Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

1870 – Første folketælling

Her i 1870 er der to tre huse anført i folketællingen. Peder Houkjær er død, og hans kone Lisbet (=Lysbet) lever alene på Houkjær sammen med sin 30 år gamle ugifte søn, Mads.

1 Hus (Høgenhav) : Niels Sørensen 29 år, jordbruger, gift med Mariane Nielsen 33 år – de har 2 børn: Mette Marie 2 år og Søren Chr. Høgenhav. desuden arbejder to tjenestefolk på stedet: Jens Chri. Sørensen 19 år – Chresten Sørensen 24 år. Endvidere bor der to søskende til Niels, nemlig en søster: Kirsten Marie Sørensen 16 år og broderen Peder Sørensen 13 år. Derudover er der to logerende i huset. Deraf kan man vel slutte, at huset slet ikke er så lille. Kunne vel kaldes en gård, men bliver det ikke. De logerende er: Kirsten Marie Pedersen på 23 og Petrine Marie Pedersen på 14. Og der er også plads til Marianes mor: Ane Marie Nielsen

1 Hus – Vilhelm R. (?) – måske står der Reinlænder, men jeg må blankt bekende, at jeg ikke mestrer gotisk håndskrift. Han er i al fald landbruger, som alle andre i Kandestederne og han er 58 år. Gift med Birgitte Otamia (?) på 61. Der er ingen hjemmeboende børn, men derimod to tjenestefolk: Christen Christensen på 30 og Hans Ole Bentsen på 16 år. Det tyder også på en vis velstand.

Et Hus – Mads Pedersen 30 år Landbruger og moren: Lisbet Jensen 62 Enke.

Anden Folketælling 1880

I stedet for 3 huse ligger der nu 6 huse i Kandestederne.

Første Hus:

Peder Sørensen 23 u Jordbruger og Ane Marie Nielsdatter 61 Enke. Mandens moder, forsørges af ham

Andet Hus:

Mads Pedersen Houkjær 39 år gift med Karen Marie Sørensen 32 år, og de har sønnen Peder på 7 og datteren Elisabeth på 4. Desuden Mads- mor Elisabeth Jensen 72. Og en tjenestepige Kirstine Elisabeth Sørensen på 18 år

Tredje Hus

Kristen Kristjan Sørensen 38 år gift med Ane Kirstine Jensen 31 år. De har et barn: Dorthe Marie på 2 år. Og to tjenestefolk: Kristen Gaardbo 16 år og Emilie Nielsen 20 år

Fjerde Hus

Kristen Sørensen 34 år og gift med Joseffine Amalie Sørensen 23 år. De har et barn: Semine Amalie på 1 år. Desuden to tjenestefolk Søren Møller Jensen 12 år og Karen Marie Thomsen 18 år.

Femte Hus

Jens Pedersen 52 år gift med Kirsten Marie Pedersen 63 år. Husfaders moder bor der også: Ane Marie Sørensen 84 år. Der er ingen børn, men tre tjenestefolk: Lars Chr. Sørensen på 17 år og Henning Julius Jensen på 10 og Johanne Kristine Jensen på 17.

Sjette Hus

Kristian Kristensen 33 år Jordbruger gift med Ane Nielsen 31 år. De har et plejebarn Ane Mathilde Kristensen 9 år og desuden to tjenestefolk: Ane Amalie Kristensen på 25 og Jens Kristian Jensen 12 år.

Tredje folketælling 1890

Lidt om dem, der bebor Kandestederne i den periode, min roman udspiller sig, altså sidst i 1800-tallet. I følge folketællingen i 1890 får vi et kik ind i 5 gårde, hvis ejere alle fire tituleres husmænd. Selv har de nok regnet sig for gårdmænd, men den slags skal man helt til Starholm for at finde. Her kommer hele befolkningen i Kandestederne det omtalte år

Første hus:

Husmand Christian Christensen 43 år : landmand og slagter. Han er gift med Ane Nielsen 41 år og sammen har de en datter Ane Mathilde på 19 år. Desuden er der to tyendefolk: Maren Gaardbo på 16 og Johan Christian Christensen på 18 år. Desuden er følgende to benævnt indsiddere: de bor altså på gården (husmandsstedet) og det er strandfoged Jens Pedersen 62 år og hans kone Kirsten Marie Christensdatter på 73 år

Andet hus

1 hus: Her er vi på Houkjær og Mads er blevet gift. Mads Pedersen Houkjær 39 år og gift med Karen Marie Sørensen på 38. Og de har to børn, nemlig sønnen Peder og datteren Elisabeth. Desuden bor Mads’ mor stadig på gården: Elisabeth Jensen, som nu er blevet 72 år. Så er der en enkelt tjenestepige: Kirstine Elisabeth Sørensen på 18 år.

Tredje hus eller gård:

Husmand Niels Peter Nielsen 32 år gift med Marie Larsen 32 år og de har to små børn, Martin Nielsen på 2 år og Peder Christian Nielsen på 0 år. Desuden huser hjemmet to tjenestefolk, Mathilde Nielsen 21 år og Peder Christian Pedersen 17 år. Og en Søren Christian Pedersen på 23 år bor der også, han tituleres daglejer jordbruget. Og desuden er der i huset en indsidder ved navn Jens Larsen Gødsk på 64 år og han er ungkarl under fattigforsørgelse.

Fjerde hus eller gård

. Husmand Christen Christian Jensen 48 år, Ane Kirstine Jensen 41 år, og de har to børn Anne Mathilde Jensen på 8år og Engel Kristine Jensen på 5 år. Desuden er der også her to tjenestefolk, Karen Marie Sørensen 21 år og Thomas Larsen Kruse Leer på 17 år.

Femte hus eller gård:

Husmand Mads Pedersen Houkjær 50 år, gift med Karen Marie Sørensen 42 år og de har datteren Elisabeth Pedersen Houkjær på 14 år og desuden bor Elisa Jensdatter på 82 på aftægt. Og så er der Kristen Marie Sørensen på 36 og hun benævnes væverske.

En bemærkning, der er generel: Christian staves ofte Kristian – Christensen ofte Kristensen. Det afhænger af degnens humør, I det hele taget skal man tage stavning med et gran salt. Det samme navn, som i kirkebogen staves Maria kan sagtens staves Marie i folketællingen og omvendt. Der bor altså i Kandestederne i 1890 kun denne lille håndfuld mennesker, 26 personer, fordelt på 4 gårde (huse) – ikke flere, end at de alle kunne være i en bondestue på en gang. Jeg vil gerne knytte nogle kommentarer til de 4 huse (gårde) der her er på tale:

Bemærkning til første hus. Om Christian Christensen hører vi, at han er slagter. Han og konen var barnløse, men de adopterede Mathilde. Hun blev senere gift med Mads, der er yngste søn på Hesselholt. Mads var en tid i Amerika for at prøve lykken. Han var der sammen med en ung mand fra Kandestederne. Jeg husker ikke lige nu, hvem, men vil tilføje det senere. Vedkommende redder Mads’liv. Mads gifter sig som nævnt med Mathilde fra Christen Jensens gård. Han går i lære hos sin slagtersvigerfar og bliver selv slagter. Bygger en slagterbutik i Skagen og bliver den tids svar på Slagter Munk.

Bemærkninger til anden gård. Jeg vil måske senere føje noget til. Måske var den Jeppe Kyk, Jacob Paludan har skrevet om i “En sær Jyde” netop fra denne gård.

Bemærkninger til tredje gård Jeg har ingen bemærkninger til den tredje gård. Har jo kun folketællingens tal – og her hører ikke anekdoter og tilføjelser hjemme. Måske er det den, der bliver til Hjorths hotel – men her er jeg meget i vildrede.

Bemærkninger til fjerde gård Her er vi på Houkjær – det er bemærkelsesværdigt, at alle fire mænd på de fire gårde betegnes husmænd. Kun Christensen skiller sig ud ved også at være slagter. Senere, som vi skal se, kommer der nye stillingsbenævnelser.

Her går vi over til 1901 folketællingen, og bemærker hurtigt en tilvækst.

1901 FOLKETÆLLING KANDESTEDERNE:

Første hus eller gård:

1.Peter Larsen Sørensen f. 1856 gift Husfader, Husmand, Redningsmand gift med Marie Marthine Christensen f.1855 , Husmoder. De har 9 børn: Niels Christian Sørensen, f.1884, Christen S. f.1886, Mariane S. f. 1887, Ane Marie S, f.1888, Christine Petrea S. f. 1890, Jens Peter S, f.1891, Kirsten Marie S f.1894, Kirstine Marie S. f. 1894, Semine Jensine S. f.1898 og Valdemar S. f.1899.

Anden hus eller gård:

Niels Peter Nielsen (Kyk) f. 1857 g. husfader, landbruger, gift med Marie Larsen f. 1857 og husmoder, de har fire børn: Martine N f. 1882, Kristine N f. 1891, Nielsine Marie N. f. 1895, Peder Christian N. f.1900.

Tredje hus eller gård:

Christen Madsen f. 1846 ugift Murer, Daglejer ved Avlbrug, arbejdsmand og forhenværende Sømand

Fjerde hus eller gård

Christen Christian Jensen f. 1844 – Husfader, Husmand og Strandfoged, gift med Ane Kirstine Jensen f. 1848 og Husmoder. De har et biologisk barn Anna Mathilda f. 1881 og en tjeneste dreng Martin Christensen f. 1880 og desuden et plejebarn, Kristian Marius Andreasen f. 1886 – desuden har de et barn, som for tiden bor i Skagen: Engel Kristine Jensen f. 1886 Gården her er Høgenhaug. Han er kendt som Christen Høgenhaug.

Femte hus eller gård:

Kristen Nielsen f. 1871 (Harboøre) fast bopæl siden 1897 fhv. Murersvend, Redningsmand, Strandfoged – han er gift med Elisabeth Pedersen f. 1876 Husmoder og de har to børn Mads Houkjær Nielsen f. 1899 og Anna Maria H.N. f. 1900, desuden bor i huset Karen Marie Sørensen f.1847 Aftægtskone og et tjenestetyende Laurits Peter Christensen f. 1886

Sjette hus eller gård:

Christian Christensen f. 1846 Husfader, Landbrug, Slagter og gift med Ane Nielsen f.1846 og Husmoder. De har to Tjenestetyende: Elsine Margrethe Christensen f. 1876 og Lars Sørensen Thomsen f. 1872.

Syvende hus eller gård:

Thomas Christian Frederiksen f. 1853 – Husfader, Dykker og Tømrer, gift med Jensine Nielsen f.1866, Kone og Syerske. De har tre børn: Frida Louisiana Theodora Fr. f.1894, Mary Methine Eleonore Kristine F. f. 1896 og Frederik Simoni f. 20/5 1898. Og der skulle ifølge en kommentar fra Anne Hilmersdottir,, som jeg har modtaget være et fjerde barn, som så nok er yngre: Anker hedder han.

Ottende hus:

Kirsten Marie Sørensen f.1853 – Væverske – Formue

Bemærkninger til ovenstående. Thomas Christian Frederiksen ( 7. gård) var nogle år i Amerika sammen med Mads Hesselholt. Det er den gård, der senere bliver bygget om til Kandehus. Som vi kan se, er befolkningen vokset. Der bor nu ikke kun 26 personer i Kandestederne, men 42. Det er ikke en fordobling, men dog værd at lægge mærke til.

---

.

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

I det kommende indlæg bevæger vi os fra Harboøre – kommer nok tilbage til det – og til Kandestederne. Der er jeg kommet til i romanen. Og i dag har jeg været i kirkebøger og i de gamle arkiver (mine egne om Hulsig) og fundet en del stof – alt for meget i virkeligheden, men i al fald giver det en slags rettesnor for den vandring tilbage til Houkjærgården, som jeg i den kommende tid vil koncentrere mig om at foretage. Forestiller mig, at romanen vil springe fra Christens konfirmation (eller tiden lige før) til Elisabeths konfirmation (eller tiden lige før). Christen blev desværre ikke konfirmeret af den karismatiske ( og indremissionske) pastor Moe – senere vender vi tilbage til ham – men af hans mere farveløse efterfølger, og Elisabeth bliver desværre heller ikke konfirmeret af den karismatiske ( og grundvigianske) pastor Jensen i Råbjerg – han kommer først året efter. Hun bliver konfirmeret af den indremissionske pastor Gandil, som vist nok ikke besad megen karisma, men som var elsket af den missionske menighed i Råbjerg..

Mens Christen får en fin karakter. nemlig mg for kundskaber, så scorer Elisabeth kun et beskedent g i kundskaber. Jeg kan ikke vide, hvorfor, men jeg tror, at hun er opdraget i en gammeldags kristen bondekultur, hvor inderlighed i troen betragtedes som svaghed og føleri, og jeg tror ikke, at Houkjærerne har haft meget til overs for Indre Mission. Det havde Råbjergfolkene til gengæld, og det var vanskeligt for pastor Jensen, da han et par år senere begyndte sit arbejde som præst i Råbjerg (1891).

Elisabeth bliver konfirmeret 16/10 1889. Som et kuriosum, der nok kun interesserer mig og ganske få andre, men som kommer til at spille en rolle i romanen, så går hun til præst sammen med Ingeborg Larsen fra Krøg-gården, hendes far er Christian Larsen og hendes mor er Maren Christiansen og en søster til Marie Christiansen, kaldet Marie Houkjær. Ingeborg er altså kusine til Elise Houkjær på Klarup-gården. Og det er Elisabeth jo også, fordi hendes far Mads er Oles bror.

Rettelse til ovenstående. Det er rigtigt, at de to piger: Elisabeth fra Houkjær og kusine Ingeborg fra Krøggården går til præst og bliver konfirmeret samtidig, men Elisabeth bliver konfirmeret i Raabjerg og Ingeborg i Skagen. Ingeborg dør som ganske ung pige. Dødsårsagen kender vi ikke, men hun var tjenestepige hos en familie i Frederikshavn. Hun får ingen plads i min roman.

Ole Houkjær og Mads Houkjær, de to, som jo også var våbenbrødre i 1864-krigen, lignede hinanden. De havde begge et hidsigt temperament, men de var også begge utrolig modige.reddede således livet for ikke så få skibbrudne.

Jeg synes også, at det i dette indlæg er værd at dvæle lidt ved Klarup-gården. Som nogen ved, så var der 2 Klarup-gårde i Hulsig: de ligger der stadig, selv om de er moderniserede. Man kan se dem på venstre side af landevejen, når man kører fra Hulsig til Skagen. Lige uden for Hulsig.

Når jeg vil standse lidt op der, så er det, fordi de to gårde også har persontragedier knyttet til sig. Oles og Mads’ søster Karen Marie gifter sig med Lars Christian Nielsen på Klarupgården i 1858. Han er sindssyg og forlader hende og deres søn og kommer syg hjem i 1868, hvor han tager sit eget liv (drukner sig i brønden).. Hun overdrager gården til sin bror Ole (min oldefar) og han flytter ind sammen med sin kone, Marie Christiansen ( datter af Christian Krøg og min oldemor) og deres lille dreng Peder, der er født i 1867. I 1869 får de datteren Elise (min farmor). Tragedien fortsætter, for de får to børn mere ( Kristine i 1874 og Kristian i 1875) begge børnene dør som spæde.

Historien om Lars Christian Nielsens sygdom og selvmord har jeg fra Tinghusets arkiver. En artikel, hvor Karl Krøg fortæller om Hulsig-folk. Og desuden fra Lars Hesselholts “Hulsigminder”.

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Da Christen Kokholm vokser op i 1870’erne og 1880’erne er Harboøre allerede delt i to: de hellige og de vantro. Senere bliver splittelsen mellem de to grupper endnu mere markant. En vækkelse i pietistisk retning spores langt tilbage i århundredet, og jeg kunne ved lejlighed have lyst til at følge sporet: er det rester af den gamle pietisme fra 1700tallet ( Brorsons århundrede, Herrnhuternes århundrede) der har overlevet i det lille fiskerleje?

Det kommer vi ikke ind på her. Vi interesserer os i denne omgang kun for forholdene i Harboøre, da lille Christen vokser op. Han er barn i Holmene – et lille samfund nord for Kirkebyen ( Harboøre by) og tæt ved fjorden – her på dette lille sted, er, så vidt jeg kan se af kirkebøgerne, alle husene beboede af husmænd og arbejdsfolk, og i Karen Tudborgs erindringer hører vi om nogle områder på Harboøreegnen, hvor man nødig færdedes, fordi ukvemsord og andet grimt hang i luften. Hvor var det? Var der her? Voksede vores lille helt op et sted, hvor eder og forbandelser fór gennem luften, og hvor “pæne” folk ikke færdedes? Det ved vi ikke. Men vi ved, at sidst i 70’erne, og det var den tid, hvor lille Christens barndom faldt, da fandt den helt store vækkelse sted i Harboøre. Den unge lidenskabeligt vakte præst, pastor Moe, gjorde sit indtog og satte sit stærke aftryk i det lille samfund. Harboørefolkene tog ham til sig, og han tog på sig at “lave dem om” – det lykkedes langt hen, I indledningen til Karen Thuborgs erindringsværk, skriver udgiveren Henrik Ussing (1923) følgende:

“Harboøres Befolkning, der levede Livet under usikrere Vilkaar end nogen anden Befolkning i Danmark, maatte nødvendigvis være dybt religiøs. Men dette forhindrede ikke, at de samme Mennesker, der nys var sluppen ud af den mest overhængende Livsfare, slog sig løs i et lystigt Lag med Dans og Sang. – I denne Livsglæde midt i Alvor og Fattigdom skete der et stærkt Omslag fra den Tid, sidst i Halvfjerdserne, da Pastor Moe blev Præst paa Harboøre. Denne viljestærke, indremissionske Prædikant frembragte hos Harboøres Befolkning, hvis Sind under Naturens Vælde var vant til at svinge til Yderligheder, mens en stærk Alvor og Viljekraft var aflejret paa Bunden, en religiøs Splid og et Røre, hvis Dønninger lød over hele Landet. Pastor Moe og hans Tilhængere fremstillede de nedarvede Sæder og Vaner så vel som den nedarvede Religiøsitet som idel Vantro, Ugudelighed og Ryggesløshed. Da den samme Fordømmelse kom frem ved Begravelsen efter en stor Drukneulykke Efteraaret 1893, rejste der sig i Landets Blade en Storm mod en slig Færd; men selv de, der vilde forsvare Harbøreboerne, havde næppe den rette Forstaaelse af dem. De var tilbøjelige til at fremstille dem som stakkels vankundige og forkuede Mennesker. ( Citat slut s.8)

Her et ungsomsbillede af pastor Moe: Fra hans erindringer : “Oplevelser” 1926

Som Jens Kristian Lings med sin bog “Himmel og Hav og Harboøre” fra 2019 så fint gør opmærksom på, at fik Moe et samtidsmæle, som var skævt, som en ufølsom helvedesprædikant. Eftermælet vil blive nuanceret. Moe tordnede IKKE sine sognebørn ned i Helvedet. Han forsøgte faktisk ud fra de forudsætninger, han havde at give deres liv mening og indhold. At bedre deres kår også materielt. Han var indremissionsmand med alt, hvad det betyder. F.eks. var han aldrig i tvivl om, at det, der stod i Bibelen var Guds ord, og han tager den bogstaveligt til indtægt for sandheden. Men hans medfølelse og medleven i de fattige fiskeres barske liv er ikke falsk. Og han retter den ikke kun mod de “hellige”. Jeg vil citere et par eksempler fra hans egne erindringer om tiden på Harboøre “Oplevelser” 1926.

Han er f.eks. dybt forarget over den måde, man behandler fattige gamle på. Der var ingen egentlig fattiggård på Harboøre, og de gamle, der ikke havde familie, blev liciteret til de gårdmænd, der ville tage dem for laveste pris. Moe skriver (s.64): “Manden, som mente, at det kunde bøde lidt paa de daarlige Finanser, gjorde da Tilbud paa 6 à 7 gamle Kvinder og fik sit Bud approberet. Han hentede dem og fik dem anbragt i sine stuer og mente saa, at han som en god Kristen ogsaa burde sørge for deres aandelige Behov. I dette Øjemed stillede han en Dag i Præstegaarden … og forlangte, at jeg skulle køre med og tage dem til Alters i en Slump … jeg var fnysende harmfuld over, at man behandlede gamle fattige Folk paa den Maade. Men jeg tog med … fordi jeg tænkte, at jeg maaske kunne være de gamle Stakler til lidt Hjælp.”

Et andet sted i erindringerne erklærer Moe åbenlyst Harboørerne sin kærlighed (og den var nok gensidig): (s.56) … “Det var et underligt Hjertefok; man kunde ligefrem ikke andet end holde af dem, naar man gik omkring og snakkede med dem, eller blot saa deres Ansigter, naar de smilende gik forbi og hilste. Den Voldsomhed og Raahed, der ved Lejlighed kunde komme frem, især naar de havde drukket for meget, var kun den ydre Skal og hørte ikke deres egentlige Natur til….“

De københavnske reportere, der besøgte Harboøre efter den store ulykke i november 1893, hvor 26 fiskere fra egnen mistede livet, harcelerer i måneder over Moes optræden = hans prædiken ved begravelsen. Men her siger han faktisk kun, hvad han ifølge sin egen bibel-og trosopfattelse SKAL sige, og da han går rundt og trøster enker i sognet, har han ingen omvendelsesprædiken med sig i tilgift, men er virkelig en kærlig trøster hos alle. Sådan beskriver han det selv, og der findes kilder, der viser det samme. Reporterne håner ham også, fordi han er så “grisk” at han søger et “federe” kald. Ja, det tror jeg er ganske normalt for et ungt menneske, der har brugt utrolig mange kræfter i flere år i det her fattige sogn. Han fortæller om præstegården, da de kommer til Kirkebyen følgende: ( citat s.49): Der var kun daarligt Tag paa Huset, og Loftslugerne hang og hvinede paa Hængslerne. Loftet, der var gammelt og utæt, saa Støvet dryssede ned, maatte snarest muligt beslaas med Lister over Revnerne og derefter tapetseres. Køkkenet var et lille, smalt, aflangt Hul med aaben Skorsten, bryggerset ligesaa med Brolægning som paa Ribe Gader i samme Tidsalder. Ovenpaa var der et lille Gæstekammer, bygget op af Græstørv og Ler. Et herligt Opholdssted i en gammel idyllisk, fra Fædrene overleveret Præstegaard uden Have!”

Ja, dertil kommer at kaldet er lønnet med 600 kr. årligt og ingen dyrkbar jord til gården. Det var fattigdom, og hvem forstår ikke, at familien søger væk på et tidspunkt. Da er den vokset med en stor børneflok. De mister et barn, mens de bor der. Utrolig mange børn døde i de år, der var misvækst af flere årsager, men de elendige boligforhold for næsten alle har i al fald hjulpet til. Og Moe lægger ikke skjul på, at han hader at være fattig.

I en samtale med en trosmodstander, siger denne til ham, at han er arrogant og løgnagtig og flere andre skældsord. Og Moe svarer ganske roligt, at det kan der da være noget om. Men der findes vel tilgivelse også for ham.

Hele tiden (ifølge erindringerne) har han humoren med i det meste, og han kan godt lide at slå sig løs og livsglæden pibler i hans skrifter.

Pastor Moe søger til Skanderup, men han slipper aldrig harboørerne og i hele den tid, han levede, han skriver sin bog 35 år efter harboøretiden, havde han årligt besøg af vennerne derfra – måtte undertiden indlogere 100 personer i nogle dage. De besøgte ham om sommeren, og han besøgte dem i november, når de vendte hjem fra sommerarbejde rundt om i Danmark.

Ikke mere om Moe. I det følgende vil jeg omtale to værker – Jens Kristian Lings: “Himmel og Hav og Harboøre” fra 2019 og C. Davidsens “Harboøre” fra 1896.

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Har søgt lidt i kirkebøgerne om Christen Kokholm ( Kristen) Vi tager en rundtur i de gamle bøger. Her møder vi først forældrene: Husmand Kristen Kokholm Nielsen og Hustru Ane Marie Kristensen Holmene. Moderen 36 Aar

Vi går lidt baglæns nu og vil se på vielsen af Kristens forældre ( Kristen og Ane Marie) den finder sted i 1866:

Christen gifter sig gifter sig igen, nemlig i 1899, og på det tidspunkt har han åbenbart ikke mere et hus. Han er indsidder, og det vil sig, at han har lejet et rum hos en bonde eller en husmand. Han gifter sig nu med en syerske, der er yngre, og som muligvis har et lille hus. I al fald har de i folketællingen af 1891 husstand (kun de to) i Kirkebyen. Altså bor han nu i selve Harboøre by (Kirkebyen også kaldet) – Herunder ser vi i kirkebogen om vielsen:

Nu mangler vi kirkebogens optegnelse af Christen Kokholm Nielsens død. Den kommer her med oversættelse: