De mest dramatiske i fortællinger om Skagen og dens historie er naturligvis de mange strandinger og skibsforlis. Det er begivenheder, der i den grad har præget de menneskers liv og sind, som har levet i byen, og en historie, der strækker sig fra middelalderen og til vor tid. Jeg har selv som barn været vidne til en stranding – det var ved Skiveren, og jeg vil senere sætte et billede ind fra begivenheden.
Her gengiver jeg ordret en beretning fra Illustreret Tidende i januar 1863:
“Anden Juledag er den eneste Dag i Aaret, da man paa Skagen næsten udelukkende tænker paa Fornøjelser. De fattige Fiskere og deres Familier glæder sig længe iforvejen til denne Festdag; om Aftenen genlyder Byen af Musik, Sang og Dans, og dette vedvarer til næste Morgen. Ifølge gammel Skik og Brug skal hver Baadseier anden Juledag gjøre et saakaldet Fiskergilde, for samtlige Fiskere med Familier, der i det forløbne Aar have været i hans Fiskerselskab; paa denne gode, gamle Skik, der har noget Patriarchalsk ved sig, holde Fiskerne stærkt, og de see skjevt til, naar Baadseieren søger at frigøre sig for sin Forpligtelse, ved at betale hver fisker en lille Douceur. Gjesterne blive ikke alene godt bevertede den Aften, men ved Afskeden forsynes de rigeligt med Kager og andre Fødevarer, der tages med til Hjemmet. Det er en stor Glæde, at overvære et saadant Fiskergilde. Alt er reenligt og propert, en hvid Dug er bredt over det store, umalede Bord, som er besat med Ølkruse og Leerfade med Tobak og Kridtpiber, til Gjesternes Afbenyttelse. De Gamle spille Kort, medens de Unge dandse og Børnene lege; længere hen paa Natten svinge de Gamle sig ogsaa omkring efter Spillemandes Viol. Bevertningen er solid og rigelig; Alt aander Fred og Glæde – Ingen tænker paa, hvor kort et Spring, der er mellem Glæden og Sorgen, mellem Livet og Døden.
Saaledes var sidste anden Juledags Nat ogsaa hengaaet paa Skagen, Folkene havde taget Afsked fra Gilderne og begivet sig hver til Sit, Børnene og Konerne sov, medens Mændene endnu opholdt sig udenfor, for at afvente Daggryet og dermed den frie Udsigt over Kysten. Stormen havde raset voldsomt om Natten, Hav og Himmel havde staaet i Et, nu faldt Vejret noget af, medens Skagboerne, oppe fra de forskjellige høje Klitter, speidede omkring, for at forvisse sig om, at intet Skib var kommet til Ulykke.
Pludselig blev der Røre i Østerby, der løbes fra Huus til Huus, Vogne jage afsted og et Øieblik efter ere Alle paa Benene og paa Veien til Nordstranden hvor der er seet et Skib at strande og derefter at kappe Masterne. Ved det paa Nordstranden liggende Huus, hvori Redningsbaaden opbevares, hersker den største Travlhed. Baaden staar paa sin Vogn, rede til at kjøres bort, Hestene komme og spændes for, og i stor Hast jage de afsted, det er, som de vidste, at Menneskelivs Redning beroer paa deres Hurtighed. Med Baaden følger Opsynsmanden, der ivrigt paaskynder Kørselen, samt Baadens Mandskab, ti af de modigste og mest uforsagte Mænd. Man seer strax hvem der er Formanden, det er den ældste blandt dem, en rigtig Dannemand, høi og stærkt bygget; den prøvede Erfaring lyser i hans kloge Øjne og af hans rolige Aasyn, han er et rigtig Billede paa den djærve, danske Sømand, hans Navn er Jens Christian Jensen. Hundreder af Skibbrudne skylde hans Mod og Dygtighed deres Redning. Længe inden Regjeringen anskaffede Redningsbaaden, var han altid Formand ved Redningsforsøgene; hans Kammerater vare rolige, naar “den gamle Jens Christian”‘s prøvede Haand holdt Roret og hans sikkre Øie vaagede over hver en Sø, der skulde undgaaes. De Redningsforsøg, hvori han havde været Deltager, var saa utallige, at han ei engang selv kunde huske dem. I 1843 havde han faaet Medaillen for Druknedes Redning, for at redde Besætningen fra et fransk Barkskib; ved en senere Leilighed erholdt han Tilladelse til at bære den. I 1857 blev han tilkjendt Fortjenstmedaillen i Sølv, for at have reddet en engelsk Besætning. I December 1860 forestod han et meget farefuldt Foretagende, med at redde Besætningen fra en russisk Skonnert. De øvrige Deltagere fik en Pengebelønning, men til ham kom der et Brev fra Justitsministeriet, som forkyndte, at nærmere Resolution angaaende ham kunde forventes. Man mente, at det var paatænkt at give ham Dannebrogskorset, men den lovede Resolution kom aldrig. – I Dag vil han atter selv bringe sig i Erindring ved en modig og uforfærdet Handling. Hans ved flere Lejligheder prøvede Kammerater følge ham;  de raske Sømænd ile spøgende afsted mod Ulykkens Skueplads, de see allerede det ulykkelige Skib, de høre de skibbrudnes Skrig; Elementernes Rasen ændse de ikke, de stole paa deres gode Baad og paa deres kjække Formand. Baaden sættes nu i Søen, enhver Tilstedeværende yder en hjelpsom Haand, medens Mandskabet forsyner sig med Redningsbelter og affører sig unyttige Klædningsstykker; endelig er Alt rede, hver Mand er paa sin Plads, Formanden staaer ved Roret: paa hans Haand, næst Guds Bistand, beroer det heldige Udfald. Baaden er sat ud langt Vest for Skibet, da den rivende Strøm vil føre den mod Øst; thi det gjelder om, at komme i Forbindelse med det strandede Skib ved Forbisejlingen.
I et Øieblik føres Baaden bort, rask hales der ud paa Aarerne og man hører Formandens Opmuntringsraab igjennem Stormens og Bølgernes Susen. Søerne slaae over Baaden og den fyldes med Vand, det betyder Intet, den kommer strax op igjen, snart seer man den høit paa Toppen af en Bølge, i næste Øjeblik forsvinder den bag Vandmasserne, for atter at hæve sig sig, naar den næste Bølge kommer.
Paa Stranden hersker der høitidelig Stilhed blandt de Tilstedeværende, Alles Blikke er vendt mod Baaden, nu lader den sit Anker gaae, for at komme ind til Skibet, men Strømmens Magt fører den forbi, rastløs arbeides der med Aarerne, for at komme op mod Strømmen, men alt Arbeidet er forgjeves. De Skibbrudne udkaster Bøier med Liner, for derved at skaffe Forbindelse med Baaden. Det lunefulde Hav fører Bøierne bort, til Baaden naae de ikke. Denne Kamp mod Havets Magt fortsættes i næsten to Timer. Der gives Signal fra Land om at opgive Forsøget, for at foretage et nyt. “Den gamle Jens Christian” er ikke vant til at lade sig afskrække, han vil ikke give tabt, før det kniber, men endelig kan Mandskabet ikke arbeide længere, Baaden vender om mod Land, i næste Øjeblik staaer den paa Stranden. Da de Skibbrudne see Baaden vende om, opfylde de Luften med Nødskrig.
Nu afbrydes Stilheden paa Stranden, hurtigt bliver Baaden atter sat paa sin Vogn og kjørt tilbage vesterpaa til et nyt forsøg. Mandskabet hælder Vandet af de lange Støvler og bereder sig til den næste Dyst. Spøgen fra i Morges har tabt sig, man hører kun Alvorsord, og af og til Beklagelse over Træthed og Udmattelse, desuagtet er der ikke Tale om Andet, end at det nye Forsøg øieblikkeligt skal iværksættes. Baaden er allerede kjørt, Mandskabet kommer efter, men det gaaer ikke saa hurtigt. “Den gamle Jens Christian” iler foran, men han maa ofte see sig tilbage, een af hans Folk kan ikke følge med, hans Kræfter ville ikke staae ham bi. Baadens Opsynsmand, der har samlet sin Erfaring i Livets practiske Skole, fatter Øieblikkets betydning og Fare, og opstiller allerede Raketbukken, for i fornødent Fald i Hast at kunne gjøre Brug af en Raket, og derved bringe Redning; trende raske Sønner hjelper ham og snart er det i Orden. – Eiheller de øvrige Tilstedeværende ere ledige; en Fiskerbaad er bragt tilstede og bemandet, den holde sig rede til at gaae ud, om det bliver nødvendig. – Nu ere alle Forberedelser trufne; den fungerende Politimester gjør Mandskabet opmærksomt paa, at dersom der er Nogle blandt dem, som ikke have Kræfter til at være med ved det nye Forsøg, da er der ingen Skam i, af denne Grund at træde tilbage, idet Deeltagelsen i saa Fald lettere kan skade end gavne og der er Folk nok tilstede, som med friske Kræfter kunne indtage deres Plads. Fire Mand benyttede sig af dette Tilbud og strax ere de erstattede med Frivillige. Baaden gaaer nu atter ud, den er snart ved Skibet og denne Gang synes Forsøget at skulle lykkes: en Bøie fra Vraget er kommet ombord i Baaden og den haler sig nu op. een af de Skibbrudne entrer ned og naar lykkeligt Baaden, den Næste er allerede paa Veien, men da kommer en svær Sø lige mod Baadens Side, den krænger stærkt over og, forinden den atter har reist sig, kommer den næste Sø, Baaden kæntrer og lukker sig, ligesom et stort Laag, over sit ulykkelige Mandskab og den skibbrudne Mand, der troede sig reddet, naar han blot kunde naae den frelsende Baad.
Mandskabet kommer efterhaanden frem under Baaden og søger at klamre sig fast, men den ene Bølge følger den anden og skyller dem atter ned. De Skibbrudne maae med Sorg see deres gjæve Redningsmænd omkomme for deres Øine, medens de selv, mere en før, maae mistvivle om Frelse. – En Raket affyres nu ud imod Baaden, men et Vindstød fører Linen tilside og den rammer ikke.
Det hele er et Minuts Værk; den Baad, der paa Land holdtes rede til at ile til Hjelp, kunde udsætte sig for en lignende Skjebne, men neppe bringe Redning, selv om dens Mandskab havde været forvovent nok, til strax at gaae ud.
Vi skulle ikke fremstille de Scener, der nu paafulgte, efterhaanden som Mandskabet kastedes bort fra Baaden og drev iland. Brave Folk vovede sig langt ud i Havet for, saasnart som muligt at gribe de Forulykkede; kun To af Ti kom levende iland; Familie og Venner søgte at oplive de Andre, men uden Held. “Den gamle Jens Christian” havde selv i Døden beholdt sin rolige Mine, man kunde endnu see, at han var “Formanden”. Han havde idag faaet en bedre Løn, end den, der kunde ydes ham af menneskelige Hænder, dersom Forsøget var lykkedes.
Medens de forulykkedes Koner og Børn endnu sov i deres fattige Hytter, og drømte om den foregaaende Aftens Glæder, havde deres Forsørgere fundet Heltedøden; de Ulykkelige maatte nu vaagne til en sørgelig Virkelighed, for at modtage hine brave Mænds jordiske Levninger.
Uagtet denne skrækkelige Begivenhed var dog Modet ikke veget fra Fiskerne paa Stranden. – En Raket havde naaet Skibet, og der var bragt en Trosse ud. Det ene Forsøg foretoges efter det andet, den første Baad reddede een Mand, den anden tre Mand og endelig om Aftenen Kl. 10, da Vejret var faldet af, reddedes de sidste sex Mand. Saaledes blev de Skibbrudne paa een nær reddede, medens otte af dem, der gjorde Forsøg paa at bringe Hjelp, maatte lade deres Liv. Foruden Formanden, Jens Christian Jensen, druknede Iver Andreasen, Niels Christian Simmonsen, Anders Brun, Thomas Pedersen, Jens Pedersen Kjelder, Chresten Thomsen og Jacob Tønnesen. Niels Andersen og Jens Jensen kom levende iland.
Det Skib, der ved sin Stranding bragte saa megen Sorg og Nød over den lille Fiskerby paa Landets Nordpynt, var Briggen “Daphne” af Gøteborg, ført af Captain A. F. Lindbom, paa Reisen fra Hjemstedet til Cette med en Ladning Jern og Planker. Skibet stod fast paa den anden Revle 25 til 30 Favne fra Land; det er Vrag, men idetmindste endeel af Lasten er bjerget.
For at lette den store Nød, som den sørgelige Ulykke har fremkaldt, idet hver af de Forulykkede efterlader sig en Enke, og fem og tyve umyndige Børn have mistet deres Fædre, samles der Bidrag her i Landet og i Naboriget. De, som have Alvor til at forestille dig den Elendighed, som otte raske Familiefædres pludselige Hedengang fra Viv og Børn maa afstedkomme, samt Evne og Hjerte til at hjelpe, ville vistnok gribe dybt i Pungen; her er Nøden ikke blot uforskyldt, men fremkommen ved ædel, heltemodig Foragt for Faren, hvor det gjaldt at frelse Medmenneskers Liv.”
Ovenstående er en afskrift af Tønnesens “Det svundne Skagen fortæller”, og han oplyser ikke forfatterens navn. Det vil jeg så søge andetsteds, og det vil blive tilføjet senere. Her er det interessant at se en stranding fremstillet så helt anderledes end i Henrik Pontoppidans en Fiskerrede. Pontoppidans novelle er stor kunst – det er litteratur i verdensklasse, mens denne lille beretning er en triviel fortælling “fra virkeligheden” i et ugeblad, der var populært i slutningen af 1800tallet og et stykke op i 1900tallet – en slags forløber for Illustreret Familiejournal, og fremstillingen er den lidt klichéagtige, der hører sig til i et sådant blad: en beskrivelse af heltedåd og mandsmod. Ikke desto mindre forekommer den mig at ramme virkelighedens fiskere meget præcisere og i al fald mere sympatisk end digteren gør det i sit portræt af det lille fiskerleje – men hans dagsorden er jo også en anden, nemlig at skabe stor kunst. Og det gør han. Fiskerne skal han blot bruge.