KRIGEN

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Krigens vanvid

Børn skal dryppe af sved. Ikke af blod. Menneskebørnene skal ikke dræbe hinanden. De skal værne om hinanden.

Nu kan du da ikke mere være pacifist! Sagde et af mine børn til mig. Det var forrige år, da krigen i Ukraine brød ud. Da der blev krig i Europa. Og det var jo slet ikke svært for os danske at vælge side. Rusland var fjenden. Ukraine var vennen. Ukrainerne var på vej over til os. Rusland holdt dem tilbage.

Det var så enkelt. Og nu ville de onde (russerne) dræbe de gode (ukrainerne), og kunne vi stå på sidelinjen og se det ske?

Nej!

Men det er ikke så enkelt.

Eller det er enkelt på en anden måde.

Det handler om magt.

Det er et storpolitisk spil. Og vi er kun brikker i det spil. Stormagterne flytter rundt med os, som deres magtinstinkter byder dem at gøre. Og vi lader os flytte.

Krigen kunne være undgået. Det vil jeg vove at påstå. Det ville (måske) have kostet os (NATO USA) i spillet om magt. Og det kunne vi ikke risikere, om der så skulle en krig til.

Vi kunne have ladet være med at rage mere og mere magt til os (NATO USA ), efterhånden som Sovjetunionen faldt fra hinanden. Vi kunne have åbnet os mod et land, der langsomt var begyndt at befri sig for det jerngreb, der havde knuget dets befolkning i så mange årtier.

Rusland var på vej. På vej mod os. Men vi mødte dem med mistro og arrogance. På Gorbatjovs tid så det en overgang ud, som om det ville gå godt med Rusland. At det ville kunne rejse sig på ruinerne af det fejlslagne sovjetprojekt. Jeltsin sagde det helt klart: ”det er ikke Rusland, der er mislykkedes. Det er det kommunistiske system, som vi har været påtvunget.” Det sagde han. Desværre var han svag af for megen vodka ( det var de fleste russiske politikere dengang) desværre var hans magt svagere end hans agt. For han ville (som Gorbatjov) indføre markedsøkonomi, parlamentarisk demokrati og indgå i et fælleseuropæisk samarbejdssystem. Han var åben mod vesten. Mod os. Og i 1992 indgik han en samarbejdsaftale med George Bush om atomnedrustning. Det var et kæmpeskridt mod varig fred. Der var i det hele taget så mange tegn på vilje til forbedring i de år.

Og hvorfor gik det så ad helvede til?

Hvorfor endte det med en krig, der nu truer os alle?

Ja, en af grundene, og den vejer tungt, er vores egen (Vestens – Natos) arrogante holdning til det store land. Der var ingen åbenhed at spore der.

Det har jeg tænkt på hele tiden, men været ret alene med de tanker, synes jeg. Og jeg har gået lidt stille med dem. Men nu har jeg læst flere udsagn fra fredsforskere, som siger præcis det samme: at vi ikke er uden skyld i den her krig. Som eksempel kan jeg nævne Jan Øberg, der har forsket i fred i mange år og været leder af Lund University Peace Research Institute.

Jeg vil som afslutning på min tese om Vestens medskyld i Krigen citere fra en dansk forsker, som i al fald har begge ben på jorden og ikke på nogen måde (som måske en del fredsforskere) idealiserer virkeligheden, nemlig Bent Jensen, dr. phil. i historie,

(Citat) ”Vestlige forklaringer lægger som regel entydigt skylden på Rusland. Forsuringen af forholdet mellem Vesten og Rusland forklares med henvisning til Kremls politik, mens USA, NATO og EU ikke tillægger egne handlinger nogen betydning. … De ville jo udbrede vestligt demokrati til andre lande, og hvem kunne have noget imod det? Det er imidlertid en meget ensidig og derfor kun halvsand forklaring, som ikke ser ud over egen næstetip og er blind for, hvordan den faktisk førte vestlige politik blev opfattet i Rusland – og ikke kun af regimet. USA/NATO’s politik over for det ny Rusland bidrog allerede under Jelsin i 1990’erne til den forværring af forholdet mellem Rusland og NATO, som indtrådte efter Jeltsin. Muligheden for at opbygge en ny fælles sikkerhedsstruktur i et Europa uden et jerntæppe mellem øst og vest blev forskertset, da USA/NATO meget hurtigt og ensidigt besluttede at udvide NATO med en lang række central-og østeuropæiske stater. Da Tysklands kansler, Helmut Kohl, i 1992 gjorde præsident H.W. Bush opmærksom på, at en udvidelse af NATO med det tidligere DDR stred mod et løfte til Gorbatjov om ikke at inddrage dette territorium i NATO’s magtsfære, reagerede Bush med irriteret at svare: – ”Det er os, der har vundet, og Rusland, der har tabt – skråt op med deres indvendinger!”” ( Bent Jensen: Modløber s.335)

Hvilken arrogance! Hvilken barnagtig måde at misbruge sin magt på! Som store drenge, der pisser deres territorier af – eller er det kun dyr, der gør det? Engang i mellem, alt for ofte, optræder dem, der har alles skæbne i deres hænder, som dyr. Men kun hos menneskene sætter det så store ødelæggelser i gang.

Og vi taler uden skælven i stemmen om at donere dræbermaskiner til slagmarken. Hvordan kan vi gøre det? Og hvordan kan vi tale om ”kampmoral”? Som om krig er forenelig med moral! Som om der findes fine og ædle krige! Som om drab, tortur og ødelæggelse ikke er krigens ansigt!

Hvorfor ryster vore stemmer ikke, når vi taler om de ting? Er en russisk dreng eller pige, som de ”ædle” krigsmaskiner, vi så gavmildt donerer, flænser i småstykker, ikke lige så meget værd som de drenge og piger, vi har klasseret som ”venner”?

En, jeg snakkede om de her ting med forleden, begyndte at udpensle de frygtelige torturmetoder, som russerne bruger mod tilfangetagne ukrainere og brugte det som argument for, at vi skulle sætte alt isenkram ind på at knække Rusland. Jeg sagde det ikke, for hvad nytter det? Men jeg tænkte, og nu skriver jeg det: det, som hun skildrede er jo netop et af krigens hæslige ansigter, og jeg er helt sikker på, at ukrainerne er lige så grusomme mod russiske fanger. De ser dem ikke som mennesker, ikke engang som fjender, det hørte jeg forleden i TV, nej, de ser dem som ORKER = uhyrer, som man har lov at tortere. Og selvfølgelig er man nødt til at umenneskeliggøre dem, man skal dræbe.

Og det er soldatens håndværk at slå ihjel.

Sådan er krig.

Al krig

Der findes ikke venligtsindede bomber.

Og atombomben vil dræbe om ikke livet så i al fald menneskene på denne klode. Men det er måske godt nok, sådan som vi behandler kloden og hinanden. Vi har ærlig talt ikke fortjent bedre.

Men så hørte jeg jo at pensionskasserne nu investerer i våbenindustri. Er det der, vi er?

Ærlig talt: mennesket er en primitiv art.

2 tanker om “KRIGEN

  1. Krig er modbydelig. Vi har i det mindste en forventning om et retsligt efterspil, for selvom du “er sikker på”, at alle soldater behandler fanger etc lige umenneskeligt, så er der nedsat regler for de umenneskeligheder, vi kalder krigshandlinger. De handlinger, de bryder reglerne, kalder vi krigsforbrydelser.

    Ethvert spildt menneskeliv, som tabes i krigen, er meningsløst. Uanset alder, køn og nationalitet. Men den internationale domstol i Haag er allerede i gang med at opsamle og dokumentere de yderligere forbrydelser, der begås på begge sider.

    Jeg er klar over, at vi befinder os på den ene side af en propagandamaskine, men trods alt også i et land med fri presse. Massenedskydningerne af civile i Butja, den systematiske nedgravning af landminer i civile områder, der forlades, missilangreb mod hospitaler og flygtningeopsamlingspunkter som det store teater i Mariupol – dé centralt organiserede terrorstrategier kommer altså fra én krigsførende part, nemlig dén part, der har som mål at udmatte civilbefolkningen i et land under angreb. Og hvis dén type strategiske valg fra russisk side har medført et tilnavn som “orker” hos dem, der gennemlever det, er det måske ikke så sært.

    At der er overnationale magtinteresser på spil, har du utvivlsomt ret i. Men heldigvis ER der grænser for, hvad man kan slippe afsted med at gøre, selv når man har magt til det. For de folk, der lever i et land, som den ene krigsførende part har et erklæret mål om at udslette – tja, for dem er spørgsmålet om historiske magtstrukturer vel nok næppe det mest akut relevante lige nu. Spørgsmålet om, hvorvidt parterne i konflikten kommer til på et tidspunkt at stå til ansvar for deres handlinger under krigen, er nok til gengæld helt afgørende for den fremtidige forsoning, der skal til, hvis der skal være en fremtid med fred.

    Russiske soldater vender hjem med sår på krop og sjæl. Men børn, der vokser op i ruinerne af en angrebskrig med målrettede angreb på civilbefolkningen, vokser op med et kulturelt had, som kan række generationer frem. Derfor har FNs straffedomstol en vigtig rolle, og derfor bliver ansvarsspørgsmål heldigvis ikke bare parkeret som “nå, nu er der krig, og krig er ondt – så er de garanteret lige slemme på begge sider!”

    Her er link til FN-domstolens verserende undersøgelser:
    https://www.icc-cpi.int/ukraine

    • Ja, jeg synes, at du har ret i rigtig meget. Og jeg mener altså også, at krigen først og fremmest (men ikke kun) er det russiske regimes skyld. Det er og bliver en invasion – en aggression – det kan ikke bortforklares, og det vil jeg heller ikke. Men vi har også et ansvar for at det gik så galt.
      Og hvis det her ikke ender med en verdenskrig og hvis der bliver en afslutning på den aktuelle krig – så er det naturligvis Rusland, med det styre, det nu en gang har, der kommer til at blive stillet for en domstol. Som det skete for serberne i krigen i Jugoslavien –
      ( Slobodan Milosevits og hele hans slæng) men her var der altså også andre skyldige, for vi (Vesten) var alt for ivrige med at juble over, at det styre faldt sammen og vi hyldede højrøstet nationalismen i de små lande – selvfølgelig skulle “kommunismen = diktaturet falde også der, men ikke i det blodbad, som det blev. Det kunne man måske have forhindret med en diplomatisk indsats.
      Og jeg tror stadig, at vi også kunne have undgået den her krig, hvis ikke vi havde følt os og vist, at vi følte os, højt hævet over Rusland.
      Og jeg er altså stadig pacifist – et skældsord, jeg må finde mig i at bære i en tid, hvor det er mere OK at være militant. Og jeg får kvalme, når jeg ser, hvordan vi optrapper og optrapper …
      Men det er ikke sikkert, at jeg har ret i mine synspunkter – måske tager jeg fejl.
      Vist giver Putin mig mere kvalme og vist er han en modbydelig skurk og vist skal han bekæmpes. Men jeg tror ikke på, at det skal være med tanks og fly, der kun forlænger.
      Jeg ved godt, at du vil svare, at det er den eneste måde at bekæmpe ham på. Og det er det måske. Men jeg vil ikke tro det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *