Du kan ikke mere være pacifist – så indse det dog!

Efter sigende bliver man stivnakket med alderen – og i den oldingealder, jeg nu har nået, skulle det ikke undre, om man overhovedet ikke mere er i stand til at bøje nakken det mindste.

Efter sigende. Ja. For i virkeligheden er det, som jeg ser det ( altså efter mit sigende =  min virkelighed) nærmest det modsatte, der er tilfældet. Man bliver ”mygere” med alderen.

Man lytter mere, og man flytter mere. Sådan har jeg det i al fald. Men jeg har nu heller aldrig været stensikker på, at mine meninger var skudsikre sandheder, og jeg vil hellere end gerne prøve dem af mod andres meninger.

Der findes så mange, der er klogere end mig.

Men nu er der det med krigen i Europa. Og at jeg stadig er pacifist, og at jeg godt kan være det stadigvæk, ja, at jeg netop nu slet ikke kan lade være.

Og kald det bare naivitet. Jeg føler mig ikke krænket. Kun misforstået.

Du må ikke slå ihjel!!!!  Det er mit første bud. Og det er ukrænkeligt som livet selv.

Hvordan kan jeg så være andet end pacifist? En soldat er en dræber.

Den, du slår ihjel på slagmarken, ved fronten og i bomberegnen, det er ikke en fjende, det er et menneske skabt i Guds billede.

Du slår et MENNESKE ihjel. Du må ikke slå mennesker ihjel.

Det er ikke en Putin – det er ikke engang Satan – den kæmpende ukrainer dræber, det er en anden ung pige eller dreng, som er sendt i krig. Og som ikke bare kunne blive hjemme, ligesom han ikke selv bare kunne.

Ja ja ja – jeg kender alle modargumenterne. Det var de samme, som man brugte, da man tævede skolebørn med et spanskrør: ”Vold er det eneste sprog, de forstår!!” Derfor må vi bruge vold.

Vold er det eneste, Putin forstår. Derfor må vi bruge vold.

Men vi er holdt op med at prygle skolebørn.

I min optik ser det sådan her ud: Russerne nærmede sig Vesten under perestrojka for nogle årtier siden og i nogle år frem, (hvor vi dog håbede dengang!!) og de havde ledere, som nærmede sig Vesten. Og som ville os. Og som ville vore demokratiske værdier. Og hvordan mødte vi dem så? Med kulde, mistro og foragt.

Og Vesten sendte sine tropper tættere og tættere på Rusland. Det er ikke noget, Putin har fundet på at sige. Eller som jeg finder på. Det var sådan, det var.

Vi afviste russernes tilnærmelser.

Vi ydmygede dem.

Nu har vi følgen af det.

En tredje verdenskrig?

Når den russiske forsvarsminister siger, at Vesten skal tage det alvorligt, at Rusland har atomvåben, så skal vi ikke slå det hen med en bemærkning om (og den hørte jeg en højtstående dansk officer sige i TV forleden) at vi ikke skal tage det alvorligt. Det er bare en tom trussel, for at få os til at ryste af skræk.

Man siger, at Anden Verdenskrig brød ud, fordi magthaverne manglede FANTASI.

Krigens dybeste årsag: mangel på fantasi. Tænk lidt over det!

Vi har al mulig grund til at ryste af skræk.

Og vores sindssyge militarisme og oprustningsfeber burde få os til at ryste endnu mere.

Det bringer os nærmere en krig.

Freden kan kun opnås ved klogskab: samtaler, indrømmelser, tilgivelser ( hov! hvad var nu det for et ord???) og al den diplomatiske snilde, der kan opdrives. Og der findes folk, der kan den slags. SÆT DEM DOG PÅ ARBEJDE.

MÅSKE ER DET IKKE FOR SENT.

Jeg vil forsøge at bevare håbet. Men hver gang jeg hører politikerne give oprustningen endnu en tak uden at ryste på stemmen, så svinder håbet.

Lad gå, at de har ret: vi er nødt til at opruste, ellers har vi Putin her hos os i morgen. Hvis det er sandt, hvorfor ryster de så ikke på stemmen? Åh … de er tapre. Tapre landssoldater, og det er så fint at dø for sit land. Og nu får vi snart lov til den lykke. Åh nej, Gud fri os!

Jeg tror ikke, det er tapperhed, jeg tror, det er mangel på fantasi.

Nu fik jeg læst Thomas Bredsdorffs fine bog: “Lykkeligt nær – og jeg vidste jo godt, at han var en åndsbeslægtet. Det har jeg altid vidst. Han har skrevet bøger om europæisk åndsliv, som virkelig åbnede øjnene for nye verdner. “Den brogede Oplysning” giver den fineste indgang til vor tid.

Og han ser de samme tegn i sol og måne som jeg gør. Så er vi da to.

Jeg vil citere fra hans bog, side 114/115: ( han bruger 3. person om sig selv)

“Tredje Verdenskrig er på vej. … Siger det ikke højt, hvad det nævner, men han (=jeg) kan ikke se nogen anden plausibel ende på det hæslige russiske overfald på Ukraine.”

Og lidt længere nede: “lykkes det , kan han (Putin) kalde det en sejr. Men så er det lykkedes at flytte grænser med vold, og det er en skandale som ukrainerne ikke vil finde sig i. Det bliver de nødt til, som danskerne da de tabte Sønderjylland til tyskerne, for trods svenske og norske løfter kom hverken Sverige eller Norge Danmarks til hjælp dengang, i 1864. Anderledes nu, hvor ukrainerne ganske vist ikke får hjælp af soldater fra de vestlige lande, man dog får alt det isenkram de beder om. Hvis den hjælp fører til at Ukraine vinder og russerne må trække sig tilbage bag den oprindelige grænse, kan Putin finde på at bruge hvilke våben, det skal være. Så kan verdenskrigen komme, i hvert fald en europæisk storkrig. Oprustning i vest, afsikring af atomvåben i øst. Eskalering på begge sider. Når ondskab fra øst mødes med dumhed fra vest, er alt håb ude. Han (=jeg) håber, han tager fejl. Men ingen af de aviser han læser, eller de analyser, han hører, kan vise en rationel vej ud af miseren.

Bredsdorff fortsætter med at fastslå, at de “unge” i dag, som er de 50 – 60 årige er kompromisløse og 100 sikre i deres overbevisning. Han nævner som eksempler Birgithe Kosovic og Marianne Stidsen. Og han mener, at deres kompromisløshed er som den 18åriges.

Og han slutter sit lange indlæg om krig og pacifisme med en konstatering af, at hans mere end 70 år gamle pacifisme blev sønderskudt, da Rusland invaderede Ukraine.

(Citat side 166): “Sidder tilbage uden noget svar. Han krydser fingre for at hans havlfjerds års forbenede pacifisme vil genopstå for dem der kommer efter ham, vel vidende at krydsede fingre ikke er noget stærkt forsvar.”

Jeg vil med næb og kløer holde fast i min. Ingen skal sønderskyde den.

Kunsten at ældes. Skulle det nu være en kunst? Det kommer jo helt af sig selv, og man kan hverken gøre fra eller til. Alderdommen er en uafvendelig dom. Vi dømmes til alderdom og død fra fødslen, så hvori ligger det kunstneriske?

Åh jo, det er ikke så lige til, som vi tror og frygter.

I mange år rejste jeg land og rige rundt med et foredrag, der hed: “Alderdom er visdom.” Og nogle steder troede man virkelig, at titlen var ironisk ment. Ha ha ha … alderdom er vel lig med manglende alt muligt kognitivt.

Men nej, det er først i alderdommen, at man når til visdom om livet og døden. Måske især det første, for det sidste kan man nok ikke blive så farligt meget klogere på.

Jeg har netop i dag anskaffet Thomas Bredsdorffs nyeste bog: “Lykkeligt nær – en oldings optegnelser”, og jeg vil skrive mere om den på bloggen, når jeg får den læst.

Da min mand fik diagnosen “alzheimers syge” læste jeg Bredsdorffs fine bog “Tøsne og Forsytia” om hans kones demens. Den var så klog og så smuk, og jeg blev så meget klogere på sygdommen – eller i al fald fik jeg en anden vinkel – en bredere vinkel.

Nu har han skrevet om det at ældes. Og det glæder jeg mig til at læse om.

Der følger mere om bogen senere.

Gud er Gud, om alle land lå øde, Gud er Gud, om alle mand var døde.

Sådan skrev Petter Dass engang for mere end 350 år år siden, og vi synger det stadigvæk i kirkerne, som om det var skrevet i går.

Petter Dass var en af den tids store salmedigtere, Norges svar på vores egen Thomas Kingo. De levede begge i en tid, hvor det var lettere at få øje på Satan end på Gud. I al fald hvis Gud var Den Gode Gud. Det var en tid, hvor krig, sult og pest hærgede år efter år. Og det onde satte sig helt sikkert i menneskenes hjerter. Hverken Kingo eller Dass var blødhjertede. Der går ry om deres hårdhed, og de skrev om det i deres salmer. De var formet af deres tid, som vi er formet af vores tid.

Men de gav os de smukkeste gudsbilleder.

Uden deres salmer, havde vi været fattigere.

Jo ældre, jeg bliver, jo mere ændrer mit billede af Gud sig. Jeg tror på Gud. Men jeg kan ikke mere finde de billeder af ham frem, som jeg kunne, da jeg var barn og ung og senere. Og vi forstår jo i billeder.

Jeg forstår ikke Gud.

Og jeg kan ikke mere danne mig billeder af ham – HAM endda – det virker forkert i dag.

Når Gud i det gamle testamente bliver spurgt, hvem han er, siger han: JEG ER

Men det er vel ingen forklaring?

Jeg ER også – men jeg er ingen gud.

Kan GUD slippe godt fra søforklaringer?

Jeg har netop læst Jakob Søe Esmarrchs bog: Gud hvor jeg savner ham.

Esmarchs 9 årige søn fik kræft og døde to år efter.

Faren er præst. Så må det være svært for ham at at slippe Gud uden at slippe sin egen identitet. Men han føler, at Gud slipper ham. Og det kan jeg godt forstå.

Det gamle teodiceproblem lyser så klart, når døden rammer ens barn: Hvordan kan Gud være god og almægtig på samme tid?

Ja, vi forstår det ikke.

Som ung havde jeg perioder, hvor jeg afskrev Gud. Som om nogen kan gøre det!!! Men jeg har ikke evner til at leve et gudløst liv. Så tilgiv mig, kære Gud, at jeg af og til afskriver dig i afmagt og sorg over den verden, du har skabt og de vilkår, du har givet os. Som du ser, tror jeg stadig, at du er der, og at jeg kan afskrive dig. Eller bilde mig det ind.

Jeg skrev som helt ung et digt om Gud og Satan, for de kæmpede i mit eget indre, og jeg ville ikke slippe nogen af dem. Gud, fordi han er god, og elsker mig. Og Satan, fordi han er ond og hader mig. Og ind i mellem fortvivlede jeg over, at Satan ofte syntes at få det sidste ord. Og jeg skrev et digt. Det lyder:

Den gamle Gud

græder

mens den anden

den Sorte

sidder

verballøs

og ligeglad

og giver den

som satanisk

grinebider

åh, han har så pokkers let

til latter

hvinende vrinsk

og frådende

frydefnis

det er ham

du godeste

hvor han griner

kors

hvor han skingrer

indtil han

udtømt

ligger stønnende

tilbage

så ser han op

og syner Gud

og synes

at det er lidt synd

for den store stærke

ensomme Gud

som har Ordet

i sin magt

og ellers

ingenting

”J’ai quinze ans et je ne veux pas mourir.”

”Jeg er femten år og jeg vil ikke dø.”

Det er titlen på en selvbiografisk roman af Christine Arnothy, der oplevede russernes angreb på Budapest i 1945. Bogen handler om en ukuelig livsvilje hos en stor pige, hvis liv hænger i en tynd tråd. Hun vil leve og trodse den død, der omgiver hende og hvert øjeblik truer med at ramme hende. Hendes odds for at overleve er minimale.

”Jeg er firs år og jeg vil ikke dø.”

En bog med den titel kunne jeg i et kort glimt godt tænke mig at skrive, men titlen lyder jo forkert, og måske kunne jeg ændre den til: ”jeg er firs år og jeg vil nok død.” Det lyder måske lidt bedre, men er tvetydigt, ”nok” kan fortolkes som ”gerne”, og det vil jeg ikke så gerne, og som ”sandsynligvis”, og her er den jo OK:. Mine odds for at overleve nærmer sig nul.  

Jeg må altså helt omforme min sætning, hvis den både skal passe og være passende. Så bliver titlen:

”Jeg er firs år og vil gerne leve.”  

Og det er sådan, det er. Men når man kravler over 80årsgærdet er det OK at tænke på døden. For den er kommet så nær, at man gør klogt i ikke at fortrænge dens eksistens alt for meget. At gøre sig fortrolig med tanken er svært, men jeg tror, at det er en god ide. Jeg prøver det hver dag. Og det går fremad.

Jeg er lige blevet færdig med at læse Hausgaards ”Når vi ånder i takt” en slags erindringsbog, men også bare en klog mands betragtninger over livet, og altså også for mig SÅ MEGET en åndfælles tanker om det at være menneske. Og det åndelig beror ikke på noget fint og luftigt, men på det faktum, at vi begge er Vendelboer af hjertet. Vore hjerter slår i samme sindige vendelbotakt, når talen er om ”de store spørgsmål,” og hertil hører jo ”døden.”  

Hausgaard skriver om, hvordan han oplevede det, da han fik hjertestop, og var ”død” i flere minutter:

”Jeg mærkede en uendelig fred og var egentlig lidt ked af at blive kaldt tilbage. Mens jeg lå på båren, råbte folk, at jeg skulle sige mit navn, og det irriterende mig: ”Kan I ikke stoppe, jeg har det lige så godt!” Men jeg er godt opdraget, så jeg tænkte, at jeg hellere måtte svare. Umiddelbart efter hørte jeg én sige: ”Jeg tror, vi har ham.” Og så blev jeg levende igen.”

Jeg har læst og hørt om flere nærdødsoplevelser, som ligner Hausgaards, så måske er der noget at glæde sig til.

Men jeg tænker også på tiden efter døden. Og jeg er kristent opdraget (det er Hausgaard også og endda i samme Indre Mission) – og samtidig er jeg et barn af oplysningstiden. Og jeg VIL, at de sider skal finde en samklang i mig, og det kan godt være lidt af et slagsmål, men så slås jeg med mig selv en tid og kommer altid til den erkendelse, at jeg 1.:  ikke kan leve i det mørke, religionerne har det med at kaste ind over mennesket, og 2.: må erkende, at en gudløs verden er for kold og skræmmende for mig. Jeg må altså bekende mig til begge dele: LYSET (kald det bare videnskaben) og GUD ( kald det bare skaberkraften). således forenes lyset og kærligheden.

Og så nu vi er ved det åndelige, så falder det her citat fra Bøgernes Bog mig ind. Fra Johannes Evangeliet:

’Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold.’”

Sådan udtrykker Jesus det og set med de andre briller, videnskabens, ja, så falder de to udsagn sammen i skøn harmoni: vi dør og vi indgår i det nye liv : Alt i naturen visner og blomstrer igen. Men det er vigtigt, at det visner. Ellers kommer der ingen blomster.

Jeg vil slutte to citater fra Hausgaards bog: ”Når vi ånder i takt”

1. Betragtninger om, hvad han anser for det ideelle samfund. For det kan jeg 100% slutte mig til. Vi har samme baggrund, og jeg tror, at vi langt ude ligner hinanden. Han skriver på side 210:

”Hvis man forestillede sig et socialistisk samfund båret af en kristen moral, så er det nok for mig det optimale. Et samfund båret af kristne værdier, der langt hen ad vejen ligner de socialistiske. Og godt med tilgivelse og kærlighed.”

Betragtninger om, hvorfor det er godt at bo i det lille samfund ude på landet:

”Herude ville vi være prisgivet, hvis vi ikke interesserede os for hinanden, meget mere end i en by. Jeg ville ikke kunne ligge her og dø, min nabo, Ole, kunne heller ikke, for vi holder øje med hinanden, mere eller mindre bevidst.”

I dag er en dag som alle andre og alligevel helt anderledes end alle andre. Tanker kommer og går, og nu kom den tanke til mig i dag, at jeg var gået i stå.

Jeg stod faktisk og arbejdede, mens tanken om stilstand kom luskende – jeg havde et godt greb om greben, for jeg var nemlig ved at vende den store høje og herlige kompostdynge, som er vokset støt hele sommeren, og som ikke ligefrem er en pryd for haven eller for nogen – ikke engang for mit øje tager den sig nydelig ud. Men hvor kan jeg godt lide den – og når jeg pusler med den, har jeg det som en orm, der slippes løs i en bunke nyslået ukrudt. Nå, det er nok en følelse, jeg deler med meget få.

Pyt. Det er sådan jeg har det. Lige nu i al fald. Gik derude og tænkte på så meget, mens jeg vendte sommerens smårester af grønt og alle mulige kasserede vækster. Som jo så ikke blev kasseret alligevel, for nu fik de et nyt liv i en ny kompostbunke, og til sommer flyver de ud i haven som gnask for de urter, der virkelig pryder.

Men det var ikke min kompostbunke, jeg ville skrive om. Men om at gå i stå. For pludselig blev jeg grebet af en stor ro, der godt kan ligne lykke. Tror jeg. En slags stille lykke. En glæde ved at være gået i stå.

At gå i stå betyder at se på en ny måde. Kingo skriver det så fint i en af sine salmer. Han skriver:” Nu står jeg her med verden i mit øje.”

Med verden i mit øje.

Det er det, man kan gøre, når man står. Helt stille. Med verden i sit øje.

Men nu skal jeg ned og se TV – for selv om jeg står stille, så bevæger verden sig, og jeg følger den med interesse her fra mit ståsted.

Haven i august

Vennelyst en efterårsdag

Spejldammen i Gammelhave

Min egen lille have.

Et kig ud i vores skov og i vores have. Nu skriver jeg vores. Men det er jo vores fælles natur, som den tager sig ud med alle efterårsfarverne – eller … indrømmet … det er lidt snyd, for bladene er jo faldet, og farverne er falmet, men billederne kommer alligevel her, for jeg har endnu ikke sluppet efteråret, der strålede for kort tid siden. Og det har kalenderen jo heller ikke. En uge igen, og så er det vinter. Men lad os dvæle lidt endnu ved farverne og glædes over, at de ikke kun forsvinder, men kommer igen…. ligesom alt det andet.

Det evige kredsløb, det løber som en varm strøm i mit blod: denne bevidsthed om genkomst, at alt dør og fødes. Som det står i Johannesevangeliet, kapitel 12 vers 24: Hvis hvedekornet ikke lægges i jorden og dør, bliver det kun det ene korn, men hvis det dør, bærer det evig frugt ..

Det er ikke let at blive gammel, især ikke set udefra. Nu hvor jeg er godt og vel inde i processen, synes jeg ikke, at det er så slemt, som det siges. I al fald er der hele tiden momenter af stor lykke. Også i alderdommen. Det synes jeg ikke kan gentages ofte nok.

Og nu fik jeg så sagt det igen. Godt nok.

Jeg hørte en stump af Supertanker på p.1 forleden, og det handlede om dødshjælp set fra en dødshjælpers side, og hun var SÅ sikker på, at hun gav sine “kunder” en værdig død i ro og mag iscenesat som en hyggelig event. Sjældent har jeg hørt noget mere uhyggeligt.

Lad os leve med alle skavankerne, lad os leve med smerterne, lad os leve med alderdommens utallige svagheder. MEN LAD OS LEVE.

Mølledammen i Fussingø

”Always look on the bright side of life” som den montepythonske Kristus synger på korset i filmen ”Life of Brian.”

Åh, ja, og det vil vi også rigtig gerne. Se på den lyse side af livet. Og måske er det derfor, jeg altid glæder mig til at høre Brinkmanns Briks hver onsdag. For lige det er han så god til. At se lyset i mørket. Og hvor har vi brug for at blive bekræftet i, at det trods alt er den side af livet, der er den stærkeste og som vinder til sidst. Men når man ser sig om i verden i krig og ufred, og når man mister den ene efter den anden af sine kære, så kommer tvivlen galoperende. Anderledes kan det ikke være, sådan som menneskelivet er skruet sammen.

Og det er ikke altid muligt at se de lyse sider i alting. Selv ikke for Brinkmann, og det blev for mig tydeligt i onsdags, hvor Brinkmans Briks handlede om ALDERDOMMEN – og netop den allersidste del af livet, der, hvor dommen eksekveres.

Hvad skal jeg skrive om det? At det for en gangs skyld var vanskeligt for Brinkmann at holde lys i lampen hele udsendelsen igennem, og selv om han som vanligt havde inviteret en ekspert – den her gang en ekspert i alderdommens sidste faser, så lod det sig ikke skjule, og heller ikke hun kunne skjule, at det er, var og bliver et skræmmende fremtidsscenarie, der venter os alle til sidst: først at blive ramt af det ene funktionstab efter det andet og så til slut at dø.

Sygdom, svækkelse, død. Det er så pokkers svært at se den lyse side i det.

Johannes Møllehave skrev, inden han døde en bog, der hedder: ”Det ender godt. ” Den har jeg læst, og jeg synes ikke, den lever op til sin titel. Den er så sørgelig. Også selv om den kristne tanke om, at Kristus overvandt døden og opstod og dermed også gjorde os udødelige, ganske vist berettes i bogen, som det sig hør og bør for en præst. Men dødens skræmmende virkelighed kan bogen ikke borttrylle med den fantastiske tro, som den forkynder, for lige meget, hvor fast i troen, man formaner sig selv til at være, så er den biologiske tilintetgørelse af det legeme, som vi har båret rundt på i al den tid, vi har betrådt jorden, jo ikke til at komme uden om. Og ikke til at komme til rette med. Tro på opstandelsesevangeliet eller ej. For hvad er det for en opstandelse? Jeg tror, at de mennesker, som påstår, at de begriber det, ikke helt holder sig til sandheden. For det er ubegribeligt.

Og nu kommer så det underligste af det hele. Man har lavet en sociologisk undersøgelse af, hvilken livsepoke, der er den lykkeligste i menneskelivet, og det viser sig, at mennesker i 80’erne er mere tilfredse og gladere end mennesker i tyverne.

Der er mistrivsel i alle aldersgrupper, men dem der trives bedst, er de gamle.

Det var da noget af en opmuntring for alle os gamle – og faktisk vil jeg straks melde mig i heppekoret. Vi er i virkeligheden ganske glade for at være i live, eller som svenskerne siger: at være i livet.

Og som en gammel græsk filosof har sagt: så længe vi lever, er døden ikke.  

Som mine læsere kan se, så har min webmaster bestemt, at min ellers vellidte (af mig selv) indledning sløjfes. Så nu kommer mine indlæg til at tage sig anderledes ud. Jeg vil i det følgende skrive lidt om kapitalismen og revolutionen, og inspirationen til det fik jeg, da jeg forleden fandt ovenstående bog af Hans Sølvhøj på min reol og tænkte, at den ville være velegnet som oplæsningsbog her i huset. Jeg har altså læst den højt for Ole, og da jeg kom til slutningen, fik jeg ideen. Ideen til en lidt løs snak samfundet set fra Ålum.

I Rødt og Hvidt taler en gammel inkarneret socialdemokrat om kapitalismen som den mindst ringe ordning for handelslivet ( og dermed for ikke så lidt af livet i almindelighed.) Og så læste jeg samtidig, ikke for Ole, men for mig selv, Asta Olivia Nordenhofs: Djævlebogen, hvis facit, hvis jeg har forstået det rigtigt, er revolutionens nødvendighed.

REVOLUTIONEN. Ja. Engang var vi mange, som flirtede med den tanke. De røde faners blafren i vinden. Men det var jo ren romantik.

Sølvhøjs bog vakte mange minder hos mig, for jeg fik den som gave fra en af mine afgangsklasser. Det må have været 1989. Det var et af de sidste år, jeg underviste, og mine elever kendte nok lidt til min røde farve, som jeg naturligvis skjulte i min undervisning, men som vel skinnede igennem nu og da, og jeg tænker, at bogen af den Kongelige Hofmarchal lidt var ment som kærligt drilleri. Og indrømmet: den røg i reolen ulæst. Nu har jeg læst den. Og nydt den hele vejen. Sammen med Ole. En rigtig fin bog.

Og jeg har netop endt Nordenhofs seneste bog “Djævlebogen”, og jeg har nydt den hele vejen. En rigtigt fin bog.

Nordenhof er med i en ny litterær trend, som jeg følger spændt, fordi det, der skrives, er god litteratur. Den slags forfattere kan man ikke få for mange af. 

Men det er nu ikke dem, jeg vil skrive om i dette indlæg, det har jeg gjort i et tidligere indlæg, men her vil jeg bruge en af dem (Nordenhof) til at koble et af deres temaer: REVOLUTIONEN til den del af virkeligheden, der er min: den, jeg kan overskue fra mit beskedne landsbyperspektiv, fra mine aviser, der på det sidste er skrumpet ind til Kristelig Dagblad og Infomation ( som jeg læser nu og da) og HUS FORBI , som jeg altid læser –  og mine venner, som jeg efterhånden har mistet for mange af.  

De unge, som skriver på den nye trend, er folk, der kommer fra UNDERKLASSEN – og at den findes vidste jeg godt i forvejen, for jeg læser som sagt HUS FORBI, og jeg kender den også fra Kristelig Dagblad, der trods sin borgerlighed, spænder vidt.

Jeg vil kun nævne et par stykker af disse unge skribenter, men vende tilbage til dem senere. Dem, jeg kender, fordi jeg har læst dem, er flg.:  

Thomas Korsgaard, Glen Bech, Kristian Bang Foss, Frederik Jensen, Edouard Louis og Asta Olivia Nordenhof.

De skriver om en undertrykt og smadret del af befolkningen, som de kender indefra, for de er vokset op der. Et sted, hvorfra man dog, hvis man er heldig, kan rejse sig og blive til noget, som de jo selv har gjort. De er alle blevet veletablerede forfattere.

Og der tales igen i al fald hos nogle af dem om revolutionen. Den, som selv de mest rabiate venstreorienterede politikere ellers for længst har afblæst. For der er jo ingen klasseskel mere af betydning, vel? ARBEJDEREN er jo velnæret og velsitueret med eget hus og bil og sejlbåd og ferierejser to gange om året. Så hvad snakker vi om? Revolution? Hvor vil du hen?

Men det snakkes der om. Og det kan der snakkes om. For der er jo de gule veste (i Frankrig, men de findes overalt i Europas byer, her murrer utilfredsheden) . Og så er der de mange mennesker på overførselsindkomster, som nu af politikerne (og mange andre) udskammes. Der er de mange psykisk syge. Der er de mange, som ikke formår at leve op til arbejderklassens levestandard. Der er alle dem, der ikke klarer tørnen som slagteriarbejdere med en indkomst på mere end en halv million pr. husstand. Alle dem, der falder igennem.

Det er ikke ARBEJDERKLASSEN, vi taler om, men UNDERKLASSEN. Den findes.

Nordenhofs bog er ikke let forståelig, og er man ikke åben for lyrikkens sprog og en smule skolet i det, så kløjs man sikkert i digtene. Alligevel vil jeg citere fra et af dem, og så får du måske lyst til at læse mere. Bogen er ikke ren lyrik, der er også prosadele, og de er lettere at forstå. Eller forstå og forstå, hvis man ikke selv har været der, forstår man næppe fuldt ud. Men man kan forsøge at forstå. Jeg har haft stor glæde af det forsøg. Prøv selv!:

“det jeg siger er / arbejd for revolutionen/ gør bare/ det du kan/ vi skal have/ vores børn med/ og vores/ syge venner/ jeg kommer/ som et åbent sår/ det har i bare/ at acceptere.

arbejd for/ revolutionen/ og sig nej/ til mandehørm/ vi gider ikke/ høre om jeres/ rensende blodbad/ det vi vil/ opnås ikke først/ og fremmest/ med kniven/ vore slagter gav os/ på den smukke dag/ vil vi vende os/ og se på slagteren/ uden at genkende ham

det jeg siger er/ arbejd for revolutionen/ på den måde/ du kan/ gør det hver dag/ på den måde/ du kan/ der er nogen/ der gerne vil skyde/ der er brug for jer også/ men jeg vil made børnene/ både nu/ og senere”

( citat side 111, 112)

Bogen er nr. 2 i en serie om Scandinavian Star – og den vil undersøge, om kærligheden kan (over)leve i et kapitalistisk samfund. Den første bog “Penge på Lommen” er barsk læsning. Og det er efterfølgeren også.

Og nu til noget helt andet og mere fredeligt. Den bog, som mine kære elever forærede mig den sommer i 1989, da de sprang ud – og som jeg nu har læst. Og lært af. Hans Sølvhøjs “Rødt og Hvidt.”

Jeg husker selvfølgelig ungdomsoprøret. Jeg var midt i det – tidmæssigt, for det var det jo i min ungdom, det fandt sted.

I 1969 var jeg studerende ved et af de røde universiteter: Århus Universitet. Men jeg var også nybagt mor, og min dag så sådan her ud:

Efter en nat med næsten ingen søvn, hurtigt morgenmad, aflevere søn, ind på skolen og undervise gymnasieelever, så ud til bilen og i susende fart til Århus, deltage i nogle timer der med henblik på embedseksamen, hjem i susende fart, hjemme lidt ro med en lille, dejlig dreng i armene, lidt leg med ham, så lave aftensmad, lege lidt igen, nusle og pusle og putte den lille, forberede næste dags undervisning, rette opgaver, løse universitetsopgaver, ved midnatstid tumle i seng, blive vækket af barnegråd, trøste, amme, falde i søvn, vågne, skynde sig op, aflevere barn til naboen, og så det hele om igen.

Og havde jeg ikke hjælp af en ægtefælle og far? Nej ikke synderligt. Han var der, og det var selvfølgelig rart. Men han lavede ikke mad, passede ikke barn, vaskede ikke op, gjorde ikke rent, vaskede ikke tøj. Han passede bilen og sine timer på skolen og sit virke som medlem af alle mulige bestyrelser. Sådan var rollefordelingen, og sådan forløb hverdagen, og var jeg så midt i ungdomsoprøret? Nej, men jeg var ung. Gjorde jeg da slet ikke oprør? Nej, jeg tog mig selv i kraven og udfyldte den rolle, jeg havde fået tildelt. Og den var ikke til diskussion.

Nu er det så mange år siden, og meget er forandret. Jeg var dengang både lærer på gymnasiet og på handelsskolen. Begge steder oplevede vi elever, der sad og hang og var vanskelige at undervise, fordi de var dopede af hash, og enkelte droppede ud af den grund. Drenge og piger så ens ud: lige langhårede, og de gik i ens tøj. Kønsforskellene skulle ophæves, mente man, og det smittede af på os alle: jeg gik i skole i cowboytøj, lange ponchoer og træsko. Men længere nåede mit oprør ikke.

Men det var Rødt og Hvidt jeg ville skrive om. Det gør jeg ved at citere fra bogen. Og her er Sølvhøjs kommentar til ungdomsoprøret ( og revolutionen – og ideologitænkning):

( Citat side 164 ) Det 19. århundredes ædle og indholdsrige ideer , som de kom til udtryk i menneskerettighedserklæringerne og hos filosoffer som Rousseau og Voltaire, tog almindeligvis skade af at blive presset ind i læresystemer. Menneskelig originalitet og råstyrke tabte ved at blive bøjet under dogmer og paragraffer. Måske var disse ideologier i virkeligheden en fortættet lovsang til menneskelige idealer, men mangen gang har de tjent til indsnævring af tankens frihed. Dette at frigøre sig for en ideologi har imidlertid i vide kredse, hvor politisk ideologi er vel indarbejdet, kaldt på mistanke om holdningsløshed eller det, der er værre.

Bertolt Brechts ængstelse for, at der skulle gå råd i socialismens tankeskat, hvis man fornægtede ideologien, blev delt af de rettroende. Også her i Danmark har denne frygt haft mange tilhængere, og i 1960’erne og derefter har man set hede debatter, hvor især nymarxister af 1968-katagorien har holdt fast i ideologien med begge hænder. De unge oldinge passede hele tiden på ikke at komme til at tænke for meget selv.

Jo ældre, jeg bliver, jo mere forstår jeg Sølvhøj og hans syn på samfund og politik og handel. Han var også ret ung i 1968 og han tog til Tyskland for at studere fænomenet, og her er et par betragtninger

(citat side 165)

Jeg tog dem på ordet og traf nogle af studenteroprørets ledere, pæne unge mænd fra overklasse- eller middelklassehjem, jakke og slips, forekommende manerer og dødssikre på, at alt hvad de sagde, var uvisnelig sandhed. Deres lidt trættende, overbærende elskværdighed lod jeg mig ikke irritere af. Det var en stil, jeg selv havde anlæg for. De anså mig tydeligvis for en politisk slapsvans, der dårligt nok havde læst Das Kapital, og som derfor måtte have en belæring om, hvad der nu forestod. De tog med mig ud til en stor hal i Berlin, hvor 4000 studenter med oprakte knyttede hænder råbte eller snarere skreg: “Kapitalismen fører til fascisme. Kapitalismen må væk!” Jeg hørte Lefevre, en af Rudi Dutschkes nærmeste meningsfæller, forkynde evangeliet om systemets umiddelbart nærtstående sammenbrud. Stemningen var kogende. Ræsonnementer og argumenter veg for slagord af primitiv art. Jeg kom til at tænke på Grundtvigs “nu kom han patriarkers håb – med flammeord og himmeldåb”. Nøgleordet var NU”

(citat 165) De kloge studenter med den lyse tro tog mig med til endnu en demonstration. På vejen så jeg dem forsøge på at få arbejderne med i toget. De gik ind i værtshusene, hvor arbejdere fredsommeligt drak øl og snakkede om, hvad for en vogn, man skulle købe næste gang. … Arbejdere med flødeskum i mundvigene …. blev kaldt ud på Kurfürstendamm af studenter, der med svingende arme og lynende øjne fortalte dem, at hvis de ikke hurtigt fik tørret sig om munden og sluttede sig til toget, risikerede de at komme for sent til revolutionen.

(citat s.167) I virkeligheden kan man ærgre sig. Hvis bevægelsen havde været bedre disciplineret og bedre underbygget af demokratisk tankevirksomhed, kunne reformvirksomheden være nået længere frem. Der lå rige følelsesværdier gemt hos mange af oprørerne, en fornemmelse af, at det samfund, den midaldrende generation var ved at aflevere til dem, var præget af kulde. Men når noget løber løbsk, i politik, forfejler det sit sigte, og et af ungdomsoprørets varige resultater, var det højresving, der blandt andet markeredes af Fremskridtpartiet.

Den unge generation af forfattere, som jeg har nævnt, og som i dag skriver om revolution, er ikke en bevægelse, det er ikke et oprør, de er først og fremmest ikke i stand til at ændre ret meget, selv om de forsøger at tage kapitalismen ved vingebenet og taler om revolution.

. Men måske tager jeg fejl. Der er i al fald litterær slagkraft i det, de skriver. Så jeg ved ikke.