Har i den seneste tid læst højt for Ole af Niels Bøgh Andersens KRIGSDAGBOG. Ikke just morskabslæsning, men fængslende alligevel, også fordi man ved, hvordan den er blevet til. N. B. Andersen var fra krigens begyndelse og til hen imod slutningen soldat dels ved østfronten ( i mere end to år) og dels i Frankrig. Han er født i nærheden af Møgeltønder og skønt dansksindet tvangsudskrevet til krigen. Dagbogen måtte han skrive i smug, da det var forbudt at skrive den slags ved fronten, men han gjorde det altså. Godt for os. Det er punktnedslag i frontsoldatens dagligdag, og det er i al fald for mig helt nyt at se krigen med de briller: tysk soldat, men dansk af sind. Andersen var ved fronten i form af feltdegn og altså sjældent direkte i skudlinjen. Alligevel er han jo hele tiden i livsfare.

Han skriver ikke alt, hvad han ser, de grusomste ting kan han ikke skrive om, fortæller han i forordet til bogen, f.eks. ikke et ord om de jødeudryddelser, han bliver vidne til. Men det, han får noteret og altså redigeret senere og udgivet som bog, er skrækkelige nok.

Jeg vil citere enkelte passager fra bogen, som vil give et indtryk af indholdet. Men læs den selv! Den er ikke lang, for det var farligt at skrive.

(Citater fra Krigsdagbog udgivet på Vindrose i 1981)

Torsdag d. 25.6. 1942:

Natangreb på Nemeritsji … Et pragtfuldt grueligt syn: de mange huse der brændte i høje luer; partisanerne undslap. En tysk håndgranat blev kastet i en bombekælder, sårede flere kvinder og børn, der blev forbundet af vor læge. Kommandanten beordrede byens kvinder til at hente deres mænd hjem fra skoven. ”I har intet af frygte,” sagde han. Det gyseligste syn: en såret moder, et såret barn, begge med chok.

d.3.7. 1942

I dag gudstjeneste i Kujawa og i Oisjanitza, i skoven syd for Ljudinovo; gik gennem byerne, et uforståeligt vederstyggeligt syn. Husene revet helt over ende, gulvbrædderne revet ud, også udhusene viste store huller i gulvene. Alt tydede på, at man her havde fundet noget. Hvad? Alt lå hulter til bulter i det åbne dagslys. Mange steder var husene blevet afbrændt. Her lå under åben himmel linned, tøj, køkkengenstande, symaskiner. En skam og en skændsel uden lige. Ja, man ved ikke, hvem der tager mest skyld på sig.

Fredag d. 26.2. 1943

…

En god kammerat blandt de henslængte i lighallen, som jeg besøgte i går morges, og som jeg forlod med en følelse af afmagt over for døden og afsky over for krigen. Skam over ens egen dårligdom, – vi er alle skyld i krigen.

Fredag . 9.4 1943

Tre dages tur til fronten. Kom hjem i går aftes. Sammen med os i vognen liget af den unge løjtnant Kessler. Af sin bataljon var han den eneste officer, der kom tilbage fra de svære kampe ved Bukan, og nu skulle en fjentlig eksplosionskugle tage hans liv i en rolig stilling … Han lå på båren indsvøbt i et stykke teltpressenning, og mens vognen raslede af sted rystede hans legeme – det kunne lige så godt have været et sovende menneske, men åbnede man for ansigtet, så lyste et voksblegt ansigt os i møde…. Hvor mange mennesker har jeg dog ikke set ligge døde på frygtelig lemlæstet måde, og vanen havde gjort sindet hårdt. Jeg følte på ny krigens elende og forbandelse. Skånet i de værste vinterkampe og så nu!

(Citat slut)

Niels Bøgh Andersen blev tilsyneladende ikke traumatiseret af krigen, selv om man skulle synes, at så lang tid i ilden ville ødelægge et menneske. Men han bliver lærer og er i de seneste år højskoleforstander på Jaruplund Højskole.

Han er født i 1908 og dør i 1991. Har ud over dagbogen skrevet bogen ”Fiskersøn fra Avernak,” som vi læser i øjeblikket og som giver et indblik i livet som dansksindet syd for grænsen.

Et valg: Ormesæk eller Askepot

Verden set med Kingos karske blik – eller med eventyrets slørede øjne.

Jeg levede i forrige århundrede i tæt samklang med den gamle salmedigter. Det var jeg nødt til, for jeg havde bestemt mig for at skrive en roman om ham. ROMANEN om ham ganske enkelt. Det syntes jeg selv, jeg lykkedes med – men desværre var der ikke bred enighed om den ting, og jeg fik klø i flere anmeldelser, fordi jeg ikke havde fremstillet Kingo glubsk nok, ikke havde givet læserne et billede af ham som en selvisk kvindefortærende egocentriker. Men derimod som et menneske, der var i stand til at elske af hjertet. Men det var sådan, jeg havde lært ham at kende i salmerne og de smukke kærlighedssange, og jeg tror, at mit kendskab var lige så dybt og inderligt som mine kritikeres. Skulle jeg skrive om ham i dag, ville billedet ikke være ændret.

Men han sagde altså tingene lige ud – uden at pynte på dem. Og når vi døde, så var det, der blev gravet ned, en ormesæk.

Måske er det med det kingoske billede i hovedet, at så mange foretrækker at blive til aske i dag. Det har lidt mere af eventyrets klang over sig. Askepot – åh ja. Og man kan f.eks. sprede asken lige der, hvor man havde sin allerførste alvorlige kærlighedsoplevelse. Så skulle min aske jo altså spredes på Den røde Plads i Moskva. Eller man kan sprede den i den smukkeste natur – dybt inde i skovens stille ro, eller lade den dale ud i det brusende dybe hav.

Siden tre af mine veninder døde en efter en denne vinter, kredser mine tanker om døden. Så ofte og så meget, at jeg ligefrem er blevet bedt om at skifte emne. Og det gør jeg jo gerne, for der er jo så meget liv, jeg kan koncentrere mig om. Alligevel. Og jo mest liv.

I dag har det f.eks. regnet, og mine planter i haven har sunget af glæde hele dagen, og jeg selv har nynnet med på alle tonerne.

Ja, vi glædes om kap. Alt det liv.

Og når jeg ser ud ad mine vinduer, bliver hjertet let af livsglæde, for der er så megen skønhed alle vegne.

Nå, men jeg bor jo heller ikke på Vesterbro.

Jeg vælger askepotten, og hvis Putin giver lov, så skal den spredes på Krasnaya Ploshad.

Et billede fra dengang salmedigterne fyldte min hverdag og alle andre dage

”Husk nu, at der findes andre tænkere end Habermas!” de ord kom fra vores lærer i tekstanalyse Søren Kolstrup. Og de var på sin plads, tænker jeg, for vi slugte begærligt tyskerens ord og gjorde dem gerne til vore egne. Her var jo en, som både tænkte humant og fornuftigt. Så forskellig fra Marx, hvis ord genlød i 70’ernes auditorier i de år – og så forskelligt fra den logisk stringente Wittgenstein, vi havde mødt i filosofiundervisningen.

Men Habermas havde det hele med, han var menneskelig på en anden måde end marxisterne, og han var ikke en kold logiker som Wittgenstein. Der var fornuft og følelse i en og samme mand.

Det var i al fald sådan, jeg som ung danskstuderende forstod ham dengang i 70’erne og tog ham til hjertet. Der var ikke plads til religion i hans tænkning. Men nok om tro. Habermas troede faktisk på mennesket, og det kan man måske undre sig over, når man tænker på hans bagage: han voksede op som medlem af Hitlerjugend, og han nåede at kæmpe som ung på Vestfronten.

Men måske var det netop den bagage, hvis tyngde må have været voldsom for drengen og den unge mand, der gjorde, at han måtte gøre sig fri.

Gøre mennesket frit igen.

Når han frygtede ( undgik ) det metafysiske (religiøse) var det måske, fordi han havde set, hvad det kunne føre til af ulykker, og nu mente han nok, at mennesket havde evnen til at lade sig lede af fornuften – den ide var jo gammel, Emanuel Kant opererede også med begrebet FORNUFT – men med en kritisk holdning til fænomenet.

Habermas var også kritisk, når det drejede sig om fornuftens ”overherredømme” – men han troede på, at hvis man argumenterede fornuftigt og hørte og respekterede alle argumenter, så fandt man frem til en løsning, og han troede derfor på, at demokratiet var en mulighed og kunne blive menneskehedens frelse, fordi debatten frem mod konsensus og båret på fornuftens vinger, ville vinde over dumheden og føre til stadig større fremskridt.

I de senere år ( han blev 96 år) blev han skeptisk – ”den borgerlige offentlighed” – det sted i samfundet, hvor den fornuftige debat, båret af kloge argumenter, skulle udmønte sig i kloge beslutninger, forekom ham at være truet af massemediernes forfladigelse af budskaber og og ansvar. Det var de kommercielle hensigter, der sejrede her: det handler ikke mere i pressen og i andre debatfora om at oplyse masserne, men at få dem til at købe alt muligt, inklusive politiske løsninger – kort sagt med underlødig, men effektiv underholdning at fange og forføre folk.

Massemedierne gør mennesket ufrit igen.

Den fare så han.

Den fare er reel.

Jeg vil dog stadig skrive Habermas på tavlen over de personer, der har bidraget mest til min opfattelse af, hvad et demokrati er eller hvad det burde være.

LIDT DOSTOJEVSKIJ

Er det virkelig sandt, at vi slæber en voldelig kulturarv med os, som vi er blinde for?

Jeg tror det, og jeg frygter det.

Forrige sommer genlæste jeg Dostojevskijs ”Brødrene Karamassov” – og nu ledte jeg i dag – og fandt også – det sted, hvor broderen Ivan ( den knivskarpe og intellektuelle af brødrene) holder en hel forelæsning for sin lillebror Aljosja ( den følsomme og kærlige af brødrene).

Hvad taler han om? Ja, han kommer vidt omkring – i kapitlet ”oprør” taler han om, hvor grusomt ”mennesket” er af natur – han siger f.eks: ”i ethvert menneske skjuler sig et dyr: vredens snerrende og tænderkærende dyr, vellystens dyr, som opflammes ved det pinte offers hvin, tøjlesløshedens dyr, der sprænger sin lænke, det edderfyldte, skulende og pirrelige sygdomsdyr, der gror op og næres ved et liv i usædelighed og frådseri …”

I ethvert mennesker??!!

Han taler om den ondskab, der nødvendigvis udfoldes, når mennesket blindt følger en vej mod et nok så ophøjet ideal – et nok så herligt mål.

Han mener, at hvis bare et eneste lille barn pines i denne vej mod målet – det være sig nok så smukt og herligt, så er prisen for stor.

Han spørger broderen: ”antag, at det stod til dig alene at rejse den menneskelige skæbnes bygning med det mål til sidst at gøre hele menneskeheden lykkelig, at give alle mennesker den endelig fred og ro, men at dette ikke kunne opnås uden at et lille menneskevæsen, blot et eneste lille væsen, blev pint til døde … ville du da på denne udtrykkelige betingelse gå ind på at være dens bygmester?”

”Nej, det ville jeg ikke,” sagde Aljosja stille.

Det er jo håbet, at vi måske ikke er så fordærvede, at vi vil tillade pinsler af børn som adgangsbillet til et bedre liv. Men alligevel: vi ser jo barnet blive ofret igen og igen. Børnene i Gaza, børnene i Ukraine, børnene i alle de krige, vi stifter verden rundt. Vi dræber også børn for at nå målet.  

Det kan ikke bortforklares.

TEODICEGÅDEN

I går var vi patienter. På en klinik i Randers. Det er vi oftere nu end for år tilbage, og det er derfor ikke helt ligegyldigt for os, hvordan vi bliver modtaget i systemet.

Vi er patienter. Det er de fleste af os gamle. Det er naturligt. Jeg elsker ikke altid naturen og det naturlige, men vi kan jo ikke komme udenom, at det er den, der bestemmer.

Vi (også jeg) plejer at snakke om NATUR i andre sammenhænge, og det vil jeg også gerne gøre. Men en anden gang. Lige nu gælder det den side af naturen, som er, at vi ældes og dør.

Men det er sådan set heller ikke det, jeg vil skrive om, men om den kontrast, der er mellem det gode og kærlige, som vi gudskelov møder oftest, og så det onde og hæslige, som ingen undslipper, og som vi ikke kan forstå.

Godheden forstår vi. Men ondskaben?

Vi var som sagt på klinikken i går, og der mødte vi som altid en utrolig venlighed og varme – noget der gjorde besøget bærbart og trygt, og vi forlod stedet med en glæde i sindet over, at der er sådan en godhed til, og at den findes for os. Tak. 

Godheden ja. Men det er jo heller ikke den, jeg vil skrive et indlæg om. Ikke, hvis jeg skal holde fast i overskriften: teodiceproblemet.

Og det skal jeg.

Jeg er kristen. Det er de fleste af os i det her land. Og det betyder, at vi tror på en god og kærlig Gud, vi kalder ham endda Vor Fader. Og at vi tror, at han er almægtig. Det siger vi i trosbekendelsen. Og i Fadervor: ”dit er riget og magten og æren.”

Jeg behøver ikke skrive mere om selve problemet, for det er jo så indlysende, og ingen har indtil dato kunnet løse gåden. Leibniz (1646-1716) brugte sit liv på at finde en forklaring, og kirkens tænkere har fortsat med mange forskellige bud, men ingen har efter min mening fået de to ting til at gå op = at Gud er god og almægtig, og at vi rammes så hårdt af Det Onde.

Min egen lille bitte forklaring, som ikke ret mange køber, er, at Satan ikke er sat ud af spillet. Hvis han var ikke var til, ville vi vel ikke begynde trosbekendelsen med at forsage ham. Vi tror på Gud, og vi forsager Djævelen og al hans væsen.

Vi tror ikke på Djævelen, men vi forsager ham, for han er til, for hvem skulle ellers svinge svøben over os? Gud? Nej, vel!

MEN som Paulus siger: nu ser vi som i et spejl – i en gåde – … nu erkender vi stykkevis, men en skønne dag osv. 

Paulus kommer vel sandheden nærmere end alle tænkerne ( tænker jeg):  vi KAN jo ikke forstå det paradoks, som udspiller sig i vort liv.

Så lad det ligge! Nej, jeg kan ikke lade være med at kredse om det, for jeg tror, at det med ondskaben bunder dybere, end vi normalt forestiller os. At det endda ofte er usynligt. At vi på sin vis accepterer det og ikke altid ser det djævelske som det, det er.

Det vil jeg prøve at forklare. Og nu griber jeg et tilfældigt eksempel: Vi lærer vore børn i historieundervisningen om erobringer og om kampe og sejre og om helte og kæmper osv. Og det onde fortaber sig i de ”spændende” narrativer. Fortællinger, hvor det onde det lever sit skjulte liv.

Og vi får sjældent indflettet det, som egentlig skete i de heroiske slag og erobringstogter: at folk stødte det skarpe stål ind i hinandens hjerter og i hinandens hjerner, så de faldt skrigende sammen: ”så Gotens hjelm og hjerne brast” – det synger vi gladeligt uden at gyse, for vi ser ikke hjernemassen flyde ned over ansigtet ( det er jo heller ikke et menneske, men en goter!!!). En af mine forfædre, jeg tror det var min oldefars bror Peder Houkjær, var med i slaget ved Helgoland i 1864, og han så sin bedste ven blive ramt af en kanonkugle og vennens blod sprøjte ud over dem begge. Men vi lærer i skolen, at det slag vandt vi!!!! Vi tabte ved Dybbøl, men vi vandt ved Helgoland.

Hvad er det for noget vrøvl? Det var begge voldscenarier, hvor ondskaben fik frit spil. Som den altid gør i krig. Krig er og bliver den ultimative vold. Det er volden sat i system. Og der findes ikke gode krige. De er alle arnesteder for ondskaben. Her er der kun en, der har magten: Djævelen. Og hvor han fryder sig, når blodet sprøjter, og når kødet flåes af knoglerne og skrigene når himlen.

Men den glæde bør vi ALDRIG dele med ham.

Krigens briller er sort/hvide. Alle nuancer forsvinder. Det er venner eller fjender. Man er for eller imod. Det er ja eller nej.

Så i aftes en serie i fjernsynet om Frankrig efter Anden Verdenskrig. Jeg husker ikke, hvem der står bag filmen, men den var sammensat af en lang række dokumentaroptagelser fra årene lige efter krigen – fra 1944 til 1953. En stemme kommenterede billederne.

Og den fortalte – og viste skræmmende tydeligt – at de allierede bombede de franske byer sønder og sammen. Jeg tror, det var ca. 2/3 af husene, der blev ødelagt af bomber, og billederne lignede dem, vi ser fra Gaza i denne tid: store hobe af rygende ruiner.

Og så det underlige. At franske kvinder sås på filmen omfavne og kysse de amerikanere, der lige har smadret deres hjem.

Det er så underligt, at vi aldrig rigtig har hørt om, hvordan krigen endte. Hvilket frygteligt blodbad det var. Det skal ligesom forties, for de allierede vandt jo. Men hvorfor ryster ingen på stemmen, når de taler om den sejr? Hvad den kostede!

 Jeg vidste godt, at Tyskland blev sønderbombet. Jeg besøgte Hamborg i 1957, og da lå en del af byen stadig i ruiner. Men jeg vidste ikke, at Frankrig blev akkurat så smadret som Tyskland. Det hørte vi ikke om i skolen. Og det blev der tiet om. Men vi skal huske det. Vi skal huske, hvad krig er. Det er ikke heltegerninger. Det er mord og drab og ødelæggelse.

Det må vi aldrig glemme – og når vi svælger i oprustningsretorik nu, så burde vi få hvert eneste ord galt i halsen.A

En gang om ugen aflægger jeg visit hos en gammel herre på 97, og når jeg kommer, kan man straks se, at jeg er velkommen: han har gjort forberedelser – den fine lænestol er sat hen foran hans egen gode stol, og så sidder vi over for hinanden og passiarer.

Og det er ikke vind og vejr, vi snakker om, men vejret skal selvfølgelig lige have et par ord med på vejen, for Knud er gammel landmand, og det med klimaet ligger ham i blodet, ligesom det også for ham er vigtigt, at haven fremtræder lige så kultiveret, som han selv gør. Her slår kræfterne dog ikke til, men han har skaffet sig hjælp, og mens vi snakker, hører vi ind imellem Christian med hans hæksaks og plæneklipper og buskrydder. For der skal være pænt. Og der er pænt.

Men når vi er færdig med vejret og har snakket lidt om høsten, glider samtalen videre til den omliggende verdens tilstand, som vi kommenterer fra hvert sit standpunkt, og her når vi aldrig til enighed, for Knud er helt på linje med tidens politiske trends og altså en ivrig tilhænger af oprustning, og han har ingen problemer med at betragte enhver russer som en absolut uværdig beboer af denne klode og slet ikke et rigtigt menneske og som derfor hurtigst muligt bør ekspederes ud af denne verden og ned i det helvede, hvor sådanne djævle hører til.

Og imens plæderer jeg for en fredeligere verden med nedrustning og imødekommenhed og diplomati og samtale og alle gode handlinger mod de folk, der kalder sig vore fjender. Og jeg tager ikke Mette Frederiksens ord for gode varer, når hun snakker om, at vi skal betragte alt derovrefra som det ondes tegn og i en fart se at blive endnu ondere end de ondeste onde, så vi denondelyneme´ kan true dem med at slå først.

Den slags retorik er gift. Men den danske befolkning er åbenbart let at forføre. Jeg synes, at hver dags nyheder, som de præsenteres for os i pressen, er et stadig voksende forsøg på at oppiske en krigerisk holdning i befolkningen. Det næste er vel, at børn skal lære, at det at ære sit land er at dø for sit land.

Det er en dødsdyrkning, som er set før, men det gør den ikke mindre uhyggelig. Tværtimod, for det er utøjlelige kræfter, der slippes løs, når lærdommen er, at det er ædelt at kæmpe (= at slå ihjel) og at en HELT er en, der har taget livet af rigtig mange (=fjender).

Og vi bliver aldrig enige, og Knud slår på, at han har større erfaring end mig, og at han tydeligt kan mærke den samme spænding i luften og det, der flyver rundt i den, som han mærkede i 30’erne, og se bare hvordan det gik! Det var da ellers vand på min mølle, mener jeg. Men det vil han ikke erkende.

Vi slutter i fuld fordragelighed. Og det kunne verdens lande også, hvis ikke dumhed og magtbrynde styrede den.

Og hvis vi ikke bare lod det ske.

Nu er Ulla Poulsen glemt af de fleste, men engang var hun en af Danmarks dygtigste dansere, og alle i kongeriget vidste, hvem hun var. I mange år dansede hun på Det kongelige Teater, hvor hun begyndte sin karriere i 1913 som elev på balletskolen og endte som en feteret solodanserinde.

Jeg har ikke været tæt på Ulla Poulsen, selv om jeg i en årrække var nabo til hendes gård i Tranestederne, Tranegården, og nu og da smalltalkede med hende ved stranden. Hun var venlig og åben over for dem, hun mødte. Mine forældre kendte hende fra ungdommen og havde utvivlsomt deltaget i nogle af de festlige sammenkomster, der blev holdt på Tranegården i de lyse sommeraftner.

Den gamle gård, som man kan se ovenfor, tilhørte en Hulsigslægt, som jeg langt ude er i familie med, alene fordi min slægt stammer fra Hulsig, hvor alle ( i al fald alle gårdfolk) er i familie med hinanden.

Johannes Poulsen fik ikke mange år i Tranestederne, han døde få år efter, at de havde købt og moderniseret den lille gård. Men Ulla Poulsen fik et langt og lykkeligt liv i Tranestederne. Så sent som få år før årtusindskiftet var min mand på besøg på Tranegården for at hjælpe hende med kloakproblemer ( som vi delvis var skyld i, fordi vores bæk, som vi skulle holde liv i, var sandet til.) Ulla Poulsen giftede sig med ejeren af Hotel Phønix i Aalborg, Helge Skou, og sammen med ham tilbragte hun en stor del af året i Tranestederne. Da hun blev enke for anden gang, blev hun ved at komme til stedet sammen med sin gamle husholderske Agnete.

Jeg vil skrive lidt om den sidste bog, hun skrev og udgav på Gyldendal i 1966 “Til alle Årets Tider.” En slags dagbog om livet på Tranegården – fra 1. januar og til 31. december. Hun skriver ikke hvilket år, det handler om, men det er jo lige meget for læsningen.

Ulla Poulsen indleder bogen med et digt ( frit efter) Isabel Fiske Conant:

He who loves an old house/ will never love in vain,/ for how can any old house/ used to sun and rain/ to lilac an to larkspur,/ and arching trees above,/ fail to give its answer/ to the heart that gives it love.

Bogen er som sagt skrevet som en dagbog – ikke hver dag i året er med – men næsten, og i hvert afsnit får man et indblik i, hvordan livet leves på dette øde sted, næsten helt ude i klitten – der er kun to gårde i Tranestederne, og Ullas ligger nærmest havet. Der har været barskt om vinteren, og det beskrives levende i bogen. Samtidig er der hele tiden små eller længere tilbageblik til det liv og de venner, hun har haft gennem sit liv. Hun var således en nær ven af Johannes V Jensen. Og i hendes skildring møder man en helt anden mand end den Jensen, jeg kender. Der er virkelig nogle ganske overraskende møder med kunstnere fra tiden. I et af kapitlerne beskriver hun forårsrengøringens fryd: frydefuld, fordi reolerne skal rengøres og alle bøgerne derfor fjernes, og det arbejde tager lang tid, mange, mange dage, hvor hver bog skal have et kortere eller længere gensyn med sin ejer, og mens hun foretager det, fortæller hun om de enkelte bøger, så vi som læsere ser og oplever hende som læser, der oplever det, hun læser. Smart gjort. Det er f.eks. morsomt at høre om (og læse) afsnit af Johannes Poulsens “Gennem de fagre Riger” – her citerer hun et afsnit, som er ganske tankevækkende. Johannes P. skriver: “Det unge fremskridtsvenlige Kina er på vej, – og ve os om halvtredsindstyve år” – Det skriver han fra en rejse, han foretog i 1912. Tænk, hvilken spådom!

Jeg vil ikke skrive mere om bogen. Læs den, den er ikke kun hyggelig, men også velskrevet. Det er morsomt at læse om det grundige og dedikerede havearbejde, hvordan hun forvandler klitten til en smuk og frodig og givtig have. Den har jeg set og beundret flere gange – og hun skriver, hvordan hun er begyndt at undgå sprøjtning af frugttræerne, for fuglenes skyld. Og lidt efter skriver hun, hvordan hun fjerner nogle skadedyr i køkkenhaven med DDT. Ja, virkelig.

Her et citat fra slutningen:

“Det er vemodigt at sige farvel til et år, der er gået så hurtigt. Jeg er taknemlig for, hvad det gav mig af dage fyldte med glæde og beviser på kærlighed. Ikke alle år var lige lykkelige, nogle bragte både sorger og skuffelser, men alt vendte sig til slut til lykke. Lykke er ikke udelukkende gode trygge omgivelser, for midt i sådanne kan man godt føle sig ensom og ulykkelig. Lykke først og fremmest at leve i harmoni med den, der står én nærmest, og med sine medmennesker.”

Vi elsker vort land, og ved midsommer mest …

Det synger jeg gerne med på, og jeg synger i det hele taget med på det meste, men dybt inde er jeg bange for lige akkurat den følelse: nationalfølelsen.

Der er begået for mange mord i dens kølvand, og jeg vil ikke være med i den bølge, der for tiden skyller hen over landet (landene i Europa).

Kristelig Dagblad, som jeg abonnerer på, kører for tiden et tema om fædrelandskærlighed, og en række personer udtaler sig om deres forhold til emnet. Det går igen hos de fleste, at de føler et fællesskab med deres medborgere, fordi de er danske. En stærk fællesfølelse. Nej, men den kender jeg ikke fra mig selv. Tværtimod. Jeg føler et fællesskab på tværs af nationale tilhørsforhold.

Eksempler: Jeg føler mig mere i slægt med den tyrkiske kvinde på min alder, som jeg traf i Istanbul, og som havde læst de samme bøger som jeg, end jeg gør med den motorcyklist, der lige før larmede forbi mit vindue, og jeg har mere til fælles med min franske kollega i Silkeborg, der også holder af Camus, end med min VVS – mand.

Og sådan kunne jeg blive ved.

Men vi skal oprustes. Vi skal være militante.

Oprustning er et modeord.

Og det er et hæsligt ord.

Og lige nu ligger det tungt over landene, og vi præpareres alle til at være med på at ruste os. En rustvogn uden lige ruller hen over Europa.

Og måske er der virkelig dem, der har gode hensigter og som holder os andre for naive fjolser, der lader os tromle af Putin og hans slæng. Men jeg tror ikke, det er dem, der har ret. Og jeg tror ikke, at Europa er skyldfrit, men det hører man næsten ingenting om i medierne.

Europa pustede til de gløder, der tændte ilden for tre år siden. Jeg tror, at krigen kunne have været undgået, jeg tror, at stærke (og onde) kræfter i Europa spillede med i den magtkamp, som de fandt SÅ meget vigtigere end freden.

En god lille krig ( og lad så bare Ukraine være ofret) skader aldrig, og det gavner produktionen ( våbenindustrien vokser – se blot, hvor de jubler i Elling over igen at få en krudtfabrik!) Og Trump vil pludselig også være med nu, for nu kan han kan se profitten vinke forude: at kunne sælge dræbermaskiner til Europa. Hurra! Hurrra! To fluer med et smæk. Han skal ingenting yde, og han får gang i våbenindustrien. Det gik jo ikke rigtigt med kulminerne.

– Profit og magt. De to onder i forening.

Ja, men nu kører vi altså videre i det spor, som bliver stadig mere blodigt og stadig vanskeligere at skifte.

Og man er jo nærmest landsforræder, hvis man ikke spiller med i våbenjublen.

Men det gør jeg ikke. Jeg er bange for den udvikling, der er i gang ( og som vi har været med til at sætte i gang ) og jeg er ikke bange for at indrømme det.