At rydde op

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Oprydning

Ordet får mig til at tænke på barndom og opdragelse. Rydde op, det var vigtigt, da vi var børn. Børneværelset skulle være ryddeligt. Legetøjet på plads. Alt har sin rette plads. Lærte vi. Og glemte det nok (desværre måske) senere. Og vores børn fik ikke en ordentlig opdragelse på det punkt. At rydde op på deres værelser måtte de selv om. Det blandede jeg mig ikke i.

Deres rum var deres rum.

Men nu er jeg nået dertil, hvor jeg synes, at det er på tide, at jeg igen kaster mig over faget: oprydning. Og tja … først må jeg have mine bøger sat i system og på plads. Og der er mange hyldemeter at gå i lag med. Det har jeg selvfølgelig gjort tidligere; engang sorterede jeg alle de bøger fra, som ikke mere vakte minder eller tændte andre former for lys. Væk med dem! Drengegymnastik i syvende! Nej, vel! Ud! Det var let nok. Og der forsvandt mange hundrede bøger. Og senere skete der jo det, at jeg savnede en og anden bog, som jeg havde afleveret i Kirkens Antikvariat, og ind imellem lykkedes det mig at opstøve og kapre den igen.

Sådan kan tingene gå i ring.

I dag har jeg forsøgt at ajourføre mit bogkartotek. Det var jo mest at krydse af og skrive nytilkomne bøger ind i systemet, men selv om jeg har arbejdet hele dagen, så nåede jeg ikke længere end til bogstavet L.

Det går jo langsomt, hver bog skal ud af reolen og tages i hånden og hilses på og så er det, at minderne vælder frem. Længe stod jeg sådan med en bestemt bog i hånden og fløj i tankerne tilbage til en sommer for meget længe siden.

Jeg var dengang lærer i dansk på Randers Handelsskole. Bogen hedder Der Besuch der alten Dame” og er skrevet af Friederich Dürrenmatt. Hvad var det nu med den sommer? Det var i juni. Eksamen var forbi. Mine elever havde alle bestået. Nu skulle de næste 8 uger bruges på at lade op til nye danskhold. Nye elever.

Men indtil da … Ikke andet end at læse gode bøger. Tage på ferie med familien, som dengang var far, mor og to små børn. En lille pige og en lille dreng. Nu skulle der være tid til dem. Troede jeg. Så ringede telefonen. Det var min direktør. Ja, handelsskolen lededes dengang af en direktør. Foged hed han og tituleredes direktør.

Han ringede, og jeg forstod ikke lige først, hvad det var, han sagde. Jo, noget med, at skolen manglede en tysklærer til næste semester. Javel. En tysklærer? Men hvorfor ringede så han til mig? Jeg var lærer i fransk og dansk.

”Jeg er dansklærer,” sagde jeg.

”Ja, ja, men du kan vel også tysk?”

Det svarede jeg ikke på.

Vel kunne jeg ej!

Der var tavshed længe.

”Jamen, du er da sproglig student?”

”Jo.”

”Så kan du da sagtens klare det. Det er jo bare en HX-klasse.”

Jeg fortalte ham ikke, at jeg havde fået g+ i tysk stil og aldrig fik lært grammatikken.

”Jeg har jo glemt meget,” mumlede jeg.

”Ja, ja selvfølgelig, men nu får du seks uger til at læse det op.”

Nå ja, tænkte jeg. Det kan jo være at jeg kan lære det. Jeg gik reolerne igennem og fandt ”Der Besuch der alten Dame.”

Jeg begynder med den, tænkte jeg. Og det gjorde jeg. Og da semesteret startede fik eleverne en lærer, som i det mindste var indstillet på at lære grammatikken i takt med, at de selv lærte den.

Og vi var alle flittige, og eleverne bestod med anstændige karakterer. ”Så tak, direktør Foged! Og tak Dürrenmatt!”

Sammen er vi stærke.      

Her er en af mine klasser. Var deres dansklærer det år, hvor jeg også bøvlede med et tyskhold. Det kan jeg ikke finde nogen steder. Til gengæld glimrer jeg på dette billede ved mit fravær. Men det ER min klasse. Og jeg genkender hvert eneste kært ansigt og får et sug af længsel efter igen at stå over for sådan en herlig flok.

Men det bliver alligevel forår

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Vi vil gerne blive gamle. Men vi vil ikke være gamle. Vi vil med vold og magt holde gang i krop og sjæl til det sidste åndedræt. Måske er det ikke noget, vi vil, men noget vi skal. Nu har jeg skrevet vi så mange gange, at man må tro, vi er en homogen gruppe. Vi = de gamle. At vi alle sammen er ens.

Nej, vi er alle sammen forskellige. Det, som er fælles, er at vi ældes og er på vej ud af livet. Det er vel i grunden det eneste fælles. Vi bliver ved at være de forskellige folk, vi altid var, og nu træder forskellighederne måske tydeligere frem – for som vist nok Søren Kierkegaard har sagt: ”vi fødes som kopier og dør som originaler.”

Dette forår var jeg ude i tovene (igen) og tænkte, at nu var det slut med mig. Nu døde jeg. Det gjorde jeg ikke, jeg sidder jo her stadigvæk og slår i mit tastatur, ganske veltilpas endda. Og højst levende. Fik bare den der nat et voldsomt svimmelanfald og en blodtrykshimmelfart, som svækkede alle sanser og sendte sund fornuft ad h. til og gjorde mig til ærkehypokonder på et splitsekund.

Men det var en ”sund” oplevelse set i bakspejlet. Nu fik jeg taget min egen dødelighed op til revision. Revision skriver jeg, som om det var et statusopgør. Hør lige!: stemmer pengene? Har du rod i regnskabet? ”Kom Hjerte, tag dit regnebræt, skriv op dit levneds dage …” som Brorson skriver i salme 714 …

Tja … hvorfor ikke? Jeg har i al fald i denne tid tænkt mere på mit livs talte dage, end jeg har gjort i lang tid. Og taget nogle beslutninger.

Og en af dem er, at nok vil jeg trave mine daglige ture i Guds frie natur (den findes stadig) og jeg vil frydes over hvert eneste forårstegn og hvert lille levende væsen, der stirrer frem på himmel og på jord. Men jeg vil også (og især) lade den gamle krop hvile.

Jeg vil i denne den sidste del af livet forsøge at bevare glæden over at være her jorden, den jord, som man kommer til at holde mere og mere af, jo ældre man bliver og jo mere bevidst man bliver om, at man skal forlade den.

Det er en lise for sjælen at gå. Bare gå. Og når sjælen er glad, følger kroppen med. Det er moderne at sige det modsatte: vi skal eksercere kroppen, så den bliver stærk, så følger sjælen nok med. Rent bort set fra, at moderne mennesker vist ikke taler om sjælen mere. Men om psyken.

”Kristne har kronede dage,” siger Grundtvig i en salme. Jeg vil sige: ”psykologerne har kronede dage.” Vi render rundt med et hav af psykiske diagnoser –  ADHD eller bare HD eller asperger eller border-line, eller autisme eller anoreksi eller depression eller angst eller fobi eller noget andet, man kan trylle frem med ord. Og dertil kommer alle de regulære sindssygedomme, der også er taget voldsomt til: skizofreni, neuroser, bipolar lidelse etc.

Nu blev jeg helt træt. Og jeg vil slå fast med ti-tommer-søm, at vi skal være parate som samfund og medmennesker til at hjælpe alle de mange nødlidende mennesker, hvis lidelser vores velfærdssamfund har frembragt. For de er vel både samfundsskabte og arvelige forekomster. Og langt fra alle er sindrige psykologopfindelser.

Men jeg ville blot nævne en passant, at vi er havnet i en grøft af græmmelse, og at den grøft må vi se, om vi ikke kan kravle op fra.

Og jeg vil i al fald ikke være i den. Men undgår ikke ind i mellem at falde i den.

Lige nu sidder jeg imidlertid på kanten og nyder en anemone, der lyser så forårsglad, at glæden smitter.

Og lad os dvæle der. I glæden. Så længe vi lever.   

Anemone i Fussingø Skov

Stjernestøv

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Af støv er du kommet

Sådan lyder begravelsesritualets ord på engelsk. Dust to dust. Og hvor er det rigtigt. Og smukt. Og trøsterigt. Af støv er du kommet.

Hørte astrofysiker Anja Andersen forleden i et program i DR (Pilgrim 8 jan.) fortælle om verdens skabelse set med naturvidenskabelige briller, og det var præcis den dag, hvor jorden havde tænkt sig at være blød og føjelig, og solen skinnede, og foråret syntes lige om hjørnet trods kalenderens vrøvlen om vinter, og jeg gik der og rodede som et andet lille (eller stort) dyr i den danske muld og følte mig omtrent lykkelig, fordi der spirede så meget grønt op mellem senegræsset, som jeg til gengæld hev op i lange rodstrimler og slængte på komposten. Glad og næsten genfødt af fryd ved synet af det, der endnu kun var grønne løfter om farver og skønhed – nå ja, og ved selve arbejdet, som i den bløde, fugtige jord forekom let.

Som at gå rundt i Paradiset. Og endnu engang faldt den tanke mig ind, at vi er lige midt i … ja, ikke bare evigheden, men Paradiset. At det virkelig er på jorden. Ligesom vi er på jorden. Og at vi engang før altings skabelse, eller i den første spæde begyndelse, allerede var der. Som stjernerne. Som stjernestøv.

Støv på hjernen, kan jeg høre dig sige, for nu vrøvler hun da!!!!

Mennesket og Stjernerne. Ja, men det er jo lige akkurat sådan det er: Mennesket og Stjernerne.  

Og så var det jo, jeg hørte A. A. ’s beretning om al tings forbundenhed og blev endnu mere glad. At vi har et fællesskab med universet, der går over al forstand. Lige som det går over al forstand, at vi små, bitte, ja mikroskopiske størrelser er en del af uendeligheden.

Vi behøver ikke antropomorfisere universet – uden at vi behøver tillægge det menneskelige egenskaber, kan vi konstatere, at det er en del af os og vi af det.

Det gør jo ikke universet menneskeligt: Stjernerne blinker, men ikke venskabeligt eller skælmsk – universet er dybt, men det favner os ikke kærligt, træerne springer ud, men de pynter sig ikke for os.

Der kan falde en meteorsten ned og dræbe os, men det er ikke en ond meteor, der vil os til livs. Vi kan rammes af et lyn, men det er ikke et ondt lyn, der vil os til livs.

I universet er der ingen menneskelige følelser, det er os, der lægger dem derud: det er koldt, fremmed og umuligt at leve i for et menneske. Astronauterne og cosmonauterne kan ikke slå sig løs, når de flyver rundt derop.

Det er rigtigt: vi kan kun leve på denne her lille bitte klode, og kun fordi den er velsignet med et tyndt luftlag på bare nogle kilometer, som gør det muligt for os at ånde.

Og på kloden er der en NATUR som ikke er venlig, men som er med til at gøre det muligt for os at leve: træerne sørger for, at vi har ilt osv. – ja, den hele natur spiller sammen i en symfoni, som giver os mulighed for liv.

Den harmoni kan vi mennesker ødelægge. Det er vi efter sigende i fuld gang med. Og så er det slut med vores liv. Det er ikke særlig fortrøstningsfuldt. Og i den konstatering risikerer min barnlige glæde over havens spirende forårstegn at drukne.

Og det ville den også, hvis det ikke var, fordi jeg tror, at der findes en GUD – en SKABER – om hvem jeg ikke kan fortælle ret meget. Han er og bliver ukendt for os. Åbenbaret i Jesus ganske vist – forklaret i Helligånden, siges det. Men det forstår vi heller ikke ret godt. Eller jeg gør ikke.

Vi har en Bibel, men den er skrevet af os, og det er vore egne billeder, der tegnes ind der.

Et billede af GUD har vi ikke.

Vi har kun troen.

At GUD findes og vil os det godt.

”Ske din vilje!” siger vi i bønnen. Den tillid må vi vise GUD, hvis ikke vi kan det, så falder vi.

Vi falder, ja, det gør vi.

Men jeg tror, GUD griber os.  

—————————————————–

Et par billeder af den jord, jeg går rundt på hver dag:

 

Sommerhaven
Efterårshaven
Himlen over Tråen
Himlen over Ålum

Totalitarismens dæmoni 1

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Jeg har tænkt i den kommende tid at skrive noget om, hvad et totalitært styre kan gøre ved mennesker – ved MENNESKET. Det er ikke uden forbindelse med det, der foregår i Rusland lige nu, og det var en overskrift i Kristelig Dagblad, som vakte ideen om at studere emnet totalitarisme nærmere.

Moskva 1964 – byen forbereder sig til fest i anledning af kosmonautmodtagelse – foto: Ole Henne Hansen

Overskriften i avisen var noget i retning af det her: “De russiske soldater mangler krigsmoral” ( desværre er avisen ikke gemt, måske kan jeg finde den præcise formulering senere). Som jeg før har skrevet, så kan efter min mening de to ord MORAL og KRIG ikke sammensættes. Jeg ved godt, hvad avisen mener: man er moralsk, når man kæmper en retfærdig krig – og russerne ved godt, at det gør de ikke.

Den antagelse er imidlertid ikke korrekt. Det ved de ikke: Sovjetstaten ville skabe “det sovjetiske menneske” en ny mennesketype, der var 100% loyal over for Det kommunistiske Parti – og “systemet”, og det havde 70 år til at gennemføre projektet. Og jeg er bange for, at utrolig mange – mere end en generation blev så “fast formede” i loyaliteten over for det, de blev indoktrinerede i barndom og ungdom, at de ikke kunne slippe fri.

En uddybning af denne teori kræver lidt mere refleksion og tid, end jeg har haft i den seneste tid, men jeg går i gang med at undersøge, om der er hold i det. Og det vil jeg skrive om, når jeg er nærmere en påvisning af teoriens sandhedsværdi.

Kan man folkeopdrage i en sådan grad, at selvstændig tænkning fortrænges, forsvinder?

Og er det, hvad vi oplever i Rusland nu?

Fra udstilling om Sovjetunionens teknologiske fremskridt. Foto: Ole Henne Hansen (1964)

Som baggrund for min analyse vil jeg bruge flg. litteratur, hvoraf jeg mangler at læse de sidste kapitler af Ginzburgs erindringer. Derefter vil jeg vende tilbage. Muligvis vil der støde mere litteratur til. F.eks. husker jeg fra min studietid, at Camus i l”exil et le royaume” beskæftiger sig med emnet. Den vil jeg nok genlæse for at have mere end et centraleuropæisk værk og desuden for at belyse emnet, så både nazisme og kommunisme inddrages ligeligt:

Litteratur til indlægget dæmoni:

Dostojevskij: Det døde hus

Soltjenytsin: En dag i Ivan Denisovitjs’ liv – Gulag Øhavet

Svetlana Aleksijevitj: Bøn for Tjernonyl

Jevgeni Ginzburg: Min tunge vandring

Primo Levy: Hvis dette er et menneske

KRIGEN – IGEN

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Tak for reaktion på mit indlæg (mine) om krigen.

Jeg tillader mig i disse indlæg at sætte mig ud over min begrænsning og i det mindste en kort stund bilde mig ind, at krigen IKKE er en nødvendighed, selv om hele verdenshistorien taler mig midt imod. Og (næsten) alle andre også. Og det er ikke, fordi jeg føler mig BEDRE end alle andre, eller fordi jeg ved BEDRE end alle andre. Tværtimod vil jeg gerne indrømme min uvidenhed.

Claude Simon (fransk forfatter) skriver et sted, at lysten til krig nok er en drift i mænd ligesom lysten til sex – og derfor ikke kan udryddes, uden at alle mænd udryddes. Og jeg vil ikke gå så langt som Maren Uthag gør det i sin seneste roman “11%”. Lad dem leve med deres uudryddelige voldsdrifter.

Den israelske historiker Harari giver i sin lange “en kort historie om menneskeheden” Simon og Uthag ret: det er et biologisk træk ved mennesket, at det udfolder sig krigerisk. Nå!

Det er det sikkert. Men jeg kan ikke lade være at være umenneskelig og sig NEJ til drab. Alle drab. Jeg er også modstander af dødsstraf. Det er efter min mening derfor, Kristus kom til jorden. “Ja, de kan dræbe mig,” siger han, “men jeg løfter ikke en hånd for at slå. Det gør for ondt på den, jeg rammer.”

Det har han vist aldrig sagt, men han lever det.

Voltaire er den bedste til at sige det lige ud. Han bruger ironien ligesom Uthag ( hvis det er det, hun gør?). Men for begge er det alvor. Og nu citerer jeg et afsnit fra Voltaires “Candide”. Jeg har den ikke i dansk oversættelse, så du må nøjes med mit bud på en fordanskning:

( Citat fra kapitel 3) –

“Intet var så smukt, så vævert, så velordnet som de to hære. Trompeterne, fløjterne, oboerne, trommerne og kanonerne formede en harmoni, som aldrig sås magen til i Helvede. Kanonerne mejede først henved seks tusind mænd ned på hver side; derefter rev geværerne henved ni til ti tusinde slyngler, som forpestede denne jord, bort fra denne den bedste af alle verdners overflade. Bajonetterne blev ligeledes den tilstrækkelige grund til nogle tusinde mænds død. Det hele løb op i en ca. tredive tusinde sjæle. Candide ( hovedpersonen) skælvede som en filosof og skjulte sig så godt han kunne under dette heroiske slagteri.

Endelig, mens de to konger lod “TE DEUM” afsynge i hver sin lejr, bestemte han sig for at løbe væk for andetsteds at udgrunde årsager og virkninger. Han løb hen over bunker af døde og døende og nåede til en landsby; den henlå i aske. Det var en landsby, som bulgarerne havde brændt ned i overensstemmelse med lov og ret. Her så forkrøblede mænd deres halshuggede koner dø, mens de med blødende bryster ammede deres små; der lå unge piger og stønnede sig til døde, efter at have fået maven flænset op og tilfredsstillet nogle heltes naturlige behov; andre, som ilden kun halvt havde fortæret, skreg om hjælp til at dø. Hjerner lå spredte på jorden side om side med afrevne arme og ben.”

“Rien n’était si beau, si leste, si brillant, si bien ordonné que les deux armées. Les trompettes, les fifres, les haut-bois, les tambours formaient une hamonie telle qu’il n’y en eut jamais en enfer. Les canons renversèrent d’abord à-peu-près six mille hommes de chaque coté; ensuite la mousquetterie ota du meilleur des mondes environ neuf à dix mille coquins qui en infectaient la surface. La bayonnette fut aussi la raison sufficante de la mort de quelques milliers d’hommes. Le tout pouvait bien se monter à une trentaine mille d’ames. Candide qui tremblait comme un philosophe, se cacha du mieux qu’il put pendant cette boucherie héroique.

Enfin tandis qu les deux rois faisaient chater des TE DEUM, chacun dans som camp, il prit le parti d’aller raisonner ailleurs des effets et des causes. Il passa par dessus des tas de morts et de mourans et gagna d’abord un village voisin; il était en cendre; c’était un village que les Bulgares avaient brulé selon les loix du droit public. Ici des viellards regardaient mourir leurs femmes égorgées, qui tenaaient leurs enfants à leurs mamelles sanglantes; là des filles éventrées après avoir assouvi les besoins naturels de quelques héros,, rendaient leurs derniers soupirs; d’autres à demi brulées criaient qu’on acheva de leur donner la mort. Des cervelles étaient répandues sur la terre à coté de bras et jambes coupés.

Da jeg var et lille barn fik vi en barnepige fra Bollehede, og jeg kan huske, at hendes far, da han afleverede hende, sagde til min far: “Du skal bare tæve hende, når hun bliver strid. Det er det eneste, hun forstår.

Selvfølgelig løftede far aldrig en hånd mod hende, han så hende som det skræmte barn, hun var, og han snakkede med hende. Der skulle ikke så mange ord til. Men det skulle være de rigtige. Ordene ændrede hende – ikke pryglene.

Er det eneste, russerne forstår, tæv? Jeg tror det ikke. Prøv at tale til dem i et andet sprog end det, vi har brugt hidtil.

Selv om alfabetet kun har 28 bogstaver kan det meget. Der er så mange ord at tage af. Prøv dem!!!!