det var jo ikke brændt ned!!! Ikke endnu!!! Det er for tidligt!!!

Men der tager jeg nok fejl. Livet er kort. Og lidt efter lidt slukkes alle lysene.

Men indtil da, og for at du ikke skal forsvinde endnu, vil jeg svøbe dig i ord. De smukkeste ord, jeg kan finde.

Hver dag vil jeg læse højt for dig.

Du må ikke miste sproget. Derfor vil jeg aldrig holde op med at svøbe dig i ord.

Selv om du ikke er et barn, må du ligge i svøb – så ordene kan blive hos dig og glemslen få et modspil.

I begyndelsen var ordet. I slutningen skal ordet være.

MENS DET SKER – 38

Udgivet den af
Svar

Nu er det længe siden, jeg har griflet her på siden, og det skyldes ikke mindst en vis dovenskab. Det kan jo nemlig være en slidsom affære at fabrikere tekster med mening.

Ord skal vejes mod ord.

Og en tekst uden mening er meningsløs – ups for en tautologi!

Men fint nok lige nu.

Jeg vil gerne skrive meningsfulde tekster. Men lige nu er det sådan, at ordene ikke vælter over hinanden for at få adgang til min skærm og give en slags mening til mit liv.

Uha! Mening til mit liv???

Jamen, der er masser af mening(er), uden at jeg behøver nedfælde så meget som skyggen af et ord, og lige nu, hvor de spænder ben ikke bare for mig, men for hinanden, kan de hoppe og rende, kan de.

Jeg har masse er mening(er) uden dem.

Uden ordene og helt gratis har jeg: et hjem og en familie. Mangler ikke noget.

Nå!

Men nu sidder jeg jo faktisk ved tastaturet og klimprer løs, som om jeg havde noget at skrive om, og glæden ved at gøre det, kan jeg ikke fornægte.

Glæden ved at skrive.

Overskriften er ”mens det sker” og skulle omhandle vores trængselsvej med alzheimers i hælene. Ikke bare i hælene, faktisk side om side og snart overhalet, hvis man kan udtrykke det på den måde. Jeg har i de forløbne år skrevet jævnligt om forløbet af den her forbandede sygdom og dens klistrede forsøg på at holde os fast og holde os nede. Og hvis jeg husker ret, så har den dukket os flere gange, men vi er også hver gang poppet op til overfladen igen og har kunnet tage luft ind, inden næste dyk.

Som bliver dybere.

Og dybere.

Og vi ved jo godt, at en dag vinder sygdommen.

Det gælder jo ikke kun for os, det gælder alle.

Det hele slutter en dag.

Det er ”la condition humaine” og ikke bare vores skæbne.

Trøster jeg mig med.

Godt nok. Indtil da vil vi poppe lystigt op.

Igen og igen.

MENS DET SKER – 37

Udgivet den af
Svar

For nogen tid sider skrev jeg om “mellemtiden” – og mente den lange tid, hvor Ole blev udredt og vi ventede på et konkret svar. Derefter ville tiden blive en anden, tænkte jeg. Så ville vi træde over tærsklen til et nyt liv, et liv, hvor vi vidste, hvad der ventede os hver dag. Defineret af sygdommen.

Vi trådte over tærsklen. Vist gjorde vi det. Og vi blev vel klogere også. Men på en anden måde, end jeg havde troet. Det var, som om selve tiden blev slået i stykker. Det er svært at forklare den følelse, men hidtil havde jeg nok som de fleste levet med hovedet fjernt fra øjeblikket og altid været i færd med at forberede noget nyt og tænke på, hvad der skulle ske om så og så lang tid. I fremtiden.

Men nu har jeg tænkt på, at udtrykket “mellemtid” strækker sig længere end det.

At jeg fra nu af lever i en ventesal.

Og at der ikke om lidt kommer et tog og tager mig et andet sted hen.

Jeg bliver her.

Og det er OK