Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Som jeg tidligere har fortalt her på bloggen, så tænker jeg på at skrive en bog om KOKHOLM. Den tanke kom ikke ud af den blå luft; jeg fik tilbudt at låne Lise Troldborgs private arkiv om familien Kokholm. Det kunne jeg ikke stå for.
Derfor ser mit arbejdsbord kaotisk ud lige nu. Kig engang:
Familien kendte jeg i forvejen, for jeg fandt stof til Hulsig-bogen i hele Skagen Landsogn, også i Kandestederne. På Houkjærgården, den, der senere skulle blive til hotel (skønt gården levede videre som gård) boede mine forfædre i begyndelsen af 1800-tallet og tidligere endnu, og dem, der tog over, da min tipoldefar Peder Houkjær gik på aftægt (han døde 1891), er jo også min familie. Min oldefar Ole Houkjær, arvede ikke gården, det gjorde broderen Mads, og hans datter Elisabeth giftede sig med den navnkundige CHRESTEN KOKHOLM og sammen byggede de det HOTEL KOKHOLM, der hurtigt skulle blive et yndet feriested for mange af tidens store kunstnere. Og et årligt udfulgtsmål for kongehuset.
Det er den historie, jeg gerne vil fortælle.
Og hvis jeg finder at fortællingen er OK – , så bliver det til en bog. .
Jeg er ikke forsker. Det vil jeg uddybe.
Fik som ung tilbudt en forskerstilling på Århus Universitet, og et par dage efter fik jeg besked på, at jeg havde fået jobbet som gymnasielærer i Randers. I tre dage gik jeg hvileløst om – jeg prøvede at se mig selv i de to roller:
– fordybet i ord og borte fra verden omkring mig. Det var et godt syn. Jeg er sær nok til det.
Så forsøgte jeg at se mig selv i et klasseværelse, hvor jeg skulle VÆKKE en flok 15-18årige drenge og piger. Det billede foretrak jeg efter lang tids usikker vaklen frem og tilbage. Måske mest, fordi jeg erkendte, at jeg er for usystematisk ( eller for rodet i hovedet) til forskerrollen.
Rollen som pædogog og formidler skræmte mig nu også lidt – jeg er den generte type, men alligevel kunne jeg mærke, at det var en udfordring, som jeg fandt meningsfuld. Og som jeg måske nok kunne klare. Og derfor blev jeg lærer og ikke videnskabsmand.
Jeg var lærer i 25 år.
Og hvad kommer de betragtninger mit nye bogprojekt ved? Jo, det er sådan fat, at jeg ikke tror, at jeg kan skrive sagprosa, så nogen gider læse det. Og desuden, jeg er hverken systematisk eller pedantisk nok til at få alle detaljer til at spille sammen i et tilstrækkeligt autentisk og præcist mønster.
Så det bliver vel noget i retning af Hulsigbogen, hvor jeg ind imellem “snyder” ved at opdigte situationer og begivenheder, men hvor hovedindholdet dog hviler på et solidt kildemateriale af faktuel karakter. Jeg sov ikke de mange timer på Skagen Lokalarkiv. Jeg har heller ikke tænkt mig at sove i den kommende tids intense researcharbejde. Først går turen til Harboøre, for der kommer hovedpersonen fra. Og var de ikke indremissionske? især fiskerne – og var Chrestens far ikke fisker? var han landarbejder? Alt det skal jeg finde ud af og desuden noget solidt om, hvordan det var at være barn i Harboøre i slutningen af 1800-tallet.
Nok om det.
Jeg har de seneste dage læst i 100vis af breve fra Lises arkiv og er dybt bevæget af læsningen. Navnlig Elisabeth Kokholms breve har rørt mig. Det vender jeg tilbage til. Nu ved jeg, at min oldefar Ole Houkjær havde en elskelig søster. Selv var han noget af et bæst, men det var “mandfolkene” ofte i den gren af familien. Og så var kvinderne dog i al deres blidhed de stærkeste.
Mere om det senere.
herunder et billede af min tipoldefar, Peder Houkjær:
Karakterfast. Ja vist. Men hans sønner, Mads, Ole og Jens blev vidt forskellige. Jens blev blid og venlig, Hans barnebarn Christian Houkjær har skrevet så smukt om sin bedstefar Jens Houkjær.
Ole blev skør – det ved vi fra Lars hesselholts erindringer: Hulsigminder.
Og Mads, ja, hvordan var han i grunden?. Han holdt i al fald ikke livet ud og måtte selv gøre en ende på det.
Det må have sat sine dybe spor i børnene? Og i alle vi efterkommere?
Tja … min anden tipoldefar; Christian Krøg, tog også livet af sig. Hmm … hvad skete der egentlig?
Men Jens Houkjær var som sagt et venligt og rart menneske. Harmonisk tror jeg. Det afspejles nu også fint på nedenstående billede, som Hjørring Lokalhistoriske Arkiv sendte mig for år tilbage:
Det er Jens, der her er fotograferet med hustruen Andrea.
Ole Houkjær ( min oldefar) så streng ud, og det var han jo:
Jeg har (endnu) ikke noget billede af den 3. søn, Mads Houkjær – og ærgerligt nok, for han er en af hovedpersonerne i den måske vordende bog, da han jo er svigerfar til Chresten Kokholm og far til den elskelige Elisabeth. Hun er for resten en kusine til min farmor Elise Houkjær. Og hende husker jeg tydeligt. Hun var bestemt rar mod os børn, men sandelig også en bestemt dame.
Hvis du vil læse mere om Hulsigbogen og Hulsig i det hele taget, kan du klikke ind på den kategori i højre side, der hedder “Hjemstavnsroman” – der er over 1000 sider om den lange vej til bogen, og du gider jvelikke læse dem alle. MEN: du kan skrolle eller springe til næste indlæg og det næste igen osv. indtil det hele stopper, og så kan du vælge det lille ord nede til venstre: Older posts – klik på det og du kan fortsætte i Husligbogens spor.
Tag-arkiv: hulsig
Hulsig 1935 – en begivenhed
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside: www.hesselholt.com
Begivenhed? Ja, en mærkedag for to mennesker, og en dag, som hele Hulsig tager del i. for det var sådan, at man dengang delte hinandens sorger og glæder. Som min onkel Lars skriver i “Hulsigminder”: “Det lille samfund fra Kandestederne til Tranestederne, var, såvidt jeg mindes det fra min barndom, som en samhørig familie. De tog alle del i hverandres sorger og glæder”
Et bryllup i 1935. Mine forældres. Vera og Magnus Hesselholt. Nu havde de været venner, måske kærester i ca. 10 år. Det var på tide.
Som jeg skrev i forrige indlæg, så har jeg lidt travlt for tiden med at rydde op. Og nu fandt jeg en stak på over 100 telegrammer fra hin mindeværdige dag og fandt samtidig, at det ville være synd, hvis stakken bare havnede i papirkurven, der ellers så gavmildt tager imod for tiden.
I al fald vil de nogle af dem få et efterliv her på bloggen, tænkte jeg og har derfor tænkt at vise et par stykker af de gamle telegrammer.
Navnede på dem, der deltog i festen, har jeg ikke – kun et uklart billede. Det var en stor flok. Familie og de nærmeste venner, tror jeg.
Men her et par telegrammer: det første er fra lærer Wilhelmsen, der underviste på Rannerød Skole i mere end en menneskealder. Min mor havde ham i 1910’erne.
H er kommer navnene. De fleste er måske glemte i dag. Men der er dog stadig børn og børnebørn i live, og desuden: de har levet og ikke forgæves. Deres spor er i os.
De er stavet som i telegrammerne. Der er et par stykker, der hedder det samme, men da de optræder i forskellige telegrammer er de nok ikke identiske. De fleste er folk fra Hulsig, og som regel kun med navnet nævnt. Enkelte har tilføjet titel og nogle er ”udefra”, men det noterer de selv efter navnet.
Adolf Christensen og Hustru
Agnes og Oskar Husth
Aksel Pedersen
Anders Chr. Thomsen og Hustru
Ane Katrine Christensen
Ane Kirstine og Lars og Sigvald
Ane Nielsen
Ane og Janus Madsen
Anna og Chr. Nielsen
Anna og Søren Troldborg
B. Bendtsen og Familie, Starholm
Bager Sørensen og Hustru, Jerup
Bernhardt Bendtsen og Hustru
Bernhardt Pedersen og Hustru
Bertha og Axel Jensen, Hjørring
Bertha og Peter Madsen
Bøie Sørensen og Hustru
Bøje Sørensen og Hustru
Børge Jakobsen
Chr. Christensen og Hustru, Hulsig Station
Chr. Christensen og Hustru, Højen Station
Chr. Høvenhaven og Hustru
Chr. og Marie Heilisen (Heilesen?), Tornby
Christensen og Familie, Mejeriet
Christian Pedersen
Christiansen, Plantør, Bunken
Dagmar og Jens Pedersen, Aalbæk
Ejler Nilsson
Elisabeth Larsen
Emanuel Mortensen og Hustru, Slagter, Elling
Emil Mose
Ester Houkær
Hakon Houkær
Hanna Christensen
Hansen, Statsbetjent
Helene og Oscar Hust, Raabjerggaard
Henry Sørensen, Aalbæk
Herman Strauss og Hustru
Herman Thomsen
Hildager og Marinus Kristensen, Rannerød
Høgenhaug og Familie, Strandby
Ida Nilsson
Ingeborg Houkær
Ingeborg og Ester Houkær
Ingeborg og Kristen Sørensen, Hollandsbjerg, Ørsted
J.C. Christensen, Slagter, Skagen
Jane og Jens Troldborg
Janus Chr. Jensen og Hustru
Janus Madsen og Hustru
Jenny og Svend Hesselholt, Skagen
Jens Hjorth
Jens P. Høgenhaven
Jens Peter Christensen og Hustru
Jens Troldborg og Hustru
Johan Jakobsen og Hustru
Johanne og Chr. Møller
Johanne og Thomas Peter Thomsen, Skagen
Johannes, Thorvald, Petrine og Johanne Pedersen og morbror Hans, Ørum
Jørgen Westergaard og Hustru
Karl Thomsen og Hustru
Karoline og (?) Christensen, Rannerød
Ketty og Børge Bøger (?), København
Kirsten Madsen
Kirsten og Anna, Thomas Thomsen, Gl. Skagen
Kitz og Familie
Kjær, Forretningsfører
Kokholm og Familie
Kresten Thomsen
Krestine Kristensen
Kristian Nielsen og Hustru
Kristine Christensen
Lars Thomsen og Hustru
Larsen og Hustru, ”Rolighed”
Laurits Jensen og Hustru
Laurits Larsen og Hustru
Laurits Lundholm og Hustru
Lissen Madsen
Mads Troldborg og Hustru
Magdalene Jensen
Maria og Henning Leed, Bunken
Marianne og Søren Christensen
Marie Andersen
Marie Christensen og Familie
Marie og Albert Nielsen
Marie og Chr. Pedersen, Aalbæk
Marie og Chr. Rump, Bunken
Marie og Yngvard Halt ( Holt?)
Marinus Christensen og Hustru
Martin Christensen
Martin Simonsen
Martinus Jensen og Hustru
Møller og Familie, Købmand, Bryggergade
Niels Nielsen og Hustru, Nr. Elkær
Niels Pedersen og Hustru
Ole Chr. Nielsen og Hustru
Oluf Nielsen og Hustru
Oskar Andersen og Hustru
Oskar Hust og Hustru
Oskar Hust og Hustru, Raabjerggaard
Oskar Jensen og Hustru, Vognmand, Skagen
P. Lyng og Familie, Strandby
P.W. Christensen, Skotøjsforretningen
Peder Houkær og Hustru
Peter Hjorth og Hustru
Peter Houkær
Peter Høgenhaven og Hustru
Peter Larsen og Hustru
Petrea Simonsen
Rasmus Hjorth og Hustru
Rasmus Nielsen
Rasmus Nielsen
Richard Jensen
Røntved, Jansen og Frederiksen
Signe og Thorvand Houkær
Sigrid Lundholm
Sigrid Sørensen
Sigtenberg, Købmand, Kvissel
Sigvald Christensen
Sinne og Conrad Hust, Aalbæk
Sovkrog og Familie, Hulsig
Søren Christensen og Hustru
Westergaard og Hustru, Købmand, Aalbæk
176 – Lidt mere om Hulsig Kirke
Bloggen er et vindue til mit arbejde som forfatter og foredragsholder. Herpå lægges tekster i deres spæde vorden – her diskuteres i kronik- eller essayform – her fabuleres og her leges med ordene. Kort sagt: bloggen er et kig ind i mit værksted. For mig selv er den både blog og blok: notesblok og den blok, hvorpå jeg tør lægge min hals. Jeg vil altid gerne høre din mening, kære læser.
Forleden fik jeg et par udklip fra Jyllandsposten 25. februar 1893 og 23 november 1893. Det er Hans Henne Hansen, som før har skaffet mig sjove og vigtige detaljer til Hulsigundersøgelsen, som har været ude med saksen. Jeg afskriver her de to små notitser fra de gamle aviser. Senere vil jeg (måske) lave en scanning af dem og sætte under.
25/2 1893: Nye Kirker: Udvalget med Undtagelse af C. Hage gaar ind paa at bevilje 6.000 Kr. til en Kirke i Kritianshed ( Bording Sogn på den jydske Hede) samt 8000 Kr til et Kapel i Nærheden af Hulsig Station ( Skagen Landdistrikt); …
23/11 1893: Undertegnede tillade sig herved at opfordre Alle, som kunne interessere sig derfor, til at yde Gaver til det nu næsten fuldførte Kapel ved Hulsig Station i Skagen Landsogn. Til Kapellet har Rigsdagen bevilget 8000 Kr. og i frivillige Gaver fra de ca. 240 Beboere er der indsamlet ca. 2100 Kr.; men der vil endnu kræves en Del til Anskaffelse af de hellige Kar, Messeklæder m.m. Eventuelle Gaver bedes sendte til et af undertegnede Komitemedlemmer eller til dette Blads Kontor.
C. Place, Sognepræst, Skagen – Jensen Wirring – Lærer Rannerød, O. Hovkjær, Sognefoged, Skagen Landsogn – Mads Hesselholt, Detailhandler, Skagen Landsogn – Simon Simonsen, Avlsbruger, Skagen Landsogn – Peter Hjorth, Gaardmand, Storholm – Chr. Høgenhav, Avlsbruger, Kannestederne.
Bidrag modtages på Jyllandspostens Kontor.
Læs mere om Hulsig Kirke f.eks. i indlæg 172. Der er også tidligere indlæg om Kirken på bloggen, ligesom der er et afsnit i Hændelser ved Hulsig, der handler om kirken og det religiøse liv i Hulsig. Det er på side 338.
En pudsig tilføjelse: Det er min onkel Lars Hesselholt, der som den første bliver døbt i Hulsig Kirke. De var to småfolk, som havde ventet ret så længe på den kirke: Lars og en pige, som kom til at hedde Magda, men som nær var blevet døbt Lars, fordi den distræte pastor havde byttet om på navnesedlerne. Min oldemor Kirsten så fadæsen og fik i sidste øjeblik gjort Place opmærksom på fejltagelsen.
Lars skulle have været dyrlæge, det var både min farfars og hans egen drøm, men han fik sit syn skadet, det kan man også læse om i Hulsigbogen, og blev jo i stedet lærer. Og her er så en anden sjov detalje, som Hans Henne Hansen også har gravet op til mig. Det er en annonce i Horsens Folkeblad. Her står der, at en vadsæk er blevet stjålet på stationen, og at der udloves en dusør til den, som finder omtalte vadsæk. Sækkens er den unge Lars’, og han er just rejst fra Hulsig til Gedved Seminarium for at læse. Stakkels unge mand, der må begynde sin tid på seminariet uden sine ejendele.
Her annoncens ordlyd:
For Tilvejebringelse af eller Oplysninger om En Vadsæk og en Stol, som LØRDAGEN D.5.DS. ER BORTKOMMET fra Godsekspeditionens Perron, udloves en Dusør. Vadsækken var mrkt. L. J. Hesselholt, Gedved Seminarium, og Stolen M. Sørensen, Gedved Seminarium.
En anden lille tilføjelse til de to notitser: Det er interessant, i det mindste for mig, at Mads Hesselholt, min farfar Janus’ bror, endnu bor i Hulsig i 1911 – som jeg husker det, så har han lejet (lånt) det lille hus på Hesselholts grund og driver herfra sin slagterforretning. Det morsomme er, at han er opført som Detailhandler og ikke slagter. Det vil faktisk også sige, at min far og mine onkler har kunnet lege rigtig meget med fætrene, som jo altså endnu ikke er flyttet til Skagen, hvor Mads sammen med sin Mathilde bygger den smukke slagterbutik – og så jo desværre dør tidligt fra Mathilde og sine 4 drenge. Man kan læse mere om detailhandlen i Hulsig i Hændelser ved Hulsig side:387.
Om Hændelser ved Hulsig i øvrigt: Der er endnu enkelte eksemplarer tilbage, men det ser ud, som om den snart er udsolgt, og jeg har ikke i sinde at genoptrykke den, så hvis du gerne vil eje en bog, så haster det lidt. Købes ved at sende mig en e-mail: marianne@hesselholt.com – skriv din adresse, og jeg sender en bog
171 – et guld/og diamantbryllup i 1920 og 1930 på Krøggården i Hulsig
Forleden dag fik jeg et brev fra Maren og Christian Larsens ( Krøggården) oldebarn, Hanna Henriksen. I brevet var et udklip fra Marens og Christians guldbryllup og et billede.
De blev gift i 1870. Udklippet er fra Vendsyssel Tidende 1920.
Billedet, som ses herunder omtaler imidlertid deres diamantbryllup og må altså være fra 1930 og her omtales Chr.L. som forhenværende landmand. Men dertil har jeg ingen tekst:
Her ser vi altså de to kære, gamle mennesker.
Maren døde i 1933 og Christian i 1937.
Gordon Albøge har i et brev fortalt mig, at Christian var meget syg til sidst og blev kærligt plejet af sin datter Marie. Hende holdt vi alle sammen af. Mie var festlig og blev for øvrigt aldrig gift. Det blev hendes tvillingesøster Martha heller ikke. Martha døde i Hulsig Brugsforening i en ret ung alder. Hun var på besøg der ( uddeleren var gift med hendes søster Anna). Her fik hun et ildebefindende og døde altså. Tvillingesøsteren Marie blev meget gammel.
Herunder er teksten fra Vendsyssel Tidende i 1920:
GULDBRYLLUP I SKAGEN LANDSOGN
Ondsag den 11. ds. fejrede et af Landsognets mest agtede Ægtepar, Alvsbruger Chr. Larsen og Hustru, Hulsig, deres Guldbryllup. Når man ser Guldbrudeparret, der er henholdsvis 75 og 73 Aar, skulde man ikke antage, at de begge har passeret Støvets Aar. Saa friske, raske og fornøjelige ser de ud, at man meget vel kunde antage dem for at være først i 60’erne. Chr. L. har ikke alene drevet sin Landejendom mønsterværdigt. Han har i en Menneskealder været Landpostbud og i en lang Periode Strandfoged. 11 Børn er født i det lille Hjem. 9 af dem er endnu i Live. I Skagen bor en Søn, fhv. Fisker Laur. Larsen, Østerby, og en Datter. En anden Datter er gift med Sognefoged Peter Houkjær, Hulsig. Sønnen Chr. P. Larsen driver Hjemstedet.
Vi bringer det afholdte og agtværdige Ægtepar vor hjerteligste Lykønskning og knytter hertil Ønsket om endnu mange gode og lykkelige Dage for de to Gamle og deres kære. (Chr. H. L.)
– et par dage senere stod der flg. at læse i avisen:
GULDBRYLLUPPET I HULSIG blev en sjælden smuk Festdag for Avlsbruger Chr. Larsen og Hustru. Efter Togets Ankomst, ved 2-Tiden, tog Sognepræsten, Pastor F. Busch, Guldbrudeparret, deres Børn og Børnebørn til Alters i Hulsig Kirke. Derefter tog man til Hjemmet, hvor der var mødt talrige Gratulanter med Blomster og Gaver af forskelligste Art. Der blev ved den paafølgende Middag holdt en hel Række Taler, og der indløb henimod 100 Telegrammer. Det blev med andre Ord en Festdag, som hverken Guldlbrudeparret eller Deltagerne vil glemme.
Men unge har de to nu altid set ud. Billedet herunder er det, som man også kan se i bogen “Hændelser ved Hulsig” – det lå blandt min bedstemors billeder og det viser dem vel i en vis alder trods alt – men i al fald han ligner jo en stor dreng:
De fik kønne børn. Her ser vi de 9, der omtales i artiklen – måske er billedet af dem taget i anledning af guldbrylluppet. Min “bedstemor” står øverst til venstre.
Og til slut Maren og Christian Larsens gravsten, som netop i år er fjernet. Syndigt. Men der er desværre ingen respekt for de gamle. Her ses den imidlertid:
Tak til Hanna Henriksen og tak til alle jer, der bliver ved med at ringe og skrive til mig. Også tak selvfølgelig til alle jer, der har købt bogen.
Jeg har dog stadig nogle stykker tilbage – så … send mig et praj, hvis du vil have Hændelser ved Hulsig til at komme ilende med det danske postvæsen.
158 – romanens men ikke bogens sidste kapitel
Hulsig 1919
En novemberdag
Janus var omsider nået til vejs ende. Nu skulle det nok gå med resten, tænkte han og bøjede sig over papiret og læste det halvhøjt for sig selv. Ja, det lød perfekt, og det skulle det, når det drejede sig om Karl og hans fremtid, og der måtte ikke kunne sættes en finger på hverken formulering eller tegnsætning. Eller opsætning for den sags skyld. Drengen var dygtig, han havde lært alt om landbrug af sin far, og selv om han ikke havde et egentligt eksamensbevis fra Ladelund, så havde han dog en udtalelse, der viste, hvor begavet han var. Det skulle nok gå.
Lise stod i døren og så på ham. Han havde ikke hørt hende komme, sad jo med ryggen til, og hun bevægede sig altid lydløst, når hun færdedes uden for sit køkken. Men han fornemmede hende alligevel. Som en fylde i rummet. Måske havde hun stået der længe.
”Han sover nu,” sagde hun.
”Godt,” sagde han uden at vende sig om.
”Og lægen er gået.”
Nu var det, han burde rejse sig og gå hen til hende og lægge armene om hende og trøste hende, men han tog det kølige papir op foran sig og læste ansøgningen højt.
”Og med de nye jordlove,” sagde han bagefter. ”Det skal nok gå.”
”Janus.”
”Jo, vel nytter det!” sagde han hårdt og stadig ikke henvendt til hende, og hun havde jo heller ikke sagt, at det ikke nyttede. Denne gang skulle ansøgningen gå igennem, denne gang skulle drengen få sit eget hus. Og sin egen jord. Et sted, hvor han kunne rase ud mellem roer og klitter og i ensomhed. Omgivet af fåreflokke og ikke fårede flokke, der brægede af ham, så såre han viste sig. Ingen skulle mere kalde ham Tossekarl. Nu skulle han blive en agtet mand. Som sin far. Husmand ganske vist, men en dygtig husmand kunne drive det vidt, og Karl havde sin far i ryggen. Den slags rygstød kunne de færreste husmænd læne sig mod. Og han gentog som en besværgelse, at det nok skulle gå.
”Lægen siger, at vi ikke kan beholde ham.”
Hun sagde det så dæmpet, at han valgte ikke at høre det.
”Vi må have brevet med posten allerede i dag. Fristen udløber snart.”
”Hørte du, hvad jeg sagde?”
”Nej, og du behøver ikke gentage det. Lægen bestemmer ikke over min dreng.”
”Han er også min.”
Nu kunne han høre, at hun græd. Han gik ikke hen og tog hende i sine arme. Han lagde forsigtigt brevet i kuverten, lukkede den omhyggeligt, så rejste han sig roligt, og nu gik han hen til hende, men han lempede hende blidt til side og fortsatte ud gennem den åbne dør med brevet i hånden. Roligt. Der var ting, der skulle gøres nu. Andre, der måtte skubbes til side.
”Jeg går,” sagde han.
Udenfor væltede tøsneen ned fra den grå og mørke novemberhimmel. Det var ved at gå over i regn nu, og det var begyndt at blæse op fra syd. De tunge dråber piskede mod hans ansigt, og han slog frakkekraven op og slyngede det uldne tørklæde en ekstra gang om halsen. Brevet havde han omhyggeligt anbragt i den inderste lomme, havde forsigtigt glattet det ud og syntes ligefrem, det lå der og bankede mod hans bryst. Det måtte ikke komme til skade.
Der var ingen kunder i butikken, og han stod midt på gulvet og lod vandet sile fra frakke og bukser og lige ned på det sandstrøgne gulv. Det var vel også lige før middagslukningen, tænkte han, og han var nok i sidste øjeblik, men det havde været en kraftanstrengelse at gøre arbejdet færdigt. Hele den hurlumhej formiddagen igennem, og han havde måttet kæmpe både med sig selv og de andre for at holde alt andet ude end dette ene: at samle tankerne, så han kunne få ansøgningen udfærdiget korrekt og i tide og brevet afsendt.
Og han havde nægtet at tale med doktoren, skønt denne flere gange havde forstyrret ham midt i arbejdet. Han ville til gengæld ikke forstyrre lægen i hans arbejde. Inde fra kammeret kunne han undertiden høre uartikulerede lyde fra drengen. En jamren som fra et såret dyr. Så stilnede lydene af, og til sidst blev der helt stille.
Janus forsøgte at fortrænge billedet af den mishandlede dreng, som de havde fundet i laden i morges. ”Karl, hvem er det, der har slået dig?” spurgte han igen og igen, mens han holdt ham i sine arme, men drengen gjorde sig fri og stod der og bare rystede på hovedet.
”Nej, far, nej. Ingen har slået. Det var stemmerne. De sagde det. Slå sagde de. Med jernstangen. Uduelig, det sagde de.”
Det kom hakkende og stammende, skulle hales ud af ham ord for ord. Men det gik ikke an at tænke på det nu, for så mistede han fokus og kunne ikke redde ham. Og der var jo en redning. Han stod jo med kransen og skulle blot kaste den. Og det skulle alt sammen nok gå i orden, tænkte han. Når der først kom ordnede forhold for drengen, så ville den slags ikke gentage sig, og det var jo netop det, han nu så utrætteligt havde arbejdet på. Ordnede forhold.
Og han lirkede forsigtigt brevet frem og rakte det til uddeleren, der satte brillerne på næsen og holdt det op foran sig og læste modtageradressen.
”Jamen se dog, et ministerielt anliggende. Så må man være varsom,” og han anbragte forsigtigt brevet på en hylde for sig.
Janus nikkede. Ja, det var vigtigt. Og han ville sige det, men ordene blev stikkende i halsen og alt i ham flød sammen i et kaotisk virvar af tanker og følelser, og det var med største besvær, han alligevel fik halet nogle ord frem, da uddeleren blev ved at se på ham, en smule forundret og med sit daglige smil på læben.
Nogle ord, som kunne anvendes i en snak om ingenting.
Udenfor blev han længe stående under halvtaget og stirrede ud i regnen, der nu syntes at komme fra alle sider, og et øjeblik følte han sig blændet af det tætte, urolige regngitter, så begyndte han at bevæge sig ind i det uden en eneste tanke i hovedet. Som en soldat, der bevidstløs går ind i kugleregnen. Mekanisk bar benene ham fremad, det var som om noget, han ikke kendte, havde sat ham i gang og nu måtte han gå, og han vidste ikke hvorhen.
Så vidste han det pludselig og følte kulden angribe hver muskel i kroppen, og han anede ikke, om dette isgreb kom udefra eller indefra. En knugende frygt vældede ind over ham, mens han halvt vaklende og halvt løbende bevægede sig længere og længere ind i klitten og ud mod havet, som han hele tiden kunne høre koge bag klitterne. En lyd, der kom nærmere og nærmere. Og han blev ved med at løbe, mens regnen, der nu igen havde forvandlet sig til en blanding af vand og is slog mod hans kinder, indtil huden blev følelsesløs.
Han kunne mærke gråden presse på, men vidste, at han ikke måtte give efter. Ikke græde, Janus, ikke give op … Ja, far, ja ja … råbte han og fik munden fuld af vand. Han skulle være så stor nu, så stærk, og så kunne han jo alligevel ikke, havde ikke de kræfter, eller det mod.
Jeg kan ikke, far, hviskede det i ham. Du skal, du skal, hørte han det dunke inde fra regnen, du er ingen flæbeunge, du er en mand, du er lydig, mandig og stærk, og du kan godt. Og skønt tænderne klaprede i munden og skar mod tungen, kneb han læberne hårdt sammen og tillod ingen lyde at slippe ud, og det var regnen, der løb ned ad hans ansigt og ind i hans mund, så han måtte slubre og spytte fra sig og komme videre, derhen hvor han vidste, at han skulle være. Ikke her i denne styrtregn, men i grøften. Hos far. Og han ville blive ved med at løbe, lige indtil han fandt far igen, og denne gang ville han ikke svigte ham, men blive stående fast og modigt som en væbner ved hans side, og han ville øse og skovle og blive ved, til de begge segnede. Som to soldater der falder for den samme fjende. Side om side skulle de så ligge.
Men far var borte, og Janus kunne ikke finde ham bag disse hårde stænger af vand, der ikke ville give ham fri. Og han vidste ikke, hvad han skulle gøre for at hindre alting i at drukne for øjnene af ham.
Så mærkede han, at han var nået til vejs ende, og han ville skrige så højt, han orkede, at han var her, han var lige her, hvor grøftens isvand fossede i havet.
Jeg er her, far, skreg han. Se mig! Men far hørte ham ikke, og han så ham ikke. Han greb blindt ud efter ham og holdt ham i sine kæmpenæver, så svingede han ham gennem luften, som havde han været den tungeste af alle isskosser, og ordløst kylede han sin dreng ud mod dybet, der åbnede sig og opslugte ham. Drengen kæmpede sig op mod lyset, det lykkedes ham at komme på benene, men en kæmpe bølge rejste sig op foran ham, brækkede og skyllede ind over ham.
Og nu skulle han dø.
Da bølgen brækkede, var det som om Janus vågnede og forstod, at dette ikke var et af de sædvanlige mareridt, men at han virkelig befandt sig ude i det oprørte vinterhav og at han var alene og i færd med at drukne.
I et splitsekund så han sine drenge for sig. Og Lise. Og med et brøl kæmpede han sig fri af bølgerne og kravlede op på stranden. Her faldt han om og blev et øjeblik liggende som livløs.
Så rejste han sig langsomt og begyndte at gå mod Hulsig.
*
Janus Martin Christian Jensen Hesselholt døde d.2. december 1919 af lungebetændelse. Han blev begravet i Hulsig d 10. december. Følgende salmer blev sunget: ”Jeg ved paa hvem jeg bygger”, ”Tænk naar engang den Taage er forsvunden”, ”Lær mig, o Skov at visne glad”, ”Dejlig er Jorden”.
I Vendsyssel Tidende kunne man d. 3. december 1919 læse fl.g.:
I Aftes kl.9 døde en i vide kredse kendt og agtet og afholdt Mand, Avlsbruger Janus Hesselholt, Hulsig. Afdøde, der blev 60 Aar gammel havde i længere Tid skrantet på Grund af en Sygdom i Blodet, saa stødte en Lungebetændelse til, og efter 8 Dages Lidelser, maatte han bukke under.
Janus Hesselholt, der var broder til længst afdøde Slagter Mads Hesselholt, Skagen, var Indehaver af Fædrenehjemmet dernede i Landsognet. Hans Enke er en Datter af den gamle Sognedfoged Houkjær. 4 raske Sønner, hvoraf en har Lærereksamen, er vokset op i Hjemmet.
Afdøde, der var Medstifter af og Direktør for Hulsig Sparekasse, var gennem Aarene tillige Indehaver af mangfoldige Tillidshverv, dem han alle røgtede med den største Samvittighed. Af mangfoldige Sommergæster vil han være særdeles velkendt, idet han besørgede den meste Personbefordring fra Hulsig Station til Kandestederne. Janus Hesselholt var en brav dansk Mand, sin Hjemegn en dygtig Repræsentant og sit Fædreland en god Søn. Ære være hans Minde. ( Chr. H. L. )
103 Tilbage til Hulsig
Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle
Nu lader vi vinteren sukke videre uden indblanding, og det synes som om den er indstillet på just at gøre det – sukke og glitre i sollyset og stadig med et solidt bid i hver eneste stump af den vintertrætte natur.
Vi andre må videre og forude venter Hulsig. Herunder et billede af Klarup
Jeg har på grund af helbredet ( det skrantende skidt ) været nødt til at forblive søndenfjords og altså slet ikke haft mulighed for at sætte fod på forfædrenes forblæste og sandede jord. Håber dog, at vi snart igen bliver køreklare.
Men i mellemtiden har jeg gennemgået alle de folketællinger, der har fundet sted fra 1802 og frem, og de vil blive omtalt nærmere i nogle af de følgende indlæg. De har dog ikke alle været lige læselige, og mange af dem er det rene sjuskeri. De allerældste kan jeg ikke læse i digitaliseret form, de er for uklare, og skriften kræver mere tid, end jeg har kunne afsætte. Og sært nok er mange af de yngre endnu værre, fordi “skriverne” ikke har kunnet stave, eller staver, som de har lyst til. Et eksempel : en skriver alle Christian’er eller Kristian’er sådan her: Kristijan, det gælder også Christiansen og Kristiansen – de får alle et j . Jeg har selvfølgelig ikke haft tid til at gå alle kirkebøger igennem for at finde de rigtige stavemåder. I rigtig mange tilfælde kan man næppe tale om en “korrekt” stavemåde. – F.eks. staver de fleste “Krøg” men andre “Krøgh” og mange staver “Trane” men ligeså mange “Thrane”. Sådan kunne man blive ved. Sært nok er en af de mest sjuskede min kære morfar, Anders Andersen, – hans liste gav mig i øvrigt en klump i halsen, for han havde NØJAGTIG samme skrift som min mor – det var som at gense de breve, hun sendte til mig, da jeg gik på kostskole og mors breve var det bedste i hele verden. Dog var indholdet noget andet.
Man kan konkludere meget ud fra tællingerne, og det vil jeg vende tilbage til. Her kun et: der var til min forundring næsten ingen børnerige familier. Husene har jo været små, og desuden bliver kun et af dem benævt “gård”, nemlig Hesselholt – alle andre omtales som “huse”. Børnetallet holdes nede på 2 – 4. Den eneste afvigelse er en banearbejderfamilie, der virkelig var rig på tilvækst af småfolk – her kom der en lille ny hvert år. Men det var jo først efter århundredeskiftet.
Der var naturligvis heller ikke mange tjenestefolk i de små huse.
Spædbørnsdødeligheden kan man naturligvis ikke læse sig frem til, da folketællingerne optræder med flere års mellemrum, men ellers ser det ikke ud til, at der døde mange børn. Man har levet sundt i de små huse.
Nu ikke mere om det, før jeg vender tilbage, og det sker ikke, før jeg har bearbejdet materialet lidt grundigere. Men der vil komme små artikler om Hulsig ind imellem.
Og jo, jeg må lige føje til, at Skagen Landsogn er MEGET mindre end jeg troede: befolkningstallet holdt sig i de ca. 100 år konstant på lidt over 100 personer. Og til sognet hører f.eks. ikke Rannerød, Starup og Kandestederne. Men da disse steder har betydning for min bog, vil jeg være nødt til at foretage analyser også af tællingerne fra Raabjerg Sogn.
Min oldefar Ole Houkjær Pedersen stammer fra Houkjærgården i Kandestederne og at han er en bror til den Mads Houkjær, hvis datter og svigersøn grundlagde Kokholms Hotel i den gamle gård. Han var et underligt menneske, en meget sammensat natur, og han vil helt sikkert spille en stor rolle i romanen.
101 – Intermezzo
Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle
I morges kom jeg et hanefjed nærmere min roman – hjemstavnsromanen, den bog, jeg har fablet og stablet om i årevis. Nu tegnede der sig et mønster, men kun ganske svagt, og hvordan vejen ind i det bliver, kan jeg ikke vide. Måske lige så sandet og stenet som hidtil – og kedsommelig for jer, der vandrer med – mine trofaste læsere ( igen vover jeg at sætte ordet i flertal).
Helst ville jeg rigtignok løbe lige ud ad den omtalte vej og ende i sidste kapitel med et lykkeligt slutsuk.
Jeg har før oplevet, at en uoverstigelig barriere, som blokerede min forfattervej, pludselig var borte. Sådan var det f.eks. da jeg skulle skildre mødet mellem de to grever, Scheel von Plessen og Lütichau, i det gamle egnsspil fra Fussingø. Jeg var blokeret og kunne ikke se dem for mig og slet ikke høre dem. Så kom de begge og bankede på midt i en drøm. Og jeg både så og hørte dem, og næste dag skrev jeg scenen uden besvær. Og vidste, at den var sand.
Sådan har det også været med Thomas Kingo. Da han var mig fjernest, kom han ganske tæt på, og også det skete i en drøm. Og jeg ikke blot skuede, men gennemskuede ham, den gamle digter – som jeg havde sat på en piedestal, hvorfra han nedstirrede mig og hele verden. I drømmen blev han MENNESKE.
Sådan har jeg ikke oplevet det nu. Med romanen, mener jeg. Desværre. Jeg drømte ikke engang om den. Men da jeg vågnede, så jeg alligevel et mønster. Og et tidsbillede. Og nu ved jeg nogenlunde, hvor jeg skal begynde og muligvis endda, hvor jeg skal ende.
Det varer måske ikke længe, før jeg kan begynde at skrive små skitser. Og jeg vil lægge dem på bloggen, selv om jeg nok vil føle det, som om jeg lagde hovedet på blokken. Mit eget forstås.
Et hoved, som engang for længe siden slet ikke lignede det, jeg løber om med nu om stunder, men så ret lyst og lykkeligt ud – som var livet en appetitvækkende hovedret, lige til at slubre i sig:
Og hør nu! Da jeg tog det her gamle billede ud af rammen, så faldt der et snit af et postkort ud: og afsenderen er den Gordon, jeg skrev om forleden på min blog, og som jeg er så glad for at have (gen)fundet – dels fordi jeg husker ham som min barndoms fjerne helt, og dels fordi han er den sidste direkte efterkommer af den store Krøghske børneflok, som helt sikkert får hovedroller i mit Hulsigdrama. I et brev til mig har han fortalt, hvad han husker fra Hulsig i gamle dage – og noget af det var nyt for mig.
Her under kan I se det lille afsnit af det gamle postkort til hans moster og min bedstemor:
Ja, og så ved i al fald Gorden, hvornår det kort er afsendt, for det er året før sit bryllup med Anne Marie, som jeg også godt husker fra besøg hos bedstemor.
NB: Egentlig er et intermezzo i sig selv et Notabene – men her alligevel sådan et: Der er en tilføjelse til indlæg 100 “med livet som indsats.” Lidt om navne. Måske kunne det interessere dig?
99 En gåde løses – og lidt mere om min unge bedstemor
Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle
Så lykkedes det omsider at løse gåden om det gådefulde billede af smuk kvinde med lille dreng. Hvem er hun? Som ihærdige læsere vil vide, så herskede der uenighed om sagen. Nogle – i af fald to – mente, at billedet forestillede min bedstemors søster Ingeborg, men her var jeg fra begyndelsen uenig, for jeg husker tydeligt bedstemor fortælle om den fine familie i København, hvor hun var selskabsdame for søstrene Kondrup. Og deres nevø var en officer, hvis barn bedstemor passede af og til. Det skulle så være de to på billedet. Billedet husker jeg, at hun viste mig, og hun fortalte også den historie, der hørte til det. Desværre her jeg glemt de nærmere omstændigheder omkring billedet.
Nu har jeg fundet to andre billeder af min unge bedstemor, og det er den samme som på billedet med barn. Altså er det smukke billede et foto af min smukke bedstemor.
Herunder de tre billeder:
her ses hun sammen med alle sine søskende
Og på det lille billede har vi snuppet hende lige ud af et bønnemøde i Indre Mission. Hele billedet kan ses i et tidligere indlæg.
Det er ærgerligt, at man ikke lyttede mere opmærksomt, når de gamle fortalte. Og nu er de døde. Også den næste generation er borte. Eller nej, det er for resten ikke sandt: jeg ved i det mindste to, som lever. Den ene er min bedstemors brors søn Peters kone ( altså en kone til en nevø). Hun hedder Ebba, og jeg har endnu ikke kontaktet hende, men det gør jeg snarest, og måske har hun gemt nogle gamle billeder og kan fortælle nogle historier. Det håber jeg.
Den anden er min bedstemor Christianes søn, Gordon. Ham har jeg kontaktet for nylig, og forleden fik jeg et brev fra ham. Han husker mange ting om sin familie og en hel del om folk i Hulsig i første halvdel af forrige århundrede. Han fortæller bl.a., flg. om sin mor ( jeg citerer:) “Som ung blev hun ( desværre) grebet af Indre Mission. Hendes forældre fortsatte tilværelsen i den moderate og afslappede kristentro som dengang var en del af bondekulturen. Men hendes søstre lod sig åbenbart påvirke til et levned som moderate indremissionske, måske for at glæde deres søster og for at slippe for hendes omvendelsesprædiken.”
Jeg kan rigtig godt lide den sidste forklaring, men tror alligevel ikke rigtig, den holder. Min bedstemor var i al fald fast pietistisk forankret, og da jeg nærmest er opdraget af hende, har jeg fået den form for kristendom podet direkte ind i sjæl og sind fra den tidligste barndom. Og hendes søster Kristine ( gift med Peter Houkjær) havde samme tilgang til troen, det ved jeg fra korrespondance med et af hendes børnebørn. Hun fortæller, hvordan de knælede og bad aftenbøn inden sengetid ( præcis som hos min bedstemor).
Og nu et lille dokument, som viser lidt om den ene Frøken Kondrup – hun skriver i 1917 dette kort til min bedstemor:
Og her ser vi frøkenens kirke:
Frøknernes hengivenhed var ægte nok, og min bedstemor holdt meget af dem. Men jeg ved ikke, om hun virkelig arbejdede for dem eller traf dem i forbindelse med sin aktivitet i Indre Mission. I al fald holdt de så meget af den unge kvinde, at hun arvede en del penge og smukke møbler efter dem. Bedstemor oprettede sin egen systue ved den tid, og det er jo muligt, at arven var med til at financiere den. Jeg så som barn et billede af bedstemor, der står i sin systue omgivet af unge sypiger. Det billede er desværre gået tabt. Sådan er der så meget at sukke over i den forbindelse. Breve, der er borte – ord, der fortalte om livet dengang, men som ikke fik den levetid, de fortjente.
Gordon skriver i sit brev til mig flg. om de tre søstre: Marie, Martha og Anna, ( som han staver Anne).: “Mine mostre Marie og Martha var tvillinger, men psykisk meget for skellige. Martha, som døde i 1939 eller 1940, forholdt sig dybt alvorligt til livet. Det gjorde Marie, som døde i 1969, absolut ikke. Hun og moster Anne opholdt sig nogle år i København, Anne antagelig hos en familie tilhørende den dannede og kultiverede overklasse. Marie antagelig hos en familie tilhørende den lavere klasse. De vendte begge ryggen til deres barndoms sprog, vendelbomålet. De slog dog ikke over i københavnsk, heller ikke Marie.”
Jeg husker bedstemors sprog som et lidt gammeldags, men smukt rigsdansk. Kultiveret var hun sandelig også. Da jeg blev gammel nok, læste vi sammen Dostojevskijs “Brødrene Karamassof” ( vi læste højt for hinanden) også danske digtere læste vi. Måske fik jeg interessen for litteratur af hende. Min bedstefar var også glad for at læse og ejede en stor samling klassiske værker.
Mine forældre var ikke missionske, og det må have været svært for dem at slå sig ned i den lille fiskerby Strandby, hvor næsten alle enten tilhørte Indre Mission eller var medlem af Metodistkirken – begge retninger præget af pietisme. Her blev min far købmand. Senere auktionsmester.
Far indmeldte alle os børn ind i Metodistkirken, måske i den tro, at det var en modvægt mod den meget inderlige kristendomsdyrkelse, som bedstemor praktiserede. Og der havde han sært nok ret. I metodistkirken oplevede vi i al fald et frirum, hvor lejrture, teaterspil, sang og musik var en del af livet. Der var ganske enkel tale om en friere livsudfoldelse. Men så må jeg skynde mig at tilføje, at bedstemor IKKE var sortseer og fordømmende som så mange andre i Indre Mission, og hun tog afstand fra fiskernes mørke livssyn. Kom for resten ikke meget i missionshuset.
Herunder et billede af min meget gamle bedstemor – hun er sammen med noget familie, vist nok fra Nr. Uttrup – men jeg kender dem ikke. Billedet her er taget kort tid efter, at hun havde foretaget sit livs rejse: en Mallorca-tur sammen med min bror Anders. Den tur har jeg et enkelt billede fra. Det kommer sidst i dette indlæg. Her ses bedstemor på havnen i Strandby:
Nedenstående det eneste billede, jeg kan finde fra bedstemors tur til Spanien:
Det er Anders yderst til højre. Han fortalte, at bedstemor havde villet prøve det hele. Pedalbåde syntes hun især om. Og natklubber. En hel ny verden. Men inkluderet i prisen, så naturligvis deltog hun. Anders var træt, da de kom hjem.
Den unge Anna og den gamle Anna – men her kommer et billede af den ikke så unge og slet ikke gamle Anna:
66. Ellens Åmands optegnelser om Tranevej
Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.
Billedet forestiller min mor
I højre side kan man klikke sig ind på den kategori, man gerne vil læse om. Her er også mulighed for at finde ind på de forskellige måneders indlæg. På hjemmesiden www.hesselholt.com kan man se og læse om de bøger, jeg har skrevet.
ELLENS OPTEGNELSER:
Nedenstående indlæg er skrevet af Ellen Åmand, der i ca. 50 år ejede sommerhuset “Lærkereden” – Ellen solgte huset i 2011. Hun har boet hele sit voksne liv i Sverige, var gift med Knud Åmand, der døde for nogle år siden, og sammen har de børnene Ulla, Marianne og Lasse.
Herunder nedstående artikels forfatter Ellen Åmand
I de mange år, familien boede i Tranestederne i sommerperioden, brugte de, som man kan se af indlægget, ikke kun tiden til feriesysler som badning og traveture, men knyttede gode kontakter til beboerne i nærheden, og Ellen fortæller herunder om de mange kendte og ukendte naboer, som de lærte at kende gennem årene.
Det er ikke lykkedes mig at sætte billederne ind endnu, men jeg arbejder på sagen, og indlægget vil blive forsynet med billeder fra Ellens kamara + enkelte fra mit eget.
Ellens indlæg er samlet i et lille hefte, der har titlen Gårdene på Tranevej. Det kan muligvis bestilles hos Ellen. Herom senere.
HISTORIER OM GÅRDE OG HUSE VED TRANEVEJ FOR-TALT AF ELLEN ÅMAND
A la recherche du temps perdu!(Marcel Proust)
På spaning efter den tid som flytt!
På sporet af den tabte tid!
Langs hele Tranevejen lå der böndergårde, da vi kom til Tranestederne.
Prästen Christian Houkjär skrev i sin bog : ”Fra Flyvesandets egne”
I 1878 husede Skagen landsogn kun 15 familier i lokaliteterne Hesselholt, Lundholm, Klarup, Hulsig, Karred og Tranestederne. En filialkirke til Skagens kirke blev opfört i 1894, og den fik i lighed med jernbanestationen, der var ble-vet etableret 4 år inden, navnet Hulsig, og på den måde fik den hyggelige lille landsby så det navn.
GAARDLUNDS GÅRD
Nede i selve Hulsig lå storbonden Gaardlunds gård, hvoraf en stor del nu er ble-vet solgt fra til hotel Skagen Strand. Gårdlund og hans 2 sönner dyrkede et stort areal med kar-tofler. Hulsigkartoflerne fra den gode sandjord var meget läkre. Han solgte dem i sin svinestald, som var temmelig ny men ikke havde väret i drift så länge. Han havde også et stort stykke med jordbärplanter til selvpluk, som vi benyttede mange somre. Han indrettede efterhånden värelser til udlejning og et cafeteria i svinestalden. Nu var det turisterne, som var en del af indtägten.
Hotel Skagen Strand er blevet meget populärt. Det er et stort areal med lave hu-se og gode muligheder til motion bl a en svömmehal. Mange af vore gäster har boet der, og min bror holdt sit guldbryllup med stor fest og lejede huse til hele familien.
LILLE LOUISE
Längere nordpå lidt nede ad Karredvejen lå gården Lille Louise. Henning Thomsen fortäller, at hans far köbte den og drev den som landbrug, så det var hans barndomshjem efter at familien var flyttet fra Karredgården.. Den blev se-nere indrettet til at leje ud til turister, og det var der Folke og Dagny, vore sven-ske venner, boede til leje sommeren 1962. da vi besögte dem og var så heldige at komme i forbindelse med Laurits og köbe en sommerhusgrund af ham.
Lidt längere mod nord lå ERIKSLUND, Laurits og Kristas gård.
Laurits og Krista var de første, vi kendte i Hulsig, da det jo var fra deres gård sommerhus-grundene var udstykket. – Vi vilde gerne plante noget til at lä, så Laurits skaffede planter fra Hedeselskabet. Vi tog derover om efteråret 1962 og lånte et andet sommerhus ved Tranevej, som tilhörte en familie Hylander fra Skagen og plantede fyr og gran efter Laurits rådgivning.
Pileskud fik vi af Laurits fra hans egne träer, de drak meget vand, og grunden var jo fugtig.
Det var meget hyggeligt at besöge dem på gården, hvor vi köbte äg af Krista. Kökkenet var indrettet med faste bänke langs väggen og solide möbler lavet af godt egetöm-mer fra et skib, som var strandet ved Kandestederne. Det var fra Finland og i god stand, da det blev drevet ind på stranden af en heftig vestenstorm. De som var med i red-ningsväsenet som, Laurits var, havde reddet söfolkene, og de fik lov til at dele strandingsgodset og tömmeret, da skibet blev hugget op. Alt kunde jo genbruges rundtom i husene, tömmer var en mangelvare.
Laurits mor var död af tuberkulose, da han kun var 10 år. Faderen, gamle Erik havde väret sömand i sine unge år, inden han giftede sig og blev bonde. Han gik med en guldring i öret fra den tid. Agnethe, husholdersken fra Tranegården, som havde kendt ham, fortalte, at han var håndsnild og viste os nogle ting, han havde lavet til Ulla Poulsen. Han er omtalt i skuespilleren Thorkild Roses fortälling om en St. Hans aften på Tranegården på Johannes Poulsens tid fra ”Bogen om Jo-hannes skrevet af hans venner”.
Laurits fortalte, at hans forfädre var kommet til Nordjylland, da Köbenhavn blev bombet af Engländerne i 1809,og mange var blevet hjemlöse. De fik tilbudt et stykke jord i öde egne i Danmark, hvor de med stort slid kunne opbygge en bon-degård at leve af.
Da vi kom, havde Laurits og Krista köer, grise, får og höns og dyrkede mange kartofler, rug og hvede og höstede hö til vinterfoder. Helt inde blandt klitterne havde Laurits nogle jordstykker med gräs. Han viste os på et kort, at han faktisk ejede et stykke jord, som gik helt over til Vesterhavet, men det var blevet fredet, og han havde fået en latterlig lille sum i erstatning. Det var han bitter over. Han tjente jo heller ikke store summer ved at sälge sommerhusgrundene, men sagde, at han var tilfreds, hvis vi var glade for vores grund og vilde bo der i mange år, og dette önske har vi jo opfyldt.- .
Laurits var en rigtig lun jyde. Da min söster kom på besög, og jeg präsenterede hende, sagde han: Er det din söster Ellen, hon ä moj kjönnere end du.! Da vi for-talte om en tur til Rold skov sagde Laurits, at der kunde vel ikke väre noget kjönt syd for Limfjorden.
Da Laurits og Krista havde guldbryllup midt i vinteren, blev vi inviteret med til en fin fest på Ingers hotel. Vi boede i Lärkereden, selvom det var hundekoldt. Vi havde jo gode dundyner og gasovnen. Der fik vi hilst på de 4 sönner, som havde fået gode håndvärksuddannelser og var flyttet sydpå. Der var også mange naboer og venner. Bordet var däkket med fint porcelän og smykket med smukke figurer fra den kongelige porcelänsfabrik og väggen dåkket med et stort dannebrogs-flag. Der blev holdt mange hjertelige taler, og efter middagen var der musik og dans. Det var rörende at se Laurits og Krista danse brudevalsen, medens vi klap-pede – Näste dag var vi nede på gården og spise en god frokost med öl og snaps og havde det väldig hyggeligt med familien. Vi gik ind gennem den fine äresport, som börnene havde rejst udenfor dören. – Ja de forstod at holde gilde.
En kold vinterdag skete der et flyvehavari over Laurits mark. Et övelsesplan fra flyvevåbnet i Aalborg fik vanskeligheder og slog ned ikke langt fra gården. Pilo-ten nåede heldigvis at skyde sig ud med katapult og havnede i Ålbäk bugt. Lau-rits viste redningsmändene vejen ud gennem klitterne til stranden, så de nåede at bjerge piloten, inden han frös ihjäl. Han kom senere på besög og takkede Lau-rits.
Laurits og Krista nåede også at komme en tur til Göteborg med Hylanders bil. Det var de meget glade for, de havde jo ikke väret på mange udenlandsrejser i deres liv. De huskede alle detaljer fra turen mange år efter.
3. Men det havde väret et slidsomt liv på den lille gård. Til sidst fik Laurits gigt og måtte ligge på en sofa inde i stuen en stor del af dagen. Krista havde diabetes, Mange naboer og venner kom på besög med friske markbuketter og andre gode ting. Sine sidste dage tilbragte Laurits oppe på det hyggelige Skagen sygehus, hvor vi tog afsked med ham, den gode og hjälpsomme mand. Krista måtte sälge gården, fik en god moderne pensionistbolig i Ålbäk og kom senere på et hygge-ligt plejehjem i Skagen, hvor vi besögte hende mange gange.
KARREDGÅRDEN
Längere nede ved stranden ligger en smuk gård, lang og lav med stråtaget beva-ret. Den passer så godt ind i landskabet. Vores gode ven og hjälper anlägsgartne-ren Henning Thomsen er födt der, men nu er der nye ejere, som har restaureret gården fint. Det er blevet en hestegård og Marie Husth har fortaltt, at mange he-ste engang var sluppet lös og pludselig stod inde i Husths gård. Marie var jo ikke bange for heste, selvom de var en hel flok, så hun gik ud og fik dem gennet hjem til deres egen gård igen.
Hennings far havde en båd og gik ud at fiske med Johannes Poulsen de år han boede på Tranegården. Han lavede også en bådebrygge til Ulla og Johannes.
Henning var den yngste af 5 söskende, 4 drenge og en pige, Kaja Margrethe, som efter sit giftermål blev bosat i Helsingör. Hun gik med i en studiecirkel om erindringer og skrev om sit liv. Det gjorde hun meget levende, og dette skrift er en uvurderlig kilde til viden om livet på Karredgården og lille Louise fra den tid, da der endnu var levende landbrug på Tranevej.
Kaja Margrethe skriver:
“Således så en almindelig dag ud; Mor og far stod op ved 5 tiden, far rögtede dy-rene, mens mor tändte op i komfuret og gik i stalden og malkede köerne. Det var altid mors arbejde. Ved 6.30 tiden blev der kaldt på os 5 börn. Der var dejligt varmt vand til at vaske os i. Til morgenmad fik vi kaffe og rugbröd med sukker på. Far delte sild ud til os, som vi spiste til sukkermaden med en kop mälk til. Mor smurte madpakker og sörgede for, at vi kom afsted i skole. Om sommeren gik vi små i skole 4 dage og de store klasser 2 dage om ugen. Alle skulde hjälpe til i marken og med dyrene. Når vi kom fra skole, stod den varme middag og snerrede på komfuret. Det var fisk 5 dage om ugen, köd fik vi kun lördag söndag .
Far fiskede fra en robåd. Hvis der var mere fisk end der var brug for, körte far de 12 km på cykel til Skagen og solgte fisken på auktionen. Så blev der en lille skilling i pungen.
Far var også sin egen smed. Han kunde lave alt muligt, f eks ringe til vognhjul og hestesko. Ja jeg synes nästen, han var en tusindkunstner. Far var med i red-ningsväsenet, så han gik strandvagt, når det stormede. Far havde også mälkerute. Han körte med hest og vogn rundt til alle gårdene östen for banen,, samlede alle mälkespandene og afleverede dem på en rampe oppe i Hulsig by, så kom der en lastbil og körte dem til Skagen mejeri. Ved 11-tiden hentede far igen alle mäl-kespandene og körte retur. Nu var der skummet mälk og kärnemälk i dem.
Mor havde nok at göre med at sy gammelt töj om, som hun fik fra noget familie i Köbenhavn. Samtidig kartede og spandt hun også alt det garn, som skulde bru-ges til strömper, tröjer, vanter og huer samt uldne undertröjer til alle os 5 börn. Uh hvor de krassede. Garnet blev også farvet i de flotteste farver til tröjer og sort til lange hjemmestrikkede strömper. Det var kun om söndagen jeg måtte få hvi-de strömper på. Ulden fik vi fra de egne får.
Jeg hjalp mor med at karde og spinde. Det kan jeg stadig huske at göre.
Som eneste pige var det mit arbejde at vaske op. Jeg var så lille, at jeg måtte ha-ve en hummerkasse at stå på for at nå op til vasken. Om söndagen skulle jeg pudse alle dörgrebene i stuen, det var messing. Jeg skulle også skure gulve, de var jo ikke ferniseret. Når de var törre, blev der ströet et fint lag af den fineste hvide strandsand på. Det holdt gulvene rene. Der blev fejet ind imellem og så en ny omgang sand på.
Mine brödre skulle sörge for at raspe roer til köerne og hakke hakkelse til he-sten..
Vi skulde også hjälpe til med at rense rödspättegarn, når far havde väret ude at fiske.
Vi gik i skole i Ranneröd skole, som lå midt imellem Hulsig og Kandestederne. Der var 4 km at gå .De förste 5 år var gode år i skolen. Hvert år på min födsels-dag den 22 Sept. havde lärer Wilhelmsen lagt en masse äbler, pärer og vindruer på et havebord, så måtte vi gå ud og spise af al den dejlige frugt, og jeg måtte tage det som blev tilbage med hjem.
Når vi kom til skole om vinteren og der var meget sne, blev vi våde på benene helt op til rumpen, vi havde kun träsko at gå i. Så fik vi lov at gå ind til fru Wil-helmsen i deres fine stue, og så var det bare af med al det våde töj. Det blev tör-ret på kakkelovnen, og imens fik vi varm mälk og en mad til. Hun var meget söd mod os.
De 2 sidste år i skolen fik vi en lärer, som var nazist. Han brugte flere timer om ugen til at läse op af Mein Kampf. Han kunde også finde på at give os fri en time efter at vi var mödt i skolen, fordi han skulle hen i bunkeren ved Kandeste-derne og träffe sine venner de tyske soldater.. Gik nogle tyskere forbi skolen, blev vi kommenderet til at stå i räkke langs vejen og råbe Heil med armen skråt op. Ingen turde sige eller göre noget. Läreren havde tyske vagter til at gå ved skolen, fordi han jo blev truet nogle gange.”
Henning har fortalt os, at hans far sagde, at de bare skulde gå hjem, hvis läreren kommanderede dem ud at råbe heil. Men så blev de skäldt godt ud dagen efter.
Da freden kom blev den lärer hentet af modstandsfolk og blev aldrig lärer igen.
Henning var ellers en lille spilopmager og vilde gerne lave lidt sjov i timen på lärer Vilhelmsens tid. Pigen som sad ved bordet foran ham, havde nogle lange fletninger ned ad ryggen. Henning kunde ikke modstå fristelsen til at dyppe dem i sit bläkhus. Der blev jo skrig og skrål og sikkert grin, og Henning fik som straf bäre törv ind til kakkelovnen hele den dag.
Om legene i barndommen fortalte Kaja:
I mit hjem havde vi ikke nogen form for köbt legetöj, men vi manglede ikke no-get at lege med. Vi fandt selv på lege, og da jeg var eneste pige blandt 4 brödre, ja så blev det jo mest drengelege, vi legede derhjemme.
Vi lavede blandt andet små mursten. Det foregik på den måde, at vi tog noget af min fars läskede kalk, noget cement og sand og blandede det godt med vand. Til forme brugte vi tändstiksäsker, som vi tog bunden ud af. Så stöbte vi små mur-sten i dem og satte dem til törre på et brädt. Der blev nogle fine små sten ud af det. Dem byggede vi små huse af.”
Sådan skriver Kaja. Jeg kan ikke lade väre at tänke på at disse börn faktisk op-fandt de förste legoklodser.
Kaja skriver videre;
“Vi havde også en anden leg, der optog os. Vi samlede skaller på stranden. Dem kaldte vi köer, heste, höns og så videre. De blev sat ud på gräs og blev hentet hjem igen til stalden om aftenen. Stalden havde vi bygget af gamle kasser. Vi byggede også huler af gamle fiskekasser.
I skolen legede vi sanglege som ”Munken går i enge”, ”Tag den ring og lad den vandre”, ”To mand frem for en enke osv.”
Jul i min barndom
Jeg husker min barndomsjul som noget meget spändende og höjtideligt.
Når vi närmede os julen, blev der slagtet gris. Det var vi med til alle sammen.
Der blev tändt op under grukedlen, for der skulle bruges varmt vand til at skolde grisen i. Min far havde altid et ärinde enten hos en nabo eller også skulle han i Brugsen lige netop når hans gris skulle slagtes. Det kunne han ikke overväre. Han var alt for glad for sine dyr, som han havde gået og klöet bag örerne.
Men far dukkede altid op igen og hjalp til, når grisen var slagtet. Nogle gange skulle jeg röre i blodet, så det ikke stivnede, for det skulle bruges til blodpölse. Grisetarmene skulle renses, og blodpölsen hjalp vi også mor med at lave. Det kunde väre lidt uläkkert, men det tänkte vi nu ikke så meget over. Vi tänkte på den dejlige julemad, der blev lavet. Resten af året fik vi ikke sådan dejligt påläg. Når så mor havde kogt alt sulet i grukedlen, blev der kogt hele hvidkålshoveder i den suppe. Uhm hvor det smagte godt.!!
Julepynten til juleträet lavede vi af indpakningspapir, som vi fik om varerne ne-de i Brugsen. Vi lavede musetrapper, hjerter og krämmerhuse. Der var mange flotte motiver med nisser og julegrise dengang. Jeg tror nok, at det eneste far köbte til juleträet var lys, flag og fehår. Der var jo ingen penge at köbe for den-gang.
Juleaftensdag fik vi frokost kl 12 med stuvet hvidkål med kanel og sukker på. Dertil medisterpölse og kogt fläsk. Når vi var färdige med at spise, skulle vi börn med far og hente vores juleträ. Far havde en lille plet med graner. Så fik selv lov at välge et.. Det skulle nå helt op til loftet, men der var ikke särlig höjt i de lavtloftede stuer dengang. Når vi kom hjem med juleträet satte far en träfod på og så gjorde han träet pänere ved at save en gren af forneden og bore den ind längere oppe, hvor der manglede en gren. Far pyntede altid juleträet. Mor havde nok at göre i kökkenet. Når vi så havde spist risengröd med julehvidtöl til og få-et fläskesteg skulle der danses om juleträet og synges julesalmer. Julegaver fik vi aldrig., mandelgaver heller ikke. Det kendte vi slet ikke til. Når vi var färdige med at danse rundt om juleträet, läste far eventyr af H C Andersen, Bagefter fik vi lidt figner og delte apelsiner.
Jeg husker isär en juleaften om eftermiddagen, hvor mor bad far gå i brugsen ef-ter nogle ting., så hun kunde bage finbröd (det var et franskbröd) Det sagde far nej til. Han kunde ikke få skrevet mere hos Brugsen. Så gik mor og gräd ude i kökkenet. Det betöd, at julestemningen var blevet lidt trykket.
Pludselig var far väk, og det var mörkt, da han tittede frem igen med en säk på ryggen. Så havde han alligevel väret i Brugsen, og så kan det nok väre, det blev jul i det lille hjem. Der var varer til mor og for förste gang i min barndom fik vi alle sammen en julegave.
Jeg kan huske, at jeg fik en lille kludedukke, en lille neger. Den jul glemmer jeg aldrig. Hvordan far fik betalt, har jeg såmänd tit tänkt over i mit voksenliv.
6,
Anden juledag var vi altid inviteret op til en nabogård hos Christian Husth og hans kone Marie. De havde en dreng, som hed Erling. Der stod juleträet i den fi-ne stue, hvor der var meget koldt. Når så Erlings far tog sin violin og stillede sig op foran os og vi gik ind til juleträet, som var så funklende flot, var det hvert år en stor oplevelse. Når vi havde sunget julesalmerne fik vi en godtepose, og de voksne gik ind og drak kaffe imens vi legede omkring juleträet. Så havde vi haft endnu en dejlig julefest.
Kaja skriver også om sine foräldrer:
Far og Mor havde jo ikke meget fritid, men en gang om måneden samledes de små husmänd og deres koner på skift hos hinanden, og så sang de af hjertens lyst af höjskolesangbogen. Bagefter var der kaffebord. Det husker jeg som nogle dej-lige dage, når det var hjemme hos os
Mors fritidssysler var strikketöj, karte og spinde og farve de garner hun spandt og ellers sy töj til os, ofte af brugt töj. Det blev sprättet op, vasket og vendt. Mor var sikkert stolt mange gange, når hun havde syet en fin kjole til mig.
Far var i nogle år i sognerådet og med i bestyrelsen for andelsmejeriet i Skagen. Far kunde også lide at spille kort med naboerne.
Derudover fiskede far fra sin robåd. Det var spändende, og når det var godt vejr, skulle vi alle ned og hjälpe med at träkke våd. Jeg husker en sommeraften, at far sagde til mor, at hvis der var laks i aften skal du få en symaskine. Der var laks og mor fik sin symaskine, som stadig eksisterer.
I 1940 kom Ulla og Johannes Poulsen til far og bad om han kunde hjälpe dem. De havde köbt et husmandssted, som lå längst nede i Tranestederne. Det blev gjort meget fint i stand og en badebro skulle far også bygge, for Ulla turde ikke gå ud, hvis der var tang inde ved land.
Ulla var balletdanser og Johannes Poulsen var skuespiller. De var meget söde mennesker. Johannes Poulsen ligger begravet i en bakke, han selv havde udpe-get deroppe.
Far var også ivrig jäger. Han sköd räve, harer og måger. Rådyr gik far også på jagt efter, men han kunde aldrig skyde dem, når han havde dyret på skudhold, nännede han ikke at skyde, han synes de havde sådan nogle könne öjne., sagde han.”
GÅRDEN SOM FORSVANDT
Efter Karredsgården kom familien Husths gård, som nu er revet ned. Det var og-så et levende landbrug ligesom Laurits og Kristas gård. Familien bestod af Chri-stian og Marie Husth med sönnen Erling.
Vi kom efterhånden til at kende familien Husth närmere.. Det begyndte, da Christian var taxeringsmand i Hulsig kommune, og vi gik derind, for at han kunne skrive taxeringsvärdien på vores papirer. Vi blev inviteret ind i stuen til den venlige mand, som tog sin opgave meget alvorligt. Vi inviterede senere hele familien ud til os, de var så rare og interesserede i, hvordan vi havde indrettet os. Christian gav Knud gode råd om, hvordan han skulle passe sine bärbuske og kökkenhave. Christian var desvärre slemt plaget af gigt og döde tidligt slidt op ved det hårde arbejde med den lille gård.
I begyndelsen af vores tid i Lärkereden kunne man köbe mälk, ost og smör på mejeriudsalget oppe i Skagen. Men da mejeriet blev nedlagt, og mälken skulle hentes i tankbiler til mejeriet i Hjörring, hvilket krävede dyre köleanläg, solgte de små bönder alle köerne og der blev tomt på markerne rundt om Hulsig.
Vi köbte nylagde äg af Marie og fik lov at dyrke kartofler og porer på deres mark og klippe af Erlings frodige persille. Erling og Knud havde hver 2 räkker kartofler, som Erling hyppede og rensede med sin traktor. Han så også til vores hus om vinteren og ringede, hvis der havde väret indbrud, hvilket skete et par gange. De var ofte oppe hos os til kaffe om sommeren. Särlig da Lasse og Ing-Mari kom med deres tvillinger Linda og Helene, var Marie glad. Lasse gik med dem i tvillingvognen og hentede kartofler på gården og samtidig kiggede de på katten. ”De må gerne kalde mig bedstemor” sagde Marie, hun savnede jo egne börnebörn.
Desvärre ved svenske börn ikke, hvad en bedstemor er, de har kun mormor og morfar, farmor og farfar.
Marie fortalte så morsomt om sin förste tid i Hulsig, da hun hjalp Kirstine Hö-genhaven i telefonvekslen. Alle kendte alle og ofte blandede telefonisten sig i samtalen f eks:” Ska du ha fat i Kresten, han er lige taget til Skagen, men kom-mer nok snart hjem igen”. Det siges at folk fra Kandestederne hellere tog til Skagen for at telefonere for ikke at blive aflyttet.
Marie var glad for at kunne hente äg i hönsehuset, men en vinterdag gled hun på vejen og bräkkede armen. Så måtte hun jo på sygehuset, og medens hun var der, nakkede Erling alle hönsene uden at spörge sin mor om lov. Det var hårdt for Marie men sikkert nödvendigt. Hun döde desvärre pludselig en aften i sin stol, og Erling blev alene på gården. Han tog arbejde i et byggefirma i Skagen og lär-te bl.a. at lägge fliser. Jorden forpagtede han ud. Firmaet havde flere år grillfe-ster for personalet på Erlings gård, der var god plads. – Nu måtte han läre sig at lave sin mad selv, og det var nok ikke så let i begyndelsen, Marie havde jo sör-get for det hele hans liv. Han fortalte stolt, at han nu havde lavet rödgröd af mi-rabellerne fra haven, sådan som Marie altid havde gjort.
Erling var glad, når vi kom til the om aftenen, så däkkede han et fint bord med Maries håndbroderede duge, som han havde rullet på den gamle rulle ude i den tomme kostald. Vi fik the med en lille en til og fik snakket om egnen og folk han kendte og om hans barndom. Han havde gået i realskole i Frederikshavn efter folkeskolen i Hulsig, havde aftjent sin värnepligt i Aarhus og kendte byen ud og ind. Han antydede engang, at han gerne ville ha läst til lärer, men han var jo som eneste sön bundet til gården. Vi var glade, når han ikke satte TV-en på, så vi kunde snakke i fred. Ellers var det jo hans störste interesse at kigge på TV hver aften og fölge med i begivenheder i Danmark og ude i verden.
Erling var også strandfoged og körte med sin traktor langs stranden og samlede strandgods, som han lagde op uden for gården. Alt af värdi blev solgt på auktion hvert år. Der var gode fiskekasser af trä, som var drevet helt fra Skotland, Aber-deen stod der på en og Fraserburgh på en anden. De var gode til at sortere og transportere kartofler i. – Et år var der drevet en hval ind på stranden langt nord-på, den blev fundet af en turist, Erling viste os billedet fra avisen, han ärgrede sig over, at den ikke var drevet ind lidt sydligere, så han havde fundet den på sin tur langs stranden.
Hvert år tog vi over og tog vore kartofler op i september. Marianne, Thomas og lille Åsa kom med flere gange. Vi sorterede kartofler i Erlings vogn i laden, og han lavede så en kule til os ude på marken, däkket med flere lag halm og jord, hvor kartoflerne holdt sig godt, Kartoffeldyrkning var noget Erling forstod sig på og lärte os stadsboer. Men han var skeptisk til de nye sorter, vi kom med fra Sverige. Vi skulde heller ikke forsöge at läre ham noget om at dyrke kökkenhave med fiberdug over, så planterne kom hurtigere op i det kolde forår. Han satte et stort stykke jord i sin kökkenhave af til at dyrke pumper og gräskar, som blev kämpestore, og som han gav gavmildt väk til naboerne.
Der var et rigt fugleliv på Erlings marker. Regnspovernes klagende råb hörtes i forårstiden. En tidlig aften i Maj efter en regnbyge gik jeg gennem skoven til Er-ling. På den nyplöjede mark, som var våd efter regnen, gik 2 par regnspover og hakkede efter orm med deres lange böjede näb. Jeg skyndte mig ind og lånte Er-lings fine kikkert og kunde gå tät ind på dem, da de var helt optaget af de gode regnorme.
Jeg gik også på opdagelse i Erlings boghylde. Han havde arvet den efter Kirstine Högenhaven og stillet den ude i den gamle kostald. Der var mange årgange af ”Ved Julelampens skär” med noveller og fine tegninger. Der var også flere bö-ger om havebrug med beskrivelser af, hvordan man skulle köbe bladan og andre giftstoffer og spröjte mod skadedyr. Der blev efterhånden mange små huller i bögerne efter bogorme. Men det bedste var en fin gennemillustreret udgave af Fabricius Danmarkshistorie fuld af lange livlige beskrivelser af begivenhederne. Jeg lånte den med hjem og havde meget fornöjelse af at läse den, men aflevere-de den igen, så den blev vel solgt ved auktionen efter Erlings död sammen med hele hjemmet, Maries fine broderede duge, vaser fra den kongelige porceläns-fabrik og de fine små danserinder, som Ulla Poulsen havde lavet i kobbertråd og ståltråd og foräret Erling, som hjalp Ulla og Agnethe med at köbe ind i Skagen og tilse Tranegården om vinteren.
Erling var med i det frivillige brandkorps i Hulsig, som hjalp til, da Hulsig hede kom ibrand en sommer. – Vi var allesammen ude på heden og daske på ilden, som heldigvis ikke nåede ned til sommerhusene. Botanikerne var meget tilfredse med at planteväksten blev forynget på Hulsig hede.
Oppe på friluftsmuseet i Skagen med de gamle huse var Erling også aktiv, han havde lärt sig rebslageri og viste for turister, hvordan det gik til i gamle dage.
Vi og andre af Erlings venner spurgte ham om, hvem der skulle arve hans gård og gav ham det råd at skrive et testamente, men det vilde han slet ikke höre tale om, han var jo bare 70, så der var god tid. Men det var der desvärre ikke, en dag i november 2004 blev Erling fundet död på sin mark med spaden ved sin side på vej over for at hjälpe en nabo. Musene sultede ikke den vinter, da de levede på vores kartoffelkule ude på marken.
Da Erling ikke havde efterladt noget testamente, gik gården til arvefonden. Jor-den blev overladt til Naturstyrelsen og selve gården udbudt til salg. Ingen havde dog mod på at overtage det forfaldne hus med gammel lade og kostald. Da det endelig blev solgt, var der ikke andet at göre end at rive det hele ned. Den smukke gamle have med blue bells og bonderoser og den fine lyseröde ribis blev fjernet, og de gamle träer fäldet. Nu ligger der et moderne hus på grunden med store vinduer ud mod den smukke udsigt, og der er lavet en natursti gennem markerne ned til stranden. Naturstyrelsens fåreflok grässer på marken, senere skal der også komme höjlandskväg med store horn og tyk pels. Den gamle tid med levende landbrug er forbi, nye mennesker bor i de gamle landbrugsejen-domme. Jorden er forpagtet väk og bliver dyrket, men en stor del af området er blevet friluftsområde og fe-rieland for byboere, som tränger til frisk luft og skön natur.
Vi havde et godt samvär i mange år med den hjälpsomme Erling og fik et ind-blik i hans verden. Han besögte os også i Göteborg, det var han meget glad for.
Erling fik en smuk begravelse i Hulsig kirke, hvor pastor Jessen havde ladet trykke Blichers smukke digt: Sig närmer tiden da jeg må väk, jeg hörer vinterens stemme.
De ord passede på Erling.
NIELS PEDERSENS GÅRD
Går vi längere nordpå langs Tranevej, kommer vi til Niels Pedersens gård. Vejen derned er så smuk, let snoet og med sit frodige gräs i midten.
Niels Pedersens gård blev solgt efter ejerens död, og den nye ejer, som er en dygtig håndvärker, har restaureret stuehuset meget fint, bl a bygget en stor ovn som kan varme hele huset efter en model fra Sibirien. Jorden er forpagtet bort, og der bliver dyrket kartofler og hvede nu igen, efter at EU ikke längere betaler bönderne for at lade jorden ligge brak. Nu skal tvärtimod al jord dyrkes.
Vi havde ikke så meget forbindelse med Niels Pedersen og hans familie. Men en vinterdag, da vi ville köre en tur op til Lärkereden, var der faldet så meget sne, at vi ikke kunne komme ad den lille vej gennem skoven. Vi var när ved huset, så vi stillede bare bilen på vejen med parkeringslyset på og gik ud til Lärkereden, Näste dag gik vi ind og spurgte Niels Pedersen, om han kunde hjälpe os at träk-ke bilen lös af sneen med sin traktor. Han kom beredvillig og fortalte, at han havde troet, vi var smuglere, som signalerede fra bilen med lyset ud til en båd i Ålbäk bugt, så han havde ringet til toldväsenet og anmeldt den mystiske bil. Nu måtte han jo ringe og forklare tolden, at det bare var os svenskere på vej til vores sommerhus.
TRANEGÅRDEN
Da vi förste gang gik på Tranevej i 1962 på vej ud at se på sommerhusgrund, kunde man tydelig se den smukke rödkalkede gård med stråtaget fra vejen. For-an på marken gik fårene og grässede, en pastoral idyl.. Der var ingen store träer, som däkkede for udsigten, som der senere blev.
Ulla har i sin bog ”Til alle årets tider” fortalt, hvordan hun da hun engang lå länge på hospitalet og längtes op til Tranegården , skrev til Johannes V Jensen, som hun havde inviteret derop på et besög, og beskrev vejen til Tranegården ad Tranevej: ”Måske vil De slet ikke få öje paa alt det dejlige, når De er der. Hvis man ikke faar de skjulte skönheder at vide, ser man dem sandsynligvis ikke. Bär over med mig og hav taalmodighed med, hvad jeg fortäller, det er saa dejligt at skrive om alt det, jeg holder af og til en, jeg saa gerne vil have skal se det med mine öjne.: Naar De passerer Aalbäk körer De i nogle minutter langs birkelunde, graner og fyrreträer. Vejen svinger og De ser et lille griffelformet spir rage op over nogle forbläste träer. Det er Hulsig kirke. Vi elsker den lille kirke, for den er tegnet på, at vi nu närmer os det dejligste sted i verden. Nu gaar vejen langs den store rimme, der sträkker sig fra Kandestederne og ender nord for Trane-gaarden. De ser et frodigt agerland og flere gaarde. De vil köre gennem resterne af gammel egeskov, hvor de vilde roser lyser frem mellem de mörkegrönne ege-blade. Her dufter så dejligt, når roserne blomstrer. Pröv at se med mine öjne. Se solens glans i havet bag de runde klitter. På et bestemt sted fra vejen vil De kun-ne skimte Johannes Poulsens gravhöj med den grå sten. Kun de indviede får det syn, nu lukker gran og fyr for udsigten. Pludselig ligger Tranegården foran Dem. Dens farve er som de vilde rosers, og på taget drejer guldtranen sig og blinker. I den aabne dör står vi og byder Dem hjertelig velkommen.”
Tranegården blev også solgt efter Ulla Poulsens död ved 96 års alder. Agnethe, den trofaste husholderske, havde fået en fin moderne lejlighed i Köbenhavn, men var kommet op til Aalborg og havde passet Ulla den sidste tid hun levede. Hun fik lov at bo alene på gården i 2 somre og passede det hele som på Ullas tid. Der var samme pelargonier i krukkerne og friskplukkede blomster fra haven i vaserne. Vi besögte hende derinde sammen med Erling og mindedes den gamle tid ved det hyggelige thebord med Agnethes läkre hjemmebagte kager. Nu er der nye ejere, som har forsynet den gamle gård med moderne bekvemmeligheder. Det er godt nogen igen nyder de vidunderlige omgivelser rundt om Tranegården og lägger blomster ved Johannes Poulsens grav ude i klitterne.
I Ulla Poulsens erindringsböger fortäller hun om, hvordan hun og Johannes ledte efter et sommerhus i Danmark efter i mange år at have set på skönne huse rundt om i Europa på deres mange rejser. Ulla fortäller:
”I 1935 kort för jul lod jeg som sedvanlig öjnene löbe ned langs spalterne i avi-sen og standsede ved en lille annonce: Strandgård med rummelige bygninger til salg, Larsen Hulsig. Vi troede först, at Hulsig lå et sted i Nordsjälland men hu-möret sank, da vi fik at vide gennem postkontoret, at Hulsig lå helt oppe ved Skagen..”
– Ulla skrev dog et brev til Larsen i Hulsig og fik närmere besked og en primitiv tegning af en bondegård med stuehus og stald til både köer og får, og der hörte 70 tönder land til. Prisen var jo rimelig, og i slutningen af Februar tog Ulla og Johannes op til Hulsig med båd til Aalborg og tog. Det var snestorm, og vejen var sneet til, så de måtte gå med strandfogel Larsen de 3 km ud til gården. Larsens svigermor gamle Stine var nys flyttet fra sit barndomshjem, men havde inden malet alle de små stuer og hvidtet loftet. Ulla og Johannes var enige. Her vilde de bo, endelig havde de fundet det hus, de havde ledt efter så länge.
Hele gården havde for 150 år siden ligget längere nordpå, men var blevet öde-lagt efter en frygtelig sandstorm, og de små agre var däkket af et tykt lag sand. Så blev gården revet ned og bygget op igen längere sydpå syd for Tornbakke rimme, hvor der var frugtbar engjord.
Näste dag var det sol, og de körte med hest og vogn ud til Tranegården fra Hul-sig og vandrede rundt om gården og over marker og klitter ned til stranden med det fine hvide sand, – Johannes gik på hotellet i Ålbäk straks i gang med at lave tegninger til ombygningen af gården og fik adressen på en murermester, som kunne udföre arbejdet.
I Påsken tog de igen op til Hulsigs lille landstation, hvor strandfogden holdt med sin gamle stive vogn med de to store jyske heste for. Bag i vognen lagde de en pakke med en stor trane i messing, som var blevet lavet på det kongelige teater efter Johannes Poulsens tegning. Den var blevet ägte forgyldt og skulle sättes op på taget for at vise vindretningen. Det gör den endnu efter alle disse år. Der blev truffet aftale med Martin murer, som skulle bygge et nyt hus i stedet for den gamle stald, der skulle väre en stor stue med en åben kamin i den ene ende og höjt til loftet, således som det endnu så ud, da vi kom på besög på Tranegården. En gartner fra egnen skulle også anlägge en have foran huset. Ulla og Johannes overnattede på gården og fik en ung pige fra egnen til at hjälpe dem med det huslige. Hun fyrede godt op i komfuret i det kolde hus, men pludselig kom en flink kone fra nabogården, Niels Pedersens kone löbende over og sagde, at hun havde set skorstensild fra Tranegården og alle gik i gang med at rive glödende sod ud fra skorstenen og bäre det udenfor. Det var et slid, men huset blev reddet fra at brände ned takket väre nabokonens indgri-ben. Johannes var dygtig til at snedkerere og havde fået indrettet et värksted med hövlebänk i et hjörne af laden. Der stod han og arbejdede på en bänk af driv-tömmer, da den unge pige, som var fra egnen, kom og sagde: ”Poulsen, der er fremmede i salen”. Johannes var ärgerlig over at blive forstyrret og spurgte, hvem det nu kunne väre ”Det er kongen” svarede pigen. Johannes gik ind i den store stue, og der stod ganske rigtigt kong Christian X. De fik en hyggelig sam-tale, og kongen fortalte, at han havde spadseret fra Klitgården langs stranden (ca 6-7 km). Det havde han og dronning Alexandrine gjort flere gange på gamle Sti-nes tid og havde ladet deres vogn hente dem ved Stines gård. Nu var kongen jo interesseret i at få at vide, hvordan Ulla og Johannes Poulsen havde fundet op til Tranegården, og hvordan de havde tänkt at indrette den..
Ombygningen blev udfört efter deres bestemmelser, og Ulla skriver i sin bog:
”Vi blev enige om, at der var intet i verden så dejligt som at eje et hus og en plet jord i sit eget land.”
Nu blev Tranegården indrettet med alle de ting, Johannes havde samlet fra alle sine rejser i Europa og Östen. På väggene i det store nye rum blev der hängt djä-velsdansemasker fra Ceylon, og midt i stuen blev der anbragt en stor himmel-seng med omhäng af et smukt stof fra Bayern. Indeni malede Johannes en mör-keblå himmel med stjerner. I den seng blev de små börn lagt til at sove ved St. Hansfesten, som Thorkild Roose beskriver, og der lå vores 2 mindste den St. Hans aften, vi fejrede derinde mange år efter. Nu er alt dette borte.
Johannes havde köbt nogle kakler i Spanien som samlet forestillede en madon-neskikkelse. De blev sat op på väggen, hvor de kunne ses fra den loggia, som senere blev indglaset mod den skarpe vind. Den smukke madonna sidder stadig på väggen i den ombyggede Tranegård nu ud til en åben terrasse.
Ulla slutter sin erindringsbog med en beskrivelse af, hvordan Johannes Poulsens hvide kiste bliver kört gennem klitterne ud til gravstedet af den gamle strandfo-ged. De fik kun 2 år sammen i deres dejlige sommerhjem, men Ulla fik mange somre der gennem et langt liv i sit nye ägteskab med Helge Skou. ejer af hotel Phönix i Aalborg. Vi var så heldige at få lov at läre dem og deres husholderske Agnethe at kende og komme på besög i det originale hjem.
Foruden sine 2 erindringsböger har Ulla Poulsen jo også skrevet den fine lille bog om at leve på Tranegården:” Til alle årets tider.” Der er meget smukke na-turskildringer fra Tranestederne og ind imellem erindringer fra Ullas begiven-hedsrige liv. På förste side citerer hun et engelsk Digt: “He who loves an old house, will never love in vain, for how can any old house, used to sun and rain, to lilac and to larkspur, and arching trees above, fail to give its answer to the heart that gives it love”.
Da jeg tog den frem for at läse den en gang til, faldt der et kort ud. Det var et af Ullas kort med de fine små danserinder formet i metaltråd, men skrevet med Agnethes håndskrift. Det var skrevet til os lige efter Ulla Poulsens död og viser Agnethes kärlighed til Ulla.
Hun skriver fölgende:
Aalborg den 18/5 2001
Käre Ellen og Knud
Paa dette kort, som Ulla med sine figurer vil give mange gode minder til os alle, vil jeg skrive en hilsen med tusind tak for dit dejlige brev og smukke foto fra Tranegaardens klitter, som I har sendt. Jeg er glad for at vide, at I alle tänker paa mig. Det gir altid en särlig kraft til at gå videre, når man blir ramt af en stor sorg og et särligt savn for mig, der i saa mange år var en del af Ullas liv og som var saa glad for begge hendes hjem. Vi har haft et utrolig rigt samliv. Jeg vidste, at Ulla var meget syg, men vi haabede begge på endnu en sommer paa Tranegaarden. Viljen var hos Ulla, men kräfterne slog ikke til, og jeg er nu helt fortrolig med, at det var godt, Ulla fik lov at sove stille ind og lykkelig for, at jeg var hos hende hele det sidste år. Nu skal vi til at se på begge hjem, og jeg tror alt vil blive ordnet smukt i Ullas aand. Jeg har väret her i lejligheden meget, 3 dage paa Tranegaarden, boede i Kandestederne, 3 dage i Bagsvärd, saa efterhaanden er jeg klar til, at alt forandres. Tiden maa saa vise, hvad der vil ordne sig for Tranegaarden, men jeg haaber, jeg faar lidt tid der. Sender til Ulla, Marianne m familie, Lasse m familie Knud og Ellen mange kärlige hilsner og maaske paa gensyn.
Agnethe fik deltage i mange udenlandsrejser sammen med Ulla efter Helge Skous död. Det var en egypter, som köbte hotel Phönix i Aalborg, og han invite-rede Ulla og Agnethe ned til Kairo til et af hans luxushoteller. Hver morgen holdt en limousine foran hotellet og förte dem rundt til de mange sevärdigheder. Også flere rejser til Italien. foretog Agnethe og Ulla til små pensionater, som Ulla kendte, og det var en fordel, at Ulla kunde italiensk efter alle sine rejser med Johannes Poulsen.
Agnethe fik som belönning for sin gerning som husholderske modtage en for-tjenstmedalje af dronning Margrethes hånd (indstillet til denne udmärkelse af Ulla Poulsen Skou) Det var hun meget glad og stolt over. Vi var inde og ly-konske hende på en lille medaljefest på Tranegården.
Her et referat af kgl skuespiller Thorkild Rooses beskrivelse af en St. Hans fest i Hulsig sommeren 1937 i ”Bogen om Johannes Poulsen skrevet af hans ven-ner”:
En klar og varm junidag 1937 svingede en automobil op for Kokholms hotel i Kandestederne.
Ved rattet sad fru Ulla Poulsen, ind steg min kone, min datter og jeg, og derpaa gik turen over den smalle strimmel land, der forbinder Vesterhavet med Katte-gat.
Jeg sad og undrede mig over, at en spinkel kvinde, der tog saa blidt og graciöst om rattet, kunde styre den store vogn let og sikkert ad den sandede hedevej.
Da vi havde passeret Hulsig station, skraanede landskabet umärkeligt ned til Tranestederne paa Kattegatsiden.
Paa en stor grön eng laa Tranegaarden, straatäkket, med lyserödt murvärk og en yndefuld söjlebaaren indgang.
Överst paa gavlen glimtede i solen en forgyldt trane, som husets herre selv hav-de givet tegning til.
Maagerne klippede blödt gennem den blaa luft, og midt paa den grönne eng stod Johannes, i hvidt flonel med aabenstaaende krave, der lod os se hans haarede, solbrändte bryst.
Med en stor, rund bevägelse svingede han en gammel hullet havehat med en al-lermägtig skygge, som kunde det väre en fjerprydet baret.
Farver! Varme! Ferie! Sommer!
13.
Allerförst maatte vi en tur rundt paa ”godset”. Arealet var ikke saa lille endda , en 60 tdr land, vildt og öde, en fattig, karrig jord, men skön i sin rige afveksling. Vi gik gennem mosesträkninger med käruld og pors, krat og smaa graner, hvor den sandede jord duftede saa krydret södt af lyng, rödknä og jomfru Maries sen-gehalm. Vi klatrede op paa klitterne med de stive marehalm for at faa udsyn over hele herligheden. Faar og agerhöns flygtede i rädsel.
Johannes pegede paa et bakket terrän paa nordsiden ”Der har jeg set traner, rig-tige levende traner paa min egen jord – det er vel nok et syn..
Hist og her laa et stykke dyrket jord, som var bortforpagtet..
”Ja, jeg sidder kvit og frit paa ejendommen, og nu skal I se haven.”
Haven var hans stolthed. Der var plantet hegn og träer, roser og urter. Johannes udviklede, hvordan han engang skulde sidde her under skyggefulde träer og ny-de sit otium..
”Forstaar du, jeg skal ikke have noget af at slue teaterstöv hver eneste dag, naar jeg bliver gammel. Nej saa träkker jeg mig tilbage saadan engang i 60erne. Jeg vil bo i Hulsig hele aaret – nej se Ulla, se urterne, hvor er de kommen godt op siden torsdag.”
Gaardens store stue var en mägtig hal, holdt i lyse, festlige farver. En stige i stu-ens östside förte op til sovevärelser, man kunde fristes til at kalde det ”höjenlof-tet”, hvorfra man havde udsigt over Kattegat.
Hver krog i Tranegaardens store stue vidnede om ejerens raffinerede smag, Dri-stige og stärke farvesammensätninger, Den väldige himmelseng med de snoede söjler havde et dybblaat forhäng, loftet var malet okseblodsfarvet af Johannes selv. Overalt dejlige kunstgenstande hjemförte fra alverdens fagre riger.
Klokken var nu blevet over otte. Hvor bliver dine gäster af, Johannes?
”De kommer, vär vis paa det, blot ikke saadan lige paa slaget, det hörer sig ikke til.”
Som en feltherre tog Johannes et sidste overblik over festforberedelserne. ”Ulla, har du husket – Ulla du maa endelig sörge for” Ulla hade husket alt.
Henimod halv ni begyndte de Hulsig-bönder og fiskere at vise sig.
Vi saa dem komme gennem klitterne , en efter en, ligesom tilfäldigt dryssende, värdigt og langsomt. Johannes stod i dören og tog imod, som man tager imod velkendte og velkomne gäster Han kendte nöje dagliglivets trummerum for hver enkelt af dem, spurgte en om, hvordan det stod til med hans kartoffelmark, en anden om hans baad var blevet malet, forhörte sig om en gammel kone, der var syg, og ikke kunde komme med.
Konerne kom med deres pattebörn i barnevogn og en lille ved haanden. Da alle var samlede, var vi bleven en 30-40 gäster i den store stue.
Höjtideligt og stilfärdigt placerede de sig om kaffebordet med de store lagkager, der saa läkre ud med flödeskum og syltetöj.
Til börnene havde Ulla däkket på verandaen, et rigtigt eventyrbord med blom-ster, smågaver og sukkergodt. Kaffen blev nydt i tavshed. Engang imellem vo-vede en sig til at tale höjt, saadan i al forsigtighed naturligvis vel vidende, at al-les öjne fulgte den talende, det gjaldt derfor om at sige noget saa almindeligt, saa uangribeligt, at man ikke kunde blive hängt op for det siden efter. Vejret maatte holde for og höstudsigterne. Et par af konerne gav pattebörnene die og mändene dampede i tavshed lös paa de cigarer, Johannes flittigt böd rundt.
Öjnene havde travlt, isär konernes, af hvilke flere var her for förste gang, de stjal sig til at skotte rundt paa de mange märkelige ting i den eventyrlige stue. Deres öjne slugte det hele. Jeg havde fölelsen af, at de indprentede sig hver enkelthed for sidenhen, naar de var vel hjemme igen, at kunne gennemdröfte alle herlighe-derne, Paa smilene, der laa parat til at springe frem, kunde man se, at alle be-fandt sig usigeligt vel.
Efter kaffen bröd selskabet op for at gaa til stranden, hvor Johannes havde sam-let drivtömmer, kasser og tjäretönder til et mägtigt Sct Hans baal. Vi lejrede os op ad en klitskränt, og da vort baal flammede, og baalene paa Skagen og i Fre-derikshavn svarede med deres blus, talte Johannes om sommerens dejlighed, om Danmark.
Alle sad tavse og grebne af hans tales skönhed, han var selv som fortryllet af sommeraftenens blidhed og det blikstille hav. Vi sang fädrelandssange. Johan-nes sang for, stärkt og henrevet. Han saa saa smuk ud, som han stod der, belyst af baalet.
Det gjorde ikke noget, at forsamlingen var en halv tone efter ham, Stemningen holdt.
Da vi alle var vendt hjem til Tranegaarden, var de smaa blevet trätte og sövnige, hvorfor Johannes fik hele bunken, en otte-ni stykker, anbragt i himmelsengen. Der slumrede de blideligt resten af aftenen.
Punchbordet var däkket, og en oplivet forventning bredte sig. Johannes holdt igen for med en munter tale for Hulsig.
Bred og gemytlig stod han der ved punchbollen og öste op af den söde og stärke drik, som han selv havde brygget sammen.
Han fyldte hele stuen med sin gläde, sit varme väsen, og gästerne begyndte at tö op. For at faa stemningen paa höjeste gear og fjerne alle hämninger gav han sig til at tale jysk. Det kunde han nu ikke, og jyderne jublede. De var ved at komme sig, for her havde de overtaget.
Ved siden af Johannes, lidt i skyggen af hans brede skulder sad Kristine, tele-foncentralens faktotum. (Paa grund af hendes deltagelse i festen var telefoncen-tralen lukket den aften) Kristine havde ingen punch faaet. Hun sad med sit tom-me glas og ventede beskedent paa at faa det fyldt. Til daglig var Kirstine godt nok skaaret for tungebaandet, men her i de fremmede omgivelser var hun gaaet rent istaa. Pludselig opdager Johannes hendes tomme glas ” Men Kirstine, har De ikke faaet noget i glasset, nu har jeg nok af det, det er da ogsaa en skam – og sa fik Kirstine glasset skänket fuldt, saa punchen flöd ovenud af det. Kirstine straalede og smilte lykkelig over at väre centrum for Johannes omsorg og hele stuens opmärksomhed.
”Sig nu noget , sognefoged!” sagde Johannes.”Hold nu en tale, saa vi kan faa glassene tömte og fyldte igen”
Men sognefogden vred sig paa stolen og forblev tavs.”Saa De da strandfogel Trane, lad os nu faa humöret op”
Strandfogden trykkede sig, han mente ikke, han havde ordet i sin magt ”Sikke noget kom nu – der er da saa meget at tale om.”
Da rejste sognefogden sig langsomt og forlegent. Johannes greb sit valdhorn og truttede i det som varsko til forsamlingen, at nu var der en taler.
”A vil gerne si tak, en tak te hr og fru Poulsen, forde di vil si os iavten. A sejer tak”
Under opmuntrende bravoudbrud fra värten satte sognefogden sig lettet og tog en slurk.
”Saa strandfoged, nu maa De, lad os nu höre”
Den forventningsfulde stemning tvang Trane til at rejse sig, og Johannes truttede i hornet.
”A vil også si tak, en tak for os aal sammen, en tak te hr og fru Poulsen, forde di haar samlet os. A sejer tak”
Nu var der gaaet hul paa veltalenheden, og gamle Erik med guldörenringene rej-ste sig.:
”A vil gerne si tak, en tak te hr og fru Poulsen, vi ve, te di ä berömt paa teatret. Vi var jo noet bange for de her skuespilleri, men de ä falden godt u. Vi ka taal sammen. A sejer tak En skaal for hr og fru Poulsen.
Isen var helt brudt. Den ene tale fulgte efter den anden, og valdhornet spruttede. Hele stuen kogte af snak og latter, man kunde ikke faa örenlyd og näppe se hverandre i den tätte tobaksrög.
Det blev sent, inden man bröd op. Ungerne blev halet ud ved benene af himmel-sengen og fordelte til deres respektive foräldre.
Efter faste haandtryk og mange taksigelser for den dejlige aften drog gästerne hjem gennem klitterne, der svömmede som bjergtoppe i det dampende landskab.
Vi blev siddende endnu nogen tid. Johannes talte og talte lige veloplagt, skönt han havde väret i aktivitet hele dagen.
Ulla körte os til Kandestederne i morgentimerne – Lärken hang höjt i himmelen og med sine tindrende triller velsignede den jorden, der langsomt svöbte sig ud af nattetaagen og igen blev en kendt og fortrolig hverdag.”
Fortalt af skuespiller ved det kongelige teater, Thorkild Roose efter Sct Hans af-ten 1937 i Hulsig.
Trykt i bogen om Johannes Poulsen skrevet af hans venner.
JAGTHYTTEN HUGORMEN
Også den gamle jagthytte med alle de sjove ting i längst ude på Tranevej, som Quist havde bygget på den smukke grund ud til Hulsig hede, blev revet ned.
Der havde vi tilbragt mange hyggelige timer omkring det lange bord ude på grunden eller inde i den sjove hytte, som han selv havde bygget og hvor han samlede sine venner. Quest fortalte sjove historier, medens han skänkede i vore glas af sit store forråd under bänkene. Han var jo ejer af hotel Skandinavien på Skagen med den hyggelige og populäre ölstue.
Når vi gik ture ude i klittterne kom Quest og inviterede os ind, hvad vi ikke sag-de nej til, det gjaldt bare om at drikke langsomt så vi ikke fik fyldt glassene for mange gange.
Quist döde, hytten blev solgt, men den nye ejer flyttede til Grönland og kom der själdent..
Vi gik ture og kiggede til huset, som blev mere og mere forfaldent, dören stod på klem og bordet var fuldt af tomme ölflasker. Det var åbenbart blevet et til-holdssted for sprittere. Gyvel og Roser voksede vildt og blev et uigennemtränge-ligt krat. På vejen voksede grås og små birketräer op gennem gruset. Til sidst blev huset revet ned, og kun bordet udenfor med bänke omkring stod tilbage og vidnede om svundne somre. Det var måske dumt at rive huset, nu fik ejeren ik-ke lov at bygge et nyt hus på den fine grund, som lå for när det fredede område. Vejen fra grunden ned til stranden var meget smuk, der voksede mange klitroser, både hvide og röde, og der var en uendelig fred og stilhed i området, en båd lå halvt nedgravet i sandet ved stranden. Det var skönt at gå ture der og mindes mange hyggelige stunder hos Quist i hytten.
Inden vejen ned til Quist og til Hesselholts hus ligger et hus med höj tagrejsning, som passer godt ind i landskabet, särligt da det endnu havde stråtag.
Ejeren havde et hus i Gammelskagen, så han lejede dette hus ud hele sommeren. Flere somre boede der en familie fra Arvika i Värmland med 4 drenge. Vores börn var glade for at få flere legekammerater, särlig Lasse som samlede iland-drivne stokke sammen med dem nede på stranden, tändte bål og ristede pölser. De var alle glade for, at vi kunde tale Svensk og vi inviterede dem over til os. Flere år efter kom de en sommer tilbage til hytten, Da var Margit meget syg, men hun vilde tilbringe sin sidste sommer i Danmark. Midsommeraften plukke-de jeg en stor buket markblomster og hängde på deres dör. Näste dag kom sön-nen over og böd os på kaffe i deres hus. Erik og sönnen ordnede alt, og Margit sad med öjne blanke af morfin og fortalte sjove historier om familien. Vi havde det muntert og hyggeligt denne sidste gang vi så Margit, som döde oppe i Värm-land kort tid efter hjemkonsten til Sverige.
Dette hus er nu blevet solgt til en familie som har gjort det smukt i stand og mo-derniseret det til et perfekt feriehus med udsigt til det smukke klitlandskab.
Ved Tranestederne har også de 3 andre huse fået nye ejere, som har renoveret og malet deres huse og fäldet mange träer, så det er blevet et smukt område. Yderst ved havet med skön udsigt ligger familien Hesselholts hus, som lå der langt för os. Der sidder forfatteren Marianne Hesselholt og skriver sine böger, blandt an-det om salmedigtere, den sidste hedder ”Digteren og Malerinden” om B S Inge-mann og hans kone Lucie. Vi får os en snak om bögerne, når vi mödes.
Da vi kom til Tranestederne var Tranevej stadig en sandvej med fin grön gräs-streng i midten.
Det var smukt, men sandhullerne i vejen var ikke så lette at köre i på cykel, sär-lig ikke med tunge mälkeflasker i cykelkurven. Det skete også at biler sad fast i sandet, mange kom ind til os for at få hjälp med at träkke bilen op af sandhullet. Knud kom med sin domkraft og en planke og hjalp mange. Men til sidst bestem-te myndighederne at asfaltere vejen. Det så ikke så smukt ud men nu kunde man hurtigt smutte til Brugsen i Hulsig på cykel. Senere blev der jo bygget en cykel-vej gennem det fredede landskab i Hulsig hede. Den begyndte hvor Tranevejen endte ved det gamle lave egeträ. Men da cykelstien sydfra også blev färdig blev Tranevej en del af cykelstien og meget populär. Men der opstod en konflikt mel-lem biler og cykler, da cyklisterne troede vi körte ulovligt på cykelvejen med bil og bilisterne blev sure, når cyklisterne körte 2 eller 3 i bredden og ikke gerne ville köre ind til siden. Men Tranevej er blevet livligt trafikeret i ferietiden med mange glade mennesker på cykler fyldt med tasker eller med anhängere efter, som slipper den härdt trafikerede hovedvej til Skagen.
Der er flere huse langs vejen, som jeg ikke kender så meget til, og der kan sik-kert skrives mange flere historier om Tranevej. Dette er de historier, som jeg har oplevet, hört og läst mig til fra min horisont ved sommerferier i ”Lärkereden” ved Tranestederne, dette skönne sted i Danmark som Knud og jeg fik os tildelt, og börnene, familie og venner har nydt godt af i mange somre.
Skrevet af Ellen Åmand i den kolde vinter 2010-11
42. L. Holst: Skagen klitplantage
Billederne ovenfor: 1. planter på Hulsig hede, 2. stranden ved Tranestederne 3. Møllen ved Fortidsminderne 4. Aftenstemning ved Kattegat.
Når man følger cykelstien fra Tranestederne og til Skagen kommer man først gennem et stort hedeområde med et vildsomt og smukt flor af planter og små vådområder og spredte klitter, men efter et par kilometer begynder plantagen – den store plantage, der strækker sig helt til Skagen by – altså 5 – 6 kilometer.
I det følgende vil jeg gennemgå hovedpunkterne i en artikel fra Vendsyssels Aarbog 1922. Den er skrevet af L. Holst, som var medlem af Skagen Byråd fra 1869 og nogle årtier frem. Han sad i Vejudvalget sammen med Konsul N. Fabricius og Bager P. Tellefsen, og dette udvalg skulle blive hårdtarbejdende i lang tid frem, idet vejene på den her tid var ganske ufremkommelige, om vinteren p.g. af vand og om sommeren p. gr. af sand. Og trods ihærdig oprensning og påkørsel af lyng og sand og græstørv, så forblev de lige ubrugelige. Man forsøgte sig med nogle læs ler hentet i Strandby, som man lagde i vejen ved Købmand Møllers og et lille stykke frem – blandet med grus. Det var effektivt, men for dyrt. Efter nogle år, hvor man havde prøvet med tang og sand, gik man tilbage til den dyre løsning og fik fiskerbåde fra Skagen til gratis at hente ler fra Strandby i store mængder. På den måde blev Skagen Hovedgade anlagt og lidt efter lidt også sidevejene. Der skete så det, at de bedre veje dæmpede sandflugten og folk begyndte at indhegne deres haver, hvilket yderligere dæmpede sandets flugt. Senere blev også vejene til Højen, Nordstrand og Grenen istandsat med ler og grus.
Vejudvalget havde også tilsyn med et stort område fra markjordene ved Skagen og til skellet mellem Skagen og Landsognet, og det var et område på ca. 2000 Tdr. land. Og det var et vildt område, plaget af åbne miler og evige sandstorme. Sletterne mellem klitterne blev hvert år udbudt til afslet til bønderne. Udbyttet ved denne forretning var dog ikke stor: 800 kr. årlig og til sanddæmpning brugtes 1000 kr. årligt, der betaltes til sandflugtsvæsenet.
Indtil 1854 gik vejen til Skagen på Kattegatsiden langs stranden – der var ingen vej over klitten – når stranden var ufarbar var man henvist til at køre opad damstederne, der lå øst for Sandmilen og øst for Stokmilen.
Også på nordsiden måtte man køre langs stranden, nemlig fra Tversted til Skagen. Her kunne stranden kun passeres ved lavvande.
Skagens største problem var og blev samfædselsforholdene.
Det var vanskeligt at komme til og fra Skagen.
Man søgte om hjælp til grusvej eller bane til Skagen. Blev afslået med fl.g. begrundelse: sandflugten ville dække vej og skinner igen og igen.
Eneste effektive mulighed var effektiv sandflugtsdæmpning.
Ideen til klitplantagen opstod.
Man søgte om at få staten til at overtage de af kommunens arealer, der lå omkring Den tilsandede Kirke og helt hen til grænsen til Landsognet og plante det til med træer. Argumenterne var: 1) at Skagens og navnlig Højens beboere ville få bedre arbejdsfortjeneste 2) at klittens beplantning ville medføre ly for stormene og blidgøre det barske klima 3) Skagens beboere ville få adgang til brændsel.
Der blev nedsat op til flere udvalg, som arbejdede med sagen, og den sidste med uindskrænket fuldmagt til at søge sagen ordnet.
I byrådsmødet d.4 juli 1888 fremlagdes en skrivelse fra Klitinspektøren om, at ministeriet havde approberet hele det tilbudte plantningsareals erhvervelse. Det tilføjes, at dem, der plejede at skære tørv havde ret til fortsat tørveskær.
Sådan gik det til, at Skagen fik sin plantage – som altså er en statsskov – og derved blev sandflugten så effektivt bremset, at det blev muligt både at anlægge en vej og en bane til byen. Skagens status som isoleret “ø” ophørte hermed.
Det næste afsnit vil handle lidt om den vej, der blev lavet. Min farfar var vognmand i Hulsig og fik jo stor glæde af den, men senere var det min far, der daglig sled på vejen i sin flotte bil, og den kørsel udviklede sig ofte til forhindringsløb. Den såkaldte Ålbækvej var just ikke nogen ideel kørebane, når det f.eks. regnede. Da blev den til ét pløre og kunne sammenlignes med de veje, Ole og jeg kørte fast på langt ude på den argentinske Pampa. Men det er en anden historie.