Længslen. Ja, den er ikke til at komme udenom. Men det skal vi måske heller ikke. Vi skal måske trygt lægge os til hvile i den. Mon ikke? Det vil jeg tænke lidt over, inden jeg lige akkurat råber hurra for den tanke. At være til stede i længslen. Og så endda finde det trygt. Det skurrer lidt.
Man kan være til stede i NU’ET, men vel ikke i længslen. Den drager af med en. Er man i længslen, er man ikke mere til stede.
Længslen hærger.
I min alder er ordet længsel måske endda en smule absurd – hvis man da overhovedet kan ”nedsmule” det ord.
Det er en følelse, som jeg ofte overvældes af. For det kan den nemlig (ikke lade være med :at overvælde) .
Jeg gik med de tanker i engene i aftes. Her plejede jeg at gå ture med mine søstre. De kom altid hertil i sommertiden, de seneste to år, hvor Dorte var syg, gik vi i Ålumskovene. Tidligere gik vi i Jylland, fra sø til sø, fra kyst til kyst og ad de støvede hedeveje – altid til fods og forsynet med en barnevogn, nogle gode flasker vin, chokolade til kølige dage og ellers det gode humør, som altid indfandt sig, når vi var sammen. Dorte, Annelise, Mona og mig. Vi fire. Vi han kendt hinanden altid, og ord var ikke så vigtige.
Men nu gik jeg der altså igen. Og jeg tænkte på dem. Og længslen sled i hjertet – men det var jo en længsel efter det tabte. Nostalgi kalder man det vist, men det dækker slet ikke det, der skete der. Nostalgi er stille vemod, men jeg fik en voldsom lyst til at græde og rykke træerne op med rode og skælde Gud huden fuld. For hvad lignede det, at de var taget fra mig? Hvorfor? Og hvor er hun nu, min kærlige og sjove søster? Og jeg følte ikke bare, at jeg havde tabt, men at jeg var fortabt. Og at jeg havde svigtet der, hvor jeg burde have stået klar.
Dorte døde. Hanne døde. Med Hanne gik vi andre ture. Lige den sommerdag i Hjørring havde jeg en sær fornemmelse af, at alt skete for sidste gang, og jeg følte en stor ømhed for min søster og ville gerne have vlst hende ( sagt hende) at jeg elskede hende, men jeg fandt ikke ordene og var bare mit vanlige pjatrede jeg. Hende de andre kendte og som fik alle til at grine.
Der var så meget, vi aldrig fik sagt. Og måske er ordene ikke så vigtige, det forsøger jeg at trøste mig med. . Måske var det godt nok, at vi bare gik sammen og småsnakkede om ingenting.
Dorte. Min sidste vandring med Dorte. Vestervellingbakken. Og vi besteg den ene to. (Mona var der ikke den sidste sommer, og Annelise var for træt). Jeg har besteget denne ”bjergtop” mange gange siden, og hver gang har jeg tænkt på Dorte og den utrolige vilje, hun besad den dag. Hun ville til toppen. Og hun kom det. Vi stod der og så ned over ådalen og sagde ingenting, og pludselig havde jeg en stor lyst til at omfavne hende og holde hende helt tæt ind til mig og sige, at hun ikke skulle være så bange, at jeg var der og at jeg ville følge hende altid. Også efter døden. Der ville vi genfinde hinanden i lyset. Hos Gud. Men jeg turde ikke.
Det er der ingen, der har sagt til mig, i al fald ikke lige med de ord. Måske lidt anderledes formuleret: betragt dit skriveri som en hobby. Det har jeg hørt venner siger, underforstået: du er jo ikke en af de kendte, og lad nu være med at tro, at du er noget.
Nej, det er ikke janteloven. Det er velmente venskabsytringer – som skulle trøste mig, når jeg mistede modet. Og vist har jeg mistet modet ind i mellem, faktisk ret tit. Og det har de fleste af mine kolleger, for det her job er det hårdeste af alle. Af flere årsager: Det er dårligt lønnet, det har en svag ( ikke viljesvag) fagforening, det er ringe agtet ( ikke ringeagtet), det bliver enten knust i tavshed eller knust i ord. Ingen andre arbejder end lige akkurat vores, forfatternes, er i den grad konstant under lup og bliver dissekeret af folk (=anmeldere) der langt fra altid er kvalificerede til opgaven, som alt for ofte er mere obs på at promovere deres egne skriblerier end at promovere det værk, som de har fået til opgave at oplyse deres læsere om.
Jeg skrev de første år lykkeligt og frit. Mine skuespil. De nåede mange amatørteatre, de solgte godt, de var morsomme at skrive, og jeg var god til det. Havde skrevet universitetsopgaver både om Molière og Holberg, og havde også studeret den italienske commedia dell’arte – viste hvad der kunne få folk til at le og græde. Det var godt nok.
Så kom den alvorlige del. Romanerne og novellerne. Her snublede jeg i starten. Min første voksenroman ( efter et par ungdomsromaner) var om Thomas Kingo, og den (jeg) var så uheldig at få anmeldere på, som ikke brød sig synderligt om den. Det var uheld i uheld – Kristelig Dagblads anmelder Claus Grymer jordede bogen uden mange ord, Berlingerens Jens Kistrup harcelerede over den måde, jeg havde beskrevet Kingos forhold til kvinder, mente, at jeg havde romantiseret det – hans overskrift var ”Kingo in love” – han gav dog bogen en del kredit og mente nok, at forfatteren havde talent. Politikens Mette Winge kastede også et par skovfulde jord over den stakkels bog – hun skrev, at jeg havde fremstillet en alt for svag Kingo. Jeg genkendte ikke min bog i deres anmeldelser. De øvrige dagblade havde gode anmeldelser af bogen, men det var jo ikke dem, der skulle sælge den.
Det var den første rigtige roman, og de sorte anmeldelser kastede lange skygger over forfatterens videre færd. Jeg husker et aftenarrangement, hvor jeg var inviteret til at læse op fra bogen, og da jeg tav, kom det spontant fra en af lytteren: ”men du skriver jo godt. Det troede jeg ikke.”
Nej, de anmeldere har en satans magt.
Nå, men jeg skrev videre. Trods alt. Det er jo det, forfattere gør. Og ind i mellem faldt der et par roser, hele små buketter, men der var stadig torne, og de stak, og de mærkedes mere end roserne. Sådan er det.
Nu skrev jeg, at vi har en svag fagforening – jeg mener ikke, at de ikke kæmper vores sag, men vi er en samling individualister, og vi sidder spredt for alle vinde og arbejder ensomt hver især – lederen af den skønlitterære gruppe Stephanie Caruana skriver i sit nytårsbrev bl. a.: “…vi står sammen. Og jeg hepper på at I får nået jeres skrivemål i 2025 ( den manglende kulturdækning, de barske afslag og gnavne anmeldere kan jeg desværre ikke tylle væk). Fuld fart frem, fingrene mod taster eller fast greb om pennen, og visheden om at vi er her, vi skriver, vi gør det.”
Det er så det, vi gør. Skriver.
Vi bider tænderne sammen og bliver ved med at arbejde i den her benhårde branche.
Ja men det er så belønningen for det sære arbejde, der hedder at rydde op. At man finder de gamle breve og genlæser dem. En belønning eller en straf? Det røver jo i al fald meget af ens tid, og det burde jeg springe op og falde ned på – men det gør jeg ikke, for jeg har denne her tikkende fornemmelse af uafvendelig udgang på det, jeg holder af at holde fast ved – livet. Nu fik jeg skrevet det helt forkert, men jeg lader det stå. Indtil videre.
Min bror. Anders. Og de fester, han arrangerede for os. De lyser stadig i sindet, og nu fandt jeg en gammel invitation til en af dem liggende i en kasse med breve og lign. Anders var en kok på niveau med Claus Meyer, når han rullede sig ud i de år – hvert år – og han kokkerede og han serverede for os, så englene sang. De synger endnu. Det var en kærlighedsgestus, og vi tog imod den med kyshånd.
Herunder et udsnit af indbydelsen december 1972. Mette er baby, og Hans er tre år, og der er en del børn og derfor også en børnemenu. Desuden loves der god dansemusik og et ryddet dansegulv og efter festen senge til dem, der på et tidspunkt kunne trænge til at sove. Jo, det var fester, og Anders serverede denne aften kinesisk mad, og jeg tror nok, det på dansk hedder “pekingand” – der var et utal af indbagte mandler, kan jeg huske. Og som sagt: maden var superb. Og vinen valgt med omhu.
Og så lige et lille glimt fra en helt anden slags fest, som også gentoges år efter år. En Sct. Hans fest med lam stegt over åben ild. Det foregik i Lild, og det var Oles forældre, der inviterede, ikke blot familien, men også venner fra nær og fjern. Her ses Oles far, Marius i færd med at teste lammet:
Finder et billede. Det ligger i en kasse med gamle breve. Hvem har sendt mig det? Hvornår? Jeg genkender stedet. Vi er i en have i Silkeborg. Sikkert i 1962. Det er hos familien Brøndum, og jeg gik i klasse med datteren Kirsten. Det forestiller en lille gruppe unge, og jeg genkender de fem af dem. Fra venstre er det en klassekammerat, hvis efternavn jeg husker Bonde, fornavn måske Jette (?), foran hende en lillesøster til Kirsten Brøndum, og nu husker jeg også dagen. Det er en søndag i sommertiden, og vi var inviteret til at svømme i familien Brøndums sø. Vist var det ikke deres sø, men de havde en stor villa, hvis have førte ned til en af Silkeborgsøerne, og de ejede deres egen private strand med badebro og båd, og vi kom nu og da for at bade hos dem. Bag søsteren sidder Kirsten og bag hende kan man svagt skimte mig – med sorte briller – de to drenge er jeg ikke helt sikker på, hvem er. Jo, den lille er bror til Kirsten, og jeg tror, at den store er Niels Have. Vi havde kun to drenge i klassen – vi var nysproglige, og dengang var næsten alle drengene matematikere. De to drenge sværmede ingen af os for. De var begge lidt sære, tror jeg. Men jeg kunne nu rigtig godt lide dem.
Det er en sjælden situation for mig at være med her. Jeg hørte ikke til inderkredsen af dem, der mødtes hos Kirsten – men alligevel er det et af de private hjem, som jeg husker bedst. Kirstens og Birgits. Birgit Runebøl og Kirsten var rigtig gode veninder, og jeg kom en del sammen med Birgit.
Når jeg tænker tilbage til gymnasietiden, synes jeg, at jeg var meget alene. På biblioteket, i skoven, på mit værelse. Ikke just at jeg var ensom, men jeg var i høj grad introvert. Er det for øvrigt stadig. Har det bedst alene. Hen ad vejen har jeg tillært mig en ekstrovert facade: lært nogle fagter, så jeg kan færdes frit i de fleste sociale sfærer. Men jeg er altid megatræt efter timer med medmenneskelig kontakt af første grad.
Mennesket er et socialt væsen. Og jeg er et menneske. Ergo er jeg social. Det var ikke et bevis, for det startede jo ikke med “alle mennesker er osv. …” Og ligesom Erasmus Montanus’ Lille Mor ikke var en sten, så er jeg heller ikke social. Men bestemt heller ikke asocial. Jeg går ind for fællesskaber. 100 % – det er det sundeste og bedste, men jeg vil gerne være fri for at deltage for meget i for meget fælles.
Så kan vi også bare sige, at jeg er en enspænder, det er sådan et fint gammelt ord, og jeg går ind for gamle ord. En enspænder kan godt gå i spænd med andre, men det spænder rigeligt i sindet, når hun trækker på fælles hammel..
Sådan er det bare.
Her et billede fra en dansktime i “den blå sal”. Jeg sidder i venstre side og derefter Winni og Helle Vibeke.
Når jeg nu omsider har besluttet at skrive mine barndomserindringer og måske endda at vove mig endnu et skridt nærmere nutiden og gribe fat i den unge pige, der viklede sig ud af barnet, så kan jeg ikke bevæge mig helt frit, men må følge det spor, som erindringen har trukket gennem mit liv. Det er dette … eller rettere disse spor, som jeg nu må se på med de øjne, der er blevet gamle og lettere slørede, men som stadig tilhører det samme jeg. For jeg er jo stadig mig. Og hvem er så det?
Hvem er dette ”jeg?”
Substantiverne er empiriske og håndgribelige, og du kan selv gå dem efter i sømmene, og hvis de sprækker, så lyver jeg. Men jeg tror, de er skudsikre.
Jeg er kvinde, vendelbo, 81 år, forfatter, hustru, mor, bedstemor, landsbyboer, veninde, kammerat, nabo,.
Adjektiverne er lettere upålidelige, de tilhører den sfære, der hører følelseslivet til, og den er subjektivt ladet fra først til sidst.
Men lad mig alligevel forsøge: Jeg er følsom (til det nervøse,) livsglad (til det fjollede,) bange (for alt for meget), modig ( når det gælder), forfængelig ( langt ud i det absurde), nærtagende, venlig ( forsøger i al fald altid at være det) sparsommelig (indtil det småborgerlige) troende (udogmatisk kristen)
Nå, skulle det være et menneske? Skulle det være mig? Nej, det er det selvfølgelig ikke. Jeg er så meget mere end disse få ord, men nu var det dem, der først faldt mig ind, og gad vide, om det ikke er et fingerpeg?
Jeg peger altså fingre af mig selv. Ha ha … undskyld min humor – så ensom og forladt. Og så håber jeg, at der i dette ligger kimen til en sober og rigtig begyndelse på det, der skulle være mit liv kort fortalt. Og sådan, som det viser sig for mig, når jeg skruer tiden tilbage til en septemberdag i 1943.
Kære Janus. Jeg har aldrig kendt dig, og alligevel synes jeg, at du ikke er så langt borte. At jeg på en måde kan nå dig.
Hvordan kan det være?
Engang for år tilbage skrev jeg en bog om Hulsig, og mest handlede den om din gård og om vores familie, og lige der havde jeg brug for at kende dig, at forstå, hvad det var der rørte sig i dig. Og jeg greb jo til fiktionen og forsøgte ad den vej at nærme mig den mand, der var min farfar.
Der er så meget, der er skjult for eftertiden. Meget skulle med vilje skjules. Og så gravede jeg så dybt jeg kunne. Og noget fandt jeg. Noget ved jeg, som du og dine ikke ville vide dengang.
Janus. Mon dine forældre tænkte over, at dit navn stammer fra guden med de to hoveder. At det peger på en splittelse. Janus, det er ham, der ser ind i fortiden og ud i fremtiden, splittet mellem det, der var og det der skal komme.
Vidste de mon det, da de valgte navnet?
Din far, Lars, var stærk. Han var kendt for sin styrke. En anekdote fortæller, at han kunne løfte en stenbænk, som ingen andre kunne rokke af stedet. Og han stolede på sin styrke. Så meget, at det kostede ham livet.
Så kunne folk bagefter sige, at han var sindssyg, at det var hul i hovedet at tro sig stærk nok til at afværge intet mindre end en naturkatastrofe.
Var han sindssyg?
Janus, du var hans søn. Og du var kun en dreng. Og du stod hos ham og græd inde i dig selv, mens han gravede og gravede. I tre døgn slap han ikke skovlen. Han forsøgte for at fjerne de isskosser, der hindrede vandmasserne i at løbe i havet.
Du stod der Janus og så på ham, mens han blev mindre og mindre, indtil han gav op. Han faldt om det tredje døgn.
Tre dage og tre nætter, hvor du stod hos ham. Du ville være der, selv om din mor forsøgte at få dig væk fra din rasende far.
Det var jo ikke imod dig, han rasede. Det var for dig.
Han satte alle sine kræfter ind for at trodse den natur, der truede med at udslette alt det, han havde kæmpet for hele livet.
Du var kun en dreng.
Han døde jo, for ingen kunne overleve det projekt, han havde givet sig selv: at kæmpe mod selveste SYNDFLODEN.
Og Kirsten. Din mor. Hun stod alene med to drenge. Du var den ældste. Og du var stor og stærk og smuk. Og hun satte al sin lid til dig, og hun blev ikke skuffet. Du levede op til alle hendes drømme og forventninger.
Hun ville, at du skulle blive det fineste og dygtigste menneske på egnen. Og det blev du. Din gård blev egnens største og mest veldrevne.
Du blev storbonde. Du blev valgt ind i alle bestyrelser. Man havde tillid til dig. Lod dig bestyre sparekasse og slagteri og mejeri og skole og kirke. Alle vegne satte du dit aftryk. Og da du døde, var aviserne fulde af lovord.
Janus. Ham med de to hoveder.
Jeg forsøger at forstå. Din far satte livet til, det blev aldrig nævnt som selvmord, men for dig, for den dreng, der stod ved siden af ham og tryglede ham om at lægge skovlen fra sig, var det vel et selvmord, han var vidne til.
Hans far i kamp mod SYNDFLODEN.
Du blev så dygtig, Janus. Det skulle du. Det var et krav, som din far havde stillet, og som din mor fulgte op, og som du forstod som absolut. Du måtte ikke fejle.
Jeg har læst dine dagbøger fra ungdommen. Du var altid bange for at træde ved siden af. Du ville hele din ungdom følge renhedens og retfærdighedens vej og ikke vige fra den. Skrøbelighed, åndens og kødets skrøbelighed frygtede du mere end noget andet, for du vidste jo, at den skrøbelighed lå i dig, og du bad Gud give dig styrke.
Ind i mellem skriver jeg på de erindringer, som jeg hverken kan slippe eller slippe løs. Som måske bliver på harddisken indtil … tja … hvem ved. Jeg gør ikke.
Men det går mere og mere op for mig, at jeg må huske alene. Der bliver færre og færre livsvidner, som jeg kan henvende mig til og spørge ud om det, der tåger til i min egen sølle hukommelse.
Og så kom der i dag et brev fra et af dem. En, som jeg ikke har set, siden jeg var barn, og som jeg ganske vist husker, for hun kom ofte i vores hjem, og hvor ville jeg gerne vise mine søstre det brev. Men to af dem er her ikke mere. Og Annelise, som er min eneste søster nu, som lever, husker ikke så godt længere.
Kvinden, som skrev brevet, og som er et livsvidne, hedder Bodil, og jeg kan forstå, at hun og søster Hanne var hjertensveninder i barndommen. Bodil boede på Munkegården, som lå i det, der dengang var udkanten af Strandby, og sammen med brevet sendte hun en sang fra Hannes konfirmation. Det er Bodils mor, der har skrevet sangen.
Nu står den her og lyser:
Jeg var dengang 8 år, og jeg husker ikke Hannes konfirmation.
Kære tipoldemor, og jeg har ofte tænkt på dig og smilet til dig, men aldrig før skrevet et brev til dig. Det får du nu. Hver dag i mange år har jeg haft dig for øje, for du står eller rettere: du troner på det store skrummel af et chatol, som Oles tipoldefar (en forfader i al fald) fabrikerede af drivtømmer til sit bryllup engang i midten af 1800-tallet. På det tidspunkt var du allerede en stor pige, der løb rundt i bakkerne ved Mygdal, hvor din far, Jeppe, havde en gård. Du er nemlig fra en gård, ikke fra et ”sted,” og det er vigtigt, for ellers var du aldrig havnet på gården Hulsig. Ja, Hulsig, det hed den, da du blev kone og kom til at regere der. Sikkert mere eller mindre enevældigt, vil jeg tro.
Gården lå i Hulsig og havde altså taget navn af sin by. En gang havde den ligget i Tranestederne, og i din tid kunne man stadig se resterne af gården og af andre gårde, som sandstormene havde lagt øde. Nu ligger de begravede under Tornbakke Rimmes vældige klitter. Før sandstormene tog over, var der på det sted grønne enge og frodige marker. Og klimaet var mildt. Men det var længe før din tid.
Min tipoldefar, Christian, valgte dig, og det var jo indlysende nok, for du var gårdmandsdatter, og han var gårdmandssøn, og så gik han efter en pige, der passede standsmæssigt, så du var et rigtigt valg, men det var alligevel et usædvanligt valg, for du boede ikke i sognet eller i et af nabosognene, men langt borte i Mygdal, og det hændte yderst sjældent, at man drog så langt hjemmefra for at finde en brud.
Men det gjorde Christian, og det blev så dig, Christiane. Og han blev ikke snydt, og det har han sikkert vidst fra begyndelsen.
Hvordan har det været for dig at komme til Hulsig? Det ville jeg gerne spørge dig om. Du var jo vant til grønne bakker og frodige marker, og nu mødte dit blik det samme over alt: sand og sand og atter sand. Og så stormene fra alle sider, for Hulsig lå mellem to åbne have, og snart piskede uvejret fra den ene kant og snart fra den anden. Roligt vejr var en sjælden oplevelse på din nye hjemegn.
Og så tænker jeg på Christian. Ham, du blev gift med, og som var født og opvokset der, hvor storme og forlis fyldte en stor del af det virkelige liv. Han var, som så mange andre på den egn, garvet af vind og vejr, han var formet af stormene, og han var selv blevet ligeså strid som det uvejr, han måtte bekæmpe. Når et skib forliste, så kunne man se ham i redningsbåden i færd med at kæmpe sig ud til vraget og sætte sit liv på spil for at redde andres. Der var ingen ro over Christian. Ud over at røgte sin gård, var det også hans opgave at sørge for, at posten blev bragt ud, og det var ham, der besørgede al transport til og fra Skagen. Her kørte han i fast rutefart langs havet. Veje var der ingen af. Og det var før jernbanen.
Der, hvor du kom fra, Christiane, var alting venligere og mildere. Din opvækst må have været anderledes blid og beskyttet. Ved din fædrene gård var der læ og helt sikkert en kålhave og en abildgård, og det har vel været en glæde for din mor og for dig måske også at dyrke urterne og se tingene gro i den frodige muld.
I Hulsig groede mest af alt marehalmen og det stride enggræs, og det var et hårdt slid at skabe grobund for et enkelt sølle frugttræ og et par bærbuske. Du var som en lilje, der blev plantet om midt i et krat af nælder og tidsler. Og det må have gjort ondt. Du må have brændt dig og stukket dig, og der har ikke været den store medlidenhed med dig. Et forkælet pjok, har folk tænkt. ”Heje er der intj mø me’ ve,” ( hende er der ikke meget ved) har de gæve Hulsigboere måske tænkt i den første tid. Men de kom på andre tanker, da du trådte i karakter, Christiane. For det ved jeg, at du gjorde.
Du måtte tage det alt sammen til dig og klare dig så godt, du kunne. Og det gjorde du. Jeg kan se det i dit ansigt. Billedet, som står på det gamle chatol, viser mod og styrke.
Jeg har ofte kigget på dit ansigt. Fotoet er taget, mens du endnu er ganske ung, det er fra fotografiets barndom, og selv er du heller ikke helt voksen endnu, synes jeg. Der er noget barnligt over det runde ansigt, men også noget trodsigt. Kom ikke her! Mig skal I ikke kue! Jeg kan godt! Jeg klarer mig!
Og du klarede dig, Christiane, så godt, at der gik rygter om det. Jeg har læst om dig hos en af tidens skribenter. Du får så meget ros.
Christiane. Jeg vil gerne lære lidt af dig.
Du er en pige, der kender dit eget værd og også gerne ser, at andre kender det.
På billedet er du iført en kjole, som virkelig har været dyr. Den skinner på det sorthvide foto. Damask , tænker jeg. Måske er det en atlaskes – som den Fernando Møghe bar. Og der er stof nok i den til mange kjoler. Et hav af brede folder vælder ud fra taljen og ender i en cirkel, der rører gulvet. Et omfang som et vældigt telt, hvorunder der mageligt kunne skjule sig en børneflok.
Du fødte to piger. Tre, men den ene døde ung. De andre hed Maren og Marie. Marie er min oldemor, og hun ligner dig, synes jeg, selv om jeg ikke har et ungdomsbillede af hende. På det billede, jeg har af Marie, ser man det samme faste drag om munden og det samme lidt trodsige udtryk i øjnene, dog mildnet hos Marie. Også hun blev gift med en krasbørstig og strid mand, Ole Houkjær, min oldefar, om ham går der mange anekdoter, og flere af dem fortæller om en mand, der ikke fandt sig i nogen form for lal. Det var hårdt arbejde fra morgen til aften. Og selv sled han som en hest. Marie har ikke haft det let. Ligesom dig slap hun dog for at føde og opfostre en børneflok. Det blev til en dreng og en pige: Peter og Lise eller Elise. Lise er min farmor, og fra hende har jeg hørt fortælle om dig, Christiane, så du er ikke gået i glemmebogen. Men derhen havde du nok heller aldrig tænkt dig at gå. Du gik en lang vej, men den førte altid tilbage til det væsentlige i livet. Det vil jeg skrive lidt om senere, så kan du glæde dig over, at det huskes endnu. Det du var med til. Men ikke ene om. For Christian støttede dig. I støttede hinanden.
Christiane. Kære tipoldemor, jeg vil skrive til dig igen, for du er mig så nær og så kær, når jeg sidder her med dit billede foran mig og tænker på dig. Og jeg mærker, at jeg er blod af dit blod.
Ja, for sådan er det jo. Vi bærer fortiden i os. Jeg bærer dig, Christiane, og jeg er SÅ glad for at gøre det. Jeg bærer også Christian i mit blod, og det kan godt føles som en byrde at slæbe rundt med ham. Men så tænker jeg, at der alligevel i ham var meget, som nok er værd at tage med over. Så lad os overtage det. Det bedste. Hans udholdenhed og hans hjælpsomhed. Det, som I to var fælles om. Jeg vil ikke glemme det mørke i din karakter, Christian, de dunkle kræfter i dig, som undertiden blev uudholdelige for dig og som til sidst tog dit liv. Men jeg vil fremhæve de andre sider. De varme og de stærke. At du åbnede dit hjem for fremmede og at det blev et kært tilholdssted for mange.
Om det senere. Og nu, efter at Christiane er blevet kone på gården, har den skiftet navn fra Hulsig til Krøgh – eller Krøg. Og det navn fik du så også Christian: Christian Krøgh. Man fik navn efter sin gård. Det var i al fald det navn, man brugte i omtale, men ikke altid det, der stod i kirkebogen.
Da min oldemor, din datter Marie, gifter sig med min olefar, som kom fra Houkjærgården og aldrig skaffede sig af med navnet Houkjær, fik hun også det navn, selv om hun og Ole aldrig kom til at bo på gården. De var først husmandfolk. Så fik de gården Klarup i rumpen, efter oldefars søster, hvis mand havde druknet sig i brønden. Selvmord var der er et genkommende fænomen i vores familie.
Så blev oldemor Marie Krøg til Marie Houkjær, aldrig til Klarup, selv om det var gårdens navn, men de fik en søn, Peder, og sandelig om ikke også han fik navnet Houkjær, Peder Houkjær, og en datter, Elise, som blev gift med Janus Hesselholt, og de to fik 4 sønner. En af dem hed Lars, og hans søn hed Janus, og her ser vi Marie og hendes datter Elise og hendes søn Lars og hans søn Janus.
Jeg har ikke kendt de fire ovenstående, selv om de jo var nære slægtninge: til venstre min oldemor Marie med min fætter Janus på skødet, til højre min farmor Elise og stående min onkel Lars.
Aner ikke, hvordan de var. Lars kunne være sjov, husker jeg, men ikke hvori det sjove bestod. Farmor sagde aldrig et ord til vi børn, når vi var på besøg. Jeg husker hendes kager. Det var vi sjældent, vi besøgte hende, og jeg husker aldrig, at hun kom i Strandby. Hvorfor? Det ved ingen.
Mor og tanke Kirsten havde en så forskellig kemi, at alt blev sært, når de var sammen. Så det var de næsten aldrig. Jeg kunne godt lide min tante Kirsten, og da farmor døde, kom jeg af og til på ferie i Hulsig. Men ikke mens farmor levede. Hvorfor? Kunne hun ikke lide os? Jeg ved det ikke. Lærte hende som sagt aldrig at kende.
Da jeg var ung forstod jeg ikke Kafka. Nu forstår jeg ham. Dengang læste jeg Slottet og Processen, og begge værker talte lige ind i den forvirring og fortvivlelse, som prægede mit indre i de år.
Så vist forstod jeg budskabet. Og vist kunne jeg på én gang blive væk og finde hjem i det absurde univers, der blev fremtryllet i de kafkaske mesterværker.
Det var ikke der, forståelsen glippede. Og da jeg senere i en moden alder genlæste de to hovedværker og supplerede med Kafkas øvrige fortællinger, havde jeg heller ikke noget problem med at finde ind til kernen, men jeg forstod dog nu at holde dem ud i strakt arm. Distancen er kommet til, selv om den smerte og indsigt, som bøgerne formidler, stadig går mig lige til hjertet.
Hvad er det så, jeg ikke forstod dengang. Og som jeg så udmærket forstår i dag.
Jo det er ret enkelt følgende: jeg forstår, at Kafka først ville udgive værkerne efter sin død. Eller måske slet ikke. At de var bestemt for hans egne øjne, ikke for andres.
Det er der, jeg forstår ham nu.
Det er så fint og godt for mig at skrive lige akkurat det, der har dybde i mit eget sind og som jeg kan stå inde for litterært.
Jeg har udgivet mange bøger, og hver eneste af dem er skrevet med mit hjerteblod. Ja, det lyder højtravende, og det må det også gerne, for det er sandt.
Jeg har levet med mine personer, lige fra Kingo i barokkens Odense og til Elisabeth i 1900tallets Kandestederne. Og begge har de talt med min stemme. Og alligevel med deres egen.
I erindringerne taler jeg hudløst ærligt med min egen stemme, og det er måske derfor, at jeg følte en slags lettelse, da jeg, efter at have sendt min manus til Kristelig Dagblad, mest måske for at få nogle andre øjne i spil end mine egne og min korrekturlæsers, nærmest blev lettet over afslaget.
MEN: Et afslag er altid væmmeligt.
Forfatterlivet er imidlertid broderet med afslag. Karen Blixen skriver et sted, at hun ville kunne tapetsere hele Rungstedlund med de afslag, hun havde modtaget, og nobelpristageren Selma Lagerlöf fik det ene afslag efter det andet med romanen Gösta Berlings Saga, som i dag regnes for en klassiker i litteraturen.
Ingen forfatter undgår afslag.
Alligevel er det som sagt yderst væmmeligt at få et – et dødsstød, som kan aflæses på blodtrykket.
Nu lægger jeg manuskriptet væk. I al fald foreløbig. Og i mellemtiden vil jeg arbejde med det, så den bog, mine børn engang lægger op, bliver verdens bedste.
Her kan I læse afslaget:
“Mange tak for dine velskrevne erindringer, som jeg nu har læst. Desværre kan vi ikke tilbyde at udgive dem – de er fine og meget personlige, som du selv er inde på, og vi kan generelt ikke finde et marked for denne type erindringer. Beklageligvis. “
Jeg er ikke slægtsforsker, men en dag bliver jeg det måske. Måske, for det ville være skønt at kunne hive de gamle aner ud af glemslen og sætte dem på rad og række. I al fald kan man jo finde navnene.
Med anekdoterne ligger det nok mere tungt – de er for de flestes vedkommende sunket ned i glemslen – men enkelte er dog blevet tilbage. Min tipoldemor Christiane Krøg er der skrevet lidt om, for det gjorde min onkel Lars i sin lille bog om Hulsig. Og det gjorde også den berømte folkemindesamler og lokalhistoriker Anders Peter Gaardboe fra Ålbæk.
Vi ved om Christiane, at hun var en dygtig kvinde, utrættelig i sit arbejde – Gaardboe skriver i en artikel om et besøg på Krøggården, om hvordan hun, skønt han ankommer en sen nattetime fra et stormvejr, går ud i køkkenet og tilbereder en velsmagende middag til den forkomne gæst. Og vi ved også fra Lars Hesselholts bog, at hun var overtroisk. Min tipoldefar begik selvmord, og hvert år på hans dødsdag hørte hun ham tumle hvileløst om på loftet.
Og når man betragter portrættet af Christiane, kan man jo aflæse en del i ansigtet. Men det afhænger måske af, hvem der betragter hende. Jeg synes, at jeg kan se en bister ung kvinde, der nok skal vide at sætte sin vilje igennem. Hendes datter, Min oldemor Marie Houkjær, var af samme støbning, har jeg hørt. Og hun fik brug for det, for min oldefar Ole Houkjær var en særdeles vredladen og barsk herre.
Jeg spekulerer op, hvor de gener er blevet af?
Jeg har desværre intet billede af min tipoldefar, Christian, og det er Christianes skyld, for der blev nemlig taget et billede af ham (måske det eneste), samtidig med at hun fik taget sit. Men ak! Christiane forlangte at få billedet med sig i graven. Så der, i sandet på Hulsig kirkegård endte portrættet, og nu kan vi kun gætte.
Efter sigerne, men jeg husker ikke mere, hvor jeg har læst det, så blev Christian Krøg foreviget i en læsebog for skolebørn, der udkom engang i sidste halvdel af 1800tallet. Men den kan man nok ikke mere opdrive. Heri skulle han, efter hvad jeg har hørt, fortælle en spændende historie om Hulsig og om gården Krøg, som også blev kaldt “Hulsig” dengang. Om sandflugten og gårdens flytning fra Tranestederne til Hulsig.
