Noget om oldinge og deres skriverier.
Når man bliver gammel og tilmed er forfatter, så gør man det, man plejer. Man skriver. Og som altid ser man verden fra sin søjle af år. 82 snart 83, så er man højt oppe.
Det er sådan, det er, og disse alderdomsskrifter er der kommet fine bøger ud af. Jeg vil lige nævne et par stykker, som umiddelbart falder mig ind: Frederik Dessaus ”radiodage” og Thomas Bredsdorffs ”Lykkeligt nær” – den sidstnævnte har jeg netop læst op for min mand, og sammen har vi nydt side op og side ned. Den har undertitlen ”En oldings optegnelser” – den titel kan jeg godt lide.
Jeg har læst hele mit liv – bog efter bog og har samlet alt for mange, og ind imellem kører jeg en stak til Kirkens Korshærs antikvariat, for jeg har jo ikke vægge nok eller hylder nok, og efter nogen tid hænder det, at jeg savner en af dem, og så går jeg på jagt for at finde den igen, og som regel er den ikke solgt videre, og jeg køber den tilbage og indlemmer den lige der, hvor den savnes.
Men nu, hvor jeg selv er blevet gammel og ind imellem sidder ved tastaturet og fabulerer over mit lange livs korthed og gerne vil skrive lidt om det, så tænker jeg, at det måske var bedre at lade det ligge. For det er ikke altid klogt at skrive ud over sin udløbsdato – og havde jeg været en vare, så ville der stå: ”bedst før 2023.”
Der er skrevet bøger af gamle (mænd), som de måske ikke skulle have skrevet. Og nu tænker jeg især på mine yndlingsforfattere – dem har jeg mange af i min samling, men her vil jeg nævne nogle stykker, som alle har skrevet et ”alderdomsværk” – som slet ikke lever op til deres sædvanlige standard.
Jeg tror, jeg har læst hele Dag Solstads forfatterskab, og hver eneste bog har været en oplevelse. For kort tid siden kom hans seneste (sidste) bog, den, som han ikke skulle have skrevet, ”endelig lykkelig” hedder den, men den er – efter min mening – en lang rablende sniksnak om ikke ret meget – eller snarere om ting og hændelser, der ikke forekommer interessante ( ikke for mig i al fald) Slutningen er smuk og hæver den over den rene trivialitet. Dag Solstand kalder den en roman. Men det er jo et lille erindringsværk, og han bruger også 1. person.
Jeg har læst de fleste bøger af Einar Mar Gudmundsson – ”universets engle” hører til på min top-ti liste. Men den senest udkomne: ”alt fra hatte til sko” er præcis ligeså sniksnakkende som Solstads, selv om stilen er en hel anden. Vi møder en række ”kendte” fra 60’ernes litterære miljø i København – men på en gabende kedelig måde. Einar M. kalder det en roman. Men det er jo også en erindringsbog.
Sidst vil jeg nævne Sven Delblancs bog ”Slutord.” Titlen afslører indholdet. Det er de sidste ord, han skrev, og han er sig det bevidst, men jeg synes, det er lidt spild af blæk. Den bog ville jeg gerne IKKE have læst.
Dog skriver han klogt om selve erindringsskrivningen. ( Citat side 62):
”Skriv dine memoirer i de unge år, de vil blive levende og stærke, om end uretfærdige og subjektive. Skriv dem i en moden alder, hvor erindringerne allerede er blevet blege. Skriv dem i alderens dage, hvor intet er tilbage undtagen selvmedlidenhed og idyl.”
Tja … så det projekt er nok forpasset.
