Ind i mellem bliver man mindet om, at livet er kort.

Det er det jo.

Men eksplicit at hævde det er jo ikke ligefrem et udtryk for dyb tænkning. Det er jo bare en kliché.

Og jeg vil så gerne tænke dybe tanker og hale dem op et for et fra dybet og dyppe dem i sollyset under den blå himmel, hvor jeg færdes med mine kære, og hvor vi tankeløst slår om os med klichéer.

Ja, jeg vil gerne fange de dybe tanker –  dem, der handler om meningen med det hele og hvorfor indretningen er som den er. Hvor fint, hvis jeg kunne hale de tanker op fra De Dødes Rige og ind i De Levendes Land.

Men så strander jeg alligevel på den tanke, at livet er kort. Og jeg tænker, at kliché eller ej, så er tanken værd at holde fast i.

Og imens lysene blafrer uroligt, og jeg værner det bedste jeg formår om de små flammer, så hænder det alligevel, at et af dem slukkes.

Hov! Hvordan gik det til?

Kun et kort sekund vendte jeg ryggen til, et åndepusts uopmærksomhed, og et lys gik ud.

Men det var jo ikke brændt ned!!! Ikke endnu!!! Det er for tidligt!!!

Men der tager man jo fejl. Livet er kort. Og lidt efter lidt slukkes alle lysene.

Men indtil da, og for at du ikke skal forsvinde endnu, vil jeg svøbe dig i ord. De smukkeste ord, jeg kan finde.

Hver dag vil jeg læse for dig.

Du må ikke miste sproget. Derfor vil jeg aldrig holde op med at svøbe dig i ord.

Selv om du ikke er et barn, må du ligge i svøb – så ordene kan blive hos dig og glemslen få modspil.

I begyndelsen var ordet. I slutningen skal ordet være.