DET UMULIGE BLIVER MULIGT

Udgivet den af
Svar

Et lille ord til Kjeld eller Keld fra Ålum, som jeg har hygget mig med en tid. Du bliver nødt til at slumre sødt en tid, for jeg lægger dig til hvile nu. Ja, ja, bare rolig, du genopstår, om Gud vil. Og hermed mener jeg, om jeg får lov at leve nogle år endnu. I så fald vil jeg iklæde dig en klædelig dragt, og du vil blive læst og oplevet, som du fortjener.

Men lige nu har jeg i sinde at koncentrere mig om at færdiggøre et andet projekt, som har ligger i natostilling alt for længe. Erindringsbogen. Herunder lidt om den, og om hvordan det går til, at den trods alt vil få flyvefærdige vinger og forlade reden.

DEN UMULIGE BOG

Engang for mange år siden læste jeg et sted, at selvbiografien er den eneste bog, som alle kan skrive. For de bærer den i sig, og den skal blot iklædes ord. Og allerede, mens jeg læste det, vidste jeg, at det ikke var sandt. Og jeg tænkte, at for mig var det den eneste bog, som jeg aldrig ville kunne skrive.

En biografi skal være sand. Og det indebærer, at det, som Per Olov Enquist kalder ”smertepunkterne,” ikke kan udelades. Jeg blev som purung udsat for et overgreb, som jeg aldrig fortalte nogen om, og som jeg brugte hele mit ungdomsliv og en stor del af mit voksne liv på at fortrænge, og som det også lykkedes mig at udradere så effektivt af bevidstheden, at jeg næsten kunne glemme det. Ja, i lange perioder troede jeg, at såret var lægt.

Det var sjældent, men det skete, at det sprang op. Så blødte det en tid, og jeg isolerede mig. Jeg fik en psykiater, som gav mig den medicin, som dæmpede angsten og gjorde hverdagen mulig. Jeg fortalte hende om overgrebet. Det slog hun hen, som om det var uden betydning. Måske havde hun ret, tænkte jeg med tvivlen hakkende i baghovedet. ”Det er jo så længe siden,” sagde hun, ”og nu skal du ikke tænke mere på det. Glem fortiden! Tænk på fremtiden!” Og jeg tror, at hun fortalte mig, at jeg havde en endogen depression, og at det hang sammen med overgangsalderen og med det faktum, at børnene var blevet teenagere og at de flyttede hjemmefra.

Min yngste var fire år, og han flyttede ingen steder, men hans mor havde svært ved at læse højt for ham om Mummitroldenes bevægede liv uden at komme til at græde, og da vi en dag var i biografen og for se en Disney film, måtte hun forlade salen, fordi hun ikke kunne tåle at se Bambis far blive skudt.

Men det skete sjældent, at jeg kom derud. Og jeg er i bund og grund en livsglad natur. Og robust ligesom min far.

Da alle børnene var store nok, den yngste allerede teenager, vovede jeg springet ud på de 70000 favne vand. Jeg opsagde min faste stilling som gymnasielektor for at realisere en gammel drøm. At skrive bøger. Fra nu af ville jeg bruge min tid på at læse den bedste litteratur i verden og at skrive de bedste bøger, jeg kunne med de evner, jeg havde. Og de følgende år blev produktive. Jeg fik skrevet alle de bøger, der lå og ventede på at komme til verden og at komme ud i den.

I de senere år er det jævnligt sket, at mine børn og børnebørn og mine venner har spurgt mig, om jeg dog ikke skulle skrive mine erindringer. ”Er det ikke på tide, at du skriver om dig selv?” Og så har jeg altid svaret, som sandt er, at jeg allerede har skrevet om mig selv. ”Læs mine bøger!” siger jeg. ”Johan, det er mig, Lucie, det er mig, Kingo, det er mig osv. ”

Og så var der jo den blokering. Det, som jeg aldrig havde kunnet tale om, kunne jeg naturligvis heller ikke skrive om. Det er en erfaring, jeg tror, at jeg deler med andre forfattere, der har været udsat for lignende overgreb i opvæksten. Nogle af dem overvinder så alligevel blokeringen og formår at sætte ord på det onde, der skete, og ofte lykkes det over al forventning.

Jeg nævner her blot nogle eksempler: ”Det bliver sagt,” (Christian Ditlev Jensen), ”Dem der ikke tier”(Peter Øvig Knudsen), ”Zornig, vrede er mit mellemnavn” ( Lisbeth Zornig), ”Hvis du er bange så ryk tættere på” (Liv Helm), ”Vild” ( Kristina Stoltz).

For et par år siden skete der to ting, som gjorde, at jeg kunne nærme mig den fortrængte del af min fortid, at der blev åbnet en sprække. 

For det første læste jeg Karin Michaëlis’ lange selvbiografiske roman: ”Træet på godt og ondt” – og her gik det op for mig, at hun jo havde gjort det, som jeg ikke havde kunnet: hun havde skrevet om overgrebet, men samtidig skabt en nødvendig distance til det ved at iklæde det fiktionens dragt.

Karin Michaëlis kalder sit alter ego Gunhild, og i pigens måde at bearbejde ugerningen på genkendte jeg mine egne reaktioner. Jamen, det var jo præcis sådan, det var.

Herunder et par citater fra bind 3 ”Hemmeligheden.” ( E. Jespersens Forlag):

”Og Gunhild vidste igen, at om de kneb hende med gloende Tænger, og om de vred hendes Indvolde ud, og om de korsfæstede hende med Hovedet nedad, og om de slæbte Brændsel sammen til Baalet og brændte hende levende, ingen, ingen i Verden, ingen, ingen i Verden, skulde nogensinde faa hendes Hemmelighed pint eller lokket eller truet ud af hende. Ingen. INGEN.

Men hvergang en Storm gik over Landet. Hvergang Blade faldt til Jorden. Hvergang hun saa en lang nøgen Landevej, hvor det gungrede hult, naar man lagde sig paa Knæ og lyttede efter en Vogn … d e n Vogn … saa maatte hun tænke derpaa. Hun … Men ogsaa kun hun.”( Citat fra side 19)

”—- Hun rejste jo bort fra DET … det, som … Stille, stille … ikke tænke på det … ikke tænke på det …” ( Citat fra side 25)

Det andet, der skete samme år, var mødet med en journalist fra Kristelig Dagblad, Malene Fenger-Møller. Hun havde skrevet til mig og spurgt, om hun måtte lave et interview med mig til en artikelserie om Troens Øjeblik. Om jeg kunne fortælle om et øjeblik, hvor jeg havde følt Guds nærhed.

Mailen har jeg ikke gemt og heller ikke mit svar, men der må have stået noget om, at jeg bedst huskede det øjeblik, hvor jeg havde følt Guds fravær.

Pludselig var det, som om muren slog revner, og det mørke, der havde gemt sig bag den, sivede ud, og jeg forsøgte for en gangs skyld at være i det. Og være der uden skam. Skammen var det værste, for den var så fastgroet.

I sin bog ”De fortabte sønner” beskriver Andreas Gylling Æbleø om skammen over skammen: ”skæbnen har lagt et lag ovenpå den velkendte, ja, efterhånden lidt trivielle skam … skam i stereo, simpelthen.”( Citat s. )

UDSIGT

Udgivet den af
Svar

Jeg hørte engang et foredrag, det var på Nørbæk Efterskole og det er sikkert 20 – 30 år siden, og foredragsholderen var den engang så kendte “Radiodokteren” – Carsten Vagn-Hansen, han optrådte sammen med sin kone, og de causerede og sang, og det var vældig hyggeligt. Jeg har glemt de fleste af ordene, men en bestemt passage i teksten husker jeg, og den randt mig i hu i morges.

Han sagde, at det bedste man kunne gøre, når man skulle begynde en ny dag, var at smække vinduet i soveværelset op og indånde den friske luft og sige til sig selv, at livet er skønt.

Det gjorde jeg i morges.

Og livet er skønt.

Udsigten fra soveværelset

MENS DET SKER

Udgivet den af
Svar

MENS DET SKER

Men der sker ikke så meget. Og der sker så meget. Paradoksernes holdeplads, det er lige her. Kom selv og se!

Hverdagen ligner hverdagen. Vi står op – gør morgentoilette – spiser morgenmad: tykmælk med müsli, rugbrød med ost og en kop kaffe – løser 1 eller 2 krydsogtværspgaver – læser højt fra en bog, mens vi hver drikker ½ liter væske  – snakker lidt om det læste – henter dagens Kristelig Dagblad – læser den og læser Amtsavisen, som vi har hentet hos naboen – hvis vejret er godt, sætter vi os ud i solen og deler en øl og hilser på forbipasserende  – så går vi i gang med at stille frokost an – vi hjælper hinanden –  vi spiser maden, der altid er sild, tun, tomater, agurker, æg og lidt rester fra gårsdagens middag, vi drikker juice, mælk eller vand – Ole går til middagssøvn – jeg skriver/læser/cykler/rydder op imens – så drikker vi lidt kaffe (en kop).

Efter middagssøvn o. a. kaffe og knækbrød og senere ½ liter væske til en hel krydsogtværs – så hvis det lykkes at overtale Ole en gåtur til åen ( sjældnere og sjældnere) – derefter oplæsning – mens Ole ser lidt fjernsyn cykler jeg en times tid – så er der tid til at forberede aftensmad – mens jeg fabrikerer en ret hører jeg en podcast eller en bog – vi spiser – ser TV avis – ser en film. Ole går i seng – jeg skriver eller læser og går i seng.

Sådan skal skemaet helst se ud. For det giver stor tryghed for en dement at være i et mønster, der er genkendeligt.

Mønsteret brydes jo ind i mellem: nogen kommer uventet på besøg (sjældent) nogen kommer på ventet besøg (tiere) børnene kommer tit. Vi bliver budt i byen (sjældent)

Set på tryk ligner det en trummerum og ingenting. Og det er jo sandt nok, at det er gentagelse på gentagelse, men for en dement giver det mening og stor tryghed, og selv finder jeg det OK at være i. Der er en ro, som jeg urolige mennesker altid har drømt om. Men aldrig kunnet finde.

Sommetider kan jeg gribe mig selv i at undres over, at jeg ikke længes mod rejser og andre ”oplevelser.”

Måske er jeg bare inderst inde så hamrende kedelig, at et inaktivt og stillestående liv lige er noget for mig? Den tanke kan jeg faktisk godt lide at hænge lidt fast i: at jeg er kedelig. Det er OK at være det.

Men paradokset? Hvor er det? Måske i, at jeg kan gribe mig selv i at glemme, at Ole er dement, og at jeg behandler ham præcis, som om han ikke var, og at han så reagerer fuldstændig, som om han i virkeligheden er rask. Vi fører ikke lange samtaler, men vi løser opgaver sammen – vanskelige opgaver = Danmarks sværeste krydsogtværs klarer vi en gang om ugen, og jeg kunne ikke løse den uden ham – han finder ord, de rigtige ord hver gang. Og så småsnakker vi hyggeligt hele tiden: om vejret, om børnene, om haven og omgivelserne og om, hvor taknemmelige vi er for, at vi kan være sammen. Der er nok at snakke om.

Og så pludselig står sygdommen alligevel og vibrerer mellem os på en måde, som skræmmer.

En episode: jeg var et kort øjeblik væk fra huset forleden, fordi jeg skulle hente Amtsavisen hos naboen. Han er 97 år og bor alene, og vi plejer at snakke en ½ times tid, inden jeg forlader ham, og det gjorde vi også nu, og jeg har altid min mobil med, så Ole kan ringe, men nu havde jeg glemt den. Og da jeg kom hjem var Ole helt forstyrret.

Hvad er der galt? Er der sket noget?

Hvor var du?

Det ved du da, hos Knud.

Det vidste jeg ikke, og jeg kunne ikke ringe dig op.

Men min telefon ligger jo der, og jeg pegede på mobilen, som lå ved siden af Oles mobil.

Jeg føler mig så dum, sagde han.

Det er du ikke, sagde jeg.

Så gik jeg ud i køkkenet og så, at der var stillet et par skåle midt på bordet. Min veninde er syg, og jeg havde bragt hende et par æblekager i ugens løb, og nu havde hendes mand eller datter åbenbart været hos os med de tomme skåle.

Jeg gik ind til Ole.

Du har haft besøg?

Nej. Men hvor var du?

Hos Knud?

Jeg ringede til dig.

Men hvem var her imens?

Ingen.

Jamen skålene?

Jeg er så dum!

Nej.

Jo, jeg forstår ingenting.

Men hvem var her?

Ingen. Men du var væk.

Men …  

Så gav jeg op. Det nyttede jo ingenting. Han er jo syg. Og vores gode venindes datter havde helt tydeligt skræmt ham ved at dukke op. Hvem var hun? Hvad ville hun? Hvorfor gik hun ind? Han må have lukket hende ind – Jeg låste døren, da jeg gik – men han genkendte hende ikke og var frygtelig bange og usikker på, hvad der dog skete. Sådan må det have været, men da jeg kom lidt senere, var der bare en tåget forestilling tilbage. En forestilling om noget højst ubehageligt, som var sket, mens jeg var væk.

Jeg må huske min telefon. Altid. Han kan bruge sin telefon. Endnu.

DENGANG I 60 ÉRNE OG NU

Udgivet den af
Svar

DENGANG I 60’ERNE OG NU

Der skete så meget på så kort tid. For mig. Studentereksamen – venskaber – svigt – ophold i Frankrig – nye venskaber – nye svigt – og til sidst et ægte – skab – et ægteskab – ægte? Men et skab i al fald – at forsvinde ind i – at blive til i –  tryghed – tro – tvivl …

Og så var der litteraturen. Også dengang sugede jeg til mig og fandt friheden der. Åndede gennem andres ord. Som blev mine på en måde. Også selv om litteraturen i de år var fængslende i alle ordets betydninger. Tag f.eks. en af tidens største forfattere, Samuel Beckett, der chokerede med sin fremstilling af den absurde verden, vi levede i. I skrivende stund mindes jeg Bodil Udsen i rollen som Winnie i ”Glade Dage” – som jeg husker det, sidder hun dagen lang fanget i mudder eller er det støvbunker, men i al fald fanget, og der sidder hun så, og mens det sander til omkring hende, glæder hun sig højlydt over, at livet er så skønt. At dagene er så glade. At hun selv er så glad. Det er virkelig absurd teater, og det ramte en lige i hjertet. Men budskabet er jo, at man skal rette ryggen og huske sig selv på, at det trods alt er værd at leve. At livet er livet værd.

For der er glæden.

Og nu. Det er 50 – 60 år siden, og meget er forandret. Jeg er blevet gammel, og verden, tja, jeg har lidt svært ved at sige med Nordahl Grieg, at ”ung om verden endnu være” – den forekommer mig at være ældet og nedslidt.

Litteraturen har ikke mistet sin tiltrækningskraft for mig – sulten efter ord er ikke blevet mindre – og der er nok at slubre i sig. Nu som dengang. Det vrimler med talent, synes jeg, og vist er der håb i det. Kunsten kan ikke kues af verdens uforstand – den lever sit eget selvstændige og stærke liv. Nu er det ikke som i 60’erne livet som absurd vilkår, der skrives om, men det enkelte individs komplicerede relationer til ”de andre” – familien som regel – traumer, der forfølger personerne og som ikke synes at være et livsvilkår, der deles med alle, men den enkeltes uheldige lod i livet og ensomme kamp mod det, der har ramt det og spundet det ind i et net af ufrihed.

Ja, men der er så meget andet i litteraturen end lige det, der er tidens trend. Heldigvis. Også samfundskritiske holdninger udspiller sig – en ny klassebevidsthed har vist sig. Og så videre … …

Men her står jeg. Og jeg tænker med taknemmelighed på litteraturen, som kan plante mening i en meningsløs verden ( nej, der tog jeg munden for fuld – tror jo, at der er en (mange) mening(er) med det, der sker.)

Men uden kunsten var livet nu alligevel fladt og kedeligt.

Så tak til alle jer, der skaber nye verdner.  

Vi soler os i jeres lys.

UDSIGT

Udgivet den af
Svar

Hvad er udsigten? Til vejret? Til i morgen? Til fremtiden? Til at det nok skal gå? Til at det vil gå af helvedet til?

Eller er udsigten himmelsk?

Det er ikke til at svare på. Man kan kun gætte.

Men én udsigt er sikker nok, selv om den skifter med årstiden. Og det er udsigten fra mine vinduer. Den er altid noget nær himmelsk. Der er udsyn til himlen og til naturen, og ser jeg ud af det store stuevindue, hører man historiens vingesus: Den smukke Ålum Kirke ligger lige uden for døren.

Når man ser ud ad vore vinduer, kunne man let få den tanke, at vi bor midt i naturen, og det er da også den store Nationalpark Fussingø, der danner baggrunden. En stor skiftevis efter årstiderne grøn -gul -rød eller sort mur i horisonten, og landsbyens store træer danner mellemgrunden, og i forgrunden breder vore egne træer deres mægtige kroner.

Engang havde jeg besøg af en ung journalist, som skulle interviewe mig om min bog om B. S. Ingemann, og han boede i København, og han gik fra vindue til vindue og kiggede på det derude. Det var sommer, og alt var grønt, og jeg tænkte, at han ville sige noget rosende om udsigten, men han så nærmest fortvivlet på mig, og så sagde: hvordan kan du holde ud, at bo her? Her er jo ingenting.

Og jeg tænkte, at han måtte være blind og svarede, at her jo både var natur og kultur, og han sagde, jo, men hvor går du hen, når du vil på café og tale med et menneske?

Jeg vil aldrig gå på café. Men det sagde jeg ikke.

Det ville han ikke kunne forstå.

Han mente altså ikke, at der kunne bo mennesker herude, som jeg kunne tale med.

Vores landsby er ganske vist lille, men der bor faktisk levende mennesker, og så er der det at tilføje, at vi kender hinanden godt her, og vi lever med i hinandens liv. Her er man ikke alene. Det kan man vist godt være i København, også selv om man der altid er omgivet af mange mennesker.

Alene i et menneskehav. Ikke alle har lært at svømme i det hav.

Her er der menneskeligt lavvande, men alle kan bunde.

Ingen drukner.

Herover: Ålum Kirke i aftensol som vi ser den fra vinduet mod syd.

KRIGEN – IGEN

Udgivet den af
Svar

Krigens briller er sort/hvide. Alle nuancer forsvinder. Det er venner eller fjender. Man er for eller imod. Det er ja eller nej.

Så i aftes en serie i fjernsynet om Frankrig efter Anden Verdenskrig. Jeg husker ikke, hvem der står bag filmen, men den var sammensat af en lang række dokumentaroptagelser fra årene lige efter krigen – fra 1944 til 1953. En stemme kommenterede billederne.

Og den fortalte – og viste skræmmende tydeligt – at de allierede bombede de franske byer sønder og sammen. Jeg tror, det var ca. 2/3 af husene, der blev ødelagt af bomber, og billederne lignede dem, vi ser fra Gaza i denne tid: store hobe af rygende ruiner.

Og så det underlige. At franske kvinder sås på filmen omfavne og kysse de amerikanere, der lige har smadret deres hjem.

Det er så underligt, at vi aldrig rigtig har hørt om, hvordan krigen endte. Hvilket frygteligt blodbad det var. Det skal ligesom forties, for de allierede vandt jo. Men hvorfor ryster ingen på stemmen, når de taler om den sejr? Hvad den kostede!

 Jeg vidste godt, at Tyskland blev sønderbombet. Jeg besøgte Hamborg i 1957, og da lå en del af byen stadig i ruiner. Men jeg vidste ikke, at Frankrig blev akkurat så smadret som Tyskland. Det hørte vi ikke om i skolen. Og det blev der tiet om. Men vi skal huske det. Vi skal huske, hvad krig er. Det er ikke heltegerninger. Det er mord og drab og ødelæggelse.

Det må vi aldrig glemme – og når vi svælger i oprustningsretorik nu, så burde vi få hvert eneste ord galt i halsen.A

KELD 19 – NOGLE NOTATER

Udgivet den af
Svar

Læser p.t.  ”Det danske landbrugs historie” ( Landbohistorisk Selskab 1988)  – redigeret af Claus Bjørn.

Første bind har gode kapitler om jernalder/vikingetid og middelalder.

Lotte Hedeager og Christian Christiansen står for oldtidsdelen, som går til år 1000 e. kr.

Erland Porsmose står for middelalderen fra år 1000 – 1300 e. kr.

Nogle notater:

Oldtidens bondesamfund:

I bondestenalderen praktiserede man skovlandbrug.

Skoven den mest stabile foderkilde 1) græs 2) ikke tørkefølsom 3) ingen arbejdskraft nødvendig. Dyrene passede sig selv og fandt selv foder.

Slutresultatet af denne langvarige brug ( overforbrug) af skovene skabte overdrevet – kreaturernes nedbidning skabte udtørring – lyngheden opstår.

Yngre Jernalder:

Langhuse op til 30 – 48 – gavle i øst og vest – forsiden mod syd. Den bedste lys og vindbeskyttelse. Op til 30 – 48 meter lange – beboelse i vestenden – dyrene i østenden – ikke mere kun opdeling i to rum – ofte tre rum.

Grubehuse: små nedgravede hytter = arbejds – og håndværkerhytter.

Middelalderens bondesamfund:

Flere slags bønder:

1) odelbonde ( ejendomsbonde )

2) adelbonde (hovedbonde)

3) landboer (fæster)

De fleste var selvejere

Jord = magt og ære

Trælle: at regne som husdyr – slavejagt var en integreret del af vikingetogterne og fortsatte i vendertogterne i 1100tallet – udgjorde en kærkommen tilgang af arbejdskraft. 3 trælle på en middelgård. Landbruget ekspanderer i løbet af 1100tallet, og der er brug for folk. Egnede trælle kunne sendes i leding i stedet for husbond – trælle kunne avancere og blive frie.

Fledføringer: ( aftægtsfolk) var ufri ligesom tyende. Årsag: Nød – ælde – sygdom – de blev regnet som børn = unyttige.

Ejendomsforholdene er ret komplicerede i middelalderen. Landboen er sin egn herre på den måde, at gården er hans, men jorden fæster han. Da han ikke ejer jorden, har han ikke magt til at besidde tillidsposter – det tilkommer kun adelbonden

Krigerbonden var samfundets krumtap. Han var bevæbnet: sværd, kedelhat, spyd og skjold.

Jeg vil nøjes med disse ganske få notater for nu. Det er selvfølgelig vigtigt at kende ikke blot bondens men også gejstlighedens rolle ( kirken) og kongens ikke mindst, men jeg vil ikke besvære bloggen med flere notater.

Herover en kedelhat – navnet Ketil = Keld betyder kedelhat. Vores helt kommer til verden på en stor gård. Han er ret sikkert bestemt til en krigerisk løbebane – til at blive krigerbonde. Men han bryder mønsteret og går i (den modsatte?) retning og bliver en kirkens og ikke en kongens mand.

KELD 18

Udgivet den af
Svar

Jeg er listet ind på min blog, og det skulle jeg måske ikke gøre lige i dag, men nu sidder jeg her altså, og skærmen lyser hvidt. Cursoren blinker, og så er det med at komme i gang med skriveriet. Jeg glæder mig allerede, har været et smut på sygehuset i Randers. Ikke noget at skrive om, bare lidt småkorrektioner af corpus erectus. Nej, undskyld, nu skulle jeg lige blære jeg mig med det latinske. Men altså, alt i skønneste orden, og jeg gik oprejst ( som sagt) derfra og fik slet ingen parkeringsbøde denne gang – herligt! Men jo ikke noget at skrive om. Alligevel. Virkeligheden smiler i al sin smålighed, og nu vil jeg gøre gengæld ved at skrive løst og fast om, hvad der falder mig i pennen. Hyggeskrivning. Hvor dansk.

Men hvad er nu det! En skurren! Som bliver til en stemme. Åh den kender jeg. Det er Keld, der kalder.

Jeg kan jo bare slukke computeren, og så kan han gale i mørket.

Men nej, man lukker ikke for sit smertensbarn. Altså må jeg lægge øre til hans snak. Hvad siger han, åh, nu hører jeg ham helt tydeligt:  

Kjeld: Hej! Hallo! Hallo! Hallo! Hvor er du? Gemmer du dig, eller hvad? Er du gået i stå?

Mig: Gået i hvad? Stå?

Kjeld: Ja. Har du rent glemt mig? Jeg hedder Kjeld! Eller Keld, jeg ved snart ikke.

Mig: Hold nu op! Jeg har andet at tænke på.

Kjeld: Hvad?

Mig: Virkeligheden.

Kjeld: Virkeligheden er fiktion.

Mig: Hvad?

Kjeld: Du hørte det godt. Og inderst inde ved du det udmærket. Virkeligheden findes ikke.

Mig: Hold nu op! Det er dig, der ikke findes.

Kjeld: Hvis jeg ikke findes, er det din skyld. Og det finder jeg mig ikke i.

Mig: Det finder vi ud af.

Kjeld: Gør vi?

Mig: Ja.

Kjeld: Så skal jeg altså bare vente.

Mig: Ja.

Kjeld: Mens du fjoller derudaf med dine lommefilosofiske betragtninger om alt muligt andet end mig og mit liv, som da ellers efter sigende lå dig på sinde.

Mig: Ja.

Kjeld: Godt. Så venter jeg. Men du hører fra mig.

Mig: Tak.

AT HØRE HJEMME

Udgivet den af
Svar

For få dage siden døde Jørgen Leth. For fem år siden besøgte journalisten Stephanie Surrugue ham for sammen med ham at konstruere en slags nekrolog ante mortem. Meget besynderlig ide. Og vellykket. I dag hørte jeg en potkast om det interview, som hun lavede hos ham i forbindelse med omtalte nekrolog. Og det var højst tankevækkende. For mig. Og skræmmende – for jeg forstod ham jo alt for godt.

Da han i sin tid udgav bogen ”Det uperfekte menneske”, var jeg en af de mange, der forsvarede ham, da en shitstorm ramte ham. Han valgte et liv, som af mange (familie, venner) kunne opfattes som egocentrisk ( det udtryk bruges ikke i udsendelsen, det er mit udtryk) – han ville nemlig hele livet gribe alle de muligheder, der åbnede sig for ham, og det gjorde han. Og han brugte sit levede liv til at skabe levende kunst.

Hans liv blev kunst. Han kunne ikke begge dele: ikke både være almindelig borger med familieforpligtelser og nærvær og samtidig en skabende kunstner. Han måtte bruge al sin energi, hele sin kraft og sit store talent til at skabe.

Så blev han jo en slags Vorherre i eget liv. Det har sin pris.

Han fik aldrig et rigtigt ”hjem” – han var hjemme i sin kunst.

Han blev spurgt, om han fortrød. Det syntes han ikke. Men han var klar over, at nogen af dem, han holdt af, havde ment og måske med god grund, at han havde svigtet dem. I ”En vej ud af tågen” skriver sønnen Kristian Leth om det smertelige ved at have en fjern far.

Nu har jeg ikke hans talent. Og jeg har slet ikke modet til at gribe øjeblikket og forvandle det til kunst. Jeg må gå en helt anden vej, og den sander ofte til, det har jeg set så tit. Og det, der var en mulighed, er ofte endt som en forspildt chance. Og det er godt nok.

Tanken om døden er også nærværende for mig lige nu. Både fordi jeg mister venner i disse år, men også fordi jeg selv står på tærsklen og alligevel klamrer mig til dørkarmen.

Én sommer mere, please – så skal jeg nok træde over. Men lad mig lige leve dette efterår med. Dette smukke efterår. Og gerne vinteren også. Sne og kulde, det gør ingenting. Og lad mig for Din skyld opleve endnu et forår.

Endnu en smuk dag

Udgivet den af
Svar

Det tidlige efterår er så mildt og venligt i år. En let tåge hver morgen og sol og blå himmel op på dagen. Gik i engene i dag og fandt glæden ved det. Det enkle liv. Det burde vel være nok.

Hvorfor er der så alligevel en længsel?