Månedsarkiv: juni 2018

KOKHOLM

Udgivet den af
Svar


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

KOKHOLM

Da min mor blev gammel, glemte hun det meste omkring sig. De nære ting skiftede karakter og fyldte hende med utryghed. De blev til fremmede og sære billeder på noget, hun ikke kunne forholde sig til.
Hun boede da i en lille stationsby, som ganske vist ikke hed Hulsig som den by, hvor hun var født og opvokset, men som dog lignede den på ét punkt: Også her lå en lille station, og også her stod folk af toget og gik med deres bagage ned ad den lange landsbygade.
Fra sin lænestol havde hun godt udsyn over vejen, og når de rejsende passerede forbi derude, kunne hun lyse op og udbryde: ”Ih … se! nu kommer der badegæster?” Og stemmen var fuld af glæde. Det var vel først og fremmest genkendelsens glæde, der et øjeblik trodsede Alzheimers hærgen. ”Det her ved jeg, hvad er”
Men det var også et genskær af den glæde, der engang greb alle beboerne i Hulsig, når Skagenstoget spyttede disse fremmede folk ud i den lille by, hvor den samme håndfuld familier havde levet isoleret i generation efter generation.
Nu skete der noget nyt. I begyndelsen af det 20ende århundrede blev det lille forblæste sted forvandlet til et mondænt ferieparadis for nogle af landets rigeste og kendteste danskere. Et kontrastrigt møde mellem de traditionsbundne Hulsigboere og “Le Grand Monde”.
For mange, og i al fald for min familie – og både min far og min mor er født i Hulsig – blev det en omvæltning. Farfar blev kusk for Kong Frederik d.8. og for Kronprins Christian (senere Kong Christian d.10.) og min morfar, der var uddeler, fik pustet nyt liv i sin lille butik.
Det var nye tider. Min mor bar minderne om de lyse somre med sig gennem hele livet. Ikke engang Alzheimers formåede at viske den ud.
Det var tidernes gunst for den fattige egn. Skagen var for længst blev et af de mest mondæne feriesteder i Danmark. Tiderne ja, lad os se lidt på dem. Var de nu så gunstige?
Jeg kender bedst tiderne (set indefra) gennem litteraturen. Her får man et andet billede af Danmark i 10’erne og 20’erne end det, der udfoldede sig i fredelige Hulsig. Herom senere.
Fra journalistikken har jeg også et kendskab til tiden. For nogle år siden, da jeg skrev Hændelser ved Hulsig, trevlede jeg mig møjsommeligt gennem Skagen Avis – fik alle årgangene leveret og læste så meget, jeg kunne nå. Et broget billede tegnede sig. En ny tid. En materialistisk tidsalder. Det så man også i Skagen. Men på afstand.
Maskinerne buldrede frem. Og nu digterne. De unge jublede. Futurismen er fuld af blind tro på fremskridtet og iskold og maskulin tro på styrke og kraft. På alt det nye. Maskinerne. Hygiejnen. Farten. Det kan kun gå én vej: FREM
Fremdriften. Men det er en blind drift. Andre, mere følsomme digtere ser den katastrofe nærme sig, som udløses af den blinde dyrkelse af muskel (maskin)kraft. Henrik Pontoppidan f.eks. i ”De dødes Rige” og ”Roger Martin du Gard” i Familien Thibault.
Et vældigt materielt kvantesspring – ja, men også et spring lige ind i den alt omfattende ødelæggelse – 1. Verdenskrig, som alle andre end danskerne kalder Den store Krig.
Men i Hulsig mærkede man ikke meget til truslen. Eller krigen, da den kom. Der lå ganske vist et engelsk krigsskib for anker ud for Hulsig. Var det mon en fjende eller en ven? Det kunne man diskutere. For 100 år siden var man i krig med England. Siden har man været det med Tyskland, og i 1864 måtte også folk herfra drage i felten. Min tipoldefar måtte sende alle sine tre sønner i krig. En stod ved Dybbøl, og to kæmpede ved Helgoland. Alle tre overlevede, men var velsagtens mærkede af krigens rædsler. En af dem tog langt senere sit eget liv.
Alt var ikke idyl i den smukke naturperle deroppe på toppen af Danmark. Det var en barsk egn, og det var barske folk, der beboede den. De havde måttet kæmpe hårdt for at overleve. For dem var naturen ingen ven. Den var fjenden. Sandstormene og oversvømmelserne – alle disse ødelæggelser – det kunne en krig ikke gøre mere effektivt.
Men alt det så badegæsterne ikke. De så den storslåede natur, de så himlen og havet og sandet. Og menneskene fandt de pittoreske. Og i litteratur og billeder fik de ansigter og mæle.
Skagen havde allerede tidligt i 1800tallet trukket kunstnere til stedet. Senere blev det også feriested for landets velhavende familier. Men hvordan gik det til, at også Hulsig begyndte at tiltrække landets overklasse?
Hvad skete der? Hvornår skete det, og hvem fik det til at ske?
Det vil jeg forsøge at finde svar på i det kommende efterår og senere skrive en bog om. Bogen skal hedde KOKHOLM. Ja, for det var først og fremmest hans og hans kone Elisabeth Houkjærs skyld, at den udvikling, som jeg har givet et rids af, kom i gang og tog fart og forvandlede det lille sted til et stort sted.
Nogle billeder:

Ægteparret i midten (lidt til højre) er Kong Christian d.10 og Dronning Alexandrina. Til højre for dem står min farfar Janus Hesselholt

Hulsig Kirke

En af de tre Houkjærsønner hjemvendt fra krigen 1864 (Vist nok Jens Houkjær)

Lærer Pinholt med en klasse – Rannerød Skole

Intermezzo

Udgivet den af
Svar


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Dette lille mellemstykke er på sin plads –  navnlig efter al den forrige snak om faglighed og saglighed.
Det drejer sig om en rettelse.
Jeg blev ringet op af Egon Ebbesen, som er bror til Ulla Poulsens (solodanserindens) husholderske, som jeg kun kender under navnet “Nete”. Han kontaktede mig dels for at fortælle mig, at Nete døde i 2015 og dels for at korrigere et indlæg, som jeg har på bloggen d. 13 november 2016. Her står, at Ulla Poulsen blev gift med Knuth til Knuthenborg, men skilt fra ham igen, fordi hun ikke kunne skaffe ham arvinger. Det er ikke rigtigt. Hun blev i 1939 gift med baron Rosenørn-Lehn til Oreby – og ham blev hun skilt fra.
Det var desuden på Oreby, hun traf Nete, som hun bevarede et fint forhold til resten af livet.
Det er imidlertid ikke mig, der har anbragt Ulla i det forkerte ægteskab. Det er Ellen Åmand, hvis lille hefte om Ulla P. jeg har trykt for hende og fået lov at lægge ind på min blog. Jeg vil alligevel gå tilbage til indlægget og notere den lille fejl. Ellen var levende optaget af at skrive om sit liv og sine venner, og jeg har trykt flere af hendes små hefter,  Hun var imidlertid ikke akademisk trænet i kildekritik. Men jeg har aldrig rettet i hendes skrifter.
Det vil jeg så undtagelsesvis gøre nu.
Og tak til Egon Ebbesen – det er SÅ berigende for mig, hver gang nogen reagerer på mine indlæg. Rettelser er jeg naturligvis især glad for, men også kommentarer af enhver art. Så forestiller jeg mig, at der virkelig findes nogen derude, der kan have glæde af det, jeg skriver.

Faglitteratur – Saglitteratur – fagligt/sagligt

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Der er grøde i så meget for tiden. Kommer lige fra haven: og se, hvor det myldrer op af jorden derude. Lavendlerne knejser blå og ukuelige midt i haven og rundt om vælter det frem med roser og pæoner og masser af vilde valmuer. Vildskab og kuet natur i smuk forening
.
Men det jo ingen gartnerblog, det her, må jeg minde mig om, og inden jeg helt forsvinder i henrykkelse over blomsterdufte og forførende farver, må jeg forlade haven og lade et blik glide hen over reolens mange mange bøger, der forresten i vores hjem slet ikke er farveløse, men spræller i alle nuancer.
For det her er jo (eller skulle være) en litterær blog. I litteraturens verden sker der også meget nyt. Hver ny bog er et mirakel. Og så taler man om nye genrer.
Men så nye er de jo ikke. Det meste er set før. Unge læsere har glemt det og tror, at det skubber litteraturen i nye retninger, når genrerne brydes op og gensplejses på kryds og tværs, så man kan blive i tvivl om, hvorvidt det, man læser er digt eller virkelighed.
Er det fiction eller non-fiction?
Denne blanding af genrerne er ikke et nyt fænomen, men det florerer for tiden. Det er sandt. Selvbiografier har altid været en skøn blanding af løgn og latin (= af digt og saglighed). F.eks. Ingemanns: Levnetsløb – det er en herlig barndomsskildring og man er ikke i tvivl om, at de mange små erindrede episoder ikke får for lidt under forfatterens pen. Der males op, der pensles, der digtes. Det bliver fiktion. Det samme gælder H.C. Andersens “Mit Livs Eventyr” – et lille digterværk, som da også korrigeres i “Mit Liv uden Eventyr”.
Så Knausgaard bryder ikke ny jord, når han i Min Kamp skriver, som om det her er SELVESTE SANDHEDEN – fortalt i en skønlitterær form.
Da jeg underviste i dansk i gymnasiet lærte jeg eleverne, at man må skelne mellem faglitteratur, som kunne være videnskabelige artikler, akademiske afhandlinger, lærebøger og alt andet, der var fagligt funderet i konkret viden og heftet på et troværdigt kildemateriale – og så alt det andet ikke-skønlitterære, som så var sagprosa.
Faktisk vil jeg, inden jeg går videre med genrebegrebets finurligheder, tilføje, at jeg slet ikke tror, der findes litteratur, som er mere saglig = sand end anden litteratur. Den saglige sagprosaforfatter kan skrive uinspirerende og unuanceret om et komplekst og spændende emne, og så bliver det jo løgn, skønt han holder sig til og lader sig styre af kilder og selvsyn.
Et eksempel på det:
Jeg har for nylig læst Christen Kolds “Rejsen til Smyrna” – og jeg havde da ventet, at jeg der ville blive meget klogere på mange ting både i forbindelse med den store skolemands liv og levned og på tidens særpræg. MEN HAN SER OG OPLEVER INGENTING. Jo, der er da enkelte beskrivelser (dårlige) af nogle bygninger og (endnu dårligere) af nogle udsigter. Men mest fortæller han om den mad, han spiser og om den dødsenstriste og dysfunktionelle familie, han følges med og hvor han er ansat som tjener. I et brev til en en god bekendt, Madam Knudsen, skriver han f.eks.:
… heller ikke har jeg stor lyst til at skrive da jeg egentlig ingen Ting har at skrive om. 
Ikke desto mindre boede han i Smyrna i 5 år og ernærede sig i de sidste år af opholdet som bogbinder. Altså levede han i god overensstemmelse med apostlenes visdom: at arbejde og at leve simpelt. Dog forsøgte han ikke at omvende tyrkerne til kristendommen, og så vidt jeg kan se, var alle hans kunder europæere og han havde næppe nærkontakt med de indfødte.

Jeg har ikke opgivet at skrive en bog om Kold – bare jeg kunne lade være med hele tiden at tænke på ham som “Kedelige Kold” – det er sikkert ufortjent, og han var jo langt fra nogen skrivekugle. Havde vel vanskeligt ved at udtrykke sig skriftligt.
Det er nok bare derfor.
Når jeg i ovenstående har vrøvlet lovligt meget om noget så kedeligt som genrer, så er det, fordi jeg vil begive mig ud i sagprosa- (måske fagprosa-)genren.
Jeg håber, at det vil lykkes. Først kommer Chresten Kokholm – og han var ikke kedelig – så kommer Christen Kold – og det er en hel anden historie, skønt de er navnebrødre og begge er børn af 1800-tallet.