VALG

Da jeg var ung og studerede romansk filologi på Århus Universitet og også året forinden, hvor jeg boede en kort tid i Paris, var Jean Paul Sartre det store ideal for mange af os unge. Vi var alle eksistentialister, og vi gik rundt i gaderne i Paris med ”L’etre et le néan” ( væren og intet)  frit fremme, så alle kunne se, hvor lærde vi var.

Og vist var vi eksistentialister – vi tænkte vel som Sartre, at livet var en lang række af valg, og at vi skabte vore liv og vor eksistens med at vælge. Retningen, som vi skulle gå i livet, den udstak vi selv. Vi var så ”frie” – frie til at vælge vore liv. Eksistensen går forud for essensen, som Sartre udtrykte det.

Selv sprang jeg nu ikke helt med på Sartres ideer, selv om jeg slugte hans bøger med samme appetit som alle andre unge dengang, og da jeg for alvor skulle vælge og begynde på mit speciale, valgte jeg at skrive om Albert Camus.

Sartre og Camus var venner, indtil de blev uvenner. Camus gled ind i en mere kristen tankeverden, som gav Sartre åndenød. I en af Camus sidste bøger ”l’exil et le royaume” møder vi en mand, der tager byrderne på sig og vandrer den smertelige vej for at frelse de andre. La via dolorosa.

Jeg mener som Camus, at vi ikke altid har det frie valg: jeg gider måske ikke løfte den sten, der er for tung for min nabo, men det er min kristne pligt at gøre det.

Og det vigtigste valg af alle træffer vi ikke selv. Valget af forældre. Det er skæbnesvangert – der udstikkes tilværelsens veje, dem, som vi er nødt til at følge, fordi de danner det mønster, vi fødes ind i. Så kan vi måske blive mønsterbrydere. Dem er historien fuld af. En af de ældste i min bekendtskabskreds er salmedigteren Kingo. Han blev født i første halvdel af 1600 tallet – og dengang mere end nogensinde var man bundet af kald og stand. Man fulgte i faderens fodspor, og så skulle Kingo være endt som en fattig væver, men nej, han blev biskop og dermed en af rigets mægtigste mænd.

Det var lidt om valg. Jeg vil trods alt tro på, at jeg langt hen ad vejen kan vælge frit. Eller jeg vil i al fald lade som om: faire semblant.