ERINDRINGER – ET AFSNIT FRA FØRSTE DEL

I nogen tid har jeg skrevet på den bog, som jeg nu har snakket om i årevis og faktisk har givet så mange ord og så meget lys og luft, at jeg næsten tør tro, at jeg får den skrevet. Nu sagde jeg ikke udgivet. Det er for meget at love mig selv eller andre. Det følgende er et afsnit fra det manus, jeg arbejder med. Jeg har skrevet et lille kapitel om hver af mine søskende, set fra et lille barns synsvinkel. Man må altså forstå, at de erindringsglimt, som her er nedfældet, bliver fortalt, ikke af mig, men af den lille pige, jeg engang var. Det kan forekomme lidt underligt, og kan det så passe? – ja, vist passer det, men man ville nok se det med helt andre øjne på afstand, og den nærhed, som jeg her forsøger, håber jeg går an. Og i min egen optik rammer den fint min bror, som jeg oplevede ham for 75 år siden.

ANDERS

Se jeg blev resultatet af/storesøsters flid/ jeg kom en foraarsmorgen, det var/ ved paasketid/ og I kan tro, min far var stolt vi/ nu to mandfolk var/ jeg lytted’ og i telefon jeg hørte/ hvad han sa’e

Men tro nu ej det altid var saa let/ at klare sig/ for Far og saant en bitte dreng/ som mig/ for pigerne de var jo tre, ja altsaa/ med min mor/ da sagde far: Anders kom/ nu/tager vi ud og ror

Og der vi to vil tale om, at det ku/ være godt/ om vi ku’ faa et mandfolk mer, saa/ ku’ vi klar’ os flot/ vi ønske’ det saa inderligt og bad/ en stille bøn/ og haabe at til næste aar, der/ kom endnu en søn ( Mors sang til Far)

Der kom et nyt barn hvert andet år, sådan som det var skik og brug på den tid, og jeg har hørt af min storesøster, at der var et enkelt år med en abort, og det har sikkert været, da vi ventede Dorte. Hun kom således forsinket til verden. Men Anders kom punktligt og til tiden d. 4. april 1941, et krigsbarn, men et fredeligt af slagsen, efter hvad jeg har hørt. Jeg var der ikke selv endnu.

Da jeg et par år senere følger efter, har han allerede været et par år i verden og tager godt mod mig, for selv om begyndelsen ligger begravet i glemslen, så husker jeg, at vi som ganske små opfandt vort eget sprog. Et avanceret et af slagsen, tænker jeg, for ingen af de andre forstod os. Men vi to var straks på bølgelængde, og lydene gik som radiobølger mellem os. Tydeligt nok for os om end med lidt skrat ind imellem. Jeg husker ikke de enkelte ord mere, kun de navne, vi gav hinanden. Jeg kaldte ham Bodder og han gav mig navnet Dødder. Bodder og Dødder, det var os.

Længe efter, at vi havde forladt babysproget, blev vi til Fars og Mors ærgrelse ved at kalde hinanden de navne, som for os udtrykte tryghed og nærhed, men som de fandt fjollede.

I det hele taget elskede vi at fjolle. Og her vil jeg springe nogle år frem i tiden og dvæle der, hvor jeg kan se ham tydeligt. Nu er han flyttet ud af børneværelset og ind på det trange kammer på loftet, og det bedste, jeg ved, er at sove hos ham om natten, for man er så tæt sammen i den smalle seng, at man næsten smelter sammen til ét barn, som er urørligt, og når man lader det skrå loftsvindue være åbent, kan man høre kutterne sejle ud til fiskerbankerne i den tidlige morgen, og det er en himmelsk lyd at vågne op til. Med kutternes dunk i øret og sin bror i armene er alt, som det skal være, og intet ondt i verden kan ramme en. Og når han også vågner, mens der endnu ikke er trængt den mindste stribe lys ind gennem det lille tagvindue, så kan man ligge der og snakke om verden og dens mange tilskikkelser. Og Anders er ekspert i det, man ikke kan se. Han kan fremmane spøgelser, så selv de uhyggelige hændelser i Borley Præstegård rykkes helt tæt på, og det er lige før de gruelige engelske genfærd får adgang til et lille trygt tagkammer i et rødt hus i Strandby. De flagrer uheldsvangert tæt på to børn, der kryber sammen i sengevarmen og gyser af fryd.    

Jeg må absolut ikke sove hos Anders og gør det kun i smug, men man kan liste sig til meget. For Anders er en dreng, og ”det var sandelig på tide han kom ud af pigekammeret,” siger Mor. Men hvorfor det? ”Tja …,” siger Far og smiler, ”det kan jo diskuteres.” Men Mor snerper læberne sammen og siger, at der er ting, der ikke er til diskussion. Diskutere betyder skændes, det ved jeg godt, og det er i al fald noget, der aldrig finder sted mellem Far og Mor. De er enige om at være enige i et og alt.

Jeg er selv skoleelev nu, men jeg har ikke skolens hidsigste lærer, sådan som Anders. Vi har en flink vikar, som læser højt og kan lide børn, og vi lærer ingenting, mens Anders’ skoledag er helt anderledes, og han kan berette om gruelige hændelser i klassen, som jeg ikke kan få til at hænge sammen med den lærer Frantzen, som jeg kender fra mine lege med hans børn i deres hjem i skolens vestre fløj. Der kommer jeg tit, efter at Jens er rejst. Og lærer Frantzen er en, der gerne sætter sig på hug for at lege med os børn, og det er tydeligt, at Kjartan og Bjørka og lille Rune holder af deres far, og at han holder af dem, endda så meget, at han har bestemt, at de aldrig skal gå i skole, men blive hjemme hele deres barndom. Så underviser han dem selv. Hvor er de heldige, tænker jeg, og kommer så alligevel i tvivl og vil ikke bytte, for de må ikke gå til stranden eller strejfe om, ikke engang komme hjem til mig og lege må de, nej, de skal smukt blive hvor de er hele dagen lang. Men de er gode at lege med alligevel.

Men Anders siger, at Frantzen er som en herskesyg romersk tyran, når han underviser, og jeg kender hverken romersk eller tyran, men så forklarer han mig om det gamle Rom og hvordan det blev regeret af mænd, der dræbte i flæng.  

Anders læser næsten altid, og det er Bedstefars bøger, han læser. Dem har Bedstemor arvet, og de fylder flere reoler i hendes stue, men vi er for små til at forstå dem, siger hun, de er ikke skrevet for børn.

Det er Anders ligeglad med, og han læser bare løs, uden at Bedstemor opdager det mindste, for selv læser hun ikke andet end Biblen og Yola-bladet, der skriver fortællinger for børn om livet blandt hedningene i Afrika, og dem læser hun højt for os, for at vi kan vide, hvor godt vi har det.

Anders har bestemt, at han vil læse alle Bedstefars bøger, inden han fylder 13 år, og det er ikke let, for han slås med ordene ligesom mig, og det går langsomt, når han pukler sig igennem en bog. Men han vil. Han render tit rundt med en bog, som han smider sig med i en stol eller på divanen eller i haven, når det er sommer, indtil Far får øje på ham og jager ham op, for det ligner ikke noget, at en stor dreng spilder sin tid på unyttig morskabslæsning. En rigtig dreng skal arbejde. Og Anders skal være en rigtig dreng og ikke en slapsvans. Det skal Far sørge for, og han gør sit for at sætte sin dreng i de rigtige svingninger. Jeg bliver også sat i sving, og det elsker jeg, så er jeg næsten en dreng, synes jeg, og sammen stabler vi fiskekasser på Bentzens mark, og vi ror hyttefade i havnen, så der altid er tomme fade til de fiskere, der lige er kommet i havn, og de fyldte hyttefade ror vi ud i det yderste havnebassin og fortøjer dem der. Jeg står på hyttefadene, mens Anders ror. Somme tider springer jeg fra hyttefad til hyttefad, og det skulle Mor bare vide.

Anders tjener penge. Han arbejder for far, og han går med aviser. Jeg hjælper ham og tjener også lidt, men ikke ret meget, for Anders giver ikke ved dørene og jeg er helt sikkert underbetalt. Og mens jeg køber salmiakstænger og flødeboller og sodavand for alle mine småskillinger, så sparer Anders hver eneste øre op.  

Der står et ur på den store radio i stuen, som ikke bare tæller timerne, men også fungerer som sparebøsse. Øverst oppe er der en revne, og i den plumper Anders alle sine penge ned, det giver et lille klik, hver gang en ny krone rammer alle de andre kroner. Han er en rigtig pengepuger akkurat som Joachim von And, og en dag vil han være ligeså rig og vælte sig i alle sine gyldne bunker.    

Men far roser ham. ”Du har fat i den rigtige ende, min dreng, sådan skal det være,” siger han. ”Ejeren til Gårdbogård, og ham har jeg kendt personligt, se han sparede hver eneste øre op hele sin ungdom igennem, og han endte med at kunne købe et stort gods.”

 Anders vil ikke købe et gods, han vil bare anskaffe sig en filmfremviser, og en dag åbner han sammen med far det store ur, der er så propfuldt af kroner, at der ikke kan være flere i det.  

”Se!” siger far, ”nu har du sparet så flittigt, at du kan købe det, du ønsker dig allermest.” Og Anders køber en fremviser. Og han køber film. Det er små stumper af rigtige spillefilm, som har været vist i biograferne, og som man kan købe i en butik i Frederikshavn, og han viser dem for os på sit nye apparat, selv om de hverken har hoved eller hale og er uden lyd, men det betyder ingenting, for Anders siger alle replikkerne med forskellig stemmeføring, alt imens filmen flimrer hen over lærredet, og vi spændt følger nogle mænd og kvinder igennem højst ubegribelige scener fra deres liv.

Jeg kan endnu se en bestemt og meget uhyggelig sekvens for mig, hvor Katherine Hepburn langsomt går ned ad en mørk kældertrappe, bærende på et blafrende stearinlys, og bag hende sniger sig en lumsk mand. Vil han slå hende ned? Vi gisper af spænding, men vi får det aldrig at vide, for så løber filmen ud, og den næste film handler om noget helt andet. Jeg kan stadig høre Anders, der med Clark Gables stemme fremsiger replikken: ”Vi er lykkelige nu. Lad os gå til stranden!” Og med Doris Day udbryder han: ”Jeg elsker dig desværre ikke, men jeg vil gerne have en tur i din smarte bil!” Og der sidder vi små børn på rad og række og er i biografen med Anders. Og med åbne øjne og ører sluger vi de løsrevne stumper af en voksenverden fuld af mysterier.

Erindringer

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Mon det går fremad med erindringsbogen?

Et retorisk spørgsmål, hvortil jeg må svare nej. Dog ikke et kategorisk nej.

Måske måske …

Nu får vi se. Her er et lille pluk, som kommer til at være indledning – måske

Begyndelsen

”Når du fortæller om din barndom, lyder det, som om du tilbragte den ene halvdel i havet og den anden halvdel i sandet. Sol og sommer hele året, men hvordan var det i virkeligheden?”

Nu er det mange årtier siden, min datter stillede mig det spørgsmål, og jeg husker ikke, hvad jeg svarede. Og jeg ved ikke, hvordan det var i virkeligheden kun hvordan det tager sig ud i erindringen. Og der ligger de gamle billeder hulter til bulter, henslængte som skrammel i sindets pulterkammer, og de fleste af dem er slemt falmede og mange så slørede, at jeg ikke mere skelner konturerne, men enkelte er intakte, ja ligefrem skarpe, som har de formået at unddrage sig forkrænkeligheden, og jeg ser det jo: de spræller af lyst til at indgå i en fortælling.   

Det er dem, jeg vil gribe til, tænker jeg og folder dem ud for mit indre blik, og først ser jeg kun lyset, ser det brede sig i hele feltet og tænker, at der må have været mørkere toner iblandt. Men det er ikke dem, der falder i øjnene. Så må jeg grave lidt dybere. Få nuancerne med.

En ting er imidlertid sikkert: livet i min barndoms Strandby i slut-40’erne foldede sig ud i en verden, der lå milevidt fra de voksnes. Det var et udeliv. Vi var i naturen, i havet, i sandet, i klitterne og på engene. Vi var i det fri. Og vi var fri. Det er derfor sådan, jeg må gengive billedet af min tidligste barndom.

Faste holdepunkter. Tiden, byen, havnen, stranden og de mennesker, der dannede ring om det lille barn. Både dem, der gav det tryghed og dem, der skræmte det.

Jeg så dagens lys d. 7. september 1943, netop som Anden Verdenskrig trådte ind i sin blodigste fase og mørket sænkede sig over et brændende Europa. Krigen satte spor overalt, og også i min fødeby Strandby kunne den mærkes, for skønt alt på overfladen tog sig fredeligt ud, foregik der meget dødsensfarligt i det skjulte, som mange i det lille fiskersamfund blev berørt af. Fra havnen udgik skibe med flygtninge til Sverige, og de fiskere, som sejlede dem over, satte hver gang livet på spil, og nogle af dem mistede det da også i forsøget på at redde medmennesker. Desuden var farvandet mineret, og fiskeriet i sig selv farefuldt i disse år.

Selve min fødsel ved jeg ikke meget om bortset fra, at jeg kom til verden i købmandsgården nede ved havnen, og jeg forestiller mig, at den forløb efter bogen: Jeg kringlede mig vel som alle nyfødte ud gennem den snævre kanal og frembragte det obligatoriske vræl, der var lydeligt nok til, at jeg blev svøbt og lagt i vuggen og takseret som velskabt.

Der var dog en enkelt detalje, som må nævnes her, for den hører til familieanekdoterne. Min mor havde nemlig lovet min far en dreng, og det var jo et løfte, hun ikke indfriede, men det kom til at præge min bittetid på en måde, jeg stadig mener at huske, selv om meget af det vel sagtens er noget, jeg har fået fortalt.   

  Min familie. Den bestod af tre børn: Hanne, Annelise og Anders. Og så kom jeg. Min mor hed Vera, og min far hed Magnus. Hun gik hjemme hos sine børn, og han gik på havnen hos sine fiskere. Hun lavede vores mad, og han solgte deres fisk. Derudover drev han en købmandshandel, som han imidlertid solgte et par år efter min fødsel, for bedre at kunne bestride sit erhverv som fiskeauktionsmester.

Det var, som det skulle være, og vores familie lignede de fleste andre familier i 40’ernes Strandby. Der var dyrtid under krigen og langt ind i efterkrigstiden, mange varer var rationerede, ja, selv når det drejede sig om køb af nyt tøj, måtte man holde sig inden for de rammer, samfundet havde sat for den enkelte. Ikke noget stort problem hos os, for mor vævede, og af stoffet syede Bedstemor tøj til pigerne. Og dem var der jo flest af i vores lille kernefamilie. Efter den sidste vanskelige fødsel blev mor steriliseret, og det satte en stopper for yderligere forøgelse.  

Byen var ikke stor, men set med barneøjne var den uoverskuelig, og man kunne let forvilde sig. Og så heldigvis blive fundet igen og båret hjem og komme i sikkerhed i det røde hus.

Men da benene blev lange nok til for alvor at løbe af med en, blev man sluppet løs, og så måtte man selv hitte rede i virvaret af snævre gader med gamle, lave fiskerhuse, og med den røde kirke, der knejsede i byens centrum. Og helt sikkert var det, at alle veje førte til stranden, hvor man gerne måtte lege dagen lang, eller til havnen, hvor man ikke måtte sætte fødderne, så længe de var små, et forbud, man var nødt til at overtræde, fordi det var det mest spændende sted at opholde sig.   

Den røde metodistkirke dannede ikke kun centrum i byen, den var en integreret del af barnelivet. Det var her, vi lærte om Jesus og alle englene og om dragerne og troldene og hele den fantasiverden, der blomstrede, når Tårup læste højt for os af Bibelen eller af Grimms eventyr. Og det gjorde han, så hårene rejste sig.

Men det var også her i Guds hus, jeg lærte at snyde, måske ligefrem at synde, for hver søndag morgen trykkede far os to mønter i hånden, og så sendte han os afsted til kirken. ”Husk det nu!” sagde han og så på en gang kærligt og alvorligt på mig, som om han havde en mistanke, ”den store er til kirken og den lille til dig.” Vi nikkede fromt alle tre, og måske var det kun mig, der snød præsten for hans andel, i al fald kom det over mig hver eneste søndag, når kollekten gik rundt, at det ville være smart at lade 10åøren falde og beholde den store mønt.

Min forseelse blev aldrig opdaget, og det er først i skrivende stund, at jeg går til bekendelse. Jeg husker endnu den himmelske smag af salmiakstang og lakridsrod i skarp konkurrence med den søde salmesang og de herlige fortællinger. Det valg blev jeg stillet over for søndag efter søndag, og fandt jo så frem til, at jeg med en smule held kunne tiltuske mig begge dele, selv om jeg derved mistænkeligt nærmede mig Brorsons tidselgemytter, så stive som torne og støtter. Jeg trivedes nu glimrende i det selskab. Og straffen udeblev.

Eller gjorde den? I så fald må den have været tænkt profylaktisk, for den indtraf et par år før snyderiet sneg sig ind og forplumrede barnesindet. Faktisk er selve den hændelse den allerførste erindring, jeg har om metodistkirken og mit liv der. Og jeg vil fortælle om begivenheden præcis, som erindringsbillederne melder sig.

På det tidspunkt af mit liv er mit lille hjerte endnu så rent som de nyskurede bænke, vi sidder på. Kirkebænkene. Og de er de egentlige skurke, trods deres renhed. De er nemlig ikke konstruerede til en lille treårskrop. Det er lange, solide træbænke med en smal planke til ryglæn, og den er anbragt så højt oppe, at jeg lige akkurat kan støtte mit hoved mod den. Der hviler det trygt mod det blanke træ, mens jeg synger med på ordene: ”O, luk dit lille hjerte op! O, luk dit lille hjerte op! Guds nådessol vil strømme ind og fylde sjæl og sind.”

Og jeg åbner alle sluser og lader ånden strømmer frit, og jeg har svært ved at sidde stille, og det af to grunde, dels fordi sangen føles så levende, at kroppen må leve med og bevæge sig i takt til musikken, og dels fordi det nu engang er min natur at være i bevægelse. Men ak, jeg kan ikke rokke mig en millimenter, for Hanne og Annelise har lovet vores mor at passe mig, så hun kan få lidt ro.  

Det gør de så. De holder mig fast. Men så er sangen slut, og Tårup beder alle børn folde deres små hænder og lytte, mens han taler med Gud på alles vegne. Det hedder bøn, det ved jeg godt, og jeg folder mine hænder.  

Tårup er noget længere om den snak end vores far og mor, ja, selv end Bedstemor, der ellers godt kan trække aftenbønnen i langdrag, og mens han betror Gud alt muligt, som Herren skal glædes ved og vi skal vokse ved, så falder jeg i søvn, og søstrene trækker de foldede hænder og dermed armene længere og længere væk fra den lille fastklemte søster, lige indtil grebet slækkes så meget, at hendes krop sidder løs på bænken, og det har den ikke godt af, for det næste, der sker, er noget med et brat fald bagover og en skærende smerte, som jeg endnu mindes.

Jeg brækker kravebenet og kommer på sygehuset, og da jeg kommer hjem, er jeg en sensation i det lille hjem, og det er jeg ikke til daglig, for jeg er lige blevet storesøster, og alle kommer rendende for at se min lillesøster Dorte og dikkedikke hende og give hende gaver, og mig ænser de knap nok. Men nu ser de mig, og jeg får også gaver og er taknemmelig for mit brækkede ”kravleben”, som skaffer mig slik og milde ord, som jeg labber i mig, mens jeg lader solen skinne.   

Metodistkirken var i det hele taget en glad kirke, og der var højt til loftet på alle måder. Og vi børn lærte ikke Gud at kende som et straffende Øje i det Høje, men som en far på linje med ham, der bad aftenbøn med os og som trøstede os, når vi græd.

Noget om Egon Clausen og Gud og skriverier

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Om Egon Clausen og lidt om at skrive

Jeg læser hver dag et kapitel eller to for Ole. Som læsere af min blog ved, så har han alzheimers sygdom, og det er derfor ikke de mest moderne og eksperimenterende forfattere, jeg vælger til det formål – ikke noget med Glen Bech eller Asta Olivia Nordenhof, selv om de skriver fantastisk flot, nej, vi læser Hans Lyngby Jepsen og Bent Haller og lige nu er vi i gang med Egon Clausens essays, Vestenvind, Det er en meget fin bog for os begge, og vi kan nikke genkendende til rigtig meget. Clausen er vestjyde som Ole og opdraget i et religiøst miljø som jeg.

Egon Clausen måtte som ung opfinde en fiktiv person, som han kaldte Sophus og hvis identitet han iklædte sig, så han kunne gøre sig fri af den hæmmede og lydige Egon. Med Sophus i sindet kastede han sig hovedkulds(løst) ud i livet og lod stå til og kulsejlede ind imellem, og det endte da også med, at Egon blev fundet frem igen og sat på plads. Ikke den plads, som forældrene og familien havde tiltænkt ham, men alligevel en plads, hvor mange af de værdier, han kastede overbord, blev fisket op og genindsat.

Jo, alt det kender jeg nok.

Men ateist blev jeg aldrig, for en gudløs verden er i min optik alt for kold og hård, til at jeg kan være i den.

Og sådan er det, selv om forstanden siger noget andet og helt og holdent giver videnskaben ret i de beviselige facts, den er nået frem til. Og det er jo langt hen sandheder, der nok på visse punkter kan diskuteres, men som ingen mennesker med forstand for alvor kan bestride rigtigheden af. Heller ikke jeg. Videnskaben er baseret på beviser. For Gud derimod findes der ingen beviser. Teologi er ikke en videnskab, der kan evidensbaseres.  

Men det er umuligt (for mig) at leve uden tro.

Det er, så vidt jeg har forstået også det som Egon Clausen når frem til, og det er den konklusion, jeg selv drager af … nej ikke af argumenter … men af de følelser, jeg render rundt med, og som må være mindst ligeså sande og gyldige som forstandens kloge og videnskabelige teser om verden og dens beskaffenhed.

Verden kan forstås videnskabeligt – det kan bevises, at tingene hænger sådan og sådan sammen, det ved jeg nok.

Men tilværelsen kan ikke forstås videnskabeligt. Der må vi lytte til andre stemmer end forstandens.

Nok om det.

Jeg vil skrive lidt mere om Egon Clausen, fordi jeg føler et åndsfællesskab med ham, og det kommer særlig stærkt frem i den her tid, hvor jeg arbejder på mine barndomserindringer, og selv om de ikke ligner Clausens helt, så er der så meget genkendeligt i hans fortællinger om barndommen, både med hensyn til tiden og stemningerne. Her tænker jeg navnlig på den fine lille bog, som jeg læste, da den i sin tid udkom og netop har genlæst: ”Min far så engang en engel.”

Netop nu, hvor jeg igen – oh, at jeg gider – tænker på at udgive en bog – da finder jeg hos Clausen et af de allerbedste argumenter for at holde mig langt langt langt væk fra alle skriverier.

At være forfatter og udgive bøger er en pinlig proces, det ved jeg efter 30 års erfaring med at skrive og udgive, og jeg har endda fået ikke så få gode anmeldelser, men også nogle, som var helt hen i vejret og som tydeligt viste, at anmelderen havde skøjtelæst værket. Alt det skriver de færreste forfattere om, for det billeder, de gerne vil give af sig selv og deres virke skulle helst være lyst og smukt. At skrive handler jo om succes, ikke sandt?

Men langt de fleste har en anden oplevelse, og nu tænker jeg ikke på de bøger, som er halvgode eller dårlige, men på de velskrevne og flotte bøger. Det er i den grad tilfældigt, hvordan modtagelsen af en bog bliver, og nogle af de bedste går simpelthen under radaren. Gang på gang. Og man må virkelig undre sig. Clausen har sat ord på fænomenet i det essay, der hedder “Min ven overlæreren.” Jeg vil citerer lidt derfra.

Først harcelerer han over den nye mode med at vurdere et kunstværk med stjerner eller hjerter. Fra 1 til 6.

” …. avisernes anmeldere bruger hjerter eller stjerner til at vejlede de abonnenter, der ikke gider læse, men som lader sig nøje med at kunne tælle til seks.

Han skriver endvidere, at det er en hån mod den forfatter, der har brugt år på at skrive en bog at blive anmeldt af en person, der bruger nogle få timer på at læse den og derefter giver karakterer efter en overfladisk seks-trins skala, hvis enkelte trin har en betydning ingen kender.

En forfatter har brugt måneder , måske år på at skrive sit værk. En anmelder bruger nogle timer på at læse det og skrive en anmelselse. Derefter degraderer han både forfatterens arbejde og sin egen indsats ved at give karakterer efter en overfladisk seks-trins skale, hvis enkelte trin har en betydning, som ingen kender, men som ikke desto mindre sætter abonnenten i stand til at dømme værket på ét sekund.

Clausen mener, at miseren udspringer af, at de anmeldere, der er ansat ved de store aviser, er en del af en kulturelite, der støtter og hjælper venner og bekendte etc. Alt det ved jeg ikke ret meget om, men uha hvis det er sandt! Han skriver om anmelderne:

De mødes ved receptioner og bekræfter hinanden i illusionen om deres egen betydning. De samles til konferencer, og lytter andægtigt til hinanden, men hver gang de sætter hjerter og stjerner ved en anmeldelse, degraderer de sig selv til billige agenter i underholdningsindustrien.”

Det hele er omgivet af mere eller mindre tilfældige luner og lyster, vennetjenester og fordækt snobberi. En sjælden gang sker det, at en forfatter vover at protestere, men det ender altid med, at han bliver vist tilbage på sin plads med en uudtalt besked om, at han skulle skamme sig …”

Ja, det med at skamme sig, kender jeg. Ganske vist har jeg aldrig fået 1 eller 2 stjerner, men jeg har fået anmeldelser, der direkte og uden diskussion satte mig og mit værk i skammekrogen.

Mon der er noget andet job i Danmark, hvor man i den grad bliver målt og vejet og skamvurderet, hver gang man har gjort et solidt stykke arbejde færdigt? Jeg tror det ikke.

Jeg er gammel og garvet (gammel i al fald), og jeg holder nok til det endnu en gang, men jeg har virkelig ondt af unge, ambitiøse forfattere, der vover sig ud i den litterære virkeligheds verden. De får tæv, gør de, med mindre de bliver anmelderkæledægger, for den slags findes også. Men det er nu heller ikke altid nogen ønskværdig situation at være i. Den kan koste dyrt. Yahya Hassan kostede den livet.

50erne – havnen – en legeplads

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Havnen er vores legeplads. Og samtidig er havnen det forbudte sted. Det eneste, tror jeg, hvor vi ikke må færdes. Men det er alligevel der, vi mødes med de andre, det er der, vi leger, da vi bliver lidt større end småunger.    

I må ikke lege på havnen. Nej, nej. Men det gør vi. For barndommens drømme folder sig friest ud mellem molerne, der rækker armene ud mod det vilde hav. Og vi springer om på broerne, på molerne, på hyttefadene og i bådene. Og far og mor skulle bare vide.

Navnlig molerne tiltrækker os, for her under kæmpestenene kan man forsvinde helt. Man kan kravle ned mellem de største, og dernede, hvor havet slår ind mod benene, mens fødderne hviler på de flade bundsten, der befinder sig et godt stykke under havets overflade, føles livet farligt og fint.

Og vi sejler. Vi har vores egen fladbundede jolle. Det er vores fars, selvfølgelig, men vi sejler i den. Og uden sejl. Fra vi er ret små, forstår vi den kunst at håndtere et par årer, der er så store, at de får vores arme til at ligne tynde pinde, og som vi tumler med, lige indtil vi kan klare opgaven og ro uden at dejse bagover. Somme tider mister vi en åre – og så består kunsten i at vrikke sig hen til det tabte klenodie med den anden åre og få den hevet indenbords. Også den kunst lærer vi.  

Vi sejler i havnen og uden for havnen. Vi sejler ud på havet. Det er vores havn, det er vores hav, det er vores båd. Vi behersker verden.

Jeg ved ikke, hvor stor havnen er. Hen under aften ligger der båd ved båd langs alle broer. Der er trængsel, for pladsen er knap. Om morgenen virker havnebassinet gabende tomt, det har bådene ud på havet og er en glinsende flade, når vi børn kommer vrimlende for at tage det i besiddelse.

Vi kan høre bådene i den tidlige morgenstund, længe før vi selv vågner, lydene fra de mange både sniger sig ind i vore drømme. Dunk dunk dunk lyder det, og lydene snor sig ud og ind mellem søvnens mange billeder og fylder de sovende børn med en kappe af tryghed og ro. Dunk dunk dunk.  

I løbet af dagen vender bådene tilbage og læsser fangst af i de store hyttefade.

Hvor mange både der er, når alle er i havn, har jeg ikke tal på. Jeg er ikke ret sikker i det med tal, men jeg kan godt lide tanken om, at der er over 100. Ja, det er der mindst, og flåden vokser, mens jeg vokser, og det er far, der sætter gang i vokseværket, ligesom det er mor, der styrer vores vækst. Kalk og levertran. De store børn har endda vokseværk og jamrer, for det gør ondt at blive stor.  

Og havnen har sandelig vokseværk i de år. Og når den truer med at gå i stå, for det koster mange penge at bygge nye moler, så rejser far til København, og her aflægger han visit i Snaptinget, som er mægtigere end Sognerådet og desuden styrtende fuld af penge, som man kan få del i, hvis man arbejder på sagen. Far arbejder på sagen. Og han sidder i timevis i Snapstinget og taler med fiskeriministeren, og sammen finder de en løsning, så havnen kan udvides, selv om fiskerne ikke har penge nok. 

Så bliver der ekstra travlhed. Fremmede både stævner ind og lægger til kaj med de andre. De er lange og sorte har store kraner og ligner ikke noget, vi kender. Det er ganske vist fiskerbåde lige som vores egne, men de fisker døde sten, som de finder på havbunden og som de stabler op i en stadig voksende rundkreds, der lidt efter lidt danner et nyt og større bassin udenfor det gamle.

Sådan vokser havnen. Sådan vokser vores legeplads.

På bådene bor hele familier, og det vrimler med børn i alle aldre, og deres mødre hænger tøj til tørre på dækket, og vi forsøger at lokke børnene med i vore lege. Vi vil gerne høre om deres frie liv på havet og i havnene. Jeg føler et stik af misundelse. Drømmer om at slutte mig til dem og leve på det store brusende hav og ikke i et tavst hus af mursten, der står bumstille.

Undertiden kommer børnene i skole hos os, så er der stenfiskerbørn i skolegården, børn med vildt hår og vilde øjne og ru stemmer og som er farligt gode til at slås. Det har de også brug for. Jeg bliver næsten venner med en dreng, der hedder Briand. Sådan et navn har jeg aldrig hørt før. Det er der ingen Strandbybørn, der hedder.

Børnene

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Vi løber. Jens og mig og lille Knud. Vi er syv år, og vi skal begynde i skolen til april. Så tager du hul på et nyt kapitel, lille Janne, siger Bedstemor og ser alvorlig ud, som om det er et af de uhyggeligste kapitler i en bog, hvor man ikke kan trække vejret af skræk.

Men vi har september nu, og der er længe til april. Millioner af sekunder og minutter, og mange dage og døgn og uger og måneder og år. Nej, siger Jens, ikke år. Kun måneder. Vi kender begge to ugedagene og månederne ved navn. Jens kan endda remserne udenad, og han holder ingen pauser, når han lirer dem af, han er klogere end mig, jeg må gøre ophold, når månedernes forvirrende navne skal hales frem, af sig selv dukker de ikke op. Jens kan også læse, flydende endda. Det kan jeg ikke. Hvorfor er jeg så dum?

Men både Jens’ far og mor er lærere, og i deres stue er der bøger fra gulv til loft. De læser altid. Hr. Bjørn Hansen er den klogeste i verden, og Fru Bjørn Hansen ved også meget mere end min mor, og Jens er godt på vej. Jeg halter bagefter. Min far hakker sig gennem ordene. Vi kan ikke læse i vores familie, siger han, men det gør ingenting, for vi kan så meget andet. Og vi kan blive til noget alligevel. Husk det! Far er blevet til noget. Han er auktionsmester i Strandby.

Men lige nu halter jeg ikke bagefter, vi løber side om side. Nu krydser vi sportspladsen bag skolen. Jens og Marianne og Knud. Og gummiskoene slipper græsset, mens vi flyver tværs over den grønne mark med retning mod skoven, som vi skal nå, inden fjenden får øje på os, for så er vi dødsens. Vi mærker allerede hans ånde i nakken.

Nu dukker skoven op. Det vil sige, en rigtig skov er det jo ikke, for vores by har kun forblæste frugttræer og små buske og grønne enge og masser af sand og klitter og hav. Men det skal der laves om på, ja det er faktisk ved at ske lige nu, og det er fars skyld. For selv om han ikke læser så godt som Bjørn Hansen, så er han klog, og derfor sidder han i noget meget fint, som kloge mænd kan sidde i, mens de ser hinanden i øjnene og bestemmer over verden. Det hedder Sognerådet. Og nu har det bestemt, at Strandby skal have en skov, og derfor er alle engene bag skolen plantet til med bitte små nåletræer. De største når akkurat Knud til navlen, og han er ikke ret stor. Men for os rækker det. For os er det selveste Nyskoven, og uden den var vi fortabte, for vi er forfulgte børn. Cromwells mænd. De er overalt.

Vi smider os på jorden mellem de små fyr, og Jens sætter sig straks op igen og peger på mig. Hvad nu, siger han, vi er jo kun tre. Ja, siger jeg, men Anders har fået en dampmaskine, han gider ikke lege med os. Og han er en dreng, vi mangler en pige. Vi har da dig, siger Jens. Du kan sagtens gå for to. og Knud kan være Humphrey, og jeg er selvfølgelig Edward.

Mig – en pige. Jeg er ikke en pige. Nej, to piger, retter Jens, og du hedder Edith og Kate. Jeg kan mærke, at jeg bliver rasende, og inden jeg ved af det, er jeg over ham, og vi tumler rundt mellem de små tæer, og Jens er stærkere end mig, men jeg er vredere end ham, og så sidder jeg overskrævs på ham og hyler, at jeg vil være Edward, og Knud kan være pigerne, og så kan Jens være den åndssvage bondeknold til Humphrey.

Knud begynder at græde, og jeg rejser mig fra Jens for at trøste ham, men Jens siger rask, at det er fint nok, for piger græder altid, så Knud er alle tiders pige. Og så græder Knud endnu højere, men han holder snart op, for legen er jo lige begyndt, og han vil alligevel hellere være to piger end slet ikke være med.  

Fra nu af er vi børnene i Nyskoven, og bag os brænder Arnwood, vort elskede hjem. Vi ser på hinanden, og Jens gør et kast med hovedet, så rækker han mig sit sværd, som godt nok ikke er så lige så smukt som det i bogen, men i min hånd forvandler det sig til stål, der lyner i solen. Og vi tager hinanden i hænderne og sværger, at vi vil hævne den udåd, der er øvet mod os. Nu er vi både hjemløse og forældreløse.

Vi har forladt Danmark, og 1950 er langt borte. Vi er i et andet land og i en anden tid. Det med tiden har vi ikke styr på, men vi ved, at landet hedder England, og at den onde Cromwell har brændt vort hjem ned til grunden og at alle tror, at vi fire stakkels børn brændte inde og ligger døde i asken.

Men vi er i live, og nu skal vi blot finde en hytte, hvor vi kan bo, indtil det hele løser sig. Og det ved vi, at det gør. Vi bliver endda gift til sidst, men det kommer ikke med i legen. Og allerførst skal vi slås mod de onde. Det glæder vi os til. Ærgerligt, at Anders ikke ville lege med, han ville være rigtig god som ond. Nu må vi forestille os det hele, men det er vi heldigvis gode til, og lidt efter kæmper vi tappert med de åndssvage rundhoveder, der usynlige for alle andre end os, kaster sig over os.

Fru Bjørn Hansen læser tit højt for os, og min mor læser højt for mig og Anders og Annelise og Hanne, men det er ikke de samme bøger, de læser. Heldigvis. Mors bøger handler mest om livet på landet i gamle dage, og om unge, som ikke må få hinanden, men som heldigvis altid bliver gift til sidst. En dag tog far og mor os med i biografen i Frederikshavn og vi så en af bøgerne på Film ”De røde Heste”. Men ”Børnene i Nyskoven” kan man ikke se på film, så vi er nødt til selv at lege den frem nu, hvor Fru Bjørn Hansen har læst det sidste kapitel og vi endnu ikke kan slippe den.  

Barnsommens landevej

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

PÅ landevejen, der i lige linje fører fra fiskerbyen til skoven ved Bannerslund, kan man denne morgen se to farvede pletter i bevægelse. De er for små til at være biler og for store til at være biller. Det er to børn. De snegler sig af sted over den nylagte asfalt – langsomt og sejt, men målbevist. For de har en plan. De skal ud i den store verden. Lige nu er de på vej. Hvis Den store Verden er skoven, så ved jeg i dag, at børnene skulle tilbagelægge en kilometer. Men for dem er vejen noget nær endeløs.  

Slej og Marianne. Vi er fire år og på vej ud i verden. Vi vil lære den at kende og se, om den nu også er så stor og farlig, som de siger i eventyrene. Om der er trolde og hekse, eller om vi bare vil møde en gammel kone? Vi er kørende, for det er nødvendigt, vi har ikke styr på distancen, for det er første gang, vi forlader det kendte og giver os verden i vold.

Slej sidder solidt på sin blå trehjuler og træder af fuld kraft i pedalerne, der hviner slemt, for hans far fisker på England og har aldrig tid til at reparere noget. Hos Slej ligger der ødelagt legetøj overalt. Min far har nylig smurt mine pedaler, så jeg hjuler lydløst ved siden af min ven. Der er god plads på landevejen, men alligevel kører Slej med vilje ind i mig, så jeg er nær ved at vælte, og på et tidspunkt kommer vi i slagsmål, men så holder vi op igen og griner og hjuler videre. Vi skal jo langt. Helst skal vi nå til verdens ende. Det bestemte vi, da vi forleden sad i hulen, som er et tidligere hønsehus og stadig fuldt af vellugtende lort.

Egentlig er vi vokset fra cyklerne, og jeg har fået en lillesøster, som skal arve. Det er derfor, vore forældre bliver ved med at få små, siger Bedstemor, så tingene kan gå i arv, siger hun. Det er så viseligt indrettet af Herren. Og det er ikke min far, hun tænker på.

Vi kan se skoven komme nærmere og er altså ikke langt fra målet. Vi bilder os endda ind, at vi er halvvejs. Vi har forsøgt at lokke Anders med, men han grinede bare og kaldte os pattebørn. Vi klarer os uden ham. Faktisk har han været lige ved at tage modet fra os. ”Verden er uendelig”, sagde han, ”så det er I alt for små til”.

Selv om jeg ikke helt forstår uendeligt, så lyder det ikke rart. Men pyt: nu nærmer vi os Bannerslund, og vi har allerede cyklet benene trætte, så vi bliver enige om, at lige her holder vi en pause. Vi skal spise vores mad.  

Vi parkerer kørertøjerne smukt side om side, og vi smider os i det grønne græs i vejkanten. Vi ligger og ruller os velbehageligt, mens køerne på den anden side af græsset stimler sammen for at se på os. ”Har I fået glosuppe,” råber Slej.

Så finder han maden frem. Mad er hans afdeling. Hjemme er hos os maden skjult. Hos Venøs ligger den frit fremme, blot skal man altid lige undersøge, om brødet er gammelt eller om det er smurt samme dag, for smagens skyld. Hvis det har ligget i flere dage, kan vi nærmest ikke bruge det. Jeg har fyldt vandkanden fra legehuset med vand og sat en prop i. Så nu kan vi overleve, indtil vi ankommer til verden og måske endda finder det land, der hedder Slaraffenland, hvor der ikke som hos Venøs flyder med gamle madrester, men med slik og frugt og alle de gode sager, man kan købe hos Nepper, hvis man da ikke har været så dum at give alle pengene til søndagsskolen.

Fortrøstningsfuldt dumper vi ned i græsset, og vi er da også pokkers sultne, siger vi til hinanden, og Slej tilføjer, at vi om lidt kan supplere vandet med rigtig fed mælk fra de store junger, der står ved indkørslen til Bannersslundgården. Ja, hvis mejeribilen ikke allerede har hentet dem, siger jeg. Og hvis vi kan få lirket låget af. Det kan vi nemlig ikke altid, når vi er på mælkejagt. ”Du er så fuld af hvis’er,” siger Slej og tager en stort bid af sin mad, og jeg bider også i min og synes, at den smager lidt af fnuller, men tygger alligevel færdig og glemmer fnulleret, for nu får jeg øje på krøblingen. Han kommer kørende hen imod de to røde og blå pletter, som han ser stikke af mod det grønne græs og som er os. Han er ingen trold, kun en stakkel uden ben, men vi er alligevel bange for ham. Han kører i en stol.

Allerede på afstand råber han os op.

”Halløjse små børn!”

Vi gnaver videre. Krøblingen er lige så gammel som Metusalem, der blev over 900 år. Jeg synker den sidste rest brød og ser på Slej, der ryster på hovedet og hvisker: ”du siger ingenting.”

”Ved far og mor, at I er kørt helt her op?”

”Far fisker,” siger Slej, ”han ved aldrig noget.”

”Og min er ligeglad,” siger jeg.

Jeg husker ikke, om samtalen sluttede der, men vi nåede aldrig ud i den store vide verden. Da vi kom nærmere de mange træer, syntes vi, at det hele eksperiment virkede temmelig voveligt. Træerne havde noget dystert over sig, syntes vi, og der var så mange, at vi ikke kunne se en ende på dem. Vi var vant til at kunne se langt, men her blev blikket fanget og holdt fast. Måske ville vi finde alt andet end Slaraffenland i det virvar af svirpende grene og truende mørke, der tårnede sig op foran os. Pludselig var verden farlig.

Vi vendte trehjulerne og trådte hårdt i pedalerne for at komme i sikkerhed.

Få år senere blev Bannerslund et yndet tilholdssted for alle unger i Strandby, og vi var ikke mere bange for skoven. Den stod der totalt – af-fortryllet i sin materielle substans. Al magi var borte nu, og sagligheden trådt i stedet. Nu gjaldt det noget helt andet: rekorder og præstation.

Men skoven var og blev forbudt område for os børn, for midt gennem den skar hovedvejen sig. Vejen fra Frederikshavn til Skagen. Og den var befærdet. Og ikke et sted for børn. Men det var netop færdslen, der fik os til at trodse forbuddet og cykle derop. Og nu var cyklen tohjulet.

Og vi smed cyklerne i rabatten og satte os tilrette med notesblokken. Og så gjaldt om at være den bedste og hurtigste til at skrive numrene op på de biler, der passerede forbi. Om aftenen, eller henne i skolen, sammenlignede vi resultaterne.

“Har du P 26?” “Nej, men jeg fik P 307” – den er også sjælden. P 408 havde alle. Med længsel ventede alle på P1 – tænk, om man var der, når den susede forbi. Ingen fuglekiggere kunne være mere entusiastiske end os.

Vi havde forladt barnetroen på et slaraffenland, eventyret var forvist til barnekammeret, og nu gjaldt det den moderne tidsalders tekniske frembringelser: bilerne. Og de tørre tal havde erstattet fantasibillederne.

Bilosen trak mere end drømmene. Ak ja! Sådan kan det gå.

At rydde op 3 – og så fik den russiske litteratur et knus

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Der er mange ting, jeg holder af. Navnlig nu, hvor min egen skrøbelighed lyser i mit ansigt – eller kaster mørke over mine dage. Lyset og mørket. Den veksling.

Men oprydningen af bøger er et projekt, som stadig ikke er fuldført. Skønlitteraturen er på plads. Men en lille stak bøger kommer jeg ikke til at læse igen, for de er på russisk, og det er flere år siden, jeg mestrede det sprog så godt, at jeg ubesværet kunne læse bøger.

Engang kunne jeg. Engang var det en af mine yndlingsbeskæftigelser. Husker, at jeg engang i min studietid læste en svær bog Ilja Ehrenburg på russisk. Jeg sad i mit kælderværelse på Grenåvej og kiggede nu og da ud af vinduet. Overfor var man ved at lægge et nyt tag på et hus, og jeg husker, at jeg bestemte, at bogen skulle være læst færdig, når den sidste teglsten var lagt. Vi blev færdige omtrent samtidig, håndværkerne og mig.

Jeg begyndte at læse russisk på universitetet, fordi jeg ville kunne læse Dostojevskij på russisk. Jeg var bidt af ham. Et så hårdt bid, at der er stadig mærker af det i sjælen, og jeg nåede at læse adskillige af hans bøger på russisk. Men i dag foretrækker jeg Turgenjev for Dostojevskij, navnlig efter at Putin har erklæret, at D. er hans yndlingsforfatter. Vi kan ikke have den samme.

Nej, men Turgenjevs Fædre og Sønner er den eneste bog, som jeg læste ubesværet på originalsproget i sin tid, og jeg tror, at det er fordi, han i modsætning til Dostojevskij skriver et smukt og enkelt sprog. Der er ikke i hans bøger al den “snak”, som Dostojevskijs personer og fortællere fortaber sig i indtil vanvid. Begge de store forfattere har generationsproblematikken som et tema, men smukkest udfolder det sig hos Turgenjev, som er så fuld af kærlighed, at man rives med.

Jeg vil ikke skrive meget mere om bogen. Den handler om sønnerne, der rejser ud og forandrer sig – de skal ud ud ud – de skal studere – de skal opleve verden – de skal realisere sig selv – de skal revolutionere samfundet – de har skruen i vandet, så det skummer om boven. Nej, men det var dog et søgt og ikke særlig smukt billede, jeg brugte der. Den gamle mor i romanen siger det meget smukkere. Her trøster hun den gamle far, der længes efter sin søn og ikke rigtig kan kende ham, da han kommer. Hun siger:

“En søn er som en falk: Han kommer flyvende, når han vil, og flyver bort, når han vil. Du og jeg, vi er som svampe på en træstub, vi sidder ved siden af hinanden og flytter os ikke. Men jeg vil for evigt blive hos dig, som du bliver hos mig.”

Svampe på en træstub. Det er os. Falkene flyver … det skal de jo.

1953 – som jeg husker

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Vi skriver 1953, jeg er ni år, sommeren går på hæld, og på telefontrådene samles trækfuglene. De planter sig side om side i lange brogede bånd, og det er trist at tænke på, at himlen snart bliver fejet fri for sangfugle. At alt bliver stille i himmel og på jord. Det er nu mest stærene, siger Anders, og de synger alligevel ikke. Gør de ikke?

Selv om meget forsvinder, så begynder noget nyt, og jeg er alligevel mest glad for forandringen. Fra nu af tager jeg hver morgen Skagenstoget fra stationen i Strandby og lader mig transportere til Frederikshavn, hvor jeg er begyndt som elev i 4. under på Freys Private Realskole. Jeg er det fjerde barn, far sender til Frey. Det har han råd til, og så gør han det.

I forsendelsen, eller rettere i udbringningen af barnet, sker der imidlertid en fejl, som først bliver registreret mange uger senere, eller måske går der endda flere måneder, inden Gamle Hr. Frey får øje på skaden. Sagen er den, at Strandby Skole hvert år afholder ”eksamen” i april, en slags overhøring i nærværelse af Skolekommissionen. Herefter begynder de nye førsteklasser deres skolegang, og alle de andre børn rykkes en klasse op, hvis de ellers er dygtige nok og ikke skal gå om. Jeg oprykkes fra 2. klasse til 3. klasse i april 1953. På Frey Skole røg jeg lige ind i 4. underklasse, og der blev jeg siddende.

Vi er tre søskende, der følges ad, og den første skoledag trasker jeg forventningsfuld af sted flankeret af Anders og Annelise. Vi standser ved automaten hos købmanden på hjørnet af Danmarksgade og Havnegade, for her er der noget, de store vil vise mig. Et mirakel. Nemlig hvordan man kan fremtrylle slik ved at putte en tiøre i en sprække og trække i et håndtag. Og vups, så får man fingre i en salmiakstang. Slikkende på hver sin stump af stangen nærmer vi os skolen i Lodsgade og muligvis er det med sorte mundvige, vi stiller vi op i gården sammen med de andre børn, der alle kigger i samme retning. Mod talerstolen. Her højt hævet over os står Hr. Frey, og nu taler han til os og byder os velkommen til et nyt skoleår, jeg har glemt alle ordene bortset fra de sidste, hvor han siger, at nu skal vi synge en morgensang, alle kender. I østen stiger solen op. Ikke sandt, børn, den kan I alle. Ja vist kan vi det. Selvfølgelig da. Og vi nikker ivrigt alle tre. Vi har sunget den i søndagsskolen og hos bedstemor og i kirken, og vi har ikke det mindste besvær med at finde ordene.

Da sangen er slut, afløser Fru Frey sin mand på talerstolen, hun er en stor og imposant kvinde og jeg husker hvert ord. Hun skingrer dem ud over børneflokken. Og hun er vred. ”Det var ynkeligt! Ynkeligt! Ingen af jer sang jo med. Kun Hesselholterne sang. Og de KAN jo ikke.”

Og de kan jo ikke. De ord skar sig ind i mig. Siden har jeg kun nynnet lavmælt, når der skulle synges.  

Men så en dag bliver jeg kaldt ind på rektors kontor. Og den rare gamle mand forklarer mig, at jeg ikke hører hjemme i 4. under. En fejlanbringelse. Og jeg kan ikke følge med, det kan han jo tydeligt læse i papiret her. Og han hæver det fra bordet og vifter med det som for at understrege sagens alvor. Så lægger han arket fra sig og kigger hen på pigebarnet. Og ser, at hun græder. Tårerne triller, og den gamle mand bliver selv rørt. Han rømmer sig forlegent og rejser sig. Nå, er du faldet SÅ godt til? mumler han og går hen mod mig. Ja, nikker jeg. Ja, ja, ja. Det er jeg. Og miraklet sker. Jeg får lov at fortsætte, selv om jeg ikke kan følge med. For det kan jeg vitterligt ikke.

Og det er en god klasse. Der er drenge og piger. Og de fleste kommer fra gårdene og fra landsbyerne i oplandet. De tre dygtigste er drenge, eller også er de bare de modigste, for de snakker hele tiden og højt og selvsikkert, og de ved en masse. De kommer alle tre med det samme tog som os. Skagenstoget. Og den ene af dem er jeg i familie med. Han hedder Asger, og hans far er købmand i Ålbæk, og han er den pæneste dreng i klasser, næst efter Bruno, som ikke bare hedder sådan, men også er meget brun i huden og har brune øjne og brunt hår, og jeg tænker på Slej, da jeg ser ham første gang, og jeg kan lide ham med det samme. Han er ikke lige så klog som Asger og de to andre, der hedder Uffe og Anker. Uffe kalder vi professoren, for han er som en hel bog proppet med alverdens viden, og som den eneste i klassen kan han altid lektien udenad, ord for ord. Anker er fra Hulsig, og han er også vældig pæn og dygtig. Der er to flinke drenge mere. De hedder Jønke og Søren. Og langt senere bliver jeg misundelig på dem. Ikke fordi de er flinke, men fordi dansklæreren låner dem bøger, som ikke er skolebøger. Hvorfor spørger han ikke mig? Tror han måske ikke jeg kan læse? Nå, ja, på en måde har han jo ret. Det kniber både med at regne og at læse.

Om pigerne er der ikke så meget at berette fra den første tid. De er søde nok, men stille. Faktisk er vi alle sammen stille piger, sådan som piger var det dengang i 50’erne, og det varer ikke længe, før vi affinder os med, at det er drengene, der fører ordet, og at vores rolle er at lytte og beundre. I vores stilleverden bytter vi glansbilleder eller filmstjerner, som vi har klippet ud af ugebladene, for vi er samlere. Det er drengene ikke.

På ovenstående billede ses nogle af Freysskolepigerne sådan ca. 70 år senere. Men engang var vi små og hjælpeløse.

På et tidspunkt bliver det alvor. Nu skal de uduelige og umulige sorteres fra, så de stærke kan sejle videre uden de dummes dødvægt. Jeg vil fortsætte i Mellemskolen. Det siger jeg til far og mor, og de nikker. Selvfølgelig skal du fortsætte. Ligesom Hanne og Annelise og Anders. Hanne har endda realeksamen. Ja. Og det vil jeg også have. Men først skal jeg i Mellemskolen.

Så kommer den store prøvelsernes dag. Vi skal stave til 100 ord, som læses op for os, vi skal skrive hurtigt, og så snart det sidste ord er skrevet, skal vi aflevere. Og der må højst være 10 forkert stavede ord.

På mit ark er der 80 forkert stavede ord.

Jeg er dum.

Rare Frey trøster mig. “Der bliver taget hånd om piger som dig,” siger han. “Du bliver overført til Ørnevejen Skole – der har man hjælpeklasser. Og ja, de hjælper sådan nogle som dig.”

“Sådan en som mig” går ikke til toget efter skoletid, men til ned havnen og så fortsætter hun mod stranden.

Det er en lang vej at gå, men jeg kender den, og det haster jo ikke, og jeg skal bare over åen. Der er ingen bro, og åen er dyb og strømmen stærk, og man drukner, hvis man forsøger at vade over, tænker jeg, mens jeg som en anden Kain med sænket hoved og små skridt trasker forbi “Rønnerne” og fortsætter nordpå.

Skulle jeg også komme til at drukne en lille smule, så pyt. En, der er så dum. Hvad skal verden med hende? Så tænker jeg på far og mor og bedstemor og bestemmer mig til at krydse åen helt ude i havet på det sted, hvor den har sit udløb. Der kan man bunde. Det ved jeg.

Et lille P.S.:

Jeg har gjort lidt research. siden jeg skrev indlægget. Huskede det ikke lige: Frey Skole havde kun én “underklasse” inden udskillelsen til Mellemskolen, og det var 4. under. Frey kunne altså faktisk ikke flytte mig til 3. under, for den klasse havde skolen ikke. Det betød jo, at han enten måtte beholde mig eller sende mig tilbage til landsbyskolen. Men så havde han mistet skolepengene. Det, som jeg tog for medlidenhed med den bedrøvede pige, kunne godt have været ren kalkule. Men jeg husker i al fald, at han var venlig.

At rydde op 3

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Jeg skriver på mine erindringer. Det er der i al fald en mulighed for, at jeg gør. Og så er det jo ikke så tosset at rydde op. Vi har boet i det samme hus i mere end 50 år, og en del af fortiden – langt den største, for jeg er ikke 100 år endnu – ligger jo gemt her i fotoalbums- i haveplanter, i skuffer og skabe, under gulvtæppet – you name it!

Og nu er det jo bøgerne, jeg rydder op i lige p.t., og som jeg skrev i går, så flyver der minder op fra hver bog. Men nu til en af dem, som jeg faktisk har tænkt at forære Kirkens Korshær: Det store Husmoderleksikon, som er fra begyndelsen af 1950’erne. En ny tid er begyndt.

Det er tiden, hvor jeg var barn. Det handler altså lidt om min barndom. I alfabetisk orden endda.

Mor havde det leksikon stående, og lur mig, om hun ikke øste flittigt af den viden, den store bog tilbød husmoderen. Mor havde ganske vist gået på husholdningsskole, men det var i begyndelsen af 30’erne, og det var jo længe siden, og nu måtte hun se at få lært alt det nye.

Så den her bog afslører den opskrift, jeg blev dannet efter. Nej, det passer ikke. Vore forældre havde faktisk et meget liberalt syn på begrebet opdragelse: vi var frie hver dag og levede som Børnene i Bulderby vort eget suveræne barneliv sammen med de andre unger i byen. De voksne blandede sig ikke. Vores voksne blandede sig ikke.

Men ellers. Jo, jeg tror bestemt, at mor ville skrive under på meget af det, der kunne læres af den bog.

Her kommer noget af det, der ifølge bogen lå i tidens husmoderrolle. Og noget af det førte vi med over i vores eget liv. Jeg husker f.eks. den helt sindssyge babyvask: baby skulle bades to gange om dagen. Stakkels barn. Vi vaskede jo vore børn hudløse dengang. Men renlighed var et mantra i tiden, når talen var om de spæde: De tre R’er: RO RENLIGHED OG REGELMÆSSIGHED.

Mor vasker den lille ny – den behandling kom han til at vænne sig til.

Her mades han, og er mor lidt forkølet, så hun passer på

Den daglige pottetræning førte vi også med op i 60’erne, men vist nok kun med vores første barn. Han var prøveklud stakkels barn.

Og her et eksempel på, hvad man bør gøre, når sokkerne er blevet slidte: man strikker da en ny fod på den gamle hose. Og tro mig: det har jeg faktisk gjort mange gange i mit liv også. Jeg rødmer lidt ved tanken. Men det blev vi jo opdraget til, og det hang ved.

Det her er jeg så aldrig hoppet på. Men det gjorde man dengang. Så var underbukserne fine igen.

Og forresten er det i 50’erne, at der sker små nybrud i opdragelsen af kønnene: Drengene skal også lære at lave mad. Selvfølgelig i rene drengeklasser. Og i nedenstående billede lærer de, hvordan man vrider en karklud. Se, det er jo viden i særklasse, mon ikke?

At rydde op 2

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Oprydning af bøger er ikke en almindelig oprydning. Det drejer sig jo om intet mindre end at flytte verdner. Og selv om jeg gerne vil være færdig, som man altid vil med en oprydning, så trækker jeg det lidt. Giver mig tid til at dvæle ved hver bog. Til at åbne den. Til at læse lidt i den. Til at mindes.

Da jeg købte den her bog. Da jeg læste den første gang.

Med de fleste bøger er det sådan, at jeg ved hvor og hvornår, de kom ind i mit liv.

Nu er jeg nået til en af de sidste i alfabetet, Verlaines ”Poèmes Saturniens” og det er tid at sætte den op på sin rette plads. Den her beholder jeg nemlig. Mange bøger flyver ellers direkte over i stakken til Kirkens Korshær, fordi de ikke (mere) siger mig så meget. Ud med dem!

Men nu står jeg med den her bog i hånden, og husker, at den gjorde et stort indtryk på den unge pige, jeg var, da jeg læste den første gang. Jeg hutlede mig dengang igennem som studerende i Paris. Hutlede og hutlede, det er måske så meget sagt. Men jeg var ret fattig, ikke mindst fordi jeg VILLE købe bøger. Havde lige råd til det billigste hotelværelse på Montparnasse: Et jernseng. En vaskekumme. En stol. Og det var så det. Og så havde jeg råd til en hel flutes og en kop café au lait, inden jeg gik i skole, og senere en billig frokost på den billigste bistro.

Alle de penge, jeg havde til overs i de måneder gik til bøger: livres de poche, de kunne fås for en slik. Og det er en af dem, jeg sidder med nu, og jeg husker tydeligt den dag, jeg købte den. Jeg satte mig på min bistro og bestilte en cola og drak den i små bitte dråber for at den skulle vare i så lang tid, at jeg kunne læse min bog færdig. Tjeneren kom et par gange og rømmede sig og skulede til pigebarnet, der brugte hans bistro som opholdsstue. Men han sagde ikke noget. Og havde han gjort det, så ville jeg ikke have hørt ham. Jeg var helt opslugt af Verlaine. Nu genlæser jeg nogle af digtene, og forstår ikke helt pigens fascination.

Måske en forklaring: Digtene svarede til en livsmelankoli, en træthed, som jeg så reflekteret i ordene, blandet med en vild længsel efter flammende kærlighed. Ja, den rene og skære romantik. Verlaine er nu ikke romantiker, men i min ungdommelige optik blev han det. Nå ja, så var jeg også lige i den tid forelsket.

Nu skriver jeg som en prøve på digtene et par linjer og hvis du kan fransk vil du forstå:

Digtet hedder: LASSITUDE

De la douceur, de la douceur, de la douceur!/ Calme un peu ces tranports fébriles, ma charmante./  Meme au fort du déduit parfois, vois-tu, l’amante/ doit avoir l’abandon paisible de la soeur.

Sois langoureuse, fais ta caresse endormante, /Bien égaux tes soupirs et ton regard berceur./ Va, l’étreinte jalousie et le spasme obsesseur/ Ne valent pas un long baiser, meme qui mente!

Mais dans ton cher coeur d’or, me dis-tu, mon enfant,/ La fauve passion va sonant l’olifant! …/ Laisse-la trompetter à son aise, la gueuse!/ Mets ton front sur mon front et ta main dans ma main,/ Et fais-moi des serment que tu rompras demain/ et pleurons jusqu’au jour, o petite fougueuse!