Jeg vil røgte det så godt, jeg kan? Skrev jeg virkelig det? Undskyld mig lige! For hvad er det nu for noget at skrive? Røgte?

Er jeg en dreng eller en gammel bondemand? Man kan jo få sine tvivl.

Lever jeg et virkeligt drengeliv i det Herrens År 2025? og er jeg selv virkelig, eller er jeg bare en stakkels overlever fra forrige eller næstforrige århundrede, som en eller anden fantast har iklædt drengetøj og løbesko?

Man kunne jo tro, at jeg var taget lige ud af en novelle af Jeppe Aakjær. En af dem, der handler om røgterdrenge. Og Aakjær, tænker du og synes måske, at det håbløst at hænge på, men nej, bare rolig. For Aakjær kender jeg. Jeg har en dansklærer, der mener, at det er vigtigt, at vi læser de gamle tekster, som får de fleste i min alder til at lukke af. Men ikke mig, jeg lukker tværtimod op og lader de gamle ord åbne mine øjne for det, der var engang.  

Så blev du så klog. Og jeg blev selv lidt klogere på, hvem jeg er.

Jeg er en dreng, der kan lide at læse. Og så er jeg en dreng, der ikke ligner alle de andre drenge i klassen eller for den sags skyld de helt almindelige drenge i 2025Danmark.

For resten er der ingen, heller ikke drenge, der gider være almindelige i dag. Det er så megaalmindeligt ikke at ville være almindelig.

Jeg tror alligevel, at jeg er ikke-almindelig på en ualmindelig måde.

Men nok om det. Vi må have lidt mere styr på, hvem jeg er.

Jeg har en mor og en far. Far er en papfar, min mor er ikke af pap, men ind imellem knækker hun sammen så let, at man kunne tro, at hun var gjort af et stof, der er endnu skrøbeligere end pap. Far derimod burde kaldes en stålfar, men den slags fædre findes ikke i ordbogen, så vi lader ham leve videre som papfar. Så har jeg en papbror, som forsøger at ligne sin far og altså nærmere hører til under metal end under biomateriale. Sidst men ikke mindst ( jo, hun er mindst) har jeg en lillesøster, og hun er bare sød, og det er en styrke, tror jeg, for hun kan så let som ingenting bøje sin jernbror og sin stålfar.  

Det er min familie, men dem skal jeg ikke gøre så meget ud af, for de spiller ikke nogen særlig vigtig rolle i min fortælling, og nu bliver du nok nysgerrig, for hvordan kan ens nærmeste være fjerne i en fortælling om mig som centrum.

Tja, det kommer vi til. Lige nu lader vi min familie ligge og simre i egen ret. Nej, det var virkelig dumt sagt, men nu har jeg jo skrevet det, og jeg hader at slette. Altså bliver det stående.    

Men gør ingenting, at det går langsomt. Alt for meget går alt for hurtigt i denne tid, og det, som jeg nu vil begynde på, må gerne tager evigheder. Bare det bliver nogenlunde sådan på papiret som det lige nu er i mit hoved.

Det bliver det jo sjældent, men det gør så heller ingenting. Bare det bliver. Det ideelle er til for at lede os på sporet, ikke fordi vi nogensinde vil kunne nå dertil. Tag f.eks. Jesu Bjergprædiken – der får du at vide, hvad det er for et menneske, Gud vil have dig til at være. Og suk! det bliver du aldrig. Men du kan forsøge at nærme dig.

Sikke en sammenligning! What??? ville mine børnebørn sige. Men jeg lader den stå lidt alligevel.

Og hvad er det så, jeg vil i gang med?

Åh jo såmænd. Det er en bog. Tænk engang, jeg vil skrive en bog. Det troede jeg ikke om mig selv, men det var måske, fordi jeg alt for længe groede fast i et manus, som ingen gang har på jorden: Bogen om mit liv – den såkaldte erindringsbog. Såkaldte. Ja, for det er jo ikke muligt at skrive sådan en bog, og det kan man jo let forvisse sig om ved at læse det utal, der allerede er skrevet af den slags. Okay, jeg vil indrømme, at der blandt dem findes udmærkede bøger, nogle af dem er mere end det – de er fremragende. Karl Ove Knausgård, Jesper Stein og Vibeke Grønfeldt for nu lige at nævne tre af de bedste nulevende. Men for i al fald de to af dem gælder det, at det er den litterære kvalitet, der hæver dem til noget nær skyhøjde. Og der vil jeg jo aldrig nå op.

Så farvel til det manus og velkommen til det ny.

Ny og ny? Det er faktisk en gammel ide, som jeg har klistret lidt vinger på.

For år tilbage flaksede den ret vildt i mit indre univers og var også nær ved at tage form. Så skete der noget, som jeg vil springe over, for det er ikke alt, man skal sige højt. Og så faldt fuglen til jorden.

Nu vil jeg prøve at give den luft under vingerne. Men som sagt: det kan tage tid.

Jeg vil skrive to børnebøger om vore to Ålumhelte. For sådan nogen har vi. Og lidt heltedyrkelse kan vel gå an, når de nu er så lokale og så fine som de to.

Den ene er Kjeld den Hellige – og den anden er Mogens den Heldige. For mens Kjeld, der levede i Middelalderen, viede sit liv til at hjælpe de svage og de fattige og lykkedes med det i så høj grad, at han blev helgenkåret, så blev Mogens en af landets mest kendte malere, da han levede i sidste halvdel af 1600tallet.

Der er nogle hundrede år mellem de to skikkelser – og jeg ved ikke, hvor mange lighedspunkter, der er, men jeg vil skrive om deres barndom i Ålum, om deres drømme og om deres kamp for at realisere drømmene. En kamp, som man må sige, at de begge vandt. Der er krummer i drenge fra Ålum.