Men det bliver alligevel forår

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Vi vil gerne blive gamle. Men vi vil ikke være gamle. Vi vil med vold og magt holde gang i krop og sjæl til det sidste åndedræt. Måske er det ikke noget, vi vil, men noget vi skal. Nu har jeg skrevet vi så mange gange, at man må tro, vi er en homogen gruppe. Vi = de gamle. At vi alle sammen er ens.

Nej, vi er alle sammen forskellige. Det, som er fælles, er at vi ældes og er på vej ud af livet. Det er vel i grunden det eneste fælles. Vi bliver ved at være de forskellige folk, vi altid var, og nu træder forskellighederne måske tydeligere frem – for som vist nok Søren Kierkegaard har sagt: ”vi fødes som kopier og dør som originaler.”

Dette forår var jeg ude i tovene (igen) og tænkte, at nu var det slut med mig. Nu døde jeg. Det gjorde jeg ikke, jeg sidder jo her stadigvæk og slår i mit tastatur, ganske veltilpas endda. Og højst levende. Fik bare den der nat et voldsomt svimmelanfald og en blodtrykshimmelfart, som svækkede alle sanser og sendte sund fornuft ad h. til og gjorde mig til ærkehypokonder på et splitsekund.

Men det var en ”sund” oplevelse set i bakspejlet. Nu fik jeg taget min egen dødelighed op til revision. Revision skriver jeg, som om det var et statusopgør. Hør lige!: stemmer pengene? Har du rod i regnskabet? ”Kom Hjerte, tag dit regnebræt, skriv op dit levneds dage …” som Brorson skriver i salme 714 …

Tja … hvorfor ikke? Jeg har i al fald i denne tid tænkt mere på mit livs talte dage, end jeg har gjort i lang tid. Og taget nogle beslutninger.

Og en af dem er, at nok vil jeg trave mine daglige ture i Guds frie natur (den findes stadig) og jeg vil frydes over hvert eneste forårstegn og hvert lille levende væsen, der stirrer frem på himmel og på jord. Men jeg vil også (og især) lade den gamle krop hvile.

Jeg vil i denne den sidste del af livet forsøge at bevare glæden over at være her jorden, den jord, som man kommer til at holde mere og mere af, jo ældre man bliver og jo mere bevidst man bliver om, at man skal forlade den.

Det er en lise for sjælen at gå. Bare gå. Og når sjælen er glad, følger kroppen med. Det er moderne at sige det modsatte: vi skal eksercere kroppen, så den bliver stærk, så følger sjælen nok med. Rent bort set fra, at moderne mennesker vist ikke taler om sjælen mere. Men om psyken.

”Kristne har kronede dage,” siger Grundtvig i en salme. Jeg vil sige: ”psykologerne har kronede dage.” Vi render rundt med et hav af psykiske diagnoser –  ADHD eller bare HD eller asperger eller border-line, eller autisme eller anoreksi eller depression eller angst eller fobi eller noget andet, man kan trylle frem med ord. Og dertil kommer alle de regulære sindssygedomme, der også er taget voldsomt til: skizofreni, neuroser, bipolar lidelse etc.

Nu blev jeg helt træt. Og jeg vil slå fast med ti-tommer-søm, at vi skal være parate som samfund og medmennesker til at hjælpe alle de mange nødlidende mennesker, hvis lidelser vores velfærdssamfund har frembragt. For de er vel både samfundsskabte og arvelige forekomster. Og langt fra alle er sindrige psykologopfindelser.

Men jeg ville blot nævne en passant, at vi er havnet i en grøft af græmmelse, og at den grøft må vi se, om vi ikke kan kravle op fra.

Og jeg vil i al fald ikke være i den. Men undgår ikke ind i mellem at falde i den.

Lige nu sidder jeg imidlertid på kanten og nyder en anemone, der lyser så forårsglad, at glæden smitter.

Og lad os dvæle der. I glæden. Så længe vi lever.   

Anemone i Fussingø Skov

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *