1940’erne – MIN FAR

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Min far

En nat kan jeg ikke sove. Måske har jeg sovet, det husker jeg ikke, men nu er jeg lysvågen. Det sker ganske ofte, at en ond drøm vækker mig og at dens uhyrer trækkes med ind i børneværelse, hvor de skjuler sig i krogene, hvorfra de lurer på det rette øjeblik. Engang gjorde det ingenting, for jeg kunne høre Anders trække vejret i mørket og vidste, at når han var der, sovende eller vågen, så havde hverken døden eller uhyrerne nogen magt overhovedet. Men nu er han her ikke. Han har fået pigens værelse oppe på loftet, for vi er så store nu, at vi ikke behøver nogen pige, siger mor. Og derfor sover han langt væk. Og så er der kun mig i kammeret. Mig og lillesøster Dorte, men hun tæller ikke, for hun er så lille, at hun ingenting ville kunne stille op mod det onde, som vi godt nok har bedt Gud fri os for i vores aftenbøn, men som er så revnende ligeglad med Gud, og bare maser sig på, trods bønnen og alt det. Og Gud rører heller ikke en finger for at hjælpe. Og Dorte kan ikke redde os.

Så er der kun Far.  

Jeg skubber dynen til side og lister ind til far. Lidt efter står jeg ved hans side af dobbeltsengen. I børneværelset er radiatoren tændt, og der er lunt hele natten, men herinde i Mors og Fars soveværelse er der ligesom i vores isskab. Jeg står og tripper i kulden og ved godt, at jeg ikke har noget at gøre her. At jeg er på forbudt område. Og Mor ville blive stram i ansigtet, hvis hun så mig. Heldigvis ser hun mig ikke, for der er næsten helt mørkt. Kun et svagt lys fra gadelygten trænger gennem rullegardinet og sender et blegt skær ind i værelset. Og desuden sover hun. Hun har spist sine piller, men det tænker jeg ikke på, for jeg ved ingenting om piller. Først langt senere bliver jeg klogere: min mor spiser piller.  

Lige nu er jeg bare en lille, dum unge, der ryster af skræk. For jeg skal dø i nat.

”Far,” hvisker jeg. Hans hånd har forladt kroppen og ligger nøgen og ene på dynebetrækket, mens resten af ham er hyllet i fjer og bolster. Jeg rykker ham lidt i ærmet, men han grynter, og jeg vil ikke, at han skal lyde som en gris, så jeg planter min varme hånd på hans kolde og klemmer om den. Og han holder op med at trække vejret. Det gør jeg også. Nu dør vi begge to, tænker jeg og begynder at græde.

Far er ude af sengen, inden gråden har fået lyd, og han griber mig og flygter ud af soveværelset med mig i armene, som om han vil redde mig fra en brand. Inde på sit kontor, som nu er oplyst af bordlampen og uden et eneste uhyre, lægger han mig fra sig på divanen og pakker mig ind i det brune, lodne divantæppe, som han folder ind under mig, så stramt, at jeg ikke kan røre en finger og så kysser han mig på kinden.

”Nu bliver jeg siddende her på stolen,” siger han og sætter sig ved mit hovedgærde.

”Hele natten?”

”Hele natten.”

Og så falder jeg i søvn, og da jeg vågner, sidder Far ikke på stolen, han er allerede gået på havnen, og det er for længst blevet meget mere end morgen.

Hen på dagen trækker Far mig til side.

”Hvad var det med dig i nat?”

”Ingenting,” siger jeg.

”Hvordan ingenting?”

”Jeg var bange,” siger jeg.

”Ja, det ved jeg nok, men for hvad?”

”Jeg drømte,” siger jeg.

”Det skal du holde op med,” siger han meget mere alvorligt end han plejer, og så siger han, at det er usundt at drømme. Og at fantasere.

”Lad være med det,” siger han.

Og jeg nikker og lover.

Jeg er ikke ret gammel, før jeg ved, at far har en bror, som er sindssyg. Bedstemor fortæller mig det. Men jeg ved det godt uden. For en gang imellem er far borte en hel dag. Og selv om ingen snakker om det, så ved vi det godt alle sammen. Han besøger sin bror på sindssygeanstalten i Risskov. Og når han kommer hjem, er han fjern i blikket og meget tavs. I lang tid er han det.

Og Far har let til latter. Han er det, man kalder lattermild, og han elsker at være i selskab med glade mennesker og at feste igennem – glæde og fest – det er ham – og alle elsker at være sammen med min far.

Jeg har kun set skyggen af ulykkelighed hos ham de gange, han kom hjem fra et besøg hos bror Karl.  

Senere, langt senere, forstod jeg sammenhængen, og så vidste jeg, at han mistede sin bedste ven og elskede bror igennem en hel lang og smertelig barndom, hvor hver dag var en afsked. Han har levet i ”ventesorg” hele sin barndom.

Nej, ikke hver dag, selvfølgelig.

Der var mange dage, hvor de to drenge var lykkeligt sammen og legede uden tanke for andet, men bror Karl var syg gennem hele sin barndom, og da han var omkring 20 år, blev han indlagt i Risskov og kom aldrig mere hjem. Og han fik ikke andre besøg end min fars. De andre brødre besøgte ham ikke. Hans mor besøgte ham ikke. Og han led af hjemve hver dag, indtil han i 1952 fik ”det hvide snit” og det tog længslen fra ham. Jeg har læst hans journal, så jeg ved hvordan han havde det. Dag efter dag. Jeg har læst om længslen og sorgen. Man gav ham lobotomi-behandling for at tage savnet fra ham. Livet tog de så også fra ham. Men det havde han jo allerede mistet. Og måske var det OK at dræbe følelserne. Det blev vel gjort i en god mening. Det vælger jeg at tro. Men det er hårdt at tænke på.

Jeg har aldrig set min far ulykkelig ellers. Kun de dage, hvor han kom fra hospitalet i Risskov. Og jeg har aldrig set ham græde. Måske har han grædt alt det, der lå i hans lod at græde.

Måske har han grædt op.   

Min unge far. . der skulle gå næsten ti år, inden han blev gift med min mor.

KRIGEN

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Krigens vanvid

Børn skal dryppe af sved. Ikke af blod. Menneskebørnene skal ikke dræbe hinanden. De skal værne om hinanden.

Nu kan du da ikke mere være pacifist! Sagde et af mine børn til mig. Det var forrige år, da krigen i Ukraine brød ud. Da der blev krig i Europa. Og det var jo slet ikke svært for os danske at vælge side. Rusland var fjenden. Ukraine var vennen. Ukrainerne var på vej over til os. Rusland holdt dem tilbage.

Det var så enkelt. Og nu ville de onde (russerne) dræbe de gode (ukrainerne), og kunne vi stå på sidelinjen og se det ske?

Nej!

Men det er ikke så enkelt.

Eller det er enkelt på en anden måde.

Det handler om magt.

Det er et storpolitisk spil. Og vi er kun brikker i det spil. Stormagterne flytter rundt med os, som deres magtinstinkter byder dem at gøre. Og vi lader os flytte.

Krigen kunne være undgået. Det vil jeg vove at påstå. Det ville (måske) have kostet os (NATO USA) i spillet om magt. Og det kunne vi ikke risikere, om der så skulle en krig til.

Vi kunne have ladet være med at rage mere og mere magt til os (NATO USA ), efterhånden som Sovjetunionen faldt fra hinanden. Vi kunne have åbnet os mod et land, der langsomt var begyndt at befri sig for det jerngreb, der havde knuget dets befolkning i så mange årtier.

Rusland var på vej. På vej mod os. Men vi mødte dem med mistro og arrogance. På Gorbatjovs tid så det en overgang ud, som om det ville gå godt med Rusland. At det ville kunne rejse sig på ruinerne af det fejlslagne sovjetprojekt. Jeltsin sagde det helt klart: ”det er ikke Rusland, der er mislykkedes. Det er det kommunistiske system, som vi har været påtvunget.” Det sagde han. Desværre var han svag af for megen vodka ( det var de fleste russiske politikere dengang) desværre var hans magt svagere end hans agt. For han ville (som Gorbatjov) indføre markedsøkonomi, parlamentarisk demokrati og indgå i et fælleseuropæisk samarbejdssystem. Han var åben mod vesten. Mod os. Og i 1992 indgik han en samarbejdsaftale med George Bush om atomnedrustning. Det var et kæmpeskridt mod varig fred. Der var i det hele taget så mange tegn på vilje til forbedring i de år.

Og hvorfor gik det så ad helvede til?

Hvorfor endte det med en krig, der nu truer os alle?

Ja, en af grundene, og den vejer tungt, er vores egen (Vestens – Natos) arrogante holdning til det store land. Der var ingen åbenhed at spore der.

Det har jeg tænkt på hele tiden, men været ret alene med de tanker, synes jeg. Og jeg har gået lidt stille med dem. Men nu har jeg læst flere udsagn fra fredsforskere, som siger præcis det samme: at vi ikke er uden skyld i den her krig. Som eksempel kan jeg nævne Jan Øberg, der har forsket i fred i mange år og været leder af Lund University Peace Research Institute.

Jeg vil som afslutning på min tese om Vestens medskyld i Krigen citere fra en dansk forsker, som i al fald har begge ben på jorden og ikke på nogen måde (som måske en del fredsforskere) idealiserer virkeligheden, nemlig Bent Jensen, dr. phil. i historie,

(Citat) ”Vestlige forklaringer lægger som regel entydigt skylden på Rusland. Forsuringen af forholdet mellem Vesten og Rusland forklares med henvisning til Kremls politik, mens USA, NATO og EU ikke tillægger egne handlinger nogen betydning. … De ville jo udbrede vestligt demokrati til andre lande, og hvem kunne have noget imod det? Det er imidlertid en meget ensidig og derfor kun halvsand forklaring, som ikke ser ud over egen næstetip og er blind for, hvordan den faktisk førte vestlige politik blev opfattet i Rusland – og ikke kun af regimet. USA/NATO’s politik over for det ny Rusland bidrog allerede under Jelsin i 1990’erne til den forværring af forholdet mellem Rusland og NATO, som indtrådte efter Jeltsin. Muligheden for at opbygge en ny fælles sikkerhedsstruktur i et Europa uden et jerntæppe mellem øst og vest blev forskertset, da USA/NATO meget hurtigt og ensidigt besluttede at udvide NATO med en lang række central-og østeuropæiske stater. Da Tysklands kansler, Helmut Kohl, i 1992 gjorde præsident H.W. Bush opmærksom på, at en udvidelse af NATO med det tidligere DDR stred mod et løfte til Gorbatjov om ikke at inddrage dette territorium i NATO’s magtsfære, reagerede Bush med irriteret at svare: – ”Det er os, der har vundet, og Rusland, der har tabt – skråt op med deres indvendinger!”” ( Bent Jensen: Modløber s.335)

Hvilken arrogance! Hvilken barnagtig måde at misbruge sin magt på! Som store drenge, der pisser deres territorier af – eller er det kun dyr, der gør det? Engang i mellem, alt for ofte, optræder dem, der har alles skæbne i deres hænder, som dyr. Men kun hos menneskene sætter det så store ødelæggelser i gang.

Og vi taler uden skælven i stemmen om at donere dræbermaskiner til slagmarken. Hvordan kan vi gøre det? Og hvordan kan vi tale om ”kampmoral”? Som om krig er forenelig med moral! Som om der findes fine og ædle krige! Som om drab, tortur og ødelæggelse ikke er krigens ansigt!

Hvorfor ryster vore stemmer ikke, når vi taler om de ting? Er en russisk dreng eller pige, som de ”ædle” krigsmaskiner, vi så gavmildt donerer, flænser i småstykker, ikke lige så meget værd som de drenge og piger, vi har klasseret som ”venner”?

En, jeg snakkede om de her ting med forleden, begyndte at udpensle de frygtelige torturmetoder, som russerne bruger mod tilfangetagne ukrainere og brugte det som argument for, at vi skulle sætte alt isenkram ind på at knække Rusland. Jeg sagde det ikke, for hvad nytter det? Men jeg tænkte, og nu skriver jeg det: det, som hun skildrede er jo netop et af krigens hæslige ansigter, og jeg er helt sikker på, at ukrainerne er lige så grusomme mod russiske fanger. De ser dem ikke som mennesker, ikke engang som fjender, det hørte jeg forleden i TV, nej, de ser dem som ORKER = uhyrer, som man har lov at tortere. Og selvfølgelig er man nødt til at umenneskeliggøre dem, man skal dræbe.

Og det er soldatens håndværk at slå ihjel.

Sådan er krig.

Al krig

Der findes ikke venligtsindede bomber.

Og atombomben vil dræbe om ikke livet så i al fald menneskene på denne klode. Men det er måske godt nok, sådan som vi behandler kloden og hinanden. Vi har ærlig talt ikke fortjent bedre.

Men så hørte jeg jo at pensionskasserne nu investerer i våbenindustri. Er det der, vi er?

Ærlig talt: mennesket er en primitiv art.

Havet, himlen, solen og sandet – som jeg husker

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Jeg er fem år.

Jeg kan høre dem hele tiden – mågerne – de skarpe skrig på himlen – min barndoms lydkulisse. Som en lang advarsel om ikke at komme nærmere. Ikke ud til dem. Ikke op i himlen.  Hold dig væk! Du er ingen fugl. Du kan ikke flyve. Nej, jubler jeg, jeg er en fisk. Og det kan jeg mærke. Min spinkle barnekrop spændes og drages mod havet.

”Ha ha ha  … skriger det fra himlen. Du er ingenting. Når du løber over sandet kommer du ikke langt. Du er så tung. Så bundet af knogler og kød og blod. Så ufri. Se på os! Hør på os! Vi flyver i flok. Vi svæver over dit hoved. Vi dykker i havet. Vi er frie. Du … ha ha ha. Du er en unge. Ikke en sælunge, ikke fiskeyngel. Ingen fugleunge. Gumpetung er du. En menneskeunge. Det er dig.”

Jeg trodse stemmerne og deres billige trusler. Kender min krop, kender min sjæl. Ved nok, hvem jeg er. Et havdyr, det er mig, en havfrue i svøb, tænker jeg, mig skal de ikke narre. Ikke fuglene, ikke fiskene. Jeg kan flyve i drømme, og jeg kan dykke i enhver tilstand og fra ethvert sted over havet.

Jeg løber udad og udad, indtil vandmasserne slår sammen om mig, og jeg lader mig falde. Er er en lille plaskende unge nu. En sælunge, siger jeg til mig selv, mig kan havet aldrig skade. Jeg svømmer så fint. Mine arme og ben går. Rundt og rundt cirkler de. Og jeg giver ikke op, hjuler mig gennem vandmasserne og er et havets barn. Og nu vil jeg ned til fiskene. Det er let nok. Jeg dykker og lader bølgerne sluge en femåring, der tror sig hjemme lige der. Og nu nærmer jeg mig bunden, som jeg allerede rører med fingerspidserne, og nu mærker jeg bugens finner glide hen over det fine, riflede mønster. Jeg kradser i riflerne, spærrer øjnene op og glipper med lågene, for sandet vil trænge ind i hulerne, men jeg ser alligevel farverne og fanger deres skønhed og vil, at kroppen skal blive sten og bliver der. Falde til ro på havets bund. Så nægter den og vil op til overfladen. Nej, nej, og jeg spræller og raser. Dumme kød. Og jeg tvinger det nedad og nedad, lige indtil mit ansigt skurrer mod det lysende sand. Der hører jeg til, der vil jeg blive. Og jeg forsøger at krumme mig til rette på det våde leje af stivnede rifler. Nu hviler jeg i havets skød, tænker jeg, og langsomt mærker jeg modstanden forsvinde og kroppen føje sig.

Pludselig gør det ondt. Jeg kan ikke trække vejret. Så forsvinder alle farverne. Jeg lukker øjnene og falder ind i min skal og ved, at her skal jeg ligge og vugge i dønningen, mens solen slukkes over mig. Et stik af angst. Og smerten, der vokser. Og en ny tanke falder mig ind. Døden. Døden. Og den ser mig og visker angsten ud.

Jeg dør. Ja. ja.

”Det var i sidste øjeblik,” siger en voksen stemme, og jeg ser op i et ansigt, jeg ikke kender. ”Jeg så, at du dykkede og at du ikke kom op.”

Jeg nikker. Godt, at han så det, tænker jeg. Jeg er ingen fisk. Det ved jeg nu.

”Jeg er ikke en fisk,” siger jeg.  

”Nej, og du er vist også alt for lille til at færdes her alene. Hvor er din mor?”

”Min mor?”

”Ja.”

”Jeg har ingen mor,” hører jeg mig selv sige.

”Er du alene?”

”Ja.”

”I hele verden.”

”Ja,” nikker jeg ivrigt og tænker på Palle og at jeg nok snart vågner.

”Så er det da godt, at jeg er her,” siger den fremmede mand, og jeg nikker igen. Kraftigt. Og jeg putter mig ind til ham og mærker hans trask over sandet og hans menneskevarme, mens han bærer mig op i klitterne og lægger mig fra sig i en af de trygge sandhuler.

Jeg er en menneskeunge. Ingen sæl. Det er der ikke noget at gøre ved.

BOGEN

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Prolog

I mange år rejste jeg land og rige rundt med foredraget: ”Alderdom er Visdom.” Det har mange og ikke mindst undertegnede haft stor fornøjelse af. Det er så fint at holde fast i, at vi bliver klogere med alderen, ikke dummere. Heller ikke kvikkere ganske vist, men klogere. Og som regel var det svært at slippe løs de aftner, for mange henvendte sig til mig for at fortælle, at de enten var i færd med eller gerne ville skrive deres erindringer, vise deres efterkommerne, hvor de kom fra. Og jeg opmuntrede dem altid til at fortsætte projektet.

Fortæl! Fortæl! fortæl! sagde jeg.

En enkelt gang var der en, der skar igennem og sagde, jamen hvorfor har du så ikke selv skrevet dine erindringer?

Det samme har mine børn spurgt mig om. Og jeg har altid svaret det samme: ”Jamen, jeg har da aldrig skrevet andet.” Og sådan forholder det sig virkelig: Alt, hvad jeg har nedfældet de seneste 30 år er mine egne erfaringer, mine egne erindringer, mit eget sind, mine egne hændelser. Allerede den første bog ”Johan” viste det klart. Jeg havde i mange år min bror Anders som første læser, og han var begejstret for ungdomsbogen om den vilde Johan, som systemet forsøger at knægte, men som ejer en indre styrke, der sejrer over selv de ondeste kræfter. Da Anders havde læst bogen, sagde han. ”Hvor er det sjovt, at du har skildret dig selv som barn. Jeg genkendte så tydeligt pigen.” ”Jamen, Johan er en dreng.” ”Det gør inden forskel. Han er dig.” Og selvfølgelig er han det. Og salmedigteren Thomas Kingo er mig. Vel derfor, at han fik så sære anmeldelser: Jens Kistrup brugte en hel side i Berlingske Tidende med overskriften ”Kingo in love.” – Andre ( bl.a. Mette Winge i Politiken ) skrev, at Kingo var for kvindagtig. Og selvfølgelig handlede bogen om Kærlighed med stort K ( selv om anmelderne hævdede, at en sådan kærlighed ikke fandtes før romantikken – de skulle læse Det gamle Testamente, der er masser af kærlighed med stort K) og selvfølgelig var Kingo en kvinde. Alle mine personer er kvinder. Og Lucie i “Digteren og Malerinden” gennemgår i en nedtonet version mit eget personlige teenagermareridt. Jeg måtte skrive hele to bøger om hende, for at komme fri af mit eget traume. Lucie er en vild og uregerlig pige, og hun knækkes i teenageårene, og bliver en anorektisk, bleg og nervøs ung kvinde, der vender livet ryggen og drømmer om et klosterliv. Det forløb kender jeg.

Ja ja, det er jo rigtigt, at jeg ikke deltog i Svenskekrigene eller overværede Københavns bombardement. Selvfølgelig er de historiske romaner tro mod Historien. Og jeg har også researchet på de historiske personer. Men mit eget liv strømmer gennem den litteratur, jeg skriver, og det burde anmelderne vide. Nå, pyt nu med dem.

Så altså: vist har jeg skrevet mine erindringer, de ligger i hver eneste af mine mange bøger. Det er sådan, jeg skriver, og det er sådan ALLE forfattere med noget på hjertet skriver. Tag som eks. Per Petterson, vist er Arvid ikke Per, og selvfølgelig er han (også) det.

Men hvis jeg virkelig vover at erstatter Brorson, Kingo, Ingemann, Lucie, Johannes, Johan, Tobias etc. med Marianne, kan jeg ikke krybe ind i en anden person og altså ikke krybe udenom.

Det ved jeg stadig ikke, om jeg tør.

Livets børn – nogle tanker

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

”Vi er alle dødens børn” skriver Knausgård i ”Ulvene fra Evighedens Skov.” I bogen filosoferer han vidt og bredt om livet og om døden. Akkurat som alle store romaner har gjort det til alle tider. Og der er tale om en stor roman her, ingen tvivl om det. Og vist er det en af personerne i bogen og ikke forfatteren selv, der proklamerer, at vi alle er børn af døden. Alligevel må Knausgård stå inde for synspunktet, for alle personer i alle romaner er fabrikerede i en forfatters hoved, og de bærer hans stempel, de er hans børn, og han er langt hen ansvarlig for dem. Også selv om han tager afstand fra alt det, de taler og står for. Dostojevskijs ”kældermenneske” er ikke Dostojevskij, og samtidig er det i høj grad ham, for han springer jo som en anden Athena lige ud af den russiske digters hoved. Som Zeus gik svanger med Athena, går forfatteren svanger med sine personer, og som hun sprang ud af gudens hoved, springer de ud af hans. Sådan er det. At vi er dødens børn må stå for Knausgårds egen regning.

Nu er jeg efterhånden blevet gammel, og døden er ikke mere en fjern trussel, men en nær hændelse, og jeg må om end vrangvilligt tage imod den. Men jeg vil ikke vedkende mig slægtskabet. Den er hverken min mor eller min far. Jeg er ikke barn af den men af livet.

Lyset i en blomst

Jesus siger til dine disciple (Johannes Evangeliet) : ”en kort tid så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.” Nu vil jeg ikke sammenligne mig med Jesus, men jeg vil sige det samme til mine børn: ”En kort tid, så ser I mig ikke længere.” Det synes jeg er en rimelig meddelelse og en 100% sikker viden, men når det er sagt, må jeg stoppe med at sige mere, for jeg ved ikke af mere, det gør ingen af os, og Jesu klippefaste forvisning om opstandelsen går over min forstand, også selv om jeg siger trosbekendelsen i god tro hver søndag. Det er min tro. Og det er OK med mig – at tro – og ikke at VIDE.  Men jeg tror med Grundtvig på, at vi er ”lysets børn” ( Den signede Dag med Fryd vi ser), ikke mørkets.

Jeg tror på livet. Og når jeg retter blikket mod de første leveår, så er det liv, jeg ser, og Knausgårds udsagn drukner i den barnlige vise, vi sang ved lejrbålet: ”Vi er børn af sol og sommer.”

I det næste indlæg om min erindringsbog vil jeg berette om en af de lyse dage fra min tidligste barndom, en dag, som stadig har bevaret sit skær af sol og sommer.

lysets børn

 

SOM JEG HUSKER – 1954

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

  1954

  1954

Vækkelsen

Man var et vidne engang. Men hvad så man? Og hvad var det, man hørte?

Jeg vil fortælle om et vækkelsesmøde, jeg oplevede som barn.

Og nu lytter jeg indad og beder hjernen om assistance. Hjælp mig, kære hjerne, med at lappe og bøde de steder i erindringen, hvor tiden har mørnet stoffet. Lad det samles til et billede, som jeg genkender.

Sådan! Nu ser jeg det. Billedet. Tak HJERNE! Du er det bedste, jeg har, når jeg skal huske. Hov, nu hører jeg en svag protest. Den kommer fra HJERTET. Men nej, kære ven, du er en svindler, når det gælder hukommelsen. En lugt. Et billede. En smag. En stemning. Alt det griber hjernen og stykker det sammen til et billede, som spejler de magiske øjeblikke fra dengang.  

Jeg husker mødet. Vækkelsen.

Husker hans stemme. Så varm og så klangfuld, at blodet sang i en elleveårspige. Ved siden af ham en farveløs kvinde, der ord for ord slukkede gløderne, mens hun oversatte ordene til dansk, så vi kunne forstå. Men vi forstod kun ilden i hans øjne og varmen fra hans hænder, der favnende raktes ud imod os. Jeg husker ikke, hvor vækkelsesmødet blev afholdt. I Missionshuset tænker jeg, eller på Sømandshjemmet. Men jeg husker, at mange var mødt op og at vi sad sammenklistrede som de fisk, der nylig var halet i land og i hast stuvet i hyttefadene. Jeg kan endnu høre dybe suk fra mængden. Og en sær lugt. Af fisk? Ja, for var det ikke, som om de havde taget fiskene med sig og nu sad der og snappede efter luft. Suk. Suk. Suk. Og var der ikke nogen, der græd?

Hans navn var Billy Graham, og jeg har hele mit liv troet, at han var en berømt skuespiller, og i dag er jeg ikke i tvivl om, at han i al fald var en stor forfører. Jeg vil stadig tro, at det var Billy, der fangede en lille piges opmærksomhed og holdt den fanget i sit net Men måske tager jeg fejl, måske var han virkelig en hollywoodskuespiller, der blot gav den i rollen som vækkelsesprædikant, og valgte Strandby, fordi det var let at fiske i rørt vande, og åndeligt røre var der altid i den lille fiskerby.

Når jeg i skrivende stund kommer i tvivl, så skyldes det min research på Grahams liv og virke, og først nu bliver jeg klar over, hvor berømt, han var både dengang i 50’erne og hele vejen op gennem århundredet og langt ind i det nye årtusind. Han døde først som 90årig i 2018, og han var ikke bare folkekær, men også afholdt af skiftende præsidenter i USA. Han var f.eks. ven med Clinton. Men jeg ved så også, at han faktisk var i Danmark i 1954 og turnerede i hele landet. En ganske ung mand dengang. I København, i Århus og i Ålborg samlede han store folkemængder. Det var for dem, der hørte ham, som om Jesus var genopstået.

Og det var sådan, jeg følte det den aften.

Men kan den store vækkelsesprædikant virkelig have været hos os – i lille Strandby? Var det virkelig ham, der hin fjerne aften lukkede os ind i en favn så varm og kærlig og så fuld af løfter, at vi græd og lo på en gang.

Jeg vælger at tro det.

I dagene efter tænkte jeg ikke på andet end den smukke mand med den stærke udstråling, og jeg snakkede med Bedstemor om det, og også hun mente, at vi nok var blevet taget ved hånden af et menneske, der ville føre os til Frelseren. Jo jo, vist var han en stor missionær. Men helt tryg ved ham var hun nu ikke. Det husker jeg også. Det var, som om hun anede, at han ikke kun havde taget os ved hånden, men også ved næsen.

Bedstemor var klog. Hun så andet end ild i hans øjne. Eller hun så ilden og fik en mistanke om, at den ikke var tændt af Gud.

Alligevel tror jeg, at det var efterveerne fra den aften, der blev ved at værke i sjælen. Jeg skulle noget, som han pegede på. Gå ad en vej, som han havde åbnet. Følge et spor. Hvordan? Åh jo, jeg ville være missionær. Det sagde jeg til Bedstemor, og hun smilede sit fromme smil og bad mig knæle og bede sammen med hende. Vi bad inderligt til Gud. Jeg kan ikke huske de ord, vi belemrede ham med, men jeg husker glæden, der susede rundt i min urolige krop. Jeg havde brug for noget. Nu fik jeg det. Et fjernt mål.

Tiden gik, og jeg glemte min fromme mission hos verdens hedninge, og der skulle gå år, før jeg igen koblede den slags drømme til mit fremtidsspor. Nu gjaldt det de vildeste roture på havet i åben båd, halsløse spring fra den yderste mole og vovelige svømmeture til havs. Kunne man mon bunde på den tredje revle i dag? Hvis ikke, så var der langt ind. Men man vovede det alligevel, og man overlevede mirakuløst, skønt bølgerne gik højt og kræfterne var små.

Jeg havde kort sagt travlt med at være den vilde pige, der turde mere end de fleste og som skulle have været en dreng og som måske derfor havde tillagt sig drengens vildskab. Og fromheden? Var den lagt på hylden? Eller blot i aftagende. Nej slet ikke, når det blev aften, og alt blev stille, fór aftenbønnen til himmels så inderligt som altid, og arm i arm med Bedstemor vandrede jeg søndag efter søndag ad stien til Elling Kirke.