BREV TIL MIN TIPOLDEMOR

Kære Christiane

Kære tipoldemor, og jeg har ofte tænkt på dig og smilet til dig, men aldrig før skrevet et brev til dig. Det får du nu. Hver dag i mange år har jeg haft dig for øje dagligt, for du står eller rettere: du troner på det store skrummel af et chatol, som Oles tipoldefar (en forfader i al fald) fabrikerede af drivtømmer til sit bryllup engang i midten af 1800-tallet. På det tidspunkt var du allerede en stor pige, der løb rundt i bakkerne ved Mygdal, hvor din far, Jeppe, havde en gård. Du er nemlig fra en gård, ikke fra et ”sted,” og det er vigtigt, for ellers var du aldrig havnet på gården Hulsig. Ja, Hulsig, det hed den, da du blev kone og kom til at regere der. Sikkert mere eller mindre enevældigt, vil jeg tro.

Gården lå i Hulsig og havde altså taget navn af sin by.  En gang havde den ligget i Tranestederne, og i din tid kunne man stadig se resterne af gården og af andre gårde, som sandstormene havde lagt øde. Nu ligger de begravede under Tornbakke Rimmes vældige klitter. Før sandstormene tog over, var der på det sted grønne enge og frodige marker. Og klimaet var mildt. Men det var længe før din tid.

Min tipoldefar, Christian, valgte dig, og det var jo indlysende nok, for du var gårdmandsdatter, og han var gårdmandssøn, og så gik han efter en pige, der passede standsmæssigt, så du var et rigtigt valg, men det var alligevel et usædvanligt valg, for du boede ikke i sognet eller i et af nabosognene, men langt borte i Mygdal, og det hændte yderst sjældent, at man drog så langt hjemmefra for at finde en brud.

Men det gjorde Christian, og det blev så dig, Christiane. Og han blev ikke snydt, og det har han sikkert vidst fra begyndelsen.

Hvordan har det været for dig at komme til Hulsig? Det ville jeg gerne spørge dig om. Du var jo vant til grønne bakker og frodige marker, og nu mødte dit blik det samme over alt: sand og sand og atter sand. Og så stormene fra alle sider, for Hulsig lå mellem to åbne have, og snart piskede uvejret fra den ene kant og snart fra den anden. Roligt vejr var en sjælden oplevelse på din nye hjemegn.

Og så tænker jeg på Christian. Ham, du blev gift med, og som var født og opvokset der, hvor storme og forlis fyldte en stor del af det virkelige liv. Han var, som så mange andre på den egn, garvet af vind og vejr, han var formet af stormene, og han var selv blevet ligeså strid som det uvejr, han måtte bekæmpe. Når et skib forliste, så kunne man se ham i redningsbåden i færd med at kæmpe sig ud til vraget og sætte sit liv på spil for at redde andres. Der var ingen ro over Christian. Ud over at røgte sin gård, var det også hans opgave at sørge for, at posten blev bragt ud, og det var ham, der besørgede al transport til og fra Skagen. Han kørte han i fast rutefart langs havet. Veje var der ingen af. Og det var før jernbanen.

Der, hvor du kom fra, Christiane, var alting venligere og mildere. Din opvækst må have været anderledes blid og beskyttet. Ved din fædrene gård var der læ og helt sikkert en kålhave og en abildgård, og det har vel været en glæde for din mor og for dig måske også at dyrke urterne og se tingene gro i den frodige muld.

I Hulsig groede mest af alt marehalmen og det stride enggræs, og det var et hårdt slid at skabe grobund for et enkelt sølle frugttræ og et par bærbuske. Du var som en lilje, der blev plantet om midt i et krat af nælder og tidsler. Og det må have gjort ondt. Du må have brændt dig og stukket dig, og der har ikke været den store medlidenhed med dig. Et forkælet pjok, har folk tænkt. ”Heje er der intj mø me’ ve,” ( hende er der ikke meget ved) har de gæve Hulsigboere måske tænkt i den første tid. Men de kom på andre tanker, da du trådte i karakter, Christiane. For det ved jeg, at du gjorde.

Du måtte tage det alt sammen til dig og klare dig så godt, du kunne. Og det gjorde du. Jeg kan se det i dit ansigt. Billedet, som står på det gamle chatol, viser mod og styrke.

Jeg har ofte kigget på dit ansigt. Fotoet er taget, mens du endnu er ganske ung, det er fra fotografiets barndom, og selv er du heller ikke helt voksen endnu, synes jeg. Der er noget barnligt over det runde ansigt, men også noget trodsigt. Kom ikke her! Mig skal I ikke kue! Jeg kan godt! Jeg klarer mig!

Og du klarede dig, Christiane, så godt, at der gik rygter om det. Jeg har læst om dig hos en af tidens skribenter. Du får så meget ros.  

Christiane. Jeg vil gerne lære lidt af dig.

Du er en pige, der kender dit eget værd og også gerne ser, at andre kender det.

På billedet er du iført en kjole, som virkelig har været dyr. Den skinner på det sorthvide foto. Damask , tænker jeg. Og der er stof nok i den til mange kjoler. Et hav af brede folder vælder ud fra taljen og ender i en cirkel der rører gulvet. Et omfang som et vældigt telt, hvorunder der mageligt kunne skjule sig en børneflok.

Du fødte to piger. Tre, men den ene døde ung. De andre hed Maren og Marie. Marie er min oldemor, og hun ligner dig, synes jeg, selv om jeg ikke har et ungdomsbillede af hende. På det billede, jeg har af Marie, ser man det samme faste drag om munden og det samme lidt trodsige udtryk i øjnene, dog mildnet hos Marie. Også hun blev gift med en krasbørstig og strid mand, Ole Houkjær, min oldefar, om ham går der mange anekdoter, og flere af dem fortæller om en mand, der ikke fandt sig i nogen form for lal. Det var hårdt arbejde fra morgen til aften. Og selv sled han som en hest. Marie har ikke haft det let. Ligesom dig slap hun dog for at føde og opfostre en børneflok. Det blev til en dreng og en pige: Peter og Lise. Lise er min farmor, og fra hende har jeg hørt fortælle om dig, Christiane, så du er ikke gået i glemmebogen. Men derhen havde du nok heller aldrig tænkt dig at gå. Du gik en lang vej, men den førte altid tilbage til det væsentlige i livet. Det vil jeg skrive lidt om senere, så kan du glæde dig over, at det huskes endnu. Det du var med til. Men ikke ene om. For Christian støttede dig. I støttede hinanden.

Christiane. Kære tipoldemor, jeg vil skrive til dig igen, for du er mig så nær og så kær, når jeg sidder her med dit billede foran mig og tænker på dig. Og jeg mærker, at jeg er blod af dit blod.

Ja, for sådan er det jo. Vi bærer fortiden i os. Jeg bærer dig, Christiane, og jeg er SÅ glad for at gøre det. Jeg bærer også Christian i mit blod, og det kan godt føles som en byrde at slæbe rundt med ham. Men så tænker jeg, at der alligevel i ham var meget, som nok er værd at tage med over. Så lad os overtage det. Det bedste. Hans udholdenhed og hans hjælpsomhed. Det, som I to var fælles om.  Jeg vil ikke glemme det mørke i din karakter, Christian, de dunkle kræfter i dig, som undertiden blev uudholdelige for dig og som til sidst tog dit liv. Men jeg vil fremhæve de andre sider. De varme og de stærke. At du åbnede dit hjem for fremmede og at det blev et kært tilholdssted for mange.

Om det senere. Og nu, efter at Christiane er blevet kone på gården, har den skiftet navn fra Hulsig til Krøgh – eller Krøg. Og det navn fik du så også Christian: Christian Krøgh.

KAFKA OG MIG

Da jeg var ung forstod jeg ikke Kafka. Nu forstår jeg ham. Dengang læste jeg Slottet og Processen, og begge værker talte lige ind i den forvirring og fortvivlelse, som prægede mit indre i de år.

Så vist forstod jeg budskabet. Og vist kunne jeg på én gang blive væk og finde hjem i det absurde univers, der blev fremtryllet i de kafkaske mesterværker.

Det var ikke der, forståelsen glippede. Og da jeg senere i en moden alder genlæste de to hovedværker og supplerede med Kafkas øvrige fortællinger, havde jeg heller ikke noget problem med at finde ind til kernen, men jeg forstod dog nu at holde dem ud i strakt arm. Distancen er kommet til, selv om den smerte og indsigt, som bøgerne formidler, stadig går mig lige til hjertet.

Hvad er det så, jeg ikke forstod dengang. Og som jeg så udmærket forstår i dag.

Jo det er ret enkelt følgende: jeg forstår, at Kafka først ville udgive værkerne efter sin død. Eller måske slet ikke. At de var bestemt for hans egne øjne, ikke for andres.

Det er der, jeg forstår ham nu.

Det er så fint og godt for mig at skrive lige akkurat det, der har dybde i mit eget sind og som jeg kan stå inde for litterært.

Jeg har udgivet mange bøger, og hver eneste af dem er skrevet med mit hjerteblod. Ja, det lyder højtravende, og det må det også gerne, for det er sandt.

Jeg har levet med mine personer, lige fra Kingo i barokkens Odense og til Elisabeth i 1900tallets Kandestederne. Og begge har de talt med min stemme. Og alligevel med deres egen.

I erindringerne taler jeg hudløst ærligt med min egen stemme, og det er måske derfor, at jeg følte en slags lettelse, da jeg, efter at have sendt min manus til Kristelig Dagblad, mest måske for at få nogle andre øjne i spil end mine egne og min korrekturlæsers, nærmest blev lettet over afslaget.

MEN: Et afslag er altid væmmeligt.

Forfatterlivet er imidlertid broderet med afslag. Karen Blixen skriver et sted, at hun ville kunne tapetsere hele Rungstedlund med de afslag, hun havde modtaget, og nobelpristageren Selma Lagerlöf fik det ene afslag efter det andet med romanen Gösta Berlings Saga, som i dag regnes for en klassiker i litteraturen.

Ingen forfatter undgår afslag.

Alligevel er det som sagt yderst væmmeligt at få et – et dødsstød, som kan aflæses på blodtrykket.

Nu lægger jeg manuskriptet væk. I al fald foreløbig. Og i mellemtiden vil jeg arbejde med det, så den bog, mine børn engang lægger op, bliver verdens bedste.

Her kan I læse afslaget: 

“Mange tak for dine velskrevne erindringer, som jeg nu har læst. Desværre kan vi ikke tilbyde at udgive dem – de er fine og meget personlige, som du selv er inde på, og vi kan generelt ikke finde et marked for denne type erindringer. Beklageligvis. “

Held og lykke med det videre

Venligst

Pernille Follmann Ballebye

Forlagschef/Publisher

Tipoldemor Christiane

Jeg er ikke slægtsforsker, men en dag bliver jeg det måske. Måske, for det ville være skønt at kunne hive de gamle aner ud af glemslen og sætte dem på rad og række. I al fald kan man jo finde navnene.

Med anekdoterne ligger det nok mere tungt – de er for de flestes vedkommende sunket ned i glemslen – men enkelte er dog blevet tilbage. Min tipoldemor Christiane Krøg er der skrevet lidt om, for det gjorde min onkel Lars i sin lille bog om Hulsig. Og det gjorde også den berømte folkemindesamler og lokalhistoriker Anders Peter Gaardboe fra Ålbæk.

Vi ved om Christiane, at hun var en dygtig kvinde, utrættelig i sit arbejde – Gaardboe skriver i en artikel om et besøg på Krøggården, om hvordan hun, skønt han ankommer en sen nattetime fra et stormvejr, går ud i køkkenet og tilbereder en velsmagende middag til den forkomne gæst. Og vi ved også fra Lars Hesselholts bog, at hun var overtroisk. Min tipoldefar begik selvmord, og hvert år på hans dødsdag hørte hun ham tumle hvileløst om på loftet.

Og når man betragter portrættet af Christiane, kan man jo aflæse en del i ansigtet. Men det afhænger måske af, hvem der betragter hende. Jeg synes, at jeg kan se en bister ung kvinde, der nok skal vide at sætte sin vilje igennem. Hendes datter, Min oldemor Marie Houkjær, var af samme støbning, har jeg hørt. Og hun fik brug for det, for min oldefar Ole Houkjær var en særdeles vredladen og barsk herre.

Jeg spekulerer op, hvor de gener er blevet af?

Jeg har desværre intet billede af min tipoldefar, Christian, og det er Christianes skyld, for der blev nemlig taget et billede af ham (måske det eneste), samtidig med at hun fik taget sit. Men ak! Christiane forlangte at få billedet med sig i graven. Så der, i sandet på Hulsig kirkegård endte portrættet, og nu kan vi kun gætte.

Efter sigerne, men jeg husker ikke mere, hvor jeg har læst det, så blev Christian Krøg foreviget i en læsebog for skolebørn, der udkom engang i sidste halvdel af 1800tallet. Men den kan man nok ikke mere opdrive. Heri skulle han, efter hvad jeg har hørt, fortælle en spændende historie om Hulsig og om gården Krøg, som også blev kaldt “Hulsig” dengang. Om sandflugten og gårdens flytning fra Tranestederne til Hulsig.

Måske finder jeg bogen en dag.

Men jeg er ikke nogen forskertype

Så nej, det gør jeg ikke.

ET GLIMT FRA EN FJERN TID.

Et kig ind i erindringsfortællingen

Den er færdig nu. Det bliver en lille bog. Og de fleste glimt er som dette eksempel taget lige ud af den hverdag, der var engang.

ET GLIMT FRA KAPITLET: DEN SOMMER

Solen står allerede højt på himlen, og den skinner så lysende klart, som den har for vane denne sommer, og det er søndag, og Mor har dækket et fint morgenbord på plænen bag ligusterhækken. Bedstemor sidder allerede derude i hængesofaen og nynner med en opslået salmebog i skødet, og da jeg kommer ind gennem den smalle åbning i hækken, ser hun op og smiler, og vi hilser godmorgen, og jeg spørger hende, hvad det er, hun læser, og hun begynder at synge ”lysets engel går med glans” og jeg synger med, for lige den salme kan vi alle udenad. Og lige nu passer den bedre end nogensinde.

Inden vi er færdige med sidste vers, kommer Dorte og Mona tumlende gennem åbningen i den høje hæk, der er så smal, at to personer umuligt kan passere igennem den samtidig, ikke engang de to smårollinger er der plads til, og de to færdes ellers altid side om side og er sammen om alt, hvad de foretager sig, og de snakker i munden på hinanden, som om de var tvillinger. Siamesiske endda, tænker jeg og kommer til at grine, for de ville godt nok se sjove ud, hvis de var groet sammen. Uadskillelige, det er de da i hvert fald.

Det tænker jeg, og måske mærker jeg et lille stik af jalousi.

”Hvad griner du af?”

”Ingenting.”

Lidt efter sidder de og hvisker med hovederne så tæt sammen, at deres hår mødes, Dortes lange, brune lokker blander sig med Monas væld af viltre krøller, og så begynder først Dorte og så Mona at fnise stille, men pludselig bryder de ud i latter og kan ikke holde op med at grine. De er ni og ti år, og de morer sig over alt muligt, som overhovedet ikke er morsomt.

”Den, der hvisker, lyver,” siger jeg, og så kapper de latteren midt over og ser så betuttede ud, og jeg er lige ved at fortryde mine ord, men så lægger Bedstemor salmebogen fra sig og siger, at nu skal vi være gode børn og enes smukt, og om lidt kommer Mor med kaffen og Far med rundstykkerne fra bageren, og så skal vi rigtigt hygge os sammen og glæde os over det fine vejr. Og over søndagen. Og nu er hun sikkert på nippet til at tilføje noget om Jesus, men gør det ikke.   

”Det gør vi også,” siger Dorte.

”Ja, vi gør så,” siger Mona, og pludselig griner de begge to igen, og jeg kan mærke, at noget falder på plads inde i mig.

Det rasler i hækken, og denne gang er det Anders, der dukker op, lidt usikker på benene, synes jeg, og ser han ikke mellemfornøjet ud? Hvorfor? Da jeg sagde godnat til ham sent i nat foran døren til det lille kosteskab, han kalder sit værelse, var hans humør ellers steget flere grader over normalen, ja, han virkede næsten glad. Og i al fald gladere end længe. Og med god grund, for alt går fremad for ham nu.

Han har haft et kedeligt forår, og skønt solen skinner hver dag, så har hans sommer indtil nu heller ikke været uden skygger. En stor del af maj og langt ind i juni har han måttet tilbringe tiden i stor kedsomhed på en klinik i Ålborg, hvor man har forsøgt at helbrede ham for den hudsygdom, der har plaget ham i årevis. En overgang var det endda tvivlsomt, om han kunne nå at tage sin mellemskoleeksamen eller måtte gå et år om. Nu slap han igennem nåleøjet med en sygeeksamen, som han dog endnu ikke har afsluttet helt. Efter sommerferien skal han op i de fag, han mangler.

Det går nok. Han må blot ikke drive tiden bort, siger Far, men huske at studere flittigt, og desuden er der jo arbejdet på havnen, som han ikke helt kan slippe for. Men her er Hans og jeg solidariske, vi stiller gerne op og hjælper med at ro hyttefade.    

De seneste dage har sol og hav gjort mirakler, og hans hud er ikke mere så irritabel, at han ikke kan være i sig selv. Og turen langs havet i aftes var en succes, det synes jeg da, og selv faldt jeg i søvn med de skønneste billeder af os tre, der gik sammen i vandkanten, hvor de små bølger krappede op og skyllede hen over vore nøgne fødder, og havet derude, der glitrede i striben fra månen, der var stået op og hang og lyste som en vældig kosmisk lampe i natten. Længst ude i horisonten lå Hirsholmene, der i korte glimt som til syne som en række mørke klatter, hver gang fyret sendte sin skarpe lyskegle ud over havfladen.

Her kunne vi gå til evig tid, tænkte jeg og fyldtes af en følelse, som var ny og forunderlig, det var, som om jeg oplevede alting for første gang. Og vi blev ikke trætte af at snakke i munden på hinanden for så pludselig at blive tavse, som om natten havde slugt alle ord, og først da vi nåede helt ud til Elling Å, hvor vores strand slutter, og frederikshavnerstranden begynder, gik det op for os, hvor længe vi havde vandret, og at natten allerede for længst var begyndt, og at vi nok burde vende næsen hjemad.

Stranden videde sig ud nu og dannede et bredt delta der, hvor åen havde sit udløb, og foran os i månelyset kunne vi se vandet strømme hen over det hvide sand som et levende, sølvskinnende bånd, der længst ude opslugtes af havet.

Vi skråede ind over stranden og gik op mod klitterne, der var ganske lave her ved udløbet, men pludselig drejede Hans fra og løb plaskende et langt stykke ud i det lave åvand.

”Kom!” sagde han. ”Lad os krydse åen.”

”Ja,” sagde jeg, ”så kan vi gå hele vejen til Rønnerne og derfra følge engvejen hjem. Den kender jeg.” Jeg cyklede den tit med Rolf, og jeg vidste også, at den var meget lang. Men det sagde jeg ikke, for det gjorde ingenting, om den så aldrig sluttede.

”Ja, hvorfor ikke, natten er vor egen,” sagde Anders og grinede og satte i løb efter Hans. Jeg pjaskede bagefter.

Åens vand var koldere end havvandet, men det nåede kun til anklerne det første lange stykke. Og vi fortsatte udad, indtil strømmen blev stærkere og vandstanden begyndte at stige, og det med et blev så dybt, at det nåede til kanten af mine hvide shorts. Jeg standede brat op, men blev stående en tid og trippede på stedet. Vandet føltes pludselig iskoldt. 

”Nu drukner Marianne,” sagde Hans og slog ud med armene, som om han ville sige, men pyt, lad hende da bare det.

”Så må vi hellere vende lillesøster om og gå hjem,” sagde Anders.

”Hun vil ikke hjem,” sagde jeg.

”I morgen er der atter en dag,” sagde Hans

”Sagde Valdemar Atterdag,” sagde jeg

”Nej, sagde jeg,” sagde Hans.

Og vi blev ved med at pjatte og fjolle, mens vi vadede mod land og begyndte hjemturen. Til sidst småløb vi. Det var virkelig blevet sent. Eller rettere, det var ved at blive meget tidligt, himlen havde allerede fået et rosa skær, og om lidt ville solen stå op.   

”Velkommen i det grønne,” siger Bedstemor og smiler til Anders, og Anders smiler igen og ser pludselig helt almindelig storebroragtig ud, og da Mor i det samme kanter sig gennem åbningen bærende på den store bakke, og vi kan høre Far i indkørslen bremse så hårdt i pedalerne, at dækkene hviner, forsvinder det sidste lille slør af træthed, og han dumper tilfreds ned ved siden af Bedstemor.

”Og hvad skal I så lave i dag?” siger Bedstemor og ser på Dorte og Mona, og de fniser begge to.

”De skal vaske op,” siger jeg.

”Ja, hele dagen,” siger Anders.

”Vi skal bade,” siger de i kor.

”Og jer?” siger Mor og ser på mig, mens hun retter an. Det er søndag, og så er der rigtigt smør på bordet, og vi må gerne smøre et tykt lag på rundstykkerne, for til dagligt får vi kun margarine, og det skraber vi med vilje. Og hun stiller syltetøj og ost og mælk frem, og der er sukker og fløde til Fars kaffe.

”Vi skal …” siger Anders og ser på mig.

”Sejle,” siger jeg.

”Så vil vi med,” siger Dorte, men Mor mener, at de er for små til at sejle med Moses, der er vores nye motorbåd, men de kan løbe til stranden og lege med deres baderinge, og de har jo også en snorkel og er flinke til at dykke med den. Er det ikke morsomt?

Småpigerne ser på hinanden, og måske nikker de, men de siger ingenting.

”Jeg har en ide,” siger Far, mens han hælder rundstykkerne i en skål og lægger jødekagerne på en tallerken.

Vi ser alle sammen på ham, og han får et finurligt træk om munden, men siger ingenting.

”Hvad har du nu fundet på Magnus?” spørger Mor, som om det er en skarnstreg, han pønser på, men man kan høre på stemmen, at hun ikke mener det.

”Ja, det gætter I aldrig,” siger Far.

”Vi skal køre søndagstur, ikke Far?” siger Dorte, ”må Mona komme med?”

”Og Hans?” siger jeg.

”Hov, stop, hvor mange tror I, der kan være i bilen?”

”I kan bile uden mig, jeg skal til kirke. Det er jo søndag,” siger Bedstemor og får det til at lyde, som om hun er nødt til at ofre sine fornøjelser på søndagens alter.

Vi er alle tavse en tid, så siger Far: ”Nå, men så siger vi det.”

 ”Men kan vi være så mange i bilen?” siger Mor.

”Åh, det går nok,” siger Far. ”Børnene kan jo sidde i lag. Og Dorte mellem os to.”

Han ser på os en efter en som for at måle vores tilfredshed.

”Men I har stadig ikke gættet rigtigt?” siger han.

”Er det ikke en søndagstur?” siger en af os.

”Jo, men hvortil?”

”Magnus! Nu er du urimelig. Der er tusinde steder, vi kan tage hen,” siger Mor.

”Ja. Men der er kun et Tråen,” siger Far, ”og der skal vi hen.”

”Jaså, nå I skal til Tråen, jamen så ville jeg da i grunden gerne …,” begynder Bedstemor, men Far afbryder hende.

”Ahh … du skal jo i kirke, Anna. Husk det!”

”Nå ja.”

Og så tog de alle sammen til stranden. Sådan ender et rigtigt eventyr. Ved stranden. Ja, for det er stedet, hvor livet aldrig slukkes. Selv i trange tider, hvor alt andet sander til i rod og forvirring, så er stranden det sted, hvor sandet kan flyve frit uden at lægge sig ind over sindet og tynge det ned. Tværtimod. Det er her, sanserne vågner, det er her, livet kan ånde frit og ubesværet. I min kostskoletid i Silkeborg længtes jeg undertiden væk fra bøgeskovene med deres brede løvhang, der lukkede sig om en, og søerne med deres stillestående vand. Jeg længtes efter et oprørt hav og vilde storme, og jeg skrev metervis af digte til havet og til stranden, akkurat som andre på min alder skrev kærlighedsdigte. Ingen af digtene var gode, og de fleste er gået alt kødets gang, men et enkelt ligger endnu i skuffen. Jeg tager det op. Åh ja, det lyder:

Jeg mærker atter

Strandens fugtige sand mod min fod

Atter griber lyden af hav mit sind

Endnu engang

Lammer den brølende stilhed

Stormen fra andre steder

Alt er virkeligt her

Havet er salt og stærkt

Havet fugter min kind

Vinden er mild og varm

Som luft under fuglenes fjer

Klitterne strækker sig stolte

Tavse og uden bøn

Ensomme står de i natten

Skulder mod skulder

Som trusler mod himlen

Hvis magt de har lært

Af havbrusets brænding

Også jeg er alene.

Men nu skriver vi 1957, og scenen er sat. Vi er ved stranden i Tråen. Det er vores strand. Og endnu er vi børn. Og vi leger, som børn gør, vi bygger slotte i sandet, og vi opstemmer den brede bæk, som risler frem fra en slugt i klitrækken og løber ned over stranden, hvor den forsvinder i havet i et væk. Og så er det, at vi tager naturen ved vingebenet og for en stund leger Vorherre og ivrigt går i gang med at opdæmme bækken fra bred til bred, så ikke en eneste dråbe af det okkerbrune vand får mulighed for at løbe frit ned over det hvide sand og ud i havet.

Når al bevægelse er standset, og mens vandet bag sandmuren langsomt stiger og stiger og til sidst truer med at bryde gennem bygningsværket, går vi med nøgne fødder ud i det fugtige sand foran dæmningen og samler de små glasål op, som nu ligger og vrider sig hjælpeløse i sandet, og vi putter dem i syltetøjsglas og glæder os over at kigge på det sprællende liv, som vi har fanget og gjort os til herrer over. Vi holder glasset op mod solen og ser, hvordan de små fisk tager farve og glinser i lyset.

Far og Mor bliver børn sammen med os. Vi ler.

”Men sæt dem nu ud igen!” siger Far. Og til Mor siger han, ”man må i grunden kunne få lidt forretning ud af de der små fyre, mon ikke?”

”Hvad?” siger Mor, og Far forklarer hende om sin spritnye ide. Han vil købe nogle tønder fulde af glasål, siger han, og sætte dem ud i en af de små klitsøer, der findes så mange af langt inde på Hulsig Hede. Så kan de vokse sig store, og vi kan fange vore egne ål.” Mor ryster på hovedet.   

Men lidt efter glemmer han alt om at lave forretning og svømmer en lang tur sammen med sine børn. Ud til den yderste revle. Nu er vi store nok til at følge med ham, også selv om Mor protesterer og ikke synes, det er klogt. Og jeg tænker, at Mona og Dorte bliver sammen med Mor og svømmer på det lave vand.

Efter svømmeturen pakker Mor kurvens indhold ud, og der er øl til far og sodavand til os og klemmer til alle. Og bagefter sidder de voksne og ryger i tavshed, mens de kigger ud over havet, Mor pulser på en cerut og Far på en cigar. Røgen stiger op og forsvinder i solens stråler. Vi børn løber langs stranden imens og leder efter rav og flaskeposter, og det er så sikkert som amen i kirken, at vi aldrig finder nogen af delene.

Stranden ved østkysten i Tråen er ikke så bred som den ved vestkysten i Kandestederne, men den er lysende hvid og næsten ren. Lidt opskyllet tang, hist og her nogle skaller og søpindsvin, og spredt omkring i det hvide sand ligger opskyllede stumper af affald fra de mange skibe, der enten passerer forbi langt ude i horisonten på vej mod Norge eller bare runder Grenen, eller fra skibe, som ligger for anker et godt stykke ude, somme tider i ugevis, mens de venter på ordrer.

Da vi langt senere er på vej tilbage til bilen og trasker hen over de ujævne strækninger med marehalm og sandfyldte hulninger og småklitter, slæbende på tæpper og badetøj og madkurve og andet grej, standser Far brat op på en klit, der er lidt højere og bredere end de andre. Han står og ser ud over havet, mens han venter på os.

”Her,” siger han, ”lige her skal det ligge.”

”Ligge?” siger Mor, og det er let at høre på stemmen, at hun er træt. Hun puster lidt og standser ikke op, men fortsætter op mod bilen, som endnu er skjult af de høje graner, der vokser der, hvor sandvejen hører op. 

”Vi har langt at gå endnu, Magnus, og har vi ikke ligget nok?”

 ”Jamen huset,” siger Far, ”vores hus.”

”Et sommerhus?” siger Mor, og nu standser hun også og vender sig om og går tilbage til Far.

”Ja, lige her.” Og så fortæller han os, at på den her klit har han siddet som lille dreng, mens han vogtede gårdens får. Sammen med storebror Karl, og her havde han røget sin første cigaret.

”Hvor gammel var du dengang, Far?” spørger Dorte.

”Ni år,” siger han.

”Det er løgn,” siger Anders, og Far nikker og siger, at det er det muligvis, men ikke ret meget.

FRU BENTZEN – ERINDRINGER

Så lykkedes det. At skrive erindringerne uden tåkrummende afsnit. De seneste par uger er gået med at skære i det skrevne. Ragekniven har været glødende i lang tid nu, og skæg og balade er skåret væk, og det mest tåredryppende er sendt til afdrypning andetsteds. Originalmanuskriptet findes, hvis du gerne vil vide det hele. I bogen må du nøjes med det halve.

Herover Fru Bentzen, der spillede en vigtig birolle i vores barndomsliv. Derfor og fordi hun var en personlighed ud over de sædvanlige, man møder på sin vej, så har hun fået sit eget kapitel.

HR OG FRU BENTZEN

”Men Mor, behøver jeg at gå med?” siger jeg.

Dorte siger ingenting, for hun er så lille, at hun ikke kan huske sidste år, så hun glæder sig. Det kan jeg se på hendes ansigt, der lyser af forventning, som om vi skal med Far og Mor til et familiebesøg i Skive eller noget andet af det fantastiske, der undertiden kommer lige ud af det blå.

Men det skal vi ikke. Vi skal bare tværs over vejen og til julebagning hos Fru Bentzen ligesom hvert eneste år op til jul. Annelise og Hanne er blevet for store, og Dorte er lige akkurat blevet stor nok.

Det er en tradition, og det er så morsomt med traditioner. Og så skal vi arbejde i fruens køkken en hel formiddag og være flinke i al den tid. Og fruen er så venlig, siger Mor og Bedstemor. Og hvor er det dog smukt, at hun giver sig tid til at aflaste vores mor, som har nok at se til nu, hvor alt er juleforberedelser, og de voksne slet ikke kan nå at gøre det hele godt nok, inden det hele er forbi igen.

”Ja, selvfølgelig. Og du bør være taknemmelig,” siger Mor, mens hun kunstfærdigt binder en rød sløjfe i Dortes hår og retter lidt på Anders’ matroskrave og ser på mig med håbløshed i øjnene.

”Og nu skal du være artig, lille Janne,” siger hun, og jeg undrer mig, for jeg har da slet ikke nået at være noget som helst, siden Mor begyndte at pynte på os, som om vi var tre juletræer, der skulle sendes tværs over vejen til den store gård, der ligger skråt overfor og på hvis mark, Far har fået lov til at stille sine fiskekasser op, så de står der i lange, vældige stakke, som man kan bygge huler i, uden at nogen opdager det. Engang havde vi også kaniner på den mark, fordi Hr. Bentzen sagde, at det var sundt for børn at passe dyr. Så laver de ingen ulykker imens. Men kaninerne lavede så mange ulykker, at vi blev trætte af dem, og Far solgte dem.

Fru Bentzen er lang og tynd, og hendes hår er sølvgråt og nydeligt sat op, som kom hun lige fra frisøren eller var på vej til en fest. Men hun er også den fineste dame i hele Strandby, det ved jeg nok, og jeg husker som regel også at neje pænt, når jeg rækker hende hånden, som skal være den rigtige. Den anden hånd er forkert, selv om det er den, jeg bruger til alting. Men det er bare, fordi jeg er kejthåndet, siger Far, og det vokser jeg nok fra. Det har han gjort.

Men endnu må jeg tage mig i agt, når jeg hilser på damer, der er lige så fine som Dronning Ingrid, som Fru Bentzen har været til selskab med, dengang hun endnu var fornem nok til at omgås de kongelige, og da måtte selv hun neje. Det ville jeg godt have set.

Fruen er født og opvokset på et slot. Voergård Slot. Og så blev hun gift med Hr. Bentzen, som også havde en stor gård, Ellinggård, men den tog tyskerne fra ham, og bagefter ødelagde de den. Så nu er Hr. og Fru Bentzen helt almindelige ligesom os. Men det skal vi ikke lade os narre af, siger Bedstemor, for det fornemme slipper ikke så let sit tag i folk.

”Fru Bentzen holder meget af børn,” siger Mor, ”og I skal også holde af hende, for hun har ikke haft det let i livet.” Og så sukker hun, som om det er hende, der er født på et slot og endt i Strandby.

Vi ved godt, at vi skal holde af hende, men det gør vi ikke, for hun er så langt væk, selv om hun bor skråt over for det røde hus.

Da vi kommer derover og står sammen på trappen med hinanden i hånden og ringer på klokken, kommer fruen ud med det samme, som om hun har stået lige bag døren og ventet.

Hvorfor har hun det?

Jeg nejer dybere end nogensinde for at være et godt eksempel for min lillesøster, der nejer, inden hun når at række hånden frem, for hun vil helst gøre alting samtidig med mig. Hun aber efter, siger Anders. Han bukker og siger mange tak, fordi hun vil se os og at han skal hilse fra Mor.

”Hvor er I søde. Jeres forældre kan rigtignok være stolte af jer.”

”Det er de også,” siger jeg, ”hver dag.”

Og så bliver vi puffet gennem gangen og ind i køkkenet, og her spænder Fru Bentzen et forklæde om livet på Dorte og mig. De er fine og stivede og har tilhørt fruens datter, Aase, som nu er voksen. Men Anders får ikke et forklæde på, for hendes søn Palle havde ikke et, han kan arve. Drenge bruger slet ikke forklæder, for de må hellere end gerne grise sig til og skal ikke være pæne og pyntelige som vi andre.

Og her i fruens fine køkken ligger alt allerede parat til os, da vi træder ind, og jeg kan huske det hele fra sidste år og kommer til at sukke.

”Hvad er det med dig, lille Janne? siger fruen. Og jeg ser på bordet, men siger ingenting.

Der ligger de: Lange, tynde pølser hele vejen hen ad det lange bord lige fra det begynder ved bryggersdøren og til det ender ved stuedøren. De er rullet helt lige tykke og er helt ens og anbragt omhyggeligt side om side i række efter række, og så bliver vi stillet op foran hver sin del af herligheden og får hver sin kniv i hånden.

”Knive er ikke legetøj, så pas nu endelig på! Det er dejen, I skal skære i, ikke de små hænder.”

Jeg skotter til Anders’ hænder, og lægger for første gang mærke til, at de er vokset sig store. Rigtige drengenæver. De er næsten lige så store som fruens, men de er meget tykkere end hendes, der er lange og tynde som pølserne på bordet foran os. Men hendes er rynkede og ikke ligeså glatte og skinnende som dejen. Tanken får mig til at fnise.

”Nu ikke for meget pjat,” siger fruen, og jeg bliver lige så stille som de to andre.  

”Og så må I gerne begynde,” siger fruen, som om vi skal spille en kamp, hvor det gælder om at komme først, og som om vi kunne finde på at tyvstarte, hvis hun ikke holdt skarpt øje.

”Men husk nu, at pebernødderne skal være lige store. Arbejdet skal gøre sirligt.”

Jeg smager på ordet ”sirligt”, det er et surt ord, synes jeg og har lyst til at spytte det ud, men det kan jeg jo ikke uden at sige det, og det går nok aldrig an, når man ikke må pjatte.

Pludselig får jeg lyst til at hakke i vilden sky på de væmmelige pølser, så de bliver vinde og skæve og usirlige.

Men det går nok heller ikke an.

Dorte kan ikke lave pæne pebernødder, selv om hun kigger på mig, hun er nok alligevel for lille, tænker jeg, men fruen har nok glemt det med det sirlige og roser hende, og vi fortsætter i det, de voksne kalder evigheder, og som er, når noget aldrig får ende.

 Men så når vi alligevel til vejs ende, og nu kommer det lyse øjeblik, som vi har glædet os til. Æggesnapsen. Og vi får to blommer i hver sin kop og mange skefulde sukker oveni og en ske, og så gælder det om at røre så længe rundt, at æggesnapsen blegner, og alt sukkeret forsvinder ind i hvidheden.

Bagefter læser fruen højt for os af ”Den store Bastian”, og den bog elsker vi, for det går alle børnene forfærdelig dårligt, de bliver brændt og slagtet og sultet ihjel. Og der kan man bare se. 

Det er stadig vinter, da vi en tidlig morgen igen skrår tværs over vejen med kurs mod gården. Frosten bider i kinderne, og sneen drysser så stille og fint, at det ville passe godt til en julemorgen.

Men det er længe siden, det var jul. Nu er det blevet fastelavn, og vi lister af sted langs den isglatte landevej det korte stykke til gården. Ja, vi lister, selv om vi i grunden har travlt, for det er en almindelig mandag morgen, og Far skal på havnen, og vi skal være hjemme igen, inden han går.

Han har vækket os tidligere, end han plejer, for vi skulle først klædes ud med hatte og masker og sære sjaler, som Mor har syet til os, og vi skulle forsynes med hver sit fastelavnsris, som Far har lavet af pilekviste.

Og så først blev vi varpet ud ad døren.

”Husk nu at være artige!” sagde han med et smil i øjet. Og vi grinede alle tre, for I dag skal vi nemlig ikke opføre os det mindste artigt, og det ved Far udmærket godt.

Vi skal for en gangs skyld være vilde. Vi er ikke mere tre velopdragne børn med fredelige hensigter, men hæslige væsner af en ukendt art. Vi kommer fra en fjern planet, og nu er vi landet i Strandby.

Så grumme er vi, at vi kan skræmme livet af gamle folk.

Hr. og Fru Bentzen er gamle. Og nu kan de vente sig. I dag er hævnens dag.  

Det er en gammel skik at rise folk af senge. Og herren og fruen på Strandbygård elsker gamle skikke og holder dem gerne i hævd.

Vi lister af sted som indianere på krigsstien, for de skulle nødig vågne ved at høre en flok børn komme trampende og hujende ude på vejen. Vildskaben holder vi i ave. Indtil. Ja, indtil.

Så er vi ved stuehusets køkkendør, og den er sært nok ikke låst, og vi lemper den lydløst op og står lidt i bryggerset og ånder tungt bag maskerne. Dorte hvisker, at hendes maske er gledet ned, så hun ikke mere kan se ud af de små glughuller. Anders makker med masken, og Dorte begynder at pibe, for nu kan hun ikke få luft.

”Det er lige meget, for du er jo et uhyre,” hvisker Anders og tager hende i hånden og halvt slæber hende med op ad alle trapperne til soveværelset. Jeg lister bagefter.

Forsigtigt skubber vi døren op. Det er let nok, for den står på klem.

Så begynder vi at larme og rise løs på stakkels Hr. og Fru Bentzens sovende ansigter. De snorker ekstra højlydt nu, som om de vil overdøve sangen, som vi skråler i vilden sky.

De ligger og sover i deres morgenkåber, ser vi, og det er jo lidt snyd, men vi lader, som om vi ikke lægger mærke til det, og da det endelig lykkes os at vække dem fra den dybe rævesøvn, tumler de op og ser forvirrede på os.

”Hvem er I?” råber de i munden på hinanden, og tænk, at det lykkes os at forskrække dem så vildt hvert eneste år.

Bentzen griber fat i Dorte og svinger hende luften, mens han danser rundt i soveværelset, lige indtil hun taber masken og begynder at græde.

”Du er alt for vild, Aage, du skræmmer jo barnet,” siger Fru Bentzen

”Men Esther, det er jo hende, der er vild, er du ikke vild, lille trold?” siger han og sætter varsomt Dorte på gulvet og tørrer tårerne af hendes ansigt.

”Jo,” hikker hun og smiler med blanke øjne.

Fru Bentzen har taget mig i hånden og prøver at gætte, hvem jeg er, og hun siger alle de navne, jeg ikke er, lige indtil jeg river masken af og griner, og hun ler en befriende latter, som en, der lige netop er undsluppet den yderste fare.

Anders står helt stille og ånder i sin maske.

I køkkenet dufter det af nybagte boller, og Fru Bentzen fylder en pose til os og siger, at vi skal hilse Far og Mor, og vi husker at neje, inden vi styrter hjemad og når at give Far en bolle, inden han smutter til havnen. Så vækker vi de store piger og Mor.

HVEM ER DU?

Hvem er du?

Man bliver født og er lille og bliver stor og voksen og gammel. Og så dør man. Det er et liv.  

Nu forsøger jeg så det umulige, som det er at fortælle sit liv. Til mig selv og måske til andre. Jeg er så gammel nu, at jeg kan sige, at løbet snart er kørt. De enkelte etaper samler jeg op i små kapitler i det, jeg kalder en fortælling om mit liv.

Men det er sært og svært at fange det barn, man var engang, og den unge kvinde, som skulle have identitetssammenfald med mig.

Det kan man faktisk ikke gøre, så det bliver rigtigt. Men man kan gøre det, så det bliver sandt. Og det er det, jeg har forsøgt. Det skal være sandt

Det er ikke helt umuligt

Og du skulle prøve det. Det er en god øvelse at se sig tilbage og prøve at fange stumperne af det, der engang var en helhed og se, hvad der kommer ud af det.

Jeg har læst Hausgaards erindringsskrift: ”Når vi ånder i takt” – og her skriver han om det med at finde det barn frem, som man engang var:

…(side 161) ”Det bliver til en fortælling og til et billede af noget, der var engang. Det er ret spændende at prøve at huske sig selv som barn. Det burde alle prøve. Ville man egentlig kunne lide det barn, ville man kunne lide ham som søn? Ville man have lyst til at møde ham, også i dag, og hvad ville man sige til ham?”

Jeg har skrevet det meste af min erindringsbog færdig, og når jeg sidder og læser et afsnit igennem, tænker jeg hver gang: var det virkelig mig? Var jeg sådan? Og er det virkelig min mor? Var hun sådan?

Nu forsøgte jeg i dag at huske den scene, hvor min mor fortæller mig, at hun og far har besluttet, at jeg skal sendes på en kostskole. Jeg husker ikke dialogen ordret, men jeg ved helt sikkert, at den fandt sted i køkkenet, og jeg ved også, at mor roste mig for at være den dygtigste til at holde køkkengulvet rent. Og jeg husker min skræk, da hun fortalte mig om mine forældres beslutning om at sende mig på kostskole.

Nu skriver jeg scenen her, sådan som den blev, da jeg halede fortiden frem og gav den nye ord:

DU MÅ REJSE

Jeg ligger på knæ, mens jeg gnubber køkkengulvet med en klud, som jeg dypper i spanden og vrider op, inden jeg klasker den ned foran mig og knokler løs af alle kræfter på det beskidte linoleum. Vandet er så varmt, at jeg brænder hænderne, men det er godt sådan. Jeg kunne sagtens stå op og gøre rent uden anstrengelse, blot bruge skrubben ligesom Mor gør. Den er skruet godt fast på en stang, og så behøver man ikke bukke sig eller noget, det er så let som ingenting. Men jeg foretrækker at være i gulvhøjde, når jeg arbejder, for jeg vil, at hele gulvet skal være skinnende rent og uden en eneste plet, og så findes der kun en metode. Man må bukke sig sammen og lægge kræfterne i.

Begge dørene står på vid gab, for så kan jeg begynde ved den ene dør og kravle hen over hele fladen og fortsætte baglæns ud gennem den anden dør, og jeg er omtrent nået dertil, da jeg støder mod Mors ben.

”Hovså!” siger hun.

Hun står midt i døråbningen, og nu ler hun. Jeg rejser mig op og stryger tjavserne væk fra øjnene og ser til siden. Det drypper fra kluden, som jeg holder op foran mig.

”Der er ingen, der kan vaske et gulv som dig,” siger hun.

Måske mumler jeg et lille-bitte-tak, for hvad er det for en kompliment?

”Jeg mener det,” siger Mor. ”Du er så dygtig.”

”Nå,” siger jeg. Jeg har ellers lige fået min karakterbog med årskaraktererne, og jeg har vist Mor den. Det ser ikke ligefrem ud, som om jeg er dygtig.

”Så bliver jeg nok en god tjenestepige,” siger jeg.

”Hold nu op!” siger Mor, ”du skal da ikke i huset.”

”Hvad?”

Har hun fundet ud af, at jeg aldrig vil giftes, eller hvad? Det har jeg da kun fortalt mig selv. Jeg vil godt i huset. Så kan jeg ligge på knæ resten af mit liv og skure løs som bare fanden, indtil alt omkring mig skinner som ind i himlen.

Lige nu kan jeg mærke surhedsgraden vokse for hver tanke, der farer gennem mig, så jeg slår tankevirksomheden fra og ser på Mor, der har pyntet sig.

Håret er nylig permanentet, og dragten sidder som støbt på hende. Det er den, Far har købt til hende i København. Den er fra et modehus, måske er det endda en Dior-model. Den har i al fald været dyr. Så skal hun sikkert til møde i Innerwheel.

”Vi har snakket sammen, Far og mig. Du skal noget helt andet.”

”Hvad?”

”Læse.”

”Det gør jeg da også.”

”Du skal studere.”

”Men Mor … jeg … det …” Jeg tier stille og tænker igen på min karakterbog. Der er g- i alle skriftlige fag. Og halvlunkne karakterer i de andre fag, for jeg pjatter for meget i timen, siger lærerne, og jeg forbereder mig ikke ordentligt. Og det er sandt. Det gør jeg ikke. Jeg læser, men ikke lektier. Jeg cykler, men uden hund. Jeg strejfer om på stranden og drømmer mig ind i andre liv, skæbner, som ikke findes, men som jeg opfinder, men det fortæller jeg ingen. En dag går jeg langs stranden og drømmer, at jeg er en pige, der er forladt af alle og som ikke har noget sted at tage hen. Hun går og går, indtil sålerne falder af skoene, og hun selv falder sammen i kanten af havet. Her bliver hun liggende. Bølgerne skyller op over hendes ansigt, bølge efter bølge. Vådt og blidt.

”Men så må du rejse.”

Jeg siger ingenting, men jeg kan mærke kulden, der breder sig i kroppen. Rejse? Jeg kan ikke rejse.

”Og det vil du vist også gerne,” siger Mor.

”Ja,” siger jeg med munden fuld af løgn.

”Og vi har undersøgt sagen for at finde den rigtige skole til dig. Far har tjent godt på havnen de senere år, og vi har råd til den bedste kostskole. Herlufsholm havde vi først tænkt på, men det er så langt væk. Så er der Th. Langs Skole i Silkeborg. Hvad siger du til det?”

Jeg siger ingenting. Måske nikker jeg. Jeg vil ikke på kostskole. Det tør jeg ikke. Jeg vil blive her. I Strandby. Ved stranden. Ved havnen. Ved Anders og Hans.

”Jamen, så siger vi det,” siger Mor.    

ERINDRINGER – ET AFSNIT FRA FØRSTE DEL

I nogen tid har jeg skrevet på den bog, som jeg nu har snakket om i årevis og faktisk har givet så mange ord og så meget lys og luft, at jeg næsten tør tro, at jeg får den skrevet. Nu sagde jeg ikke udgivet. Det er for meget at love mig selv eller andre. Det følgende er et afsnit fra det manus, jeg arbejder med. Jeg har skrevet et lille kapitel om hver af mine søskende, set fra et lille barns synsvinkel. Man må altså forstå, at de erindringsglimt, som her er nedfældet, bliver fortalt, ikke af mig, men af den lille pige, jeg engang var. Det kan forekomme lidt underligt, og kan det så passe? – ja, vist passer det, men man ville nok se det med helt andre øjne på afstand, og den nærhed, som jeg her forsøger, håber jeg går an. Og i min egen optik rammer den fint min bror, som jeg oplevede ham for 75 år siden.

ANDERS

Se jeg blev resultatet af/storesøsters flid/ jeg kom en foraarsmorgen, det var/ ved paasketid/ og I kan tro, min far var stolt vi/ nu to mandfolk var/ jeg lytted’ og i telefon jeg hørte/ hvad han sa’e

Men tro nu ej det altid var saa let/ at klare sig/ for Far og saant en bitte dreng/ som mig/ for pigerne de var jo tre, ja altsaa/ med min mor/ da sagde far: Anders kom/ nu/tager vi ud og ror

Og der vi to vil tale om, at det ku/ være godt/ om vi ku’ faa et mandfolk mer, saa/ ku’ vi klar’ os flot/ vi ønske’ det saa inderligt og bad/ en stille bøn/ og haabe at til næste aar, der/ kom endnu en søn ( Mors sang til Far)

Der kom et nyt barn hvert andet år, sådan som det var skik og brug på den tid, og jeg har hørt af min storesøster, at der var et enkelt år med en abort, og det har sikkert været, da vi ventede Dorte. Hun kom således forsinket til verden. Men Anders kom punktligt og til tiden d. 4. april 1941, et krigsbarn, men et fredeligt af slagsen, efter hvad jeg har hørt. Jeg var der ikke selv endnu.

Da jeg et par år senere følger efter, har han allerede været et par år i verden og tager godt mod mig, for selv om begyndelsen ligger begravet i glemslen, så husker jeg, at vi som ganske små opfandt vort eget sprog. Et avanceret et af slagsen, tænker jeg, for ingen af de andre forstod os. Men vi to var straks på bølgelængde, og lydene gik som radiobølger mellem os. Tydeligt nok for os om end med lidt skrat ind imellem. Jeg husker ikke de enkelte ord mere, kun de navne, vi gav hinanden. Jeg kaldte ham Bodder og han gav mig navnet Dødder. Bodder og Dødder, det var os.

Længe efter, at vi havde forladt babysproget, blev vi til Fars og Mors ærgrelse ved at kalde hinanden de navne, som for os udtrykte tryghed og nærhed, men som de fandt fjollede.

I det hele taget elskede vi at fjolle. Og her vil jeg springe nogle år frem i tiden og dvæle der, hvor jeg kan se ham tydeligt. Nu er han flyttet ud af børneværelset og ind på det trange kammer på loftet, og det bedste, jeg ved, er at sove hos ham om natten, for man er så tæt sammen i den smalle seng, at man næsten smelter sammen til ét barn, som er urørligt, og når man lader det skrå loftsvindue være åbent, kan man høre kutterne sejle ud til fiskerbankerne i den tidlige morgen, og det er en himmelsk lyd at vågne op til. Med kutternes dunk i øret og sin bror i armene er alt, som det skal være, og intet ondt i verden kan ramme en. Og når han også vågner, mens der endnu ikke er trængt den mindste stribe lys ind gennem det lille tagvindue, så kan man ligge der og snakke om verden og dens mange tilskikkelser. Og Anders er ekspert i det, man ikke kan se. Han kan fremmane spøgelser, så selv de uhyggelige hændelser i Borley Præstegård rykkes helt tæt på, og det er lige før de gruelige engelske genfærd får adgang til et lille trygt tagkammer i et rødt hus i Strandby. De flagrer uheldsvangert tæt på to børn, der kryber sammen i sengevarmen og gyser af fryd.    

Jeg må absolut ikke sove hos Anders og gør det kun i smug, men man kan liste sig til meget. For Anders er en dreng, og ”det var sandelig på tide han kom ud af pigekammeret,” siger Mor. Men hvorfor det? ”Tja …,” siger Far og smiler, ”det kan jo diskuteres.” Men Mor snerper læberne sammen og siger, at der er ting, der ikke er til diskussion. Diskutere betyder skændes, det ved jeg godt, og det er i al fald noget, der aldrig finder sted mellem Far og Mor. De er enige om at være enige i et og alt.

Jeg er selv skoleelev nu, men jeg har ikke skolens hidsigste lærer, sådan som Anders. Vi har en flink vikar, som læser højt og kan lide børn, og vi lærer ingenting, mens Anders’ skoledag er helt anderledes, og han kan berette om gruelige hændelser i klassen, som jeg ikke kan få til at hænge sammen med den lærer Frantzen, som jeg kender fra mine lege med hans børn i deres hjem i skolens vestre fløj. Der kommer jeg tit, efter at Jens er rejst. Og lærer Frantzen er en, der gerne sætter sig på hug for at lege med os børn, og det er tydeligt, at Kjartan og Bjørka og lille Rune holder af deres far, og at han holder af dem, endda så meget, at han har bestemt, at de aldrig skal gå i skole, men blive hjemme hele deres barndom. Så underviser han dem selv. Hvor er de heldige, tænker jeg, og kommer så alligevel i tvivl og vil ikke bytte, for de må ikke gå til stranden eller strejfe om, ikke engang komme hjem til mig og lege må de, nej, de skal smukt blive hvor de er hele dagen lang. Men de er gode at lege med alligevel.

Men Anders siger, at Frantzen er som en herskesyg romersk tyran, når han underviser, og jeg kender hverken romersk eller tyran, men så forklarer han mig om det gamle Rom og hvordan det blev regeret af mænd, der dræbte i flæng.  

Anders læser næsten altid, og det er Bedstefars bøger, han læser. Dem har Bedstemor arvet, og de fylder flere reoler i hendes stue, men vi er for små til at forstå dem, siger hun, de er ikke skrevet for børn.

Det er Anders ligeglad med, og han læser bare løs, uden at Bedstemor opdager det mindste, for selv læser hun ikke andet end Biblen og Yola-bladet, der skriver fortællinger for børn om livet blandt hedningene i Afrika, og dem læser hun højt for os, for at vi kan vide, hvor godt vi har det.

Anders har bestemt, at han vil læse alle Bedstefars bøger, inden han fylder 13 år, og det er ikke let, for han slås med ordene ligesom mig, og det går langsomt, når han pukler sig igennem en bog. Men han vil. Han render tit rundt med en bog, som han smider sig med i en stol eller på divanen eller i haven, når det er sommer, indtil Far får øje på ham og jager ham op, for det ligner ikke noget, at en stor dreng spilder sin tid på unyttig morskabslæsning. En rigtig dreng skal arbejde. Og Anders skal være en rigtig dreng og ikke en slapsvans. Det skal Far sørge for, og han gør sit for at sætte sin dreng i de rigtige svingninger. Jeg bliver også sat i sving, og det elsker jeg, så er jeg næsten en dreng, synes jeg, og sammen stabler vi fiskekasser på Bentzens mark, og vi ror hyttefade i havnen, så der altid er tomme fade til de fiskere, der lige er kommet i havn, og de fyldte hyttefade ror vi ud i det yderste havnebassin og fortøjer dem der. Jeg står på hyttefadene, mens Anders ror. Somme tider springer jeg fra hyttefad til hyttefad, og det skulle Mor bare vide.

Anders tjener penge. Han arbejder for far, og han går med aviser. Jeg hjælper ham og tjener også lidt, men ikke ret meget, for Anders giver ikke ved dørene og jeg er helt sikkert underbetalt. Og mens jeg køber salmiakstænger og flødeboller og sodavand for alle mine småskillinger, så sparer Anders hver eneste øre op.  

Der står et ur på den store radio i stuen, som ikke bare tæller timerne, men også fungerer som sparebøsse. Øverst oppe er der en revne, og i den plumper Anders alle sine penge ned, det giver et lille klik, hver gang en ny krone rammer alle de andre kroner. Han er en rigtig pengepuger akkurat som Joachim von And, og en dag vil han være ligeså rig og vælte sig i alle sine gyldne bunker.    

Men far roser ham. ”Du har fat i den rigtige ende, min dreng, sådan skal det være,” siger han. ”Ejeren til Gårdbogård, og ham har jeg kendt personligt, se han sparede hver eneste øre op hele sin ungdom igennem, og han endte med at kunne købe et stort gods.”

 Anders vil ikke købe et gods, han vil bare anskaffe sig en filmfremviser, og en dag åbner han sammen med far det store ur, der er så propfuldt af kroner, at der ikke kan være flere i det.  

”Se!” siger far, ”nu har du sparet så flittigt, at du kan købe det, du ønsker dig allermest.” Og Anders køber en fremviser. Og han køber film. Det er små stumper af rigtige spillefilm, som har været vist i biograferne, og som man kan købe i en butik i Frederikshavn, og han viser dem for os på sit nye apparat, selv om de hverken har hoved eller hale og er uden lyd, men det betyder ingenting, for Anders siger alle replikkerne med forskellig stemmeføring, alt imens filmen flimrer hen over lærredet, og vi spændt følger nogle mænd og kvinder igennem højst ubegribelige scener fra deres liv.

Jeg kan endnu se en bestemt og meget uhyggelig sekvens for mig, hvor Katherine Hepburn langsomt går ned ad en mørk kældertrappe, bærende på et blafrende stearinlys, og bag hende sniger sig en lumsk mand. Vil han slå hende ned? Vi gisper af spænding, men vi får det aldrig at vide, for så løber filmen ud, og den næste film handler om noget helt andet. Jeg kan stadig høre Anders, der med Clark Gables stemme fremsiger replikken: ”Vi er lykkelige nu. Lad os gå til stranden!” Og med Doris Day udbryder han: ”Jeg elsker dig desværre ikke, men jeg vil gerne have en tur i din smarte bil!” Og der sidder vi små børn på rad og række og er i biografen med Anders. Og med åbne øjne og ører sluger vi de løsrevne stumper af en voksenverden fuld af mysterier.

Erindringer

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Mon det går fremad med erindringsbogen?

Et retorisk spørgsmål, hvortil jeg må svare nej. Dog ikke et kategorisk nej.

Måske måske …

Nu får vi se. Her er et lille pluk, som kommer til at være indledning – måske

Begyndelsen

”Når du fortæller om din barndom, lyder det, som om du tilbragte den ene halvdel i havet og den anden halvdel i sandet. Sol og sommer hele året, men hvordan var det i virkeligheden?”

Nu er det mange årtier siden, min datter stillede mig det spørgsmål, og jeg husker ikke, hvad jeg svarede. Og jeg ved ikke, hvordan det var i virkeligheden kun hvordan det tager sig ud i erindringen. Og der ligger de gamle billeder hulter til bulter, henslængte som skrammel i sindets pulterkammer, og de fleste af dem er slemt falmede og mange så slørede, at jeg ikke mere skelner konturerne, men enkelte er intakte, ja ligefrem skarpe, som har de formået at unddrage sig forkrænkeligheden, og jeg ser det jo: de spræller af lyst til at indgå i en fortælling.   

Det er dem, jeg vil gribe til, tænker jeg og folder dem ud for mit indre blik, og først ser jeg kun lyset, ser det brede sig i hele feltet og tænker, at der må have været mørkere toner iblandt. Men det er ikke dem, der falder i øjnene. Så må jeg grave lidt dybere. Få nuancerne med.

En ting er imidlertid sikkert: livet i min barndoms Strandby i slut-40’erne foldede sig ud i en verden, der lå milevidt fra de voksnes. Det var et udeliv. Vi var i naturen, i havet, i sandet, i klitterne og på engene. Vi var i det fri. Og vi var fri. Det er derfor sådan, jeg må gengive billedet af min tidligste barndom.

Faste holdepunkter. Tiden, byen, havnen, stranden og de mennesker, der dannede ring om det lille barn. Både dem, der gav det tryghed og dem, der skræmte det.

Jeg så dagens lys d. 7. september 1943, netop som Anden Verdenskrig trådte ind i sin blodigste fase og mørket sænkede sig over et brændende Europa. Krigen satte spor overalt, og også i min fødeby Strandby kunne den mærkes, for skønt alt på overfladen tog sig fredeligt ud, foregik der meget dødsensfarligt i det skjulte, som mange i det lille fiskersamfund blev berørt af. Fra havnen udgik skibe med flygtninge til Sverige, og de fiskere, som sejlede dem over, satte hver gang livet på spil, og nogle af dem mistede det da også i forsøget på at redde medmennesker. Desuden var farvandet mineret, og fiskeriet i sig selv farefuldt i disse år.

Selve min fødsel ved jeg ikke meget om bortset fra, at jeg kom til verden i købmandsgården nede ved havnen, og jeg forestiller mig, at den forløb efter bogen: Jeg kringlede mig vel som alle nyfødte ud gennem den snævre kanal og frembragte det obligatoriske vræl, der var lydeligt nok til, at jeg blev svøbt og lagt i vuggen og takseret som velskabt.

Der var dog en enkelt detalje, som må nævnes her, for den hører til familieanekdoterne. Min mor havde nemlig lovet min far en dreng, og det var jo et løfte, hun ikke indfriede, men det kom til at præge min bittetid på en måde, jeg stadig mener at huske, selv om meget af det vel sagtens er noget, jeg har fået fortalt.   

  Min familie. Den bestod af tre børn: Hanne, Annelise og Anders. Og så kom jeg. Min mor hed Vera, og min far hed Magnus. Hun gik hjemme hos sine børn, og han gik på havnen hos sine fiskere. Hun lavede vores mad, og han solgte deres fisk. Derudover drev han en købmandshandel, som han imidlertid solgte et par år efter min fødsel, for bedre at kunne bestride sit erhverv som fiskeauktionsmester.

Det var, som det skulle være, og vores familie lignede de fleste andre familier i 40’ernes Strandby. Der var dyrtid under krigen og langt ind i efterkrigstiden, mange varer var rationerede, ja, selv når det drejede sig om køb af nyt tøj, måtte man holde sig inden for de rammer, samfundet havde sat for den enkelte. Ikke noget stort problem hos os, for mor vævede, og af stoffet syede Bedstemor tøj til pigerne. Og dem var der jo flest af i vores lille kernefamilie. Efter den sidste vanskelige fødsel blev mor steriliseret, og det satte en stopper for yderligere forøgelse.  

Byen var ikke stor, men set med barneøjne var den uoverskuelig, og man kunne let forvilde sig. Og så heldigvis blive fundet igen og båret hjem og komme i sikkerhed i det røde hus.

Men da benene blev lange nok til for alvor at løbe af med en, blev man sluppet løs, og så måtte man selv hitte rede i virvaret af snævre gader med gamle, lave fiskerhuse, og med den røde kirke, der knejsede i byens centrum. Og helt sikkert var det, at alle veje førte til stranden, hvor man gerne måtte lege dagen lang, eller til havnen, hvor man ikke måtte sætte fødderne, så længe de var små, et forbud, man var nødt til at overtræde, fordi det var det mest spændende sted at opholde sig.   

Den røde metodistkirke dannede ikke kun centrum i byen, den var en integreret del af barnelivet. Det var her, vi lærte om Jesus og alle englene og om dragerne og troldene og hele den fantasiverden, der blomstrede, når Tårup læste højt for os af Bibelen eller af Grimms eventyr. Og det gjorde han, så hårene rejste sig.

Men det var også her i Guds hus, jeg lærte at snyde, måske ligefrem at synde, for hver søndag morgen trykkede far os to mønter i hånden, og så sendte han os afsted til kirken. ”Husk det nu!” sagde han og så på en gang kærligt og alvorligt på mig, som om han havde en mistanke, ”den store er til kirken og den lille til dig.” Vi nikkede fromt alle tre, og måske var det kun mig, der snød præsten for hans andel, i al fald kom det over mig hver eneste søndag, når kollekten gik rundt, at det ville være smart at lade 10åøren falde og beholde den store mønt.

Min forseelse blev aldrig opdaget, og det er først i skrivende stund, at jeg går til bekendelse. Jeg husker endnu den himmelske smag af salmiakstang og lakridsrod i skarp konkurrence med den søde salmesang og de herlige fortællinger. Det valg blev jeg stillet over for søndag efter søndag, og fandt jo så frem til, at jeg med en smule held kunne tiltuske mig begge dele, selv om jeg derved mistænkeligt nærmede mig Brorsons tidselgemytter, så stive som torne og støtter. Jeg trivedes nu glimrende i det selskab. Og straffen udeblev.

Eller gjorde den? I så fald må den have været tænkt profylaktisk, for den indtraf et par år før snyderiet sneg sig ind og forplumrede barnesindet. Faktisk er selve den hændelse den allerførste erindring, jeg har om metodistkirken og mit liv der. Og jeg vil fortælle om begivenheden præcis, som erindringsbillederne melder sig.

På det tidspunkt af mit liv er mit lille hjerte endnu så rent som de nyskurede bænke, vi sidder på. Kirkebænkene. Og de er de egentlige skurke, trods deres renhed. De er nemlig ikke konstruerede til en lille treårskrop. Det er lange, solide træbænke med en smal planke til ryglæn, og den er anbragt så højt oppe, at jeg lige akkurat kan støtte mit hoved mod den. Der hviler det trygt mod det blanke træ, mens jeg synger med på ordene: ”O, luk dit lille hjerte op! O, luk dit lille hjerte op! Guds nådessol vil strømme ind og fylde sjæl og sind.”

Og jeg åbner alle sluser og lader ånden strømmer frit, og jeg har svært ved at sidde stille, og det af to grunde, dels fordi sangen føles så levende, at kroppen må leve med og bevæge sig i takt til musikken, og dels fordi det nu engang er min natur at være i bevægelse. Men ak, jeg kan ikke rokke mig en millimenter, for Hanne og Annelise har lovet vores mor at passe mig, så hun kan få lidt ro.  

Det gør de så. De holder mig fast. Men så er sangen slut, og Tårup beder alle børn folde deres små hænder og lytte, mens han taler med Gud på alles vegne. Det hedder bøn, det ved jeg godt, og jeg folder mine hænder.  

Tårup er noget længere om den snak end vores far og mor, ja, selv end Bedstemor, der ellers godt kan trække aftenbønnen i langdrag, og mens han betror Gud alt muligt, som Herren skal glædes ved og vi skal vokse ved, så falder jeg i søvn, og søstrene trækker de foldede hænder og dermed armene længere og længere væk fra den lille fastklemte søster, lige indtil grebet slækkes så meget, at hendes krop sidder løs på bænken, og det har den ikke godt af, for det næste, der sker, er noget med et brat fald bagover og en skærende smerte, som jeg endnu mindes.

Jeg brækker kravebenet og kommer på sygehuset, og da jeg kommer hjem, er jeg en sensation i det lille hjem, og det er jeg ikke til daglig, for jeg er lige blevet storesøster, og alle kommer rendende for at se min lillesøster Dorte og dikkedikke hende og give hende gaver, og mig ænser de knap nok. Men nu ser de mig, og jeg får også gaver og er taknemmelig for mit brækkede ”kravleben”, som skaffer mig slik og milde ord, som jeg labber i mig, mens jeg lader solen skinne.   

Metodistkirken var i det hele taget en glad kirke, og der var højt til loftet på alle måder. Og vi børn lærte ikke Gud at kende som et straffende Øje i det Høje, men som en far på linje med ham, der bad aftenbøn med os og som trøstede os, når vi græd.

Noget om Egon Clausen og Gud og skriverier

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Om Egon Clausen og lidt om at skrive

Jeg læser hver dag et kapitel eller to for Ole. Som læsere af min blog ved, så har han alzheimers sygdom, og det er derfor ikke de mest moderne og eksperimenterende forfattere, jeg vælger til det formål – ikke noget med Glen Bech eller Asta Olivia Nordenhof, selv om de skriver fantastisk flot, nej, vi læser Hans Lyngby Jepsen og Bent Haller og lige nu er vi i gang med Egon Clausens essays, Vestenvind, Det er en meget fin bog for os begge, og vi kan nikke genkendende til rigtig meget. Clausen er vestjyde som Ole og opdraget i et religiøst miljø som jeg.

Egon Clausen måtte som ung opfinde en fiktiv person, som han kaldte Sophus og hvis identitet han iklædte sig, så han kunne gøre sig fri af den hæmmede og lydige Egon. Med Sophus i sindet kastede han sig hovedkulds(løst) ud i livet og lod stå til og kulsejlede ind imellem, og det endte da også med, at Egon blev fundet frem igen og sat på plads. Ikke den plads, som forældrene og familien havde tiltænkt ham, men alligevel en plads, hvor mange af de værdier, han kastede overbord, blev fisket op og genindsat.

Jo, alt det kender jeg nok.

Men ateist blev jeg aldrig, for en gudløs verden er i min optik alt for kold og hård, til at jeg kan være i den.

Og sådan er det, selv om forstanden siger noget andet og helt og holdent giver videnskaben ret i de beviselige facts, den er nået frem til. Og det er jo langt hen sandheder, der nok på visse punkter kan diskuteres, men som ingen mennesker med forstand for alvor kan bestride rigtigheden af. Heller ikke jeg. Videnskaben er baseret på beviser. For Gud derimod findes der ingen beviser. Teologi er ikke en videnskab, der kan evidensbaseres.  

Men det er umuligt (for mig) at leve uden tro.

Det er, så vidt jeg har forstået også det som Egon Clausen når frem til, og det er den konklusion, jeg selv drager af … nej ikke af argumenter … men af de følelser, jeg render rundt med, og som må være mindst ligeså sande og gyldige som forstandens kloge og videnskabelige teser om verden og dens beskaffenhed.

Verden kan forstås videnskabeligt – det kan bevises, at tingene hænger sådan og sådan sammen, det ved jeg nok.

Men tilværelsen kan ikke forstås videnskabeligt. Der må vi lytte til andre stemmer end forstandens.

Nok om det.

Jeg vil skrive lidt mere om Egon Clausen, fordi jeg føler et åndsfællesskab med ham, og det kommer særlig stærkt frem i den her tid, hvor jeg arbejder på mine barndomserindringer, og selv om de ikke ligner Clausens helt, så er der så meget genkendeligt i hans fortællinger om barndommen, både med hensyn til tiden og stemningerne. Her tænker jeg navnlig på den fine lille bog, som jeg læste, da den i sin tid udkom og netop har genlæst: ”Min far så engang en engel.”

Netop nu, hvor jeg igen – oh, at jeg gider – tænker på at udgive en bog – da finder jeg hos Clausen et af de allerbedste argumenter for at holde mig langt langt langt væk fra alle skriverier.

At være forfatter og udgive bøger er en pinlig proces, det ved jeg efter 30 års erfaring med at skrive og udgive, og jeg har endda fået ikke så få gode anmeldelser, men også nogle, som var helt hen i vejret og som tydeligt viste, at anmelderen havde skøjtelæst værket. Alt det skriver de færreste forfattere om, for det billeder, de gerne vil give af sig selv og deres virke skulle helst være lyst og smukt. At skrive handler jo om succes, ikke sandt?

Men langt de fleste har en anden oplevelse, og nu tænker jeg ikke på de bøger, som er halvgode eller dårlige, men på de velskrevne og flotte bøger. Det er i den grad tilfældigt, hvordan modtagelsen af en bog bliver, og nogle af de bedste går simpelthen under radaren. Gang på gang. Og man må virkelig undre sig. Clausen har sat ord på fænomenet i det essay, der hedder “Min ven overlæreren.” Jeg vil citerer lidt derfra.

Først harcelerer han over den nye mode med at vurdere et kunstværk med stjerner eller hjerter. Fra 1 til 6.

” …. avisernes anmeldere bruger hjerter eller stjerner til at vejlede de abonnenter, der ikke gider læse, men som lader sig nøje med at kunne tælle til seks.

Han skriver endvidere, at det er en hån mod den forfatter, der har brugt år på at skrive en bog at blive anmeldt af en person, der bruger nogle få timer på at læse den og derefter giver karakterer efter en overfladisk seks-trins skala, hvis enkelte trin har en betydning ingen kender.

En forfatter har brugt måneder , måske år på at skrive sit værk. En anmelder bruger nogle timer på at læse det og skrive en anmelselse. Derefter degraderer han både forfatterens arbejde og sin egen indsats ved at give karakterer efter en overfladisk seks-trins skale, hvis enkelte trin har en betydning, som ingen kender, men som ikke desto mindre sætter abonnenten i stand til at dømme værket på ét sekund.

Clausen mener, at miseren udspringer af, at de anmeldere, der er ansat ved de store aviser, er en del af en kulturelite, der støtter og hjælper venner og bekendte etc. Alt det ved jeg ikke ret meget om, men uha hvis det er sandt! Han skriver om anmelderne:

De mødes ved receptioner og bekræfter hinanden i illusionen om deres egen betydning. De samles til konferencer, og lytter andægtigt til hinanden, men hver gang de sætter hjerter og stjerner ved en anmeldelse, degraderer de sig selv til billige agenter i underholdningsindustrien.”

Det hele er omgivet af mere eller mindre tilfældige luner og lyster, vennetjenester og fordækt snobberi. En sjælden gang sker det, at en forfatter vover at protestere, men det ender altid med, at han bliver vist tilbage på sin plads med en uudtalt besked om, at han skulle skamme sig …”

Ja, det med at skamme sig, kender jeg. Ganske vist har jeg aldrig fået 1 eller 2 stjerner, men jeg har fået anmeldelser, der direkte og uden diskussion satte mig og mit værk i skammekrogen.

Mon der er noget andet job i Danmark, hvor man i den grad bliver målt og vejet og skamvurderet, hver gang man har gjort et solidt stykke arbejde færdigt? Jeg tror det ikke.

Jeg er gammel og garvet (gammel i al fald), og jeg holder nok til det endnu en gang, men jeg har virkelig ondt af unge, ambitiøse forfattere, der vover sig ud i den litterære virkeligheds verden. De får tæv, gør de, med mindre de bliver anmelderkæledægger, for den slags findes også. Men det er nu heller ikke altid nogen ønskværdig situation at være i. Den kan koste dyrt. Yahya Hassan kostede den livet.

50erne – havnen – en legeplads

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Havnen er vores legeplads. Og samtidig er havnen det forbudte sted. Det eneste, tror jeg, hvor vi ikke må færdes. Men det er alligevel der, vi mødes med de andre, det er der, vi leger, da vi bliver lidt større end småunger.    

I må ikke lege på havnen. Nej, nej. Men det gør vi. For barndommens drømme folder sig friest ud mellem molerne, der rækker armene ud mod det vilde hav. Og vi springer om på broerne, på molerne, på hyttefadene og i bådene. Og far og mor skulle bare vide.

Navnlig molerne tiltrækker os, for her under kæmpestenene kan man forsvinde helt. Man kan kravle ned mellem de største, og dernede, hvor havet slår ind mod benene, mens fødderne hviler på de flade bundsten, der befinder sig et godt stykke under havets overflade, føles livet farligt og fint.

Og vi sejler. Vi har vores egen fladbundede jolle. Det er vores fars, selvfølgelig, men vi sejler i den. Og uden sejl. Fra vi er ret små, forstår vi den kunst at håndtere et par årer, der er så store, at de får vores arme til at ligne tynde pinde, og som vi tumler med, lige indtil vi kan klare opgaven og ro uden at dejse bagover. Somme tider mister vi en åre – og så består kunsten i at vrikke sig hen til det tabte klenodie med den anden åre og få den hevet indenbords. Også den kunst lærer vi.  

Vi sejler i havnen og uden for havnen. Vi sejler ud på havet. Det er vores havn, det er vores hav, det er vores båd. Vi behersker verden.

Jeg ved ikke, hvor stor havnen er. Hen under aften ligger der båd ved båd langs alle broer. Der er trængsel, for pladsen er knap. Om morgenen virker havnebassinet gabende tomt, det har bådene ud på havet og er en glinsende flade, når vi børn kommer vrimlende for at tage det i besiddelse.

Vi kan høre bådene i den tidlige morgenstund, længe før vi selv vågner, lydene fra de mange både sniger sig ind i vore drømme. Dunk dunk dunk lyder det, og lydene snor sig ud og ind mellem søvnens mange billeder og fylder de sovende børn med en kappe af tryghed og ro. Dunk dunk dunk.  

I løbet af dagen vender bådene tilbage og læsser fangst af i de store hyttefade.

Hvor mange både der er, når alle er i havn, har jeg ikke tal på. Jeg er ikke ret sikker i det med tal, men jeg kan godt lide tanken om, at der er over 100. Ja, det er der mindst, og flåden vokser, mens jeg vokser, og det er far, der sætter gang i vokseværket, ligesom det er mor, der styrer vores vækst. Kalk og levertran. De store børn har endda vokseværk og jamrer, for det gør ondt at blive stor.  

Og havnen har sandelig vokseværk i de år. Og når den truer med at gå i stå, for det koster mange penge at bygge nye moler, så rejser far til København, og her aflægger han visit i Snaptinget, som er mægtigere end Sognerådet og desuden styrtende fuld af penge, som man kan få del i, hvis man arbejder på sagen. Far arbejder på sagen. Og han sidder i timevis i Snapstinget og taler med fiskeriministeren, og sammen finder de en løsning, så havnen kan udvides, selv om fiskerne ikke har penge nok. 

Så bliver der ekstra travlhed. Fremmede både stævner ind og lægger til kaj med de andre. De er lange og sorte har store kraner og ligner ikke noget, vi kender. Det er ganske vist fiskerbåde lige som vores egne, men de fisker døde sten, som de finder på havbunden og som de stabler op i en stadig voksende rundkreds, der lidt efter lidt danner et nyt og større bassin udenfor det gamle.

Sådan vokser havnen. Sådan vokser vores legeplads.

På bådene bor hele familier, og det vrimler med børn i alle aldre, og deres mødre hænger tøj til tørre på dækket, og vi forsøger at lokke børnene med i vore lege. Vi vil gerne høre om deres frie liv på havet og i havnene. Jeg føler et stik af misundelse. Drømmer om at slutte mig til dem og leve på det store brusende hav og ikke i et tavst hus af mursten, der står bumstille.

Undertiden kommer børnene i skole hos os, så er der stenfiskerbørn i skolegården, børn med vildt hår og vilde øjne og ru stemmer og som er farligt gode til at slås. Det har de også brug for. Jeg bliver næsten venner med en dreng, der hedder Briand. Sådan et navn har jeg aldrig hørt før. Det er der ingen Strandbybørn, der hedder.