Lidt om teksters dna. Og om forfatterens troværdighed eller mangel på samme.

Lige meget, hvad du læser på skrift, så husk, at det er forfatterens tanker, der nedfældes, også selv om de er taget fra en anden og altså er et citat eller de er lagt i en munden på en opdigtet person og altså er den rene fiktion.

Det er forfatterens ord, og hun hæfter for hvert eneste af dem.

Det blev jeg mindet om i går, hvor jeg læste i Kåre Johannessens bog om middelalderen “Danmarks Middelalder. Han gør i indledningen opmærksom på forfatterens ”magt” over sin læser – for vi er jo nemlig ofte tilbøjelige til at glemme ovenstående.

Som eksempel nævner han Leonora Christine Ulfeldts ”Jammersminde” – her skildrer hun sit lange fangenskab i Blåtårn. Og man har i århundreder læst hendes beretning som et ”sandhedsvidne” om tid og sted. Og det er da heller ikke løgn, hvad hun skriver, men skriftet er og bliver et propagandaskrift, hvori hun angriber sine modstandere, og dem var der mange af og med god grund, for hun stod jo på den ”forkerte” side i svenskekrigene. Men ligeså lidt som Carit Etlar i ”Gjøngehøvdingen” fortæller ”sandheden” om krigen og tiden, gør hun det.

Man må efterprøve tekstens sandhedsværdi gennem hårdt kildekritisk arbejde. Hvis man da gider, og ikke bare vil nyde læsningen. Af både ”Jammersminde” og ”Gjøngehøvdingen.” Læse dem som den lødige litteratur, de begge er og bliver. Det med lødigheden kan måske diskuteres. Men underholdende er de i al fald.

Og sådan forholder det sig med alt skrevet – lige fra runestenene til Højholts digte.

Derfor er kritiske øjne nødvendige, hvis man vil ”gennemskue” en hvilken som helst tekst. Men som sagt: man har lov til blot at nyde den.

Læs og nyd!

Bagefter kan du, hvis du vil, efterprøve tekstens autenticitet. Være kildekritisk. Men så kommer du som sagt på arbejde.