BREV TIL MIN TIPOLDEMOR

Kære Christiane

Kære tipoldemor, og jeg har ofte tænkt på dig og smilet til dig, men aldrig før skrevet et brev til dig. Det får du nu. Hver dag i mange år har jeg haft dig for øje dagligt, for du står eller rettere: du troner på det store skrummel af et chatol, som Oles tipoldefar (en forfader i al fald) fabrikerede af drivtømmer til sit bryllup engang i midten af 1800-tallet. På det tidspunkt var du allerede en stor pige, der løb rundt i bakkerne ved Mygdal, hvor din far, Jeppe, havde en gård. Du er nemlig fra en gård, ikke fra et ”sted,” og det er vigtigt, for ellers var du aldrig havnet på gården Hulsig. Ja, Hulsig, det hed den, da du blev kone og kom til at regere der. Sikkert mere eller mindre enevældigt, vil jeg tro.

Gården lå i Hulsig og havde altså taget navn af sin by.  En gang havde den ligget i Tranestederne, og i din tid kunne man stadig se resterne af gården og af andre gårde, som sandstormene havde lagt øde. Nu ligger de begravede under Tornbakke Rimmes vældige klitter. Før sandstormene tog over, var der på det sted grønne enge og frodige marker. Og klimaet var mildt. Men det var længe før din tid.

Min tipoldefar, Christian, valgte dig, og det var jo indlysende nok, for du var gårdmandsdatter, og han var gårdmandssøn, og så gik han efter en pige, der passede standsmæssigt, så du var et rigtigt valg, men det var alligevel et usædvanligt valg, for du boede ikke i sognet eller i et af nabosognene, men langt borte i Mygdal, og det hændte yderst sjældent, at man drog så langt hjemmefra for at finde en brud.

Men det gjorde Christian, og det blev så dig, Christiane. Og han blev ikke snydt, og det har han sikkert vidst fra begyndelsen.

Hvordan har det været for dig at komme til Hulsig? Det ville jeg gerne spørge dig om. Du var jo vant til grønne bakker og frodige marker, og nu mødte dit blik det samme over alt: sand og sand og atter sand. Og så stormene fra alle sider, for Hulsig lå mellem to åbne have, og snart piskede uvejret fra den ene kant og snart fra den anden. Roligt vejr var en sjælden oplevelse på din nye hjemegn.

Og så tænker jeg på Christian. Ham, du blev gift med, og som var født og opvokset der, hvor storme og forlis fyldte en stor del af det virkelige liv. Han var, som så mange andre på den egn, garvet af vind og vejr, han var formet af stormene, og han var selv blevet ligeså strid som det uvejr, han måtte bekæmpe. Når et skib forliste, så kunne man se ham i redningsbåden i færd med at kæmpe sig ud til vraget og sætte sit liv på spil for at redde andres. Der var ingen ro over Christian. Ud over at røgte sin gård, var det også hans opgave at sørge for, at posten blev bragt ud, og det var ham, der besørgede al transport til og fra Skagen. Han kørte han i fast rutefart langs havet. Veje var der ingen af. Og det var før jernbanen.

Der, hvor du kom fra, Christiane, var alting venligere og mildere. Din opvækst må have været anderledes blid og beskyttet. Ved din fædrene gård var der læ og helt sikkert en kålhave og en abildgård, og det har vel været en glæde for din mor og for dig måske også at dyrke urterne og se tingene gro i den frodige muld.

I Hulsig groede mest af alt marehalmen og det stride enggræs, og det var et hårdt slid at skabe grobund for et enkelt sølle frugttræ og et par bærbuske. Du var som en lilje, der blev plantet om midt i et krat af nælder og tidsler. Og det må have gjort ondt. Du må have brændt dig og stukket dig, og der har ikke været den store medlidenhed med dig. Et forkælet pjok, har folk tænkt. ”Heje er der intj mø me’ ve,” ( hende er der ikke meget ved) har de gæve Hulsigboere måske tænkt i den første tid. Men de kom på andre tanker, da du trådte i karakter, Christiane. For det ved jeg, at du gjorde.

Du måtte tage det alt sammen til dig og klare dig så godt, du kunne. Og det gjorde du. Jeg kan se det i dit ansigt. Billedet, som står på det gamle chatol, viser mod og styrke.

Jeg har ofte kigget på dit ansigt. Fotoet er taget, mens du endnu er ganske ung, det er fra fotografiets barndom, og selv er du heller ikke helt voksen endnu, synes jeg. Der er noget barnligt over det runde ansigt, men også noget trodsigt. Kom ikke her! Mig skal I ikke kue! Jeg kan godt! Jeg klarer mig!

Og du klarede dig, Christiane, så godt, at der gik rygter om det. Jeg har læst om dig hos en af tidens skribenter. Du får så meget ros.  

Christiane. Jeg vil gerne lære lidt af dig.

Du er en pige, der kender dit eget værd og også gerne ser, at andre kender det.

På billedet er du iført en kjole, som virkelig har været dyr. Den skinner på det sorthvide foto. Damask , tænker jeg. Og der er stof nok i den til mange kjoler. Et hav af brede folder vælder ud fra taljen og ender i en cirkel der rører gulvet. Et omfang som et vældigt telt, hvorunder der mageligt kunne skjule sig en børneflok.

Du fødte to piger. Tre, men den ene døde ung. De andre hed Maren og Marie. Marie er min oldemor, og hun ligner dig, synes jeg, selv om jeg ikke har et ungdomsbillede af hende. På det billede, jeg har af Marie, ser man det samme faste drag om munden og det samme lidt trodsige udtryk i øjnene, dog mildnet hos Marie. Også hun blev gift med en krasbørstig og strid mand, Ole Houkjær, min oldefar, om ham går der mange anekdoter, og flere af dem fortæller om en mand, der ikke fandt sig i nogen form for lal. Det var hårdt arbejde fra morgen til aften. Og selv sled han som en hest. Marie har ikke haft det let. Ligesom dig slap hun dog for at føde og opfostre en børneflok. Det blev til en dreng og en pige: Peter og Lise. Lise er min farmor, og fra hende har jeg hørt fortælle om dig, Christiane, så du er ikke gået i glemmebogen. Men derhen havde du nok heller aldrig tænkt dig at gå. Du gik en lang vej, men den førte altid tilbage til det væsentlige i livet. Det vil jeg skrive lidt om senere, så kan du glæde dig over, at det huskes endnu. Det du var med til. Men ikke ene om. For Christian støttede dig. I støttede hinanden.

Christiane. Kære tipoldemor, jeg vil skrive til dig igen, for du er mig så nær og så kær, når jeg sidder her med dit billede foran mig og tænker på dig. Og jeg mærker, at jeg er blod af dit blod.

Ja, for sådan er det jo. Vi bærer fortiden i os. Jeg bærer dig, Christiane, og jeg er SÅ glad for at gøre det. Jeg bærer også Christian i mit blod, og det kan godt føles som en byrde at slæbe rundt med ham. Men så tænker jeg, at der alligevel i ham var meget, som nok er værd at tage med over. Så lad os overtage det. Det bedste. Hans udholdenhed og hans hjælpsomhed. Det, som I to var fælles om.  Jeg vil ikke glemme det mørke i din karakter, Christian, de dunkle kræfter i dig, som undertiden blev uudholdelige for dig og som til sidst tog dit liv. Men jeg vil fremhæve de andre sider. De varme og de stærke. At du åbnede dit hjem for fremmede og at det blev et kært tilholdssted for mange.

Om det senere. Og nu, efter at Christiane er blevet kone på gården, har den skiftet navn fra Hulsig til Krøgh – eller Krøg. Og det navn fik du så også Christian: Christian Krøgh.

NATUREN

Jeg har både læst og hørt om den danske forfatter Andrea Hejlskovs liv i de svenske skove. Det er en ældgammel drøm om at leve enkelt og alternativt i forhold til det kapitalistiske samfunds krav og kår, en drøm, som hun sammen med sin familie realiserede for år tilbage og har fortalt om og skrevet om siden.

I følgende blogindlæg vil jeg fortælle om en af foregangsmændene til dette eventyr, nemlig amerikaneren Henry Thoreau, der i årene 1847 og 1848 levede i en amerikansk skov Walden. Det var for ham ikke et valg om definitivt at træde ud af samfundet, det svarer nærmere til vor tids trend med at ”gå i retræte” for en tid. Her altså i to år. Og de erfaringer, han gjorde sig, blev til bogen: “Walden – Livet i Skovene.”

Men her først et citat fra Andrea Heljskovs fortælling om sit ”eksperiment” – i anførselstegn, fordi det nok er et mere permanent livsvalg, hvorimod det for Thoreau var og blev et eksperiment:

Vi har meldt os ud af det kapitalistiske samfund, men vi har ikke meldt os ud af fællesskabet. Jeg er meget optaget af klima, social ulighed og politik. Jeg er også meget solidarisk, men man kan ikke være solidarisk med alle. Når jeg siger til mine foredrag, at samfundet er på vej ud over afgrunden, nikker folk. Jeg er blevet overrasket over, hvor mange der længes væk. Problemet er, at man ikke må lave et alternativ til samfundet, som vi kender det. Men lad os da fikse det, der er gået galt i stedet for at lukke øjnene for det. Der er ikke nogen anden vej ud end den, man selv finder. Og det er det, jeg prøver på nu.

Jeg var ikke forberedt på, at jeg ville blive dyrket som en guru, og vidste ikke rigtig, hvordan jeg skulle håndtere folks projiceringer. Folk, der synes, at vi er helte. Det er det, jeg har oplevet som noget af det sværeste. For jeg er jo bare en idiot, der ville leve et andet liv. Jeg ser ikke så meget mig selv som foregangskvinde, men mere som en mellemmand, der fortæller om livet i skoven. Fordi jeg bare kommunikerer, hvad mange har gjort før mig. At stå af ræset og flytte ud i naturen. Der bor mange mennesker i skoven, også unge, der bosætter sig derude, fordi de har en drøm om at være autentiske. Folk ved det bare ikke, fordi der ikke er nogen, der taler om det. Men uligheden stiger jo, så det er kun et spørgsmål om tid, før der kommer flere. Nogle flygter fra økonomisk undergang og fattigdom, andre opsøger kreativitet. Der er mange forskellige mennesker herude.

Folk har en meget fast forestilling om, hvordan det er at bo i skoven. At det er ren lykke, hold kæft, og vær smuk, harmoni og balance. Men hvorfor må man ikke komme tilbage en gang imellem eller have en blog, hvor man skriver om livet i skoven? Hvorfor skal man være mod teknologi for at være ét med naturen? Og hvorfor må man ikke gå op i skønhed? Æstetik er et overskud, som jeg tillader mig selv igen, nu hvor alt ikke længere handler om overlevelse. Nu har vi fået vores bjælkehytte op at stå og er blevet selvforsynende. Vi har været igennem vildt mange kriser, fordi vi har sat spørgsmålstegn ved alt. Og derfor har jeg også lyst til at indrette vores bjælkehytte, selv om jeg aldrig kunne drømme om at købe noget. Æstetik er overskud, og det kan du ikke købe dig til.

Ovenstående citat er fra nettet, hvor hun skriver mere om sit eksperiment, og det er værd at læse om, ligesom hendes bog “Den store Flugt” er en flot skildring af hele eksperimentet.

Jeg ved ikke, om Hejlskov er inspireret af Thoreau, men de finder samme vej ud af et system, som de foragter og helst vil vende ryggen. Det bliver så til et liv i skovene = i naturen. Thoreau er romantiker, som de fleste åndsmennesker var det i første del af 1800tallet, men han er også i moderne. Forholder sig analytisk til sin omverden og i sin egen selvforståelse er han videnskabsmand (=  filosof? naturvidenskabsmand? lidt af hvert). Han iagttager og noterer og konkluderer, og meget af det, han når frem til, er brugelig viden for os i dag, eller i al fald kan det bruges som en kilde til inspiration, og det har det jo været i snart et par hundrede år.

Jeg vil citere et sted fra ”Walden” hvor han skriver om sin foragt for den dygtige landmand = den, som har opnået at drive et mønsterbrug og tjent mange penge på det. Her er der direkte paralleller til vor tid storbønder, der også først og fremmest tænker på profit og udnyttelse af naturen frem for at beundre og ære den.

Tankerne om mønsterbondens hærgen i og hersken over naturen kommer til ham, mens han kigger ud over en sø og bliver betaget af synet. Søen har navn efter den bonde, der ”ejer” den og hedder derfor ”Flint’s Pond” – og det forarges han over:

(Citat side 178)

Flint’s Pond! Så fattig er vores navngivning. Med hvilken ret har den smudsige og ubegavede bondemand, hvis jorder stødte op til dette himmelvand, hvis bredder han hensynsløst har ribbet for bevoksning, givet den sit navn? En flinthård gnier, som holdt mere af en spejlblank dollar eller en nyslået cent, som han kunne betragte sig eget kobberrøde ansigt i, som anså selv de vildænder der levede i den for uvedkommende som krænkede hans ejendomsret; og hvis fingre var blevet krumme og hornede som rovfuglekløer af i årevis at have grebet grådigt efter bytte på harpyisk vis – …

Og videre ( citat side179 Om søen)

  • Han, der ikke havde tanke for andet end dens (=søens) værdi i penge, hvis tilstedeværelse måske lagde en forbandelse over hele bredden, som udpinte jorden omkring den og hellere end gerne ville have udpint vandet i det; som kun var fortrædelig over at der intet forsonende var ved den – og som ville have tørlagt den og solgt den for mudderet på bunden. Den drev ikke hans mølle, og for ham var det ikke nogen god forretning at betragte den. Jeg har ingen respekt for den der ejer en gård hvor alting har sin pris, for den som ville fragte landskabet, ja, sin Gud til marked hvis han kunne få noget for ham, som i virkeligheden tilbeder markedet som en gud; på hvis gård ingenting kan vokse gratis, hvis marker ikke bærer afgrøder, hvis enge ikke bærer blomster, hvis træer ikke bærer frugt, men dollars; som ikke elsker sine frugters skønhed, som ikke anser sine frugter for modne før de er forvandlet til dollars.  …
  • En mønstergård, hvis bygninger skyder frem som svampe på en mødding, med rum til mennesker, heste, køer, svin, med og uden grebning, alle forbundet med hinanden! En stald for mennesker! En stor fedtplet, duftende af gødning og kærnemælk! Dyrket efter alle kunstens regler, gødet med menneskers hjerter og hjerner! Som om man ville dyrke kartofler på en kirkegård! Sådan er en mønstergård.

Ja, den får ikke for lidt. Jeg vil helst tro, at en moderne landmand ikke ligner ovenstående, og at han inddrager naturen i sit arbejde. Men jeg er ikke sikker. Kender ikke så mange landmænd, og jeg kan mest have ondt af dem, fordi de i dag vist nok kæmper en hård kamp for at overleve på konkurrencesamfundets og kapitalismens og liberalismens benhårde vilkår. Den landmand, der oprigtigt holder af livet i den friske luft og af sine dyr og blomster og i det hele taget er åben for naturens skønhed, han findes sikkert stadig. Og jeg holder af ham. Fordi han holder af jorden. Og fordi det er en dyd i min verden at dyrke jorden og i forening med naturen skabe liv og skønhed og nå ja: livsfornødenheder som mad og drikke.