Min computer stod af i dag. Den er ellers ret ny. Men hurra for det ( at den svigtede) , for så fik et af børnene sat den gamle computer til i stedet, og jeg fik mulighed for at finde gamle billeder frem, som jeg troede var gået tabt tabt. Det var de heldigvis ikke. Og de mange billeder, som jo IKKE kom med over i den anden PC, de ligger nu der, og så fik jeg på den måde lille Rolf hevet frem af glemslen. Ja, jeg var engang dens bedste ven, men jeg svigtede den, fordi jeg syntes, at den havde svigtet mig.

Dengang vidste jeg det ikke. Og det er såmænd ikke så forfærdelig længe siden, at det gik op for mig, at livet jo ud over at være utrolig meget andet og positivt, på negativsiden har disse (ret mange) svigt.

Nu er jeg så gammel, at jeg må indrømme, at der er en hel lille samling af svigt i mit liv. Det er måske ikke så vildt at svigte en hund. Men nu var det lige den, jeg fik fisket frem, og jeg må indrømme, at jeg pludselig fik ondt af det stakkels kræ. Det havde jeg også dengang, men da gjorde jeg mig hård og bildte mig ind, at der var rimelighed i mit svigt. Det er vel som regel det, vi gør. Finder undskyldninger.

Der er aldrig rimelighed i et svigt. Det ved jeg nu.