Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Her en kort opfølgning af min indledning om totalitarismen og al dens væsen. Det vil mest blive små nedslag i de tekster, jeg har valgt til belysning af emnet og senere vil samle op på.
Først ganske kort. For det er noget, vi glemmer. Det modsatte af totalitarismen, pluralismen, er et ganske nyt fænomen, så nyt at det kan undre, at vi stadig tror på, at det vil sejre.
Jeg forstår her pluralismen set i politisk perspektiv, altså som grundlag for en styreform, der giver HELE befolkningen samme adgang til de demokratiske rettigheder uanset køn, tro, etnisk oprindelse. Den eneste undtagelse er stadig alder. Endnu har børn f.eks. ikke stemmeret.
Det er en opfattelse af menneskets rettigheder, som nok blev skabt for nogle hundrede år siden, men ikke er blevet virkeliggjort før for ganske nylig. Og woke-bevægelsen vil hævde, at den aldrig er blevet det.
Vi værner om et skrøbeligt barn, der er født af os i den vestlige kultur for nylig og ugleset mange steder i verden – trods al snak om demokrati. Det er et barn, mange andre ikke vil lege med.
Det følgende er citater fra Ginzburgs “Min tunge vandring” Gyldendals e-bogs udgave 2022)
Kort om Jegenij Ginzburg: Levede fra 1904 -1977) Russisk intellektuel – litterat – litteraturunderviser. Hun blev en del af den store “udrensning” foretaget af Stalin i 1937 – blev først sendt i isolationsfængsel i 2 år, derefter til arbejdslejre i Sibirien i 10 år. Derefter flere år i eksil. Her skrev hun bogen om sin skæbne. Den kunne ikke udgives i Sovjet, men udkom 1967 i Italien.
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Af støv er du kommet
Sådan lyder begravelsesritualets ord på engelsk. Dust to dust. Og hvor er det rigtigt. Og smukt. Og trøsterigt. Af støv er du kommet.
Hørte astrofysiker Anja Andersen forleden i et program i DR (Pilgrim 8 jan.) fortælle om verdens skabelse set med naturvidenskabelige briller, og det var præcis den dag, hvor jorden havde tænkt sig at være blød og føjelig, og solen skinnede, og foråret syntes lige om hjørnet trods kalenderens vrøvlen om vinter, og jeg gik der og rodede som et andet lille (eller stort) dyr i den danske muld og følte mig omtrent lykkelig, fordi der spirede så meget grønt op mellem senegræsset, som jeg til gengæld hev op i lange rodstrimler og slængte på komposten. Glad og næsten genfødt af fryd ved synet af det, der endnu kun var grønne løfter om farver og skønhed – nå ja, og ved selve arbejdet, som i den bløde, fugtige jord forekom let.
Som at gå rundt i Paradiset. Og endnu engang faldt den tanke mig ind, at vi er lige midt i … ja, ikke bare evigheden, men Paradiset. At det virkelig er på jorden. Ligesom vi er på jorden. Og at vi engang før altings skabelse, eller i den første spæde begyndelse, allerede var der. Som stjernerne. Som stjernestøv.
Støv på hjernen, kan jeg høre dig sige, for nu vrøvler hun da!!!!
Mennesket og Stjernerne. Ja, men det er jo lige akkurat sådan det er: Mennesket og Stjernerne.
Og så var det jo, jeg hørte A. A. ’s beretning om al tings forbundenhed og blev endnu mere glad. At vi har et fællesskab med universet, der går over al forstand. Lige som det går over al forstand, at vi små, bitte, ja mikroskopiske størrelser er en del af uendeligheden.
Vi behøver ikke antropomorfisere universet – uden at vi behøver tillægge det menneskelige egenskaber, kan vi konstatere, at det er en del af os og vi af det.
Det gør jo ikke universet menneskeligt: Stjernerne blinker, men ikke venskabeligt eller skælmsk – universet er dybt, men det favner os ikke kærligt, træerne springer ud, men de pynter sig ikke for os.
Der kan falde en meteorsten ned og dræbe os, men det er ikke en ond meteor, der vil os til livs. Vi kan rammes af et lyn, men det er ikke et ondt lyn, der vil os til livs.
I universet er der ingen menneskelige følelser, det er os, der lægger dem derud: det er koldt, fremmed og umuligt at leve i for et menneske. Astronauterne og cosmonauterne kan ikke slå sig løs, når de flyver rundt derop.
Det er rigtigt: vi kan kun leve på denne her lille bitte klode, og kun fordi den er velsignet med et tyndt luftlag på bare nogle kilometer, som gør det muligt for os at ånde.
Og på kloden er der en NATUR som ikke er venlig, men som er med til at gøre det muligt for os at leve: træerne sørger for, at vi har ilt osv. – ja, den hele natur spiller sammen i en symfoni, som giver os mulighed for liv.
Den harmoni kan vi mennesker ødelægge. Det er vi efter sigende i fuld gang med. Og så er det slut med vores liv. Det er ikke særlig fortrøstningsfuldt. Og i den konstatering risikerer min barnlige glæde over havens spirende forårstegn at drukne.
Og det ville den også, hvis det ikke var, fordi jeg tror, at der findes en GUD – en SKABER – om hvem jeg ikke kan fortælle ret meget. Han er og bliver ukendt for os. Åbenbaret i Jesus ganske vist – forklaret i Helligånden, siges det. Men det forstår vi heller ikke ret godt. Eller jeg gør ikke.
Vi har en Bibel, men den er skrevet af os, og det er vore egne billeder, der tegnes ind der.
Et billede af GUD har vi ikke.
Vi har kun troen.
At GUD findes og vil os det godt.
”Ske din vilje!” siger vi i bønnen. Den tillid må vi vise GUD, hvis ikke vi kan det, så falder vi.
Vi falder, ja, det gør vi.
Men jeg tror, GUD griber os.
—————————————————–
Et par billeder af den jord, jeg går rundt på hver dag:
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Jeg har tænkt i den kommende tid at skrive noget om, hvad et totalitært styre kan gøre ved mennesker – ved MENNESKET. Det er ikke uden forbindelse med det, der foregår i Rusland lige nu, og det var en overskrift i Kristelig Dagblad, som vakte ideen om at studere emnet totalitarisme nærmere.
Moskva 1964 – byen forbereder sig til fest i anledning af kosmonautmodtagelse – foto: Ole Henne Hansen
Overskriften i avisen var noget i retning af det her: “De russiske soldater mangler krigsmoral” ( desværre er avisen ikke gemt, måske kan jeg finde den præcise formulering senere). Som jeg før har skrevet, så kan efter min mening de to ord MORAL og KRIG ikke sammensættes. Jeg ved godt, hvad avisen mener: man er moralsk, når man kæmper en retfærdig krig – og russerne ved godt, at det gør de ikke.
Den antagelse er imidlertid ikke korrekt. Det ved de ikke: Sovjetstaten ville skabe “det sovjetiske menneske” en ny mennesketype, der var 100% loyal over for Det kommunistiske Parti – og “systemet”, og det havde 70 år til at gennemføre projektet. Og jeg er bange for, at utrolig mange – mere end en generation blev så “fast formede” i loyaliteten over for det, de blev indoktrinerede i barndom og ungdom, at de ikke kunne slippe fri.
En uddybning af denne teori kræver lidt mere refleksion og tid, end jeg har haft i den seneste tid, men jeg går i gang med at undersøge, om der er hold i det. Og det vil jeg skrive om, når jeg er nærmere en påvisning af teoriens sandhedsværdi.
Kan man folkeopdrage i en sådan grad, at selvstændig tænkning fortrænges, forsvinder?
Og er det, hvad vi oplever i Rusland nu?
Fra udstilling om Sovjetunionens teknologiske fremskridt. Foto: Ole Henne Hansen (1964)
Som baggrund for min analyse vil jeg bruge flg. litteratur, hvoraf jeg mangler at læse de sidste kapitler af Ginzburgs erindringer. Derefter vil jeg vende tilbage. Muligvis vil der støde mere litteratur til. F.eks. husker jeg fra min studietid, at Camus i l”exil et le royaume” beskæftiger sig med emnet. Den vil jeg nok genlæse for at have mere end et centraleuropæisk værk og desuden for at belyse emnet, så både nazisme og kommunisme inddrages ligeligt:
Litteratur til indlægget dæmoni:
Dostojevskij: Det døde hus
Soltjenytsin: En dag i Ivan Denisovitjs’ liv – Gulag Øhavet
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Tak for reaktion på mit indlæg (mine) om krigen.
Jeg tillader mig i disse indlæg at sætte mig ud over min begrænsning og i det mindste en kort stund bilde mig ind, at krigen IKKE er en nødvendighed, selv om hele verdenshistorien taler mig midt imod. Og (næsten) alle andre også. Og det er ikke, fordi jeg føler mig BEDRE end alle andre, eller fordi jeg ved BEDRE end alle andre. Tværtimod vil jeg gerne indrømme min uvidenhed.
Claude Simon (fransk forfatter) skriver et sted, at lysten til krig nok er en drift i mænd ligesom lysten til sex – og derfor ikke kan udryddes, uden at alle mænd udryddes. Og jeg vil ikke gå så langt som Maren Uthag gør det i sin seneste roman “11%”. Lad dem leve med deres uudryddelige voldsdrifter.
Den israelske historiker Harari giver i sin lange “en kort historie om menneskeheden” Simon og Uthag ret: det er et biologisk træk ved mennesket, at det udfolder sig krigerisk. Nå!
Det er det sikkert. Men jeg kan ikke lade være at være umenneskelig og sig NEJ til drab. Alle drab. Jeg er også modstander af dødsstraf. Det er efter min mening derfor, Kristus kom til jorden. “Ja, de kan dræbe mig,” siger han, “men jeg løfter ikke en hånd for at slå. Det gør for ondt på den, jeg rammer.”
Det har han vist aldrig sagt, men han lever det.
Voltaire er den bedste til at sige det lige ud. Han bruger ironien ligesom Uthag ( hvis det er det, hun gør?). Men for begge er det alvor. Og nu citerer jeg et afsnit fra Voltaires “Candide”. Jeg har den ikke i dansk oversættelse, så du må nøjes med mit bud på en fordanskning:
( Citat fra kapitel 3) –
“Intet var så smukt, så vævert, så velordnet som de to hære. Trompeterne, fløjterne, oboerne, trommerne og kanonerne formede en harmoni, som aldrig sås magen til i Helvede. Kanonerne mejede først henved seks tusind mænd ned på hver side; derefter rev geværerne henved ni til ti tusinde slyngler, som forpestede denne jord, bort fra denne den bedste af alle verdners overflade. Bajonetterne blev ligeledes den tilstrækkelige grund til nogle tusinde mænds død. Det hele løb op i en ca. tredive tusinde sjæle. Candide ( hovedpersonen) skælvede som en filosof og skjulte sig så godt han kunne under dette heroiske slagteri.
Endelig, mens de to konger lod “TE DEUM” afsynge i hver sin lejr, bestemte han sig for at løbe væk for andetsteds at udgrunde årsager og virkninger. Han løb hen over bunker af døde og døende og nåede til en landsby; den henlå i aske. Det var en landsby, som bulgarerne havde brændt ned i overensstemmelse med lov og ret. Her så forkrøblede mænd deres halshuggede koner dø, mens de med blødende bryster ammede deres små; der lå unge piger og stønnede sig til døde, efter at have fået maven flænset op og tilfredsstillet nogle heltes naturlige behov; andre, som ilden kun halvt havde fortæret, skreg om hjælp til at dø. Hjerner lå spredte på jorden side om side med afrevne arme og ben.”
“Rien n’était si beau, si leste, si brillant, si bien ordonné que les deux armées. Les trompettes, les fifres, les haut-bois, les tambours formaient une hamonie telle qu’il n’y en eut jamais en enfer. Les canons renversèrent d’abord à-peu-près six mille hommes de chaque coté; ensuite la mousquetterie ota du meilleur des mondes environ neuf à dix mille coquins qui en infectaient la surface. La bayonnette fut aussi la raison sufficante de la mort de quelques milliers d’hommes. Le tout pouvait bien se monter à une trentaine mille d’ames. Candide qui tremblait comme un philosophe, se cacha du mieux qu’il put pendant cette boucherie héroique.
Enfin tandis qu les deux rois faisaient chater des TE DEUM, chacun dans som camp, il prit le parti d’aller raisonner ailleurs des effets et des causes. Il passa par dessus des tas de morts et de mourans et gagna d’abord un village voisin; il était en cendre; c’était un village que les Bulgares avaient brulé selon les loix du droit public. Ici des viellards regardaient mourir leurs femmes égorgées, qui tenaaient leurs enfants à leurs mamelles sanglantes; là des filles éventrées après avoir assouvi les besoins naturels de quelques héros,, rendaient leurs derniers soupirs; d’autres à demi brulées criaient qu’on acheva de leur donner la mort. Des cervelles étaient répandues sur la terre à coté de bras et jambes coupés.
Da jeg var et lille barn fik vi en barnepige fra Bollehede, og jeg kan huske, at hendes far, da han afleverede hende, sagde til min far: “Du skal bare tæve hende, når hun bliver strid. Det er det eneste, hun forstår.
Selvfølgelig løftede far aldrig en hånd mod hende, han så hende som det skræmte barn, hun var, og han snakkede med hende. Der skulle ikke så mange ord til. Men det skulle være de rigtige. Ordene ændrede hende – ikke pryglene.
Er det eneste, russerne forstår, tæv? Jeg tror det ikke. Prøv at tale til dem i et andet sprog end det, vi har brugt hidtil.
Selv om alfabetet kun har 28 bogstaver kan det meget. Der er så mange ord at tage af. Prøv dem!!!!