Har i den seneste tid læst højt for Ole af Niels Bøgh Andersens KRIGSDAGBOG. Ikke just morskabslæsning, men fængslende alligevel, også fordi man ved, hvordan den er blevet til. N. B. Andersen var fra krigens begyndelse og til hen imod slutningen soldat dels ved østfronten ( i mere end to år) og dels i Frankrig. Han er født i nærheden af Møgeltønder og skønt dansksindet tvangsudskrevet til krigen. Dagbogen måtte han skrive i smug, da det var forbudt at skrive den slags ved fronten, men han gjorde det altså. Godt for os. Det er punktnedslag i frontsoldatens dagligdag, og det er i al fald for mig helt nyt at se krigen med de briller: tysk soldat, men dansk af sind. Andersen var ved fronten i form af feltdegn og altså sjældent direkte i skudlinjen. Alligevel er han jo hele tiden i livsfare.
Han skriver ikke alt, hvad han ser, de grusomste ting kan han ikke skrive om, fortæller han i forordet til bogen, f.eks. ikke et ord om de jødeudryddelser, han bliver vidne til. Men det, han får noteret og altså redigeret senere og udgivet som bog, er skrækkelige nok.
Jeg vil citere enkelte passager fra bogen, som vil give et indtryk af indholdet. Men læs den selv! Den er ikke lang, for det var farligt at skrive.
(Citater fra Krigsdagbog udgivet på Vindrose i 1981)
Torsdag d. 25.6. 1942:
Natangreb på Nemeritsji … Et pragtfuldt grueligt syn: de mange huse der brændte i høje luer; partisanerne undslap. En tysk håndgranat blev kastet i en bombekælder, sårede flere kvinder og børn, der blev forbundet af vor læge. Kommandanten beordrede byens kvinder til at hente deres mænd hjem fra skoven. ”I har intet af frygte,” sagde han. Det gyseligste syn: en såret moder, et såret barn, begge med chok.
d.3.7. 1942
I dag gudstjeneste i Kujawa og i Oisjanitza, i skoven syd for Ljudinovo; gik gennem byerne, et uforståeligt vederstyggeligt syn. Husene revet helt over ende, gulvbrædderne revet ud, også udhusene viste store huller i gulvene. Alt tydede på, at man her havde fundet noget. Hvad? Alt lå hulter til bulter i det åbne dagslys. Mange steder var husene blevet afbrændt. Her lå under åben himmel linned, tøj, køkkengenstande, symaskiner. En skam og en skændsel uden lige. Ja, man ved ikke, hvem der tager mest skyld på sig.
Fredag d. 26.2. 1943
…
En god kammerat blandt de henslængte i lighallen, som jeg besøgte i går morges, og som jeg forlod med en følelse af afmagt over for døden og afsky over for krigen. Skam over ens egen dårligdom, – vi er alle skyld i krigen.
Fredag . 9.4 1943
Tre dages tur til fronten. Kom hjem i går aftes. Sammen med os i vognen liget af den unge løjtnant Kessler. Af sin bataljon var han den eneste officer, der kom tilbage fra de svære kampe ved Bukan, og nu skulle en fjentlig eksplosionskugle tage hans liv i en rolig stilling … Han lå på båren indsvøbt i et stykke teltpressenning, og mens vognen raslede af sted rystede hans legeme – det kunne lige så godt have været et sovende menneske, men åbnede man for ansigtet, så lyste et voksblegt ansigt os i møde…. Hvor mange mennesker har jeg dog ikke set ligge døde på frygtelig lemlæstet måde, og vanen havde gjort sindet hårdt. Jeg følte på ny krigens elende og forbandelse. Skånet i de værste vinterkampe og så nu!
(Citat slut)
Niels Bøgh Andersen blev tilsyneladende ikke traumatiseret af krigen, selv om man skulle synes, at så lang tid i ilden ville ødelægge et menneske. Men han bliver lærer og er i de seneste år højskoleforstander på Jaruplund Højskole.
Han er født i 1908 og dør i 1991. Har ud over dagbogen skrevet bogen ”Fiskersøn fra Avernak,” som vi læser i øjeblikket og som giver et indblik i livet som dansksindet syd for grænsen.