MENS DET SKER

Mens det sker

Det efterår for mere end otte år siden står for mig som en underlig mellemtid – det var som at sidde måned efter måned i et venteværelse. Vi ventede og ventede og ventede. Undersøgelse på undersøgelse.  Vi var på Skejby – jeg husker ikke, hvor mange gange, men det var mange, og hver gang krøb vi hjem, mere eller mindre forslåede, indtil den dag, hvor en usympatisk læge spyttede diagnosen i hovedet på os: Ja, det er jo så Alzheimers. Samtidig stak han os en indmeldelse til Alzheimerforeningen. Det var så ufølsomt, ja, næsten uvenligt. Og siden har jeg ofte tænkt på, at den læge ikke kun var uvenlig, men ligefrem uvidende.  Han fik det til at lyde og ville have os til at tro, at alt håb var ude. Vi kunne lige så godt gå hjem og grave os ned i komposten og blive der, til vi var ligeså rådne som alt det andet affald. Affældige, det var det, vi var. Nej, men jeg gider ikke skrive mere om den idiot.

Nu er der gået så mange år, og det er først i den seneste tid, at jeg undertiden kan blive lidt chokeret over Oles reaktioner på hverdagsting. For vist er han blev gradvis mere syg, det siger sig selv, men for mig er han jo ”stadig Ole.” Og selv om han mister forbindelsen til sin omverden, så har jeg slet ikke på noget tidspunkt mistet forbindelsen til ham. Og hans forbundethed til mig er den samme som altid.

 Sygdommen er imidlertid nået dertil, hvor han er træt og tavs det meste af dagen, og jeg har ikke altid held til at muntre ham op. Det er jo heller ikke morsomt at blive bedt om at hente vinen i baggangen, når man ikke kan finde derud. Han har i det hele taget svært ved at finde rundt i huset nu, og en lukket dør eller et lukket skab eller en lukket skuffe virker skræmmende. Han har ingen ide om, hvad der findes bagved døren eller lågen. Og hvordan finder man rundt, når man ikke tør åbne en lukket dør? det er som om han tror, der er en afgrund bag den. At han kan falde i.

Han vil så gerne hjælpe til, og det gør han f.eks. ved at dække bord, men jeg må vise ham, hvor han finder tallerkener og bestik og glas osv. Og også hvor spisestuen er. Forleden bad jeg ham hente den bog, som jeg læser højt i for ham. Vi var i havestuen – bogen var i fjernsynsstuen. Den opgave var umulig – han kom tilbage efter ret lang tid, men uden bog – den var der ikke, sagde han – men den lå på bordet i stuen, og der var kun den ene bog, men det kunne han ikke se. Det virker undertiden helt absurd, og jeg kan ikke sætte mig ind i, hvordan han føler det. Hvordan er det at være i det mørke, han famler i?

Man taler om ventesorg.  Jeg har ikke villet anerkende fænomenet og har hele tiden syntes, at det var forkert at sørge på forhånd. Jeg tror, jeg var i ventesorg hele den lange periode, hvor vi var til udredning på Skejby Sygehus. Men i årene efter, har jeg ikke sørget. Da vi først havde diagnosen på plads og fået forføjet og fordøjet ubehaget ved at møde ufølsomhedsystemet, så gik det helt godt med at finde en rytme og en hverdag med masser af fine timer sammen.

Nu sørger jeg lidt ind imellem. Det kommer af sig selv, skønt jeg ikke vil det. Synes stadig ikke, at sorgen hører til lige nu og her. Vi er sammen. Vi elsker hinanden. Det er det vigtigste.     

ET MANIFEST

Minimanifest

Et manifest er en programerklæring af politisk eller kulturel art, rettet mod offentligheden, siger ordbogen og Ai. Men det her manifest er ulydigt mod den definition, ja man kunne måske endda sige, at det er et antimanifest, for det er først og fremmest rettet mod mig selv. Og det er ikke en erklæring af hverken politisk eller kunstnerisk art, men derimod en på alle punkter egocentrisk skrivelse.

Men når den er så privat, hvorfor så lægge den på bloggen? OK, nu lægger jeg jo alting på bloggen – hovedet på bloggen så at sige.

Trods manifestets intimsfæreagtige indhold, så retter det sig ud i det offentlige rum på den måde, at det smutter ud i internettets vidt forgrenede verden.

Hvor om alting er så sender jeg de her tanker ud over min egen gode harddisks snævre rammer.

Men nu manifestet – så minimalt det end er, så har det dog flere punkter:

Jeg er snart 83 år – befinder mig i den yderste ende af mit liv. Og jeg vil selv bestemme over mit lille restliv.

Nu nævner jeg hovedpunkterne i manifestet:

1. jeg vil glæde mig til hver ny dag.

2. jeg vil ikke sige ja til mere end det, jeg har lyst til.

3. jeg vil tillade mig at sige nej (nej tak måske) til det, jeg ikke har lyst til.

4. jeg vil lempe lysten (også den sanselige) lidt længere ind i mit blafrende lys.

5. jeg vil indrømme min asociale trang til mit eget (gode) selskab.

6. jeg vil bruge min tid på at dyrke min have. Både i åndelig (Voltaire ) og fysisk forstand.

7. jeg vil bruge mere tid på de mennesker, jeg elsker.

8. jeg vil læse og læse og læse og blive ved med at læse. Mest skønlitteratur.

9. jeg vil ikke bruge tid på dårlig litteratur.

10. jeg vil ikke omgås folk med et sygt menneskesyn.

12. jeg vil fortsat handle etisk forsvarligt hvor jeg kan.

13. jeg vil se min afmagt i øjnene og trodse den. Og langt hen tro, at det nok skal gå.

14. jeg vil værne om min tro på Gud og mennesket.