25 – Et hus i Hulsig

Min morfar ( kaldet bedstefar ) var brugsuddeler i Hulsig. Jeg ved ikke ret meget om ham, og det jeg ved, er stykket sammen af små bemærkninger, der er faldet tilfældigt og uden sammenhæng. Mor fortalte aldrig om sine forældre, og det er mærkeligt, når man tænker på, at de begge var døde, da jeg og min lillesøster blev født. Han nåede netop at se min bror Anders, og et af de bedste billeder af ham er netop et, hvor han sidder med Anders på skødet. Så det oplevede han, men vi oplevede aldrig ham.
Om min mormor ved jeg næsten ingenting, og der er kun bevaret et temmelig utydeligt billede af hende – i min erindring selvfølgelig slet ingenting. Den tale, min mor holdt til hendes begravelse, er det største minde om hende.
De fleste af de bygninger, der lå i Hulsig i 1900tallets begyndelse, er borte nu. Jeg kan svagt erindre min fars købmandsbutik, men der hvor den lå, ligger nu et andet hus. Men brugsen er bevaret og ligner det hus, det var dengang, og jeg er ret sikker på, at det var et af de smukkeste og største huse i Hulsig. Uddeleren kom ellers udefra – og det var noget nyt, for byen havde i generationer været selvforsynende med mennesker, hvilket jo også betød, at man nødvendigvis giftede sig med slægtninge. Det kom der sikkert mere end en “særling” ud af. Jeg har hørt om flere af slagsen, men det får vente.
Her drejer det sig om et hus, og nedenfor vil jeg vise den nuværende “Gamle Brugs” -butik, som i dag sælger brugskunst og lignende, men som altså har til huse i min mors barndomshjem, der stort set står som da det blev bygget. Billedet af min bedstefar er venligst udlånt fra denne butik, hvor det er ophængt.

Billedet af bedstefar ved sin butiksdør:

Så fandt jeg alligevel et par billeder af mormor. På det øverste er hun ganske ung. Hun har taget turen til København for at blive foreviget – og sikkert lånt hovedbeklædningen. Den er så fin. Og hun kommer lige fra Ollerup Højskole, hvor hun gik i sommeren 1903. Og her synes jeg, at hun virker som en, min bedstefar nok kunne forelske sig i. En ung pige, der varsomt går ind i voksenlivet – lidt sårbar måske, men dog bevæbnet med paraply og et blik, der ser ligefrem, som ville hun sige: jeg er kun blid på overfladen.
Og på billedet af den ældre mormor er blidheden gået fløjten, synes jeg. Hun smiler en anelse, men der er alvor, ja, næsten vrede i øjnene. Hvordan mon hun var? Jeg kender hende kun fra min mors tale til hendes begravelse:
Her er en del af talen med mors skrift – jeg “oversætter”  nedenfor:

Oversættelse: Lille Mor, før du nu i dag skal bort fra det Hjem her paa Jord, du holdt saa meget af og fra os tre, du elskede saa højt, vil vi gerne takke og mindes dig.
Takke dig for alle de gode Minder, vi har om dig herhjemme, hvor du altid kun tænkte paa at gøre det bedste for os, kærlig og uegennyttig, som du var til det sidste. Tak, lille Mor for hver Gang du kom ned til os i Strandby, du var altid saa glad, naar du kom, og vi er glade for, du fik vort Hjem at se, vi kan næsten ikke forstaa, du aldrig kommer mere.
Jeg mindes, Mor, da jeg var en lille Pige, om Aftenen naar du puttede mig i seng, du satte dig hos mig og saa sang du denne lille Aftensang: Jeg ved en dejlig Have, hvor Roser staar i Flor, den skabte Gud til Gave til alle Børn paa Jord. Nu er du selv, lille Mor, hjemme i den dejlige Have, det ved vi, naar vi mindes dine sidste Ord deroppe paa Hjørring Sygehus, vi spurgte dig, hvordan du havde det, og du svarede:”Jeg har det saa godt saa godt, alting er jo saa skønt, det maa I tro.” Og med det lille Smil, som kun du kunde smile sagde du: “Godnat Far”, og du sov ind for ikke at vaagne mere. Stille, som dit Liv og din Færden, saadan var ogsaa din Død.
Vi var saa faa at miste af, og nu blev du sparet for den Sorg at se nogen af os gaa først.
Lille Mor, vi tre vil altid savne dig. Din plads vil staa tom, men vi ved, vi skal mødes med dig igen, og da aldrig mere skilles. Indtil da Farvel du lille, gode Mor og Tak.
Min bedstefar giftede sig få år efter med Anna Larsen, hende jeg har kendt som bedstemor. Hun var henrivende – nu skriver jeg lige det ord, for bedstemor kunne godt finde på at bruge det selv. Hun levede sin ungdom i København, begyndte som slemt misbrugt pige i huset hos en arrig, nærrig og rig kone, der nød at se bedstemor kravle helt ind under sengene for at gøre dem rene – alt imens hun skældte ud over tempoet!! Senere kom hun i huset hos søstrene Kondrup, der var velhavende, ugifte og meget søde mod hende. Det var også her hun blev “missionsk”. Bedstemor arvede en del af deres bohave og måske også penge, i al fald blev hun i stand til at iværksætte sin egen virksomhed: en systue med mange ansatte – jeg har set billede af den, men det er blevet borte, måske finder jeg det.
Her er til gengæld et ungdomsbillede af bedstemor, taget i København, og hun står sammen med en lille dreng, hvis relation til hende jeg har glemt. Men der var noget med en officersfamilie, hvor bedstemor kom som husven … det ligger i tåge … men drengen er vist nok fra den familie, og her altså fotograferet med min bedstemor:
Da bedstefar døde, flyttede bedstemor til Strandby for at bo hos os. Der var et venligt, men ikke særlig varmt forhold mellem mor og bedstemor, jeg har aldrig rigtig forstået hvorfor. Det gør jeg nu. Pladsen efter mormor skulle stå tom. Men den blev alt for hurtigt fyldt ud og af en kvinde, der også som ældre var meget smuk. Fra min “tante” Sylvia, som var ung pige i huset hos det nygifte uddelerpar i Hulsig, ved jeg, at de var som to turtelduer ( det er “Sylles” udtryk) – så forelskede, som havde de været 20 og ikke over 50 år.

24 – H. C. Andersen: Skagen

Her en række billeder af den natur Andersen så:

 
 
H. C. Andersens rejseindtryk fra Skagen udkom første gang i”Folkekalender for Danmark” i 1860. “Skagen” er skrevet kort efter Andersens hjemkomst og d.12 november læste han den højt i Studenterforeningen. Dagbladet anmeldte teksten – som ud over “Skagen” også indeholder “En Historie fra Klitterne”, der foregår i Vestjylland. Bladet slutter den fine anmeldelse sådan her: “En forøget Tiltrækningskraft faar den derved, at dens Skueplads er henlagt til de vilde og øde Egne i Jylland, Vesterhavets Kyster og Klitterne ved Skagen; de kraftige Skildringer af disse lidet kjendte Egnes Natur og Befolkning ere en Frugt af Andersens sidste Sommereise.”
Det er nok ingen tvivl om, at H.C. Andersen med denne populære tekst om Skagen har været medvirkende til at vække den “opdagelsesiver”, der følger umiddelbart efter, og som resulterer i, at Skagen bliver selve stedet, hvis man er rigtig kunstner. Digteren indleder sin skildring med disse ord:
( Citat fra side 7) “Vi ville besøge denne “Danmarks Afkrog”, Sandørkenen mellem to brusende Have, Byen, som ikke har Gade eller Stræde, høre Maager og Vildgæs opfylde Luften med Skrig hen over de bevægelige Sandklitter og den tilfygede begravne Kirke. Er Du Maler, da følg os herop, her er Motiver for Dig, her er Sceneri for Digtning; her i det danske Land finder Du en Natur, der giver Dig et Billede fra Afrikas Ørken, fra Pompejis Askehøider og fra de med Fugle omsvævede Sandbanker i Verdenshavet. Skagen er nok et Besøg værd.” ( Citat slut)
Skagen er under forvandling på den tid,  Andersen besøgte det. Den navnkundige Byfoged Lund har allerede for længst fået sin plantage anlagt midt i byen, og der er mange og effektive sanddæmpningsaktiviteter sat i gang. Andersen skriver om plantagen således:
( Citat fra side 13) “… lige foran os, hilses vi af en blomstrende Have; en udstrakt Plantage med mange Sorter Træer, Eeg og Bøg, Piil og Poppel, Fyr og Gran; Grønsværen dækker i Gangene Sandgrunden, der ellers snart ved Vinden vilde faae Overmangt. Vi træde ind mellem Blomster og Frugttræer. Det er Byfogdens Bolig, den  ligger saa smukt, har noget saa hyggeligt og dertil herskabeligt. Man føler sig med Eet flyttet hen i et frodigt Landskab. det har menneskelig Udholdenhed formaaet.” (Citat slut).
Ja, ifølge overleveringen var det jo den sorte slave, John Leton, som byfogden i 1817 fik forærende som tak for en redningsaktion, der klarede det hårde arbejde med at plante træer. Han er for øvrigt en af personerne i en roman om Skagen, som udkom for få år siden, skrevet af Henrik Wentzel, “Dødemandsbjerget”. Jeg har endnu ikke nået at læse den, men når det er sket, vil den indgå i bloggens tekstunivers.
Bloggen har allerede bragt et par eksempler på beskrivelser af redningsaktioner, og der vil komme flere. H. C. Andersen må naturligvis være med her. Skibskatastrofer og forlis er det mest dramatiske i Skagens historie, og skildringerne så vidt forskellige. Her vil jeg citere slutningen af Andersens Skagensoplevelser, for der er netop tale om en redningsaktion:
(Citat fra side 24) “Følg os herop i et stormende Veir, naar Skibet sidder fast derude i Sandet, og Bølgerne brydes mod Plankerne. Sit eget Liv vover den kjække Skagbo, det kunne alle Aaringer heroppe fortælle os; Mod og mandig Villie mægter vel ikke at bryde enhver Skranke, men da overflyver Kløgten den. Forlad din Stue i den mørke Nat, det er en Storm, saa stærk, at Du ikke hører det rullende Hav, Vindens stærke Kast møder Dig, idet Du træder ud; det fygende Sand og de skarpe Smaasten pidske dit Ansigt tilblods. Du fornemmer over Dig og om Dig en Kraft, som synes mægtig til at suge Havet op; det er en buldrende Lyd, som udfoldede sig over Dig et Verdens-Telt. Arbeid Dig op paa Klitterne i dette Mulm; sniig Dig mellem Vindkastene frem, Du fornemmer, naar Du har naaet herop, thi Søens salte Fraade flyver Dig i Øinene, og først lidt efter lidt vænnet til Mulmet, skimter Du det skumkogende Hav; og mere gjennemtrængende end Søfuglenes skærende Skrig lyder til dig Nødraab, Fortvivlelsens Skrig; da lysner det, Natfaklen tændes, og ud over Vandet kastes en Raket fra Land hen over Skibet; ved Faklens Blaalys seer Du Fartøiet boret fast i Sandet; de tunge fraadende Bølger vælte sig mod det, og over det; Menneskene derude løbe i Dødsangst mellem hverandre, Enkelte holde fast i Tougværket, den næste Bølge, som løfter sig, kan falde knusende, saa at Planker og Bjælker blive Spaaner i Havstokken; men Redning er bragt, en Finger, der bliver en heel Haand, som bærer de Strandede frelste i Land. Ved Raketten er bundet en Line, den er falden hen over Skibet, ved Linen drages et stærkere Toug derud, Forbindelse er bragt tilveie mellem Landjorden og de Skibbrudne, og snart flyver Redningsstolen frem og tilbage mellem Land og Kyst. De Frelste føres til Skagens By, Byen uden Gade eller Stræde, men hvor under Straatag i det tjærede Huus findes stærke Arme og varme Hjerter. Udholdenhed, Mod og Hengivenhed er Skagboens og Vestklitboens Natur; Havgusen gjør kolde Hænder, men “kolde Hænder, varme Hjerter!” siger Ordsproget.” ( citat slut)
Der er milevidt fra Andersens til Pontoppidans skildringer af skagboerne i en strandingssituation!
Vi er så langt fremme i den tekniske udvikling, at der her findes både raketter og redningsstol til bjergning af de strandede folk.
Der er en lille krølle på fortællingen om Andersens tur til Skagen, som ellers ikke omtales nogen steder, men her vil jeg gøre det. Der boede nemlig på egnen en anden Andersen, der også var digter. Hans historie er ikke noget eventyr, selv om starten ligner H. C.’s .Bent Haller har fortalt den i “Digterpjalten,” men man kan også læse om denne ukendte digter Andersen i de arkiver som findes i det lille smukke egnsmuseum i Ålbæk. Her traf jeg ham første gang.
Carl Andersen hed han, og han var frugten af et forbudt kærlighedsforhold – en adelsdame på Gårdbogård fødte ham – og han sattes i pleje hos husmandsfolk. Og blev jo selv husmand. Fik også familie og sled for at holde sulten for døren, men det var umuligt, for netop på den tid tog sandflugten fart på den egn, hvor hans lille ejendom lå, og han kæmpede en håbløs kamp for redde sine marker fra at sande til. Ind i mellem skrev han. Kunne jo ikke lade være, for han havde talent. Men et talent, som ikke fik lov at udfolde sig. Et enkelt lyspunkt oplevede han dog, nemlig den dag, hvor han fik tilsendt en pris fra Kong Chr. d. 9. som tak for et hyldestdigt, som han uopfordret havde sendt til kongen. Men ellers var hans dage sorte, og den sorteste af dem alle var nok den dag, hvor det var rygtedes, at den store digter H. C. Andersen ville komme til Skagen og på vejen gøre ophold på Ålbæk kro. Her stillede Carl fra morgenstunden og ventede på kollegaen. For nu skulle han vise sine digte til en stor kunstner, der ville værdsætte dem og se deres skønhed og helt bestemt tage ham under sine vinger. H. C. Andersen kom, og vi ved ikke, om han fik noget at vide om digteren, der stod og ventede udenfor. Men vi ved, at kroværten ikke ville tillade, at den fattige mand blev lukket ind – det var han slet ikke fin nok til. Så Carl blev afvist ved døren, og det hjalp ikke, at han tiggede og bad. Han var og blev en stymper. Og derved blev det, og han måtte gå den lange vej tilbage til huset i Råbjerg med uforrettet sag.
 

23 – To romaner og en erindringsbog

Der er skrevet en hel del skønlitteratur, hvor handlingen udspiller sig i Skagen – om nogle af teksterne må man tilføje et “måske”, idet Skagen ikke nævnes ved navn. Det gælder for de to tekster, jeg netop har læst. Den ene er Hanne Marie Svendsens “Guldkuglen”, og den anden er Bech Nygaards “Livets Dræt og Dødens”. Den tredje bog er en lille lyrisk sag – korte prosastykker, der handler små glimt fra barndommen. Den er skrevet af  Bent Haller og hedder “Så mange Rum”.
Det drejer sig om tre meget forskellige bøger.
Handlingen i H.M. Svendsens roman tager udgangspunkt i en fjern fortid og man føres så via skildringen af nogle slægters liv op til en slags nutid. Bogen er på en gang realistisk i sin skildring og samtidig inspireret af den sydamerikanske magiske realisme, som man f.eks. finder i flere af I. Allendes romaner og mest udpræget måske i Garcia Marques’ Hundrede Års Ensomhed. Den har desuden også det til fælles med de sydamerikanske forfattere, at den ud over at fortælle en slægts- og egnshistorie forholder sig kritisk til samfundsudviklingen. Faktisk går det så vidt, at menneskene i bogens sidste kapitel lever eller forsøger at leve i et totalt forgiftet miljø, forgiftet af hensynsløs industrialisering og profitjageri. Det fremgår ingen steder, at romanen foregår i Skagen, men menneskene lever isoleret på en ø igennem flere århundrede, og ligheden mellem romanens fiktive univers og det faktiske Skagen er meget stor. Skagen var i flere århundrede at betragte som en ø – isoleret som den var mod syd af de store sandmiler og en total mangel på farbare veje.
Jo, Skagen var en ø. Jeg vil gerne anbefale romanen – den er fascinerende på mange områder, men som kilde til Skagens liv og udvikling er den nu nok ikke den bedst egnede.
Det er derimod den næste bog, nemlig Bech Nygaards Livets Dræt og Dødens. Også i den følger man en slægts historie, og romanen begynder i slutningen af 1800tallet og ender midt i Anden Verdenskrig. Jeg holder meget af Nygaards bøger, han forstår på en særlig inderlig og dog saglig måde at skildre miljøer og mennesker, der ellers sjældent finder vej til en roman. En af hans første bøger var “Guds blinde Øje”, og her fortæller han om et lille, forsømt menneskebarn på en måde, der er fuldt på højde med M.A. Nexø’ “Ditte Menneskebarn”. Jeg har læst næsten alle hans romaner, og det er karakteristisk,  at forfatteren besidder en ganske særlig evne til med empati at tænke sig ind i andre menneskers indre liv, og det gælder for snart alle miljøer, lige fra fiskerne i Skagen og til utilpassede grønlændere og danskere i Grønland.
I modsætning til Svendsens bog er Nygaards fortælling 100 % socialrealistisk, og jeg må indrømme, at den ikke litterært hæver sig til samme højde som Svendsens bog – men den har så andre kvaliteter, hvoraf jeg har nævnt nogle. Desuden kan man her nøje følge den udvikling, Skagen gennemgår fra de fattige år og til år med fremdrift og spirende velstand, efter at den har fået jernbaneforbindelse, asfaltveje og havn – og altså ikke mere lever sit ø-liv. Og man er ikke et sekund i tvivl om, at der er tale om Skagen, skønt navnet ikke nævnes i bogen. Her hedder byen Vesterby, og Frederikshavn hedder Sønderhavn. Men man ved, hvor man er, og desuden har alle andre steder deres autentiske navne,  f.eks. hører man om fiskernes ture til Esbjerg og Grimsby.
Det forekommer mig, at Nygaard har været akkurat så grundig med sin research, som han plejer – han ved virkelig meget om Skagens udvikling, og jeg er ret overbevist om, at man bliver ikke så lidt klogere på Skagen Bys Historie efter at have læst “Livets Dræt og Dødens”. Men man skal være klar over, at den historie, der fortælles, er fiskernes og kun fiskernes. F.eks. hører man stort set ingenting om badegæster eller kunstnere, og det til trods for, at handlingen netop udspiller sig i den periode, hvor Skagen vrimlede med berømte kunstnere, og desuden var sommerby for en lang række af rige danskere. Alt det hører man ikke om. Det er fiskernes liv, det handler om: Deres hårde arbejdsliv og deres hjemmeliv. Og her føres man ind i en verden, der er skildret både realistisk og smukt. Jeg vil citere et par afsnit fra tiden omkring århundredeskiftet, hvor en isvinter betød sult og død i de fattige hjem.
Her i romanen får vi skildret kårene for fiskerne inden den spæde start af en velfærdsstat ser lyset – der er kulde og undergang i fattigdommen – og stolthed. Hellere dø end at ligge sognet til byrde. Med præsten er det noget andet. Han har tavshedspligt. Og kan vel godt give et par skillinger uden at man behøver skamme sig:
 
Citat fra side 29: “Det hænder tiere og tiere, at de kolde, stjerneklare martsaftner leder en mand til præstegården for der at søge råd. Han kommer ikke for at bede om hjælp. Han vil blot spørge, om præsten ikke kan hjælpe ham med et råd. Præsten er jo studeret, og han er ikke født i Vesterby, og han kan tie med, hvad man fortæller ham. Så står der en duknakket, hærget mand på præstens dørmåtte. Hans øjne farer omkring uden mål, og hans fingre krammer den lådne hue, som om den var et kosteligt stykke brød eller fedt kød og ikke et lurvet stykke garvet kohud. “Det er jo ikke Karen eller mig selv,” siger han. “Vi klarer os. Det har vi jo prøvet før. Men nu er Lilleniels syg … og … sognet vil vi jo ikke … og … ingen må vide …m kommer det stammende ubehjælpsomt og næppe hørligt, fordi skammen alligevel dukker frem igen, skyder overrumplende frem her i varmen og lyset. Ammitsbøl forstår. Han beder gæsten om at sætte sig. Han snakker om neutrale ting. Han sørger for kaffe og tykt rugbrød med smør og ost. Og han ender med at trække en skuffe ud i skrivebordet og tage en seddel fra en blikdåse med kongens og dronningens billede. Han rækker sedlen frem med et smilende “værsgo” og begynder igen at snakke om noget andet.” ( Citat slut)
Som socialrealist ligger Nygaard i forlængelse af Pontoppidan, Hans Kirk og M. A. Nexø, men der er hos ham en nærhed til de mennesker, han skriver om, som sjældent findes lige så intens hos forgængerne.  Skildringen af Margrethe minder om nogle af Pontoppidans kvindeportrætter i bl.a. “Fra Hytterne”, men sympatien og varmen er større hos Nygaard.
( Citat fra kapitel 7) : “Margrethe Hollænder sidder i en lav, meget bred bræddeseng, der er slået op mod væggen længst borte fra vinduet. Hendes ansigt er hærget og fugleagtigt magert. Hendes grå, uredte hår hænger i korte tjavser ned bag hendes øren. Hun er viklet ind i et stort gråt uldtæppe, der når hende lidt over hofterne. Hun har en ubleget, ikke helt ren hørlærredsnatkjole på. Ærmerne er altfor korte. Hendes magre arme med de lidt blålige, opsvulmede håndled og hænder rager altfor langt ud. Foran hende, på den posede, brunplettede dyne ligger en opslået, fedtet bibel. “Goddag, Margrethe,” siger Ammitsbøl og rækker hende hånden. “Goddag pastor. Så skønt det er, at De kommer,” svarer Margrethe, og hendes matte øjne ler. “Hvordan går det i dag?” Amnitsbøl trækker en stol hen til sengen og sætter sig. Han tager Margrethe Hollænders ene hånd mellem sine og læner sig lidt til side, så lyset kan nå hende. “Får du din pasning, Margrethe,” siger han så. “Ja,” siger hun. “Der skal jo ikke så meget til. Bare der er lidt ild i ovnen, går det sagtens, til Ole kommer hjem.” Hun sidder og smiler glad. Hun klør sig på brystet med den frie hånd uden at tage hensyn til Ammitsbøl. Han prøver at lade være at se på hende, men hendes øjne er så frimodige, at han ikke tør. Han tænker, at hun sikkert ikke har fået ren natkjole på, siden han sidst besøgte hende. Hvem skulle også give hende en, svarer han sig selv. “Kniber det alligevel ikke, når Ole arbejder inde hos Herman Vind?” spørger han, da hun har gnubbet sig færdig. “Når Ole bare husker at fylde ovnen op, inden han går, klarer jeg mig nemt, pastor. Den lugter nok lidt, når den er fuld, men jeg tænker slet ikke på det.” “Ligger du så uden at få noget at spise og drikke, før Ole kommer hjem?” “Ja, pastor, der skal ikke så meget til, når man ligger ned.” ….(Citat slut)
( Citat ): “Amnitsbøl går til det næste hus mellem storklitterne. Det er Sorte Kro, og det er som Ole Hollænders, lavt, faldefærdigt og fattigt. Men der er ingen tørverøg i gryden, hvor det ligger, og der er ingen, der byder ham velkommen, da han kommer ind i stuen. Henrik og hans kone, Alma, sidder ved bordet og spiser. De drikker en tynd, grågul suppe af kopper og spiser mørkt brød til. De nikker til pastor Ammitsbøl, men de siger ikke noget, og deres øjne er fjendtlige. Alma stryger dog bordpladen ren for krummer og sjatter, da han sætter sig ned. Stuen er iskold. På komfuret står der en gryde. Der må være lidt ild under den, for den damper svagt, og der lugter gennemtrængende af torskelever. Der er utrolig snavset alle vegne. Skønt stuen er iskold, er luften kvælende af urenlighed. Ammitsbøl har besvær med at ånde, for han mærker, at den værste stank kommer fra de to usle, gamle mennesker, der sidder over for ham. Henrik er pakket ind i en gammel fåreskindsfrakke. Hans lille, helt kortklippede hoved er bøjet frem over bordet. Han brækker brødet i småstykker og dypper det i suppen, før han spiser det. Han smasker højlydt. Han ligner et lille forfulgt, hadefuldt dyr. Alma har en grov sæk udenpå kjolen. Hun er også helt kortklippet. Hendes furede, grålige hoved på den tynde hals stikker op gennem hullet i sækken som et gribbehoved. Hendes øjne er helt mørke, men meget matte. Hun er holdt op med at spise, hun stirrer uafbrudt på Ammitsbøl.” ( citat slut)
Jeg husker min bedstemor fortælle om lignende forhold i hendes barndom. “Men det kan I nok ikke forstå. I dag hvor man endda får aldersrente”, tilføjede hun. Bedstemor var glad for sin aldersrente, for den gav hende præcis så stort et råderum, som hun behøvede. Hun boede i hus med os hele min barndom, havde et par værelser+ køkken og bad ovenpå, og her gik hendes dage med at være sammen med børnebørnene, sy på sin maskine ( jeg ved ikke, hvad hun syede, det var ikke tøj til os). Og hun fortalte – det var hun rigtig god til, og hendes historier om “gamle dage” elskede jeg og har mange af dem på lager i erindringens pulterkammer. Lidt efter lidt vil jeg rode dem frem.
Lige nu husker jeg, at hun en dag kom hjem fra et besøg i Skagen. Havde set til noget familie der. Og hun var blevet lidt fornærmet på husets unge datter, fordi tøsen havde anklaget hende for at lyve. Bedstemor havde lige fortalt datteren om dengang, dennes mor gik ved sin mors hånd ud i byen, ja helt ud til Hulsiggårdene for at tigge mad. Så fattige var de dengang, at de var nødt til at tigge sig til maden om vinteren. “Og nu sidder du der og spiller klaver!” Sagde bedstemor, og jeg kan høre hende sige det i et tonefald, som mente hun egentlig: “og nu sidder du der og spiller Kong Gulerod.” Bedstemor fortalte mig den historie en gang i 1950 erne.
Jo, bedstemor havde kendt fattigdommen, men selv var de ikke fattige. De havde en gård og det sikrede den daglige kost. Men nøjsomme har de været. Og glade for at hjælpe, hvor de kunne. Jeg kommer i tanker om, at bedstemor engang i fuld alvor ( men jo uden rigtig at mene det) sagde, at det var trist, at der ikke mere fandtes fattige, for nu havde man jo så meget at give ud af!!
Nu et spring til Hallers erindringsbog: “Så mange Rum”.
Her lyser små erindringsglimt frem – og der er virkelig lys, skønt meget ligger i mørke. Det handler om en lille bange dreng. Men også om en dreng, der suger indtryk til sig. Her er et citat fra s.121:
“Når jeg kom forbi museumshaven bag det røde plankeværk, og nåede frem til det lange gule hus, lukkede verden sig selv inde. Men allerede da jeg steg af toget og gik ned ad Skt. Laurentiivej, men kurs mod Søndervej, dukkede et billede frem. Der sad min farmor og vinkede, i stolen, i det halvmørke køkken.
Jeg gav mig til at løbe da jeg nåede politistationen. Nu kunne jeg se museet, det røde plankeværk, nu det gule hus, nu billedet igen.
Der var lavt til loftet, og bjælkerne, plettet af størkned flueblod om sommeren, var malet med en særlig blå farve. Hun sad på en stol ved vinduet der vendte ud mod den smalle gård, hvor solsikkerne voksede højt op over plankeværket, så bred at hun fyldte hele køkkenet. Hun var umulig at kommer udenom. Derfra hvor hun sad kunne hun nå alt, følge med i alt, og vide bested om det der foregik i verden, både i Østerby og i Vesterby.” ( Citat slut).
Det lille citat giver et klart billede af stil og indhold. Det er netop glimt – sanseglimt. Og der er ikke nogen hverken panoramiske eller sceniske skildringer i bogen. Et langt prosadigt. Og meget smukt.

Skoletanker

Jeg har i flere år haft lyst til at skrive en bog om Kresten Kold. Han var nemlig ikke spor kold, men fuld af varme ideer. Mange af hans skoletanker hører selvfølgelig til i en anden tid, for han levede i 1800 tallet, og det var der, han drømte om og virkede for en ny skole – træt som han var af Den sorte Skole, der var eneste svar på ingenting dengang. Men kernen i hans ideer er uopslidelig.
Kold arbejdede for en skole, hvor fantasien og drømmen og glæden og begejstringen skulle være de drivkræfter, der bar barnet frem til en stadig større oplevelse af verden og af sit eget rige indre.
En skole, hvor alt ikke skulle måles på tom udenadslære, en skole, hvor man ikke måtte sætte børn i en bås, hvor de kunne stå og lade deres store paratviden sprøjte som skidt fra en spædekalv, mens læreren holdt dem op mod de andre børn ( læs sunde børn) , der hellere ville lege end lære udenad.
Man stiller stadig børn i båse, som burde være forbeholdt høveder og andre fæhoveder.
Ja, det var sådanne tanker, Kold arbejdede med, og det lykkedes ham i vidt omfang at overbevise samfundet om, at børn voksede bedst og til bedre mennesker i glæde end under tvang. Og han omformede skolen til et sted,  hvor de gik af lyst. Sådan blev efterskolerne til.
I dag er det igen karaktererne og den store paratviden, der er i højsædet, og det er det parameter, man måler børn og skoler på. De skoler, der scorer de højeste tal, er de bedste, påstår man, og så skal folk tro, at de kan finde en god skole til deres børn ved at se på nogle tal. Hvor er det hamrende dumt!
Jeg skriver nok aldrig den bog om Kold. Men det burde skrives. Så jeg håber, en eller anden gør det.
Men for nogle år siden skrev jeg en lille klumme til avisen, som fortæller lidt om min egen historie i en skole, der ikke lige havde fattet Kolds tanker. Den kommer herunder:
KLUMME SOM ER FLERE ÅR GAMMEL, MEN DESVÆRRE STADIG AKTUEL.
”De må jo forstå, at vi har taget hele to tests. Vi er slet ikke i tvivl. De har et
venligt barn, Hr. Magnus Hesselholt, men hun er nu en gang slet ikke bogligt begavet.” Sådan omtrent faldt ordene den dag i 1952, da en alvorlig skoleinspektør bragte min far meddelelsen om, at hans niårige datter var en fiasko, i al fald hvad skolen angik. Nu var jeg så heldig at have en far, der kendte sine børn godt og vidste, at de såmænd var meget normale. Lidt dovne måske. Og temmelig ordblinde. Det sidste var han nemlig selv.
Han gik altså i brechen for sin unge, og det endte da også med, at
jeg i stedet for uhjælpeligt at havne i hjælpeklassen blev gelejdet ind på et
hold for ordblinde børn. Men etiketten ikke egnet blev hængende i alle de år, jeg gik på skolen. Og denne ville ikke indstille mig til gymnasiet, så far måtte punge ud til en dyr kostskole. Her klarede jeg dog gymnasiet fint og tog da også senere mine universitetseksaminer til tiden.
Men andre børn var ikke så heldige at have en far som min, og det er ikke godt at vide, hvad der blev af dem. Mange blev selvfølgelig fejlanbragte. Og det på grund af nogle prøver, som de voksne troede så blindt på, at de slet ikke kunne se børnene bag tallene.
I denne tid læser og hører jeg med stor undren om de nyeste tiltag inden for folkeskoleundervisningen.
Det drejer sig, så vidt jeg kan bedømme, om forordninger, der med ét hug vil
føre skolen tilbage til tiden før Grundtvig og Kresten Kold og nedbryde de fremskridt, der har gjort den danske skole så unik.
”Vi må skabe en stærkere evalueringskultur i folkeskolen,” hørte jeg forleden
Bertel Haarder sige. Og derfor skal der indføres flere tests af børnenes paratviden, mener han. Ja virkelig: så kan man tidligere sortere (læs: fejlsortere) børnene i forskellige grupper, så man kan skelne mellem dem, der er noget værd, og dem der er værdiløse. Og systemet kan tage sine forholdsregler, så de dummeste smukt dumper derned, hvor de hører hjemme, og de klogeste når den top, hvorfra markedskræfternes frie spil udfolder sig aller friest. Uligheden vil dermed vokse, det er jo klart, men det er skam et godt tegn, det har vi selveste landets socialministers ord for. Ulighed skaber nemlig dynamik, siger hun. Og det er sikkert sandt nok, og den materielle velstand vil måske nok vokse. Men jeg tror ikke på, at tingenes
trivsel er det største gode i samfundet. Det er menneskers trivsel, vi skal tænke på, ikke hårtørerenes og bilernes og deodoranternes og cyklernes og gummiskoenes og salgstallenes og alle de andres tal.
Og der er mange, der vil blive tabere i det spil. Og så giver jeg for resten pokker i en dynamik, der lægger dynamit under de svageste.
Jeg mener ikke, at skolebørn først og fremmest skal vurderes på, hvor megen
paratviden, de har fået indterpet. Terperi og tom udenadslære hører Den sorte Skole til, og jeg kan ikke for alvor tro, at Grundtvig og Kold har levet
forgæves! Nej, vi bør vurdere børnene på helt andre evner: f.eks. hvor
ordentligt, de forstår at opføre sig over for hinanden, hvor rare børn de er,
hvor gode de er til at lytte, både til læreren og til hinanden, og hvor ivrige
og interesserede de er i det, de laver og i der foregår omkring dem. Alt sammen egenskaber, man ikke kan måle i en test.
Selvfølgelig skal børnene også hen ad vejen tilegne sig færdigheder af faglig karakter, men det er efter min mening en forkert vej, man går i øjeblikket. Og muligvis kommer man ikke uden om evaluering af voksne menneskers viden, når de studerer.
Men man bør ikke teste børn på den måde og slet ikke stemple dem med tal. Det er for primitivt.
 
 

22 – Anekdote 4 –


Kilde: Lars Hesselholt: Hulsigminder – fra Kandestederne til Tranestederne.
Onkel Lars’ lille erindringsskrift er en af de fineste kilder til viden om folk i Hulsig og omegn fra omkring hundredeårsskiftet ( 1900) – han foretager en skriftrejse fra Kandestederne til Tranestederne og omtaler omhyggeligt gård efter gård – og fortæller samtidig små historier om folkene, der boede der. Årstal er der ingen af, så her må man gætte sig frem.
Han skriver sådan her om stedets liv i almindelighed: “Det lille samfund fra Kandestederne til Tranestederne var, såvidt jeg mindes det fra min barndom ( født i 1893) , som en samhørende familie. De tog alle del i hverandres sorger og glæder, held og uheld. Jeg mindes aldrig at have mødt misundelse, hvis det gik en godt, men derimod medlidenhed, hvis det gik en dårligt. Det var en ret ufrugtbar egne, og der sad mange små jordbrugere med 3-4 køer og en hest. Hvis en sådan husmand mistede en ko eller hesten døde, blev der næsten altid iværksat en indsamling til støtte for den skadelidte. Jeg har som stor dreng tit været ude med en sådan liste og mindes aldrig at have mødt modvilje.
Beboerne i det lille, men langstrakte samfund, var nok lidt særprægede. Jeg har vist været i hvert hjem fra Kandestederne til Peter Tranes og kendte alle beboerne og havde et indtryk af alle.” ( side 52)
Onkel Lars beskriver dem nu gård for gård. Enkelte skilte sig dog ud som særlige personligheder, og om dem går der nogle historier. Her er et par af dem. Mads Mortensen var en af de mere velhavende gårdejere, han var dygtig til at drive gården og tjente desuden en del ved at sælge martørv. Der har været penge på kistebunden i det hjem. Og så var han slagfærdig.
En dag blev han inviteret til Gaardbogaard af etatsråd Jørgensen, der netop havde bygget et tårn på herregården. Bønderne stod nu i tårnet og kiggede ud over landskabet. En af dem var temmelig pralende, han kunne altid mere end de andre, mente han – det var Peter Madsen. Nu så Peter ud over havet og sagde: “Herfrå ka’ a si hiel til Læsø – det ka’ I ajjer nok intj!!!” – “Ka’ du intj si længer?” spurgte Mads Mortensen. -“Ka’ du da si længer?, spurgte Peter Madsen. – “Jo,” sagde Mads Mortensen, “a ka’ da si månen, det er da længer hen.”
En anden gang var Mads Mortensen hos købmand Møller i Skagen. De var lidt fine på den, de købmænd. Hørte absolut til det finere borgerskab, og det gjorde bønderne i Hulsig absolut ikke – og det fik de undertiden at mærke. Men Mads lod sig aldrig mærke med noget, og smalltalk jordede han med fornøjelse. En dag spurgte købmanden til hans helbred. Jo, mente Mads, det var nogenlunde, dog havde han problemer med den ene ben. Jamen, det var alderen, bedyrede købmanden. Vrøvl, svarede Mads, hans ben var lige gamle, og det andet fejlede ingenting.
Mads havde en kone, der gerne ville være lidt fin. Det var hun jo nok også, men ikke så fin som dem i Kandestederne – der havde den finere kogekunst holdt sit indtog med Kokholms Hotel og de mange rige badegæster. Der havde Ane hørt om uhyrlige ting så som safran, der kunne farve det kedelige grå mad om i lystige farver. Sådan et mirakelmiddel ville hun også gerne eje. Og Mads fik besked på at købe – men glemte det gang på gang. En dag huskede han det imidlertid og sagde til Møller, at han da for resten skulle have safran med hjem til Ane. “Jo, men safran, det er jo dyrt,” købmanden så skeptisk på bondemanden, der stod der i sit ikke alt for rene tøj. Et lille brev på et halvt gram kostede skam 25 øre ( mange penge dengang ) – Godt, sagde Mads, “lad mig så få et pund.” Købmand blev lidt hylet ud af den – det var et voldsomt køb, og desuden, hvem kunne betale det? “Ja, a hår da pæeng med!” sagde Mads og holdt på sit. Enden på det blev, at købmanden måtte gå rundt til alle sine konkurrenter og indkøbe safran, indtil Mads havde sit pund. Det betalte han og gik stolt hjem til Ane. – “Så håer a safran til dæ, Ane!” skulle han have sagt, da han kom hjem, og min onkel Lars er ret sikker på, at der nu efter alle disse mange år stadig må være gemt temmelig meget safran på loftet.

Onkel Lars har en sørgelig fortælling med i sin lille bog. Den handler om min tipoldefar Chr. Krøgh. Han boede i det, der hed den nordre Krøghsted ( det blev for år tilbage købt af Martin Gårdlund, som købte begge Krøghstederne, og han brød det her sted ned og byggede det sydlige Krøghsted om til en stor gård – det er den, der nu ligger lige nordvest for banen, længerne er i dag lavet om til sommergæster ) – i den nedbrudte gård boede min tipoldefar Christian Krøgh og hans kone Christiane. Chr. var musikalsk og spillede fantastisk violin – folk kom i hjemmet for at høre ham. Men han var desværre også alkoholiker, og det kunne han ikke leve med. En dag gik han op på loftet og hængte sig. En dag mange år senere besøgte min farmor, Lise, sin bedstemor ( Christiane ) Hun var en lille pige og glemte aldrig, hvad hun oplevede den dag. Bedst som de sad og hyggede sig, hørte de trin på trappen til loftet – derefter hørtes en vandre frem og tilbage deroppe, og min farmor spurgte sin bedstemor, hvem det dog kunne være, og Christiane svarede den lille: “Ved du ikke, hvad dag det er? Han kommer altid en tur på loftet på sin dødsdag.” Den lille pige var ikke bange, hun gik på loftet for at se efter den døde bedstefar, men loftet var tomt.

Farmor døde, da jeg var 11 år. Hun fik brystkræft og ville ikke opereres, og jeg ved ikke, hvor længe hun så levede med sygdommen, men jeg husker hende som stilfærdig og ret alvorlig – men hun snakkede ikke til os børn, ikke til mig i al fald, og på et tidspunkt kom hun på Skagen Alderdomshjem, hvor vi ganske vist besøgte hende, men heller ikke her synes jeg, at hun var snaksom. Ikke over for børn. Jeg husker hendes bagværk. Hun bagte fantastisk gode kager. Min farfar har jeg jo ikke kendt, han døde i 1919.
 

21 – Oktoberbilleder fra Tranestederne


Her er en lille række billeder, alle taget i oktober. Solopgang og aftenhav og et kig ind over Hulsig Hede. Så er der et enkelt billede af den gamle gård, Hesselholt, heldigvis er udhusene bevarede. På et af billederne skimtes en lille sælunge. Den lå en morgen på stranden, men flygtede ud i vandet, da jeg kom nærmere, her vendte den sig om og betragtede nysgerrigt betragteren – da vi havde studeret hinanden en tid, gik ( svømmede) vi hver til sit.
Solopgangsbilledet er rødt og solnedgangsbilledet er gult – det morsomme er, at begge fænomener er lige smukke på Kattegatsiden. Når solen går ned i Vesterhavet i norvest, farves himlen gylden eller rødlig hos os i sydøst – vi kan altså se både solopgange og nedgange på vores side af den smalle Odde.
To gange om dagen kan vi altså synge Ingemanns “Der står et slot i Vesterled/tækket med gyldne skjolde.” Vi synger så blot Østerled.
 
 
 

Intermezzo

Der vil nu blive en lille pause i min indsamling af materiale til Skagensprojektet. Nu kalder jeg det et projekt om Skagen, men i  kategorilisten er det jo benævnt anderledes, nemlig som planlægning af en hjemstavnsroman – og det skulle jo gerne ende med sådan et fænomen. Gerne og måske. Mere tør jeg ikke love.
Jeg fandt i dag et billede af min morfar stående foran Hulsig Brugs, og det stammer vel sagtens fra engang i 1920’erne – fik lov at affotografere det, heldigvis, og selv om vi ikke lige snakkede ophavsret, så vil det helt sikkert flyve på bloggen, når jeg igen er hjemme i mine vante omgivelser og med min egen hardisk. Lidt efter lidt vil jeg indsamle så mange billeder som muligt.
Forleden gik jeg en tur på kirkegården i Hulsig – fra grav til grav – og allerede nu synes jeg, at jeg kender de fleste: Ah ja, men se: der ligger nu Peder Madsen, og det var ham, der altid var så slagfærdig, og der hviler Mads Mortensen, som købte et pund safran af købmand Møller i Skagen, og der ligger jo selveste Peder Hjort og der Mads Kokholm o.s.v. og jeg fortalte dem så småt om deres snarlige genopstandelse i en muligvis ikke helt naturtro skikkelse, men alligevel: “I skal ikke tro, I bliver ringere, end I var i gamle dage, når jeg haler jer frem i lyset,” det lovede jeg med oprejst pande, og hørte dem sukke vantro rundt om. Somme tider er jeg måske for respektløs, og det må jeg selvfølgelig ikke være. Her mellem grave gik det op for mig, at det er levende mennesker.
Efter romanen vil jeg jo gerne kunne se hver enkelt i øjnene.
Og nu til noget helt andet: Jeg vil lige minde evt. læsere om, at en julespøg er under opsejling. Det er vist rygtedes.
Den lægger hovedet på bloggen 1. december. Og dag efter dag i 24 dage.
Jeg har sikkert også røbet, at den hedder: “Ved Julelampens Skæg.” Og det betyder ikke, at der ingen julemand optræder, det gør der i al fald, men han er aldeles skægløs, og desuden: julelampen, altså hvis den skulle have været forsynet med et såkaldt skær,  kunne let henlede tanken på den rene trivial-jule-romantik, og den slags bliver der ikke meget af, men jo alligevel en lille smule. Ellers ville der jo slet ikke optræde nogen julelampe.
Og skæg er der. Masser af skæg, men som sagt, det sidder ikke på nogen julemand.
 

20 – Thagaard: Blade af Skagens Historie

Bogen er udgivet i Skagen 1967.
Her hører vi igen først om naturen som den så ud engang:
“Ud fra de omfattende forekomster af tørv i Hulsig hede må det antages, at der har været store engstrækninger med mellemliggende rimmer, som har været bevokset med skov af birk og eg, idet disse træer forkommer i tørvelaget. Denne landvinding fortsætter, vi følger tørvejorden forbi Højen, så østlig som til Højen fyr.” ( side 8)
Thagaard mener, at egnen har været beboet i stenalderen ( ca.3000-2000), henviser til flinteøksefund i Hulsig – Mellem Skiveren og Kandestederne er fundet flintehuggeplads. ( side 9) –
1300 – 1000 ( ældre bronzealder) fund ved Råbjerg
800 – 600 ( yngre bronzealder) fund ved Rannerød.
– i tørvemassen finder man “et skel” – mosen er altså ind i mellem blevet pudret af et tyndt lag sand for så igen at være blevet bundet af vegetation. ( s. 11)
“Vil man danne sig et billede af terrænet på grundlag af tørvedannelserne, så vil dette blive vandrige mosestrækninger langs vestkysten, gående over til engstrækninger mod den sydlige kyst og rimmer mellem hver landvinding. ( s.11)
Thorkild Skarpæ fik Skagen Mark til græsning for hans “vilde stod” – hyrden Tronder drog op og bosatte sig som den første i Skagen. ( s.13) – men hvor kan man ikke vide.
Klitgaard mener, at Tronder slog sig ned ved Gl. Skagen – Thagaard at det var mellem Fyrbakken og fyret – her er fundet brønde fra både 1286 – 1320 – 1422 + møntfund ( s.16)
Tronder blev også den første fisker.
På den tid var der mange fisk.
1413 – købstadsrettigheder ( Erik af Pommern)
2000 – 3000 indbyggere på den tid, altså en af Danmarks største byer – “De gode forhold ved Skagen i modsætning til Skanør og Falterbo og andre steder, hvor kun sildefiskeriet var aktuelt, gav her mulighed for helårsfiskeri.”  ( s.17)
12 september 1568 – 350 skibe forliser i storm – mange af dem fra Skagen
1591 – palmesøndag – 22 fornemme skagboere drukner m båd og redskaber –
1591 – 25 gårde og huse overløbes med sand. 23 okt. 1592 – husene knuses totalt af bølger – 14 gårde og huse føres i havet
“en driftig by var ødelagt, og et smilende landskab var omdannet til en ørken” ( s.21)
“Forholdene var helt fortvivlende i Højen, bvor befolkningen var reduceret til 30 mennesker.” ( s.24)
Østerby mindst udsat
1792 – forordning om sandflugsdæmpning – klitfogeder ansættes, sandfulgtskommissioner nedsættes. Bøder til folk, der lader husdyr trænge ind på de fredede områder.
1803 – rådhuset i Skagen pantsættes (!!!!) – fortæller om hvor dybt byen er sunket i armod.
1776 – Skagen havde 10 dæksbåde til oversøisk handel ( skawbrigger) – 5 sejlingsbåde og 24 åbne roersbåde.
Fra en retssag i 1760 fremgår, at nogle tyve, der stjal fisk fra et strandet skib fik flg. straf: “at piskes til kagen og at have tyvs minde på deres pande og videre efter det kongelige allernådigste udgangne reskript  af 27. juni 1728 o. s. v. at arbejde udi jern i nærmeste fæstning deres levetid.” ( s. 32)
Kommentar: jeg giver ikke meget for den kongelige nåde, ordningen afskaffedes da også i 1824.
Lidt om trafikken i tiden: I 1817 passerede 18170 skibe Kronborg – de fleste må også have passeret Skagen –
11 marts 1822 rasede en orkan og flere skibe forliste
1830 var hungerår – 25 marts sulter folk i Skagen stadig .- der er ingen fisk og helt til 3 april vinter med sne og kulde.
1. maj skifter vejret og det vrimler med fisk: 2-3000 flyndere med ét vådtræk! ( s.36)
19 juni 1830 – kongebesøg på Skagen – kongen examinerer eleverne i Vestre Skole i religion.
1853 – kolera – 18 dør i Skagen
Hyrden ( i Højen – men der var vel også en hyrde i Skagen???) : Hyrden fik 2 kr. pr. ko, som han passede sommeren over. Kl. 6 morgen tudede han i hornet, og folk skulle komme med deres ko ned til stranden. Han drev dem så ud til Rødstensvejen og herfra gik de selv op i klitterne og fandt græsning. Blev de stukket af bremser, blev de vilde og gale, og hyrden jog dem til stranden og ud i havet, hvor bremserne slap dem – så lagde køerne sig på det våde sand, indtil de igen gik op i klitten. Om aftenen drev han dem hjem. “Sct. Hansaftens dag blev der sendt flæskepandekage og mjødvand ud til hyrden, og til daglig havde han en ko, kaldet “vælekeri”, som han måtte malke til sit forbrug. Denne fædrift forsatte, så længe køerne og hyrden kunne klare sig for kulden.” ( s.66)
Rettens pleje:
Der var en galge, men den blev vist ikke brugt, og Skagen havde ingen bøddel. I 1617 – skarpretteren, var mester Hans  ( fra Sæby) i Skagen for at henrette mordersken Maren Jensdatter. Han retter hende med sværd og lægger hende på hjul og stejle for 13 slettedalere og 300 tørrede jyder ( = 3 mrk.)
Det gl. arresthus 1802 – 1868 – det var i hele perioden brøstfældigt, og der går mange historier om, hvordan fangerne selv skabte sig udgang ved at fjerne en fjæl eller to.
1855 – i bekendtgørelse ffra Justitsministeriet ses, at man overvejede at fratage Skagen købstadsprivilegierne.
Englandskringen 1801 – 1814 – Batterivejen anlægges – en god vej til Højen
Dagligt liv:
hver morgens første opgave var at få liv i arnestedet – gløderne skulle genoplives, hvis der var nogen ellers måtte kone eller børn ud med en træsko og finde et hus, hvor der kom røg op gennem lyrehullet og der låne nogle gløder.
morgenmad: kogt vand over anis + rugbrød med fedt
frokost: kogte kartofler + ristet fisk ( man stegte ikke fisken – det var spild af fedt) + evt. vandgrød eller sirupsvælling
aften: ristet fisk + brød og anisvand. Evt. and, hvis en sådan var gået i garnet – eller en måge – de blev kogt. Til fest: Kroppehoveder ( kullerhoveder fyldte med grød – og grødresterne formede man boller, der svømmede i kullersuppen.
Husmedicin: siffrø rørt op med sirup – kamferdråber, hofmandsdråber, kinadråber
I dårligt vejr mødtes man hos købmanden til snak og dram
1864 – tyskerne nåede helt til Skagen – det var de ikke glade ved – von Falkenstein hejste det tyske ørnebanner øverst på det gamle fyrtårn og det østrigste nederst.
14 juli blev der postet tyske vagter langs hele stranden.
16 juli 1862 – Sparekassen for Skagen og Omegn åbnes. Bestyres af købmand Søren Møller.

19 – En Strandingsberetning – Illustreret Tidende januar 1863


 
De mest dramatiske i fortællinger om Skagen og dens historie er naturligvis de mange strandinger og skibsforlis. Det er begivenheder, der i den grad har præget de menneskers liv og sind, som har levet i byen, og en historie, der strækker sig fra middelalderen og til vor tid. Jeg har selv som barn været vidne til en stranding – det var ved Skiveren, og jeg vil senere sætte et billede ind fra begivenheden.
Her gengiver jeg ordret en beretning fra Illustreret Tidende i januar 1863:
“Anden Juledag er den eneste Dag i Aaret, da man paa Skagen næsten udelukkende tænker paa Fornøjelser. De fattige Fiskere og deres Familier glæder sig længe iforvejen til denne Festdag; om Aftenen genlyder Byen af Musik, Sang og Dans, og dette vedvarer til næste Morgen. Ifølge gammel Skik og Brug skal hver Baadseier anden Juledag gjøre et saakaldet Fiskergilde, for samtlige Fiskere med Familier, der i det forløbne Aar have været i hans Fiskerselskab; paa denne gode, gamle Skik, der har noget Patriarchalsk ved sig, holde Fiskerne stærkt, og de see skjevt til, naar Baadseieren søger at frigøre sig for sin Forpligtelse, ved at betale hver fisker en lille Douceur. Gjesterne blive ikke alene godt bevertede den Aften, men ved Afskeden forsynes de rigeligt med Kager og andre Fødevarer, der tages med til Hjemmet. Det er en stor Glæde, at overvære et saadant Fiskergilde. Alt er reenligt og propert, en hvid Dug er bredt over det store, umalede Bord, som er besat med Ølkruse og Leerfade med Tobak og Kridtpiber, til Gjesternes Afbenyttelse. De Gamle spille Kort, medens de Unge dandse og Børnene lege; længere hen paa Natten svinge de Gamle sig ogsaa omkring efter Spillemandes Viol. Bevertningen er solid og rigelig; Alt aander Fred og Glæde – Ingen tænker paa, hvor kort et Spring, der er mellem Glæden og Sorgen, mellem Livet og Døden.
Saaledes var sidste anden Juledags Nat ogsaa hengaaet paa Skagen, Folkene havde taget Afsked fra Gilderne og begivet sig hver til Sit, Børnene og Konerne sov, medens Mændene endnu opholdt sig udenfor, for at afvente Daggryet og dermed den frie Udsigt over Kysten. Stormen havde raset voldsomt om Natten, Hav og Himmel havde staaet i Et, nu faldt Vejret noget af, medens Skagboerne, oppe fra de forskjellige høje Klitter, speidede omkring, for at forvisse sig om, at intet Skib var kommet til Ulykke.
Pludselig blev der Røre i Østerby, der løbes fra Huus til Huus, Vogne jage afsted og et Øieblik efter ere Alle paa Benene og paa Veien til Nordstranden hvor der er seet et Skib at strande og derefter at kappe Masterne. Ved det paa Nordstranden liggende Huus, hvori Redningsbaaden opbevares, hersker den største Travlhed. Baaden staar paa sin Vogn, rede til at kjøres bort, Hestene komme og spændes for, og i stor Hast jage de afsted, det er, som de vidste, at Menneskelivs Redning beroer paa deres Hurtighed. Med Baaden følger Opsynsmanden, der ivrigt paaskynder Kørselen, samt Baadens Mandskab, ti af de modigste og mest uforsagte Mænd. Man seer strax hvem der er Formanden, det er den ældste blandt dem, en rigtig Dannemand, høi og stærkt bygget; den prøvede Erfaring lyser i hans kloge Øjne og af hans rolige Aasyn, han er et rigtig Billede paa den djærve, danske Sømand, hans Navn er Jens Christian Jensen. Hundreder af Skibbrudne skylde hans Mod og Dygtighed deres Redning. Længe inden Regjeringen anskaffede Redningsbaaden, var han altid Formand ved Redningsforsøgene; hans Kammerater vare rolige, naar “den gamle Jens Christian”‘s prøvede Haand holdt Roret og hans sikkre Øie vaagede over hver en Sø, der skulde undgaaes. De Redningsforsøg, hvori han havde været Deltager, var saa utallige, at han ei engang selv kunde huske dem. I 1843 havde han faaet Medaillen for Druknedes Redning, for at redde Besætningen fra et fransk Barkskib; ved en senere Leilighed erholdt han Tilladelse til at bære den. I 1857 blev han tilkjendt Fortjenstmedaillen i Sølv, for at have reddet en engelsk Besætning. I December 1860 forestod han et meget farefuldt Foretagende, med at redde Besætningen fra en russisk Skonnert. De øvrige Deltagere fik en Pengebelønning, men til ham kom der et Brev fra Justitsministeriet, som forkyndte, at nærmere Resolution angaaende ham kunde forventes. Man mente, at det var paatænkt at give ham Dannebrogskorset, men den lovede Resolution kom aldrig. – I Dag vil han atter selv bringe sig i Erindring ved en modig og uforfærdet Handling. Hans ved flere Lejligheder prøvede Kammerater følge ham;  de raske Sømænd ile spøgende afsted mod Ulykkens Skueplads, de see allerede det ulykkelige Skib, de høre de skibbrudnes Skrig; Elementernes Rasen ændse de ikke, de stole paa deres gode Baad og paa deres kjække Formand. Baaden sættes nu i Søen, enhver Tilstedeværende yder en hjelpsom Haand, medens Mandskabet forsyner sig med Redningsbelter og affører sig unyttige Klædningsstykker; endelig er Alt rede, hver Mand er paa sin Plads, Formanden staaer ved Roret: paa hans Haand, næst Guds Bistand, beroer det heldige Udfald. Baaden er sat ud langt Vest for Skibet, da den rivende Strøm vil føre den mod Øst; thi det gjelder om, at komme i Forbindelse med det strandede Skib ved Forbisejlingen.
I et Øieblik føres Baaden bort, rask hales der ud paa Aarerne og man hører Formandens Opmuntringsraab igjennem Stormens og Bølgernes Susen. Søerne slaae over Baaden og den fyldes med Vand, det betyder Intet, den kommer strax op igjen, snart seer man den høit paa Toppen af en Bølge, i næste Øjeblik forsvinder den bag Vandmasserne, for atter at hæve sig sig, naar den næste Bølge kommer.
Paa Stranden hersker der høitidelig Stilhed blandt de Tilstedeværende, Alles Blikke er vendt mod Baaden, nu lader den sit Anker gaae, for at komme ind til Skibet, men Strømmens Magt fører den forbi, rastløs arbeides der med Aarerne, for at komme op mod Strømmen, men alt Arbeidet er forgjeves. De Skibbrudne udkaster Bøier med Liner, for derved at skaffe Forbindelse med Baaden. Det lunefulde Hav fører Bøierne bort, til Baaden naae de ikke. Denne Kamp mod Havets Magt fortsættes i næsten to Timer. Der gives Signal fra Land om at opgive Forsøget, for at foretage et nyt. “Den gamle Jens Christian” er ikke vant til at lade sig afskrække, han vil ikke give tabt, før det kniber, men endelig kan Mandskabet ikke arbeide længere, Baaden vender om mod Land, i næste Øjeblik staaer den paa Stranden. Da de Skibbrudne see Baaden vende om, opfylde de Luften med Nødskrig.
Nu afbrydes Stilheden paa Stranden, hurtigt bliver Baaden atter sat paa sin Vogn og kjørt tilbage vesterpaa til et nyt forsøg. Mandskabet hælder Vandet af de lange Støvler og bereder sig til den næste Dyst. Spøgen fra i Morges har tabt sig, man hører kun Alvorsord, og af og til Beklagelse over Træthed og Udmattelse, desuagtet er der ikke Tale om Andet, end at det nye Forsøg øieblikkeligt skal iværksættes. Baaden er allerede kjørt, Mandskabet kommer efter, men det gaaer ikke saa hurtigt. “Den gamle Jens Christian” iler foran, men han maa ofte see sig tilbage, een af hans Folk kan ikke følge med, hans Kræfter ville ikke staae ham bi. Baadens Opsynsmand, der har samlet sin Erfaring i Livets practiske Skole, fatter Øieblikkets betydning og Fare, og opstiller allerede Raketbukken, for i fornødent Fald i Hast at kunne gjøre Brug af en Raket, og derved bringe Redning; trende raske Sønner hjelper ham og snart er det i Orden. – Eiheller de øvrige Tilstedeværende ere ledige; en Fiskerbaad er bragt tilstede og bemandet, den holde sig rede til at gaae ud, om det bliver nødvendig. – Nu ere alle Forberedelser trufne; den fungerende Politimester gjør Mandskabet opmærksomt paa, at dersom der er Nogle blandt dem, som ikke have Kræfter til at være med ved det nye Forsøg, da er der ingen Skam i, af denne Grund at træde tilbage, idet Deeltagelsen i saa Fald lettere kan skade end gavne og der er Folk nok tilstede, som med friske Kræfter kunne indtage deres Plads. Fire Mand benyttede sig af dette Tilbud og strax ere de erstattede med Frivillige. Baaden gaaer nu atter ud, den er snart ved Skibet og denne Gang synes Forsøget at skulle lykkes: en Bøie fra Vraget er kommet ombord i Baaden og den haler sig nu op. een af de Skibbrudne entrer ned og naar lykkeligt Baaden, den Næste er allerede paa Veien, men da kommer en svær Sø lige mod Baadens Side, den krænger stærkt over og, forinden den atter har reist sig, kommer den næste Sø, Baaden kæntrer og lukker sig, ligesom et stort Laag, over sit ulykkelige Mandskab og den skibbrudne Mand, der troede sig reddet, naar han blot kunde naae den frelsende Baad.
Mandskabet kommer efterhaanden frem under Baaden og søger at klamre sig fast, men den ene Bølge følger den anden og skyller dem atter ned. De Skibbrudne maae med Sorg see deres gjæve Redningsmænd omkomme for deres Øine, medens de selv, mere en før, maae mistvivle om Frelse. – En Raket affyres nu ud imod Baaden, men et Vindstød fører Linen tilside og den rammer ikke.
Det hele er et Minuts Værk; den Baad, der paa Land holdtes rede til at ile til Hjelp, kunde udsætte sig for en lignende Skjebne, men neppe bringe Redning, selv om dens Mandskab havde været forvovent nok, til strax at gaae ud.
Vi skulle ikke fremstille de Scener, der nu paafulgte, efterhaanden som Mandskabet kastedes bort fra Baaden og drev iland. Brave Folk vovede sig langt ud i Havet for, saasnart som muligt at gribe de Forulykkede; kun To af Ti kom levende iland; Familie og Venner søgte at oplive de Andre, men uden Held. “Den gamle Jens Christian” havde selv i Døden beholdt sin rolige Mine, man kunde endnu see, at han var “Formanden”. Han havde idag faaet en bedre Løn, end den, der kunde ydes ham af menneskelige Hænder, dersom Forsøget var lykkedes.
Medens de forulykkedes Koner og Børn endnu sov i deres fattige Hytter, og drømte om den foregaaende Aftens Glæder, havde deres Forsørgere fundet Heltedøden; de Ulykkelige maatte nu vaagne til en sørgelig Virkelighed, for at modtage hine brave Mænds jordiske Levninger.
Uagtet denne skrækkelige Begivenhed var dog Modet ikke veget fra Fiskerne paa Stranden. – En Raket havde naaet Skibet, og der var bragt en Trosse ud. Det ene Forsøg foretoges efter det andet, den første Baad reddede een Mand, den anden tre Mand og endelig om Aftenen Kl. 10, da Vejret var faldet af, reddedes de sidste sex Mand. Saaledes blev de Skibbrudne paa een nær reddede, medens otte af dem, der gjorde Forsøg paa at bringe Hjelp, maatte lade deres Liv. Foruden Formanden, Jens Christian Jensen, druknede Iver Andreasen, Niels Christian Simmonsen, Anders Brun, Thomas Pedersen, Jens Pedersen Kjelder, Chresten Thomsen og Jacob Tønnesen. Niels Andersen og Jens Jensen kom levende iland.
Det Skib, der ved sin Stranding bragte saa megen Sorg og Nød over den lille Fiskerby paa Landets Nordpynt, var Briggen “Daphne” af Gøteborg, ført af Captain A. F. Lindbom, paa Reisen fra Hjemstedet til Cette med en Ladning Jern og Planker. Skibet stod fast paa den anden Revle 25 til 30 Favne fra Land; det er Vrag, men idetmindste endeel af Lasten er bjerget.
For at lette den store Nød, som den sørgelige Ulykke har fremkaldt, idet hver af de Forulykkede efterlader sig en Enke, og fem og tyve umyndige Børn have mistet deres Fædre, samles der Bidrag her i Landet og i Naboriget. De, som have Alvor til at forestille dig den Elendighed, som otte raske Familiefædres pludselige Hedengang fra Viv og Børn maa afstedkomme, samt Evne og Hjerte til at hjelpe, ville vistnok gribe dybt i Pungen; her er Nøden ikke blot uforskyldt, men fremkommen ved ædel, heltemodig Foragt for Faren, hvor det gjaldt at frelse Medmenneskers Liv.”
Ovenstående er en afskrift af Tønnesens “Det svundne Skagen fortæller”, og han oplyser ikke forfatterens navn. Det vil jeg så søge andetsteds, og det vil blive tilføjet senere. Her er det interessant at se en stranding fremstillet så helt anderledes end i Henrik Pontoppidans en Fiskerrede. Pontoppidans novelle er stor kunst – det er litteratur i verdensklasse, mens denne lille beretning er en triviel fortælling “fra virkeligheden” i et ugeblad, der var populært i slutningen af 1800tallet og et stykke op i 1900tallet – en slags forløber for Illustreret Familiejournal, og fremstillingen er den lidt klichéagtige, der hører sig til i et sådant blad: en beskrivelse af heltedåd og mandsmod. Ikke desto mindre forekommer den mig at ramme virkelighedens fiskere meget præcisere og i al fald mere sympatisk end digteren gør det i sit portræt af det lille fiskerleje – men hans dagsorden er jo også en anden, nemlig at skabe stor kunst. Og det gør han. Fiskerne skal han blot bruge.