23 – To romaner og en erindringsbog

Der er skrevet en hel del skønlitteratur, hvor handlingen udspiller sig i Skagen – om nogle af teksterne må man tilføje et “måske”, idet Skagen ikke nævnes ved navn. Det gælder for de to tekster, jeg netop har læst. Den ene er Hanne Marie Svendsens “Guldkuglen”, og den anden er Bech Nygaards “Livets Dræt og Dødens”. Den tredje bog er en lille lyrisk sag – korte prosastykker, der handler små glimt fra barndommen. Den er skrevet af  Bent Haller og hedder “Så mange Rum”.
Det drejer sig om tre meget forskellige bøger.
Handlingen i H.M. Svendsens roman tager udgangspunkt i en fjern fortid og man føres så via skildringen af nogle slægters liv op til en slags nutid. Bogen er på en gang realistisk i sin skildring og samtidig inspireret af den sydamerikanske magiske realisme, som man f.eks. finder i flere af I. Allendes romaner og mest udpræget måske i Garcia Marques’ Hundrede Års Ensomhed. Den har desuden også det til fælles med de sydamerikanske forfattere, at den ud over at fortælle en slægts- og egnshistorie forholder sig kritisk til samfundsudviklingen. Faktisk går det så vidt, at menneskene i bogens sidste kapitel lever eller forsøger at leve i et totalt forgiftet miljø, forgiftet af hensynsløs industrialisering og profitjageri. Det fremgår ingen steder, at romanen foregår i Skagen, men menneskene lever isoleret på en ø igennem flere århundrede, og ligheden mellem romanens fiktive univers og det faktiske Skagen er meget stor. Skagen var i flere århundrede at betragte som en ø – isoleret som den var mod syd af de store sandmiler og en total mangel på farbare veje.
Jo, Skagen var en ø. Jeg vil gerne anbefale romanen – den er fascinerende på mange områder, men som kilde til Skagens liv og udvikling er den nu nok ikke den bedst egnede.
Det er derimod den næste bog, nemlig Bech Nygaards Livets Dræt og Dødens. Også i den følger man en slægts historie, og romanen begynder i slutningen af 1800tallet og ender midt i Anden Verdenskrig. Jeg holder meget af Nygaards bøger, han forstår på en særlig inderlig og dog saglig måde at skildre miljøer og mennesker, der ellers sjældent finder vej til en roman. En af hans første bøger var “Guds blinde Øje”, og her fortæller han om et lille, forsømt menneskebarn på en måde, der er fuldt på højde med M.A. Nexø’ “Ditte Menneskebarn”. Jeg har læst næsten alle hans romaner, og det er karakteristisk,  at forfatteren besidder en ganske særlig evne til med empati at tænke sig ind i andre menneskers indre liv, og det gælder for snart alle miljøer, lige fra fiskerne i Skagen og til utilpassede grønlændere og danskere i Grønland.
I modsætning til Svendsens bog er Nygaards fortælling 100 % socialrealistisk, og jeg må indrømme, at den ikke litterært hæver sig til samme højde som Svendsens bog – men den har så andre kvaliteter, hvoraf jeg har nævnt nogle. Desuden kan man her nøje følge den udvikling, Skagen gennemgår fra de fattige år og til år med fremdrift og spirende velstand, efter at den har fået jernbaneforbindelse, asfaltveje og havn – og altså ikke mere lever sit ø-liv. Og man er ikke et sekund i tvivl om, at der er tale om Skagen, skønt navnet ikke nævnes i bogen. Her hedder byen Vesterby, og Frederikshavn hedder Sønderhavn. Men man ved, hvor man er, og desuden har alle andre steder deres autentiske navne,  f.eks. hører man om fiskernes ture til Esbjerg og Grimsby.
Det forekommer mig, at Nygaard har været akkurat så grundig med sin research, som han plejer – han ved virkelig meget om Skagens udvikling, og jeg er ret overbevist om, at man bliver ikke så lidt klogere på Skagen Bys Historie efter at have læst “Livets Dræt og Dødens”. Men man skal være klar over, at den historie, der fortælles, er fiskernes og kun fiskernes. F.eks. hører man stort set ingenting om badegæster eller kunstnere, og det til trods for, at handlingen netop udspiller sig i den periode, hvor Skagen vrimlede med berømte kunstnere, og desuden var sommerby for en lang række af rige danskere. Alt det hører man ikke om. Det er fiskernes liv, det handler om: Deres hårde arbejdsliv og deres hjemmeliv. Og her føres man ind i en verden, der er skildret både realistisk og smukt. Jeg vil citere et par afsnit fra tiden omkring århundredeskiftet, hvor en isvinter betød sult og død i de fattige hjem.
Her i romanen får vi skildret kårene for fiskerne inden den spæde start af en velfærdsstat ser lyset – der er kulde og undergang i fattigdommen – og stolthed. Hellere dø end at ligge sognet til byrde. Med præsten er det noget andet. Han har tavshedspligt. Og kan vel godt give et par skillinger uden at man behøver skamme sig:
 
Citat fra side 29: “Det hænder tiere og tiere, at de kolde, stjerneklare martsaftner leder en mand til præstegården for der at søge råd. Han kommer ikke for at bede om hjælp. Han vil blot spørge, om præsten ikke kan hjælpe ham med et råd. Præsten er jo studeret, og han er ikke født i Vesterby, og han kan tie med, hvad man fortæller ham. Så står der en duknakket, hærget mand på præstens dørmåtte. Hans øjne farer omkring uden mål, og hans fingre krammer den lådne hue, som om den var et kosteligt stykke brød eller fedt kød og ikke et lurvet stykke garvet kohud. “Det er jo ikke Karen eller mig selv,” siger han. “Vi klarer os. Det har vi jo prøvet før. Men nu er Lilleniels syg … og … sognet vil vi jo ikke … og … ingen må vide …m kommer det stammende ubehjælpsomt og næppe hørligt, fordi skammen alligevel dukker frem igen, skyder overrumplende frem her i varmen og lyset. Ammitsbøl forstår. Han beder gæsten om at sætte sig. Han snakker om neutrale ting. Han sørger for kaffe og tykt rugbrød med smør og ost. Og han ender med at trække en skuffe ud i skrivebordet og tage en seddel fra en blikdåse med kongens og dronningens billede. Han rækker sedlen frem med et smilende “værsgo” og begynder igen at snakke om noget andet.” ( Citat slut)
Som socialrealist ligger Nygaard i forlængelse af Pontoppidan, Hans Kirk og M. A. Nexø, men der er hos ham en nærhed til de mennesker, han skriver om, som sjældent findes lige så intens hos forgængerne.  Skildringen af Margrethe minder om nogle af Pontoppidans kvindeportrætter i bl.a. “Fra Hytterne”, men sympatien og varmen er større hos Nygaard.
( Citat fra kapitel 7) : “Margrethe Hollænder sidder i en lav, meget bred bræddeseng, der er slået op mod væggen længst borte fra vinduet. Hendes ansigt er hærget og fugleagtigt magert. Hendes grå, uredte hår hænger i korte tjavser ned bag hendes øren. Hun er viklet ind i et stort gråt uldtæppe, der når hende lidt over hofterne. Hun har en ubleget, ikke helt ren hørlærredsnatkjole på. Ærmerne er altfor korte. Hendes magre arme med de lidt blålige, opsvulmede håndled og hænder rager altfor langt ud. Foran hende, på den posede, brunplettede dyne ligger en opslået, fedtet bibel. “Goddag, Margrethe,” siger Ammitsbøl og rækker hende hånden. “Goddag pastor. Så skønt det er, at De kommer,” svarer Margrethe, og hendes matte øjne ler. “Hvordan går det i dag?” Amnitsbøl trækker en stol hen til sengen og sætter sig. Han tager Margrethe Hollænders ene hånd mellem sine og læner sig lidt til side, så lyset kan nå hende. “Får du din pasning, Margrethe,” siger han så. “Ja,” siger hun. “Der skal jo ikke så meget til. Bare der er lidt ild i ovnen, går det sagtens, til Ole kommer hjem.” Hun sidder og smiler glad. Hun klør sig på brystet med den frie hånd uden at tage hensyn til Ammitsbøl. Han prøver at lade være at se på hende, men hendes øjne er så frimodige, at han ikke tør. Han tænker, at hun sikkert ikke har fået ren natkjole på, siden han sidst besøgte hende. Hvem skulle også give hende en, svarer han sig selv. “Kniber det alligevel ikke, når Ole arbejder inde hos Herman Vind?” spørger han, da hun har gnubbet sig færdig. “Når Ole bare husker at fylde ovnen op, inden han går, klarer jeg mig nemt, pastor. Den lugter nok lidt, når den er fuld, men jeg tænker slet ikke på det.” “Ligger du så uden at få noget at spise og drikke, før Ole kommer hjem?” “Ja, pastor, der skal ikke så meget til, når man ligger ned.” ….(Citat slut)
( Citat ): “Amnitsbøl går til det næste hus mellem storklitterne. Det er Sorte Kro, og det er som Ole Hollænders, lavt, faldefærdigt og fattigt. Men der er ingen tørverøg i gryden, hvor det ligger, og der er ingen, der byder ham velkommen, da han kommer ind i stuen. Henrik og hans kone, Alma, sidder ved bordet og spiser. De drikker en tynd, grågul suppe af kopper og spiser mørkt brød til. De nikker til pastor Ammitsbøl, men de siger ikke noget, og deres øjne er fjendtlige. Alma stryger dog bordpladen ren for krummer og sjatter, da han sætter sig ned. Stuen er iskold. På komfuret står der en gryde. Der må være lidt ild under den, for den damper svagt, og der lugter gennemtrængende af torskelever. Der er utrolig snavset alle vegne. Skønt stuen er iskold, er luften kvælende af urenlighed. Ammitsbøl har besvær med at ånde, for han mærker, at den værste stank kommer fra de to usle, gamle mennesker, der sidder over for ham. Henrik er pakket ind i en gammel fåreskindsfrakke. Hans lille, helt kortklippede hoved er bøjet frem over bordet. Han brækker brødet i småstykker og dypper det i suppen, før han spiser det. Han smasker højlydt. Han ligner et lille forfulgt, hadefuldt dyr. Alma har en grov sæk udenpå kjolen. Hun er også helt kortklippet. Hendes furede, grålige hoved på den tynde hals stikker op gennem hullet i sækken som et gribbehoved. Hendes øjne er helt mørke, men meget matte. Hun er holdt op med at spise, hun stirrer uafbrudt på Ammitsbøl.” ( citat slut)
Jeg husker min bedstemor fortælle om lignende forhold i hendes barndom. “Men det kan I nok ikke forstå. I dag hvor man endda får aldersrente”, tilføjede hun. Bedstemor var glad for sin aldersrente, for den gav hende præcis så stort et råderum, som hun behøvede. Hun boede i hus med os hele min barndom, havde et par værelser+ køkken og bad ovenpå, og her gik hendes dage med at være sammen med børnebørnene, sy på sin maskine ( jeg ved ikke, hvad hun syede, det var ikke tøj til os). Og hun fortalte – det var hun rigtig god til, og hendes historier om “gamle dage” elskede jeg og har mange af dem på lager i erindringens pulterkammer. Lidt efter lidt vil jeg rode dem frem.
Lige nu husker jeg, at hun en dag kom hjem fra et besøg i Skagen. Havde set til noget familie der. Og hun var blevet lidt fornærmet på husets unge datter, fordi tøsen havde anklaget hende for at lyve. Bedstemor havde lige fortalt datteren om dengang, dennes mor gik ved sin mors hånd ud i byen, ja helt ud til Hulsiggårdene for at tigge mad. Så fattige var de dengang, at de var nødt til at tigge sig til maden om vinteren. “Og nu sidder du der og spiller klaver!” Sagde bedstemor, og jeg kan høre hende sige det i et tonefald, som mente hun egentlig: “og nu sidder du der og spiller Kong Gulerod.” Bedstemor fortalte mig den historie en gang i 1950 erne.
Jo, bedstemor havde kendt fattigdommen, men selv var de ikke fattige. De havde en gård og det sikrede den daglige kost. Men nøjsomme har de været. Og glade for at hjælpe, hvor de kunne. Jeg kommer i tanker om, at bedstemor engang i fuld alvor ( men jo uden rigtig at mene det) sagde, at det var trist, at der ikke mere fandtes fattige, for nu havde man jo så meget at give ud af!!
Nu et spring til Hallers erindringsbog: “Så mange Rum”.
Her lyser små erindringsglimt frem – og der er virkelig lys, skønt meget ligger i mørke. Det handler om en lille bange dreng. Men også om en dreng, der suger indtryk til sig. Her er et citat fra s.121:
“Når jeg kom forbi museumshaven bag det røde plankeværk, og nåede frem til det lange gule hus, lukkede verden sig selv inde. Men allerede da jeg steg af toget og gik ned ad Skt. Laurentiivej, men kurs mod Søndervej, dukkede et billede frem. Der sad min farmor og vinkede, i stolen, i det halvmørke køkken.
Jeg gav mig til at løbe da jeg nåede politistationen. Nu kunne jeg se museet, det røde plankeværk, nu det gule hus, nu billedet igen.
Der var lavt til loftet, og bjælkerne, plettet af størkned flueblod om sommeren, var malet med en særlig blå farve. Hun sad på en stol ved vinduet der vendte ud mod den smalle gård, hvor solsikkerne voksede højt op over plankeværket, så bred at hun fyldte hele køkkenet. Hun var umulig at kommer udenom. Derfra hvor hun sad kunne hun nå alt, følge med i alt, og vide bested om det der foregik i verden, både i Østerby og i Vesterby.” ( Citat slut).
Det lille citat giver et klart billede af stil og indhold. Det er netop glimt – sanseglimt. Og der er ikke nogen hverken panoramiske eller sceniske skildringer i bogen. Et langt prosadigt. Og meget smukt.