Et valg: Ormesæk eller Askepot

Verden set med Kingos karske blik – eller med eventyrets slørede øjne.

Jeg levede i forrige århundrede i tæt samklang med den gamle salmedigter. Det var jeg nødt til, for jeg havde bestemt mig for at skrive en roman om ham. ROMANEN om ham ganske enkelt. Det syntes jeg selv, jeg lykkedes med – men desværre var der ikke bred enighed om den ting, og jeg fik klø i flere anmeldelser, fordi jeg ikke havde fremstillet Kingo glubsk nok, ikke havde givet læserne et billede af ham som en selvisk kvindefortærende egocentriker. Men derimod som et menneske, der var i stand til at elske af hjertet. Men det var sådan, jeg havde lært ham at kende i salmerne og de smukke kærlighedssange, og jeg tror, at mit kendskab var lige så dybt og inderligt som mine kritikeres. Skulle jeg skrive om ham i dag, ville billedet ikke være ændret.

Men han sagde altså tingene lige ud – uden at pynte på dem. Og når vi døde, så var det, der blev gravet ned, en ormesæk.

Måske er det med det kingoske billede i hovedet, at så mange foretrækker at blive til aske i dag. Det har lidt mere af eventyrets klang over sig. Askepot – åh ja. Og man kan f.eks. sprede asken lige der, hvor man havde sin allerførste alvorlige kærlighedsoplevelse. Så skulle min aske jo altså spredes på Den røde Plads i Moskva. Eller man kan sprede den i den smukkeste natur – dybt inde i skovens stille ro, eller lade den dale ud i det brusende dybe hav.

Siden tre af mine veninder døde en efter en denne vinter, kredser mine tanker om døden. Så ofte og så meget, at jeg ligefrem er blevet bedt om at skifte emne. Og det gør jeg jo gerne, for der er jo så meget liv, jeg kan koncentrere mig om. Alligevel. Og jo mest liv.

I dag har det f.eks. regnet, og mine planter i haven har sunget af glæde hele dagen, og jeg selv har nynnet med på alle tonerne.

Ja, vi glædes om kap. Alt det liv.

Og når jeg ser ud ad mine vinduer, bliver hjertet let af livsglæde, for der er så megen skønhed alle vegne.

Nå, men jeg bor jo heller ikke på Vesterbro.

Jeg vælger askepotten, og hvis Putin giver lov, så skal den spredes på Krasnaya Ploshad.

Et billede fra dengang salmedigterne fyldte min hverdag og alle andre dage