Mødte lige Kingo her til morgen.

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

 
Den gode gamle salmedigter kiggede ud på mig i morges. Jeg sad i al uskyld og bladede i et Illustreret Tidende fra 9. oktober 1870, og så pludselig var han der, bombastisk som altid, fyldte det meste af en side og var ikke til at komme udenom, og så tilmed i en skikkelse, hvori jeg hidtil ikke havde set ham. Eller rettere: det havde jeg jo nok, for den danner nemlig model for den buste, der står som mindestøtte for Kingo foran Sct. Knuds Kirke i Odense. Kunstneren hedder Th. Stein, og jeg synes, at han har ramt plet med den buste: Livsnyderen Kingo og den strenge livstugter i een og samme person. Uha, den Kingo ville jeg nødig have øjenkontakt med. Men se engang rigtigt på ham! han ser slet ikke ud på dig, men skuer mod det himmelske. Og sådan er det  jo hos Kingo: rigtig salig bliver man først efter døden. Så glæd dig, dåre, synes han at sige: du skal dø – javist! men trefoldigt hurra for det! Ja, lige de ord ville han jo ikke bruge, men det var alligevel præcis, hvad han mente: forfængelighed ( læs: forgængelighed ), det er, hvad vi møder her i det jordiske, først hos Gud havner vi i saligheden – i salmen bruges billedet: “i Abrahams Skød” ( ikke lige et billede, der appellerer til mig og min himmellængsel ) – nå, men det skal jo ikke tages bogstaveligt. Og dog, Kingo var nemlig for det bogstavelige – trods al billedlig tale – og når han f.eks. i “Nu rinder solen op” takker Gud med følgende ord: “hver morgen i min skål/ en nåde uden mål/ til mig nedflyder ,” så har han helt sikkert haft den lækre varme havregrød i tankerne. Jordnær og verdensfjern på samme tid.

Men lad os høre, hvad en kollega skriver om ham mere to hundrede år senere:
“Jeg gad nok vidst, hvad Klogt man kunde sætte imod min simple historiske Paastand: at som et poetisk Ord, der l e v e n d e udtrykker den c h r i s t e l i g e  A n s k u e l s e, ere Kingos Pslamer ikke blot det syttende Aarhundredes største Vidunder, men et saa sjeldent i hele Menneskehistorien, at det kun lader sig forklare af Nornens underfulde Viisdom, der gjemte Spiren til en P aa s k e l i l i e  i tusind Aar og bragte den saa over Havet til Danmark, hvor den fandt sit rette Moderskjød og Rum til at udbrede sig. … Thi saadanne h i s t o r i s k p o e t i s k e Psalmer som Kingos vare noget s p l i n t e r n y t, idetmindste siden Folkevandringens, som Kædmon vel tusind Aar tidligere prøvede paa, men ikke kunde naae, fordi S a n g b u n d e n fattedes, som Danekvinden skjenkede Kingo, … hvis Psalmer unegtelig fra Slutningen af det syttende til dybt ind i det forhexede attende Hundreaar bleve sungne af Danekvinden med saadan Liv og Lyst, som nødvendig maatte gjøre Indtryk selv på os Sildefødinger ( = Grundtvig og hans nærmeste Samtid); men derfor er der nu i en hel Menneskealder holdt en p o e t i s k  P aa s k e f e s t … af os alle, … saa det skal spørges om Land, naar vi lægges til Ro!” ( N. F. S. Grundtvig: “Nordens Mythologi”, tredje udgave s.111 – 112 )
Ja, her taler romantikeren. Men mon de ikke er fælles om at have hovedet i Himlen og fødderne på Jorden?lige en lille note: Kædmon var en angelsaksisk digter fra 600 tallet.
Nu vil jeg lige minde om, at den lillebitte digter med de store ambitioner ( = mig/jeg) stadig har et par eksemplarer af Kingobogen liggende i et skab. Den vil gerne ud af skabet. Så hvis du vil købe den, så iler den til din adresse på lette fjed ( dvs. med Post Danmarks B-post så  hm hm hm …lette og lette … ) Det koster dig ikkun 100 kr. og porto.
Heri kan du på fornøjelig vis læse om, hvorfor Grundtvig skriver, at Nornen bragte den store digter Kingo den lange vej over havet til Danmark. Salmedigteren var nemlig af indvandrerslægt. Vi har og har altid haft meget at takke indvandrere for. Og Kingo blev for resten hurtigt pæredansk – var en af de første, der kun skrev på dansk, og desuden skriver han om de folk i Danmark, som ikke vil lære sig ordentlig dansk at: …” de burde af deres fædreland udjages med rådne æg  …” ( det er ikke godt at vide, hvor mange æg han ville have kastet efter Theilgaard ) Om hoffolkene skriver han, at de ikke vil lære 30 danske ord, fordi “de indbilde sig, at det er et vadmelssprog, og derfor gider de ej tage det på deres silketunger.” Ja, Kingos far var jo væver – og som sagt: Kingo tager sine billeder lige ud af hverdagen.
Her ser du bogen, hvoraf der endnu som sagt findes enkelte eks.

Hvis du vil læse mere om Kingo kan du gå til kategorien: omkring Kingo – her findes tidligere indlæg om salmedigteren samt gode kildeoplysninger til litteratur, der handler om den gamle digter.
Hvad er det, de kan, de rigtig store digtere? Jo, først og fremmest kan de sige det hele med så utrolig få ord og ramme så præcist. Luthers katekismus sammenfatter Kingo i et eneste vers, her taget fra salme 227 i den nye salmebog:
Tak for al din fødsels glæde/ tak for dit det Guddoms-ord,/ tak for dåbens hellig væde,/ tak for nåden på dit bord,/ tak for dødens bitre ve,/ tak for din opstandelse,/ tak for Himlen, du har inde,/ der skal jeg dig se og finde!
Jeg siger: Tak for Kingo!