Men gør ingenting, at det går langsomt. Alt for meget går alt for hurtigt i denne tid, og det, som jeg nu vil begynde på, må gerne tager evigheder. Bare det bliver nogenlunde sådan på papiret som det lige nu er i mit hoved.
Det bliver det jo sjældent, men det gør så heller ingenting. Bare det bliver. Det ideelle er til for at lede os på sporet, ikke fordi vi nogensinde vil kunne nå dertil. Tag f.eks. Jesu Bjergprædiken – der får du at vide, hvad det er for et menneske, Gud vil have dig til at være. Og suk! det bliver du aldrig. Men du kan forsøge at nærme dig.
Sikke en sammenligning! What??? ville mine børnebørn sige. Men jeg lader den stå lidt alligevel.
Og hvad er det så, jeg vil i gang med?
Åh jo såmænd. Det er en bog. Tænk engang, jeg vil skrive en bog. Det troede jeg ikke om mig selv, men det var måske, fordi jeg alt for længe groede fast i et manus, som ingen gang har på jorden: Bogen om mit liv – den såkaldte erindringsbog. Såkaldte. Ja, for det er jo ikke muligt at skrive sådan en bog, og det kan man jo let forvisse sig om ved at læse det utal, der allerede er skrevet af den slags. Okay, jeg vil indrømme, at der blandt dem findes udmærkede bøger, nogle af dem er mere end det – de er fremragende. Karl Ove Knausgård, Jesper Stein og Vibeke Grønfeldt for nu lige at nævne tre af de bedste nulevende. Men for i al fald de to af dem gælder det, at det er den litterære kvalitet, der hæver dem til noget nær skyhøjde. Og der vil jeg jo aldrig nå op.
Så farvel til det manus og velkommen til det ny.
Ny og ny? Det er faktisk en gammel ide, som jeg har klistret lidt vinger på.
For år tilbage flaksede den ret vildt i mit indre univers og var også nær ved at tage form. Så skete der noget, som jeg vil springe over, for det er ikke alt, man skal sige højt. Og så faldt fuglen til jorden.
Nu vil jeg prøve at give den luft under vingerne. Men som sagt: det kan tage tid.
Jeg vil skrive to børnebøger om vore to Ålumhelte. For sådan nogen har vi. Og lidt heltedyrkelse kan vel gå an, når de nu er så lokale og så fine som de to.
Den ene er Kjeld den Hellige – og den anden er Mogens den Heldige. For mens Kjeld, der levede i Middelalderen, viede sit liv til at hjælpe de svage og de fattige og lykkedes med det i så høj grad, at han blev helgenkåret, så blev Mogens en af landets mest kendte malere, da han levede i sidste halvdel af 1600tallet.
Der er nogle hundrede år mellem de to skikkelser – og jeg ved ikke, hvor mange lighedspunkter, der er, men jeg vil skrive om deres barndom i Ålum, om deres drømme og om deres kamp for at realisere drømmene. En kamp, som man må sige, at de begge vandt. Der er krummer i drenge fra Ålum.
Nu har jeg nylig været sammen to af mine børn og alle mine børnebørn, og i dag har vi siddet i haven på grønt græs midt i solskinnet og omgivet til alle sider af blomster og bier og med fuglesang i ørerne og kølig hvidvin i glasset. Livet er ikke det værste man har. Og om lidt er kaffen klar. Om lidt.
Om lidt er det fremtiden. Og selv om nutiden er så lys, i al fald var den det i går … og i dag … i al fald var den det for mig, så ved jeg ingenting om fremtiden.
Da jeg var ung, frygtede vi en atomkrig, og staten orienterede os om, hvordan vi skulle forholde os, hvis bomben faldt i nærheden, og vi så rædselsfilm i TV om atomkrigen: ”De overlevende,” ”Når vinden blæser,” ”On the beach”. Krigstruslen var i de år et baggrundsspøgelse, som vi ikke kunne overse og som skræmte os. Så blev det en smule lunere og mere fredeligt i vores nære omverden ( Vietnam og Pol Pot var langt borte), og vi begyndte igen at tro på en bedre fremtid. Nedrustning, sameksistens, opblødning af fronter. Vi troede endda på, at FN havde en fredsbevarende magt.
Vi troede, at vi var på vej ind i en bedre verden. En overgang så det sådan ud. Muren faldt. Sovjet faldt. Grænserne udviskedes en smule – fri bevægelighed i Europa – Men hvad skete der dog? Jeg forstår det ikke. Der er SÅ meget, jeg ikke forstår. Og der er SÅ meget, jeg er bange for i dag. Ikke så meget for mig selv, for jeg er gammel og siger snart farvel, men for dem, jeg elsker. Og som skal til at begynde deres liv i den mørke skov, som verden er blevet. Og nu brugte jeg et upassende billede, for verden er ikke en skov, verden er ved at udrydde skovene og resten af naturen. Det er ikke naturen, der truer, det er den, der er truet. Det er ikke ulven, vi skal være bange for. Det er mennesket – og den ondskab, som vi ser udfolde sig i en verden, vi engang troede skulle blive et bedre sted for vores børn end for os. Og den nye teknik. At vi hele tiden følges i et underligt ubegribeligt rum og manipuleres med af kræfter, vi ikke kan revoltere imod.
Jeg læste en kronik af Iben Krogsdal i Kristelig Dagblad ( fredag d.30 maj), og jeg vil citere fra artiklen, for den formulerer afmagten og frygten mere rammende end jeg kan gøre:
Citat: ”Når jeg ikke længere tror på en bedre fremtid, er det ikke ”bare”, fordi tiden er fuld af løgnagtige statsledere, eller fordi vi opruster, og ulykkelige krige finder sted i vores stadig mere ødelagte verden. Det er, fordi der i al dette er tegn på den magtovertagelse, som allerede nu er ved at ændre stort set alt, der foregår både mellem os og inde i os. Fordi vi er på glidende vej ind i en algoritmestyret virkelighed, hvor vores frie viljer stille og roligt lægges mere og mere i hænderne på kræfter, som er uden for vores kontrol.
At alt imens vi er optagede af Trump, Trump, Trump, Putin, Gaza og Netflix, tømmer maskinerne bit for bit vores sjæle for ægte, menneskeligt indhold. Og det sker næsten blidt og venligt, for vi arbejder alle helt frivilligt med på sagen. Hver eneste dag afgiver vi lidt af os selv og vores frihed til kræfter, vi ikke forstår og aldrig kommer til at forstå. For de er umenneskelige og åndløse. Det er noget helt, helt nyt under solen, der tager over, og vi lader det bare ske.”( Citat slut.)
Så er der kun håbet tilbage, og det må vi ikke slukke, lige meget hvor meget modvinden truer med at blæse det ud. Sker det alligevel, og håbløsheden griber os i struben, så har vi pligt til at tænde det igen.
Og vist skal vi kæmpe. Siger en pacifist. Og der findes andre våben end droner og kanoner.
Jeg skrev om Halfdan Rasmussen i forrige indlæg, og ham bliver jeg aldrig træt af. Eller det blev jeg forleden, for hans digt om alderdom er dog så trist og forkølet, at jeg måtte gøre noget ved det. Så jeg skrev en række rettelser til digtet.
Nu ved jeg godt, at jeg slet ikke kan hamle det mindste op mod en af vore dygtigste digtere, men jeg kunne ikke lade være.
Så her er mit svar på hans pessimistiske betragtninger om det at blive gammel:
Halsdans digt:
Grim er smerten Når man er pivet, Sølle bliver man Og træt og tom. Gal på verden Skønt glad for livet Går man ind i Sin alderdom.
Alt for tidligt at gå i kloster. Alt for silde At gå amok Når en fremtid Er tyvekoster Og ens fortid Har kostet nok.
Livet sælger På livets marked Individer Til nedsat pris. Før man aner det Får man sparket Ind i tåbernes Paradis.
Her bliv tiden Til ventetider, Her bliver urene Sat i stå. Om du brækker dig Eller skider Blæser alle Guds engle på.
Du er anbragt Blandt andet skrammel Fjernt fra livet Du drømte om. Du er udslidt Og du er gammel. Du har fået din Alder dom.
Mariannes digt:
Tynd er huden og du er gammel ældre bliver du For hver en dag. Regn på ruden Men vi er sammen Derfor hejser vi Glædens flag.
Alt for mange går rundt og græder Skønt der er blomster I alle bed Hør vore sange Imens vi træder glædesdansen På lette fjed
Livet kommer I lys og stråler Varme og gode Til ingen pris Se det er sommer! Ræk mig din hånd Og vær min engel I paradis
Nu er det tiden Hvor vi skal standse Nu er urene sat i stå nu vil vi danse synge … og se! alle Guds engle vil juble og le
Vel er du anbragt Blandt ting og skrammel Fjernt fra dit unge Og lette sind Vist er du træt nu Og du er gammel Men du fik set i himlene ind.
Jo. jeg ser det ved gennemlæsning af de to digte. Mit er jo formmæssigt et plagiat, men det er ikke det, der gør det ringere som digt. Halfdans digt er så fint, fordi det midt i al sit mørke er humoristisk. Humoren slår igennem for fuld knald. Der er ikke noget sentimentalitet i hans digt. Det er der i mit. Suk. Og humoren, den er fraværende i mit digt.
Faktisk er det Halfdans adelsmærke: denne blanding af humor og grumhed: Kanonkongen Knold ( ham vil vi nødig møde) og Anne lagde anemoner i kanonen på Trekroner ( blomster og kanoner?) Børges bukser brændte ( og så går der ild i Benny) osv.
Kun i ungdomsdigtene mangler humoren. Humoren skaber distance, og i ungdomsdigtene er han så smerteligt tæt på ondskaben og verdens grumhed, at han ikke formår at skabe – eller ikke vil skabe – den afstand, som er humorens kunstgreb. F.eks. et digt som “Efter Bikini.”
“Jorden er støv og ild. Mennesketom. Forladt/ Intet levende ser stjernes tegn i nat./ Ingen skal græde mer. Ingen skal mere le./ Intet skal mere ske.” (Første strofe af Efter Bikini).
Nu vil jeg igen skrive lidt om tiden. Det underlige fænomen, som man ikke kan standse med noget som helst instrument eller eksperiment, ja, som kort sagt løber af med os. Og når løbet er til ende, står vi der og ser tilbage på det lange stræk af tid, vi har lagt bag os.
Skrev et digt, mens jeg sad i lægens venteværelse. Lige akkurat der kom ordene:
Vi dvæler i dagen/ vi strækker den ud/ vi trækker i tiden/ vi trækker den ud/ mens uret tikker/ og tæller de timer/ der er tilbage/ tilbage tilbage tilbage
Tidens fylde fylder/ mere og mere/ på alle hylder
Nej, jeg er ikke lyriker, men jeg kan alligevel godt lidt at lege med ordene på den måde, en rigtig digter gør.
En rigtig digter. Halfdan Rasmussen, som jeg læser for tiden ( til alle tider for resten) han kan ramme helt præcist. Hør f.eks. det her digt, som jeg holder mere og mere af, jo ældre jeg bliver:
Hver dag er en afsked/ med blomster og trær,/ en afsked med drømme/ og udbrændt begær./ Kom stilhed og dæk mig/ med bregner og lyng./ Kom farver og fugle og syng/ mig så træt at jeg tier.
Farvel kære venner/ som fyldte min dag./ Farvel alle skygger/ jeg skjulte mig bag./ Kom skumring og gem mig/ som løv i din skov./ Kom hare og grævling og sov/ uden frygt ved min side.
Vi lever i et hav af tid, hvor begivenheder, ting og mennesker kontinuerligt afløser hinanden, men vi kan ikke leve i det uoverskuelige og grænseløse, for deri kan vi alt for let forsvinde og blive støv før tiden. Derfor må vi skabe orden og sammenhæng i det. Det er det, man f.eks. gør, når man skriver.
Erindringsskrivelse er den ultimative anstrengelse for at bringe livet i en slags orden. Og sådan lever vi hele vejen – sådan lever og har menneskeheden altid søgt at overleve: Ved at skabe orden, lave kategorier, inddele i arter, i sekvenser, i hierakier.
Og vi skaber orden i os selv: Se mine billeder! Og se mig! Jeg er ikke navnløs, jeg hedder det og det, jeg er ikke venneløs, min veninde hedder det og det, jeg er ikke forældreløs, mine forældre hedder det og det, de var sådan og sådan, og jeg gik i skole der og der, jeg oplevede det og det og af væsen er jeg sådan og sådan, og det har medført, at jeg valgte det og det.
Således forsøger vi/ jeg/ at skabe orden i vore omgivelser, så vi kan leve i dem uden at drukne i dem. Sådan forsøger vi at overleve og at forklare hvordan og hvorfor og hvem og hvornår og alle de mange hv – ord, der kommer til os hen ad vejen.
Bag alle de mange systemer gemmer vi vor usikkerhed og vor sikre viden om, at det altsammen er kunstigt og så meget mere end vi kan sætte på formel.
Vi kan imidlertid ikke leve i det rod, som verden vælter rundt i. Kan du leve helt glad og almindeligt, når du ved, at netop nu voldtages en kvinde eller et barn, og at bombernes ildregn i dette øjeblik rammer et hus, hvor en flok børn sidder og spiller ludo eller sover, og hvor to elskende kysser hinanden?
Kan vi det? Nej. Og derfor lyver vi os ind i den orden og alle de søforklaringer, som vi må opstille for at kunne leve videre med vores viden om, at byer bombes og små børn dræbes.
Men jeg har alligevel skrevet mine erindringer.
Og måske er det også lidt for at skabe orden. Men det er nok mest, fordi jeg kan lide at skrive om den verden, jeg på godt og ondt er sat til at leve i. Og så vil jeg gøre det efter Karin Michaëlis (min lærermester) gode råd: man skal skrive levende om sit liv, men uden at skære sig på løgnen. Så derfor taler jeg sandt og forsøger samtidig ikke at være alt for kedelig i sandhedens tjeneste.
Her kommer et kapitel af bogen “Pigen i Det Røde Hus.”
Kapitlet hedder: KOSTSKOLEN
”Kan du lide at læse?” siger hun.
Stemmen når mig fra et sted tæt ved den briks, hvor jeg forsøger at finde ro. Der er helt mørkt i det lille værelse, og vi skal forestille at sove nu. Puttet som små børn, tænker jeg og kryber sammen under dynen.
”Ja,” hvisker jeg og håber bare, at stemmen når helt over til pigen, som ligger i sengen over for min briks og som er fremmed og alligevel så nær. Der er helt stille en tid. Så har hun nok ikke hørt det. Og jeg tænker på, at hun er en pige, jeg ingenting kender til og som jeg skal bo sammen med i de næste tre år. Det kan jeg ikke.
Mørket har slugt os, og jeg kan ikke se hende, men jeg ved, hvordan hun ser ud, selv om jeg ikke kiggede rigtigt på hende, da vi gav hinanden hånd og sagde noget almindeligt, som man gør. Jeg ved, at hun er så meget smukkere end mig. Hendes hår er langt og gyldenbrunt ligesom øjnene, der smilede til mig, da vi stod der og holdt hinandens hænder. Hendes smil var så venligt og varmt, at jeg blev en smule mindre nervøs. Smilede jeg tilbage til hende? Det håber jeg. Jeg er sikker på, at mine øjne ikke gjorde.
Hun er mørkere end mig. Og hendes tøj er smartere end mit, det så jeg straks. Jeg har fået en ny nederdel med vidde og et strutskørt og en hvid bluse med blonder i halsen, og ingen af de andre piger havde den slags tøj på. En fiskerpige, der pynter sig. Det er mig.
Jeg blev standset for lidt siden, da jeg var på vej til badeværelset for at vaske mig. En lærerinde tårnede sig pludselig op foran mig i den snævre gang. Hvor kom hun fra? Hun strakte en arm frem, som om hun ville skubbe mig tilbage til værelset eller mane mig i jorden. Det ville hun sikkert, for samtidig sagde hun: ”Hvor skal du hen i den mundering?”
Mundering? Jeg så ned ad min natkjole. Den var da pæn og ny, måske lidt for kort. Mine lår er så tynde. Var det galt?
”Du har vel ikke tænkt dig at gå rundt på gangene i negligé?” Stemmen var hæs og uvenlig, og vidste jeg da ikke, fortsatte den, at man skulle være tækkeligt klædt, når man færdedes uden for værelsets fire vægge? Hvor var min kåbe? Min kåbe? Jeg stammede et svar. Jeg havde aldrig ejet sådan et klædningsstykke. Det havde ingen i min familie. Og sikkert ingen i hele Strandby.
Om eftermiddagen. Da Far og Mor sagde farvel. Og Fars stemme rystede, det hørte jeg da godt. Mors gjorde ikke. De omfavnede og kyssede mig i den smukke indgangshall, hvor Pestalozzi knejsede ubevægelig på sin søjle, mens han nedstirrede optrinet. Så vendte de sig lidt forlegent om mod lærerinden og trykkede hendes hånd, inden de skyndte sig ud gennem den store port, der knirkende faldt i efter dem.
Så var jeg ene med lærerinden. Hun trådte et skridt frem, og det forekom det mig, at Pestalozzi sukkede, da vi gik forbi ham og hen mod den brede trappe, hvor vi begyndte opstigningen, ikke side om side, hun forrest og med taktfaste fodtrin, og jeg forsøgtigt trippende bagefter. Jeg forsøgte at lade være med at se på den brede ryg. Kunne jeg gå med lukkede øjne?
Helt oppe under loftet fortsatte vi hen ad en lang, snæver gang, der kun var dårligt oplyst af nogle søvnige lamper. Foran en af dørene standsede hun.
”Så er vi her!” sagde hun og åbnede døren og puffede mig ind i et lille værelse, hvor flyttemanden allerede havde anbragt mine møbler.
Der var ikke mange, et chatol med skrivepult i teaktræ og en ditto skrivebordsstol og en såkaldt skibsbriks, der kunne bruges som sofa om dagen og slås ud til seng om natten. Møblerne stod langs væggen i den højre side af rummet. I den venstre side var et lignende møblement anbragt. Den anden pige var endnu ikke kommet.
Da lærerinden var gået ud, og jeg blev alene, listede jeg ud på badeværelset. Et flisebeklædt rum med 6 vaskekummer, en bruser bag et plastikforhæng og tre båse med toiletter. Jeg lukkede mig ind i en af båsende og græd.
Nu ligger vi i mørket. I mellem os er kun et par meter, og pigens stemme er så lys og klar, mens min egen kun er en svag hvisken, så måske hører hun mig slet ikke. Det gør ikke noget. Jeg vil ikke være her og ikke snakke med denne fremmede pige.
For nogle minutter siden blev lyset slukket af en lærerindehånd, og der blev sagt godnat i døren, inden den lempeligt blev lukket.
”Husk nu, at lyset skal slukkes præcis kl.10 og ikke et minut over! Og inden da skal I alle være vaskede, og værelset skal være ryddeligt.” Sådan lød det, da vi fik læst ordensreglerne højt, inden vi forlod opholdsstuen, hvor vi var blevet præsenteret for hinanden og for skolens rektor, Frk. Lang, og for vore lærerinder, dem, der fra nu af skulle holde timeligt opsyn med os og sørge for, at reglerne blev overholdt til punkt og prikke. Læsetid på værelset hver dag fra 16 til 18 og igen fra 19.30 til 21.00. Derefter mulighed for at drikke te og samtale på værelset. Efter teen afgang i små hold til badeværelset og efter aftentoilettet direkte i seng og intet lys og ingen lyde efter kl. 10.00. Rektor havde forsøgt at mildne ordene med et venligt smil, der ikke forlod hendes læber hele aftenen.
Min sovesofa er hård og smal, og jeg har ikke noget underlag, kun et tyndt lagen. Den fremmede pige er så tæt på, at jeg synes jeg kan høre hende ånde. Og nu er hun begyndt at sige noget til mig, selv om vi efter lidt småsnak har sagt godnat til hinanden og er krøbet under dynen.
”Ja,” siger jeg igen og denne gang lidt højere.
”Godt. Og hvad kan du så særlig godt lide at læse?” siger stemmen og lyder faktisk interesseret. Og jeg mærker en lille glæde spire frem og vil til at sige, at jeg er altædende, når det gælder bøger, men så tænker jeg, at det lyder for vulgært. Og for barnligt. Og jeg vil gerne virke voksen.
”Holberg,” siger jeg med et skud for hoften.
”Virkelig! men det er da sjovt, for ham holder jeg også rigtig meget af. Hvad kan du særlig godt lide hos ham.”
”Jeg har kun læst hans komedier,” siger jeg.
”Har han da skrevet andet?”
”Ok ja! eller, det tror jeg nok.”
”Godt for os, så har vi noget til gode. Han kan virkelig være morsom, synes du ikke?”
”Jo,” siger jeg. ”Jeg har set Jeppe på Bjerget med Osvald Helmut i hovedrollen.”
”Hvor er du heldig. Men hvilken af scenerne holder du så mest af?”
”Jeg elsker den, hvor Jeppe vågner i baronens seng.”
”Det gør jeg også. Man kan virkelig se det for sig, synes du ikke? Han aner ikke, hvor han befinder sig, og så pludselig vågner han op det smukkeste og fineste sted i verden.”
”Ja, for ham,” siger jeg.
”Ja, og hvad med os?”
”Os?”
”Ja, når vi vågner i morgen. Lige her!”
”Du milde himmel, ja!” siger jeg, ”det er ikke ligefrem i baronens seng, vel? Min briks er hård som en klippeblok.”
”Og min er et arvestykke fra min søster. Vi er sandelig havnet langt fra baronens fine slot.”
”Men tror du ikke, at vi alligevel forstår Jeppe, når vi vågner i morgen. Så uvant det hele er,” siger jeg.
”Ja, ved du hvad,” siger hun og begynder at le, som om synet af os to virkelig er morsomt, og lige med et kan vi begge to se det.
”Hjælp!” råber jeg, ”hvor er det dog, vi er havnet!
”I baronens seng!” råber pigen, og vi ler begge af fuld hals, og det skulle vi så ikke have gjort, for i det samme bliver døren revet op, og lyset tændt, og Frk. Markussen, som lærerinden hedder, og som vi endnu ikke er begyndt at kalde Musen, tordner ind på værelset.
”Hvad i al verden foregår der her!!!”
Vi bliver temmelig forskrækkede, men det er vel også meningen. Men pigen får hurtigt samling på sig selv, og høfligt og venligt beder hun frøkenen banke på, næste gang hun kommer ind til os.
”Men det glemte De måske bare,” siger hun.
”Nu skal du ikke være næsvis,” snerrer hun.
Så er der stille lidt, og vi sidder begge to op i sengene nu og stirrer lige på hende, men hun er ikke tilfreds endnu.
”Der skal være ro efter kl. 10,” siger hun.
Hun står midt på vores gulv og fylder godt i det lille kammer, og nu ser hun lidt mildere ud, og jeg synes, hun kigger så underligt på os.
”I ser jo ellers ud til at være søde piger. Men jeg må vide, hvad I snakkede om, det er min pligt.”
”Vi var i gang med at foretage en litterær analyse, da De pludselig afbrød os,” siger pigen helt roligt.
”En hvad for noget?”
”En analyse,” siger jeg, ”vi var i færd med at afdække kvaliteterne i et af den danske litteraturs klassiske hovedværker.”
”Ja,” siger pigen, ”vi talte faktisk om Holberg.”
”Nej, I gjorde ej! I grinede!” hvæser frøkenen.
”Synes De da ikke, at han er morsom?” siger en af os, men nu har hun fået nok af os og bakker ud af værelset.
Så er vi alene. I mørket. Igen. Og vi ler ikke mere, men nøjes med at fnise ned i dynen. Jeg falder i søvn med en god fornemmelse af, at jeg har været mere end heldig. Det skal nok gå.
Ovenstående er et foreløbigt punktum for den bog, som jeg har arbejdet på i nogen tid, og som jeg stadig vil forsøge at forbedre, indtil den en dag forekommer mig at være nogenlunde tilforladelig.
Lad os bare kalde det sådan: tilforladelig. Og som Hausgaards ko siger: vær tilfreds, vær tilfreds, vær tilfreds …
Ja ja … Vi er vel danskere: på det jævne på det jævne ikke i det himmelblå.
Jeg ved ikke, hvor livet har sat mig stævne. Men jeg håber, det er lige her.
Et lille NB: Jeg har sendt ovenstående tekst til pigen, som jeg boede på værelse med, og hun kan også godt huske den aften, selv om hun mener, at vi var knap så modige i vores samtale med den strenge lærerinde. Og så tilføjer hun, at der jo nok alligevel ikke er nogen, der vil tro, at det er sandt. Men det var det. Ikke ordret selvfølgelig.
Og ikke nok med, at det var sandt, jeg ved også, at Frk Markussen orienterede rektor om vores samtale ( sammenstød?) – for i sin tale til mig, da jeg blev student ( hun holdt en lille tale for hver af os) nævnte hun denne “litterære” snak som et kuriosum, der var blevet bemærket. Og så nævnte hun sørme også min recitation af “Terje Vigen” – jo, jo, lidt indtryk kunne man gøre på den gamle dame, som i øvrigt var noget af en personlighed. Det kan man læse mere om i Suzanne Brøggers “Creme fraiche”, hvoraf en del foregår på samme kostskole.
En af mine kolleger på Randers Amtsgymnasium sagde engang til mig i fulde alvor, at hun foretrak oplyst enevælde frem for et system, hvor dumheden gang på gang sejrede over fornuften.
Og så var der også min kære bror Anders, der tit sagde, at oplyst enevælde var den eneste vej frem, fordi folk var alt for dumme til at vælge den klogeste vej. Men han tilføjede altid, at han kun ville acceptere enevælden, hvis han selv kunne få stillingen som hersker. Og hmm … Og det var jo alt sammen spøg. Og det er det vel også, når Hausgaard synger: ”Er de fleste de bedste eller bare de fleste” i sang ”hvem bestemmer.” Men der ligger alvor bag.
Som bror Anders altid sagde, når vi diskuterede for alvor: Alle alternativerne er værre.
Men det fungerer jo bare ikke for tiden de steder, hvor det burde.
USA er et skræmmende eksempel på, at dumheden kan sætte demokratiet ud af spillet. Jeg ved ikke præcis, hvor megen magt den amerikanske præsident har – der er jo trods alt stadig tale- forsamlings- og trykkefrihed i landet. Men jeg ved ikke, hvad en fri presse er værd, når de sociale medier som bekendt har sejret stort over den etisk engagerede og seriøse presse.
På nettet florerer løgnen som bekendt, og den abonnerer flertallet på.
Jeg er virkelig kommet i tvivl om, hvor meget det skrøbelige demokrati kan tåle. Tvivl. Ja. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på kære gamle konservative B.S. Ingemann, som rystede ved tanken om, at man skulle lade sig styre af det, som flertallet ville. Af folket. Uha! Det vil jo blive et pøbelvælde, sagde han.
Et pøbelvælde.
Ja, når folk er uoplyste, så er det dumheden, der har overtaget roret. Så er det pøblen, der bestemmer.
Det ved Trump jo meget godt, og det er vel derfor, han med hård hånd slår ned på universiteterne. For en stupid og uempatisk leder er viden klart nok den største modstand. Og en fri forskning – uha, den fører til sandheder og afslører løgne.
Et demokrati hviler på konsensus opnået gennem frie samtaler og åbne debatter mellem mennesker, der ved, hvad de taler om. Derfor er VIDEN den eneste vej til et sandt og velfungerende demokrati. Sådan et bilder jeg mig faktisk ind, at vi har i Danmark. Vores uddannelsessystem er ikke rettet mod en elite, men er for alle.
For hele FOLKET. Se, da blev jeg alligevel lidt Grundtvigsk til slut.
Men ham kunne vi da også lære af. Og har jo gjort det. Godt nok var han langt fra at tro på, at folkestyre var det rigtige, men han vidste, og han arbejdede for, at OPYSNING skulle være for folket. For kun som oplyst ville det kunne styre.
Da jeg for nogen tid siden hørte en af dagens ivrigste høge tage ordene ”åndelig oprustning” i sin mund, undrede det mig alligevel, og det selv om jeg efterhånden er blevet mentalt hårdhudet og forsøger at ruste mig til at lægge øre til lidt af hvert, for det udtryk vækker (i al fald hos mig) ret vamle mindelser fra en fortid, der ikke er så fjern endda. Mon alle andre har glemt det? Er jeg virkelig så gammel?
Det første, jeg tænkte på, da M. F talte om ”åndelig oprustning,” var den højreekstremistiske religiøse bevægelse, der opstod i 30’ ernes England under navnet Oxfordbevægelsen og senere bredte sig til resten af Europa, og i Danmark kom til at gå under navnet Moralsk Oprustning. Jeg husker den som en dyrkelse af idealet om det syndefrie menneske. Min svigermor, der var barn og ung i 30’ernes Esbjerg, har fortalt mig, hvordan det finere borgerskab i byen (hun kom meget hos dyrlægens) var grebet af bevægelsen og forsøgte at indpode de unge mennesker ”renhedsidealer” – her navnlig med henblik på seksuel afholdenhed. Muligvis var det en overklasseting dengang. Og som sådan kunne det måske betragtes som en finere afart af Indre Mission.
Jeg har også hørt danske politikere sige, at folkekirken i en krisesituation skal være regeringens forlængede arm og at hvis (når?) vi går i krig, så går vi med kirkelig velsignelse. Og så er ørerne jo ved at falde af!! Ånd kan da aldrig spændes for en vogn, og slet ikke en krigsvogn. Ånden dør, når den instrumentaliseres. Det er derfor ”politisk” litteratur og kunst aldrig bliver særlig ægte og aldrig når ret højt ( eks. Sovjetkunst) , men kommer til at handle om noget helt andet end ånd. Det bliver til materie.
Ånden vil altid være fri – det er åndens dna. Frihed. Hvis ånden fanges og spændes for en vogn, ender det hele i et blodbad. Det fortæller historien, men den har man måske også glemt: oplysningstidens flotte frihedsidealer blev spændt for en vogn – revolutionens, men det var barbariet, der sejrede, som det altid vil være, når ånden ikke er fri.
Derfor kan vi ikke opruste ånden. Den lever i sig selv. Den lever i det enkelte menneske, og hvis vi er heldige (det synes jeg, vi er i Danmark) så lever den i fællesskabet.
Jeg har sunget den sang med tårer i øjnene, og jeg ved, at jeg vil gøre det igen. Hvert år d. fjerde maj. Og vist elsker jeg mit fædreland og mit modersmål – mit moderland og mit fadersprog. Men det forhindrer mig ikke i at tænke. Og lige det der med at gå i krig for landet og kæmpe på Ærens Mark placerer os altså noget nærmere de aber, vi stammer fra end jeg bryder mig om.
Det vil enhver primalforsker give mig ret i. En chimpanseflok, som splittes op og bliver til to grupper, går gladeligt i gang med at dræbe hinanden, selv dem, der tidligere stod dem nær og som de før har nusset og kærtegnet, slår de nu ihjel. For nu har de hvert sit territorium, og så må de i krig.
Og sådan bliver vi også, når vi går i krig. Som chimpanserne. Så dræber vi vore brødre og søstre. Det kan ikke siges mere præcist.
Mine svigerforældre blev under krigen smidt ud af deres hus, en tjenestebolig, og huset blev overtaget af tyskerne, mens familien måtte flytte ud i laden (stalden) – men min svigermor har fortalt mig, at de unge tyske soldater kom ud til hende og fortalte hende om deres længsel efter at komme hjem til deres familie. Og at hun trøstede dem. Hun så ikke fjenden, men medmennesket.
Det er altid ganske almindelige mennesker, der sendes i krig. Af magtmennesker: – Putin – Hitler – Mussolini – Trump – Netanyahu – listen er lang …
Og sådan har det altid været.
Igen vil jeg citere et par strofer af Halfdan Rasmussen:
Jeg drømte ungdom stærk og fri./ Jeg drømte frihed skøn og stor./ Men bag min drøm stod jeg og vi/ parat til brodermord.
Vi går i flok bag hver sit flag./ vi slås for hver sin tro./ Vi går mod fælles nederlag/ og lader hadet gro.
Jeg er din fjende! Du er min!/ skønt vi har samme vej at gå,/ forkaster du min tro for din,/ som dør bag bolt og slå.
Min hånd som din: parat til død!/ Og hjertets frygt blir håndens mod./ Så hærger vi hinandens kød/ med angstens ild og blod.
Så blev det fjerde maj, og vi tænder lys. Det har vi også gjort i aften – sådan har det været så længe, jeg kan huske tilbage. I år fulgte vi DRs udsendelse fra Mindelunden, og det var højtideligt selvfølgeligt, og fint på mange måder. Men jeg synes, at der manglede nogle toner i de strenge, der blev slået an, og det er skræmmende tydeligt, at ALLE bifalder oprustningen. Og måske SKAL vi bifalde den. Men det kunne aldrig falde mig ind.
Jeg tror, at jo mere vi opruster, jo farligere bliver verden. Så kan det godt være, at det er vore værdier, vi vil værne. Vort elskede fædreland. Ja, jeg elsker det også, men jeg tror stadig ikke på, at våben er vejen.
Og jeg må tro sådan som kristen.
Nu fandt jeg et par vers af Halfdan Rasmussen, som jeg vil skrive herunder, og som bedre end jeg udtrykker det, jeg tror på:
“Vi søger en sandhed/ ikke bare store ord,/ ikke hvor stål og sprængstof/ hamrer mod rum og jord./ Vi søger en sandhed,/ som ikke er hel og rund,/ en sandhed gemt i et hjerte/ eller en blomsterbund.“
“Vi ved at den sandhed findes!/ Engang gik en mand omkring/ og fældede denne sandhed/ ind i hver levende ting./ Træerne synger om den./ Børnene er den nær./ Den taler i elskerens øjne./ Den tier i bål og sværd.”
“Menneskesønnen på korset/ kendte den, da man drev/ naglerne i hans fødder./ Og tornekronen skrev/ sandhedens blødende runer/ over hans rene blik./ Hans råbte den udover verden/ før han forgik.”
Sådan kan den store digter sige store ting med enkle ord.
Men tilbage til udsendelsen fra Mindelunden. Jeg blev også rørt, da pigekoret sang fædrelandssange. Det var ikke der, det lød falsk. Men den store blinde begejstring for kamp og krig skinnede nu og da igennem de smukke og sande ord. F.eks. så havde TV inviteret en teenagedreng med i panelet, en dreng, som var med, fordi hans store interesse er Anden Verdenskrig og især modstandskampen, og navnlig en sætning, som jo ikke kunne klippes væk, for udsendelsen var direkte, afslørede helt tydeligt drengen. Han blev spurgt om, hvorfor han var så interesseret i krigen, og han sagde: “jo, for det er jo så spændende med bomber og geværer og alt det …”
Og den blinde forherligelse af modstandsfolkene virkede også SÅ enøjet, for de af os, der har læst litteratur fra den tid, ved jo godt, at mange af de unge var med, ikke fordi de ville forsvare danske værdier osv., men fordi det var spændende. Jeg vil ikke tage helteglorien fra dem, men jeg vil pille alvorligt ved den.
Og det samme, da brevene for de unge dødsdømte blev læst op. Ja, det var rørende, men også afslørende. En af dem skrev til sin kone: “jeg havde slet ikke fantasi til at forestille mig det her.”
Nej, jeg er ret sikker på, at Anden Verdenskrig skete, fordi alt for mange havde alt for lidt fantasi. Og det har alt for mange stadig.
Tiden er knap. Ikke en knap. Bare knap. Og så er tiden jo hverken det ene eller det andet, for jeg gad nok møde det menneske, som ved, hvad tid er. Benny Andersen skriver det så præcist i sit digt TIDEN – Eller præcist? nej, selvfølgelig ikke – præcis og tid kan ikke forenes i den samme sætning.
Men hør alligevel, hvordan en af vore allerfineste digtere digter om tid:
”Vi har tolv ure i huset
Alligevel slår tiden ikke til.
Man går ud i sit køkken
Henter kakaomælk til sin spinkle søn
Men når man vender tilbage
Er han blevet for gammel til kakaomælk
Kræver øl, piger og revolution
Man må udnytte tiden, mens man har den
Ens datter kommer hjem fra skole
Går ud for at hinke
Kommer ind lidt efter
Og spør om man vil passe den lille
Mens hun og manden går i teatret
Og mens de er i teatret
Rykker den lille med noget besvær
Op i 3. G.
Man må udnytte tiden, mens man har den
Man fotograferer sin hidtil unge hustru
Med blodrigt sigøjnertørklæde
Men næppe er billedet fremkaldt
Før hun forkynder at det så småt
Er hendes tur til at få folkepension
Så sagte vågner enken i hende
Man vil gerne udnytte tiden
men den blir væk hele tiden
hvor blir den af
har den nogensinde været der
har man brugt for meget tid
på at trække tiden ud
man må benytte tiden i tide
flakke om en tid uden tid og sted
Og når tiden er inde
Ringe hjem og høre
De har kaldt 95949392?”
Der er ingen abonnent på det nummer
klik
Så flot kan jeg ikke skrive om tiden, men mens jeg gik i haven for lidt siden, var det, som om der skete noget med den tid, jeg var midt i. Jeg havde bestemt, at jeg ville luge lige netop det her bestemte stykke oppe under hækken. Men det tager tid der, for græsrødderne er allerede nu blevet så ustyrligt lange, at det kræver sin mand (kvinde) at få hele roden med op, og får man ikke det, så breder senegræsset sig ind i hækken hen over alt det smukke, som fylder jorden og mig med daglig fryd. Det skal ikke ske – så kom bare an, ugræs! – kom og få din bekomst!
Og jeg gik virkelig til den. Og så tænkte jeg på tiden imens, for nu var klokken allerede 17.00, og Ole havde været alene i mere end 30 minutter, og forleden, hvor jeg gik det selv samme sted blot lidt længere oppe ved hækken, hvor de vildeste græsrødder og skvalderkålene skvaldrer løs om overherredømmet i min have, da var det, at Ole ringede til mig. Det gør han (heldigvis) altid, når han bliver urolig. Og det var han altså nu. Selv om jeg for 30 minutter siden havde sagt til ham: “Jeg går ud i haven og luger lidt,” og han havde svaret: “ja, gør bare det.”
Men nu var det glemt, og selv om jeg var i snakkeafstand, så ringede han altså. Og så gik jeg jo ind, og han sagde, at han lige havde haft besøg af en dame, mens jeg var væk. En dame? Ja, sagde han og viste mig en fin buket roser. Det var rigtigt nok, men han havde altså ikke hentet mig ind, for han vidste ikke (mere) at jeg var ude i haven.
Det er så underligt. Og så minder det mig om, da børnene var ganske små. Dengang måtte jeg jo også snige mig ud i haven, hver gang den lille blev sat i vognen og skulle sove. Så skulle der luges. Selvfølgelig er det ikke sammenligneligt et til et. Men altså: jeg skal også nu liste mig til at være listig over for genstridige rødder.
Heldigvis er Ole ingen rod. Der er nok rod i meget af det, vi har omkring os, og som han har samlet hele sit liv. Men selv er han heldigvis ikke nogen rod.
Der findes rødder nok i denne verden.
Og jeg vil ikke sige “fred med dem,” hverken dem i haven eller dem, der færdes med vold og magt i vore samfund og skaber kaos der, hvor de er blevet sat til at holde orden.
