I går skete der to ting, der førte mig til det sted, hvor reflektionen over mit liv ligger på lur, og i den egn har jeg ikke været længe – og længe ikke brudt mig om at færdes. Nu hænger jeg fast i dens klamme luft og må nok blive hængende, indtil jeg kan give slip på en ordentlig måde og slippe ud igen.

Kan erindringen være en slags fangenskab? Er det sådan, jeg skal forstå de billeder, der nu melder sig?

Nu. Eller … Nå ja, altså lige p.t. er der ikke tid til refleksioner over livet og andet luksuriøst fyld.

Det er tidlig morgen. Klokken nærmer sig 8, og så er det tid at vække Ole og sørge for, at han kommer op af sengen og ud på badeværelset og at hans morgentoilette forløber uden problemer, så vi sammen kan gå nedenunder og begynde den nye dag i det spor, vi har finslebet i løbet af Oles sygdom.

Det er godt nok. Så er vi, hvor vi skal være.

Og lige nu går det rigtig fint, og vi ender hver aften med en fornemmelse af, at dagen har været god og lys nok trods det snigende efterårsmørke, og at timerne er blevet brugt på bedste vis: i dag f.eks. løste vi uden problemer en vanskelig krydsogtværs i morgentimerne, så gik vi i kælderen og spillede bordtennis. Ole er forbavsende ferm til lige det, ja, han spiller helt på niveau med mig, og jeg er ret god. I dag scorede vi 56 point, og aftalen er, at vi ikke må forlade kælderen, før vi har fået over 30 point. Det kan sagtens tage nogen tid.

Så går vi til næste punkt, som er oplæsningen, og i denne tid har jeg læst højt af Erik Ålbæk Jensens ”Kridtstregen” – jeg tror, vi ca. har læst halvdelen, men resten gider ingen af os høre. Vi ( =jeg) har besluttet at stoppe nu.

Da vi var unge, syntes vi begge, at lige den bog var fantastisk god, nu finder vi (=jeg) den langtrukken og efter flere kapitler, hvor vi har været i krig på Østfronten i 2. Verdenskrig ( og jo på tysk side) er vi begge udmattede, og jeg gider ikke læse mere. For dem, der ikke ved det, så handler bogen om to unge mænd, der melder sig til tysk krigstjeneste – de sendes til fronten osv. – tilbage i Danmark deserterer de i begyndelsen af 1945, og man følger dem tværs gennem landet til deres hjem i Hjørring. Men vi har altså opgivet ( jeg har) at følge dem videre. Underligt, at vi var så begejstrede for den roman i vores ungdom.

Men sådan er der så meget.

Men det var det med erindringssumpen. Jo, det var sådan:

1. Jeg var til et lille selskab i går – jeg er så heldig, at veninderne stadig inviterer mig, og Ole kan godt klare nogle timer alene – og her nød jeg at snakke med gamle venner, og så var det jo, at en af dem, som jeg ikke kendte, men dog havde truffet før, spurgte, om jeg ikke ville komme til Ulstrup og holde et foredrag. Ulstrup, tænkte jeg og sagde det også, der har jeg jo været før. Ja, sagde hun, men de ville gerne, at jeg kom der igen. Det blev jeg jo glad for.
2. Og den anden ting, der skete samme dag, var, at en præst ringede til mig bad mig komme og holde foredrag om en af mine bøger. Også det blev jeg glad for, og tænkte, da han nævnte sognet, at der havde jeg også været før. Jeg har været så mange steder. Men jeg er gået på pension nu og tager ikke ud for at holde foredrag. Det forklarede jeg.

Så var det, jeg pludselig var tilbage til vinteren 2023, for det var i marts 23, at jeg var i Ulstrup. Jeg blev syg kort tid efter og ved stadig ikke, hvad der egentlig skete, men jeg skrev et indlæg under min sygdom, og her kan jeg jo se, at jeg ringede 112 midt om natten. Og at jeg troede, at jeg skulle dø.

Det skulle jeg så ikke. Jeg lever. Og er glad for det.

Livet er OK, og det må gerne fortsætte en tid endnu.

Her er et citat fra det indlæg, jeg lagde på bloggen i marts 2023:

Dette forår var jeg ude i tovene (igen) og tænkte, at nu var det slut med mig. Nu døde jeg. Det gjorde jeg ikke, jeg sidder jo her stadigvæk og slår i mit tastatur, ganske veltilpas endda. Og højst levende. Fik bare den der nat et voldsomt svimmelanfald og en blodtrykshimmelfart, som svækkede alle sanser og sendte sund fornuft ad h. til og gjorde mig til ærkehypokonder på et splitsekund.

Men det var en ”sund” oplevelse set i bakspejlet. Nu fik jeg taget min egen dødelighed op til revision. Revision skriver jeg, som om det var et statusopgør. Hør lige!: stemmer pengene? Har du rod i regnskabet? ”Kom Hjerte, tag dit regnebræt, skriv op dit levneds dage …” som Brorson skriver i salme 714 …

Tja … hvorfor ikke? Jeg har i al fald i denne tid tænkt mere på mit livs talte dage, end jeg har gjort i lang tid. Og taget nogle beslutninger.

Og en af dem er, at nok vil jeg trave mine daglige ture i Guds frie natur (den findes stadig) og jeg vil frydes over hvert eneste forårstegn og hvert lille levende væsen, der stirrer frem på himmel og på jord. Men jeg vil også (og især) lade den gamle krop hvile.

Jeg vil i denne den sidste del af livet forsøge at bevare glæden over at være her jorden, den jord, som man kommer til at holde mere og mere af, jo ældre man bliver og jo mere bevidst man bliver om, at man skal forlade den.

Det er en lise for sjælen at gå. Bare gå. Og når sjælen er glad, følger kroppen med. Det er moderne at sige det modsatte: vi skal eksercere kroppen, så den bliver stærk, så følger sjælen nok med. Rent bort set fra, at moderne mennesker vist ikke taler om sjælen mere. Men om psyken.

”Kristne har kronede dage,” siger Grundtvig i en salme. Jeg vil sige: ”psykologerne har kronede dage.” Vi render rundt med et hav af psykiske diagnoser –  ADHD eller bare HD eller asperger eller border-line, eller autisme eller anoreksi eller depression eller angst eller fobi eller noget andet, man kan trylle frem med ord. Og dertil kommer alle de regulære sindssygedomme, der også er taget voldsomt til: skizofreni, neuroser, bipolar lidelse etc.

Nu blev jeg helt træt. Og jeg vil slå fast med ti-tommer-søm, at vi skal være parate som samfund og medmennesker til at hjælpe alle de mange nødlidende mennesker, hvis lidelser vores velfærdssamfund har frembragt. For de er vel både samfundsskabte og arvelige forekomster. Og langt fra alle er sindrige psykologopfindelser.

Men jeg ville blot nævne en passant, at vi er havnet i en grøft af græmmelse, og at den grøft må vi se, om vi ikke kan kravle op fra.

Og jeg vil i al fald ikke være i den. Men undgår ikke ind i mellem at falde i den.

Lige nu sidder jeg imidlertid på kanten og nyder en anemone, der lyser så forårsglad, at glæden smitter.

Og lad os dvæle der. I glæden. Så længe vi lever.