Ars senescendi – kunsten at blive gammel

Den kunst beherskede min veninde Kirsten. Hun blev gammel, 91 år, og hun var levende til det sidste og var det med varme og vid og humor og empati, og jeg kunne blive ved og nævne en lang række af positive adjektiver og substantiver, som passer på hende. Passede. For hun er her ikke mere.

Da hun døde d. 7. februar var verden hvid. Det havde sneet i flere dage. Vi forsøgte at oplive hende, kunne ligesom ikke acceptere, at hun bare var væk. Vi havde brug for hende i vores liv. Men hun var borte og kom ikke tilbage.

Diagnosen lød: død af alderdom.

Alderdom er en sygdom, som man dør af.

Men man får normalt først diagnosen på en sygdom, når man har været gennem et kortere eller længere udredningsforløb. Min mand gik således til udredning for demens. Derefter fik han diagnosen.

Kan man gå til udredning for alderdom? Kan man møde op hos sin læge og sige: ”Jeg vil gerne udredes for aldring.” Jeg tror, han ville sukke og foreslå noget mere spektakulært end det.

Men tilbage til kunsten. Kunsten at ældes. Ars senescendi. Kan man lære den kunst?

Hvis man kan, er man jo en slags livskunstner.

Man kan blive klog på kunst. Men man kan ikke blive kunstner uden at have talent for det. Det kan ikke læres. Talenterne fødes vi med. Nogle er velsignet med mange talenter, andre har meget få. Ingen har ingen.

Talentfulde livskunstnere hænger ikke på træerne.

Kirsten var en af dem.