171 – et guld/og diamantbryllup i 1920 og 1930 på Krøggården i Hulsig


 
Forleden dag fik jeg et brev fra Maren og Christian Larsens ( Krøggården) oldebarn, Hanna Henriksen. I brevet var et udklip fra Marens og Christians guldbryllup og et billede.
De blev gift i 1870. Udklippet er fra Vendsyssel Tidende 1920.
Billedet, som ses herunder omtaler imidlertid deres diamantbryllup og må altså være fra 1930 og her omtales Chr.L. som forhenværende landmand. Men dertil har jeg ingen tekst:
 

Her ser vi altså de to kære, gamle mennesker.
Maren døde i 1933 og Christian i 1937.
Gordon Albøge har i et brev fortalt mig, at Christian var meget syg til sidst og blev kærligt plejet af sin datter Marie. Hende holdt vi alle sammen af. Mie var festlig og blev for øvrigt aldrig gift. Det blev hendes tvillingesøster Martha heller ikke. Martha døde i Hulsig Brugsforening i en ret ung alder. Hun var på besøg der ( uddeleren var gift med hendes søster Anna). Her fik hun et ildebefindende og døde altså. Tvillingesøsteren Marie blev meget gammel.
Herunder er teksten fra Vendsyssel Tidende i 1920:
GULDBRYLLUP I SKAGEN LANDSOGN
Ondsag den 11. ds. fejrede et af Landsognets mest agtede Ægtepar, Alvsbruger Chr. Larsen og Hustru, Hulsig, deres Guldbryllup. Når man ser Guldbrudeparret, der er henholdsvis 75 og 73 Aar, skulde man ikke antage, at de begge har passeret Støvets Aar. Saa friske, raske og fornøjelige ser de ud, at man meget vel kunde antage dem for at være først i 60’erne. Chr. L. har ikke alene drevet sin Landejendom mønsterværdigt. Han har i en Menneskealder været Landpostbud og i en lang Periode Strandfoged. 11 Børn er født i det lille Hjem. 9 af dem er endnu i Live. I Skagen bor en Søn, fhv. Fisker Laur. Larsen, Østerby, og en Datter. En anden Datter er gift med Sognefoged Peter Houkjær, Hulsig. Sønnen Chr. P. Larsen driver Hjemstedet.
Vi bringer det afholdte og agtværdige Ægtepar vor hjerteligste Lykønskning og knytter hertil Ønsket om endnu mange gode og lykkelige Dage for de to Gamle og deres kære. (Chr. H. L.)
– et par dage senere stod der flg. at læse i avisen:
GULDBRYLLUPPET I HULSIG blev en sjælden smuk Festdag for Avlsbruger Chr. Larsen og Hustru. Efter Togets Ankomst, ved 2-Tiden, tog Sognepræsten, Pastor F. Busch, Guldbrudeparret, deres Børn og Børnebørn til Alters i Hulsig Kirke. Derefter tog man til Hjemmet, hvor der var mødt talrige Gratulanter med Blomster og Gaver af forskelligste Art. Der blev ved den paafølgende Middag holdt en hel Række Taler, og der indløb henimod 100 Telegrammer. Det blev med andre Ord en Festdag, som hverken Guldlbrudeparret eller Deltagerne vil glemme.
Men unge har de to nu altid set ud. Billedet herunder er det, som man også kan se i bogen “Hændelser ved Hulsig” – det lå blandt min bedstemors billeder og det viser dem vel i en vis alder trods alt – men i al fald han ligner jo en stor dreng:

 
De fik kønne børn. Her ser vi de 9, der omtales i artiklen – måske er billedet af dem taget i anledning af guldbrylluppet. Min “bedstemor” står øverst til venstre.

Og til slut Maren og Christian Larsens gravsten, som netop i år er fjernet. Syndigt. Men der er desværre ingen respekt for de gamle. Her ses den imidlertid:

 
Tak til Hanna Henriksen og tak til alle jer, der bliver ved med at ringe og skrive til mig. Også tak selvfølgelig til alle jer, der har købt bogen.
Jeg har dog stadig nogle stykker tilbage – så … send mig et praj, hvis du vil have Hændelser ved Hulsig til at komme ilende med det danske postvæsen.
 
 
 

60. Hulsigfolk – men hvem er de?


Nu vil jeg blive glad for hjælp – for nogen tid siden fandt den nye ejer af huset på Strandvej 18 i Strandby ( vores barndomshjem) et par billeder på loftet. Da der mig bekendt kun har boet mine forældre og min bedstemor i huset, så må det være forfædre til en af dem – men hvem? Min farmor og farfar ( Janus og Elise Hesselholt ) er det ikke, og min bedstemors forældre er det heller ikke.
Billederne er efter klædedragt og frisure at dømme vel fra 1880’erne –
Det kunne være morsomt med et anegalleri – det vil nok komme – lidt efter lidt. Men anerne skulle gerne have navne.
Bedstemors forældre så sådan her ud, så dem er det jo ikke:

Christian og Maren Larsen født h.v.1840 og 1846