Berømte mænd fra Ålum 5 – kongerne

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Dette indlæg bliver langt. Og måske kedeligt for dig. Så spring det over og find noget (for dig) mere interessant. Det kommer til at handle om de de konger, der levede omkring på vor første helts tid: altså på Kjeld af Ålums tid. Som før nævnt, vil jeg gerne skrive to bøger mere i mit efterhånden lange liv: en om Kjeld og en om Mogens af Ålum.

Herunder en liste over vikingekongerne og de første middelalderkonger. Det er Kong Niels og Kong Erik Emune, der regerer på Sankt Kjelds tid. Men for at forstå deres tid: den tidlige middelalder, er det nødvendigt at være en smule bevandret i de blodige landskaber, der hedder Vikingetiden og Middelalderen. Man hører nu og da danskere se med vrede og afsky på de muslimske indvandrere, som bosætter sig i Danmark nu om dage. De sætter dem i forbindelse med ISIS-krigere og kalder dem middelalderlige, men vi er generelt ( i historiebøger og i fortællingerne og i folkeoverleveringen i det hele taget) stolte af vore egne “ISIS-krigere” = vikingerne. De var dog nok så rå og brutale.

Liste over kongerne omkring Sankt Kjeld

Knud d. Store                      1018 – 1035

Hardeknud (d. 3.)                 1035 – 1042

Magnus d. Gode                  1042 – 1047

Svend (2.) Estridsen             1047 – 1074

Harald Hen                           1074 – 1080

Knud (4.) den Hellige            1080 – 1086

Oluf (1.) Hunger                   1086 – 1095

Erik (1.) Ejegod                    1095 – 1103

Niels                                    1104 – 1134

Erik (2.) Emune                    1134 – 1137

Erik (3.) Lam                        1137 – 1146

Svend (3.) Grathe                 1146 – 1157

Knud den Storeset med SAXO GRAMMATICUS’ ØJNE

Og hvorfor kongerne? Hvorfor ikke først og fremmest bønderne. Kjeld var jo af bondeslægt. Jo, men vi ved mest om kongerne, og desuden: alle var mere eller mindre bønder eller af bondeslægt. Så når vi går tæt på kongerne, så er vi aldrig langt fra bønderne.

Jeg har valgt at begynde helt tilbage til Knud den Store, som var konge fra 1018 til 1035. Det var faktisk lang tid dengang, hvor folk ikke blev gamle og få konger fik lov at regere i mere end ganske få år. Knud regerede i mange år og over flere riger.

Vi vil først se på ham med Saxos briller. Morsomt, fordi Saxo levede på den tid. Ikke på Knuds, men på de efterfølgende kongers tid. Han blev født i 1160 og døde i 1220. Da han bliver født, er Keld, vores kommende helt, netop død. Så Saxo, der er historieskriver, fortæller om Kjelds tid, og selvfølgelig kan vi gennem ham få et indtryk af tidens mennesker.

Men det meste er løgn, og det hele er latin.

Jeg har en oversættelse fra latin af Fr. Winkel Horn, udkommet i 1907.

Og jeg begyndte at læse den i går, skønt den har stået og råbt i årevis på min reol. Og jeg læste og læste. Det var berusende dejlig læsning. Saxo skriver ikke tørt og kedeligt som mange af nutidens historikere, hvor man (jeg) ofte må tage mig voldsomt sammen for at holde fokus. Hos Saxo suges man ind i fortællingen som i en god og velskrevet roman.

Og det er da også langt hen fiktion. Men som i al god fiktion er der ikke så lidt sandhed. Nu vil jeg snart gå over til at give en samles og kort fremstilling af Saxos Knudsbillede.

Men først et lille eksempel på, hvor eventyrlig Saxo kan blive. Og han gør det så helt uden filter. “Nu skal I bare høre … “, synes man at høre ham sige, og mens man læser, kan man jo godt se, at det her er digt og eventyr.

Her fortæller Saxo, hvorfor en af Knuds mænd var en ærkeslyngel: Jo se, han var af tvivlsom herkomst, hans oldefar var nemlig resultatet af en voldtægt. Og voldtægten blev udøvet af en bjørn, og ofret var en ung jomfru. Her kommer et ret så saftigt citat fra Saxo om, hvordan der blev født et barn af en ganske særlig art.

Det begynder med, at en flok unge piger leger i skoven. Men så kommer bjørnen: (Citat side 407)

(“Bjørnen) greb hende og bar hende ganske lemfældigt i sine labber til sit Hi i Skoven. Ved synet af hendes dejlig Skabning, paakom der ham imidlertid en hel anden Lyst, han blev mere opsat paa at favne hende end paa at æde hende, og hun, som han havde taget for at sønderrive hende, blev nu Gjenstand for hans skammelige vellystige Attraa, thi fra Røver blev han strax forvandlet til Elsker, glemte sin Sult og favnede hende. Og for at sørge saa godt, han kunde, for hende med Levemaade, gjorde han jævnlig Streftog i Nabolaget og røvede Kvæg, og hun, som hidtil kun havde været vant til lækre Retter, maatte nu vænne sig til at spise blodigt Kjød. I den Grad gjorde den fangne Piges Dejlighed det af med Røverens vilde Grumhed, at hun saa ham, som hun havde været bange for tørstede efter hendes Blod, begjærlig efter hendes Kjærlighed, og at han, som hun havde frygtet for strax at vilde æde hende, bragte hende Føde. Hvor naar ikke Kjærligheden hen, og hvad faar den ikke Bugt med? Den kan endogsaa faa grumme Vilddyrs Ædelyst til at vige for Vellystens Bud. … Naturen magede det i sin Kjærlighed snildelig saa, at Frugten af denne hæslige og unaturlige Parring ikke blev saa fæl at se til, som man kunde have ventet; det Utyske Bjørnen havde avlet, fødte hun paa sædvanlig Maade og Dyrets Blod skjultes under menneskelige Ansigtstræk. “(Citat slut)

Her ser vi voldsmanden i Moes fortolkning
  • Det var et sidespring. Det kalder Saxo det også selv. Men det er nødvendigt for at forstå resten. Bjørnens oldebarn, Ulf, kommer i Knuds hird. Ulf er som sagt upålidelig og forsøger kamp mod Knud, men kun ved list klarer han sig.
  • Saxo fortæller vidt og bredt om de mange togter og slag, Knud igangsatte og de mange sejre, han vandt. Han kæmper mange steder, også i Italien for Det romerske Rige. Han var ret en hersker efter Saxos smag. Ikke noget med tøsedrenge i den samling mænd, han omgav sig med. Vi hører et sted om en ungersvend, som er opslugt af bøgerne, men bliver omvendt. Godskalk, en velbegavet og flittig studerende. Men så bliver hans far dræbt, og ynglingen kaster bogen fra sig og bliver kriger. Her et citat:

(Citat side 413) “Han kastede strax Bogen paa Hylden og gav sig til at være Krigsmand, satte Videnskaberne til Side og vilde hellere være en modig Hævner end en fejg Lærling, idet han holdt for, at det var bedre at anvende sin Sjæls Kræfter paa, hvad der krævede Kjækhed, end paa, hvad der krævede Flid.

Dog må vi være fair mod Saxo, der jo selv havde valgt visdom og lærdom frem for sværdet. Han problematiserer faktisk den unge mands valg. Se engang citatet her (side 413):

Saaledes blev denne unge Mands Sind, paa selve Lærdomstemplets Tærskel sporet af Grumhedens Brod og kunde ikke bekæmpe den Haardhed, der var ham i Kjødet baaren, med de Begyndelsesgrunde af Videnskaberne, han har tilegnet sig.

Man hører et suk.

Knuds krigere, når de virkelig har det sjovt

Vi hører også om, hvor retfærdigt Knud dømmer sine mænd, når de har forbrudt sig. Og da han selv forbryder sig – han “kommer til” at slå en af sine mænd ihjel ved et drikkegilde, beder han sine mænd om at blive dømt. Han slipper godt fra det – hans hirdsmænd nænner ikke at dømme ham, for så mister de jo lederen. Her et citat:

“Hirdmændene gik grædende bort fra Tinget og skjønnede, da de overvejede Sagen, at det baade vilde være usømmeligt og skadeligt for dem, at dømme Kongen efter Lovens Strænghed, thi de vidste vel, at uden ham var de som et Legeme uden Sjæl, der vilde blive et Bytte for dem, de før havde hersket over. De tilstod for sig selv, at det hele Krigsvæsen vilde komme ud af sine Fuger, naar han skulde lide Lovens Straf, at hans Fredløshed vilde være Fredløshed for dem alle, hans Fald Fald for dem alle, og at hans Domfældelse vilde være en Fare for dem alle.”

Saxo slutter sin fortælling om Knud den Store ved at sammenfatte hans egenskaber: Han var “baade from og tapper og lagde ikke mindre vind på at gavne Kirken end sit Rige.” (Citat side 422)

Knud den store set med HOLBERGS ØJNE

Bibliotekerne er lukkede. Så godt, at jeg har mit eget. Og jeg ejer faktisk Danmarks Riges Historie af Ludvig Holberg. Bogen er, som man ser af ovenstående, tilegnet Christian d. Sjette – samme konge, som lukkede teateret i København, så Holbergs stykker ikke kunne opføres. Det gjorde han af lutter fromhed.

Lad os nu se, hvor from Holberg var:

Canutus Magnus set i Holbergperspektiv.

Holberg er jo ikke from. Han er rationalist. Fornuften bør være den styrende kraft. Det er hans leveregel nr. og religionen sættes som alt andet ind i Holbergs verden der, hvor den gør nytte. For moralen gælder det samme.

Herunder et eksempel, hvor Holberg peger på, at danskerne på Knud den Stores tid ikke var flittige til at dyrke marken og slide sig op i arbejde, for det var “commodere” = bekvemmere at tjene til føden på anden vis:

Citat side 86: “Hvad Handel og Vandel angaaer, da var her i Riget samme Tiid liden eller ingen, og, hvis nogen Handel her har været dreven, saa er den skeed ved Varers Omveksling; efterdi for Canuti Magni Tiid ingen slagen Myndt var udi Danemark … De danske havde da ey heller nødig at drive Handel, saasom de kunde berige sig paa en langt commodere maade nemlig ved Fribytteri.”

Så hvorfor bestille noget, når der var en sjovere vej: lidt sørøveri, når kisten var tom?

Holberg er vel ikke så farverig som Saxo. Hvad den ene har af anekdotisk vid, har den anden i en forfriskende form for humor. Vi er i kløerne på en komedieskriver. Ingen af de to er kedelige.

Ikke at Holberg dvæler længe ved Knuds ugerninger, men han nævner dem mere detaljeret og nøgternt end Saxo. Her et citat, hvor han beskriver Knuds måde at sige farvel til Englænderne på, da han selv skal en tur til Danmark:

(Citat side 93) ” …(Knud) satt Seil til Dannemark. Men førend han forlod Landet, lod han hugge Hænder og Fødder af de Personer, som af heele Engelland vare givne hans Fader til Gidsler, og lod dem saaledes lemlestede ligge ved Strandbredden.”

Så kan de lære det!

Ja, mens unge Knud huserede i England var tilværelsen for de stakkels indbyggere en lang uafbrudt krig – blodsudgydelser uden lige, og Holberg er ikke så begejstret for den side af Knuds virke, som Saxo er. Som dette citat viser:

(Citat s.93) “Ved Knuds Bortgang kom Enggelland nogenledes til Rolighed igien, men den Herlighed varede ikke over et Aar ….”

Vi hører, hvordan Knud, da han vender tilbage er endnu vildere – går f.eks. straks i gang med at få myrdet Kong Edmunds sønner osv.

Holberg fortæller om, hvordan Knud begyndte sin karriere som en brutal vikingehøvding og ender den som en ædel og from hersker.

(Citat side (97)“Saaledes seer man, at Kong Knuds Regierings Begyndelse var ikke meget gudelig. Men hvortil drives ikke Mennesket af Begiærlighed til at regere?”

Kong Knud dør ung, men det er utroligt, så mange kampe, han når at udkæmpe, inden han er slidt op som 37 årig. Han betvinger de nordiske lande og England og kæmper i Frankrig og Italien og er hele tiden i sving med at undertvinge sig andre lande og folk. Saxo siger, at han til slut hersker over 6 riger. Det er at tage munden for fuld, men han bliver i al fald herre over 3 ifølge de gamle kilder. Han sender mange englændere til Danmark, men selv bliver han ifølge Holberg mere engelsk end dansk til sidst. Han lærer sig høvisk optræden som en anden gentleman og forsøger faktisk at få en slags fred etableret i al fald i England.

(Citat s.98) Adskillige Engellændere bleve befordrede af ham til Danemark, saa at det herskende Rige blev ligesom et annex til det undertvungne.”

Og Holberg slutter:

(Citat side (104) “Saaledes blev Kong Knud Herre over 3 store Riger, Danemark, Norge og Engelland.”

….saa at man derfore maa regne en nye Periodum fra Canuto Magno, efterdi samme Konge satt ikke alleene Religionen paa en bestandig Foed, men engogsaa omstøbte Nationen udi en anden Form.”

Holberg fortæller, hvordan Knud indførte en slags retsvæsen (love) som varede 6 kongers tid.

(Citat s.104) ” (Lovene) ..blev udi Canuti .6. Tiid ved Erkebisp Absolons Fliid allerførst ordentligt forfattet udi Pennen.”

Holberg tilegner sit værk en enevældig monark, nemlig Christian d.6., og han må nødvendigvis prise Knud d. Store og gør det også, men han nuancerer billedet.

Næste levende billede er den for længst afdøde Chr. Pet. Andersen

Andersen var adjunkt ved Slagelse lærde Skole

Andersen skriver om Middelalderens historie, og da jeg ikke ejer mere end første bind af hans værk, vil jeg nøjes med nogle generelle betragtninger og i den forbindelse dykke ned i Frankrig. Her færdedes Knud den Store ofte i embeds medfør (= i krig).

I Middelalderen tog man let på det seksuelle: mændene greb grådigt om sig i deres erobringslyst både når det gjaldt lande og kvinder. Man tog, hvad man lystede. Og lyst var der nok af. Frankrigs konge forskød sin hustru og bortførte greven af Anjous Gemalinde. Paven banlyste ham af den grund, men det var han revnende ligeglad med. Andersen skriver:

Conciliet i Clermond 1095 fornyede dette Ban, men uden Virkning; derimod skaffede det Europa Ro for de mange indbyrdes Feider ved at indlede Bestemmelsen af det første Korstog. Kongen gik ikke med, men saae sig med Glæde befriet for en Deel af sin meget besværlige Adel.”(s.25)

Så sig ikke, at korstogene ikke førte til noget godt. De mest krigslystne drog mod Jerusalem og udgød det blod, de tørstede efter at udgyde, andre steder end i Europa. Det gav Europa ro. Og korstogene befriede virkelig mange egne, for deltagerne i disse togter var talrige. Andersen skriver, at der i det første tog var 150.000 krigere + kvinder og børn.

I Frankrig betyder korstogene således, at bønderne igen får ro og tid til at dyrke deres marker og passe deres kvæg, og det medfører ligefrem velstand. Andersen skriver

….”Thi ved den større offentlige Rolighed, som herskede i Landet især efter Henrik d. 1.s Tid, vare Agerdyrkere, Handel og Industrie, som selv midt under de værste Feider aldrig ganske havde været savnede, formedels Trangen til dem, stegne, og som Følge af Velstanden tiltaget hos den eller de Klasser, der hidtil mest vare undertrykkede. Jo mere de adelige Stænder ruinerede sig selv ved deres Stridigheder, desmere Kraft fik derimod hine.” (s.25)

Adam Fabrisius – lærer i Bøvling – og historieskriver – udgaven her er redigeret af hans søn og udgivet 1907

Fabricius er en omhyggelig og velskrivende historiker med det tydelige pædagogiske hverv at oplyse folket.

Vi er i højskolernes og folkeoplysningens guldalder, og det præger hans fremstilling. Det stærkt nationale islæt er let at se, selv om det ikke udarter som hos Saxo.

Fabricius skriver sådan her om den unge Knud, der lige har erobret en del af England:

Angelsachserne (=englænderne) maatte føle sig tilfredse med den nye Hersker. Naar man undtager enkelte Handlinger (som F. klogeligt forbigår) finder vi intet Spor til, at Knud gik grusomt til værks” (s.172).

Fabricius bygger på Saxos fremstilling, som han forholder sig ret ukritisk til. Også F. redegør for den “omvendelse” til fromhed, der sker med Knud. (Citat side 178)” Hans Heftighed og Haardhed formildedes, og besindig Klogskab synes at have dæmpet hans Tilbøjelighed til voldsomme Handlinger.”

En viking er en viking. Hans liv er voldsomt – som vi møder vikingerne i de gamle tekster, ser vi mænd, der elsker at slås, som er uhyre nærtagende og pirrelige – der skal ingenting til, før de dræber hinanden – vi ser mænd, som græder i stride strømme, men over de særeste småting, mens de knap nok reagerer, når deres sønner, brødre eller fædre bliver myrdet (tit myrder de dem selv) – de har alle et voldsomt forbrug af kvinder, og de beder ikke om lov først.

Fabricius slutter sin beretning om Knud med disse ord:

(Citat s.189) ” De djærve danske Vikinger, der fæstede Bo i Landet, kom med en ny Aand og Kraft ind i Folket, og den har haft en væsentlig Del i Englands senere Udvikling. Den nordiske Frihedsfølelse kunde kun finde Tilfredsstillelse i frie Samfund og i et Retsvæsen, der stærkt minder om det tilsvarede i Norden.”

Ja, ja. Som vi da ka’. Eller ku’ … Holberg er mere nøgtern i sin historieskrivning og ser vikingetogterne som det, de er: det rene sørøvervæsen.

Og Kong Knud var ingen Sally Sørøver. Men en sørøver det var han.

Jeg vil forlade Knud d. Store i utide. Hal Kock i Schulz’ Danmarks historie og senere i Politikens Danmarks Historie og endelig Ole Fenger i den “moderne” Politikens Danmarks Historie føjer ikke noget nyt til billedet af Knud som en vikingekonge, der besinder sig til sidst og forsøger at stable en slags meget spinkel statsorden på benene.

Det er dog på sin plads at høre den her lidt alternative stemme også. Det er Benito Scocozza, der drager følgeden konklusion af sine undersøgelser:

(s.22) “Man har sagt, at danskerne erobrede England. Det er rigtigt, at Knud den Store sikrede sig herredømmet over landet og måske tilmed blev anerkendt af skotterne og waliserne. Fra 1028 til sin død forlod han vistnok ikke England, og hans lig blev ikke ført til Danmarks, men begravet i katedralen i Winchester, 50 kilometer sydvest for London. Knud var blevet mere engelsk end dansk konge. så måske var det rimeligere at sige, at under Knud var det Danmark, der var blevet en engelsk provins.”

Så har vi hørt det med.

De næste to konger Hardeknud, (1018– 42) og Magnus d. Gode ( 1024- 47) springer vi let henover. De døde meget unge 24 år og 23 år. De var konger i få travle år.

Hardeknud (Knud d. Stores søn). Hans liv gik på ægte vikingevis med plyndringer og krige – store skatter i England, og ikke rigtig tid til at være i Danmark. Og så døde han midt under en fest.

Magnus ( Olav d. Helliges søn) den gode –  nåede lige at blive voksen, måtte også bruge livet på at slås. Og døde så på vej fra England til Danmark.

Den næste konge er Svend Estridsen, Søn af Knud d. Stores søster Estrid. Han fik et væld af børn med forskellige friller. Både han og alle sønnerne står så vidt jeg har forstået med begge ben solidt plantede i vikingetiden – pirater det ene øjeblik og konger det næste.

I det hele taget synes jeg, at vikingerne er en slags forvoksede børn. De handler, tænker og kommer galt af sted som børn. De er forsømte som børn. Og Herregud, de nåede jo også meget sjældent til skelsår og alder.

Svend Estridsen set med Saxoøjne:

Hans regeringstid var lang. Saxo spækker den som altid med gode historier. Her viser han den tilnærmelse, der er mellem de to førende magter (og voksende magter) konge og kirke gennem en fortælling om venskabet mellem biskop Wilhelm og Kong Svend. Svend holder fest hos biskoppen sammen med sine stormænd. Nogle af dem bliver fulde og fornærmer kongen. Da de næste morgen er til morgenbøn i Mangfoldighedskirken, lader Svend sine mænd dræbe dem.

Det fortryder kongen bagefter – og han gør bod over for sin ven Wilhelm. Som tilgiver ham osv.

Selve episoden – nemlig drabet – viser vel, hvor langt Svend (ikke) er kommet væk fra vikingetidsopførslen. Man slår ihjel som man lyster.

Og man tager sig lige de kvinder, man lyster. Det er også Svends taktik, og han avler 19 sønner med 19 forskellige friller. De 5 af dem bliver konger. Man var altså ikke fordømt som ussel hore-unge, når blot faren var konge.

Eller tidens sexualmoral var måske bare sådan? – jeg glæder mig til at læse Kåre Johannessens bog “Hor Saa Vide.” Ligesom jeg også vil se frem til at blive klogere af hans bog: “Magt og Mennesker i Danmarks Middelalder.”

Saxo fortørnes heller ikke synderligt over det levned. Men nævner det dog. Efter at have prist Svends lærdom ( han kunne som den første danske konge læse og skrive – siger jeg, ikke Saxo – han kalder ham lærd …hmm …) og rost hans kirkebyggerier og tapre væsen, kommer han ind på hans “løsagtighed”

(citat side 8, andel del) “Men denne prisværdige Stræben besudlede han med sin umaadelige Løsagtighed, thi han besvangrede adskillige fornemme Jomfruer, og medens han ingen ægtefødte Sønner efterlod sig, havde han adskillige Slegfredsønner.

Saxo er ikke begejstret for Svend – dertil er der for lidt “slagkraft” i ham.

Holbergs opfattelse er den, at Svend var fredsmægler mere end krigsmager. En lang krig med Norges Harald Hårderåde kulminerer i et vældigt søslag. Her et citat fra Holberg:

(Citat si. 127): Jeg finder intet af Vigtighed at være fortaget mellem disse to Nordiske Konger efter dette store Søe-Slag. Det syntes, at de paa begge Sider vare blevne kiede af denne langvarige Feide, thi udi dette Aar 1064 begyndte man at handle om Fred, og blev efter adskillige Negotiationer samtykt, at begge Konger skulde møde hinanden ved Elven mod Foraaret af samme Aar, hvilket ogsaa skeede, og blev da efter en venlig Samtale mellem Kongerne Fred sluttet ...”

Der er sket noget. Svend var en ny slags konge.

Schultz Danmarks Historie:

Schultz, Hal Koch, berømmer Svend Estridsen som en af de dygtigste konger i Danmark.

/Citat s.560) “Maalbevidst havde han begyndt sin kamp og efter megen Modgang havde han til sidst opnaaet det, han kæmpede for. Krigersk Dygtighed ig Evne til at sejre synes han ganske vist ikke at have siddet inde med, selv om baade ældre og yngre er enige om at berømme hans personlige Tapperhed. … Men han havde andre Egenskaber, der gjorde ham egnet til Hersker. Adam (af Bremen) har faaet Indtryk af en overlegen Personlighed, der sad inde med usædvanlig Dannelse og Viden, ja, endog med boglig Lærdom … Skarpt brød ham med sine Forgængeres Opfattelse af Kongens Stilling som Fører paa Vikingetog … stræbte i Stedet efter at udforme den danske Kongemagt til en for hele Landet gældende Øvrighed, hvorved Riget gradvis omdannedes til en virkelig Stat i europæisk Forstand

De øvrige kilder til historien om Svend Estridsen er samstemmende enige om, at han er den første ikke-vikingekonge. Men vel i grunden ikke den sidste. Slagfærdige og krigeriske konger sætter sig efterfølgende på tronen.

Fem af Svends sønner bliver de næste konger – Harald, Knud, Oluf og Erik springer vi over. De havde kun værdigheden i få år. Vi vil dvæle lidt længere ved Niels. Dels og mest, fordi han er Kjelds konge – og også fordi han i modsætning til de andre fik mange år på tronen.

Også den tid blev urolig. En borgerkrig brød ud. Det begyndte med et mord på et kongsemne af rang: Erik Ejegods søn Knud Lavard myrdedes af sin fætter, Niels’ søn Magnus og nu brød helvedet løs. Ikke for det: Helvedet havde jo næsten altid været løst. Men de første mange år af Niels’ regeringstid var usædvanlig fredelig. Men så var der jo alle disse stridende kongsemner. Og det skulle jo gå galt. Det gjorde det så også.

I det følgende vil jeg prøve at tegne et billede af Kong Niels ud fra de kilder, jeg har nævnt ovenfor.

Saxo dvæler som altid med stor iver ved “bedrifterne” = kampene. Dem, der skabte helte. Her var Niels ikke voldsomt udfarende. Jo, han tog som alle andre på røvertogter som ung, og han sendte senere med sin velsignelse sønnen Magnus på togter i østlandene – her hærgede denne så godt og grundigt, at man tilbød titlen som konge. Det skriver i al fald Saxo – men det kan gerne være løgn og latin – derimod er det sandt, at han dræbte sin fætter Knud Lavard, og dermed brød den næsten endeløse borgerkrig løs.

Saxo er overbevist om, at det endelige nederlag for Niels – slaget ved Fodevig – ikke er styret af krigernes gode vilje og kampgeist, men af Gud og at den selvsamme Vorherre her lader sin vrede over frændemordet (Knud Lavard) folde sig ud og hævnen ske fyldest. Magnus dør og Niels er så dum at flygte til Slesvig (Knud Lavards by), hvor indbyggerne selvfølgelig slår ham ihjel. Og vejen er banet for Knud Lavards broder Erik Emune.

HOLBERG om Nicolaus

Holberg mener, at Niels er lidt for “veg” – hans brødres sønner stræber mere eller mindre åbenlyst efter magten, uden at Niels griber ind.

(Citat side 148) “Hvorudover Hertug Knud havde nok at bestille med at forlige dem ( =de to brødre Harald og Erik). Dette viiser, at alting er gaaet meget buntet til i Kong Nicolai Tiid, efterdi hans Brødres Sønner saaledes havde huseret udi Riget, og seer man ikke, at Kongen har giort Bevægelse til at styre og dempe saadan U-orden.”

Holberg følger i øvrigt ret nøje Saxo. Undgår dog de mest farverige fremstillinger af de mange fejder og krige. Han skriver, at Niels begyndte sin karriere som en god konge, men at den sidste del af hans tid endte i kaos. Og det gjorde den jo.

(Citat side 154) “Begyndelsen af hans Regiering var god og berømmelig, men Enden svarede ikke hertil. Saasnart han kom paa Thronen, lod han, for at lette Undersaatternes Byrder, meget indskrenke sin Hoff-Stat..

FABRICIUS

Fabricius har som overskrift til sin fremstilling af Kong Niels følgende:

KONGEMAGTENS OPLØSNING UNDER KONG NILS

Det er tydeligt fra begyndelsen af fremstillingen, at Fabricius ikke regner Niels for noget værd ( og han regerede dog mere fredeligt end de øvrige, men det er måske det, der var galt) – han er for Knud Lavard og imod Niels.

Hele fortællingen om Knud Lavard er underlig. Han er Erik Ejegods søn, og Kong Niels er altså hans onkel. Han bliver ansat som hærfører i Sønderjylland, der hærges af venderne. Og nu kommer det særeste af det sære: Vendernes hærfører Henrik er barnebarn af Svend Estridsen, søn af dennes datter Sigrid. Knud går i krig med venderne og smadrer dem, hvorefter han rækker Henrik (vendernes anfører) sin hånd og siger: “Vi er jo for resten fætre – skal vi ikke også være venner.” “Jo da,” siger Henrik. Og det bliver de så. Og da Henrik dør, vælger hans sønner tiljublet af venderne at gøre Knud Lavard til deres konge. Han får titel af Obotritternes Konge. Obotritterne, et vendisk folk.

Ja, sådan må man gang på gang undre sig, når man læser om de gamle konger og deres familier. De var skøre.

Fabricius går ikke som Saxo ind i kampens hede og skildrer den i al dens blodige naturel, men han nævner omhyggeligt alle slagene, og vi kan måske nok glæde os over det – i al fald finder et meget vigtigt slag mellem Kong Niels og Knud Lavards lillebror Erik sted i Onsild ved Hobro. Se, det er jo tæt på Ålum, og på Sankt Kjeld.

Jeg ved, at Kjeld af Ålum fungerede som mægler i det politiske spil. Hvad var hans rolle helt eksakt og spillede han med i fejderne? Og på hvilken side? Det vil jeg finde ud af. Han rejste til Lund på et tidspunkt og havde en god snak med ærkebiskoppen ( som stod sammen med Erik, Knud Lavards bror, og imod Kong Niels’ søn Magnus. Vi ved også, at rejsen var lang og farefuld – således blev han taget til fange af venderne – men slap fri. Hvordan? Og hvorfor dræbte de ham ikke som de havde for vane at gøre med fanger?

Og nu Hall Koch i Schultz’ Danmarks Historie

Alene overskriften på artiklen om Kong Niels siger det meste: FRED OG FREMGANG

Fremstillingen er langt hen et opgør med Saxos fremstilling af Niels’ regeringstid og hele væsen. De første 12 år er der en usædvanlig fredelig tilstand i landet, som jo også betyder vækst. Byerne vokser, handlen vokser. Niels’ ægteskab tillægges i den sammenhæng stor betydning. Han var gift med den svenske prinsesse Margrethe med tilnavnet Fredskulla –

Hirden indskrænkes til få personer. Magtens decentraliseres til Jarler.

Gildevæsnet – man støtter hinanden inden for samme hverv.

Der indføres tiende – forsøgt før, men nu lykkes det. Forholdet til Kirken bedres i det hele taget – Niels er kirken en god mand.

POLITIKENS DANMARKSHISTORIE FRA 1963.

Heri fortsætter og udvider Hal Koch sin analyse af Niels’ regeringstid som en værdifuld og lang fredsperiode:

(Citat side 110) “Han (Niels) regerede i 30 år, og bortset fra de sidste tre år var der i al den tid fred i landet. Der kunne derfor dannes faste rammer for det nye samfund, som var ved at blive til. Både kongemagten og kirken fandt deres varige plads, og der skabtes almindeligt anerkendte regler for deres magtanvendelse og indflydelse. Det er denne ændring i samfundsstrukturen, som Saxo ikke har fattet, og derfor bliver han så hård i sin dom over Niels.”

Største problem for Niels = sørøvervæsenet – vendernes hærgen.

En hovedanke mod Kong Niels hos Saxo og Fabricius og senere i Ingemanns romaner, er jo det nationale fareelement: at Danmark bliver mere og mere underlagt Tyskland ( Kejser Lothar) og kirkemæssigt også mister selvstændigheden og bliver styret fra Bremen. Men det havde næppe været anderledes, hvis Knud Lavard ikke var blevet myrdet, men havde efterfulgt Niels på tronen. Han tilbragte sine sidste drengeår og første ungdomsår ved Lothars hof, og var vel nok så tysk som dansk.

Det er på den her tid og fremefter, at stavkirkerne afløses af stenkirkerne. Vi har ingen bevarede trækirker i Danmark, men det har Norge, og her kan vi få en fornemmelse af det kirkelandskab, der bredte sig før stenkirkerne.

I Ålum har vi på kong Niels’ tid en stavkirke – men vi ved ingenting om den.

Politikens Danmarks historie fra 1989 – her er det Ole Fenger, der står for middelalderstoffet.

Om Niels skriver han flg.:

(Citat side 72) ” Denne tilsyneladende nedskæring af kongens magtapparat huer ikke Saxo, der regner Niels blandt de uduelige konger.”

(Citat s.72) “Frem til 1130 gennemførte kong Niels og ærkebiskop Asser sammen en politik til gavn for freden og retfærdigheden.

I det store hele deler Ole Fenger samme syn på Niels’ væsen og væren som Hal Koch.

Den nyeste af mit biblioteks historiebøger er Scocozzas Danske Mornarker. Den føjer ikke noget nyt til billedet af Niels.

Jeg vil slutte dette meget lange indlæg her. Det næste vil blive en præsentation af en af de nyeste fremstillinger af middelalderens mennesker og livssyn.

Berømte mænd fra Ålum 4

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

En af runestenene ved Ålum Kirke

De næste mange indlæg vil sikkert komme til at svæve rundt i Middelalderens forskellige rum. Og jeg vil læse bredt og meget spredt, som det er min natur. Først hvad mit eget bibliotek formår at bidrage med, og her kan jeg jo begynde med “Saxos Krønnike,” som jeg har stående, men aldrig fået læst. Det er så nok tiden nu, for han skrev jo sin “historie” i selveste middelalderen. Så har jeg Ludvig Holbergs “Danmarkrs Riges Historie” – min udgave er fra 1856, men Holberg skrev den jo mere end 100 år tidligere. Således har jeg altså rationalismens syn på sagen, og jeg har romantikkens, den sidste i form af : “Middelalderen og den nyere Historie” af Chr. Pet. Andersen fra 1833. Desuden byder mit bibliotek mig på Knud Fabricius’ nok så romantisk prægede “Illustreret Danmarkshistorie for Folket” – den er jo også fra 1800tallet, men min udgave er sønnen A. Fabricius’ bearbejdelse fra 1914. Derud over har jeg tre knaldgode historiske værker: “Schultz Danmarks Historie” fra 1941, og heri er det stof, jeg skal bruge, skrevet af Hal Koch. Så er der “Danmarks Historie,” som Politikens Forlag har udgivet. Den “gamle” fra 1963, hvor det igen er Hal Koch, der står for middelalderstoffet, og den “nye” Gyldendal og Politikkens “Danmarks Historie” fra 1989. Her er perioden 1050-1250 skrevet af Ole Fenger. Så har jeg “Politikens Bog om Danske Monarker,” skrevet af Benito Scocozza, som sikkert står for det nyeste historiesyn, men som jeg har mistænkt for at være farvet af den marxistiske farvede ideologikritiske tilgang til stoffet. Derfor behøver det ikke at være mindre sagligt end de forrige. Alle præget af deres egen tids tænkemåde og historiesyn . Og jeg har desuden et par bøger af Palle Lauring, der også handler om tiden samt flere rigtig fine værker om kalkmalerier og middelalderkirker. Bloggen vil derfor i den næste tid være en slags notesblok for mig. Men fint, hvis du også kan bruge det til noget. Jeg vil bevæge mig frem til en forståelse af tid, sted og mennesker, inden jeg begynder at skrive mine bøger. Nogen videnskabelig værdi har det ikke. Jeg følger min lyst og min sædvanlige springende læsemåde.

Alligevel: Jeg vil ærligt forsøge at få hold på den tidlige middelalders mennesker. Hvem var de? Hvordan så de ud? Hvordan tænkte de?

Der er så få skriftlige kilder fra tiden. I Danmark i al fald. Runestenene selvfølgelig, og her kan vi ane et glimt af de mennesker, der skrev dem.

For tiden læser jeg om de danske konger i og omkring den tid, hvor Sankt Kjeld levede: den sidste del af 1000tallet og den første halvdel af 1100tallet.

De var stadigvæk vikingekonger, eller de stod i al fald med det ene ben i den tid, og togter var en fast del af deres liv, akkurat ligeså naturligt og tilbagevendende for dem som charterrejser er det for moderne danskere.

De skulle ud. Og de skulle slås. Og de døde unge. Her adskiller de sig jo markant fra os. Vi bliver gamle. Det blev de sjældent. Gorm den Gamle måske, men de andre. Måske døde de så unge, fordi deres liv var så besværligt: de rejste og rejste og rejste, men hver eneste rejse var livsfarlig hvad enten det var over land eller over vand. Og så blev de sandsynligvis også smittede af de fremmede folk, som de traf på rejsen og delte vira med. Det var ikke altid pest, men det var altid farligt. Og ofte dødeligt.

De har levet med døden som daglig følgesvend.

Hvordan har det været? De må have været hårdføre i hovederne også – med det liv. Er det overhovedet til at begribe for et moderne menneske? Vi sender ganske vist også mennesker i krig, og det er måske ligeså brutalt og umenneskeligt, som det altid har været. Men det er de færreste, vi sender i krig. Og godt nok har vi epidemier, som vi frygter. Men vi har samfund, der overvåger os og “tager vare” på os.

Der var ingen, der tog vare på dem.

Men nu vil jeg modificere ovenstående en smule, inden en eller anden historiker rusker mig i mine 16 hår: Der ER jo ganske mange skriftlige kilder fra middelalderen – breve – krøniker og meget mere. Men jeg vil jo gerne forstå det middelaldermenneske, der endnu står i tidehvervet mellem vikingetid og middelalder. Og her er de skriftlige kilder sparsomme.

Overgangen er jo glidende. Kongerne, og dem er der mange af, mange kongsemner især, omgiver sig med en hird og er stort set hele tiden på vej mod et togt. Det er, som tidens stormænd og konger deler sig i to lejre, i den ene står voldskongerne og voldsmændene, for hvem plyndringer og erobringer er selve livets mening, i den anden står den efterhånden voksende gruppe, som sætter fred og sameksistens højere end heltemod og dertil passende krigsbedrifter.

Den splittelse tror jeg går langt ud over middelalderen, og jeg tror, den findes stadigvæk. Jeg støder på folk (grundtvigianere?) som stadig går rundt med en indre helt i hjertet og drømmer om store bedrifter for Danmark. Romantikken (Grundtvig ikke mindst) bragte ved til det bål. Og det brænder endnu.

Men altså middelaldermenneskene – dem, vi møder i skrifterne – er delte i de to lejre. Den ene ønsker Danmarks “storhedstid” tilbage og drømmer om at generobre England. Den anden tænker mere på at få ro i riget, så kornet og menneskene kan spire og gro i fred.

Den sidste del blev af de andre (bl.a. Saxo) betragtet som skvat. Det bliver vi stadig. “Vil du lægge dig flat ned, hvis fjenden kommer?” Det spørgsmål fik jeg forleden.

Nej, jeg ville selvfølgelig gøre modstand – men uden at skyde nogen.

Jeg tror, at Sankt Kjeld tilhørte den fredelige gruppe. Ikke fordi han blev helgenkåret. Det blev den laban til Knud Lavard jo også og Knud den Hellige var ret så krigerisk og havde mange liv på samvittigheden.

Sankt Kjeld havde også liv på samvittigheden. Men det var liv, han havde reddet fra fattigdom og død. Jeg har før sammenlignet ham med Den hellige Frans af Assisi – ham, der gav alt til de fattige. Og den sammenligning har jeg jo ikke fundet på.

Intermezzo – foredrag

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Det er et billede fra en bogpræsentation på Skagen Bibliotek, der indleder hvert af mine blogindlæg. Og det er ikke tilfældigt: foredragene har altid været en vigtig del af mit liv, siden jeg holdt op med at undervise for snart 30 år siden. Meget vand er løbet i havet siden. Selv om jeg synes, at det var i går, jeg valgte at skifte karriere fra lærer til forfatter.

Men det var ikke i går. I det her absurde corona-uår har jeg ikke været hjemmefra – de foredrag, jeg nåede at få inden epidemien, blev aflyst. Og meget har ændret sig på hjemmefronten også. Vi er ikke mere så mobile som for et år siden.

Men jeg vil stadig gerne holde foredrag.

Nu dog kun inden for en radius, som ikke er større end, at jeg kan nå frem og tilbage samme dag. Og jeg vil kun holde de foredrag, som jeg brænder for. Der skal være mere end smågløder i sagen, så derfor har jeg slettet de fleste emner på min liste. Ikke fordi jeg ikke stadig gerne ville fortælle om engle, om salmedigtere og om udvandrere. Men jeg har alligevel valgt dem fra.

Jeg vil gerne fortælle om Hulsig – der har jeg rod, og der er så meget at fortælle om netop på den egn, ting, som jeg tror, det er værd at lytte til. Og så vil jeg også gerne fortælle om den stærke kvinde, der sammen med sin mand trodsede skik og brug og imod alle odds lykkedes med at skabe et ferieparadis ud over det sædvanlige. Og jeg vil – selv om jeg her har været i tvivl – mande mig op til også at fortsætte foredragene om alzheimers syge. Det vil jeg gøre, fordi jeg tror, at alt for mange mennesker stadig er fanget i det net af fordomme og tabuiserede forestillinger, der omgiver sygdommen.

Herunder foredragenes indhold:

FOREDRAG

1.  Hjemstavn og Udsyn

Da gården Hesselholt blev bygget i den nordligste del af Jylland, var den omgivet af løvtræer, klimaet var mildt og jorden frodig, men i 1600tallet ændrede klimaet sig. Sandstorme og oversvømmelser ødelagde de fleste gårde på egnen, og mange bønder flygtede til mildere strøg. Nogle få gårde overlevede. Hesselholt var en af dem. Den blev ligesom en del andre flyttet til Skagen Landsogn, lidt syd for købstaden. Her levede ca. 15 familier i et par århundrede, isolerede og i stadig kamp med naturkræfterne. Folkene lærte at holde sammen og at holde ud. Men det var ikke uden omkostninger. I foredraget vil jeg fortælle om de gamle gårde og de slægter, der boede der i mange generationer. Et ganske særligt folkefærd.

2. Dronning Elisabeth

Der er skrevet flere bøger om Kandestederne og det mondæne liv, der udfoldede sig der i begyndelsen af 1900tallet. Og der var meget at skrive om, for Kokholms Hotel havde årligt besøg af medlemmer af Det danske Kongehus, og mange berømte kunstnere yndede at tilbringe somrene der. En populær TV-serie, ”Badehotellet,” tager afsæt i den nostalgiske forestilling om en forgangen idyl og gennemspiller fortællingerne om de sorgløse sommerglæder. Men der var et ganske andet liv på egnen, før Kandestederne blev ”opdaget” af den fornemme verden, og det liv står i skarp kontrast til ovennævnte idyl. De to unge mennesker, der byggede hotellet, Elisabeth Houkjær og Christen Kokholm, voksede op under forhold, der var præget af slid og fattigdom. Hun var hedebondens datter, han var søn af en daglejer. Men de havde en fælles drøm, og den slap de aldrig, selv om vejen dertil var lang og brolagt med forhindringer. Med en ufattelig kraft og viljestyrke trodsede de vilkårene, og det lykkedes dem at realisere drømmen, og da pigen blev en gammel kone, blev hun af Danmarks største skuespiller, Poul Reumert, tituleret ”Dronning Elisabeth”. Hun fortjente titlen. Jeg vil fortælle om livet og menneskene før stedet blev et paradis.

3. En rejse i Skyggernes Land

Foredraget vil handle om sygdommen alzheimers, en diagnose, der var ret ukendt, da min mor fik den i 1982. I 2009 skrev jeg bogen ”Skyggelys” om min mor og holdt i årene derefter mange foredrag om emnet. Måske mest af alt for at fjerne de mange fordomme, der knytter sig til sygdommen. I februar 2019 fik min mand diagnosen alzheimers, og i et par år havde jeg ikke mod til at fortsætte foredragene. Dertil fyldte det for meget i min hverdag, men min mand fik mig for kort tid siden overtalt til at tage det op igen. ”Du kan jo bruge mig som illustration,” sagde han med et smil. Det var en god tanke, viste det sig, og han var glad for at kunne være med til at afdæmonisere sygdommen. Alzheimers er en alvorlig og uhelbredelig sygdom, men når det er sagt, er ikke alt sagt. Der er, og der bliver ved med at være, lys også på den vej, den syge går, og som man går sammen med ham/hende.

Jeg vil fortælle om dette lys, som ingen sygdom formår at slukke, men som man meget tit glemmer i fortvivlelsen over, hvor hårdt det kan være at leve i og nær sygdommen.

Info:

Marianne Hesselholt, Sct Kjeldsvej 2, 8920 Randers NV – tlf: 29 66 46 83

Pris for et foredrag: 3000 kr. +kørsel – bestilles på e-mail eller telefon.

E-mail: marianne@hesselholt.com

På hjemmesiden kan man læse mere om foredrag og bøger: www.hesselholt.com

På bloggen: blog.hesselholt.com kan kigge ind i mit værksted og få et indblik i, hvad der bedrives pt. Og se billeder.

Udgivelser:

Johan (1993)

Isenglens Søn (1995)

Skyd dig igennem, sagde Oldefar (1996)

Gylden Sol og sorte Skyer (1996)

Brorsons Billeder (1999)

Outside (1999)

Cirkelbarn og Sommerfugl (2000)

Det tabte Paradis (2001)

Blues (2001)

Landsbybarnet (2002)

Lucie (2003)

Dejlig er Jorden (2005)

Fugl i Danmark (2006)

Fugl i Argentina (2007)

Mellemlandet (2008)

Skyggelys (2009)

Digteren og Malerinden (2011)

Hændelser ved Hulsig (2015)

Tobias og Englen (2017)

Dronning Elisabeth (2021)

Bøgerne er udgivet på flg. forlag: Modtryk, Gyldendal, Netbogklubben, Thaning og Appel, Haase og Søn og Ancethe.

Den store Fristelse

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Fristelsen til at skrive en selvbiografi – et erindringsværk – den kender alle forfattere. Jeg kan allerede mærke det krible i fingerspidsene bare ved tanken. Ja. Jamen, det må jeg også gøre! For det er spændende at rejse baglæns. At gense det tabte. For “evigt ejes kun det tabte,” siger man, og det er sikkert sandt, og hvorfor så ikke dele det evigt ejede med andre?  

Og desuden: det føles mere som en rigtig ejendom, når det ikke er mere tabt, end at man kan finde tilbage til det og tage det frem og betragte det længe nok til, at man kan få øje på sig selv som det lille barn, den store pige, den unge kvinde, det voksne menneske, man var engang og den gamle kone, som man endte med at blive.

Hale alt det frem, der ligger og larmer i bagagen. Måske endda få noget af det mest urolige til at falde til ro. En slags terapi ligefrem.

Åh ja, det er SÅ fristende.

Men jeg skal vist nok ikke gøre det.

Det er jo rigtigt, at der ligger et helt liv på lur derinde i mine private erfaringståger, og måske ejer jeg lygterne til at se det.

Jeg kan høre dæmonen brøle: TÆND LYSET!! SE! SE! SE!

Men jeg skal vist nok holde det for mig selv.

”Rør ikke ved hovedstolen!” De ord skulle efter sigende stamme fra Per Højholt. Og han mente vel, at det ville der komme dårlig litteratur ud af. Sådan har jeg i al fald hørt dem blive tolket.  Og det har han jo slet ikke ret i. Der er kommet fornem litteratur ud af de hoveder og kradset ned af de penne, der turde færdes frit i fortiden og uforfærdet fræse løs på den (det var en grim sætning, men vi lader den stå).

Som sagt: det vrimler med forfattere, der filer løs på fortiden – deres egen især – og skriver glimrende værker på den konto. Jeg nævner i flæng: Suzanne Brøgger, Knud Romer, Karl Ove Knausgaard, Erling Jepsen, Christina Hesselholdt, Naja Marie Aidt, Leonora Christina Skov og nu for ganske nylig Katrine Marie Guldager.

Men stadigvæk: jeg skal vist nok ikke gøre det.

De fleste kalder det autofiktion, og det er da også en underlig blanding af digt og virkelighed. Og fælles er, at de har noget i klemme i den fortid, de skriver om. Noget, der gør ondt. Så ondt, at det har været smerteligt at skrive om det, og det kan man godt forstå, når man læser de bøger, der kom ud af processen.

Og efter udgivelsen har det kostet dyrt på venne- og familiefronten. Dem, som pennen har spiddet, har svaret igen med vrede, og undertiden er de gået så vidt som til at anlægge sag mod forfatteren.  

Måske var det det, Højholt mente?

Men det er ikke derfor, at jeg ikke vil skrive mine erindringer. Dem, jeg kunne ramme, er jo døde. Jeg skal uddybe senere.

Jeg læste Katrine Marie Guldagers bog: ”det samme og noget helt andet” færdig i går, og den er så frisk i erindringen, at jeg vil tage udgangspunkt i den. Desuden er den typisk for genren. Det er den samme trang til at finde fortidens smertepunkter og klemme til.

Det ville jeg også gøre, hvis jeg skulle skrive mine erindringer. Måske er det derfor, jeg lader være.

Men Guldager og alle de mange andre lod ikke være. Så de er selv ude om det. Og så er der blot det at føje til, og det er en vigtig tilføjelse: de skabte noget smukt ved ikke at lade være. De skabte den onde fortid om til kunst. Og det er det eneste, en kunstner ikke kan lade være med: at skabe.

En stor forfatter må skrive. Det må en lille også.

Men somme tider skal hun lade være.      

Guldager begynder sin bog med at udtrykke den tøven, som enhver forfatter må have for dette projekt: at give fortiden stemme. Her et citat fra første kapitel i bogen:

Hele sommeren havde jeg tænkt: Og hvad nu, hvis bogen virkelig bliver færdig, hvilket forlag vil du så give denne bog til? Hvilken person vil du betro denne bog? Til hvem vil du forære dit hjerte?”

Lidt længere nede har hun en snak med sin mand om dilemmaet. (Citat side 8):

  • Desuden tror jeg ikke, jeg kan, sagde jeg – ikke uden at mit liv går i stykker.
  • Jeg forklarede, at skriften har det med at slå tilbage på uforudsigelige måder, at det ikke er gratis at skrive.
  • – Jeg tror ikke, jeg kan, gentog jeg. – Det bliver den sværeste bog, jeg nogensinde har skrevet. (citat slut)

Katrine Marie Guldagers bog har fået fine anmeldelser. Og man kan læse dem, hvis man vil vide mere om bogen. Eller endnu bedre: man kan læse bogen. Den er lang, men ikke tung. Den er god, men ikke så god som hendes 100 % fiktive romaner. Den her er efter hendes eget udsagn 50% fiktion og 50% virkelighed. Det har den ikke vundet ved. Og desuden, de 50% virkelighed kan også sagtens være fiktion. Er jo fiktion fra det øjeblik, de fæstnes på papiret eller på skærmen. Og bliver til bog. Eller film. Eller teater. Et skuepil er fiktion. En bog er fiktion. Et foto er fiktion. Alle vore efterligninger af livet er fiktion. Det er noget, vi opfinder. Derfor behøver vi heller ikke finde ud af hvilken af de to halvdele, der er sandhed og hvilken der er løgn. De er begge sande, og de er begge løgn.

Det hele er noget, en digter digter. Sådan er det.

Det er det samme og noget helt andet.

God fornøjelse.

Jeg skriver ikke mine erindringer.

Og hvis jeg gør, så vil jeg være ærlig og udlade det, der smerter mest – og ikke lægge skjul på, at der er lagt låg på – og jeg vil skrive det, der ellers rinder mig i hu og som er tåleligt at fiske frem af det mørke, vi efterlader os.

Helle for Helle

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Jeg troede engang, at når jeg havde Dostojevskij og Helle Helle stående øverst på listen over mine favoritforfattere, så var det, fordi den første satte gang i tankerne og fik mig til at reflektere over de evige eksistensspørgsmål: Hvem er vi? hvorfor er vi her? hvor skal vi hen? + alt det andet stof om livet og døden, der aktiveres og sættes i brand, når man læser den gamle russer, og fordi den anden satte sig i kroppen og pirrede sanserne med nydelse, som når man nipper til en gourmetret eller langsomt gufler en isvaffel i sig.

Men det er ikke derfor. Mange, ja, de fleste af Dostojevskijs bøger tager os jo med ind i en sanseverden, der er lige så mættet og jordnær som Helle Helles, jeg nævner de to, der først falder mig i pennen: Det døde Hus og De Sårede og de Ydmygede. Her møder vi ”almindelige” mennesker af kød og blod, og vi fanges af dem, fordi vi kender dem (fra os selv). Og hos Helle er det jo ikke blot fuglefløjt og flødebolle-kræs alt sammen. Det er det også, men i så raffineret form, at det trods det helt hverdagsagtige og jordbundne i teksten, hæver den til fornem litteratur. Og vi fanges af personerne, fordi vi kender dem (fra os selv).

Blev netop nu færdig med at læse (sluge) seneste skud (BOB) på det fine forfattertræ, der ikke imponerer ved sit omfang, ikke forgrener sig til det helt store, men vokser så stille som selve teksten, der bestemt heller ikke råber højt på noget tidspunkt.

Det skal jeg prøve at uddybe i det følgende

Hvis man skulle genfortælle Helle Helles bøger, så ville man komme på en umulig opgave. For der er ikke noget at fortælle. Eller sagt på en anden måde: teksten er sin egen fortælling. Den virker så enkel, og så er den alligevel så kompleks. Er i sig selv et paradoks. For den ånder af liv, og samtidig lider den af åndenød, eller personerne gør, og man sidder som læser og suges ind i fortællingens univers, fordi man ikke kan andet, og så får man samtidig en ubændig lyst til at yde førstehjælp.

Personerne er så hjælpeløse. Mund til mund- metoden dur bare ikke. De er låst fast i deres hjælpeløshed, fanget i et net, som det er umuligt at vikle dem fri ud af.  Og hvis man gjorde det? De ville hade en, for de vil jo være der, i nettet. De hører til der. Og vi skal lade dem være. De er ikke selvpinere. De har et liv. Og Helle Helle giver dem SÅ meget liv i sproget.

Nu er det jo fiktive personer. Vi læsere har ikke noget at gøre i en roman andet end at læse. Vores rolle er begrænset – vi kan græde og le med personerne – vi kan ikke ændre dem. Men det er så alligevel det, man får lyst til med Helles personer.

Hvorfor handler de ikke? Jamen det gør de også. De køber ind, de laver mad, de mødes og skilles, de laver mere mad, meget mad, de spiser og de sover og går på arbejde. Og kommer ikke rigtig nogen vegne. Men skal de det? i ”hvis det er” farer personerne virkelig vild. I Rold Skov. Jeg vil citere lidt fra et kapitel (19) hvor de to personer er faret vild og bliver nødt til at overnatte i en shelter. Jeg tror, dette eksempel vil forklare lidt af fortryllelsen. Måske.

(side 53 – kapitel 19) : ”Vi kommer på plads op ad bagvæggen. Hun gnider sine arme hårdt under tæppet, fortsætter derefter med benene. Vi rykker tættere sammen, sidder med langsiderne op ad hinanden. Hun udsender en pudret lugt, støvet rose eller melon. Jeg forestiller mig, at hun også sidder med armene krydset foran brystet nu, hænderne i armhulerne og benene tæt samlet. Måske har hun også sine fødder over kors. Min vabel generer ikke synderligt nu, bortset fra en klistret fornemmelse i sokken. Jeg vipper med tæerne, de kan stadig mærkes, dog ikke lige meget. Hun sukker dybt.

Er du træt, siger jeg.

Det tror jeg nok.

Se, om du kan sove lidt.

Jeg prøver, men det er svært.

Regnlyden er meget søvndyssende. Det giver nogle ryk i hende, hun retter sig hver gang op. Men endelig falder hun i søvn, med hovedet på min skulder. Det er hendes hår, der lugter pudret, måske er det faktisk fersken. Hun har nogle lange udåndinger.

Vi sidder længe sådan. Det er en virkelig ensartet regn, der er ingen udsving i trommeriet på shelterens tag og i skovbunden. Vinden må være konstant, skydækket tæt. Hele ugen har det holdt tørvejr, vejret har været så strålende. Den sene eftermiddagssol stod lige ind i hytten, værelset var stadig lunt, når jeg trak mig tilbage. Jeg lagde mig oven på dynen og lod dagen løbe gennem hovedet til lyden af raflebægre. Min pose bananbolcher med lakrids kunne have gjort en forskel nu, under disse omstændigheder. Jeg trækker forsigtigt det øverste tæppe op omkring os med min frie hånd, men venstre skulder er let følelsesløs.

Måske falder jeg også i søvn. I hver fald giver det et lille sæt i mig, da hun løfter sit hoved. Hun gnider sig i ansigtet, taler ud gennem hænderne:

Det regner stadigvæk.

Ja.

Åh, jeg sov.

Hun gaber voldsomt, tæppet hæver og sænker sig.

Jeg drømte, jeg lavede te. Jeg er ellers ikke tedrikker.

Det er jeg heller ikke.

Jeg synes ikke, te smager af noget. Det er mærkeligt, folk er så vilde med det.

Man skal nok lære det.

Sikkert.

Hendes hænder er tilbage under tæppet, hvislende nylon.

Men lige nu ville det være fint med en kop varm hvad som helst, siger hun

Ja, med sukker i.

Og en lille kiks. Jer.

Ja, mon ikke. Hjøm, siger jeg med en kort fremmed latter, som jeg kommer til at gentage, og så griner hun også lidt:

Griner du af mig? I morgen sidder du selv med en kiks. I Hundige.

Gid det var så vel.

Tror du ikke, vi finder ud? siger hun bestyrtet og vender sig, en luftbølge udgår fra tæppet.

Jo, jo. Det er bare, fordi jeg ikke bor i Hundige for tiden.

Hvorfor ikke?

De er ved at brække gulvene op, der har været vandskade.

Nåeh.

Så jeg bor midlertidigt på hotel. På Amager. I nærheden af mit arbejde.

Var det skybrud?

Næ. Opvaskemaskinen. Der har åbenbart været noget i vejen med afløbet et stykke tid. Krybekælderen stod under vand.

Opvaskevand? Havde du slet ikke mærket noget?

Underligt nok ikke. Jo, der lugtede godt nok en lille smule ved køkkenvasken.

Det kan der jo sagtens gøre, uden at det betyder noget.

Ja, netop.

Det var synd, siger hun lidt efter med stor alvor, hun lægger sin hånd eller bagsiden af den på min underarm.

Så skal du ikke engang hjem-hjem.

Måske i næste uge, hvis det går efter planen, nu må vi se, siger jeg med luft i stemmen, smittet af hendes alvor, den rørende håndryg. (citat slut)    

Som man ser, er det ikke eksistensproblemer eller relativitetsteoretiske emner, der diskuteres. Det er så almindeligt, og alligevel emmer det af liv.

NB: Det er ingen stavefejl, at der står JER efter kiks. Pigen siger ikke JA – hun siger JER. Det kender vi godt, ikke. At de unge udtaler “ja” som “jer.”

Mens det sker 8

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Ingenting er så kedeligt som at høre om andres drømme. Selv bruger jeg undertiden (eller brugte) at lade mine fiktive personer drømme, men det gør jeg ikke mere. Jeg har nemlig opdaget, at jeg når jeg læser en bog, så springer jeg de afsnit over, hvor man får skildret en persons drøm. Jeg gider ikke læse eller høre om drømme. Det er så kedeligt, og den stemning, der snor sig om drømmen, mens den drømmes, kan ikke gengives, så man får slet ikke det, som er drømmens substans. En drøm kan ikke fortælles. Den skal drømmes. Så hvis du har det lige som mig, så spring det her indlæg over.

For det handler om en drøm.

Det handler om en drøm, jeg havde i nat. Og jeg tror, at den ville fortælle mig noget vigtigt.

Som alle drømme er den surrealistisk. Der er ikke hverken hoved eller hale i den. Nu beskriver jeg det af den, som jeg kan huske:

Jeg gik ude i vores drivhus og såede. Det var forår. Jeg kunne endda se, hvordan det spirede og groede for næsen af mig. Så kom naboens høne, stor og fed og grim, og den gav sig straks til at nippe til mine små planter, og jeg tænkte, at det hele foretagende var meningsløst, for jeg kunne jo ikke holde dyret væk. Og skulle jeg mon ikke gå ind til Bent (en anden nabo) og alliere mig med ham i en fælles kamp mod bæstet? Så var det, jeg fik øje på rotten. Den var faktisk ikke så ulækker som hønen, den havde en fin pels, der mindede om en kanins, og den så på mig med milde øjne.

Jeg blev forvirret, for det, jeg så, virkede fremmed, men værre endnu blev det, da jeg løb ind i havestuen. Der sad min mand (Ole) i samtale med en lys og venlig og lidt kraftig kvinde, som rakte mig sin hånd, mens hun smilende forkyndte, at hun var vores nye demenssygeplejerske.

Jeg ville ikke tage hendes hånd, for min var jo snavset af arbejdet med jorden. Mit tøj var også i uorden og smudsigt, og mit hår var tjavset, og jeg blev meget forfjamsket, da hun sagde, at nu skulle jeg pakke i en fart. Ole havde allerede pakket sin kuffert. Det var på tide, at vi kom af sted.

Jeg forstod ingenting og havde det forfærdeligt. Men lidt efter befandt jeg mig i et tog. Der var utrolig mange mennesker med toget, og i mængden forsvandt Ole og sygeplejersken. Der skete mange ting, som står i en tåge for mig nu, og sikkert også gjorde det i drømmen, men et billede er blevet stående helt skarpt. En læge, som pludselig tog fat i mig og meget, meget venligt, ja næsten kærligt ( og han var smuk, og jeg blev lidt forelsket i ham) sagde, at han vidste præcis, hvordan jeg følte, og at han havde den dybeste medlidenhed med mig, men nu måtte jeg følge med, for jeg var så langt inde i min demens, at jeg ikke mere kunne klare mig selv.

Ordene gjorde mig så bange, som jeg aldrig har været før. Og jeg vidste jo, at han stod og løj. Jeg forstod jo alt. Og jeg fejlede ingenting.

Jeg ville stå af toget, ville flygte, men det kunne jeg ikke, for lægens kærlige stemme lagde sig som lænker omkring min krop, og jeg mistede al vilje – blev ført ind i en trylletilstand, hvor jeg følte mig næsten lykkelig (forelskelsen), og samtidig var jeg dødelig angst, for han stod jo der og tog mit liv fra mig. Ville spærre det inde.  … og så vågnede jeg.

Jeg vågnede med en voldsom hovedpine og i stor sjæleangst. Ole vågnede samtidig. Vi plejer ikke at vågne samtidig og slet ikke at snakke sammen den første sløve tid.

Først ved kaffen bliver vi snakkesalige. Og det er nu mest mig. Men han lytter da og siger nogle venlige ord, mens han forsøger at koncentrere sig om sin soduko.

I dag var alting anderledes. Vi vågnede samtidig. Og han sagde smukke ord til mig, som jeg vil holde for mig selv. Min hovedpine forsvandt. Jeg blev ikke rigtig glad, for angsten sad stadig og bed i sindet. Men smerterne var borte.

Hele dagen har jeg tænkt på drømmen. Og jeg har tænkt på, at det netop nu er præcis to år siden, vi sad i et lægeværelse på Skejby Sygehus over for en mand, der havde taget en eksamen i psykiatri, men ingenting vidste om mennesker. Han skubbede en stak papirer over til os og sagde, at nu kunne vi jo studere dem. Her stod det, vi behøvede at vide om alzheimers syge. Og så var der for resten også en indmeldelsesblanket til alzheimerforeningen. Den dag var slutningen på mange ugers demensudredning.

Et par uger forinden havde samme mand sagt og det med et smil på læben, at vi måske nok inden længe ville få en ubehagelig diagnose, men vi måtte lære at tage det humoristisk. Uden humor gik det ikke. Det sagde han. Og han tilføjede, at Ole ikke mere måtte gå på jagt eller køre bil.

Så gik vi. Gav vi ham hånden?

Vi var tavse hele vejen hjem. Først længe efter sagde Ole noget. ”Hvis du ikke havde været her, så havde jeg taget mit gevær og skudt mig.”

Vi skulle lære at tage det humoristisk.

Nu ved jeg, hvad min drøm ville fortælle mig: At han er så stærk, min mand, så tapper, så beredt på at leve. Jeg ville ALDRIG have kunnet mobilisere den styrke, han viser hver eneste dag. Drømmen fortalte mig, hvad han er op imod. 

Nå ja, det vidste jeg jo i forvejen.

Berømte mænd fra Ålum 3

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Lidt om Sankt Kjeld og tiden, han levede i.

Jeg vil gerne skrive en bog om Sankt Kjeld af Ålum. Han levede i Middelalderen, og derfor vil der i den kommende tid dukke en del indlæg op om denne tid. Jeg har tænkt at blive klogere på, hvad der skete i de tider og hvem, der fik det til at ske. Og jeg vil som hovedkilder anvende den gode gamle Politikens Danmarks Historie fra 1963 bind 3, skrevet af Hal Koch og Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie fra 1992 bind 4, skrevet af Ole Fenger. Desuden vil jeg benytte Websiden Danmarkhistorien.dk.

 Kjeld blev født på en stor gård i Venning sidst i 1000tallet. Hans familie var velhavende. Ålum kirke var på det tidspunkt sandsynligvis en trækirke, men det er mit gæt, for så vidt jeg ved, findes der ingen spor af den kirke. Runestenene i Ålum indikerer dog, at vi havde en før den store kvadrestenskirke, som vi kender i dag, og som blev bygget efter Kjelds død. Runestenen er fra før Kjelds fødsel, det vi her ser af kirken er fra flere hundrede år efter hans død. Her er de gamle kvadre næsten skjult af de senere og rødmalede tilbygninger: Tårn og våbenhus.

Kjeld blev ingen gammel mand. Vi ved ikke præcis, hvornår han er født, men han døde midt i 1100tallet, så den tid, jeg vil forsøge at få et overblik over, strækker sig fra ca. 1100 til ca.1150.

Hvad skete der i Danmark i de år? Og i Europa? Det sidste er også vigtigt, for selv om Kjeld blev født som en bondedreng i Venning, så kom han vidt omkring. Han oplevede at blive krigsfange hos venderne, han blandede sig i møder i ærkebispesædet i Lund, og han rejste til Rom.

Ganske kort om Middelalderen. Man regner den fra ca. 1000 og til 1536 – altså fra vikingetiden til reformationen.

Ved Kjelds fødsel er vikingetiden er ikke fjern. Det sidste vikingetogt fandt sted i 1069, så Kjelds bedstefar kunne godt have deltaget. De gamle har altså rødder i den tid. I min barndom lærte vi om ”den mørke Middelalder” – men det er vist nok forkert. Det vil jeg kunne fortælle mere om, når jeg får læst ”de lærdes” nyeste udlægninger.

Sikkert er det, at Kjeld levede i en tid præget af voldsomme begivenheder. Det var Vikingetiden jo også, og det fortsatte altså. Middelalderen bragte ikke fred. Fred var et ord, der hørte kirken til – et kristent ideal – som kirken dog langt selv levede op til. Middelalderen er også korstogenes tid – hvor man før rejste ud for at erobre nyt land (vikingetogterne), rejste man nu ud for at kristne, men det var langt hen et skalkeskjul for at erobre. Man var nok så meget interesseret i at vinde land for kongen og kirken som man var i at vinde sjæle for Herren.

Men kirken talte i det mindste om fred. Og kirken tog sig på at beskytte værgeløse, de forældreløse, fattige, enker, syge … de første sygehuse stod kirken for: Sankt Jørgensgårdene.

Kirkens magt vokser støt i Middelalderen i takt med kongernes. Kongemagt og kirkemagt støder gang på gang sammen. Men de står også sammen i en fælles bestræbelse på at skal beskytte individet. Hvor det før var slægtens opgave, bliver det nu samfundets: kongens og kirkens. Der bliver forfattet lov til den svages værn. Det er nyt.

Herunder kongerne i Kjelds tid:

Erik Ejegod 1095 – 1103

Niels              1104 – 1134

Erik Emune    1134 – 1137

Erik Lam        1137- 1146

Svend            1146 – 1157

Striden mellem Svend, Knud og Valdemar 1146 – 1157

Dette er skrevet i al hast, og delvis efter hukommelsen – så det vil (måske) blive revideret. Indtil videre lader jeg det stå som en indledning til kategorien: berømte mænd fra Ålum.

En rettelse til overnstående: det sidste korstog fandt ikke, som anført ovenfor sted i 1069 – Knud den Hellige ( søn af Svend Estridsen) forsøgte sig i 1075 – Togt til England – men til ingen nytte. Wilhelm Erobreren var stærkere end den danske vikingehøvding. Vikingetiden var endelig slut. Men det forhindrer jo ikke, at Kjelds bedstefar kunne havde deltaget i vingetogter – sejt nok, hvis han er sønnesøn af en viking. Nå, nu digter jeg. Men sandt er det, at 1100tallets danskere står med det ene ben i vikingetiden. Så hurtigt forsvinder en kultur ikke. Og de første kristusfigurer ligner da også vikinger. Ingen skulle komme og sige, at Kristus var en svækling. OK det var han så heller ikke. I følge den nye tro overvandt han jo selveste DØDEN. Det kunne ingen af de gamle klare.

At blive gammel og at finde hjem

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

At blive gammel og at finde hjem

Overskriften lyste frem på min indre skærm. Stod og blinkede lidt som overskrifter gør, inden jeg sætter mig til tastaturet og får gang i skriveriet. Men det vil jeg da ikke skrive om, tænkte jeg først. At blive gammel. Og at finde hjem. Jeg ER jo hjemme. Alle i det her land ja i hele den vide verden er jo hjemme for tiden. Vi befinder os midt i en pandemi, og mange føler sig elendigt tilpas, fordi de er dømt hjem. Det gør jeg så ikke. Tværtimod. Er det så fordi jeg er blevet gammel? Og derfor hører hjemme hjemme?. På et alderdomshjem måske ligefrem?

I går gik jeg længe i coronaburet med en uvant følelse af velvære. En slags stille glæde, der randt gennem blodet og truede med at bilde mig ind, at jeg var noget nær lykkelig. Og at det nok skulle gå alt sammen.

Alt! Det er da pokkerme ikke så lidt. Det er jo lige fra urolighederne i USA, krigene rundt om på kloden, sulten og fattigdommen og coronaen og alle dens mutationer. Og vore egne kroniske lidelser, der hver dag skilter med vores skrøbelighed. 

Men følelsen af velvære blev siddende, og det endte med, at jeg selv satte mig. Og blev siddende en tid, mens jeg forsøgte at imitere Rodins ”Tænkeren” – det var let nok. Her sad jeg længe og så tænksom ud. Tænker jeg, for jeg kunne jo ikke godt se mig selv. Man kan ikke tage en selfie i den stilling.  

Men Rodins Tænkerens dybsindige siddestilling kan jo sagtens være ren attitude. Hvem ved, måske sidder han bare og grubler over, om konen nu også har husket opskriften på den ratatouille, som hans mor gav hende forleden.

Velværet kan jo ikke skyldes, at vi kan tænke. Det kan vi ikke særlig dybt, selv om vi prøver at bilde hinanden og os selv det ind. At vi har indsigt, fordi vi tænker så dybt og er så kloge. Vås.

Jeg rejste mig igen og fortsatte min rastløse vandring i coronaburet, som heldigvis er stort nok til mange benstræk. Jeg endte i køkkenet og gav mig til at rode lidt i rodet. Stakkene af opskrifter. Fandt den franske stak og læste lidt op på ratatouille og tænkte, at med mine kulinariske brist og totale mangel på kogekunst burde jeg falde grædende sammen og indrømme, at jeg ikke har ret meget at have min glæde i: Ragnarok er lige om hjørnet (spørg bare Greta Thunberg), alle slås med hinanden eller sulter –  og jeg kan ikke lave mad.

Og så blev glædelyset alligevel ved med at brænde. Det brænder vel ud, tænkte jeg og lod det være tændt, mens jeg gik og puslede med forskelligt. Det endte med at jeg gik en tur ud i sneen. For det sneede for en gang skyld i går. Og på turen voksede glæden. Tænk at man kan gå ud mellem hvide træer og være omgivet af skønhed, ingen kan ødelægge. I al fald ikke her og nu.

Da jeg kom hjem gik jeg i gang med at lede efter Rodins Tænkeren eller Grubleren – men fandt kun en reproduktion af et maleri af Edward Munch (se ovenfor!), der ligesom de fleste andre ikke tvivlede på, at der var dybe tanker på spil her.

Men så fandt jeg et andet billede i mit gamle fotoalbum fra 1963, da jeg boede i Paris og undertiden tilbragte eftermiddagene efter skoletid i det dejlige Rodinmuseum. Det var ikke et billede af Grubleren, men et billede af kærligheden. Den, som aldrig forlader os, heller ikke når tankerne slår klik eller slår fra.

Billedet er taget i min pure ungdom – Rodins skulptur hedder Kysset – og jeg snuppede det, inden jeg selv vidste, hvad det hele handlede om –   

Nu ved jeg godt, hvad det handler om. Og jeg tror i det mindste, at jeg ved, hvorfor jeg var glad i går og stadig går omkring med en afglans af glæden. Det har faktisk at gøre med at blive gammel. Der er så megen erfaring inde i en. Og en af de skønneste, er den, at kærligheden varer livet ud. Når først den forsvinder, så er vi her ikke mere. Det er jeg sikker på, selv om jeg tvivler på så meget andet.

Derfor skriver jeg

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

“Her står jeg og kan ikke andet.” Sådan sagde Luther ifølge legenden, da han blev anklaget for blasfemi (tror jeg nok) – i al fald var der den mening bag ordene, at det ikke var særlig morsomt at stå lige der. Det kunne koste ham livet.

Det kunne det sagtens have gjort, for dengang var det tit farligt at have tiltvunget sig en platform og ytre sig derfra.

Det var livsfarligt.

Det er ikke spor livsfarligt at tale og skrive i vore dage. Vi har ytringsfrihed.

Men det kan føles sådan. Farligt.

Når man har skrevet en bog, kaster gribbene sig over en, og man kan ikke andet end føle sig skyldig, for hvad enten man dømmes mildt eller brutalt, så dømmes man. Og undertiden af folk, der ikke kan læse.

Man skriver for dem, der kan læse, men det er ikke altid dem, der har den dømmende magt.

Som da jeg skrev bogen: Tobias og Englen – en bog, der handler om krig i Mellemøsten – om krig, undertrykkelse og forfølgelse – et meget aktuelt emne – og den er skrevet for og til børn. Og jeg kan godt lide at skrive for børn og jeg tror, at jeg er god til det. Men bibliotekets lektørudvalg læste kun indledningen, hvor der står, at handlingen foregår for over 2000 år siden og er inspireret af en af de kendte apokryfe tekster. Så blev den klassificeret under “litteratur om oldtiden” – og kun for forskere, stod der. Og den dom betød, at bibliotekerne kun købte de par eksemplarer, der nu står der og samler støv på hylderne for oldtidsforskning. Det betyder ikke alverden, at jeg så ingen bøger solgte, selv om det altså er en god børnebog. Men det betyder alverden, at jeg ikke fik sagt det til børn, som den handler om. Den har et budskab, og jeg havde tænkt, at børn kunne blive klogere på sig selv og verden ved at læse den. Og få en god oplevelse også, for det er også en spændingsbog – fuld af handling.

Det er ikke den eneste oplevelse, jeg har haft af den type i mit lange forfatterliv. Og så tænker man: det er nok bedre at lægge det skriveri væk. Fjerne fingrene fra tastaturet en gang for alle.

Og man tager beslutningen og holder den jo ikke.

Hvorfor?

I dag fik jeg to gode svar på det.

Begge kom de fra to af mine yndlingsforfattere. To, som er vidt forskellige, og to som begge skriver lige så smukt og rent som englene sang julenat.

Den ene er Helle Helle – den anden er Jon Kalman Stefánsson.

Først Helle. Og hende vender jeg tilbage til, når jeg har læst BOB.

I et interwiev i Information 10 jan. skriver Helle Helle om, hvorfor hun skriver, og jeg sad og nikkede, mens jeg læste det. Ja, det er derfor. Også og mest derfor. Og hun taler om at have et rum, man kan gå ind i og være helt sig selv – uden masker, uden roller, kun sig selv, og de dybeste tanker og følelser får lys og liv. Det sidste skriver hun ikke. Det er mine ord.Jeg citerer fra interwievet:

“”Lige meget hvad, så holdt jeg fast i at skrive. Og da det for nylig gik op for mig, at det var sådan, tænkte jeg over, hvorfor jeg egentlig altid har fået skrevet, uanset hvordan mit liv har været. Er det fordi jeg har haft behov for at bearbejde forskellige ting i mit liv? Tit tænker man jo, at der er noget terapeutisk i det at skrive. Men det gik op for mig, at det ikke er det terapeutiske, det handler om. Det er mere det at lave sig et rum, hvor man går ind og lukker døren, og hvor man så befinder sig i en verden, der er helt ens egen. En verden, der er fuld af liv og nærvær. Det er som at holde fri fra alle ens kvaler.”

Ja hun rammer sømmet!

Og nu vil jeg citere fra den anden af mine mest yndede. Den islandske Stefansson. Og det jeg vil citere er lidt pralende, når jeg mønter det på mig selv. For det handler om, at litteraturen kan redde døde fra glemslen. Og kan ikke kun de ypperste forfattere det? Men jeg forsøger med min lillebitte redningskrans også at frelse fra glemsel, når jeg skriver om de gamle slægter. Her citerer jeg fra Stefansson:

Han skriver om mørket. Det, der omslutter os, fordi vi er i alderdommen, og foråret, sommeren og efteråret er gået. Nu er vi gamle, og vi har kun vinteren tilbage. Og døden. Jeg citerer fra indledningen til Himmel og Helvede:

“Nu om dage er der ikke meget ved os der minder om lys. Vi står meget nærmere mørket, er næsten mørke, det eneste vi har tilbage er minderne og så håbet som dog er svundet, det bliver ved med at svinde og minder snart om en udslukt stjerne, en mørk klippeblok. Men vi ved nu alligevel en smule om livet og en smule om døden, og vi kan fortælle: Vi kommer hele den lange vej for at begejstre dig og for at bevæge skæbnen.

Vi har tænkt os at fortælle om dem der levede på vores tid, eller for mere end hundrede år siden, og som for dig ikke er meget andet end navne på nogle skæve kors og revnede gravsten. Liv og minder der blev udslettet i overensstemmelse med tidens nådesløse lov. Det har vi tænkt os at ændre på. Vores ord er en slags redningshold på konstant udrykning, som skal frelse svundne begivenheder og udslukte liv fra glemslens sorte hul.”(Citat side 6)

Herunder en lille række af billeder fra det store arkiv af afdøde, jeg har skrevet om:

Ovenstående de to bøger, jeg skrev om de gamle familier og de begivenheder, der engang udfoldede sig omkring dem. Neden for nogle billeder af de personer, der er at finde i det store galleri af gamle, nu afdøde.

Vera Hesselholt

Godt nytår

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Som nogle af jer ved, har jeg de seneste ca. 25 år været fast klummeskriver og kronikør ved Randers Amtsavis. Her har jeg haft det privilegium med kortere eller længere mellemrum at ytre min mening om hvad som helst. Og somme tider har jeg lagt en kronik på bloggen – især når den, hvad jeg i grunden helst vil have, at den altid skal være, men ikke altid er, er af en så almen karakter, at den kan deles med mange.

De seneste gange har kronikken handlet om corona, og denne gang ville jeg, at den skulle være coronafri – uden dog at blive stemplet negativ. Og det var jo så umuligt. Men jeg lægger den på bloggen alligevel, for det er også mit nytårsønske for os alle sammen.

Velkommen til et nyt og bedre år.

Fra min barndom husker jeg en nytårsmorgen, som fik mig på grådens rand. Min far havde netop hentet årets første avis og bredte den nu ud foran sine børn. Se! Sagde han og pegede. Vi kiggede alle fem på avisen. Og da var det, jeg følte et stik i hjertet: For øverst på siden sås et 1952, der sejrsbevidst marcherede ind fra venstre, mens det sparkede til et stakkels krumbøjet 1951, der hullet og forrevet og på krykker vaklede ud til højre. Jeg var så ung dengang, at fantasien let fik vinger, og jeg havde ikke svært ved at føle med det stakkels, forkrøblede år. Nu er jeg blevet så gammel, at fantasien igen får frit løb, men jeg har alligevel ikke spor ondt af det gamle år. Det må gerne forsvinde langt væk. For det var for dumt og det har fortjent sin skæbne som kasseret. Ud med det! Og velkommen til et nyt og bedre år, hvor vi igen kan udfolde os frit og i fællesskab.

I går ville vi på en julevisit hos vores datter, der bor i en nabolandsby, og allerede i entreen kunne vi mærke, at der var noget galt. Børnene kom ikke farende ud for at kramme os, som de plejer (selv i coronatiden), og der var sært stille i huset. Og da hørte vi en røst inde fra køkkenet, der forkyndte, at husets ældste barn lige havde lagt sig med feber og ondt i kroppen. ”Men bare rolig! vi har isoleret ham!” råbte stemmen. Og som ramt af et kuglestød bakkede vi ud. Og så kørte vi hjem. 

Bagefter følte jeg mig dum. Og smittet. Smittet af den nye corona-religions dårlige ånde, der breder sig overalt. Som en kæmpeblæksprutte, hvis arme fanger i flæng. Den havde lige snuppet min julegudstjeneste. Og nu neglede den  mine børn. Jeg kom til at tænke på et bibelord: ”Man kan ikke tjene to herrer.” Nej, det kan vi ikke. Og vore nye præster holder os fast i den nye tro. Corona er blevet det skræmmeord, der maner al sund fornuft i jorden og forgifter hverdagen.   

Vores barnebarn blev coronatestet. Han var negativ. Havde halsbetændelse. Det kunne vi have sagt os selv. Men vi turde ikke. For tænk hvis nu …! Det er den frygt, der i det her år har taget bolig i os alle, og som har fyldt alt for meget. Men som heller ikke er til at komme udenom. For hvad nu, hvis vi gav pokker i frygten og smittede et gammelt menneske med en dødelig sygdom. Så hellere isolere den gamle.

Sådan har vi tænkt, og vi har vel ikke kunnet tænke anderledes. Corona har været en tyran. I 2020 har tyranniet hersket uindskrænket i alle lande, selv de mest demokratiske. Jeg har ikke glemt statsministerens tale i marts, hvor hun bl.a. sagde, at hun holdt alle danskeres liv i sine hænder. Da fik jeg kuldegysninger. Især fordi jeg anede, at der var noget om det.

Det har været et sort år for mange. Men det har også været et lyst år for mange. Det har været et kontrasternes år. Og vi kan ikke, som jeg har følt lyst til, bare sparke året væk og kalde det mislykket og ubrugeligt. Vi har brugt det godt midt i al gruen. Vi har nemlig lært meget, som vi altid har vidst, men som var på vej i glemmebogen. Vi har lært, at fællesskab er dyrebart og at vi ikke må miste det. Vi har lært, at vi kan noget sammen på tværs af alle de forskelle, der heldigvis er på os.

Vi har lært, at alle mennesker er dyrebare væsner. At vi alle sammen er værd at holde i live. Selv de allersvageste. Ja, måske især de svageste. Og her kan jeg godt blive lidt rørt, for det er det smukkeste, der er sket i det gamle år. At vi har fået øjnene op for, hvor meget vi betyder for hinanden. Hvor værdifuldt hvert menneskeliv er.

Og med hensyn til det sidste kan vi måske endda sige, at den erkendelse har bredt sig ud over hele verden i en ny global bestræbelse på at bevare liv.

Epidemien blev hurtigt til en pandemi, fordi vi lever i en globaliseret verden, hvor vi trods alle vore nationale egenarter først og fremmest er verdensborgere. Hvor vi bliver mere og mere bevidste om, at vi lever i en og samme verden. Og her kommer fællesskabsfølelsen igen ind, som noget vi ikke kan undvære. For vi er fælles om ansvaret for, at vore børn ikke skal komme til at leve i en verden uden natur og fastlåst i et virtuelt univers, fjernt fra alt levende liv.

Ja, et kontrasternes år. Men lever også i en kontrasternes tidsalder. Det er den her tidsalder, hvor vi, der er på min alder tydeligt husker atomoprustningen i den kolde krigs tid. Hvor De Gaulle pralede med sin atombombe, der var lille, men stor nok, for som han sagde: ”on ne peut mourir qu’une foi.” (Men kan kun dø én gang).

Og så oplever vi nu igen en global oprustning, men denne gang er den vendt mod en fælles fjende. Og kapløbet går ikke ud på, hvem der kan udslette flest liv, men hvem der kan redde flest liv.