OG VI LÆSER …

Hvad er det, der gør det?

Hvorfor brænder vi os på nogen tekster, mens andre lader os kolde? Hvad er det, der tænder gløden og får os til at flyve gennem en bog, mens vi må trække os ord for ord gennem en anden i endeløs kedsommelighed? Måske handler de endda om det samme?

Er det formen? Er det indholdet?

Først og fremmest er det selvfølgelig individuelt: Den bog, som du slugte, fik jeg galt i halsen og omvendt.

En smagssag? Tja langt hen ad vejen.

Lige nu er det sådan, at klassikerne hales frem fra skjulet og ind på forlagshylderne.

Navnlig er det moderne at hale kvinderne ud af mørket og ind i lyset, så vi kan se dem, og mange af dem er ”nye” for de fleste af os. Og det er vel forståeligt nok, for vist er mange kvinder blevet læst hen over, mens mændenes værker udkom igen og igen. Og jeg underviste da heller ikke selv særlig meget i “kvindelitteratur”, måske lige med undtagelse af Karen Blixen, som ikke var til at komme udenom. Og måske heller ikke særlig meget kvinde?

Ellers var det mest mænd, man lagde på spækbrættet og bad eleverne dissekere, så kan kunne studere indvoldene.

Nu hives de så af mølposen, de oversete kvinder, og jeg har da også med fornøjelse læst mange af de underholdende romaner, som den tids kvinder skrev i første halvdel af forrige århundrede, f.eks. rigtig mange af Karin Michaëlis’.

For nylig genlæste jeg så Thit Jensen historiske roman om Stygge Krumpen, og fandt den langsommelig, og derefter lyttede jeg til ”Den erotiske Hamster” af samme forfatter, som var fornøjelig, men vist ikke stor litteratur. Og forleden læste jeg så Hulda Lütkens ”De uansvarlige.”

Fælles for disse kvinder er, at de skriver mere med følelsen end med forstanden. Og så ved jeg ikke helt, hvad jeg mener med det. Men lad os i al overfladiskhed gribe fat i to af dem, jeg har læst for nylig og som begge er skrevet i samme periode i mellemkrigstiden.

Tom Kristensens ”Hærværk” og Hulda Lütkens ”De uansvarlige”. De kunne for så vidt bytte titler: Tom Kristensens roman handler også om uansvarlige, og Hulda Lütkens om et langt håbløst og fremadskridende hærværk. Og så er der alligevel nogle forskelle, som måske også til dels forklarer, at den ene har opnået klassikerstatus og den anden blot er ”taget til nåde”.

T.K.’s værk, eller hærværk handler om en mand, der vælger at ”gå i hundene”, mens personerne i Lütkens værk ikke har noget valg. Hendes personer er styrede af drifter og begær og af et vilkår, som personerne fødes ind i og ikke kan bryde ud af: fattigdom.

T.K.’s hovedperson er en mand, Ole Jastrau, og Lütkens er en kvinde: Jørgine.   

Ole vil ”gå i hundene” det er en konklusion, han kommer til, fordi alt er ligegyldigt. Altså en nihilist. Så beslutter han sig for at drikke sig ihjel.

Jørgine vil overleve. Hun kæmper for at afbøde de slag, der tildeles hendes nærmeste, som hun holder af – det lykkes ikke. Menneskene er fortabte og alt tabes til slut. Det er en undergangsroman.

Det er Hærværk måske også, men jeg er ikke sikker. Oles beslutning virker påklistret, han er ingen Nietzsche, og Ole tumler rundt i fuldskab hele romanen igennem, og de tanker, han tænker er fuldemandstanker. De kan jo umuligt være andet, for han er stangdrukken fra morgen til aften. Og jeg kan i al fald ikke tage hans tankevirksomhed alvorligt.

Og det kan han heller ikke selv. Det eneste sted i romanen, hvor Ole er glad og tæt på at være lykkelig er der, hvor han kører en tur med sin kone og sin lille søn.

Kærligheden virker ægte. Og måske derfor virker drikkeriet som et postulat. Slutningen er åben. Måske indser han selv, at han har et liv.

Jørgine og de øvrige kvinder i De uansvarlige har ikke nogen mulighed for at finde et liv, der er til at leve.

Jeg husker, at jeg var meget begejstret for Hærværk, da jeg læste den som ung, og jeg tror også, at jeg plagede et par klasser med den i min tid som dansklærer. Og den er faktisk skuffende at læse nu. Det virker SÅ absurd med disse lallende mandevrag, der fede, døddrukne og ugidelige tuller igennem romanen, side efter side.

Men den er godt skrevet.

Så foretrækker jeg Lütkens bog, for her forstår man, at menneskene er sat i verden for at lide, og at det er synd for dem. Og man lider med dem. Og man kan lide dem.

Jeg kan ikke fordrage personerne i Tom Kristensens Hærværk. Hvad rager de mig?

Intermezzo – lidt om fremtiden

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Ikke om min fremtid – den overlader jeg til Vorherre! Men om bloggens fremtid, som er overladt til mig.

Tænk at være enehersker! Om så bare på det ene felt: min blog – og endda en sådan hvor indsigelser og kommentarer modtages med kyshånd. Jo, det vil jeg fortælle lidt om.

Og så må jeg jo alligevel til en vis grad lade tilfældet bestemme – mere behersker jeg ikke engang bloggen. Men jeg vil skrive om det, jeg hen ad vejen bliver optaget af, ja, det har jeg jo altid gjort.

Strandvej 18 i Strandby – mit barndomshjem.

Nogle tilbageblik vil få plads på bloggen ligesom tidligere – det er jeg ret sikker på. For tiden rydder jeg op, og i den forbindelse genlæser jeg de breve, vi skrev til hinanden, da vi var ganske unge. Og jeg undrer mig såre: er hende, der har skrevet det her, virkelig mig? Og igen: vi forandrer os så gennemgribende gennem livet, at vi jo selvfølgelig ikke er den samme fra årti til årti – og dem har jeg snart oplevet 8 af. Mindst otte forskellige personer træder ud af mit erindringsvildnis.

F.eks. kan jeg ikke begribe og næsten ikke huske, at jeg i 1965 stod på Rådhuspladsen i København til en stor demonstration imod tyske tropper på dansk jord ( natoøvelser i Danmark) – hvor hørte jeg selv til i den forsamling? Mit ståsted lige der var på pladsen sammen med tusinder, og det var folk fra den yderste højrefløj og fra den yderste venstrefløj. Ekstremister. Hvad skulle jeg dog på den galej? Jeg har aldrig haft ståsted nogen af de steder. Heller ikke dengang. Men jeg husker, at jeg blev grebet, da pastor Søby tog ordet. Han var noget særligt og jeg havde absolut respekt for ham.

Men hvorfor stod jeg der mellem vrede unge! Måske fordi det var den tids ideal: den vrede unge mand. Jeg havde på det tidspunkt helt sikkert læst John Osbornes “Look back in anger.”

Jeg vil senere, når jeg har læst nogle flere breve, skrive lidt om det med erindringen. Nu, hvor jeg leger med tanken om at skrive mine egne memoires, er det jo godt nok at få repeteret, hvor svært, det er at huske så langt tilbage. Og da slet ikke detaljerne – eller måske netop dem, og så giver de bare ikke altid mening. Tror jeg?

Det vil jeg finde ud af.

Men også et andet lidt større arbejde frister mig lige nu, for jeg er blevet, jeg havde nær skrevet slugt af en bog. Men det er vel mig, der er i færd med at sluge den. Og den KAN for resten ikke sluges, for den er en meget grundig afhandling af forholdet mellem dyret, mennesket og det guddommelige.

Jeg har aldrig læst teologi, og bogen er skrevet af Lars Albinus og hedder “Livsvæsen” – og han er religionshistoriker – men jeg synes, at bogen er ret let at læse. Så den vil jeg sikkert skrive om, når jeg når helt igennem den. Men den er på næsten 500 sider, og nu er det snart jul. Så den får vente til januar.

Men her kommer en lille godbid fra en af de første sider:

  • Vi har … tiltaget os den magt over dem (dyrene), som gør det muligt at betragte dem som blotte genstande snarere end livsvæsner.
  • De grusomheder, almindelige mennesker udsætter dyr for i vanens og effektivitetens tjeneste, og som vi alle stiltiende bakker op om i vores daglige forbrug, er – ud over at være en grusomhed i sig selv – et eksempel på, hvad vi også kan udsætte vore medmennesker for i det øjeblik, deres liv ikke regnes for mere værd end dyrets.

Fra bunden – tanker i tiden

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Martin A. Hansen skrev en bog, der hed: Tanker i en skorsten. Det kan jeg ikke gøre ham efter. Vi bor i et skorstensløst hus, så der kan ikke tænkes tanker i den skorsten, der ikke er der. Men lad mig begynde et andet sted, som er nok så inspirerende. I skovbunden. Her er det Ålum Skov, hvor jeg vandrede for et øjeblik siden og snart er at finde igen. Skovbunden. Lige nu er den et vidunder af farver og former.

Det er livet jo også. Men det lader vi ligge. Livet.

Jeg vil skrive om to bøger, som jeg nylig har læst. Jeg har læst dem parallelt: Den ene om natten og den anden om dagen. Og selv om de handler om det samme, så er de vidt forskellige, og selv om man kunne få den tro, at de to forfattere går hånd i hånd, så går de ad hver sin sti. Bøgerne er: Søren Ulrik Thomsens: Store Kongensgade 23 og Peter Øvig Knudsens: Jeg er det jeg husker.

Begge bøger er erindringer og begge forfattere tager fat på samme emne: psykisk sygdom. De har begge haft en mor, der var syg i sindet. Og det har været en tung byrde at bære især gennem barndom og ungdom, mest måske fordi det var så tabuiseret, at de ikke kunne gå nogen steder hen med deres angst og sorg.

Først mange år senere lukkes der op de følelser, der har været fortrængt i alt for mange år. Jeg skal ikke gennemgå bøgerne her. De er begge så fine at læse, så det er det, du skal gøre.

Men de er helt forskellige. For det første, fordi de, skønt de begge skriver sig ind erindringslitteraturen, dog har hver sin tilgang til den. Søren Ulrik Thomsen er lyriker først og fremmest, han kalder sin tekst et essay, som egentlig ikke bestræber sig på saglighed, men noget andet … og jeg mener ikke, at det ikke skal tages seriøst, men der øses ud af følelser, der ikke bare nærmer sig, men først og fremmest er KUNST.

Og Peter Øvig Knudsen er som altid en fantastisk præcis og grundig dokumentarist – og sproget er den habile journalists. Sagligt. Ikke uden følelser og kunstnerisk talent. Men anderledes borende i det faktuelle liv. Der fik jeg ikke sagt det præcist nok. Men læs bøgerne, og du vil forstå.

Temaet er for dem begge at forstå og formidle psykisk sygdom, som de har mødt den helt tæt på: Thomsen hos sin mor og Knudsen hos sin mor og (især i denne bog, for en helt anden bog er helliget moren) hos sig selv.

Jeg har ingen citater fra Knudsens bog, som er afleveret til bogbussen forleden (suk) – så skriver jeg på hukommelsen, og den skal du ikke stole alt for meget på. Men han har i al fald haft en heftig depression – akkurat som hans egen mor havde. I 2018 (tror jeg) fik han en lang række (7) elektrochockbehandlinger, og da han kom ud på den anden side, var han om ikke helbredt, så i al fald i så god bedring, at han næsten følte sig lykkelig. Han kunne mødes med sine kære og føle dem og være naturligt sammen med dem. Lidt efter lidt vendte livet tilbage. Bogen er ikke en ukritisk hyldest til denne voldsomme form for behandling, men den giver læseren en tro på, at det ikke er en gammeldags, umenneskelig måde at behandle psykisk syge på. Den ER et forsvar for electrochokbehandlingen som en naturvidenskabelig evidensbaseret metode til at helbrede på.

Søren Ulrik Thomsens bog forfægter det modsatte synspunkt. Han bruger sin mor som eksempel, ligesom Knudsen brugte sig selv som eksempel, og han viser hvordan hun i 7 år langsomt blev nedbrudt af et utal af chockbehandlinger. Til sidst var hun kun en død skal af kød og blod. På samme måde er hun i de 7 år blevet pumpet fuld af psykofarmaka. Men så traf hun en læge, som lyttede til det, hun sagde (så hun kunne altså stadig tale) og han lyttede og lyttede, og hun talte og talte, og ordene gav mening for lægen, som langsomt ord for ord kurerede hende. Og hun kunne efter hans psykoanalyse af hende gå helbredt ud i samfundet, hvor hun fungerede til sin død (vist nok i 40 år).

Jeg vil citere en stump fra Knudsens bog, som jeg endnu har liggende på mit bord. Og jeg melder mig omend halvhjertet på Knudsens hold i diskussionen om behandlinger. Men jeg forstår altså også Thomsen, og jeg synes sært nok og trods min personlige (og andres ) erfaringer, at det er sølle og ufuldkomment at tro på, at kemikalier og torturinstrumenter kan regulere og helbrede os. Der er noget vildt forkert i det.

Jeg citerer fra die 69: Langfra at være rationel virker den psykiatriske verden præget af en kulørt overtro på, at behandlingerne bliver mere videnskabelige, hvis de involverer kemikalier og apparater, blodprøver og talværdier i tabeller. ….

.Og her fra side 73: At være psykiatrisk patient har selvsagt aldrig været muntert, men med alle de radikale indgreb og kure, der nu blev tilgængelige som f.eks. lobotomi (det hvide snit), ECT og behandling med hallucinogener og tunge psykofarmaka, trådte man med det tyvende århundrede for mig at se ind i psykiatriens middelalder.”

Og det er så der, vi står i dag. I middelalderen. Og der vil vi blive stående en tid, tror jeg. Vor tid ligger på maven for evidensbaseret ( det kalder man det, når nogle tal falder i hak) videnskab. Den kan sikkert bruges fint, når det handler om behandling af somatiske lidelser. Men psykiske lidelser er komplicerede på en anden måde, og her tror jeg lidt mere på gode gamle Freud. At det er vigtigt at lytte til den syge. Hør dog, hvad det er, hun siger, og navnlig hvad det er hun ikke siger. ikke vil/kan sige.

Jeg tror ikke på tal.

Intermezzo – fremtiden

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Fremtid. Det er der ikke noget, der hedder.

Der er kun nu.

Og nu er også i morgen og nogle dage frem.

Kan man kalde det fremtid?

Jeg vil ikke gøre det.

Bartholdy, som var min bedstemors guru, skulle engang have sagt: “Hvis jeg fik at vide, at jeg skulle dø i morgen og troede på det, så ville jeg alligevel gå ud og plante det træ, som jeg netop har anskaffet. Og jeg ville straks begynde at glæde mig til at se det gro.”

Absurd, ikke?

Men sådan er livet.

Også. Absurd.

Også den her blogs fremtid er en illusion.

Men jeg vil lade illusionen forvandles til noget andet irrationelt – som også findes i mit hoved. Tro.

Jeg vil tro.

RATIO – lad os starte der. Og jeg skal forklare:

Jeg har altid været rastløs, når et projekt var til ende. Og kastet mig hovedkuls ud i et nyt. Det gjorde jeg også denne gang. Da “Elisabeth …” i foråret fik ånde og viste sig at være levedygtig. Jeg kastede mig ud i lange strækøvelser.

Og forstrækte mig.

Det ved jeg nu.

Jeg ville skrive en bog om “heltene fra Ålum” og de findes skam. Men de er allerede velbeskrevne. Der findes en glimrende bog om Sankt Kjeld – og der er også skrevet om Thranerne.

Så hvad skal jeg der?

Karin Michaëlis – en Randers forfatter – endelig hædret

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Da avisartiklen om Karin Michaelis blev så utydelig skriver jeg oversættelsen her. Hun er faktisk en forfatter, der fortjener at blive læst og genlæst.

7. marts. En mærkedag for Randers. Og den nåede vi heldigvis, inden verden gik af lave.

Danmark var endnu åbent, og man kunne stadig forsamles i Randers, da en af byens store forfattere, Karin Michaëlis, blev hædret med afsløringen af en flot bronzebuste udført af Gudrun Steen Andersen og sponsoreret af lokale kræfter og generøst givet som gave til alle os andre. 

Nu står hun så der og ser ud over pladsen, som også bærer hendes navn, men sært er det alligevel, at hun først hædres 70 år efter sin død. Og så alligevel ikke, for selv om hendes værker aldrig har mistet deres litterære kvaliteter og heller ikke virker forældede, så har hun længe været glemt i læsende kredse. Hvorfor er stadig lidt af et mysterium, i al fald for mig.

Der er derimod mange klare årsager til genopdagelsen af hendes værker, som jeg ikke har plads til komme nærmere ind på her, men den væsentligste skal dog nævnes, nemlig det utrættelige arbejde, som Karin Michaëlis Selskabet har udført i de senere år. Et samarbejde af dygtige og kloge folk, der har formået at trække en stor forfatter ud af glemslen og ind på vore reoler. Tak for det.

D.9. marts blev Julie Maj Jakobsens skuespil: ”Det gode Menneske” så opført på Egnsteatret i Randers. Her var vi igen mange mennesker samlede, og vi kunne glæde os over et velspillet drama med gode skuespilpræstationer. Alligevel sad jeg tilbage med en underlig følelse af, at den Karin Michaëlis, der blev fremstillet på scenen ikke helt var den ægte vare. Hun lignede i al fald slet ikke den kvinde, jeg har lært at kende og beundre gennem læsningen af hendes bøger og den række af publikationer om hendes liv, som Karin Michaëlis Selskabet har udgivet.  

I teaterstykket følger man forfatteren gennem livet, og man møder et menneske, der udnyttes af sine medmennesker og gradvis nedbrydes af livets tilskikkelser, og i slutscenen ser vi en kvinde, der fortvivlet segner om på scenen, berøvet alt, også håbet.  

Men sådan tror jeg ikke, virkelighedens Karin Michaëlis var, hverken i sit livs første eller sidste scener. Hun var for det første utrolig produktiv og havde succes med sine bøger, der ud over at være god litteratur også tematiserede tidens aktuelle spørgsmål. Hun var ikke bange for at behandle tabuiserede emner, og hun var skarp og modig og skrev det, hun mente uden selvcensur. Hun mødte naturligvis modstand, men hun vendte den aldrig ryggen. Selv når hun stod over for en rasende forsamling, hvor alle var enige om at være forargede, så lykkedes det hende at bevare roen og også at tale publikum til ro. Hun var kort sagt en stærk kvinde, og hun bevarede sin styrke til det sidste. Jeg hørte en radioudsendelse, hvor hun bliver interviewet efter sin tilbagekomst fra USA, hvor hun levede i under eksil i besættelsen. På det tidspunkt ejede hun ingenting, det er sandt nok, men alligevel er det bestemt ikke en desillusioneret kvinde, der taler her.

Titlen ”Det gode Menneske”, men egentlig også stykkets forløb, er inspireret af Bertolt Brechts ”Det gode Menneske fra Sezuan”. Brecht boede i 1937 en tid i Karin Michaëlis’ hus Torelore på Thurø, og efter sigende var det her, han blev inspireret til sit stykke om det gode menneske. Brechts kone var jøde, og selv var han socialist, og her på Thurø levede de i Michaëlis’ asyl ligesom mange andre forfulgte og nødstedte kunstnere. 

Men ideen i hans stykke, ligesom i mange andre værker om ”det gode menneske”, er imidlertid, at uskylden (det gode) er uden forsvar over for verdens ondskab og derfor altid vil blive misbrugt. Det er et ofte forekommende tema i kunsten, således i Bunuels ”Viridiana”, i Bergmans ”Jomfrukilden” og i Dostojevskijs ”Idioten” for blot at nævne nogle eksempler. Den gode er i bund og grund et offer for det onde. Det onde er styrke, det gode er svaghed. Men Karin Michaëlis viser i sine værker og i sit liv det modsatte: godhed er styrke.

Karin Michaëlis vidste så godt som nogen, at ondskaben findes, og hendes liv var en lang kamp mod mørke kræfter, og i sine værker viser hun ligesom i sit eget liv tydeligt sin foragt for det lave og usle i mennesker, og hun udleverer det skånselsløst.

Den tids lumske vira: nazismen og fascismen voksede dag for dag og inficerede i 30’erne hele Europa. Og i den kamp var hun aktiv og deltog hun uforfærdet, og hun brugte de våben, hun beherskede så suverænt: ordene og sit eget eksempel.

Det kan godt synes, som om Karin Michaëlis oplever et voldsomt fald hen mod slutningen af sit liv. Hun havde været berømt i det meste af Europa, og hun kunne sagtens have været velhavende i sin alderdom, for hun var utrolig produktiv og solgte godt i lange perioder af sit liv. Men hun var ligeglad med penge, dem gav hun væk, og ingen af hendes drømme lignede Britta Nielsens. Hun drømte om en bedre og mere retfærdig verden, og hun brugte sit liv på at virkeliggøre idealet.

Et liv i luksus og overflod ville hun have foragtet. Blandt andet derfor har vi grund til at ære hende.

Mere om livet på Harboøre – Kokholm 22

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Livet i det lille fiskerleje har skiftet gennem tiderne, men en religiøs grundholdning har præget beboerne længe før Indremissionen med pastor Moe og pastor Madsen i spidsen gjorde sit indtog. Harboørebeboerne tog Gud med i alt. Det betød ikke, at de ikke drak og dansede. To idrætter, der i følge Karen Thuborg dyrkedes med liv og lyst og ved enhver lejlighed. Men så var der altså en lille håndfuld huse, der skilte sig ud, for her boede folk, som nærmest var “gudstrodsige” og som kun tog Guds ord i munden for at bande. Karen fortæller desværre ikke hvor de huse lå, men her kommer et citat fra Karen Thuborgs optegnelser:

( citat side 275) “Der var paa Harboøre en lille By paa henved en Snes Huse, som ikke havde noget godt Ord paa sig. En Del af Børnene herfra var ret ryggesløse. Aarsagen dertil var vistnok, at Fædrene det meste af Tiden laa ude paa Fiskeri, og Mødrene var ude at arbejde for Gaardfolkene. Børnene fik da Lov at skøtte sig selv; de store skulde passe de smaa; de fik sjælden lært deres Lektier og naar Moderen var hjemme, skulde Børnene gaa omkring og tigge. Børnene her var lige saa slemme til at bande som Forældrene, og de havde Ord for baade at ville lyve og stjæle.” (Citat slut.)

Som sagt fejlede livsglæden ingenting, og Karen T. skriver, at børnene paa Harboøre (ja, det hedder “paa”) lærte lige saa tidligt at danse, som de lærte at læse. Inden de kom i skole havde de lært begge dele (Karen var barn i 50’erne – Christen i 70’erne) – de kom i skole, når de var fyldt 6 år, og der var to klasser, men altså kun en lærer. De små gik om sommeren og de store om vinteren. Det var en børnerig egn, og læreren skulle undervise mellem 60 og 70 elever hver dag. Han udvalgte nogle af de dygtigste børn som hjælpelærere.

Selv om der ikke boede direkte velhavende folk på egnen, var der alligevel meget store klasseforskelle, og det viste sig f.eks. i skolen. Når børnene skulle spise deres medbragte mad, så var der pålæg på de fleste børns mad, men ikke på de fattige børns – ofte havde de kun en humpel groft brød med et dryp sirup. Så tog de deres tavle og holdt den hen foran et af de rige børn – de gjorde det med lukkede øjne, for det var skamfuldt. Og så hviskede de: (citat) “Gi mæ en Bje o mi Tawwl,” eller: “Æ tægger te mi fatte Føe.“( citat side 277)

Jeg ved ikke noget om præstens løn, men føden fik han i al fald, for til julen og til foråret “ofrede” børnene til præsten. De medbragte til konfirmationsundervisningen penge og mad i rigelige mængder. (citat side 277) “Gaardmændenes Børn ofrede Penge, tilligemed en Gaas, et Faarelaar, en Skinke, eller en stor Sødmælksost. Fiskerbørn gav Penge og i Vinterens Løb en Kurvfuld Hvilling eller en stor Havtorsk….. hen ad Foraaret ofrede vi igen til Præsten ligesom til Jul. “

Også i kirken råbte standsforskellene højt. De mest velbjergede sad på de øverste bænke, anbragt efter hartkorns størrelse. Det var en stor skam at sidde nederst. Jeg ved ikke, hvor familien Kokholm har siddet, men de kom aldrig højt op i kirken.

Karen fortæller, at et gudeligt røre begyndte paa Harboøre sidst i 1860’erne, idet der kom en gundtvigiansk lærer til skolen, Christian Sørensen, og han begyndte at forsamle folk og diskutere alt muligt med dem. Senere fik Sørensen konkurrence fra missionærerne, men det kommer hun ikke nærmere ind på. Sandsynligvis fordi hun omtrent på den tid forlader Harboøre sammen med sin mand. Jeg ved endnu ikke, hvilken lærer, der underviste Christen Kokholm, men det finder jeg ud af. Noget tyder på, at grundtvigianismen har haft tag i ham, for han kommer i al fald som ganske ung på Vallekilde Højskole. Derom senere. Vi lader Christens opvækst og udvikling ligge en tid og vender os til det daglige liv på stedet. Hvordan var en almindelig arbejdsdag?

Intermezzo

Dette billede har en tom ALT-egenskab (billedbeskrivelse). Filnavnet er 630cd425-23f1-42b5-ba1e-281ea601858a3.jpg

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Til dem, der måske følger med på min blog – skønt den længe er blevet ujævnt ajourført, – vil jeg meddele, at jeg nok får lidt bedre tid i efteråret og der vil følge op på min Kokholm-research – ja, allerede i september vil jeg arbejde på sagen. I sommer vil der ikke ske meget. Ikke af den slags i al fald. Mit arbejdsliv er gået i stå, og det er kedeligt, for jeg kan IKKE forestille mig et liv uden arbejde.

Som Gabriel Garcia Marquez skriver: VIVIR PARA CONTARLA – den er jeg med på.

Jeg har desuden fået en ny opsætning af bloggen, og det varer lidt, inden jeg helt finder mig til rette med alt det nye. Til gengæld er den jo mere moderne og helt sikker at færdes på for blogrejsende. Tak til Hans for hjælpen.

Vi får se.

Derfor ved jeg endnu ikke, hvordan jeg skal svare på kommentarer. Anne Udesen skriver således til mig, at hun gerne vil finde bogen: I begyndelsen var lyset. Det kan jeg ikke hjælpe med. Men den er jo efterhånden gammel (fra 1999) og findes kun, hvis man er meget heldig. Men prøv at google titlen. Måske er der en antikvarboghandler, der ligger inde med et eksemplar. Det er en flot og fin bog – jeg forstår godt, at den for længst er udsolgt.