Tag-arkiv: Indre Mission

104 Det religiøse liv i det gamle Hulsig

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Anna Ancher: Missionsmøde

Slutningen af 1800 tallet var især på landet præget af de store vækkelsesbølger, både de indremissionske og grundtvigianerne svingede fanerne med stor iver i de år, og mange steder kom det til regulære stridigheder mellem de to kirkelige retninger, sådan som vi kender det fra Kaj Munks “Ordet”.

Hvordan ramte de religiøse strømninger Hulsig? Og ramte de overhovedet?

Min bedstemor, Anna Andersen, var missionsk. Den tro havde hun vist nok fra sine unge år i København, hvor hun i al fald færdedes i missionske kredse ( se indlæg ) – Men i et brev, som jeg modtog fra hendes nevø, Gordon Albøge, skriver han om sin mor, Kristiane, altså bedstemors søster, der er født i 1881 på Krøggården: “Som ung blev hun ( desværre) grebet af Indre Mission. Hendes forældre fortsatte tilværelsen i den moderate og afslappede kristentro som dengang var en del af bondekulturen. Men hendes søstre lod sig åbenbart påvirke til et levned som moderate indremissionske, måske for at glæde deres søster og for at slippe for hendes omvendelsesprædikener.“

Søster Kristine, som blev gift med Peter Houkjær, min oldefar Ole Houkjærs søn, var også missionsk, det ved jeg fra et brev fra et af hendes børnebørn, der fortæller om barndommens ferieophold på gården i Hulsig, hvor bordbøn og aftenandagt var en del af kosten.

Og det kunne jo se ud, som om Kristiane var “missionæren” der omvendte søskendeflokken – det var hun måske også, men der har været andre ude med snøren. Også i det lille Hulsigsamfund. Således var de præster, der virkede på den tid missionske. I slutningen af 1800tallet og op i det nye århundrede var det de Place, der ivrede som missionspræst, og han afløstes i 1904/5 af Nørballe, der havde samme religiøse kulør. Så påvirkningen har været der. Men vist nok alligevel ikke sådan, at bønderne ukritisk slubrede de nye vækkelsestoner i sig som sød musik. De var utvivlsomt fast forankrede i den gamle bondekulturs solide gudstro. Hesselholterne blev i al fald aldrig missionske.

I den lille folder til Hulsig Kirke står der, at der i de første år var missionske præster og grundtvigianske lærere i byen, men at det aldrig kom til stridigheder mellem de to parter. Sådan står der, og det er måske rigtigt.

En gammel herredsbekrivelse fra 1919 skriver følgende om det religiøse liv på egnen flg.: ” – En befolkning af søfolk og fiskere, der ser sig vidt om i verden, og med en vågen, dygtig landbefolkning, er i kirkeklig henseende et af landets mest levende.”

Hvor meget de såkaldte vækkelser rystede Hulsigboerne er således svært at sige – helt upåvirkede var de jo ikke. Min onkel Lars skriver således i sine erindringer om gårdejer Simon Simonsen, at han “vist” var indremissionsk, og videre skriver han: “Han holdt søndagsskole, og hvert år holdt han juletræ, og så var Sømandshjemmets vært, Peter Mathiesen, til stede. Han fortalte en lille julehistorie, og vi havde det festligt.” Denne lille barndomserindring tyder på en ganske afslappet form for Indre Mission. Det er festen, min onkel husker. Og sådan har det sikkert været.

I Skagen gik det vildere til. Her er et lille uddrag af den gamle herredsbeskrivelse: “Skagen oplevede sin første store IM’s vækkelse 1884, medens paster O. Boeck var sognepræst her. Et vældigt åndens vejr gik over sognet, stadig måtte Missionshuset udvides. 1896 ( i pastor C. de Places tid ) var der en ny stor vækkelse, hvis udgangspunkt egentlig var Uggerby. Pinsen 1896 vil sent blive glemt i Skagen IM. Præsterne Nørballe, Fr. Busch, Jepsen og provst Waage Beck har alle stået i IM, og der har stadig været vækkelser.”

Som et kuriosum, men dog af betydning for min roman, er en for mig næsten ny oplysning fra samme Herredsbeskrivelse om Peter Andreas Gaardboe. Jeg har læst i en artikel af Christian Houkjær i Skagen Avis om et møde mellem min tipoldefar Christian Krøg og P. A. Houkjær ( se indlæg) , at de efter en lang og farefuld strandfærd spiste min tipoldemor Christianes gode mad og drak snapse til. Dog, skriver Houkjær, Gaardboe drak jo næppe, for han var afholdsmand. Min tipoldefar var alkoholiker, så han drak vel. Der findes to versioner af den fortælling, og i den ene af dem drikker de to nærmest om kap. Jeg har ikke vidst, hvilken af dem, jeg skulle fæste lid til. Og billedet af Gaardboe, sådan som det tegnes af Bent Haller i “Digterpjalten” viser en livsnyder, der f.eks. forsyner smeden i Raabjerg med et hav af uægte børn.

Men altså her i Herredsbeskrivelserne får vi et lille indblik i det religiøse røre i Aalbæk, hvor godsejer Larsen ( Gaarboegaard ) er grundtivigianer om en hals, mens hans argeste modstander netop er Gaarboe. Der står: “Godsejer Larsen, som skabte herregården Gaardbogaard, støttede dem ( = grundtvigianerne ), men sognets mægtigste mand, gårdejer og historisk forfatter A. P. Gaardbo, var imod. Der blev et lille IM samfund i den opvoksende stationsby, Ålbæk.”

Bent Haller skaber en anden Gaarboe end den historiske, og det er han jo i sin fulde ret til, og jeg tilføjer uden skam: han kan tillade sig det, fordi han er en så stor forfatter – og dygtig nok til at blæse på kilderne. Hans lille bog om den pjaltede digter er et mesterværk.

Min roman bliver ikke et mesterværk. Men det skulle gerne blive en solid egnsskildring, og netop derfor er jeg interesseret i at grave så dybt, jeg kan i kilderne og anvende mit materiale så trofast imod det historiske materiale, som det er mig muligt. Derfor bliver det alligevel en roman, og altså ikke en virkelighedsskildring i faktuel forstand. Hvorfor så en roman? Fordi jeg har lyst til at skrive en roman. Det er en stor fornøjelse for mig, og så kan det ikke blive helt ringe for mine læsere.

I en

99 En gåde løses – og lidt mere om min unge bedstemor

Udgivet den af
1

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Så lykkedes det omsider at løse gåden om det gådefulde billede af smuk kvinde med lille dreng. Hvem er hun? Som ihærdige læsere vil vide, så herskede der uenighed om sagen. Nogle – i af fald to – mente, at billedet forestillede min bedstemors søster Ingeborg, men her var jeg fra begyndelsen uenig, for jeg husker tydeligt bedstemor fortælle om den fine familie i København, hvor hun var selskabsdame for søstrene Kondrup. Og deres nevø var en officer, hvis barn bedstemor passede af og til. Det skulle så være de to på billedet. Billedet husker jeg, at hun viste mig, og hun fortalte også den historie, der hørte til det. Desværre her jeg glemt de nærmere omstændigheder omkring billedet.

Nu har jeg fundet to andre billeder af min unge bedstemor, og det er den samme som på billedet med barn. Altså er det smukke billede et foto af min smukke bedstemor.

Herunder de tre billeder:

 her er hun damen med dreng

 her ses hun sammen med alle sine søskende

 Og på det lille billede har vi snuppet hende lige ud af et bønnemøde i Indre Mission. Hele billedet kan ses i et tidligere indlæg.

Det er ærgerligt, at man ikke lyttede mere opmærksomt, når de gamle fortalte. Og nu er de døde. Også den næste generation er borte. Eller nej, det er for resten ikke sandt: jeg ved i det mindste to, som lever. Den ene er min bedstemors brors søn Peters kone ( altså en kone til en nevø). Hun hedder Ebba, og jeg har endnu ikke kontaktet hende, men det gør jeg snarest, og måske har hun gemt nogle gamle billeder og kan fortælle nogle historier. Det håber jeg.

Den anden er min bedstemor Christianes søn, Gordon. Ham har jeg kontaktet for nylig, og forleden fik jeg et brev fra ham. Han husker mange ting om sin familie og en hel del om folk i Hulsig i første halvdel af forrige århundrede. Han fortæller bl.a., flg. om sin mor ( jeg citerer:) “Som ung blev hun ( desværre) grebet af Indre Mission. Hendes forældre fortsatte tilværelsen i den moderate og afslappede kristentro som dengang var en del af bondekulturen. Men hendes søstre lod sig åbenbart påvirke til et levned som moderate indremissionske, måske for at glæde deres søster og for at slippe for hendes omvendelsesprædiken.”

Jeg kan rigtig godt lide den sidste forklaring, men tror alligevel ikke rigtig, den holder. Min bedstemor var i al fald fast pietistisk forankret, og da jeg nærmest er opdraget af hende, har jeg fået den form for kristendom podet direkte ind i sjæl og sind fra den tidligste barndom. Og hendes søster Kristine ( gift med Peter Houkjær) havde samme tilgang til troen, det ved jeg fra korrespondance med et af hendes børnebørn. Hun fortæller, hvordan de knælede og bad aftenbøn inden sengetid ( præcis som hos min bedstemor).

Og nu et lille dokument, som viser lidt om den ene Frøken Kondrup – hun skriver i 1917 dette kort til min bedstemor:

Og her ser vi frøkenens kirke:

Frøknernes hengivenhed var ægte nok, og min bedstemor holdt meget af dem. Men jeg ved ikke, om hun virkelig arbejdede for dem eller traf dem i forbindelse med sin aktivitet i Indre Mission. I al fald holdt de så meget af den unge kvinde, at hun arvede en del penge og smukke møbler efter dem. Bedstemor oprettede sin egen systue ved den tid, og det er jo muligt, at arven var med til at financiere den. Jeg så som barn et billede af bedstemor, der står i sin systue omgivet af unge sypiger. Det billede er desværre gået tabt. Sådan er der så meget at sukke over i den forbindelse. Breve, der er borte – ord, der fortalte om livet dengang, men som ikke fik den levetid, de fortjente.

Gordon skriver i sit brev til mig flg. om de tre søstre: Marie, Martha og Anna, ( som han staver Anne).: “Mine mostre Marie og Martha var tvillinger, men psykisk meget for skellige. Martha, som døde i 1939 eller 1940, forholdt sig dybt alvorligt til livet. Det gjorde Marie, som døde i 1969, absolut ikke. Hun og moster Anne opholdt sig nogle år i København, Anne antagelig hos en familie tilhørende den dannede og kultiverede overklasse. Marie antagelig hos en familie tilhørende den lavere klasse. De vendte begge ryggen til deres barndoms sprog, vendelbomålet. De slog dog ikke over i københavnsk, heller ikke Marie.”

Jeg husker bedstemors sprog som et lidt gammeldags, men smukt rigsdansk. Kultiveret var hun sandelig også. Da jeg blev gammel nok, læste vi sammen Dostojevskijs “Brødrene Karamassof” ( vi læste højt for hinanden) også danske digtere læste vi. Måske fik jeg interessen for litteratur af hende. Min bedstefar var også glad for at læse og ejede en stor samling klassiske værker.

Mine forældre var ikke missionske, og det må have været svært for dem at slå sig ned i den lille fiskerby Strandby, hvor næsten alle enten tilhørte Indre Mission eller var medlem af Metodistkirken – begge retninger præget af pietisme. Her blev min far købmand. Senere auktionsmester.

Far indmeldte alle os børn ind i Metodistkirken, måske i den tro, at det var en modvægt mod den meget inderlige kristendomsdyrkelse, som bedstemor praktiserede. Og der havde han sært nok ret. I metodistkirken oplevede vi i al fald et frirum, hvor lejrture, teaterspil, sang og musik var en del af livet. Der var ganske enkel tale om en friere livsudfoldelse. Men så må jeg skynde mig at tilføje, at bedstemor IKKE var sortseer og fordømmende som så mange andre i Indre Mission, og hun tog afstand fra fiskernes mørke livssyn. Kom for resten ikke meget i missionshuset.

Herunder et billede af min meget gamle bedstemor – hun er sammen med noget familie, vist nok fra Nr. Uttrup – men jeg kender dem ikke. Billedet her er taget kort tid efter, at hun havde foretaget sit livs rejse: en Mallorca-tur sammen med min bror Anders. Den tur har jeg et enkelt billede fra. Det kommer sidst i dette indlæg. Her ses bedstemor på havnen i Strandby:

Nedenstående det eneste billede, jeg kan finde fra bedstemors tur til Spanien:

Det er Anders yderst til højre. Han fortalte, at bedstemor havde villet prøve det hele. Pedalbåde syntes hun især om. Og natklubber. En hel ny verden. Men inkluderet i prisen, så naturligvis deltog hun. Anders var træt, da de kom hjem.

Den unge Anna og den gamle Anna – men her kommer et billede af den ikke så unge og slet ikke gamle Anna: