Vold og Magt
”Slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til.” De ord stammer fra Bjergprædikenen, og når Jesus siger dem, så bryder han med alt, hvad mennesker er vant til, og denne kerneværdi i kristendommen har da heller aldrig slået an – jo, sporadisk i ganske små doser, men i det store perspektiv er der ikke meget at finde af den slags handlinger blandt såkaldt kristne.
Alene religionskrigene er et eksempel på det modsatte.
Meget af det, vi siger og gør, går imod kristendommens budskab om barmhjertighed og mildhed og kærlighed.
”Størst af alt er kærlighed,” siger Paulus.
Men vi er mere til vold og had og krig.
Vi blev aldrig kristne.
Det har vi til gode.
I denne tid sover jeg dårligt – det er ikke noget nyt, sådan har jeg haft det i mange årtier, men lige nu plages jeg, når jeg endelig slumrer ind, af mareridt. Det er lidt min egen skyld.
Ja, for jeg har to barske læseprojekter i gang. Det ene er at fuldende Knausgårds ”Min Kamp” og her er jeg ved slutningen af bind 6. Og hver dag fordyber jeg mig desuden i tekster om middelalderen, i øjeblikket læser jeg Kåre Johannessens bog ”Magt og mennesker i Danmarks middelalder.”
Knausgård bruger en stor del af det digre værk på en undersøgelse af ondskabens natur. Eller rettere af de uhyrligheder, som mennesket er i stand til at begå uden helt at vide af det. Jeg synes, han argumenterer overbevisende for det synspunkt, at dem, der så og hørte uhyrlighederne i holocaust og ikke reagerede, befandt sig i en slags uskyldstilstand. Den tanke er svær at sluge, men som sagt, Knausgård bruger mange og kloge ord på at forsvare synspunktet. Nu kommer jeg til at tænke på Jesu ord på korset, hvor han beder Gud tilgive bødlerne, ”for de ved ikke, hvad de gør.”
Jeg har med gysen og glæde læst bogen, men jeg er ikke klog nok til at forstå alt, hvad K. skriver.
Samtidig, og det gør afgjort ikke min søvn og søvnløshed blidere, så læser jeg som sagt om middelalderen og dens mennesker og deres værdier.
Og her er VOLDEN en hovedværdi.
”Du må ikke slå ihjel”, siger Jesus, men hans ord er jo aldrig blevet taget alvorligt, hverken i middelalderen eller i dag. Her hedder det i mange sammenhænge: ”Du skal slå ihjel!”
Det gamle heltebegreb har vind i sejlene.
I middelalderen var budskabet endnu skrappere: ”du SKAL slå ihjel!” – ellers er du et skvat og lige til skrotpladsen, og hvis du ikke kan briste tilstrækkeligt med hjelme og hjerner, så er du i bedste fald et værdiløst skvat, og både dit jordiske og dit hinsidige liv den rene ynk.
Det er jo fint at være mægtig – megafedt faktisk – hvem vil ikke være mægtig god til noget – hvem vil ikke gerne have magt.
I middelalderen var magt lig med vold – vold og magt var to uadskillelige størrelser. Hvis det er sådan i dag, er det i det skjulte (eller?) – vi går jo i al fald ikke ligefrem og praler af vores voldelige tilbøjeligheder. Det gjorde man i middelalderen. Der var to fredelige konger i den tidlige middelalder: Harald Hen og Niels, begge sønner af Svend Estridsen, og derfor blev de foragtede af samtiden og også senere i historien har de fået ry af vatnisser, f.eks. hos Saxo. Mens kong Knud, der var en værre bisse, blev helgenkåret. Og kong Olav i Norge som var en tyran af Guds nåde, der dræbte alle, der ikke ville kristnes, også han blev til Olav den Hellige.
Jo, en helt ( en voldsmand) var en Guds mand = helgen.
Hvor er det underligt og forkert.