Næste år udkommer højst sandsynligt bogen Pigen i det røde Hus. Her et kapitel fra den tidlige barndom. Min bedste ven hed Jens. Vi forlovede os, da vi var seks år. Men det holdt ikke. Her kan man læse lidt om hvorfor.

 FARVEL

Vi skriver 1951. Og Jens er rejst og har efterladt et tomrum, som ingenting kan fylde ud, og skolen er kommet faretruende nær, der er kun 18 dage til, at fælden smækker.

”Men glæder du dig ikke?” siger Far, og jeg svarer ikke og ved ikke, hvad han tænker eller, hvad jeg selv skal tænke. Glæde? Lige nu kan jeg ikke finde den.

Undertiden forekommer det mig, at førskoletiden var den lykkeligste periode i mit lange liv. Vi klatrede i de højeste træer, vi svømmede i den bundløse mergelgrav, vi løb på kanten af havisen, vi sprang som bjerggeder på havnemolen, vi sloges, vi rapsede fløde fra mælkejungerne, vi neglede Bentzens hønsetrug og sejlede på ajlesøen, og jeg kom ofte hjem og var snavset og med forrevet tøj, og det hændte, at jeg blev sendt i seng og skulle skamme mig, men jeg var lige lykkelig for det.

Min verden var uden grænser, livet var en fest, og friheden lå og glitrede for enden af hver eneste morgen. Sådan husker jeg tiden.

Indtil. Ja, lige indtil en dag i april 1951. Da bliver jeg skolebarn. Røde mure, og det er ikke hjemmets, lukker sig om kroppen og holder den fanget i timevis. Nu skal den bænkes. Nu skal den tøjles og tæmmes. Nu skal benene holde sig i ro, selv om de er ustyrlige og vil løbe væk.

Mange årtier senere hørte jeg Yves Montand synge en vise, som bedre end noget andet illustrerer det lille barns fornemmelse af fastlåshed og udbrydertrang.

Her er digtet i min oversættelse:

To og to er fire

Fire og fire er otte

To og to fire, fire og fire otte – gentag siger læreren

To og to fire, fire og fire otte, otte og otte seksten

Men lyrefuglen flyver på himlens blå

Og barnet ser den, barnet hører den, barnet kalder

Red mig, leg med mig fugl

Fuglen flyver ned og leger med barnet

To og to fire – gentag siger læreren

Og barnet leger og fuglen leger med ham

Fire og fire otte, otte og otte seksten

Og seksten og seksten hvad bliver det

Det bliver ikke til noget og især ikke toogtredve

Og det forsvinder bare

Og barnet gemmer fuglen i sin pult

Og alle børnene hører dens sang

Og alle børnene hører musikken

Og otte og otte forsvinder

Og fire og fire og to og to stikker af

Og en og en bliver hverken en eller to

en og en forsvinder

Og lyrefuglen leger og barnet synger

Og læreren skriger: Ka’ I så holde op

Men alle de andre børn hører musikken

Og klassens mure smuldrer

Og ruderne bliver sand, blækket bliver vand

Pultene bliver træer, kridtet bliver klinter

Pennen bliver fugl

Jeg husker ikke den allerførste tid i skolen. Kun ubehaget ved at blive bænket og at skulle sidde stille er blevet tilbage. Min første sidekammerat hedder Alice, og hende husker jeg, og jeg kan lide hende fra den første dag. Hun bider negle og sutter på sine fingerspidser, så de næsten bliver gennemsigtige, og jeg synes, hun er sej.

Der er ingen skolebilleder fra denne første tid, og erindringerne er så få og så flydende, at de er vanskelige at fastholde. Der er en dreng ved navn Ole i klassen, husker jeg, og han er pæn, og en dag spørger han mig, om vi ikke skal være kærester, og jeg giver ham ikke en kurv, men siger ja tak, og det kommer fra hjertet, men siden snakker vi aldrig sammen.

Sært nok er den eneste dreng, som jeg husker helt tydeligt ikke den kønne Ole eller nogen af de andre, men Niels, der er tyk og grim og sidder bagerst i klassen og ruger over sin status som åndssvag. På et tidspunkt sætter jeg mig ned til ham og tager ham i hånden og betror ham, at jeg heller ikke er særlig klog.

”Men selv om vi er lidt dumme, så klarer vi os nok alligevel, så du skal ikke være så ked af det.”

Jens er et tomrum i klassen. Han skulle have været der, men Hr. Bjørn Hansen har fået stilling ved en større skole i Frederikshavn, og det var nok også det bedste for alle parter, siger Far, og jeg forstår det ikke.

I lang tid går jeg og sørger, men jeg siger ikke noget, for den slags snakker man ikke om, men jeg tror, at Far forstår det, for en dag spørger han mig, om jeg ikke kunne have lyst til at besøge Jens. Have lyst til? Hvad mener han?

”Ja. Savner du ham ikke?” siger Far.

Om? Vi har svoret hinanden evig troskab, vi har blandet blod, og når vi bliver voksne, skal vi giftes, og så skal ingen nogensinde skille os igen. Jeg savner ham hele tiden.

Far kører mig til Frederikshavn. Det er en stor by, og Jens bor i et rigtigt fint hus med have både foran og bagved og en flisebelagt sti, der fører op til hoveddøren, og jeg er forskrækkelig spændt og knuger Fars hånd, da vi går op mod huset, for kan jeg nu kende ham igen? Laver storbyen ikke sådan om på folk, at de bliver anderledes og finere end os andre og får et andet sprog? Og synes han mon stadig om mig?

Allerede i døråbningen ved jeg det. Noget er galt. Noget har revet Jens midt over, og den ene halvdel ser glad ud, og den anden halvdel surmuler ved synet af mig. Det er ikke godt.

Så er Far kørt igen, og vi er alene og ved ikke, hvordan vi skal begynde samtalen for ikke at tale om legen. Leg? Hvordan er det nu, man begynder en leg? Og samtale? det er jo, når to mennesker ser på hinanden og snakker sammen, men det gør vi ikke. Vi står helt stive uden et eneste ord på læben, og vi ser til siden.

Pludselig skubber Jens til mig. Hårdt. Og det kommer så uventet, at jeg er ved at falde forover.

”Kom!” siger han så, og jeg lader mig føre af sted på fortovet, væk fra huset. Han tager ikke min hånd, bliver bare ved med at skubbe.

”Hold så op!” siger jeg og vil ikke græde. Men han giver mig bare endnu et puf og hårdere denne gang.

”Kom nu!” kommanderer han, og jeg ved ikke, om vi leger, eller hvad det er for en leg, men den er ubehagelig, det er, som om han er færd med at føre mig til galgen og er bange for, at jeg skal slippe væk, inden han når at hænge mig.

”Jeg har noget, jeg skal fortælle dig, noget vigtigt,” siger han i en lidt mildere tone og lader være med at skubbe mig, og jeg går tavs ved siden af ham et godt stykke.

”Så sig det!” siger jeg.

”Ikke her,” siger han.

”Hvorfor ikke?”

”Her er for lyst,” siger han, og nu lyder han trist, og jeg spørger ikke om mere, men følger bare med ham, og så kommer vi til en grøn forhøjning, der ligger for enden af vejen.

Han peger.

”Vi skal derind,” siger han, og han halvt fører og halvt skubber mig hen mod en lav åbning ind til en snæver gang. Han fortæller mig, at det er et beskyttelsesrum, og at folk gemte sig her, når der var luftalarm. Inde i gangen er det helt mørkt.

”Sæt dig!” siger han, og jeg falder sammen som en kludedukke, og nu lægger Jens armene om mig og holder mig fast, som om han er bange for, at hans ord vil blæse mig væk. Og derinde i mørket hvisker han til mig, at han har fået en ny kæreste, og at jeg ikke skal komme mere.

”Jeg kan ikke lege med dig mere,” siger han.

Hele vejen tilbage til huset græder jeg, og Jens forsøger ikke at trøste mig, han ser ikke engang på mig, men sætter farten op og går fra mig og forsvinder om bag huset.

Det burde have regnet, men himlen er ligeglad med mig, og solens stråler rammer mig som en løgn. Græsset lyser grønt, og der er blomster alle vegne, og ingenting visner.

Jeg går ind i huset og får Hr. Bjørn Hansen til at ringe til Far og sige, at han skal komme og hente mig. Nu.

I bilen hjem siger Far, at det går over. At det er sådan, det er at være til.

”Vi bestemmer ikke alting selv,” siger han.

”Men jeg vil,” græder jeg, og han klapper mig på hovedet med den hånd, der ikke holder om rattet.

Her står vi mens vort forhold stadigvæk er varmt og inderligt

Et lille ord til Kjeld eller Keld fra Ålum, som jeg har hygget mig med en tid. Du bliver nødt til at slumre sødt en tid, for jeg lægger dig til hvile nu. Ja, ja, bare rolig, du genopstår, om Gud vil. Og hermed mener jeg, om jeg får lov at leve nogle år endnu. I så fald vil jeg iklæde dig en klædelig dragt, og du vil blive læst og oplevet, som du fortjener.

Men lige nu har jeg i sinde at koncentrere mig om at færdiggøre et andet projekt, som har ligger i natostilling alt for længe. Erindringsbogen. Herunder lidt om den, og om hvordan det går til, at den trods alt vil få flyvefærdige vinger og forlade reden.

DEN UMULIGE BOG

Engang for mange år siden læste jeg et sted, at selvbiografien er den eneste bog, som alle kan skrive. For de bærer den i sig, og den skal blot iklædes ord. Og allerede, mens jeg læste det, vidste jeg, at det ikke var sandt. Og jeg tænkte, at for mig var det den eneste bog, som jeg aldrig ville kunne skrive.

En biografi skal være sand. Og det indebærer, at det, som Per Olov Enquist kalder ”smertepunkterne,” ikke kan udelades. Jeg blev som purung udsat for et overgreb, som jeg aldrig fortalte nogen om, og som jeg brugte hele mit ungdomsliv og en stor del af mit voksne liv på at fortrænge, og som det også lykkedes mig at udradere så effektivt af bevidstheden, at jeg næsten kunne glemme det. Ja, i lange perioder troede jeg, at såret var lægt.

Det var sjældent, men det skete, at det sprang op. Så blødte det en tid, og jeg isolerede mig. Jeg fik en psykiater, som gav mig den medicin, som dæmpede angsten og gjorde hverdagen mulig. Jeg fortalte hende om overgrebet. Det slog hun hen, som om det var uden betydning. Måske havde hun ret, tænkte jeg med tvivlen hakkende i baghovedet. ”Det er jo så længe siden,” sagde hun, ”og nu skal du ikke tænke mere på det. Glem fortiden! Tænk på fremtiden!” Og jeg tror, at hun fortalte mig, at jeg havde en endogen depression, og at det hang sammen med overgangsalderen og med det faktum, at børnene var blevet teenagere og at de flyttede hjemmefra.

Min yngste var fire år, og han flyttede ingen steder, men hans mor havde svært ved at læse højt for ham om Mummitroldenes bevægede liv uden at komme til at græde, og da vi en dag var i biografen og for se en Disney film, måtte hun forlade salen, fordi hun ikke kunne tåle at se Bambis far blive skudt.

Men det skete sjældent, at jeg kom derud. Og jeg er i bund og grund en livsglad natur. Og robust ligesom min far.

Da alle børnene var store nok, den yngste allerede teenager, vovede jeg springet ud på de 70000 favne vand. Jeg opsagde min faste stilling som gymnasielektor for at realisere en gammel drøm. At skrive bøger. Fra nu af ville jeg bruge min tid på at læse den bedste litteratur i verden og at skrive de bedste bøger, jeg kunne med de evner, jeg havde. Og de følgende år blev produktive. Jeg fik skrevet alle de bøger, der lå og ventede på at komme til verden og at komme ud i den.

I de senere år er det jævnligt sket, at mine børn og børnebørn og mine venner har spurgt mig, om jeg dog ikke skulle skrive mine erindringer. ”Er det ikke på tide, at du skriver om dig selv?” Og så har jeg altid svaret, som sandt er, at jeg allerede har skrevet om mig selv. ”Læs mine bøger!” siger jeg. ”Johan, det er mig, Lucie, det er mig, Kingo, det er mig osv. ”

Og så var der jo den blokering. Det, som jeg aldrig havde kunnet tale om, kunne jeg naturligvis heller ikke skrive om. Det er en erfaring, jeg tror, at jeg deler med andre forfattere, der har været udsat for lignende overgreb i opvæksten. Nogle af dem overvinder så alligevel blokeringen og formår at sætte ord på det onde, der skete, og ofte lykkes det over al forventning.

Jeg nævner her blot nogle eksempler: ”Det bliver sagt,” (Christian Ditlev Jensen), ”Dem der ikke tier”(Peter Øvig Knudsen), ”Zornig, vrede er mit mellemnavn” ( Lisbeth Zornig), ”Hvis du er bange så ryk tættere på” (Liv Helm), ”Vild” ( Kristina Stoltz).

For et par år siden skete der to ting, som gjorde, at jeg kunne nærme mig den fortrængte del af min fortid, at der blev åbnet en sprække. 

For det første læste jeg Karin Michaëlis’ lange selvbiografiske roman: ”Træet på godt og ondt” – og her gik det op for mig, at hun jo havde gjort det, som jeg ikke havde kunnet: hun havde skrevet om overgrebet, men samtidig skabt en nødvendig distance til det ved at iklæde det fiktionens dragt.

Karin Michaëlis kalder sit alter ego Gunhild, og i pigens måde at bearbejde ugerningen på genkendte jeg mine egne reaktioner. Jamen, det var jo præcis sådan, det var.

Herunder et par citater fra bind 3 ”Hemmeligheden.” ( E. Jespersens Forlag):

”Og Gunhild vidste igen, at om de kneb hende med gloende Tænger, og om de vred hendes Indvolde ud, og om de korsfæstede hende med Hovedet nedad, og om de slæbte Brændsel sammen til Baalet og brændte hende levende, ingen, ingen i Verden, ingen, ingen i Verden, skulde nogensinde faa hendes Hemmelighed pint eller lokket eller truet ud af hende. Ingen. INGEN.

Men hvergang en Storm gik over Landet. Hvergang Blade faldt til Jorden. Hvergang hun saa en lang nøgen Landevej, hvor det gungrede hult, naar man lagde sig paa Knæ og lyttede efter en Vogn … d e n Vogn … saa maatte hun tænke derpaa. Hun … Men ogsaa kun hun.”( Citat fra side 19)

”—- Hun rejste jo bort fra DET … det, som … Stille, stille … ikke tænke på det … ikke tænke på det …” ( Citat fra side 25)

Det andet, der skete samme år, var mødet med en journalist fra Kristelig Dagblad, Malene Fenger-Møller. Hun havde skrevet til mig og spurgt, om hun måtte lave et interview med mig til en artikelserie om Troens Øjeblik. Om jeg kunne fortælle om et øjeblik, hvor jeg havde følt Guds nærhed.

Mailen har jeg ikke gemt og heller ikke mit svar, men der må have stået noget om, at jeg bedst huskede det øjeblik, hvor jeg havde følt Guds fravær.

Pludselig var det, som om muren slog revner, og det mørke, der havde gemt sig bag den, sivede ud, og jeg forsøgte for en gangs skyld at være i det. Og være der uden skam. Skammen var det værste, for den var så fastgroet.

I sin bog ”De fortabte sønner” beskriver Andreas Gylling Æbleø om skammen over skammen: ”skæbnen har lagt et lag ovenpå den velkendte, ja, efterhånden lidt trivielle skam … skam i stereo, simpelthen.”( Citat s. )