GUD

Gud er Gud, om alle land lå øde, Gud er Gud, om alle mand var døde.

Sådan skrev Petter Dass engang for mere end 350 år år siden, og vi synger det stadigvæk i kirkerne, som om det var skrevet i går.

Petter Dass var en af den tids store salmedigtere, Norges svar på vores egen Thomas Kingo. De levede begge i en tid, hvor det var lettere at få øje på Satan end på Gud. I al fald hvis Gud var Den Gode Gud. Det var en tid, hvor krig, sult og pest hærgede år efter år. Og det onde satte sig helt sikkert i menneskenes hjerter. Hverken Kingo eller Dass var blødhjertede. Der går ry om deres hårdhed, og de skrev om det i deres salmer. De var formet af deres tid, som vi er formet af vores tid.

Men de gav os de smukkeste gudsbilleder.

Uden deres salmer, havde vi været fattigere.

Jo ældre, jeg bliver, jo mere ændrer mit billede af Gud sig. Jeg tror på Gud. Men jeg kan ikke mere finde de billeder af ham frem, som jeg kunne, da jeg var barn og ung og senere. Og vi forstår jo i billeder.

Jeg forstår ikke Gud.

Og jeg kan ikke mere danne mig billeder af ham – HAM endda – det virker forkert i dag.

Når Gud i det gamle testamente bliver spurgt, hvem han er, siger han: JEG ER

Men det er vel ingen forklaring?

Jeg ER også – men jeg er ingen gud.

Kan GUD slippe godt fra søforklaringer?

Jeg har netop læst Jakob Søe Esmarrchs bog: Gud hvor jeg savner ham.

Esmarchs 9 årige søn fik kræft og døde to år efter.

Faren er præst. Så må det være svært for ham at at slippe Gud uden at slippe sin egen identitet. Men han føler, at Gud slipper ham. Og det kan jeg godt forstå.

Det gamle teodiceproblem lyser så klart, når døden rammer ens barn: Hvordan kan Gud være god og almægtig på samme tid?

Ja, vi forstår det ikke.

Som ung havde jeg perioder, hvor jeg afskrev Gud. Som om nogen kan gøre det!!! Men jeg har ikke evner til at leve et gudløst liv. Så tilgiv mig, kære Gud, at jeg af og til afskriver dig i afmagt og sorg over den verden, du har skabt og de vilkår, du har givet os. Som du ser, tror jeg stadig, at du er der, og at jeg kan afskrive dig. Eller bilde mig det ind.

Jeg skrev som helt ung et digt om Gud og Satan, for de kæmpede i mit eget indre, og jeg ville ikke slippe nogen af dem. Gud, fordi han er god, og elsker mig. Og Satan, fordi han er ond og hader mig. Og ind i mellem fortvivlede jeg over, at Satan ofte syntes at få det sidste ord. Og jeg skrev et digt. Det lyder:

Den gamle Gud

græder

mens den anden

den Sorte

sidder

verballøs

og ligeglad

og giver den

som satanisk

grinebider

åh, han har så pokkers let

til latter

hvinende vrinsk

og frådende

frydefnis

det er ham

du godeste

hvor han griner

kors

hvor han skingrer

indtil han

udtømt

ligger stønnende

tilbage

så ser han op

og syner Gud

og synes

at det er lidt synd

for den store stærke

ensomme Gud

som har Ordet

i sin magt

og ellers

ingenting

BETRAGTNINGER – LIV OG DØD

”J’ai quinze ans et je ne veux pas mourir.”

”Jeg er femten år og jeg vil ikke dø.”

Det er titlen på en selvbiografisk roman af Christine Arnothy, der oplevede russernes angreb på Budapest i 1945. Bogen handler om en ukuelig livsvilje hos en stor pige, hvis liv hænger i en tynd tråd. Hun vil leve og trodse den død, der omgiver hende og hvert øjeblik truer med at ramme hende. Hendes odds for at overleve er minimale.

”Jeg er firs år og jeg vil ikke dø.”

En bog med den titel kunne jeg i et kort glimt godt tænke mig at skrive, men titlen lyder jo forkert, og måske kunne jeg ændre den til: ”jeg er firs år og jeg vil nok død.” Det lyder måske lidt bedre, men er tvetydigt, ”nok” kan fortolkes som ”gerne”, og det vil jeg ikke så gerne, og som ”sandsynligvis”, og her er den jo OK:. Mine odds for at overleve nærmer sig nul.  

Jeg må altså helt omforme min sætning, hvis den både skal passe og være passende. Så bliver titlen:

”Jeg er firs år og vil gerne leve.”  

Og det er sådan, det er. Men når man kravler over 80årsgærdet er det OK at tænke på døden. For den er kommet så nær, at man gør klogt i ikke at fortrænge dens eksistens alt for meget. At gøre sig fortrolig med tanken er svært, men jeg tror, at det er en god ide. Jeg prøver det hver dag. Og det går fremad.

Jeg er lige blevet færdig med at læse Hausgaards ”Når vi ånder i takt” en slags erindringsbog, men også bare en klog mands betragtninger over livet, og altså også for mig SÅ MEGET en åndfælles tanker om det at være menneske. Og det åndelig beror ikke på noget fint og luftigt, men på det faktum, at vi begge er Vendelboer af hjertet. Vore hjerter slår i samme sindige vendelbotakt, når talen er om ”de store spørgsmål,” og hertil hører jo ”døden.”  

Hausgaard skriver om, hvordan han oplevede det, da han fik hjertestop, og var ”død” i flere minutter:

Jeg mærkede en uendelig fred og var egentlig lidt ked af at blive kaldt tilbage. Mens jeg lå på båren, råbte folk, at jeg skulle sige mit navn, og det irriterende mig: ”Kan I ikke stoppe, jeg har det lige så godt!” Men jeg er godt opdraget, så jeg tænkte, at jeg hellere måtte svare. Umiddelbart efter hørte jeg én sige: ”Jeg tror, vi har ham.” Og så blev jeg levende igen.”

Jeg har læst og hørt om flere nærdødsoplevelser, som ligner Hausgaards, så måske er der noget at glæde sig til.

Men jeg tænker også på tiden efter døden. Og jeg er kristent opdraget (det er Hausgaard også og endda i samme Indre Mission) – og samtidig er jeg et barn af oplysningstiden. Og jeg VIL, at de sider skal finde en samklang i mig, og det kan godt være lidt af et slagsmål, men så slås jeg med mig selv en tid og kommer altid til den erkendelse, at jeg 1.:  ikke kan leve i det mørke, religionerne har det med at kaste ind over mennesket, og 2.: må erkende, at en gudløs verden er for kold og skræmmende for mig. Jeg må altså bekende mig til begge dele: LYSET (kald det bare videnskaben) og GUD ( kald det bare skaberkraften). således forenes lyset og kærligheden.

Og så nu vi er ved det åndelige, så falder det her citat fra Bøgernes Bog mig ind. Fra Johannes Evangeliet:

’Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold.’”

Sådan udtrykker Jesus det og set med de andre briller, videnskabens, ja, så falder de to udsagn sammen i skøn harmoni: vi dør og vi indgår i det nye liv : Alt i naturen visner og blomstrer igen. Men det er vigtigt, at det visner. Ellers kommer der ingen blomster.

Jeg vil slutte to citater fra Hausgaards bog: ”Når vi ånder i takt”

1. Betragtninger om, hvad han anser for det ideelle samfund. For det kan jeg 100% slutte mig til. Vi har samme baggrund, og jeg tror, at vi langt ude ligner hinanden. Han skriver på side 210:

Hvis man forestillede sig et socialistisk samfund båret af en kristen moral, så er det nok for mig det optimale. Et samfund båret af kristne værdier, der langt hen ad vejen ligner de socialistiske. Og godt med tilgivelse og kærlighed.”

Betragtninger om, hvorfor det er godt at bo i det lille samfund ude på landet:

”Herude ville vi være prisgivet, hvis vi ikke interesserede os for hinanden, meget mere end i en by. Jeg ville ikke kunne ligge her og dø, min nabo, Ole, kunne heller ikke, for vi holder øje med hinanden, mere eller mindre bevidst.”

OM AT GÅ I STÅ – og blive der

I dag er en dag som alle andre og alligevel helt anderledes end alle andre. Tanker kommer og går, og nu kom den tanke til mig i dag, at jeg var gået i stå.

Jeg stod faktisk og arbejdede, mens tanken om stilstand kom luskende – jeg havde et godt greb om greben, for jeg var nemlig ved at vende den store høje og herlige kompostdynge, som er vokset støt hele sommeren, og som ikke ligefrem er en pryd for haven eller for nogen – ikke engang for mit øje tager den sig nydelig ud. Men hvor kan jeg godt lide den – og når jeg pusler med den, har jeg det som en orm, der slippes løs i en bunke nyslået ukrudt. Nå, det er nok en følelse, jeg deler med meget få.

Pyt. Det er sådan jeg har det. Lige nu i al fald. Gik derude og tænkte på så meget, mens jeg vendte sommerens smårester af grønt og alle mulige kasserede vækster. Som jo så ikke blev kasseret alligevel, for nu fik de et nyt liv i en ny kompostbunke, og til sommer flyver de ud i haven som gnask for de urter, der virkelig pryder.

Men det var ikke min kompostbunke, jeg ville skrive om. Men om at gå i stå. For pludselig blev jeg grebet af en stor ro, der godt kan ligne lykke. Tror jeg. En slags stille lykke. En glæde ved at være gået i stå.

At gå i stå betyder at se på en ny måde. Kingo skriver det så fint i en af sine salmer. Han skriver:” Nu står jeg her med verden i mit øje.”

Med verden i mit øje.

Det er det, man kan gøre, når man står. Helt stille. Med verden i sit øje.

Men nu skal jeg ned og se TV – for selv om jeg står stille, så bevæger verden sig, og jeg følger den med interesse her fra mit ståsted.

Haven i august

ALDERDOM – NU IGEN – UGH …

Vennelyst en efterårsdag

Spejldammen i Gammelhave

Min egen lille have.

Et kig ud i vores skov og i vores have. Nu skriver jeg vores. Men det er jo vores fælles natur, som den tager sig ud med alle efterårsfarverne – eller … indrømmet … det er lidt snyd, for bladene er jo faldet, og farverne er falmet, men billederne kommer alligevel her, for jeg har endnu ikke sluppet efteråret, der strålede for kort tid siden. Og det har kalenderen jo heller ikke. En uge igen, og så er det vinter. Men lad os dvæle lidt endnu ved farverne og glædes over, at de ikke kun forsvinder, men kommer igen…. ligesom alt det andet.

Det evige kredsløb, det løber som en varm strøm i mit blod: denne bevidsthed om genkomst, at alt dør og fødes. Som det står i Johannesevangeliet, kapitel 12 vers 24: Hvis hvedekornet ikke lægges i jorden og dør, bliver det kun det ene korn, men hvis det dør, bærer det evig frugt ..

Det er ikke let at blive gammel, især ikke set udefra. Nu hvor jeg er godt og vel inde i processen, synes jeg ikke, at det er så slemt, som det siges. I al fald er der hele tiden momenter af stor lykke. Også i alderdommen. Det synes jeg ikke kan gentages ofte nok.

Og nu fik jeg så sagt det igen. Godt nok.

Jeg hørte en stump af Supertanker på p.1 forleden, og det handlede om dødshjælp set fra en dødshjælpers side, og hun var SÅ sikker på, at hun gav sine “kunder” en værdig død i ro og mag iscenesat som en hyggelig event. Sjældent har jeg hørt noget mere uhyggeligt.

Lad os leve med alle skavankerne, lad os leve med smerterne, lad os leve med alderdommens utallige svagheder. MEN LAD OS LEVE.

Mølledammen i Fussingø

ALDERDOMMEN. NOGLE TANKER

”Always look on the bright side of life” som den montepythonske Kristus synger på korset i filmen ”Life of Brian.”

Åh, ja, og det vil vi også rigtig gerne. Se på den lyse side af livet. Og måske er det derfor, jeg altid glæder mig til at høre Brinkmanns Briks hver onsdag. For lige det er han så god til. At se lyset i mørket. Og hvor har vi brug for at blive bekræftet i, at det trods alt er den side af livet, der er den stærkeste og som vinder til sidst. Men når man ser sig om i verden i krig og ufred, og når man mister den ene efter den anden af sine kære, så kommer tvivlen galoperende. Anderledes kan det ikke være, sådan som menneskelivet er skruet sammen.

Og det er ikke altid muligt at se de lyse sider i alting. Selv ikke for Brinkmann, og det blev for mig tydeligt i onsdags, hvor Brinkmans Briks handlede om ALDERDOMMEN – og netop den allersidste del af livet, der, hvor dommen eksekveres.

Hvad skal jeg skrive om det? At det for en gangs skyld var vanskeligt for Brinkmann at holde lys i lampen hele udsendelsen igennem, og selv om han som vanligt havde inviteret en ekspert – den her gang en ekspert i alderdommens sidste faser, så lod det sig ikke skjule, og heller ikke hun kunne skjule, at det er, var og bliver et skræmmende fremtidsscenarie, der venter os alle til sidst: først at blive ramt af det ene funktionstab efter det andet og så til slut at dø.

Sygdom, svækkelse, død. Det er så pokkers svært at se den lyse side i det.

Johannes Møllehave skrev, inden han døde en bog, der hedder: ”Det ender godt. ” Den har jeg læst, og jeg synes ikke, den lever op til sin titel. Den er så sørgelig. Også selv om den kristne tanke om, at Kristus overvandt døden og opstod og dermed også gjorde os udødelige, ganske vist berettes i bogen, som det sig hør og bør for en præst. Men dødens skræmmende virkelighed kan bogen ikke borttrylle med den fantastiske tro, som den forkynder, for lige meget, hvor fast i troen, man formaner sig selv til at være, så er den biologiske tilintetgørelse af det legeme, som vi har båret rundt på i al den tid, vi har betrådt jorden, jo ikke til at komme uden om. Og ikke til at komme til rette med. Tro på opstandelsesevangeliet eller ej. For hvad er det for en opstandelse? Jeg tror, at de mennesker, som påstår, at de begriber det, ikke helt holder sig til sandheden. For det er ubegribeligt.

Og nu kommer så det underligste af det hele. Man har lavet en sociologisk undersøgelse af, hvilken livsepoke, der er den lykkeligste i menneskelivet, og det viser sig, at mennesker i 80’erne er mere tilfredse og gladere end mennesker i tyverne.

Der er mistrivsel i alle aldersgrupper, men dem der trives bedst, er de gamle.

Det var da noget af en opmuntring for alle os gamle – og faktisk vil jeg straks melde mig i heppekoret. Vi er i virkeligheden ganske glade for at være i live, eller som svenskerne siger: at være i livet.

Og som en gammel græsk filosof har sagt: så længe vi lever, er døden ikke.  

REVOLUTION – WHY NOT?

Som mine læsere kan se, så har min webmaster bestemt, at min ellers vellidte (af mig selv) indledning sløjfes. Så nu kommer mine indlæg til at tage sig anderledes ud. Jeg vil i det følgende skrive lidt om kapitalismen og revolutionen, og inspirationen til det fik jeg, da jeg forleden fandt ovenstående bog af Hans Sølvhøj på min reol og tænkte, at den ville være velegnet som oplæsningsbog her i huset. Jeg har altså læst den højt for Ole, og da jeg kom til slutningen, fik jeg ideen. Ideen til en lidt løs snak samfundet set fra Ålum.

I Rødt og Hvidt taler en gammel inkarneret socialdemokrat om kapitalismen som den mindst ringe ordning for handelslivet ( og dermed for ikke så lidt af livet i almindelighed.) Og så læste jeg samtidig, ikke for Ole, men for mig selv, Asta Olivia Nordenhofs: Djævlebogen, hvis facit, hvis jeg har forstået det rigtigt, er revolutionens nødvendighed.

REVOLUTIONEN. Ja. Engang var vi mange, som flirtede med den tanke. De røde faners blafren i vinden. Men det var jo ren romantik.

Sølvhøjs bog vakte mange minder hos mig, for jeg fik den som gave fra en af mine afgangsklasser. Det må have været 1989. Det var et af de sidste år, jeg underviste, og mine elever kendte nok lidt til min røde farve, som jeg naturligvis skjulte i min undervisning, men som vel skinnede igennem nu og da, og jeg tænker, at bogen af den Kongelige Hofmarchal lidt var ment som kærligt drilleri. Og indrømmet: den røg i reolen ulæst. Nu har jeg læst den. Og nydt den hele vejen. Sammen med Ole. En rigtig fin bog.

Og jeg har netop endt Nordenhofs seneste bog “Djævlebogen”, og jeg har nydt den hele vejen. En rigtigt fin bog.

Nordenhof er med i en ny litterær trend, som jeg følger spændt, fordi det, der skrives, er god litteratur. Den slags forfattere kan man ikke få for mange af. 

Men det er nu ikke dem, jeg vil skrive om i dette indlæg, det har jeg gjort i et tidligere indlæg, men her vil jeg bruge en af dem (Nordenhof) til at koble et af deres temaer: REVOLUTIONEN til den del af virkeligheden, der er min: den, jeg kan overskue fra mit beskedne landsbyperspektiv, fra mine aviser, der på det sidste er skrumpet ind til Kristelig Dagblad og Infomation ( som jeg læser nu og da) og HUS FORBI , som jeg altid læser –  og mine venner, som jeg efterhånden har mistet for mange af.  

De unge, som skriver på den nye trend, er folk, der kommer fra UNDERKLASSEN – og at den findes vidste jeg godt i forvejen, for jeg læser som sagt HUS FORBI, og jeg kender den også fra Kristelig Dagblad, der trods sin borgerlighed, spænder vidt.

Jeg vil kun nævne et par stykker af disse unge skribenter, men vende tilbage til dem senere. Dem, jeg kender, fordi jeg har læst dem, er flg.:  

Thomas Korsgaard, Glen Bech, Kristian Bang Foss, Frederik Jensen, Edouard Louis og Asta Olivia Nordenhof.

De skriver om en undertrykt og smadret del af befolkningen, som de kender indefra, for de er vokset op der. Et sted, hvorfra man dog, hvis man er heldig, kan rejse sig og blive til noget, som de jo selv har gjort. De er alle blevet veletablerede forfattere.

Og der tales igen i al fald hos nogle af dem om revolutionen. Den, som selv de mest rabiate venstreorienterede politikere ellers for længst har afblæst. For der er jo ingen klasseskel mere af betydning, vel? ARBEJDEREN er jo velnæret og velsitueret med eget hus og bil og sejlbåd og ferierejser to gange om året. Så hvad snakker vi om? Revolution? Hvor vil du hen?

Men det snakkes der om. Og det kan der snakkes om. For der er jo de gule veste (i Frankrig, men de findes overalt i Europas byer, her murrer utilfredsheden) . Og så er der de mange mennesker på overførselsindkomster, som nu af politikerne (og mange andre) udskammes. Der er de mange psykisk syge. Der er de mange, som ikke formår at leve op til arbejderklassens levestandard. Der er alle dem, der ikke klarer tørnen som slagteriarbejdere med en indkomst på mere end en halv million pr. husstand. Alle dem, der falder igennem.

Det er ikke ARBEJDERKLASSEN, vi taler om, men UNDERKLASSEN. Den findes.

Nordenhofs bog er ikke let forståelig, og er man ikke åben for lyrikkens sprog og en smule skolet i det, så kløjs man sikkert i digtene. Alligevel vil jeg citere fra et af dem, og så får du måske lyst til at læse mere. Bogen er ikke ren lyrik, der er også prosadele, og de er lettere at forstå. Eller forstå og forstå, hvis man ikke selv har været der, forstår man næppe fuldt ud. Men man kan forsøge at forstå. Jeg har haft stor glæde af det forsøg. Prøv selv!:

“det jeg siger er / arbejd for revolutionen/ gør bare/ det du kan/ vi skal have/ vores børn med/ og vores/ syge venner/ jeg kommer/ som et åbent sår/ det har i bare/ at acceptere.

arbejd for/ revolutionen/ og sig nej/ til mandehørm/ vi gider ikke/ høre om jeres/ rensende blodbad/ det vi vil/ opnås ikke først/ og fremmest/ med kniven/ vore slagter gav os/ på den smukke dag/ vil vi vende os/ og se på slagteren/ uden at genkende ham

det jeg siger er/ arbejd for revolutionen/ på den måde/ du kan/ gør det hver dag/ på den måde/ du kan/ der er nogen/ der gerne vil skyde/ der er brug for jer også/ men jeg vil made børnene/ både nu/ og senere”

( citat side 111, 112)

Bogen er nr. 2 i en serie om Scandinavian Star – og den vil undersøge, om kærligheden kan (over)leve i et kapitalistisk samfund. Den første bog “Penge på Lommen” er barsk læsning. Og det er efterfølgeren også.

Og nu til noget helt andet og mere fredeligt. Den bog, som mine kære elever forærede mig den sommer i 1989, da de sprang ud – og som jeg nu har læst. Og lært af. Hans Sølvhøjs “Rødt og Hvidt.”

Jeg husker selvfølgelig ungdomsoprøret. Jeg var midt i det – tidmæssigt, for det var det jo i min ungdom, det fandt sted.

I 1969 var jeg studerende ved et af de røde universiteter: Århus Universitet. Men jeg var også nybagt mor, og min dag så sådan her ud:

Efter en nat med næsten ingen søvn, hurtigt morgenmad, aflevere søn, ind på skolen og undervise gymnasieelever, så ud til bilen og i susende fart til Århus, deltage i nogle timer der med henblik på embedseksamen, hjem i susende fart, hjemme lidt ro med en lille, dejlig dreng i armene, lidt leg med ham, så lave aftensmad, lege lidt igen, nusle og pusle og putte den lille, forberede næste dags undervisning, rette opgaver, løse universitetsopgaver, ved midnatstid tumle i seng, blive vækket af barnegråd, trøste, amme, falde i søvn, vågne, skynde sig op, aflevere barn til naboen, og så det hele om igen.

Og havde jeg ikke hjælp af en ægtefælle og far? Nej ikke synderligt. Han var der, og det var selvfølgelig rart. Men han lavede ikke mad, passede ikke barn, vaskede ikke op, gjorde ikke rent, vaskede ikke tøj. Han passede bilen og sine timer på skolen og sit virke som medlem af alle mulige bestyrelser. Sådan var rollefordelingen, og sådan forløb hverdagen, og var jeg så midt i ungdomsoprøret? Nej, men jeg var ung. Gjorde jeg da slet ikke oprør? Nej, jeg tog mig selv i kraven og udfyldte den rolle, jeg havde fået tildelt. Og den var ikke til diskussion.

Nu er det så mange år siden, og meget er forandret. Jeg var dengang både lærer på gymnasiet og på handelsskolen. Begge steder oplevede vi elever, der sad og hang og var vanskelige at undervise, fordi de var dopede af hash, og enkelte droppede ud af den grund. Drenge og piger så ens ud: lige langhårede, og de gik i ens tøj. Kønsforskellene skulle ophæves, mente man, og det smittede af på os alle: jeg gik i skole i cowboytøj, lange ponchoer og træsko. Men længere nåede mit oprør ikke.

Men det var Rødt og Hvidt jeg ville skrive om. Det gør jeg ved at citere fra bogen. Og her er Sølvhøjs kommentar til ungdomsoprøret ( og revolutionen – og ideologitænkning):

( Citat side 164 ) Det 19. århundredes ædle og indholdsrige ideer , som de kom til udtryk i menneskerettighedserklæringerne og hos filosoffer som Rousseau og Voltaire, tog almindeligvis skade af at blive presset ind i læresystemer. Menneskelig originalitet og råstyrke tabte ved at blive bøjet under dogmer og paragraffer. Måske var disse ideologier i virkeligheden en fortættet lovsang til menneskelige idealer, men mangen gang har de tjent til indsnævring af tankens frihed. Dette at frigøre sig for en ideologi har imidlertid i vide kredse, hvor politisk ideologi er vel indarbejdet, kaldt på mistanke om holdningsløshed eller det, der er værre.

Bertolt Brechts ængstelse for, at der skulle gå råd i socialismens tankeskat, hvis man fornægtede ideologien, blev delt af de rettroende. Også her i Danmark har denne frygt haft mange tilhængere, og i 1960’erne og derefter har man set hede debatter, hvor især nymarxister af 1968-katagorien har holdt fast i ideologien med begge hænder. De unge oldinge passede hele tiden på ikke at komme til at tænke for meget selv.

Jo ældre, jeg bliver, jo mere forstår jeg Sølvhøj og hans syn på samfund og politik og handel. Han var også ret ung i 1968 og han tog til Tyskland for at studere fænomenet, og her er et par betragtninger

(citat side 165)

Jeg tog dem på ordet og traf nogle af studenteroprørets ledere, pæne unge mænd fra overklasse- eller middelklassehjem, jakke og slips, forekommende manerer og dødssikre på, at alt hvad de sagde, var uvisnelig sandhed. Deres lidt trættende, overbærende elskværdighed lod jeg mig ikke irritere af. Det var en stil, jeg selv havde anlæg for. De anså mig tydeligvis for en politisk slapsvans, der dårligt nok havde læst Das Kapital, og som derfor måtte have en belæring om, hvad der nu forestod. De tog med mig ud til en stor hal i Berlin, hvor 4000 studenter med oprakte knyttede hænder råbte eller snarere skreg: “Kapitalismen fører til fascisme. Kapitalismen må væk!” Jeg hørte Lefevre, en af Rudi Dutschkes nærmeste meningsfæller, forkynde evangeliet om systemets umiddelbart nærtstående sammenbrud. Stemningen var kogende. Ræsonnementer og argumenter veg for slagord af primitiv art. Jeg kom til at tænke på Grundtvigs “nu kom han patriarkers håb – med flammeord og himmeldåb”. Nøgleordet var NU”

(citat 165) De kloge studenter med den lyse tro tog mig med til endnu en demonstration. På vejen så jeg dem forsøge på at få arbejderne med i toget. De gik ind i værtshusene, hvor arbejdere fredsommeligt drak øl og snakkede om, hvad for en vogn, man skulle købe næste gang. … Arbejdere med flødeskum i mundvigene …. blev kaldt ud på Kurfürstendamm af studenter, der med svingende arme og lynende øjne fortalte dem, at hvis de ikke hurtigt fik tørret sig om munden og sluttede sig til toget, risikerede de at komme for sent til revolutionen.

(citat s.167) I virkeligheden kan man ærgre sig. Hvis bevægelsen havde været bedre disciplineret og bedre underbygget af demokratisk tankevirksomhed, kunne reformvirksomheden være nået længere frem. Der lå rige følelsesværdier gemt hos mange af oprørerne, en fornemmelse af, at det samfund, den midaldrende generation var ved at aflevere til dem, var præget af kulde. Men når noget løber løbsk, i politik, forfejler det sit sigte, og et af ungdomsoprørets varige resultater, var det højresving, der blandt andet markeredes af Fremskridtpartiet.

Den unge generation af forfattere, som jeg har nævnt, og som i dag skriver om revolution, er ikke en bevægelse, det er ikke et oprør, de er først og fremmest ikke i stand til at ændre ret meget, selv om de forsøger at tage kapitalismen ved vingebenet og taler om revolution.

. Men måske tager jeg fejl. Der er i al fald litterær slagkraft i det, de skriver. Så jeg ved ikke.

Mellemøsten – krig

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

I mit forfatterskab har jeg flere gange hentet stof fra Mellemøsten. “Det tabte Paradis” om den allerførste konflikt: Kain der dræber sin bror Abel. Og i “Tobias og Englen” – en fortælling fra de apokryfe skrifter, som udspiller sig for et par tusinde år siden, men konflikten er lige så blodig som altid i den del af verden. Og i mine noveller: “Mellemlandet” – en række noveller, der har emnet: at blive voksen. Her lader jeg en af novellerne udspille sig i den palæstinensiske Vestbredden. Handlingen kan forekomme usandsynlig og opdigtet, og det er jo også fiktion, men jeg har fået fortalt historien af en nødhjælpsarbejder, som virkede på Vestbredden og som oplevede, at en jødisk familie reddede en arabisk dreng under en konflikt. Den handler jo først og fremmest om det, som jeg tror på: at der findes en drift mod fred, som er stærkere end driften mod krig. Og som kan overvinde hadet. Men det er en tro, som i disse dage udfordres af den blodige konflikt, der nu igen er blusset op.

Jeg vil dog ikke slippe håbet om, at medmenneskelighed kan overvinde grusomhed i den her verden.

Jeg genoptrykker herunder novellen fra samlingen: Mellemlandet, fordi den igen er aktuel, men også fordi den åbner en sprække af håb. Og som sagt: fortællingen er sand.

Stilhed i Ramallah

Der er stille i Ramallah. Torve og gader ligger øde hen, og de hvide mure står flimrende i sollyset. Der blæste rødt sand ind fra ørkenen sidste nat, og det ligger nu som et riflet slør bredt ud over gadens sten.

Ramallah ligner en død by.

Alt liv er for en tid stillet på vågeblus, og ingen vover at trodse forbuddet og bevæge sig uden for murene, for skønt de er usynlige, så ved enhver, at de er der, de kolde øjne, der fra fjerne udkigstårne spejder ind over de tavse, mennesketomme gader.

Der er alt for stille i Ramallah.

Hassan er den første, der vågner. Han er 14 år og ikke mere et barn. Sidste uge blev hans storebror dræbt i den krig, der har varet så længe, Hassan kan huske og længe før, og som stadig mere grådigt høster lig. Nu er han den ældste søn.

”Nu er det din tur,” sagde mor til ham forleden, mens hun holdt ham i sine arme og kyssede og krammede ham, som var hun allerede i færd med at sende ham i krig.

Men far trak ham fri af hendes favntag og holdt ham ud for sig i strakte arme og så kærligt på ham. Han rystede på hovedet.

”Nej,” sagde han.

Hassan kunne høre mor græde og far skælde ud og råbe til langt ind i natten.

Mor behøver ikke græde, og far behøver ikke råbe. Hassan ved, hvad han skal. Han synes ikke, han har noget valg.

Selv om det er strengt forbudt og han risikerer at blive skudt, lister han ud på altanen for at kigge ned over byen.

Stilheden sniger sig som en slange ind i hans ører og sender frygtens bølger gennem ham. Men han må ikke være bange. Modig. Hadefuld. Vred. Vild af raseri. Det må han være. Men ikke bange.

Han lader øjnene glide hen over de røde hustage. I det fjerne skimtes den grå betonmur, der strækker sig milevidt. De klodsede vagttårne. Og der ligger hans kuede by, forsvarsløs og omringet af fjender. Og han er ikke i tvivl. Det er ham, der skal hævne dens skændsel.

Et andet sted på Vestbredden vågner en anden dreng. Også han er 14 år, og han bor i en by, der ikke er nogen rigtig by, men en samling smukke, nye huse, opført side om side langt inde på Vestbredden. En bosættelse. Sådan hedder det, og den lever de i. Omgivet af fjender lever de. Det ved han alt om. Han hører det gentaget i synagogen hver uge og i skolen hver dag. Han ser soldaterne, der skærmer ham og hans. Men nu er man i færd med at forære hans land bort. Man vil give jorden til dem, der ønsker alle jøder dræbt. Sådan som mennesker siden tidernes morgen har forfulgt og fordrevet og dræbt hans folk. Sådan som det åbenbart vil fortsætte med at ske. Og Det forjættede Land, Israel, som Gud Herren gav dem tilbage, efter at de havde levet i eksil og undertrykkelse århundrede efter århundrede, det skal nu ødelægges af fjenden. Langsomt bid for bid. Kan det passe?

Isak går udenfor og ser hen over det solsvedne landskab. Hans familie skal tvangsflyttes og deres hus jævnes med jorden. Han knytter næverne og ved, at han vil kæmpe for sit folk, for det er Guds udvalgte, og skønt Herren aldrig har ophørt med at prøve det og hans hårde dom har ramt det endnu en gang, så er det vel ikke hans mening, at det ganske skal udslettes? Kastes i havet, som fjenderne siger?

”Vi giver ikke op,” siger hans far. ”Os kan de ikke fordrive. Vi bliver. Indtil hver eneste fjende er død.”

Isak fryser pludselig. Frygten jager sin dolk gennem ham, og han krummer sig sammen i smerte. Så retter han sig op og knytter igen næverne.

Han må ikke være bange. Modig, hadefuld og vred. Ja rasende. Det må han være. Men ikke bange. Det er ham, der skal hævne sit folks skændsel.

Det var gået som en løbeild fra hus til hus. Alle drenge. Og samtidig. De skulle møde op på byens store torv. Og løbe ud i gaderne og storme frem mod soldaterne og dynge dem til med sten. Ja, stene dem, det var det, de skulle. Som man stener skøger.

Først kom de løbende i spredt fægtning. Men nu har de samlet sig i én stor gruppe, og tætpakkede bevæger de sig fremad mod de væbnede mænd, der har forladt tjekpunktet for at spærre vejen for de uregerlige knægte og genne dem tilbage til husene. Og hjem til familierne.

Soldaterne glor. Hvad bilder de satans hvalpe sig ind? Har de rent glemt, hvor farligt det er at trodse udgangsforbuddet.

Så ser de, at det ikke mere er drenge, men en levende mur, der vælter frem. En kæmpekolos af kød og blod. En enkelt dreng kan sagtens plaffes ned, og spredte flokke kan spredes og mejes til jorden. Men denne mur, der støt buldrer frem, forekommer usårlig. Hver eneste dreng er sluttet inde i en ring af andre drenge, og deres hæse råb flyder sammen til ét fælles skrig, deres bevægelser afstemmes i samme rytme, og deres blod dunker i samme takt. De er et monster, ingen kan stille noget op imod.

Det føler de selv, og i deres ansigter lyner vreden. Soldaterne kan bare komme an.

Den lille flok soldater danner kæde. Deres skarpladte geværer rettes mod drengene, der hele tiden nærmer sig. Rykvis som et stykke mekanisk legetøj. Ser de, at det er børn? Måske ser de ingenting. Måske lytter de blot. Lytter efter den ordre, der skal befri dem for ansvar.

Hvorfor kommer den ikke?

De standser op. Nu er drengene allerede for langt fremme. Så hæver de geværerne og sigter hen over hovederne på den sammenpakkede flok.

Og de skyder.

Pludselig skifter scenariet. Gaden forvandles til et inferno af vildskab. Betændt og blodigt. Skud og skrig flænger luften. En byge af store skarpe sten slynges af drengearme, og de flyver gennem luften som ulykkesfugle og brager ind i soldaternes skjolde og hjælme. Nu sænkes geværerne, og en salve sendes af sted.

Ramallah bløder lig.

Hassan mærker smertens skarpe rids i huden, da kuglen rammer, og han segner til jorden. Lydløst. Gruppen af drenge spredes hurtigt, og der bliver luft omkring ham. Nogle vender om og spæner tilbage til torvet, andre siver gesvindt ned ad sidegader og smøger og forsvinder i sprækker og smuthuller, som kun de kender. Han kan høre nogen jamre et sted i nærheden. Selv bider han smerten i sig. Han vil ikke græde.

Lidt efter forsøger han at rejse sig, men benene nægter at lystre, det bløder fra et sår i tindingen, og han kan ingenting se. Er han blevet blind? Han krabber sidelæns, ormer sig det sidste stykke hen til det, der må være en husmur. Må finde en dør. Nogen må forbarme sig og lukke ham ind.

Men hvad er det? Han mærker noget varmt og blødt mod håndfladen. Glødende gummi? Og nu stål? En bil? Holder der en bil i gaden? Den så han ikke før. Er den en fælde eller et værn? Soldaterne må have trukket sig tilbage. Der er så stille. De kommer igen. Og de må ikke se ham.

Han kan ikke tænke klart, indspundet som han er i et net af rødt blod og sort smerte. Han hager sig fast i noget, der må være et håndtag, får mirakuløst halet kroppen op fra brostenene, åbner døren og skubber sig ind. Døren falder i, og han når at tænke, at det her er rivende galt. Her må han ikke være. Så giver han slip og synker ned i et dulmende mørke.

Isak spejder ind mod Ramallah. Da skuddene lød for lidt siden, følte han det, som nogen sigtede på ham, og hvert skud ramte ham i hjertet.

Broren er derinde. Aron blev nylig udkommanderet sammen med sin deling. Nu er der igen ballade med de satans palæstinenserknægte, sagde far. Bare de nu får en lektion denne gang, de kan lære af!

Og i dag blev der skudt, og det var nok ikke med løst krudt. Isak fnyser af foragt. De folk vil styre deres egen stat! Ha! De kan ikke engang styre deres egne børn.

Aron må ikke dø.

Men sådan har man ikke lov at tænke, siger far. Israel er værd at dø for, og alle bør være beredte.

Nu kan han se en røgsky, og snart øjner han den lange række af biler. De snor sig opad mod kasernen, og Aron vil som sædvanlig svinge fra og køre den korte vej til huset for at tilbringe nogle minutter sammen med dem. Og de vil være stille og omfavne hinanden. Så vil han hurtigt forlade dem, og hver gang føles det, som var det for evigt.

Nu svinger en bil ud fra kolonnen og tager retning mod bosættelsen. Isak løber ud ad indkørslen og styrter broderen i møde. Lige ud for ham standser bilen med et ryk, og Aron flår døren op og tumler ud på den støvede vej.

Isak stivner ved synet af ham. Han er bleg som et lagen, og han ryster. Aron, der er blevet så cool, at det somme tider ligefrem gør ondt at se. Som var hans ansigt mejslet i sten. Nu er der sære trækninger ved øjnene, og sveddråber pibler frem på hans magre kinder.

Hvad er der sket?

Så ser han det. I bunden af bilen. En død dreng.

Og Aron, der bliver ved med at stå der og ryste.

Isak rusker hans arm.

”Hvad fanden går der af dig, Aron? Det er jo en palæstinenser for helvede. Smid ham ud! Lad hundene flå ham!”

Stemmen knitrer af ophidselse. Og han mærker vreden skylle gennem sig. Forundret ser han broren ryste på hovedet, så river han sig løs og springer igen ind bilen. Isak hører døren smække og dækkenes hyl i det hårde grus. Bilen kører larmende det sidste stykke op til huset.

Isak halser bagefter.

Allerede på afstand kan han høre sin mors skingre stemme. Hun står og råber og gestikulerer vildt med begge arme, mens hun stirrer ind i bilen.

Aron lægger en hånd på hendes arm, men hun ryster sig fri af hans greb og råber endnu højere.

Nu kommer far til syne bag hende, han strækker hals og siger noget, som Isak ikke kan høre. Og pludselig bliver mor stille og vender sig mod ham.

Da Isak når op til huset, står far bøjet over drengen, og nu siger han ligesom forundret.

”Han lever.”

Og mor: ”Så dræb ham!”

Men far tager et lommetørklæde frem og tørrer forsigtigt den såredes pande, så beder han roligt de andre hjælpe ham med at bære drengen ind.

”I kan jo se, at han må forbindes med det samme. Han har tabt for meget blod.”

Et sekund står de alle fire som stivnede og ser på hinanden.  Så nikker Aron.

”Ja,” siger han.

Og sammen med far løfter han varsomt den sårede dreng ud af bilen og bærer ham op mod huset.

Mor siger ingenting. Men det hårde er gledet af hendes ansigt. Isak tøver, ved ikke, hvad han skal tænke.

Maskintænkning og sentimentalitet

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Maskintænkning på overophedning

Livet. I den seneste tid er den gamle debat om aktiv dødshjælp igen blusset op. Selvfølgelig er den det, for Mette Frederiksens udtalelse om, at hun støtter retten til at få hjælp til selvmord, gav den nyt liv. Og hun vil støtte en lov, der handler om den ”hjælp”. Hjælpen skal så gives af læger. De skal kort sagt slå den syge/svage/hjælpeløse ihjel. Det handler altså om drab.   

Det er ikke det, læger er sat i verden for. De har afgivet løfte om at give livshjælp til lidende, ikke at slå den lidende ihjel.

I en artikel i Kristelig Dagblad ( 8. okt.) skriver Iben Krogsdal om vores angst for at blive gamle, syge, svage, hjælpeløse og at angsten bunder i, at vi alle mere eller mindre betragter svage mennesker som uværdige. I vores samfund er værdighed noget med styrke – altså det modsatte af svaghed.

Det værste vi kan forestille os er, at vi ikke skulle kunne klare os selv (godt nok) –

Og måske er det, fordi vi i stadig højere grad dyrker STYRKEN  – helt ud i det groteske. Vi kan ikke engang mere sige, at vi ikke støtter krig, for det gør vi jo i dag … det lyser ud af mediernes behandling af f.eks. våben: der er julelys i øjnene, når politikerne sammen med ansatte i forsvaret jubler over de dræbermaskiner, som vi har foræret til soldater i krig. At vi kan tro, at våben kan være en løsning. I min hjemegn genopstarter man den krudtfabrik, som blomstrede i min barndoms angst for den kolde krigs atombombetrusler. Som om krudt og kugler kan standse en bombe.  

Men det er jo sådan et agressionsværdi-system, vi lever efter i dag: vi priser elite, topscoring, vækst, accumulation, acceleration, præstation, optimering og opgradering osv. Vi skal hele tiden blive hurtigere, bedre og stærkere til alt. Det er, hvad jeg kalder maskintænkning. Vi bliver som maskiner og som maskiner, der kører nonstop i højeste gear, så overophedes vores mentale system og trues af sammenbrud.  

Og det er jo ved at ske: i naturen, som et af agressivitetens første ofre, i barnelivet, alt for mange børn og unge lider af angst og diverse former for vægring (skolevægring, spisevægring). Det er i deres verden virkelig et spørgsmål om ”survivel of the fittest” og de mange, der falder udenfor, de falder hårdt.

Vi har forslåede børn og unge, men så får de bare en diagnose og en psykolog, og så kører vi blindt videre.

Nej, vi må bremse op. Sidder jeg her og skriver med mine gamle hænder, der dog ikke ryster, når de skriver det, for det kommer fra den gamle hjerne, der synes, at det er ved at være for galt, at vi ikke vender om og fokuserer på de modsatte værdier, dem, der ikke findes målbare parametre for. Som kærlighed, venskab, gensidig sympati, tillid og åbenhed overfor hinanden.

Men det er let nok at skrive.

Og det var dødshjælp, jeg ville tale om. Og det har så måske alligevel noget med ovenstående at gøre. Og vores statsminister kan sagtens ind i mellem være sentimental som under pandemien, hvor hun lige pludselig så ethvert gammelt menneskes død som en tragedie.

Hmmm … vi gamle dør. Det er ikke tragisk.

Men vi vil gerne leve.

Også selv om vi er til besvær og ikke mere kan give så meget. Vi vil gerne leve i værdighed som modtagere af et menneskevenligt samfunds omsorg for os. Omsorg for medmennesket.

Jeg vil slutte med at citere det sidste afsnit af Iben Krogsdals artikel:

”Der findes et andet løfte, der går hverdagsstille og sagtmodigt fra menneske til menneske og lover: ”Frygt ikke! Hvis du bliver uhelbredeligt syg og ikke længere synes, at du er værdig nok til at leve, så er vi nogle, der ikke giver dig ret. Vi vil holde dig værdig, vi vil holde dig ud, og det lover vi dig. Uanset hvor hæslig og savlende og uformående, du bliver: vi vil gøre alt for, at du kan forblive smuk til det allersidste” Af alt, hvad vi kan give videre til vores børn og unge, er dét løfte det ubetinget vigtigste.

Om Gud og mennesker og genopretning

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Som jeg har skrevet tidligere, så læser jeg i øjeblikket Egon Clausens bøger højt for min mand. Vi er så meget på bølgelænge: min mand, mig og Egon Clausen.

Og så i slutningen af sin bog “Vestenvind” skriver Clausen nogle ord, der umiddelbart virker provokerende på os mennesker. På vestlige mennesker, på demokratiske mennesker, på frittænkende og fritskrivende og fritlevende mennesker. Kort sagt på os, der, hvis vi beder Fadervor, glad og gerne siger: “som vi forlader vore skyldnere” – uden dog at mene en dyt med det.

Ordene, som Clausen lægger i munden på Sankt Peter, er så fantastiske i al deres kristne logik og viser, at vi ikke tænker som Gud. At vi ikke er Gud. Og at den bøn, han har lært os, den blæser vi på: “forlad os vor skyld som vi forlader vore skyldnere.” Rend og Hop! Hvem vil ikke gerne skyde Putin?

Situationen er den her: Clausen står ved sit elskede Vesterhav og oplever der et uvejr. Det rumler bag skyerne.

I Oldtiden tænkte man, at det var Thor, der hamrede løs. Nu tænker vi, at det er elektriske energier, der støder sammen, men Clausen tænker, at det er Gud, der har travlt i sin himmel, og så får han et syn til Sankt Peter, der er ved at rydde plads i Himlen og følgende samtale udspiller sig:

Citat fra side 207 i Vestenvind:)

Jeg spørger: hvad sker der dog?

Sankt Peter svarer: “Vi udviser rettidig omhu.”

“Javel. I hvilken anledning?”

Peter forklarer: “Vi venter såmænd nye beboere. Dem skal der gøres plads til.”

Jeg nikker og siger: “Det lyder godt. Jeg går ud fra, at gamle regnskaber omsider skal gøres op. Det er sandelig også på tide.”

“Javist,” siger Peter. “Meget skal genopretttes. Gammel gæld skal eftergives.” Skæve balancer gøres lige, så her skal Putin sidde, når hans tid er inde. Han får en plads ved siden af Hitler, Stalin og Pol Pot og alle de andre. Alle dem, der ikke fik kærlighed nok, da de var på jorden. Nu skal de sidde her, helt inde i centrum, så nær ved kærlighedens kilde, som det er muligt. Det trænger de til. Det er den genopretning, vi kan byde på.”

Og Peter bøjer sig ned mod den plagede jord. Hans lange skæg trækkes som slør af byger hen over det regnvåde land, og gennem tordenlarm af lyn hører jeg ham siger:

“Der bliver sikkert også en plads til dig, når din tid kommer.”

Noget om værdier

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Noget om værdier

Til hverdag spørger vi ikke os selv om, hvad der har værdi og hvad der ikke har. Det er noget, vi tager for givet. Og sådan er det vel også: vi har fået det alt sammen givet.  

Nu er jeg blevet 80 år, og jeg tænker mere end nogensinde på, hvordan det, der er os mest dyrebart, også er det mest skrøbelige. Og at vi mister det. At vi ikke kan fastholde.

Tabstallet vokser.  

Sådan er det med de mennesker, vi holder af, og sådan er det med de steder, vi føler os knyttet til. Vores gamle hus, som rummer et helt livs minder. Nu er det rigeligt stort til os to. Alle de trapper. Alle de rum. Men vi hænger ved hver eneste af de gamle sten. Og middelalderkirken uden for vinduet, og engdragene og himlen, der lyser ind gennem alle vinduer.

Jeg tænkte på det i dag, da jeg cyklede ned i dalen fra Vestervellingbakkerne. Dernede lå landsbyen og lignede sig selv. Nede på engen det hus, vi boede i, da vi kom hertil i 1967 – og ikke mange meter derfra det hus, vi har boet i siden 1971. Tænk, at vi er så stationære! Samme by, samme hus, samme alting. At vi ikke har flyttet os en tomme!

Men vore børn. Sønnerne har fjernet sig så langt fra den lille landsby, som man kan. Og fra os. De bor på den anden side af kloden, i andre verdensdele. Og i storbyer. Og deres verden er en anden. Og sådan tænker jeg, at det må være, fordi det er der, deres lyst og lidenskab bedst og smukkest folder sig ud.

De må vel synes, at vores verden er lillebitte. At vi befinder os i et miniatureunivers, hvor alt står stille, mens de selv færdes i den store vide verden, hvor tingene sker. Men jeg sidder her og tænker, at vore verdner er lige store. At det ikke er et spørgsmål om geografi, men om noget helt andet. Vi er i naturen, og den er uendelig. Vi er stjernestøv som alt værende, og så er det lige meget, om man befinder sig i New Zealand eller i Ålum. Og så er der den indre verden, bevidsthedens uendelige univers, som ikke kan fattes af nogen videnskab, men som åbner verden efter verden i det indre, hvor man kan bevæge sig uendeligt langt uden at være nødt til at tage et fly eller en måneraket, for at komme derhen.

Men jeg ville skrive om steder.

Ålum. Her bliver jeg.

Tråen. Det andet sted.

De to steder, der bor i mit hjerte. Det gik først forleden op for mig, at jeg har den plet i Tranestederne deroppe ved Skagen så kær. Og det var måske en indsigt, som jeg havde fortrængt, fordi jeg har været afskåret fra at opholde mig der i så lang tid og en smule følte, at jeg måtte frigøre mig fra det. Kaste det bort, for var det først væk, kunne ingen tage det fra mig: evigt ejes kun det tabte.

Jeg var altså nær ved at tabe det af skræk for ikke mere at eje det. Jeg ejer stedet sammen med min svoger, og det var ham, der ligesom vækkede min person til live fra tornerosedøsen. Tak for det! Nu vækkede han de følelser, jeg havde forsøgt at fortrænge af skræk for at miste. Han tilbød mig at overtage min part i stedet. Da han sagde det, gik det op for mig, at jeg elsker den plet på jorden, akkurat som jeg elsker den plet, jeg ejer her.

Jeg var i 1961 sammen med mine søskende og min far og mor med til at jævne klitten der, hvor huset skulle ligge. Og det blev bygget. Og det blev rammen om de lykkeligste timer i familien. Og for mig er det et sted og et hus så fuld af minder, at far og mor og Dorte og Anders og Hanne er mig nærmere der end alle andre steder.

Det vil jeg aldrig miste.