Klar tale

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

I min ungdom – men det er jo så længe siden og måske husker jeg forkert. Men det kommer mig for, at vi udtalte ordene så tydeligt, at de kunne forstås af alle. I dag japper de unge helt forfærdeligt, og ingen lærer dem åbenbart at tale tydeligt. Det hurtige sms-sprog har måske noget af skylden –  alt skal gå så hurtigt, og fingrene flyver over tasterne – således også, når ordene flyver over tungen?

Jeg ved det ikke, men det er en kendsgerning, at det danske sprog generelt jappes, mere end det tales. Det skrev jeg en lille klumme om forleden i Randers Amtsavis, og her kommer den med NEX’s herlige illustration:

Apropos klar tale.
Når man bor i landsbyudkanten, har man ikke samme adgang til kulturelle adspredelser som folk inde i byen (= Randers), men vi har heldigvis samme adgang til aviser, radio og TV. Vi burde derfor sagtens kunne følge med herude.
Der er heller ingen problemer, når det drejer sig om avislæsning. Det er fortsat en fornøjelig hverdagssyssel. Anderledes forholder det sig desværre med radio og TV, og nu taler jeg ikke om indholdet – det hører til i en anden apropos – nej, jeg taler om sproget. Det danske såmænd.
Og nu må jeg skynde mig at forsikre, at jeg langt fra er pedantisk. Tværtimod. Man skal ikke hænge sig i småting, og når jeg i sin tid rettede danske stile, så lod jeg gerne små sprogfejl passere, når blot budskabet gik klart igennem.
Men sådan er det ikke med sproget i TV og i radioen: budskabet går ikke klart igennem – ja, ofte går det slet ikke igennem. Og det er der to grunde til. For det første sjusker rigtig mange med artikulationen, og det gælder også de professionelle speakere, de snupper endelserne, og de japper, så kun halvdelen af det talte når lytterens ører.
Dertil kommer, at de åbenbart er blevet enige om, at visse udtalefejl er ”smarte” – der er i al fald næsten ingen af TV- speakerne, der forstår at bruge modalverberne rigtigt. Således har ordet ”skulle” helt mistet sin betydning som hjælpeverbum. Når der spørges: ”hvad skal I lave i aften?” så lyder det korrekte svar: ”Vi skal i biografen” med tryk på det sidste ord i sætningen. Lægger man trykket på modalverbet: ”Vi skal i biografen,” så betyder det, at vi er tvungne til det. Det er noget vi skal.
Men i TV og Radio, og det gælder navnlig de fastansatte, professionelle speakere, hører man gang på gang sætninger som: ”Nu skal vi over til vejrudsigten,” i stedet for: ”Nu skal vi over til vejrudsigten.” Og ”nu skal vi til vores korrespondent i Syrien,” i stedet for: ”Nu skal vi til vores korrespondent i Syrien.”
Nu synes I nok alligevel, at jeg er pedant, men nej, lad folk ”på gaden” tale som de vil, men de professionelle ”talere” bør kende til de simpleste ting om sproget. Og i ovennævnte tilfælde ændres betydningen så radikalt, at udsagnet helt mister sin betydning.
Salmedigteren Thomas Kingo skrev engang i 1600 tallet til dronning Charlotte Amalie, at de folk, der ikke gad lære deres modersmål ”burde af landet med rådne æg udjages.”
Så radikalt går vi heldigvis ikke til værks i dagens Danmark. Men vi kunne jo sende dem til en danskprøve.

Når år følger på år og vi bliver gamle og kloge

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

Her en lille tanketorsk af den slags, som jeg med jævne mellemrum lader svømme frit og som regel også midt i Randers Amtsavis. Den her klumme stod i avisen i mandags:

Apropos alder

 I rigtig mange år stod jeg hver dag foran unge mennesker og talte til dem og med dem. For jeg var  lærer, og de var mine elever. Så skiftede jeg job, og nu står jeg ofte foran ældre mennesker og taler til dem og med dem. For jeg er foredragsholder, og de er mit publikum. Begge grupper var og er lydhøre og interesserede, så jeg kan roligt sige, at jeg har haft ønskejobs hele mit liv.
 Der er alligevel stor forskel på de to grupper – først og fremmest er der jo aldersforskellen. Og det ses både i ansigterne og i adfærden. Den første gruppe afspejlede ofte uro og usikkerhed, og man skulle bruge både energi og pædagogiske tricks for at overbevise dem om, at f.eks. salmedigtere var værd at beskæftige sig med. Men det lykkedes som regel altid, og var interessen først vakt, så blev rejsen ind i en åndelig og fiktiv verden både spændende og eksotisk.
 Den anden gruppe afspejler ro i minespil og adfærd, og de ældre ejer en umiddelbar evne til fordybelse, og med deres store livserfaring i bagagen kan de ofte forbinde åndelige og abstrakte emner til deres egen her-og-nu-virkelighed. Og det er en gave, som kun alderen kan give.
 Der er kort sagt mange fordele ved at blive ældre, så glæd dig, unge pige og raske dreng! Nok mister I færdigheder på idrætspladsen, men I vinder terræn på andre felter, og hvis I lærer at bruge de ressourcer, alderen giver, på den åndelige tumleplads, så bliver tilværelsen ikke så ringe endda.
 Jeg så forleden i TV en såkaldt ”reality udsendelse” som det hedder på moderne dansk. Den hed Botox eller Broccoli. Og budskabet var: pas på, at du ikke mister dit unge udseende! Mas og slid for at slippe for rynker og andre tegn på, at det går den gale vej = mod alderdommen.
 Alderdommen, ja den er set i TV-udsendelsens optik virkelig en dom. Og den er afsagt en gang for alle. Stakkels dig! Dømt til alderdom!!!! Men hør: hvis du virkelig giver den en skalle, så kan du ase og mase og operere ondet væk.
 Nej, mennesket er ikke stakkels. Og det er ingen dom at blive gammel. Det kan blive en velsignelse, og dine rynker kan vise dig og alverden, at du har levet. Og lidt. Og stridt. Men ikke forgæves, for du opnåede hele vejen igennem livet noget, du havde dine nederlag og dine sejre. Og rynkerne er dit adelsmærke. Vær stolt af hver eneste rynke! For de viser at du har levet – og at du lever. Hvis du fjerner dem, så viser det kun en ting: at du lyver.
 Og her er tegneren NEX’ tolkning af ordene: