Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Fra Havamål eller Den Højes Tale: Og sig så ikke, at vi ikke kan lære af de gamle vikinger!
vers !. Mand ved Kruset/ Hold maade med Mjøden/ Tal tilpas eller ti /Ingen tager dig ilde op,/ om du snart gaar hen at sove. Vers 2. En Grovæder som aldrig faar nok/ Æder sig ind i Døden./ Mangt et Fjog for sin Mave Skyld/ Gaar til Grin blandt de Kloge.
I det følgende vil jeg bruge spalteplads på middelalderen igen. Jeg vil de næste mange måneder forsøge at trænge ind i det spegede univers, menneskene dengang tumlede rundt i. Og de var tumlinger meget mere end vi kan forestille os. Jeg vil forsøge at hale ind på dem og belyse deres egenart, inden jeg kaster mig ud i at skrive om dem.
Og det bliver jo om Kjeld fra Ålum. Og jeg vakler endnu mellem enten at skrive en neutral historisk beretning (sådan en findes ikke, men kan tilnærmes) eller en roman. Det sidste har jeg mest lyst til og måske mest talent for, men men men … jeg er ingen god sælger. En “faktuel” bog sælger sig selv. Det gør en roman ikke.
Men der er to ting, jeg vil bestræbe mig på i begge tilfælde, nemlig både at være præcis med hensyn til det faktuelle og at lade fantasien løbe frit. Præcision og fantasi. Og nu har jeg så skudt mig selv i foden, for de to begreber passer til hinanden som en boksehandske til en platfod.
Men jeg har tænkt at humpe derudaf alligevel og at holde begge begreber i hævd.
“At holde hovedet koldt og hjertet varmt”, for nu at udtrykke det med en cliche. Der er det med clicheer, at de ret tit er rigtig gode. Vi kan bare ikke mere høre dem, fordi de er brugt og misbrugt for tit.
Apropos det kolde hoved og det varme hjerte, så randt et digt af en af min ungdoms yndlingsforfattere mig i hu. Og det her skulle jeg nok gemme til kategorien “erindringer.” Men nu kommer det her:
Da jeg gik i gymnasiet havde vi en elevforening, “Hugin”, hvor vi en overgang læste digte højt for hinanden. Der husker jeg en dreng, som læste Nis Petersens digt “et kvad om en knes fra Peene”. Og han gjorde det, så jeg aldrig har glemt den oplæsning og det digt. Og forestil dig en dreng, som læser det her digt med lige den patos, det kræver. Og heller ikke mere. Vi havde i dansktimen hørt Tom Kristensen himself læse højt. Vi vidste godt, at man skulle læse, så ordene fik deres egen glød og ikke en skuespillers. Skuespillere kan ikke læse digte højt. Men den her dreng læste præcis så koldt og varmt, som man skal. Digtet er langt, men jeg skriver det her, fordi det har at gøre med Venderne, og de folk kom til at spille en stor rolle i Kjelds liv. Han sad i venderfangenskab en tid. Og Knud Lavard havde Kjeld også noget at gøre med. Knud Lavard var vendisk Knes. Ja, ja, der blev du måske klogere – jeg vidste det ikke i forvejen. Men Knud Lavard blev udnævnt til knes over abodritterne – et vendisk folk.
Et kvad om en knes fra Peene
Den nat lå våren i Strela sund/ ved gry var den nået til Lålands kyst. / Den nat var der sorg om en vikings mund; / den gry var der gråd i en biskops bryst. / Hør her et kvad om en pommersk knes / søn af en knes fra Peene.
Der fo’r en kogge – der fløj en karve/ – to tøse lig på det gale hav./ Rødt flammed’ skørternes purpurfarve/ i blink mod himlen som blink af rav. / Snart var den slukket i bølgeslugten / – snart var den tændt i en tvilling-brand. / Og farten gik i Grejswalder-bugten/ ind mod Wostronas forrevne strand.
En vendisk kogge – en daner karve / på kølvandslinje i ør tagfat./ To iltre led af een rustrød larve/ krøb mod de knoppende tjørnekrat. / Og visens ende – beretter sagnet – /blev koggen knust under karvens vægt; / men her, hvor sagaen sænker lagnet, / begynder verset om knesens knægt.
Dengang det hedenske fartøj revned’/ forladt af Siva og Radegast, / af tresindstyve blev trende levnet/ – de tre blev førte til dom i hast. / Den ene kasted’ sig fladt på bakken/ – han bød på bedring, bestak med bod, / men fandt så midt i den brede snakken / sit hoved hvilende for sin fod.
Den anden trygled’ om dåbens vande,/ han flæbed med sjæl og krop, / man lod ham nærme sig fredens lande/ og hængte fyren i råen op. / Så stod den ene af tres tilbage/ og så med smil mod den grå prælat, / som om ens hoved sat på en stage / var livets mål i hver vendisk stat.
Og himlens fosser af blod og okker/ var mindre gyldne end drengens hår,/ som her han brun med forblæste lokker/ stod på sin søjle af atten år. / Og bispen nikked’ – og bispen mæled’;/ “-fornægt din gud, og dit liv er frelst!/ Een gang – kun een for vor Kristus knælet,/ og du tør fjæle dig hvor som helst!”
Da lo en perlende drengelatter/ en mager hånd gennem håret gled:/ “Å, der er ting, som I ikke fatter,/ og der er ting som I ikke ved./ Og stod jeg her, som du tror, alene,/ måske jeg takked’ dig for dit bud;/ men jeg er knes – jeg er fra Peene/ og knæler ikke for jeres gud!”
Men bispen så mod de første stjerner/ og ham, der dingled’ fra dragens rå;/ – “-Det er lidt koldt, medens mørket kværner/ og hængt man hører i smug derpå!”/ Da knipsed drengen: -“Å – der ror svaner/ som galeoner på himlens spejl,/ og de vil hviske på deres baner/ ned til min seng i det røde sejl:
– At den, der sand mod sit hjertes latter/ har le’t mod livet og fulgt dets lov,/ han har en løn, som I ikke fatter,/ og han fik stillet ethvert behov!”/ Så sås et flammende hår at springe,/ og midt i skjoldranden sås det sidst./ En dreng stod rank som en romersk klinge;/ så lød et plask og et “-Jesus Krist!”
Det var bisp Absalons bitre klage;/ – det var et suk fra en from pirat;/ det var en ædling, der så sin mage/ gå døden mod i hans sejrs dravat./ Det blev hans udsagn til sene tider,/ og det var talen, som siden lød: / – “En træl kan trives, mens tiden skrider;/ en fri mand kender man på hans død!”
I øst kom duvende de danske drager;/ – de hugged’ over bugten mod nordvest;/ og venderho’der sat på tusind stager/ – det var programmet for den ny dags fest./ Men på sit flagskib kasted’ bispen sig på lejet/ ved mindet om en dunet, vendisk ørn./ På Strela sund lå dagen underdrejet./ og nøled’ med at vække Rygens børn.
Ak ja – da jeg skrev digtet lige før, opdagede jeg, at jeg kunne meget af det udenad. Sært, for jeg har ikke læst Nis Petersen siden min ungdom. Og der hører han jo til.
En from pirat – ja, det er ingen skrivefejl – danskerne var også sørøvere.
Lad os nu standse op og studere en af de nyeste danske middelalderforskere, som oven i købet har den fordel frem for så mange andre, at han er fornøjelig. Så læs ham! Og spring gerne mine notater over. De siger måske mest mig noget og er i al fald en del af mit arbejde hen mod en bog om Sank Kjeld.
Middelalderen. K.J. betegner den som en negation: den eksisterede kun i kraft af det, den IKKE var. – vi har betragtet den tid, der var før, som noget = vikingetid og den tid, der var efter, som noget = renæssance, reformation, men det midt imellem, har vi set som bare “imellem.” En slags vacuum – en stilstand – et ingenting.
Men det er et forkert syn på middelalderen. Middelalderen var dynamisk – udvikling – bevægelse.
994 – de første togter til England. Danegæld = Vikingernes version af gansterbanders beskyttelsespenge. I løbet af 10 år = 40 tons sølv.
England var en indbringende forretning
Her et citat fra side 26: ” …fra bondestenalderen og næsten helt op til i dag løber der en rød tråd, det evigt centrale for enhver bondebefolkning: Det nære – årets gang – hvordan bliver vejret? – bliver høsten god? – får kvæget kalve? – Tilværelsen var cyklisk.” (Hovedkilde: Hávamål = Den højes Tale
Bonde = en fri mand
(Citat side 29) “Olav blev til Olav den Hellige, Norges nationalhelgen, fordi han myrdede alle, der ikke fattede kristendommens budskab om fred og næstekærlighed.”
Vikingetidens og den tidlige middelalders samfund var ekstremt voldeligt. Eneste retsprincip er hævn og modhævn.
I Svend Estridsens tid inddeles landet i bispestifter: Lund – Roskilde – Odense – Vendsyssel. Og der bygges trækirker i hele landet.
(Citat side 41) “Da Svend Estridssøn døde i 1074 efterlod han sig helt i forgængernes ånd et jammerlidt roderi.”
Harald Hén = fredelig og kedelig
(Citat side 46) “I 1101 blev han (Knud) nemlig ved pavelig begunstigelse til Knud den Hellige. Danmark havde fået sin første, rigtige, vaskeægte helgen, og lige pludselig var han lige så vanvittigt populær og elsket, som han havde været hadet og afskyet, mens han levede.”
Under Ejegod – Venderne (Citat side 46) “I Danmark var vikingetogternes muntre og sorgløse æra for længst forbi. Den tid, hvor enhver velhavende stormand kunne udruste en håndfuld skibe og drage hærgende rundt i farvandene og flække panden på hvem som helst -der -nu-kom-i-vejen- , var slut.
Tidligere var vikinger og vendere lige gode om sørøverhåndteringen. Nu er det mest venderne, der røver, og ledingsflåden, der sættes ind imod dem. Man kan også sige: Venderne hærgende de danske kyster. Ledingsflåden hærgende de vendiske kyster. Igen ser vi: Vold på fuld drøn. Så de var vel i grunden stadig lige gode (onde)
1103 – Bispesædet i Lund
Citat side 51 “Den allerførste ærkebiskop i Lund, Asser, var af den magtfuld Thrugot-adelsslægt og nevø til dronningen. Det blev med andre ord i familien.”
“Citat side 55) “Stormands rolle som ren og skær kriger var ved at fære fortid.”
1134 – slaget ved Foteviken: En massakre. Asser/Erik vandt over Niels/Magnus – vist nok mest fordi de de var beredne. Rytteri og rustning var nyt i kampe = middelalderen gør sit indtog.
Citat side 60: “ Slaget ved Foteviken – det første militære sammenstød her til lands, hvor den klassiske middelalderlige rytterhær blev sat i spil, de panserklædte riddere … De kongetro fodfolk havde ikke en chance imod den topmoderne, veldisciplinerede og teknologiske langt overlegne ridderhær.”
Slaget ved Foteviken drænede landet for kongetro adel + præster – 5 biskopper døde og ca. 60 præster i slaget.
Citat side 62: “Klimaet ved det danske hof i 1100tallet ville til tider få enhver splatterfilm til at ligne en søndagsudflugt.”
Erik Lam gik i 1146 i kloster. Hvorfor?
Citat si.67: “Måske gik det op for ham, at kongejobbet ikke var umagen værd? … Kongekronen … en meget tung byrde og en meget meget farlig hovedbeklædning.”