Hulsig 1919

En novemberdag

 
Janus var omsider nået til vejs ende. Nu skulle det nok gå med resten, tænkte han og bøjede sig over papiret og læste det halvhøjt for sig selv. Ja, det lød perfekt, og det skulle det, når det drejede sig om Karl og hans fremtid, og der måtte ikke kunne sættes en finger på hverken formulering eller tegnsætning. Eller opsætning for den sags skyld. Drengen var dygtig, han havde lært alt om landbrug af sin far, og selv om han ikke havde et egentligt eksamensbevis fra Ladelund, så havde han dog en udtalelse, der viste, hvor begavet han var. Det skulle nok gå.
Lise stod i døren og så på ham. Han havde ikke hørt hende komme, sad jo med ryggen til, og hun bevægede sig altid lydløst, når hun færdedes uden for sit køkken. Men han fornemmede hende alligevel. Som en fylde i rummet. Måske havde hun stået der længe.
”Han sover nu,” sagde hun.
”Godt,” sagde han uden at vende sig om.
”Og lægen er gået.”
Nu var det, han burde rejse sig og gå hen til hende og lægge armene om hende og trøste hende, men han tog det kølige papir op foran sig og læste ansøgningen højt.
”Og med de nye jordlove,” sagde han bagefter. ”Det skal nok gå.”
”Janus.”
”Jo, vel nytter det!” sagde han hårdt og stadig ikke henvendt til hende, og hun havde jo heller ikke sagt, at det ikke nyttede. Denne gang skulle ansøgningen gå igennem, denne gang skulle drengen få sit eget hus. Og sin egen jord. Et sted, hvor han kunne rase ud mellem roer og klitter og i ensomhed. Omgivet af fåreflokke og ikke fårede flokke, der brægede af ham, så såre han viste sig. Ingen skulle mere kalde ham Tossekarl. Nu skulle han blive en agtet mand. Som sin far. Husmand ganske vist, men en dygtig husmand kunne drive det vidt, og Karl havde sin far i ryggen. Den slags rygstød kunne de færreste husmænd læne sig mod. Og han gentog som en besværgelse, at det nok skulle gå.
”Lægen siger, at vi ikke kan beholde ham.”
Hun sagde det så dæmpet, at han valgte ikke at høre det.
”Vi må have brevet med posten allerede i dag. Fristen udløber snart.”
”Hørte du, hvad jeg sagde?”
”Nej, og du behøver ikke gentage det. Lægen bestemmer ikke over min dreng.”
”Han er også min.”
Nu kunne han høre, at hun græd. Han gik ikke hen og tog hende i sine arme. Han lagde forsigtigt brevet i kuverten, lukkede den omhyggeligt, så rejste han sig roligt, og nu gik han hen til hende, men han lempede hende blidt til side og fortsatte ud gennem den åbne dør med brevet i hånden. Roligt. Der var ting, der skulle gøres nu. Andre, der måtte skubbes til side.
”Jeg går,” sagde han.
Udenfor væltede tøsneen ned fra den grå og mørke novemberhimmel. Det var ved at gå over i regn nu, og det var begyndt at blæse op fra syd. De tunge dråber piskede mod hans ansigt, og han slog frakkekraven op og slyngede det uldne tørklæde en ekstra gang om halsen. Brevet havde han omhyggeligt anbragt i den inderste lomme, havde forsigtigt glattet det ud og syntes ligefrem, det lå der og bankede mod hans bryst. Det måtte ikke komme til skade.
Der var ingen kunder i butikken, og han stod midt på gulvet og lod vandet sile fra frakke og bukser og lige ned på det sandstrøgne gulv. Det var vel også lige før middagslukningen, tænkte han, og han var nok i sidste øjeblik, men det havde været en kraftanstrengelse at gøre arbejdet færdigt. Hele den hurlumhej formiddagen igennem, og han havde måttet kæmpe både med sig selv og de andre for at holde alt andet ude end dette ene: at samle tankerne, så han kunne få ansøgningen udfærdiget korrekt og i tide og brevet afsendt.
Og han havde nægtet at tale med doktoren, skønt denne flere gange havde forstyrret ham midt i arbejdet. Han ville til gengæld ikke forstyrre lægen i hans arbejde. Inde fra kammeret kunne han undertiden høre uartikulerede lyde fra drengen. En jamren som fra et såret dyr. Så stilnede lydene af, og til sidst blev der helt stille.
Janus forsøgte at fortrænge billedet af den mishandlede dreng, som de havde fundet i laden i morges. ”Karl, hvem er det, der har slået dig?” spurgte han igen og igen, mens han holdt ham i sine arme, men drengen gjorde sig fri og stod der og bare rystede på hovedet.
”Nej, far, nej. Ingen har slået. Det var stemmerne. De sagde det. Slå sagde de. Med jernstangen. Uduelig, det sagde de.”
Det kom hakkende og stammende, skulle hales ud af ham ord for ord. Men det gik ikke an at tænke på det nu, for så mistede han fokus og kunne ikke redde ham. Og der var jo en redning. Han stod jo med kransen og skulle blot kaste den. Og det skulle alt sammen nok gå i orden, tænkte han. Når der først kom ordnede forhold for drengen, så ville den slags ikke gentage sig, og det var jo netop det, han nu så utrætteligt havde arbejdet på. Ordnede forhold.
Og han lirkede forsigtigt brevet frem og rakte det til uddeleren, der satte brillerne på næsen og holdt det op foran sig og læste modtageradressen.
”Jamen se dog, et ministerielt anliggende. Så må man være varsom,” og han anbragte forsigtigt brevet på en hylde for sig.
Janus nikkede. Ja, det var vigtigt. Og han ville sige det, men ordene blev stikkende i halsen og alt i ham flød sammen i et kaotisk virvar af tanker og følelser, og det var med største besvær, han alligevel fik halet nogle ord frem, da uddeleren blev ved at se på ham, en smule forundret og med sit daglige smil på læben.
Nogle ord, som kunne anvendes i en snak om ingenting.
Udenfor blev han længe stående under halvtaget og stirrede ud i regnen, der nu syntes at komme fra alle sider, og et øjeblik følte han sig blændet af det tætte, urolige regngitter, så begyndte han at bevæge sig ind i det uden en eneste tanke i hovedet. Som en soldat, der bevidstløs går ind i kugleregnen. Mekanisk bar benene ham fremad, det var som om noget, han ikke kendte, havde sat ham i gang og nu måtte han gå, og han vidste ikke hvorhen.
Så vidste han det pludselig og følte kulden angribe hver muskel i kroppen, og han anede ikke, om dette isgreb kom udefra eller indefra. En knugende frygt vældede ind over ham, mens han halvt vaklende og halvt løbende bevægede sig længere og længere ind i klitten og ud mod havet, som han hele tiden kunne høre koge bag klitterne. En lyd, der kom nærmere og nærmere. Og han blev ved med at løbe, mens regnen, der nu igen havde forvandlet sig til en blanding af vand og is slog mod hans kinder, indtil huden blev følelsesløs.
Han kunne mærke gråden presse på, men vidste, at han ikke måtte give efter. Ikke græde, Janus, ikke give op … Ja, far, ja ja … råbte han og fik munden fuld af vand. Han skulle være så stor nu, så stærk, og så kunne han jo alligevel ikke, havde ikke de kræfter, eller det mod.
Jeg kan ikke, far, hviskede det i ham. Du skal, du skal, hørte han det dunke inde fra regnen, du er ingen flæbeunge, du er en mand, du er lydig, mandig og stærk, og du kan godt. Og skønt tænderne klaprede i munden og skar mod tungen, kneb han læberne hårdt sammen og tillod ingen lyde at slippe ud, og det var regnen, der løb ned ad hans ansigt og ind i hans mund, så han måtte slubre og spytte fra sig og komme videre, derhen hvor han vidste, at han skulle være. Ikke her i denne styrtregn, men i grøften. Hos far. Og han ville blive ved med at løbe, lige indtil han fandt far igen, og denne gang ville han ikke svigte ham, men blive stående fast og modigt som en væbner ved hans side, og han ville øse og skovle og blive ved, til de begge segnede. Som to soldater der falder for den samme fjende. Side om side skulle de så ligge.
Men far var borte, og Janus kunne ikke finde ham bag disse hårde stænger af vand, der ikke ville give ham fri. Og han vidste ikke, hvad han skulle gøre for at hindre alting i at drukne for øjnene af ham.
Så mærkede han, at han var nået til vejs ende, og han ville skrige så højt, han orkede, at han var her, han var lige her, hvor grøftens isvand fossede i havet.
Jeg er her, far, skreg han. Se mig! Men far hørte ham ikke, og han så ham ikke. Han greb blindt ud efter ham og holdt ham i sine kæmpenæver, så svingede han ham gennem luften, som havde han været den tungeste af alle isskosser, og ordløst kylede han sin dreng ud mod dybet, der åbnede sig og opslugte ham. Drengen kæmpede sig op mod lyset, det lykkedes ham at komme på benene, men en kæmpe bølge rejste sig op foran ham, brækkede og skyllede ind over ham.
Og nu skulle han dø.
Da bølgen brækkede, var det som om Janus vågnede og forstod, at dette ikke var et af de sædvanlige mareridt, men at han virkelig befandt sig ude i det oprørte vinterhav og at han var alene og i færd med at drukne.
I et splitsekund så han sine drenge for sig. Og Lise. Og med et brøl kæmpede han sig fri af bølgerne og kravlede op på stranden. Her faldt han om og blev et øjeblik liggende som livløs.
Så rejste han sig langsomt og begyndte at gå mod Hulsig.
 
*
 
Janus Martin Christian Jensen Hesselholt døde d.2. december 1919 af lungebetændelse. Han blev begravet i Hulsig d 10. december. Følgende salmer blev sunget: ”Jeg ved paa hvem jeg bygger”, ”Tænk naar engang den Taage er forsvunden”, ”Lær mig, o Skov at visne glad”, ”Dejlig er Jorden”.
I Vendsyssel Tidende kunne man d. 3. december 1919 læse fl.g.:
 
I Aftes kl.9 døde en i vide kredse kendt og agtet og afholdt Mand, Avlsbruger Janus Hesselholt, Hulsig. Afdøde, der blev 60 Aar gammel havde i længere Tid skrantet på Grund af en Sygdom i Blodet, saa stødte en Lungebetændelse til, og efter 8 Dages Lidelser, maatte han bukke under.
Janus Hesselholt, der var broder til længst afdøde Slagter Mads Hesselholt, Skagen, var Indehaver af Fædrenehjemmet dernede i Landsognet. Hans Enke er en Datter af den gamle Sognedfoged Houkjær. 4 raske Sønner, hvoraf en har Lærereksamen, er vokset op i Hjemmet.
Afdøde, der var Medstifter af og Direktør for Hulsig Sparekasse, var gennem Aarene tillige Indehaver af mangfoldige Tillidshverv, dem han alle røgtede med den største Samvittighed. Af mangfoldige Sommergæster vil han være særdeles velkendt, idet han besørgede den meste Personbefordring fra Hulsig Station til Kandestederne. Janus Hesselholt var en brav dansk Mand, sin Hjemegn en dygtig Repræsentant og sit Fædreland en god Søn. Ære være hans Minde. ( Chr. H. L. )