Rudolf Steiner og mig

Nedenstående billede er ikke fra en Rudolf Steinerskole, men fra den slags skoler, han ville afskaffe

Det er længe siden, jeg har haft skoledrømme. Det plejer at være ubehageligt og at forløbe sådan her: trods min høje alder har jeg fået et lærerjob, og nu skal jeg bare finde min klasse. Men den er væk. Mine bøger er væk. Mit skema er væk. Jeg er selv væk og meget bange.

 I nat drømte jeg så igen om skole. Men det var ikke den sædvanlige drøm. Nogen ville overtale mig til at blive lærer på en bestemt skole, og jeg undslog mig. Husker ikke hvorfor. Var jeg bange for ikke at slå til?  

Jeg kan se skolen for mig, og det er ikke en af dem, jeg har kendt. Hverken kostskolen, eller handelsskolen eller gymnasiet eller nogen af de andre skoler, hvor jeg har haft min gang, og som jeg nu af og til i mine drømme vandrer hvileløs rundt i.

Herunder en time i Den blå Sal på Th. Langs Kostskole. Det er fra venstre Marianne, Vini og Helle Vibeke

Jeg ser den tydeligt – skolen i min drøm. Det er en stor bygning, men indvendigt ligner den en romersk ruin. Hensmuldrende vægge, store defekte trapper. Vældige rum med himlen som tag.  Må trods alt have ladet mig overtale til at se på sagen, for jeg møder jo op og går rundt i bygningen. Fuld af skepsis. Drømmens atmosfære, som er helt speciel, indeholder en blanding af forløsning og rædsel, men jeg kan ikke beskrive den.

Og jeg må derfor slutte min drøm med denne utilfredsstillende konstatering: den gled fra mig, netop, som jeg syntes at have fat om den.  

En ting ved jeg dog: Det var en Rudolf Steiner skole. Og hvad er der så med ham denne Steiner og mig? Ingenting. Kun det stof drømme er gjort af.

På min sengehylde ligger altid en lille stak bøger, som jeg har tænkt at læse. Og hver gang jeg når gennem stakken, sker det samme: der ligger en tilbage. Det er Rudolf Steiners bog ”Teosofi”. Den har ligget der i årevis, og når det sker med bøger, at jeg ikke får dem læst indenfor nogle måneder, så vandrer de uden protest den lange vej til Kirkens Korshær og bliver indlemmet i deres antikvariat og finder sikkert dedikerede læsere der.

Men den her er blevet liggende. Måske er det derfor, jeg drømte om den skole i nat. Ikke at drømmen endte lykkeligt. Jeg vågnede uden at have givet mig en tomme. Der ville jeg ikke undervise.

Vil jeg heller ikke læse bogen? Hvorfor? Og er det derfor, Steiner sniger sig ind i mine drømme?

Jeg tager bogen frem og læser undertitlen: ”Indføring i oversanselig erkendelse af verden og i menneskets bestemmelse.”

Nå for søren! Det var da ellers ikke så lidt. Menneskets bestemmelse? …

Bogen er skrevet i begyndelsen af det 20 århundrede – endnu er Europa ikke kastet ind i de blodige verdenskrige, der kommer til at præge hele århundredet.

Jeg skal sandelig have læst bogen, tænker jeg og går i gang med forordet. Og standser igen. Nej, det orker jeg vist alligevel ikke.

Jeg tror ikke på dens præmisser: at man kan tænke sig til ”menneskets bestemmelse.”

Og så er der den ”advarsel”, som Rudolf Steiner selv giver i sit forord til bogen, hvor han skriver: ( citat fra side 14 i Antroposofisk Forlags udgave 2002):

”Bogen kan ikke læses på den måde man plejer at læse bøger på i vore dage. I en vis forstand må læseren arbejde sig igennem bogen side for side, ja mange steder sætning for sætning. Det er helt bevidst, at bogen er forsøgt skrevet sådan. For kun sådan kan bogen blive det for læseren som den skal. Læser man den bare igennem, har man slet ikke læst den. Sandhederne i den må opleves. Kun på den måde har åndsvidenskaben en værdi.”

Nej tak! Det orker jeg ikke. Og det tror jeg ikke en døjt på.

Her er en pige, som for allerførste gang går i skole. Hun ser betænkelig ud. Det forstår sig.