KELD 10

Selvfølgelig er vi på bølgelængde. Det er jeg altid, og det har jeg altid været med mine personer, og du skal ikke tro, at du er en undtagelse, bare fordi du endnu ikke har fået den skarphed, som jeg har tiltænkt dig.

Skarphed?

Ja.

Det forstår jeg ikke.

Nej. Men hvad synes du om ordet?

I almindelighed eller i forbindelse med min person?

Taler vi om andre end dig?

Det gør vi vel ikke. Eller rettere, det gør du vel ikke. Hvad ved jeg om dig?

Du skal ikke vide noget om mig. Det er mig, der skal vide noget om dig. Og lige nu er du mig stadig lidt af en gåde.

Du sagde lige før, at vi var på bølgelængde. Nu modsiger du dig selv.

Det gør jeg vel, men har du aldrig hørt om det logiske paradoks?

Nu bliver du filosofisk. Det gider jeg ikke. Jeg er bare en almindelig dreng. Drenge på 16 år interesserer sig ikke for filosofiske spørgsmål.

Du er aldeles ikke almindelig. Ingen af mine personer har noget sinde været det. Almindelig? Må jeg være fri!

Godt. Så siger vi det. Jeg venter spændt.

Det gør jeg også. Men vi må snart tage de første skridt. Vi har ikke hele livet.

Vent lige lidt, inden du farer derudaf … vil du ikke godt? Jeg er ikke tryg ved situationen. Det er jo når alt kommer til alt mig, det går ud over, hvis det går galt.

Det går ikke galt.

Lover du mig det?

Ja. Eller … jeg vil gøre mit bedste.

KELD 9 – KALDET

KELD 9

Hallo! Hallo! Jeg gider ikke være med mere.

Ugidelig, det må du gerne kalde mig. Du kan også bare kalde mig Keld. Det har jeg jo sagt, at jeg hedder. Og desuden: det er lige meget med prædikaterne, bare vi forstår hinanden, så kan du gerne kalde mig hvad som helst.

Og for resten: jeg tror ikke en døjt på, at jeg er doven, så ordet ”gide” går alligevel ikke på mig. Så vi må finde et andet. Træt måske. Men jeg er jo en dreng, og drenge er utrættelige. Er de ikke?

Og jeg ved godt, ja, vi ved begge to godt, at jeg skjuler mig og nægter at vise mig for dig, fordi jeg synes, at det er en lovlig stor mundfuld, du vil proppe i halsen på mig: At jeg skal træde lyslevende ind i fiktionens farlige verden. Der hvor alt er muligt og meget er farligt. At jeg skal blive en slags Pinocchio for dig. Med snoretræk og det hele. Og som den gamle Gepetto håber du måske endda, at det vil gå så vidt, at det vil lykkes dig at skabe en levende dreng.

Er det det, du vil? Ikke noget kunstigt liv fra din hånd. Ikke noget AI-skabt liv. Men et rigtigt liv, et, der kan fattes og føles og forstås af piger og drenge i den såkaldte virkelige verden.  

Hallo! Hører du mig? Ja, dig, min skaber! Jeg taler direkte til dig!

Er vi på bølgelængde?

KELD 8

Det følgende bliver et ultrakort rids af nogle af de forhold, der får betydning for Keld. Han bliver født i begyndelsen af det ny århundrede og dør i 1150. som kilde har jeg anvendt Politikens Danmarkshistorie fra 1992, bind 4. og Erling Agergaards: Sankt Kjeld af Viborg (2015)

Nu er danskerne kristne, så det batter – kirkens magt vokser og intensiveres ved oprettelsen af ærkebispesædet i Lund.

Det er en tid, hvor der, i al fald i de første årtier, er ret fredeligt, når vi ser bort fra lidt venderkrig og sørøveri. Kong Niels regerer fra 1104 og indtil 1134 – utrolig lang tid på den tid – og han konsoliderer kongemagten i den periode, og så er han i modsætning til de fleste andre konger ikke krigsgal ( Saxo kan ikke lide ham af samme grund, for hvad er han for en helt, som ikke gider slås?)

Niels er den sidste af Svend Estridsens sønner, der bliver konge – fire af de andre afløser hinanden med korte mellemrum. Der er en del drab imellem de forskellige kongsemner – det er en ret populær måde at få magten på – således bliver kongsemnet Knud (Lavard), søn af Erik Ejegod, dræbt i Haraldsted skov af kongesønnen Magnus (kong Niels’ søn).

Knud Lavard bliver altså dræbt af hvad der vel må have været en fætter – jeg gider ikke granske de gamle kongers indbyrdes familieforhold – men hans hustru føder en søn kort tid efter drabet, og denne søn bliver senere konge: Kong Valdemar den Store.

Keld er dog heldig at vokse op i en forholdsvis fredelig tid som sagt uden krigstogter. Jeg tænker, at hans ungdomstid var skøn: han studerede både naturvidenskab og teologi, sandsynligvis en del af tiden i udlandet. Og da han kommer hjem får han en god stilling og opnår hurtigt agtelse. Indtil et vist punkt, hvor de viser sig, at han lige lovlig kristeligt indstillet og ønsker at leve som Jesus: fattig og barmhjertig. Det huer ikke hans kolleger. Men derom sener.

Desuden er det her en tid med voksende velstand i landet. Klimaet var varmere end i dag – lange varme somre og korte milde vintre – landbruget blomstrede, og befolkningen voksede fra 500.000 i 1050 til 1.000.000 i 1250.

Freden varede ikke hele Kelds tid ud. Der bliver problemer, men det vender vi tilbage til – Keld er nu blevet en så anset mand i riget, at han bliver kaldt til ærkesædet ( med ærkebiskop Asser) i Lund for at mægle i en konflikt mellem kongsemner.

Efter dette møde bliver Kelds liv ret turbulent – allerede rejsen til mødet var dramatisk – han bliver taget til fange af venderne, og de tager alt, hvad han ejer, fra ham – hvordan han slipper fra dem igen fortæller historien ikke, men det må være lykkedes, for han ankommer til Lund. Her bliver han hjerteligt modtaget, og vi ved helt sikkert, at kong Niels forærer ham en stor guldring og at han også får andre gaver som tak for sin indsats.

Keld får dog ikke løst problemet – diplomati hjælper ikke, hvor den rene ondskab råder, og det gør den her. De to kongsemner: Knud og Magnus bliver ikke enige om, hvem af dem, der skal være konge efter Niels – Magnus lokker Knud i baghold og myrder ham.

Og landet kastes ud i en borgerkrig, som varer i årtier.

Her et lille citat fra Politikens Danmarkshistorie om begrebet FRIHED

“Det middelalderlige frihedsbegreb har med forholdet mellem de stærke og de svage i samfundet at gøre. Den er mest fri, som har den stærkeste beskytter … for det jordiske liv er afhængigheden af en besiddende slægt eller en beskyttende bondehøvding ikke til hinder for bondens frihed, men betingelsen for den. Modydelsen i form af slægtssolidaritet, troskabsed, skat og landgilde er derfor ikke tegn på ufrihed.    

KELD 7

En lille opsummering af dagens læsning ( Det danske Landbrugs Historie, reg. af Claus Bjørn):

Kelds tid er en brydningstid på alle måder: åndshistorisk ( kristendommens sejr over asatroen), nationalt ( landet konsolideres som kongedømme) og produktionsmæssigt ( skove ryddes, nyt land dyrkes)

Det er det sidste, jeg kort vil ridse op i det følgende.

Landbruget gennemgår en voldsom udvikling i senmiddelalderen, det er, som om al den energi og styrke, der har været brugt på erobringstogter og kolonisering, nu anvendes på at dyrke jorden og avle så meget som muligt. Og det blev muligt netop nu: togterne rundt om i Europa havde bragt velstand med sig, og en af de vigtigste tilskud til landet var trællene. Det gav den nødvendige arbejdskraft til den skovrydning, som måtte foretages for at få gang i et større agerbrug, og dertil kom den teknologiske udvikling, vigtigst var opfindelsen af hjulploven, der erstattede arden, og som gjorde det muligt at vende jorden og gøde den samtidig og at dræne fugtige områder.

Trællene, ja, de lå nederst i samfundspyramiden. Omtrent samme status havde tyendet. Trællene var ufrie på papiret, der var tyendet frit, men ikke mere end at bonden ejede deres arbejdskraft og havde revselsesret over dem. Det havde han også over kvinder og børn.

Næsten ligeså langt nede på ranglisten var fledføringer. En slags aftægtsfolk, som bonden bespiste, men som havde mistet enhver myndighed.

Af bønder var der mange slags: “landboere” =selvejende bønder og fæstebønder – “brydere” = godsbestyrere ( forvaltere) adelbønder ( herremænd)

Ledingspligtige bønder betalte ledingsafgift og måtte efter tur møde i ledningshæren ( kongens hær) – mere frie var de altså ikke.

Landboforholdene i 1100 – 1200 tallet fortæller om voksende velstand – i al fald hos jordejerne.

Der var tale om stor omstrukturering: skovrydning – stenrydning – opdyrkning

Det var før pestens tid, og selv om vikingetogterne var slut, så var der ledingstogterne med stort udbytte og erobring af nyt land ( Nordalbingen – Venden – Pommeren.)

KELD 6

Et par ord kun. Mest til mig selv. Bloggen vil i de kommende måneder blive min notesblok, og jeg vil forsøge her at samle så meget, som jeg kan, af solid viden om den tid, bogens handling udspiller sig i. Det er en ordentlig mundfuld, det ved jeg godt, og måske tager jeg også munden for fuld. Men jeg vil forsøge.

Som jeg skrev i forrige indlæg, så befinder vi os med Keld i en underlig tid: et historisk vadested – vi er ikke i vikingetiden mere, overalt ser vi kristendommen buldre frem. Eller – buldre – det er ikke det rigtige ord, for det skete uden bulder og brag. Og det skete langsomt, bønderne i Danmark lod sig ikke kristne uden samtidig at holde fast i den gamle asatro – Tors hammer lod sig ikke uden videre skifte ud med Kristi kors. Og de vante forestillinger om verdens indretning blev hængende i de hoveder, som nu gav (en smule) plads til den nye tro.

Hvorfor gjorde de det? Det vil jeg undersøge.

De var jo seje vikinger, eller hvad? Og den nye tro? Helt ærligt, var det ikke lidt vel meget en tro på en taber og ikke en sejrherre? Det var jo en mand, der holdt sig til de fattigste og mindste, de udstødtes ( trællenes ? ) ven – og han blev dømt til en pinefuld død, som han gik i møde med vidt åbne øjne. Havde man hørt mage?

Hvordan kunne vikingernes nærmeste efterkommere tage imod Kristus?

Men det gjorde de.

Og vi er nødt til at undersøge den sag, inden vi går videre.

Keld, vores helt hører til i den øverste del af samfundet. Hans bedstefar var måske (sikkert) viking. Hvordan kunne han så fuldt og helt tage Kristi budskab til sig.

For det ved vi, at han gjorde.

KELD 5 – ELLER KJELD ELLER KETIL

I kilderne til Sankt Kjelds liv skiftes der mellem de tre stavemåder. Forældrene har uden tvivl kaldt ham Ketil, som er det navn, han er døbt. Men mit barnebarn er dødt Alexander, og vi kalder ham rask væk Alex, og i England og Sverige er det endnu mere almindeligt at kalde barnet (personen) en forkortet form af navnet. En svensker, der er døbt Lars vil altid blive kaldt Lasse. Selv er jeg døbt Marianne, men kaldtes som barn og ung Janne. Det ville på svensk være et kaldenavn til en dreng.

Keld er kaldenavn for Ketil, som betyder hjelm.

Det vidste forældrene godt, og måske har de set en lille kriger i drengen. Han skulle i leding ligesom bedstefar, der var viking og drog med kongen på plyndringstogter. Vikingetiden var slut, da lille Ketil så dagens lys, og ganske vist blev han både undfanget og født ind i en urolig tid, men det var en helt ny epoke, der tog sin begyndelse – den barske vikingetid ebbede langsomt ud – det sidste store vikingetogt strandede i Limfjorden og kom aldrig til England, som planen var. Middelalderen stak sit mørke fjæs frem og forlangte nye vaner og nye tanker, og når jeg skriver mørk, så ved jeg godt, at jeg nu skriver ind i en tradition: det er sådan, vi plejer at betragte Middelalderen: mørk og grå og trist – som en kontrast til Vikingetidens farverige og kampglade tid.

Men det var lyset, der brød frem.

Og lyset blev båret af unge mænd, der ville noget andet end vold.

En af de førende var Keld.

Derfor skriver vi om ham.

For han bar lyset.

KELD 4

KELD 4

Okay Okay … jeg ved det godt, alt det der med mig og sport og at jeg altid ligger i spidsen, det er ikke 100 % sandt … men altså, jeg syntes, det lød supergodt og megafedt. Men helt ærligt: jeg skrev det kun, fordi så jeg gerne ville give dig det bedste indtryk af, hvem jeg er. Vores klasselærer siger altid, at vi skal bestræbe os på at blive den bedste udgave af os selv … og altså, når man skal det, og når man også gerne vil det, så kommer man jo nemt til at træde ved siden af sandhedens smalle sti, eller hvad man nu skal kalde den vej, vi helst skal følge, og så ender det undertiden i det rene pral og digt.

Og det er helt ærlig kun i min fantasi og ikke i den virkelige verden, at jeg er nr. 1 til alting.

Faktisk er jeg ikke nr. 1 til så meget.

Men jeg ligger bestemt heller ikke i bunden. Det må du ikke tro om mig. Jeg hører ikke til i den tunge ende. Og jeg lover dig, at hvad jeg fra nu af fortæller om mig selv, det kan jeg stå inde for, det kan du roligt citere mig for uden at rende med sladder eller sprede fake news. For at sige det med min mormors ord, så står hvert ord til troende.

Hvis du alligevel synes, at noget af det, jeg skriver, er lige i overkanten, så skal du tænke på det, jeg sagde med puslespillet – der ER mange brikker i mit liv – og de hænger ikke altid lige godt sammen. Jeg kan kun samle en del af brikkerne og så håbe på, at de viser det væsentlige.

Altså: Jeg hedder Kjeld, jeg bor i Ålum, og jeg er en almindelig dreng.

Så er der bare det at tilføje, at almindelig er et ualmindeligt farveløst ord og derfor ikke passer på nogen dreng. Eller rettere: det passer på alle drenge. Og så er vi lige vidt.

Men det med almindelig og ualmindelig har jeg jo skrevet om en gang, og der er ingen grund til at tærske langhalm på det.

Langhalm! Der var den igen. Aakjær. Bondelivet. Tja, det liv klæber måske til en i mange generationer, og mine forfædre var helt sikkert bønder. Det var alle drenges forfædre, lige fra dengang Adam og Eva gik og knoklede i deres ansigts sved på den sølle jord, Vorherre undte dem, fordi de ikke gad rette sig efter hans bud.

På visse punkter har vi ikke forandret os siden da. Jeg gider f.ek. heller ikke altid rette mig efter de bud, man har stillet op i min verden.

Findes der bud i din verden? Spørger du.

Ja selvfølgelig, men det kommer vi nærmere ind på, når jeg omsider får så meget hold på mig selv, at jeg kan begynde min historie.

Det er jo meningen med alt det her grifleri: at jeg skal fortælle en historie om ”Kjeld fra Ålum”   

KELD 3

Keld 3

Du må undskylde, at jeg ikke har ladet høre fra mig så længe, men det er der en god grund til. Jeg har (endnu) lidt svært ved at få samling på mig selv. Det ville du også have, hvis du var i min situation. Undertiden forekommer det mig ligefrem, at jeg er et puslespil med over 5000 brikker, og det er lige i overkanten, selv for mig. Overkanten. Ja, den har jeg lagt. Det er oppe i skyerne. Og let nok. Det får du indblik i om et øjeblik. Vent lidt!

Desuden vil jeg ikke binde dig noget på ærmet og altså ikke fortælle dig noget, som jeg ikke kan stå inde for i det lange løb. Og løbet bliver langt, det ved jeg allerede nu. Og måske besværligt. For mig. Og det smitter jo så af på dig. Altså besværligt for os.

Jeg har fortalt dig, at mit navn er Kjeld. Og når jeg går og ruger over mit projekt, slår den tanke mig, at det måske er det eneste, jeg kan stå inde for. At jeg hedder Kjeld. Og at jeg er fra Ålum. ”Kjeld fra Ålum” – det er jo titlen på min bog. Eller på bogen om mig.

Så lige det kan jeg ikke løbe fra.

Jeg er ellers en dygtig løber. Jeg var med i Royal Run, og jeg vandt over de fleste af mine medløbere. Jeg spurtede bare forbi dem og vinkede i forbifarten til dem, kendte jeg, og snart lå jeg i teten. Det er der, jeg kan lide at være. Det er der, jeg hører til. I forreste række.

Så, nu fik jeg røbet noget vigtigt om mig selv, og uden ligefrem at ville vigte mig af det, gentager jeg: Jeg vil ligge i spidsen.

En rask dreng. Det er mig.  

KJELD FRA ÅLUM – ET RIDS

Kjeld fra Ålum

Mig? Endnu ved jeg ikke så meget om mig selv, for jeg skal ikke bare ”finde mig selv” men også og især” opfinde mig selv.”

Synes du, det lyder sært eller måske ligefrem håbløst, så vent! Det bliver værre.

Jeg er en dreng. Så meget kan jeg sige allerede nu, og det er jo faktisk det vigtigste, som både du og jeg må holde fast i. Og jeg er teenager, så meget ved jeg også, men det er selvfølgelig et vidt begreb, for det er jo en strækning, man skal løbe på i årevis, og jeg ved endnu ikke, hvor langt jeg er nået lige der.

Jeg bor i Ålum. Bogen om mig hedder jo Kjeld fra Ålum. Der fik du så også mit navn. Men nu spørger du måske, hvad Ålum er? og det kan jeg svare dig ret præcist på, for selv om der er huller i min viden om mig selv og mine nærmeste, så behøver jeg ikke ”finde på”, når talen er om Ålum. Hvem jeg er, kan diskuteres og vil sikkert blive det i den nærmeste fremtid, men Ålum er præcis det, den ligner: en lille landsby med små 300 indbyggere fordelt på store og små huse. De fleste beboere er voksne. Så er der alle børnene. Små og store. Jeg hører til de store, men det ved du jo allerede.

Jeg er ret glad for at bo her. Det er ikke alle teenagere i Ålum, der synes det er megafedt. Der er ikke vildt mange steder at hænge ud her, og selv om man har en knallert og kan drøne væk og larme så højt, så de gamle koner slår kolbøtter, så er man jo det meste af tiden bundet til det lille sted her – et udsted. I gamle dage talte man om stavnsbånd, så galt er det ikke.

Vi er ikke så mange på min alder. Der er flere gamle koner end der er drenge, men det hænger nok sammen med, at de, konerne altså, synes at trives forbavsende godt her, og mange af dem bliver boende, selv om der hverken er brugs eller købmand eller læge eller apotek eller noget af alt det, gamle koner med alle deres skavanker ikke kan undvære. Det kan de så alligevel godt.

Men vi skal ikke snakke om koner, men om drenge. Om en bestemt dreng. Mig. Jeg slutter her, for det er faktisk et ret opslidende job, jeg har fået.

Jeg vil røgte det, så godt jeg kan, så du vil høre mere. Om mig og mit liv, for sådan et vil jeg få hen ad vejen – det kræver lidt tålmodighed, men det håber jeg på, at du har.

Berømte mænd fra Ålum 6 –

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Fra Havamål eller Den Højes Tale: Og sig så ikke, at vi ikke kan lære af de gamle vikinger!

vers !. Mand ved Kruset/ Hold maade med Mjøden/ Tal tilpas eller ti /Ingen tager dig ilde op,/ om du snart gaar hen at sove. Vers 2. En Grovæder som aldrig faar nok/ Æder sig ind i Døden./ Mangt et Fjog for sin Mave Skyld/ Gaar til Grin blandt de Kloge.

I det følgende vil jeg bruge spalteplads på middelalderen igen. Jeg vil de næste mange måneder forsøge at trænge ind i det spegede univers, menneskene dengang tumlede rundt i. Og de var tumlinger meget mere end vi kan forestille os. Jeg vil forsøge at hale ind på dem og belyse deres egenart, inden jeg kaster mig ud i at skrive om dem.

Og det bliver jo om Kjeld fra Ålum. Og jeg vakler endnu mellem enten at skrive en neutral historisk beretning (sådan en findes ikke, men kan tilnærmes) eller en roman. Det sidste har jeg mest lyst til og måske mest talent for, men men men … jeg er ingen god sælger. En “faktuel” bog sælger sig selv. Det gør en roman ikke.

Men der er to ting, jeg vil bestræbe mig på i begge tilfælde, nemlig både at være præcis med hensyn til det faktuelle og at lade fantasien løbe frit. Præcision og fantasi. Og nu har jeg så skudt mig selv i foden, for de to begreber passer til hinanden som en boksehandske til en platfod.

Men jeg har tænkt at humpe derudaf alligevel og at holde begge begreber i hævd.

“At holde hovedet koldt og hjertet varmt”, for nu at udtrykke det med en cliche. Der er det med clicheer, at de ret tit er rigtig gode. Vi kan bare ikke mere høre dem, fordi de er brugt og misbrugt for tit.

Apropos det kolde hoved og det varme hjerte, så randt et digt af en af min ungdoms yndlingsforfattere mig i hu. Og det her skulle jeg nok gemme til kategorien “erindringer.” Men nu kommer det her:

Da jeg gik i gymnasiet havde vi en elevforening, “Hugin”, hvor vi en overgang læste digte højt for hinanden. Der husker jeg en dreng, som læste Nis Petersens digt “et kvad om en knes fra Peene”. Og han gjorde det, så jeg aldrig har glemt den oplæsning og det digt. Og forestil dig en dreng, som læser det her digt med lige den patos, det kræver. Og heller ikke mere. Vi havde i dansktimen hørt Tom Kristensen himself læse højt. Vi vidste godt, at man skulle læse, så ordene fik deres egen glød og ikke en skuespillers. Skuespillere kan ikke læse digte højt. Men den her dreng læste præcis så koldt og varmt, som man skal. Digtet er langt, men jeg skriver det her, fordi det har at gøre med Venderne, og de folk kom til at spille en stor rolle i Kjelds liv. Han sad i venderfangenskab en tid. Og Knud Lavard havde Kjeld også noget at gøre med. Knud Lavard var vendisk Knes. Ja, ja, der blev du måske klogere – jeg vidste det ikke i forvejen. Men Knud Lavard blev udnævnt til knes over abodritterne – et vendisk folk.

Et kvad om en knes fra Peene

Den nat lå våren i Strela sund/ ved gry var den nået til Lålands kyst. / Den nat var der sorg om en vikings mund; / den gry var der gråd i en biskops bryst. / Hør her et kvad om en pommersk knes / søn af en knes fra Peene.

Der fo’r en kogge – der fløj en karve/ – to tøse lig på det gale hav./ Rødt flammed’ skørternes purpurfarve/ i blink mod himlen som blink af rav. / Snart var den slukket i bølgeslugten / – snart var den tændt i en tvilling-brand. / Og farten gik i Grejswalder-bugten/ ind mod Wostronas forrevne strand.

En vendisk kogge – en daner karve / på kølvandslinje i ør tagfat./ To iltre led af een rustrød larve/ krøb mod de knoppende tjørnekrat. / Og visens ende – beretter sagnet – /blev koggen knust under karvens vægt; / men her, hvor sagaen sænker lagnet, / begynder verset om knesens knægt.

Dengang det hedenske fartøj revned’/ forladt af Siva og Radegast, / af tresindstyve blev trende levnet/ – de tre blev førte til dom i hast. / Den ene kasted’ sig fladt på bakken/ – han bød på bedring, bestak med bod, / men fandt så midt i den brede snakken / sit hoved hvilende for sin fod.

Den anden trygled’ om dåbens vande,/ han flæbed med sjæl og krop, / man lod ham nærme sig fredens lande/ og hængte fyren i råen op. / Så stod den ene af tres tilbage/ og så med smil mod den grå prælat, / som om ens hoved sat på en stage / var livets mål i hver vendisk stat.

Og himlens fosser af blod og okker/ var mindre gyldne end drengens hår,/ som her han brun med forblæste lokker/ stod på sin søjle af atten år. / Og bispen nikked’ – og bispen mæled’;/ “-fornægt din gud, og dit liv er frelst!/ Een gang – kun een for vor Kristus knælet,/ og du tør fjæle dig hvor som helst!”

Da lo en perlende drengelatter/ en mager hånd gennem håret gled:/ “Å, der er ting, som I ikke fatter,/ og der er ting som I ikke ved./ Og stod jeg her, som du tror, alene,/ måske jeg takked’ dig for dit bud;/ men jeg er knes – jeg er fra Peene/ og knæler ikke for jeres gud!”

Men bispen så mod de første stjerner/ og ham, der dingled’ fra dragens rå;/ – “-Det er lidt koldt, medens mørket kværner/ og hængt man hører i smug derpå!”/ Da knipsed drengen: -“Å – der ror svaner/ som galeoner på himlens spejl,/ og de vil hviske på deres baner/ ned til min seng i det røde sejl:

– At den, der sand mod sit hjertes latter/ har le’t mod livet og fulgt dets lov,/ han har en løn, som I ikke fatter,/ og han fik stillet ethvert behov!”/ Så sås et flammende hår at springe,/ og midt i skjoldranden sås det sidst./ En dreng stod rank som en romersk klinge;/ så lød et plask og et “-Jesus Krist!”

Det var bisp Absalons bitre klage;/ – det var et suk fra en from pirat;/ det var en ædling, der så sin mage/ gå døden mod i hans sejrs dravat./ Det blev hans udsagn til sene tider,/ og det var talen, som siden lød: / – “En træl kan trives, mens tiden skrider;/ en fri mand kender man på hans død!”

I øst kom duvende de danske drager;/ – de hugged’ over bugten mod nordvest;/ og venderho’der sat på tusind stager/ – det var programmet for den ny dags fest./ Men på sit flagskib kasted’ bispen sig på lejet/ ved mindet om en dunet, vendisk ørn./ På Strela sund lå dagen underdrejet./ og nøled’ med at vække Rygens børn.

Ak ja – da jeg skrev digtet lige før, opdagede jeg, at jeg kunne meget af det udenad. Sært, for jeg har ikke læst Nis Petersen siden min ungdom. Og der hører han jo til.

En from pirat – ja, det er ingen skrivefejl – danskerne var også sørøvere.

Lad os nu standse op og studere en af de nyeste danske middelalderforskere, som oven i købet har den fordel frem for så mange andre, at han er fornøjelig. Så læs ham! Og spring gerne mine notater over. De siger måske mest mig noget og er i al fald en del af mit arbejde hen mod en bog om Sank Kjeld.

Middelalderen. K.J. betegner den som en negation: den eksisterede kun i kraft af det, den IKKE var. – vi har betragtet den tid, der var før, som noget = vikingetid og den tid, der var efter, som noget = renæssance, reformation, men det midt imellem, har vi set som bare “imellem.” En slags vacuum – en stilstand – et ingenting.

Men det er et forkert syn på middelalderen. Middelalderen var dynamisk – udvikling – bevægelse.

994 – de første togter til England. Danegæld = Vikingernes version af gansterbanders beskyttelsespenge. I løbet af 10 år = 40 tons sølv.

England var en indbringende forretning

Her et citat fra side 26: ” …fra bondestenalderen og næsten helt op til i dag løber der en rød tråd, det evigt centrale for enhver bondebefolkning: Det nære – årets gang – hvordan bliver vejret? – bliver høsten god? – får kvæget kalve? – Tilværelsen var cyklisk.” (Hovedkilde: Hávamål = Den højes Tale

Bonde = en fri mand

(Citat side 29) “Olav blev til Olav den Hellige, Norges nationalhelgen, fordi han myrdede alle, der ikke fattede kristendommens budskab om fred og næstekærlighed.”

Vikingetidens og den tidlige middelalders samfund var ekstremt voldeligt. Eneste retsprincip er hævn og modhævn.

I Svend Estridsens tid inddeles landet i bispestifter: Lund – Roskilde – Odense – Vendsyssel. Og der bygges trækirker i hele landet.

(Citat side 41) “Da Svend Estridssøn døde i 1074 efterlod han sig helt i forgængernes ånd et jammerlidt roderi.”

Harald Hén = fredelig og kedelig

(Citat side 46) “I 1101 blev han (Knud) nemlig ved pavelig begunstigelse til Knud den Hellige. Danmark havde fået sin første, rigtige, vaskeægte helgen, og lige pludselig var han lige så vanvittigt populær og elsket, som han havde været hadet og afskyet, mens han levede.”

Under Ejegod – Venderne (Citat side 46) “I Danmark var vikingetogternes muntre og sorgløse æra for længst forbi. Den tid, hvor enhver velhavende stormand kunne udruste en håndfuld skibe og drage hærgende rundt i farvandene og flække panden på hvem som helst -der -nu-kom-i-vejen- , var slut.

Tidligere var vikinger og vendere lige gode om sørøverhåndteringen. Nu er det mest venderne, der røver, og ledingsflåden, der sættes ind imod dem. Man kan også sige: Venderne hærgende de danske kyster. Ledingsflåden hærgende de vendiske kyster. Igen ser vi: Vold på fuld drøn. Så de var vel i grunden stadig lige gode (onde)

1103 – Bispesædet i Lund

Citat side 51 “Den allerførste ærkebiskop i Lund, Asser, var af den magtfuld Thrugot-adelsslægt og nevø til dronningen. Det blev med andre ord i familien.”

“Citat side 55) “Stormands rolle som ren og skær kriger var ved at fære fortid.”

1134 – slaget ved Foteviken: En massakre. Asser/Erik vandt over Niels/Magnus – vist nok mest fordi de de var beredne. Rytteri og rustning var nyt i kampe = middelalderen gør sit indtog.

Citat side 60: “ Slaget ved Foteviken – det første militære sammenstød her til lands, hvor den klassiske middelalderlige rytterhær blev sat i spil, de panserklædte riddere … De kongetro fodfolk havde ikke en chance imod den topmoderne, veldisciplinerede og teknologiske langt overlegne ridderhær.”

Slaget ved Foteviken drænede landet for kongetro adel + præster – 5 biskopper døde og ca. 60 præster i slaget.

Citat side 62: “Klimaet ved det danske hof i 1100tallet ville til tider få enhver splatterfilm til at ligne en søndagsudflugt.”

Erik Lam gik i 1146 i kloster. Hvorfor?

Citat si.67: “Måske gik det op for ham, at kongejobbet ikke var umagen værd? … Kongekronen … en meget tung byrde og en meget meget farlig hovedbeklædning.”