TEODICEGÅDEN

I går var vi patienter. På en klinik i Randers. Det er vi oftere nu end for år tilbage, og det er derfor ikke helt ligegyldigt for os, hvordan vi bliver modtaget i systemet.

Vi er patienter. Det er de fleste af os gamle. Det er naturligt. Jeg elsker ikke altid naturen og det naturlige, men vi kan jo ikke komme udenom, at det er den, der bestemmer.

Vi (også jeg) plejer at snakke om NATUR i andre sammenhænge, og det vil jeg også gerne gøre. Men en anden gang. Lige nu gælder det den side af naturen, som er, at vi ældes og dør.

Men det er sådan set heller ikke det, jeg vil skrive om, men om den kontrast, der er mellem det gode og kærlige, som vi gudskelov møder oftest, og så det onde og hæslige, som ingen undslipper, og som vi ikke kan forstå.

Godheden forstår vi. Men ondskaben?

Vi var som sagt på klinikken i går, og der mødte vi som altid en utrolig venlighed og varme – noget der gjorde besøget bærbart og trygt, og vi forlod stedet med en glæde i sindet over, at der er sådan en godhed til, og at den findes for os. Tak. 

Godheden ja. Men det er jo heller ikke den, jeg vil skrive et indlæg om. Ikke, hvis jeg skal holde fast i overskriften: teodiceproblemet.

Og det skal jeg.

Jeg er kristen. Det er de fleste af os i det her land. Og det betyder, at vi tror på en god og kærlig Gud, vi kalder ham endda Vor Fader. Og at vi tror, at han er almægtig. Det siger vi i trosbekendelsen. Og i Fadervor: ”dit er riget og magten og æren.”

Jeg behøver ikke skrive mere om selve problemet, for det er jo så indlysende, og ingen har indtil dato kunnet løse gåden. Leibniz (1646-1716) brugte sit liv på at finde en forklaring, og kirkens tænkere har fortsat med mange forskellige bud, men ingen har efter min mening fået de to ting til at gå op = at Gud er god og almægtig, og at vi rammes så hårdt af Det Onde.

Min egen lille bitte forklaring, som ikke ret mange køber, er, at Satan ikke er sat ud af spillet. Hvis han var ikke var til, ville vi vel ikke begynde trosbekendelsen med at forsage ham. Vi tror på Gud, og vi forsager Djævelen og al hans væsen.

Vi tror ikke på Djævelen, men vi forsager ham, for han er til, for hvem skulle ellers svinge svøben over os? Gud? Nej, vel!

MEN som Paulus siger: nu ser vi som i et spejl – i en gåde – … nu erkender vi stykkevis, men en skønne dag osv. 

Paulus kommer vel sandheden nærmere end alle tænkerne ( tænker jeg):  vi KAN jo ikke forstå det paradoks, som udspiller sig i vort liv.

Så lad det ligge! Nej, jeg kan ikke lade være med at kredse om det, for jeg tror, at det med ondskaben bunder dybere, end vi normalt forestiller os. At det endda ofte er usynligt. At vi på sin vis accepterer det og ikke altid ser det djævelske som det, det er.

Det vil jeg prøve at forklare. Og nu griber jeg et tilfældigt eksempel: Vi lærer vore børn i historieundervisningen om erobringer og om kampe og sejre og om helte og kæmper osv. Og det onde fortaber sig i de ”spændende” narrativer. Fortællinger, hvor det onde det lever sit skjulte liv.

Og vi får sjældent indflettet det, som egentlig skete i de heroiske slag og erobringstogter: at folk stødte det skarpe stål ind i hinandens hjerter og i hinandens hjerner, så de faldt skrigende sammen: ”så Gotens hjelm og hjerne brast” – det synger vi gladeligt uden at gyse, for vi ser ikke hjernemassen flyde ned over ansigtet ( det er jo heller ikke et menneske, men en goter!!!). En af mine forfædre, jeg tror det var min oldefars bror Peder Houkjær, var med i slaget ved Helgoland i 1864, og han så sin bedste ven blive ramt af en kanonkugle og vennens blod sprøjte ud over dem begge. Men vi lærer i skolen, at det slag vandt vi!!!! Vi tabte ved Dybbøl, men vi vandt ved Helgoland.

Hvad er det for noget vrøvl? Det var begge voldscenarier, hvor ondskaben fik frit spil. Som den altid gør i krig. Krig er og bliver den ultimative vold. Det er volden sat i system. Og der findes ikke gode krige. De er alle arnesteder for ondskaben. Her er der kun en, der har magten: Djævelen. Og hvor han fryder sig, når blodet sprøjter, og når kødet flåes af knoglerne og skrigene når himlen.

Men den glæde bør vi ALDRIG dele med ham.

Krigens briller er sort/hvide. Alle nuancer forsvinder. Det er venner eller fjender. Man er for eller imod. Det er ja eller nej.

Så i aftes en serie i fjernsynet om Frankrig efter Anden Verdenskrig. Jeg husker ikke, hvem der står bag filmen, men den var sammensat af en lang række dokumentaroptagelser fra årene lige efter krigen – fra 1944 til 1953. En stemme kommenterede billederne.

Og den fortalte – og viste skræmmende tydeligt – at de allierede bombede de franske byer sønder og sammen. Jeg tror, det var ca. 2/3 af husene, der blev ødelagt af bomber, og billederne lignede dem, vi ser fra Gaza i denne tid: store hobe af rygende ruiner.

Og så det underlige. At franske kvinder sås på filmen omfavne og kysse de amerikanere, der lige har smadret deres hjem.

Det er så underligt, at vi aldrig rigtig har hørt om, hvordan krigen endte. Hvilket frygteligt blodbad det var. Det skal ligesom forties, for de allierede vandt jo. Men hvorfor ryster ingen på stemmen, når de taler om den sejr? Hvad den kostede!

 Jeg vidste godt, at Tyskland blev sønderbombet. Jeg besøgte Hamborg i 1957, og da lå en del af byen stadig i ruiner. Men jeg vidste ikke, at Frankrig blev akkurat så smadret som Tyskland. Det hørte vi ikke om i skolen. Og det blev der tiet om. Men vi skal huske det. Vi skal huske, hvad krig er. Det er ikke heltegerninger. Det er mord og drab og ødelæggelse.

Det må vi aldrig glemme – og når vi svælger i oprustningsretorik nu, så burde vi få hvert eneste ord galt i halsen.A

En gang om ugen aflægger jeg visit hos en gammel herre på 97, og når jeg kommer, kan man straks se, at jeg er velkommen: han har gjort forberedelser – den fine lænestol er sat hen foran hans egen gode stol, og så sidder vi over for hinanden og passiarer.

Og det er ikke vind og vejr, vi snakker om, men vejret skal selvfølgelig lige have et par ord med på vejen, for Knud er gammel landmand, og det med klimaet ligger ham i blodet, ligesom det også for ham er vigtigt, at haven fremtræder lige så kultiveret, som han selv gør. Her slår kræfterne dog ikke til, men han har skaffet sig hjælp, og mens vi snakker, hører vi ind imellem Christian med hans hæksaks og plæneklipper og buskrydder. For der skal være pænt. Og der er pænt.

Men når vi er færdig med vejret og har snakket lidt om høsten, glider samtalen videre til den omliggende verdens tilstand, som vi kommenterer fra hvert sit standpunkt, og her når vi aldrig til enighed, for Knud er helt på linje med tidens politiske trends og altså en ivrig tilhænger af oprustning, og han har ingen problemer med at betragte enhver russer som en absolut uværdig beboer af denne klode og slet ikke et rigtigt menneske og som derfor hurtigst muligt bør ekspederes ud af denne verden og ned i det helvede, hvor sådanne djævle hører til.

Og imens plæderer jeg for en fredeligere verden med nedrustning og imødekommenhed og diplomati og samtale og alle gode handlinger mod de folk, der kalder sig vore fjender. Og jeg tager ikke Mette Frederiksens ord for gode varer, når hun snakker om, at vi skal betragte alt derovrefra som det ondes tegn og i en fart se at blive endnu ondere end de ondeste onde, så vi denondelyneme´ kan true dem med at slå først.

Den slags retorik er gift. Men den danske befolkning er åbenbart let at forføre. Jeg synes, at hver dags nyheder, som de præsenteres for os i pressen, er et stadig voksende forsøg på at oppiske en krigerisk holdning i befolkningen. Det næste er vel, at børn skal lære, at det at ære sit land er at dø for sit land.

Det er en dødsdyrkning, som er set før, men det gør den ikke mindre uhyggelig. Tværtimod, for det er utøjlelige kræfter, der slippes løs, når lærdommen er, at det er ædelt at kæmpe (= at slå ihjel) og at en HELT er en, der har taget livet af rigtig mange (=fjender).

Og vi bliver aldrig enige, og Knud slår på, at han har større erfaring end mig, og at han tydeligt kan mærke den samme spænding i luften og det, der flyver rundt i den, som han mærkede i 30’erne, og se bare hvordan det gik! Det var da ellers vand på min mølle, mener jeg. Men det vil han ikke erkende.

Vi slutter i fuld fordragelighed. Og det kunne verdens lande også, hvis ikke dumhed og magtbrynde styrede den.

Og hvis vi ikke bare lod det ske.