Og nu til noget helt andet. Dette billede viser en del af haven, den del, som altid får lov at ligge fredeligt hen og helt uforstyrret af lugeredskaber. Det er nemlig her, jeg samler kompost fra den del af haven, som skal være prydelig og gerne fuld af farvestrålende blomster. Der er skam også liv i den “forsømte” del af haven, for her huserer skvalderkål om kap med senegræs og nælder og andre sære vækster, som jeg ikke kender navnene på. Efterhånden var kompostdyngerne blevet flere meter høje alle fire – de tre nu tomme kasser kan ses på billedet, den fjerde fjæler sig fornærmet bag egestammen og kvasbunken. De blev ikke bare større og større hen over sommeren, men efterhånden blev de også hjemsted for nedfaldsfrugterne, og jeg begyndte at tænke på rotter. Uha! Så fik jeg den ide at grave en kæmpegrav og anbringe hele den grumsede masse fra kompostbeholderne deri. Og der ligger det så nu, og hvor kan det dog ikke interessere en levende sjæl at læse, hvad jeg gør med min kompost, og det er da heller slet ikke komposten, som dette indlæg skal handle om. Det med komposten og mit midlertidige arbejde som graver er kun en indledning.
Voltaire lader i sin roman “Candide,” hovedpersonen af samme navn, som har flintret rundt i hele Europa i årevis og været udsat for alverdens prøvelser, falde til ro i sit hjem med følgende replik: “il faut cultiver som jardin.”
Det er en leveregel, jeg forsøger at følge: jeg dyrker min have.
Men nu til en hel anden forfatter, nemlig Karl Ove Knausgård.
Jeg har læst alle seks bind af “Min Kamp” nu, og det er anden gang, jeg læser værket, og det skulle ikke undre mig, om jeg finder på at læse de seks romaner en tredje gang. Og hvorfor det? Måske mest fordi Knausgård er så hudløs ærlig og ikke standser sig selv midt i en sætning, men lader den få lov at folde sig ud. Og så står den der, den fulde tekst, som den kom til ham. Udsat. En skydeskive, som er nem at ramme, fordi den er bred og ikke udelader smertepunkterne i livet. Men også, fordi den afslører en banalitet, som er genkendelig for os alle. Tror jeg. Den er i al fald for mig. Ja, sådan er det, tænker jeg, når jeg læser hans erindringsroman. Det her kender jeg jo. Også som forfatter – smerten – alvoren – vigtigheden af at skrive lige det, der SKAL stå. Fordi det er sandt. Og fordi det er smukt.
Følgende citat viser Knausgårds tolkning af havearbejdet, som han i første omgang ser som et småborgerligt fænomen:
”Set udefra, hvorfra jeg altid har set far og det han gjorde, er havearbejdet selve billedet på den småborgerlige stilstand, noget dybest set latterligt og livsoverfladisk, en artificiel måde at ordne verdens kaos på ved at lade verden være en græsplæne og et par buske og mestre dem til fuldkommenhed, samtidig med at haven er det af det private liv, andre kan se, og derfor fungerer som en slags udstillingsvindue for omgivelserne. Facade altså.”
Nåede netop i dag, hvor jeg gik og knoklede med min egen jord, til disse betragtninger, hvor han jo igen udtrykker en banalitet: at vi signalerer, hvem vi er med vores have.
Og nu mig og min have. Tja, hvis man kigger ind i min have, ser man et kaos – som jeg forsøger at holde en smule orden på, men alligevel er det billedet af kaos, der rammer blikket.
Så er det sådan, hun er – hende havekonen – et uordentligt virvar. Et kaos. Nå ja, helt vil jeg ikke benægte, at der er lidt om det. Det myldrer frem med ukrudt i hver en krog.
Nå ja, men arbejdet derude er for mig lystfyldt. Og sådan er det såmænd også med den gode Knausgård. Hør lige et andet citat fra samme side:
- ”Så når jeg løb rundt i haven som en vildmand, med småborgerlighedens brand i mit indre, lidt ligesom min far … kunne det ikke tolkes som andet end en flugt indad. Samtidig var der noget i det jeg godt kunne lide. Lugten af jorden, alle ormene og billerne, der krøb og kravlede i den … ”
