Månedsarkiv: november 2012

99 En gåde løses – og lidt mere om min unge bedstemor

Udgivet den af
1

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Så lykkedes det omsider at løse gåden om det gådefulde billede af smuk kvinde med lille dreng. Hvem er hun? Som ihærdige læsere vil vide, så herskede der uenighed om sagen. Nogle – i af fald to – mente, at billedet forestillede min bedstemors søster Ingeborg, men her var jeg fra begyndelsen uenig, for jeg husker tydeligt bedstemor fortælle om den fine familie i København, hvor hun var selskabsdame for søstrene Kondrup. Og deres nevø var en officer, hvis barn bedstemor passede af og til. Det skulle så være de to på billedet. Billedet husker jeg, at hun viste mig, og hun fortalte også den historie, der hørte til det. Desværre her jeg glemt de nærmere omstændigheder omkring billedet.

Nu har jeg fundet to andre billeder af min unge bedstemor, og det er den samme som på billedet med barn. Altså er det smukke billede et foto af min smukke bedstemor.

Herunder de tre billeder:

 her er hun damen med dreng

 her ses hun sammen med alle sine søskende

 Og på det lille billede har vi snuppet hende lige ud af et bønnemøde i Indre Mission. Hele billedet kan ses i et tidligere indlæg.

Det er ærgerligt, at man ikke lyttede mere opmærksomt, når de gamle fortalte. Og nu er de døde. Også den næste generation er borte. Eller nej, det er for resten ikke sandt: jeg ved i det mindste to, som lever. Den ene er min bedstemors brors søn Peters kone ( altså en kone til en nevø). Hun hedder Ebba, og jeg har endnu ikke kontaktet hende, men det gør jeg snarest, og måske har hun gemt nogle gamle billeder og kan fortælle nogle historier. Det håber jeg.

Den anden er min bedstemor Christianes søn, Gordon. Ham har jeg kontaktet for nylig, og forleden fik jeg et brev fra ham. Han husker mange ting om sin familie og en hel del om folk i Hulsig i første halvdel af forrige århundrede. Han fortæller bl.a., flg. om sin mor ( jeg citerer:) “Som ung blev hun ( desværre) grebet af Indre Mission. Hendes forældre fortsatte tilværelsen i den moderate og afslappede kristentro som dengang var en del af bondekulturen. Men hendes søstre lod sig åbenbart påvirke til et levned som moderate indremissionske, måske for at glæde deres søster og for at slippe for hendes omvendelsesprædiken.”

Jeg kan rigtig godt lide den sidste forklaring, men tror alligevel ikke rigtig, den holder. Min bedstemor var i al fald fast pietistisk forankret, og da jeg nærmest er opdraget af hende, har jeg fået den form for kristendom podet direkte ind i sjæl og sind fra den tidligste barndom. Og hendes søster Kristine ( gift med Peter Houkjær) havde samme tilgang til troen, det ved jeg fra korrespondance med et af hendes børnebørn. Hun fortæller, hvordan de knælede og bad aftenbøn inden sengetid ( præcis som hos min bedstemor).

Og nu et lille dokument, som viser lidt om den ene Frøken Kondrup – hun skriver i 1917 dette kort til min bedstemor:

Og her ser vi frøkenens kirke:

Frøknernes hengivenhed var ægte nok, og min bedstemor holdt meget af dem. Men jeg ved ikke, om hun virkelig arbejdede for dem eller traf dem i forbindelse med sin aktivitet i Indre Mission. I al fald holdt de så meget af den unge kvinde, at hun arvede en del penge og smukke møbler efter dem. Bedstemor oprettede sin egen systue ved den tid, og det er jo muligt, at arven var med til at financiere den. Jeg så som barn et billede af bedstemor, der står i sin systue omgivet af unge sypiger. Det billede er desværre gået tabt. Sådan er der så meget at sukke over i den forbindelse. Breve, der er borte – ord, der fortalte om livet dengang, men som ikke fik den levetid, de fortjente.

Gordon skriver i sit brev til mig flg. om de tre søstre: Marie, Martha og Anna, ( som han staver Anne).: “Mine mostre Marie og Martha var tvillinger, men psykisk meget for skellige. Martha, som døde i 1939 eller 1940, forholdt sig dybt alvorligt til livet. Det gjorde Marie, som døde i 1969, absolut ikke. Hun og moster Anne opholdt sig nogle år i København, Anne antagelig hos en familie tilhørende den dannede og kultiverede overklasse. Marie antagelig hos en familie tilhørende den lavere klasse. De vendte begge ryggen til deres barndoms sprog, vendelbomålet. De slog dog ikke over i københavnsk, heller ikke Marie.”

Jeg husker bedstemors sprog som et lidt gammeldags, men smukt rigsdansk. Kultiveret var hun sandelig også. Da jeg blev gammel nok, læste vi sammen Dostojevskijs “Brødrene Karamassof” ( vi læste højt for hinanden) også danske digtere læste vi. Måske fik jeg interessen for litteratur af hende. Min bedstefar var også glad for at læse og ejede en stor samling klassiske værker.

Mine forældre var ikke missionske, og det må have været svært for dem at slå sig ned i den lille fiskerby Strandby, hvor næsten alle enten tilhørte Indre Mission eller var medlem af Metodistkirken – begge retninger præget af pietisme. Her blev min far købmand. Senere auktionsmester.

Far indmeldte alle os børn ind i Metodistkirken, måske i den tro, at det var en modvægt mod den meget inderlige kristendomsdyrkelse, som bedstemor praktiserede. Og der havde han sært nok ret. I metodistkirken oplevede vi i al fald et frirum, hvor lejrture, teaterspil, sang og musik var en del af livet. Der var ganske enkel tale om en friere livsudfoldelse. Men så må jeg skynde mig at tilføje, at bedstemor IKKE var sortseer og fordømmende som så mange andre i Indre Mission, og hun tog afstand fra fiskernes mørke livssyn. Kom for resten ikke meget i missionshuset.

Herunder et billede af min meget gamle bedstemor – hun er sammen med noget familie, vist nok fra Nr. Uttrup – men jeg kender dem ikke. Billedet her er taget kort tid efter, at hun havde foretaget sit livs rejse: en Mallorca-tur sammen med min bror Anders. Den tur har jeg et enkelt billede fra. Det kommer sidst i dette indlæg. Her ses bedstemor på havnen i Strandby:

Nedenstående det eneste billede, jeg kan finde fra bedstemors tur til Spanien:

Det er Anders yderst til højre. Han fortalte, at bedstemor havde villet prøve det hele. Pedalbåde syntes hun især om. Og natklubber. En hel ny verden. Men inkluderet i prisen, så naturligvis deltog hun. Anders var træt, da de kom hjem.

Den unge Anna og den gamle Anna – men her kommer et billede af den ikke så unge og slet ikke gamle Anna:

Klar tale

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

I min ungdom – men det er jo så længe siden og måske husker jeg forkert. Men det kommer mig for, at vi udtalte ordene så tydeligt, at de kunne forstås af alle. I dag japper de unge helt forfærdeligt, og ingen lærer dem åbenbart at tale tydeligt. Det hurtige sms-sprog har måske noget af skylden –  alt skal gå så hurtigt, og fingrene flyver over tasterne – således også, når ordene flyver over tungen?

Jeg ved det ikke, men det er en kendsgerning, at det danske sprog generelt jappes, mere end det tales. Det skrev jeg en lille klumme om forleden i Randers Amtsavis, og her kommer den med NEX’s herlige illustration:

Apropos klar tale.
Når man bor i landsbyudkanten, har man ikke samme adgang til kulturelle adspredelser som folk inde i byen (= Randers), men vi har heldigvis samme adgang til aviser, radio og TV. Vi burde derfor sagtens kunne følge med herude.
Der er heller ingen problemer, når det drejer sig om avislæsning. Det er fortsat en fornøjelig hverdagssyssel. Anderledes forholder det sig desværre med radio og TV, og nu taler jeg ikke om indholdet – det hører til i en anden apropos – nej, jeg taler om sproget. Det danske såmænd.
Og nu må jeg skynde mig at forsikre, at jeg langt fra er pedantisk. Tværtimod. Man skal ikke hænge sig i småting, og når jeg i sin tid rettede danske stile, så lod jeg gerne små sprogfejl passere, når blot budskabet gik klart igennem.
Men sådan er det ikke med sproget i TV og i radioen: budskabet går ikke klart igennem – ja, ofte går det slet ikke igennem. Og det er der to grunde til. For det første sjusker rigtig mange med artikulationen, og det gælder også de professionelle speakere, de snupper endelserne, og de japper, så kun halvdelen af det talte når lytterens ører.
Dertil kommer, at de åbenbart er blevet enige om, at visse udtalefejl er ”smarte” – der er i al fald næsten ingen af TV- speakerne, der forstår at bruge modalverberne rigtigt. Således har ordet ”skulle” helt mistet sin betydning som hjælpeverbum. Når der spørges: ”hvad skal I lave i aften?” så lyder det korrekte svar: ”Vi skal i biografen” med tryk på det sidste ord i sætningen. Lægger man trykket på modalverbet: ”Vi skal i biografen,” så betyder det, at vi er tvungne til det. Det er noget vi skal.
Men i TV og Radio, og det gælder navnlig de fastansatte, professionelle speakere, hører man gang på gang sætninger som: ”Nu skal vi over til vejrudsigten,” i stedet for: ”Nu skal vi over til vejrudsigten.” Og ”nu skal vi til vores korrespondent i Syrien,” i stedet for: ”Nu skal vi til vores korrespondent i Syrien.”
Nu synes I nok alligevel, at jeg er pedant, men nej, lad folk ”på gaden” tale som de vil, men de professionelle ”talere” bør kende til de simpleste ting om sproget. Og i ovennævnte tilfælde ændres betydningen så radikalt, at udsagnet helt mister sin betydning.
Salmedigteren Thomas Kingo skrev engang i 1600 tallet til dronning Charlotte Amalie, at de folk, der ikke gad lære deres modersmål ”burde af landet med rådne æg udjages.”
Så radikalt går vi heldigvis ikke til værks i dagens Danmark. Men vi kunne jo sende dem til en danskprøve.

98 Gæve folk fra Rannerød

Udgivet den af
1

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Fra min tante Bettes, ja, hun er jo ikke min rigtige tante, men min mors bedste barndomsveninde – fra hendes datter, min kusine Annemarie ( som jo heller ikke er min rigtige kusine, skønt vi sikkert som alle andre fra Hulsig er i familie) altså fra hende lånte jeg for nogen tid siden nogle billeder, som jeg havde tænkt at bruge i forbindelse med indlæg om forlis og redningsfolk. Min tantes far var nemlig dekoreret for sin indsats i redningstjenesten, ligesom hans far og hans bedstefar var det før ham. Jeg har set Laurits Christensens medaljer, da jeg var en lille pige – det husker jeg, for jeg var rigtig imponeret. Og han var stolt. Det var der også grund til. Men derom senere.

Herunder et par billeder af denne hædersmand – og under det en nekrolog, som jeg fik sammen med billederne.

 

Ifølge Annemarie hed han Laurits Christensen, og hans kone hed Kristine. Jeg har ikke kunnet finde noget om ham i arkiverne. Det kommer måske senere, men han er ikke nævnt i de mange lister over skatteydere og andre officielle lister over Hulsigfolk fra omkring århundredeskiftet. Måske fordi han dengang kun var en ganske ung karl, eller måske fordi han ikke ejede nogen gård, men et hus. Han ernærede sig ved fiskeri og ved at arbejde rundt om i sognet. Men jeg mener ret sikkert at vide, at nekrologen nedenfor er skrevet over hans far, som jeg ( vist nok ) også har et billede af, for det lå nemlig sammen med artiklen:

Følgende oplysninger har jeg fra Mariane Madsdatters aneblad:

Om Søren Christian Christensen: Han er født i 1852 – hans kone hed Mariane Madsdatter og er født i 1848. De blev gift i Raabjerg 1877 og forloverne var Ole Madsen ( se billedet nederst i indlægget) og Kristian Madsen, begge fra Rannerød.

Søren og Mariane fik 4 børn: Ane Christine Christensen ( født 1877), Alfred Marinus Christensen ( født 1882 ) Sinus Martin Christensen ( født 1884 ) Laurits Peter Christensen ( født 1887 )

Billedet ovenfor forestiller omtalte Søren Christensen – måske før han fik sin medalje, for den kunne man vel forvente, at han bar i en sådan lejlighed, man blev jo ikke fotoraferet hvert årti. Når jeg er usikker, så skyldes det igen igen …, at der ikke står noget bag på fotografierne og alle, der har kendt de fotograferede, er døde. Der er heller ingen dato på nekrologen. Som du kan se ved at læse indlæg nr.100 så er jeg ikke længere i tvivl. Det er ham!

Huset herunder er måske Laurits og Kristines hus, men muligvis har de to gamle også boet der. Huset står der endnu, men det er i dag helt forandret, ommuret med gule sten. Sådan her har det set ud omkring århundredestiftet:

Og nu redningsbåden, der går ud ved Kandestederne: Laurits har sikkert været med som ganske ung, ligesom faderen, Søren Christensen, er blandt de tapre redningsmænd.

Og her et par andre hædersmænd, der muligvis også er med på ovenstående billede:

  

Om de tre mænd kan vi læse følgende i Det nørrejydske Redningsvæsen: “Ole Christian Madsen blev ansat som Baadmand i 1868 og avancerede i 1892 til Fører af Baaden. I 1909 tog han sin Afsked paa Grund af Alder, han havde da deltaget 25 Gange med Redningsbaaden i Redningen af 134 skibbrudne. Han er dekoreret med Dannebrogsmændenes Hæderstegn og Redningsvæsenets Jubilæumsmedalje.”

Om Søren Christensen står der: ” Søren Christensen blev ansat som Baadmand i 1873, hvilken Stilling han beklædte til 1. Oktober 1913, da han tog sin Afsked paa Grund af Alder og Svagelighed. Han, som er dekoreret med Jubilæumsmedaljen og Dannebrogsmændenes Hæderstegn, har deltaget i 19 Redningsforetagender med Redningsbaaden, hvorved 113 skibbrudne reddedes.

Om Peter Madsen følgende: Peter Madsen blev ansat som Baadmand i 1875, hvilken Stilling han beklædte til 1. Oktober 1913, da han tog sin Afsked paa Grund af alder og Svagelighed. Han har deltaget 18 Gange med Redningsbaaden i Redningen af 112 skibbrudne og er dekoreret med Jubilæumsmedaljen og Dannebrogsmændenes Hæderstegn.

Intermezzo

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Jeg er temmelig sikker på, at min blog i de kommende to måneder ikke kommer til at handle så meget om Hulsig. Jeg mangler materiale og kommer ikke på de kanter, hvor jeg kan finde nyt før ind i det nye år.

Så derfor, kære Hulsiglæsere: I bedes væbne jer med tålmodighed og helst ikke springe helt og aldeles bort fra siden, som nok igen skal blive mættet med mere vægtige oplysninger og ikke kun et tumlested for disse og lignende pistne ord om dit og dat.

Ja, jeg lover i det nye år at tilføre bloggen et solidt skud vitaminer og dertil det nødvendige antal kalorier, så den kan vokse sig fyldig og fin.

Jeg lovede for kort tid siden at skrive noget om storm og skibbrud og redningsaktioner, og det løfte vil jeg så småt forsøge at indfri – men som sagt: det bliver i det små, skønt den slags begivenheder udfolder sig i det store.

Altså beskrivelsen vil i første omgang blive en kontrast til det beskrevne.

Som et plaster på såret får I her et sjældent billede af min smukke kæreste:

97 Et par hulsigbilleder fra gamle dage

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

Forleden fik jeg et par billeder fra det gamle Hulsig. Fra Krøghgården. Jeg skal senere vende tilbage til dem og sætte dem ind i en sammenhæng. Hvis du går tilbage til indlæg 71 i kategorien Hjemstavnsroman vil du kunne læse lidt om gården. Senere skal jeg som sagt uddybe. Denne gang kun billederne.

Jeg fik fra Hans Henne Hansen, som ud over at være min svoger også er gift med min “kusine” Maja Hansen, som er datter af Sylvia, der er datter af en af de tre herrer på billedet her, nemlig Chr. Peder og hans kone Anna Krøgh fra Tranegården. Billedet opklarer i al fald ét mysterium for mig – den kvinde, der sidder længst til venstre og som ligner bedstemor er identisk med den kvinde, der optræder på det mystiske billede i indlæg nr. 89 ( i Hjemstavn ).

Billedet herunder er lidt yngre, men også her er det “Krøghdøtrene”, der er stillet op med deres mor i front og en kone pige ( med hvidt forklæde) til højre i billedet:

Til højre står Marie, så kommer Maren ( moderen) og på hendes anden side er det Christine ( Houkjær) Mellem hende og moderen stikker min bedstemors hovede frem ( Anna ) – de andre kan jeg ikke sætte navne på.

Og nu vi er ved Krøg(h)gården, så lige dette billede af Anna Krøgh fra Tranegården, men gift med Chr. Peter fra Krøggården. Hun er mor til Sylvia, som er mor til min “kusine” ( for vi er i familie, men ikke lige kusiner ) – Her er hun midaldrende, men vil du se hende som yngre, så gå til Krøggården ( indlæg 71 i Hjemstavnsroman):

Du kan læse mere om Krøghgården i indlæg nr. 71 ( kategorien Hjemstavnsroman). Som nævnt der, så blev det hendes søn Karl, der kom til at overtage gården – det var han hverken interesseret i eller egnet til – ville hellere spille violin – så det gik derefter. Herunder er et billede fra gården, hvor Karl står til højre, men hvem de øvrige er, ved jeg ikke. Han giftede sig med en noget sær kvinde, og deres børn var også underlige. Jeg kan ikke hele den historie, ved bare, at den var sørgelig.

Gården er ret genkendelig, men menneskene bortset fra Karl siger mig p.t. ikke noget.

 Og nu til en hel anden gård:

Gården her over er antagelig Christine og Peter Houkjærs gård ( Klarup eller Rumpen – har begge navne) Det er taget i 1937  – hvis nogen ved, om jeg muligvis tager fejl, så skriv det venligst til mig. Jeg er taknemmelig for alle rettelser = vejledninger, så jeg i nogle tilfælde famler i blinde. Det her kunne dog ligne en af Klarupgårdene. Ja og en sådan rettelse har jeg fået af Else Møller, hvis mor er født og opvokset på Klarup som datter af Christine og Peter – og gården er IKKE Klarup. Men en Hulsiggård er det i al fald. Måske er det Krøggården = Hulsig?

Herunder igen et billede, som jeg er i tvivl om hvad/hvem forestiller. Hans og Maja skyder på Anna Krøghs forældre fra Tranegården, han hedder Anton Peter Jensen, og vi kan se dem afbilledet som ret unge i indlæg 74 ( i Hjemstavnsroman) :

Og nu kommer der et billede af Rannerød Skole i 1924 ( endnu engang tak til Hans og Maja):

Og så med begge de to dygtige skolefolk hr. og fru Wilhelmsen. Sylvia, barn af Anna Krøgh og barnebarn af ovenstående par ( Hvis de da er dem, jeg tror ) sidder et sted i flokken, men jeg kan ikke lige se hvem, det skulle være. Hun var hele livet meget smuk, men der er en del kønne piger på billedet. I indlæg 88 kan du læse mere om Rannerød Skole og her se nogle andre skolebilleder. Det her vil også flyve dertil. Jeg har fået at vide af Else Møller, at den dreng, der står som nr. 3 fra højre i bageste række muligvis er hendes far, Oluf Houkjær, søn af Peter Houkjær og Kristine Krøg.  Og Sylvia synes jeg må være nr. 3 fra højre i næstnederste række. Det ligner hende, og på alle de billeder, jeg har af hende fra barndommen har hun fletninger.

Og nu kigger vi ind i haven i den gamle brugs. Her ser vi bedstefar og bedstemor ( = Anna Andersen, født Larsen, fra Krøggården) og min mor Vera og Sylvia og et barn, som muligvis er min storesøster Hanne.

Her er min mormor død – og bedstemor og bedstefar gift, det er sikkert fra engang i 40’erne – eller sidst i 30’erne.

og til sidst et billede fra tørvegravningen – sikkert også under krigen:

Intermezzo

Udgivet den af
Svar

 Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

Jeg beklager min fortalelse i forrige indlæg og deraf følgende vildledning af mine kære læsere. Den lille engel i dette indlæg er alt for feminin og krukket til at være tegnet af en uskyldig lille dreng – den er såmænd tegnet af en bevidst lille pige. Drenge tegner jo heller ikke engle på høje hæle! Men hun er da i det mindste i familie med Svend. Og de har åbenbart begge haft hang til engle. Ikke så sært med den mor. Her er Svends bud på en engel:

Og den søde lille engel får mig til at tænke på engle i al almindelighed, sådan som de optræder i stort og småt med al deres væsen og uvæsen i de gamle fortællinger og i vort daglige liv.

Har I lyst til at læse mere om engle, så kan I blot gå ind i kategorien “engle” og der finde en del indlæg om emnet. Men husk at begynde med slutningen – de ældste indlæg ligger i bunden, og så bevæger man sig opad, hvis man vil læse mere.

Og så har jeg forresten et foredrag om engle i Skals d.6. december, men da det er en højskole, så ved jeg ikke, om der er adgang for alle.

Jeg havde et foredrag i Vester Tørslev Kirke i aftes, og der var et flot billede af en middelalderlig ærkeengel Mikael. Den ses her:

Skønt billedet er mærket af tidens tand, så kan man godt ane situationen: Mikael holder en vægt i sine hænder og er i fuld færd med at veje sjæle. Som han til vor store lettelse aldrig finder for lette – for er der tvivl om sjælens  kvalitet og tyngde, så snyder Mikael med vægten, så at ingen levende sjæl skal gå tabt.

Intermezzo

Udgivet den af
1

 Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

 
Forleden fik jeg en opfordring fra en læser, som jeg desværre måtte sidde overhørig! Hun spurgte, om der kom en ny julespøg i år. Det gør der ikke. Sidste år brugte jeg utrolig meget af min decembertid på at digte den lille groteske/eroteske/juleske ( som ikke er en ske) osv. og hvad den nu fik af sære navne. Det har jeg ikke tid til i år.
Skulle der være nogen af jer, der ikke fik den læst eller gerne vil genlæse den, så kan I jo mageligt gøre den, for den er nem at hive ud af kartoteksskabet – findes klart nok under kategorien: julespøg. Men husk, at den skal læses bagfra – for sådan er bloggen jo bygget op, at de ældste indlæg kommer sidst i en kategori – den her begynder altså med d.24. december og du skal helt ned i bunden af kategorien for at finde 1. dec..
Men lige en advarsel, der er ærligt ment!: Den lille spøg chokerede nogle af mine læsere sidste år ved sin frivole og respektløse tone.
Så nu ved du det, og så holder dig fra den, hvis du ikke kan lide den genre ( som er frivol og respektløs pr. definition.) Siger en gammel litterat og tidligere franskstuderende med hang til netop den genre og forkærlighed for både Voltaire ( Candide ) og Rabelais ( Gargantua ).

Men vid så også, at denne lille, søde engel leger forsonende med i fortællingen – herover tegnet af en lille, uskyldig Svend, som ikke er stykkets hovedperson, der ganske vist også hedder Svend, men som er mere eller mindre modelleret over Voltaire hovedperson Candide i romanen af samme navn.
Altså den er ikke tegnet af DEN Svend, men af min egen kødelige søn.
Og nu får jeg at vide, at  den er lavet af Mette, som er min datter – og det er også mere hendes stil. Men den er ikke signeret – de bruger de små kunstnere ikke.
 

Mødte lige Kingo her til morgen.

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

 
Den gode gamle salmedigter kiggede ud på mig i morges. Jeg sad i al uskyld og bladede i et Illustreret Tidende fra 9. oktober 1870, og så pludselig var han der, bombastisk som altid, fyldte det meste af en side og var ikke til at komme udenom, og så tilmed i en skikkelse, hvori jeg hidtil ikke havde set ham. Eller rettere: det havde jeg jo nok, for den danner nemlig model for den buste, der står som mindestøtte for Kingo foran Sct. Knuds Kirke i Odense. Kunstneren hedder Th. Stein, og jeg synes, at han har ramt plet med den buste: Livsnyderen Kingo og den strenge livstugter i een og samme person. Uha, den Kingo ville jeg nødig have øjenkontakt med. Men se engang rigtigt på ham! han ser slet ikke ud på dig, men skuer mod det himmelske. Og sådan er det  jo hos Kingo: rigtig salig bliver man først efter døden. Så glæd dig, dåre, synes han at sige: du skal dø – javist! men trefoldigt hurra for det! Ja, lige de ord ville han jo ikke bruge, men det var alligevel præcis, hvad han mente: forfængelighed ( læs: forgængelighed ), det er, hvad vi møder her i det jordiske, først hos Gud havner vi i saligheden – i salmen bruges billedet: “i Abrahams Skød” ( ikke lige et billede, der appellerer til mig og min himmellængsel ) – nå, men det skal jo ikke tages bogstaveligt. Og dog, Kingo var nemlig for det bogstavelige – trods al billedlig tale – og når han f.eks. i “Nu rinder solen op” takker Gud med følgende ord: “hver morgen i min skål/ en nåde uden mål/ til mig nedflyder ,” så har han helt sikkert haft den lækre varme havregrød i tankerne. Jordnær og verdensfjern på samme tid.

Men lad os høre, hvad en kollega skriver om ham mere to hundrede år senere:
“Jeg gad nok vidst, hvad Klogt man kunde sætte imod min simple historiske Paastand: at som et poetisk Ord, der l e v e n d e udtrykker den c h r i s t e l i g e  A n s k u e l s e, ere Kingos Pslamer ikke blot det syttende Aarhundredes største Vidunder, men et saa sjeldent i hele Menneskehistorien, at det kun lader sig forklare af Nornens underfulde Viisdom, der gjemte Spiren til en P aa s k e l i l i e  i tusind Aar og bragte den saa over Havet til Danmark, hvor den fandt sit rette Moderskjød og Rum til at udbrede sig. … Thi saadanne h i s t o r i s k p o e t i s k e Psalmer som Kingos vare noget s p l i n t e r n y t, idetmindste siden Folkevandringens, som Kædmon vel tusind Aar tidligere prøvede paa, men ikke kunde naae, fordi S a n g b u n d e n fattedes, som Danekvinden skjenkede Kingo, … hvis Psalmer unegtelig fra Slutningen af det syttende til dybt ind i det forhexede attende Hundreaar bleve sungne af Danekvinden med saadan Liv og Lyst, som nødvendig maatte gjøre Indtryk selv på os Sildefødinger ( = Grundtvig og hans nærmeste Samtid); men derfor er der nu i en hel Menneskealder holdt en p o e t i s k  P aa s k e f e s t … af os alle, … saa det skal spørges om Land, naar vi lægges til Ro!” ( N. F. S. Grundtvig: “Nordens Mythologi”, tredje udgave s.111 – 112 )
Ja, her taler romantikeren. Men mon de ikke er fælles om at have hovedet i Himlen og fødderne på Jorden?lige en lille note: Kædmon var en angelsaksisk digter fra 600 tallet.
Nu vil jeg lige minde om, at den lillebitte digter med de store ambitioner ( = mig/jeg) stadig har et par eksemplarer af Kingobogen liggende i et skab. Den vil gerne ud af skabet. Så hvis du vil købe den, så iler den til din adresse på lette fjed ( dvs. med Post Danmarks B-post så  hm hm hm …lette og lette … ) Det koster dig ikkun 100 kr. og porto.
Heri kan du på fornøjelig vis læse om, hvorfor Grundtvig skriver, at Nornen bragte den store digter Kingo den lange vej over havet til Danmark. Salmedigteren var nemlig af indvandrerslægt. Vi har og har altid haft meget at takke indvandrere for. Og Kingo blev for resten hurtigt pæredansk – var en af de første, der kun skrev på dansk, og desuden skriver han om de folk i Danmark, som ikke vil lære sig ordentlig dansk at: …” de burde af deres fædreland udjages med rådne æg  …” ( det er ikke godt at vide, hvor mange æg han ville have kastet efter Theilgaard ) Om hoffolkene skriver han, at de ikke vil lære 30 danske ord, fordi “de indbilde sig, at det er et vadmelssprog, og derfor gider de ej tage det på deres silketunger.” Ja, Kingos far var jo væver – og som sagt: Kingo tager sine billeder lige ud af hverdagen.
Her ser du bogen, hvoraf der endnu som sagt findes enkelte eks.

Hvis du vil læse mere om Kingo kan du gå til kategorien: omkring Kingo – her findes tidligere indlæg om salmedigteren samt gode kildeoplysninger til litteratur, der handler om den gamle digter.
Hvad er det, de kan, de rigtig store digtere? Jo, først og fremmest kan de sige det hele med så utrolig få ord og ramme så præcist. Luthers katekismus sammenfatter Kingo i et eneste vers, her taget fra salme 227 i den nye salmebog:
Tak for al din fødsels glæde/ tak for dit det Guddoms-ord,/ tak for dåbens hellig væde,/ tak for nåden på dit bord,/ tak for dødens bitre ve,/ tak for din opstandelse,/ tak for Himlen, du har inde,/ der skal jeg dig se og finde!
Jeg siger: Tak for Kingo!