FORANDRINGER

Hele livet forandrer vi os. Vi er i stadig bevægelse. Den, vi var i går, er ikke den, vi er i dag, og den, vi bliver i morgen er en anden end … osv.

Bevægelse er liv – stilstand er død.

Det er trivielt at skrive det. Ikke nogen dybsindig tanke i de ord.

Bevægelse – et smukt ord – musik er bevægelse – poesi er bevægelse – og jeg bliver bevæget, når jeg møder mennesker, jeg holder af, når jeg går i naturen og ser livet omkring mig: jeg ser med mine to øjne, og ved samtidig, at der ude på marken, der oppe på himlen og der inde i skoven, ja alle vegne, er der tusindvis af andre øjne, der ser mig. Alle de hundredevis af levende væsner, der omgiver os.

Alt er liv og bevægelse. Ingenting står stille.

Som sagt – det er ingen nyhed. Den græske filosof Heraklit sagde det jo allerede for mere end 2000 år siden – ”alt flyder …”, sagde han. Alt er i evig bevægelse …

Nu springer jeg. Et langt spring. Hørte i dag en podcast om børn, der brød med deres forældre. Den passede så fint til mit lugearbejde. Jeg har børn – jeg er forældre – og jeg kunne ikke tænke mig en værre hændelse end et brud med et af mine børn.

Og mens jeg trak lange genstridige græsrødder op af mulden og ekspederede dem videre til kompostbunken, hvor de kan gøre gavn, hørte jeg Anne Libak fortælle om bruddet med sin mor. Hun havde brudt med hende, og vi fik vist nok ingen forklaring på hvorfor, men det lå i luften, at moren havde været ret utålelig og desuden, at bruddet var gensidigt. Men så kom det, som fangede min opmærksomhed: Nu hvor moren var blevet gammel, var hun blevet ramt af demens, og datteren var vendt tilbage til hende og tog sig kærligt af hende. Og det gjorde hun, fordi hun var kommet til at huske, at hun engang havde været en lille pige, der elskede sin mor. Og som blev elsket af sin mor.

Demensen havde forandret moren. Hun var blevet mild og kærlig, og hun blev ved med at kunne kende sin datter, selv om hun glemte alle andre. Det er sådan er vigtig historie, synes jeg, og Anne Libak fortalte den nøgternt og uden sentimentalitet. Som en naturlig ting.

Jeg synes, den slags historier er værd at huske på. Når vi snakker demens, er det som regel rædselsberetninger, vi præsenteres for.

Demens er ikke altid en rædsel. Der er så meget andet. Også meget opløftende. Måske ikke lige det ord, men det faldt mig i pennen. Min egen mor blev gladere, friere og mildere, da hun blev ramt af Alzheimers. Jeg synes, det er værd at huske.

Min mand har aldrig været kærligere mod mig end nu, hvor han er mange år henne i sin sygdom. Alzheimers er en ond sygdom, den er en dræber. Den kan dræbe hukommelsen, og det er slemt, men den kan ikke dræbe kærligheden. Det er min erfaring. Og den er jeg ikke ene om.

Kærlighedens kraft er stærkere end sygdommen.

Læser for tiden Klaus Høecks digte fra samlingen HJEM. De handler om kærlighed og alt hvad der gør godt og ondt på et menneske i kærlighedens favn.

Men jeg snyder lidt, når jeg citerer nedenstående digt.

Undskyld Klaus – men så ved I det kære læsere, og du ved det, kære Klaus:

Jeg tager dit smukke digt, fordi det lige nu rammer ind i min virkelighed af kærlighed og smerte – men jeg skifter pronominerne ud, så de passer på mig. Låner altså digtet og skriver det en smule om.

Det er jo stadig Høecks ord. Og så bare lidt mine.

Du bærer mig på / din drøm der er mere blå / end dine øjne / du bærer mig på / dit ord der er fjernere / end polaris du / bærer mig på dit håb / mens jeg bærer dig på / kærlighedens kors.

Ja, verselinjelængderne er underlige, men det er ikke det væsentlige, selv om det måske engang var med til at gøre digteren så berømt.

Mens det sker

Der er bøger, man skriver, fordi man har lyst og ikke kan styre udenom. Gang på gang finder fingrene vej til tastaturet og gang på gang skriver de det, som hjernen dikterer, fordi det er et stof, der er ved at flyde over og skriger sin hjemløshed ud. Nu skal det have sit sted. Nu skal det stå der sort på hvidt, alt det, der tumler om i skallen som brikker i et puslespil, man har forsømt at samle. Nu må de samles op og sættes på plads. Det bliver fantastisk at se billedet, tænker man.

Sådan kommer mange bøger til verden.

Men så er der andre bøger, som man må skrive, fordi de mangler. Eller i al fald overskygges af en flodbølge af bøger, der handler om præcis det samme, men som løber i en retning, som i al fald i mine øjne er forkert. De er kort sagt på afveje. Og ender i en blidgyde. Den slags bøger er der nok af. Og det er så sørgeligt, synes jeg.

Der er ganske enkelt noget at rette op på. Og nogen burde gøre det. Jeg bør gøre det. Men jeg har ikke rigtig lyst.

Måske skyldes ulysten den tsunami af bøger om emnet, som oversvømmer markedet med deres tårevæddede beretninger om, hvor forfærdeligt livet med demens er. Og hvor ubærligt, det er at være pårørende til en dement.

Så fik jeg nævnt emnet. Det handler om demens. Og så forstår du sikkert hvor jeg vil hen. Og hvis ikke, så er det altså den her vej, jeg vil gå: Jeg vil fortælle om alt det, der ikke står i flodbølgebøgerne om demens og pårørende. Alt det, der (med vilje?) er udeladt.

Og når jeg ikke har lyst, så er der grunde nok: 1) jeg er en kryster, der er bange for at tale de fleste stemmer midt imod. 2) de andre stemmer er jo ikke falske, kun ensidige 3) der er penge involveret: det gælder om at få så meget som muligt af samfundets fælleskasse sat over på området ”demens” – altså væk med det bærbare ved sygdommen og frem med det ubærlige. Det giver kasse.

Når jeg skriver, at der mangler bøger med en positiv indgang til skildringen af demenssygdommene er det ikke helt sandt. Jeg kender i det mindste tre forfattere, som netop tager den side af sagen op og behandler den kompetent og smukt.

Den ældste er Christine Swane, der vist nok for første gang skrev bøger om demens fra en uvant vinkel. Nuanceret og smukt. Og sandt. Ud fra faglig viden og stor erfaring. Bedst kendt og lettest læst er ”Skyggen af en hverdag,” den kan stærkt anbefales.

Så er der den nyere bog ”Drengen, der blev væk” af Ina Kjøgx Pedersen, der skildrer livet som pårørende til en dement med den barske diagnose: body lewis – hun viser de fine sider af demensen, som skræklitteraturen udelader, og sidst vil jeg nævne den helt igennem rørende og grundige skildring af livet med alzheimers sygdom – sådan som Wendy Michell gør det i sin bog: ”En jeg kendte engang.”

Her er et citat fra bogen: there is “a beginning, a middle and an end to the disease – with so much life to be lived in between”. Der er en begyndelse og en midte og en slutning på sygdommen – med så meget liv at leve imens.

Jeg har nu levet i seks år med en ægtefælle med diagnosen alzheimers syge. Og når jeg siger, at det har været seks gode år, så er det ikke, fordi jeg glemmer gråden og følelsen af forladthed, som følger med, men fordi jeg husker latteren og glæden, som er lige så trofaste følgesvende.

Det er derfor, jeg synes, at jeg bør skrive en bog.