LÆNGSEL

Længslen. Ja, den er ikke til at komme udenom. Men det skal vi måske heller ikke. Vi skal måske trygt lægge os til hvile i den. Mon ikke? Det vil jeg tænke lidt over, inden jeg lige akkurat råber hurra for den tanke. At være til stede i længslen. Og så endda finde det trygt. Det skurrer lidt.

Man kan være til stede i NU’ET, men vel ikke i længslen. Den drager af med en. Er man i længslen, er man ikke mere til stede.

Længslen hærger.

I min alder er ordet længsel måske endda en smule absurd – hvis man da overhovedet kan ”nedsmule” det ord.

Det er en følelse, som jeg ofte overvældes af. For det kan den nemlig (ikke lade være med :at overvælde) .

Jeg gik med de tanker i engene i aftes. Her plejede jeg at gå ture med mine søstre. De kom altid hertil i sommertiden, de seneste to år, hvor Dorte var syg, gik vi i Ålumskovene. Tidligere gik vi i Jylland, fra sø til sø, fra kyst til kyst og ad de støvede hedeveje  –  altid til fods og forsynet med en barnevogn, nogle gode flasker vin, chokolade til kølige dage og ellers det gode humør, som altid indfandt sig, når vi var sammen. Dorte, Annelise, Mona og mig. Vi fire. Vi han kendt hinanden altid, og ord var ikke så vigtige.

Men nu gik jeg der altså igen. Og jeg tænkte på dem. Og længslen sled i hjertet – men det var jo en længsel efter det tabte. Nostalgi kalder man det vist, men det dækker slet ikke det, der skete der. Nostalgi er stille vemod, men jeg fik en voldsom lyst til at græde og rykke træerne op med rode og skælde Gud huden fuld. For hvad lignede det, at de var taget fra mig? Hvorfor? Og hvor er hun nu, min kærlige og sjove søster? Og jeg følte ikke bare, at jeg havde tabt, men at jeg var fortabt. Og at jeg havde svigtet der, hvor jeg burde have stået klar.

Dorte døde. Hanne døde. Med Hanne gik vi andre ture. Lige den sommerdag i Hjørring havde jeg en sær fornemmelse af, at alt skete for sidste gang, og jeg følte en stor ømhed for min søster og ville gerne have vlst hende ( sagt hende) at jeg elskede hende, men jeg fandt ikke ordene og var bare mit vanlige pjatrede jeg. Hende de andre kendte og som fik alle til at grine.         

Der var så meget, vi aldrig fik sagt. Og måske er ordene ikke så vigtige, det forsøger jeg at trøste mig med. . Måske var det godt nok, at vi bare gik sammen og småsnakkede om ingenting.

Dorte. Min sidste vandring med Dorte. Vestervellingbakken. Og vi besteg den ene to.  (Mona var der ikke den sidste sommer, og Annelise var for træt). Jeg har besteget denne ”bjergtop” mange gange siden, og hver gang har jeg tænkt på Dorte og den utrolige vilje, hun besad den dag. Hun ville til toppen. Og hun kom det.  Vi stod der og så ned over ådalen og sagde ingenting, og pludselig havde jeg en stor lyst til at omfavne hende og holde hende helt tæt ind til mig og sige, at hun ikke skulle være så bange, at jeg var der og at jeg ville følge hende altid. Også efter døden. Der ville vi genfinde hinanden i lyset. Hos Gud. Men jeg turde ikke.

Hanne

Annelise, Mona og Dorte