Månedsarkiv: april 2025

VED VEJS ENDE

Udgivet den af
Svar

Vej vejs ende

Titlen er stjålet fra Bergmanns smukkeste film – smultronstället på svensk – filmen så jeg som ganske ung, sikkert kort efter, at den var udkommet i 1957. Sammen med Anders cyklede jeg til Kino i Frederikshavn, hver gang, der var premiere på en ny, god film. Og der kom en del Bergmannfilm i 50´erne, og dem skulle vi se og det var film, der blev siddende i sindet som noget stærkt og smukt. Det er vist nok sådan, at når man oplever et stort kunstværk, så bliver det en del af den ballast, som skaber balance i sindet og som gør, at man ikke kæntrer, selv om man ind imellem kastes lige ud i det værste uvejr.

Vi skal huske at have en solid ballast.

Alligevel kan jeg ikke huske handlingen på lige den film – kun enkeltheder – men stemningen husker jeg – de stærke erindringsglimt, som rammer den gamle doktor på hans vej til Lund, hvor han skal kåres til æresdoktor – jubeldoktor på svensk – en fornem titel, men på vejen overfaldes han af minder, og rejsen til Lund bliver en rejse tilbage i livet. Og minderne skaber en stor fortrydelse i ham – ja, så meget ville han have gjort anderledes, hvis han kunne. Lidt lige som i Dickens´ Et juleeventyr – Scrooge får dog muligheden for at rette op, at gøre det onde godt igen. Det får Doktor Isak i filmen ikke.

Den gamle doktor er, så vidt jeg husker, 80 år og altså yngre end jeg. Og jeg bliver ikke æret i det her liv for noget som helst, og jeg er heller ikke på rejse noget sted hen. Og dog. For også jeg rejser i  fortidens mange minder. Som nu f.eks. i går, hvor jeg endevendte indholdet i en kassen med breve og fotos fra langt tilbage.

Der var tusindvis af breve, for jeg har gemt alle dem, jeg har modtaget i hele mit lange liv. Brevene forsøgte jeg først at inddele i grupper – så læste jeg nogle af dem – inddelte igen – læste lidt flere – blev ført tilbage til for 60 år siden.

Jeg fandt mange breve, hvis afsendere jeg har glemt. Skræmmende, at man kan glemme mennesker, som man havde en god og engageret brevveksling med engang. En del breve fra Karen (???) gode breve. En del breve fra Annie (???) gode breve. Men nu husker jeg hverken Annie eller Karen. Og sådan fremdeles med rigtig mange af brevene. Væk med dem! Men det er lidt svært at lade store tanker ende som småt brændbart.

Nå, men jeg vil ikke ligne mig selv med de to omtalte herrer. Jeg spiller heller ikke med i nogen film eller i en roman, og mit liv er ikke et kunstværk. Eller … det er det måske? Måske er vore liv kunstværker i Guds hånd? Den tanke kan jeg godt lide.

Nå, men jeg fortryder nu heller ikke mit livs beslutninger – de har ført derhen, hvor jeg er nu, og der befinder jeg mig glimrende.

Tilbage til oprydningen. De mange fotos flyver ingen steder. Her under et lille udsnit.

 

Små glimt fra et liv.

LA VIE EN BLEU

Udgivet den af
Svar

        

Der er den slags dage ind i mellem, hvor man stiller sig selv umulige spørgsmål, som f.eks. det her: ”er det umagen værd at være på jorden?”

Umage er der nok af. Men hvad med værd? Giver det mening at fortsætte og navnlig: giver det  mening at fortsætte ad den vej, man er slået ind på. Eller rettere: som man blev slået ind på. Og hvor man endte temmelig forslået. Og selv om det ikke er en vej, man selv har valgt, så kan man umuligt vige en håndsbred fra den for ikke at tale om en fodsbred. Det er den slagne vej. Og man er selv slagen. Men dog ikke slået ud. Selv om jeg nu var lidt selvmodsigende i mit skriveri: slagen og ikke slået ud? Hmmm …

Men hør nu: Livet er fuldt af selvmodsigelser.

Der er dage, hvor man oplever, at man er slået af marken. Slagmarken.

Og hvorfor så kæmpe videre, hvorfor ikke bare lægge sig ned og opgive ånden?

”Jeg ligger mig ikke ned!” sagde Lars Løkke, da han blev ramt af uvejr på sin politiske vej. Nu har den gode Lars ( ligesom mange andre) ikke lært ordentligt dansk, og derfor vidste han ikke, at man ikke ”ligger sig” men ”lægger sig …”

Alligevel jeg vil snuppe hans sætning og foreskrive mig den på korrekt dansk:

Jeg lægger mig ikke ned!

Jeg indledte med at skrive: der er dage.

Men så vil jeg fortsætte med at hævde, at der heldigvis er andre dage, som kan påhæftes etiketten:

”La vie en rose.”

Og så er det jo OK … også med de andre dage, der er sure som umodne ribs. Men ribs modner jo, hvis man har lidt tålmodighed og tror på sommeren og solen og varmen, og selv om de aldrig bliver søde som solbær, så bliver de saftige og liflige og vist snerper de munden sammen, men levner dog en mulighed for smilet.

Og måske for latteren.

Og så er det ikke så galt endda.

ORD

Udgivet den af
Svar

I dag fik jeg besøg af en lærer, som godt ville bruge mine bøger i undervisningen. Det er ikke noget, der sker ofte, men hver gang bliver jeg glad. Glad, fordi det så er unge mennesker, der læser og måske lærer noget af de tanker, jeg har gjort mig om verden og livet. Ja, for det er jo det litteraturen gør: den giver tanker videre, så der sker en udveksling, som i al fald i min bevidsthed er så uendelig værdifuld – også selv om den foregår i det sære ingenmandsland, som litteraturen befinder sig i.

Måske er det derfor, jeg bliver ved med at skrive: for at få nogen i tale. Jeg tror ikke, jeg ville skrive, hvis jeg vidste, at ordene aldrig fandt vej fra mig til mit medmenneske.

Nu har jeg skrevet i over fyrre år, og mange ord har forladt mig og er endt Gud må vide hvor. Og han er nok uinteresseret i den udveksling. Ord. Ja, men ORDET kom fra Gud. Nej, ORDET var GUD.

Sådan er det ikke med litteraturen. Guds ord kom til verden med skaberkraften og magten og æren og rigdommen.

Magten og æren og rigdommen har aldrig fulgt litteraturen, og måske har Jon Kalman Stefansson ret, når han et sted siger, at det er derfor, litteraturen er så uspoleret.

Det giver ingen magt, ingen rigdom og ingen hæder at skrive. Men det er så vigtigt, at vi bliver ved med at gøre det, at skrive alt det ud, som brænder i os, og at vi ikke tøver med at finde de ord, der sender lyset ind i verden eller tordner den til i mørke. For også mørket er vigtigt.

Ord som står rene og sande. Og ja: uspolerede.

Nu fik jeg i dag sendt ord af sted. Hvilken fryd.    

 

DET VI ELSKER -min kompost

Udgivet den af
Svar

DET VI ELSKER

Nu skrev jeg ikke DEN men DET. Og det er selvfølgelig en tilsnigelse, for jeg elsker ikke min kompost sådan for alvor, og om den skulle jeg vel i grunden også skrive DEN – for kompost er jo fælleskøn og bunke er fælleskon. Og for resten slet ikke køn. Så den burde have været intetkøn. Men jeg elsker den, på den underfulde måde, der er så helt anderledes end kærligheden til et menneske, for ikke at sige til menneskene.

Kompostbunken er ikke min elskede. Men da min elskede var mest udsat og jeg med ham og jeg troede, at jeg skulle miste ham, så var det, at jeg pludselig følte en uventet trøst. Over at livet alligevel er i gang hele tiden. Det stopper ikke, heller ikke selv om hjertet holder op med at slå.

Det ligger der en stor trøst i. Og I tænker måske, i al fald dem, der kender mig, at jeg lige i den situation ville sætte al min lid Gud og bede til ham. Og ja, det gjorde jeg da også. Men jeg ved med usvigelig sikkerhed, at Gud måske nok hører alle vore bønner, men han bønhører lidt i flæng.

Da vi sad i ambulancen og kørte med udrykning til sygehuset, for at Ole kunne få blod, syntes jeg, at mit eget blod var holdt op med at rulle. Jeg var i chok. Og da ambulancen holdt foran sygehuset, greb lægen fat i mig og sagde, at jeg skulle vente nedenunder, mens de kørte Ole ja, jeg ved ikke hvorhen, og så tilføjede hun de ord, som jeg både opfattede og ikke helt forstod: ”hvis vi mister ham, vil du så, at vi skal genoplive ham?” Det kunne jeg ikke svare på.

Senere fik jeg at vide, at de på nettet havde fundet Oles ønske om ikke at blive genoplivet.

Jeg kan ikke huske, hvor længe jeg sad i det underlige venterum i sygehusets kælder. Der var kun i den lange tid mig og en kvinde, der kom for at hente en postpakke. Det var sygehusets posthus, jeg sad i.

De næste par dage i Skejby var meget mærkelige, og jeg følte mig næsten hele tiden skræmt, men Ole var kontaktbar, og efter nogle dage tog vi en taxa hjem.

Og nu kommer det særeste. Jeg havde en sætning i hovedet, som trøstede mig, som om Gud talte gennem den, og det lyder sikkert absurd for alle andre, men for mig var det helt ligetil. Min kompost. Der lå alle havens rødder og blev forvandlet til muld og liv.

B. S. Ingemann skriver i sine erindringer om en periode, hvor han var meget ulykkelig. Hans far var lige død, og Bernhard var kun en lille dreng. Men så tænkte ”jeg har min fugl.” Og den tanke klyngede han sig til og drak af den vin, som glæden kan give så ganske uventet.

Jeg har min fugl.

Jeg har min kompost.

Ingemann er en af vore største digtere. Hans billeder er lyriske og fulde af skønhed. Men jeg er prosaisk helt igennem, og det er nok kun mig, der kan se skønheden i en dynge kompost.

Herunder det nye årlige under – hvert forår er rig på løfter
Dette billede har en tom ALT-egenskab (billedbeskrivelse). Filnavnet er 20250407_171948-1024x768.jpg

MENS DET SKER 31

Udgivet den af
Svar

Mens det sker

Jeg ville skrive lidt om dagen, som den er for mig nu. For os. Og jeg kom til at tænke på Boris Vians roman ”Dagenes Skum,” en af de smukkeste bøger, jeg har læst, for selv om den handler om det uafvendelige, om en sygdom, som ikke kan kureres, så fortæller den også om kærligheden.

Nu er det mere end 50 år siden, jeg læste bogen, den indgik i pensum på universitetet, men dens fine billeder af livets skrøbelige lykke står endnu og lyser et sted i min erindring. Cloé er en ung pige, og hun lever sammen med sin elskede. Men hun er syg. I hendes bryst vokser en åkande, som til slut kvæler hende. En åkande. En blomst. Et billede på smerten, men også på skønheden. Dagenes skum. Ja, sådan føles det, som om livet opløses som skum og forsvinder lidt mere for hver dag, der går, og vi kan ikke standse forandringen. Som jeg husker Boris Vians roman, så er håbet hele tiden i live. Selv efter døden. For kærligheden dør ikke med Cloè.

Det var helt uventet for mig, at den bog meldte sig, da jeg ville skrive lidt om hverdagen lige nu. Måske er det, fordi den netop handler om hverdagen. Hverdagen for et ungt par. Og så er det jo slet ikke os. Vi er jo i sandhed et gammelt par, men det er nok sådan med kærligheden, at den er uden alder, og selv over de mange års afstand kan jeg tydeligt mærke, at den bog også handler om os. Et af temaerne er, ja  på fransk hedder det: ”rétrécissement” – og det er svært at oversætte til dansk, men det betyder ordret: indsnævring – det, at verden skrumper. Man følger de unge elskende gennem hele sygdommen og fornemmer sammen med dem, hvordan verden snævrer sig ind, og til sidst er der kun de to. Og deres kærlighed.

Nu vil jeg ikke skrive mere om bogen. Jeg vil genlæse den – for lige nu taler den lige ind i min verden.