Min farfar, Janus Hesselholt, skrev i sin ungdom dagbog. Noget af det skrevne er bevaret, og nu har jeg lånt en del af det af min fætter Jørgen. Og tak for det.
Herunder et lille snit af den unge mands betragtninger over sit liv. Der er så sandelig noget at leve op til for alle os efterkommere – jeg håber, mine børn sluger hvert ord og lever derefter.
Ha ha  … og så tænkte jeg efter at have læst hans tekst,  at vi  netop nu i disse tider måske er på vej ind i en lignende og lige så belastende moralisme. Når man f. eks. ser på, hvordan den nye skolereform er skruet sammen, så skriger NYTTETANKEN akkurat så højt som dengang og måske endnu mere skingert, for på farfars tid var der dog også tale om åndelige værdier, som han vægtede akkurat ligeså højt som de materielle.
Den slags er svære at få øje på i tidens værdisætning. Her gælder det den knaldhårde materialisme. Vi skal ikke mere opdrage vor børn til hele og harmoniske mennesker, men til flittige nyttedyr, der kan skabe innovation til erhvervslivet og valuta til landet.
Jeg citerer lige fra en artikel af Pernille Stensgaard, Weekendavisen 17. oktober. Det er her en præst og mor til to børn, Rikke Juul, der udtaler sig:
“Vi tager barndommen fra dem og indpoder dem også en lille frygt. Som om de måske ikke kan klare sig, hvis de ikke lærer netop dette. De skal lege med LEGO, fordi det er “godt for dem”, og fordi vi ellers er nervøse for, at de ikke får viden og forspring nok.
I England har en legetøjskæde taget skridtet fuldt ud og kaldt sig Early Learning Centre.
…… De (= børnene) skal være udadvendte, stille sig op og sige noget, se folk i øjnene, lære at indtage forskellige roller. Der er for meget fokus på at gøre dem til dygtige, små voksne. Endnu dygtigere end vi selv var Jeg tror, det ender med, at deres egen leg dør ud. Den er unyttig. Den leg, der måske bliver tilbage, er styret af forældre. Vi stikker næsen ind i et rum, der egentlig er deres for at være sikre på, at de bliver dytigere af det. Selv når de render ude, tænker man på, om de får motion nok. Vi er med dem alle steder. De får ingen alenetid, dels fordi det er farligt, dels fordi de skal lære noget.”
LÆRING – ja, det er blevet det nye matra. Men se nu, hvordan farfar så på sagen:
 

Men her kommer råt for usødet hans ord, som er nedfældet 27. marts 1883:
Betragtninger og Grundregler:
Om kort tid er fire og tyve Aar henrunden, hvilket mindst maa betragtes som en tredie Del af mit korte lIv, og ved at betragte mig selv og hvad jeg har udrettet, maa jeg bedrøvet tilstaa: intet er jeg, og intet har jeg udrettet, som kan vise, at jeg har levet paa Jorden saa hvis jeg i dag skulde rejse herfra, vil jeg og min Gjerning om kort Tid være glemt.
Og hvad er Grunden til, at jeg ikke har udrettet mere end hvad jeg har? Jeg maa takke Gud, jeg mangler ikke Forstand, skjønt mange ere bedre begavede end jeg, har jeg dog mig selv at takke for, at min Forstand ikke er bedre udviklet end den er. Jeg mangler heller ikke legemelig Begavelse, mange ere vel større og stærkere end jeg, men jeg har dog nærmest mig selv at takke for, at jeg ikke er stærkere end jeg er i legemelig Styrke og Helbred, og jeg mangler heller ikke Villien til at udrette noget godt, men den er for svag, og derfor kan jeg ikke skyde Skylden paa andre end mig selv; thi Gud har sat mig her i Verden med en fri Villlie og under frie Forhold. Fejlen ligger helt ved mig selv og for største Delen deri, at jeg ikke har villet forsage mine egne Lyster.
Jeg vil fra denne Time vende om og søge at blive et nyttigt Menneske, min Gud til Glæde og Ære, mig selv til Gavn og mine Medmennesker til et godt Exempel. For at opnaa dette vil der meget forandres ved mig. Først af alt vil jeg bede Gud om Hjælp i al min Gjerning, thi uden ham er jeg intet og kan intet udrette, men ved hans Hjælp er intet umuligt.
Jeg har ikke forset mig værre mod Gud end, at han jo vil tilgive mig, naar jeg beder ham derom i en sand Tro paa Jesus Christus.
Jeg staar endnu ung i Verden og med et Legeme og Helbred saa stærkt, at jeg tør begynde forfra. Jeg har aldrig begaaet nogen vanærende Handling eller i mindste Maade været straffet eller tiltalt for Forseelse imod de Værdslige Love, der kan forhindre mig paa min Vandring i Livet; i Tillid hertil tør jeg i Guds Navn dristigt begynde.
Imod min Forstands Udvikling har jeg forset mig meget, jeg har ladet mangen Lejlighed, hvorved jeg kunde have gjort mig bekendt med mange Ting slippe mig forbi. Mangen Time har jeg sovet bort i hvilken jeg kunde have lært meget, og nu har jeg slet intet for al den Tid, som er gaaet bort til ingen nytte. Jeg har mangen Time beskæftiget mine Tanker med Luftkasteller og andre umulige Ting, i hvilken Tid jeg ved at fæste mine Tanker paa en nyttig Ting, kunde have lært den til Gavns, saa jeg med en Mesters Dygtighed kunde have udført den til Verdens Forbavselse.
Jeg vil stræbe efter for Eftertiden ikke at lade en Time eller Lejlighed slippe bort til ingen Nytte, men al Tid beskæftige min Forstand med nyttige Ting, hvorved Forstanden bliver skærpet og øvet.
Hvad min legemelige Udvikling angaar, saa har jeg ogsaa derimod forset mig meget. Selve Legemets kraft og Størrelse, som er nødvendig for strengt Arbejdes Udførelse, er adskillige Gange blevet hemmet ved Sygdom, som jeg maaske ofte selv har paaført mig, ved at føje mine Lyster og føre et uordentligt Levnet; men skjøndt jeg desværre maa betrate mit Legemes Væxt for omtrent afsluttet, vil jeg dog endnu prøve paa at udvikle det bedre og mere fuldkomment. 
Jeg vil for Fremtiden søge at føre saa ordentligt et Levnet som muligt, øve mine Lemmer i Bevægelse ved nyttig Beskæftigelse hvorved jeg kan opnaa Styrke, Udholdenhed og Færdighed i mit Arbejdes Udførelse. Ved et uordentligt Levnet og sine Lysters frie Gang opnaar man kun, naar Øjeblikkets Tilfredshed er forbi, en lang Tids Smerter og Ærgrelser, Slappelse og Ulyst til sin Gjerning.
Den største Forseelse ligger maaske dog i, at jeg ikke har øvet min Villie til Styrke i det gode og nyttige, thi af Villien fødes al anden Gjerning. Hvor mange Timer har jeg ikke mange Steder drevet bort til ingen Nytte, jeg har tit i lang Tid staaet fordybet i Beskuelsen af en Ting, som jeg lige saa grundigt kunde have iagttaget et Øjeblik og saa benyttet den øvrige Tid til en anden nyttig Gjerning; men Villien har ikke kunnet eller rettere ikke villet drevet Legemet ud af sin rolige magelige Stilling, som for Øjeblikket kan tilfredsstille en eller anden Lyst, men tillige lader Legemet fortæres i Uvirksomhed, i stedet for i nyttig Gjerning at øve det i Styrke og Udholdenhed. Hvor mange Timer om Dagen driver man ikke bort ved uvirksom at lytte til dumme menneskers Tale og Sjov, hvor mange Timer i Sengen om Morgenen uden det mindste Udbytte endten paa Sjæl eller legeme, men kun for at sløve begge Dele, hvor mange Timer ved lad og doven at nøle over sit Arbejde: der mangler bare, at jeg med en stærk Villie tvinger mig selv ud af denne Uvirksomheds Tilstand. Villiens Styrke kan kun overvinde doven Dumskab; men denne faste Villie kan kun opnaaes ved selvanstrengende langvarig Øvelse; men den kan naaes og saa sandt hjælpe mig Gud skal den ogsaa naaes af mig. Jeg vil for Fremtiden søge at indrette mit Levnet efter bestemte Regler. Jeg vil ikke lade nogen Tid gaa unyttet bort, men altid benytte hvert Øjeblik til nyttig Syssel endten legemelig eller aandelig og helst begge Dele. Ikke beskæftige mine Tanker med unyttige Ting. Udføre alt til den bestemte Tid, som er fastsat dertil, aldrig bie et Minut over Tiden. Ikke opsætte et Arbejde, som er nødvendigt, til i Morgen, naar det kan udføres i Dag. Være nøjagtig i alt, Ord saavel som Gjerning. Være venlig mod alle, aldrig blive vred, men altid være munter ved min Gjerning, om jeg endog er bedrøvet.
Naar noget skal udføres, da altid give en bestemt Befaling, aldrig være vaklende i mine Udtalelser. Naar jeg skal udtale mig om en Ting, da altid først nøje undersøge den, og saa give en bestemt Forklaring derover; hvis dette ikke er muligt da hellere tie stille, at jeg ikke skal give en forkert Forklaring og min Mening blive forkastet. Søge ved enhver Lejlighed at danne mig en bestemt Mening om Tingene, jeg kommer i Berøring med, thi ved Øvelse faar man Færdighed og denne er nødvendig i et afgørende Øjeblik.
Jeg vil for Fremtiden i Sommer staa op kl. 5 om Morgenen, ikke nøle Tiden hen endten ved Frokost eller Middagsbordet, altid søge Beskæftigelse om ikke legemeligt saa med aandeligt Arbejde. Helst gøre en Ting færdig, inden jeg begynder paa en anden, dog aldrig opsætte noget, som er lovet eller skal være færdig til en bestemt Tid for en anden tings Skyld, som jeg kan tage fat paa igen, hvor jeg slap.
Disse var ordene, som den unge mand ville holde sig selv fast på livet igennem. Man må næsten håbe, at det ikke lykkedes alt for godt. Men meget tyder dog på, at han lidenskabeligt forsøgte at leve det liv, som han selv forestillede sig var det perfekte liv. Og at han prøvede at være det perfekte menneske. Og hvor må det have været svært for de nærmeste at leve op sådanne forestillinger.
Men alle sønnerne elskede og beundrede ham. Det er der i det mindste ingen tvivl om, så han har i sin omgang med dem sikkert ikke være så hård, som man skulle tro, og som han var over for sig selv. I det mindste blev den yngste søn et meget harmonisk menneske. Og han var mild og venlig mod alle, ikke mindst mod sine 5 børn. Jeg har aldrig set ham vred. Selv om jeg vist nok var en uvorn unge, der forsøgte at drive ham til vanvid.
Selv kunne min farfar ikke nå de mål, han satte sig som ganske ung. Han ville gerne være dyrlæge, men det var der ikke økonomi til. Så skulle den ældste søn opfylde drømmen, men heller ikke det lykkedes jo, idet Lars fik ødelagt sit syn. Og den næste søn var måske ikke så brillant som sin far, og søn nr. 3 var sindssyg. Den yngste, min far, var ordblind, og det var på den tid noget af et stempel at rende rundt med, selv om alle vel vidste, at det lå til familien.
Jo, skuffelserne stod i kø for den gode Janus.
Sådan ser det i al fald ud set på afstand.
herunder et billede af Janus foran gården et par år før sin død i 1919:

 
Måske har jeg enkelte læsere endnu, som stadig venter på bogen om Hulsig. Til dem vil jeg sige:
Nu har korrekturlæseren været i gang og afleverede manus til mig i går. Men men men … min tvivl gnaver i hjertet … vil der være nogen læsere til den bog? Den handler jo kun om et lille bitte sogn, og der har aldrig boet mange mennesker, og de har aldrig gjort sig bemærkede som lysende genier, hvis bedrifter har slået verden med undren og ærefrygt.
Nå ja, og så skrives der jo bøger nok.
Og jeg er for resten træt.
Og til sidst lige en bemærkning snuppet fra Biblen, som jeg faldt over i dag ( det var ikke Biblen, men bemærkningen, der fik mig til at falde): der står i Prædikerens bog kapitel 12, vers 12 følgende vise ord:
Der er ingen ende på, som der skrives bøger, og megen granskning trætter legemet.
 
 

Det følgende kapitel handler lidt om, hvordan det har været at være barn i Hulsig: barn på landet i tiden før 2. verdenskrig. Det kunne udvides og vil også blive det, men måske kun med en række billeder. Jeg ved det ikke – jo nærmere, vi kommer den dato, hvor jeg egentlig havde tænkt mig at sende bogen ud, jo mere synes jeg, den mangler i flyvefærdighed.
Vi flyver i al fald ikke i år.
 

Barnelivet

Hvordan var det mon at være barn i Hulsig? For det fattige barn var det uden al tvivl en nådesløs tid. Det var reglen mere end undtagelsen, at børn fra husmandssteder og landarbejderhjem kom ud at tjene fra de var små. Og der var rigeligt med både fysiske og psykiske knubs i vente for et lille, fattigt barn.
Og selv om det ikke var et fattigt barn, så var barndommen ofte en skærsild, det gjaldt om at komme helskindet igennem, og ikke alle børn var så heldige. Optugtelsen var hård.
Jeg talte for et par år siden med en ældre landbokone, Rene Nielsen. Hun var gårdmandsdatter, og familien var ikke fattig. Hun fortalte mig, hvordan hun som 7 – 8 årig var blevet sat til at vogte gårdens heste, og så skete der det ulyksalige, at det lille barn glemte dyrene og ”kom til at lege” i stedet for at holde vagt, og i den tid, hvor hun var uopmærksom, havde de set deres snit til at gå ind i kornet og æde løs. Da hendes far kom og opdagede ulykken, fik barnet en omgang prygl, og der blev ikke lagt fingre imellem.
Fattigdommen lå overalt som en trussel i tiden, og den kunne ramme de fleste familier, om man ikke gjorde sig umage i det daglige, og her havde selv det lille barn et medansvar for, at det ikke skete.
Min mor var Hulsigpige, og det var hendes hjertensveninde gennem hele livet, Sigrid, også. Mor var uddelerens eneste datter og sikkert forkælet, men hjertensveninden var barn af Laurits Christensen, der i folketællingen står opført som arbejdsmand. Han var ud af en slægt, hvor mændene i generationer havde været bådsmænd, altså redningsfolk, og de har uden tvivl været respekterede for deres mod og handlekraft, og man har i den forbindelse sikkert ikke skelet til social status. En slags adelsmærke trods alt. Ikke desto mindre var der små kår i hjemmet, og Sigrids storesøster, Marie,  kom ud at tjene som lille pige, og hendes barndomshistorie kunne sagtens danne rammen om en roman akkurat så hjerteskærende som Nexøs skildring af Ditte Menneskebarn.
Sådan var tiden. Det vrimlede med små menneskebørn, der fra en tidlig alder lærte at klare sig selv uden den forældrestøtte, ethvert barn behøver, for slet ikke at tale om pædagog- eller psykologhjælp. De var udsatte børn i alleregentligste forstand.
Mor kom ikke ud at tjene. Og som voksen pige blev hun ansat i butikken, og i folketællingerne kan man se, at hun har titel af ekspeditrice.
Hvordan livet formede sig for et almindeligt hulsigbarn i ”gamle dage”, kan man læse i den fine, lille erindringsbog ”Mit Liv”, som er fortalt og skrevet af Kaja Rasmussen, født Thomsen.
Kaja blev født på den store Karredgaard, og skønt meget har ændret sig, siden dengang den unge lærer Chresten, som vi mødte i romanens kapitel 3, løb strandlangs og stak op over klitterne med kurs mod Karredgaard, så har de godt og vel hundrede år ikke ændret voldsomt på vilkårene for et lille barn. Og navnlig når det drejer sig om børneopdragelsen har tiden nærmest stået stille. Jeg citerer nogle passager fra den del af Kaja Rasmussens bog, der handler om barndommen. De er taget fra siderne 5 til 10. Her får vi et indtryk af et Hulsigbarns liv, som det udfoldede sig i årene før 2. Verdenskrig.
Mit barndomshjem indtil 1940 var en gård, som ligger helt nede mod klitterne ud mod Kattegat. Derefter flyttede vi til min fars fødehjem, et lille husmandssted i Hulsig. Her boede jeg til min konfirmation i 1942.
I mit fødehjem boede min mor og far og mine fire brødre. En overgang boede også mine bedsteforældre i huset, fordi de ikke kunne klare sig alene.
Mit hjem omkring 12-års alderen var et lille husmandssted. Der var stuehuset næsten det mindste. Der var en lille stue, et lille kammer og et soveværelse samt et køkken. Der var også et rum, som vi kaldte ”nede i det gamle”. Der var et spisekammer og et lille kammer, som kun blev brugt til at opbevare gamle ting i, da der ikke kunne fyres.
Mit eget værelse var den ene ende af sovekammersengen. Den delte jeg med min lillebror. Jeg havde kun en æske til at opbevare mine ting i.
Det med at bade foregik, når mor havde vasket storvask. Så var der fyret op og godt varmt ude i udhuset og gruekedlen var fuld af varmt vand. Vi fik alle en tur i baljen. Det var festligt. Til daglig vaskede vi os i vaskefadet i køkkenet, når der var blevet fyret op i komfuret. Der skulle jo varmes vand. Pumpen stod ude i gården.
Toilettet – eller lokummet – som vi kaldte det, var også ude i udhuset. Toiletpapir kendte vi ikke. Det var gamle aviser, der blev klippet i pæne stykker med en snor igennem og hængt op på væggen. Det var fint, når far havde fået en gammel telefonbog af centralmutter. Der kunne blive mange stykker af den……
En dag i mit barndomshjem: Jeg er født på en gård, hvor der var 12 køer, 2 heste, grise, får og høns. Når mor og far stod op ved 5-tiden om morgenen var det far, der røgtede dyrene, mens mor tændte op i komfuret, og så var der lunt og varmt vand. Mor gik i stalden og malkede køerne. Det var altid mors arbejde.
Ved 6.30-tiden blev der kaldt på os fem børn. Så var der dejligt varmt vand til at vaske os i, inden vi skulle i skole. Mor smurte madpakker til os og sørgede for, at vi kom afsted….
Om sommeren gik vi små i skole fire dage og de store klasser to dage om ugen. Det var sådan, at vi skulle hjælpe til i marken og med dyrene. Mor sørgede for at få køerne ud på græs. Den gang gik de ikke ude om natten.
Mor var mest ude og arbejde med alt, hvad der skulle gøres. Der var ikke råd til at holde karl. Så når vi kom hjem fra skole hjalp vi også til med at luge roer og gulerødder. Der skulle også laves mad. Vi spiste altid varm mad til middag. Når vi så kom hjem fra skole stod den varme mad og snerrede på komfuret.
Når det blev aften og der igen var sørget for dyrene og lukket for hønsene, spiste vi til aften. Så blev hængelampen over spisebordet tændt. Det var en petroleumslampe. Det var tid til lektielæsning. Mor stoppede strømper og lappede tøj. Det foregik alt sammen ved bordet for, at vi kunne se ved lyset. Far reparerede sine fiskegarn i et hjørne af stuen. Det lugtede ikke altid lige godt.
Far fiskede fra en robåd for, at vi kunne få den daglige mad. Den stod på fisk fem dage om ugen. Der var for det meste lidt kød lørdag og søndag. Nogle gange skød far havmåger. Så fik vi mågebøffer. Det var kun brystet, som kunne spises. Det smagte godt.
Hvis far var heldig og der var mere fisk end der var brug for, kørte han på sin cykel til Skagen ca. 12 km og solgte fisk på auktionen. Så blev der en lille skilling i pungen.
Far var også sin egen smed. Han kunne lave alt muligt, f.eks. ringe til vognhjul og hestesko, ja, jeg synes næsten, han var en tusindkunstner. Far var også med i redningsvæsenet, så han gik strandvagt, når det stormede.
Mor havde nok at gøre med at sy gammelt tøj om, som hun fik fra noget familie i København. Det blev syet om til os børn og samtidig kartede og spandt hun også alt det garn, som skulle bruges til strømper, trøjer, vanter og huer samt uldne undertrøjer til alle os fem børn. Uh, hvor de krassede. Garnet blev også farvet i de flotteste farver til trøjer og sort til lange hjemmestrikkede strømper. Det var kun om søndagen jeg måtte få hvide strømper på.
I forbindelse med, at jeg skriver om, at mor kartede og spandt, kan jeg fortælle, at vi selv havde får, så derfra fik vi ulden…
Vi søskende havde de pligter, at vi skulle hjælpe i marken og i stalden. Jeg som pige skulle vaske op. Jeg var så lille, så jeg måtte have en hummerkasse at stå på for at nå op til vasken.
Om søndagen skulle jeg pudse alle dørgrebene i stuen. Det var messing. Jeg kan huske, hvor svært det var at undgå at komme ud på de hvidmalede døre. Jeg skulle også skure gulve. De var jo ikke ferniserede. Når de var tørre blev der strøet et fint lag af det fineste hvide strandsand på. Det holdt gulvene rene. Der blev fejet ind imellem og så kom en ny omgang sand på.
Jeg hjalp også mor med at karte og spinde. Det kan jeg stadig huske at gøre. Mine brødre skulle sørge for at raspe roer til køerne og hakke hakkelse til hesten.
Maden var ikke meget varieret. Om morgenen fik vi kaffe og rugbrød med sukker på. Far sad og delte sild ud til os, som vi spiste til sukkermaden. Det kunne vi godt lide. Det fik vi hver dag og så en kop sødmælk. 
Skolemadpakken bestod af sukkermadder og æggemad. Når vi kom hjem fra skole stod middagsmaden og ventede på komfuret. Det var de allerfleste dage fisk og vandgrød eller sødsuppe med svedsker og rosiner i.
Om aftenen fik vi varm skummet mælk med brødskorper i og hvis der var fisk tilbage fra middagen. Måske også et spejlæg til hjemmebagt rugbrød….
Når jeg ser tilbage på min barndom var jeg vist et lille skravl, som havde mange sygdomsperioder. Jeg var meget tynd, vel nærmest mager og tilmed hjulbenet. Mejeristens søn, Holger, stod altid på rampen. Hver gang han så mig, sagde han, at der kommer Karl Thomsens hjulbenede unge. Hvor jeg dog ikke kunne fordrage den mand.
Jeg tror, at alle mine mindreværdskomplekser startede der. I skolen var jeg heller ikke den, der rakte fingeren op. Jeg holdt mig helst i baggrunden. Jeg var så bange for at dumme mig, selv om jeg godt vidste det, der blev spurgt om. Sådan har jeg haft det hele mit liv. Men jeg blev en god lytter.
En anden periode følte jeg mig meget uretfærdigt behandlet. Mine bedsteforældre, som boede i Hulsig i deres lille hus, var så gamle og syge, at de ikke kunne være alene om natten. Far sagde, at jeg skulle sove oppe hos dem og løbe hjem efter hjælp, hvis det blev nødvendigt.
Bedstefar havde en meget slem brok i begge sider. Han gik med brokbælte. Hvis han stod op om natten, hvor han ikke havde bæltet på kunne det gå galt og far havde lært at stoppe det op igen. Da protesterede jeg vildt og sagde, at det ville jeg ikke. Jeg var så bange for at skulle løbe efter hjælp om natten, men det resulterede i, at jeg fik en ordentlig endefuld og besked på at gøre som der blev sagt.
Jeg syntes, at mine to ældre brødre eller min fætter, Harald, som var store drenge, kunne have gjort det, men der var ikke noget at gøre. Jeg følte, at det var rigtigt uretfærdigt. Jeg var kun ni år dengang. Det var også slemt, fordi bedstemor og bedstefar var meget senile. Heldigvis fik de efter den sommer en ældre pige til at bo hos sig…
Jeg begyndte at gå i skole, da jeg var knap 7 år i 1935. Jeg gik i Rannerød skole, midt imellem Hulsig og Kandestederne. Der var ca. fire km at gå. Jeg havde ingen cykel, så det var langt at gå, især om vinteren, når der var meget sne, og det var der virkelig den gang – Jeg har aldrig gået i andre skoler og jeg gik ud af 7. klasse.
Jeg var meget glad for at gå i skole i de første fem år.
I første klasse som varede 3-4 år, gik vi kun i skole to dage om ugen om vinteren. I anden klasse gik vi fire dage. Om sommeren var det de store, som gik to dage og første klasse fire dage.
Vores skole havde kun en skolestue og en skolelærer.
Min dag begyndte allerede ved halvsyvtiden om morgenen. Så skulle jeg op og vaskes og spise morgenmad. Den bestod næsten altid af et glas mælk og kaffe med en skive rugbrød med sukker på og så fik vi spegesild, som var trukket lige op af saltlagen. Den skar far i små bidder til os. Vi spiste det til sukkermadderne. Det kunne vi godt lide….
De første fem år var gode år i skolen. Jeg husker især en ting, som var en stor oplevelse for mig. Hvert år, når jeg havde fødselsdag den 22. september, så havde lærer Wilhelmsen lagt en masse æbler, pærer og vindruer på et havebord. Når vi havde frikvarter, blev vi alle kaldt ud i haven. Så måtte vi spise al den dejlige frugt.
Det bedste af det hele var, at jeg måtte tage det, der blev tilbage, med hjem. Det var virkelig en stor ting for mig, da vi jo ikke havde frugttræer eller have, så vi var ikke forvænt med den slags derhjemme.
En anden ting, jeg også husker, var når vi kom i skole om vinteren og der var meget sne. Så var vi nogle gange våde på benene, helt op til rumpen. Vi havde kun træsko at gå i, så vi kom ind til fru Wilhelmsen i deres fine stue og så var det bare af med alt det våde tøj.
Det blev tørret på kakkelovnen og imens fik vi varm mælk og en mad til. Hun var meget sød imod os.

Familien Thomsen på udflugt i klitten. Det er lille Kaja, der sidder på sin mors skød.
 

 
Egentlig er det lidt overflødigt at lægge de følgende kapitler over på bloggen – mange af dem findes der i forvejen – måske i en bedre udgave. Nemlig fra dengang jeg lavede research på egnen.
Det får nu være. Her kommer den version, der kommer i bogen Hændelser ved Hulsig, og den er jo ikke ganske identisk med den tidligere version.

S K O L E N

 

Lærer Wilhelmsen med skoleklasse
 

Samme lærer. Her står min mor, Vera Andersen til højre for den lille pige i forgrunden
 
Rannerød Skole blev bygget i 1868, og før den tid undervistes børnene af såkaldte omgangslærere, der vandrede fra gård til gård og bibragte eleverne de mest elementære kundskaber. En smule læsning, skrivning og regning. Lærerens status var på alle måder lav. Det var først langt senere, at læreren vandt agtelse og fik status i lokalsamfundet. Før den tid var både bønder og øvrighed mere end tilfredse, hvis blot børnene fik lært at læse og regne til husbehov, ja, rundt om i sognene sad en del præster, der fandt, at boglig lærdom var direkte skadelig for almuen. Al for meget viden kunne let føre til oprørske tanker og utilfredshed med kald og stand.
En tilfreds og from bondstand var idealet, indtil det store oplysningsprojekt blev sat i gang sent i århundredet. Og for borgerskabet herskede endnu længe forestillingen om bonden som et væsen, der levede i en slags idyllisk pagt med naturen, sådan som man f.eks. kan se det på romantikkens malerier af livet på landet og i Christian Winthers bondeskildringer i ”Træsnit”.
Omgangslærerne fik da heller ikke egentlig løn for deres arbejde, men kost og logi, og det var ofte arbejdsudygtige mænd, f. eks. tidligere soldater eller flinke konfirmander, der bestred embederne som løbedegne, som disse lærere også blev kaldt.
I sidste del af 1800 – tallet ændrede billedet sig. Et nyt projekt om oplysning af landbefolkningen søsattes, og lærerne fik navigatørstatus på den sejlads. Karle og piger kom på højskole, hvor de tilegnede sig almene og faglige kundskaber. Også mange Hulsigboere tog på højskole. Og rundt om skød nye landsbyskoler op.
Skolen for Hulsig og omegn kom til at ligge i Rannerød af den simple årsag, at der her boede en bonde, Christen Madsen, der var så gavmild at skænke sognet en byggegrund. Den bestod som alt andet i nærheden af flyvesand, og myndighederne var da også lidt betænkelige ved tanken om, at der aldrig ville kunne anlægges en have på en så forblæst og sandet grund, og da lønnen stadig var ussel og læreren jo helst skulle overleve, så ville en smule selvforsyning næsten være nødvendig.
Skolebygningen var ganske lille og særdeles primitiv, bygget som den var efter de forhåndenværende søms princip. Noget strandingstømmer blev valgt, for det var billigt; til gulv brugte man dørken fra et forlist skib.
Det blev da også i de næste mange år særdeles svært at skaffe kvalificerede lærere til skolen. Det eneste, der var stort ved det embede var arbejdet, for selv om løbedegneinstitutionen formelt var afskaffet, så skulle læreren fortsat flere gange om ugen ud på lange løbeture, nemlig de dage, hvor han også skulle undervise børnene i Lodskovad og Bunken. Og i de første år var det da heller ikke eksaminerede lærere, der søgte stillingen ved Rannerød Skole. Man kan undre sig over, hvordan der blev kokkereret, for først i 1873 blev der bevilget et lille køkken øst for skolestuen.
Læreren hed dengang Mortensen, og han skulle giftes med Ane Thomsen og kunne derfor ikke undvære et køkken. Han fik tilladelsen på betingelse af, at han selv betalte arbejdslønnen, som var på 15 rigsdaler, en rigelig udgift, al den tid årslønnen beløb sig til 120 rigsdaler. Det er samme Mortensen, som tegnede den nybyggede skole, så vi i dag ved, hvordan den så ud.
 
Omtalte Mortensen skulle efter sigende have været alkoholiker, men det var der nu mange lærere, der var på den tid. Det fortælles om ham, at han endte sine dage tragisk i København. Hvad der blev af konen Ane og eventuelle børn, hører man ikke noget om.
Sådan har der været en række originale lærere ved skolen i tidens løb, mange af dem højst uegnede til at undervise børn. Herom kan man læse mere i Jens Lampes lille bog: Træk af Raabjerg Sogns Degne – og Skolehistorie fra 1948. Jens Lampe blev i øvrigt selv lærer på skolen efter J. P. Wilhelmsen, der gik af i 1946.
Men på et tidspunkt vendte billedet. Noget nyt var i gærde, ja havde været det længe, og omsider fandt det vej til Hulsig. Det var denne oplysningssag.
For Danmark havde fået et folk, eller skulle man sige ét folk? Efter nederlaget 1864 var landet blevet reduceret fra et multinationalt land med mange forskellige sprog, tysk især og alle de mange dialekter, til at være en lille nationalstat, hvor bestræbelsen bl.a. gik ud på at skabe helhed, og alle skulle derfor lære samme sprog: københavnsk.
Det blev nu landsbylærerens fornemste opgave at medvirke til, at disse bondestanden blev forvandlet fra almue til folk og indgå i nationalstaten på lige fod med de øvrige borgere. Man kunne såmænd godt tale om en integrationsproces, nemlig en indlemmelse i det nye fællesskab, som hele nationen nu skulle lære at leve i.
Integration og sammenhængskraft. To ny ord, som vi bruger flittigt i vore dage, men nu handler det om at integrere de fremmede indvandrere, så de bliver en del af riget. Den gang var det en bestræbelse på at få bønderne til at blive akkurat det samme. En bonde havde tidligere været Morsøbo eller Vendelbo eller Fynbo eller Thybo. Nu skulle han være dansker.
Og forsamlingshuse og skoler og foreninger og andre gode dannelsesinstitutioner voksede frem i denne bestræbelse på at søge og finde en ny fælles identitet. Og samtidig med voksede også agtelsen for skolelæreren. Han fik en central placering i de små samfund, idet han sammen med præsten fik som opgave at lære bønderne at navigere i det nye farvand, der hed folkestyre.
Også manden bag ploven skulle være et dannet menneske, der læste litteratur og var i stand til at tale med om de store åndelige spørgsmål. Foredrag for folket blev et hit. Dertil kom, at bonden, eller landmanden, som han nu helst ville kaldes, naturligvis skulle vide meget mere om sit fag, og højskoleundervisningen skulle derfor ud over at være almendannende med udvidede skolefag også have en faglig dimension. Der skulle undervises både i Sokrates og i pløjning.
Med grundtvigianeren Wirring kom folkeoplysningen til Hulsig. Han var som helt ung blevet optaget af Chresten Kolds og Grundtvigs tanker og ideer og gjorde en stor indsats for at sprede det glade budskab, og hans virksomhed i den retning vendte efter sigende op og ned på mange Hulsigboeres liv. Det var faktisk ret utroligt, hvad han ene mand nåede på de kun elleve år, han virkede ved skolen. Min ”bedstemor”, Ane Andersen, holdt meget af ham og var overbevist om, at han havde givet hende mod og vilje til at finde sin egen identitet og ”blive til noget”. Og hun blev en mønsterbryder. Under afsnittet Kirken og det religiøse liv kan man læse mere om Wirring.
I Martin Nielsens bog: ”Mennesker jeg mødte paa min Vej” giver han et portræt af det afholdte lærerpar. Jeg citerer fra bogen: (s.204):
De to Mennesker udfyldte paa en saare skøn Maade hinanden, og deres Liv, Hjem og Færd var præget af en egen Harmoni. Man lagde mærke til deres Stemmers Samklang. Han havde en mandig, dyb Stemme, medens hendes var ægte kvindelig, blid og klangfuld …
Wirring var i Besiddelse af stor Virkelyst, og den blev taget rigeligt i Brug paa mange Omraader. Han hørte til de Lærere, der blev Høvdinge paa deres Egn i kraft af det Tjenersind, de ejede, og slet ikke fordi de havde Lyst til at herske.
M. Nielsen medbringer i sin bog en mindeartikel, skrevet af Jens Kristian Jensen Sovkrog, en Hulsigbo.  Artiklen er fra Vendsyssel Tidende, og skribenten fortæller her, hvad fru Wirring betød for en lille forfrossen barnesjæl, der var uvant med kærtegn, men som tøede op ved den varme, der udgik fra Rannerød Skole. Her under et citat fra artiklen:
En god Kvinde er død. Det var først i Halvfemserne, at jeg som niaarig Dreng første Gang saa hende. Da kom det nye Lærerpar til Rannerød Skole, deroppe mellem Klitterne ved Skagen. Jeg husker tydeligt, da hun første gang besøgte mine Forældre. Jeg kan se hende sidde i Stuen med sin Førstefødte paa Skødet. Jeg syntes aldrig, jeg havde set saa venligt et Ansigt, og saa denne melodiøse, hjertevarme stemme, den glemmer jeg aldrig!
Naar det nye Lærerpar hurtigt blev saa afholdt blandt Beboerne i Rannerød Skoledistrikt, saa var det jo væsentligt, fordi de begge, baade Lærer Wirring og Frue, forstod den Kunst at vinde Skolebørnenes Hjerter. Hver Skoledag blev en Glædesdag. Vi Børn følte, at i Skolen var der godt at være; der var gensidig Tillid og Forstaaelse.
Tit fik vi Lov at smage Fru Wirring Smaakager. Hendes Kagekasse var vist aldrig tom. Naar der i Bibelhistorien blev fortalt om Profeten Elias, hvor han siger til Enken i Sarepta: ”Hverken Melet i Krukken eller Olien i Kruset skal slippe op”, ja, saa syntes jeg, at det var ligesom Fru Wirrings Smaakager.
Og der var noget andet, der heller aldrig slap op: Fru Wirrings venlige Ord. Med Kagerne fulgte altid et muntert, venligt Ord; ja, hvor saadant et lille Ord kunde gøre godt! Og som hun var mod Børn, var hun mod alle. Hun strøede om sig med Smil og Venlighed. Aldrig fattedes hendes varme Hjerte gode, kærlige Ord. Vi Skolebørn elskede hende, og naar hun en gang imellem havde en Time i Skolen, som Regel Oplæsning, ja da var der en fornøjet glad Stemning over hele Linien.
Hvor kunde hun tage os om Hjertet, bare ved sin Stemme. Og hendes Hjem, de smaa Stuer i Rannerød Skole, hvor var der hjemligt, hvor var der hyggeligt, og det var smaa Midler! Embedslønnen var, særligt til at begynde med, saa ganske ubegribelig lille, saa det var uforstaaeligt, at det kunde slaa til for en Familie. Men Fru Wirring havde en kærlig Haand og en heldig Haand, det slog til, og der blev endda lidt tilovers til at glæde andre med.
Ja, det var et Hjem, det følte man straks, man kom i Berøring med de to Mennesker. Der var Fred. Kærlighedens Arneflamme brændte altid klart. Hjælpsomhedens og Selvopofrelsens Aand havde her til Huse. Det var en Sjælens Harmoni, saa man følte sig som paa et helligt Sted, hvor den lille Lærerkone var Livet i Huset, den stille Kraft, der er af en saa uvurderlig Betydning for et Hjem og for Børnenes Fremtid
Det var omtrent fem og tyve Aar siden, hun flyttede fra Rannerød Skole. Men i Skoledistriktet er her mange, baade gamle og ældre, som aldrig vil glemme Fru Wirring for de venlige Ords Skyld. Thi venlige Ord er en stor Magt; de er som Himmelmanna for forknytte Sjæle, ja for Børn er de det samme som Sollys for Planten. Er der noget, en Barnesjæl kan hungre mere efter end netop et venligt Ord, et kærligt Smil, en kærtegnende Haand?
Nu er hun død. Hun, der altid var rede til at gøre godt. Og Mindekransen flettes. Vi kommer hver med sin lille Blomst for at ære hendes Minde. Mange af os føler vel nok, hvor fattigt, hvor lidt det er imod, hvad hun har været for os.
 
Efter Wirring fulgte en række vikarer, men den næste lærer af betydning var lærer Pinholt, som efter sigende var et kvikt hoved. Han trivedes imidlertid ikke på egnen, fandt livet i Rannerød kedsommeligt, og lærergerningen uinspirerende. En overgang forsøgte han at indføre cricketspillet i Hulsig og desuden at tage børnene med til stranden for at lære dem svømning. Ingen af delene faldt heldigt ud. Men efter min onkel Lars’ mening var Pinholt alligevel ingen dårlig lærer. Der står om ham i Hulsig- minder:
 
Efter forskellige vikarer kom lærer Pinholt. Han kunne fortælle, så jeg i dag kan huske meget af det. Vi begyndte altid dagen med religion. Derefter havde vi frikvarter. Når vi kom ind, tog vi vore tavler og skulle regne. Grifler kunne vi købe hos læreren for 1 eller 2 øre. Den største og stærkeste dreng fik så facitlisten og katederpladsen. Mens Pinholt gik ud og sludrede med naboerne 1-1 ½  time, regnede vi – og vi regnede. Der var aldrig uro eller spektakler. Hvis én lavede uro i klassen, var han hjemfalden til prygl af os alle. Men vi arbejdede.
Den lærer, som virkede i længst tid ved skolen var lærer Wilhelmsen, som ses nedenfor sammen med sin kone og nogle af børnene. Det er i 1919, og min mor, Vera Andersen, står til højre for Wilhelmsens lille datter forrest i billedet.
 
Wilhelmsen var ved skolen i perioden 1912 – 1945. Forgængeren, lærer Wirring, havde gjort det umulige, nemlig forvandlet flyvesandet omkring skolen til en frugtbar have, og dette arbejde fortsatte Wilhelmsen med fornyet energi, og nu blev haven udvidet med frugttræer, og desuden opdyrkede han et nyt stykke klitjord sønden for skolen. I hans tid udskiftedes det gamle stråtag med et nyt rødt teglstenstag.
Min mor var glad for lærer Wilhelmsen, han var efter hendes mening en dygtig pædagog, der forstod barnesindet, og jeg kender ham kun gennem hendes fortællinger om hans inspirerende undervisning og store venlighed. Et varmt og gavmildt menneske er det eftermæle, hun har givet ham. Og det er da også det billede af ham, vi får ved at læse om Kaja Rasmussens skoletid.
Kaja føjer dog til, at hun var meget ulykkelig over at gå på skolen i krigsårene. Dels var hun bange for at færdes på sin skolevej, hvor der ofte marcherede tyske soldater, og dels havde hun og hendes søskende det ikke godt med, at lærer Wilhelmsen omgikkes venskabeligt med de tyske soldater. Hans datter blev senere gift med en tysk officer og flyttede efter krigen til Tyskland, hvor den gamle lærer for øvrigt døde på et at sine besøg hos hende.
Hvordan det hænger sammen, ved jeg ikke. Grundtvigianer kan han næppe have været og har vel ligget langt fra Wirrings Kold-Grundtvigske ideer. Men jeg har gransket lidt i Wilhelmsens ungdomstid, og heraf fremgår det, at han var grebet af de samme tanker om sundhed og styrke, som begejstrede rigtig mange af 10’ernes og 20’ernes unge mænd, f.eks. de unge futuristiske digtere som den unge Emil Bønnelycke, der ligefrem dyrker krigen for dens storladne udfoldelse af kraft, og til en vis grad også den mere folkekære Johannes .V. Jensen. Ja, selv digterpræsten Kaj Munk var en tid forblændet af tanken om overmenneskets ret til magten, og man kan desuden nævne gode navne som Mylius Erichsen og Niels Buck.
Alle var de i kortere eller længere tid begejstrede for de strømninger, der kom hertil i 20’erne og 30’erne fra det sydlige naboland. Og navnlig den sidstnævnte, Niels Buck, der var højskolelærer i Ollerup, havde stor indflydelse på de unges udvikling og holdningsdannelse.
Mange var begejstrede for tanken om muskelsunde, stærke og handlekraftige mennesker. Og der var ikke så få, der omtalte tidens folkevalgte politikere med stor foragt og kaldte dem ”sniksnakkende demokrater med vattede holdninger”.
Denne dyrkelse af styrke og kraft var en tendens i tiden, men det var også tanker, der kunne føre unge, ubefæstede sjæle ud på dybt vand, så de endte i en dyrkelse af idealer med fascistoide undertoner. I digtet ”Tilegnelse” skriver J. V. Jensen: ”Jeg vil bekræfte de raske i retten til riget.” Og hans søster Thit Jensen gik højrøstet ind for racehygiejne. Jo, der var en del gode folk på den vogn, hvis retning de næppe helt havde styr på, og som endte i krig og kaos.
En anden forklaring på Wilhelmsens vildveje, og den holder jeg mere af, kunne jo være, at den gode lærer slet ikke sympatiserede med Hitler og hans nazisme, men var i stand til at se mennesket bag soldaten. Min svigerfar Marius Hansen var plantør under krigen, og mens tyskerne ”indtog” plantørboligen, blev hele familien forvist til stalden. Her sad min svigermor som en anden Jomfru Marie og fødte sine børn. Hun har fortalt mig, hvordan tårer og mælk flød sammen, når hun ammede sin lille dreng. Det kunne sagtens have skabt et tyskerhad uden lige, men det gjorde det ikke, min svigermor brugte i stedet sine kræfter på at trøste og hjælpe de unge soldater, der længtes hjem til deres forældre, og som fandt en slags mor i hende. Hun så drengen bag uniformen og ikke soldaten.
Verden er aldrig sort hvid. Det synes jeg, man bør huske, inden man dømmer andre mennesker.
Det højeste antal børn, der har gået på skolen i den periode, vi her beskæftiger os med, er 46, og det var i 1906 og det laveste er 19 – det var i 1946.