Vi er kun væk en uge, og i den korte tid sker det, at farverne folder sig ud og er ligeglade med, om de passer sammen – de slynger sig gennem haven i et lysende flor, og mit hjerte er nær ved at briste af glæde.
Så bliver det aften, og farverne skifter. Det skift kan jeg ikke fange med mit kamera, men en fornemmelse af skønheden slipper vel igennem nåleøjet og lander på min blog.
Denne sommer er så smuk. Regn og sol og sol og regn. Det er frydefuldt. Lige nu sukker haven af glæde, og af væde. Vandet er faldet fra himlen i rigelige mængder, men mine planter er så glade. Så bliver jeg det også.
Ingenting, eller kun få planter blomstrer lige nu – rhododendron flammede for et øjeblik, men kortvarigt. Så venter vi på alle de andre. Men overalt i haven står de grønne planter og bier tålmodigt på en smule mere sol, så vil de kaste deres flammer ud i den sitrende sommerluft.
Bare vent! Det er lige smukt hvert år. Og jeg bestemmer ved den her tid, at jeg vil blive her i min smukke have lige til mine dages ende.
Hvor er verden skøn.
Hvor er vi heldige.
Ikke alle er lige heldige. Det er smerteligt sandt. Men de fleste kan dog åbne øjnene og se alt det grønne, der myldrer op omkring os netop nu – og som bare venter på at blomstre. Det springer snart ud. Spring med, hvis du kan! Og kan du ikke, så gør bare det lille hop af glæde, som du formår. Naturen er der. Den tager imod dig, selv om du ikke er på toppen.
Og den er for os alle.
Maj måned er slut om en uge. Det har været sol og varme hele måneden, og i ådalen sang og synger nattergalen hver aften. Også denne aften. Og hvidtjørnen blomstrer og alt er så smukt. Kønnest af alt er aftnerne, og jeg mangler ord til at udtrykke min glæde over naturen, som den folder sig ud lige nu i vores smukke ådal.
På vejen hjem tænkte jeg på, at vi har lykken så tæt på, og at selv om verden er et uroligt og farligt og barskt sted at opholde sig, så lever vi her i en lomme af skønhed og fred. Kan vi være i den? Og være bekendt at bekende os til lykken og glæden, når vi ved, at verden er i krig, og at naturen er i fare, og at alting går mod undergang og ødelæggelse.
Det er bare ikke til at forstå, når man går i engen.
Og når hvidtjørnen blomstrer.
Jeg har både læst og hørt om den danske forfatter Andrea Hejlskovs liv i de svenske skove. Det er en ældgammel drøm om at leve enkelt og alternativt i forhold til det kapitalistiske samfunds krav og kår, en drøm, som hun sammen med sin familie realiserede for år tilbage og har fortalt om og skrevet om siden.
I følgende blogindlæg vil jeg fortælle om en af foregangsmændene til dette eventyr, nemlig amerikaneren Henry Thoreau, der i årene 1847 og 1848 levede i en amerikansk skov Walden. Det var for ham ikke et valg om definitivt at træde ud af samfundet, det svarer nærmere til vor tids trend med at ”gå i retræte” for en tid. Her altså i to år. Og de erfaringer, han gjorde sig, blev til bogen: “Walden – Livet i Skovene.”
Men her først et citat fra Andrea Heljskovs fortælling om sit ”eksperiment” – i anførselstegn, fordi det nok er et mere permanent livsvalg, hvorimod det for Thoreau var og blev et eksperiment:
Vi har meldt os ud af det kapitalistiske samfund, men vi har ikke meldt os ud af fællesskabet. Jeg er meget optaget af klima, social ulighed og politik. Jeg er også meget solidarisk, men man kan ikke være solidarisk med alle. Når jeg siger til mine foredrag, at samfundet er på vej ud over afgrunden, nikker folk. Jeg er blevet overrasket over, hvor mange der længes væk. Problemet er, at man ikke må lave et alternativ til samfundet, som vi kender det. Men lad os da fikse det, der er gået galt i stedet for at lukke øjnene for det. Der er ikke nogen anden vej ud end den, man selv finder. Og det er det, jeg prøver på nu.
Jeg var ikke forberedt på, at jeg ville blive dyrket som en guru, og vidste ikke rigtig, hvordan jeg skulle håndtere folks projiceringer. Folk, der synes, at vi er helte. Det er det, jeg har oplevet som noget af det sværeste. For jeg er jo bare en idiot, der ville leve et andet liv. Jeg ser ikke så meget mig selv som foregangskvinde, men mere som en mellemmand, der fortæller om livet i skoven. Fordi jeg bare kommunikerer, hvad mange har gjort før mig. At stå af ræset og flytte ud i naturen. Der bor mange mennesker i skoven, også unge, der bosætter sig derude, fordi de har en drøm om at være autentiske. Folk ved det bare ikke, fordi der ikke er nogen, der taler om det. Men uligheden stiger jo, så det er kun et spørgsmål om tid, før der kommer flere. Nogle flygter fra økonomisk undergang og fattigdom, andre opsøger kreativitet. Der er mange forskellige mennesker herude.
Folk har en meget fast forestilling om, hvordan det er at bo i skoven. At det er ren lykke, hold kæft, og vær smuk, harmoni og balance. Men hvorfor må man ikke komme tilbage en gang imellem eller have en blog, hvor man skriver om livet i skoven? Hvorfor skal man være mod teknologi for at være ét med naturen? Og hvorfor må man ikke gå op i skønhed? Æstetik er et overskud, som jeg tillader mig selv igen, nu hvor alt ikke længere handler om overlevelse. Nu har vi fået vores bjælkehytte op at stå og er blevet selvforsynende. Vi har været igennem vildt mange kriser, fordi vi har sat spørgsmålstegn ved alt. Og derfor har jeg også lyst til at indrette vores bjælkehytte, selv om jeg aldrig kunne drømme om at købe noget. Æstetik er overskud, og det kan du ikke købe dig til.
Ovenstående citat er fra nettet, hvor hun skriver mere om sit eksperiment, og det er værd at læse om, ligesom hendes bog “Den store Flugt” er en flot skildring af hele eksperimentet.
Jeg ved ikke, om Hejlskov er inspireret af Thoreau, men de finder samme vej ud af et system, som de foragter og helst vil vende ryggen. Det bliver så til et liv i skovene = i naturen. Thoreau er romantiker, som de fleste åndsmennesker var det i første del af 1800tallet, men han er også i moderne. Forholder sig analytisk til sin omverden og i sin egen selvforståelse er han videnskabsmand (= filosof? naturvidenskabsmand? lidt af hvert). Han iagttager og noterer og konkluderer, og meget af det, han når frem til, er brugelig viden for os i dag, eller i al fald kan det bruges som en kilde til inspiration, og det har det jo været i snart et par hundrede år.
Jeg vil citere et sted fra ”Walden” hvor han skriver om sin foragt for den dygtige landmand = den, som har opnået at drive et mønsterbrug og tjent mange penge på det. Her er der direkte paralleller til vor tid storbønder, der også først og fremmest tænker på profit og udnyttelse af naturen frem for at beundre og ære den.
Tankerne om mønsterbondens hærgen i og hersken over naturen kommer til ham, mens han kigger ud over en sø og bliver betaget af synet. Søen har navn efter den bonde, der ”ejer” den og hedder derfor ”Flint’s Pond” – og det forarges han over:
(Citat side 178)
Flint’s Pond! Så fattig er vores navngivning. Med hvilken ret har den smudsige og ubegavede bondemand, hvis jorder stødte op til dette himmelvand, hvis bredder han hensynsløst har ribbet for bevoksning, givet den sit navn? En flinthård gnier, som holdt mere af en spejlblank dollar eller en nyslået cent, som han kunne betragte sig eget kobberrøde ansigt i, som anså selv de vildænder der levede i den for uvedkommende som krænkede hans ejendomsret; og hvis fingre var blevet krumme og hornede som rovfuglekløer af i årevis at have grebet grådigt efter bytte på harpyisk vis – …
Og videre ( citat side179 Om søen)
Ja, den får ikke for lidt. Jeg vil helst tro, at en moderne landmand ikke ligner ovenstående, og at han inddrager naturen i sit arbejde. Men jeg er ikke sikker. Kender ikke så mange landmænd, og jeg kan mest have ondt af dem, fordi de i dag vist nok kæmper en hård kamp for at overleve på konkurrencesamfundets og kapitalismens og liberalismens benhårde vilkår. Den landmand, der oprigtigt holder af livet i den friske luft og af sine dyr og blomster og i det hele taget er åben for naturens skønhed, han findes sikkert stadig. Og jeg holder af ham. Fordi han holder af jorden. Og fordi det er en dyd i min verden at dyrke jorden og i forening med naturen skabe liv og skønhed og nå ja: livsfornødenheder som mad og drikke.
Det sker undertiden, at folk, der møder op til mine foredrag, holder mig tilbage, efter at jeg for længst har afsluttet og næsten er på vej ud. For der var lige noget, de gerne ville snakke med mig om, og det er så svært at gøre det i store forsamlinger – og heller ikke let i små. Men under fire øjne går det an. Og har jeg ikke lidt tid? Jo da!
Og så kommer det: man vil jo i grunden gerne efterlade sig spor, nu hvor man er blevet så gammel, at man er begyndt at tænke på, at man en dag er borte. Et spor. Ja, for hvem var man? Og hvor kom man fra? Og ikke mindst for ens efterkommeres skyld, så ville man jo gerne efterlade sig lidt mere end bare en bankkonto og et navn. Og måske kunne jeg endda hjælpe? For selv kan man ikke skrive.
Til det sidste svarer jeg altid blankt nej. Jeg kan ikke skrive for andre. Men de kan godt selv. Alle kan skrive. Det lærer vi trods alt alle i skolen. Det behøver ikke at være stor litteratur. Det er stort for børnene og for børnebørnene, og er man barnløs, så er det stort for efterslægten.
Skriv skriv skriv! Ikke for at blive forfatter, ikke for at blive kendt og læst af mange, men for at få rede ens eget liv og for at glæde dem, der kommer efter …
Det er det, jeg plejer at sige. Og måske har det fået en og anden til at gribe pennen. Jeg håber det, for det kan der kun komme noget godt ud af.
I dag har jeg glædet mig over regnen. Det er der ikke så mange, der har, for det har regnet i ugevis – i månedsvis – og alle drømmer om sol og varme. Det gør jeg også. Men jeg har plantet mine kartofler ud i haven dag. Og de skal have regn.
Og så har jeg tænkt, og det tænker jeg hvert år på denne tid, at jeg nok mærker, at jeg kommer fra en slægt af bønder. Gode danske bønder. Ja, det gør de fleste af os jo. Og i mig vokser der stadig en længsel efter at dyrke jorden. En lille rest af det, der engang var livsvigtigt og nu kun er tilbage som en hobby. At så frø og se dem spire og vokse frem. Drivhuset er fuldt af små planter nu. Til sommer eksploderer hele haven i et væld af farver. Hvor jeg dog glæder mig. Men det er nok alligevel ikke bondens længsel. Mon? Men det er en længsel efter at være tæt på det, der spirer frem alle vegne. Al den livskraft!
Du kan ikke mere være pacifist – så indse det dog!
Efter sigende bliver man stivnakket med alderen – og i den oldingealder, jeg nu har nået, skulle det ikke undre, om man overhovedet ikke mere er i stand til at bøje nakken det mindste.
Efter sigende. Ja. For i virkeligheden er det, som jeg ser det ( altså efter mit sigende = min virkelighed) nærmest det modsatte, der er tilfældet. Man bliver ”mygere” med alderen.
Man lytter mere, og man flytter mere. Sådan har jeg det i al fald. Men jeg har nu heller aldrig været stensikker på, at mine meninger var skudsikre sandheder, og jeg vil hellere end gerne prøve dem af mod andres meninger.
Der findes så mange, der er klogere end mig.
Men nu er der det med krigen i Europa. Og at jeg stadig er pacifist, og at jeg godt kan være det stadigvæk, ja, at jeg netop nu slet ikke kan lade være.
Og kald det bare naivitet. Jeg føler mig ikke krænket. Kun misforstået.
Du må ikke slå ihjel!!!! Det er mit første bud. Og det er ukrænkeligt som livet selv.
Hvordan kan jeg så være andet end pacifist? En soldat er en dræber.
Den, du slår ihjel på slagmarken, ved fronten og i bomberegnen, det er ikke en fjende, det er et menneske skabt i Guds billede.
Du slår et MENNESKE ihjel. Du må ikke slå mennesker ihjel.
Det er ikke en Putin – det er ikke engang Satan – den kæmpende ukrainer dræber, det er en anden ung pige eller dreng, som er sendt i krig. Og som ikke bare kunne blive hjemme, ligesom han ikke selv bare kunne.
Ja ja ja – jeg kender alle modargumenterne. Det var de samme, som man brugte, da man tævede skolebørn med et spanskrør: ”Vold er det eneste sprog, de forstår!!” Derfor må vi bruge vold.
Vold er det eneste, Putin forstår. Derfor må vi bruge vold.
Men vi er holdt op med at prygle skolebørn.
I min optik ser det sådan her ud: Russerne nærmede sig Vesten under perestrojka for nogle årtier siden og i nogle år frem, (hvor vi dog håbede dengang!!) og de havde ledere, som nærmede sig Vesten. Og som ville os. Og som ville vore demokratiske værdier. Og hvordan mødte vi dem så? Med kulde, mistro og foragt.
Og Vesten sendte sine tropper tættere og tættere på Rusland. Det er ikke noget, Putin har fundet på at sige. Eller som jeg finder på. Det var sådan, det var.
Vi afviste russernes tilnærmelser.
Vi ydmygede dem.
Nu har vi følgen af det.
En tredje verdenskrig?
Når den russiske forsvarsminister siger, at Vesten skal tage det alvorligt, at Rusland har atomvåben, så skal vi ikke slå det hen med en bemærkning om (og den hørte jeg en højtstående dansk officer sige i TV forleden) at vi ikke skal tage det alvorligt. Det er bare en tom trussel, for at få os til at ryste af skræk.
Man siger, at Anden Verdenskrig brød ud, fordi magthaverne manglede FANTASI.
Krigens dybeste årsag: mangel på fantasi. Tænk lidt over det!
Vi har al mulig grund til at ryste af skræk.
Og vores sindssyge militarisme og oprustningsfeber burde få os til at ryste endnu mere.
Det bringer os nærmere en krig.
Freden kan kun opnås ved klogskab: samtaler, indrømmelser, tilgivelser ( hov! hvad var nu det for et ord???) og al den diplomatiske snilde, der kan opdrives. Og der findes folk, der kan den slags. SÆT DEM DOG PÅ ARBEJDE.
MÅSKE ER DET IKKE FOR SENT.
Jeg vil forsøge at bevare håbet. Men hver gang jeg hører politikerne give oprustningen endnu en tak uden at ryste på stemmen, så svinder håbet.
Lad gå, at de har ret: vi er nødt til at opruste, ellers har vi Putin her hos os i morgen. Hvis det er sandt, hvorfor ryster de så ikke på stemmen? Åh … de er tapre. Tapre landssoldater, og det er så fint at dø for sit land. Og nu får vi snart lov til den lykke. Åh nej, Gud fri os!
Jeg tror ikke, det er tapperhed, jeg tror, det er mangel på fantasi.
Nu fik jeg læst Thomas Bredsdorffs fine bog: “Lykkeligt nær – og jeg vidste jo godt, at han var en åndsbeslægtet. Det har jeg altid vidst. Han har skrevet bøger om europæisk åndsliv, som virkelig åbnede øjnene for nye verdner. “Den brogede Oplysning” giver den fineste indgang til vor tid.
Og han ser de samme tegn i sol og måne som jeg gør. Så er vi da to.
Jeg vil citere fra hans bog, side 114/115: ( han bruger 3. person om sig selv)
“Tredje Verdenskrig er på vej. … Siger det ikke højt, hvad det nævner, men han (=jeg) kan ikke se nogen anden plausibel ende på det hæslige russiske overfald på Ukraine.”
Og lidt længere nede: “lykkes det , kan han (Putin) kalde det en sejr. Men så er det lykkedes at flytte grænser med vold, og det er en skandale som ukrainerne ikke vil finde sig i. Det bliver de nødt til, som danskerne da de tabte Sønderjylland til tyskerne, for trods svenske og norske løfter kom hverken Sverige eller Norge Danmarks til hjælp dengang, i 1864. Anderledes nu, hvor ukrainerne ganske vist ikke får hjælp af soldater fra de vestlige lande, man dog får alt det isenkram de beder om. Hvis den hjælp fører til at Ukraine vinder og russerne må trække sig tilbage bag den oprindelige grænse, kan Putin finde på at bruge hvilke våben, det skal være. Så kan verdenskrigen komme, i hvert fald en europæisk storkrig. Oprustning i vest, afsikring af atomvåben i øst. Eskalering på begge sider. Når ondskab fra øst mødes med dumhed fra vest, er alt håb ude. Han (=jeg) håber, han tager fejl. Men ingen af de aviser han læser, eller de analyser, han hører, kan vise en rationel vej ud af miseren.
Bredsdorff fortsætter med at fastslå, at de “unge” i dag, som er de 50 – 60 årige er kompromisløse og 100 sikre i deres overbevisning. Han nævner som eksempler Birgithe Kosovic og Marianne Stidsen. Og han mener, at deres kompromisløshed er som den 18åriges.
Og han slutter sit lange indlæg om krig og pacifisme med en konstatering af, at hans mere end 70 år gamle pacifisme blev sønderskudt, da Rusland invaderede Ukraine.
(Citat side 166): “Sidder tilbage uden noget svar. Han krydser fingre for at hans havlfjerds års forbenede pacifisme vil genopstå for dem der kommer efter ham, vel vidende at krydsede fingre ikke er noget stærkt forsvar.”
Jeg vil med næb og kløer holde fast i min. Ingen skal sønderskyde den.
Kunsten at ældes. Skulle det nu være en kunst? Det kommer jo helt af sig selv, og man kan hverken gøre fra eller til. Alderdommen er en uafvendelig dom. Vi dømmes til alderdom og død fra fødslen, så hvori ligger det kunstneriske?
Åh jo, det er ikke så lige til, som vi tror og frygter.
I mange år rejste jeg land og rige rundt med et foredrag, der hed: “Alderdom er visdom.” Og nogle steder troede man virkelig, at titlen var ironisk ment. Ha ha ha … alderdom er vel lig med manglende alt muligt kognitivt.
Men nej, det er først i alderdommen, at man når til visdom om livet og døden. Måske især det første, for det sidste kan man nok ikke blive så farligt meget klogere på.
Jeg har netop i dag anskaffet Thomas Bredsdorffs nyeste bog: “Lykkeligt nær – en oldings optegnelser”, og jeg vil skrive mere om den på bloggen, når jeg får den læst.
Da min mand fik diagnosen “alzheimers syge” læste jeg Bredsdorffs fine bog “Tøsne og Forsytia” om hans kones demens. Den var så klog og så smuk, og jeg blev så meget klogere på sygdommen – eller i al fald fik jeg en anden vinkel – en bredere vinkel.
Nu har han skrevet om det at ældes. Og det glæder jeg mig til at læse om.
Der følger mere om bogen senere.
For kort tid siden læste jeg mine endnu ikke bogfærdige erindringer igennem, og da jeg kom til det afsnit, hvor jeg skriver om mine ungdomsdigte – og en del af dem kredser om Gud – slog det mig, at jeg havde fået SÅ meget inspiration af en anden digter – en stor digter endda, og det er jo selvfølgelig af de store, man trækker guldet ud og som sender de skønneste stråler ind i vores egen langt fattigere verden af ord. En berigelse.
Ord ja – og ord, som forsøger at fange relationen mellem mennesket og Gud. Rilke kunne det. Og det her digt ville jeg gerne oversætte, men det kan jeg ikke, det kræver en større digterevne end min. Men digtet er jo ret åbent og ordene almindeligt kendte, så du kan sikkert læse det på tysk.
Du Nachbar Gott, wenn ich dich manches Mal
In langer Nacht mit hartem Klopfen störe,-
So ists, weil ich dich selten atmen höre
Und Weiss, Du bist allein im Saal
Und wenn du etwas brauchst, ist keiner da,
Um deinem Tasten einen Trank zu reichen
Nur eine schmale Wand ist zwischen uns,
Durch Zufall: denn es könte sein,
Ein Rufen deines oder meines Munds-
Und sie bricht ein
Ganz ohne Lärm und Laut.
Aus deinen Bildern ist sie aufgebaut
Und deine Bilder stehn vor dir wie Namen
Und wenn einmal in mir das Licht entbrennt,
Mit welchem meine Tiefe dich erkennt,
Vergeudet sichs als Glanz auf ihren Rahmen
Und meine Sinne, welsche schnell erlahmen
Sind ohne Heimat und von dir getrennt
Det er et angstdigt, som ingen kunne skrive stærkere. At føle sig så tæt forbundet med Gud (nur eine schmale Wand ist zwischen uns) og samtidig frygte, at adskillelsen er en mulighed.
Her et andet digt af Rilke, som jeg kom i tanke om, da jeg skrev ovenstående. Her er digterjeg’et i kontakt med Altet og flugt og lyd og liv forener sig i disse smukke vers:
Foto: Mette Hesselholt Henne Hansen
Rilkes digt:
Ich lebe mein Leben in wachsenden Ringen,
die sich über die Dinge ziehn.
Ich werde den letzten veilleicht nicht vollbringen,
aber versuchen will ich ihn.
Ich kreise un Gott, um den uralten Turm,
und ich kreise jahrtausende lang;
und ich weiss noch nicht:
bin ich en Falke, ein Sturm
oder ein grosser Gesang.
Jeg er ikke slægtsforsker, men en dag bliver jeg det måske. Måske, for det ville være skønt at kunne hive de gamle aner ud af glemslen og sætte dem på rad og række. I al fald kan man jo finde navnene.
Med anekdoterne ligger det nok mere tungt – de er for de flestes vedkommende sunket ned i glemslen – men enkelte er dog blevet tilbage. Min tipoldemor Christiane Krøg er der skrevet lidt om, for det gjorde min onkel Lars i sin lille bog om Hulsig. Og det gjorde også den berømte folkemindesamler og lokalhistoriker Anders Peter Gaardboe fra Ålbæk.
Vi ved om Christiane, at hun var en dygtig kvinde, utrættelig i sit arbejde – Gaardboe skriver i en artikel om et besøg på Krøggården, om hvordan hun, skønt han ankommer en sen nattetime fra et stormvejr, går ud i køkkenet og tilbereder en velsmagende middag til den forkomne gæst. Og vi ved også fra Lars Hesselholts bog, at hun var overtroisk. Min tipoldefar begik selvmord, og hvert år på hans dødsdag hørte hun ham tumle hvileløst om på loftet.
Og når man betragter portrættet af Christiane, kan man jo aflæse en del i ansigtet. Men det afhænger måske af, hvem der betragter hende. Jeg synes, at jeg kan se en bister ung kvinde, der nok skal vide at sætte sin vilje igennem. Hendes datter, Min oldemor Marie Houkjær, var af samme støbning, har jeg hørt. Og hun fik brug for det, for min oldefar Ole Houkjær var en særdeles vredladen og barsk herre.
Jeg spekulerer op, hvor de gener er blevet af?
Jeg har desværre intet billede af min tipoldefar, Christian, og det er Christianes skyld, for der blev nemlig taget et billede af ham (måske det eneste), samtidig med at hun fik taget sit. Men ak! Christiane forlangte at få billedet med sig i graven. Så der, i sandet på Hulsig kirkegård endte portrættet, og nu kan vi kun gætte.
Efter sigerne, men jeg husker ikke mere, hvor jeg har læst det, så blev Christian Krøg foreviget i en læsebog for skolebørn, der udkom engang i sidste halvdel af 1800tallet. Men den kan man nok ikke mere opdrive. Heri skulle han, efter hvad jeg har hørt, fortælle en spændende historie om Hulsig og om gården Krøg, som også blev kaldt “Hulsig” dengang. Om sandflugten og gårdens flytning fra Tranestederne til Hulsig.
Måske finder jeg bogen en dag.
Men jeg er ikke nogen forskertype
Så nej, det gør jeg ikke.
Gud er Gud, om alle land lå øde, Gud er Gud, om alle mand var døde.
Sådan skrev Petter Dass engang for mere end 350 år år siden, og vi synger det stadigvæk i kirkerne, som om det var skrevet i går.
Petter Dass var en af den tids store salmedigtere, Norges svar på vores egen Thomas Kingo. De levede begge i en tid, hvor det var lettere at få øje på Satan end på Gud. I al fald hvis Gud var Den Gode Gud. Det var en tid, hvor krig, sult og pest hærgede år efter år. Og det onde satte sig helt sikkert i menneskenes hjerter. Hverken Kingo eller Dass var blødhjertede. Der går ry om deres hårdhed, og de skrev om det i deres salmer. De var formet af deres tid, som vi er formet af vores tid.
Men de gav os de smukkeste gudsbilleder.
Uden deres salmer, havde vi været fattigere.
Jo ældre, jeg bliver, jo mere ændrer mit billede af Gud sig. Jeg tror på Gud. Men jeg kan ikke mere finde de billeder af ham frem, som jeg kunne, da jeg var barn og ung og senere. Og vi forstår jo i billeder.
Jeg forstår ikke Gud.
Og jeg kan ikke mere danne mig billeder af ham – HAM endda – det virker forkert i dag.
Når Gud i det gamle testamente bliver spurgt, hvem han er, siger han: JEG ER
Men det er vel ingen forklaring?
Jeg ER også – men jeg er ingen gud.
Kan GUD slippe godt fra søforklaringer?
Jeg har netop læst Jakob Søe Esmarrchs bog: Gud hvor jeg savner ham.
Esmarchs 9 årige søn fik kræft og døde to år efter.
Faren er præst. Så må det være svært for ham at at slippe Gud uden at slippe sin egen identitet. Men han føler, at Gud slipper ham. Og det kan jeg godt forstå.
Det gamle teodiceproblem lyser så klart, når døden rammer ens barn: Hvordan kan Gud være god og almægtig på samme tid?
Ja, vi forstår det ikke.
Som ung havde jeg perioder, hvor jeg afskrev Gud. Som om nogen kan gøre det!!! Men jeg har ikke evner til at leve et gudløst liv. Så tilgiv mig, kære Gud, at jeg af og til afskriver dig i afmagt og sorg over den verden, du har skabt og de vilkår, du har givet os. Som du ser, tror jeg stadig, at du er der, og at jeg kan afskrive dig. Eller bilde mig det ind.
Jeg skrev som helt ung et digt om Gud og Satan, for de kæmpede i mit eget indre, og jeg ville ikke slippe nogen af dem. Gud, fordi han er god, og elsker mig. Og Satan, fordi han er ond og hader mig. Og ind i mellem fortvivlede jeg over, at Satan ofte syntes at få det sidste ord. Og jeg skrev et digt. Det lyder:
Den gamle Gud
græder
mens den anden
den Sorte
sidder
verballøs
og ligeglad
og giver den
som satanisk
grinebider
åh, han har så pokkers let
til latter
hvinende vrinsk
og frådende
frydefnis
det er ham
du godeste
hvor han griner
kors
hvor han skingrer
indtil han
udtømt
ligger stønnende
tilbage
så ser han op
og syner Gud
og synes
at det er lidt synd
for den store stærke
ensomme Gud
som har Ordet
i sin magt
og ellers
ingenting