Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Dette indlæg bliver langt. Og måske kedeligt for dig. Så spring det over og find noget (for dig) mere interessant. Det kommer til at handle om de de konger, der levede omkring på vor første helts tid: altså på Kjeld af Ålums tid. Som før nævnt, vil jeg gerne skrive to bøger mere i mit efterhånden lange liv: en om Kjeld og en om Mogens af Ålum.
Herunder en liste over vikingekongerne og de første middelalderkonger. Det er Kong Niels og Kong Erik Emune, der regerer på Sankt Kjelds tid. Men for at forstå deres tid: den tidlige middelalder, er det nødvendigt at være en smule bevandret i de blodige landskaber, der hedder Vikingetiden og Middelalderen. Man hører nu og da danskere se med vrede og afsky på de muslimske indvandrere, som bosætter sig i Danmark nu om dage. De sætter dem i forbindelse med ISIS-krigere og kalder dem middelalderlige, men vi er generelt ( i historiebøger og i fortællingerne og i folkeoverleveringen i det hele taget) stolte af vore egne “ISIS-krigere” = vikingerne. De var dog nok så rå og brutale.
Liste over kongerne omkring Sankt Kjeld
Knud d. Store 1018 – 1035
Hardeknud (d. 3.) 1035 – 1042
Magnus d. Gode 1042 – 1047
Svend (2.) Estridsen 1047 – 1074
Harald Hen 1074 – 1080
Knud (4.) den Hellige 1080 – 1086
Oluf (1.) Hunger 1086 – 1095
Erik (1.) Ejegod 1095 – 1103
Niels 1104 – 1134
Erik (2.) Emune 1134 – 1137
Erik (3.) Lam 1137 – 1146
Svend (3.) Grathe 1146 – 1157
Knud den Store – set med SAXO GRAMMATICUS’ ØJNE
Og hvorfor kongerne? Hvorfor ikke først og fremmest bønderne. Kjeld var jo af bondeslægt. Jo, men vi ved mest om kongerne, og desuden: alle var mere eller mindre bønder eller af bondeslægt. Så når vi går tæt på kongerne, så er vi aldrig langt fra bønderne.
Jeg har valgt at begynde helt tilbage til Knud den Store, som var konge fra 1018 til 1035. Det var faktisk lang tid dengang, hvor folk ikke blev gamle og få konger fik lov at regere i mere end ganske få år. Knud regerede i mange år og over flere riger.
Vi vil først se på ham med Saxos briller. Morsomt, fordi Saxo levede på den tid. Ikke på Knuds, men på de efterfølgende kongers tid. Han blev født i 1160 og døde i 1220. Da han bliver født, er Keld, vores kommende helt, netop død. Så Saxo, der er historieskriver, fortæller om Kjelds tid, og selvfølgelig kan vi gennem ham få et indtryk af tidens mennesker.
Men det meste er løgn, og det hele er latin.
Jeg har en oversættelse fra latin af Fr. Winkel Horn, udkommet i 1907.
Og jeg begyndte at læse den i går, skønt den har stået og råbt i årevis på min reol. Og jeg læste og læste. Det var berusende dejlig læsning. Saxo skriver ikke tørt og kedeligt som mange af nutidens historikere, hvor man (jeg) ofte må tage mig voldsomt sammen for at holde fokus. Hos Saxo suges man ind i fortællingen som i en god og velskrevet roman.
Og det er da også langt hen fiktion. Men som i al god fiktion er der ikke så lidt sandhed. Nu vil jeg snart gå over til at give en samles og kort fremstilling af Saxos Knudsbillede.
Men først et lille eksempel på, hvor eventyrlig Saxo kan blive. Og han gør det så helt uden filter. “Nu skal I bare høre … “, synes man at høre ham sige, og mens man læser, kan man jo godt se, at det her er digt og eventyr.
Her fortæller Saxo, hvorfor en af Knuds mænd var en ærkeslyngel: Jo se, han var af tvivlsom herkomst, hans oldefar var nemlig resultatet af en voldtægt. Og voldtægten blev udøvet af en bjørn, og ofret var en ung jomfru. Her kommer et ret så saftigt citat fra Saxo om, hvordan der blev født et barn af en ganske særlig art.
Det begynder med, at en flok unge piger leger i skoven. Men så kommer bjørnen: (Citat side 407)
(“Bjørnen) greb hende og bar hende ganske lemfældigt i sine labber til sit Hi i Skoven. Ved synet af hendes dejlig Skabning, paakom der ham imidlertid en hel anden Lyst, han blev mere opsat paa at favne hende end paa at æde hende, og hun, som han havde taget for at sønderrive hende, blev nu Gjenstand for hans skammelige vellystige Attraa, thi fra Røver blev han strax forvandlet til Elsker, glemte sin Sult og favnede hende. Og for at sørge saa godt, han kunde, for hende med Levemaade, gjorde han jævnlig Streftog i Nabolaget og røvede Kvæg, og hun, som hidtil kun havde været vant til lækre Retter, maatte nu vænne sig til at spise blodigt Kjød. I den Grad gjorde den fangne Piges Dejlighed det af med Røverens vilde Grumhed, at hun saa ham, som hun havde været bange for tørstede efter hendes Blod, begjærlig efter hendes Kjærlighed, og at han, som hun havde frygtet for strax at vilde æde hende, bragte hende Føde. Hvor naar ikke Kjærligheden hen, og hvad faar den ikke Bugt med? Den kan endogsaa faa grumme Vilddyrs Ædelyst til at vige for Vellystens Bud. … Naturen magede det i sin Kjærlighed snildelig saa, at Frugten af denne hæslige og unaturlige Parring ikke blev saa fæl at se til, som man kunde have ventet; det Utyske Bjørnen havde avlet, fødte hun paa sædvanlig Maade og Dyrets Blod skjultes under menneskelige Ansigtstræk. “(Citat slut)
- Det var et sidespring. Det kalder Saxo det også selv. Men det er nødvendigt for at forstå resten. Bjørnens oldebarn, Ulf, kommer i Knuds hird. Ulf er som sagt upålidelig og forsøger kamp mod Knud, men kun ved list klarer han sig.
- Saxo fortæller vidt og bredt om de mange togter og slag, Knud igangsatte og de mange sejre, han vandt. Han kæmper mange steder, også i Italien for Det romerske Rige. Han var ret en hersker efter Saxos smag. Ikke noget med tøsedrenge i den samling mænd, han omgav sig med. Vi hører et sted om en ungersvend, som er opslugt af bøgerne, men bliver omvendt. Godskalk, en velbegavet og flittig studerende. Men så bliver hans far dræbt, og ynglingen kaster bogen fra sig og bliver kriger. Her et citat:
(Citat side 413) “Han kastede strax Bogen paa Hylden og gav sig til at være Krigsmand, satte Videnskaberne til Side og vilde hellere være en modig Hævner end en fejg Lærling, idet han holdt for, at det var bedre at anvende sin Sjæls Kræfter paa, hvad der krævede Kjækhed, end paa, hvad der krævede Flid.“
Dog må vi være fair mod Saxo, der jo selv havde valgt visdom og lærdom frem for sværdet. Han problematiserer faktisk den unge mands valg. Se engang citatet her (side 413):
“Saaledes blev denne unge Mands Sind, paa selve Lærdomstemplets Tærskel sporet af Grumhedens Brod og kunde ikke bekæmpe den Haardhed, der var ham i Kjødet baaren, med de Begyndelsesgrunde af Videnskaberne, han har tilegnet sig.“
Man hører et suk.
Vi hører også om, hvor retfærdigt Knud dømmer sine mænd, når de har forbrudt sig. Og da han selv forbryder sig – han “kommer til” at slå en af sine mænd ihjel ved et drikkegilde, beder han sine mænd om at blive dømt. Han slipper godt fra det – hans hirdsmænd nænner ikke at dømme ham, for så mister de jo lederen. Her et citat:
“Hirdmændene gik grædende bort fra Tinget og skjønnede, da de overvejede Sagen, at det baade vilde være usømmeligt og skadeligt for dem, at dømme Kongen efter Lovens Strænghed, thi de vidste vel, at uden ham var de som et Legeme uden Sjæl, der vilde blive et Bytte for dem, de før havde hersket over. De tilstod for sig selv, at det hele Krigsvæsen vilde komme ud af sine Fuger, naar han skulde lide Lovens Straf, at hans Fredløshed vilde være Fredløshed for dem alle, hans Fald Fald for dem alle, og at hans Domfældelse vilde være en Fare for dem alle.”
Saxo slutter sin fortælling om Knud den Store ved at sammenfatte hans egenskaber: Han var “baade from og tapper og lagde ikke mindre vind på at gavne Kirken end sit Rige.” (Citat side 422)
Knud den store set med HOLBERGS ØJNE
Bibliotekerne er lukkede. Så godt, at jeg har mit eget. Og jeg ejer faktisk Danmarks Riges Historie af Ludvig Holberg. Bogen er, som man ser af ovenstående, tilegnet Christian d. Sjette – samme konge, som lukkede teateret i København, så Holbergs stykker ikke kunne opføres. Det gjorde han af lutter fromhed.
Lad os nu se, hvor from Holberg var:
Canutus Magnus set i Holbergperspektiv.
Holberg er jo ikke from. Han er rationalist. Fornuften bør være den styrende kraft. Det er hans leveregel nr. og religionen sættes som alt andet ind i Holbergs verden der, hvor den gør nytte. For moralen gælder det samme.
Herunder et eksempel, hvor Holberg peger på, at danskerne på Knud den Stores tid ikke var flittige til at dyrke marken og slide sig op i arbejde, for det var “commodere” = bekvemmere at tjene til føden på anden vis:
Citat side 86: “Hvad Handel og Vandel angaaer, da var her i Riget samme Tiid liden eller ingen, og, hvis nogen Handel her har været dreven, saa er den skeed ved Varers Omveksling; efterdi for Canuti Magni Tiid ingen slagen Myndt var udi Danemark … De danske havde da ey heller nødig at drive Handel, saasom de kunde berige sig paa en langt commodere maade nemlig ved Fribytteri.”
Så hvorfor bestille noget, når der var en sjovere vej: lidt sørøveri, når kisten var tom?
Holberg er vel ikke så farverig som Saxo. Hvad den ene har af anekdotisk vid, har den anden i en forfriskende form for humor. Vi er i kløerne på en komedieskriver. Ingen af de to er kedelige.
Ikke at Holberg dvæler længe ved Knuds ugerninger, men han nævner dem mere detaljeret og nøgternt end Saxo. Her et citat, hvor han beskriver Knuds måde at sige farvel til Englænderne på, da han selv skal en tur til Danmark:
(Citat side 93) ” …(Knud) satt Seil til Dannemark. Men førend han forlod Landet, lod han hugge Hænder og Fødder af de Personer, som af heele Engelland vare givne hans Fader til Gidsler, og lod dem saaledes lemlestede ligge ved Strandbredden.”
Så kan de lære det!
Ja, mens unge Knud huserede i England var tilværelsen for de stakkels indbyggere en lang uafbrudt krig – blodsudgydelser uden lige, og Holberg er ikke så begejstret for den side af Knuds virke, som Saxo er. Som dette citat viser:
(Citat s.93) “Ved Knuds Bortgang kom Enggelland nogenledes til Rolighed igien, men den Herlighed varede ikke over et Aar ….”
Vi hører, hvordan Knud, da han vender tilbage er endnu vildere – går f.eks. straks i gang med at få myrdet Kong Edmunds sønner osv.
Holberg fortæller om, hvordan Knud begyndte sin karriere som en brutal vikingehøvding og ender den som en ædel og from hersker.
(Citat side (97)“Saaledes seer man, at Kong Knuds Regierings Begyndelse var ikke meget gudelig. Men hvortil drives ikke Mennesket af Begiærlighed til at regere?”
Kong Knud dør ung, men det er utroligt, så mange kampe, han når at udkæmpe, inden han er slidt op som 37 årig. Han betvinger de nordiske lande og England og kæmper i Frankrig og Italien og er hele tiden i sving med at undertvinge sig andre lande og folk. Saxo siger, at han til slut hersker over 6 riger. Det er at tage munden for fuld, men han bliver i al fald herre over 3 ifølge de gamle kilder. Han sender mange englændere til Danmark, men selv bliver han ifølge Holberg mere engelsk end dansk til sidst. Han lærer sig høvisk optræden som en anden gentleman og forsøger faktisk at få en slags fred etableret i al fald i England.
(Citat s.98) Adskillige Engellændere bleve befordrede af ham til Danemark, saa at det herskende Rige blev ligesom et annex til det undertvungne.”
Og Holberg slutter:
(Citat side (104) “Saaledes blev Kong Knud Herre over 3 store Riger, Danemark, Norge og Engelland.”
“….saa at man derfore maa regne en nye Periodum fra Canuto Magno, efterdi samme Konge satt ikke alleene Religionen paa en bestandig Foed, men engogsaa omstøbte Nationen udi en anden Form.”
Holberg fortæller, hvordan Knud indførte en slags retsvæsen (love) som varede 6 kongers tid.
(Citat s.104) ” (Lovene) ..blev udi Canuti .6. Tiid ved Erkebisp Absolons Fliid allerførst ordentligt forfattet udi Pennen.”
Holberg tilegner sit værk en enevældig monark, nemlig Christian d.6., og han må nødvendigvis prise Knud d. Store og gør det også, men han nuancerer billedet.
Næste levende billede er den for længst afdøde Chr. Pet. Andersen
Andersen skriver om Middelalderens historie, og da jeg ikke ejer mere end første bind af hans værk, vil jeg nøjes med nogle generelle betragtninger og i den forbindelse dykke ned i Frankrig. Her færdedes Knud den Store ofte i embeds medfør (= i krig).
I Middelalderen tog man let på det seksuelle: mændene greb grådigt om sig i deres erobringslyst både når det gjaldt lande og kvinder. Man tog, hvad man lystede. Og lyst var der nok af. Frankrigs konge forskød sin hustru og bortførte greven af Anjous Gemalinde. Paven banlyste ham af den grund, men det var han revnende ligeglad med. Andersen skriver:
“Conciliet i Clermond 1095 fornyede dette Ban, men uden Virkning; derimod skaffede det Europa Ro for de mange indbyrdes Feider ved at indlede Bestemmelsen af det første Korstog. Kongen gik ikke med, men saae sig med Glæde befriet for en Deel af sin meget besværlige Adel.”(s.25)
Så sig ikke, at korstogene ikke førte til noget godt. De mest krigslystne drog mod Jerusalem og udgød det blod, de tørstede efter at udgyde, andre steder end i Europa. Det gav Europa ro. Og korstogene befriede virkelig mange egne, for deltagerne i disse togter var talrige. Andersen skriver, at der i det første tog var 150.000 krigere + kvinder og børn.
I Frankrig betyder korstogene således, at bønderne igen får ro og tid til at dyrke deres marker og passe deres kvæg, og det medfører ligefrem velstand. Andersen skriver
….”Thi ved den større offentlige Rolighed, som herskede i Landet især efter Henrik d. 1.s Tid, vare Agerdyrkere, Handel og Industrie, som selv midt under de værste Feider aldrig ganske havde været savnede, formedels Trangen til dem, stegne, og som Følge af Velstanden tiltaget hos den eller de Klasser, der hidtil mest vare undertrykkede. Jo mere de adelige Stænder ruinerede sig selv ved deres Stridigheder, desmere Kraft fik derimod hine.” (s.25)
Fabricius er en omhyggelig og velskrivende historiker med det tydelige pædagogiske hverv at oplyse folket.
Vi er i højskolernes og folkeoplysningens guldalder, og det præger hans fremstilling. Det stærkt nationale islæt er let at se, selv om det ikke udarter som hos Saxo.
Fabricius skriver sådan her om den unge Knud, der lige har erobret en del af England:
“Angelsachserne (=englænderne) maatte føle sig tilfredse med den nye Hersker. Naar man undtager enkelte Handlinger (som F. klogeligt forbigår) finder vi intet Spor til, at Knud gik grusomt til værks” (s.172).
Fabricius bygger på Saxos fremstilling, som han forholder sig ret ukritisk til. Også F. redegør for den “omvendelse” til fromhed, der sker med Knud. (Citat side 178)” Hans Heftighed og Haardhed formildedes, og besindig Klogskab synes at have dæmpet hans Tilbøjelighed til voldsomme Handlinger.”
En viking er en viking. Hans liv er voldsomt – som vi møder vikingerne i de gamle tekster, ser vi mænd, der elsker at slås, som er uhyre nærtagende og pirrelige – der skal ingenting til, før de dræber hinanden – vi ser mænd, som græder i stride strømme, men over de særeste småting, mens de knap nok reagerer, når deres sønner, brødre eller fædre bliver myrdet (tit myrder de dem selv) – de har alle et voldsomt forbrug af kvinder, og de beder ikke om lov først.
Fabricius slutter sin beretning om Knud med disse ord:
(Citat s.189) ” De djærve danske Vikinger, der fæstede Bo i Landet, kom med en ny Aand og Kraft ind i Folket, og den har haft en væsentlig Del i Englands senere Udvikling. Den nordiske Frihedsfølelse kunde kun finde Tilfredsstillelse i frie Samfund og i et Retsvæsen, der stærkt minder om det tilsvarede i Norden.”
Ja, ja. Som vi da ka’. Eller ku’ … Holberg er mere nøgtern i sin historieskrivning og ser vikingetogterne som det, de er: det rene sørøvervæsen.
Og Kong Knud var ingen Sally Sørøver. Men en sørøver det var han.
Jeg vil forlade Knud d. Store i utide. Hal Kock i Schulz’ Danmarks historie og senere i Politikens Danmarks Historie og endelig Ole Fenger i den “moderne” Politikens Danmarks Historie føjer ikke noget nyt til billedet af Knud som en vikingekonge, der besinder sig til sidst og forsøger at stable en slags meget spinkel statsorden på benene.
Det er dog på sin plads at høre den her lidt alternative stemme også. Det er Benito Scocozza, der drager følgeden konklusion af sine undersøgelser:
(s.22) “Man har sagt, at danskerne erobrede England. Det er rigtigt, at Knud den Store sikrede sig herredømmet over landet og måske tilmed blev anerkendt af skotterne og waliserne. Fra 1028 til sin død forlod han vistnok ikke England, og hans lig blev ikke ført til Danmarks, men begravet i katedralen i Winchester, 50 kilometer sydvest for London. Knud var blevet mere engelsk end dansk konge. så måske var det rimeligere at sige, at under Knud var det Danmark, der var blevet en engelsk provins.”
Så har vi hørt det med.
De næste to konger Hardeknud, (1018– 42) og Magnus d. Gode ( 1024- 47) springer vi let henover. De døde meget unge 24 år og 23 år. De var konger i få travle år.
Hardeknud (Knud d. Stores søn). Hans liv gik på ægte vikingevis med plyndringer og krige – store skatter i England, og ikke rigtig tid til at være i Danmark. Og så døde han midt under en fest.
Magnus ( Olav d. Helliges søn) den gode – nåede lige at blive voksen, måtte også bruge livet på at slås. Og døde så på vej fra England til Danmark.
Den næste konge er Svend Estridsen, Søn af Knud d. Stores søster Estrid. Han fik et væld af børn med forskellige friller. Både han og alle sønnerne står så vidt jeg har forstået med begge ben solidt plantede i vikingetiden – pirater det ene øjeblik og konger det næste.
I det hele taget synes jeg, at vikingerne er en slags forvoksede børn. De handler, tænker og kommer galt af sted som børn. De er forsømte som børn. Og Herregud, de nåede jo også meget sjældent til skelsår og alder.
Svend Estridsen set med Saxoøjne:
Hans regeringstid var lang. Saxo spækker den som altid med gode historier. Her viser han den tilnærmelse, der er mellem de to førende magter (og voksende magter) konge og kirke gennem en fortælling om venskabet mellem biskop Wilhelm og Kong Svend. Svend holder fest hos biskoppen sammen med sine stormænd. Nogle af dem bliver fulde og fornærmer kongen. Da de næste morgen er til morgenbøn i Mangfoldighedskirken, lader Svend sine mænd dræbe dem.
Det fortryder kongen bagefter – og han gør bod over for sin ven Wilhelm. Som tilgiver ham osv.
Selve episoden – nemlig drabet – viser vel, hvor langt Svend (ikke) er kommet væk fra vikingetidsopførslen. Man slår ihjel som man lyster.
Og man tager sig lige de kvinder, man lyster. Det er også Svends taktik, og han avler 19 sønner med 19 forskellige friller. De 5 af dem bliver konger. Man var altså ikke fordømt som ussel hore-unge, når blot faren var konge.
Eller tidens sexualmoral var måske bare sådan? – jeg glæder mig til at læse Kåre Johannessens bog “Hor Saa Vide.” Ligesom jeg også vil se frem til at blive klogere af hans bog: “Magt og Mennesker i Danmarks Middelalder.”
Saxo fortørnes heller ikke synderligt over det levned. Men nævner det dog. Efter at have prist Svends lærdom ( han kunne som den første danske konge læse og skrive – siger jeg, ikke Saxo – han kalder ham lærd …hmm …) og rost hans kirkebyggerier og tapre væsen, kommer han ind på hans “løsagtighed”
(citat side 8, andel del) “Men denne prisværdige Stræben besudlede han med sin umaadelige Løsagtighed, thi han besvangrede adskillige fornemme Jomfruer, og medens han ingen ægtefødte Sønner efterlod sig, havde han adskillige Slegfredsønner.
Saxo er ikke begejstret for Svend – dertil er der for lidt “slagkraft” i ham.
Holbergs opfattelse er den, at Svend var fredsmægler mere end krigsmager. En lang krig med Norges Harald Hårderåde kulminerer i et vældigt søslag. Her et citat fra Holberg:
(Citat si. 127): Jeg finder intet af Vigtighed at være fortaget mellem disse to Nordiske Konger efter dette store Søe-Slag. Det syntes, at de paa begge Sider vare blevne kiede af denne langvarige Feide, thi udi dette Aar 1064 begyndte man at handle om Fred, og blev efter adskillige Negotiationer samtykt, at begge Konger skulde møde hinanden ved Elven mod Foraaret af samme Aar, hvilket ogsaa skeede, og blev da efter en venlig Samtale mellem Kongerne Fred sluttet ...”
Der er sket noget. Svend var en ny slags konge.
Schultz Danmarks Historie:
Schultz, Hal Koch, berømmer Svend Estridsen som en af de dygtigste konger i Danmark.
/Citat s.560) “Maalbevidst havde han begyndt sin kamp og efter megen Modgang havde han til sidst opnaaet det, han kæmpede for. Krigersk Dygtighed ig Evne til at sejre synes han ganske vist ikke at have siddet inde med, selv om baade ældre og yngre er enige om at berømme hans personlige Tapperhed. … Men han havde andre Egenskaber, der gjorde ham egnet til Hersker. Adam (af Bremen) har faaet Indtryk af en overlegen Personlighed, der sad inde med usædvanlig Dannelse og Viden, ja, endog med boglig Lærdom … Skarpt brød ham med sine Forgængeres Opfattelse af Kongens Stilling som Fører paa Vikingetog … stræbte i Stedet efter at udforme den danske Kongemagt til en for hele Landet gældende Øvrighed, hvorved Riget gradvis omdannedes til en virkelig Stat i europæisk Forstand“
De øvrige kilder til historien om Svend Estridsen er samstemmende enige om, at han er den første ikke-vikingekonge. Men vel i grunden ikke den sidste. Slagfærdige og krigeriske konger sætter sig efterfølgende på tronen.
Fem af Svends sønner bliver de næste konger – Harald, Knud, Oluf og Erik springer vi over. De havde kun værdigheden i få år. Vi vil dvæle lidt længere ved Niels. Dels og mest, fordi han er Kjelds konge – og også fordi han i modsætning til de andre fik mange år på tronen.
Også den tid blev urolig. En borgerkrig brød ud. Det begyndte med et mord på et kongsemne af rang: Erik Ejegods søn Knud Lavard myrdedes af sin fætter, Niels’ søn Magnus og nu brød helvedet løs. Ikke for det: Helvedet havde jo næsten altid været løst. Men de første mange år af Niels’ regeringstid var usædvanlig fredelig. Men så var der jo alle disse stridende kongsemner. Og det skulle jo gå galt. Det gjorde det så også.
I det følgende vil jeg prøve at tegne et billede af Kong Niels ud fra de kilder, jeg har nævnt ovenfor.
Saxo dvæler som altid med stor iver ved “bedrifterne” = kampene. Dem, der skabte helte. Her var Niels ikke voldsomt udfarende. Jo, han tog som alle andre på røvertogter som ung, og han sendte senere med sin velsignelse sønnen Magnus på togter i østlandene – her hærgede denne så godt og grundigt, at man tilbød titlen som konge. Det skriver i al fald Saxo – men det kan gerne være løgn og latin – derimod er det sandt, at han dræbte sin fætter Knud Lavard, og dermed brød den næsten endeløse borgerkrig løs.
Saxo er overbevist om, at det endelige nederlag for Niels – slaget ved Fodevig – ikke er styret af krigernes gode vilje og kampgeist, men af Gud og at den selvsamme Vorherre her lader sin vrede over frændemordet (Knud Lavard) folde sig ud og hævnen ske fyldest. Magnus dør og Niels er så dum at flygte til Slesvig (Knud Lavards by), hvor indbyggerne selvfølgelig slår ham ihjel. Og vejen er banet for Knud Lavards broder Erik Emune.
HOLBERG om Nicolaus
Holberg mener, at Niels er lidt for “veg” – hans brødres sønner stræber mere eller mindre åbenlyst efter magten, uden at Niels griber ind.
(Citat side 148) “Hvorudover Hertug Knud havde nok at bestille med at forlige dem ( =de to brødre Harald og Erik). Dette viiser, at alting er gaaet meget buntet til i Kong Nicolai Tiid, efterdi hans Brødres Sønner saaledes havde huseret udi Riget, og seer man ikke, at Kongen har giort Bevægelse til at styre og dempe saadan U-orden.”
Holberg følger i øvrigt ret nøje Saxo. Undgår dog de mest farverige fremstillinger af de mange fejder og krige. Han skriver, at Niels begyndte sin karriere som en god konge, men at den sidste del af hans tid endte i kaos. Og det gjorde den jo.
(Citat side 154) “Begyndelsen af hans Regiering var god og berømmelig, men Enden svarede ikke hertil. Saasnart han kom paa Thronen, lod han, for at lette Undersaatternes Byrder, meget indskrenke sin Hoff-Stat..
FABRICIUS
Fabricius har som overskrift til sin fremstilling af Kong Niels følgende:
KONGEMAGTENS OPLØSNING UNDER KONG NILS
Det er tydeligt fra begyndelsen af fremstillingen, at Fabricius ikke regner Niels for noget værd ( og han regerede dog mere fredeligt end de øvrige, men det er måske det, der var galt) – han er for Knud Lavard og imod Niels.
Hele fortællingen om Knud Lavard er underlig. Han er Erik Ejegods søn, og Kong Niels er altså hans onkel. Han bliver ansat som hærfører i Sønderjylland, der hærges af venderne. Og nu kommer det særeste af det sære: Vendernes hærfører Henrik er barnebarn af Svend Estridsen, søn af dennes datter Sigrid. Knud går i krig med venderne og smadrer dem, hvorefter han rækker Henrik (vendernes anfører) sin hånd og siger: “Vi er jo for resten fætre – skal vi ikke også være venner.” “Jo da,” siger Henrik. Og det bliver de så. Og da Henrik dør, vælger hans sønner tiljublet af venderne at gøre Knud Lavard til deres konge. Han får titel af Obotritternes Konge. Obotritterne, et vendisk folk.
Ja, sådan må man gang på gang undre sig, når man læser om de gamle konger og deres familier. De var skøre.
Fabricius går ikke som Saxo ind i kampens hede og skildrer den i al dens blodige naturel, men han nævner omhyggeligt alle slagene, og vi kan måske nok glæde os over det – i al fald finder et meget vigtigt slag mellem Kong Niels og Knud Lavards lillebror Erik sted i Onsild ved Hobro. Se, det er jo tæt på Ålum, og på Sankt Kjeld.
Jeg ved, at Kjeld af Ålum fungerede som mægler i det politiske spil. Hvad var hans rolle helt eksakt og spillede han med i fejderne? Og på hvilken side? Det vil jeg finde ud af. Han rejste til Lund på et tidspunkt og havde en god snak med ærkebiskoppen ( som stod sammen med Erik, Knud Lavards bror, og imod Kong Niels’ søn Magnus. Vi ved også, at rejsen var lang og farefuld – således blev han taget til fange af venderne – men slap fri. Hvordan? Og hvorfor dræbte de ham ikke som de havde for vane at gøre med fanger?
Og nu Hall Koch i Schultz’ Danmarks Historie
Alene overskriften på artiklen om Kong Niels siger det meste: FRED OG FREMGANG
Fremstillingen er langt hen et opgør med Saxos fremstilling af Niels’ regeringstid og hele væsen. De første 12 år er der en usædvanlig fredelig tilstand i landet, som jo også betyder vækst. Byerne vokser, handlen vokser. Niels’ ægteskab tillægges i den sammenhæng stor betydning. Han var gift med den svenske prinsesse Margrethe med tilnavnet Fredskulla –
Hirden indskrænkes til få personer. Magtens decentraliseres til Jarler.
Gildevæsnet – man støtter hinanden inden for samme hverv.
Der indføres tiende – forsøgt før, men nu lykkes det. Forholdet til Kirken bedres i det hele taget – Niels er kirken en god mand.
POLITIKENS DANMARKSHISTORIE FRA 1963.
Heri fortsætter og udvider Hal Koch sin analyse af Niels’ regeringstid som en værdifuld og lang fredsperiode:
(Citat side 110) “Han (Niels) regerede i 30 år, og bortset fra de sidste tre år var der i al den tid fred i landet. Der kunne derfor dannes faste rammer for det nye samfund, som var ved at blive til. Både kongemagten og kirken fandt deres varige plads, og der skabtes almindeligt anerkendte regler for deres magtanvendelse og indflydelse. Det er denne ændring i samfundsstrukturen, som Saxo ikke har fattet, og derfor bliver han så hård i sin dom over Niels.”
Største problem for Niels = sørøvervæsenet – vendernes hærgen.
En hovedanke mod Kong Niels hos Saxo og Fabricius og senere i Ingemanns romaner, er jo det nationale fareelement: at Danmark bliver mere og mere underlagt Tyskland ( Kejser Lothar) og kirkemæssigt også mister selvstændigheden og bliver styret fra Bremen. Men det havde næppe været anderledes, hvis Knud Lavard ikke var blevet myrdet, men havde efterfulgt Niels på tronen. Han tilbragte sine sidste drengeår og første ungdomsår ved Lothars hof, og var vel nok så tysk som dansk.
Det er på den her tid og fremefter, at stavkirkerne afløses af stenkirkerne. Vi har ingen bevarede trækirker i Danmark, men det har Norge, og her kan vi få en fornemmelse af det kirkelandskab, der bredte sig før stenkirkerne.
I Ålum har vi på kong Niels’ tid en stavkirke – men vi ved ingenting om den.
Politikens Danmarks historie fra 1989 – her er det Ole Fenger, der står for middelalderstoffet.
Om Niels skriver han flg.:
(Citat side 72) ” Denne tilsyneladende nedskæring af kongens magtapparat huer ikke Saxo, der regner Niels blandt de uduelige konger.”
(Citat s.72) “Frem til 1130 gennemførte kong Niels og ærkebiskop Asser sammen en politik til gavn for freden og retfærdigheden.
I det store hele deler Ole Fenger samme syn på Niels’ væsen og væren som Hal Koch.
Den nyeste af mit biblioteks historiebøger er Scocozzas Danske Mornarker. Den føjer ikke noget nyt til billedet af Niels.
Jeg vil slutte dette meget lange indlæg her. Det næste vil blive en præsentation af en af de nyeste fremstillinger af middelalderens mennesker og livssyn.