Ind i mellem skriver jeg på de erindringer, som jeg hverken kan slippe eller slippe løs. Som måske bliver på harddisken indtil … tja … hvem ved. Jeg gør ikke.

Men det går mere og mere op for mig, at jeg må huske alene. Der bliver færre og færre livsvidner, som jeg kan henvende mig til og spørge ud om det, der tåger til i min egen sølle hukommelse.

Og så kom der i dag et brev fra et af dem. En, som jeg ikke har set, siden jeg var barn, og som jeg ganske vist husker, for hun kom ofte i vores hjem, og hvor ville jeg gerne vise mine søstre det brev. Men to af dem er her ikke mere. Og Annelise, som er min eneste søster nu, som lever, husker ikke så godt længere.

Kvinden, som skrev brevet, og som er et livsvidne, hedder Bodil, og jeg kan forstå, at hun og søster Hanne var hjertensveninder i barndommen. Bodil boede på Munkegården, som lå i det, der dengang var udkanten af Strandby, og sammen med brevet sendte hun en sang fra Hannes konfirmation. Det er Bodils mor, der har skrevet sangen.

Nu står den her og lyser:

Jeg var dengang 8 år, og jeg husker ikke Hannes konfirmation.

Her er et par eksempler på tidens billeder: