Mens det sker

Det efterår for mere end otte år siden står for mig som en underlig mellemtid – det var som at sidde måned efter måned i et venteværelse. Vi ventede og ventede og ventede. Undersøgelse på undersøgelse.  Vi var på Skejby – jeg husker ikke, hvor mange gange, men det var mange, og hver gang krøb vi hjem, mere eller mindre forslåede, indtil den dag, hvor en usympatisk læge spyttede diagnosen i hovedet på os: Ja, det er jo så Alzheimers. Samtidig stak han os en indmeldelse til Alzheimerforeningen. Det var så ufølsomt, ja, næsten uvenligt. Og siden har jeg ofte tænkt på, at den læge ikke kun var uvenlig, men ligefrem uvidende.  Han fik det til at lyde og ville have os til at tro, at alt håb var ude. Vi kunne lige så godt gå hjem og grave os ned i komposten og blive der, til vi var ligeså rådne som alt det andet affald. Affældige, det var det, vi var. Nej, men jeg gider ikke skrive mere om den idiot.

Nu er der gået så mange år, og det er først i den seneste tid, at jeg undertiden kan blive lidt chokeret over Oles reaktioner på hverdagsting. For vist er han blev gradvis mere syg, det siger sig selv, men for mig er han jo ”stadig Ole.” Og selv om han mister forbindelsen til sin omverden, så har jeg slet ikke på noget tidspunkt mistet forbindelsen til ham. Og hans forbundethed til mig er den samme som altid.

 Sygdommen er imidlertid nået dertil, hvor han er træt og tavs det meste af dagen, og jeg har ikke altid held til at muntre ham op. Det er jo heller ikke morsomt at blive bedt om at hente vinen i baggangen, når man ikke kan finde derud. Han har i det hele taget svært ved at finde rundt i huset nu, og en lukket dør eller et lukket skab eller en lukket skuffe virker skræmmende. Han har ingen ide om, hvad der findes bagved døren eller lågen. Og hvordan finder man rundt, når man ikke tør åbne en lukket dør? det er som om han tror, der er en afgrund bag den. At han kan falde i.

Han vil så gerne hjælpe til, og det gør han f.eks. ved at dække bord, men jeg må vise ham, hvor han finder tallerkener og bestik og glas osv. Og også hvor spisestuen er. Forleden bad jeg ham hente den bog, som jeg læser højt i for ham. Vi var i havestuen – bogen var i fjernsynsstuen. Den opgave var umulig – han kom tilbage efter ret lang tid, men uden bog – den var der ikke, sagde han – men den lå på bordet i stuen, og der var kun den ene bog, men det kunne han ikke se. Det virker undertiden helt absurd, og jeg kan ikke sætte mig ind i, hvordan han føler det. Hvordan er det at være i det mørke, han famler i?

Man taler om ventesorg.  Jeg har ikke villet anerkende fænomenet og har hele tiden syntes, at det var forkert at sørge på forhånd. Jeg tror, jeg var i ventesorg hele den lange periode, hvor vi var til udredning på Skejby Sygehus. Men i årene efter, har jeg ikke sørget. Da vi først havde diagnosen på plads og fået forføjet og fordøjet ubehaget ved at møde ufølsomhedsystemet, så gik det helt godt med at finde en rytme og en hverdag med masser af fine timer sammen.

Nu sørger jeg lidt ind imellem. Det kommer af sig selv, skønt jeg ikke vil det. Synes stadig ikke, at sorgen hører til lige nu og her. Vi er sammen. Vi elsker hinanden. Det er det vigtigste.