Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
I går hentede jeg et tredje oplag af “Dronning Elisabeth af Kandestederne”. Set med mine nøjsomme øjne er det tæt på en succes. Hvis jeg havde udgivet bogen på et af de store forlag, ville følgende være sket: Bogen ville være blevet anmeldt i flere aviser, boghandlerne ville sælge den, og den var måske endt som en bestseller. Men den ville have haft et sølle udstyr: dårligt papir, ringe tryk. Sådan er de store forlags bøger i dag. Man får den trykt i udlandet for ingen penge, og håndværksmæssigt er det noget bras. Den ringeste bog, jeg nogensinde har fået udgivet, tog Gyldendal sig af. Sikke en gang makværk. Mine bøger ( forlaget Ancethe. som jeg selv har startet) kommer fra Hornslet Bogtrykkeri. Det er første klasses tryk på fint glittet papir. En fornøjelse at holde i hånden. Og når jeg så sørger for, at indholdet er værd at hælde i hovedet, så er alt på bedste vis.
Resten er kun penge. .
Som det er nu, hvor vi selv udgiver, er der kun få aviser, der opdager fænomenet, og bøger, der ikke er “udbudt til salg i boghandlen” – bliver sjældent anmeldt. Det ved jeg ikke, om den her er blevet – men jeg så tilfældigt, at den blev anmeldt i Kristelig Dagblad 23/7 af Claus Grymer. Og at det var en god anmeldelse. Den har overskriften: “Kandestederne blev deres livsværk. Engagerende roman af Marianne Hesselholt.” Og den slutter: Læseværdig og engagerende er den under alle omstændigheder.”
Også bibliotekernes lektørudtalelse var i top, og det betød jo, at hele det første oplag gik til bibliotekerne. Og så var jeg jo glad. Sådan da. For min glæde topper altid, mens jeg skriver og ser, at det går, som det skal. Selve udgivelsen finder jeg ubehagelig, hvad enten bogen sælger eller ej. Husker, hvordan jeg engang havde ondt af Kafka, fordi han hele sit liv kun skrev til “skrivebordsskuffen” og stort set intet fik udgivet. Nu forstår jeg ham.
Jeg har ikke noget imod at skrive eksklusive bøger, som man skal være hurtig for at få fingre i. Og som ikke gør autoren hverken rig eller berømt.
Men hver gang, jeg er færdig med en bog, er jeg selv færdig – og tænker, at nu er det slut med det skriveri. Nu er det sidste gang, jeg hopper på den galej. Jeg er blæst tom. Og træt. Og ked af det. Kravler om i en depression.
Og det er vist nok vilkåret for de fleste med det her sære hverv. Man undrer sig over, at vi bliver ved. Men jeg ved det jo nok: det er en drift.
